Alle indlæg af Jens

No bus, no boss, no Moz

Dagen da Morrissey meldte sin tilbagekomst med nyt materiale, en enkelt sang afsted ud i verden som visitkort for novemberalbummet Low in High School. ‘Spent The Day In Bed’ gør desværre intet godt væsen af sig med atmosfæreforladt keyboardakkompagnement (!), nogle for Morrissey’s engang så tårnhøje standard alarmerende banale ord, samt en uskyldig men fattig og meget lille melodi. Joe Chicarelli’s produktion fremstår igen – han stod også bag seneste Morrissey-album – som et studie i forkerte valg og generelt dårlig smag. Et er, at sangens gennemsigtige substans ikke er verdens 8. vidunder, noget helt andet og mere bekymrende, at den ramme af musikalsk drama/melodrama, der altid var Morrissey’s optimale styrke at udtrykke sig i, er væk, helt borte, afløst istedet af tempereret muzak uden liv, nerve eller dynamik. Man skulle faktisk ikke tro udfra dette lunkne udspil, at Morrissey har noget fast band længere, for ‘Spent The Day In Bed’ lyder mest som uengagerede studiemusikeres sjæleløse værk. Lyt her, hvem der tør…

+ Rostam

England synes desværre helt Brexit-agtigt forsvundet af det verdenskort, ny spændende rockmusik kommer fra for tiden, så her igen igen en amerikansk udgivelse, der nok vil fortjene opmærksomhed: Hamilton Leithauser-samarbejdspartneren Rostam udsendte fredag sin debut som soloartist. Har endnu ikke ikke selv fået tjekket hele albummet ud, men dets titelnummer ‘Half Light’ er i sig selv en afdæmpet perle, hvis særprægede sødmefulde melodik peger i retning af de bedste øjeblikke med Rostam’s gamle band Vampire Weekend…

Scott

16. september 1967 udsender The Walker Brothers-popstjernen Scott Walker sit første og alt andet end bekymringsløse album som soloartist. Her to af dets sange fra da Walker besøger Dusty Springfield’s BBC-TV-show Dusty. Specielt den første af dem, en cover af Jacques Brel’s ‘Mathilde’, er i melodrama og overlegen klasse alle pengene værd…

Ode to Harry Dean

REPO MAN, Harry Dean Stanton, 1984. (c) Universal Pictures.

Ja, formidable Harry Dean Stanton, der 91 år gammel døde i Californien i går, havde et udseende slet ikke ulig Henrik Hall. Han nåede som disciplineret arbejdnarkoman at medvirke i intet mindre end 114 Hollywood-spillefilm – bla. The Wrong Man, How the West Was Won, In the Heat of the Night (nej, ikke Sandra-klassikeren), Cool Hand Luke, Kelly’s Heroes, Godfather II, kultklassikeren Repo Man, Paris, Texas, Wild at Heart, The Last Temptation of Christ, ja, selv Pretty in Pink –  samt et lignende antal TV-dramaer, senest vel David Lynch’s nye sæson af Twin Peaks – rest in peace, Repo Man!

A murderous desire for love…

I dag for 22 år siden usendte The Smiths denne popmusikalske landvinding af en single. ‘The Boy With The Thorn In His Side.’ blev året efter – i en version tilsat strygere – inkluderet på The Queen is Dead. Meget fint også, men her den originale singleversion. Johnny Marr, Morrissey, Andy Rourke, Mike Joyce, ja, alle stråler. Enjoy!

When saturday comes

En af de største umiddelbare fordele ved at spille Champions League er, at så mange af ens hjemlige ligakampe ligger lørdag. Søndag er også en dag at spille, men kampene på en lørdag føles bare bedre, mere rigtige og mindre berøvet for, uhm, puls. Og her kommer Burnley så til Anfield, endda med en fremragende sæsonstart, der har budt på både en udesejr over mestrene fra Chelsea, samt uafgjort ude mod Spurs, intet mindre. Liverpool kan omvendt se tilbage på en frustrende uge, med sænkning i Man City og nu senest den selvspildte mulighed for CL-sejr over Sevilla. Sadio Mané er ude med karantæne, så vi får formodentlig både wantaway Coutinho og nyindkøbte Chamberlain at se mod Burnley, der forventeligt vil stå dybt som i hermetisk lukket. Vil Liverpool kunne åbne op og straffe dem uden Mané’s speed og driblinger? Og vil LFC-forsvaret kunne holde tungen lige i munden og ikke lave flere begynderfejl? Det bliver nervepirrende, muligvis grimt frustrerende at overvære.

Liverpool – Burnley, lørdag kl. 16.00, 6/downthelocal

Saint Etienne på U1

Saint Etienne indspillede engang et album i Tambourine Studio i Malmö City. Det kom der ikke noget godt ud af. Fik kun Etienne til at lyde som en cocktail-shaky version af tidlig Cardigans. Tænk, om Pete, Bobby og Sarah istedet tog til Berlin for at arbejde. Hvad ville den by ikke gøre af gode ting for trioens kølige popelectro?!

