Et par nye sange denne uge fra Interpol, forløbere for et nyt album til august. Hvor har dette engang så stilsuveræne band været en udstrakt skuffelse at høre nye plader med ovenpå de første tre Interpol-klassikere. Tanken at det kompositoriske talent og den udtryksmæssige klarhed forsvandt med bassist Carlos D i 2010 blev efterhånden meget svær at afvise, når endnu et nyt albums sært uafklarede musik åbenbarede sig. Her dog en ny sang, der kommunikerer bedre end længe hørt. Om den er en enlig svale, måske, det må tiden vise. Men specielt slutningen på ‘See Out Loud’ her synes umiddelbart lovende løfterig. Det er længe siden ‘umiddelbar’ sidst var gode venner med Interpol…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Cry me an ocean of one liners…
Giv Michael Stipe fire regulære akkorder, en scene, et band, en mikrofon og han skal nok få det hele til at lyse op i popmusik af en anden og bedre verden. Forleden var Stipe på Jimmy Kimmel med sin egen og producer Andrew Watt’s sang ‘I Played The Fool’ fra HBO-serien Rooster…
En antidepressiv
Suede har en helt ny stjernekaster af en sang ude denne uge…
James Blood Ulmer RIP!
Kun i den smeltedigel moderne vestlig musik var ovenpå punk lod det sig gøre, at en så eventyrlysten jazzmusiker som James Blood Ulmer kunne blive et cool navn i rockens undergrund, båret frem af toneangivende NME og inviteret til at spille support for bands som John Lydon’s Public Image og Captain Beefheart. Det lod sig groft sagt gøre fordi fremkomsten af den rå, dissonante New York-genre no wave åbnede døre op for Blood Ulmer’s uortodokse og kompromisløse tilgang til musik. Hans gennembrud var albummet Are You Glad to Be in America (1980), der udkom på det engelske indie-label Rough Trade og gav overraskende stor genlyd. James Blood Ulmer meldes i dag gået bort, 86 år gammel, så her et stykke af hans heftige musik…
Dirt
Værdsætter når bands gør noget ud af den PA-musik, der bygger stemning op ude blandt deres koncertpublikum før de selv går på. Nogle gange kan der komme et uomgængeligt nummer, man slet ikke kender. Andre et overraskende genhør med et tidligere bekendtskab, som pludselig får en ny vital dimension i denne ramme. Som f.eks. da Suede i Falkonersalen hev The Adverts’ punkklassiker ‘Gary Gilmore’s Eyes’ op af hatten. Eller her The Stooges’ ‘Dirt’ fra andetalbummet Funhouse (1970), der for nyligt pludselig lød som et af verdens syv vidundere, da 16 Horsepower sendte den ud igennem PA’et lidt før showtime. Og ja, det er naturligvis den unge Iggy Pop, som synger denne ulmende og nærmest meditative ro/uro hjem. Musik kan.
Europa en hjemløs hovedvej
Og 16 Horsepower har rejst på den i tre uger. Den uventede reunion-tour som startede i Morlaix i Bretagne og derefter blæste forbi Belgien, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Tyskland, Schweiz og nu Frankrig igen, slutter i aften på Elysée Montmartre i Paris. Har tidligere kun selv haft et perifært forhold til Denver, Colorado-bandet, så det var en øjenåbner udover det sædvanlige for første gang at opleve dets forbløffende intensitet og styrke på scene oppe i svenske Höganäs. Her stemningsbilledet ‘The Hutterite Mile’, det første ekstranummer fra i aftes da David Eugene Edwards og hans sortklædte 16 Horsepower spillede koncertstedet La Sirène midt i den gamle ubådshavn i La Rochelle ved Atlanterhavet…
Talk Talk Talk
Sikke en festivitas. I går kunne Psychedelic Furs-lanterne Richard Butler fejre sin 70-års. Og i dag er det så 45 år siden Talk Talk Talk, bandets andet album, udkom. Her er den hidsigste af dets tre singler…
The Cure, Primavera
The Cure var fredag aften tilbage som aktivt liveband på den regnplagede Primavera festival i Barcelona. I vinter afdøde Perry Bamonte er for nu erstattet på keys og guitar af Eden Gallup, bassist Simon Gallup’s søn. Herunder aftenens setliste med kun to numre fra nye Songs From a Lost World og slet ingen fra centrale Pornography (1982)…
ALONE
PICTURES OF YOU
HIGH
A NIGHT LIKE THIS
LOVESONG
2 LATE
THE LAST DAY OF SUMMER
BURN
FASCINATION STREET
ALT. END
THE WALK
MINT CAR
IN BETWEEN DAYS
JUST LIKE HEAVEN
TRUST
PUSH
PLAY FOR TODAY
A FOREST
FROM THE EDGE OF THE DEEP GREEN SEA
ENDSONG + + +
LULLABY
HOT HOT HOT!!!
