En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…
Alle indlæg af Jens
Mayhem!
Babyshambles’ tour er kommet afsted; i aften er det Norwich, og så London’s gamle O2 Academy Brixton søndag og mandag. Hvis stemningen bliver ligeså rowdy singalong-boozet som her på Papillon i Southampton i mandags, så får alle sig en fest…
Skriget
Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.
Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…
Art of the cover, cover of the art
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Den originale coverversion? 2
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om 70’er-discodivaen Amanda Lear, der åbenbart har stablet et comeback på benene. Og good luck herfra med det, men denne spritnye Amanda Lear-single spiller og dog er det Pet Shop Boys som farer igennem hovedet her. Akkorderne, melodien, discoteks-universet, den kitschet-melankolske tilgang i teksten, alt er næsten som noget der kunne være en vellykket PSB-single. Det er det bare ikke…
Dem der skinner
I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…
Den originale coverversion?
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…
Songs to Learn & Sing
Denne Liverpool-ikoniske opsamling med Echo and the Bunnymen blev udsendt i dag for 40 år siden. En kronologisk femårs-rejse, der begynder med Velvet-inspirerede ‘Rescue’ fra debutalbummet Crocodiles i 1980 og slutter omme bagerst på side 2 med luftigt programmerede ‘Bring On The Dancing Horses’, indspillet specielt med henblik på dette album og udsendt som forløbersingle i oktober 1985. Hvilken klasse Bunnymen besad og viser så gavmildt frem på disse ti forskellige, dog så godt sammenhængende sange…
The Waterboys
Mike Scott’s stædigt vedblivende The Waterboys gæstede Malmö City i sidste uge. Gad egentlig godt have set hvordan han og bandet lyder lige nu – liveanmeldelserne fejler ikke noget! – men det passede aldrig ind i planerne. Her en anderledes ny Waterboys-sang med 90’er-trommeloop, der blev optaget til, men ikke passede ind på det aktuelle konceptalbum om den amerikanske filmstjerne og fotograf Dennis Hopper’s turbulente liv…
Dagens 47-års
Intet på The Clash’s punkklassiker af et debutalbum halvandet år før kan forberede nogen på den fyldige rocklyd, der allerede i åbningsnummeret på den klassisk svære toer her fortæller en historie om et band i hastig udvikling. AOR-producer Sandy Pearlman er blevet fløjet ind fra USA for at give de tynde London-drenge lidt muskler på de blege arme. En mission der isoleret set lykkes på et alligevel noget problematisk album, hvor The Clash tydeligvis har meget travlt med at bevæge sig videre fra punkrockens dead end street, men endnu ikke ved, hvor præcis de vil hen. Det giver et noget uforløst og sine steder forceret album, der har sine momenter, men slet ikke står distancen blandt The Clash’s bedste ud af de kun fem det bliver til. Åbningssangen herover fejler dog absolut ingenting. Give ‘Em Enough Rope udkommer 10. november 1978..
Legoklods fra Indokina?
Havde et par år i start-80’erne med følelser for det franske eyeliner-band Indochine, som med deres twangguitar-temaer i molramt synthpop-eufori lå et selvskabt sted i grænselandet mellem den moderne postpunktid og konceptuel-kitschet hitlistepop. Den umiddelbare charme ved Indochine’s musik fortog sig dog hurtigt som de voksede sig enorme i Frankrig, man spillede musikalsk smartere og dybere end formatet var til, så de dykkede bort fra denne radar. Her dog Indochine’s nye single – den fjerde fra sidste års Babel Babel, deres 14. album – som faktisk overrasker positivt med catchy, strømlinede synth-akkorder og en stædigt enkel sangmelodi, netop den optimalt simple legoklods-kvalitet de ellers gav køb på…
Love goes on forever
En stor, givende, gennemmusikalsk personlighed og en af landets største guitarister nogensinde; Hilmer Hassig ville være blevet 65 år i dag. Billedet herunder er malet af Peter Ravn, som også begik LS-coveret til DK. Men nu er det Hilmer det handler om. Her fra os de varmeste tanker til ham og hans efterladte.
Thåström sang Maria Magdalena
Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…
Sandra fra Saarbrücken
1985, det var en vanskelig situation; skulle man flytte ned til München og blive forenet med Sandra, eller gå efter London og Kim Wilde istedet, livets store valg. Gad vide om førstnævnte (og Michael Cretu) egentlig var klar over, hvor mægtigt et værk (!) de satte i verden med det års debutalbum The Long Play. Havde det på den ene side af en C90-kassette på min Sony Walkman allerførste gang i Vestberlin. ‘Maria Magdalena’ er den europop-klassiker – Thåström har med slet skjult kærlighed kaldt sangen for “piss-disco” – som huskes bredt derfra i dag, men alligevel er der mindst to numre på The Long Play som vel faktisk har endnu mere klasse. Her det ene af dem i en TV-optagelse samme år fra Finland, hvor Michael Cretu på synth for en sjælden gangs skyld er med og synlig i Sandra’s playback-band…
They walked in line
Joy Division i Vestberlin, 21. januar 1980, fotograferet af exil-mancunian Mark Reeder