Alle indlæg af Jens

Opgøret med oprøret

Der var altid et naturligt fokus på John Lydon (Johnny Rotten) i Sex Pistols og hans efterfølgende band Public Image Limited. Sidstnævnte debuterede med singlen herunder 13. oktober 1978, et nummer der blev hørt som et direkte angreb på Sex Pistols og deres svengali-manager Malcolm McLaren. Men i dag her går vi bag den snerrende stemme og fokuserer på en bestemt del af musikken bag den. Den så fremtrædende guitar på dette nummer spilles af den nu afdøde Keith Levine, der kort havde været med i The Clash’s opstart, men til da ellers var et ret ubeskrevet blad. Han har to-tre forskellige stykker her, som ikke bare skaber nummerets identitet, men vel også lægger stildannende grund og lyd til guitarspillet i den genre, der snart skulle blive kendt som post-punk. Hans melodik og timing er stærkt original på disse figuer, der trods deres repetitive flirten med det atonale begge bærer de glasklare hooklines, der muliggjorde frontalangrebets placering på den engelske single-top-10. John Lyden havde efter bruddet med Sex Pistols brug for en stærk musikalsk platform, der gjorde op med det bands traditionelle rockmusik, men som samtidig kunne kommunikere ligeså stærkt. Denne single var i den forstand det perfekte førsteudspil…

Wendell Gee

Michael Stipe optrådte torsdag unplugged med fire sange ved et støttearrangement for Kamala Harris i R.E.M.’s hjemby Athens, Georgia. En af de fire var Fables of the Reconstruction-balladen ‘Wendell Gee’, der grundet guitarist Peter Buck’s udtalte modvilje til den aldrig blev en del af bandets live-repetoire. Men når man hører Stipe synge ‘Wendell Gee’ kun akkompagneret af to akustiske guitarer står det jo med tidens bagklogskab klart, hvilken stor sang der er tale om. I det hele taget et fængslende kort over Nordamerika der tegnes i ens indre af de fire første R.E.M-albums, der bevæger sig rundt og frem ved hjælp af antydninger, brudstykker og snoede småveje. Mysteriets kraft som historiefortælling i musik og ord…

Karaokebaren i GBG

Kun én uge denne fredag til den nye Thåström-plade udsendes. Hvis verden skal ses i den vinkel er det ligeledes i dag seks år siden denne side tog op til Göteborg i ruskende efterårsvejr for at fange de to første aftener på touren for mægtige Centralmassivet, som var udkommet to uger tidligere. GBG var regnfuldt kold men musikken brændende intens de to tårnhøje aftener i Lisebergshallen, der henne bag Nya Ullevi. Startnummeret på begge aftener var naturligvis det her…

The London Suede

Hip hurra for Suede’s måske allerbedste album, der fylder år i dag. En longplayer der ligesom The Smiths’ mesterlige Strangeways Here We Come (1987) er lavet på energien indefra af et band i konflikt og kælvende skilsmisse. Før Dog Man Star er færdiggjort har musikalsk mastermind og guitar-es Bernard Butler forladt Suede. Ikke mange tror vel derfor at noget helstøbt godt er kommet på bånd. Men så udsendes albummets første single. En måned efter følger Dog Man Star, nu til helt anderledes forventninger…

Transmission 45

Nævn bare én single med et rockband udsendt i 2024, der tilnærmelsesvis kan matche dennes hæsblæsende nødvendighed og skarptskårne kommunikative snit. Joy Division udsendte ‘Transmission’ i dag for 45 år siden. Rockmusik som sådan var tydeligvis et andet vitalt og mere blomstrende sted i de år…

Faldt for Felt

Bliver forelsket for livet fra det øjeblik jeg hører Felt første gang. Singlen ‘My Face Is On Fire’ er umulig at opdrive i 1982, men er heldigvis inkluderet på bandets daværende pladeselskab Cherry Red’s lavprisopsamling Pillows & Prayers samme år. Har engelsk spaghettiwestern-musik fra the Midlands nogensinde før eller siden lydt så besnærende?

Stilheden der bliver brudt

De har været væk i lang tid, så en uventet overraskelse denne onsdag at få en ny single fra dem smidt i hovedet. Det er Southend-on-Sea’s The Horrors der tales om, singlen hedder ‘The Silence That Remains’, en forløber for albummet Night Life – deres første i otte år; det er en halv The Cure de der har lavet – som vil blive udsendt engang i 2025…

Hell’s your man

New York City-punkens erklærede poster boy Richard Hell bliver frygtindgydende 75 år i dag; hans blank generation må siges at være blevet velvoksen. Her er uregerlige Hell, der siden blev boende på Lower East Side og har ernæret sig som skribent/forfatter, på en stærk single-b-side fra dengang…