Kategoriarkiv: Blog

Going overground

I slut-70’erne slås The Clash og The Jam om overherredømmet i ny britisk rock. Ugen før The Only Band That Matters i november 1978 er klar med den vanskelige to’er, den muskuløst Sandy Pearlman-producerede Give ‘Em Enough Rope, udgiver The Jam deres egen tre’er, den langt mere ubesværede, fjerlette og retro-britiske All Mod Cons, der bliver mod-trioen fra Woking’s store albumgennembrud. Her en lille doku om albummets tilblivelse…

For 30 år siden

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

Viva Bryan Ferry!

Stilkonet Bryan Ferry, der først begavede verden med sin retrofuturistiske glamrock-drøm kaldet Roxy Music, siden med dem og så kun i eget navn blev en af de mest elegante sangere af den store popsang, fylder 75 år i dag. Det markeres lige her med en afspilning hans måske bedste nummer nogensinde. ‘If There Is Something’ optræder først på Roxy Music’s debutalbum i 1972, men versionen her fra bandets 1976-livealbum Viva! er på sin vis ligeså frygtindgydende speciel og specielt god…

Left of the dial i den grad

Der er Replacements-fokus her ovenpå dagens RSD-udgivelse af det tredobbelte livealbum Inconcerated fra Wisconsin University i 1989. Har til nu nu været igennem både Tim (1985) og Pleased to Meet Me (1987), og er, efter ikke at have hørt dem i længere tid, lettere lamslået over den uslebne diamant-kvalitet, pladerne og Minneapolis-bandet besidder, lige dele rå vildskab og ubevidst sans for skønhed…

Vi hørte Rock Nyt!

Sidste gang jeg så Jan Sneum var en tidlig aften for et års tid siden, hvor vi løb ind i hinanden i et supermarked på HC Ørstedsvej. Sneum, smilende som altid, fortalte så ærgelig om sin sygdom, hvis behandling nu forbød ham, at rejse ud i verden og opsøge den nye musik, han levede sit liv for at opleve og formidle. Den aften i supermarkedet var Jan Sneum dog ikke på jagt efter vild musik, men derimod noget frisklavet hummus, han skulle bringe med til en middag. Jeg måtte anvise ham til en Irma i nærheden, så vi skiltes der ved kasseapperaterne, da jeg havde trykket ham i næven og ønsket god vind med det hele. Der er så mange måder at sige farvel på. Han var en fin, fin mand.