Alle indlæg af Jens

Synet i natten

En nat i november 1972 undervejs på touren for Ziggy Stardust i USA befinder David Bowie sig på et tog mellem Seattle, Washington og Phoenix, Arizona. Fra sin kupé ser han i et bart landskab månen oplyse, hvad han siden vil beskrive som 17-18 enorme kupler af sølv. Dette drømmeagtige syn bliver siddende i Bowie, som foranlediget af det snart skriver ‘Drive-In- Saturday’ om en atomar post-apokalyptisk fremtid i år 2033, hvor de overlevende, for at generhverve ødelagte eller glemte menneskelige egenskaber, må se gamle film fra 1960/1970’erne i store drive-in-biografer fra fortiden. Sangen indspilles i december, udgives på single 6. april 1973 og står – med hvad dens skaber selv beskrev som “futuristic nostalgia” – som en af de store David Bowie-singler. Her verdenspremieres ‘Drive-In Saturday’ flere måneder før sin pladeudgivelse på ITV’s London Weekend Television. Sikke en tid at have levet i, for dem der kunne se med mens det skete…

Clem

Ét år i dag siden Clem Burke, favorittrommeslageren fra New York City, uden noget forvarsel pludselig var væk. Her høres hans vitale signaturstil på Blondie’s 1976-debutsingle ‘X Offender’. Clem blev først inspireret af – og vild med – den tidlige britiske bølge der ramte USA med Beatles, Stones, Kinks, Hollies, Animals, Small Faces, The Who, Yardbirds, The Zombies, etc. Energien i de bands høres i hans dynamiske spil, der altid skubber bandet foran ham afsted, videre i det enkelte nummer, mens det spilles…

Søndagaftenspunkrock

Vi markerer Jesu Kristi opstandelse fra de døde med yderligere to toneangivende første bølge punk rock-singler fra Californiens Dangerhouse Records. Herover San Francisco’s Avengers, der nok udelukkende er kendt i Europa som bandet, der i egen hjemby spillede support til Sex Pistols’ opløsningskoncert på Winterland. Det er synd, for Avengers og sangerinde Penelope Houston har en verden at byde på i de få sange som blev udgivet før de selv gik fra hinanden. Og nedenunder følger det vel ene punkband fra Los Angeles (Dead Kennedys var fra San Francisco), der fik en regulær karriere i musik, kæresteparret Exene Cervenka og John Doe’s X. Efter denne debutsingle med ‘Adult Books’ og ‘We’re Desperate’ på Dangerhouse blev bandet med de tos så specielle vokalharmonier signet til større Slash Records, som udsendte debutalbummet Los Angeles (1980), i dag en amerikansk punkklassiker. X spillede endda Alexandra i København i 1984, men syntes da allerede løbet tør for de ideer og den fremdrift, der høres så markant her…

Lørdagaftenspunkrock

Meget amerikansk punk rock fra den anden halvdel af 70’erne blev aldrig hørt i Europa, fordi musikken udkom på små uafhængige pladeselskaber uden en større distribution. I Californien definerede Los Angeles-pladeselskabet Dangerhouse’s singler den første bølge. Her to Dangerhouse-7″ere, der begge ville have gjort lykke i punkkredse i Europa. Ovenover ‘Survive’ med Bags – hvis sanger Alice Bag (det er hende på coveret) suppleres i LA-bandet af en anden kvinde, bassist Patricia Morrison (senere The Gun Club og Sisters of Mercy), nedenunder ‘Mr. Big’ med The Dils fra Carlsbad, CA, der også har fat i noget selvstændigt, skarpt og særegent vestamerikansk. Musik kan.

London will tear us apart

En fredag aften i London i senvinteren 1980. Joy Division spiller på The Lyceum, hvor også Killing Joke, Section 25 og A Certain Ratio er på plakaten og kan opleves for beskedne £2.50. Joy Division har sommeren før udsendt Unknown Pleasures og siden singlen ‘Transmission’. Denne aften i London’s West End spiller Factory-bandet ikke singlen og kun to sange fra debutalbummet. Til gengæld byder setlisten på hele fem numre fra endnu ikke indspillede Closer, samt begge sider på den ditto ‘Love Will Tear Us Apart’-single, der begge først vil udkomme efter Ian Curtis’ død i maj. Læg dertil de to nye numre ‘Komakino’ – inspireret af JD’s januar-koncert i Kant Kino i Vestberlin – samt ‘Incubation’ og billedet af et fremsynet band, der hverken gør det nemt for sig selv eller hviler på nogen laurbær, tegner sig…

0:00 Incubation 3:14 Wilderness 6:12 Twenty-Four Hours 10:50 The Eternal 17:21 Heart and Soul 22:01 Love Will Tear Us Apart 25:22 Isolation 28:35 Komakino 33:03 She’s Lost Control 38:27 These Days 42:37 Atrocity Exhibition (soundcheck material included at the end)

