Kategoriarkiv: Rocknroll

Årets bedste…

Politikens Erik Jensen kårer sine ti albumfavoritter fra i år. Øverst på hans liste får Brænder Boksen Med Smukke Ting følgende ord med på vejen: 

“Vemod, afsked og afsavn kan være smukke størrelser, især omsat i musik, hvor stemningen er til for at øre på. Hos Love Shop emmede musikken og Jens Unmack tekster i en dybt poetisk cut up-stil i år mest af savn efter alt det og alle de, vi der er kommet i en vis alder, har mistet. Ikke mindst (dele af) os selv. Personligt, nøgent og nøgternt som aldrig før. Men død og afsavn bliver hos Love Shop ofte til det, man vokser videre af og som bandet selv konstaterer i en af albummets smukke perler: At leve er at dø med stil. At reducere dette mesterlige album til et ekko af postpunk er at gøre det sørgeligt til skamme. For det er måske det mest melodisk flotteste album om voksenlivets udfordringer, tomrummet mellem nødvendighed og død med skabelsen, kreativiteten, musikken som det brændstof, der får boksen med de smukke ting til at futte af, nogensinde hørt på dansk. At spille er at leve med stil, når man gør det så overbevisende elegant som Love Shop, hvilket band, hvilken sangskriver, hvilket album.”

Læs om samtlige Erik Jensens ti favoritter lige her.

London Calling-video opgraderet

Har tidligere her bragt videokunstneren Nacho’s restaurerede værker med både David Bowie og Echo and the Bunnymen. Nu har han også kastet sig over The Clash, hvis ‘London Calling’-video i går blev lagt op i hans optimerede version, med lovning om mere The Clash på vej snart. Her Nacho’s detaljerede kommentarer til den ‘nye’ video, som demonstration for med hvilken ihærdighed, entusiasme og kærlighed til den ypperste kvalitet, han arbejder…

Now Get This

It is impossible to say what the greatest Clash song is. Checking my own Clash favorites playlist, I could maybe narrow it down to 10 songs. Certainly London Calling would be in that Top 10. In ’78 & ’79 I had a few chart “Punk” singles – Undertones, Buzzcocks, Gen X & I think Tommy Gun & Cost of Living EP by The Clash. But it was with London Calling that I began to really get into them. I was not alone. By January 1980 the single was No. 11 in the UK charts, the band’s biggest hit thus far. DJ Annie Nightingale had made a bet with Joe Strummer that London Calling would make the UK Top 10 without them appearing on Top of the Pops, the stake being a Cadillac. When the record peaked at number 11, Nightingale was saved by a listener who donated a Cadillac. The band subsequently auctioned it to raise funds for the recession hit steel town of Corby.

Live By the River

I remember seeing the London Calling video, and being mighty impressed by the swagger of the band, apparently oblivious to the dark London night & lashing winter rain.

The promo was directed by British film maker, DJ & musician, Don Letts. Letts had already directed several Clash music videos, as far back as White Riot in 1977. Later, in 1984 he co-founded Big Audio Dynamite with Clash guitarist Mick Jones. In 1990 Letts directed the documentary, The Clash: Westway to the World.

London Calling was shot at the beginning of December 1979. The video shows the band playing the song on a barge moored next to Albert Bridge on the south side of the River Thames. It was a cold and rainy night, which probably made for a very unpleasant shoot, but suits the apocalyptic lyrics of a drowned London.

Wheat Grown Thin

The video legacy of The Clash, like many other great artists, is not being given proper love & respect. Old fans, new fans and musical historians alike rely on the videos in circulation to remember, understand & enjoy facets of an artist, that listening to the music alone cannot provide.

Leading the pushback against the seeming indifference of many artists / their estates / management / labels etc. is Neil Young, with his magnificent & ever expanding online treasure trove, Neil Young Archives. Meanwhile the material online of many other important artists is in appalling quality. Or worse; festering in an archive unseen and sometimes even undigitized from the original celluloid, and therefore deteriorating year by year.

The Clash are a case in point. The “official” sources of the London Calling promo [Clash YouTube channel, Essential Clash DVD, iTunes store downloads etc.] are a mess. The various versions available are obviously not mastered from first generation sources, and are in low definition. Most of them are running at about 3 or 4% too slow. The audio quality of them is bad, presumably from the original 40-year old soundtrack. At least the YouTube version is complete, featuring the Big Ben scene at the beginning & the shot of the Thames in the fade-out. Whereas the versions on the Essential DVD & other sources, omit the intro and just after Topper Headon’s last cymbal crash, before the song has even finished its fade-out, whilst Strummer is still “alike alike alike-ing” the video just abruptly ends.

Won’t You Give Me a Smile?

And so, collecting together and combining all the video sources I could find, and dubbing in the excellent 2013 Sound System Box Set remaster of London Calling, I have tried to create an improvement on what’s currently out there. It’s far from perfect, but it’s better than anything else I’ve seen in circulation.

This is the first of several Clash video restorations I have in mind.

Hope you dig it!

With thanks to my three Clash mates, Adam, Pete & Richard for providing invaluable info, some of which I quote almost verbatim.

Credits

Video Source:
The Clash • London Calling • Original promo video • Directed by Donn Letts • Shot in London, December 1979

Audio Source:
The Clash • London Calling • 2013 Sound System Remaster • Recorded at Wessex Studios, London • August, September, November 1979 • Released December 7, 1979

Musicians:
Joe Strummer • Lead vocals, rhythm guitar
Mick Jones • Lead guitar, backing vocals
Paul Simonon • Bass, backing vocals
Topper Headon • Drums

Guy Stevens • Production

Søndag med Tom Waits

Regnen sejler gråt denne søndag i København og hindrer dagslyset i at trænge igennem, hvilket gør den helt rigtige ramme til en vemodig evergreen med Tom Waits, weekendens 70-års-fødselar. Californiske Waits boede i 1980’erne i New York City sammen med sin kæreste og faste samarbejdspartner Kathleen Brennan, hvilket man nemt bilder sig ind ligger hørbart i musikkens dna på en sang som ‘Yesterday Is Here’ fra Frank’s Wild Years (1987). Tillykke til Tom Waits, hvis eksotiske eventyr i København med folkduoen Lasse og Mathilde vi må tage på et andet tidspunkt…

A promise

The Bunnymen lader op til aftenens Merseyside Derby fra belgisk TV i 1981, dengang Liverpool FC også havde et stort hold kørende i fodbold. Lokalopgør er noget for sig selv, kan undsige sig alle regler for aktuel form og normal logik. Det bliver nervepirrende…

Liverpool – Everton, onsdag, 20.15 local time, Anfield

Miraklet i De Pijp

Sidste onsdag løb denne side ind i en af den slags vinyloplevelser, enhver pladesamlers drømme er gjort af. I Amsterdam-kvarteret De Pijp ligger second hand-butikken record Mania. På den regnøsende onsdag, hvor jeg kom derind, havde ejeren på disken stående to meterlange singletrækasser, som han var igang med at undersøge. Adspurgt fortalte han, det var en ny samling, en kvinde netop havde bragt ind for at afhænde. Den slags er der intet opsigtsvækkende i, for så mange sælger usentimentalt deres musikalske historie. Som oftest (= altid) bærer brugte plader naturligvis konkret præg af slitage, liv og tidernes gang, men da disse to kasser på disken blev vendt om, stod det straks klart, at denne samling var noget ganske andet.

For i samlingen, hvor der udelukkende gemte sig originale 7-tommere fra 1979-81, bestående af den tids ypperste britiske nye musik, var standen på disse vel +2-300 titler ikke blot opsigtsvækkende god. Nej, singlerne fremstod uden undtagelse som kom de netop fra fabrikken, så uspillede, helt ukrøllede i cover, shiny nye var de. Virkelig en sjælden glæde at stå med hænderne i en gylden tidslomme så perfekt bevaret, men uforklarligt aldrig nogensinde brugt. Mange af de uangribeligt velholdte singler stod endda med dubletter. Og mit udbytte? Havde i forvejen alt det essentielt ønskværdige som fandtes, så købte blot denne fine 7’er med Siouxsie and the Banshees, ikke mindst for at få et konkret stykke med hjem af dette uspolerede stykke hollandske paradis. Det gjorde ondt at forlade record Mania og gå ud i De Pijp’s mørke regnspejlende gader igen.

Bunnymen på toppen

Mens der måske ventes på videotroldmanden Nacho’s ‘nye’ klip af David Bowie’s ‘Stay’, som udsendes i morgen, her hans fund fra forleden, en 1981-optagelse på hollandsk TV med Echo and the Bunnymen, som fra toppen af karrierens yndefulde styrke filmer en strålende playback-version af ‘Show Of Strength’. I en bedre, mere retfærdig verden var det disse naturlige stjerner fra Liverpool, som var løbet med den berømmelse og alt det guld, der istedet tilfaldt langt mere endimensionelle U2…

Intromusik

Vi starter denne nye uge soft. Sidst vi så The National spille show – det var deres slet ikke vellykkede aften i Forum på forrige album – gik de på scenen til en dødelig skarp kombi af The War On Drugs’ ‘Brothers’ og Sharon Van Etten’s ‘Magic Chords’. Fredag aften i Royal Arena – en til sammenligning så klart bedre The National-koncert – var den tour de force-skarpe indie-intro skiftet ud med dette gamle Willie Nelson-nummer…

The Clash til en søndag

Endte i en dum Facebook-udveksling med en træt hippie, der pissede på The Clash og begrundede sin ringeagt for The Only Band That Matters med at kalde deres mastodont-værk Sandinista! (1980) for ‘ujævn’. En misforstået kritik, for naturligvis er netop Sandinista! ujævn. Ujævn som et sprøjtende maleri af Pollock, som Kerouac’s uredigerede On The Road-skriftrulle, som de skæve toner i den unge Dylan’s sang, ja, som livet. Her er så fint sansende og sørgmodige ‘The Call Up’, 3dbl-albummets første single, der udkom i disse kolde dage, hvor november bliver til december, i 1980…

Soft Tull?

Eller Jethro Cell? Musikken er en utro skøge, der indgår uventede alliancer, end ikke ens værste frygt havde fantasi til at forestille sig. Tag nu denne nye single med Soft Cell’s Marc Almond, hvor en af punkens musikalske fjendebilleder, progrockgruppen Jethro Tull’s fløjtespillende Ian Anderson, er hentet ind som trækplaster og lydidentitet. Den slags er allerede på papiret bare……forkert. Og bedre bliver det ikke som sangens højlandsstemte musik åbenbarer sig med trillende alfefløjte og en lilletrommelyd så kønsløst styg, man tror det er løgn. Det er det desværre ikke. Soft Cell’s så fine eftermæle bøjer hovedet i skam…

Dagens 39-års…

Nej, hvorfor sove på laurbærerne efter det så kreativt opløftende tredjealbum Kaleidoscope, der var udkommet i august 1980? Dags dato samme år udsender Siouxsie and the Banshees singlen ‘Israel’, der om noget fremviser bandets fremmeste styrker; dets nye postpunk-guitar-es John McGeoch, den så majestætisk spillende trommeslager Budgie, samt Siouxsie Sioux, der har bedre og bedre fat om sin dramatiske rolle som kulsort icequeen…

TR/ST Amsterdam

Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.

Amsterdam

Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…