Findes der mon en mere majestætisk og bundsolid bassgang i nyere engelsk musik end denne på ‘I Wanna Be Adored’? Manden bag den, der gik under navnet Mani og spillede bass, først i Madchester-legendariske The Stone Roses, hvis epokegørende debut er gjort af sjælden klasse og særegen fri musik, siden på de mest spændende og udfordrende plader med Primal Scream, er pludselig død i dag…
Alle indlæg af Jens
Hater (S)
Hater er et indieband fra Malmö City med tre albums under bæltet. Efter tre års stilhed vender de i dag tilbage med denne lovende single…
Autoamerican 45
Har med årene fået stor kærlighed til det første Blondie’s næstsidste plade, den så undervurderede Autoamerican, der udkom dags dato for 45 år siden. Albummet, der egentlig skulle have heddet Coca-Cola, er kunstnerisk Blondie’s mest ambitiøse fra dengang og som sådan virkelig en fremvisning af Chris Stein’s cool art rock-ambitioner. Hvor tit oplever man en så seriøs vinkel på et mainstream-produkt rettet mod de verdensomspændende hitlister? Autoamerican lykkedes skam at nå højt til tops, hovedsageligt gennem dets novelty-single ‘Rapture’, som nok var manges første berøring men ingredienser fra den i 1980 nye New York City-subgenre hip-hop. Autoamerican‘s så anderledes, nærmest distancerede Blondie-tone slås an allerede på det storladne åbningsinstrumentalnummer ‘Europa’…
Støjslik
Støj som instrument, støj som virkemiddel, støj som orkanen omkring sukkermelodiens øje. Brødresammenstødet The Jesus and Mary Chain fra skotske East Kilbride albumdebuterede i dag for 40 år siden med Psychocandy, en plade som vel ingen andre. Mange havde benyttet sig af forvrænget lyd tidligere, men næppe nogen før eller siden kombineret den med så næsten girlgroup-perfekte poptunes. Psýchocandy var sådan et album, man gik ud og købte på udgivelsesdagen, tog med hjem og blev blæst væk af numre som det her. 40 år i dag…
Delivery i London
Homecoming for gendannede Babyshambles søndag aften på O2 Academy i Brixton…
This girl, that girl
Australske The Go-Betweens’ Amanda Brown bliver 60 i dag. Her er hun på et snapshot (med The G-B’s trommeslager Lindy Morrison til venstre) fra dengang fjernt, der fandtes rigtige fjernsyn. Tillykke til Amanda, som i 1986 med stor musikalitet (plus ditto charme) kom ind og løftede det lille band.
Apotek Vintergatan
Sverige kan sine traditionelle sangskrivere, der bruger deres værk til at synge tilværelsens mørkere sider ud. Borgholm’s Toni Holgersson havde en lovende musikkarriere i start-90’erne som kulsejlede i stoffer. Siden er der kun kommet sporadiske, blåtonede plader med fokus på et liv i og med misbrug. For 14 dage siden udsendte Holgersson albummet Apotek Vintergatan, hans første i otte år, hvor han på syv afdæmpede, afskrællede sange fortsætter sine stille observationer fra noget, der nemt kan ligne et car crash i slow motion. Talentet hos denne mildt udseende Toni Holgersson er dog slet ikke kørt galt; der vibrerer en særegen og glødende strøm i hans underspillede fortæller-minimalisme…
“…Du vet jag ville va en luffare
Men jag va alldeles för mjuk
Nu är mor och far döda
Och snart är filmen slut..”.
Svensk klassiker, 20 år
Hvordan kan man omstille betydningen af Thåström’s semiakustiske soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) til danske forhold? Vel nærmest som at forstille sig, at Sods/Sort Sol’s Steen Jørgensen havde udsendt en plade med Kim Larsen’s Værsgo‘s (1973) særlige statur og indvirkning; altså en malmsort folkeklassiker.
Thåström kom fra to buldrende, tungt bevæbnede rockplader, der havde markeret hans tilbagevenden til det svenske sprog og regulære sange efter flugtårene med gidseltechno-bandet Peace, Love & Pitbulls. Hovedpersonen selv har siden talt om en realisering af, der skulle ske noget drastisk. De distortede guitarmures udtryk føltes afsøgt, autopilot stod for døren, så Thåström var sig helt bevidst; han måtte sublimere sin sangskrivning og blotte sig mere, både i ord og udtryk.
Hvilket forklarer det radikale sceneskift på Skebokvarnsv. 209 (titlen er adressen på barndomshjemmet i Högdalen, 12 stop på T-banan syd for centrum i Stockholm), hvor Thåström i en for ham dengang radikalt anderledes lavmælt, nøgen musik, uden sminke eller nogen smart rockattitude, i øjenhøjde med sig selv roligt malende aftegner sit liv og udsyn.
