Kategoriarkiv: Blog

Second hand soul

Specielt med brugte plader i Liverpool’s second hand-butikker. Uanset hvor uspolerede og umiddelbart good-to-go de ser ud, skratter de som regel oftest betydeligt mere end noget vinyl købt andre steder i Nordeuropa. En nogenlunde undtagelse fra den regel dog fredagens bedste pladekøb på Merseyside, en smuk rocksteady-7’er fra 1968, forholdsvis ubeskrevne Jenette Simpson’s version af det klassiske soulhit ‘Whatcha Gonna Do About It’…

A promise

The Bunnymen lader op til aftenens Merseyside Derby fra belgisk TV i 1981, dengang Liverpool FC også havde et stort hold kørende i fodbold. Lokalopgør er noget for sig selv, kan undsige sig alle regler for aktuel form og normal logik. Det bliver nervepirrende…

Liverpool – Everton, onsdag, 20.15 local time, Anfield

Miraklet i De Pijp

Sidste onsdag løb denne side ind i en af den slags vinyloplevelser, enhver pladesamlers drømme er gjort af. I Amsterdam-kvarteret De Pijp ligger second hand-butikken record Mania. På den regnøsende onsdag, hvor jeg kom derind, havde ejeren på disken stående to meterlange singletrækasser, som han var igang med at undersøge. Adspurgt fortalte han, det var en ny samling, en kvinde netop havde bragt ind for at afhænde. Den slags er der intet opsigtsvækkende i, for så mange sælger usentimentalt deres musikalske historie. Som oftest (= altid) bærer brugte plader naturligvis konkret præg af slitage, liv og tidernes gang, men da disse to kasser på disken blev vendt om, stod det straks klart, at denne samling var noget ganske andet.

For i samlingen, hvor der udelukkende gemte sig originale 7-tommere fra 1979-81, bestående af den tids ypperste britiske nye musik, var standen på disse vel +2-300 titler ikke blot opsigtsvækkende god. Nej, singlerne fremstod uden undtagelse som kom de netop fra fabrikken, så uspillede, helt ukrøllede i cover, shiny nye var de. Virkelig en sjælden glæde at stå med hænderne i en gylden tidslomme så perfekt bevaret, men uforklarligt aldrig nogensinde brugt. Mange af de uangribeligt velholdte singler stod endda med dubletter. Og mit udbytte? Havde i forvejen alt det essentielt ønskværdige som fandtes, så købte blot denne fine 7’er med Siouxsie and the Banshees, ikke mindst for at få et konkret stykke med hjem af dette uspolerede stykke hollandske paradis. Det gjorde ondt at forlade record Mania og gå ud i De Pijp’s mørke regnspejlende gader igen.

Bunnymen på toppen

Mens der måske ventes på videotroldmanden Nacho’s ‘nye’ klip af David Bowie’s ‘Stay’, som udsendes i morgen, her hans fund fra forleden, en 1981-optagelse på hollandsk TV med Echo and the Bunnymen, som fra toppen af karrierens yndefulde styrke filmer en strålende playback-version af ‘Show Of Strength’. I en bedre, mere retfærdig verden var det disse naturlige stjerner fra Liverpool, som var løbet med den berømmelse og alt det guld, der istedet tilfaldt langt mere endimensionelle U2…

Intromusik

Vi starter denne nye uge soft. Sidst vi så The National spille show – det var deres slet ikke vellykkede aften i Forum på forrige album – gik de på scenen til en dødelig skarp kombi af The War On Drugs’ ‘Brothers’ og Sharon Van Etten’s ‘Magic Chords’. Fredag aften i Royal Arena – en til sammenligning så klart bedre The National-koncert – var den tour de force-skarpe indie-intro skiftet ud med dette gamle Willie Nelson-nummer…

The Clash til en søndag

Endte i en dum Facebook-udveksling med en træt hippie, der pissede på The Clash og begrundede sin ringeagt for The Only Band That Matters med at kalde deres mastodont-værk Sandinista! (1980) for ‘ujævn’. En misforstået kritik, for naturligvis er netop Sandinista! ujævn. Ujævn som et sprøjtende maleri af Pollock, som Kerouac’s uredigerede On The Road-skriftrulle, som de skæve toner i den unge Dylan’s sang, ja, som livet. Her er så fint sansende og sørgmodige ‘The Call Up’, 3dbl-albummets første single, der udkom i disse kolde dage, hvor november bliver til december, i 1980…

Soft Tull?

Eller Jethro Cell? Musikken er en utro skøge, der indgår uventede alliancer, end ikke ens værste frygt havde fantasi til at forestille sig. Tag nu denne nye single med Soft Cell’s Marc Almond, hvor en af punkens musikalske fjendebilleder, progrockgruppen Jethro Tull’s fløjtespillende Ian Anderson, er hentet ind som trækplaster og lydidentitet. Den slags er allerede på papiret bare……forkert. Og bedre bliver det ikke som sangens højlandsstemte musik åbenbarer sig med trillende alfefløjte og en lilletrommelyd så kønsløst styg, man tror det er løgn. Det er det desværre ikke. Soft Cell’s så fine eftermæle bøjer hovedet i skam…

Musikbranchen og klimakrisen

I denne uge kan man i Nature læse en artikel af syv ledende klimaforskere, der meget direkte siger, at det er sidste udkald for menneskeheden lige nu. Vi er nødt til at gøre en hel masse helt anderledes, hvis vi skal undgå katastrofale ændringer af vores livsbetingelser.

Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.

Tidligere i år skrev mere end 200 store musiknavne (fra Radiohead til Robyn) under på initiativet Music Declares Emergency, som Fay Wilson fra The Savages står bag.

Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.

Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.

Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.

Del Naja skriver

Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.

Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.

Dagens 39-års…

Nej, hvorfor sove på laurbærerne efter det så kreativt opløftende tredjealbum Kaleidoscope, der var udkommet i august 1980? Dags dato samme år udsender Siouxsie and the Banshees singlen ‘Israel’, der om noget fremviser bandets fremmeste styrker; dets nye postpunk-guitar-es John McGeoch, den så majestætisk spillende trommeslager Budgie, samt Siouxsie Sioux, der har bedre og bedre fat om sin dramatiske rolle som kulsort icequeen…

TR/ST Amsterdam

Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.

Amsterdam

Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…

Christiania rocks

Vi gik i aften først forbi en udsolgt Den Grå Hal, hvor Cigarettes After Sex var igang. Performance fejlede intet, lyd var i top, visuals løftede, men CAS har et centralt problem med deres helt ens lækkert tilbagelænede sange, hvad det vildt store træk af folk, som trak luft udenfor, bevidnede. Aftenens egentlige mål var ligeledes udsolgte Loppen, hvor Massachusetts-synth-duoen Boy Harsher gik på ca. 22.50. En positiv overraskelse af de store live, hvor pladeversionernes indimellem lidt statiske produktion er erstattet af full-on længselssugende elektro. Tankevækkende at ikke flere af de +30.000, der hvert andet år samles for at se Depeche Mode genopføre en musik slet ikke ulig denne, ikke står klar to meter fra scenen, når den bliver serveret i Boy Harsher’s helt anderledes nutidige og relevante form med alt i spil. Så medrivende godt et set var det.