The Mozster of Pig Alley

Morrissey’s nye album forsvandt herfra lige så hurtigt som det kom. Det vil sige, det er ikke helt sandt, for slutsangen blev hængende i luften og vel egentlig efterhånden også i hjertet. I dag satte en bekendt oppe fra svenske Norrköping’s grå regn ord på, hvad det måske er som gør, at netop ‘The Monsters Of Pig Alley’ åbenbart får mange frafaldne M-lyttere til at stoppe op og for første gang i mange år føle sig ramt i nutid af Morrissey. Alain Whyte’s sang står jo forbløffende elegant, subtil, ubesværet set i forhold til resten af den nye plade. Men den har noget mere og vigtigt, som Moz og hans musik længe har savnet: Værdighed.

Sweetheart of the rodeo

Country kan som musikgenre være svær at holde af eller ud, alle disse stovte amerikanske jeg-stemmer med rimede knækprosa-fortællinger, hvor hjerte altid rimer for smerte og den blinde barndomshund får et nådeskud i sidste vers. Los Angeles’ The Byrds (med Gram Parsons ombord) gav i 1968 på Sweetheart of the Rodeo et meget anderledes bud på, hvordan den amerikanske musikarv også kunne lyde. I deres country var der højt til himlen, foråret lå lige om hjørnet og de kolde bjergstrømme flød med stærk kærlighed og kildevand strålende som sølv. Her synger Roger McGuinn for, med Chris Hillman og Gram Parsons bag sig på engle-vægtløst kor. Cowboyhat-prædikanterne fra musikindustrien i Nashville må have korset sig…

Always the traffic, always the lights…

Så mange gode bands har verden heller ikke de her år. Så må huske også at trække liv fra dem der kom og gik. Som nu Brisbane, Queensland’s The Go-Betweens, hvis to sangere/sangskrivere Grant McLennan og Robert Forster satte nye standarder for, hvilke levende billeder man kan male op med nogle få effektive akkorder og de rigtige ord. Her er det Forster, den i både sangskrivning og levering mest salte af de to, der fra The Go-Betweens sidste album Oceans Apart (2005) frit associerende genfortæller sin unge tid i Sydney-bydelen Darlinghurst. Mener jeg læste et sted, at ‘Darlinghurst Nights’ skulle være Forster’s favorit blandt sine egne sange. Det er ikke svært at forstå…

Playboys International

Morrissey udsender i januar 1989 tredje single i eget navn. Efter debutalbummet Viva Hate‘s lidt forsigtige lyd er ‘The Last Of The Famous International Playboys’ en glam-funklende banger med krads guitar og udløsningsstærke omkvæd. Og så er sangen faktisk af gavn næsten en The Smiths-single. For med på både indspilningen (begået af The Smiths-producer Stephen Street) og denne Top of the Pops-playback medvirker The Smiths-bass/trommer Andy Rourke og Mike Joyce, samt bandets andenguitarist Craig Gannon. Panic on the streets of London…

It’s understood

Depeche uden lyddesigner, arrangør og co-producer Alan Wilder? Det var en ny utryg fremtid, da Depeche Mode efter fire års albumpause – og fire år var lang tid dengang for DM – udsendte Ultra i april 1997. Et par uger inden, faktisk i dag for 19 år siden, kom den anden forløbersingle i form af ‘It’s No Good’. Hvad først lød sært fremmed og anderledes ildevarslende bart fremstår i dag trygt og beroligende, nu registreret, accepteret og optaget i vores dna. Popmusik kan.

Forårsbørn

I går blev det 33 år siden Suede’s debutalbum udkom og for alvor skød 90’ernes britiske rockmusik igang. Her en af de måske lidt for få helt store sange på pladen, der ikke blev udsendt som single. ‘Pantomime Horse’, der slutter side 1 så dunkelt majestætisk, blev spillet for tre uger siden i København, men at guitarist Richard Oakes ikke er nogen Bernhard Butler – og hvem er da også det?! – står klart på dette klip fra 1994, hvor Butler-guitarens dynamik på helt anderledes vis end i Royal Arena hiver fat i nummeret og giver det en knusende tyngde i sit klimaks. Tillykke med de 33 i går til Suede

Style It takes

En nøgtern sang at begynde en ny uge med her. John Cale’s perle på Lou Reed og hans hyldestplade Songs for Drella (1990) om og til Andy Warhol efter dennes død i 1987. Når folk dør og deres liv beskrives, kan selv det mest hverdagsagtige fremstå lyrisk. Således også i denne sang, hvor vi møder Andy Warhol, der i Cale’s førsteperson fortæller sit arbejdsliv…