Værdsætter når bands gør noget ud af den PA-musik, der bygger stemning op ude blandt deres koncertpublikum før de selv går på. Nogle gange kan der komme et uomgængeligt nummer, man slet ikke kender. Andre et overraskende genhør med et tidligere bekendtskab, som pludselig får en ny vital dimension i denne ramme. Som f.eks. da Suede i Falkonersalen hev The Adverts’ punkklassiker ‘Gary Gilmore’s Eyes’ op af hatten. Eller her The Stooges’ ‘Dirt’ fra andetalbummet Funhouse (1970), der for nyligt pludselig lød som et af verdens syv vidundere, da 16 Horsepower sendte den ud igennem PA’et lidt før showtime. Og ja, det er naturligvis den unge Iggy Pop, som synger denne ulmende og nærmest meditative ro/uro hjem. Musik kan.
Kategoriarkiv: Rocknroll
Europa en hjemløs hovedvej
Og 16 Horsepower har rejst på den i tre uger. Den uventede reunion-tour som startede i Morlaix i Bretagne og derefter blæste forbi Belgien, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Tyskland, Schweiz og nu Frankrig igen, slutter i aften på Elysée Montmartre i Paris. Har tidligere kun selv haft et perifært forhold til Denver, Colorado-bandet, så det var en øjenåbner udover det sædvanlige for første gang at opleve dets forbløffende intensitet og styrke på scene oppe i svenske Höganäs. Her stemningsbilledet ‘The Hutterite Mile’, det første ekstranummer fra i aftes da David Eugene Edwards og hans sortklædte 16 Horsepower spillede koncertstedet La Sirène midt i den gamle ubådshavn i La Rochelle ved Atlanterhavet…
Talk Talk Talk
Sikke en festivitas. I går kunne Psychedelic Furs-lanterne Richard Butler fejre sin 70-års. Og i dag er det så 45 år siden Talk Talk Talk, bandets andet album, udkom. Her er den hidsigste af dets tre singler…
The Cure, Primavera
The Cure var fredag aften tilbage som aktivt liveband på den regnplagede Primavera festival i Barcelona. I vinter afdøde Perry Bamonte er for nu erstattet på keys og guitar af Eden Gallup, bassist Simon Gallup’s søn. Herunder aftenens setliste med kun to numre fra nye Songs From a Lost World og slet ingen fra centrale Pornography (1982)…
ALONE
PICTURES OF YOU
HIGH
A NIGHT LIKE THIS
LOVESONG
2 LATE
THE LAST DAY OF SUMMER
BURN
FASCINATION STREET
ALT. END
THE WALK
MINT CAR
IN BETWEEN DAYS
JUST LIKE HEAVEN
TRUST
PUSH
PLAY FOR TODAY
A FOREST
FROM THE EDGE OF THE DEEP GREEN SEA
ENDSONG + + +
LULLABY
HOT HOT HOT!!!
WRONG NUMBER
LET’S GO TO BED
THE LOVECATS
FRIDAY I’M IN LOVE
The Butlers did it
De engelske Bowie-postpunks Psychedelic Furs, dem hvis sardoniske musik og toner efterlader en positivt ment negroni-bitter eftersmag, var et af de sjældne engelske bands, der blev meget større i USA end derhjemme eller i Europa. Så det er ikke meget de har vist sig her gennem årene, selv husker jeg kun et enkelt møde på Metropol i Vestberlin i 1987. Senest har Psychedelic Furs måttet aflyse en nordamerikansk tour, da helbredsproblemer for guitarist Tim Butler har afstedkommet en triplebypass-operation. Hans bror Richard Butler, Psychedelic Furs’ sangskriver og signaturstemme, fylder på en langt mere positiv note 70 i dag. Ovenover bandet som de lød i 1982, fulde af rockfremdrift og mishagsytringer, nedenunder nuomdage, hvor man såmænd bare har taget det forkerte tog i livet. Richard og Tim Butler er i dag de eneste to tiloversblevne medlemmer fra det originale band, der startede for så længe siden i London i ly af sod og punk…
Twilight hospitality
The Twilight Sad er i Danmark i dag, hvor aarhusianerne på Northside kan nyde godt af skotternes fuldtonede molmusik. Smart af festivalen at booke et band, der i lydniveau er så vanskeligt at snakke henover. For nylig havde vi her åbningsnummeret fra aktuelle The Long Goodbye (2026), men der er andre høreværdige øjeblikke på albummet med det faretruende kulørte cover…
Et Baader-Meinhof hit?
