Kategoriarkiv: Rocknroll

John Foxx til en søndag

Før Midge Ure dygtigt gjorde dem til det pompøst-romantiske synthband, som ovenpå signaturhittet, den gabende tomme ‘Vienna’, aldrig mere skulle se sig tilbage, var Ultravox under ledelse af John Foxx faktisk et langt mere end bare interessant bud på, hvad der kunne komme ud af at blande Roxy Music-inspiration med de nye postpunkstrømninger. Tre albums udsendte Ultravox i slut-70’erne inden John Foxx gik solo i eget navn og blev erstattet af Midge Ure fra Slik/Rich Kids. Sådan her kunne de lyde med John Foxx i spidsen…

It’s a HIT

Ud af ingenting skyder en sang fra tidszonen 1987 pludselig ind på den amerikanske iTunes top-100-hitliste. Bandet der spiller hedder R.E.M. og kommer fra Athens, Georgia. Måske de en skønne dag bliver til noget stort i den nådesløse underholdningsindustri…

Sam’s lost town

Hvert andet eller tredje år bringer uværgeligt samme genkendelige skuffelse. Det sker når The Killers udsender nyt album, og man før førstelyttet på forløbersinglen sidder med det håbløse håb, at det er bandet fra de så dejlige to første Killers-plader, som endelig er på banen igen. Ligeså i dag, for her kommer førstesinglen ‘Caution’ fra Imploding The Mirage, der udsendes til maj. Og nej, den er vel egentlig slet intet at skrive hjem om, men dette fnuglette stykke ingenting bærer dog umiddelbart på mere liv og tør man endda sige udstråling, end længe hørt fra Las Vegas-glitterazzierne. Lidt har også ret, specielt i hårde tider som disse, selvom den bortløbne guitarsolo tilsidst skriger på at blive indfanget øjeblikkeligt med en svirpende lasso og rettet af…

European night

CL-exit efter andet møde med Atletico’s imponerende cocktail af betonmursforsvar, skarpe kontrastød, bryd af spilrytme, tidsudtrækning og små dirty tricks? Liverpool har ramt sæsonens anden formkrise efter vinterpausen i februar. Kan den forventede tilbagekomst af dynamo Henderson i aften på Anfield ændre på tingenes stilstand? Det bliver hæsligt frustrerende og nervepirrende.

Liverpool – Atletico Madrid, onsdag kl. 21.00, 3+/downthelocal

Sharon goes to Hollywood

En ny sang fra Sharon Van Etten, skrevet til Eliza Hittman’s film Never Rarely Sometimes Always, der først blev vist på Sundance-festivalen i januar, siden vandt Sølvbjørnen på Berlinalen i februar, men som først nu på fredag får en regulær premiere. Sharon optræder selv på rollelisten, har skrevet filmens score, og hendes sang her er ovenikøbet god…

ArtBuzz of the cover

Manchester’s Buzzcocks udsender 10. marts 1978 debutalbummet Another Music in a Different Kitchen, med sit klassiske Malcolm Garett-designede cover i gråt og orange. Dets indhold kan lyde sådan her, et kort stykke punket popperfektion, hvor C-stykket er så godt det optræder to gange, før et teenage kicks-hjerteknust D-stykke leder op til en blodstransfusion, da sidste vers/chorus sættes en halv tone op, al den euforiske tumult på bare godt to minutter…

En selvlysende debut

7. marts 1980 udsender London’s Psychedelic Furs deres selvbetitlede debutalbum, en så heftig affære af Richard Butler’s bitre Bowie-informerede vokal i pågående sammenstød med svimmel sax og skærende guitar. Her er det dog et af albummets mere morfinerede øjeblikke, ‘Sister Europe’, som fremført i oktober 1980 på amerikansk børne-TV…

Den rigtige Young Americans

Dagens 45-års-fødselar Young Americans er et både godt og interessant David Bowie-album, men ikke et af hans uomgængeligt store fra 70’erne. Var Bowie ikke løbet ind i John Lennon i New York, og havde han efterfølgende i januar 1975 ikke trukket ham med i studiet for at indspille, hvad skulle vise sig at være en besynderlig forbier-version af The Beatles’ ‘Across The Universe’, samt den bortset fra det åbenlyse hitpotentiale ret ligegyldige ‘Fame’, kunne det have været anderledes. For mens dette skete sad Tony Visconti i London og blev færdig med at mixe det Young Americans-album, han troede var det endelige, bestående kun af sange, David Bowie og han havde indspillet med band i Philadelphia. Men Bowie kontaktede Visconti, og ville nu pludselig have de to Lennon-samarbejder med ind på albummet, hvilket desværre skete på bekostning af de kunstnerisk langt stærkere ‘It’s Gonna Be Me’ og ‘Who Can I Be Now’, samt en soulificeret genindspilning af Bowie-singlen ‘John, I’m Only Dancing’. En positiv vinding ved det nye album var dog tilkomsten af ‘Win’ og Luther Vandross-stykket ‘Fascination’, som var blevet indspillet i New York i december 1974. I forbindelse med udsendelsen af det retrospektive boxset Who Can I Be Now? (1974–1976) i 2016 blev det endeligt muligt at høre, hvordan det oprindelige album – nu kaldet The Gouster – ville have lydt, da det der optrådte som enkeltstående album i de oprindelige mix og dengang tiltænkte rækkefølge. Ingen tvivl om at The Gouster, (tracklist kan ses herunder) som album er langt mere helstøbt end Young Americans, hvis anden side står som en for Bowie atypisk og uskøn rodebutik.

David Bowie – The Gouster

Side 1
1. John, I’m Only Dancing (Again)
2. Somebody Up There Likes Me
3. It’s Gonna Be Me

Side 2
1. Who Can I Be Now?
2. Can You Hear Me
3. Young Americans
4. Right