Alle indlæg af Jens

Den rigtige Young Americans

Dagens 45-års-fødselar Young Americans er et både godt og interessant David Bowie-album, men ikke et af hans uomgængeligt store fra 70’erne. Var Bowie ikke løbet ind i John Lennon i New York, og havde han efterfølgende i januar 1975 ikke trukket ham med i studiet for at indspille, hvad skulle vise sig at være en besynderlig forbier-version af The Beatles’ ‘Across The Universe’, samt den bortset fra det åbenlyse hitpotentiale ret ligegyldige ‘Fame’, kunne det have været anderledes. For mens dette skete sad Tony Visconti i London og blev færdig med at mixe det Young Americans-album, han troede var det endelige, bestående kun af sange, David Bowie og han havde indspillet med band i Philadelphia. Men Bowie kontaktede Visconti, og ville nu pludselig have de to Lennon-samarbejder med ind på albummet, hvilket desværre skete på bekostning af de kunstnerisk langt stærkere ‘It’s Gonna Be Me’ og ‘Who Can I Be Now’, samt en soulificeret genindspilning af Bowie-singlen ‘John, I’m Only Dancing’. En positiv vinding ved det nye album var dog tilkomsten af ‘Win’ og Luther Vandross-stykket ‘Fascination’, som var blevet indspillet i New York i december 1974. I forbindelse med udsendelsen af det retrospektive boxset Who Can I Be Now? (1974–1976) i 2016 blev det endeligt muligt at høre, hvordan det oprindelige album – nu kaldet The Gouster – ville have lydt, da det der optrådte som enkeltstående album i de oprindelige mix og dengang tiltænkte rækkefølge. Ingen tvivl om at The Gouster, (tracklist kan ses herunder) som album er langt mere helstøbt end Young Americans, hvis anden side står som en for Bowie atypisk og uskøn rodebutik.

David Bowie – The Gouster

Side 1
1. John, I’m Only Dancing (Again)
2. Somebody Up There Likes Me
3. It’s Gonna Be Me

Side 2
1. Who Can I Be Now?
2. Can You Hear Me
3. Young Americans
4. Right

David Bowie skænker en dåse Carlsberg

Måske fordi han vil drikke på, det i dag er præcis 45 år siden hans selvbenævnte plastic soul-album Young Americans blev udsendt. Den unge amerikanerinde til højre er Toni Basil, som koreograferede – nej, jeg ved heller ikke helt, hvad det betyder i denne sammenhæng – hans Diamond Dogs-tour i 1974. Det var hendes portræt selvsamme år på forsiden af et amerikansk magasin, som Bowie, den evige kunsttyv, lod sig inspirere af til pladecoveret på netop Young Americans. Godt set af ham, for den iscenesættelse passer perfekt til albummets musikalske indhold. Tillykke med de 45, Young Americans.

Den nye traditionalist

Det bør føres til protokol, at Pavement’s Stephen Malkmus, der normalt elsker at tage sine musikalske ekskursioner ud på det knastørrre overdrev, i dag har udsendt et nyt soloalbum – Traditional Techniques er titlen – med en forbløffende kompetent og helhjertet samling akustiske sange, vel indenfor den genre der normalt går under navnet folk. Stephen Malkmus selv bliver aldrig normal, heldigvis, men her et eksempel på hvor rørende ligetil han indimellem giver sig selv lov at fremstå på dette nye album…

Introducing…Viagra Boys!

En af de bedste svenske koncertoplevelser sidste år kom med stockholmske Viagra Boys, der bag et sandt vildsvin af en forsanger kogte en uregerlig primalrock iklædt saxafon-trut og ildevarslende synths. I nat udsendte det koncertpopulære band uden forvarsel den nye EP Common Sense, hvis fire numre bygger videre på det nu to år gamle debutalbums urokkelige fundament. Her titelnummeret fra nattens nye EP…

Jane Birkin & Iggy Pop

Serge Gainsbourg’s dødsdag mandag blev denne uge markeret på Jimmy Fallon’s The Tonight Show med en sælsom Gainsbourg-duet mellem Serge’s muse Jane Birkin og hele verdens Iggy Pop, sidstnævnte endda atypisk fuldt påklædt. Man siger, det er tanken der tæller, så ingen grund her til hårdhed overfor denne noget senior-løse version af Gainsbourg’s ‘Elisa’…

Love will auteur us apart

Debutalbum på fredag med en ny duo bestående af The Auteurs-frontmand Luke Haines og R.E.M.-guitarist Peter Buck. Her den første single fra Beat Poetry for Survivalists, en sang opkaldt efter den okkulte amerikanske raketforsker Jack Parsons, der sprang sig selv i luften som 37-årig. Allerede i de oplysninger er vi sporet ind på en klassisk Luke Haines-sang, hvor virkelighed altid trumfer fantasi i bitter absurditet. Hvis dette album viser sig at være umagen værd, vil det vel nærmest være første musikalske optur fra noget R.E.M.-medlem siden opløsning i 2011. Here’s hoping.

Edinburgh man?

The Fall-poeten Mark E. Smith ville være blevet 63 i dag, var han ikke gået bort efter hård sygdom for to år siden. Her er han i en hyldest til den skotske hovedstad Edinburgh, der på ingen måder minder om Mark E. Smith’s eget Salford, Manchester, i et af sine sjældne blide øjeblikke…

Obsessions?

En af dem kunne være, hvorfor dog Edinburgh-bandet Scars, der udsendte tre singler og det ret fantastiske album Author! Author! i 1981, forblev og forbliver en så velbevaret hemmelighed? Som høres på ‘Obsessions’, sidste sang på debutalbummets side 1, havde Scars ellers hele pakken til perfekt udfyldning af den klassiske britiske outsiderrolle som rockmusikkens nye unge håb…

Imens i New York

Kunne ikke helt få rundt i mit hoved, hvordan Hamilton Leithauser skulle kende til Bobby Bare’s 1963-single ‘500 Miles Away From Home’, den sang han åbenlyst har skabt sin egen ‘A 1000 Times’ udfra’. Svaret må vel være, han er stødt på den gennem brødrene Coen’s 2013-film Inside Llewyn Davis, hvis ramme er det spirende folkmijø i Greenwich Village på Manhattan i start-60’erne. Ja, naturligvis må Leithauser have set den film, hvor Justin Timberlake og Carey Mulligan harmoniserer over netop ‘500 Miles’…

I heard Lou call my name

Det er Lou Reed’s fødselsdag i dag. For hvem der føler hans The Velvet Underground er dét centrale band i rockhistorien, som vel nærmest har informeret alt godt indenfor den lige siden, bør dette naturligvis markeres. Her på siden med en ukendt men mageløs VU-demo af ‘Ride Into The Sun’…

Matt Berninger synger Mercury Rev

Matt Berninger, forsangeren fra The National, har indspillet og i fredags for organisationen Planned Parenthood udgivet denne fuldt ud tilfredsstillende version af Mercury Rev-hovedalteret ‘Holes’. Ja, det er den Amerika-store sang med den afsluttende tekstlinie, der på ti ord beskriver rockmusikkens sjæl og grundvilkår mere præcist, end nogen omfattende bog endnu har formået: ‘Bands, those funny little plans, that never work quite right’