Måske du har været oppe i GBG til Way Out West i weekenden. Måske du blev hjemme og var på Gisselfeld Kultursaloner eller Syd For Solen. En mulighed også en weekend privat uden fællesskab og musiksupermarkedernes krav om overskud til at opleve. Under alle omstændigheder gives næppe en bedre helt igennem ukendt sang denne søndag end følgende. Larry “Ratso” Sloman var 70 da han i 2019 debuterede med albummet Stubborn Heart. En Leonard Cohen fra et parallelunivers, et lindrende skud morfin fra drømmen der ikke ville vågne, en sløret sekvens fra en film der aldrig gik; ‘I Want Everything’ kan – hørt herfra – det hele og lidt til…
Alle indlæg af Jens
I aften Gisselfeld…
Berlin kom til Malmö
Beriget med den nye syngende bassist Josefine Lukschy, der tilfører bandet en værdigt vital, genfunden ramme af nutid, gav Einstürzende Neubauten mandag aften en overraskende sublim og imponerende sammenspillet koncert på Stora Torget i Malmö. Der var sådan en aften midt i en svensk provinsbyfest noget velgørende punket elitært og finkulturelt over Blixa Bargeld og co’s insisteren på en så særegen nuancefyldt musik, hvis utraditionelle virkemidler – der blev bl.a. spillet nænsomt på jet-turbine – på forunderlig vis alligevel formåede at tryllebinde et stort publikum på pladsen under et malplaceret pariserhjul. I aften er EN oppe i Uppsala, hvor de passende kan spille denne sang om solformørkelse…
Passionate drug fiends
Ovenpå Gary Dwyer’s død i weekenden markerer vi her Liverpool-trommeslageren med at høre noget af den stærke musik han var med til at frembringe, først og fremmest med The Teardrop Explodes. Bandet nåede kun at udsende to albums – Kilimanjaro (1980) og Wilder (1981) – inden forsanger Julian Cope gik solo og tog Gary Dwyer med ind i sit nye kapitel. Her hovedsinglen ‘Passionate Friend’ fra Wilder fremført på Top of the Pops 3. september 1981. I sin selvbiografi fortæller Cope, at samtlige Teardrops (undtagen bassist Alfie Argus) var i en anden høj verden på LSD den dag i London. ‘Passionate Friend’ er skrevet om et kort forhold, Cope havde med Ian McCulloch’s søster. Hvilket nok ikke gjorde et i forvejen problematisk forhold mellem de to Scouse-egoer nemmere…
Teardrops explode
The Teardrop Explodes’ gennembrudshit var singlen ‘Reward’ med den markante bassgang og de hidsige trompeter. Her opført første gang på Top of the Pops af et band efter eget sigende mere dopet på dagen end noget cykelhold i Tour de France…
Liverpool explodes
Ovenpå Teardrop Explodes-karakteren Gary Dwyer’s død søndag er det blevet aktuelt med denne dokumentar fra 1995 om Liverpool’s blomstrende postpunk-scene omkring klubben Eric’s i Matthew Street. BBC-dokumentaren har som medvirkende Liverpool-fænomener som Echo & The Bunnymen, The Teardrop Explodes, Wah!, Big in Japan, OMD, The Crucial Three, The Mystery Girls, Nightmares in Wax, Dead or Alive, Frankie Goes To Hollywood, Erics, John Peel, Pete Wylie, Ian McCulloch, Jayne Casey, Pete Burns, Bill Drummond, Ian Broudie, Budgie, Dave Balfe, Gary Dwyer, Andy McCluskey, Will Sergeant, Paul Rutherford, Brian Nash, etc…
Vart du vill, så fort du kan!
Et ti år gammelt svensk indierock-kollektiv fra Göteborg? Tomma Intet består af syv medlemmer, der med egne ord spiller “dödspop”. Her ‘Hisingen Taxi Rider’, titelnummeret fra bandets fjerde og seneste album, med stærke melodiske undertoner af…Kent? Måske det bør nævnes at Hisingen er navnet på den ø, hvis sydlige ende er del af Göteborg…
Gary Dwyer RIP!
Triste nyheder denne mandag morgen fra Liverpool, hvor The Teardrop Explodes’ trommeslager Gary Dwyer meldes død efter længere tids sygdom.
