Hvis ikke efter Liverpool-kapitulationen Napoli i aftes, hvornår så? Johnny Thunders’ Heartbreakers huskes måske ofte som New York City-bandet, der flyttede til London i 1976 og introducerede byens til da speedkørende punkscene omkring Sex Pistols til heroin. Men indimellem spillede de også i logisk forlængelse af Stones-på-kaos-traditionen fra New York Dolls, Thunders’ tidligere band i NYC, en ret så forrygende rocknroll. Her Heartbreakers 1977-debutsingle, som allerede qua sin titel var en født punkklassiker…
Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…
When I passed you in the doorway Well, you took me with a glance I should’ve took that last bus home But I asked you for a dance Now we go steady to the pictures I always get chocolate stains on my pants And my father, he’s going crazy He says I’m livin’ in a trance
But I’m dancing in the moonlight It’s caught me in its spotlight…
For to år siden, da Suede udsendte sin kronologiske The Best Of Suede: Beautiful Ones 1992-2018, var den første tanke her, at de to første sider af vinyludgavens fire næppe ville kunne matches af nogen anden opsamling hvad rocknroll-eufori, følelse af momentum og bandmagnetisk x-factor angår. Men hey, nu er det sket. Købte i fredags den nye Sex Pistols-opsamling The Original Recordings, der netop er udsendt i anledning af den aktuelle Disney Plus TV-serie Pistol, baseret på guitarist Steve Jones’ selvbiografiske Lonely Boy-bog. Serien er formodentlig tåkrummende, for hvordan skulle Sex Pistols’ nihilistiske vildskab og så markante persongalleri overhovedet kunne gengives bare nogenlunde acceptabelt som Disney-drama?! Ligemeget, for den best of er det hele værd. Efter Liverpool’s smertende finalenederlag i Champions League lørdag aften drak jeg kolde øl og fordøjede sorg i denne plades majestætiske larm. Mand, hvilken fantastisk vrede! Johnny Rotten stråler som karismatisk skrigende sanger, og bandet bag ham spiller med langt større swagger og swing, end de nogensinde dengang fik credit for. Du kender måske ligesom jeg alle disse numre udenad, men de får en ny friskhed af den anderledes rækkefølge, end man er vandt til fra Never Mind The Bollocks (1977). Læg dertil nogle ætsende stærke b-sider fra det oprindelige bands fire singler. Ja, naturligvis falder det hele kilometer i både niveau og relevans på de fem numre fra side 3 og 4, hvor Steve Jones og hjælpeløse Sid Vicious tager mikrofonen, men side 1 og 2 har det hele, alting, de bedste Sex Pistols-sange og lidt til. Tjek de to første siders fantastiske tracklist her…
Havde aldrig nogensinde troet, man skulle kunne holde helhjertet mod et landshold fra det England, der har givet os alle så ufatteligt meget inden for alt, vi holder af, da ikke mindst salt og eddike. Men sådan blev det forunderligt nok ved dette EM. Så tak til Boris Johnson, Brexit, Gareth ‘Churchill’ Southgate, den engelske kloak af brovtende landsholdtilhængere, Harry Kane, Jordan Pickford, Harry Maguire, Raheem Sterling og co. for en fantastisk søndag aften på den italienske langside. En fornøjelse af de store.
En slutrunde starter for alvor først den dag, det tyske landshold spiller sin første kamp. Således også med dette EM, hvor et nu i flere år uvant slingrende Die Mannschaft i aften i München har en svært stor mundfuld ved navn Frankrig foran sig. Den seneste tid har der været ikke så lidt snak om de bedste slutrundesange gennem årene. For at undgå gentagelsen af ‘den med New Order’ så herfra istedet en, jeg ti år gammel købte på 7’er-single i Vesttyskland. Kaiser Franz, Der Bomber & co serverer fra 1974 en dræberschlager, der med ubesværet lethed spiser Alphabeat til morgenmad. Breakfast for champions? Ja, naturligvis skulle vesttyskerne blive Weltmeister ovenpå den her velsmurte maskine af en sang. Ikke engang smukke Johan Cruyff’s flyvende hollændere kunne stoppe dette sort/hvide-tog…
Det er et kriseramt Liverpool, som i aften i Budapest genoptager Champions League med første 1/8-finale mod RB Leipzig. Efterårets katastrofesværm af skader har siden jul og til nu resulteret i en serie af dårlige resultater, fuck-ups og en generel punktering af selvtilliden. Efter et forbandet uheldigt nederlag ude til Leicester i lørdags kunne man på Twitter bredt læse, at Klopp’s fyring nu kan være et spørgsmål om tid. Det er den naturligvis ikke. Manden der har bragt Liverpool-tilhængere så euforiske glæder, og overordnet fået det røde hold til at spille top-fantastisk fodbold de seneste tre år, smides naturligvis ikke på porten, når enhver logik kan forklare, hvorfor det er kommet til den nuværende formkrise. Men presset i en så markant modgang er enormt for et engelsk mesterhold, så kampen i aften mod Manchester United’s CL-banemænd fra Leipzig er ikke bare en fodboldkamp, men noget langt vigtigere, nemlig en søgen efter egen tabte identitet og selvforståelse. Klopp’s helt til jul så uovervindelige Mentality Monste®s er nemme at ryste lige nu. Det er og bliver nervepirrende.
