Kategoriarkiv: Rocknroll

Winckler synger Håkan

Åh, hvem som blev ramt af den første svenske Håkan Hellström-tsunamibølge husker ikke hans cover-EP, Luften Bor I Mina Steg, der udkom 21. januar 2002, som en slags tænkepause/trædesten mellem den da halvandet år gamle, helt uventede popularitets-eufori af en vidunderlig debut, Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg, og hvad siden skulle komme efter, da Håkan lige havde genfundet balancen som landskendt popstjerne med ry for at gå i sømandstøj, stjæle teenagehjerter og kunne synge falsk? Det gør vores egen, anderledes tonesikre Gustav Winckler på forkant i 1970, da han med Betrand Bechs orkester indspiller sin så fine danske version af EP’ens allerbedste sang, åbningssporet ‘Visa Vid Vindens Ängar’…

Kent ved Kronborg

En af de første gange med Kent, 6. august 1998 i Helsingør, hvor der afholdes udendørskoncert på pladsen foran Kronborg. Aftenen er blevet mørk, det regner insisterende, Isola-aktuelle Kent går på scenen til den valgte intromusik – The Clash’s ‘Bankrobber’ – og springer uden et ord højt ud med den her…

Merseybeat

LS-nummeret ‘Manchester’ fra DK (1992) hed først ‘Liverpool’, og var skamløst, uhm, informeret af The La’s’ ‘There She Goes’ fra oktober 1988. Merseybeat-klassikeren er naturligvis klasser bedre, her med Lee Mavers og drengene fra Liverpool nede i London, at lege popstjerner på Top of the Pops…

The Velvets & Françoise?

Et forsinket tillykke til Françoise Hardy med de 76, hun fyldte i går. Til markering et af de absolutte favoritnumre med hende, vist tidligere her beskrevet som lyden af 1967, hvis Nico aldrig var kommet til New York City, og Andy Warhol istedet havde headhuntet franske Mademoiselle Hardy til at synge foran The Velvet Underground, med den anderledes sødme det formodentlig havde afstedkommet…

It’s grim up north

Endnu et North West Derby lyser Nordengland’s nedslidte ens huse og travle sportsbarer op denne weekend. Den samme kamp der for 13 måneder siden effektivt fik José Mourinho fyret, ovenpå Manchester United’s 1-3-nederlag på Anfield. Klopp’s Liverpool er kun blevet stærkere siden da, hvorimod Manchester United stadig roder med nogenlunde samme grundlæggende problemer, dog nu med Ole Gunnar bag rattet. En sejr for ham ude mod Liverpool vil betyde alverden. Der er ikke blevet bedre stemning mellem de to klubbers horder af tilhængere efter Liverpool’s så succesfulde år 2019. Det bliver nervepirrende.

Liverpool – Manchester U, søndag kl. 17.30, Xee/downthelocal

Introducing…RVG!

Sandelig om ikke det lovende Melbourne, Australien-band RVG – det står for Romy Vager Group – har indspillet en cover af denne sides John Cale-favoritsang, hans ‘Dying On The Vine’ fra Artificial Intelligence (1985). Med RVG findes sangen som b-side til singlen ‘Alexandra’, en trædesten mellem debutalbummet Quality of Mercy (2017) og en opfølger, der vistnok ventes ude engang senere i år…

Dagens 40-års…

Som albumband fungerer Bauhaus ikke godt, men et stærkt profileret singleband med sans for både det melodramatisk intense og musikalsk skarptskårne, det er de. ‘Dark Entries’ er den full on-punkede uptemposingle, der 16. januar 1980 udgives som efterfølger til Northampton-kvartettens debut-12’er, den +9 minutter lange, dub-influerede ‘Bela Lugosi’s Dead’, som i England på det tidspunkt – formodentlig takket være BBC’s John Peel – er et usandsynligt og berygtet undergrundshit. ‘Dark Entries’ er anderledes, drikker ikke blod og tager ingen gidsler…

