Som Tysklands EM-sejre lige nu fejres med Peter Schilling’s Neue Deutsche Welle-banger ‘Major Tom’ fra 1982, så har Tyrkiet’s landshold også sit eget musikalske ritual, der kunne opleves tirsdag aften i Leipzig ovenpå sejren i øsende regnvejr over Østrig. Der var det denne hjemstavns-sang fra 70’erne, de 40.000 tyrkiske tilhængere på stadion sang med tydeligt rørte stemmer…
Kategoriarkiv: Calcio!
Opkald fra Düsseldorf
Det har været umuligt at se EM-kampe fra Düsseldorf Arena uden at tænke på byens elektroniske sønner Kraftwerk, der som bekendt ikke gik meget op i fodbold, men til gengæld havde et lidenskabeligt forhold til cykelsport. Samt muligvis også til telefoner, som denne sang mere end antyder. Engang var telefonen et symbol på den moderne verden, men nu man hører dette stærke nummer er der en næsten romantisk retro-futurisme i dyrkelsen af den…
Völlig losgelöst von der Erde…
Den største overraskelse hidtil ved EM i Tyskland er vel næsten, det er blevet umuligt at se en kamp uden mindst en afspilning/fællessang fra Tyskland af Peter Schilling’s store Neue Deutsche Welle-hit ‘Major Tom (Völlig Losgelöst)’ fra 1982. Historien om hvorfor kan læses lige her, og giver os samtidig en undskyldning for igen at kunne nyde sangens uimodståelige omkvæd. Her i en ny video, der kun er fem dage gammel…
Unser Leben!
Noget helt specielt over sådan en junidag med start på en stor slutrunde. Ikke mindst ovenpå den seneste af slagsen, som vi blev snydt for af mørkets FIFA-fyrster, der ødelagde den under goldt vintermørke i en pengeørken. Har fundet min vesttyske VM-74-single frem, købt syd for grænsen dengang. En banger der forunderligt nok lyder endnu bedre i dag. Immer vorwärts, Jungs!
Happy ending?
Bliver det en lykkelig afslutning på League 1-sæsonen i eftermiddag for Sheffield Wednesday, der med sejr på Wembley over lokal-opkomlingene fra Barnsley kan vinde oprykning til den næstbedste engelske række, der som minimum må være acceptabelt niveau for en klub af så fin tradition og størrelse? Owls-tilhænger Jarvis Cocker vil se sikkert se med, formodentlig lettet ovenpå de første shows i mange år med Pulp denne weekend, hvor dette fremragende nummer ikke fandt vej til en iøvrigt udsøgt setliste…
‘…And I know no-one can ever know,
Which way to head.
But don’t you remember,
That you once said,
That you liked happy endings?
And no-one can ever know,
If it’s going to work,
But if you try,
Then you might get your happy ending…’
Imens i Napoli…
Murder on the dancefloor
Idolplakat
Pelé er død
Endnu en af de gamle kæmper er væk. Edson Arantes do Nascimento var noget helt særligt. Æret være hans minde.
Born to lose
Hvis ikke efter Liverpool-kapitulationen Napoli i aftes, hvornår så? Johnny Thunders’ Heartbreakers huskes måske ofte som New York City-bandet, der flyttede til London i 1976 og introducerede byens til da speedkørende punkscene omkring Sex Pistols til heroin. Men indimellem spillede de også i logisk forlængelse af Stones-på-kaos-traditionen fra New York Dolls, Thunders’ tidligere band i NYC, en ret så forrygende rocknroll. Her Heartbreakers 1977-debutsingle, som allerede qua sin titel var en født punkklassiker…
En sang for Phil
Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…
When I passed you in the doorway
Well, you took me with a glance
I should’ve took that last bus home
But I asked you for a dance
Now we go steady to the pictures
I always get chocolate stains on my pants
And my father, he’s going crazy
He says I’m livin’ in a trance
But I’m dancing in the moonlight
It’s caught me in its spotlight…
There’ll always be an England
For to år siden, da Suede udsendte sin kronologiske The Best Of Suede: Beautiful Ones 1992-2018, var den første tanke her, at de to første sider af vinyludgavens fire næppe ville kunne matches af nogen anden opsamling hvad rocknroll-eufori, følelse af momentum og bandmagnetisk x-factor angår. Men hey, nu er det sket. Købte i fredags den nye Sex Pistols-opsamling The Original Recordings, der netop er udsendt i anledning af den aktuelle Disney Plus TV-serie Pistol, baseret på guitarist Steve Jones’ selvbiografiske Lonely Boy-bog. Serien er formodentlig tåkrummende, for hvordan skulle Sex Pistols’ nihilistiske vildskab og så markante persongalleri overhovedet kunne gengives bare nogenlunde acceptabelt som Disney-drama?! Ligemeget, for den best of er det hele værd. Efter Liverpool’s smertende finalenederlag i Champions League lørdag aften drak jeg kolde øl og fordøjede sorg i denne plades majestætiske larm. Mand, hvilken fantastisk vrede! Johnny Rotten stråler som karismatisk skrigende sanger, og bandet bag ham spiller med langt større swagger og swing, end de nogensinde dengang fik credit for. Du kender måske ligesom jeg alle disse numre udenad, men de får en ny friskhed af den anderledes rækkefølge, end man er vandt til fra Never Mind The Bollocks (1977). Læg dertil nogle ætsende stærke b-sider fra det oprindelige bands fire singler. Ja, naturligvis falder det hele kilometer i både niveau og relevans på de fem numre fra side 3 og 4, hvor Steve Jones og hjælpeløse Sid Vicious tager mikrofonen, men side 1 og 2 har det hele, alting, de bedste Sex Pistols-sange og lidt til. Tjek de to første siders fantastiske tracklist her…
Et lys der aldrig går ud
Calcio!
Havde aldrig nogensinde troet, man skulle kunne holde helhjertet mod et landshold fra det England, der har givet os alle så ufatteligt meget inden for alt, vi holder af, da ikke mindst salt og eddike. Men sådan blev det forunderligt nok ved dette EM. Så tak til Boris Johnson, Brexit, Gareth ‘Churchill’ Southgate, den engelske kloak af brovtende landsholdtilhængere, Harry Kane, Jordan Pickford, Harry Maguire, Raheem Sterling og co. for en fantastisk søndag aften på den italienske langside. En fornøjelse af de store.
Schlager-Weltmeister
En slutrunde starter for alvor først den dag, det tyske landshold spiller sin første kamp. Således også med dette EM, hvor et nu i flere år uvant slingrende Die Mannschaft i aften i München har en svært stor mundfuld ved navn Frankrig foran sig. Den seneste tid har der været ikke så lidt snak om de bedste slutrundesange gennem årene. For at undgå gentagelsen af ‘den med New Order’ så herfra istedet en, jeg ti år gammel købte på 7’er-single i Vesttyskland. Kaiser Franz, Der Bomber & co serverer fra 1974 en dræberschlager, der med ubesværet lethed spiser Alphabeat til morgenmad. Breakfast for champions? Ja, naturligvis skulle vesttyskerne blive Weltmeister ovenpå den her velsmurte maskine af en sang. Ikke engang smukke Johan Cruyff’s flyvende hollændere kunne stoppe dette sort/hvide-tog…