Det er sundt at bryde rytme engang imellem. Vi tager en digital detox og lukker siden her ned de næste uger. Måske I finder ud af at jeres hverdag er meget bedre uden den. Hvis ikke, så ses vi her på et tidspunkt, når juli er blevet ældre, mere beleven og kalder sig august. Take care!
13. juli 1977 i Sex Pistols-world starter denne dag for 40 år siden med at Sid Vicious og Nancy Spungen bliver smidt ud af deres lejlighed i London, idet nogle Johnny Rotten-bekendte har hærget den. Efterfølgende kommer Sid for sent til det fly, resten af bandet tager til København, hvor en skandinavisk tour starter samme aften. Sid dukker dog op senere og er klar til showtime til den første af to aftener på Daddy’s Dance Hall, en af hans første overhovedet som ny bassist i bandet. Hvor mange spiller Pistols for i København?! Vi ved det ikke præcist, men det er i sagens natur utvivlsomt et lille crowd. Medlemmer af det endnu ikke dannede Sods er tilstede denne aften, ligeså LS’s Thomas Risell. Pistols livedebuterer ‘Holidays In The Sun’ og Johnny Rotten/Steve Jones ses dagen efter i danske og sydsvenske aviser fotograferet ude foran Tivoli. Den skandinaviske tour, som manager Malcolm McLaren har hemmeligholdt for den britiske presse (det kunne man åbenbart før www-tiden), kører hele to uger og indtager nogle vidunderligt dubiøse steder. Hvem ville ikke gerne have oplevet Sex Pistols på diskotek Mogambo i Helsingborg eller på restaurant Pingvinen i Oslo…?! Her er tourplanen:
13.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
14.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
15.7.77 Beach Disco, Diskotek Ostra Stranden, Halmstad, Sweden
16.7.77 Mogambo Disco, Helsingborg, Sweden
17.7.77 Discotheque 42, Jonkoping, Sweden
19.7.77 Club Zebra, Kristinehamn, Sweden
20.7.77 Pingvinen Restaurant, Oslo, Norway
21.7.77 Studenter Samfundet, Trodheim, Norway
23.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
24.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
27.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden
28.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden
Dette smukke mix med indbygget cowboyrytme af Kim Larsen’s ‘Pianomand’ er signeret en talentfuld fyr ved navn Moltov…
Indspillet 24. juli 1965 lyder denne udsøgte og Phil Spector-udsendte Wall of Sound-produktion, indspillet af The Wrecking Crew i Hollywood’s Gold Star Studio, bedre og mere euforiserende end nogetsomhelst andet guld med de så langt mere kendte og succesfulde Spector-pigegrupper The Ronettes og The Crystals. ‘Home Of The Brave’ peakede dog som kun #77 på den amerikanske hitliste, hvorimod Jody Miller’s samtidige version af sangen (den kan høres her lidt længere nede) nåede op til #25. Siden her er af den opfattelse, Bonnie & The Treasures’ version ikke burde være forblevet så ukendt som skæbnen nu gemte den bort, men istedet have taget en fortjent førsteplads over hele verden…
David Bowie’s rettighedshavere vil have flere af vores penge, og mange tak for det! Nyeste tiltag i den retning er boxsettet A NEW CAREER IN A NEW TOWN (1977 – 1982), der kompilerer nogle frygtindgydende gode Bowie-år, og desuden især byder på et helt nyt Bowie-godkendt Tony Visconti-mix af spraglede Lodger (1979). Se lige her hvad hele herligheden indeholder. Prisen står der intet om, men mon ikke den bliver…høj?! A NEW CAREER IN A NEW TOWN (1977 – 1982) udsendes 29. september og indholdet kan på afstand ses herunder, både som vinyl eller CD. Hovedanken omkring en box som denne er desværre, at man – pånær det nye lokkende Lodger-mix – har 95% af dens indhold allerede. Living in a material world…
Endnu et overraskende greb fra Atlanta, Georgia-bandet Algiers på deres nye album The Underside of Power. På titelnummeret springer et drivende imaginært soulhit fra 60’erne op fra under nummerets moderne og Algiers-typiske lyd af messende mørk friktion. Det sker naturligvis først i omkvædet…
Athens, Georgia-bandet Algiers udsendte forleden The Underside of Power, deres andet album, til fornemme anmeldelser i nær og fjern. I forhold til den heftige debut for to år siden, er det alligevel noget at et overraskende pågående udtryk her på singlen ‘Walk Like A Panther’ derfra, som i lydbillede og direkte politisk sentiment nærmest giver mindelser om avantgarde-postpunkbandet The Pop Group, dem med ‘We’re All Prostitutes’…
Sammen med mandagens nyhed om at Protomartyr, konkursmetropolets Detroit’s nedturs-rockband #1, 29. september udsender sit nye album Relatives In Descent, er en sang blevet sluppet derfra. Og hvilken en det er. ‘A Private Understanding’ er albummets åbningsnummer og et fornemt visitkort for, hvordan bandet med en nærmest klassisk Interpolsk tilgang formår at sammensmelte musikalske modsætninger i udtryk og få guitarbåren musik til at lyde frisk som relevant igen, ingen ringe bedrift i 2017. Flagstaff-historien med Elvis, der ser Stalin/Jesus-ansigter på himlen er iøvrigt god nok, og refereres i flere Presley-biografier…
Pete Murphy, den mandlige visuelle pendant til Siouxsie Sioux inden for dannelsen af goth-stil, fylder 60 i dag. Som sanger for Northampton-postpunkerne Bauhaus måtte han i deres tid stå model til ikke så få angreb fra en nådesløs britisk brockpresse, der så ned på ham og hans band som en flok hardcore Bowie/Ziggy Stardust-fans, der ikke selv havde nogetsomhelst originalt at byde ind til festen med. Hvilket måske bar på en del sandhed, men også var unødvendigt hårdt, for hørt retrospektivt kunne og kan Bauhaus langt bedre og mere dramatisk end det. Her en af deres skarptskårne singler, der viste vejen frem mod i dag…
Et succésvinklet nyhedsindslag fra under indspilningen af Combat Rock (1982)…
Starter ugen her i høj karat med en 1967-amatøroptagelse af Lee Hazlewood og Nancy Sinatra, der duellerer sig fint igennem hans skæbnesvangre ‘Summer Wine’. Hazlewood’s sange har masser af kitsch-value på sig, men har vel aldrig fået den egentlige anerkendelse både de og han fortjener. Der er ikke meget om noget orkestreret pop fra den yderst frugtbare musikalske periode i 60’erne, der står mere klassisk, stilistisk formfuldendt og hørbar, end hans bedste musik, alene og sammen med Nancy Sinatra…
Hyde Park i London lørdag aften. Er det ikke et civilistationens hvide opgivende flag, når et band, der intetsomhelst har at byde på i nuet, og udelukkende holder forretningen kørende på fortidens skarpe popmeritter, kan samle så crazy mange mennesker til deres act?! Her er hvad The Killers spillede, og jo, det tandløse Joy Division-cover er med endnu, så alt for mange år efter det først blev introduceret…
The Man
Somebody Told Me
Spaceman
Jenny Was a Friend of Mine
The Way It Was
Smile Like You Mean It
This River Is Wild
Bling (Confession of a King)
Shadowplay
Human
For Reasons Unknown
A Dustland Fairytale
Read My Mind
Runaways
All These Things That I’ve Done
+ + +
This Is Your Life
Shot at the Night
When You Were Young
Mr. Brightside
Selv den unge Crawley, West Sussex-band Easy Cure. Men der skal måske først arbejdes lidt med det visuelle image. Lipstick, anyone?!
