Hørte kun om californske Ari Mason, fordi hun har lavet sin egen version af det tidlige TR/ST-nummer ‘Dressed For Space’. Men covers af andres ting bliver jo nærmest ligegyldige, når man med helt enkle virkemidler selv kan skrive, synge og udsende en så forførende stærk elektronisk sang som denne…
…It’s all spinning White like snow The girls all dance My night star show Diamond fortress I’m here again Can’t find the door Invite me in Take it off It won’t last long Let’s say it now Before the sun No will of god No moral code No men alive We’re beasts tonight…
Oppe fra Dundee på den skotske østkyst kom The Associates, en duo bestående af fem-oktavs-vanvidsstemmen Billy Mackenzie og multiinstrumentalisten Alan Rankine. Rankine lavede og indspillede sine musikalske landskaber – indimellem lydende som sange af en anden verden – som Mackenzie så lagde uberegnelige melodier og ord ovenpå. Den kombi resulterede i en af Storbritanniens mest specielle pop-succéser nogensinde. Herover høres en vild, dog stramt tøjlet instrumental Rankine-kreation, som herunder bliver til noget andet og større, nu med Mackenzie’s vilde input. Alan Rankine døde i dag for to år siden…
Nej, Rankine er ikke selv med på dette videoklip, da han omkring optagelsen netop var gået ud af The Associates.
Fra den franske hovedstad sender Minuit Machine – AKA Amandine Stoui – klart og tydeligt sin nye sang afsted. Tydeligvis ikke tilfældigt den udsendes på et pladselskab ved navn SYNTH RELIGION…
Ikke fra tyske BRAVO, men fra engelske Sounds. 1. januar 1977 udkommer det ugentlige musikmagasin med et nyt boyband på sin forside. Den håbefulde trio er så frisk fra fad, at der endnu skal gå 11 uger inden debutsinglen ‘White Riot ser dagens lys…
Nytårsdag 1977 åbner punkklubben The Roxy i Neal Street i London’s Covent Garden med en aften, hvor The Clash og Johnny Thunders’ The Heartbreakers er på plakaten. Den begivenhed samt det mere overordnede samfundsskifte mellem gammelt og nyt er rammen om denne Julien Temple-doku med fokus på The Clash, der først blev vist på BBC4 d. 1. januar for ti år siden i dag…
Pastoren, Joe Public, LS og jeg vil gerne sige tak for 2024, dels her på siden, dels ude i det virkelige liv. Håber I alle må få det bedste år nogensinde.
NYC-punkens ypperpræstinde Patti Smith fylder 78 år i dag. Hendes ungdomsår tilhører flowerpower-æraen i 60’erne, men hun er der alligevel gennem sit udtryk og sine ord for den yngre generation omkring de centrale klubber CBGB’s og Max’s Kansas City i 70’erne, da brydningstiden indfinder sig i 1976 og noget nyt opstår. Samtidig lykkes det hende noget utippet at blive regulær rockstjerne med sit band. Ikke noget der umiddelbart ligger i kortene på den kompromisløse debutplade Horses (1975), men da Bruce Springsteen tre år efter forærer hende sit potentielle hit ‘Because The Night’ ligger den brede vej banet. Her er hun dog med en af sine adskillige egne store sange, denne fra albummet Wave (1979), hendes i første omgang sidste inden hun for en længere årrække trækker sig tilbage til et liv i Detroit som familiemor med sin mand Fred ‘Sonic’ Smith, men det er en anden historie. Tillykke til Patti Smith fra New Jersey…
Fredag eftermiddag var der pludselig en hurtig time til overs i svenske Ängelholm. Og hvem skulle have troet en så forholdsvis lille by har sin egen fine second hand-pladebutik? Velassorterede Electric Mud Records ligger i tre små men vinylproppede kælderrum tæt på stationen. Kom afsted derfra igen med et par rejsevenlige 7″ere, blandt andet denne 1979-debut fra engelske Au-Pairs. Birmingham-bandet med no bullshit-kvinden Lesley Woods i forgrunden blev snart langt mere kendte for deres første album Playing with a Different Sex (1981), en siden sært overset plade, men dengang hyldet overalt som både fremsynet postpunk-klassikerog central feministisk markør. Debut-EP’ens tre numre var ikke med på albummet, men er ligeledes stærke og absolut høreværdige i dag. Her er det A-sidens ‘You’…
De fleste vil nok mene det nærmer sig kommercielt selvmord, at udgive sin debutplade i dødvandet mellem jul og nytår. Så naturligvis er det lige præcis hvad New York City’s Suicide gør. 28. december 1977 udsendes den elektroniske misfit-duos banebrydende og selvbetitlede album Suicide, et minimalistisk værk vel ingen har hørt uden at huske det bagefter, enten som ubehagelig koldsveds-paranoia eller sært dragende hypnotisk, muligvis begge dele samtidig. Her et af albummets syv skarptskårne numre…
Rocket rocket USA Shooting on down the highway TV star riding around Riding around in a killer’s car It’s 1977 Whole country’s doing a fix It’s doomsday doomsday…
