Vi gik i aften først forbi en udsolgt Den Grå Hal, hvor Cigarettes After Sex var igang. Performance fejlede intet, lyd var i top, visuals løftede, men CAS har et centralt problem med deres helt ens lækkert tilbagelænede sange, hvad det vildt store træk af folk, som trak luft udenfor, bevidnede. Aftenens egentlige mål var ligeledes udsolgte Loppen, hvor Massachusetts-synth-duoen Boy Harsher gik på ca. 22.50. En positiv overraskelse af de store live, hvor pladeversionernes indimellem lidt statiske produktion er erstattet af full-on længselssugende elektro. Tankevækkende at ikke flere af de +30.000, der hvert andet år samles for at se Depeche Mode genopføre en musik slet ikke ulig denne, ikke står klar to meter fra scenen, når den bliver serveret i Boy Harsher’s helt anderledes nutidige og relevante form med alt i spil. Så medrivende godt et set var det.
Alle indlæg af Jens
Introducing…The Murder Capital!
Der sker spændende ting i Dublin. Tidligere på året kom et vitalt debutalbum fra Fontaines D.C., og nu i efteråret er fulgt et med ligeså unge og intense The Murder Capital. Hvor Fontaines med deres tale/råbe-vokal stilistisk høres i slipstømmen af The Fall – og derfor naturligvis også Sleaford Mods – er The Murder Capital af den mere alvorligt intens-dramatiske Joy Division-skole, der i dette årtusinde har sendt så dog selvstændige bands som Interpol og Protomartyr ud i livet. Her er The Murder Capital på session-arbejde i Holland med to sange fra debutalbummet When I Have Fears…
Dance me to the end
Fredagens med størst spænding imødesete pladeudgivelse er Thanks for the Dance, bortgangne Leonard Cohen’s nye album. Så fint her lyder åbningsnummeret. Har hørt albummet en enkelt gang, og resten af sangene/digtene synes umiddelbart mere eller mindre at holde samme tårnhøje niveau…
Parka monkey
Naturligvis. Liam Gallagher’s scene i Liverpool torsdag aften…
The faraway towns hearing LOndon…
The Clash’s London Calling rammer de 40 år i december, og derfor skyder artikler, genudgivelse, ja, selv en udstilling i London op i denne tid. Lige her er det The Independent‘s Chris Harvey, der hylder det skelsættende dbl-album.
“In some ways, London Calling was not even the most radical UK album of 1979. The Slits released Cut, PiL’s experimental Metal Box opened with 10 and a half minutes of the near unlistenable “Albatross”, The Pop Group set off a post-punk chain reaction with Y, while Joy Division subtly tilted rock on its axis with Unknown Pleasures. London Calling only just made NME’s top 10 albums of the year, at number eight. Meanwhile, in Coventry, the 2-Tone movement was producing multiracial bands that did more than just pay homage to Jamaican music like the punks.
But London Calling had something unique. It was lightning in a bottle. All the shades of The Clash’s music – anger, passion, swagger, political fury, romantic heroism, anguish, dread, hope, innocence, humour and exhilaration – had been caught by producer Guy Stevens. It had street smarts and grandeur. In The Last Testament, Clash guitarist Mick Jones was at pains to point out that the songs had already been written, the arrangements already worked out, during a sustained period of intense writing and rehearsing at Vanilla Studios, behind a garage in Pimlico, before Stevens arrived on the scene. But the producer, a famously erratic alcoholic, whose techniques, as Letts’ film shows, were unconventional to say the least, wanted something more. Smashing chairs, pouring wine over a piano as Strummer played, swinging a ladder violently around his head, Stevens captured the spirit of The Clash. As the band’s former manager Kosmo Vinyl puts it in a quote from the Museum of London exhibition: “Guy Stevens wanted to make a record that sounded like scoring a goal at a Wembley Cup Final.””