Johnny

Der findes mange koncertbilleder, der på fornemmeste vis indkapsler den energi og fortabelse som er essensen af rocknroll, men det her Ian Dickson-foto af Johnny Ramone – sammen med The Ramones på Liverpool-klubben Eric’s, 19. maj 1977 – må være et af de bedste i den disciplin. Mener, bare ved at se på billedet kan man  nærmest høre, hvor sensationelt medrivende The Ramones lyder på dette gyldne tidspunkt i deres løbebane. I dag er det 13 år siden Johnny Ramone døde i Los Angeles.

Men et enkelt billede mætter bare ikke, gør det?! Så her bandleader Johnny Ramone og co. i levende live nytårsaften 1977 på The Rainbow i Finsbury Park, London. ‘Jag såg The Clash på stora hotellet i Örebro / sen blev det aldrig bättre än så’, synger Thåström på en af sine tilbageskuende sange. Mon ikke crowden her i London må føle ca. det samme om The Ramones’ magtdemonstration denne aften?!

Imens i Startime i Harlow…

Foråret 1968: De portugisiske fodboldmestre Benfica bor under et Englandsbesøg på Saxon Inn i Harlow, lidt nordøst for London. Her ses klubbens stjernespiller Eusebio shoppe Motown i den lokale pladebutik Startime. Ashford og Simpson’s soulklassisker ‘Ain’t No Mountain High Enough’ er det mest kendte track på Gaye/Terell-albummet Eusebio studerer, men favoritten her er denne udsøgte duet…

mellowoo

The Dream Syndicate går igen

Californske The Dream Syndicate’s monumentale og skæbnesvangre The Medicine Show (1984) var et album, der med rette gav kraftig genlyd og burde have banet vejen for det egentlige gennembrud, der desværre aldrig blev Steve Wynn og co. forundt. Med sit heftige mix af tung Neil Young-utæmmet guitarrock og John Coltrane-inspireret (!) improvisation tog den Sandy Pearlman-producerede – ja, ham fra Blue Öyster Cult-hovedpladerne og The Clash’s Give Em Enough RopeThe Medicine Show i mørktonet musik og filmiske historier sine lyttere med ud i et ildevarslende skygge-Amerika, der til sammenligning fik Springsteen’s samtidige blockbuster Born in the USA til at fremstå som et ubekymret joyride. The Dream Syndicate er nu de senere år blevet gendannet og har netop udsendt How Did I Find Myself Here?, deres første nye studiealbum i 29 år. Det gode er, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987, sidst de udgav ny lyd. Det mindre gode, at Dream Syndicate lyder som tiden slet ikke har bevæget sig siden 1987. Her pladens veldrejede åbningssang, der netop har fået levende billeder at gå med…

Burial går i mørket

Specielt siden den mageløst gribende +13-minutter lange ‘Come Down To Us’ fra Rival Dealer-EP’en (december, 2014), har vi her haft et øje på britiske Burial (AKA William Emmanuel Bevan). En ny single ser dagens lys 22. september…

Art of the cover

Flot, flot stilistisk opsætning og modigt farvevalg på det tyske cover til Mott The Hoople’s klassiske 1973-single ‘All The Way From Memphis’. Og den lyder sådan her…

…Now it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
Through the Bradford cities and the Oriole
‘n you look like a star but you’re still on the dole
All the way from Memphis

Yeah, it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
From the Liverpool docks to the Hollywood Bowl
‘n you climb up the mountains ‘n you fall down the holes
All the way from Memphis

Yeah, it’s a mighty long way down rock ‘n’ roll
As your name gets hot so your heart grows cold
‘n you gotta stay young man, you can never be old
All the way from Memphis…

Husker du?

Vi mindes Grant Hart (i midten), Saint Paul, Minnesota-bandet Hüsker Dü’s – ja, The Replacements’ lokale haderivaler – ene sanger, sangskriver og trommeslager, som fra USA meldes død, 56 år gammel. Måske vanskeligt at forestille sig i dag, men efter R.E.M.’s indiegennembrud i start-80’erne var Hüsker Dü et af de fremmeste bands i den bølge, der kom skyllende efter. Deres punk-speedede, melodiske men white noise-knitrende rock fyldte i perioden fra gennembrudet med New Day Rising (1985) til bandets opløsning i slutningen af 1987 betragteligt, ikke mindst i den engelske rockpresse, hvor bandets stjerne stod meget højt. En position, der straks efter opløsningen nemt og problemfrit blev overtaget af Pixies. Her er en af Grant Hart’s fine sange, single ‘Don’t Want To Know If You’re Lonely’ fra Hüsker Dü-albummet Candy Apple Grey (1986)…