Kategoriarkiv: Rocknroll

Lawrence til Danmark!

Et af denne sides førende engelske favoritindiebands i 1980’erne var Felt fra Birmingham, der 100% tilhørte excentrikeren Lawrence, hvis udtalte popstjernedrøm med dem desværre aldrig tilnærmelsesvis gik i opfyldelse. Ti albums – nogle af dem vildt stærke! – og ti profilerede singler på ti år blev det til med Felt, inden Lawrence dannede Denim, der i sin spirende britpop-samtid nok burde have haft en chance med en kvik bitterhumoristisk blanding af rendestens-glam og cheesy engelsk pop, men nej, også de fejlede fælt i pladebutikkernes salgskasser. Siden har Lawrence haft sig en prøvet tilværelse som on/off-hjemløs i London, men indimellem er det blevet til udgivelser med hans nuværende, uhm, ironipop-projekt Go-Kart Mozart, der sidste år tog navneforandring til Mozart Estate. Så ja, som ikke kan skjules er det en kultfigur, vi har at gøre med her. Ikke mindre overraskende derfor, at den så ustabile Lawrence kommer til DK med Mozart Estate til to shows, på Stairway i Vanløse 21. oktober og på Radar i Aarhus aftenen efter. Aner ikke hvad Mozart Estate-musikken kan på en scene, men Lawrence er helt sikkert stadigvæk en aften værd. Til anskueliggørelse af den musikalske løbebane her et nummer med hver af hans tre bands til nu. Specielt det første af dem havde fortjent et langt større publikum…

Get away, get away…

8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…

Diskretionens mester

Den tidligere Sort Sol-sangskriver og -bassist Knud Odde udsendte sidste fredag uden varsel pludselig sit første soloalbum, Strejftog I Hjemegnen, en overraskende men længe ventet og gennemdejlig samling af udvalgte, genbehandlede titler fra nogle af Oddes 7’er-singler, samt nye sange. Af de sidstnævnte ville man knuselske her at kunne poste den så heftige ‘Det Knaldhårde Mørke’ – med tekst af Søren Ulrik Thomsen – men den ligger endnu ikke på YouTube, ligesom albummet til nu også udelukkende kan fåes og høres på vinyl. Dog minus denne luftige undtagelse af en ny sang, der allernådigst er blevet lagt op…

Keep a close watch!

Den nye John Cale-single forleden kalder på mere, så her et genhør med den diskrete waliser fra for 47 år siden; den store skjulte ballade næstsidst på hans Fear-album (1974), men her i en anderledes atmosfærisk produktion fra ’75, hvor Cale og hans band besøger BBC-studierne i Maida Vale for en John Peel Session…

Introducing…Late Runner!

Og apropos det bandnavn, bedre sent end aldrig med lidt opmærksomhed herfra: Den tidligere Superheroes-guitarist Asger Tarpgaard albumdebuterede i august for et år siden på Crunchy Frog med sit soloprojekt Late Runner. Albummets luftspejlingssmukke titelnummer Nothing’s Real Anymore fortjener lindrende airplay på en så varm dag som denne. Man aner Eric Carmen’s Raspberries, Big Star, MGMT, ja, selv en solbrændt Tom Petty i tonefald og tilbagelænet ligevægt på dette fine popnummer…

Cincinatti på Amager

I forvarslet tropevarme i aften starter den københavnske efterårskoncertsæson på Amager. The Afghan Whigs, Cincinatti, Ohio’s vel – undskyld, Isley Brothers! – bedste band ever, vil tage sit helt specielle sammenstød af blødende soul, machismo, hård alt-rock og altings forgængelighed ind på Amager Bio’s scene som del af den nordeuropæiske klubtour, der lige nu bl.a. byder på smagsprøver fra How Do You Burn?, det til september kommende nye album. Der er stadig billetter at få til besøget af Greg Dulli’s band, der her ses i et overbevisende liveklip fra dengang, dets musik velsignede TV…

Twist & shout i Cincinatti

Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…

Lee fra The La’s

Lee Mavers fra The La’s lever forhåbentligt godt af indtægterne fra sin i mange sammenhænge benyttede Merseyjangle-klassiker ‘There She Goes’. For siden den udkom på bandets selvbetitlede debutalbum i 1990 er der aldrig kommet mere nyt fra Liverpool-kultbandet. Det album blev ellers rost vidt og bredt, fuldt fortjent udfra sit ubesværet vitale take på en opdatering af Merseybeat-genren, men Mavers selv hadede hvert sekund af det allerede dengang. Det gav han udtryk for i flere samtidige interviews, hvor specielt albummets produktion blev svinet til, og Mavers opfordrede endda til ikke at købe fejltagelsen i pladebutikker. Det gjorde mange nu – denne side inklusive – med stor glæde alligevel, og albummets fine ry som usleben diamant har bevirket, at The La’s siden har kunne spille stærkt imødesete koncerter. Men nye studieindspilninger er det aldrig blevet til, en stor skam, for Lee Mavers var som sangskriver et alt for unikt og åbenlyst talent til at gå kold umiddelbart efter startlinjen. I dag fylder han 60 år. Her som markering et ret charmerende klip fra canadisk TV, da fremtidens musik endnu syntes hans og The La’s…

Cale og Bowie i New York

Vi er i New York City i 1970’erne, en helt anderledes vild og kunstnerisk udfordrende metropol end i dag. John Cale og David Bowie turer sammen gennem slumbyens bundløse natteliv. Det scenarie er øjensynligt udgangspunktet for den artrock-lydende single, John Cale har udsendt i dag…

But the sky and sell the sky…

Endnu en nærmest berusende stærk sang, denne endda en single, fra Life’s Rich Pageant‘s perfekte side 1. R.E.M.’s bedrifter er skyggehistorie disse år, men en dag må de vel positivt blive genetableret som bandet uden hvem den alternative indie-musik aldrig var blevet sund mainstream.

Young despite the years

Life’s Rich Pageant, det fjerde og måske allerbedste R.E.M.-album, blev som en dengang supervital sommerplade udsendt i går for 36 år siden. Her en af perfekte side 1’s centrale sange, hvor Michael Stipe synger om ‘hope despite the times’. Haha, han skulle bare have vidst, hvad fremtiden herude til sammenligning ville byde på af rædsel, bullshit og nedbrud. Ventes der stadig på det Stipe-soloalbum, der aldrig kommer, eller er vi holdt op?