Havde R.E.M. ikke en sang med den vage titel ‘Tongue’ på det (orange) sorte får Monster (1994)? Band of the moment Fontaines D.C. har adopteret den nu forældreløse sangtitel og opkaldt deres nye single efter den. Man hører nummeret og må igen konstatere, det her er et kollektiv som virkelig flytter sig fra plade til plade. Førstesinglen fra snartkommende Dopamine Chamber – come on, var det virkelig bedste bud på albumtitel?! – lød late night-svimmel ude på byen og ‘Tongue’ er tydeligvis heller ikke kommet hjem og ned endnu. Mere mareridt end drøm, mere The Good, The Bad & The Queen end Blur, mere britisk end nogensinde…

Young Marble Giants er den minimalistiske trio fra Wales, der midt i postpunken giver høj genlyd med sit underspillede, helt usminkede intimalbum Colossal Youth (1979), hvis sound består af Alisson Statton’s uskolede au naturel-stemme oppe foran, et billigt italiensk Galanti-orgel, en slæbende rytmebox og så brødrene Stuart/Philip Moxham’s rentlydende guitar/bass-sammenfletninger. På trods af meget ros, omtale og endda en håndfuld shows på den anden siden af Atlanten giår YMG snart i opløsning. Statton danner det anderledes jazz-influerede The Weekend, mens Moxham-brødrene udsender et par singler – samt et opsamlingsalbum – på Rough Trade under navnet The Gist. Bandets klart bedste nummer er andensinglen ‘Love At First Sight’, hvor arven fra YMG spiller aktivt med…

Minearbejdersøn Bryan Ferry, oppe fra County Durham i Nordøstengland, hvor han lærer at synge i coverbands, inden han draget af London’s lys rykker sydpå og danner Roxy Music, fylder år i dag. Her er han dog i eget navn i 1973, 28 år gammel, på en rystende god cover af Bob Dylan’s apokalyptisk rockende ‘A Hard Rain’s Gonna Fall’. Senere skulle man blive vant til at opleve Ferry som ulasteligt strømlinet stilikon, svøbt i state-of-the-art-luksuriøs musik og scenograferet med verdensfjerne kvindelige modelskabninger; dette tidlige udtryk er noget helt andet…

Det bedste marxistiske postpunk-album fra Leeds udkom dags dato i 1979. Gang of Four’s debutalbum Entertainment! er siden blevet holdt op som en central inspiration af så tunge navne som Kurt Cobain, Michael Stipe, Henry Rollins, James Murphy og Trent Reznor. Rødklædte Entertainment! lød også svært anderledes dengang i ’79, disse knastørre funk-elektriske kramper af kradse numre, der var alt andet end kønne eller melodisk udglattende at høre på, men istedet blev brugt til at diskutere/stille ubekvemme samtidige spørgsmål – og udråbstegn! – ovenpå. Gang of Four’s kompromisløse DIY-musik kunne virkelig mærkes og føles på denne første udgivelse, de aldrig skulle komme i nærheden af at toppe. Her favoritnummeret dengang fra pladen…

Verdens måske mest forhadte band har udsendt ny single i dag. Det kan ikke være nemt at være U2 og få så meget negativitet smidt efter sig, som de konstant gør. Hvordan tackler man i sit kreative arbejde den situation? Her er ‘Silencio’, forløber for kommende Carnaval de Luz, U2’s 16. album, deres første i ni år. Hvad mere er der at sige om albummet? Jo, nyligt afdøde Dolly Parton medvirker som sangsskriver og med sin stemme på afslutningssporet ‘Torn’. Lyder denne riff-musik på ‘Silencio’ mindre af U2 og mere ovre i retning af The Hives, nej, måske ikke?