Jeg har gjort det en hel del gange – købt bøger og musik hos Amazon. Jeg ved, at Jens også har gjort det.
For mit vedkommende er det forbi nu. Det er veldokumenteret at arbejdsforholdene hos Amazon er forfærdende ringe. Arbejdstidsreglerne er ikke-eksisterende, kravene til arbejderne er horrible og lønnen er uhyggeligt lav. Min trang til at læse bøger og lytte til musik skal ikke være med til at få andre mennesker ned med nakken.
Direktøren for Amazon UK er en af mine gamle studiekammerater fra min tid i Skotland. Han har boet i Aarhus og har lært dansk. Nu vil jeg skrive til ham.
I går markerede vi her 30-årsdagen for Nico’s bortgang. Men hvad nu hvis det ikke var Nico, som var rejst fra Europa til New York City, og dér havde mødt Andy Warhol, som skulle få hende med indover The Velvet Underground’s debutalbum, men istedet Frankrig’s yé-yé-dronning Françoise Hardy…?! Tankeeksperimenter kan ikke være meget mere løse end dette, og dog, for en af Hardy’s indspilninger, den ret så underskønne ballade ‘Au Fond Du Rêve Doré’ – fra 1967, samme år som Bananpladen med The VU & Nico – har en ret så tidlig-Velvet-lydende musik, der på det nærmeste henfører os til, hvordan The Velvet Underground & Hardy altså ville have lydt…
Her er en tidlig udgave af “To The Sea”, åbningsnummeret på Ray LaMontagnes nye album, Part Of The Light. Det hører jeg en del for tiden. På optagelsen ovenfor aner man i øvrigt John Stirratt (fra Uncle Tupelo og sidenhen Wilco) på bas.
Det er farligt at holde ferie. 30 år siden i dag, at Velvet Underground/Andy Warhol-legenden Nico døde under et ophold på Ibiza, som følge af den hjerneblødning, et cykelstyrt dagen inden havde pådraget hende. Hendes søn Ari har beskrevet hændelsen således:
– In the late morning of July 17, 1988, my mother told me she needed to go downtown to buy marijuana. She sat down in front of the mirror and wrapped a black scarf around her head. My mother stared at the mirror and took great care to wrap the scarf appropriately. Down the hill on her bike: “I’ll be back soon.” She left in the early afternoon on the hottest day of the year.
Nico ligger begravet i skoven vest for Berlin, på Friedhof Grunewald-Forst.
Indimellem falder man over en amatørliveoptagelse på YouTube, hvor energi, udstråling, vilje, sangkraft, samt helhedssuverænitet bare blæser en væk. En sådan er denne distortede lofi-optagelse fra februar i år med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser og hans så vildt udseende soloband. Tror vi har bragt netop denne sang, førstesinglen fra hans + Rostam’s seneste fine album, mindst fem-seks gange her på siden, men nok aldrig så full-on intenst som her. Opløftende med SÅ meget kraft i to akustiske guitarer, en bass, et par trommer, og et keyboard, der siden afløses af en cheesy el-guitar. Skru op og enjoy!
Det er de små detaljer. Forleden, da Thåström spillede på svenske Sofiero, var PA-musikken før show lidt anderledes end på hans tour sidste efterår. The Shangri-Las og nogle af de andre var der stadigvæk, men nye sange havde også sneget sig ind. Således gik Thåström og hans band på det nærmeste på til The Stranglers’ 1986-single ‘Always The Sun’, som Thåstrom’s åbningssang ‘Körkarlen’ lød perfekt effektivt drevent ovenpå. Det er de små detaljer.
Jeg husker Jazz på svenska med Jan Johansson og Georg Riedel; albummet udkom det år denne blogs forfattere blev født og også dét er en del af mine musikalske barndomsminder – og ligesom alle de svenske sangere og sangskrivere, vi ofte hylder her på bloggen, er det udtryk for noget, der kommer helt inde fra den bedste del af Sveriges sjæl.
En Tour de France-etape over toppede brosten, oppe i retningen af cykel-legendariske Roubaix. En VM-finale i russiske Moskva mellem Frankrig’s defensivtmestrende take-it-all-kynikere og 11 udmattede kroatiske comeback-konger. Det er søndag d. 15. juli i Europa, det herrens år 2018. Amerikanske Beirut, der har en slet skjult fransk forelskelse begravet i sin musik, synger den sommerfulde søndag ind og ud med ‘Sunday Smile’…
Johnny Thunders blev født 15. juli 1952 i Queens, New York. Johnny Thunders døde af junk 23. april 1991 på et motel i New Orleans, Louisiana, kun 38 år gammel. På billedet ses han i april 1977, da hans band The Heartbreakers var flyttet til London fra New York City.
Ordene er ikke vores men Jeffrey Lee Pierce’s. På The Gun Club’s klassiske debutalbum Fire of Love (1981) synger han kærlighedssangen ‘She’s Like Heroin To Me’ som en mand besat. Hvilket han også var. Ikke mindst af stoffer, skulle det vise sig.
En varm torsdag aften på Sofiero, nogle få kilometer nord for Helsingborg, gav Thåström og hans elektriske band fjerde show på den sommertour, der om en måned også indtager Haven Festival i København. Bloggen var tilstede og kan kun melde fortsat skarpthuggende storform fra sidste efterårs overvældende kampagne for Centralmassivet. Ret beset har Thåström aldrig været bedre i sin store karriere end nu. Smukt igen at opleve ham i Sverige og erfare hvor folkeligt bredt han der når ud, det trods sin sky natur og gennem tiderne kompromisløse musik. Ville noget lignende nogensinde kunne lade sig gøre i Danmark, nej vel?! Her den setliste en vel 7-8.000 taknemmelige svenskere blev tildelt af deres nationalsanger nummer et…
Sveriges national treasure Thåström spiller i aften på Sofiero, kun fem kilometer nord for Helsingborg. Så let at nå fra København og Nordsjælland, hvem der er på de kanter. Toursetlisten er tung på sange fra sidste års mesterlige Centralmassivet, men inkluderer pt. også denne måske bedste sang fra Thåström’s forrige album Den Morronen (2015)…
