Dagens 45-års-fødselar Young Americans er et både godt og interessant David Bowie-album, men ikke et af hans uomgængeligt store fra 70’erne. Var Bowie ikke løbet ind i John Lennon i New York, og havde han efterfølgende i januar 1975 ikke trukket ham med i studiet for at indspille, hvad skulle vise sig at være en besynderlig forbier-version af The Beatles’ ‘Across The Universe’, samt den bortset fra det åbenlyse hitpotentiale ret ligegyldige ‘Fame’, kunne det have været anderledes. For mens dette skete sad Tony Visconti i London og blev færdig med at mixe det Young Americans-album, han troede var det endelige, bestående kun af sange, David Bowie og han havde indspillet med band i Philadelphia. Men Bowie kontaktede Visconti, og ville nu pludselig have de to Lennon-samarbejder med ind på albummet, hvilket desværre skete på bekostning af de kunstnerisk langt stærkere ‘It’s Gonna Be Me’ og ‘Who Can I Be Now’, samt en soulificeret genindspilning af Bowie-singlen ‘John, I’m Only Dancing’. En positiv vinding ved det nye album var dog tilkomsten af ‘Win’ og Luther Vandross-stykket ‘Fascination’, som var blevet indspillet i New York i december 1974. I forbindelse med udsendelsen af det retrospektive boxset Who Can I Be Now? (1974–1976) i 2016 blev det endeligt muligt at høre, hvordan det oprindelige album – nu kaldet The Gouster – ville have lydt, da det der optrådte som enkeltstående album i de oprindelige mix og dengang tiltænkte rækkefølge. Ingen tvivl om at The Gouster, (tracklist kan ses herunder) som album er langt mere helstøbt end Young Americans, hvis anden side står som en for Bowie atypisk og uskøn rodebutik.
David Bowie – The Gouster
Side 1
1. John, I’m Only Dancing (Again)
2. Somebody Up There Likes Me
3. It’s Gonna Be Me
Side 2
1. Who Can I Be Now?
2. Can You Hear Me
3. Young Americans
4. Right
