Kategoriarkiv: Rocknroll

Can you hear me, Major Tom?

I fredags var der gået 50 år siden David Bowie’s album Space Oddity blev udsendt. Det blev markeret på dagen med en udgivelse på guldfarvet vinyl, hvor et nyt 2019-albummix af Tony Visconti kunne høres for første gang. Ansporet deraf har videorestaureringsartisten Nacho – som gennem de senere år har beriget Bowie-baglandet med adskillige ‘nye’ klips af forbløffende kvalitet – i dag udsendt denne video med det nye fuldlængde-mix af titelnummeret, Bowie’ s første store hit. Billedsiden er fra sidst i 1969, da det schweiziske TV-program Hits a-Go Go har besøg af den kommende stjerne…

Vi præsenterer…

Til marts 2020 opstår en hybrid mellem Jens Unmack’s soloshows og Love Shop’s bandkoncerter, når Unmack inviterer Mikkel Damgaard (LS-producer og -keys) og Mika Vandborg (LS-guitar) med ud på tour. Under navnet Love Shop 3 vil de tre turnere Danmark i tre uger, og udfra mottoet ‘quiet is the new loud’ give deres personlige bud på versioner af sange fra både Love Shop og Unmacks eget solokatalog. Billetter i salg i dag. Vi ser frem!

Tidens fylde

Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.

Men sangen er stadig en klassiker.

Dødsdisco til en søndag

Australske Anita Lane kendes nok bedst for sin placering – både privat og professionelt – omkring Nick Cave i årene før og omkring hans periode i Vestberlin. Det er således f.eks. Lane, som står bag ordene til hans ‘From Her To Eternity’, og sammen med Blixa Bargeld har skrevet ligeså Bad Seeds-klassiske ‘Stranger Than Kindness’. Her optræder hun i eget navn, på en kuldsejlet langsom dog knejsende 1988-coverversion af et af musikhistoriens mægtigste disconumre, vi taler Sister Sledge’s ‘Lost In Music’. Orgelet på dette stykke vestberlinske dødsdisco spilles iøvrigt af netop Nick Cave. Således hænger tingene logisk sammen, selv i et så løst miljø som det, de to begge bevægede sig i.

Sønner bliver voksne

1979 et fremragende år for den nye rockmusik, der er opstået i kølvandet på punkrevolutionen. Således også for et af Englands da største og mest bredt anerkendte rockbands, The Jam, der på dags dato udsender deres nok allerbedste album, den i bedste forstand socialrealistiske Setting Sons, det perfekte snapshot af et slidt og forarmet England i begyndelsen af Margaret Thatcher’s moderne middelalder som premierminister.

Vi har tidligere her snakket om The Clash, The Jams ærkerivaler, og hvordan deres plader kunne have set ud, var andre – og kortere – valg blevet truffet. Samt selvfølgelig om deres amerikanske debutalbum, der kom halvandet år efter den europæiske version, og derfor har en hel del The Clash-singler med på bekostning af oprindelige albumtracks.

Setting Sons bliver den vinkel også hurtigt relevant for The Jam, da albummet udkommer i USA og Canada i to indbyrdes forskellige og let forlængede versioner, der ligeledes også tilgodeser modtrioens samtidige single ‘Strange Town’ (men mærkværdigvis ikke suverænt veloplagte ‘When You’re Young’ fra august), der ikke var blevet udsendt i Nordamerika, og som derfor blev trukket ind for at forstærke en i forvejen velfungerende helhed, som sequencemæssigt vendes helt på hovedet.

Bliver Setting Sons så bedre af det? Svært at sige, den bliver ialfald langt mere rodet for os europæere, der har den rigtige (!) version i hukommelsen. Men altid interessant at høre velkendte sange i ny rækkefølge og sammenhæng. Således her henholdsvis den amerikanske og canadiske Setting Sons, hvoraf sidstnævnte med en meget stærk side A klart giver bedst mening af de to :

Glemte vist lige noget omkring denne The Jam-40-års-mærkedag i skyndingen: Tillykke, Setting Sons!