RB Leipzig – Liverpool, tirsdag aften kl. 21.00, TV3 Sport
Det nykårede PL-førerhold fra Manchester United kommer søndag til Anfield for at møde de regerende mestre, Liverpool FC. Så på papiret åbent og spændende har noget opgør mellem de to ærkerivaler ikke set ud de seneste år, hvor Man U sportsligt har været i en noget sølle forfatning. Søndagens møde kommer ovenpå en juleperiode, hvor Liverpool omvendt har haltet gevaldigt. Forsvaret er skadet bort, og Salah/Mané har ikke vist den normale skarphed. Heldigvis er Thiago Alcanatara kommet sig ovenpå det overfald, Everton’s Richarlison udsatte ham for i efteråret, og kan nu forhåbentlig styrke den kreative direktehed på en midtbane, der har brug for nye idéer og værktøjer. Manchester United kommer til Anfield med en imponerende udebane-statistik, ja, faktisk har de ikke tabt away i PL siden i januar for et år siden, da de blev taget ned af netop Liverpool. Så deres selvtillid vil være i top, de vil stå dybt og vente på, at kunne sende raketter afsted mod et LFC-erstatningsforsvar, der trods manglende fart stadig står sårbart højt på banen. Omvendt vil United frygte, at Liverpool tager hele initiativet og presser tempo op i et leje, hvor de nok ikke vil kunne være med. Bliver det nervepirrende sent søndag? Minimum.
Liverpool – Manchester United, søndag kl. 17.30, Xee
Så VM-finalen 82 i Menton på den franske Riviera, 12 km fra Italien. En halv time efter afgørelsen voksede lyden ovre fra øst; hundredvis af små Fiat-biler kom summende hen langs kysten, horn i bund og Il Tricolore ud af vinduer, ekstatisk fejring i fjendeland.
It’s a shame about Ray. Den store engelske målmand fra drenge- og ungdomsårene er gået bort efter lang tids sygdom. Her er han – sammen med en ligeså lykkelig Kevin Keegan, der som Ray Clemence blev signet til LFC fra Scunthorpe – en varm majaften i 1977 på Stadio Olimpico i Rom, få minutter efter Liverpool for første gang har vundet European Champion Clubs’ Cup, ja, den turnering der nu hedder Champions League. Ray RIP!
PL-førerholdet lige nu holder til ovre på det blå stadion bag dammen i parken på billedet. Lørdag over middag tager de engelske mestre de få hundrede meter, fra deres røde hjemmebane i forgrunden, over for at møde de blå. Med sig i bagagen har de et selvlysende 2-7-nederlag i seneste kamp, samt en reserve-konstitueret målmand, hvis faglige evner desværre er blevet til at overse. Læg dertil, at det lørdag på dagen præcis er ti år siden Everton – på selvsamme Goodison – senest vandt en fodboldkamp over deres haderivaler Liverpool, og der er lagt op til et mægtigt lokalopgør med alt i spil for begge hold. Er Thiago blevet klar for Liverpool? Spiller ligeledes nye Jota fra start efter landsholds-storform for Portugal? Kan Calvert-Lewin og James Rodriguez fortsætte deres vilde kadence i Everton’s offensiv? Og hvor sikkert står Liverpool’s senest så selvmordsagtigt høje forsvarslinie i den forbindelse? Carlo Ancelotti mod Jürgen Klopp, to forskellige fodboldtankegange, det kan kun blive alt for nervepirrende.
