Hvis ikke man har det The Go-Betweens på vinyl der egentlig er behov for, så er der muligvis godt nyt fra Beggars Banquet, som her sidst på måneden genudsender remasterede vinyludgaver af længe utilgængelige Liberty Belle (1986), Tallulah (1987) og 16 Lovers Lane (1988), samt for første gang på vinyl dbl-livealbummet Fountains of Youth (2020). Her er det åbningssangen ‘Love Goes On’ fra 16 Lovers Lane, alles solbrændte favoritalbum fra Sydney med Brisbane-bandet…
Kategoriarkiv: Rocknroll
Ebba the Movie
Dokumentaren fra 1982 om Ebba Grön, Stockholm’s vigtigste punkband. Følg de spirende antistjerner Pimme, Fjodor og Gurra på tour sammen med Dag Vag, på tourbus, i studiet, i omklædningsrum og på anonyme hotelværelser i et Sverige, der ikke længere findes.
Empires 46
En indbringende dag i pladebutikkerne, 12 september 1980. Ikke bare er David Bowie ude og afsted med Scary Monsters; de fem unge glaswegians fra Simple Minds tager et stilsikkert skridt op i øverste klasse med udsendelsen af deres tredje album Empires And Dance, der med sine hypnotisk repeterende og ofte filmisk anlagte sanglandskaber indvarsler bandets storhedstid som pioner for den nye tids elektroniske udtryk…
Scary 46
En post-punk masterclass for mainstream-hitlisterne? Efter den vanskelige og ikke helt vellykkede Lodger (1979) kom David Bowie suverænt tilbage for 46 år siden i dag med Scary Monsters (and Super Creeps). Her dagens udvalgte favorit derfra, pladens mere tilbageholdte afslutningsversion af åbningsnummeret ‘It’s No Game’…
Centralmassivet i Sverige
Højt over Jönköping ved sydenden af mægtige Vättern ligger Folkets Park i Husqvarna. Havde brugt den sene sommerdag nede i den tidligere industribys snorlige gader og købt et par takeaways, en gammel solosingle med hende den lyshårede fra ABBA – “S.O.S.” på svensk – og Nick Cave’s ‘In The Ghetto’. Var gået den møjsommelige vej op til Folkets Park med lunkne dåseøl fra Systemet i hånden, tidsnok til først at se Bob Hund optræde med deres specielle komik-rock, inden Thåström kom med aftenmørket og gav sin radikalt anderledes ting ud mod den fyldte skråning foran den udendørs scene. Her sidste nummer fra den specielle aften. Musik kan!
Reality check
Måtte efter posten herunder lige tilbage til Feline (1983). Desværre stod den ikke helt så stærkt som håbet. Kommer fornemt opbyggende afsted med ‘Midnight Summer Dream’, hvis varme synth-lyd og forløsende harmonier er tættere på den samtidige tidshjørnesten New Gold Dream (81-82-83-84) end klassisk Stranglers (hvad det så end er), men resten af side 1 er en skuffelse, numrene simpelthen ikke af høj nok melodisk klasse. At ide 2 spiller anderledes fornemt med sin kontrollerede elektroniske pop redder desværre ikke albummet som sådan fra denne lørdag at lyde for slingrende i kvalitet. Her en af de personlige favoritter fra bagsiden, Hugh Cornwell synger for på en af vejene til Rom…
Fransk Stranglers-drøm
Tror man kender det hele, for alt er jo allerede opdaget, udlevet og registreret. Men så kommer der heldigvis en sang eller en plade ud af ingenting og fortæller en helt anden historie. Denne uge har således ved et tilfælde bragt et album op til overfladen, hvis eksistens på ingen måde var kendt her. The Stranglers’ fransk/engelske bassist Jean-Jacques Burnel udsender i 1988 det fransksprogede soloalbum Un Jour Parfait, hvor han i tæt samarbejde med Stranglers-keyboardmaestro Dave Greenfield giver en række eftertænksomme sange i et mellemeuropæisk moltoneleje, der her bringer stærke mindelser om The Stranglers’ med tiden så positivt voksende elektroniske 1983-popalbum Feline. Jean-Jacques’ mørke tale-vokal kaster i sit franske sprog tillige en direkte forbindelse til Serge Gainsbourg’s senere værker. Er det forkert at anbefale en plade, man kun netop har hørt og anskaffet sig? Isåfald beklager vi herfra.
World Trade Center
Debbie Harry øverst på WTC’s South Tower.
Studio Brussel
En nydelse at betragte denne grimme ælling, der har foldet sine vinger ud og rejst sig som en smuk svane. Fontaines D.C. er lige nu det band, der viser det stadig kan lade sig gøre for en håndfuld unge at finde sammen, udtrykke sig fælles i rockmusik og gøre en forskel for en masse mennesker. Nu spilles pludselig de helt store scener, så her et scoop fra belgiske Studio Brussel, der forleden fik dem til at spille et show for et par hundrede mennesker i en lille sal i Bruxelles…
Anti har en drøm at befri
Stort tillykke med 25 år til Anti i dag! En nem og harmonisk plade at lave i LS, hvor fællesplanen var at vende tilbage til de dyder og kvaliteter der havde skabt GO!, men som var blevet kastet bort på efterfølgende Det Løse Liv.
Der findes iøvrigt nogle ret smadrede late night-demoer fra forprocessen af syv-otte af numrene – inkl ‘Vi Vil Leve Evigt’ og ‘Europas Byer’, der begge aldrig kom med – med distede beatbox-rytmer, svimle narko-keyboards og vaklende cue-sang, som er langt mere attitude-snævre/kulsorte i stemning end den endelige plades musik, nok et fornuftigt valg.
