Hvem kan komme overraskende stærkt tilbage med dunkelt shine og dikterende schwung på et nyt album efter hele 29 års pladepause? Det kan engelske Psychedelic Furs, viser det sig nu. Made of Rain, der blev udsendt i fredags, er et overbevisende meningsfuldt comeback, så langt bedre end de to forløbersingler fra tidligere på året særskilt gav forvarsling om. The Furs’ bedste plader kom i starten af karrieren, og det er den åre der med fuldvoksen tyngde igen spilles ud fra nu, snarere end bandets senere udglattende værker, hvor jagten på den amerikanske mainstreamkarriere ikke gjorde meget godt for sanger/sangskriver Richard Butler’s sardoniske talent. Ja, den afvisende stemme der for længe siden betalte sine lærepenge i Bowie-skolen for langt større ting end berømmelse for enhver pris. Her en passende smagsprøve på det genopstandne…
Siouxsie and the Banshees’ tredje album, et spændende skridt ud af den monokrome postpunk, London-bandet egenhændigt havde skabt. Kaleidoscope udkom dags dato i 1980. Her dens første single…
Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.
Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).
Lou Reed’s femtende soloalbum, den så back-to-basics-kontante New York fra 1989, står som en af de mest bredt værdsatte udgiverlser i Brooklyn-artistens senere karriere. 25. september udsender Rhino en udvidet deluxe-version af albummet. Her ni af pladens sange, som Reed præsenterede dem med sit band på amerikansk TV i 1990…
Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)
Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.
‘What a drag it is getting old’, synger The Rolling Stones’s Mick Jagger på ‘Mothers Little Helper’ i 1966. Dengang kommer de gode sange i et brusende flow for London-bandet, men senere skal dets gavmilde kilde tørre helt og aldeles ud. Her således et af bandets allersidste relevante udgivelser, Some Girls-hovednummeret ‘Miss You’ fra 1978, hvor Rolling Stones positivt synes informeret af disco og revitaliseret af tidens nye toneklange i rockmusik. Som sådan er denne vidunderligt lange maxisingle-version af ‘Miss You’ ret så fantastisk i sit selvsikre New York City-swing. Dens sanger, Mick Jagger, fylder 77 i dag. Håber for ham, at den linie fra ‘Mothers Little Helper’ bare var en løgn…
The Radio Dept. fra Lund har siden starten af dette årtusinde opretholdt en imponerende udgivelsesaktivitet. Her deres nye skarptskårne single i en for Skåne-indiebandet vanlig stiloverlegen lydemballage…
Imperiet, Joakim Thåström’s andet band efter punkårene i Ebba Grön, har i 1987 opnået medgang i Sverige, hvor de har status som nationens største rockband. Den succes fører til ung fanpost…
Har haft den så specielle og storladne afslutning på Protomartyr’s nye nummer herunder i hovedet hele dagen, og funderet hvad det er, den her giver så umiskendeligt stærke mindelser om tonalt. Viser sig nu ved eftertanke, at være noget så usandsynligt som den måske dejligste nationalmelodi af dem alle fra Afrika, nemlig Kenya’s. Hvem skulle have troet?!
Endnu et mageløst track fra Detroit-postpunkerne Protomartyr’s nye album Ultimate Succes Today, der udkom sidste fredag. Hold øje med den fantastiske elektriske guitar her, specielt i det introstykke, der sidst i sangen vender versioneret tilbage med så storslået virkning…
Forleden var det fire år siden Bruce Springsteen & the E Street Band senest spillede i Danmark. Og den sommeraften på CASA Arena i Horsens skulle endda noget utippet blive en af de største aftener (hidtil) med Springsteen og hans band herhjemme. Her en af sangene på den meget heldige/fine setliste fra Horsens – hvilken start-firer den aften med ‘Dream Baby Dream’, ‘The Promised Land’, ‘Badlands’, ‘No Surrender’, og nævnes bør også første encore, en blåsort udladning af venskabstragedien ‘Backstreets’ – Springsteen’s til nu endnu aldrig udsendte versionering af Elvis Presley’s ‘Follow That Dream’, som indspillet under de sessions, der affødte verdensplagen Born in the USA…
Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Støjrockimperiet Sonic Youth udsendte i disse dage for 28 år siden sit sort of-forsøg ud i mainstream, det Butch Vig-producerede album Dirty. Her den sang derfra som næsten altid er på LS’s backstage-playliste op til showstart…
