Dagens 37-års? ‘The Killing Moon’, Echo and the Bunnymen’s luksusliner af en tidsløs popsang, så først dagens lys på plade i dag for 37 år siden, da den blev udsendt som long lead-single for Ocean Rain (1984), ‘the greatest record ever made’, som bandet selv skulle kalde albummet i annoncer da det udkom senere. Og hvilken perfekt single det var og er, her i playback-version fra et uidentificeret TV-show. Da uudgivne ‘The Killing Moon’ var iøvrigt med på setlisten, da Echo and the Bunnymen headlinede Orange søndag aften på Roskilde i 1983. På det tidspunkt var de formentlig verdens bedste band, intet mindre…
Der er en mærkelig ting med bands. Før de går i opløsning eller nogen forlader dem, ved vi aldrig helt, hvilke af deres medlemmer står centralt for den kvalitet, vi har forbundet med deres output. Jeg havde f.eks. aldrig selv gættet på, at R.E.M.’s trommeslager Bill Berry var så altafgørende for Athens, Georgia-bandets musik og arbejdsproces. Men faktum er vel groft sagt, at R.E.M. aldrig udsendte et godt album efter Berry forlod dem ovenpå New Adventures in Hi-Fi i 1996. Hi-fi var der stadig masser af, men nye eventyr, nej. Snarere en hård men ultimativ forgæves arbejdskamp for, at genfinde eget ubesværede udtryk som band. Men nej. Bill Berry, der ikke ‘bare’ spillede trommer til, men også var med til at lave selve R.E.M.-musikken, tog simpelthen bandets mojo med sig.
Lidt samme historie med New York City’s sortstrømlinede Interpol. Bassist Carlos Dengler går sine egne ubeskrevne veje umiddelbart efter færdiggørelsen af det selvbetitlede fjerde album i 2010. Og siden fremstår Interpol på plade som en bleg skygge af sit eget, tildligere så stilsikre og diskret-elegante jeg. Hørte Antics (2004) og Our Love to Admire (2007) i weekenden, ikke så lidt glædeligt overrasket over, hvor stærkt Interpol’s musik fra Carlos D-årene stadig står. Herunder et af mange højepunkter fra sidstnævnte. Var det Carlos D. som fik det hele til at ske? Meget tyder på det. Han var ialfald vigtig i tilblivelsen og afvejningen af bandets nye musik. Det høres pinagtigt klart på de senere plader…
Hvilken lettelse at se et rigtigt menneske rykke ind i Det Hvide Hus i dag. Her et stykke musik der i stemning og ord fremkalder de mere afstumpede sider af den amerikanske psykose, som har været alt for fremherskende de seneste fire år, da ikke mindst her til sidst…
Rocket rocket USA Shooting on down the Highway TV star riding around Riding around in a killer’s car It’s 1977 Whole country’s doing a fix It’s doomsday doomsday
Riding around, riding high Riding around with my babe Speeding on down the skyway Speeding on down the skyway
Rocket rocket USA Shooting on down On my way TV star riding around Ridign around in a killer’s car It’s doomsday doomsday Speeding on down the skyway 100 miles per hour Gonna crash Gonna die And I don’t care
Rocket rocket USA Shooting on down the skyway Speeding on down the skyway Rocket rocket USA
En backbeatet shuffle fra Welfare Jazz, det nye album med Stockholm’s Viagra Boys. En fredag aften med dem på en scene lige nu kunne aldrig gøre nogen noget ondt. Specielt ikke hvis de kom i samme hæsblæsende form med synth, sleaze og saxafon, som da de spillede support til Iceage i Store Vega i marts 2019…
Egentlig har Phil Oakey en kold stemme, blottet som den er for vibrato, fraseringsomveje eller andre særegenskaber, der kan afsløre lidt personlighed. Så meget desto større en præstation at han som forsanger i Human League alligevel er istand til at trænge så klart gennem bandets kølige synth-pop, og give sine enkle hverdagshistorier en sårbar, ofte ensomhedsfyldt menneskelighed. Som her på vinternummeret ‘Life On Your Own’ fra Top of the Pops i 1984, hvor Oakey ikke længere ligner det unge Bowie-udskud fra Sheffield, der først bankede på. Nu er han indenfor som voksen popstjerne…
I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…
Efter geniale/gale Phil Spector’s covid-19-død i et californsk fængselshospita denne weekend, trænger hans mægtige Wall of Sound sig på. Phil Spector’s produktioner gjorde fra en tidlig alder mange af os afhængige af det drømmeslot af længsel, hans så specielt overdådige popmusik åbnede dørene op på vid gab ind til. Her en top-10 over personlige favoritsange Spector står bag, alle som producer, de fleste af dem også som sangskriver. Han kaldte engang sine egne værker (!) for little symphonies for the kids. Deres langtidsholdbarhed har vist, de så sandelig også er for voksne…
Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.
Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.
Perspektiveret viden og flere nye detaljer trænger sig altid på. Dagens vinding omkring The Clash? Tromme-es Topper Headon led/lider af flyskræk, hvilket nok egentlig godt kan anes udfra dette billede fra lufthavnen i Wien…
Her ordene fra billedet på en The Clash-profil på Instagram:
Three quarters of The Clash looking cool ‘n’ composed at Vienna airport, 1981. ■ Unfortunately drummer ‘Topper’ suffered from aviaphobia, and his wan and sickly expression here seems to suggest that he was staring down the barrel of a long-haul flight. Rather uncharitably, this is something that Paul and Joe appear to find highly amusing! ■ That being said Topper’s torpor may also have been compacted by his increasingly frequent dalliances with ‘class A’ drugs; heroin in particular. This soon-to-be debilitating addiction would ultimately send Topper into a tailspin (pun intended), and after several poor live performances, sadly he would be dismissed.
Her er et klip fra 2017 med The Regrettes (som jeg skrev om her tilbage i 2017), der giver en særdeles veloplagt fortælling af dette gamle nummer. Man bemærker, at de tre unge kvinder i front ikke bruger nær så meget make-up som The Sweet gjorde!
Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…
En gammel vise med ord fra 1930 af den svenske digter Nils Ferlin, det var hvad Thåström spillede med The Hellacopters i et quizprogram på svensk TV fredag aften. Skal siges både musik og levering gav velgørende modvægt til en nærmest eksalteret quiz-stemning i TV-studiet…
…Barnet det skådar i drömmarnas brus hur en ängel med lyktor går runt våra hus och ensam i kvällen den sena jag slåss med en smäktande vals och jag är ganska mager om ben’a tillika om armar och hals…
Sangen er ikke ny for Thåström. Da Imperiet i 1985 indspillede deres i Sverige så højt elskede Bellman/Taube-single ‘Märk Hur Vår Skugga’ / ‘Balladen Om Briggen Blue Bird Av Hull’, gav de også Ferlin’s ‘En Valsmelodi’ et skud. Den blev aldrig udsendt, men har dog alligevel fundet vej til YouTube i en ‘korrigeret’ version. Interessant at høre Thåström’s så anderledes tolkning 36 år tidligere…
