Den årlige kavalkade af den uges gratis udendørskoncerter som er Malmöfestivalen starter nu fredag. På mandag er der således mulighed for at fange Einstürzende Neubauten midt i Malmö, men allerede lørdag aften kl. 21.00 kan man opleve Ebba Grön- og Broder Daniel-beslægtede Hurula på Stora Scenen på Stortorget midt i byen…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Strunge om Martin Hall
Efter Martin Hall’s død er der blevet lyttet til hans så omfattende og forskelligartede værk. Ikke mindst de helt tidlige plader har været et overraskende heftigt genhør i deres kompromisløse insisteren på en egen sandhed. I den forbindelse kan det være interessant at læse om Ballet Mecanique’s epokegørende debutalbum med den tunge titel The Icecold Waters of the Egocentrical Calculation (1981), der blev anmeldt ved udgivelsen af Michael Strunge i det relativt kortlivede københavnske kulturtidsskrift Sidegaden…
Fremtiden var ung
I oktober 1977 udsender John Foxx’s Roxy Music/punk-hybrid Ultravox – wow, der var mange ‘x’-er lige der! – nummeret ‘Hiroshima Mon Amour’, der via afsæt i franske Marguerite Duras’ manuskript af samme navn og gennem sin fortælling om menneskelig erindring og isolation bliver et subtilt mindesmærke for den første atombombe-sprængning om morgenen 6. august 1945, 600 meter over Hirsohima. Resten er historie…
The ones that got away
Der er bands til enhver årstid. Et der høres meget her om sommeren er Lower East Side’s Blondie, hvis neonsmeltende new wave er tilpas kølig til at lindre selv de varmeste dage og nætter. I sin første periode – altså den de er kendte og berømte for – udsendte Blondie seks albums. To af dem er lovende gode, tre decideret mesterlige, mens det sidste skilsmissealbum halter mærkbart efter. Tredjealbummet Parallel Lines (1978) blev det store gennembrud og kastede ikke mindre end seks singler af sig. At ‘11.59’ ikke var en af dem er meget svært at forstå. Keyboardspiller Jimmy Destri’s sang har alt det drama, heartbreak og melodiske schwung en klassisk stærk popsang ofte er gjort af. Her playbacker Debbie Harry og co. ‘11.59’ under et besøg i efteråret 1978 på hollandske Toppop…
August in my mind
The Fresh & Onlys fra San Francisco, Californien er trods efterhånden syv albums og tre EP’er ikke kendt af frygteligt mange i Europa. Deres stil? De er kantede, rå, skævt melodiøse. Der er både svimle nætter og stråler af solskin i den rastløse Fresh & Onlys-musik. På denne solbrændte titelsang fra EP’en August in my Mind (2010) formår de positivt både at lyde som The Coral, The Walkmen og The Doors på én og samme tid, noget af en bedrift…
August le punk
En sydfransk rockfestival i en åben, hed tyrefægterarena. Mont-De-Marsan kunne dags dato i 1977 byde på den første af to dage med dette overvældende line-up, hvor tidens nye toner var blevet hørt, anerkendt og booket ind fra både London og Paris.
Sjæl – ingen sjæl 1-0
Hørte et frygteligt dansk nummer i dag, hvor den amerikanske tradition blev brugt som alibi for en djævelsk masse postuleret ingenting. Jo mere regelret stilistisk en musik man spiller, jo mere afslørende er det hvis man har mangler i den helt centrale afdeling med indhold, sjæl, personlighed, autencitet. Og dette danske nummers mærkværdigt falske americana-pas kom på alle måder fra højtalerne så fattigt og gustent, at den ægte vare pludselig blev et must at lindre ethvert ubehag på. Så derfor her den nu så sørgeligt afdøde Justin Townes Earle serveret i levende live med sit righoldige udtryk i ord, musik og levering…
Kaleidoscope
Joy Division havde lige udsendt sit allerede kropskolde farvelkys Closer, Bunnymen deres udefinerbare, sært dragende debut Crocodiles og Seventeen Seconds, The Cure’s transformation fra engelske forstadsweirdos til overraskende overbevisende stemningsband med stærk identitet, lå også på pladespilleren. Alligevel blev der plads til Siouxsie and the Banshees i sommeren 1980, da juli gik over i august. Kaleidoscope var navnet på bandets tredje album, der åbnede op for en ny, mere letbenet og indimellem næsten vignetagtig musik i postpunkgenrens mørke favoritfarver. ‘Happy House’ og ‘Christine’ var de åbenlyse døre ind, men der var flere andre hooks end dem på pladen med det bemærkelsesværdige persienne-cover, hvor den kommende faste guitarist John McGeoch også først hørtes sammen med Banshees…
Er det virkelig fred vi vil have?
