På dagens nye single her lyder den normalt så mørkedyrkende elektroduo Boy Harsher mere bredt tilgængelig end nogensinde. Sammenligninger med New Order, da Factory-bandet skiftede Joy Division-ham og uventet pludselig stod klar til at navigere i elektronisk pop, ligger næsten lige for, selvom dette nummers uventede lysstrejf muligvis kun er en enlig svale…
Alle indlæg af Jens
I had a dream, Cat
Gennem hele sin karriere har det været en Cat Power-specialitet at udsende covers af sine favoritsange. Ofte endda covers hvor sangenes oprindelige melodi og akkordstruktur forsvinder til fordel for øjeblikkets indskydelse og nuets kraft. En fri sjæl, der sådan kaster hele sit musikalske oplæg på gulvet og tager chancen ud i det ukendte. I dag udsender Cat Power albummet Covers, 12 sange fra nær og fjern i tid som stil. Nogle af dem er indspillet med et rootsy band, andre blot med guitar og klaver. Vi havde set tracklisten forlængst og drømt stille om, hvor gode f.eks. Nick Cave’s ‘I Had A Dream, Joe’, Iggy Pop’s ‘Endless Sea’ og The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ kunne være, hvis Chan Marshall lod deres musikalske strukturer intakt, og ‘bare’ lod spillets temperament og det ekspressive sangtalent farve dem et helt andet sted hen. Men nej, samtlige nævnte sange skuffer umiddelbart, ialfald hvis man er bekendt med originalernes stærke melodiske identitet. Der er jo ofte en meget, meget god grund til en sangs infrastruktur og akkordspænd. Fjerner man de elementer er man igang med en slags kreativt remix, en unødvendig rodbehandling, der naturligvis kan blive spændende, men for ofte her berøver den givne sang sin musikalske raison d’etre. På den baggrund vil Cat Power’s Covers være en langt mindre udvandet oplevelse for de, der aldrig tidligere har kendt og levet med originalerne. Og hvad er idéen med det?
Veronica RIP!
The New Jersey Connection
1977: Springsteen ligger i langvarig retskonflikt med sin ex-manager Mike Appel, og må så længe den varer ikke udsende nyt materiale. Istedet går The E Street Band i studiet og indspiller en single med Ronnie Spector. Sugar Miami Steve producerer begge dens sider, og har endda komponeret B-siden ‘Baby, Please Don’t Go’. Hovednummeret ‘Say Goodbye To Hollywood’ er dog klart vinderen her, spillet hjem på fullblown popklassisk The E Street Band-vis. Og hvem dukker, trods sit forbud, op i C-stykket og synger kor?
Ny rockmusik
Dublin’s Fontaines D.C. poster her til aften nyheden, at deres tredje album Skinty Fia, ‘an album of terrible lows and even worse highs’, udsendes 22. april. Her er førstesinglen…
Art of the cover
David Bowie udsender i 1973 album-frikvarteret Pin Ups, en legeplads for ham og The Spiders af coverversioner fra Bowie’s formative år i 60’ernes beat-London. Singlen derfra er ‘Sorrow’, et trofast take af Liverpool-bandet The Merseys’ 1966-hit. I Spanien udsendes ‘Sorrow’ i dette ret tidsmanifesterende og ialfald alt andet end sorgfulde cover.
Just walking the dead…
Som David Bowie’s fødselsdag blev fejret i forgårs, således fortjener også hans sidste dag med denne verden en markering. Og hvilken mere passende sang end denne rugende meditation over forgangen tid og mindernes skyggespil, han oprindeligt kom tilbage med som single i januar 2013 efter sit lange fravær fra enhver offentlighed…
Imens på Chelsea Hotel
Blondie, nye verdensstjerner i 1979, på det berygtede Chelsea Hotel, 222 West, 23rd Street, Chelsea, Manhattan, New York City.
75!
