Kategoriarkiv: Rocknroll

LS kommer ud!

Fra i dag – fredag 9. april kl. 10.00 – er billetter i salg via spillestedernes hjemmesider. Vi ser frem!

08.10 PALETTEN. Viborg
09.10 BYGNINGEN. Vejle
14.10 SKRÅEN I NORDKRAFT. Aalborg
15.10 TRAIN. Aarhus
16.10 STORE VEGA. København
19.10 BRUNDBY ROCKHOTEL. Samsø
20.10 TOBAKKEN. Esbjerg
21.10 GODSET. Kolding
22.10 FERMATEN. Herning
23.10 POSTEN. Odense
28.10 GIMLE. Roskilde
29.10 TEATERBYGNINGEN. Køge
30.10 MANTZIUSGÅRDEN. Birkerød

Meddelelse fra PDH Music

Efter et år med lockdown melder Love Shop klar til en tour på landets spillesteder i efteråret 2021. Nedlukningen er blandt andet blevet brugt på at turnere med “Love Shop 3”, hvor frontmand Jens Unmack var ene på scenen med Mikkel Damgaard og Mika Vandborg. Men heldigvis er nye sange også kommet til, og det enkle LS3-setup har i høj grad også inspireret til den nye musik.

Til efteråret, når vi – forhåbentlig – er nogenlunde på den anden side af restriktioner, melder Love Shop, for første i 2 år, klar til at turnére med fuld besætning, bestående af det klassiske hold bag Unmack med Mikkel Damgaard (keys), Thomas Duus (trommer), Mika Vandborg (guitar) og Nis Tyrrestrup (bas). Det seneste års opsparede energi og frustration peger mod en række forløsende koncerter landet over. Om det udtaler Jens Unmack:

‘Det seneste år har været en lang vandring uden alle de ting, der normalt lyser tilværelsen op. At samles til rockkoncerter er en af dem. Vi glæder os i Love Shop usigeligt til at komme ud og indtage de vitale oplevelser, vi før kun har taget for givet. Det har denne tid lært os, at de ikke er. De er derimod en luksus vi hver eneste gang skal værdsætte og dele sammen, som var det både første og allersidste gang. Jeg er sikker på, det kun kan blive uforglemmelige, berusende og fantastiske aftener. Vi ser frem.’

Turnéplanen er:

Billetsalg starter fredag d. 9 april kl. 10.00 via spillestedernes hjemmesider.

For Ivy’s kærlighed

The Cramps’ kvindelige guitarist Poison Ivy Rorschach havde fødselsdag lørdag. Værd at markere, så der er undskyldning for righoldig nydelse af The Gun Club’s hyldestsang til hende fra deres storslåede debutalbum Fire of Love (1981). Siden her oplevede iøvrigt Ivy med The Cramps i Saltlageret, København i 1986, og det var præcis ligeså Elvis-i-Helvede-eksplosivt som denne Jeffrey Lee Pierce-sang…

X for X

En nat for to-tre uger fremstillede en doku på TV Los Angeles-bandet The Go-Go’s som et af de centrale LA-punkbands i slut-70’erne. Intet kunne vel være mere misvisende. Her er derimod X, som i virkelighedens verden – sammen med især The Weirdos, Germs og The Dils – sad tungt på LA-scenens første bølge og udsendte en række markante plader, hvor især albummet Los Angeles (1980) har overlevet på stærkt særegne numre og en tidløs nødvendighed…

Weekend i Paradis

Nikolaj Nørlund udsender i dag sit første egentlige soloalbum siden 2014. Hverdag i Paradis er blevet til i tæt parløb med keyboardspiller Adu Zukanovic, og fortsætter i generel tilgang som lyd den driblende leg hovedpersonen i producerstolen senest demonstrerede på Peter Wangels så fine solodebut. Her ‘De Tilfældige’ fra dagens lykkeligt overskudsramte nye Nørlund-album…

W for The Walkmen

Stadig på pause, nu på ottende år, New York City’s uforlignelige The Walkmen, og ja, hvem ved om bandmedlemmerne måske lige nu nyder livet under en baldakin, med udsigt til en damper ude på et blåt hav, som herrerne på singlecoveret herover? Det skal isåfald være dem fortjent. Men stadig kan man overvældes af The Walkmen’s bedste øjeblikkes ubesværede og anderledes perfektion, det i en grad så en genforening og kollektiv musikalsk reaktivering står højere på den musikalske ønskesliste her end det meste andet. Det er den slags stof drømme er gjort af.

Losing my R.E.M.

