En af favoritterne her fra det nye stærke Suede-album. Brett fortæller, ‘It’s Always The Quiet Ones’ er sammenstykket af stykker fra tre nye havarerede numre, der hver for sig ikke fungerede. Det gør stykkerne til gengæld sammen her, hvor det specielt er det tredje – omkvædet – der giver karakter…
Alle indlæg af Jens
Hungry like a wolf…
NYC-outsiderdarlings Yeah Yeah Yeahs er i dag tilbage efter (for) mange års fravær med et nyt album og en ny sound langt fra den bevidst støjende guitardrevne primal-energi, som var trioens udgangspunkt way back. Her Karen O & co. med en opdateret skarp og synth-ladet lys popmusik, som vel næppe findes ret meget mere opløftende i kaosåret 2022…
Darkness on the edge of country
Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.
Northern Springsteen Soul
Springsteen spreder i dag nyheden om Only the Strong Survive, et nyt album bestående af soulcovers, øjensynligt fra genrens gyldne alder i 60’erne. I den forbindelse er første single blevet udsendt, Springsteen’s take på Motown-artisten Frank Wilson’s myteomspundne northern soul-klassiker ‘Do I Love You (Indeed I Do)’. Hørt herfra udgør disse to minutter og 24 sekunder vel den umiddelbart stærkest kommunikerende Springsteen-single siden ‘Radio Nowhere’ i 2007…
Thåström genopstået
Da Thåström gik af scenen efter veludført arbejde på Way Out West en hed augustaften i Göteborg, lå det ligesom i kortene, det var det sidste man skulle komme til at se til ham i længere tid. Men nej, i forgårs blev en snarlig klubtour med 14 shows i fire byer pludselig annonceret ud af det blå; tre aftener på The Tivoli i havnen i Helsingborg, to på den trods navnet lille Vulkan Arena i Oslo, tre på indieklubben Pustervik i Göteborg, samt hele seks på Orionteatern på Söder i Stockholm. Efter forårets Dom Som Skiner-arenatour, der kulminerede med finale i den monstrøse Avicii Arena, er det et dejligt overraskende skridt nu at rykke med band ned på små scener, helt tæt på publikum…
Himlen under Berlin
Ser lige der også findes en regulær musikvideo med nye berlinske Die Verlierer, vi havde på besøg her med et heftigt punkudslip af et nummer i sidste uge. Dette er mere tilbageholdent, men slet ikke dårligere af den grund…
Hvad er inspiration?
Det er november 1982 i Californien. The Beach Boys’s Brian Wilson og lillebror Dennis Wilson er begge nær bunden af livet. Brian er forkrøblet verdensfjern af sin psykiske sygdom, mens ligeså udbrændte Dennis længe har været forsvundet ind i sit blandingsmisbrug af alkohol og en cocktail af de tungeste stoffer, en californisk rockstjernes penge kan købe. Alligevel mødes de to i et studie denne november til et par sessions, hvor Brian Wilson angiveligt stiller op for hamburgers og kokain mod at spille med på nogle løse Dennis Wilson-idéer. De få mudrede optagelser som har overlevet giver klart vidnesbyrd om, hvor mentalt skrøbelige og ufokuserede de begge er. Alligevel formår de små tre minutter af denne aldrig viderearbejdede eller officielt udsendte skitse (blandt BB-samlere kendt som ‘Oh Lord’) i kvalitet og raw feeling at toppe samtlige The Beach Boys-indspilninger siden ialfald 1970. Der er ingen konstrueret sang her, ingen færdig tekst, kun en vedholdende orgelnedgang og så et tydeligt trængt menneske (bror Dennis), hvis stemme rækker ud efter lyset…
Where have you been, my blue-eyed son?
A hard rain’s a-gonna fall indeed. Og et stort regnfuldt tillykke med 77-årsdagen denne grå mandag til Bryan Ferry, minearbejder-sønnen fra County Durham der drog sydpå til London og skabte musikhistorie med Roxy Music. I aften amerikansk tid vil han være at finde på scenen i Chase Center, San Francisco, Californien sammen med sine våbenbrødre fra dengang, der er afsted med Roxy på en større 50 års-jubilæumstour. I show-business bliver man ikke nødvendigvis pensioneret som 67-årig.
