To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
“There he goes. One of God’s own prototypes. A high-powered mutant of some kind never even considered for mass production. Too weird to live, and too rare to die.” ― Hunter S. Thompson, Fear and Loathing in Las Vegas
Helmsdale er en lille landsby på østkysten oppe i det skotske højland, hvor den tidligere Orange Juice-frontmand Edwin Collins har holdt til siden to hjerneblødninger i 2005 delvist lammede hans førlighed. Det handicap har dog ikke stoppet hans særegne musik, hvad har kunnet høres på to fine albums siden. Onsdag kom der så denne nye single med nyheden om endnu et soloalbum, der skal slippes til marts. Webmaster Pastor ville måske kalde stilen herunder for Highland country-soul. Mig, jeg har mere travlt med at beundre den skotske vinternatur i videoen, samt glæde mig i det stille over Edwyn’s uforstillede glød i og udenfor sin musik…
Onsdagen har en ny single med Peter Doherty til os. Og endda en forløber for et soloalbum til maj, hvorfra dette er titelnummeret. Om han stadig har sit tidligere så enestående greb om de uimodståeligt gode sanges svære undfangelse, det fortæller ‘Felt Good Alive’ umiddelbart ikke noget om. En tour henover foråret annonceres tillige i dag. Danmark er ikke på køreplanen; det nærmeste sted Doherty – måske/måske ikke med et band – kan opleves er i Berlin’s Festsaal Kreuzberg fredag d. 2. maj. Men først den nye sang her til et promoklip, hvor Peter Doherty, som han gør det nudomdage, ser lidt småpikeret og verdensfjern ud samtidig…
Ifølge Wiki udgives Bauhaus næstsidste single, den piskesmældende ‘Lagartija Nick’, 15. januar 1983. Men i kalenderen er datoen en lørdag, så mon ikke den istedet er udkommet dagen før, isåfald i stærkt parløb med Bunnymen’s ‘The Cutter’? Et specielt og atypisk postpunk-band, Bauhaus, med deres så ekstremt ujævne albums men tilsvarende skarpt profilerede singleudgivelser. Dette var en af de kommercielt mere succesfulde, derfor denne aparte optræden fra Top of the Pops…
14. januar er også dagen, hvor David Bowie’s Low i 1977 udsendes. Albummet betegnes ofte som Bowie’s personligt ulykkelige Stunde Null efter stofårene i USA, samt en brutal, netop effektueret skilsmisse, hvorfra han med sin ven Iggy Pop er flygtet til Vestberlin for at samle stumperne op i et helt nyt liv. Og sangordene på Low er ensomme, nærmest bedøvede i afmålt korthed af sært følelsesløs observation. Alligevel er der legende vitalitet i selve musikken på specielt side 1, som tyder godt for Bowie’s overlevelseschancer i det berlinske. Low blev udsendt i dag for 48 år siden, den lyder stadig mageløs og uforlignelig i dag, vel nærmest mere nutidigt relevant end de fleste nye rockplader der udsendes nu. Herunder hovedpersonen i 1978 i Bremen på Musikladen med en version af et af Low-stykkerne. Men hør/nyd nu hellere selve pladen i dag. Det er den værd.