30 år siden i dag Micheal Stipe stod med sine englevinger på MTV for første gang, og dansede ‘Losing My Religion’ afsted til et internationalt hit af de allerstørste. Siden da var bandet fra Athens, Georgia aldrig helt det samme, nu med langt tungere og forpligtende vægt på kollektive skuldre. De var ikke vores længre, tilhørte nu en verden af MTV. ‘Losing My Religion’ hørte man så meget med tiden, den blev blind muzak, men med friske ører i dag er det jo faktisk stadig en stor, stor sang på sine lette mandolinfødder…

Art of the cover

Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…

Ba-ba-ba-ba-ba-ba…

Iceage klar med ‘Vendetta’, allerede anden single i 2021, og samtidig oplyses det, at bandets femte album Seek Shelter udsendes 7. maj…

01 Shelter Song
02 High & Hurt
03 Love Kills Slowly
04 Vendetta
05 Drink Rain
06 Gold City
07 Dear Saint Cecilia
08 The Wider Powder Blue
09 The Holding Hand

Clash City Rockers

Det var The Clash’s fjerde single. Ovenpå den tredje, den Lee Perry-producerede og opbygningsmæssigt forholdsvis komplekse ‘Complete Control’ valgte The Only Band That Matters at vende tilbage til en mere enkel sangskrivning og tilgang, det med en sang baseret på et rif i tæt familie med deres egen ‘Capitol Radio’. ‘Clash City Rockers’ udkom dags dato i 1978…

Den sorte svane

Langt, langt borte, fra Perth i det vestlige Australien kom The Triffids, som i de sidste fem år af 1980’erne berigede med en lille håndfuld albums, der i klassisk sangskrivning, litterær ambition og australsk særegenhed på ingen måde stod tilbage for mesterlige The Go-Betweens fra Brisbane ovre på østkysten. David McComb, The Triffids strålende frontfigur, kunne være blevet 59 år i dag, hvis ikke han allerede i en alder af kun 36 var død som følge af både alkoholisme og heroinmisbrug. I går kom nyheden om en ny dokumentarfilm, Love In Bright Landscapes – The Story of David McComb of The Triffids, der stiller skarpt på ham og The Triffids. Her dens trailer, skarpt efterfulgt af den hjerteknusende slutsang på bandets sidste album The Black Swan (1989), inden de gik i opløsning og kravlede hjem til Australien. Det var alt for tidligt, men betinget af nogle sikkert alt for hektiske år, der ikke afstedkom den søgte bredere succes, der kunne have gjort bandlivet i en kuffert mindre hårdt. Faktisk præcis samme årsag som omkring samme tidspunkt sprængte føromtalte The Go-Betweens i stykker…

W for Hanne Winterberg

Bandet Moral fra Aarhus står som en for skjult skat i nyere dansk musikhistorie. Deres flagskib af sublim klasse – det gennem salige keyboardkorridorer, drømmende intens distortion-guitar og så Hanne Winterbergs så glødende vokal – er sangen ‘Whispering Sons’, der først optræder som titelnummer på trioens andet selvudgivne 1982-kassettebånd, dernæst på Irmgardz-provinsopsamlingen Somewhere Outside (1983), men desværre ikke på Moral’s eneste regulære album, den ellers uangribelige And Life Is (1984).

Hvad bliver der siden af de tre fra Moral? Hanne Winterberg forlader begrædeligt musik til fordel for et aktivt liv i Rudolf Steiner-bevægelsen, keyboardmand Ingolf Brown bliver fængselsbetjent i Horsens og går siden bort i 2012, mens guitarist Marco de Andreis rykker til København, spiller med Greene/Olesen-Olesen, og nuomdage importerer portugisisk vin oppe i det nordlige København. Ja, skæbnens veje er forunderlige, men musikken er heldigvis for altid. Her Moral’s mesterligt hypnotiske ‘Whispering Sons’…

Glædeligt nyt: Ser nu at ‘Whispering Sons’ (samt de to andre Moral-numre på Somewhere Outside) rent faktisk optræder på den version af And Life Is, som det amerikanske pladeselskab Dark Entries har genudgivet i 2015.

A hundred lonely housewives…

Præcis som her i dag er der også sne på de elskeligt trøstesløse engelske hustage på coveret af The Jam’s ‘A Town Called Malice’, der toppede den engelske singlehitliste i disse februar-uger i 1982. Men inden året var omme havde Paul Weller opløst England’s da mest succesfulde band fra punkbølgen, og var hurtigt videre alene med sit nye projekt The Style Council. Sidstnævntes akavet stilbevidste cappucino-soul skulle aldrig ældes med ynde, hvorimod The Jam’s musik i dag med lethed står vitalt og vedkommende. Illustreret f.eks. ved at denne sang spilles ved hver eneste hjemmekamp i Sydlondon hos både Crystal Palace, Millwall og ikke mindst Woking FC, The Jam’s gamle hjemby. ‘A Town Called Malice’ kan også sin soul, men denne er en krads socialrealistisk og strictly britisk Motown-variant…