Kategoriarkiv: Rocknroll

Dear Tony…

På vej til Schweiz – ‘Swizzleland’ – skriver David Bowie i efteråret 1977 dette memo til en Tony fra pladeselskabet RCA. For der er ting at se til: Passet er blevet væk, og Bowie skal nå at have specifik ny musik med fra London ned til Alperne…

Narcissus Star

Ulige Numre’s Carl Emil Petersen giver den visuelt ret overbevisende her i rollen som oversminket 1975-Mick Jagger, der eksalteret nyder sig selv, fremførende The Rolling Stones’ egentlig overraskende gode Goat Head Soup-boogie ‘Star Star’. Imens tager Keith Richards og de andre tre anderledes køligt den musikalske opvask…

Passaic Night

I nat er det 40 år siden Bruce Springsteen & The E Street Band, afsted på deres syv-måneder lange Darkness Tour, spillede den første af tre aftener på hjemmebanen i Passaic, New Jersey’s Capitol Theater. Det ret så massive show blev transmitteret live på college-radiostationen WNEW ude på østkysten, og opnåede siden – enten som Passaic Night eller Piece de Resistance – stor berømmelse blandt Springsteen-tilhængere, som en af de to-tre definitive bootleg-koncerter fra den muligvis allerstærkeste tour i Springesteen og bandets historie. Her ovenfor gælder det aftenens første set på godt 80 minutter, med uofficielle sort/hvide levende billeder via teatrets inhouse-kameraer – enjoy!

Badlands
Streets of Fire
Spirit of the Night
Darkness on the Edge of Town
Independence Day
Promised Land
Prove it all Night
Racing in the Street
Thunder Road
Meeting Across the River
Jungleland

I en sammenfatning af Springsteen’s ti bedste shows nogensinde skriver musikwebsitet Consequence of Sound disse højtravende ord om deres nummer et pålisten:

The crown jewel and the undisputed heavyweight champion of Springsteen’s live shows took place 20 minutes outside of Newark, New Jersey, at Passaic’s rustic 1,800-capacity Capitol Theater. If the Darkness tour really was Springsteen’s greatest run of dates, then this gig was the moment where it all came together. Broadcast over WNEW Radio, this was the first show of a three-night stand, and the stunning recordings that have been passed down throughout the years make it clear that Springsteen and the E Street Band tore the roof off the joint.

Springsteen’s always managed to imbue a high degree of fire and brimstone into his songs, but the material here is red hot with arguably the greatest performances of “Racing in the Streets”, “Because the Night”, “Fire”, and “Thunder Road”. Despite those gasps of musical transcendence, the emotional high point of the entire affair arrived when “Professor” Roy Bittain’s 1978-only piano instrumental kicked off a volcanic rendition of “Prove It All Night”. Never before has Springsteen sounded as powerful or energized than he does in the 10 minutes of that one song.

Tender 30

For 30 år siden i dag, 19. september 1988, udsendte Nick Cave and the Bad Seeds dette voldsomme og voldsomt fantastiske album. Så en tur i tidsmaskinen tilbage til Vestberlin i 1987, hvor Nick Cave og bandet prøver at holde hovederne eksistentielt ovenvande, må være helt på sin plads…

Ici Paris

Det er vist det man kalder en meget stor mundfuld. Dejligt efter de mange år udenfor og i Europa League mod semi-ukendte klubber fra langt borte, hvis navne klingede som konkursramte traktorfabrikker. Det her bliver helt anderledes levende og nervepirrende. Mbappe, Cavani, Neymar?! De berømte European nights på Anfield er på igen.

Liverpool – Paris Saint Germain, kl. 21.00, 3/downthelocal

Smadret engelsk

Opdagede først for alvor duoen The Jacobites sidste forår, det selvom deres navn ofte blev nævnt i positive vendinger i de engelske musikblade i 80’erne. Den nu afdøde Nikki Sudden (ex-Swell Maps) og hans partner in crime David Kusworth var sammen håbløst forelskede i The Faces, smadret 70’er-Stones og slået nedtursmusik på akustiske guitarer, og udsendte som sådan en række endda meget håndholdte albums og singler. Her den utæmmede ‘Where The Rivers End’ fra Robespierre’s Velvet Basement, deres 1985-mesterplade, der i skramlet charme kaster ikke få associationer i senere retning af Pete Doherty og hans kaotisk vindende Babyshambles…

A band debt follows you

The Goon Sax fra Brisbane, Australien er siden i fredags aktuelle med We’re Not Talking, den evigt vanskelige toer, hvor trioen skal rodfæste de lovende takter fra forrige års debut. At sanger/guitarist Louis Forster er søn af en vis Robert Forster glemmer man heller ikke i mange sekunder af gangen på det nye album, for slægtskabet med The Go-Betweens, samt deres samtidige allierede Jonathan Richman & The Modern Lovers og de helt tidlige Talking Heads, er udtalt. Hvilket ikke skal læses negativt, for The Goon Sax – ja, håbløst bandnavn! – er for vitale, charmerende, og deres sange for stærke, til en ærbødig plads i skyggen. Rockmusik har store problemer i disse år, så opsigtsvækkende med et nyt, ungt band, der som her bruger den så prøvede form relevant og uspoleret…

People are strange

På dags dato i 1967 optrådte californske The Doors for første og eneste gang på The Ed Sullivan Show, USA’s daværende store musikprogram. Eneste vel kun fordi den uhyggeligt Richard Nixon-lignende vært umiddelbart efter live-udsendelsen bandlyste The Doors fra fremtidige optrædender på hans show, idet Jim Morrison havde ignoreret programproducernes udtalte ønske om, at ændre ‘Light My Fire’-ordene ‘girl, we couldn’t get much higher’ til det helt igennem håbløse ‘girl, we couldn’t get much better’. En stor og markant TV-optræden her, i løvfaldet på the Summer of Love, af The Doors…

So long, Marianne

Marianne Faithfull har om nogen kvindelige sangere en – positiv ment – stemme af den gamle, nu meget slidte verden. Her hendes nye single fra i går, en delikat sang til efterår og eftertænksomhed, hvor normalt så synlige og opmærksomhedskommanderende Nick Cave har en unødvendigt anonym gæsterolle, der ikke bidrager med andet end distraherende at lokke fokus bort fra Faithfull’s fine lead…