Adventures in Hi-Fi
Det var den sidste rigtige R.E.M.-plade der udkom den dag i dag for 30 år siden. Det vidste ingen da, for det lå ikke i nogen kort at Bill Berry snart skulle udtræde af bandet og gennem dets siden da så anderledes besværede musikalske fremfærd vise ved sit fravær, at han havde været så meget mere end trommeslager for dem. New Adventures in Hi-Fi er helt sikkert tre-fire numre for lang – til et punkt så den dengang var svær umiddelbart at overskue eller blive helt klog på – men i sin lydhøre, substansfaste musik en af R.E.M.’s stærkeste plader. Dens spraglede, ofte skabelonagtige numre har som coverets sort/hvide road-snapshot noget hjemløst søgende over sig. Det fornemmes noget er mistet og nok aldrig kan blive fundet igen i de blitzende, fragmenterede sansninger, der står hugget i en kantet nordamerikansk rockmusik. Stipe sang i 1996 uden filter eller hæmmende selvbevidsthed, bandet spillede (mange af numrenes grundbånd er optaget ved soundchecks på Monster-touren året før) frigjort, kradsbørstigt, levende og løst. En drøm af et album, der taler sit eget frie sprog. Vi var heldige at have dem.
Solen i den vänstra
I netop disse dage for to år siden udsendte Thåström forløbersinglen for sit hidtil seneste album. Den nænsomt førende musik i ‘Solen I Den Vänstra’ var den nær perfekte at gribe om og lade sig følge ud til efteråret af. De Thåström-afhængige er nu på det sværeste sted i kredsløbet omkring ham; så lang tid siden senest og dog så uvist længe endnu før kontakten reetableres gennem (forhåbentlig) ny musik…
Parallelle liv
Blondie’s store gennembrud, den neon-smeltende og stilikoniske Parallel Lines udkommer 8.september 1978. Efter Blondie (1976) og Plastic Letters (1977), som begge er produceret af 60’erpop-vibestærke Richard Gottehrer, har NYC-bandets tredje album den helt anderledes stramt perfektionistiske og ambitiøse engelske hitmester Mike Chapman siddende på magten bag lydpulten. Med hans klare fingeraftryk udover ti selvskrevne sange og to covers bliver Parallel Lines pejlemærket for, hvordan det lyder når punkgenerationen med succes går helhjertet ind på popmusik. ‘Picture This’ er den første af hele seks singler, der bliver udsendt fra albummet. Husker promovideoens betagende enkelhed her fra Jørgen De Mylius’ Eldorado’ på DR, hvor den vistnok endda bliver præsenteret som punk rock; ja, det er en anden tid. Men 48 år i dag, stort tillykke!
…I will give you my finest hour
The one I spent watching you shower…
De overlevende 2
Echo and the Bunnymen; så højt at flyve, så dybt at falde. Fra et af verdens allerbedste bands til noget værre rod langt nede i rækkerne, hvor det eneste der sker er middelmådige genopførelser af en storhed, som forlængst har forladt stationen. Og dog, for pludselig i juli kom singlen ‘Brussels Is Haunted’, en forløber for det nye album Apples For Isaac der udsendes 18. september. Umiddelbart var begejstringen ikke stor, men to tvivlsomme singler siden får ved genhør denne til at vokse og fremstå nærmest skarpt profileret. Så hvad har vi her; et godkendt Bunnymen-nummer eller en stiløvelse til dumpekarakter fordi talent forpligter? Ian McCulloch’s levende tekst, der kronologiserer post-punkens Bruxelles, kan ialfald et og andet med sine konkrete nedslag…
…Here comes Plastique and Bert Bertrand
We danced at The Classic all night long
Enchanté Belgique et Le Place Grande
We drank Rum and cassis and beer blonde
Because
Brussels is haunted
Brussels is haunted by Waterloo
Brussels is haunted
Brussels is haunted by World War 2
It’s you, you and me, you and me now…
De overlevende
Sensommeren har budt på nye udgivelser fra en mindre håndfuld af de britiske navne, der tog depechen og løb toneangivende afsted men den da 1980’erne begyndte. Aktuelle singler fra U2, Echo and the Bunnymen, Simple Minds og Soft Cell har uden intention nu det tilfælles, at den kommunikation af følelser og idéer der engang flød så ubesværet fra skaberne af dem synes visnet, afløst af en nøgtern men ultimativt frugtesløs søgen efter magien og det strejf af instinktiv nødvendighed der skabte den. Her er det Soft Cell, hvis ene halvdel Dave Ball gik bort lige efter færdiggørelsen af bandets nye og derfor nu sidste plade. Danceteria er et konceptalbum, som kigger tilbage på Leeds-duoens tid i New York City, hvor Dave og Marc Almond indspillede og mixede på de tre første Soft Cell-albums, havde sene klubnætter og generelt levede den kemiske drøm om vild hedonisme helt ud og igennem.
Marc Almond om albummet og denne single:
“Danceteria is a love letter to New York in the early 80s. The time we spent in New York – where we recorded our first 3 albums – shaped us both as artists and people. To celebrate this period is a fitting farewell to Dave Ball and the final Soft Cell studio album. ‘The Space Inside’ transports us back to the queer leather bars and sex clubs of Manhattan’s Meatpacking District in the early 80s, where the city’s night owls find themselves “searching for redemption in the night’s decay”…