Kategoriarkiv: Country&Western

Verden er sørgelig og smuk

Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.

Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.

Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.

Lyt!

Kicking Against the Pricks

Nick Cave’s coverplade havde 39-års fødselsdag for et par dage siden, så har haft den på her denne blå morgen. Og hvilket dejligt genhør med The Bad Seeds – RIP! – i storform og Nick Cave i sin dengang helt nye og uprøvede rolle som rigtig sanger på to håndfulde sangklassikere med amerikansk støv under støvlerne. Her et af albummets mere upåagtede numre, samt den version som inspirerede det.

Springsteens spor

Nu trænger vi virkelig til at høre noget country. Jeg har købt Tracks 2: The Lost Albums af og med Bruce Springsteen. Det er syv albums fra perioden 1983 til og med 2018, som ikke er blevet udsendt før nu.

Ihukommende de mildt sagt skuffende Human Touch og Lucky Town fra 1991, der var ved at få mig til helt at miste troen på Bruce Springsteen, kunne man frygte det værste. Men det er ikke andenrangs-materiale, der er her. Tværtimod. Der er masser af gode og i en hel del tilfælde guldrandede sange, der først nu ser dagens lys. Albummet Streets of Philadelpha Sessions, der fortsætter lyden med loops og beats fra sangen “Streets of Philadelphia”, holder jeg allerede meget af. Hvorfor det aldrig blev udsendt, er mig en gåde. Det ville have fået mig til at genfinde troen allerede i 1994.

Og så er der L.A. Garage Sessions ’83, som er det manglende led mellem de meget forskellige Nebraska og Born in the U.S.A., som gør at jeg pludselig forstår hvad der gik for sig i tiden imellem de to. Og så holder jeg også af Somewhere North of Nashville, der er en slags ukendt makker til Western Stars. Her er der både enkle country-rocknumre og egentlige country. Men alle syv albums er værd at høre og udgør en vigtig tilføjelse til Bruce Springsteens værk.

Lyt til “Janey, Don’t Lose Heart” fra Somewhere North of Nashville, oprindelig indspillet som b-side i 1984, men her i en overrumplende country-udgave. (Bamses Venner har faktisk indspillet en fladtrådt udgave af samme sang med dansk tekst, men det kan den jo ikke gøre for.)

Howdy Howdy

Her er Gillian Welch og David Rawlings med den sang, der slutter deres album Woodland fra sidste år. Der er trommer, orgel og Satans sovsekande rundt omkring på albummet, og det hele bliver brugt på bedst tænkelige vis. Men på “Howdy Howdy” er vi tilbage i det enkle udtryk, parret så ofte har vist, hvad man kan med. Så smukt kan det gøres.

Lasso Del Rey

Lana Del Rey spillede fredag nat dansk tid den californiske countryfestival Stagecoach på Empire Polo Club i Indio. Herunder er hendes stort anlagte set på en time. Bare majestætiske ‘Ride’ (21:07) er mere end hele indgangsprisen værd. Og så er der tilmed premiere på tre helt nye sange, samt covers af både ‘Stand By Your Man’ og ‘Take Me Home, Country Roads’, overskud…

Husband Of Mine ​/ Henry, Come On / Stand By Your Man / Cowboy Songs / Ride / Video Games / NFR / Arcadia / Let The Light In / Quiet In The South / Instrumental / Bluebird / Summertime Sadness / 57.5 / Take Me Home, Country Roads

Hvis blot jeg kunne vente

Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.

Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.

The Man In Black i Tivoli

28. august 1987, en fredag aften med mildt opholdsvejr. Inviteret til noget middag i Sølvgade. Undervejs må man have sig undskyldt og forlader selskabet et par timer. Cykler langs Søerne til Tivoli, betaler entré og går mod den store friluftsscene, lige tidsnok til at se aftenens program begynde på Plænen. Først er det den amerikanske guitarist/sanger Carl Perkins og vokalklanen The Carter Family. Men de fungerer kun som behørig opvarmning til aftenens hovednavn, Johnny Cash, der snart står der stor og mægtig, slidt men stolt, knastør dog glødende varm. Rick Rubin har på dette tidspunkt endnu ikke genopfundet Johnny Cash som hip americana-artist, selvom han vel er mere ærkeamerikansk end noget andet på denne side af John Ford-westerns, så aftenens publikum i Tivoli synes et sært sammenrend af folk fra forskellige samfundslag, der måske kun har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv er blevet ramt af Cash’s mørke jernstemme og dens skæbnefortællinger. Som nu denne han synger en stærk version af den aften i sensommerens Tivoli…

Et glimt af himlen

Nu trænger vi til noget ordentlig country. Dagens gode nyhed fra den kant er, at der er et nyt album på trapperne med Gillian Welch og David Rawlings. Det udkommer den 23. august i år og hedder Woodland. Her er den første sang derfra, “Empty Trainload og Sky”. Seneste album med eget materiale kom helt tilbage i 2011. Ikke at de to har ligget på den lade side. Rawlings har lavet flere albums i eget navn (hvor Gillian Welch er med), og i 2020 kom albummet All the Good Times (Are Past & Gone), der rummede en samling cover-numre og ligesom det kommende er album er krediteret til både Welch og Rawlings.

Jeg kan se, at der også er en turné under opsejling. Forhåbentlig når den også til Danmark. I 2011 havde jeg billetter til koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men skæbnen ville at jeg aldrig kom af sted, for jeg fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Det ville være godt at kunne tage revanche nu.

Return of The Raveonettes

Efter lang tids fravær er The Raveonettes tilbage denne fredag med en ny single, en forløber for det kommende cover-album med titlen The Raveonettes Sing…, intet mindre. Her er det Gram Parson og Emmylou Harris’ klassiske ‘Return Of The Grievous Angel’ fra 1974, der indhylles i Raveonettes’ luftspejlings-glitrende sølvstøv…