Alle indlæg af Jens

Syl Sylvain RIP!

Too much too soon? Verden blev en New York Doll fattigere i går, da rytmeguitarist Sylvain Sylvain døde efter længere tids sygdom. Dermed er kun sanger David Johansen tilbage fra det oprindelige band, der inspirerede New York City’s spirende punkscene i almindelighed og snart – helt sikkert gennem Malcolm McLaren, der på et tidspunkt var NYD’s manager – engelske Sex Pistols’ musik i særdeleshed. Her optræder The Dolls på tysk TV i 1973 med deres eksplosive cocktail af glam og kaos. Det er Syl Sylvain ovre til venstre, bag den store hvide Gretsch-guitar…

D for David Bowie

Vi kender alle historien til bevidstløshed: I 1976 flygter David Bowie med sin protegé Iggy Pop fra Los Angeles, USA, kokain, mælk, rød peber, paranoia, samt angst for at dø. De sejler (!) til Europa og slår sig ned i Vestberlin. Historien bliver kun ved med at være så interessant og mytisk, fordi opholdet i Berlin kaster ny musik af så høj og banebrydende kvalitet af sig, den stadig bruges som målestok for moderne rockmusik i dag. 14. januar 1977 udsender David Bowie det første af sine to albums det år. Low modtages umiddelbart lettere skeptisk af den engelske musikpresse, dog ikke af ledende New Musical Express, der betegner albummet som “stunningly beautiful…the sound of Sinatra reproduced by Martian computers”, intet mindre. Her et af de seks angiveligt, uhm, fremmedgjorte Sinatra-stykker fra Low‘s rytmiske side A, som fortolket på David Bowie’s Isolar II Tour året efter. Stort tillykke, Low – evig ungdom til en af verdens bedste og mest særegne rockplader!

Det er mit liv

Favoritsingle med Talk Talk? Min er denne, et hestehoved eller to foran opfølgeren, den ligeså europop-forcerende ‘Such A Shame’.

13. januar 1984 udsender Talk Talk forløbersingle for sit andet album. Singlen bærer albummets titel og er et syvmileskridt fremad fra debutalbummets hvalpede og lidt gennemsigtige new romantic-pop…

C for Chelsea Wolfe

Studieudgaven af denne sang fra Chelsea Wolfe’s Unknown Rooms: A Collection Of Acoustic Songs (2012) var på den preshow-playlist, Thåström havde kørende over PA på sin seneste indendørstour i efteråret ’17. På fredag kl. 20 kan selvsamme Thåström opleves på SVT1, når han i programmet På Sporet optræder som gæsteforsanger i et nummer med husbandet The Hellacopters. Lidt har også ret efter al denne ventetid på nyt fra ham…

England’s dreaming 1979

Rockmusik kan næsten det hele i 1979. 12. januar udsender London-kvartetten Wire, som allerede da har to stærke postpunk-albums på samvittigheden, singlen ‘Outdoor Miner’, en fri leg med enkle virkemidler, der i pop-excentricitet ligger langt tættere på The Kinks end på bandets egne punkrødder. Og så den klaversolo oveni…

B for beautiful chaos

Det bedste britpop-nummer ever der ikke er fra UK? Vi sætter gerne alle mønter på denne 1998-single med Göteborg’s stolte Broder Daniel. Nyd lige sangens kulmination på 2:44 da deres forvoksede og glittersminkede frontbarn Henrik Berggren, skriger ‘I’ll be gone’ ud i smadret rocknroll-abandon, som er det et spørgsmål om liv eller død. Og læg måske samtidig mærke til den korssyngende bassist i videoen. Han hedder Håkan, og bare to år ude i fremtiden står det skrevet, han skal blive popstjerne i Sverige langt udover det sædvanlige…

Apocalypse wow!

Har fulgt Lana Del Rey’s turbulente men ultimativt succesfulde færd gennem ikke så lidt hån, latterliggørelse og unødvendige anklager om manglende autencitet, det lige siden ‘Video Games’ sendte karrieren afsted forklædt som one hit wonder for snart ti år siden, så bliver af dagens nye single/video nærmest stolt over det stadigt stigende og efterhånden mesterligt høje ambitionsniveau i hendes udtryk. Vi, der holder af Lana Del Rey, tager hende måske næsten for personligt til os, men så igen er det vel netop den hengivenhed både Lana og den allerbedste musik gerne skal afføde. Her spejler hun, i en tysk bil på jagt efter USA’s tabte uskyld, nutidens mareridt mere smerteligt, end de fleste i hendes brede mainstream-position tør eller formår…

Alt begynder med A

Et iskoldt band til en gråkold dag? Manchester’s A Certain Ratio lever altid et beskedent Factory-liv i skyggen af Joy Division’s subkulturelle succes. Men ACR’s ligeledes Martin Hannett-producerede musik står de første år – inden bandet desværre går i et uopretteligt spin af amerikansk inspireret funk-overdrive – ligeså rustende nordengelsk og industrielt Thatcher-apokalyptisk skarpt som den fra deres mere kendte labelmates. I januar 1981 udsender A Certain Ratio dette nummer på den Factory-12’er, hvis cover kan ses her foroven…

If you’re in a rut…

Dags dato 1979 debuterer The Ruts med denne single, der straks får opmærksomhed, da John Peel begynder at spille den hyppigt på sit aftenlige BBC-program. London-bandet når ialt at udsende fem stærke singler (den mest udbredte deres punk-klassiker ‘Babylon’s Burning’), samt et desværre uforløst debutalbum, inden forsanger Malcolm Owen omkommer af en heroinoverdosis i sommeren 1980. The Ruts, der ligesom The Clash ofte udviser markant inspiration af jamaicansk musik, indtager lige indtil det tidspunkt med deres usminkede tekster og stærke riffnumre en lovende position på oprykningspladserne i næstøverste række af den engelske postpunk-liga…

Nothing left to lose…

Og sådan må det desværre være; kun to dage efter David Bowie’s fødselsdag kommer David Bowie’s dødsdag. Og hvilket kunstværk han skabte af sin egen bortgang gennem Blackstar, det sidste album der pludselig gav en helt anden og direkte mening allerede mandagen efter fredagens udgivelse. At have været så uhelbredeligt syg, dog målbevidst ambitiøs omkring det sidste kunstneriske aftryk i levende live, det fremviser ultimativt overskud. Stjernemanden tog afsted, men ikke uden først at have udsendt denne video til himmelsk musik, hvori han kravler ind i et skab og forsvinder. Bowie havde forladt os, men, generøs som altid, lod han sin livsgivende musik blive tilbage…