Har haft travlt langt fra bloggen de sidste par dage, hvilket betød, at Françoise Hardy’s 75-årsdag i går blev forbigået i højest upassende stilhed. Bedre sent end aldrig er her i den anledning det skønne nummer, hvis fjerlette musik nærmest lyder som en fransk pendant til Velvet Underground’s ‘Sunday Morning’ fra præcis samme år, 1967. På tidspunktet 1:06 i følgende musikklip sætter omkvædet ind, for første og eneste gang i sangen, verden bliver pludselig et langt bedre sted at være, og ikke et øje vil være tørt…

Grimme højhuse og sammenbidte unge mænd i mod-tøj. Man kan næsten se på The Jam’s andet album – udsendt i november 1977, kun seks måneder efter debuten In The City – hvordan indholdet lyder; en vred, hvid beatmusik uden en eneste omvej ud i musikalske overdrev, krydret med lige dele krads socialrealisme og idoliserende musikalske Who/Kinks-referencer. Jeg købte This is The Modern World i 1978. ‘London 1978’ er der lidt vandaliserende skrevet med kuglepen på innersleevet, og som huskes blev albummet købt på en sprogrejsetur til England. Men noget stemmer ikke her, for vinylen er et skandinavisk tryk.

Under alle omstændigheder var albummet et af dem jeg hørte allermest som 14-15-årig. Men siden ikke ofte. For The Jam blev hurtigt så meget bedre end her. Næste års All Mod Cons var et syvmileskridt fremad, og 1979-albummet Setting Sons af endnu højere kvalitet. Så This Is the Modern World lød meget hurtigt som det den var, nemlig en for hurtigt skrevet opfølger til debuten.

Lørdag middag – som optakt til Liverpool-kampen i Brighton – hørte jeg en best of, der udkom for et par år siden i forbindelse med en stor The Jam-udstilling i Liverpool. Flot er den med sine tre vinyler i mod-rigtigt hvidt, blåt og rødt. Men det føltes sært forkert, at høre en (iøvrigt glimrende) ny opsamling med et band engang kendt så nært. I de år var The Jam ligeså store som The Clash, også i min verden. Men hvor sidstnævntes musik er blevet stående lyslevende og nutidigt åben, så lyder The Jam nu anderledes som en lukket tidslomme, et fint men fjernt minde om noget der var.

Derfor blev opsamlingen gemt væk, og de rigtige albums og singler fra dengang istedet trukket frem. Altså the real thing! Og her var det så, jeg vel for første gang i mit voksenliv hørte This Is The Modern World som samlet album. En mærkelig oplevelse. For vel virkede pladen nu musikalsk karrikeret og decideret tekst-naiv i sit indignerede take på England anno 1977. Jo, den har endda en protestsang om trafikken i London kaldet…’London Traffic’. Men samtidig kunne jeg intuitivt genkende dens glemte sange og de stærke billeder, de engang sendte afsted. Og pinagtigt huske, jeg så afslutningsnummeret ‘In The Midnight Hour’ som en af de bedste The Jam-sange nogensinde. Lagde dengang ikke mærke til Wilson Pickett’s navn under titlen, og anede iøvrigt ikke hvem han var. Troede det her var en stærk original. De historieløse har også følelser.

Så afslutningen på denne The Jam-historie? Har slet ingen lyst til at forsøge samme first love-eksperiment med Sham 69, Boomtown Rats, Vibrators, Generation X eller andre for tarvelige punkbølgebands, som en overgang syntes attraktive dengang. Og About The Young Idea – The Very Best of The Jam-opsamlingen, der føltes forkert i lørdags?! Den er nu afhændet.

En uge til Sharon Van Etten’s nye Remind Me Tomorrow udkommer. Hvis det formår at leve op til de tre til nu udsendte sange derfra, bliver albummet en keeper. Her er det ‘Comeback Kid’ derfra. Besynderligt som den før så underspillede Van Etten pludselig af udseende minder om dramatisk PJ Harvey og kan synge ovre i retning af Siouxsie Sioux. Kun til hendes egen fordel heldigvis. Og de bløde indieguitarer, hun plejede at klæde sin musik i, er nu skiftet ud med et kobbel køligt kommanderende synths…

Hvilken knuselskelig ny klaverballade fra Lana Del Rey at starte det nye år op med. Titlen er denne gang næsten længere end sangens ellers voksne fem minutter: ‘Hope Is A Dangerous Thing For A Woman Like Me To Have – But I Have It’. Et netop færdigindspillet album fra Del Rey loves senere på året. og med denne så fine sang, samt de to hun slap i efteråret, er der begrundet håb om, det kan blive fantastisk. Lana Del Rey i dag, Sharon Van Etten i går – 2019 kan blive kvindernes helt store år…

I går udsendte Brooklyn-sangerinden Sharon Van Etten den til nu tredje single fra hendes snartkommende album. De to første har vist en transformeret sangerinde med langt mere kant, musikalsk make-up og melodisk punch end tidligere, og denne tredje følger samme spor. ‘Seventeen’ er sådan en sang, Bruce Springsteen (kun) i ens drømme vender tilbage med for at vise, han stadig kan og bekymrer sig om det der med en melodi, som nærmest bærer fortællingen i sig selv. Men undskyld, naturligvis står Van Etten ikke i hans eller nogen andres skygge nu. Det er hendes musik og nødvendighed blevet alt for stærk til her. Remind Me Tomorrow udsendes 18. januar…