Præcis som her i dag er der også sne på de elskeligt trøstesløse engelske hustage på coveret af The Jam’s ‘A Town Called Malice’, der toppede den engelske singlehitliste i disse februar-uger i 1982. Men inden året var omme havde Paul Weller opløst England’s da mest succesfulde band fra punkbølgen, og var hurtigt videre alene med sit nye projekt The Style Council. Sidstnævntes akavet stilbevidste cappucino-soul skulle aldrig ældes med ynde, hvorimod The Jam’s musik i dag med lethed står vitalt og vedkommende. Illustreret f.eks. ved at denne sang spilles ved hver eneste hjemmekamp i Sydlondon hos både Crystal Palace, Millwall og ikke mindst Woking FC, The Jam’s gamle hjemby. ‘A Town Called Malice’ kan også sin soul, men denne er en krads socialrealistisk og strictly britisk Motown-variant…
Det er et kriseramt Liverpool, som i aften i Budapest genoptager Champions League med første 1/8-finale mod RB Leipzig. Efterårets katastrofesværm af skader har siden jul og til nu resulteret i en serie af dårlige resultater, fuck-ups og en generel punktering af selvtilliden. Efter et forbandet uheldigt nederlag ude til Leicester i lørdags kunne man på Twitter bredt læse, at Klopp’s fyring nu kan være et spørgsmål om tid. Det er den naturligvis ikke. Manden der har bragt Liverpool-tilhængere så euforiske glæder, og overordnet fået det røde hold til at spille top-fantastisk fodbold de seneste tre år, smides naturligvis ikke på porten, når enhver logik kan forklare, hvorfor det er kommet til den nuværende formkrise. Men presset i en så markant modgang er enormt for et engelsk mesterhold, så kampen i aften mod Manchester United’s CL-banemænd fra Leipzig er ikke bare en fodboldkamp, men noget langt vigtigere, nemlig en søgen efter egen tabte identitet og selvforståelse. Klopp’s helt til jul så uovervindelige Mentality Monste®s er nemme at ryste lige nu. Det er og bliver nervepirrende.
RB Leipzig – Liverpool, tirsdag aften kl. 21.00, TV3 Sport
Efter et fortumlet og travlt 1973 med udsendelse af både Aladdin Sane og cover-legestuen Pin Ups, udsender David Bowie 15. februar 1974 sin helt nye sang ‘Rebel Rebel, det sidenhen vil stå som det måske ultimative glam rock-manifest i ord og musik. Singlen markerer første gang Bowie optræder helt uden nogen medlemmer af sit hermed for altid fyrede The Spiders of Mars. Dermed ingen Mick Ronson til at give den elektriske guitar, som Bowie så istedet selv spiller med forbløffende stor overbevisning, og også har med til dette promobesøg på hollandske Top Pop…
Og nu vi er ved den engelske rockmusik’s hidtil sidste kollektive livstegn, den kulturelle bølge der noget fortærsket gik som Britpop: Denne sides favoritsingle med Sheffield-bandet Pulp blev udsendt dags dato i 1993. Den lyder stadig positivt som outsidernes ultimative triumf…
Dags dato 1995 udsender Britpop-profilerede Elastica ‘Waking Up’, deres største single. Musikken er i akkorder så lig med punk-klassiske ‘No More Heroes’, at Justine Frischmann & co. ender med en forligsdeling af indtægterne fra sangen med The Stranglers. Men er det ikke lige meget? ‘Waking Up’ kan uanset det efterspil fint nydes som et skarpt og selvstændigt stykke London…
