Alle indlæg af Jens

2 bliver 50

Gasolin’s andet album udkom i dag for 50 år siden. Vildt at noget, man engang så som vibrerende forkantssymbol på, uhm, moderne ungdomskultur, nu rammer et støvet, bedaget halvt århundrede. Og hvordan lyder musikken på Gasolin’ 2 så her ude i fremtiden? Blandet. Dels nærmest uhyggeligt gammeldags i sin hippietids-naive og (naturligvis) ur-håndspillede tilgang, dels indtagende vital, når sangenes kvalitet ellers er der og bandets blåøjede christianshavner-charme stråler tydeligst igennem. Og så er der den sang om København, en slags opfølger til ‘Langebro’ fra debuten året før, med slingrende sav-solo, hvor den unge Kim Larsen – han er savnet – i 1972 undrer sig over, at Nørrebro endnu eksisterer. Det er før han og Gasolin’ i næste talevers sætter kurs mod Vesterbro for muligvis at grine af SAS-hotellet, i dag kendt som Radisson Royal Hotel, ak ja…

Blæsten, regnen, Niels Skousen

Fint med alle de ældre indslag her, men de er der jo ofte kun i mangel af nyt, som har fanget opmærksomhed. Dejligt derfor at kunne bringe en frisk sang der udkom i fredags, hvor Niels Skousen udsendte albummet Blæsten og Regnen, som gennem en varm Nikolaj Nørlund-produceret musik fortsætter mesterens sindigt melankolske sansninger af tilværelsens gang og livets absurditeter. Et slankt album på 31 minutter er det, et tiltrængt menneskeligt break midt i verdens galskab. Lige her i ‘Båden’ gælder det først liv og død ude på havet…

De dansende heste

Først lagde man mærke til den nye lyd. Trommeslager Pete De Freitas’ elegante whiskers fra mesteralbummet Ocean Rain (1984) var skiftet ud med – gys! – en trommemaskine. Og Bunnymen’s berømte organiske lyd var fraværende, afløst af en bærende, lys sequencer, der nemt kunne sende tanker i retning af New Order. Der skulle gå lidt tid før selve nummeret trængte igennem denne lyd-information. Men da stod det klart for mange, at Echo and the Bunnymen havde udsendt en single, der ville stå som en klassiker i bandets diskografi. Ja, visse dage nu lyder den måske endda et kvart hestehoved foran ellers ufejlbarlige ‘The Killing Moon’. Enspænderen ‘Bring On The Dancing Horses’ blev udgivet på single 14. november 1985…

Ser at denne side for syv år siden kørte en top-10 i Echo and the Bunnymen-singler, hvor ‘Bring On The Dancing Horses’ kun står som nummer 4. Det går jo simpelthen ikke, så her en ny og på mange af pladserne anderledes vægtet top-10. Måske vi overordnet bør genoplive traditionen med disse lister her…

Søndagens 44-års…

Hvis denne søndag ikke har været grå og farveløs nok. Hvis der er behov for en kæntrende vinterdepression. Så er Siouxsie and the Banshees’ debutalbum The Scream et effektivt valg. Et gennemført koldt maskinværk af langsom, stiv rytmik, repetitiv dissonans og afsporede ord. Dette fornemt monokrome album står således som forløber til den postpunk-lyd/tilgang bands som Joy Division, The Cure og Bauhaus snart også skulle fortabe sig i. Herunder Siouxsie and the Banshees på tysk TV dengang med den tysksprogede single-udgave af ‘Metal Postcard’ fra The Scream. Med her er endnu de Banshees-oprindelige John McKay (guitar) og Kenny Morris (trommer), der snart skulle forlade bandet under dramatiske omstændigheder til fordel for The Cure’s Robert Smith og trommekapaciteten Budgie. The Scream udkom 13. november 1978.

Verdens bedste søndagssang?

Sunday girl Debbie Harry præsenterer den lige her…

VU-medlem John Cale: “Lou and I had been up all night on crank, as usual, so we decided to visit one of his old Syracuse college pals. Unfortunately, this guy’s upper-middle-class wife didn’t appreciate visits from old college pals high on amphetamines, at 3am, who wanted to play music. He had a guitar which Lou picked up and the evening inspired him to write the song.

