Det walisiske indieband Trampolene’s frontfigur Jack Jones får her assistance af en vis Peter Doherty på bandets nye single, den fine spoken word-melodiske ‘Uncle Brian’s Abbatoir’…
Kategoriarkiv: Blog
Queen Siouxsie
CV Jørgensen tager fejl på den her. Siouxsie and the Banshees har altid haft klasse. Fra den postpunk de som band egenhændigt skabte og længe lå i spidsen for, til den senere, mere modne karriere, der endda undervejs – som herunder – flirtede elegant med mørk MTV-pop, smukt nok uden at brænde broer til eget oprindelige udgangspunkt. Sangerinde, feministisk rollemodel og Cat Woman-inspiration Siouxsie Sioux fylder år i dag. Vi finder Banshees-vinyler frem, skruer op og ønsker tillykke. Siouxsie and the Banshees fra London, et band man godt gad se gendannet, og som ville kunne udføre genforeningens svære kunst med stil, ynde og mening…
Samtidig, i South Dakota
Distant sun
Husker en såkaldt midnatskoncert i København, hvor Crowded House ubesværet løftede en sal og lidt til med elegant melodiske sange af en anden new zealandsk verden. Deres frontmand Neil Finn har fødselsdag i dag. Her han og bandet på amerikansk TV, afsted med bandets allerbedste album, Together Alone (1993). Nyd ‘Distant Sun’s klasse og sammenspillets niveau. Det er alt andet end nemt at spille oldskool trommer/bass/guitar/sang-popmusik med så overbevisende glød og musikalsk overskud…
English blood, London heart
Hørt herfra hænger Morrissey’s musikalske vildfarelse de seneste ti år uløseligt sammen med afgangen af hans faste guitarist og sangleverandør Alain Whyte, der var fast med i Morrissey’s band fra Your Arsenal (1992) til og med Ringleader of the Tormentors (2006), men endda nåede at levere fem numre til Morrissey’s seneste stærke album, den kampklædte Years of Refusal (2009). Whyte har i disse isolationstider fulgt den musikalske trend med små web-sessions hjemmefra, og der givet sine egne versioner af sange, han har leveret til Morrissey. At høre ham her (i går aftes) tackle You Are the Quarry-comebacksinglen ‘Irish Blood, English Heart’ med skarp ak-guitar og sammenbidt vokal er en overraskende fornøjelse…
Snart var det forbi
I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.
De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.
Imens i England…
I think I’ll say goodbye to Hollywood…
En afdæmpet musikstart af dunkelt klaver og sang (efterfulgt af et hornudslip) på en ny uge, her er den…
Diamond Dogs til en søndag
24. maj 1974: David Bowie har fyret sin Spiders of Mars-rytmegruppe fra de seneste år, fyret sin wing-man, glamguitar-esset Mick Ronson, endda fyret sin producer Ken Scott. Denne dag udsender han sit nye album uden dem alle, Diamond Dogs, en dystopisk sangcyklus af de mere fantasifulde. Bowie beskriver selv albummets protagonister, hans Diamond Dogs, som ‘all little Johnny Rottens and Sid Viciouses really. And, in my mind, there was no means of transport, so they were all rolling around on these roller-skates with huge wheels on them, and they squeaked because they hadn’t been oiled properly. So there were these gangs of squeaking, roller-skating, vicious hoods, with Bowie knives and furs on, and they were all skinny because they hadn’t eaten enough, and they all had funny-coloured hair. In a way, it was a precursor to the punk thing’. Hvilket hurtigt kunne stikke af og blive meget kulørt, var det ikke fordi albummets sange står så uafviseligt stærkt. Visse steder, som både på titelnummeret og førstesinglen ‘Rebel, Rebel’, stadig med udgangspunkt i glam rock, men andre steder – nævnes bør naturligvis albummets centrale højdepunkt, sangsuiten ‘Sweet Thing / Candidate / SweetThing (Reprise)’ – på vej et nyt sted hen. Ja, kan man ikke allerede høre et for-ekko af stilen fra næste Bowie-station, Young Americans (1975), i levering og sangskrivning på dette så elegant Bowie-producerede track, ‘We Are The Dead’, der synes langt mindre engelsk, mere amerikansk i sit musikalske sprog?!
Sound affects
Ovenpå Webmaster Pastors post om The Jam’s besøg i DR i 1982, her frontmand Paul Weller’s nye single, en forløber for albummet On Sunset, der udsendes 18. juni. Som høres kan har Paul Weller ikke mistet sin hengivenhed for soulmusik, endda her med en bedre melodi end længe hørt fra hans side…
I den bedste sendetid
Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.
Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.
Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.
Dagens pladekøb
Desperation efter ny musik er impulskøb af det nye Strokes-album, selv efter NYC-bandets bluff er blever kaldt og håbet forlængst opgivet, at det 19-årige lille mirakel, som var debutalbummet Is This It, nogensinde kan ske igen. Men mindre kan vel også gøre det. Som helt igennem uforpligtende brug-og-smid-væk-musik har The Strokes stadig sine kvaliteter med rødder i et køligt popoverblik og en veludviklet sans for skæve men effektive hooks. Tag nu bare det nye albums åbningssang, hvis omkvæd faktisk gør alt det gode, en The Strokes-sang skal og bør. Men hvad sker der i outroen? Det synes som om, Julian Casablancas fra 4:20 og frem med sit gentagne ‘oh, maybe not tonight’ synger for i en imitiations-hyldest til new wave-bandet The Cars og deres frontmand Ric Ocasek, der døde sidste år. Måske jeg tager fejl. En så varm hilsen midt i den altid stil-perfektionistiske tilgang ville være helt usædvanligt. The Strokes er og bliver jo følelsesmæssigt et nulstillet band.
Muzzaloni 2
Muzz’ fjerde nye sang i akustisk skrøbelighed. Albummet til juni tegner mere og mere lovende…
Altid være på vej
I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…
Forever young
Overskriften er titlen på et af de mere mindeværdige Sparks-numre fra 1977-albummet Introducing Sparks, deres syvende og egentlig første ordinære album, det efter et bombardement af farver, fest og flyvende falset på de første seks. Forever young står dog herover som en sammenfattende opsummering af Sparks’ karriere, der begyndte helt tilbage i 1970 i Los Angeles, men stadig hvirvler ufortrødent afsted. Forleden udsendte Ron Mael og Russel Mael således et nyt Sparks-album kaldet A Steady Drip, Drip, Drip, hvor duoens kendetegnende rastløse nysgerrighed og musikalske vovemod stadig sætter dagsordenen. Mener, hvor mange andre bands lyder så levende og iderige, som Sparks på nummeret her, efter de første 50 år?!