Hele otte år er gået siden svenske Robyn sidste udsendte album i eget navn, og på den efterfølgende tour spillede et yderst overbevisende show i Tap 1 på Carlsberg. Da, med skarptskårne numre a la ‘Dancing On My Own’ og ‘Indestuctable’ bag sig, stod hun som personificeret state of the art indenfor nordisk elektropop. Albumopfølgeren til Body Talk meldes nu endelig snart på trapperne efter den lange ventetid, der til perspektivering kan indeholde f.eks. hele The Beatles’s aktive pladekarriere. Ved en hastigt arrangeret klubaften i hendes navn på Brooklyn Bowl i Williamsburg, New York City, gav Robyn mandag aften et DJ-set, hvor hun afspillede sangen ‘Honey’ fra det kommende album. Ikke det store klip det her, blot godt at høre Robyn – i modsætning til R&B-ramte Lykke Li – lyder til at forstætte sin nordic noir-kurs uden nogen fortrydelse…
Alle indlæg af Jens
Arctic Monkeys i Berlin
Arctic Monkeys’ nye, fascinerende Tranquility Base Hotel & Casino er det hurtigst sælgende vinylalbum i Storbritannien i de seneste 25 år, med små 25.000 eksemplarer langet over disken den først uge. I aftes startede Alex Turner & co. deres Europa-tour med den første af to aftener i Berlin’s dejlige Columbiahalle. Under en optagelse her af aftenens fornemme åbningsnummer – hvor det fint lykkes publikum at synge med på det nye albums singalong-omkvæd – følger en setliste…
Four Out of Five
Do I Wanna Know?
Brianstorm
Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair
Why’d You Only Call Me When You’re High?
505
She Looks Like Fun
The Hellcat Spangled Shalalala
I Bet You Look Good on the Dancefloor
Cornerstone
One Point Perspective
American Sports
Arabella
You’re So Dark
Pretty Visitors
One for the Road
+ + +
Crying Lightning
Snap Out of It
R U Mine?
Mesteren spiller mesteren
Verden er sgu indrømmet et fattigere sted uden Leonard Cohen, hans ord, cigaretter, boombox, stil og musik…
Marr of the moment
Sidste uge besøgte Johnny Marr The Great Escape Festival i Brighton til en Fender-sponsoreret artist talk. Det kom der denne fascinerende samtale – med musik – ud af…
I’m an alligator…
Så hvordan undgår vi at nævne Morrissey’s fødselsdag i dag, noget vi nok normalt ville have gjort her, inden han blev så svær at holde af?! Måske ved istedet at sætte spotlightet på Alex Turner, der i disse uger er genstand for stor for/mod-diskusssion via sit musikalsk kontroversielle album med Arctic Monkeys. Her er han med The Last Shadow Puppets – dem, som AM’s nye plade langt mere lyder som end AM selv – på Lollapalooza 2016, i en hyldest til David Bowie og hans Ziggy Stardust-anthem ‘Moonage Daydream’. Alex Turner kan spille og synge alt, og også hans TSLP-legekammerat Miles Kane synes med sin heftige guitar med på glam-noderne her. Det unge Lollapalooza-publikum står anderledes stille. Øjensynligt kender de ikke sangen. De skulle bare vide. David Bowie og Mick Ronson havde smadret deres hjerter i 1972…
I was happy in the haze of a drunken hour, but…
21. maj 1984 udsendte The Smiths fjerdesinglen ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, første træk efter debutalbummets ankomst kun to måneder tidligere. Johnny Marr viste på denne single helt nye talenter ud i sofistikeret popharmonik, og Morrissey, at hans dybe brønd af sorthumoristisk men dog helhjertet og selvynkende melankoli alt andet end lige slet ikke var løbet tør. Som sådan en af de centrale og helt klassiske The Smiths-singler…
2. pinsedag med The Hawk
Idolplakat fra Vega
Når det var godt var det helt fantastisk, når ikke var det virkelig, virkelig middelmådigt. Magien kom fra den smukke Fender Jaguar og hovedsageligt sangene fra tidligere. En af de nye lød fuldstændig som Simple Minds, en anden som The Cult, men to-tre fra det kommende album var heldigvis anderledes bæredygtige på Marr’s egne tonegyldne præmisser. Hans egne sangord står dog alt for ordinære (specielt op mod Morrissey’s helt anderledes personlige tekster i Smiths-sangene på setlisten), og Johnny Marr har den bare slet ikke som forsanger, så det var til stor hjælp, The Smiths-klassikerne også blev sunget helhjertet med på fra salen, nærmest som galdt det livet.
Så hvad står tilbage?! The presence of greatness. At se Johnny Marr stå der og ubesværet knuse hjerter med sine elegante, ubesværede guitarfigurer, var det hele værd og meget mere til.
Søndag med Jody & Bobbie
Lodger 39
Overskriften lyder som en dårlig science fiction-film, men dækker blot over fødselsdagen for sidste album i Bowie’s såkaldte Berlin-trilogi, der udkom 19. maj 1979. Men Lodger er hverken skrevet eller indspillet i Berlin, hvilket gør dets inklusion – der vel udelukkende handler om pladens fortsatte Bowie/Eno/Visconti-samarbejde – noget aparte. Lodger ejer ikke samme naturlige flugt og fandenivoldske legesyge i sine stilistiske spring ind i fremtiden som hverken Low eller “Heroes”, men står alligevel solidt som markant barn af sin brydningstid i efterpunkens brogede og eksperimentvillige musikalske landskab. Her albummets anden og noget mindre kendte single, efter ‘Boys Keep Swinging’…
Johnny Marr i København
Hvis manden med den grønne Telecaster på dette udsøgte 1985-øjeblik med The Smiths kan se ind i fremtiden, vil han vide, der skal gå 33 lange år inden han i eget navn skal spille Danmark for første gang. Det er i aften det sker, når Store Vega – der lige nu melder ‘få billetter’ – lægger scene til Johnny Marr og hans band…
Joey Ramone lever
Joey Ramone, The Ramones’ fyrtårn af en perfekt akavet forsanger, blev født på denne dag i 1951. Joey døde alt for ung, men lykkeligvis lever han videre for os andre gennem sit bands udødelige musik. Her er The Ramones optaget på et loft i New York i vinteren 75/76, kun et halvt år før debutalbummet kom ud og ændrede a-l-t…
Ian Curtis dør
I de tidlige timer 18. maj 1980 hænger Ian Curtis sig i sit hjem i Macclesfield, Manchester. Med hans selvmord får postpunken sin egen martyrfigur at spille musik ud fra og se livets ubærlige alvor igennem. Nu vi snakker musik her, skal det næsten nævnes, at pladen den bliver fundet kørende færdigspillet rundt på pladespilleren på 77 Barton Street, den sidste Ian Curtis nogensinde hører, er Iggy Pop’s The Idiot…
For the love of Ivy
Hvis man udelukkende kender ‘Green Door’ som et tamt 1981-hit med det engelske rockabilly-light-fænomen Shakin’ Stevens, så er noget galt. For Jim Lowe’s amerikanske novelty-single fra 1956 findes også i en overlegent storswingende bigbandudgave fra samme år med den britiske underholdningsstjerne Frankie Vaughan bag mikrofonen. Langt bedre og allerbedst er dog amerikanske The Cramps’ version af samme årgang som tamme Shaky’s…
Tid til de små
USA 1975: Under optagelserne til The Man Who Fell to Earth tager David Bowie sig tid til at lege med sønnen Zowie.