Tillykke, David Bowie!
Ch-ch-changes…
Fredag 7. januar 1972: David Bowie udsender den eneste single fra sit netop udsendte nye album Hunky Dory. ‘Changes’ peaker i ugerne efter som #49 på den engelske singlehitliste, men hvad den åbenbart mangler i hitpotentiale ejes til gengæld i langtidsholdbarhed. Lyt bare i dag, 50 år efter, til denne så lette klaverbårne sang, der om noget viste, at David Bowie, efter mange års ihærdig søgen, endelig havde fundet sig selv…
The beautiful and the…
London’s The Damned er vidt og bredt kendt for ‘New Rose’, den første engelske punk-single i efteråret 1976 og hvilken en. Men i dens skygge står efterfølgeren ‘Neat Neat Neat’ – udsendt 18. februar 1977 – lidt uretfærdigt skjult. Dens to minutter og 44 sekunder formår i sin egen ret også alt det, den bedste første punk kunne, både hvad gælder nødvendighedens eksplosive energiudladning og intuitiv tilegnelse af klassisk popanatomi. Her ‘Neat Neat Neat’ givet af The Damned på et samtidigt skotsk TV-show…
Art of the cover
Armed Forces, Elvis Costello & The Attractions andet album, udkom dags dato i 1979. Forgængeren This Years Model (1978), der var noget af et zeitgeist-hit i England, står vel muligvis endnu stærkere, men Armed Forces emmer af dugfrisk Costello-sangskrivning i den überorganiske Nick Lowe-produktion af de febrilsk storspillende The Attractions, og er stadig klart sine 40 minutter værd. Og så udkom albummet ovenikøbet i Europa med det ikoniske elefantcover af Tom Pogson. Amerikanerne, stakkels dem, tabte og fik istedet en anden del af cover-artworket, Barney Bubbles-værket herunder, som frontcover. Og så er det jo pludselig en helt anden plade. Ikke mindre når ‘Sunday’s Best’ er skiftet ud med den i dag mere kendte EC&TA-cover af Brinsley Schwarz-sangen ‘(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love, and Understanding’…
Blondie var et band
Blondie’s ene guitarist, art-rocker og fotoentusiast Chris Stein fylder år i dag. Her sidens personlige favorit (i skarp konkurrence med ‘Fade Away And Radiate’) blandt de sange han selvstændigt skrev til Blondie. ‘Shayla’ ligger på side 1 på fjerdealbummet Eat to the Beat (1979), et af NYC-bandets bedste og mest udfordrende. Sang Debbie Harry – Chris Stein’s faste girlfriend dengang – nogensinde sin drømmende girlgroup-længsel mere hjerteknusende ud end her? Gjorde nogen?
For altid…
En af årets første albumudgivelser bliver Henrik Olesens Optaget og Foreviget, der ser verdens lys 21. januar. I den forbindelse er anden forløbersingle netop blevet udsendt. Omend roligere og mere intim end novemberudspillet ‘Glødepærers Poesi’ byder nye ‘For Altid’ på mere af samme slags luftige, fintfølende, undrende musik…
Spaghettiwestern-postpunk
Den her single hørte vi vildt meget, da den udkom i januar 1982. London’s Theatre of Hate – stærkt postpunk-bandnavn! – var et af flere engelske bands af sin tid med hestegaloperende rytmer afsted ud mod fremtiden og melodrama spillet helt op. Bag frontmand Kirk Brandon’s udfordrende falset fornemmes et nærtforstående western-shootout, men besynderligt nok også russiske vidders nådesløse hårdhed. På den vis passede Theatre of Hate godt ind i en dommedagsbevidst postpunk-verden, selvom purister fandt deres konfrontations-romantik for kulørt og karikeret. Love them or loathe them, den af The Clash’s Mick Jones-producerede ‘Do You Believe In The Westworld’ er Theatre of Hate’s bedst profilerede single…