WRONG NUMBER
LET’S GO TO BED
THE LOVECATS
FRIDAY I’M IN LOVE
The Butlers did it
De engelske Bowie-postpunks Psychedelic Furs, dem hvis sardoniske musik og toner efterlader en positivt ment negroni-bitter eftersmag, var et af de sjældne engelske bands, der blev meget større i USA end derhjemme eller i Europa. Så det er ikke meget de har vist sig her gennem årene, selv husker jeg kun et enkelt møde på Metropol i Vestberlin i 1987. Senest har Psychedelic Furs måttet aflyse en nordamerikansk tour, da helbredsproblemer for guitarist Tim Butler har afstedkommet en triplebypass-operation. Hans bror Richard Butler, Psychedelic Furs’ sangskriver og signaturstemme, fylder på en langt mere positiv note 70 i dag. Ovenover bandet som de lød i 1982, fulde af rockfremdrift og mishagsytringer, nedenunder nuomdage, hvor man såmænd bare har taget det forkerte tog i livet. Richard og Tim Butler er i dag de eneste to tiloversblevne medlemmer fra det originale band, der startede for så længe siden i London i ly af sod og punk…
Twilight hospitality
The Twilight Sad er i Danmark i dag, hvor aarhusianerne på Northside kan nyde godt af skotternes fuldtonede molmusik. Smart af festivalen at booke et band, der i lydniveau er så vanskeligt at snakke henover. For nylig havde vi her åbningsnummeret fra aktuelle The Long Goodbye (2026), men der er andre høreværdige øjeblikke på albummet med det faretruende kulørte cover…
Et Baader-Meinhof hit?
Tog postpunk-bandet Bauhaus på sin tredje single, udsendt dags dato 1980, en avisoverskift som gidsel til inspiration og titel? Efter sigende er den mundrette ‘Terror Couple Kill Colonel’ en løs gendigtning af Rote Arme Fraktion’s attentatmord i Frankfurt i maj 1972 på en amerikansk oberst. En nøgen bass-linje, en creepy guitar, knastørt Joy Division-beat og så Pete Murphy’s rastløst messende fortællerudbrud; det er hvad man får her og det er sådan set også nok. At bruge mordet på en udstationeret soldat som tableau kunne nemt gå galt og fremstå letkøbt opportunistisk, men summen bliver heldigvis større end sine enkelte dele på disse fire minutters kriblende koldkrigsparanoia, der bringer en helt anden tid i levende live. For de af os der ønsker en tur tilbage ind i Vesttyskland, så er engelske Bauhaus en overraskende god guide her…
And the midnight trains I never made…
Ny ugle, ny måned, samme år, vi begynder her med at sætte blinkende lys på Liverpool’s vel bedste band nogensinde, der live på BBC optræder med den sang der udkom som single 1. juni 1987. ‘The Game’ var forløber for The Grey Album, som på alle måder var slutningen på Bunnymen’s storhedstid og snart skulle opløse bandet som vi kendte det. De to singler derfra – ‘The Game’ og ‘Lips Like Sugar’ – fejler nu ingenting, selvom specielt nummeret her synes ret gemt væk i historieskrivningen om bandet. Ian McCulloch viser på denne liveoptagelse, han ikke helt kan beslutte sig til hvordan ‘The Game’ skal synges, sangtonerne ligger øjensynligt ikke lige til hans stemmeregister…
Frihedskæmperen
På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
The Queen is Dead
Åbnings- og titelnummeret fra det tredje The Smiths-album, det første hvor det endelig lykkedes Marr og co. at få albumudfordringen til at gå op i den højere enhed. Og hvilken start på en plade; alle cylindre i maskinrummet i høj aktivitet og så ham sangeren ovenpå med sine nyfundne billeder, skarpe vinkler, eksklusive personlige varer med i bagagen at deklarere for smertegrænsens toldere…
Himlen helt deroppe
29. maj 1981 – for 45 år siden i dag! – udsender Echo and the Bunnymen andenpladen Heaven Up Here, en af de mest overlegne og skødesløst yndefulde artikulationer indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om albummet med det iøjnefaldende cover og dets åbne musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Herunder er åbningsnummeret ‘Show Of Strength’ til at svare fyldestgørende på det spørgsmål. Echo and the Bunnymen kaldte selv fjerdealbummet Ocean Rain (1984) for “the greatest record ever made“, et overdådigt udspil, ja, men Heaven Up Here er altså endnu bedre. Just saying.