Kategoriarkiv: Rocknroll

The Thin White Soul Man

2. november 1974, midt i den her nedenfor omtalte tredje del af touren for Diamond Dogs i oktober/november 1974 (isoleret set kaldet The Soul Tour), besøger David Bowie og hans nyt sammensatte band The Dick Cavett Show i New York City for et langt interview (siden berygtet, takket være en usædvanligt rastløs, verdensfjern Bowie med stok) og to livenumre med fuldt band. Her spiller de først og fremmest en vild version af ‘Young Americans’, en ny sang der først udsendes på plade 21. februar året efter. Bowie’s stemme lyder bag sin hektiske energi raspet og brugt, ikke mærkeligt, da hans fem foregående aftener har budt på shows i Manhattan’s Radio City Music Hall, hvor han endda endnu har to optrædender igen. Senere samme aften ser hans setliste der således ud:

  1. Memory of a Free Festival
  2. Rebel Rebel
  3. John, I’m Only Dancing (Again)
  4. Sorrow
  5. Changes
  6. Young Americans
  7. 1984
  8. Footstompin’
  9. Rock ‘n’ Roll With Me
  10. It’s Gonna Be Me
  11. The Jean Genie
  12. Moonage Daydream
  13. Can You Hear Me
  14. Somebody Up There Likes Me
  15. Suffragette City
  16. Rock ‘n’ Roll Suicide

I’m only soul dancing…

For tredje gang på fire år byder Record Store Day til april på et nyt livealbum med David Bowie. I år gælder det i’monlydancing(thesoultour74), der for første gang dokumenterer tredje del af Diamond Dogs-touren i 1974, hvor Bowie fik tromme-es Dennis Davis og bassist Willie Weeks med i bandet, og på setlisten begyndte at inkludere flere numre fra næste års Young Americans. Troede Bryan Ferry allerede her i februar havde vundet konkurrencen om dette års bedste livealbum fra 1974, men nu får han vist seriøs konkurrence. Grund til at glæde sig, jovist.

GBG synger

Håkan Hellström har ligesom nærmest ladet sig management-forsvinde fra jordens overflade siden han blev svensk superstjerne, så man må gå andre steder nu efter lyden af Göteborg. F.eks. til Slowgold – AKA Amanda Werne – der på fredag udsender sit sjette studiealbum. Forløberen til Aska er denne single, der highlighter Werne’s styrke som udtryksheftig guitarist, her dog på den mere blidt himmelsøgende måde…

Den nådefulde Forvandling

At høre denne rolige, nærmest wellness-lydende produktion med Einstürzende Neubauten og forundres over, dette berlinske konfrontationsband længe var berygtet som det mest nådesløst støjende og skingert tonefjendske af dem alle. Og frontmand Blixa Bargeld’s tyske diktion nuomdage er så ovenikøbet noget af det mest udsøgt forfinede, man støder på…

Aftener ude i Europa

266 dage siden Liverpool sidst spillede på Metropolitana i Madrid. I aften bliver forhåbentlig med bedre fodbold end i den alt andet end seværdige Champions League-finalesejr over Tottenham. Denne første 1/16-finalekamp i årets turnering mod et af Europas vanskeligste hold kan kun blive nervepirrende. Here’s wishing & hoping.

Atletico Madrid – Liverpool, tirdag kl. 21.00, 3+/sangria

Art of the punk cover

Dags dato i 1977 udsender London-punkprovokatørerne fra The Damned deres kageindsmurte debutalbum Damned Damned Damned – der udkommer før albums med Pistols, Clash, Stranglers, X-Ray Spex, etc. og således er det første britiske punk rock-album – hvis brændstof af amfetamin og napalm så gerne vil fortære alt på sin vej. En mere helhjertet hyldest til den protopunk, Iggy Pop og The Stooges først styrede i grøften, gives næppe.

Superblood Wolfmoon

Den nye januarsingle fra Pearl Jam gav stærke mindelser om både David Bowie og Talking Heads, altså fra dengang deres musik smagte stærkt af afsted på vej. Den nye februarsingle er så et helt andet og vildere Neil Young på Mirror Ball-agtigt sted henne, og kommer derfor langt mere som rockbandet Pearl Jam, dem vi her aldrig har været på bølgelængde med. Men afviselig er ‘Superblood Wolfmoon’ ikke, formår endda det sjældne 2020-trick, at få rockmusik til at lyde levende, frisk, relevant. Ja, der er noget der betyder noget i denne kradse lyd, og gør en forskel. Ring efter den blå vogn.

