Sunday morning coming down denne mandag, hvor telegrafpælene fra Amerika bringer den triste nyhed ind, at Kris Kristofferson er gået bort…
Kategoriarkiv: Country&Western
The Man In Black i Tivoli
28. august 1987, en fredag aften med mildt opholdsvejr. Inviteret til noget middag i Sølvgade. Undervejs må man have sig undskyldt og forlader selskabet et par timer. Cykler langs Søerne til Tivoli, betaler entré og går mod den store friluftsscene, lige tidsnok til at se aftenens program begynde på Plænen. Først er det den amerikanske guitarist/sanger Carl Perkins og vokalklanen The Carter Family. Men de fungerer kun som behørig opvarmning til aftenens hovednavn, Johnny Cash, der snart står der stor og mægtig, slidt men stolt, knastør dog glødende varm. Rick Rubin har på dette tidspunkt endnu ikke genopfundet Johnny Cash som hip americana-artist, selvom han vel er mere ærkeamerikansk end noget andet på denne side af John Ford-westerns, så aftenens publikum i Tivoli synes et sært sammenrend af folk fra forskellige samfundslag, der måske kun har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv er blevet ramt af Cash’s mørke jernstemme og dens skæbnefortællinger. Som nu denne han synger en stærk version af den aften i sensommerens Tivoli…
Et glimt af himlen
Nu trænger vi til noget ordentlig country. Dagens gode nyhed fra den kant er, at der er et nyt album på trapperne med Gillian Welch og David Rawlings. Det udkommer den 23. august i år og hedder Woodland. Her er den første sang derfra, “Empty Trainload og Sky”. Seneste album med eget materiale kom helt tilbage i 2011. Ikke at de to har ligget på den lade side. Rawlings har lavet flere albums i eget navn (hvor Gillian Welch er med), og i 2020 kom albummet All the Good Times (Are Past & Gone), der rummede en samling cover-numre og ligesom det kommende er album er krediteret til både Welch og Rawlings.
Jeg kan se, at der også er en turné under opsejling. Forhåbentlig når den også til Danmark. I 2011 havde jeg billetter til koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men skæbnen ville at jeg aldrig kom af sted, for jeg fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Det ville være godt at kunne tage revanche nu.
Rawhide
Det er mandag og kloden drejer igen…
Return of The Raveonettes
Efter lang tids fravær er The Raveonettes tilbage denne fredag med en ny single, en forløber for det kommende cover-album med titlen The Raveonettes Sing…, intet mindre. Her er det Gram Parson og Emmylou Harris’ klassiske ‘Return Of The Grievous Angel’ fra 1974, der indhylles i Raveonettes’ luftspejlings-glitrende sølvstøv…
You don’t have to die
Nu skal have vi noget country. Her er åbningsnummeret fra årets album med Hurray For The Riff-Raff, som jeg i sin tid oplevede på Roskilde-festivalen. Efter et par albums er Alynda Segarra vendt til det musikalske udgangspunkt, og det klæder dem. Meget klar anbefaling herfra.
Ingen synger blues som Townes Van Zandt
Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…
Right back to it
Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.
(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)
Cowboy, take me away
Først nu faldt jeg over denne fire år gamle optagelse med boygenius, og den viser trioen i et helt andet hjørne af deres udtryk, en stille stund, hvor lyden går hen og bliver americana (som nogen ynder at kalde det). Smukt er det under alle omstændigheder.
Esther Rose
Her på anden juledag skal vi have noget country igen – denne gang med Esther Rose, der i år udsendte albummet Safe to Run.
Årets albumudgivelser (sådan da)
Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver
Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?
Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.
Cowboys in the Campfire
I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).
Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.
Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.
(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)
Robbie Robertson er død
Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?
Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.
Omsider forstår jeg
Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.
Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.
Country med Courtney
Her er et nummer med Courtney Marie Andrews fra hendes ganske udmærkede album Loose Future, der udkom sidste år. Hun kommer i øvrigt snart til Danmark, nemlig til København, hvor hun giver koncert i Vega den 17. marts.