Det er et kriseramt Liverpool, som i aften i Budapest genoptager Champions League med første 1/8-finale mod RB Leipzig. Efterårets katastrofesværm af skader har siden jul og til nu resulteret i en serie af dårlige resultater, fuck-ups og en generel punktering af selvtilliden. Efter et forbandet uheldigt nederlag ude til Leicester i lørdags kunne man på Twitter bredt læse, at Klopp’s fyring nu kan være et spørgsmål om tid. Det er den naturligvis ikke. Manden der har bragt Liverpool-tilhængere så euforiske glæder, og overordnet fået det røde hold til at spille top-fantastisk fodbold de seneste tre år, smides naturligvis ikke på porten, når enhver logik kan forklare, hvorfor det er kommet til den nuværende formkrise. Men presset i en så markant modgang er enormt for et engelsk mesterhold, så kampen i aften mod Manchester United’s CL-banemænd fra Leipzig er ikke bare en fodboldkamp, men noget langt vigtigere, nemlig en søgen efter egen tabte identitet og selvforståelse. Klopp’s helt til jul så uovervindelige Mentality Monste®s er nemme at ryste lige nu. Det er og bliver nervepirrende.
RB Leipzig – Liverpool, tirsdag aften kl. 21.00, TV3 Sport
Det nykårede PL-førerhold fra Manchester United kommer søndag til Anfield for at møde de regerende mestre, Liverpool FC. Så på papiret åbent og spændende har noget opgør mellem de to ærkerivaler ikke set ud de seneste år, hvor Man U sportsligt har været i en noget sølle forfatning. Søndagens møde kommer ovenpå en juleperiode, hvor Liverpool omvendt har haltet gevaldigt. Forsvaret er skadet bort, og Salah/Mané har ikke vist den normale skarphed. Heldigvis er Thiago Alcanatara kommet sig ovenpå det overfald, Everton’s Richarlison udsatte ham for i efteråret, og kan nu forhåbentlig styrke den kreative direktehed på en midtbane, der har brug for nye idéer og værktøjer. Manchester United kommer til Anfield med en imponerende udebane-statistik, ja, faktisk har de ikke tabt away i PL siden i januar for et år siden, da de blev taget ned af netop Liverpool. Så deres selvtillid vil være i top, de vil stå dybt og vente på, at kunne sende raketter afsted mod et LFC-erstatningsforsvar, der trods manglende fart stadig står sårbart højt på banen. Omvendt vil United frygte, at Liverpool tager hele initiativet og presser tempo op i et leje, hvor de nok ikke vil kunne være med. Bliver det nervepirrende sent søndag? Minimum.
Liverpool – Manchester United, søndag kl. 17.30, Xee
Så VM-finalen 82 i Menton på den franske Riviera, 12 km fra Italien. En halv time efter afgørelsen voksede lyden ovre fra øst; hundredvis af små Fiat-biler kom summende hen langs kysten, horn i bund og Il Tricolore ud af vinduer, ekstatisk fejring i fjendeland.
It’s a shame about Ray. Den store engelske målmand fra drenge- og ungdomsårene er gået bort efter lang tids sygdom. Her er han – sammen med en ligeså lykkelig Kevin Keegan, der som Ray Clemence blev signet til LFC fra Scunthorpe – en varm majaften i 1977 på Stadio Olimpico i Rom, få minutter efter Liverpool for første gang har vundet European Champion Clubs’ Cup, ja, den turnering der nu hedder Champions League. Ray RIP!
PL-førerholdet lige nu holder til ovre på det blå stadion bag dammen i parken på billedet. Lørdag over middag tager de engelske mestre de få hundrede meter, fra deres røde hjemmebane i forgrunden, over for at møde de blå. Med sig i bagagen har de et selvlysende 2-7-nederlag i seneste kamp, samt en reserve-konstitueret målmand, hvis faglige evner desværre er blevet til at overse. Læg dertil, at det lørdag på dagen præcis er ti år siden Everton – på selvsamme Goodison – senest vandt en fodboldkamp over deres haderivaler Liverpool, og der er lagt op til et mægtigt lokalopgør med alt i spil for begge hold. Er Thiago blevet klar for Liverpool? Spiller ligeledes nye Jota fra start efter landsholds-storform for Portugal? Kan Calvert-Lewin og James Rodriguez fortsætte deres vilde kadence i Everton’s offensiv? Og hvor sikkert står Liverpool’s senest så selvmordsagtigt høje forsvarslinie i den forbindelse? Carlo Ancelotti mod Jürgen Klopp, to forskellige fodboldtankegange, det kan kun blive alt for nervepirrende.