Således starter albummet, med et kontaktsøgende brev fra ham i København til en bortgledet ven oppe i Stockholm. Skebokvarnsv. 209 blev udsendt 16. november 2005…
Den svenske musikblog 482mhz markerer den runde fødselsdag i dag med en gennemgang af ‘Thåström’s renässansperiod 2005-2025’, læs med lige her.
Og Ulf “Rockis” Ivarsson, der spillede bass i bandet fra dette album og 15 år frem, samt også var en vigtig mand i studiet for Thåström, skriver i dagens anledning på sin Facebook-side:
“I dag är det 20 år sedan Thåström släppte albumet Skebokvarnsvägen 209. Det var detta album som också inledde ett 15 årigt samarbete med både turnéer och skivproduktioner involverade med Thåström.
Tiden går fort och när jag tänker tillbaka på den där sena eftermiddagen i februari 2005 när jag fick samtalet och en förfrågan att vara med på albumet så känns det som igår..men samtidigt väldigt väldigt längesen..20 år sedan..? Stoltheten finns kvar att jag fick vara med på denna svenska milstolpe till album men också att jag även fick förtroende att vara med i sättningen med musiker som spelade live mellan 2005-2018 och även vara del av och producera några av dom efterkommande albumen.
Men i bland undrar jag om jag ens var där..tiderna, musikaliteten och framförallt människan förändras..man ömsar skinn och går vidare oavsett om det gagnar ”karriär” eller inte. Magkänslan får styra..bra eller dåligt? Ingen aning..
Tack Joakim för att jag fick landa i din intressanta bubbla av kreativitet och hårt arbete under dessa år.“
Her slutteligt endnu en juvel fra pladens skattekammer, denne dog fremført live i KB Hallen på Frederiksberg tidligere i år…
Lørdagaftenspunkrock
Må ikke glemme hvor Ramones-perfekte på deres helt egen måde de første års engelske Buzzcocks er som melodiøs punk-raket. Her er Manchester-bandet med sin tidlige klassiker ‘Boredom’, der nok mest er kendt/berygtet for sin punk-etos med en udtrukket guitarsolo på kun to toner. Den gives endda hele to gange i denne positivt hæsblæsende 1980-optagelse af nummeret fra et show i Boston, Massachusetts. På bandets debut – DIY-EP’en Spiral Scratch (1977) – var det bandets første sanger Howard Devoto (som gik ud af Buzzcocks og dannede Magazine) der synger ‘Boredom’, men det klæder egentlig sangen her med Pete Shelley’s mere presserende, mindre bitter-sarkastiske vokal…
Sangen om den røde guitar
Hun havde en anderledes tilgang til musik. Vi andre havde alle vores favoritter, som konstant blev skiftet ind og ud, nye bands, singler, gamle fund, wild shots. Hendes musikalske verden bestod af færre komponenter, hun til gengæld havde en standhaftig trofasthed overfor. Det var de samme med tiden slidte albums og 7″ere som kom på igen og igen, når hun havde brug for musikkens verden til at løfte eller bare omslutte sig. Hun elskede virkelig denne, hendes egen udvalgte musik. I foråret 1985 kom hun hjem fra byen en dag med den nye debutsingle fra David Sylvian, forsanger fra da netop opløste Japan. Den blev straks en af hendes erklærede sange, som vi derfor skulle høre over hele sommeren, den var altid med os. Dengang betød ‘Red Guitar’ ikke det store for mig, men hørt i dag er dens ubesværede refrain-elegance svært betagende, ja, sangen lever på det parameter nærmest i en slags parallelunivers til Bryan Ferry og hans sene Roxy Music. Det lidt jazz-smagende, trompetbårne C-stykke gjorde intet for mig, men på afstand nu bygger det helt rigtigt op til den transponering, der sender sidste omkvæd så perfekt afsted mod i dag…
Kulden
En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…
Skriget
Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.
Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…
Art of the cover, cover of the art
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Den originale coverversion? 2
Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om 70’er-discodivaen Amanda Lear, der åbenbart har stablet et comeback på benene. Og good luck herfra med det, men denne spritnye Amanda Lear-single spiller og dog er det Pet Shop Boys som farer igennem hovedet her. Akkorderne, melodien, discoteks-universet, den kitschet-melankolske tilgang i teksten, alt er næsten som noget der kunne være en vellykket PSB-single. Det er det bare ikke…
Dem der skinner
I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…