De fjerlette Manchester-punks Buzzcocks synger jul forbi med ‘What Do I Get’. Den her tidlige version fra en John Peel-session i september 1977 er jo nærmest mere perfekt produceret end den officielle single-version, der først udkommer februar 1978 og hvis engelske cover ses her foroven…,
De 11 numre på Never Mind the Bollocks er næsten hvad Sex Pistols nåede at indspille og udgive med Johnny Rotten som forsanger. Plus kun yderligere tre af deres egne, samt en stædigt insisterende version af The Stooges’ ‘No Fun’, placeret som b-sider på London-bandets fire samtidige UK-singler. Men hvordan havde Sex Pistols udviklet sig, hvis ikke Johnny havde fået nok af manager Malcolm McLaren’s kreative manipulation, samt det kaos-cirkus der konstant var omkring bandet, og var skredet i januar 1978 for snart at redefinere sig selv noget så eftertrykkeligt med Public Image Ltd? Svaret ligger måske på det markante Bollocks-track ‘Submission’, der musikalsk lyder af noget ganske anderledes – er det tidlig Roxy Music…? – og mere end den her-og-nu-aggression, alle Sex Pistols’ sange med Rotten ellers brænder på. ‘Submission’ blev iøvrigt i oktober 1977 udsendt som selvstændig single med ovenstående cover, men desværre kun i Frankrig. Fandeme en heftig 7″er ellers…
Så hvor meget fattigere ville december ikke være uden The Pogues’ varmt sejlende musik og punkede anarki? Læg dertil Shane MacGowan’s besjælede ord, der sender sange som band afsted på bredest tænkelige vingefang.
Shane MacGowan, der døde sidste år, er naturligvis savnet nu, som han de facto var det de sidste 20-30 år af sit liv, hvor han grundet en ekstrem livsstil ikke længere var istand til at sejle sit unikke kongeskib af et lyrisk talent. Måske den kæntrende slagside var prisen for en så anderledes speciel vision og sans for at formidle den?
Musikken står under alle omstændigheder indspillet og kan nydes nu og i morgen. Man kan så nemt ønske sig at have hørt hvilke klassikere MacGowan kunne have begået de sidste 30 år af sit liv, hvor han ikke længere kunne skrive, men det er nok at misse pointen og præmisserne for denne uregerlige ener?
Her istedet ‘Sally MacLennane’, en af de mange forbløffende store sange, han nåede at servere os. Apropos at servere, så var det først i indeværende år det gik op for denne side, at titlen på sangen ikke er nogen irsk kvinde med grønne øjne, men istedet navnet på et ølmærke. Naturligvis. Det bliver sangens liv-og-død-fortælling dog overhovedet ikke dårligere af…
Sally MacLennane
Well, Jimmy played harmonica in the pub where I was born He played it from the night time to the peaceful early morn He soothed the souls of psychos and the men who had the horn And they all looked very happy in the morning
Now Jimmy didn’t like his place in this world of ours Where the elephant man broke strong men’s necks When he’d had too many Powers So sad to see the grieving of the people that I’m leaving And he took the road for God knows in the morning
We walked him to the station in the rain We kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
The years passed by the times had changed I grew to be a man I learned to love the virtues of sweet Sally MacLennane I took the jeers and drank the beers and crawled back home at dawn And ended up a barman in the morning
I played the pump and took the hump and watered whiskey down I talked of whores and horses to the men who drank the brown I heard them say that Jimmy’s making money far away And some people left for heaven without warning
We walked him to the station in the rain We kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
When Jimmy came back home, he was surprised that they were gone He asked me all the details of the train that they went on Some people they are scared to croak but Jimmy drank until he choked And he took the road for heaven in the morning
We walked him to the station in the rain And we kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
Hvem skulle have troet at NDW-fænomenet Peter Schilling’s himmelsøgende europop-omkvæd fra 1982 skulle blive en central del af 2024, da specielt i hjemlandet Tyskland, hvor dets sang ‘Völlig Losgelöst’, som fortabt romantisk fabulerer videre på skæbnen for David Bowie’s Major Tom-karakter, blev brugt centralt omkring det tyske nationalmandskabs deltagelse i egen EM-slutrunde? Fodbold kan.
I går havde vi her Peter Doherty’s sang til Amy Winehouse. Og her er så den nu afdøde sangerinde selv på Glastonbury’s scene sammen med The Specials og deres Terry Hall, som selv gik bort i dag for 2 år siden, kun 63 år gammel, han er stærkt savnet. Læg iøvrigt mærke til The Specials’ keyboard-maestro og bandleader Nikolaj Torp, der få år før var med på keys på Vejen Hjem Fra Rocknroll-touren. Men det var bare en bibemærkning; posten her tilhører Amy og Terry…