Og har brug for strålende musik til, at få luft under vingerne. Denne ikke mindre ovenpå Liverpool FC’s absurde 2-7-kollaps i Birmingham i aftes. Så her et klassisk og ret så fremragende Brett Anderson/Bernard Butler-nummer med London’s Suede, tilsat levende Berlin-billeder fra Christiane F – Wir Kinder am Bahnhof Zoo. Ja, sangtitlen ‘Heroine’ ligger jo som ord side om side med det narkotiske stof, Christiane og hendes forhutlede venner jager den berlinske nat ned for at få fat på. Suede udsender i disse dage et best of-dblalbum, som desværre ikke har ‘Heroine’ med på sin tracklist, medmindre altså man køber den udvidede 8-LP/4CD-version med 56 (!) tracks. Men den afstikker med så mange numre er jo som opsamling set det rene wahnsinn…
Leeds United’s Billy Bremner og Jack Charlton gør sig klar med italiensk mad til PL-sæsonstarten sent lørdag eftermiddag på Anfield. Hvordan går man så ud og forsvarer et engelsk mesterskab? Det er længe siden det problem har tilhørt Liverpool. For et år siden begyndte Liverpool også sæsonen hjemme mod en oprykker, Norwich City, der dengang med lidt mere held og koldblodighed havde fået point med hjem. Og LFC har ikke ligefrem set skræmmende ud i pre-season. Så det bliver nervepirrende mod Bielsa’s uden tvivl helhjertede oprykkerhold. Dejligt at have dem tilbage.
12. september starter den kommende Premier League-sæson, desværre stadig helt uden tilskuere. I dag blev PL-køreplanen afsløret i form af det samlede kampprogram. De engelske mestre fra Liverpool har store traditionsklubber i sine første håndfuld kampe for titelforsvaret, således Chelsea (ude), Arsenal (hjemme), Aston Villa (ude) og Everton (ude). Og åbningskampen er en lækkerbisken på Anfield mod disse hårde oprykkere, hvis altid markante tilstedeværelse så længe har været savnet i Premier League…
I går for 48 år siden gik David Bowie med sit band på Top of the Pops og fremførte ‘Starman’ fra da netop udsendteThe Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. En myteomspunden optræden der senere igen og igen indtager position som defining moment, når Bowie’s ‘børn’, den engelske punk/postpunks stjerner skal fortælle, hvilken konkret musikalsk oplevelse sendte dem afsted på deres musikalske himmelfærd. Her er det Echo & the Bunnymen’s Ian McCulloch, der for nogle år siden gav denne version på The Quietus…
– I’d heard ‘Starman’ on the radio before going to school, and as most lads are, I was interested in football and outer space. Something about his voice and the opening line, just that thing he’d tapped into, and it was me he was suggesting to look out the window. It’s hard to comprehend the impact he had when he came out. I turned 13 in the May of ’72 and it was such a special time and gave my life magical class. I grew up in Norris Green, skint, and what he did was give the gift of inspiration. He changed the world in loads of ways and was probably the last great special person to do that. It was head and shoulders above anything else. To come out looking like that he could have had the biggest backlash. If you ever want to see star quality watch that Top Of The Pops clip, which is what gave me the idea that you need stage presence – you don’t just need it on stage, you need it in life. I missed those years of myself, in how naïve I was, and how un-laddy I was. I was into footy and stuff, but through the Bunnymen I found my own confidence. I was thinking of getting some bangles – thank God I didn’t. The thing about Bowie is that no-one else could have pulled it off. He was hardly ever on telly, and he never went on and mimed. It was just everything about it. People who missed it must’vebeen stupid. I remember after Top Of The Pops going to school and asked my mates if they’d seen it and they said, “yeah – the fucking queer.” I didn’t even see that. I didn’t see it as a sexual thing, I wouldn’t have minded if I had done. It made some sense because I was probably more androgynous than him through my teenage years – girls would ask me if I was a boy or a girl. I’d always tell them they could put their hands down me kecks and find out. When Bowie shaved his eyebrows off I knew something was up. That’s how you can pinpoint when Ziggy ends. His hair started to change and that’s when he stopped being so from-outer-space. I’m very exact on it, because it almost broke my heart. Without Bowie, obviously I’d have been centre-forward for Liverpool.
– It wouldn’t have been a bad career playing for Liverpool. I was a goal-hanging bastard. Fantastic shot, but I didn’t particularly like going into the 50-50s, the life-threateners. And my eyesight went to shite when I was 13.
Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.
Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.
