Så vil musik også få en forslået verden gennem denne onsdag? Suicide er ialfald mødt tidligt ind for at vise hvor skabet skal stå. Deres debutalbum på Red Star fra 1977 en visionær ener; enkel, repetitiv, foruroligende og med håndholdt kamera fra det dunkelt belyste amerikanske fællesrum. Denne single kom så bagefter og fremstod lige umiddelbart, ovenpå den første messende electropunk, nærmest lys af sind…
Kategoriarkiv: Rocknroll
They never die, they just go to sleep one day…
“Heroes” fylder 49 år i dag, tænk engang…
Where Is Gone?
Duetten med den spanske verdensstjerne Rosalia fra Fontaines D.C.-albummet nu på fredag. Vidste på rygraden hun er en stor stemme, men at Grian Chatten kan være med så ubesværet her fortæller mere end ord, hvor meget FDC-frontmanden er vokset i statur siden han i 2019 stod og råbte ind i sin mikrofon nede på Ideal Bar under Vega. Dopamine Chamber får i dag mandag i Guardian fem ud af fem stjerner i en uforbeholdent begejstret anmeldelse…
Jeg er havet
“I’m the ocean”, synger Neil Young på sin udstrakte udladningsrampe af samme navn. Pladen er Mirror Ball, året 1995, hørte ofte ‘I’m The Ocean’ under tilblivelsen af numrene til LS’s Go!. I dag hvor tourbilen kører mod Vesterhavet – Hanstholm er det – synes Neil Young’s genstridige nummer et relevant soundtrack igen…
Tillykke, Tommy Stinson!
I denne uge, nærmere bestemt i går, blev Tommy Stinson 60 år. Vi husker ham fra The Replacements og også (måske lidt modstræbende) fra Guns’n’Roses, hvor han en lang overgang var bassist og i den sammenhæng endda besøgte Aalborg. I dag er han (heldigvis) sig selv og er aktiv under eget navn. Cowboys in the Campfire var et godt album fra hans hånd. Samtidig er Tommy Stinson alene om at holde fanen højt som aktiv musiker efter årene med The Replacements.
Broderen Bob Stinson og dennes efterfølger som leadguitarist, Slim Dunlap, er døde. Chris Mars blev billedkunstner og Paul Westerberg har trukket sig helt tilbage.
I al fald: Tillykke herfra. Jeg fik aldrig oplevet The Replacements, men jeg håber at Tommy Stinson en dag når til Europa igen.
Richard Hell
Og der er også lys i lagkagen i New York City for NYC-punkens posterboy Richard Hell. Ungdomsvenner med Tom Verlaine, med til at starte Neon Boys som hurtigt bliver til Television. Verlaine smider Hell ud, Hell starter Heartbreakers med Johnny Thunders, en strandet sømand fra det sunkne skib New York Dolls, men bliver også – tidligt i 1976 – hældt på porten der, en konfliktopsøgende person så åbenbart. Hell laver nu sit eget band Richard Hell and the Voidoids som med Blank Generation i august 1977 udsender et af de helt centrale og givende NYC-punkalbums, ikke mindst takket være tilstedeværelsen i The Voidoids af det uortodokse guitar-es Robert Quine…
Transmission
Endnu en efterårssang fylder år. Joy Division’s eksklusive single ‘Transmission’ udsendes 7. oktober 1979, kun få måneder efter Unknown Pleasures har sat Manchester-bandet noget så eftertrykkeligt på postpunk-landkortet. Ville Interpol nogensinde have eksisteret uden det stilistiske negativ af disse små fire minutters så perfekt tegnede og kommunikerende lydbillede, synes svært at tro…
På Dad’s i Malmö
København havde under Palads-biografen Daddy’s Dance Hall, diskoteket hvor Patti Smith Group, The Ramones, Blondie, Television, Sex Pistols, Iggy Pop og Robert Gordon lagde ud med deres respektive første shows i Danmark. På den anden side af Sundet kunne Malmö City svare igen med den næsten ens kaldte Dad’s Dance Hall. Selvom de to steder ingen forbindelse havde var Dad’s også dér først til at være leveringsdygtige på den nye bølge. I 1977-78 kunne dansehallen på Föreningsgatan 54 således præsentere shows med The Jam, The Clash, Ultravox, The Runaways, Boomtown Rats, Blondie, Patti Smith Group, Tom Robinson Band, Cherry Vanilla, Elvis Costello and the Attractions, Dr. Feelgood og The Ramones. I aften er det 49 år siden The Clash gik på scenen ovre på Dad’s i Malmö. De sluttede deres helt sikkert hæsblæsende set med ‘1977’, den skarpt udmejslede B-side fra samme års debutsingle ‘White Riot’…
