The Happy Loss var først titlen på det vanskelige (pladen blev indspillet to gange) tredje Echo and the Bunnymen-album, der i marts 1983 istedet skulle blive udgivet som Porcupine. De ord var en del af teksten fra førstesinglen ‘The Cutter’, som blev udsendt dags dato samme år og skulle blive noget af et hit i Storbritannien for det bedste band, Liverpool har givet verden. Og sikke da en fin promo-video – iøvrigt hovedsageligt optaget under et kort besøg på Island – man samtidig fik lavet sig. Store naturbilleder til stor musik…
Når man købte 12″eren, den hvis vinterfrysende cover er her øverst, så lå der indeni en sort/hvid idolplakat med de fire Bunnymen i sneen på IslandJa, 7″eren har sit eget stilfulde cover, overskud.
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Årets anden lørdag trygler og beder om klassisk punk-rock. Derfor her London’s Wire med slutnummeret ’12XU’’ fra deres debutklassiker Pink Flag (1977)…
På metronettet i Amsterdam er der en nordvestlig endestation ved navn Isolatorweg. Det navn kan jeg aldrig se uden straks at tænke på Joy Division, deres ‘Isolation’ naturligvis. Kanske Amsterdam-bandet Silent Runners kommer fra den del af byen, det ville give mening, for de kan deres 80’er-sorte postpunk til fingerspidserne. På ‘Go on’ fra bandets andet og seneste album Statues & Ornaments (2022) tror man længe sangeren er fanget i et begrænset toneregister – intet galt i det – men så bryder han ud. Det trick mestrede Ian Curtis også…
I forgårs markeredes David Bowie’s fødselsdag, i dag er det så hans dødsdag. Livets modsætninger fanget ind over tre kalenderdage. Et lidt overset Bowie-track blandt hans vel nærmest uoverskueligt mange højdepunkter er det meget atypisk lydende ‘We Are The Dead’ fra konceptværket Diamond Dogs (1974). I går blev der talt om Vejen Hjem Fra Rocknroll-indspilningerne i Berlin her på siden. Og apropos den post, så var der to plader vi hørte meget dernede; det var Interpol’s Antics (2004) og så netop David Bowie’s Diamond Dogs…
Og det er i dag præcis 20 år siden vi tog til Berlin for dagen efter at påbegynde indspilningerne til følgende ‘Hollywood’ og de to håndfulde andre sange, der i forsommeren skulle udkomme som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Det var første gang uden for Love Shop’s på det tidspunkt så snærende rammer, og føltes derfor som en decideret befrielse at være med så nye, topdygtige og entusiastiske kræfter som Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen, Jakob Hoyer og LS’s egen Mikkel Damgaard. Der var koldt i Mauerstadt, vi havde et par lejligheder i Kreuzberg – Nørlunds og min lå i Graefestraße – så vi var tæt på studiet Tritonus i Schlessische Straße, tæt ved Oberbaumbrücke. Dagene i Berlin var ens, dagene i Berlin var lange: Stå tidligt op, gå i bidende frost til studio, indspille intenst fra formiddag til sen aften, få noget at spise og så ramme barerne – husker mest Il Casolare, Cake Club, Wiener Blut, Die Ankerklause – for at få kolde fyraftensøl, andres musik og luft. Albummet der kom ud af Berlin-trippet, de videre dub-sessions i Black Tornado på Refshaleøen i København, samt mixningen i Tambourine i Malmö City, betyder noget særligt her, da det var den helt rigtige vej videre frem fra et sted, der ikke længere var farbart, hverken musikalsk eller menneskeligt. Og lige nu brænder Hollywood.
Dagen her på siden tilhører Webmaster Pastor, der fylder år i dag – stort tillykke!
