Det er tredje vinter i træk, når The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser disse New York City-aftener – fra tirsdag til og med på lørdag – har sig et fem-afteners residency på Manhattan’s Upper Eastside-jazzklub Cafe Carlyle. Og i år er det samtididg fire år siden Leithauser senest var albumaktuel (med Rostam og hans I Had a Dream That You Were Mine) så en vis utålmodighed har naturligt indfundet sig blandt hans tilhængere over den så lange uforklarede bortkomst. Ifølge Carlyle’s website er Leithauser dog netop nu igang med at afslutte arbejdet på det andet soloalbum, der skal udkomme i 2020. Here’s hoping.
Tillykke til David Bowie’s Low, det første Berlin-album fra hans hånd, der udkom i dag for 42 år siden. Her fremfører Bowie og hans band året efter ‘What In The World’, et af de bevidst fragmenterede numre fra albummets side 1…
Årets første nye musik begynder så småt at udkomme nu. Athens, Georgia-bandet Algiers, kendt ikke mindst for virtuos musikalitet og en velfungerende samfundskritisk støj, har skruet ned for de synligt voldsomme virkemidler på denne nye single op mod bandets tredje album There Is No Year, der udkommer på fredag…
Peter Astor var i 1986-87 for en flygtig London-sæson semikendt som frontfigur i Creation’s nye håb, de i bakspejlet så overhypede og aldeles middelmådige The Weather Prophets. Men før dem var han sanger i The Loft. De EP-udsendte (ligeledes på Creation) i 1985 en coverversion af Richard Hell’s ‘Time’. Den lød i modsætning til Hell’s original forbløffende som skrevet, spillet og sunget af The Go-Betweens, Forster/McLennan-eksilbandet fra Australiens solbeskinnede østkyst.
Og her Richard Hell med sin egen sang. Dels som reference, dels for at nyde hans guitar-es, Robert Quine, der spillede rocknroll-guitar med en kuldsejlet Tom Verlaine’sk følsomhed, som siden blev adgangsbillet til Lou Reed’s band, hvor han kan høres på The Blue Mask (1980), Legendary Hearts (1983) og Live in Italy (1984). Siden spillede Quine også for bl.a. Tom Waits, Bill Laswell’s Material, Marianne Faithfull, Mathew Sweet og Lloyd Cole, det var inden han døde af en heroinoverdosis i 2004. Men allerbedst og mest centralt iørefaldende er han vel på det artpunk-klassiske debutalbum Blank Generation (1977) med netop Richard Hell and the Voidoids, hvorfra originalversionen af ‘Time’ her dog ikke stammer…
Og med Greg Dulli-posten nedenunder in mente vil denne tryglende utroskabssang med Austin, Texas-vokalgruppen The Slades fra 1958 klæde en blå mandag som perfekt. Umiddelbart efter følges den af den næsten identiske svarsingle ‘I Cheated’, hvor hende der har forbrudt sig, Joyce Harris, synger undskyld og nu lover evig troskab. Verdensfreden i det amerikanske highschool-mikrokosmos er således for en stund genskabt, hvilket illustreres ikke mindst af de først så forsmåede The Slades’ medvirken på hendes single…
Få har i nyere tid sunget mere ætsende om faldende kærlighed i jalousiens ubalance end The Afghan Whigs’ Greg Dulli. Så det føles naturligt, at netop han her i en session-optagelse fra december 2018 giver sit take på Leonard Cohen og Phil Spector’s ‘Paper Thin Hotel’. Greg Dulli er til februar aktuel med soloalbummet Random Desire, og kan i starten af april opleves live på Hotel Cecil i København…
I ly af vintermørket har Josef K, Postcard-bandet fra Edinburgh, på klar vinyl fra Les Disques du Crepescule fået udsendt en liveoptagelse af en belgisk koncert i april 1981. Da var bandet kreativt højtflyvende og snart aktuelle med sit enlige album, monokromt-euforiske The Only Fun in Town (1981). Optagelsen fra aftenen i Bruxelleshar længe været tilgængelig via streaming, og kommer som soundboardoptagelse så tilpas dynamisk, man fint kan være med. Her tracklist fra liveudgivelsen med den obskure titel The Scottish Affair (Pt 2), samt en smagsprøve fra studiealbummet på hvordan Josef K lyder…
A1. Fun ‘N’ Frenzy A2. 16 Years A3. It’s Kinda Funny A4. Crazy To Exist A5. Forever Drone B1. Revelation B2. Citizens B3. Chance Meeting B4. Sorry For Laughing B5. Final Request
Svær, svær opgave for Liverpool lørdag sen eftermiddag i Nordlondon. Godt nok er klasseafslutter Kane ude for den allerede pikerede Mourinho’s Tottenham, til gengæld er Liverpool’s måske allersværeste modstander i årets PL med, dommer Martin Atkinson. Det bliver nervepirrende.
Tottenham – Liverpool, lørdag, kl 18.30, 3+/downthelocal
En af årets første albumudgivelser i dag er Seeking Thrills, det andet album fra den engelske sangerinde og sangskriver Georgia (datter af en af de to lydingeniører fra London-elektronikerne Leftfield). Hvis det kan leve bare nogenlunde op til følgende førstesingles høje standard, bør Georgia ikke have meget at bekymre sig om…
På sin egen alvorlige fireårs-dødsdag synger David Bowie i live om sin død derude et sted i fremtiden, med ord og musik skrevet af belgiske Jacques Brel. Optagelsen er sidste nummer før pausen på den berygtede 1973-aften i Hammersmith Odeon, hvor Bowie’s Ziggy Stardust-figur senere må lade livet. Vi ophæver gerne grænsen mellem fiktion og virkelighed ved at mindes dem begge.
Hvid januar betyder en måned uden alkohol, IKKE en måned uden The Only Band That Matters. Guardian bringer i dag en liste over ‘The Clash’s greatest 40 songs’, sammensat og begrundet af musikjournalis/fforfatter Dave Simpson. Ved første blik konstateres straks flere tæt på kriminelle undladelser, men sådan må det jo være omkring et band med så mange forskellige kvaliteter at spille på. Under alle omstændigheder, listen, med dens små, hurtige historier, er bedst tænkelig inspiration til, at tage sig endnu en forrygende aften med den skattekiste af en diskografi som er The Clash’s. Enjoy! Således ser Dave Simpson’s top-40 over The Clash sange ud.
I en hjemlig verden af overvejende berøringsangst feelgood-pop, uforpligtende underholdningsrock og århusiansk hyggesoul er det svært ikke at knuselske Iceage, der musikalsk går til opgaven med noget så udansk som alt på et brædt og knusende hooks med spidse modhager. Den københavnske koncertsæson for det nye år begyndte onsdag aften med et show på Bremen, hvor Iceage gav en magtdemonstration af dynamisk intensitet og velstruktureret støj. Rockmusik dekonstrueret og sat sammen igen. De fem bandmedlemmer angreb fra starten den lydhøre sal med nogle af deres mere velkendte sange, men senere skulle settet byde på adskillige nye numre, som i diversitet, udtryk og generel musikalsk landvinding kun lover godt for det album, Iceage efter sigende snart skal indspille. Efter denne fuldtræffer af en aften synes ventetiden allerede lang.
Mange passagerer på Soft Cell-krydstogtskibet afsted gennem livet flokkedes mod nødudgange, da kaptajn Marc Almond i december udsendte en ny sang, hvis hovedfeature var højlandsk Jethro Tull-fløjte spillet af Ian Anderson himself. Køen ved redningsbådene bliver næppe mindre efter dette nye SOS af en bleg autotune-single…
