Det var den internationale rockplade der allerførst sendte mig afsted, det første udenlandske album jeg købte og hørte igen og igen og igen. I dag er det 50 år siden Sparks udsendte Kimono My House, brødrene Mael’s første udspil efter flugten fra USA til England og samtidig deres internationale gennembrud. I dag synes det absurd at en rockmusik så skæv og egenartet kunne ramme hitlisterne, men sådan var det dengang. Genhører albummet knaldhøjt i dette øjeblik, og det er overraskende dejligt at være tilbage i en vild og særegen musik, der lægger sig fint ind i slipstrømmen blandt den tids toneangivende engelske plader fra især David Bowie og Roxy Music. I 1974 var man i skolerne i Danmark enten Sweet eller Slade, men jeg var Sparks, de var mit erklærede band i to-tre år dér. Her albummets brillante åbningssang, der om noget sætter tonen for resten af albummets musikalske eskapader og tumultariske pop-eufori…