Lørdag morgen på hotel i Aalborg, regn driver ned udenfor. Hører den nye Depeche Mode igen. Det her track fra Memento Mori kan også noget specielt, når først omkvædet bryder frem…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Noget savnet kigger frem 2
Også Depeche Mode rejser sig pludselig igen. Dagens nye album skal naturligvis lige fordøjes og kortlægges, men fra første lyt er der allerede håb. Hør bare her på ‘Wagging Tongue’, Memento Mori‘s anden skæring. Melodi og ny målrettet klarhed…
Noget savnet kigger frem
‘What about the Cowboy Junkies / What about the Afghan Whigs…’, synger Matt Berninger i dag på The National’s nye single ‘Eucalyptus’. To gode ting umiddelbart at tage med derfra: The National kommer for første gang i meget, meget lang tid ikke som ‘musikprojekt’, men istedet som…et rockband. ‘Eucalyptys’ lyder i både melodi og ord 100% som en ny R.E.M.-sang. Og en rigtig god en endda. Dagens comeback, men for hvem?
Dagens 50-års…
Roxy Music’s andet album For Your Pleasure udkommer 23. marts 1973. Det i manges øjne retrospektivt allerbedste Roxy-album er det sidste med keyboard-spiller Brian Eno ombord, og samtidig det eneste med Amanda Lear på coveret. Eno? Han får sig en eners udsøgte karriere bagefter, først med en række snævre men stildannende soloplader, og siden som go-to-guy for mangen en stor artist, der gerne vil genfødes kunstnerisk. Og Roxy? Bryan Ferry klarer sig helt fint uden Eno. Måske hans fravær endda gør det langt nemmere at forme det mindre eksperimenterende artrockede men dog så specielt køligt-romantiske rockband, Ferry har i tankerne. Efterfølgeren Stranded (fra november samme år) er iøvrigt Brian Eno’s udtalte favoritalbum med Roxy Music. Se, dét er storsind. Her et af de helt store øjeblik fra For Your Pleasure fra engelsk TV fra lige omkring udgivelsen…
Ghosts Again igen
Depeche Mode’s album Memento Mori, der udkommer nu fredag, omtales allerede i flere anmeldelser som bandets bedste siden Ultra (1997). Førstesinglen ‘Ghosts Again’, der præsenterer DM mere melodisk sødmefulde end meget længe, svigter ikke det udsagn. Her samarbejdet med Psychedelic Furs’ Richard Butler fremført af Depeche Mode tirsdag aften på amerikansk TV…
Kent og livssaltet
Læser andetsteds det også for andre er lykkedes at overse 18-årsdagen for Kent’s måske allerstærkeste album, Du & Jag-Döden, der udkom 15. marts 2005. Her et af pladens mange højdepunkter fremført live en øjensynligt kølig sensommerdag syv år efter i Sundsvall, 400 km/slag nord for Stockholm. Nogen speciel grund til denne liveversion istedet for studieudgaven? Ja, guitarist Sami Sirviö. Nyd himmelfugten og friheden her i hans dog så disciplinerede spil; en sand mester i aktion. Det er sagt før, men ikke for ofte: Kent er savnet…
Chris Bell og verdensaltet
I fredags spillede Jens på Cosmos i Viby ved Roskilde. I dag blev jeg mindet om det smukke soloalbum I Am The Cosmos af Chris Bell, der oprindelig var med i det legendariske Big Star, og i skrivende stund lytter jeg til sangene. Nogle vil måske kende titelnummeret i en indspilning fra 1991 med This Mortal Coil.
I Am The Cosmos blev indspillet i 1974-1975 i Frankrig og USA, men først udsendt posthumt i 1992, 14 år efter Chris Bells alt for tidlige død i en trafikulykke. Ligesom en del andre talentfulde musikere døde han i en alder af 27.