Et varmt bad i fortiden

Så lad os da gå ud til fredag aften her på siden med en af de sidste sange Kent indspillede og udsendte. ‘Om Du Visste Vad Du Ville’ er et af de fire nye numre, som blev indspillet til – og inkluderet på – Best Of-opsamlingen, der udkom i september 2016, fire måneder efter selve afskedsalbummet Då som nu för alltid, og tre måneder før det hele var forbi med afskedstourens sidste tre shows i Stockholm. Hvad gør lidt ondt her er den høje klasse i sang, ord og fremførelse, der kun fortæller, at Berg & co. langtfra var en opbrugt kreativ force trods den stort anlagte opløsning. På den moderne ballade synges ord, som næsten kunne være skrevet til Kent selv af bandets efterladte tilhængere, men det er C-stykket (start 2:58) hvor det dyrebareste guld ligger, i det lyse kvindelige kor oveni Joakim Bergs lead-vox, hvis nordiske sound positivt sender hjertestik direkte tilbage til ABBA’s mesterlige ‘When All Is Said And Done’. Det var det desværre for Kent, og dét er stadigvæk satans.

Allt jag vill göra är att låsa upp din dörr
Söka skydd i ditt mörker och spela dig som en sång på repeat
Det vi har är oändligt mycket större än vanlig jävla kärlek
Åh spela mig som en sång på repeat

On the route of the 19 bus…

Ordene er Joe Strummer’s på ‘Rudie Can’t Fail’ fra London Calling (1979). Da The Clash indspillede deres mesterlige dobbeltalbum i sensommeren det år, tog Joe Strummer ofte London Transport’s linie 19 fra Battersea op til Highbury, hvor Wessex Studios lå, så derfor. Hverken Strummer eller de andre i The Only Band That Matters havde næppe nogensinde set komme, ‘the 19 bus’ i disse dage, som markering af 40-års-genudgivelsen af London Calling, skulle køre rundt sådan her. Poetic justice kaldes det.

Stockholm når lyset forsvinder

En hovedstad inspirerer ofte sit lands sangskrivere, og da ikke mindst den svenske. Det er således kun små to måneder siden Linköping’s Lars Winnerbäck – som iøvrigt kan opleves i aften i den mentale frostbox Malmö Arena – på sit nye album præsenterede løvfaldssangen ‘Stockholm I Okt’. Og næste fredag tager sommerens svenske comeback-artist Ulf Lundell så den stafet op og udsender en single med næsten identisk navn, ‘Stockholm I December’…

Er det mon endnu for tidligt her, at annoncere kronisk savnede Kent’s genkomst-single til januar, ‘Stockholm I Februari’?

Dem med det lange navn

Austin, Texas-støjbandet med det uhåndterligt lange navn …And You Will Know Us By The Trail Of The Dead, som for en del år siden gav en opsigtsvækkende vellykket koncert på Roskilde, udsender i januar 2020 sit 10. album, X: The Godless Void and Other Stories. Her en for Trail of Dead atypisk melodisk ny singleforløber…

Gårsdagens 42-års…

I dag har Words of Love, dokumentarfilmen om den græske kærlighedsaffære mellem Leonard Cohen og norske Marianne Ihlen biografpremiere. Ikke mindst derfor relevant at markere Leonard Cohen’s Phil Spector-album Death of a Ladies Man, der udsendtes til forundrede reaktioner 13. november 1977. Mange kan ikke holde pladens dunkelt Wall of Sound-sumpede, nærmest passiv-aggressive trip ud, mens andre af os finder det både underholdende , eksotisk forfriskende, ja, endda mærkværdigt givende med dette så umage musikalske rendezvous mellem to på det tidspunkt hørbart uligevægtige mestre af ganske forskellige discipliner…

Imens i Hamburg…

Det er 1983. Den unge tysk/polske Hamburg-sangerinde Mona Mur har både i Vesttyskland og England haft en vis gennemslagskraft med sin debut-EP, et samarbejde med medlemmer af Berlin’s Einstürzende Neubauten. Hendes pladeselskab foreslår et mere moderat udtryk, og et prøvesamarbejde mellem Mona Mur og Neue Deutsche Welle-stjernen Joachim Witt resulterer i en enkelt prøveballon-single, hvor ialfald b-siden kan sit kølige greb på tidens fagre nye verden…

Do or die!

Billedet her er fra onsdag d. 12. november 1980, da Phil Oakey og Adrian Wright, de to tiloversblevne i The Human League (efter flugten af bandets til da kreative kræfter over i Heaven 17), for første gang spiller live med de to nye piger, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, som Oakey netop har shanghajet på et diskotek i hjembyen Sheffield. Men her er vi på klubben Rotters i nabobyen Doncaster, Yorkshire. Ingen tror på dette tidspunkt, The Human League lever på andet end lånt tid. Men 11 måneder senere udsendes synthpopmesterstykket Dare, som avler massive singlehits og går nummer 1 i England. Her er The Human League i maj 1981 på Top of the Pops med albummets første og fremragende forløber-single…