Årets RSD-udgivelse?

Det var Record Store Day forrige lørdag. Jeg overnattede på et hotel i Aarhus, så det var den østjyske bys pladebutikker jeg var ude og tjekke op på tidligt lørdag morgen. Købte en del forskellige ting og oplevede generelt at udbuddet af udgivelser var mere interessant end de seneste år, hvor der har været lidt langt mellem nødvendighederne? Bedste køb i år? Her halvanden uge efter er der ingen tvivl: The Ramones’ tidlige 1975-demoer, der skaffede pladekontrakten med Seymour Stein’s Sire Records, udkom på RSD som et album. Havde forventet nogle flossede demoer, men albummet er langt, langt bedre end det. Bandet står knivskarpt og intenst, der spilles lidt langsommere og nok med mere swing end på selve Sire-debuten, lyden har mere mærkbar fysik, ikke mindst takket være Dee Dee’s pumpende bass-spil, sanger Joey har en tilstedeværelse i sin vokal på disse dynamiske optagelser, som gør dem dugfriske. Læg dertil en tracklist der virkelig spiller optimalt og succesen er i hus. Har hørt albummet adskillige gange siden forrige lørdags, og hvor tit sker dét egentlig lige med en RSD-udgivelse?! Her følger hele albummet for hvem må have interesse. Enjoy!

3 tanker om “Årets RSD-udgivelse?”

  1. ….så du siger jeg skal springe til? 😉 De har en enkelt stående tilbage i Randers City….men jeg lod den stå i går, da jeg umiddelbart fandt prisen på 350 en kende pebret for 26 minutter….men ok, det ér jo Ramones!!

  2. Jeg sprang over RSD i år. Jeg synes ikke, at der – bortset fra Suede – var noget at komme efter. Men det må man med Ramones i ørerne sige, at der var – det lyder ualmindeligt fint – ikke mindst med tankerne på, at der er tale om demoer.

Skriv et svar