Det var ham som skulle skrive sin egen bibel
Tillykke til Thåström, der fylder år i dag. Her er han som markering i den for ukendte elektriske version af ‘The Haters’, hvor han fortæller om sin start med den trio, der snart skulle blive til Ebba Grön, Stockholm’s bedste punk rock-band af første bølge. Men først, bare for en dag, hed de The Haters…
Mandag med Iggy
Glem Iggy Pop’s nye album Every Loser. Dets urealistisk gode anmeldelser rundt omkring skal nok først og fremmest ses som en hyldest til hovedpersonens standhaftige holden ved. For selve albummets musikalske kvaliteter er små. Ikke sært, når man ser hvem som medvirker på pladen; et sammenrend af kreativt slukkede 90’er-rockstjerner fra den amerkanske vestkyst. Heldigvis skylder Iggy ikke nogen noget, og har masser af kunstnerisk kapital på sine tidligere og langt mere ambitiøse udgivelser. Som f.eks. det tredobbelte liveabum fra 2016-touren med Josh Homme-luksusbandet, hvor Iggy fik dokumenteret sine mageløse forårsaftener det år i Europa, hvor han som aldrig før eller siden holdt sig disciplineret i haserne på berliner-værkerne The Idiot (1977) og Lust for Life, samt da helt nye Post Pop Depression…
Forsinket St. Patrick’s
Var ude at have koncertaftener på Sjælland og Bornholm, så fik aldrig markeret den irske nationaldag i forgårs før nu. Naturligvis spiller The Pogues den hjem, her med deres folk-punkede oprør af en alkoholisk fortælling om ‘Boys From The County Hell’…
Bunnymen kom til DK
Talte om Echo and the Bunnymen her i går. Og det gør vi også i dag. For i aften er det 40 år siden Liverpool’s bedste band første gang stod på en dansk scene. Det skete en onsdag aften ude på Frederiksberg, i den lille biografsal lige ved siden af Falkoner, der gik under navnet Tre Falke. Vejles Sort-Hvide Landskaber spillede support inden Bunnymen indtog København med et forrygende elektrisk set bestående af 18 numre ligeligt fordelt mellem bandets til da tre albums, hvoraf nyeste Porcupine netop var blevet udsendt i februar. ‘Is this a cinema or what?’, spurgte McCulloch forundret, inden han fik den københavnske postpunk-scene op på benene, og aftenens musikalske rejse mod forløsning for alvor tog fart. Det var et heldigt tidspunkt at fange Bunnymen på, for i 1983 var de suveræne, måske lige da verdens allerbedste rockband. Ikke mindst live, hvor rytmesektion De Freitas/Pattison’s spændstige dynamik og guitarist Will Sergeant’s majestætiske echo-delay-angreb kom allerbedst til deres ret. Her en optagelse (fra senere samme år) med de to første numre på setlisten i Tre Falke. Få måneder efter var Bunnymen tilbage igen i Danmark med en meget anderledes men ligeledes storslået oplevelse, som headlinere på Roskilde Orange søndag aften. Det var deres år…
Lana Del Rey’s minder
Lana Den Rel viser nye, nærmest spirituelle sider af sig selv på denne tredje forløbersingle for det nye album, der udkommer lige om lidt. På ‘The Grants’ kommunikerer Del Rey, at alt hun ifølge sin pastor får med sig hinsides en skønne dag, det er minder. Og hvilke af sine minder vil hun så tage med sig? Jo, blandt mange andre hendes søsters førstfødte barn. Samt sin bedstemors sidste smil. Men hun beder os også om at huske for hende, at det er et smukt liv. Lana Del Rey er en amerikansk sangerinde som ingen andre før eller nu…
Onsdag med Talk Talk
Bevæg jer så meget I kan. Se engagerede og intense ud. Vær levende foran kameraet. Læresætninger popbands tit får smidt i hovedet, når de skal mime playback på TV-shows. Sjældent lykkes øvelsen overbevisende, men Talk Talk formår her i 1984 på det italienske TV-show Popcorn, at give hele seancen en forunderlig vital følelse af begivenhed. Men okay, de har også en sang med på dagen, der som emotionel popbanger kan langt mere end de fleste andres. Frontmand Mark Hollis er savnet…
Give me one more try…
Det syntes dejligt Echo and the Bunnymen i 90’erne pludselig blev gendannet og kom tilbage. Men skal man være usentimentalt ærlig, så har kvaliteten af Liverpool-bandets tidligere så opløftende musik siden ladet meget tilbage at ønske. Ian McCulloch’s stemme, engang så himmelstræbende og nuanceret, har ikke overlevet sin ejers berygtede faste gang på Liverpool’s tilrøgede pubs uden alvorlige men i det høje register, og at den engang så spændstige rytmesektion er blevet afløst af en lokal cementblander-duo skulle aldrig være nogen kvik idé. Så det er ikke den himmelstræbende rock a la Heaven Up Here (1981) man skal høre nutidens Bunnymen forsøge sig – og snuble – i, men derimod de glødende ballader, bandets nuværende tilstand langt bedre mestrer. En af de fineste fra nyere tid af disse hedder ‘Rust’ og blev singleudsendt for 24 år siden i dag. Havde Liam Gallagher, Richard Ashcroft, ja, Robbie Willams indsunget og udsendt ‘Rust’, ville sangen være standardklassiker på de voksnes karaokebarer i Nordengland hver søndag aften. Men med Bunnymen her er det bare en skjult perle…
Let’s Dance
Husker vi købte denne single på udgivelsesdagen 14. marts 1983. En stor omstilling efter Scary Monsters-albummets informerede rockmusik. Pludselig anedes her med et David Bowie’s ønske om at træde ind under scenes allerstørste projektør, hvor det helt brede publikum ville kunne se, høre og forstå ham. Men hvordan lød dette nye Nile Rodgers-producerede stykke state of the art-pop så for os andre, der kendte ham i forvejen? Præcis som i dag: Anderledes lyst, let og så friskt som smagen af en hel tube ny Colgate. Dette, den perfekte popstjerne, var endnu en rolle kamæleonen David Bowie kunne spille med overbevisning. ..