Og Robert Smith fra The Cure har også fødselsdag i dag. Hvorfor ikke fejre ham med en afspilning af en hans erklærede favoritsange, Echo and the Bunnymen’s ‘The Killing Moon’ fra BBC’s The Old Grey Whistle Test i 1985? Denne ret magiske version er filmet i Bunnymen’s lejlighed på Aigburth Drive ved Sefton Park i Liverpool. Fantastisk trommeslager-ener, den perfekte skibsbyggende bassist, excentrisk guitar-moptop på 12-strenget, og så ovenikøbet stemmen over dem alle i England på det tidspunkt, stjerneegoet Ian McCulloch. At sangen er mere end bare halvgod gør naturligvis også en forskel…

Hvis man gik og regnede med at Springsteen denne mandag skulle udsende en ny single (dog fra 90’erne) med Stereo MCs-rytme på, så var det godt set. ‘Blind Spot’ fra den til juni kommende Tracks II-box med hele syv uudgivne Springsteen-albums (!) kommer fra det såkaldte Street of Philadelphia Sessions‘-album. Der skete disse år noget med Springsteen’s sangskrivning, som overordnet syntes at miste sin til da så rige melodiske åre. Det fornemmes på denne skitse, der ikke gør meget væsen af sig, måske altså bortset fra det føromtalte, i dag sært malplacerede 90’er-beat. Sangen som dette tabte album er opkaldt efter – og den er af anderledes høj klasse – optræder iøvrigt ikke på den kommende udgivelse…

Mere uudgivet Springsteen-guld. Jo, ‘Backstreets’ har været tilgængelig siden udsendelsen af Born to Run i 1975, og står vel trods manglende hitstatus hos mange i en top-5 over bedste Springsteen-sange ever, men denne studieversion optaget undervejs mod den kendte albumoriginal har aldrig fået officiel udgivelse. ‘Backstreets’ med sin uafviselige fortælling om svigtet venskab er sådan et sjældent og åbent nummer, man nemt ville kunne bruge en hel påske på at lytte til forskellige liveversioner af, specielt de udvidet fritfabulerende fra 1977 og 1978. At der også findes forskellige studieudgaver, gør kun det hele endnu mere interessant. Denne version har øjensynligt strygere på, men disse lyder nu mere som et stort hammondorgel, der blæser ud. Hvilket egentlig er underordnet, for hovedrollen her ligger i selve spillet og især vokalen, hvor Springsteen virkelig synger for livet…

En af de aldrig udgivne sange Bruce Springsteen havde i spil i 1982 til den for ham så banebrydende Nebraska. Var noget af et chok dengang, ovenpå The River‘s vitalitet, med dette soloalbums så afdæmpede, kulsorte, nærmest cinematografiske skæbnefortællinger. Trøstesløse ‘Losin’ Kind’ her ville som sådan have passet perfekt ind. Mærkeligt sangen ikke i det mindste blev anvendt som B-side til en single, kvaliteten er der i den grad, men et så konsekvent fravalg er jo klassisk Springsteen…

Det er her det sker, på The Cure’s andet album Seventeen Seconds, at et helt specielt og enestående band træder frem. Først måske ikke til den store hyldest eller opmærksomhed, men alligevel begynder ringene at brede sig i vandet, stærkt hjulpet af forløbersinglen ‘A Forest’, der med sine stærkt profilerede kvaliteter er svær at overse. Seventeen Seconds udkommer i dag for 45 år siden. Følgende liveklip af albumtracket ‘M’ er optaget på en hollandsk festival et par måneder længere fremme…

Buzzcocks’ frontfigur Pete Shelley døde pludselig for syv år siden af et formodet hjerteslag, hvilket gør det noget dobbelttydigt at fejre hans 70-års fødselsdag i dag. Flaget fortjener dog at gå op alligevel til ære for den lille mand med den store sans for skarp popmusik. Derfor lige her Buzzcocks’ første egentlige single ‘Orgasm Addict’ fra november 1977, ægte nordengelsk punk rock…

Blandt de mere givende udgivelser på en noget bleg RSD forleden også Suede’s nye Vol 2.-opfølger til den gamle B-side-opsamling Sci Fi-Lullabies. Selvom Suede kreativt har været udsat for faretruende bølgegang siden, er det alligevel uden synligt besvær lykkedes Brett Anderson at sammensætte en dbl-LP af skyggenumre fra 1999 > 2023, der dogmet upåagtet virkelig spiller imponerende. Det naturligvis hjulpet godt på vej af at B-siderne omkring problematiske Head Music (1999) og katastrofale A New Morning (2002) ofte stod langt mere klart end de egentlige albumtracks. Men også efter genforeningen har der været en vedvarende strøm af bæredygtige numre, som omkring de enkelte albums er blevet fravalgt. Den slags kan så enten være et tegn på overskud eller dårlig dømmekraft. Tag nu bare den nye udgivelses startskud ‘The Sadness In You, The Sadness In Me’ med sine køligt storladne synth-streger, der kun fandt plads som bonustrack på deluxe-udgaven af Suede-nyklassikeren Autofiction (2022). Et helt nyt album rygtes iøvrigt snart på vej; der er noget at leve op til fra sidst…

RSD bød også på et anderledes genhør med John Lydon og PIL’s radikale debutalbum, Public Image (First Issue) fra 1978. Umiddelbart kun udsendt i Europa skulle pladen efterfølgende have været gjort bredt tilgængelig på den nordlige side af Atlanterhavet, det i et nyt mix som var blevet til året efter under indspilningerne af opfølgeren Metal Box. Men noget gik galt, masterbåndet forsvandt, Public Image (First Issue) udkom aldrig officielt i USA eller Canada dengang, og kunne stadig kun købes på import.

Sidste år dukkede det bortkomne mix pludselig uventet op, og derfor kunne RSD i lørdags byde på en anderledes måde at høre PIL’s debut på. Lidt som The Clash’s 1977-debut også kan tilgåes anderledes via den anderledes nordamerikanske version, der først blev udsendt i 1979. PIL-pladen er dog ikke så markant ændret i sit indhold som den. Lyden er anderledes adskilt, trommer/bass står mere centralt kompakt, der er lagt ekko rundt omkring på Lydon’s vokal. ‘Religion 1’, ‘Religion 2’ og ‘Fodderstompf’ er smidt af tracklisten, men til gengæld er ‘Swan Lake’ (AKA ‘Death Disco’) kommet til.

Er dette så en bedre First Edition end den oprindelige? Formodentlig ikke, men den nye plade giver en frisk indgangsvinkel til igen at opleve Lydon’s konsekvente og frygtløse brud med traditionel Sex Pistols-rock’n’roll. Musikken strømmer rå og nysgerrig, Lydon lyder akkurat ligeså friskt indigneret og afsted på en større mission her som i sit første band. Der er tydeligvis en hel verden på spil. Og bandet bag ham bygger selvsikkert vejen frem, altimens de går på den. Arkiver uden tøven under postpunk. Også selvom der ikke er en eneste genretypisk mol-akkord i et så heftigt nummer som dette…