Alle indlæg af Jens
Så svensk som det bliver
6. juni 2003: På Sveriges nationaldag spiller Kent stort udendørs show for 34.500 mennesker på Stockholm Stadion. Publikum er blevet bedt om at komme klædt i hvidt, bandet og scene selv står i samme farve. Bagtæppet udgøres af et kæmpe sort/hvidt ‘svensk’ flag. Her er hvad spilles på aftenen under Norra Djurgårdens lyse himmel…
Celsius / Sundance Kid / Celsius / Om Du Var Här / Duett / Utan Dina Andatag / Dom Andra / Blåjeans / Revolt III / Pojken Med Hålet I Handen/ Kräm / VinterNoll 2 / Pärlor / Stoppa Mig Juni (Lille Ego) / Chans / Socker / FF / Sverige + + + Elite / Kärleken Väntar / Musik Non Stop + + + Kevlarsjäl / 747
Elected
…And if I am elected
I promise the formation of a new party
A third party, the Wild Party!
I know we have problems,
We got problems right here in Central City,
We have problems on the North, South, East and West,
New York City, Saint Louis, Philadelphia, Los Angeles,
Detroit, Chicago,
Everybody has problems,
And personally, I don’t care…
Dit livs 5. juni
Dire Straits lå nummer 1 på albumhitlisten med Brothers in Arms, mens de bedste (= mindst slemme sange) på den engelske singlehitliste var Fine Young Cannibals’ debut ‘Johnny Come Home’, Bryan Ferry’s ‘Slave To Love’, David Bowie’s ‘Loving The Alien’ og Depeche Mode’s ‘Shake The Disease’. Ja, der er så længe siden. Men smagen, duftene, lydene og de indre billeder af den dag er endnu. Det er det de store fodboldkampe i livet kan.
Lyt iøvrigt til Bryan Ferry her, og hør hvor meget hele denne sangs state of the art-lyddesign skulle inspirere Lars Hug’s Kysser Himlen Farvel, der udkom to år senere.
Den modigste mand
Små to år før sin død i 2014 udsendte Bobby Womack, med enorm fødselshjælp i både sangskrivning og produktion fra Blur’s Damon Albarn, et genrebrydende moderne soulalbum af opsigtsvækkende format. På The Bravest Man in the Universe mødes Womack’s sjælevridende sprukne stemme – de fleste kender den i det mindste fra klassikeren ‘Across 110’th Street’ – med nutidens hjemløse beats og skæve keyboardtryllerier. Her kigger Womack på en sang fra albummet undrende ind i verdens svimle kaleidoskop og spørger, hvad i alverden der er sket med os alle…
Født for 35 år siden
Født – eller ialfald udsendt – for 35 år siden i dag. Springsteen’s Born in the USA, et album først og fremmest designet til at gøre ham til verdens største rockstjerne. Missionen lykkedes, for pladen er i sin solide skydning med brede rockhits og muskuløst producerede spredehagl et yderst vellykket produkt (!), der både skulle komme til at definere sin samtid og sin skaber. Det sidste til en grad, så Bruce Springsteen aldrig igen bare kunne være sig selv og lave plader, der ikke var events når de udkom. Det skulle stække hans kreative output. På den vis minder hans ikke så lidt om den næsten lidt tragiske succés, der har ramt svenske Håkan Hellström de senere år. Men uanset sin sneboldeffekt er Born in the USA dog slet ikke en dårlig plade, slet, slet ikke. Dens emotionelle højdepunkt ligger først på side 2, hvor 1-2-kombien af ‘No Surrender’ og ‘Bobby Jean’, to sange om tabt venskab, er så hjertegribende, som det vel nogensinde bliver indenfor traditionel amerikansk rocknroll. Her en sang, der kunne have hævet albummets hjerteknuser-kvalitet endnu højere, men som desværre blev fravalgt til fordel for lettere og mere ubekymret materiale…
Imens i England…
David Bowie’s Warszawa
With each chapter and each verse…
Her er den første single fra det nye album Boston’s Pixies skal turnere verden med til efteråret. ‘On Graveyard Hill’ lyder i stil og harmonik slet ikke ulig den skævt primitive men catchy rockmusik, der skabte bandet et markant indienavn way back i slut-80’erne. Beneath the Eyrie udsendes 13 september, 1. oktober kommer Black Francis, Joey Santiago & co. forbi KB-hallen i København, fire dage efter gælder det Columbiahalle i Berlin…
Den med de store ører
Vildt det lykkedes lørdag aften. Så mange års stræben efter at træde ud af den sportslige middelmådighed, der længe syntes være blevet et grundvilkår for Liverpool. Selve finalen var elendig, men resultatet i verdensklasse. Og scenerne bagefter, ikke mindst de levende billeder af Jordan Hendersons åbenlyse sammenbrud i favnen på sin far, stod lysende. Alle klubtilhængere fortjener egentlig prøve mindst én gang, at opleve den følelse af eksploderende eufori og nobel storhed, som kommer med dette kæmpe trofæ. På den baggrund synd for Tottenham, der kom så tæt på i år. Klubsæsonen er forbi nu, for LFC for en gangs skyld ikke fyldt op med ærgelige tanker omkring hvad kunne have været. Det føles helt nyt. Onwards & upwards.
Roll away the years
Det er marts 1974. Ovenpå deres David Bowie-skrevne smash ‘All The Young Dudes’ er engelske Mott The Hoople fast inventar på hitlisterne. Her besøger de tysk tv for at give deres ‘Roll Away The Stone. Forsanger Ian Hunter er måske som 34-årig lidt gammel til at ride med på tidens unge glambølge, men klarer det fint qua en overbevisende stemme med langt mere melankolsk sjæl og outsiderdrama end hos konkurrenterne. I dag runder stadig sceneaktive Ian Hunter de 80. Vi hejser flaget med denne sang…
Tårer af guld
The beautiful game
Har altid elsket åbningsnummeret ‘The Game’ fra Echo and the Bunnymen’s grå 1987-album. Sangen, der bærer nogle af Ian McCulloch’s mest rørende og lyrisk åbne ord, var også melodisk singleforløber for albummet, og udkom på dags dato i 1987. Dejligt at kunne bringe ‘The Game’ her samme dag og aften, som McCulloch’s elskede Liverpool FC spiller Champions League-finale i Madrid.
...The earth is a world
The world is a ball
A ball in a game
With no rules at all
And just as I wonder
At the beauty of it all
You go and drop it
And it breaks and falls
I’ll never understand
Why you thought I would
Need to be reassured
And be understood
When I always knew
That your bad’s my good
And I was ready
Ready to be loved
Born under Mars
With Jupiter rising
Fallen from stars
That lit my horizon…
Maximum rock’n’roll
Den her uge, den her lørdag handler om én ting. Må guderne være nådige. Det er og bliver ufatteligt nervepirrende.
Tottenham – Liverpool, lørdag kl. 21.00, 3+/Madrid
Roky Erickson RIP
13’th Floor Elevators-sanger Roky Erickson, der tog den helt store kolbøttetur og forsvandt længe i galskabens skygge, er ikke længere. Tak til ham for raketter mod umulige mål og store sange, ikke mindst denne fra det sene kunstneriske efterår…