Det skal ikke være Kent det hele. I aften for en uge siden sluttede Thåström sin tour med en triumferende optræden i Avicii Arena, det gamle Globen, et stenkast fra 3Arena i Stockholm-forstaden Johanneshov. Her hans hjemstavnsbrev ‘Söndagmåndagsång’ optaget på aftenen. Musikken til denne version på touren blev næsten spillet som var det Cigarettes After Sex. Heldigvis kan Thåström som sanger noget helt andet og mere med sådan et oplæg end deres one trick pony af en valium-frontmand. Og så er der jo også den nye guitarist, esset Christian Kjellvander, som kigger distortet frem i instrumentalstykket undervejs…
‘Det är ett party ner på gatan Men jag ska inte gå Har man levt så här länge Är det som man varit på allihop Och jag har ingen kärlekssång till nån ändå Vad bryr jag mig om sånt strunt? Vad bryr jag mig om sånt?…’
Skal man være lidt kritisk? Det var muligvis Kent’s (= Jocke Berg’s) egne favoritter på setlisten på førsteaftenen, og så er alt som det skal være, men eventyrlystent var det ikke. 17 af sangene var således også på sidst, da Kent var på afskedstour i 2016, og det er mange ud af 24, når man har så fornemt bredt et katalog at spille ud fra. Hvad kunne da ellers have været valgt? Var ude på vejene i dag med Kent som køremusik med det spørgsmål i baghovedet. Her 30 oplagte sange – hits som deepcuts – der hørt herfra i den grad kunne have beriget og gjort settets helhed noget friskere i aftes. Og så er ishandsken ‘VinterNoll2’ herover endda ikke engang med…
Nu det på forhånd var bebudet, at der ikke skulle håbes på ny musik, kunne man også have gjort andre ting, f.eks. disket op med en Kent-version af en af de sange, Jocke Berg har skrevet udenfor bandet. Det kunne have været en bandversion af denne stærke banger, han uforklarligt gav væk til Petra Marklund, mens Kent endnu var i live…
I aften går det løs igen med anden aften ud af de seks. Herfra troes på forandringer.
Nu sker det snart. Det er deroppe bagved det sorte tæppe, at Kent skal spille i aften. Lige under 40.000 mennesker forventes samlet i 3Arena i forstaden Johanneshov, lige syd for Söder i Stockholm. Showet er sat til 19.30, men mon ikke den aktuelle gå-på-tid nu det er Kent bliver 19.47 (7.47)?
Der køres med nedtællingsur på stadion, ligesom på afskedstouren. Da uret ramte 7:47 for lidt siden var der massiv jubel.
Kent er på scenen kl. 19.35. Aftenens første udbrud er ‘Stenbrott’, et af de absolut bedre numre fra den ujævne debut. Kent har ofte arbejdet med dogmer og faste idéer. Er denne start tegn på en setliste, der vil bevæge sig kronologisk igennem bandets historie? Andet nummer ‘Ingenting Någonsin’ fra samme plade, også en tidlig ædelsten, kunne tyde på det. ‘En Timme, Et Minut’ fra toeren Verkligen spilles. Det bør noteres det ikke er hele numre lige nu, men brudstykker i en medley over bandets tidlige historie.
‘Om Du Var Här’ rammer den midterstribe et så stort publikum står og sidder på denne aften. De første tre sang-stumper hang sammen, mens ‘Om Du Var Här’ spilles som fuld sang. Aftenens første tunge Kent-klassiker sendes på banen; underskønne ‘Kevlarsjäl’, hvis længselsdryppende omkvæd er mere svensk end Volvo og Abba tilsammen. ‘Hjärta’ fra Röd spilles nu. En sang hvis lidt jævne vers reddes hjem af de storladne omkvæd. De enorme storskærme med visauls fra afskedstouren er i brug igen bag bandet.
‘Socker’ fra V&A byder op til et følelsesmæssigt sug af gensyn med fortiden for de mange på 3Arena…
‘…Och gäst ikväll är Jesus Han har kickat heroin Han läppjar på sitt glas Och Ramlösa blir vin…’
‘Romeo Återvender Ensam’ fra Du & Jag Döden. Et i sig selv glimrende nummer, dog vel ikke et af de fem bedste fra det album. ‘Pärlor’ fra V&A som spilles nu er endnu stærkere. Kigger ned over de til nu ni spillede numre på setlisten; fandeme et stærkt felt…
‘…Så snurra min jord igen Radion spelar vår sång Stockholm ligger öde och världen håller andan…’
Så nåede setlisten til Jocke Berg-favoritten, vi talte om på denne side i går, Tigerdrottningen‘s ‘Var Är Vi Nu’…
‘…Som alltid flyr jag till musiken Den enda plats där jag är jag En plats med enkla raka regler Där de stora drömmarna är lag…’
Under de enorme og farvestærke videoskærme suppleres Kent på scenen i aften af tre korsangerinder (Malin Brudell, Maria Jane Smith og Carolina Wallin Perez), en keyboardmand (Andreas Bovin), samt en ekstra guitarist (Max Brandt). Nu følger den måske mest populære Kent-sang af dem alle i Sverige, den gamle B-side ‘Utan Dina Andatag’.
Kent er pludselig gået af scenen efter en lille time. Er vi virkelig ude i et kostumeskift? Sandelig, jo. Kent er nu tilbage klædt i hvidt. Discoens favoritfarve bruges til straks at kaste sig ud i ‘Musik Non Stop’. Og det der umiddelbart lignede hvidt er palietter på lyst stof. Det hedder showbiz. ‘Kärleken Väntar’ fra V&A nu var altid en vinder på en scene. Ikke mindst fordi omkvædet (positivt ment) er tyvstjålet fra Visage’s new romantic-banger ‘Fade To Grey’.
Op i gear og tempo; Tillbaka Til Samtiden aflægges et besøg med den stærke, nærmest triumferende defaitistiske single ‘Ingenting’…
‘…I Hagnesta Hill blinkar tv-ljusen Jag gör vad jag kan Drömmer mig bort…’
Ned i tempo og intensitet med V&A‘s ‘Dom Andra’, som dengang den kom som pre-single ikke virkede heltoverbevisende med sin slentrende rytme og fløjteri, men dog formåede at vokse i statur med tiden. Jag Är Inde Rädd För Mörkret kommer på banen denne aften med den hørt herfra noget undervældende ‘Jag Ser Dig’. Det album har langt mere givende sange end den. Isola‘s tyste og tristesse-tunge ‘Innan Allting Tar Slut’ er et som åndehul et intensitetsfrit transportnummer her ca. midt i showet.
Hvad siger setlisten til nu? Ikker voldsomme overraskelser, dog stadig mange klassikere der vil blive håbet og bedt på. Næste etape starter op med Du & Jag Döden‘s ‘Den Döda Vinklen’; det stive svenske beat er tilbage som baggrund til at Sami Sirviö kan stråle på sin højelektriske guitar i de heftige instrumentalstykker, hvor sammenspillet mellem ham og det elektriske klaver sender tanker til U2’s ‘New Years’ Day’. Tal om stilskift, det nutidige Sverige som sådan tildeles en syngende lussing med Ipren-popnummeret ‘La Belle Epoque’…
‘…Jag är glesbygden, Rohypnolen Jag är svartsjukan, alkoholen Jag är de snabba sms-lånen Jag är drevet på skolgården…’
En af de helt store, nyere Kent-sange rulles ud. Afskedsalbummets ‘Forlåtelsen’ tilegnes af Jocke Berg “alla de som inte längre är med oss”…
‘…Förlorade mitt sökljus Högt upp i ett sekelskifteshus Jag glömde min drivkraft Det finns inget hjärta Om du inte har kul Jag förlorade mig själv Allting i min värld gick sönder Och nu till slut så förlorar jag dig Jag har förlorat Allt är förlorat…’
Efter et “tack och forlåt’ fra Jocke Berg er Kent nu igen gået af scenen. Ovenlyset er tændt i arenaen.
Band er tilbage, mørket hersker og musikken spiller igen, balladen hedder ‘Sverige’, V&A‘s vemodigt følsomme afslutter. Men ingen tid til reflekterende eftertanke for stædigt skubbende ‘999′ er straks sat igang.
‘…Åh baby var har du varit vi har redan tänt på grillen vi har väntat här i regnet på någonting som inte händer och som aldrig kommer att hända Det är bara en vag känsla av att någonting gått förlorat…’
Har Kent gået til numerolog? Efter ‘999’ kommer nu ‘747’. Første gang jeg hørte den live-klassiker live var en yderst regnfuld og mørk sommeraften på havnen i Helsingør, hvor Kent spillede før danske Disneyland After Dark. Ja, tænk engang.
