Kategoriarkiv: Calcio!

Beirut til en søndag

En Tour de France-etape over toppede brosten, oppe i retningen af cykel-legendariske Roubaix. En VM-finale i russiske Moskva mellem Frankrig’s defensivtmestrende take-it-all-kynikere og 11 udmattede kroatiske comeback-konger. Det er søndag d. 15. juli i Europa, det herrens år 2018. Amerikanske Beirut, der har en slet skjult fransk forelskelse begravet i sin musik, synger den sommerfulde søndag ind og ud med ‘Sunday Smile’…

Squeeze me in the box…

Engelske fodboldsange kan være andet end ‘World In Motion’ og ‘Three Lions’, selvom det i disse uger de to der nu og igen – retfærdigvis – bliver fremhævet som den svære disciplins måske mest vellykkede. Og da England meget vel blive slået ud i aften, må vi hellere skyde med alt hvad vi har derfra inden det måske desværre sker. Et tredje udadvendt bud på en regulært god engelsk ´fodboldsang kan tilskrives Happy Mondays’ Shaun Ryder. Efter Mondays’ opløsning dannede han – sammen med rapperen Kermit – duoen Black Grape, der til dags dato har udsendt tre albums og en række singler. En af dem er fodboldsinglen ‘England’s Irie’, der udkom op til Euro 1996 i England. Den er co-skrevet med Keith Allen og The Clash’s Joe Strummer, der også medvirker i rød Three Lions-awaytrøje på dette klip fra Top of the Pops. Og det allerbedste er at Strummer’s umiskendelige stemme styrer det rullende chantalong-omkvæd afsted…

Englands lange vej

Sidst England var i en VM-semifinale, for 28 år siden i Italien, lå New Order’s fodboldsang ‘World In Motion’ på hitlisterne, og dens rapstjerne John Barnes var endnu kun i begyndelsen af sin fornemme karriere for Liverpool. Dengang, på Stadio delle Alpi i Torino, spillede Bobby Robson’s England en flot kamp mod Tyskland, burde vel nok have vundet, men røg ud i straffekonkurrence på to brændte af Stuart Pearce og Chris Waddle. Så der er mere end meget på spil i aften i Moskva, hvor et mærkeligt svingende Kroatien styrkemæssigt er en noget uforudsigelig modstander i Moskva. Ikke mindst fordi England endnu ikke har mødt et klassehold til nu turenringen. 52 years of hurt. De kan ikke klare det meget længere derovre. Dramaet er allerede til at få øje på.

Kroatien – England, onsdag kl. 20.00, DR1/allaroundtheworld

Belgien spiller Frankrig

Electroclash-duoen Vive La Fete fra Bruxelles spiller her en cover af franske Desireless’ 1986-electrohit ‘Voyage Voyage’. Og Belgien spiller i aften Frankrig i den første VM-semifinale i Sankt Petersborg. Her holdes med underhundene fra Belgien. Fordi de sendte ulidelige Neymar Jr. hjem. Fordi de i De Bruyne og Hazard har to af turneringens mest seværdige spillere. Og fordi de bare har været langt sjovere at følge, end de franske favoritter, som i deres kompetente fremfærd mest har udstrålet en grå laissez-faire-ugidelighed. Så allez la Belqique! Og ikke et ord om, at det hele først for alvor betyder noget i morgen, når England har første forsøg i 28 år på at overleve en VM-semifinale.

Frankrig – Belgien, tirsdag kl. 20.00, TV2/allovertheworld

England drømmer op

Den engelske slutrundeforbandelse blev endelig brudt mod Colombia, men det holdt hårdt. Heldigvis for England havde sydamerikanerne mere travlt med at skændes med en alt for vag USA-dommer, end med at spille den fine bold, de også mestrer. En sen udligning bragte til forlænget spilletid og straffe, og her troede man, England som så ofte før ville gå ned på nerver og bevidsthed om egen tunge historie. Men nej, Everton’s keeper Pickford bragte heldet og dygtigheden, der bar igennem til kvartfinalen, dagens match i øst-fjerne Samara. Her venter et solidt svensk men simpelt hold, de fleste af os aldrig havde set videre fra grundpuljen. Deres største styrke synes fraværet af Zlatan, uden hvem man er blevet et anderledes fasttømret team, en slags West Bromwich Albion klædt i gult/blåt. Så kampbilledet synes klart: England vil forsøge fremmane tempo, en-mod-en-fløjspil, ubalance, mens svenskerne vil stå tæt, velorganiseret, kompakt, og håbe på den kontra eller tre, der kan stikke kniven dødeligt ind. Det bliver mere spændende end kønt. England på tærsklen til sin første VM-semi siden 1990 i Italien. 52 years of hurt. Dramaet fortsætter.

