Kategoriarkiv: Country&Western

Cowboys in the Campfire

I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).

Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.

Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.

(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)

Robbie Robertson er død

Foto: Heinrich Klaff – Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic

Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?

Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.

Omsider forstår jeg

Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.

Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.

Skygger

Det er blevet tid til noget country igen. Every Acre, det nye album med H.C. McEntire lyder rigtig dejligt, og hun synger godt og roligt. Nogle kan måske huske, at jeg anbefalede hendes forrige album, Eno Axis, i 2020. Dette album tegner lige så lovende. Ligesom Mike Taylor (Hiss Golden Messenger), Rhiannon Giddens, Tift Merritt og mange andre i denne genre, som jeg holder af, er H.C. McEntire fra North Carolina, hvor min nevø i øvrigt bor for tiden.

Den sidste gang

Jeg har ikke fulgt med i hvad Father John Misty har lavet i de seneste år, men denne sang fra det år, der endnu er “i år”, greb mig. Måske har jeg skrevet om “Goodbye Mr. Blue” tidligere her, men den fortjener at blive nævnt igen. Dette er en sang, der på én og samme tid minder mig om Harry Nilsson og den legendariske country-fortæller Tom T. Hall og som i tilgift får mig til at tænke på noget, der er mere sorgfuldt end man ofte vil indrømme, nemlig afskeden med et kæledyr, man holdt af.

Another saturday night

Må med skam meddele ikke at kende andet end overfladisk til Toronto’s The Sadies’, hvis sanger/guitarist Dallas Good gik bort i torsdags, angiveligt som følge af corona. Har tjekket lidt op på dem i dag, og set/hørt et fantastisk velspillende klassisk band i den ydmyge amerikanske tradition blive anført af de to Good-brødre Travis (her til venstre) og altså Dallas. Tror dette nummer vil kunne glæde Webmaster Pastor, der har en mærkbar svaghed for arven efter country. Men han kender dem sikkert allerede langt bedre end jeg, da han har Neko Case, som de har været backing for, tæt inde på livet…

En begravet skat

Vi trænger til noget country efterhånden. Her er en gammel koncertoptagelse med Grant-Lee Phillips – som mig bekendt ikke er i familie med Sam Phillips men også er en amerikansk sangskriver, der aldrig er nået helt derop, hvor man burde nå, hvis der var retfærdighed til. Jeg var så heldig at opleve en koncert med ham i Aalborg i 2015 og at møde ham bagefter. Han var helt ligetil og rar at snakke med.

Alt var smukt

Everything Was Beautiful er titlen på det kommende album med Jason Pierce’s Spiritualized. Denne nye single derfra er en cover af den amerikanske countrysangerinde Nikke Lane’s ‘Out Of My Mind’. Hun synger iøvrigt selv med i baggrunden på denne version, der i Spiritualized’s version blot hedder ‘Crazy’…

75 Gram

Beklager, kom til at lyve her forleden, da jeg i et indlæg om Dave Gahan’s nye version af James Carr’s ‘The Dark End Of The Street’ skrev, at ingen siden havde matchet hans mageløse original. Men sandheden er jo retvist, at californiske The Flying Burrito Brothers på deres debutalbum The Gilded Palace of Sin (1969) prøver kræfter med sangen, der indehyldes i sfærsisk americana, og lykkes komme op med et resultat så hjerteskærende rent, det faktisk rammer originalens styrke. Hvilket ikke mindst skyldes præstationen af bandets forsanger Gram Parsons, der siden skulle få et kort liv med legende-eftermæle, det ikke mindst gennem to stærke soloalbums, hvor en helt ung Emmylou Harris synger op mod ham. Gram Parsons, en bortløben rigmandssøn med vilde heste i blodet, døde som kun 26-årig af en overdosis i Joshua Tree, Californien. I går kunne han være blevet 75 år gammel…

Jul med Calexico

Julen sluttede ved 21-tiden den 24. december, men lad mig alligevel se tilbage på den lidt.

Et album, der ikke kom med på albumlisten i 2020, er nemlig Seasonal Shift af og med Calexico. Årsagen er banal: Jeg hørte først albummet efter min passiar med Jens. Seasonal Shift er et rigtigt julealbum, men også et album, der viser Calexico fra deres allerbedste side. Hele herligheden (og den er herlig) er indspillet i hjemmestudier rundt om i verden i dette underlige pandemi-år.

Her er en spansk julesang:

Og her er “Heart of Downtown”, hvor Joey Burns selv synger: