Kategoriarkiv: Rocknroll

Art of the cover

Hvem andre mon end Siouxsie and the Banshees kan bruge de så vanskelige farver gult/lyserødt på et albumcover, og komme afsted med noget alt andet end sødt, feminint, ferskt? Superstition (1991) er bandets næstsidste album, og et overraskende stærkt et af slagsen så sent i karrieren.

Banshees spiller Beatles

1983: Siouxsie and the Banshees turnerer under sommer Skandinavien, hvor de i Danmark er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival. I Stockholm går de i studiet og indspiller The Beatles’ ‘Dear Prudence’. Deres version, der på mest stilsikre vis transformerer hippiehymnen til et strålende mørkt og moderne popnummer, udsendes på single i september, og når højt på specielt den engelske hitliste. Efter guitar-es John McGeoch’s udtræden af Banshees’ grundet substans-problemer, er The Cure’s Robert Smith nu for anden gang kaldt ind for at hjælpe Siouxsie, Budgie og ikke mindst Steve Severin, hans gå-i-byen-med-ven fra London. The Cure-hovedpersonen har dog også, som denne side selv erfarer backstage på Roskilde – hvor han kommer storgrædende (og med læbestift smurt ud over hele ansigtet) ned fra scenen efter Banshees’ set – selv sine hedonistiske problemer i denne periode. Men på ‘Dear Prudence’ fejler hans eminente guitarspil intet, tværtimod. Playback-fremførslen her er fra Top of the Pops’ juleshow i 1983, hvor nogle af årets store hits er kaldt ind til reprise. Siouxsie og hendes to faste Banshees er som altid 100% på, mens Robert Smith derimod har meget svært ved at finde sig selv i det hele…

Muzzcocks?

Paul Banks har fået punkgrønt hår, og lydintensiteten er ligeledes skruet i vejret på dagens nye track fra det kommende Muzz-album. At The Walkmen’s Matt Barrick spiller visuelt fascinerende trommer er derimod ingen nyhed…

Et spørgsmål om tid?

Vi lever i nye skrøbelige tider, hvor få af de livsrammer, man før tog for givet, ikke er i usikkerhedens dunkle spil. Så hvad kan man med rimelighed forvente på dage, hvor både den blå planet og dens beboeres velvære synes i foruroligende ubalance? David Bowie mener, fem år er alt vi har tilbage, men danske SW-80 – featuring en ung Finn Vervohlt – lader sig ikke spise af: de vil have ti.

Queen Siouxsie

CV Jørgensen tager fejl på den her. Siouxsie and the Banshees har altid haft klasse. Fra den postpunk de som band egenhændigt skabte og længe lå i spidsen for, til den senere, mere modne karriere, der endda undervejs – som herunder – flirtede elegant med mørk MTV-pop, smukt nok uden at brænde broer til eget oprindelige udgangspunkt. Sangerinde, feministisk rollemodel og Cat Woman-inspiration Siouxsie Sioux fylder år i dag. Vi finder Banshees-vinyler frem, skruer op og ønsker tillykke. Siouxsie and the Banshees fra London, et band man godt gad se gendannet, og som ville kunne udføre genforeningens svære kunst med stil, ynde og mening…

Distant sun

Husker en såkaldt midnatskoncert i København, hvor Crowded House ubesværet løftede en sal og lidt til med elegant melodiske sange af en anden new zealandsk verden. Deres frontmand Neil Finn har fødselsdag i dag. Her han og bandet på amerikansk TV, afsted med bandets allerbedste album, Together Alone (1993). Nyd ‘Distant Sun’s klasse og sammenspillets niveau. Det er alt andet end nemt at spille oldskool trommer/bass/guitar/sang-popmusik med så overbevisende glød og musikalsk overskud…

English blood, London heart

Hørt herfra hænger Morrissey’s musikalske vildfarelse de seneste ti år uløseligt sammen med afgangen af hans faste guitarist og sangleverandør Alain Whyte, der var fast med i Morrissey’s band fra Your Arsenal (1992) til og med Ringleader of the Tormentors (2006), men endda nåede at levere fem numre til Morrissey’s seneste stærke album, den kampklædte Years of Refusal (2009). Whyte har i disse isolationstider fulgt den musikalske trend med små web-sessions hjemmefra, og der givet sine egne versioner af sange, han har leveret til Morrissey. At høre ham her (i går aftes) tackle You Are the Quarry-comebacksinglen ‘Irish Blood, English Heart’ med skarp ak-guitar og sammenbidt vokal er en overraskende fornøjelse…

Snart var det forbi

I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.

De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.

Diamond Dogs til en søndag

24. maj 1974: David Bowie har fyret sin Spiders of Mars-rytmegruppe fra de seneste år, fyret sin wing-man, glamguitar-esset Mick Ronson, endda fyret sin producer Ken Scott. Denne dag udsender han sit nye album uden dem alle, Diamond Dogs, en dystopisk sangcyklus af de mere fantasifulde. Bowie beskriver selv albummets protagonister, hans Diamond Dogs, som ‘all little Johnny Rottens and Sid Viciouses really. And, in my mind, there was no means of transport, so they were all rolling around on these roller-skates with huge wheels on them, and they squeaked because they hadn’t been oiled properly. So there were these gangs of squeaking, roller-skating, vicious hoods, with Bowie knives and furs on, and they were all skinny because they hadn’t eaten enough, and they all had funny-coloured hair. In a way, it was a precursor to the punk thing’. Hvilket hurtigt kunne stikke af og blive meget kulørt, var det ikke fordi albummets sange står så uafviseligt stærkt. Visse steder, som både på titelnummeret og førstesinglen ‘Rebel, Rebel’, stadig med udgangspunkt i glam rock, men andre steder – nævnes bør naturligvis albummets centrale højdepunkt, sangsuiten ‘Sweet Thing / Candidate / SweetThing (Reprise)’ – på vej et nyt sted hen. Ja, kan man ikke allerede høre et for-ekko af stilen fra næste Bowie-station, Young Americans (1975), i levering og sangskrivning på dette så elegant Bowie-producerede track, ‘We Are The Dead’, der synes langt mindre engelsk, mere amerikansk i sit musikalske sprog?!

Sound affects

Ovenpå Webmaster Pastors post om The Jam’s besøg i DR i 1982, her frontmand Paul Weller’s nye single, en forløber for albummet On Sunset, der udsendes 18. juni. Som høres kan har Paul Weller ikke mistet sin hengivenhed for soulmusik, endda her med en bedre melodi end længe hørt fra hans side…

I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Dagens pladekøb

Desperation efter ny musik er impulskøb af det nye Strokes-album, selv efter NYC-bandets bluff er blever kaldt og håbet forlængst opgivet, at det 19-årige lille mirakel, som var debutalbummet Is This It, nogensinde kan ske igen. Men mindre kan vel også gøre det. Som helt igennem uforpligtende brug-og-smid-væk-musik har The Strokes stadig sine kvaliteter med rødder i et køligt popoverblik og en veludviklet sans for skæve men effektive hooks. Tag nu bare det nye albums åbningssang, hvis omkvæd faktisk gør alt det gode, en The Strokes-sang skal og bør. Men hvad sker der i outroen? Det synes som om, Julian Casablancas fra 4:20 og frem med sit gentagne ‘oh, maybe not tonight’ synger for i en imitiations-hyldest til new wave-bandet The Cars og deres frontmand Ric Ocasek, der døde sidste år. Måske jeg tager fejl. En så varm hilsen midt i den altid stil-perfektionistiske tilgang ville være helt usædvanligt. The Strokes er og bliver jo følelsesmæssigt et nulstillet band.