The Walkmen, fraværende nu på niende år på sin berømte ‘tidsubestemte pause’, genudsender på fredag 2008-mesterstykket You & Me, albummet hvor The Walkmen’s musik for alvor faldt på plads og blev helt sin egen. Den remastererede genudgivelse bærer navnet You & Me – The Sun Studio Edition, da den som bonus også indeholder de fem numre, der blev indspillet med lokal hornsektion under en dags besøg dengang i Memphis, Tennessee’s legendetunge Sun Studio. Her det første af de fem, en tilbagelænet, slingrende gennemkørsel af ‘Louisiana’, oprindeligt fra A Hundred Miles Off (2006), der onsdag er blevet udsendt som video. Bliver The Walkmen nogensinde gendannet? Det er gratis at håbe.
Championship-punkbandet The Ruts fra London udsendte dags dato i 1979 ‘Babylon’s Burning’, deres anden og mest udbredte single, der siden har stået markant på soundtracket fra sin brydningsfulde engelske samtid. Godt et år efter døde bandets karismatiske sanger Malcolm Owen af en heroinoverdosis, og The Ruts fortsatte herefter med stærkt formindsket skarphed og relevans som Ruts DC…
Den største sangerindestemme i 60’ernes britiske popmusik tilhører Dusty Springfield. Her har hun 15. marts 1969 taget den helt til Vestberlin for på Freies Berlin-senderen at synge til ARD-Eurovisionen Gala-Abend der Schallplatte, en live-fremførsel med stort orkester af en blandt de allermægtigste Dusty-sange, den da aktuelle ‘I Close My Eyes And Count To Ten’-single. Danske Nina & Frederik medvirker også ved showet den aften, men det er Grethe Ingmann der snart herhjemme indspiller Chris Westlake’s Dusty-sang på dansk…
Yeah Yeah Yeahs spiller lige nu shows i Europa for første gang i ni år. Samme afbrud af tid har der også være i pladeudgivelser fra Karen O, Nick Zinner og Brian Chase’s fælles band. Det rådes der i første omgang bod på med denne nye single, der jo umiskendeligt lyder som dem…
Ikonisk cover, negroni-bittert album, et britisk band i stor form. The Psychedelic Furs andet album Talk Talk Talk, der udkom 6. juni 1981, er mest kendt for ‘Pretty In Pink’, der i en mærkbart svagere genindspilning blev et signaturhit fem år efter via teen romance-filmen af samme navn. Men der er langt stærkere sange ombord på Talk Talk Talk, tag nu denne…
Falkoner, København er i morgen (søndag) næste stop på Iggy Pop’s Europa-tour dette forår, der forfriskende bringer et nyt band – inkl. horn – med sig, hvis aftener med Iggy dette forår har fået særdeles positiv omtale påhæftet. Denne gang er det endelig (!) ikke kun The Stooges-delen af hans fortid, som står altdominerende på setlisten, men mindst ligeså meget karrierehøjdepunkter fra soloårene. Her er James Osterberg himself (vistnok med sit nye band) i en nylig BBC-optagelse af New Values-højdepunktet ‘The Endless Sea’, som er med hver aften dette forår. Kan koncerterne nu leve op til det magiske niveau fra The Idiot/Lust for Life/Post Pop Depression-touren med Josh Homme-bandet, foråret 2016? Synes rationelt set ikke muligt, men det er gratis at håbe…
En stærk coverversion af The Associates’ helium-hit ‘Party Fears Two’ fra 1981 med sine vilde melodiske løb og fandenivoldske helium-vokal synes naturstridigt. Mod alle odds klarer Sheffield’s Heaven 17 dog den udfordring her med bravour ved hjælp af både fod- og håndbremse, samt en konsekvent udryddelse af originalens euforiske arrangement-hektik. Det kommer der en helt anderledes reflekterende og mægtig ballade ud af…
Like punk never happened? Det stramme royale fokus lige nu omkring Queen Elisabeth’s 70-års jubilæum minder om 25-års-dagene i 1977, da Sex Pistols punkterede den britiske blåblodrus med sit veltimede ‘God Save The Queen’-smashhit. Her ovenfor på The Mail-overskriften fra i dag er det ikke bare vegan ego activists, men ‘vegan activist ego morons’, nogle unge protesterende gøres til. Storbritannien har ikke brug for mindelser om tidens skyggesider under den ekstravagante jubelfejring af klassesamfundets allerøverste. Den samlede menneskemængde reagerede forståeligt med raseri. Sex Pistols, I får igen tre minutter…
Vi markerer aftenens besøg på Northside af The Bad Seeds med et billede af det ‘happy tea set’, Nick Cave selv har designet og som nu kan købes for lige over 1.200 kr. gennem hans webbutik Cave Things. Hvis man har 3.742 flere penge, så er der også blandt utallige pudsige ting samme sted en mørkegrøn Nick Cave-designet cashmere jumper med hans eget slogan ‘This morning is amazing and so are you’ henover brystet. Ja, du læste rigtigt: This morning is amazing and so are you.
