Alle indlæg af Jens

Ny dansk, ny amerikansk, ny canadisk…

Ugen slutter med at Love Shop i dag har en ny lyrics-video afsted til den nye ‘Leve er at dø med stil’-single. Kan ikke poste den her på bloggen endnu, da det tager tid at få videos til LoveShopVEVO formelt godkendt af YouTube, men den kan istedet allerede nu ses på LS’s Facebook-side.

Istedet for – og det er ingen ringe erstatning – fortsættes så her den synthpop-kurs, som tidligere på ugen bragte forbi to – synes jeg – heftigt stærke nye numre med den amerikanske duo Boy Harsher. Her er det så canadiske TR/ST (udtales Trust) fra Ontario, der også har udsendt ny og lovende musik. ‘Gone’ er en sørgmodigt triumferende single, der positivt nærmest dufter af klassisk euro…

En milepæl fylder år

Et af de store før-og-efter-øjeblikke i moderne musik: New York City-bandet Television’s skelsættende debutalbum Marquee Moon blev udsendt dags dato i 1977. Her albummets store afslutningsnummer, hvor Tom Verlaine i sin solo – jaja, jeg ved godt guitarsoloer var ganz verboten i ’77, men Television og nærtbeslægtede Richard Hell & The Voidoids (hvor guitarist Robert Quine udførte lignende soniske mirakler som Verlaine og co-guitarist Richard Lloyd i Television) var undtagelsen – ophæver tyngdekraften og taler i et til da ukendt sprog…

International Clash Day

Det er International Clash Day i hele verden i dag, så beklager, der er ingen moralsk vej udenom; vi er nødt til at markere The Only Band That Matters med en post. Her er Strummer, Jones, Simonon og Headon live i december 1979 på Hammersmith Odeon i London med deres så majestætiske version af jamaicanske Willie Williams’ ‘Armagideon Times’. The Clash’s egen studieudgave findes som b-side på ‘London Calling’-singlen fra samme måned, samme år…

The sound of young East Kilbride

Fra skotske East Kilbride – som senere skulle sende The Jesus and Mary Chain afsted mod verden på en bølge af feedback – kom Roddy Frame, der i 1981, kun 17-årig gammel, singledebuterede på hippe Postcard Records i Glasgow med sit band Aztec Camera. Roddy skrev og spillede live sine sange på en 12-strenget akkustisk guitar, og fik hurtigt ry som et wonder kid, der kunne bruge komplicerede og næsten jazz-smagende akkorder med stor effekt i sine snørklede men på overfladen egentlig ret straightforward sange.

På de tidlige Aztec Camera-singler står b-siderne allerbedst: ‘Lost Outside The Tunnel’ og den underskønt fortabte ‘We Could Send Letters’ fra bandets to Postcard-singler er mageløse, både i komposition, skødesløs udførsel og ungdommelig vægtløshed. Og efter skiftet til Rough Trade i London fortsætter tendensen med henkastede små perler på bagsiden af de mere logiske hitlisteskud. Tag nu bare fjerdesinglen ‘Oblivious’ fra 1983, hvis b-side ‘Orchid Girl’ er af så høj sangskriverkvalitet, det synes absurd dens ophavsmand og afsender på det tidspunkt først netop lige er fyldt 19 år…

Og siden? Debutalbummet High Land, Hard Rain i 1983 af tårnhøj sangkvalitet martres af en tidstypisk og oppumpet elektrotrommeproduktion, en rigtig skidt idé til et band, hvis styrke er nærhed og den gode sang. Året efter dømmes opfølgeren ude af bandets indiepublikum allerede før det udkommer, da produceren er Dire Straits’ Mark Knopfler. Knife er nu heller ikke en helstøbt plade anyways, og skuffer hvor den når ud.

