East Kilbride + 2 x Reid + feedback + Bobby Gillespie + The Shangri-Las + The Velvet Underground = Psychocandy

1979 et fremragende år for den nye rockmusik, der er opstået i kølvandet på punkrevolutionen. Således også for et af Englands da største og mest bredt anerkendte rockbands, The Jam, der på dags dato udsender deres nok allerbedste album, den i bedste forstand socialrealistiske Setting Sons, det perfekte snapshot af et slidt og forarmet England i begyndelsen af Margaret Thatcher’s moderne middelalder som premierminister.

Vi har tidligere her snakket om The Clash, The Jams ærkerivaler, og hvordan deres plader kunne have set ud, var andre – og kortere – valg blevet truffet. Samt selvfølgelig om deres amerikanske debutalbum, der kom halvandet år efter den europæiske version, og derfor har en hel del The Clash-singler med på bekostning af oprindelige albumtracks.

På Setting Sons bliver den vinkel også hurtigt relevant for The Jam, da albummet udkommer i USA og Canada i to indbyrdes forskellige og let forlængede versioner, der ligeledes også tilgodeser modtrioens samtidige single ‘Strange Town’ (men mærkværdigvis ikke suverænt veloplagte ‘When You’re Young’ fra august), der ikke var blevet udsendt i Nordamerika, og som derfor blev trukket ind for at forstærke en i forvejen velfungerende helhed, som sequencemæssigt vendes helt på hovedet.

Bliver Setting Sons så bedre af det? Svært at sige, den bliver ialfald langt mere rodet for os europæere, der har den rigtige (!) version i hukommelsen. Men altid interessant at høre velkendte sange i ny rækkefølge og sammenhæng. Således her henholdsvis den amerikanske og canadiske Setting Sons, hvoraf sidstnævnte med en meget stærk side A klart giver bedst mening af de to :

Glemte vist lige noget omkring denne The Jam-40-års-mærkedag i skyndingen: Tillykke, Setting Sons!

Ordene er Joe Strummer’s på ‘Rudie Can’t Fail’ fra London Calling (1979). Da The Clash indspillede deres mesterlige dobbeltalbum i sensommeren det år, tog Joe Strummer ofte London Transport’s linie 19 fra Battersea op til Highbury, hvor Wessex Studios lå, så derfor. Hverken Strummer eller de andre i The Only Band That Matters havde næppe nogensinde set komme, ‘the 19 bus’ i disse dage, som markering af 40-års-genudgivelsen af London Calling, skulle køre rundt sådan her. Poetic justice kaldes det.

En hovedstad inspirerer ofte sit lands sangskrivere, og da ikke mindst den svenske. Det er således kun små to måneder siden Linköping’s Lars Winnerbäck – som iøvrigt kan opleves i aften i den mentale frostbox Malmö Arena – på sit nye album præsenterede løvfaldssangen ‘Stockholm I Okt’. Og næste fredag tager sommerens svenske comeback-artist Ulf Lundell så den stafet op og udsender en single med næsten identisk navn, ‘Stockholm I December’…

Er det mon endnu for tidligt her, at annoncere kronisk savnede Kent’s genkomst-single til januar, ‘Stockholm I Februari’?

Austin, Texas-støjbandet med det uhåndterligt lange navn …And You Will Know Us By The Trail Of The Dead, som for en del år siden gav en opsigtsvækkende vellykket koncert på Roskilde, udsender i januar 2020 sit 10. album, X: The Godless Void and Other Stories. Her en for Trail of Dead atypisk melodisk ny singleforløber…

Canadiske Wolf Parade, der egentlig var opløst men kom stærkt tilbage i 2017 med albummet Cry Cry Cry og en medrivende aften på Christiania’s Loppen, varsler i dag nyt album, Thin Mind, til januar. I den forbindelse er singlen ‘Forest Green’ nu blevet udsendt, en sang med bandets mest spændende sanger Dan Boeckner, ham med den desperat rastløse stemme, i front…