Sullivan – Morrison 0-1
Historien er ofte fortalt, men vi tager den gerne igen. Nye The Doors har i 1967 succes og inviteres på The Ed Sullivan Show, USA’s store livesendte musikprogram. ‘Light My Fire’ er en af to sange der skal spilles, men TV-programmets producer har alvorlige problemer med ordet “higher” i teksten. Han foreslår, Jim Morrison istedet synger “girl, we couldn’t get much better”. The Doors indvilliger, kameraerne ruller, musikken spiller, men begge gange i nummeret det betændte sted nåes synger Morisson alligevel “higher” som det naturligste verden. Straks bagefter overfuser produceren bandet og hvæser de aldrig kommer på Ed Sullivan igen. Jim Morrison svarer lakonisk “Hey man, we just did the Sullivan show!”. Iøvrigt bør det noteres omkring denne skarptspillede liveversion, at Jim Morrison’s primale “fire”-skrig (1:03) selvstændigt står som et lysende øjeblik i amerikansk rocknroll…
Når kopien bliver original
My generation? Vi lyttede først til The Who, Small Faces og The Kinks, da det blev skrevet fra England, at The Jam tog deres musikalske cues fra dem. Vi kendte The Jam’s næsten kopitro ‘David Watts’ før vi stødte på The Kinks’ original. Vi hørte ‘Substitute’ i coverversion med Sex Pistols før singlen med The Who (og den er også ret fantastisk) blev sat på kortet. Det er en generationsting.
Hurula-bluesen i Malmö
Den årlige kavalkade af den uges gratis udendørskoncerter som er Malmöfestivalen starter nu fredag. På mandag er der således mulighed for at fange Einstürzende Neubauten midt i Malmö, men allerede lørdag aften kl. 21.00 kan man opleve Ebba Grön- og Broder Daniel-beslægtede Hurula på Stora Scenen på Stortorget midt i byen…
Strunge om Martin Hall
Efter Martin Hall’s død er der blevet lyttet til hans så omfattende og forskelligartede værk. Ikke mindst de helt tidlige plader har været et overraskende heftigt genhør i deres kompromisløse insisteren på en egen sandhed. I den forbindelse kan det være interessant at læse om Ballet Mecanique’s epokegørende debutalbum med den tunge titel The Icecold Waters of the Egocentrical Calculation (1981), der blev anmeldt ved udgivelsen af Michael Strunge i det relativt kortlivede københavnske kulturtidsskrift Sidegaden…
Fremtiden var ung
I oktober 1977 udsender John Foxx’s Roxy Music/punk-hybrid Ultravox – wow, der var mange ‘x’-er lige der! – nummeret ‘Hiroshima Mon Amour’, der via afsæt i franske Marguerite Duras’ manuskript af samme navn og gennem sin fortælling om menneskelig erindring og isolation bliver et subtilt mindesmærke for den første atombombe-sprængning om morgenen 6. august 1945, 600 meter over Hirsohima. Resten er historie…
The ones that got away
Der er bands til enhver årstid. Et der høres meget her om sommeren er Lower East Side’s Blondie, hvis neonsmeltende new wave er tilpas kølig til at lindre selv de varmeste dage og nætter. I sin første periode – altså den de er kendte og berømte for – udsendte Blondie seks albums. To af dem er lovende gode, tre decideret mesterlige, mens det sidste skilsmissealbum halter mærkbart efter. Tredjealbummet Parallel Lines (1978) blev det store gennembrud og kastede ikke mindre end seks singler af sig. At ‘11.59’ ikke var en af dem er meget svært at forstå. Keyboardspiller Jimmy Destri’s sang har alt det drama, heartbreak og melodiske schwung en klassisk stærk popsang ofte er gjort af. Her playbacker Debbie Harry og co. ‘11.59’ under et besøg i efteråret 1978 på hollandske Toppop…
August in my mind
The Fresh & Onlys fra San Francisco, Californien er trods efterhånden syv albums og tre EP’er ikke kendt af frygteligt mange i Europa. Deres stil? De er kantede, rå, skævt melodiøse. Der er både svimle nætter og stråler af solskin i den rastløse Fresh & Onlys-musik. På denne solbrændte titelsang fra EP’en August in my Mind (2010) formår de positivt både at lyde som The Coral, The Walkmen og The Doors på én og samme tid, noget af en bedrift…