Siden går det op, mest ned for Roddy Frame og skiftende besætninger af Atzec Camera. Et enkelt regulært radiohit bliver det dog til med ‘Somewhere In My Heart’ i 1987. Ikke så længe herefter giver Aztec Camera iøvrigt en virkelig fin aften i Musikcaféen i København, hvor Edwyn Collins fra Orange Juice uanmeldt gæster. Siden er soloplader og lidt flere Aztec-albums, men den frie melodi er da blevet væk i en kærlighed for en mere regelret og korrekt (= kedelig) sangskrivertradition. Roddy Frame’s usædvanlige talent kan stadig imponere, men guldet ligger i begyndelsen. Her præsenteres de britiske TV-seere for the boy wonder i 1983…

Mere Boy Harsher

Elektroduoen Boy Harsher fra Massachusetts har helt klart hørt netop Northside-annoncerede New Order. Men det er slet ikke nogen dårlig ting på denne single fra det helt nye album Careful, hvor det underspillede igen danner filmisk stemning af et drømmende uvirkeligt stof. Musik som æstetisk eskapisme, eller snarere en musik, der i sin antydningens kunst dribler forbi det konkret udtalte og når underbevidsthedens havn urørt? Døm selv…

Reunion

Fra den anden side af Atlanten nyhed om The Rapture’s gendannelse. Blandt de mange hypede 0’er-bands fra New York City, var det ikke alle som stilmæssigt lod sin musik vokse i det formørkede rockspor. The Virgins og The Rapture var to bands, der med held formåede at skrive gode sange med et hedonistisk øje for festens dansegulv. Her en af hovedsangene fra seneste album In the Grace of Your Love fra 2011…

Fri os fra det onde, PSB

Det med velmenende protestsange er heller ikke nemt i 2019. Trods helt sikkert gode intentioner viser Pet Shop Boys på dagens nye singleudspil hvor galt det kan gå, når satirevinklen, som var det en anden skolekomedie eller revy der skulle lægge scene til, benyttes. Det var det desværre bare ikke. PSB kan være så meget skarpere end dette, når politisk morale ikke med løftet pegefinger presses ned i hvert eneste firkantet konkrete og komplet ulyriske sangord. Neil Tennant er alt for begavet til det her.

Hands and feet, please!

Har Depeche Mode nogensinde været bedre, end da de 5. februar 1990 udsendte singlen ‘Enjoy The Silence’, forløber til Violator, der skulle komme ikke længe efter?! ‘Enjoy The Silence’ er den perfekt opbyggede, udførte og producerede popsang, der passer som hånd i handske til bandets elegant-kontante, her endnu Alan Wilder-designede elektrolyd og til forsanger Dave Gahan’s maskulinitet af en skridsikker stemme. Og ingen version af sangen er vel mere vellykket end Francois Kevorkian’s såkaldte Hands And Feet Mix på den blå – ja, der er også en gul og en sort – 12-inch-single, hvor dens elektrolækre særpræg bliver dyrket og fremelsket, så det næsten ikke er til at bære. På den positive måde altså.

Oh, Karen

Karen O, sangerinde og stærk frontkvinde i New York City’s Yeah Yeah Yeahs, som for efterhånden for mange år siden trak os med på nogle fantastiske ture i pop-rollercoasteren, udsender sammen med producerstjernen Danger Mouse til marts albummet Lux Prima. Her en ny single derfra, hvor Karen O’s spidse trademark-stemme straks får placeret hvor vi er og hvem vi er med…

It’s a cockney thing

Ned til London, gå efter at ryste 2019-præstationsangst og nerver af sig, samt undgå tåbeligt Martin Atkinson-blinde dommerkendelser. Og så ellers ud over over stepperne. Tro kan flytte bjerge, men er der bjerge i Østlondon?! Det er allerede nervepirrende.

West Ham – Liverpool, mandag kl. 21.00, Kanal 6/downthelocal

PS – Og hvilken fornøjelse at bruge en boldkamp som undskyldning for at mindes, hvor knivskarpe Morrissey og hans band fremstod på og omkring deres for underkendte mesterværk Southpaw Grammar (1995).

Det store spørgsmål til The Specials

What was it like touring with the Clash?
Peter Milne, Norwich
Lynval: It was absolutely an eye-opener. Joe Strummer was a wonderful, wonderful human being, and being in that group of people at that time, there was so much excitement. Because we did our little pub thing, but this was like the next level up. It was just a wonderful vibe. Like one big party.
Horace: We learned how to present a show while on tour with the Clash. You would see how they go on stage and it was just like, Bang. We learned to give 100%. Not just shamble on stage and “If you don’t mind, we’d like to play a few songs.” We were totally different after that tour. I always say that we started that tour as civilians but ended it as a group.
Terry: And after the Clash thing, that’s when we cut our hair, because we discovered what we should look like by doing that tour. And then you end up in Crawley with about 1,000 skinheads gobbing at you.
Horace: That was scary. © The Guardian