Én sang synes tilbage i aften og det er naturligvis ‘Mannen I Den Vita Hatten’, den store afslutter på Du & Jag Döden, som Jocke Berg i årevis blev ved med at skrive nye afsluttende vers til liveversionen af. Jeg har en god ven med et noget mørkt sind, som jeg gik til en af Kent’s mange aftener i Store Vega med. Har aldrig set ham så lykkelig og med armene jublende i vejret, som da fællessangen tilsidst i nummeret gik “vi ska alla en gång dö / vi skal alla en gang dö…”. Musik kan.
‘…Och alla känslor slog och sprängde Hela vardagen full med hål I en tid då inget hände I en stad som alltid sov
Men älskling vi var alla en gång små Ja, vi var alla en gång små Ja, vi var alla en gång små…’
Den første aften syd for Södermalm slutter således med fællessang og konfetti. Jocke Berg sagde ikke meget fra scenen i aften, udover han udtrykte taknemmelighed for det store publikums fremmøde og hengivenhed. Og det rygtes nu at både Sami Sirviö og bassist Martin Sköld begge blev set i showets anden halvdel iført paliet-kasket. Ja, Kent er kommet en lang vej. Og der er nye skridt der skal tages på den i morgen aften samme tid, samme sted.
Hvad kan vi umiddelbart sige om setlisten? Er den helt likadan i morgen, eller er der mon variationer undervejs? Personligt kan jeg pege på adskillige numre, det nærmest smerter ikke blev spillet, men må det ikke altid være sådan, når et band med et så omfangsrigt og prangende bagkatalog skal udvinde to timer af det for første gang i mange år? Kunsten som modtager er vel glæden ved det givne, istedet for at putte salt i eget sår over den umulige drøm. Men det bliver spændende med anmeldelserne i de svenske aviser senere i nat/i morgen, at se hvordan dommen falder der. Og så er der jo ingen tvivl om, at de kommende shows kun vil stige i musikalsk kvalitet/intensitet, som rusten af Kent-maskinen bliver banket helt af og lydteknikken får styr på et enormt stadions udfordringer. Der er meget at se frem til.
Kent-medlemmerne flyttede fra Eskilstuna til Stockholm i 1993, så det føles kun naturligt at den svenske hovedstad – præcis som hos Thåström – fylder meget og flere steder i bandets sange dukker op som geografisk referencepunkt og stemningsmarkør. Men hvor Thåström’s syn på STHLM ofte sætter en grundfølelse af nærmest hjemvant tryghed (det er trods alt hans hjemby), skriver Jocke Berg som anderledes tilkommende outsider sit Stockholm ud som en hård, kold by, som de tabte muligheders land, som staden med den tabte uskyld, der så sin statsminister blive myrdet. ‘Skogarna’ er måske Kent-favoritsangen her med Stockholm som omdrejningspunkt, men mon ikke der er større chance for i aften i Johanneshov at få opleve den så elegant svungne ‘Columbus’, hvori Stockholm vågner langsomt på stoffer og på sorg?
I forbindelse med afskedstouren for ni år siden publicerede svenske Aftonbladet en yderst omfattende, kronologisk gennemgang af Kent’s historie, samt et kig gennem rockkritiske briller på samtlige albums. Som optakt til den næste uges seks aftener i Stockholm er det faktisk en glimrende re-introduktion, som kan tilgåes og læses lige her.
Dagen er kommet, hvor Kent i aften for første gang siden december 2016 sætter strøm til og lader sin henførte musik strømme højt ud i Stockholm’s aften. Først var Kent bare endnu et lovende svensk band. Dem var der mange af dengang.
Min historie med Kent begynder i Malmö City, som vi ofte i midt/slut-90’erne tog den billige flyvebåd Cinderella II over til for at købe plader og svenske rockmagasiner. Købte mange svenske CD-singler med ukendte nye bands for at tjekke dem ud. Og derfor kom Kent’s debutsingle ‘Når Det Bläser På Månen’ en eftermiddag med hjem til København. Fordi coveret signalerede noget anderledes rent og skarpt end tidens pest af grungebands.
Singlen var okay på den forsigtige måde, men så heller ikke meget mere. Købte alligevel debutalbummet, da det udkom i Sverige en måned efter. Det var også okay, men så heller ikke meget mere. Andet album Verkligen, der udkom i marts præcis et år efter, var derimod et kæmpeskridt op og fremad. Hvalpefedtet var klædeligt skåret bort, guitarerne spidset til, et dynamisk indie-rockband med melodi, selvtillid og en sanger med sin helt egen stemme var født.
Det udslagsgivende øjeblik for mig omkring at dette endnu ret marginale Eskilstuna-band var noget helt specielt er dog at finde på Verkligen-singlen ‘Kräm’, som også blev købt i Folk & Rock i Malmö City. Hovednummeret gav alt det et optimalt effektivt Kent-rocknummer på det tidspunkt burde gøre.
Men hey, CD-singlens to B-sider – ‘En Helt Ny Karriär’ og ‘Rödljus’ – var begge alt, alt for stærke sange (!) til bare at være gemt væk der som løst ekstramateriale. Lidt som engelske The Smiths i 80’erne ligeledes havde gjort en overskuddets dyd ud af kaste perler om på bagsiden af sine singler. Og de to Kent-sanges løse, smadrede men dog så intime tilgang viste et melodisk opsigtsvækkende stærkt band, der alt end lige ikke var fanget af hverken selvtillids-begrænsning eller klassisk fastlåst øvelokale-bandlyd. En fremtid født…
PS – Skal i denne forbindelse næsten bemærkes, at den allermest streamede Kent-sang ‘Utan Dina Andatag’ – der MÅ være på setlisten i Stockholm i aften! – ikke findes på noget album, ej heller var en single i sit eget navn, men kun blev udsendt som andet upåagtede ekstratrack på ‘Om Du Var Här’-singlen i 1997. Det er egentlig ret vildt.
Så er det i morgen aften Jocke Berg skal gå sine tunge skridt op på scenen for første gang i mange år. Ovenpå flere uger med Thåström-musik er der her (også) blevet hørt Kent-plader de seneste dage. Havde næsten helt glemt hvor gode de er på deres helt egen facon, og er naturligvis nu blevet misundelig på alle jer, der skal afsted til Stockholm og være en del af det hele.
Blandt mange Kent-tilhængere forgudes de tidlige guitar-plader, mens de synth-orienterede albums efter Du & Jag Döden (2005) ofte tildeles en noget stedmoderkold kærlighed. Hørt herfra står de sidstnævnte nu mindst ligeså stærkt, da Jocke Berg som sangskriver tydeligvis fik langt bredere vingefang at operere med i bandets senere år, hvilket giver afkast i melodisk overskud. Ja, og så klæder de iskolde synths jo bare overordnet Kent’s svenske tungsind perfekt.
Röd (2009) står som anerkendt Kent-klassiker fra den periode (og dannede iøvrigt ramme om en decideret lysende aften i det gamle Tap 1 i Carlsbergbyen), men den noget oversete Tigerdrottningen (2014) lyder ligeså som et af Kent’s absolut stærkeste albums. Husker at Jocke Berg omkring udgivelsen var specielt stolt af denne sang, som han mente var et højdepunkt i både melodi og tekst blandt hans mange. Om den så er med på setlisten i 3Arena i Johanneshov vides først engang i morgen aften. Det er ikke uspændende tider, vi lever i…
Husker Dortmund’s tyske postpunk-stjerne Phillip Boa og hans band The Voodooclub for en markant, rendestensglitrende single ved navn ‘Love For Sale’, et bastant nummer om en Paul der var forelsket i en container, som var oppe at vende på europæisk MTV i start-90’erne. Og næsten samtidig var der også ‘And Then She Kissed Her’, endnu et sortsødt musikalsk joyride af udfoldende Jesus And The Mary Chain-æstetik. Vidste ikke at Boa og bandet eksisterede længere, men sandelig, her er månedens nye single…
“Hvad skal du blive”, spørger dagens fødselar Sven Joakim Thåström fra Högdalen i det sydlige Stockholm retorisk sig selv på sit punkband Ebba Grön’s første stakåndede single i 1978. Tja, hvad med at blive Sveriges store lysende rockstjerne langt derude i fremtiden?!
