Kategoriarkiv: Blog

Nationalisten Morrissey

Morrissey udtaler sig nu på Facebook om terrorbomben i Manchester i denne uge. Det lykkes ham at skrive bl.a.

Theresa May says such attacks “will not break us”, but her own life is lived in a bullet-proof bubble, and she evidently does not need to identify any young people today in Manchester morgues. Also, “will not break us” means that the tragedy will not break her, or her policies on immigration. The young people of Manchester are already broken – thanks all the same, Theresa. Sadiq Khan says “London is united with Manchester”, but he does not condemn Islamic State – who have claimed responsibility for the bomb. The Queen receives absurd praise for her ’strong words’ against the attack, yet she does not cancel today’s garden party at Buckingham Palace – for which no criticism is allowed in the Britain of free press. Manchester mayor Andy Burnham says the attack is the work of an “extremist”. An extreme what? An extreme rabbit?
In modern Britain everyone seems petrified to officially say what we all say in private. Politicians tell us they are unafraid, but they are never the victims. How easy to be unafraid when one is protected from the line of fire. The people have no such protections.

Han er kritisk over for den konservative regering, men hylder dens udlændingepolitik og – nok så vigtigt – han fremfører den på højrefløjen så udbredte idé om at “magthaverne siger, at vi ikke må kritisere islam”. Hvis nogen har været i tvivl om at Morrissey (der nu selv er indvandrer i USA) er blevet en nationalistisk populist, må denne tvivl nu være væk. Jeg kunne godt lide The Smiths (og det kan jeg stadig), men Morrissey kan jeg ikke fordrage.

Greg Dulli synger Motown

The Afghan Whigs-sangeren i intenst kærligt livtag med USA’s Tamla Motown-fortid. Og det er ikke The Supremes’ ‘Come See About Me’, som findes på Afghan Whigs’ soulcover-EP Uptown Avondale (1992), men derimod The Marvelettes-debutsinglen ‘Please Mr. Postman’ (1961), det første # 1-singlehit fra Motown, som Dulli synger på soundtracket til Beatles-spillefilmen Backbeat (1994). Soundtracket består af 12 raw versioner af de sange, Liverpool’s Mop Tops optrådte med i de tidlige år i Hamburg, og er indspillet af et absolut udsøgt hold bestående af bl.a. Greg Dulli (sang), Sonic Youth’s Thurston Moore (guitar), R.E.M.’s Mick Mills (bass) og Nirvana’s Dave Grohl på trommer. Filmen er ok, The Backbeat Band-soundtracket langt bedre…

PS – Burde måske stoppe her, men det ville snyde en sikkert intetandende verden for Greg Dulli’s fænomenale take fra samme filmsoundtrack på The Isley Brothers’ ‘Twist & Shout’ (1962)…

Depeche moderne

Rammstein, den soniske katedral fra Berlin, er i Horsens torsdag aften. Her den magtfulde setliste der blev spillet efter senest, under obligatorisk ild og damp i søndags, foran 19.000 islændinge i Korinn-arenaen i Kópavogur:

Ramm 4
Reise, Reise
Hallelujah
Zerstören
Keine Lust
Feuer frei!
Seemann
Ich tu dir weh
Du riechst so gut
Mein Herz brennt
Links 2-3-4
Ich will
Du hast
Stripped
+ + +
Sonne
Amerika
Engel
Ohne dich (Piano Version)

Diamond Dogs

Og tænk sig at David Bowie’s glam-dekadente, post-apokalyptiske, nihilist-romantiske, Tony Visconti-producerede, Spiders of Mars-udrensede, fantastisk lydende Diamond Dogs udkom på Bob Dylan’s 33-års fødselsdag. Det skete i dag for 43 år siden. Her som manifestation af albummets vidtrækkende storhed en 1974-liveopførelse af den så ambitiøse ‘Sweet Thing’-suite fra pladens første side…

Diamond Mongrel

Og hvad er nu det?! Det viser sig at den engelske kassettebåndsudgave af Diamond Dogs har en anderledes tracklist end både vinyludgaven og de andre landes kassetteudgaver, der er identiske med vinylen. På den engelske kassette er de sidste fire titler fra side 1 lagt ned efter albummets egentlige slutning, og resten skudt tilsvarende op. Det er en tracklist man næsten skal have prøvet af, selvom den overhovedet ingen mening giver på tryk.  Her først den rigtige nummerrækkefølge, efterfulgt af kassettebåndets bastard-version.

Side 1
Future Legend
Bewitched
Diamond Dogs
Sweet Thing
Candidate
Sweet Thing (Reprise)
Rebel Rebel
Side 2
Rock ‘N Roll With Me
We Are The Dead
1984
Big Brother
Chant Of The Ever Circling Skeletal Family

Going to town

En mørk forårsdag for Europa, og en mørk koncertplakat for i aften, hvor albumfriske The Afghan Whigs indleder den verdenstour, der inden ret længe bringer dem forbi både Berlin (Kesselhaus) og Aarhus (Northside), med et show i Harlem’s klassiske Apollo Theatre, New York City-spillestedet med en kapacitet på godt 1.500, der har betyder mere end meget for den farvede musikscene i USA. Et tip herfra på at notorisk cover-udfordrende Greg Dulli vil have overraskelser på setlisten, inspireret af at stå på den scene, som tidligere har set tidsdefinerende optrædender med flere af hans store helte som James Brown & The Famous Flames, Sam Cooke, Otis Redding, Billie Holiday, Ray Charles, Nina Simone, Aretha Franklin, The Isley Brothers, samt næsten alle de tidlige Motown-stjerner. Et så musikhistorisk specielt sted som The Apollo er næppe blevet valgt tilfældigt til premieren. Hvem der turde håbe på en liveoptagelse fra aftenen.

This alarming man

The Smiths-sangeren Morrissey bliver i dag 58. Grund derfor til at poste en sang med hans sørgeligt opløste band, fra længe før han blev en så, uhm, forbitret og reaktionær soloartist. Det får i dag blive ‘Wonderful Woman’, en fremragende og Johnny Marr-funklende b-side til andensinglen ‘This Charming Man’…

“…me and Brian Epstein will make a star of you soon.”

For en gangs skyld er det mig, der er i det nostalgiske hjørne. Der er musikalske møder, som aldrig blev foreviget, og måske derfor fremstår særligt legendariske. Jeg husker historien om Patti Smith og Janis Joplin, men især er beretningen om hvordan Elvis og The Beatles mødtes den 27. august 1965, fascinerende.

Tony Barrow, der var pressemedarbejder for The Beatles og døde sidste forår, sagde senere

I can’t remember all the things that they played but I do remember one of the songs was I Feel Fine. And I remember Ringo, who of course didn’t have an instrument, tapping out the backbeat with his fingers on the nearest bits of wooden furniture.
Everybody was singing. Elvis strummed a few bass guitar chords for Paul and said: ‘See, I’m practising.’ And Paul came back with some quip about: ‘Don’t worry, between us, me and Brian Epstein will make a star of you soon.’

It would be wonderful to have either photographs or recordings. That recording would be invaluable, surely. It would be a multi-million dollar piece of tape. But it wasn’t to be. It was an amazing session to listen to.

The Beatles inviterede Elvis på besøg i det hus, de havde lejet under deres turné i USA, men det blev ikke til noget.