Bring on the dancing horses
Den bedste version af Echo and the Bunnymen’s uovertrufne nonalbum-single ‘Bring On The Dancing Horses’ er vel den 12″er-extended version som kører herunder. At udvide nummeret og give plads/ånderum til dets lydmæssige lag hæver kun dets flag endnu højere end 7″erens to minutter kortere udgave formår. ‘Bring On The Dancing Horses’ blev udsendt 7. oktober 1985 som første nyindspillede sang siden Ocean Rain (1984), næsten halvandet år tidligere. Umiddelbart var der en del murren i krogene over den her helt nye Bunnymen-producer Laurie Latham’s anderledes maskinstyrede produktion, men set i bakspejlet forekommer den kritik nok lidt for tonedøv overfor, hvad rent faktisk blev serveret her, en grandios Bunnymen-popsingle til den helt lange bane…
Underground
Støjsenderne fra skotske Mogwai har fået den lysende idé, at lokke Iggy Pop til forsang på deres nye ‘Underground’. Som så ofte før stjæler papegøjeejeren fra Miami showet og gør det helt til sit eget…
Something for the boy with nothing at all
De her to amerikanske brødre og deres toptunede engelske backingband slog døren ind og rockede min verden som de allerførste. Deres tre bedste albums fra dengang – Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975) – lød og lyder som intet andet. ‘Something For The Girl With Everything’ her var tredje single fra Propaganda…
The Fall-energi
Som et menneske pludselig kan savne smagen i sin mund af salt and vinegar, kan et savn efter den kradse lyd som er musikken fra Prestwich, Manchester’s nu afdøde Mark Edward Smith ligeledes opstå uden egentlig grund. Der er stædige The Fall-numre der lyder mere som hits, end hits med mægtige hitbands gør det. Hørt herfra er denne optagelse fra 2003 et af dem. En klage? ‘Mountain Energei’ kunne som tilstandsnummer fint have været dobbelt så langt…
Charlotte 45
The Cure-singlen, der binder Faith (1981) og Pornography (1982) sammen, udkom i England for 45 år siden i dag. Tid bliver en abstrakt størrelse, når fire minutters rockmusik pludselig har personlig historie, der går så langt tilbage. Og endnu mere svært begribelig når dets lyd og udtryk stadig formår at tale i øjenhøjde til sin lytter på tværs af næsten et halvt århundrede. Måske dét netop er indbegrebet af evig ungdom, at kunne holde en flamme i live, hævet over noget så matematisk trivielt som afrevne kalenderblade?
Hvil min kemi
Interpol har med This Mirror Weighs a Ton begået en af sine bedste plader siden den gyldne trio kvartetten lagde ud med i sine Carlos D-år. I sidste uge indspillede NYC-bandet en KEXP-session, som i weekenden er blevet lagt op. Det fanger straks øjet, at The Walkmen’s trommeslager Matt Barrick er en mere end godkendt vikar for Sam Figarino, der i disse måneder kommer sig ovenpå en hals/nakke-operation. Af de fire numre fra KEXP her for nu det ældre ‘Rest My Chemistry’, altid en elsket Interpol-favorit…
Postkort fra Cardiff
Bedste walisiske band nogensinde? Umiddelbart vil pilen herfra pege på Young Marble Giants, trioen fra Cardiff hvis minimalistiske lofi-tilgang og nærmest dekonstruerede musik i 1980 var en kolossal inspiration for alle os, der samtidig tog et instrument op og for første gang skulle til at lave egne numre. Ved indgangen til den ukendte, svært uoverskuelige verden viste Young Marble Giants, hvor vildt effektivt det med meget få og enkle midler kunne gøres. Overraskende nu at støde på denne video med det stort set visuelt udokumenterede band, der kun nåede Colossal Youth (1980), sin postpunk-klassiker af en albumdebut, en single og en instrumental-EP inden opløsningen i januar 1981…