Naturligvis skulle der hurtigt komme en video til det i særklasse stærkeste nummer på Iggy Pop’s nye Free. Nu kan bare håbes på en særskilt 7’er-single, så ‘Loves Missing’ vil kunne fåes særskilt…

Nyd lige dette levende 1977-tidsbillede. BBC’s Bob Harris er i Hollywood for at besøge det nye amerikanske stjerneskud Tom Petty backstage før en koncert med hans Heartbreakers. Optagelsen er af filmisk kvalitet, 26-årige Petty selv southern softspoken, uspoleret og helt harmonisk tilbagelænet i sin nyfundne succes.

New York City-indiebandet Diiv udsender på fredag tredjealbummet Deceiver. Denne nye single derfra, ‘Blankenship’, holder i sin glidende, guitarbårne fremdrift en svær balance mellem det antydende underbevidste og det mere konkret sangbare. Visse mindelser her flere gange undervejs om de tyske mestre Die Nerven i lyd og tonalt dna…

‘Chelsea Hotel No. 2’ lyder som dokument af sin nu fjerne tid stadig ret udødelig, Adam Cohen lyder ikke ulig den unge udgave af sin far, og Lana lyder som…Lana. Alt er godt.

Stort tillykke, Monster – du blev født grim, men står vel nærmest smukkere end langt de fleste af dine R.E.M.-søskende i dag, ingen lille bedrift.

Så udkom Lars Winnerbäcks nye album, Eldtuppen, hans første i tre år. Læste en svensk avis i morges, hvor anmeldelsen – tre ud af fem hvepse…! – slår til lyd for, at Winnerbäck på denne plade tager stafetten videre, både hvad tekst og musik angår, fra Eskilstuna’s bedste, Kent. Sådan havde jeg slet ikke selv tænkt det, da jeg først hørte albummet i nat, for traditionalisten Winnerbäck har trods en beslægtet tung melankoli altid i sin ofte viseudsprungne musik syntes en langt rundere og mere imødekommende en-til-en-dagbogstilgængelig person end Jocke Berg er det i Kent’s. Alligevel giver det en vis mening hvad Expressen’s Anders Dahlbom sigter efter, når f.eks. ‘Stockholm I Okt’ her sender hjerteslag af drivende efterårstristesse ud. Der er et tomrum efter Kent, som skriger på at blive fyldt ud. Måske det er savnets ønsketænkning, hvis man bare tilnærmelsesvis føler det sker her…

Opløste Kent ligger til stadighed ned, Håkan Hellström er formodentlig taktisk neutraliseret i eget superstarfængsel, Lundell tager sig et velfortjent hvil ovenpå sommerens comeback-tour, og Thåström er guderne må vide hvor, forhåbentlig igang med at kæmpe de nye sange på plads, vi venter utålmodigt på. Så den svenske voksenscene står lige nu helt åben og klar til den hinsidan så massivt populære Lars Winnerbäck’s nye album Eldtuppen, hans tolvte, der udkommer på fredag. Her er åbningssangen…

Manchester’s Buzzcocks kom i 1977 med EP’en Spiral Scratch som et fornemt skarpt, bevidst primitivt punkband, men forlod allerede den nye relevante musik i 1979, da som et fremragende popband. Det skete dels med det vanskelige og uforløste tredje album, A Different Kind of Tension, men langt mere effektfuldt med singleopsamlingen Singles Going Steady, der på side 1 kronologisk præsenterede Buzzcocks’ til da otte a-sider, på side 2 de tilhørende b-sider. For hvis der var et medie Buzzcocks beherskede, så var det singleformatets korte spurt ind i bittersød popeufori. Den findes til overmål på Singles Going Steady, hvis første side er en åndeløs magtdemonstration i den uforløste og/eller uigengældte kærligheds muligheder for levende, selvudleverende, og ofte sort-humoristisk historiefortælling. Manden bag den, Buzzcocks’ frontfigur og hovedsangskriver Pete Shelley, døde pludselig for mindre et år siden. Men hans – og bandets – musik står lyslevende på Singles Going Steady. Hvilket jo kun giver god mening, for døde helte dør aldrig.

De var vistnok marxister, kom fra Leeds, og spillede en iskold post-punk, hvis skarpe hjørner og akavede terræn skyldte mindst ligeså meget til funk som til punk. Debutsinglen ‘Damaged Goods’ var en bemærkelsesværdigt frustrationskrampe med indestængte råbevokaler og koldsvedige lofi-håndklap. Fra lille Fast Records gik turen – ikke mindst via et par berygtede Peel Sessions på BBC – til store EMI, der 25. september 1979 usendte debutpladen, som bød på mere – og mere velproduceret – af samme slags. Et album hvis musikalske indflydelse rakte vidt og bredt i de år, således f.eks. siden nævnt af både Kurt Cobain og Michael Stipe som stærk igangsætningseksplosion.

Den engelske 60’er-popsangerinde Lulu – hende med ‘Shout’ – fik i 1973 assistance fra uventet side, da David Bowie og Mick Ronson, under optagelserne i Frankrig til coveralbummet Pinups, hjalp hende med indspilning og produktion af to Bowie-sange til en Lulu-single. A-siden ‘The Man Who Sold The World’ blev et stort hit i England, nok ikke mindst fordi Bowie’s faste band leverer solid backing og Starman selv synger andenstemme, samt spiller saxofon…

I går var ikke bare New Jersey-fænomenet og The Clash’s ‘Complete Control’s fødselsdag. Nej, det var også årsdagen for 1977-singleudgivelsen af David Bowie’s ‘Heroes’. I den anledning offentliggjorde Bowie-entusiasten Nacho en ‘ny’ video til sangen, bestående af ikke brugte klip fra den originale råoptagelse, skudt i London 27. september 1977. Det hele ville være lige meget, hvis ikke videoen var så kommunikativt fortryllende, en tidsrejse uden forbehold, der her så ubesværet forbinder afsenderens september 1977-verden med vores september 2019-verden, hvor forskellige de end er i ramme og indhold…