London havde sine punkbands i 1976. Der var de mest iøjnefaldende og oplagte: Pistols, Clash, The Damned, The Stranglers og The Jam. Der var de lidt mere obskure, men ligeså hørbare: Wire, X-Ray Spex, The Slits, The Adverts, Siouxsie and the Banshees, Alternative TV og Subway Sect. Og så var der dem som prøvede, men allerede dengang virkede for ubehjælpsomme: The Lurkers, Generation X, Chelsea, Eater, The Boys og The Vibrators. Sidstnævntes andet album V2 købte jeg i 1978 pga. dets punkede cover, men var allerede slemt skuffet da over bandets ubehjælpsomhed, ikke mindst i øverste etage. Huskes bør de vel kun for deres fjerde single fra 1977, et catchy stykke punk-ingenting kaldet ‘Baby, Baby’. Her sangen som fremført af R.E.M. på en af deres taraditionelle fanclub-julesingler. Hvorfor ikke originalen? R.E.M.’s fritidsversion er bare bedre…
Findes der gældende postpunk ude på den naturprangende canadiske vestkyst? Svaret hælder mod et ja. Vancouver’s ACTORS har ialfald i dag udsendt denne begsorte single…
12 februar 1971, altså i dag for 50 år siden – og helt enig, rockmusik er blevet frygtelig gammel – udsendte Marc Bolan med T. Rex en af sine mest elegante singler, dendisco/glam-orienterede ‘Hot Love’. David Bowie var ikke ankommet endnu til sin Ziggy Stardust-glamrock, der ultimativt skulle gøre Marc Bolan (der i modsætning til Bowie skulle vise sig at være en one trick pony) irrelevant, så naturligvis og fortjent blev ‘Hot Love’ den første T. Rex-sang, der ramte den engelske hitlistes øverste plads, hvor den skulle trone i hele seks uger. 60’erne var forbi, England var så klar til noget nyt og anderledes…
Hvem siger det kun er vinylcovers, som har stil? Ikke Roxy Music’s tredje album ialfald. Og dets musik er ovenikøbet af tilsvarende klasse. Her åbningsnummeret ‘Street Life’ på Top of the Pops 22. november 1973…
11. februar 1977: David Bowie gjorde alting omvendt de fleste andre artister i denne periode. 14. januar havde han udsendt albummet Low. Fire uger efter kom så første single derfra. Billederne herunder til ‘Sound And Vision’ er fra et besøg i Holland senere på året, da Bowie lavede promotion for “Heroes”…
Med krautrock-legenden Conny Plank i producerstolen indspiller Ultravox, der netop har skiftet frontmand fra John Foxx til Midge Ure, i 1980 denne instrumental af europæisk rimfrost. ‘Alles Klar’ udsendes ikke på bandets samtidige hitalbum Vienna (1980), men istedet som b-side til singlen ‘All Stood Still’ derfra…
I dag for 35 år siden udsendte Depeche Mode singlen ‘Stripped’ som forløber for Black Celebration. Dens små fire minutter demonstrerede klart, DM-frugten nu endelig var blevet plukkemoden…
Har altid fundet det uværdigt, når rockstjerner koreografisk planlagt smadrer guitarer på scenen. Hvis det bare er et skuespil, hvorfor så ikke istedet give det sagesløse instrument til en trængende teenager, der ville dø for at kunne have et? Havde dog ikke regnet med at skulle se Phoebe Bridgers i den lange række af meningsløse guitarmishandlere. Men her er hun i sin debut på Saturday Night Live forleden med ‘I Know The End’, der klimakser i primalskrig og den omtalte guitarofring. Men hvordan klarer hun det så? Ikke så godt. Det er og ligner amatørteater…
Havde David Bowie mon fået samme lodrette stjernefærd uden sit tidlige guitar-es Mick Ronson, der sublimerede Bowie’s formfuldendte rocksange, som vel især hørt på Ziggy Stardust (1972)?! Her fortæller den underspillede, lidt sørgmodige Ronson, der døde kort tid efter dette uredigerede interview – og da iøvrigt også hans fine produktion af Morrissey’s glam-influerede Your Arsenal (1992) – om vanvidsårene med David Bowie. Til sidst her spiller manden fra Hull sin elektriske guitar alene, så man igen kan undres over, hvorfor David Bowie egentlig fyrede sin musikalske højre hånd i 1973…
