Håkan Hellström har ligesom nærmest lade sig management-forsvinde fra jordens overflade siden han blev svensk superstjerne, så man må gå andre steder nu efter lyden af Göteborg. F.eks. til Slowgold – AKA Amanda Werne – der på fredag udsender sit sjette studiealbum. Forløberen til Aska er denne single, der highlighter Werne’s styrke som udtryksheftig guitarist, her dog på den mere blidt himmelsøgende måde…

At høre denne rolige, nærmest wellness-lydende produktion med Einstürzende Neubauten og forundres over, dette berlinske konfrontationsband længe var berygtet som det mest nådesløst støjende og skingert tonefjendske af dem alle. Og frontmand Blixa Bargeld’s tyske diktion nuomdage er så ovenikøbet noget af det mest udsøgt forfinede, man støder på…

Allerede igen en ny single fra The Strokes. Ikke så spændende og vild som den i sidste uge. Den her er mere klassisk Strokes. Og i familie med Billy Idol’s ‘Dancing With Myself’, ikke noget kompliment…

Dags dato i 1977 udsender London-punkprovokatørerne fra The Damned deres kageindsmurte debutalbum Damned Damned Damned – der udkommer før albums med Pistols, Clash, Stranglers, X-Ray Spex, etc. og således er det første britiske punk rock-album – hvis brændstof af amfetamin og napalm så gerne vil fortære alt på sin vej. En mere helhjertet hyldest til den protopunk, Iggy Pop og The Stooges først styrede i grøften, gives næppe.

Den nye januarsingle fra Pearl Jam gav stærke mindelser om både David Bowie og Talking Heads, altså fra dengang deres musik smagte stærkt af afsted på vej. Den nye februarsingle er så et helt andet og vildere Neil Young på Mirror Ball-agtigt sted henne, og kommer derfor langt mere som rockbandet Pearl Jam, dem vi her aldrig har været på bølgelængde med. Men afviselig er ‘Superblood Wolfmoon’ ikke, formår endda det sjældne 2020-trick, at få rockmusik til at lyde levende, frisk, relevant. Ja, der er noget der betyder noget i denne kradse lyd, og gør en forskel. Ring efter den blå vogn.

Med bandets 11. (!) single, den letskramlede men catchy ‘Babies’, rammer oversete Pulp i efteråret 1992 endelig en stil, der tiltrækker både en smule opmærksomhed og lidt airplay. Efterfølgeren ‘Razzmatazz’ udsendes i disse dage for 27 år siden, og er måske den mest arketypiske af alle Pulp-singler, som byder på Jarvis Cocker’s så specielle cocktail af krads socialrealisme, intimt salt’n’ vinegar-melodrama og billigtlydende grandiositet. ‘Razzmatazz’ når kun til nummer 80 på den engelske hitliste, men det er Sheffield-bandets højeste placering til dato. Her en britisk optræden fra ITV samme forår med sangen. Ingen her har tydeligvis nogen anelse om, at bandet to år senere skal blive et af England’s mest succesfulde…

Leonard’s er fra 1977, Art’s fra 1975. Tilfældig motivlighed?