Barbarella’s, Birmingham…

Birmingham, sommeren 1979: Hvis du kommer inden kl. 21.30 på punk/new wave-klubben Barbarella’s kan du indenfor otte dage opleve The Cramps, The Cure og Simple Minds for ialt £1.50. Gad vide om Mean Street Dealers på programmet her ovenfor er en tidlig børnerock-udgave af Manic Street Preachers? Det kortlivede Evesham/Birmingham-band The Photos, anført af den lokale Chrissie Hynde-persona Wendu Wu, udsender i 1980 dette sansende tilbageblik af en sang om Barbarella’s, som undervejs nåede at have så prominente navne som Sex Pistols, The Jam, The Clash, The Damned, The Stranglers, Wire, The Adverts, The Ramones, Talking Heads, Iggy Pop og selv Blondie på plakaten…

Isola 25

I dag for 25 år siden rykker Kent op i toppen af den skandinaviske musik-superliga med tredje-albummet Isola, der i sin sangskrivning, kommunikative autoritet og musikalske finish er noget af en åbenbaring ovenpå bandets to første lovende udgivelser. Husker en regnfuld sommeraften året efter foran Kronborg i Helsingør, hvor Kent spiller gratis udendørs koncert på havnepladsen. Gå-på-musikken den mørke aften er The Clash’s ‘Bankrobber’, hvorefter det Isola-aktuelle orkester starter kontant ud med dette ligeså bass-tunge opbyggende rocknummer, der sidenhen skal stå som lidt af en overset klassiker i det omfangsrige katalog…

Keith Levine RIP!

Den postpunk-stilskabende Public Image Limited-guitarist Keith Levene, der allerførst var med til at starte The Clash, er gået bort. Hør hans revolutionært splintrede guitarspil her ovenfor på PIL’s episke debutsingle i eget navn. Hos The Clash var Levene kun med nogle få helt tidlige koncerter, hvorefter han blev fyret, det ifølge Joe Strummer pga. en langt større entusiasme for speed end for The Clash. På deres debutalbum er han dog co-krediteret som komponist på dette markante track…

Rope 44

Mærkedagene kommer hurtigt og tæt i Popworld. Forleden markerede vi her årsdagen for Sex Pistols’ eneste regulære album. I dag er det så Ladbroke Grove-rivalerne fra The Clash, hvis andet udspil Give ‘Em Enough Rope blev udsendt til spredte reaktioner dags dato i 1978. Dengang var jeg selv besat af pladen, men siden – specielt efter at The Only Band That Matters stilistisk foldede paletten langt bredere ud på de efterfølgende tre udgivelser – har den stået i et mere forbeholdent lys. Dette har dog lidt ændret sig de seneste par år, hvor Rope hørt herfra som tidsdokument står godkendt overbevisende, sin måske lidt rockistiske blindgyde tiltrods. The Clash synes på denne plade fanget i det tydelige spil om at komme op med en muskuløs mainstream-rockplade, der kan nå helt bredt ud. Den ambition er den amerikanske Blue Öyster Cult-producer Sandy Pearlman’s tilstedeværelse et tydeligt bevis på. Men The Clash’s svære to’er lider måske også under, at bandet siden debuten året før havde udsendt hele tre singler, som man af punk-etiske grunde ikke ville genbruge her. Tænk hvor stærkt et album Give ‘Em Enough Rope kunne have været, hvis single-bangerne ‘Complete Control’, ‘Clash City Rockers’ og ‘White Man (In Hammersmith Palais’, samt deres tre b-sider, havde været tilgængelige. Det kunne have været voldsomt. Så jo, materialet på Rope er af indimellem svingende kvalitet, produktionen beefy, desperationen tydelig at spore. Alligevel skaber The Clash’s nøgne ambition og trodsighed som the last gang in town alene mod verden et album, der står stolt og selvstændigt i dag så mange år efter, det sine omtalte modhager tiltrods. Tillykke med de 44!

