Dagen da Morrissey meldte sin tilbagekomst med nyt materiale, en enkelt sang afsted ud i verden som visitkort for novemberalbummet Low in High School. ‘Spent The Day In Bed’ gør desværre intet godt væsen af sig med atmosfæreforladt keyboardakkompagnement (!), nogle for Morrissey’s engang så tårnhøje standard alarmerende banale ord, samt en uskyldig men fattig og meget lille melodi. Joe Chicarelli’s produktion fremstår igen – han stod også bag seneste Morrissey-album – som et studie i forkerte valg og generelt dårlig smag. Et er, at sangens gennemsigtige substans ikke er verdens 8. vidunder, noget helt andet og mere bekymrende, at den ramme af musikalsk drama/melodrama, der altid var Morrissey’s optimale styrke at udtrykke sig i, er væk, helt borte, afløst istedet af tempereret muzak uden liv, nerve eller dynamik. Man skulle faktisk ikke tro udfra dette lunkne udspil, at Morrissey har noget fast band længere, for ‘Spent The Day In Bed’ lyder mest som uengagerede studiemusikeres sjæleløse værk. Lyt her, hvem der tør…

England synes desværre helt Brexit-agtigt forsvundet af det verdenskort, ny spændende rockmusik kommer fra for tiden, så her igen igen en amerikansk udgivelse, der nok vil fortjene opmærksomhed: Hamilton Leithauser-samarbejdspartneren Rostam udsendte fredag sin debut som soloartist. Har endnu ikke ikke selv fået tjekket hele albummet ud, men dets titelnummer ‘Half Light’ er i sig selv en afdæmpet perle, hvis særprægede sødmefulde melodik peger i retning af de bedste øjeblikke med Rostam’s gamle band Vampire Weekend…

16. september 1967 udsender The Walker Brothers-popstjernen Scott Walker sit første og alt andet end bekymringsløse album som soloartist. Her to af dets sange fra da Walker besøger Dusty Springfield’s BBC-TV-show Dusty. Specielt den første af dem, en cover af Jacques Brel’s ‘Mathilde’, er i melodrama og overlegen klasse alle pengene værd…

I dag for 22 år siden usendte The Smiths denne popmusikalske landvinding af en single. ‘The Boy With The Thorn In His Side.’ blev året efter – i en version tilsat strygere – inkluderet på The Queen is Dead. Meget fint også, men her den originale singleversion. Johnny Marr, Morrissey, Andy Rourke, Mike Joyce, ja, alle stråler. Enjoy!

Californske The Dream Syndicate’s monumentale og skæbnesvangre The Medicine Show (1984) var et album, der med rette gav kraftig genlyd og burde have banet vejen for det egentlige gennembrud, der desværre aldrig blev Steve Wynn og co. forundt. Med sit heftige mix af tung Neil Young-utæmmet guitarrock og John Coltrane-inspireret (!) improvisation tog den Sandy Pearlman-producerede – ja, ham fra Blue Öyster Cult-hovedpladerne og The Clash’s Give Em Enough Rope – The Medicine Show i mørktonet musik og filmiske historier sine lyttere med ud i et ildevarslende skygge-Amerika, der til sammenligning fik Springsteen’s samtidige blockbuster Born in the USA til at fremstå som et ubekymret joyride. The Dream Syndicate er nu de senere år blevet gendannet og har netop udsendt How Did I Find Myself Here?, deres første nye studiealbum i 29 år. Det gode er, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987, sidst de udgav ny lyd. Det mindre gode, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987. Her pladens veldrejede åbningssang, der netop har fået levende billeder at gå med…

Flot, flot stilistisk opsætning og modigt farvevalg på det tyske cover til Mott The Hoople’s klassiske 1973-single ‘All The Way From Memphis’. Og den lyder sådan her…

…Now it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
Through the Bradford cities and the Oriole
‘n you look like a star but you’re still on the dole
All the way from Memphis

Yeah, it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
From the Liverpool docks to the Hollywood Bowl
‘n you climb up the mountains ‘n you fall down the holes
All the way from Memphis

Yeah, it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
As your name gets hot so your heart grows cold
‘n you gotta stay young man, you can never be old
All the way from Memphis…

Vi mindes Grant Hart (i midten), Saint Paul, Minnesota-bandet Hüsker Dü’s – ja, The Replacements’ lokale haderivaler – ene sanger, sangskriver og trommeslager, som fra USA meldes død, 56 år gammel. Måske vanskeligt at forestille sig i dag, men efter R.E.M.’s indiegennembrud i start-80’erne var Hüsker Dü et af de fremmeste bands i den bølge, der kom skyllende efter. Deres punk-speedede, melodiske men white noise-knitrende rock fyldte i perioden fra gennembrudet med New Day Rising (1985) til bandets opløsning i slutningen af 1987 betragteligt, ikke mindst i den engelske rockpresse, hvor bandets stjerne stod meget højt. En position, der straks efter opløsningen nemt og problemfrit blev overtaget af Pixies. Her er en af Grant Hart’s fine sange, single ‘Don’t Want To Know If You’re Lonely’ fra Hüsker Dü-albummet Candy Apple Grey (1986)…