Men 8. januar tilhører også David Bowie, født for 78 år siden. Og nu vi er ved de fandens mærkedage, så er det samtidig også i dag præcis 12 år siden, at Bowie, som i adskillige år med sit totale fravær ikke havde givet indtryk af nogensinde at skulle lave mere musik, pludselig var tilbage med en ny single. Hvilket chok og hvilken sang at vågne op til den sneklædte januar morgen. Med den var verdenssituationen pludselig en helt anden; den så længe slukkede stjerne Bowie’s lys var pludselig igen at skue så klar på himlens bue. Og ikke nok med det, hvor Bowie’s legende var gjort af de mange maske- og identitetsspil gennem karrieren, gav han på denne vemodige sang om de for ham så lysende genfødselsår i sen-70’ernes Vestberlin for første gang en usminket stemme til sin egen historie; et regulært maskefald og tilbageblik som sig selv på den han var. Sangen lød med sin langsomme gang og tøvende melodi på ingen måde som noget klassisk Bowie-hit, ikke desto mindre blev mange af os sælsomt bevæget af den. Måske fordi vi pludselig hørte en skrøbelighed i hans stemme, måske fordi dette uventede tidsspejl satte reflektioner igang om os selv og tiden dengang mod nu…
Dagen byder på en ny rockin’ Hamiton Leithauser-single, der kommer ind med nyheden om et længe undervejs soloalbum til marts, lavet bl.a. sammen med The National’s Aaron Dessner…
Elvis Aaron Presley, født i dag for 90 år siden i et beskedent træhus i Tupelo, Mississippi, her med en af de sørgeligste sange fra sit katalog. De tilsatte levende billeder fra Kongens begravelse i august 1977 i Memphis passer bekymrende godt til den ulmende musiks grumme tekst, bortset fra at dens sorte limousine her i virkeligheden er blevet skiftet ud med en hvid…
Over jul/nytår har britisk TV haft tidligere hitliste-stjerner i studiet og spille sange fra dengang lige efter punk. Så således Boomtown Rats med en stadig tåkrummende Bob Geldof spille ‘Rat Trap’ foran et voksenpublikum på BBC, hvor også Soft Cell’s Marc Almond var inviteret – han kan virkelig synge endnu! – til en for orkestertung version af ‘Say Hello, Wave Goodbye’. Så var der mere livlig puls i The Undertones på irsk TV, hvor Derry-bandet med en overraskende autentisk-lydende Feargal Sharkey-ersatz gav deres 1978-klassiker ‘Teenage Kicks’. Engang ville sådan en optræden opleves som ren nostalgi, men sådan er det måske ikke nu, for rockmusik tilhører ikke længere ungdommen; den har i bedste fald mistet sin alder. Og således kan så modne mænd som her The Undertones som det naturligste i verden helhjertet gå til en sang der hedder ‘Teenage Kicks’. Men fungerer teenage kicks så i hænderne på gråtonede familiefædre, eller bliver det patetisk? Døm selv…
Blondie’s guitarist, kapelmester og hoffotograf Chris Stein fylder 75 i dag. Han står bag musikken til adskillige af bandets sange, skrevet dels alene, dels sammen med sin kæreste dengang, Debbie Harry. Favorit her blandt dem han helt selv har stået for? Var lige ved at vælge underskønne ‘Shayla’, men så faldt tanken istedet på dette atmosfæriske art rock-smagende deep cut fra Parallel Lines (1978), hvor iøvrigt Robert Fripp spiller sin letgenkendelige guitar nede i nummerets elegant producerede luftlag. Måske det faktisk netop var Chris Stein’s fortabelse i den mere seriøse rockmusik, der gav den musikalske ballast som gjorde Blondie til så meget andet og større end ‘bare’ et perfekt popband. Tillykke til Chris Stein.
Sharon Van Etten udsender til februar debutalbum sammen med sit nye – backing-? – band The Attachment Theory. Førstesinglen står virkelig stærkt og melodisk fuldbyrdet, specielt når man kan læse Van Etten bad sit nye band om at jamme musik frem ude i ørkenen med hende. Sådan lyder ‘Afterlife’, som Pitchfork kalder gothically romantic, heldigvis og alt andet end lige ikke…
Årets første lørdag trygler og beder om klassisk punk rock. Derfor her Manchester’s Buzzcocks med åbningsnummeret ‘Fast Cars’ fra deres debutklassiker Another Music in a Different Kitchen (1978)…
Har opgivet at håbe på den solokarriere, der syntes at ligge så indlysende foran Michael Stipe, da R.E.M. knækkede sammen som band. At han dog stadig har en stemme at synge med og masser at synge om fortæller denne sang, som for fire år siden var resulatet af et flygtigt samarbejde med The National’s Aaron Dessner. Michael Stipe bliver 65 i dag, så et stort tillykke herfra, samt mange tak for al den storslåede R.E.M.-musik fra 1981 og frem.
