9. februar 1976: Den så Station to Station-aktuelle David Bowie besøger Dinah Shore’s TV-show og fremfører her sin fire år gamle Ziggy Stardust-sang ‘Five Years’. Kodeordet i denne optræden er ‘overskud’…

Det er – såvidt vides – ikke navnet på en obskur northern soul-sanger, men istedet arbejdstitlen på den Echo & The Bunnymen-sang, der siden skal blive finslebet og singleudsendt i november 1985 som ‘Bring On The Dancing Horses’. Den første demo har dog sin helt egen råkantede, nærmest desperate feeling, der ligger langt mere i retning af de tidlige Bunnymen, end det forædlede og hitlisteorienterede slutresultat…

Katy Goodman & Greta Morgan leverer en overraskende vellykket americanaficering af The Gun Club’s vilde ‘Sex Beat’. Mon ikke Jeffrey Lee ville være helt stolt?

Fandt forleden et smukt velholdt og hjemløst engelsk førsteeksemplar af New Order’s mesterlige andet album, Power, Corruption & Lies (1983). En bedre grund til at opgradere fra et velslidt svensk tryk, købt i Gry Records i Skt. Pederstræde på udgivelsesdagen, kommer sjældent. Har over weekenden genhørt albummet, der kommer med den sjældne, smukke følelse af fuld vitalitet over afsenderens bevidsthed om egen mærkbar kunstnerisk udvikling og ny, pludselig langt større rækkevidde. Hør nu bare åbningsnummeret her, hvor de tidligere Joy Division-bandmedlemmer decideret bader i lys…

42 år siden i dag, at BBC på de britiske massers popprogram, Top of the Pops, debuterede promovideoen til ‘Pretty Vacant’, og dermed for første gang viste nationens modtagelige ungdom de så kontroversielle og hidtil forbudte Sex Pistols. I dag er det bare en cool video, men dengang – jeg så selv med i England – var der så meget farligt, uafkodet, nyt og befriende rigtigt ved dette snerrende klip, hvis tidsændrende agenda straks bredte sig som en steppebrand

Men hvor var Sex Pistols da selv d. 21. juli 1977? Såmænd på sommertour i Skandinavien. Samme aften var der koncert på Studentersamfundet i Trondheim, dagen før havde man spillet på Restaurant Pingvinen (!) i Oslo, og aftenen efter Trondheim skulle det gælde Discotheque Barbarella i svenske Växjo. Men Danmark? Var allerede blevet besøgt af Johnny Rotten, Steve Jones, Sid Vicious og Paul Cook . 13./14. juli spillede Sex Pistols sine to for eftertiden myteomspundne aftener i København på Daddy’s Dance Hall, lige under den nuværende biograf Palads på Vesterport. Historie bliver skrevet i ly af mørket…

Forestil et Holland, der aldrig har hørt om verdens nok mest indflydelsesrige rockband, New York City’s The Velvet Underground. Nej, det lader sig nok ikke gøre. Her er det Rotterdam-bandet Lewsberg, der albumdebuterede i 2018, som ligger et farligt sted på grænsen mellem smart VU-inspiration og usmart VU-kopi…

Den nat de nåede månen var der feber i min krop / fra sygelejet hos min mor kunne jeg næsten nå derop / og stjernerne de vinkede ned til den lille tavse drenge / der lå med hede kinder trygt i sin store hvide seng…

Bloggen bragte sidste år en sang med Goldfinger-frontmand og -stemme Paul Thranes nye orkester, Port Vincent. Nu er der atter nyt fra det stemningsfuldkomne band, der har været stateside, i Lafayette, Louisiana, for at indspille tre sange, hvoraf den første netop er blevet udsendt. ‘All Dressed In Black’ er sin titel tro en kulsort billededrøm af hvirvlende akkorders tiltagende intensitet, i stil slet ikke ulig Soulsavers frugtbare samarbejde med Dave Gahan. En dramatisk svajende og dryppende smuk sang denne, med Sydens ildevarslende grundstemning inkorporeret i sin mægtige lyd, som Thrane synger majestætisk hjem…

I nogle gyldne år i start-80’erne var de muligvis verdens bedste band, og man kan ligesom se det på dem: Echo and the Bunnymen fra Liverpool.

‘Freedom’s just another word for nothing left to lose’, sang Kris Kristofferson tilbage i start-70’erne. I den forstand var Iggy Pop dengang, med selvvingeskudt karriere og på randen af det helt store menneskelige wipeout, skræmmende fri. Havde det ikke været for en vis David Bowie, der årvågent greb ind og byggede ham op igen, var Iggy Pop nok forsvundet for altid i sit lodrette fald. Så mon ikke det er noget helt andet Iggy higer efter, når han messer ‘I wanna be free’ på denne netop udsendte trailer for det nye album Free? Udadtil fremstår Iggy Pop ellers helt uden hæmmende bindinger i de senere år. Udsender sofistikerede spoken word-samarbejder og arthouse-rockplader i eget navn, men turnerer helhjertet vitalt med sin så anderledes protopunk-ting – en rejsende hyldest til hans egen affyringsrampe, The Stooges – som en moderne Dr. Jekyll & Mr. Hyde, der frigjort af ensporingens tøjler nyder det bedste af begge verdner. Free frigives 6. september.

Vinylgenudgivelsen af Robert Forster’s bedste soloalbum, The Evangelist (2008), var først sat til 28. juni. På dagen blev albummet dog udsat til 29. juli, hvilket straks blev rettet til 2. august. I mellemtiden meddelte tyske Tapete Records, der står bag relanceringen, at pladen nu kunne fåes direkte hos dem, samt at de første 100 web-bestillinger blev belønnet med et liebhaver-eksemplar på gennemsigtig vinyl. Så blev pladebutikkernes releasedato på The Evangelist nu rykket frem til 12. juli. På dagen var der dog kun igen tomhændet skuffelse at få med hjem. Men i dag er den så endelig kommet og kan nu købes/høres på (sort) vinyl.

The Evangelist er Robert Forster’s første album efter hans The Go-Betweens-makker og nære ven Grant McLennan’s pludselige død, hvorfor tre af dennes fjerlette melodier, fabrikeret til et aldrig finaliseret The GBs-album, medvirker. En nøgternt alvorlig og søgende tone, en betragtende træden tilbage fra verdens tumult, en årvågenhed for mulighedernes mirakel, men også for livets skrøbelighed, gør The Evangelist til Robert Forster’s essentielle soloalbum. Sangene her er melodisk finøkonomiserede, langsomt hjerteknusende, og gemmer sig klædeligt nok næsten aldrig bag Forster’s knastørre humor, ja, den der skylder ikke så lidt til Jonathan Richman. Et underspillet mesterværk.

En top-7 over personlige favoritter blandt de syv Robert Forster-albums?! Så gerne…