Yuro pop
De fleste af os hørte først ‘Interlude’ som en duet-cover med Morrissey og Siouxsie (uden sine Banshees), men som det ofte er med den slags viser originalen sig stærkest. Svært ikke at smelte efter introen på den, når italiensk-amerikanske Timi Yuro’s deluxe-stemme kommer på og fører åndeløst gennem sangens drøm af uforbeholden kærlighed. Som det nævnes et sted i kommentarerne på YouTube, burde ‘Interlude’ sendes afsted i en rumkapsel, så eventuelle fjerne rumvæsener en dag kunne støde på den og få et måske løgnagtigt men til gengæld fornemt skønmalet billede af menneskeracens forfinede ædelhed. Eller sagt med andre ord: Vi er lysår fra TikTok her…
Aldrig, Tom, aldrig!
Den unge Rune Kjeldsen-lookalike Tom Jones i en alt-eller-intet-version af tåremægtige ‘I’ll Never Fall In Love Again’, der også fåes renere soulet med Timi Yuro eller i en langt mere imposant alles-ist-verloren-udgave med Elvis Presley, fra da Priscilla var endegyldig fortid og mørket havde sænket sig for altid over Graceland’s konge. Men denne lørdag aften i sen september er walisiske Tom Jones en vinder, liggende sært komfortabelt et harmonisk sted i ingenmandsland mellem dybt inderlig og ret Las Vegas-cheasy…
Just for a day…
Den bedste dag nogensinde at købe nye singler i verdenshistorien? Måske fredag 23. september 1977, hvor man kan gå hjem med de to her; mesteren David Bowie’s ‘Heroes’ og titeludfordrerne fra The Clash’s Lee Perry-producerede ‘Complete Control’. Kulsort vinyllykke.
Tell me a story about how you adore me…
De unge The Rolling Stones på maksimal hastighed. Denne så fine kaos-single af tumult, galop og hidsige horn, der fra start til slut balancerer på randen af sit eget sammenbrud, udkom på dags dato i 1966. Her den ene af Peter Whitehead’s to promofilm til singlen, optaget i Royal Albert Hall, London…
Og her den anden, featuring The Rolling Stones forklædt som mødre…
Minus mascara
Ind i motorrummet og høre hvordan Suede lyder uden studiets eller de store sceners hifi, glitter og muskel. Det er hvad disse små instore-shows omkring den netop udsendte Autofiction giver mulighed for. Her er vi (formodentlig) i Rough Trade-butikken i Shoreditch, Østlondon…
Tidens tyske tempo
I Tyskland er Die Nerven ikke ene om at spille flænsende tysksproget musik. Her er det punkbandet Die Verlierer fra Berlin, der udsendte debutalbum tidligere i år, som på åbningsnummeret derfra spiller med indsats som for selve livet. Så en amerikansk anmeldelse af Die Verlierer, hvor netop ‘Die Zeit’ her bliver sammenlignet med vores egne Sods, som de lød omkring Minutes to Go (1979). Giver det mening? Bedøm selv…
Miami 40
The Gun Club’s andet album, mesterlige Miami, blev udsendt i går for 40 år siden. Produceret af Blondie’s Chris Stein – og med Debbie Harry i en slet skjult gæsteoptræden – kommer Miami‘s ofte støjende udladninger i en vægtløs lyd, der favnerJeffrey Lee Pierce’s himmelsøgende vokal perfekt. Debuten Fire of Love (1981) står ubestridt som genreklassiker, men sangene på Miami synes bare endnu stærkere og den konstante storm i Jeffrey Lee’s blod antager sig på dem nærmere orkanstyrke. Trods behjertede forsøg på de næste par albums – The Las Vegas Story (1984) og Mother Juno (1987) – nåes disse for menneskeheden sjældne musikalske højder aldrig igen for The Gun Club, der som historien går forsvinder i et slingrende spor af utæmmet misbrug og personlig disharmoni. De skulle have været kæmpe og Miami hvermandseje, så sublimt gode var de, siger ønsketænkningen og ryster uforstående på hovedet. Som det er, så må The Gun Club nøjes med at stå som et af verdens allerbedste bredt ukendte bands. Miami er dets kronjuvel.