I sommeren 1985 er Imperiet Sveriges altoverskyggende rockband. Forårets album Blå Himlen Blues har givet bandet al den medgang, kun de færreste oplever og sommeren er – efter hjemkomsten fra en håndfuld forårsshows i USA – ét langt triumftog for ærkerockstjernen Joakim Thåström og hans band. 2. august spiller Imperiet i Arosparken i Västerås. Aftenen optages og udsendes samme efterår som livepladen 2:a Augusti 1985. Her livealbummets version af slutnummeret fra Blå Himlen Blues, Thåström’s take på Hoola Bandoola Band’s 1971-hippiesang ‘Fred’…
I’ve never done good things…
Jo, du har David. Og ‘Ashes To Ashes’, som overskriftens tekstlinje kommer fra, er en af dem. Sangen udsendes som forløber for Scary Monsters-albummet dags dato i 1980. Tænk at have levet i en tidsalder, hvor så afsøgende og abstrakte eksperimenter kunne gå helt til tops som nummer et på den engelske single-hitliste…
De unge elskende senere i livet
Nick Cave spillede stort engelsk homecoming-show i sin tidligere hjemby Brighton’s Preston Park i aftes. Midt i settet fik han besøg af Kylie Minogue, så de sammen kunne genopføre deres murder ballad-duet fra 1995. Hvor sær en størrelse tid egentlig er kan igen konstateres ved at gense de to på deres optræden med selvsamme sang i Ray Cokes MTV-program dengang…
Is this 25?
Det er det. 25 år i dag siden The Strokes’ debutalbum Is This It udkom og genoplivede rockmusik som sådan med elektrisk åndedræt. Her et af albummets skødesløst formfuldendte numre…
Den dødelige sommer
I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
Idolplakat
Sixteen Horsepower kaster sten forleden ved Lower Two Medicine Lake i Montana.
Life’s Rich 40
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der samlet udstråler lidt for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, det var anderledes tider. Men som toptunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med skævt ramte musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som sangenes fakkelbærer ikke at stå lysende klart i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende sultent, dynamisk og intuitivt stilrent sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidste Document (1987) og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) raketflyvende et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 40 år siden i dag og lyder til stadighed som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for. Sådan her starter albummet. Nævn bare én rockplade indenfor de seneste fem år, som kommer ligeså særegent, velgørende og meningsfuldt afsted…
(De ovenstående ord her er en lettere omskrevet version af en tidligere post fra denne blog)
PS – Hører Life’s Rich Pageant nu og bliver som ofte før overvældet af track nr. 3, singlen ‘Fall On Me’, et nummer der blandt R.E.M.-tilhængere ofte nævnes som bandets måske allerbedste sang. Den er jo faktisk også formfuldendt perfekt i sin naturlighed med de så fint melodisk udfoldende vers, et helt igennem forløsende omkvæd der aldrig prøver for hårdt, samt det C-stykke der sætter det rigtige udråbstegn bag udtrykkets så umiskendelige amerikanske fingeraftryk og håbefulde tone. Tænk at have levet i en tid, hvor noget så sært uafkodeligt men vidunderligt kom på både hitlister og radioer; det gad man godt.