Ghosteenage depression

Har hørt Nick Cave’s ‘Hollywood’ mindst en gang hver nat den seneste halvanden uge. Så sent onsdag aften tænkte jeg, tiden måtte være, og begav mig ud på endnu en lytteekskursion ind i det vanskeligt ufremkommelige dbl-album Ghosteen, som den mesterlige ‘Hollywood’ er afslutningen på. De første to-tre numre gik egentlig ret fint, et ubesværet lytte-avancement, let afsted uden at komme i musikkens søgelys. Men pludselig begyndte Warren Ellis’ dronetone at stille skarpt og få fuldtræffere ind, disse lange passager uden hverken rytme eller temperament, som i uafbrudte doser kan tappe selv en voksen mand for al kraft. En let medicinsk kvalme indfandt sig, indre alarmer begyndte at summe svagt, et ubehag forklædt som svimmelhed voksede. Fortsatte dog fremad, besluttet på ikke at give op, men nu var Ghosteen-musikken blevet fjendtlig stemt, og viste igen sin mægtige passivt-aggressive styrke som den nådesløst kværnede videre, og langsomt men effektivt lukkede alle sanser ned. Denne aften nåede jeg ind i de blege kunstige solstråler som er ‘Sun Forest’, inden en redningshelikopter i form af en stopknap kom til undsætning, og transporterede tilbage til den virkelige verden fra dette sorte hul af en sørgende mands selvspejlende eventyrunivers. Måske jeg virkelig har givet op på Ghosteen nu. I en parallelverden – og Nick Cave tillader om nogen parallelverdener, har dette album lært mig – rammes dets skaber ikke af sin gigantiske personlige tragedie, men er istedet istand til ufortrødent at fortsætte den musikalske og kunstneriske landvinding som er 2013-albummet Push the Sky Away. I den parallelverden udkommer singlen ‘Give Us A Kiss’ det følgende år, hvorefter der længe bliver stille omkring Nick Cave and the Bad Seeds. Det næste vi hører er braget, da Cave har fyret Warren Ellis, sin højre og efterhånden alt for dominerende hånd, og istedet igen fundet sammen med Mick Harvey og Blixa Bargeld. Med de to atter ombord i et revitaliseret Bad Seeds udsendes ‘Hollywood, det 14 minutter lange mesterværk af en genkomstsingle, som en majestætisk forsmag på Nick Cave and the Bad Seeds-comebacket Fever Songs. Det album som det meste af den verden lige nu venter på i åndeløs spænding. Jeg venter hellere end gerne med.

Dagens 36-års…

16. januar 1984 følger Manchester-sensationen The Smiths op på ‘This Charming Man’ med bandets tredje single, den næsten ligeså livlige ‘What Difference Does It Make’. Morrissey & co går med denne single for første gang ind på den britiske hitlistes top-20, ikke mindst takket være denne frisky optræden på BBC’s Top of the Pops. Der er her kun en måned til debutalbummet skal udsendes, og England synes klar til blive forandret for altid…

Den tabte uskyld

For ti år siden udsendte Foxes In Fiction (AKA Warren Hildebrand fra Toronto, Canada) dette stykke morfinflydende stemningsmusik, der emmer af vægtløs ensomhed i et Nordamerika for længst borte og begravet i det 20’ende århundrede. Husker videoen her fra dengang, dens så sikre, stilrene billeder og idylliske, dog sært ildevarslende americana, der ifølgeskab med nummerets drømmende softness bliver serveret med en nærmest David Lynch’sk elegance. Opdager først nu, den billedeside stammer fra en Los Angeles Police Department-oplysningsfilm fra 1960, som skulle advare teenagebørn og deres forældre mod voksne homeseksuelle…

Hamilton-update

Det er tredje vinter i træk, når The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser disse New York City-aftener – fra tirsdag til og med på lørdag – har sig et fem-afteners residency på Manhattan’s Upper Eastside-jazzklub Cafe Carlyle. Og i år er det samtididg fire år siden Leithauser senest var albumaktuel (med Rostam og hans I Had a Dream That You Were Mine) så en vis utålmodighed har naturligt indfundet sig blandt hans tilhængere over den så lange uforklarede bortkomst. Ifølge Carlyle’s website er Leithauser dog netop nu igang med at afslutte arbejdet på det andet soloalbum, der skal udkomme i 2020. Here’s hoping.