Her er den så, dagens nye Thåström-single, forløber for albummet Dom Som Skiner, der udsendes 12. november…
Thåström’s Berlinske nat
Alle indlæg af Jens
Kling-klang musik
Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.
This is Joe Public speaking…
Hvordan følger man op på en så bleg single som ‘Remote Control’, sangen The Clash’s pladeselskab 7’er-udgav i 1977 bag om ryggen på sit nye punkband? The Only Band That Matters skriver straks en sang om hændelsen, der sviner nævnte pladeselskab CBS godt og grundigt til, inviterer jamaicanske Lee Scratch Perry til at producere, og ender slutteligt med en af de helt store punksingler. ‘Complete Control’ udsendes 23. september 1977. Her en lyrics-video, så hvert ord af indignationen kan forståes, selvom det ultimativt er leveringen af den, der gør det hele så tidsløst hørbart…
Kaos
Hvordan følger man op på en så stærkt profileret single som ‘Paint It Black’? The Rolling Stones jager tempoet i vejret og omfavner kaos. Nummeret med den lange titel ‘Have You Seen Your Mother, Baby, Standing in the Shadow?’ udsendes som single 23. september 1966. Her en af The Rolling Stones-favoritinstruktøren Peter Whiteheads to officielle promoklip for sangen…
I loved you in the morning…
Leonard Cohen har fødselsdag i dag. Han ville være fyldt 87. Her er han i januar 1968 sammen med folkesangeren Julie Felix. De havde lært hinanden at kende år tidligere på græske Hydra. Det her er Cohen’s første optræden på britisk TV…
Felice’s dommedag
Vi bliver nødt til at hænge lidt på det rullende nattog uden oplyst endestation, som er The Felice Brothers nye album From Dreams To Dust. Hvem kan forestille sig en lettere usoigneret musik, der kommer som et sammenstød af klassiske Bad Seeds-dyder og en ung Dylan forklædt som sølvbryllupsband på hårdt arbejde? Læg oveni en fortællende bevidsthedsstrøm, der udspringer af to menneskers rablende samtale under en natlig køretur, om hvordan verdens undergang vil lyde, se ud og føles. Åbningssporet på det nye Felice Brothers-album rummer næsten det hele, og er dog helt sit eget…
The sheriff disappeared
He drove in a doomed Corvette
Helen was in the passenger seat eating melon and spitting out the seeds
Feeling happy to be alone but still turning a saxophone
As cold as stone kinda like
She said this is what the apocalypse will look like
A tornado with human eyes
Poisoned birdbaths and torrents of chemical rain
Like the heads of state hyperventilating in clouds of methane
Sundown on the human heart
And this is what the apocalypse will sound like
But it will be loud as a mushroom cloud
It’ll sound like Final Jeopardy
But somehow be ghostly like a glockenspiel
Like the testing of bombs or the tapping of stiletto heels
It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
The sheriff disagreed
He tried to make the distinction between death and extinction
They stopped off at a place called Hamburger Heaven to grab a bite to eat
But Helen had no appetite, she just drank a 7 Up
while the sheriff tapped his coffee cup to a distant beat
Kind of like
Ooh ooh-ooh
Ooh ooh-ooh
It won’t look like those old frescoes, man, I don’t think so
There will be no angels with swords, man, I don’t think so
No jubilant beings in the sky above, man, I don’t think so
And it won’t look like those old movies neither
There will be no drag racing through the bombed out streets neither
No shareholders will be orbiting the earth, man, neither
It will be hard to recognize each other through our oxygen masks
The successful sons of businessmen will set their desks on fire
While 5-star generals of the free world weep in the oil choked tide
It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
They agreed to disagree
They zoomed off in a doomed Corvette
The sheriff couldn’t recall feeling this way his entire life
As he drove through the principalities of unreality
On the run with somebody else’s wife
The heiress of Texas oil
Ooh ooh-ooh
What is freedom? He thought
Is it to be empty of desire?
Is it to find everything I’ve lost or have been in search of?
Or is it to return to the things, to which there is no more returning?
Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn
Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn…
Felice’s Inferno
Brugte du mon alle pengene fra sparebøssen på i dag at købe den nye Bob Dylan-arkæolgiske opsamling, den med talløse uudgivne optagelser fra hans problematiske 80’er-år? En anden, langt billigere og måske mere vital mulighed havde været en investering i Dylan’s musikalsk åndsbeslægtede, men meget mere nutidige The Felice Brothers, hvis nye album From Dreams To Dust også udkom i dag. På bandets hidtidige +10 albums, der har været ujævne, men altid indeholdt ubetalelige perler af løssluppen fatalisme og skødesløs melankoli, har fornemmelsen været, The Felice Brothers en skønne dag måske kunne lykkes, at få alle bandets så charmerende løse ender splejset sammen til ét helstøbt mesterligt album. Umiddelbart er indtrykket, at det måske endelig er sket på From Dreams To Dust. Her en af de mange stærke, billederige sange derfra…
Ian’s trance?