Sverige – England, lørdag kl. 16.00, DR/allaroundtheworld

England vågner

England vågner i dag op til tømmermænd og uforbeholden glæde. For slutrunde-forbandelsen blev med hiv og sving brudt i aftes, da det endelig lykkedes at vinde en af de straffekonkurrencer, der traditionelt set har bragt så meget salt & vinegar deres vej. Efter 120 minutter mod et colombiansk hold, der længe havde mere travlt med dommerbrok og dirty tricks, end med at spille den fodbold, de ellers er så dygtige til, faldt afgørelsen da indskiftede Eric Dier sendte England’s femte spark ind. Forløsningen var næsten ligeså stor som udmattelsen, og tankerne endnu ikke på den 1/4-finale lørdag eftermiddag, hvor overraskelsen fra Sverige vil stå som næste modstander. Kun et musegrå svensk landshold mellem England og deres første VM-semi siden Italia 90?! Det bliver mere end nervepirrende igen.

England drømmer

Takket være favoritfrafald og lave formkurver hos normale contenders, står England pludselig med vild mulighed for at nå en VM-semi. Colombia og Schweiz/Sverige er alt der står i vejen. Minder om Leicester’s åbne vej i PL for to år siden, da alle de vanlige tophold var ude i pit. Men hvad gør England så ved det? Spiller en heroisk sejr hjem mod Colombia i dag, for så at glide ud i mørket med en musegrå og nervelåst indsats mod Schweiz/Sverige? Eller tager den til straffe i aften i Moskva, den skæbnedisciplin, hvor England til nu har slutrundetabt i hele syv af otte tilfælde, og helt sikkert vil gøre det igen? England synes forbandet siden VM-guldet i 1966, så selv om det hele pludselig ligger lidt til dem, og selv om vi håber, nu Tyskland er væk og Italien slet ikke med, skal det nok gå galt igen. Det er kun et spørgsmål om tid og den kroniske middelmådigheds forbandelse og/eller tilsnublet uheld før det sker. Selv Harry Kane kan brænde et straffespark.

Colombia – England, tirsdag kl. 20.00, TV2/allovertheworld

Behind the Milky Way

Danmarks VM-kamp mod Australien i dag fortjener mere australsk musik. Forleden talte vi her i kommentarsporet om The Church, som de fleste nok kun forbinder med deres 1988-hit ‘Under The Milky Way’, ja, den sværmeriske sang med det letgenkendelige sækkepibe-C-stykke (som iøvrigt Håkan Hellström – hvem ellers?! – lånte på sit seneste album). Men Sydney-bandet, hvis lyd tegnes af frontfigur/bassist Steve Kilbey’s valium-roligt dybe sangstemme og en varmtflydende melodisk tone, har gennem en lang, arbejdsom karriere præsteret adskillige hypnotiserende stemningsrejser helt på højde med deres signaturhit. Ovenstående ‘Ripple’ fra Priest=Aura (1992) er en af dem, følgende ‘Welcome’, en klassisk shopping list-sang a la LS’s ‘Fan Star’, fra Magician Among the Spirits (1996) en anden…

PS – Spillede et supportjob for The Church i slut-80’erne. Deres trommeslager kom i civiliseret australsk høflighed over lidt før show, spurgte hvordan vi havde det, om alt var okay. Men nogen mishørte ham og udbrød ‘No…no’. Church-trommeslageren kiggede kort rundt, sagde et dæmpet ‘Well, have a good life’, vendte sig om og gik. Ja, welcome indeed. En så utilsigtet uhøflighed har pint lige siden.

It’s a wide open road…

Danmarks VM-dyst mod Australien torsdag giver os grund til at dykke ned i noget musik derovre fra. Her nummer 23 på rettighedsorganisationen APRA’s – ja, det er så Australiens svar på KODA – officielle top-30 liste over bedste australske sange nogensinde, Perth-bandet The Triffids’ 1986-gennembrudssang ‘Wide Open Road’. Med gennembrud menes her mest opmærksomhed, for Triffids-sangskriver David McComb’s dramatisk ladede widescreen-musik faldt aldrig i den helt brede smag. The Triffids havde i slut-80’erne et solidt navn på den alternative scene i Europa, men det var så vist også det. Som den slags desværre ofte går, sled bandet sig op gennem endeløse turnéer uden mærkbare resultater at høste derfor. At den lysende sangskriver og yderst karismatiske frontfigur David McComb så endda endte i stofmisbrug og en tragisk tidlig død gør ikke noget mindre hovedrystende. Den anderledes store musikalske vinder blandt de seks Triffids-medlemmer må siges at være deres engelske bassist Martyn P. Casey, der siden opløsningen i 1989 har været fast medlem af Nick Cave & The Bad Seeds…

– I started the song at Julian Wu’s house in Melbourne. Ah, the end of a beautiful era One morning I sat bolt upright in bed and virtually all the lyrics appeared instantly. I just tried to keep it as blunt and direct as possible, even if the results made myself or the listener squirm. I finished the music at a sound-check somewhere in Europe. Like the rest of the Born Sandy Devotional album, it seemed to naturally evoke a particular landscape, namely the stretch of highway in between Caiguna and Norseman, where the Triffids’ Hi-Ace monotonously came to grief with kangaroos.

David McComb, The Triffids