Reintroducing the band

Suede har netop taget hul på en nordamerikansk tour, hvor London-bandet sammen med co-headlinerne Manic Street Preachers spiller 12 byer. En speciel begivenhed da det såvidt vides må være første gang siden 1997, Brett Anderson & co. besøger Canada og USA. Så der er meget at indhente både for band og publikum på disse novemberaftener, der udspiller sig i mellemstore teatersale eller haller. Og hvad spiller The London Suede så til disse pga. Manics’ tilstedeværelse forkortede shows? Der varieres øjensynligt lidt hver aften, men det ser sprængfarligt ud. Her køreplanen fra mandag aften – tourens tredje show – i The Warfield i San Francisco. Der fokuseres på 1993-debutalbummet og aktuelle Autofiction

Musik til Den Kolde Krig

Havde helt glemt det vistnok kortlivede London-postpunkband Ski Patrol, som på Killing Joke’s pladeselskab Malicious Damage i 1980 udsendte denne’ single, der lyder præcis som den skal af sin dystopiske tid; pulserende bass, tre akkorder, stift hvidt beat, langsom opbygning, skramlende guitar-paranoia , gentagne ord, øjensynligt inspireret af Francis Ford Coppola’s Apocalypse Now (1979), som var en åbenbaring da. Og jo, det er Killing Joke-frontfigur Jaz Coleman som spiller den synth…

Transformer 50

David Bowie var altid gavmild med at betale sine helte tilbage for inspiration. I 1977 hjalp han sit, uhm, umiddelbarhedsforbillede Iggy Pop med at skrive, producere og lægge Bowie’s eget band til de to mesterlige albums – The Idiot og Lust for Life – der kunstnerisk skulle sætte Iggy tilbage og igang med en fremadrettet karriere efter den voldsomme togafsporing som var Iggy’s The Stooges’ langsomme opløsning i død, larm og stoffer. Og ligeledes hjalp han Lou Reed. Bowie havde storbeundret Lou Reed’s Velvet Underground, hvad også høres stjerneklart gennem de så effektivt enkle rocknumre på Ziggy Stardust (1972). Men samme år fandt Lou Reed sig i problemer. Velvets var forlængst opløst, og Lou’s første soloalbum, en rodet affære skæmmet af de forkerte spillere, var floppet fælt. David Bowie samt hans løjtnant Mick Ronson trådte uselvisk til og stod som producerteamet bag ‘den svære to’er’, der gennem to håndfulde stærkt profilerede sange og en raffineret produktion skulle hæve sin hovedperson fra New York City-kultfigur til verdensstjerne. Transformer indeholder klassiske Lou Reed-hits som ‘Walk On The Wild Side’, ‘Perfect Day’, ‘Vicious’ og ‘Satellite Of Love’, men også dets deep cuts – et af dem herunder – er ofte en stor nydelse, det ifølge Lou Reed ikke mindst takket været Mick Ronson’s store evner som arrangør. Transformer udkom i dag for 50 år siden…

The Walkmen igen?

For godt en uge siden var der her på siden stort savn over fraværet af The Walkmen, som har været på en såkaldt ‘ekstrem pause’ siden 2013. Har højere magter hørt efter, eller hvad er det der sker? For på bandets officielle Insta- og Twitter-kontoer har der det seneste døgn været stor aktivitet omkring en sjælden ny post af en gammel filmoptagelse, hvor The Walkmen præsenteres ved en koncert og signatursangen ‘The Rat’ sætter skramlende igang. For hvorfor nu dette? Mange kommentarer kalder desperat ud på, at drømmen om genforening må være nær, mens andre, af frygt for skuffelsens slag, ikke tør gå så langt. Så der gættes på relancering af ældre materiale eller måske en ny opsamling, men mest af alt trygles bandet om en regulær reunion-tour. Vi følger op på her, hvad der sker. Her er det sene The Walkmen – føromtalte ‘The Rat’ er den tumultariske lyd af det tidlige – i al deres storhed på besøg hos David Letterman…

Green 34

Man husker ting omkring albums og deres udgivelse. 7. november 1988 var jeg i London, da dette fine R.E.M.-album udkom. Boede oppe i Kentish Town, husker hvordan albummets cover passede til årstidens farver i England. Og musikken kom også godt, en tiltrængt back to basics-forbedring ovenpå den hørt herfra for grumset producerede og for R.E.M.’s normale standard dengang melodisk fattige Document (1987). Ja, vildt at de udsendte et album hvert år da. Her en af Green‘s majestætisk svungne sange…

All time Low

En tung nyhed i dag fra USA: Mimi Parker, co-sanger og trommeslager i forbilledlige Low fra Duluth, Minnesota, meldes død af en kræftsygdom, der først blev diagnosticeret i 2020. Hun blev 55 år. Low spillede senest her i landet i starten af maj, da Store Vega i København bl.a. kunne høre hendes cool, underspillede beat og nærmest hypnotiserende harmonier på følgende nummer. Hvil i fred, Mimi Parker!