Parting the cities…
Dagens 70-års…
Sveriges 50’er-generations store prepunk-rocksanger og sangskriver, Ulf Lundell, runder i dag de 70, kun få måneder efter sit comeback, der afstedkom både et vitalt Lundell-album, Tranorna Kommer, og en stort anlagt sommertour. Vi markerer med en ældre Lundell-klassiker, dog her i lidt nyere klæder; ‘Stackars Jack’ optaget live i den stærke Lundell-periode omkring kuldslåede Slugger (1998), hvor han og hans band for et par sæsoner positivt lød gevaldigt som et højtændt svensk Crazy Horse, intet mindre. Tillykke til Lundell – long may he run!
TR/ST London
I aften spiller canadiske TR/ST i den engelske hovedstad det første af fem europæiske shows. Koncertstedet ved Charing Cross-togstationen bærer iøvrigt samme himmelske navn som dette nummer fra TR/ST’s 2012-debutalbum…
Idolplakat
To af tidens helt store stemmer og sangskrivere forenet i duet på samme Del Rey-scene i Nashville, Tennessee i aftes: Hamilton Leithauser og vores Lana.
Hit me with your slum schtick
Ian Dury blev usandsynligt en yderst populær engelsk anti-rockstjerne i slut-70’erne, hvor han med sine sørgmodige men kærlige sangportrætter af engelsk lowlife ramte både hjerter som hitlister vidt og bredt. Hans søn Baxter Dury – der iøvrigt ses som dreng, ved siden af sin far på coveret af dennes bedste album, New Boots and Panties!! (1979)- har hverken samme folkelighed eller varme, men det med at skildre karakterer i tidernes skiftende vold, det magter han til punkt og prikke. Som hørt her på dagens nye single fra ham…
Hamilton/Del Rey?
Poetic justice? Det forlyder på jungletrommerne fra det store Nordamerika mod vest, at denne sides protege, The Walkmen’s Hamilton Leithauser, i aften lokal tid er inviteret med på scenen til Lana Del Rey’s show i Nashville, Tennessee. Om det er som support, eller det drejer sig om en duet med Del Rey, det ved vi først i morgen. Krydser fingre for sidste scenarie . At høre og se de to sammen kunne være noget af et treat…
Mere TR/ST
Det er et proaktivt 2019 for canadiske Robert Alfons og hans darkwave-synthband TR/ST, der har udsendt hele to meget fine albums i år. Her en spritny video til et af hovednumrene fra det seneste af dem, The Destroyer – Part Two, som TR/ST fra i morgen følger op på med en håndfuld europæiske klubshows i London, Bruxelles, Bern, Paris og Amsterdam…
★
I dag for fire år siden kunne en forundret verden for første gang opleve nummeret “★“, forløber- og titelsingle for hvad skulle vise sig at være David Bowie’s sidste album. “★” lød af en anden og ganske fremmed verden dengang, hvilket stadig er tilfældet i dag. Nummerets promovideo, udsendt samme dag, fremstår i stemning, tematik og abstrakte flader ca. ligeså radikal…
Helt blank
Albummet blev afspillet her i går, dog da uden den viden, det var 42 år siden på dagen det udkom. Richard Hell & The Voidoids’ Blank Generation (1977) er en af New York-punkscenens mere ubesungne mesterplader, måske for intellektuel til punk-puristerne, måske for hæmningsløst vild til art-crowdet. Så tjek den da ud, for Hell’s uortodokse nødvendighed, for anti-guitarist Robert Quine’s så fænomenalt Television-skælvende spil, for den skarpe smag af New York City’s så anderledes Lower East Side anno 1977…
The man who fell
I fredags var der gået 50 år siden David Bowie’s andet album – senere kaldet Space Oddity – blev udsendt. Det blev markeret på dagen med en udgivelse på guldfarvet vinyl, hvor et nyt 2019-albummix af Tony Visconti kunne høres for første gang. Ansporet deraf har videorestaureringsartisten Nacho – som gennem de senere år har beriget Bowie-baglandet med adskillige ‘nye’ klips af forbløffende kvalitet – i dag udsendt denne video med det nye fuldlængde-mix af hovednummeret, Bowie’ s første store hit. Billedsiden er fra sidst i 1969, da det schweiziske TV-program Hits a-Go Go har besøg af den kommende stjerne…