Tog postpunk-bandet Bauhaus på sin tredje single, udsendt dags dato 1980, en avisoverskift som gidsel til inspiration og titel? Efter sigende er den mundrette ‘Terror Couple Kill Colonel’ en løs gendigtning af Rote Arme Fraktion’s attentatmord i Frankfurt i maj 1972 på en amerikansk oberst. En nøgen bass-linje, en creepy guitar, knastørt Joy Division-beat og så Pete Murphy’s rastløst messende fortællerudbrud; det er hvad man får her og det er sådan set også nok. At bruge mordet på en udstationeret soldat som tableau kunne nemt gå galt og fremstå letkøbt opportunistisk, men summen bliver heldigvis større end sine enkelte dele på disse fire minutters kriblende koldkrigsparanoia, der bringer en helt anden tid i levende live. For de af os der ønsker en tur tilbage ind i Vesttyskland, så er engelske Bauhaus en overraskende god guide her…
And the midnight trains I never made…
Ny ugle, ny måned, samme år, vi begynder her med at sætte blinkende lys på Liverpool’s vel bedste band nogensinde, der live på BBC optræder med den sang der udkom som single 1. juni 1987. ‘The Game’ var forløber for The Grey Album, som på alle måder var slutningen på Bunnymen’s storhedstid og snart skulle opløse bandet som vi kendte det. De to singler derfra – ‘The Game’ og ‘Lips Like Sugar’ – fejler nu ingenting, selvom specielt nummeret her synes ret gemt væk i historieskrivningen om bandet. Ian McCulloch viser på denne liveoptagelse, han ikke helt kan beslutte sig til hvordan ‘The Game’ skal synges, sangtonerne ligger øjensynligt ikke lige til hans stemmeregister…
Frihedskæmperen
På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
The Queen is Dead
Åbnings- og titelnummeret fra det tredje The Smiths-album, det første hvor det endelig lykkedes Marr og co. at få albumudfordringen til at gå op i den højere enhed. Og hvilken start på en plade; alle cylindre i maskinrummet i høj aktivitet og så ham sangeren ovenpå med sine nyfundne billeder, skarpe vinkler, eksklusive personlige varer med i bagagen at deklarere for smertegrænsens toldere…
Himlen helt deroppe
29. maj 1981 – for 45 år siden i dag! – udsender Echo and the Bunnymen andenpladen Heaven Up Here, en af de mest overlegne og skødesløst yndefulde artikulationer indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om albummet med det iøjnefaldende cover og dets åbne musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Herunder er åbningsnummeret ‘Show Of Strength’ til at svare fyldestgørende på det spørgsmål. Echo and the Bunnymen kaldte selv fjerdealbummet Ocean Rain (1984) for “the greatest record ever made“, et overdådigt udspil, ja, men Heaven Up Here er altså endnu bedre. Just saying.
Iceage i det røde hav
En hvirvelvind blæser gennem Vega. Den kommer fra en minimal scene ude på gulvet, en nærmest synkende ø af rødt lys midt i salens oprørte hav af kroppe i bevægelse. Den er Iceage som præsenterer hele sit nye album live. Bandet der her i landet trækker en sær parallel til The Raveonettes, hvor de mest synes kendte for at være respekterede ude i verden. Denne aften synes verden at være kommet til Iceage. Der er japanske kvinder med selfmade fan-shirts, der høres spansk i baren, alskens hudfarver og aldersgrupper er tilstede. Et smalt band der når bredt ud. Fyrtårnets lanterne er Elias Rønnenfelt, en sanger der ikke har den store interesse for toner, men kan den sjældne scenekunst at sætte folk fri. Det ses i øjnene af de vildt dansende, det ses på to kvindelige fotografer ved scenen, der begge smiler fordi de instinktivt ved, at det sjældne de stiller skarpt på er fortabelse. Det er også forgudelse af en stjerne i zenit. For Rønnenfelt er indbegrebet af den udstråling. Han er fucking ligeglad, helt upåvirket af den intense opmærksomhed. Et så uangribeligt selvværd giver det yndefulde ydre og dets intuitive flugtbevægelser den helt rigtige tyngde. Men de tolv nye sange? Det var så hvirvelvinden der blæste. Iceage jager hurtigt på sit nye album. Tolv blødende, rastløse numre, ofte i et decideret rasende tempo. Fundne stumper af popmelodier samles op og smadres, enhver skødesløs idé forfølges helhjertet lige til den hastigt brænder væk. Der er løse ender en masse; fragmenterne et erklæret mål. Rønnenfelts evigt søgende stemme er den guide, der så gerne vil fares vild. Det lyder samlet denne lyse aften fra scenen som et mægtigt sommeralbum til en kaotisk tid.
The Return of the Durutti Column
Den udbredte opfattelse var efterhånden blevet, at Manchester-guitaresset Vini Reilly, der som The Durutti Column på Factory Records udgav en håndfuld atmosfæriske vibe-albums af en anden sensitiv postpunk-verden fra 1980 og frem, men i dette årtusinde har ført en udfordret tilværelse præget af tre invaliderende slagtilfælde, svær depression og økonomiske trængsler, forlængst var tabt for musikkens verden. Derfor rammer det uventet og glædeligt med dagens nye Durutti Column-single herunder, samt meddelelsen om et nyt album der udsendes 31. juli. Så hvordan lyder Vini i 2026, hele 16 år siden seneste udgivelse? Helt som han plejede, helt anderledes end han plejede. Musik kan.
Siouxsie Sioux
På denne dato i 1957 i Sydlondon fødes Susan Janet Ballion, der siden bliver kendt i punk rock – og alt det der kommer efter – som Siouxsie Sioux, skarp sangerinde/sangskriver, kvikt hoved, endda både popstjerne og stilikon. Her er hun i blændende form med sine Banshees i 1981, tiden lige omkring Juju, altid på vej. Tillykke!
Art of the poster
Amerikanske bands og spillesteder har en lang tradition for særegne artplakater i forbindelse med enkelte shows eller hele turnéer. Det levede Sixteen Horsepower op til i Höganäs lørdag aften, hvor disse to udsøgte designs var i salg.