NDW to Major Tom…

Fra Vesttyskland kommer i 1982 en Neue Deutsche Welle-single, der fortæller videre på historien om David Bowie-astronautfiguren Major Tom fra ‘Space Oddity’ og ‘Ashes To Ashes’. I Peter Schilling’s videredigtning er radiohilsenen ‘grüßt mir meine Frau!’ de sidste ord jorden hører fra Major Tom på sin forfejlede mission, mens han guidet af et lys svæver vægtløs og kold ud i rummet, bort fra den glimtende blå jordklode, højt over dens sørgende egoister, som Schilling udtrykker det. Gad vide om David Bowie hørte denne sang, og hvad den gav ham?

Andrew Weatherall RIP!

Nyheden når os om DJ, producer og remixer Andrew Weatherall’s pludselige død i England i går. Det var Weatherall, der især som producer på Primal Scream’s banebrydende Screamadelica i 1991, byggede den farbare bro i Storbritannien mellem indierock og den tids så omsiggribende rave-kultur. Gennem egne projekter som Sabres of Paradise og Two Lone Swordsmen, men især via profileret producer- og remix-arbejde for mange af 90’erne og 00’ernes fremtrædende navne, var han toneangivende i at farve tidens lyd og musikopfattelse. Her hans seneste remix for New Order…

I Joakim Bergs fodspor

Svenske Nicole Saboune har i fredags singleudsendt denne optimerende cover af ‘Come Along’, Stockholm-divaen Titiyo’s 2001-hit, skrevet sammen af Joakim Berg og Peter Svensson, dengang hovedleverandører af sange i henholdsvis Kent og The Cardigans. Behov for mere svensk rockstjernestøv end det? Singlens sorthvide artwork er begået af Hurula…

Top of the Pulps

Med bandets 11. (!) single, den letskramlede men catchy ‘Babies’, rammer oversete Pulp i efteråret 1992 endelig en stil, der tiltrækker både en smule opmærksomhed og lidt airplay. Efterfølgeren ‘Razzmatazz’ udsendes i disse dage for 27 år siden, og er måske den mest arketypiske af alle Pulp-singler, som byder på Jarvis Cocker’s så specielle cocktail af krads socialrealisme, intimt salt’n’ vinegar-melodrama og billigtlydende grandiositet. ‘Razzmatazz’ når kun til nummer 80 på den engelske hitliste, men det er Sheffield-bandets højeste placering til dato. Her en britisk optræden fra ITV samme forår med sangen. Ingen her har tydeligvis nogen anelse om, at bandet to år senere skal blive et af England’s mest succesfulde…

Fra 1974 til fremtiden

Mat Osman, Suede’s bassist, siger det på Twitter: “I’ve always loved Bryan Ferry’s version of ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ – something in that mix of camp and apocalypse just flicks my switches – and this teaser from the new Live at the Albert Hall ’74 is magnificent”. Var ikke på forhånd bevæget ved tanken om et Ferry-livealbum fra 1974, men er nu til gengæld forbløffet over, hvor skarp, veloplagt og udfarende Roxy Music-sangeren fremstår på dets 14 livslystne tracks, bestående af materiale fra hans til da to udsendte hovedsagelige coveralbums. At band udgøres af Roxy-musikere, tre korkvinder, samt et tilhørende orkester på hele ti mand, der alle spiller sig ud som for livet, skaber en musikalsk overdådig ramme for Bryan Ferry, der trækker disse indimellem refrain-banale sange fra 60’erne op i relevant, sprællevende nutid ved konstant insisteren på, at tage deres kvaliteter både alvorligt og med kærlighedens glimt i øjet. Roxy Music havde måneden før udsendt Country Life, og Bryan Ferry var vel i sit livs form, nok aldrig hørt mere veloplagt end her. Ja, hvem der blot havde været i Royal Albert Hall d. 19. december 1974. Livealbums er ofte tamt selskab. Ikke det her.