En anden spændende ting med Kent og deres seks shows er, hvordan man balancerer en setliste, der tilgodeser bandets allerbedste musik, men samtidig ikke taber et bredt stadions opmærksomhed og behov for instant fællesskab i ekskursioner for langt bort fra det omfattende bagkatalogs midterstribe. Kan de to ting da ikke forenes? Jo, langt hen ad vejen, for der skal også være numre/sange, som sætter de forventede hits i scene og giver den følelse af ikke at køre på cruise control, som ellers kan dræbe enhver aftens fornemmelse af her og nu. Mig, jeg kunne ud fra ovenstående betragtninger godt se dette ret så monumentale stykke musik som et optimalt startnummer på setlisten. Ikke noget decideret Kent-hit, men alligevel en voldsomt effektiv iscenesættelse af den storhed stadionkoncerter skal bygges på…
Det er næsten umuligt at udsende en sang der ikke lyder som nogen andre før eller siden. Men Manchester’s Joy Division lykkedes vel netop med næsten det, da de 18. marts 1980 udsendte ‘Atmosphere’ på single på det franske selskab Sordide Sentimental…
Det er et sært skib Kent har søsat med de seks stadionkoncerter på fodboldstadionet 3Arena i Stockholm. Hvorfor sætte noget så stort i værk, men samtidig tage drømmene fra Kent-folket ved på forhånd at understrege alt det koncerterne ialfald ikke må tolkes som? For de er ikke en genforening, dette er ikke starten på et nyt kapitel i bandets historie, der laves ikke mere ny Kent-musik, der kommer ikke en tour bagefter, der er faktisk slet ikke mere bagefter, kun disse seks aftener, foranstaltet udelukkende så Kent kan gense sine tilhængere mens “alla lever och har hälsan” som bandet guddødeos udtrykker det.
Hvor mange skal mon afsted fra DK til Stockholm for at opleve Eskiltuna’s bedste? Kender en del, har selv fået tilbudt billetter et par gange, men (indtil videre) takket nej. Fordi de så defensive forklaringer fra Joakim Berg (det er jo hans ord) unødigt har knækket halsen på de seks shows som levende organisme og istedet gjort dem til museum over noget der var, som nu er tabt og aldrig kommer tilbage. Sådan vil jeg personligt helst ikke opleve musik på en scene. Når det er sagt, så er jeg ligeså spændt som alle andre på den valgte setliste og hvordan det hele kommer at udspille sig.
På afskedstouren dengang tog selve showets og scenografiens størrelse pusten fra bandet. Hvordan tackler man mon – hvis overhovedet – den problematik i 3Arena’s langt større rammer? Og hvordan skal Jocke Berg finde glæden og ånden i det hele? Ham der retrospektivt delte med os, at de tungeste skridt i hans liv, det var dem hver aften, når han skulle gå op på scenen for at være frontmand for Kent. Ja, der er meget i spil. Tænker at de store svenske aviser kommer til at liveblogge intenst fra åbningsshowet fredag aften. Det i sig selv bliver topunderholdning. Og se er der jo Kent-musikken oveni. Den har aldrig fejlet noget…
En EP bestående af fire nye numre med nyligt afdøde Marianne Faithfull’s sidste optagelser som sangerinde udkommer til juni. Her på udgivelsens titelsang kan det blot konstateres, at Faithfull’s stemme ikke lyder mindre brækket nu efter hendes død. Stærk, levende musik at begynde en uge på…
Thåström-touren kom i mål lørdag aften i en udsolgt Avicii Arena i Stockholm. Efter seks uger på landevejene var det et skarptslebet show, der efterhånden er blevet så sammenspillet, at samtlige løse ender og kanter står behørigt adresseret, som Thåström’s hjemmebanepublikum fik at se. En identisk setliste med KB-Hallen fik de også, endda med Vesterbro-hymnen ‘Sönder Boulevard’ stadig på, men trods stor glæde som sådan oplevedes den uforbeholdne hengivelse, som københavnerpublikummet gav Thåström og hans band, aldrig under Globens mægtige arkitektur. Denne tour har overordnet set været en uforbeholden succés for Thåström, der vel aldrig har sunget bedre, men så sandelig også for hans nyere liveband, der virkelig er faldet på plads nu med tilføjelsen af guitar-esset Christian Kjellvander. De kommer ud igen sammen til sommer; endnu er der ikke shows i eller i nærheden af DK.
