Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.

Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere