Kategoriarkiv: Country&Western

Yola

Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

Herunder er er lige en sang mere med Yola.

Jailhouse hillbilly

Man bliver heldigvis aldrig færdig med at støde ind i oversete besjælede sange, der har gemt sig bort hele livet, i den uoverskueligt omfattende skattekiste som er amerikansk populærmusik. Aftenens catch her er en obskur South Carolina-sanger ved navn Tommy Faile og hans 1960-fængselsklagesang ‘The Rest Of My Life’…

500 albums fra Elvis

Kun ét af ovenstående fem albums er med på Elvis’ liste.

På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)

I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.

Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.

The Beatles 
    o With The Beatles – 1963 
    o A Hard Days Night – 1964 
    o Help – 1965 
    o Rubber Soul – 1965 
    o Revolver – 1966 
    o Sgt Pepper – 1967 
    o Past Masters Vol. 2 – 1988 
• Beck 
    o Odelay 
• Bee Gees 
    o Best Of The Bee Gees 
• Ludwig Van Beethoven 
    o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965 
    o Symphony #7 – 1975 
    o Late Quartets – 1997 
    o Violin Concerto – 1997 
• Derek Bell 
    o Derek Bell Plays With Himself – 1981 
• Tony Bennett And Bill Evans 
    o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975 

The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.

Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.

SubPop Cowboy

Den maskerede cowboy-crooner Orville Peck – vel næppe i familie med westernhelten Gregory, men hvem ved? – som Pastoren har postet nedenstående fine sang med, er nysignet til hippe SubPop, der netop har udsendt hans roste debutalbum Pony. Og sådan her ser Orville Peck ud. Et nærmest kulturtværgående billede er det. Tænker instinktivt fakeglitrende arabisk homoharem i Texas. Heldigvis er der også musikken.

Orville Peck

Det er igen ved at være tid til noget country. Orville Peck er fra Canada og hedder egentlig noget helt andet. Hans image med sort maske er lidt underligt, men lad nu ikke masken eller den røde hat skygge for musikken. Dette nummer giver mindelser om Roy Orbison på en god måde.

En hyldest?

Phoebe Bridges og Conor Oberst har i år udsendt et fælles album under titlen Better Oblivion Community Center. Her er “Chesapeake”. Linjen I can’t hardly wait for someone to replace får mig selvfølgelig til at spekulere på om den bævende dreng mon kan lide The Replacements.

(Der er selvfølgelig også linjen Sweet child of mine – som måske er en henvisning til en sang med et band, som Tommy Stinson senere var med i.)

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.

Arven fra The Band

Jeg tror faktisk aldrig, vi har nævnt The Band herinde på bloggen. Men hvis der er nogen, som Wilco står i stor musikalsk gæld til, må det være netop Robbie Robertson og de andre. Her er en udgave af “The Weight”, som oprindelig dukkede op på Music from Big Pink, The Bands debutalbum fra 1968.

I dette tilfælde befinder Wilco sig i et baglokale i Chicago i 2011 sammen med de ikke helt inkompetente gæster Mavis Staples og Nick Lowe. Og de øver bare, men hvor er det dog godt at opleve Jeff Tweedy, John Stirratt og de andre bare spille og være glade for dét. Så er de nemlig slet ikke kedelige.

Det er i øvrigt omkring dette tidspunkt, at Jeff Tweedy begynder at producere og skrive sange for Mavis Staples; det er der foreløbig kommet to albumudgivelser ud af (senest kom der et album i 2017), og også dette lyder til at bringe det bedste frem i dem begge.

Luna western

Dean Wareham – ham med en blød stemme extraordinaire i NYC-indiebandet Luna – har teamet op med Cheval Sombre (AKA den New York-baserede digter og sangskriver Christopher Porpora) omkring et album med western dream pop-covers af ti cowboy-sjælere af mere eller mindre traditionel karakter fra 60’/70’erne . Her det første udspil fra albummet, der udsendes til oktober, duoens version af den gængse western-standard ‘Wayfaring Stranger’…

En tracklist til Dean Wareham vs. Cheval Sombre-albummet?! Here goes…

01 “The Bend In The River” (Marty Robbins)
02 “Tomorrow Is A Long Time” (Bob Dylan)
03 “Mountains Of The Moon” (Michael Holland)
04 “If I Could Only Fly” (D. M. Fuller)
05 “Wayfaring Stranger” (traditional)
06 “Alberta” (traditional)
07 “Wand’rin’ Star” (Alan J. Lerner / Frederick Loewe)
08 “Greensboro Woman” (Townes Van Zandt)
09 “My Rifle, My Pony And Me” (Webster / Levene / Tiomkin)
10 “Grand Canyon” (Stephen Merritt)

Tillykke til Robert

I dag bliver Robert Plant 70 år. Om hans gamle udgivelser med Led Zeppelin holder i dag, ved jeg ikke rigtig. Noget af det er en tand for hysterisk til mig.

Senere har han i al fald lavet interessant musik og har ligesom så mange andre engelske musikere fra samme generation begivet sig på opdagelse i amerikanske musiktraditioner, ikke mindst country. Raising Sand, som han lavede sammen med Alison Krauss, holder jeg rigtig meget af. Sangen her, “Please Read The Letter”, er forresten oprindelig fra Walking Into Clarksdale, hans genforening med Jimmy Page (produceret/engineered/hvad det nu hedder af Steve Albini). Denne version er dog meget bedre, spørger man mig.

500 miles a 1000 times

Hørte et interview med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, hvor han fortalte om førstesinglen fra hans seneste semi-soloalbum med Rostam, den karakteristiske singalong ‘A 1000 Times’. Leithauser fortalte hvordan inspirationen til sangens gentagende form og melodiskabelon kom fra en gammel amerikansk 1960’er-folk-traditional kaldet ‘500 Miles’, som bl.a. The Journeyman, Peter, Paul & Mary, Bobby Bare og Joan Baez har indspillet. Specielt Baez’ version er Leithauser glad for, hvilket jo tydeligvis høres, når hendes version graves frem fra YouTube-gemmerne…

Godt gået af Hamilton Leithauser med et så kreativt lån. Men er den Baez-version han sværger til virkelig den bedste af sangen?! Herfra går topkarakteren umiddelbart til Bobby Bare’s noget anderledes og langt mere asfaltduftende western-version…