The Happy Loss var først titlen på det vanskelige (pladen blev indspillet to gange) tredje Echo and the Bunnymen-album, der i marts 1983 istedet skulle blive udgivet som Porcupine. De ord var en del af teksten fra førstesinglen ‘The Cutter’, som blev udsendt dags dato samme år og skulle blive noget af et hit i Storbritannien for det bedste band, Liverpool har givet verden. Og sikke da en fin promo-video – iøvrigt hovedsageligt optaget under et kort besøg på Island – man samtidig fik lavet sig. Store naturbilleder til stor musik…
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Årets anden lørdag trygler og beder om klassisk punk-rock. Derfor her London’s Wire med slutnummeret ’12XU’’ fra deres debutklassiker Pink Flag (1977)…
På metronettet i Amsterdam er der en nordvestlig endestation ved navn Isolatorweg. Det navn kan jeg aldrig se uden straks at tænke på Joy Division, deres ‘Isolation’ naturligvis. Kanske Amsterdam-bandet Silent Runners kommer fra den del af byen, det ville give mening, for de kan deres 80’er-sorte postpunk til fingerspidserne. På ‘Go on’ fra bandets andet og seneste album Statues & Ornaments (2022) tror man længe sangeren er fanget i et begrænset toneregister – intet galt i det – men så bryder han ud. Det trick mestrede Ian Curtis også…
I forgårs markeredes David Bowie’s fødselsdag, i dag er det så hans dødsdag. Livets modsætninger fanget ind over tre kalenderdage. Et lidt overset Bowie-track blandt hans vel nærmest uoverskueligt mange højdepunkter er det meget atypisk lydende ‘We Are The Dead’ fra konceptværket Diamond Dogs (1974). I går blev der talt om Vejen Hjem Fra Rocknroll-indspilningerne i Berlin her på siden. Og apropos den post, så var der to plader vi hørte meget dernede; det var Interpol’s Antics (2004) og så netop David Bowie’s Diamond Dogs…
Og det er i dag præcis 20 år siden vi tog til Berlin for dagen efter at påbegynde indspilningerne til følgende ‘Hollywood’ og de to håndfulde andre sange, der i forsommeren skulle udkomme som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Det var første gang uden for Love Shop’s på det tidspunkt så snærende rammer, og føltes derfor som en decideret befrielse at være med så nye, topdygtige og entusiastiske kræfter som Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen, Jakob Hoyer og LS’s egen Mikkel Damgaard. Der var koldt i Mauerstadt, vi havde et par lejligheder i Kreuzberg – Nørlunds og min lå i Graefestraße – så vi var tæt på studiet Tritonus i Schlessische Straße, tæt ved Oberbaumbrücke. Dagene i Berlin var ens, dagene i Berlin var lange: Stå tidligt op, gå i bidende frost til studio, indspille intenst fra formiddag til sen aften, få noget at spise og så ramme barerne – husker mest Il Casolare, Cake Club, Wiener Blut, Die Ankerklause – for at få kolde fyraftensøl, andres musik og luft. Albummet der kom ud af Berlin-trippet, de videre dub-sessions i Black Tornado på Refshaleøen i København, samt mixningen i Tambourine i Malmö City, betyder noget særligt her, da det var den helt rigtige vej videre frem fra et sted, der ikke længere var farbart, hverken musikalsk eller menneskeligt. Og lige nu brænder Hollywood.
Dagen her på siden tilhører Webmaster Pastor, der fylder år i dag – stort tillykke!
Men 8. januar tilhører også David Bowie, født for 78 år siden. Og nu vi er ved de fandens mærkedage, så er det samtidig også i dag præcis 12 år siden, at Bowie, som i adskillige år med sit totale fravær ikke havde givet indtryk af nogensinde at skulle lave mere musik, pludselig var tilbage med en ny single. Hvilket chok og hvilken sang at vågne op til den sneklædte januar morgen. Med den var verdenssituationen pludselig en helt anden; den så længe slukkede stjerne Bowie’s lys var pludselig igen at skue så klar på himlens bue. Og ikke nok med det, hvor Bowie’s legende var gjort af de mange maske- og identitetsspil gennem karrieren, gav han på denne vemodige sang om de for ham så lysende genfødselsår i sen-70’ernes Vestberlin for første gang en usminket stemme til sin egen historie; et regulært maskefald og tilbageblik som sig selv på den han var. Sangen lød med sin langsomme gang og tøvende melodi på ingen måde som noget klassisk Bowie-hit, ikke desto mindre blev mange af os sælsomt bevæget af den. Måske fordi vi pludselig hørte en skrøbelighed i hans stemme, måske fordi dette uventede tidsspejl satte reflektioner igang om os selv og tiden dengang mod nu…
Dagen byder på en ny rockin’ Hamiton Leithauser-single, der kommer ind med nyheden om et længe undervejs soloalbum til marts, lavet bl.a. sammen med The National’s Aaron Dessner…