Alle indlæg af Jens

Kære venner, holder meget af at poste musik, verdens sære galskab og ting, men den efterhånden sparsomme kommunikation her bliver i længden sært demotiverende. Forstår fuldt ud, hvem som helst har mere travlt med andre ting. Men måske tiden er kommet til, at siden her bør lægges ned? Vi tager en tænkepause omkring det for os alle, tænker jeg. Take care.

For Ivy’s kærlighed

The Cramps’ kvindelige guitarist Poison Ivy Rorschach havde fødselsdag lørdag. Værd at markere, så der er undskyldning for righoldig nydelse af The Gun Club’s hyldestsang til hende fra deres storslåede debutalbum Fire of Love (1981). Siden her oplevede iøvrigt Ivy med The Cramps i Saltlageret, København i 1986, og det var præcis ligeså Elvis-i-Helvede-eksplosivt som denne Jeffrey Lee Pierce-sang…

Dreaming of DM

Husker at det føltes lidt kunstigt med et nyt engelsk band opkaldt efter et fransk modemagasin. Men deres debutsingle lød dødfrisk og spændende, positivt som en slags ungdomsklubudgave af Kraftwerk. Stilen var strictly keyboard/rytmebox-baseret og blev kaldt synth pop. En ny lyd til en ny tid. 70’erne var uigenkaldeligt forbi. I dag er det 40 år siden Depeche Mode’s debutsingle ‘Dreaming Of Me’ blev udsendt…

X for X

En nat for to-tre uger fremstillede en doku på TV Los Angeles-bandet The Go-Go’s som et af de centrale LA-punkbands i slut-70’erne. Intet kunne vel være mere misvisende. Her er derimod X, som i virkelighedens verden – sammen med især The Weirdos, Germs og The Dils – sad tungt på LA-scenens første bølge og udsendte en række markante plader, hvor især albummet Los Angeles (1980) har overlevet på stærkt særegne numre og en tidløs nødvendighed…

Weekend i Paradis

Nikolaj Nørlund udsender i dag sit første egentlige soloalbum siden 2014. Hverdag i Paradis er blevet til i tæt parløb med keyboardspiller Adu Zukanovic, og fortsætter i generel tilgang som lyd den driblende leg hovedpersonen i producerstolen senest demonstrerede på Peter Wangels så fine solodebut. Her ‘De Tilfældige’ fra dagens lykkeligt overskudsramte nye Nørlund-album…

W for The Walkmen

Stadig på pause, nu på ottende år, New York City’s uforlignelige The Walkmen, og ja, hvem ved om bandmedlemmerne måske lige nu nyder livet under en baldakin, med udsigt til en damper ude på et blåt hav, som herrerne på singlecoveret herover? Det skal isåfald være dem fortjent. Men stadig kan man overvældes af The Walkmen’s bedste øjeblikkes ubesværede og anderledes perfektion, det i en grad så en genforening og kollektiv musikalsk reaktivering står højere på den musikalske ønskesliste her end det meste andet. Det er den slags stof drømme er gjort af.

Losing my R.E.M.

30 år siden i dag Micheal Stipe stod med sine englevinger på MTV for første gang, og dansede ‘Losing My Religion’ afsted til et internationalt hit af de allerstørste. Siden da var bandet fra Athens, Georgia aldrig helt det samme, nu med langt tungere og forpligtende vægt på kollektive skuldre. De var ikke vores længre, tilhørte nu en verden af MTV. ‘Losing My Religion’ hørte man så meget med tiden, den blev blind muzak, men med friske ører i dag er det jo faktisk stadig en stor, stor sang på sine lette mandolinfødder…

U-Roy RIP!

Et shout-out til en af jamaicansk musiks store, toasting-pioneren U-Roy, af folk som har forstand på den slags anset som en af fædrene til hiphop, der døde onsdag. Her gør han sin specielle ting i et så fint klip helt tilbage fra 1970, fem år inden albummet Dread in a Babylon gav ham stjernestatus på Jamaica, men sandelig også i England, hvor The Clash’s Joe Stummer var erklæret fan…

Art of the cover

Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…

Ba-ba-ba-ba-ba-ba…

Iceage klar med ‘Vendetta’, allerede anden single i 2021, og samtidig oplyses det, at bandets femte album Seek Shelter udsendes 7. maj…

01 Shelter Song
02 High & Hurt
03 Love Kills Slowly
04 Vendetta
05 Drink Rain
06 Gold City
07 Dear Saint Cecilia
08 The Wider Powder Blue
09 The Holding Hand

Françoise Cactus RIP!

Hun er kommet her på bloggen i dag for at sige, hun skulle gå. Françoise Cactus, den franske halvdel af den Berlin-baserede musik-legestue Stereo Total, døde i går, 56 år gammel. Her synger hun med på duoens i dag derfor endnu mere sørgmodige underverdens-version af Serge Gainsbourg’s klassiker ‘Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais’…

Clash City Rockers

Det var The Clash’s fjerde single. Ovenpå den tredje, den Lee Perry-producerede og opbygningsmæssigt forholdsvis komplekse ‘Complete Control’ valgte The Only Band That Matters at vende tilbage til en mere enkel sangskrivning og tilgang, det med en sang baseret på et rif i tæt familie med deres egen ‘Capitol Radio’. ‘Clash City Rockers’ udkom dags dato i 1978…

Den sorte svane

Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…

W for Hanne Winterberg

Bandet Moral fra Aarhus står som en for skjult skat i nyere dansk musikhistorie. Deres flagskib af sublim klasse – det gennem salige keyboardkorridorer, drømmende intens distortion-guitar og så Hanne Winterbergs så glødende vokal – er sangen ‘Whispering Sons’, der først optræder som titelnummer på trioens andet selvudgivne 1982-kassettebånd, dernæst på Irmgardz-provinsopsamlingen Somewhere Outside (1983), men desværre ikke på Moral’s eneste regulære album, den ellers uangribelige And Life Is (1984).

Hvad bliver der siden af de tre fra Moral? Hanne Winterberg forlader begrædeligt musik til fordel for et aktivt liv i Rudolf Steiner-bevægelsen, keyboardmand Ingolf Brown bliver fængselsbetjent i Horsens og går siden bort i 2012, mens guitarist Marco de Andreis rykker til København, spiller med Greene/Olesen-Olesen, og nuomdage importerer portugisisk vin oppe i det nordlige København. Ja, skæbnens veje er forunderlige, men musikken er heldigvis for altid. Her Moral’s mesterligt hypnotiske ‘Whispering Sons’…

Glædeligt nyt: Ser nu at ‘Whispering Sons’ (samt de to andre Moral-numre på Somewhere Outside) rent faktisk optræder på den version af And Life Is, som det amerikanske pladeselskab Dark Entries har genudgivet i 2015.