Alle indlæg af Jens

Starved in Metropolis…

Den amerikanske poet Allen Ginsberg – selvskrevet medlem af det uofficielle beat poetry-triumvirat med Jack Keroauc og William S. Burroughs – blev født i dag for 94 år siden i Newark, New Jersey. Her er han i sin shamaniske spoken word-stil på kryds og tværs af en anden stor lyriker, en vis Joe Strummer, på nummeret ‘Ghetto Defendant’ fra Combat Rock (1982), The Clash’s sidste grænseoverskridende vinylkraftudladning inden sammenbruddet…

Mørket kommer til byen

‘Lights out tonight / trouble in the heartland…’ lyder foruroligende US-nutidigt, men er åbningslinierne på Bruce Springsteen’s fjerde album, Darkness on the edge of Town, der udkom 2. juni 1978. Efter tre års tvungen pladepause mens en retssag muliggjorde, Springsteen kunne blive kontraktskilt fra sin første manager Mike Appel, var dette album et stærkt move efter mesterværksdømte Born to Run‘s musikalsk enormt anlagte og nærmest cinematografiske skæbnefortællinger. Darkness er anderledes nede på gaden, socialrealisme som hård poesi, amerikansk drøm om det gode liv som den vej tilværelsens rejse i skyggernes dal er gjort af. Springsteen har her gjort sin musik langt mere direkte – også han havde hørt punk-bølgen – og skåret de Spector-overdådige arrangementer fra forgængeren bort. På Darkness fremstår han og The E Street Band som et anderledes nødvendighedens rockband; en flok yngre mænd oplyst af rendestenen, men med blikket rettet mod noget smerteligt uopnåeligt større. En moderne amerikansk klassiker.

Her følger en version af ‘The Promise’, en helt igennem mageløs sang, der blev indspillet til Darkness, men desværre, desværre, desværre aldrig kom med, det endda selv om den måske i sit punch af fortrydelse og knust forhåbning ejer hele albummets essens. Læs et fint, personligt essay om sangen ‘The Promise’ især, men også albummet Darkness on the Edge of Town som sådan, lige her.

Licht und Blindheit

Martin Hannett’s natligt urbane og så utraditionelt rumdyrkende produktion gør Joy Division’s stemningsmusik langt stærkere, end var Manchester-bandet blevet produceret som et traditionelt rockband. Som historien går, så hader medlemmerne af Joy Division selv umiddelbart hans endelige mix af Unknown Pleasures (1979), da de hører det, så forandret er bandets oprindelige lyd blevet gennem Hannett’s produktion og mix. Hurtigt lærer Joy Division dog at værdsætte hans så løftende indsats, og på næste samarbejde, den i marts 1980 kun i Frankrig udsendte limiterede single ‘Atmosphere’, er Martin Hannett vel nærmest stjernen. Ian Curtis kommer småfalsk fra start, og Joy Division synes umiddelbart på vej afsted ud i et lidt forglemmeligt nummer, men så folder Hannett drømmenes soniske faner ud, og giver med sit ambiente trylleri musikken de vinger, der også får Ian Curtis vokal til at lette og gå hjem. Resten er historie…

Glemt og borte-sider

Der findes mindst et par håndfulde single-b-sider med Suede, som fortjener en langt bedre skæbne end en så skjult placering for verden. Tag nu bare ‘Have You Ever Been This Low?’, der i 1996 er en af b-siderne til ‘Trash’, og som sådan ikke klarer cuttet til tracklisten på Coming Up. Suede havde på dette tidspunkt alverden at bevise efter Bernard Butler’s dramatiske brud med Brett Anderson og bandet. Det høres i hver eneste spillede tone også her, og så bliver resultatet alligevel kun til en b-side. Mest logiske grund dertil er vel sangordene, der, skal ret være ret, langtfra hører til blandt Brett A’s skarpest profilerede…

Robert and the Banshees

Trods en hård livsstil, der i maj 1984 grundet helbredsproblemer ender med Robert Smith’s opsigelse i Siouxsie and the Banshees, når han at sætte sit personlige aftryk i denne, sin anden omgang i bandet. Musikken på ‘Swimming Horses, den så særegne Hyena-forløbersingle fra marts samme år, lyder således umiskendeligt som skrevet af Smith, der også med The Cure i de år har sigtekornet sat på twistet popmusik…

Art of the cover

Hvem andre mon end Siouxsie and the Banshees kan bruge de så vanskelige farver gult/lyserødt på et albumcover, og komme afsted med noget alt andet end sødt, feminint, ferskt? Superstition (1991) er bandets næstsidste album, og et overraskende stærkt et af slagsen så sent i karrieren.

