Alle indlæg af Jens

Gesundheit!

Bauhaus-sanger Peter Murphy, som i disse uger har et længere soloengagement på en Greenwich City, New York-klub ved navn Le Poisson Rouge, meldes hospitalsindlagt efter et seriøst hjerteanfald. Livet er skrøbeligt, de resterende aftener aflyst, og god bedring alt hvad ønskes kan til postpunkens engang så visuelle Count Dracula af natlevende bleg hud, skinnende sort hår og knivskarpe kindben. Og hans Bauhaus? De lød sådan her dengang de fandtes som band…

Tyrkisk disco angst

I anledning af aftenens Super Cup-finale i Istanbul mellem Liverpool og Chelsea, på Besiktas’ stadion ved bredden af Bosporus, herfra lidt fokus på det tyrkiske darkwawe-band She Past Away, hvis tredje album Disko Anksiyete (‘disko angst’) netop er udkommet. Hvis The Cure kom tilbage og i musik lød ca. som She Past Away gør det her på ‘Durdu Dunya’, ville mange af os vist ånde lettede og lidt lykkeligere op…

Kimono his house!

Allerførst var der to bands som lyste klart på stjernehimlen over mine forældres hus ude i de fjerne provinser: Gasolin’ og så Sparks. Sidstnævnte red med på samme glam-hitlistebølge, som Sweet og Slade her til lands var kronede konger af, det selvom David Bowie og Marc Bolan/T. Rex ellers leverede både rammer og indhold til festen. Sparks, de var for outsider-mærkelige og asexuelle til at nå helt bredt ud. Da ikke mindst fordi Ron Mael, den keyboardspillende part af de to brødre, bandets kreative kerne, gjorde dyd ud af at ligne en ung Adolf Hitler, hvilket nok ikke ligefrem satte mange teenagepigehjerter i brand. I anledning af Ron’s 74-års fødselsdag i dag, her en af bandets største singler fra det Sparks-gyldne år 1974, hvor de udsendte deres to stærkeste albums, Kimono My House og Propaganda. Tak skæbne, man fik lov at opleve hitlistemusik af denne kaliber og luksuriøse særhed…

PS – Endnu et bevis på Sparks’ format dengang? Deres trommeslager hed Dinky Diamond.

Stadium kicks

Sæsonstart en fredag aften er og føles forkert, men dejligt at komme igang igen anyways. Ingen nævneværdige indkøb for Liverpool dette vindue, bare lidt tillæg på truppens yderste mandater, samt unge Brewster nu med i truppen. En rodet pre-season præget af fravær fra de mange A-stjerner, der enten havde spillet Copa America eller African Nations Cup. Så om den røde maskines tandhjul klikker ses først mod oprykkerne fra Norwich, der nok har en defensiv plan eller tre med til Anfield. 2. halvleg af Community Shield-dysten mod Man City søndag eftermiddag gav dog håb om mere fodbold a la før sommeren. Men bliver det så til det forjættede mesterskab denne sæson? Tror det ikke. Man City vil i længden formodentlig trække det lange strå igen på en kvalitetsbredere trup og en mere kreativ midtbane. Der er ialfald ikke råd for LFC til en langsom turneringsstart med en sådan konkurrent. Det bliver nervepirrende at se om skarpheden er der allerede i aften.

Liverpool – Norwich City, fredag, kl. 21.00, Viaplay/downthelocal

It takes a train to cry

Togene græder. Og jukeboxene lider. Dave Berman’s selvvalgte død i går har formodentlig affødt, hans musik med Silver Jews i dag er blevet spillet og hørt rundt omkring mere end nogensinde før. For alle som en bærer Berman’s uendeligt grundtriste men så paradesænkede sange jo profetien om dette tragiske endeligt med sig. Og derfor giver de en tung men måske også lidt forklarende mening at høre. Ialfald står ensomheden i hele Berman’s værk pludselig endnu mere markant frem. Her er det ‘Suffering Jukebox’, der musikalsk minder ikke så lidt om Dave Berman’s Pavement-venners 14 år tidligere ‘Range Life’…

Dave Berman RIP!

For små to uger siden bragte vi en dugfrisk sang fra den i musik genopstandne amerikanske excentriker og særegne sangtænker Dave Berman, der pludselig var tilbage i vælten med nyt band. Og Purple Mountains lød overraskende vitale efter de mange år års inaktivitet ovenpå sammenbruddet af Berman’s claim to indiefame, hans uforlignelige Silver Jews. Well, det var desværre en kort sommer med Purple Mountains, for Dave Berman har i går taget sit eget liv, 52 år gammel. Her behørigt ‘Darkness And Cold’ fra det nye album…

Hvad venter du på?

Ja, hvad venter du på? En lang sommer med så lidt ny musik, så få nye udgivelser, giver kun feberdrømme. Engang for længe siden var jeg med en flok på en togtur fra Athen, gennem det nu opløste Jugoslavien, til München. Togrejsen blev undervejs ramt af groteske forsinkelser, og da ingen af os havde noget proviant, yugo-valuta, eller kunne bruge den tids American Express-rejsechecks, hverken på togstammen eller de banegårde, den i sin møjsommelige rejse nordpå sneglede sig igennem, var der slet intet at spise i to og et halvt døgn. Så vi endte uundgåeligt i sultens volds djævelske fantasier og fortalte hinanden lange, beskrivende historier om de bedste måltider, vi hver for os nogensinde havde fortæret. Gjorde mere ondt end godt at høre på og forestille sig. Så hvad venter du på? Mig, jeg tjekker utåmodigt og hver eneste dag efter annoncering af to longplayers, ingen vel ved om i det hele taget er på vej: En ny en med The Walkmen’s Hamilton Leithauser, og ligeså meget et spritnyt Thåström-album. Har allerede ventet a-l-t for længe, men sådan er spillets regler, lost in music. Hvad venter du på?

Og den omtalte togtur? Flokken ankom endelig med dræbertoget til München en morgen meget tidligt, tumlede lysvågne ud på perronen, men alt var lukket på og omkring Hauptbahnhof. Eneste reelle mulighed var Weinland-vingummi fra en automat, der fandtes tyske mønter til. Tog på efterfølgende sukkerchok et morgen-schnellzug videre, fik et enormt måltid senere samme formiddag på en hamburgerrestaurant ovre i franske Strasbourg. Sult er en mægtig energi. Hvad venter du på?

Dagens 50-års…

Den aften på Nørrebros lille Cafe Rust anede vel ingen af os få betalende, det var et stjerneskud i frit fald vi så. For manden der stod så alene, uvelklædt og genert på den lille gulvscene for enden af lokalet, lignede blot endnu en amerikansk indiemusiker på snart glemt gennemrejse. Sådan bedrager skindet så ofte. Men lukkede man øjne og lod musik tale alene, strålede de bittersøde melodiske sange af en sjældent ensom utilpassethed, prøvelser fra bunden af livet, og – overordnet – musikalitet af en anden verdens klasse. Få år efter var han død, formodentlig for egen hånd, men hans musik har nemt levet videre, det via de seks albums han nåede at indspille. I dag ville Elliott Smith fra Los Angeles, California være fyldt 50 år. Han blev 34…