Værdsætter når bands gør noget ud af den PA-musik, der bygger stemning op ude blandt deres koncertpublikum før de selv går på. Nogle gange kan der komme et uomgængeligt nummer, man slet ikke kender. Andre et overraskende genhør med et tidligere bekendtskab, som pludselig får en ny vital dimension i denne ramme. Som f.eks. da Suede i Falkonersalen hev The Adverts’ punkklassiker ‘Gary Gilmore’s Eyes’ op af hatten. Eller her The Stooges’ ‘Dirt’ fra andetalbummet Funhouse (1970), der for nyligt pludselig lød som et af verdens syv vidundere, da 16 Horsepower sendte den ud igennem PA’et lidt før showtime. Og ja, det er naturligvis den unge Iggy Pop, som synger denne ulmende og nærmest meditative ro/uro hjem. Musik kan.
Alle indlæg af Jens
Europa en hjemløs hovedvej
Og 16 Horsepower har rejst på den i tre uger. Den uventede reunion-tour som startede i Morlaix i Bretagne og derefter blæste forbi Belgien, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Tyskland, Schweiz og nu Frankrig igen, slutter i aften på Elysée Montmartre i Paris. Har tidligere kun selv haft et perifært forhold til Denver, Colorado-bandet, så det var en øjenåbner udover det sædvanlige for første gang at opleve dets forbløffende intensitet og styrke på scene oppe i svenske Höganäs. Her stemningsbilledet ‘The Hutterite Mile’, det første ekstranummer fra i aftes da David Eugene Edwards og hans sortklædte 16 Horsepower spillede koncertstedet La Sirène midt i den gamle ubådshavn i La Rochelle ved Atlanterhavet…
Deutsch Amerikanische Vergangenheit
Luk øjnene og hør de prikkende sequencer-koordinater under den velkendte stemme; det er næsten som at stå i sort/hvide 1981 og høre D.A.F. igen. Det overlevende medlem af den vesttyske duo, Robert Görl, har netop udsendt et nyt album. ‘Irgendwann Ist Jetzt’ hedder denne single derfra. Engang er nu? Ja, sådan lyder det nærmest i disse tre minutter. Drøm bliver til virkelighed, virkelighed bliver til drøm…
Talk Talk Talk
Sikke en festivitas. I går kunne Psychedelic Furs-lanterne Richard Butler fejre sin 70-års. Og i dag er det så 45 år siden Talk Talk Talk, bandets andet album, udkom. Her er den hidsigste af dets tre singler…
The Cure, Primavera
The Cure var fredag aften tilbage som aktivt liveband på den regnplagede Primavera festival i Barcelona. I vinter afdøde Perry Bamonte er for nu erstattet på keys og guitar af Eden Gallup, bassist Simon Gallup’s søn. Herunder aftenens setliste med kun to numre fra nye Songs From a Lost World og slet ingen fra centrale Pornography (1982)…
ALONE
PICTURES OF YOU
HIGH
A NIGHT LIKE THIS
LOVESONG
2 LATE
THE LAST DAY OF SUMMER
BURN
FASCINATION STREET
ALT. END
THE WALK
MINT CAR
IN BETWEEN DAYS
JUST LIKE HEAVEN
TRUST
PUSH
PLAY FOR TODAY
A FOREST
FROM THE EDGE OF THE DEEP GREEN SEA
ENDSONG + + +
LULLABY
HOT HOT HOT!!!