Allerede i efteråret 1977, da man først hørte Sex Pistols-debuten Never Mind the Bollocks, var der ét nummer, der stilistisk skilte sig ud fra pladens fyrværkeri af indignations-antændte in-your-face-punknumre. ‘Submission’ lød dengang omme på side 2 ikke bare anderledes, men pegede klart mod en retning, Sex Pistols muligvis kunne have taget, havde bandet ikke fyret bassist/sangskriver Glen Matlock til fordel for håbløse Sid Vicious, og senere var gået i opløsning ovenpå et Malcolm Maclaren-skabt mareridt af en tour i det sydlige USA. ‘Submission’ står distancen i dag, og lyder stadig som intet andet fra dengang eller nu. Måske lige bortset fra instrumentalstykket midt i sangen (1:53>), der bærer et sært slægtskab med et ditto stykke i Roxy Music’s fire år tidligere ‘Editions Of You’…
Mon ikke Paul Weller ville give mange penge for, at ovenstående billede her slet ikke fandtes? Hans brit-ikoniske The Jam (rock & roll group) før – og herunder efter – punk-eksplosion og mod-revival sendte dem i kredsløb…
For to år siden, da Suede udsendte sin kronologiske The Best Of Suede: Beautiful Ones 1992-2018, var den første tanke her, at de to første sider af vinyludgavens fire næppe ville kunne matches af nogen anden opsamling hvad rocknroll-eufori, følelse af momentum og bandmagnetisk x-factor angår. Men hey, nu er det sket. Købte i fredags den nye Sex Pistols-opsamling The Original Recordings, der netop er udsendt i anledning af den aktuelle Disney Plus TV-serie Pistol, baseret på guitarist Steve Jones’ selvbiografiske Lonely Boy-bog. Serien er formodentlig tåkrummende, for hvordan skulle Sex Pistols’ nihilistiske vildskab og så markante persongalleri overhovedet kunne gengives bare nogenlunde acceptabelt som Disney-drama?! Ligemeget, for den best of er det hele værd. Efter Liverpool’s smertende finalenederlag i Champions League lørdag aften drak jeg kolde øl og fordøjede sorg i denne plades majestætiske larm. Mand, hvilken fantastisk vrede! Johnny Rotten stråler som karismatisk skrigende sanger, og bandet bag ham spiller med langt større swagger og swing, end de nogensinde dengang fik credit for. Du kender måske ligesom jeg alle disse numre udenad, men de får en ny friskhed af den anderledes rækkefølge, end man er vandt til fra Never Mind The Bollocks (1977). Læg dertil nogle ætsende stærke b-sider fra det oprindelige bands fire singler. Ja, naturligvis falder det hele kilometer i både niveau og relevans på de fem numre fra side 3 og 4, hvor Steve Jones og hjælpeløse Sid Vicious tager mikrofonen, men side 1 og 2 har det hele, alting, de bedste Sex Pistols-sange og lidt til. Tjek de to første siders fantastiske tracklist her…
Amerikansk-canadiske Ronnie Hawkins, hvis backingband The Hawks snart spillede elektrisk med Bob Dylan og blev verdenskendt i eget navn som The Band, er taget videre. Hawkins selv vil især blive husket for sin tidslomme af besjælet amerikansk pre-Beatles-rocknroll, som hørt her i denne sides favorit med ham, 1959-singlen ‘Southern Love’…
I dag (lørdag) er det 25 år siden Go! blev udsendt. Love Shop’s fjerde album var det første som fik skeptiske anmeldelser, det første der ikke blev prisnomineret, det første vores daværende pladeselskab umiddelbart ikke ville udsende. ‘Billedstøj i bagbutikken’, lød overskriften i Politiken, der sådan savnede popbandet fra de første plader. Vi selv vidste allerede dengang, de alle tog fejl, at den her samling sange og numre var Love Shop’s enkeltbillet til den fremtid, hvorfra det her lige nu bliver skrevet. Den gavmilde rehabilitering af Go! siden har jo også kun verificeret dette. Så hvem der har tre kvarter i morgen, sæt albummet på, skru op, enjoy! Stort tillykke med de 25, Go! – uden dig ingen evig ungdom!
Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.
Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.
Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…
