Alle indlæg af Jens

it ain’t mystery why you’re a mystery to me …

Hvem skulle have troet Nick Cave, engang mørkets fandenivoldske narkofyrste, nogensinde skulle ende i en med stort flid selvskabt rolle som aural ambassadør for wellness og Den Gode Smags finkultur, en slags postpunkens Enya for masserne?! Det er de seneste to så anderledes og musikalsk ensrettede albums, som har bragt den status med sig, men vejen dertil ligger heldigvis stadig gavmildt belagt med anderledes sublime udgivelser, hvor i dag så tæmmede The Bad Seeds stråler igennem som et af historiens bedste rockbands. Som nu på dagens 32-års fødselar, 1988-mesterværket Tender Prey, repræsenteret her af ‘Deanna’…

Johnny, Joey, Dee Dee, good times…

Fredag her med markering af Dee Dee Ramone, som ville have haft fødselsdag i dag. Her The Ramones’ 1975-øveoptagelse fra Arturo Vega’s loft på Manhattan’s Lower East Side. Otte sange på 17 minutter, og på den fjerde af dem – ”53’rd & 3’rd’ – synger dagens fødselsdagsbarn endda C-stykket hjem. De levende billeder er pænt sagt primitive, og lyden forvrænger mere end en raketopsendelse fra Cape Caneveral, så alt er perfekt…

Oh, such a song

På det nye Fontaines D.C.-album A Hero’s Death er der en for en bandet meget atypisk underskøn ballade ved navn ‘Oh Such A Spring’, der i suggestiv melankoli og overbevisende ført melodi positivt afkaster familiære mindelser i skarpskåren britisk konsekvens om selveste The Smiths. Ja, faktisk er den sang albummets absolutte standout-track. Men nej, FDC’s pladeselskab Partisan har valgt et andet – og langt mere anonymt – nummer som ny single. Vi viser videoen til ‘A Lucid Dream’ her, også da det er første gang i lang tid, Google/YouTube tillader afspilning af nyopladet musik her i landet. Og det er formodentlig en fejl, jo. Men tjek lige bemærkelsesværdigt dejlige ‘Oh Such A Spring’ ud…

Himlen eller Las Vegas?

Himlen, tak! Købte dette, det vel optimale Cocteau Twins-album, på udgivelsesdagen for 30 år siden i dag. Her et af dets mange vægtløse højdepunkter, optimerende som albummet er på Grangemouth, Falkirk-trioens mange eventyrlige kvaliteter. Var sangfugl Liz Fraser postpunk-crowdet’s Kate Bush? I den grad…

Historisk gode B-sider

20. februar 1981 debuterer Depeche Mode på Mute Records med singlen ‘Dreaming Of Me’, skrevet af daværende bandleader Vince Clarke. A-siden flopper fælt på hitlisten i England, og inkluderes nok derfor ikke på samme efterårs debutalbum Speak & Spell. Samme skæbne overgår singlens b-side, og det er mere synd, for ‘Ice Machine’ er i sin fængende øjebliksmelankoli en af de to-tre bedste sange Vince Clarke når at skrive for Depeche Mode, inden han allerede samme efterår forlader bandet. Optagelsen herunder er fra 26. september 1981, da DM på en ultrakort tour i Nordeuropa besøger Paradiso i Amsterdam…

Hot love før den bliver kold

Der er endnu tre måneder til David Bowie skal opsende sin Ziggy Stardust-raket og på den blive England’s største glamrockstjerne. Så da Marc Bolan 18. marts 1972 går på scenen foran 12.500 skrigende T. Rex-tilhængere i London’s Wembley Empire Pool er det endnu HAM der har den som det store mandlige britisk popidol og indehaver af nutidens friske lyd. Men efter vennen/rivalen Bowie’s stjernefødsel bliver det hele anderledes. Der skal endnu komme en håndfuld forholdsvis solide hitsingler fra T. Rex, men deres univers lyder nu pludselig helt anderledes bedaget. Og netop glam-banemanden Bowie’s talent for ubesværede skift indenfor fortælleridentitet og musikgenrer besidder Marc Bolan slet ikke, så hurtigt fremstår han ubehjælpeligt låst fast på egen boldbane af simpel glam-boogie og fritfabulerende nonsenstekster. Den manglende evne til kunstnerisk at bevæge sig bare én meter skubber Marc Bolan ud i kulturel irrelevans. På dags dato i 1977, efter en række uinspirerede albums, samt et værtsjob på eget engelske Granada-TV-show (David Bowie optræder med ‘Heroes’ som en af de allersidste gæster), omkommer Bolan i London ved et trafikuheld i sin Morris Mascot (kæresten Gloria Jones er bag rattet) på vej hjem om natten efter en bytur. Her er Marc Bolan på scenen i marts 1972 med T. Rex, lige inden boblen om eget verdensherredømme brister…

Nåde!

Nick Cave and the Bad Seeds var et af verdens ypperste bands, sådan et der kunne forandre liv og slå koncertsale ihjel uden varsel. Her en sublim vintage-fremførsel af ‘Mercy’, sidste nummer på side 1 fra nedenfor nævnte og så mesterlige Tender Prey (1988)…

Den australske sommer

1988 var et rigt år for australsk musik. I april udsendte The Church deres så vellykkede mainstream-gennembrud Starfish, i august udkom The Go-Betweens-solskinsklassikeren 16 Lovers Lane, og kun en måned efter så Nick Cave and the Bad Seeds’ Tender Prey, måske Bad Seeds’ allerbedste album, verdens lys. The Church’s frontmand og sangskriver Steve Kilbey har fødselsdag i dag, så derfor her Sydney-bandets store hitsingle fra Starfish. Sækkepibe-C-stykket i ‘Under The Milky Way’ lyder iøvrigt ligeså bizart i dag som det allerede gjorde dengang…

Kingdom Come

En sang blandt de mange uomgængelige på Scary Monsters, jeg altid selv har haft et specielt nært forhold til, det er Bowie’s cover af Tom Verlaine’s ‘Kingdom Come’, som han rammer fornemt med personligt sats og fuld indlevelse. Faktisk vil jeg nok her foretrække Bowie’s version fremfor Verlaine’s så fine men mere emotionelt blufærdige original. Håber virkelig den generte Tom Verlaine, hvis genialiteter (!) med Televison aldrig har givet ham den brede karriere, de gør ham fortjent til, har tjent gode penge på nummerets inklusion på Scary Monsters. Hør lige her Bowie synge ‘Kingdom Come’ i mål – suppleret af Robert Fripp’s styrtdykkende guitar – så engle må forstumme. Ja, selv en 80’er-vintage Lars Hug i vokal storform taber på TKO til den heftige falset i C-stykket (fra 2:14 og frem)…