WRONG NUMBER
LET’S GO TO BED
THE LOVECATS
FRIDAY I’M IN LOVE
The Butlers did it
De engelske Bowie-postpunks Psychedelic Furs, dem hvis sardoniske musik og toner efterlader en positivt ment negroni-bitter eftersmag, var et af de sjældne engelske bands, der blev meget større i USA end derhjemme eller i Europa. Så det er ikke meget de har vist sig her gennem årene, selv husker jeg kun et enkelt møde på Metropol i Vestberlin i 1987. Senest har Psychedelic Furs måttet aflyse en nordamerikansk tour, da helbredsproblemer for guitarist Tim Butler har afstedkommet en triplebypass-operation. Hans bror Richard Butler, Psychedelic Furs’ sangskriver og signaturstemme, fylder på en langt mere positiv note 70 i dag. Ovenover bandet som de lød i 1982, fulde af rockfremdrift og mishagsytringer, nedenunder nuomdage, hvor man såmænd bare har taget det forkerte tog i livet. Richard og Tim Butler er i dag de eneste to tiloversblevne medlemmer fra det originale band, der startede for så længe siden i London i ly af sod og punk…
Twilight hospitality
The Twilight Sad er i Danmark i dag, hvor aarhusianerne på Northside kan nyde godt af skotternes fuldtonede molmusik. Smart af festivalen at booke et band, der i lydniveau er så vanskeligt at snakke henover. For nylig havde vi her åbningsnummeret fra aktuelle The Long Goodbye (2026), men der er andre høreværdige øjeblikke på albummet med det faretruende kulørte cover…
Sommerferien på Stockholms solvarme asfalt
En ny lyric-video til en af profilerne blandt de ti tracks på Joakim Berg’s aktuelle album. Endnu en sang til noget vidunderligt og lovende der var, men som forsvandt. Ramte Berg sender ofte på netop den feeling, som han da også mestrer til perfektion; de bittersøde beskrivelser af udspillede scener, uskyldens flygtige sæson, de usagte ord, erkendelsen at det nu er for sent…
Et Baader-Meinhof hit?
Tog postpunk-bandet Bauhaus på sin tredje single, udsendt dags dato 1980, en avisoverskift som gidsel til inspiration og titel? Efter sigende er den mundrette ‘Terror Couple Kill Colonel’ en løs gendigtning af Rote Arme Fraktion’s attentatmord i Frankfurt i maj 1972 på en amerikansk oberst. En nøgen bass-linje, en creepy guitar, knastørt Joy Division-beat og så Pete Murphy’s rastløst messende fortællerudbrud; det er hvad man får her og det er sådan set også nok. At bruge mordet på en udstationeret soldat som tableau kunne nemt gå galt og fremstå letkøbt opportunistisk, men summen bliver heldigvis større end sine enkelte dele på disse fire minutters kriblende koldkrigsparanoia, der bringer en helt anden tid i levende live. For de af os der ønsker en tur tilbage ind i Vesttyskland, så er engelske Bauhaus en overraskende god guide her…
Scotch and coda
Inferno hedder det netop udsendte nye album, det første i hele 13 år med den nordskotske elektronik-duo Boards Of Canada. Hvis titlen skal tages for pålydende, må det være et inferno af velvære og harmoni, ialfald ud fra specielt dette så lydelegante favoritnummer på den nye udgivelse, hvor ‘You Retreat In Time And Space’ er placeret langt tilbage som næstsidste track. Dette nye nummer spiller iøvrigt overraskende godt op ad ‘Liars’, det nye ligeledes elektroniske udspil fra ligeledes genopståede The Durutti Column, vi havde oppe her på siden forleden…
River of no return
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
And the midnight trains I never made…
Ny ugle, ny måned, samme år, vi begynder her med at sætte blinkende lys på Liverpool’s vel bedste band nogensinde, der live på BBC optræder med den sang der udkom som single 1. juni 1987. ‘The Game’ var forløber for The Grey Album, som på alle måder var slutningen på Bunnymen’s storhedstid og snart skulle opløse bandet som vi kendte det. De to singler derfra – ‘The Game’ og ‘Lips Like Sugar’ – fejler nu ingenting, selvom specielt nummeret her synes ret gemt væk i historieskrivningen om bandet. Ian McCulloch viser på denne liveoptagelse, han ikke helt kan beslutte sig til hvordan ‘The Game’ skal synges, sangtonerne ligger øjensynligt ikke lige til hans stemmeregister…
Frihedskæmperen
På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
The Queen is Dead
Åbnings- og titelnummeret fra det tredje The Smiths-album, det første hvor det endelig lykkedes Marr og co. at få albumudfordringen til at gå op i den højere enhed. Og hvilken start på en plade; alle cylindre i maskinrummet i høj aktivitet og så ham sangeren ovenpå med sine nyfundne billeder, skarpe vinkler, eksklusive personlige varer med i bagagen at deklarere for smertegrænsens toldere…
Mesteren af det der forsvandt
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…