Banshees spiller Beatles

1983: Siouxsie and the Banshees turnerer under sommer Skandinavien, hvor de i Danmark er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival. I Stockholm går de i studiet og indspiller The Beatles’ ‘Dear Prudence’. Deres version, der på mest stilsikre vis transformerer hippiehymnen til et strålende mørkt og moderne popnummer, udsendes på single i september, og når højt på specielt den engelske hitliste. Efter guitar-es John McGeoch’s udtræden af Banshees’ grundet substans-problemer, er The Cure’s Robert Smith nu for anden gang kaldt ind for at hjælpe Siouxsie, Budgie og ikke mindst Steve Severin, hans gå-i-byen-med-ven fra London. The Cure-hovedpersonen har dog også, som denne side selv erfarer backstage på Roskilde – hvor han kommer storgrædende (og med læbestift smurt ud over hele ansigtet) ned fra scenen efter Banshees’ set – selv sine hedonistiske problemer i denne periode. Men på ‘Dear Prudence’ fejler hans eminente guitarspil intet, tværtimod. Playback-fremførslen her er fra Top of the Pops’ juleshow i 1983, hvor nogle af årets store hits er kaldt ind til reprise. Siouxsie og hendes to faste Banshees er som altid 100% på, mens Robert Smith derimod har meget svært ved at finde sig selv i det hele…

Muzzcocks?

Paul Banks har fået punkgrønt hår, og lydintensiteten er ligeledes skruet i vejret på dagens nye track fra det kommende Muzz-album. At The Walkmen’s Matt Barrick spiller visuelt fascinerende trommer er derimod ingen nyhed…

Et spørgsmål om tid?

Vi lever i nye skrøbelige tider, hvor få af de livsrammer, man før tog for givet, ikke er i usikkerhedens dunkle spil. Så hvad kan man med rimelighed forvente på dage, hvor både den blå planet og dens beboeres velvære synes i foruroligende ubalance? David Bowie mener, fem år er alt vi har tilbage, men danske SW-80 – featuring en ung Finn Vervohlt – lader sig ikke spise af: de vil have ti.

Queen Siouxsie

CV Jørgensen tager fejl på den her. Siouxsie and the Banshees har altid haft klasse. Fra den postpunk de som band egenhændigt skabte og længe lå i spidsen for, til den senere, mere modne karriere, der endda undervejs – som herunder – flirtede elegant med mørk MTV-pop, smukt nok uden at brænde broer til eget oprindelige udgangspunkt. Sangerinde, feministisk rollemodel og Cat Woman-inspiration Siouxsie Sioux fylder år i dag. Vi finder Banshees-vinyler frem, skruer op og ønsker tillykke. Siouxsie and the Banshees fra London, et band man godt gad se gendannet, og som ville kunne udføre genforeningens svære kunst med stil, ynde og mening…

Distant sun

Husker en såkaldt midnatskoncert i København, hvor Crowded House ubesværet løftede en sal og lidt til med elegant melodiske sange af en anden new zealandsk verden. Deres frontmand Neil Finn har fødselsdag i dag. Her han og bandet på amerikansk TV, afsted med bandets allerbedste album, Together Alone (1993). Nyd ‘Distant Sun’s klasse og sammenspillets niveau. Det er alt andet end nemt at spille oldskool trommer/bass/guitar/sang-popmusik med så overbevisende glød og musikalsk overskud…

English blood, London heart

Hørt herfra hænger Morrissey’s musikalske vildfarelse de seneste ti år uløseligt sammen med afgangen af hans faste guitarist og sangleverandør Alain Whyte, der var fast med i Morrissey’s band fra Your Arsenal (1992) til og med Ringleader of the Tormentors (2006), men endda nåede at levere fem numre til Morrissey’s seneste stærke album, den kampklædte Years of Refusal (2009). Whyte har i disse isolationstider fulgt den musikalske trend med små web-sessions hjemmefra, og der givet sine egne versioner af sange, han har leveret til Morrissey. At høre ham her (i går aftes) tackle You Are the Quarry-comebacksinglen ‘Irish Blood, English Heart’ med skarp ak-guitar og sammenbidt vokal er en overraskende fornøjelse…