Denne uge for fyrre år siden udsendte Simple Minds, bandet der siden skulle synke så nådesløst dybt og blive aldeles frygtelige, de to albums Sons and Fascination og Sister Feelings Call. Genhørte dem i dag, og de står stadig som en velfungerende forbindelsesvej i svært terræn mellem de mere selvklare hovedværker Empires and Dance (1980) og New Gold Dream (1982). Numrene til de to søskende-albums må være blevet til efter udsendelsen af førstnævnte, altså i efteråret/vinteren 1980. Det var tidspunktet, hvor Joy Division kastede en lang skygge i Storbritannien efter Ian Curtis’ selvmord samme forår. Har aldrig bemærket det før, men det slår nu, at Sons and Fascination‘s åbningsnummer ‘In Trance As Mission’ bærer stærkt præg af dette. For tjek Jim Kerr’s vokal i versene her; både i melodi, frasering og fremførsel lyder den modelleret efter Ian Curtis’ på og omkring Closer (1981). Inspiration, hyldest, ubevidst tilegnelse; der er mange måder ny musik bliver til på…
Right on, Sisters!
Hvilket forløsende omkvæd, hvor der ovenpå den knasende popstøj katedralstort messes ‘come on….fuck off!’; Københavnske Prisma, med de to fynske søstre Frida og Sirid Møl Kristensen i fokus, går i udbrud på vejen frem med dette stolte åbningstrack fra deres aktuelle EP Inside Out...
Giv mig noget stærkt
‘Okay så’, svarer den svenske powerkvinde Jenny Wilson med det ulmende tordenvejrsansigt, og serverer nøgternt den første single fra MÄSTERVERKET, hendes nye album der udkommer 1. oktober. Hun har alt at miste…
Dagens 25-års…
New Adventures in Hi-Fi fylder 25 år i dag. Hvilket smukt, ubesværet band R.E.M. var til og med dette vildtvoksende album.
Introducing…Hamish Hawk!
For de af os der slet ikke kan med Morrissey mere, men dog længes efter det frydefulde klassisk-popmelodiske sug, han angreb verden med i forrige årtusinde. Helt sikkert en stor uret mod Edinburgh’s Hamish Hawk at trække hans nye sang ind i en så snæver skygge, men således falder associationerne altså umiddelbart, når man først hører denne iøvrigt uforbeholdent dejlige single, forløber for albummet Heavy Elevator, der udsendes om halvanden uge. ‘The Mauritian Badminton Doubles Champion, 1973’ må være ugens mest bemærkelsesværdige sangtitel…
Ståaldrigstill!
Vi må tale alvor et øjeblik her. Det drejer sig om Thåström, der udsender ny single senere denne måned. Da den – sam nyt album til november, samt tour næste år – blev annonceret for to uger siden meldte Ulf “Rockis” Ivarsson, den perfekte bassist i Thåström’s band ud, han ikke længere er med, og siden august sidste år har forladt alt, der har med Thåström at gøre. Ovenpå den nyhed begyndte snakken straks at gå bekymret blandt Thåström-tilhængere i Sverige. For netop det bands besætning har i grænselandet mellem elektronik og rocknroll spillet med så velgørende en skarphed, at logikken ikke ønsker det som fortid. Men fortid er det, for siden her erfarer fra nærmeste hold, hele bandet definitivt er opløst og ikke længere kommer til at spille med Thåström. Men hvem spiller så på den nye plade og kommende tour? Visse stemmer tror, tiden er kommet til en akustisk solo-Thåström. Men så ville enorme haller som Avicii Arena (SHLM) og Scandinavium (GBG) aldrig være blevet hyret ind. Andre håber på, at Thåström’s venner i The Hellacopters er blevet kontaktet. De spillede en svensk vise bag ham på svensk TV først på året, og selvom det var nok så fint, fortalte den performance dog også, at et retro-marineret rocknrollband som dem ikke har snittet til Mesteren, der under mottoet ‘stå aldrig still’ har kigget anderledes fremad lige siden dag 1 i Ebba Grön. Tourplakaten bærer et sort/hvidt-billede fra 60’erne af en synligt livstræt svensk klovn, hvilket giver næring til endnu en teori nu, nemlig at Dom Som Skiner vil være en Weimar-tysk-inspireret cabaretplade med afsæt i samme tradition som Imperiet’s ‘Kanonsång’ og hans egen ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. En sidste luftet teori går på, at Thåström, der bruger meget af sin tid i Berlin, denne gang har et band af udenlandske musikere omkring sig. Kun én ting synes sikker udfra alt dette: Thåström singleudgivelse 24. september, hans første nye materiale i fire år, imødeses nu bredt med om muligt endnu mere spænding end da først annonceret. Mens der ventes, så nyd her Thåström og hans nu forgangne band en iskold aften i Västerås, november 2017, en af deres sidste og nok mest uforglemmelige sammen…
Belmondo RIP!
The day before you came back
Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.
PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.
