Kategoriarkiv: Country&Western

Young at heart

Engang var opfattelsen den, at en karriere indenfor musik sluttede med ungdommen, altså ialfald inden de 30. De seneste mange år har et større antal voksne artister dog godt og grundigt smadret den ide. Med sange, der har lagt til i perspektiv og livserfaring. Med udgivelser, som har kastet ungdommens uskyld og umiddelbarhed af sig, ofte til fordel for det mere tidsløst erkendende. Tænk her f.eks. Leonard Cohen, Lou Reed, Nick Cave, Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash. Eller svenske fyrtårn som Thåström og Ulf Lundell. Men her har vi alligevel en ny udgivelse, der sprænger selv de voksne rammer. For to måneder før han runder de 87 har Willie Nelson i går udsendt sin nye single, ‘First Rose Of Spring’, titelnummer-forløber for alt-country legendens album nummer 70 i karrieren. Der er håb for enhver sålænge hjertet slår.

endnu et år går på hæld

Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.

Yola

Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

Herunder er er lige en sang mere med Yola.

Jailhouse hillbilly

Man bliver heldigvis aldrig færdig med at støde ind i oversete besjælede sange, der har gemt sig bort hele livet, i den uoverskueligt omfattende skattekiste som er amerikansk populærmusik. Aftenens catch her er en obskur South Carolina-sanger ved navn Tommy Faile og hans 1960-fængselsklagesang ‘The Rest Of My Life’…

500 albums fra Elvis

Kun ét af ovenstående fem albums er med på Elvis’ liste.

På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)

I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.

Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.

The Beatles 
    o With The Beatles – 1963 
    o A Hard Days Night – 1964 
    o Help – 1965 
    o Rubber Soul – 1965 
    o Revolver – 1966 
    o Sgt Pepper – 1967 
    o Past Masters Vol. 2 – 1988 
• Beck 
    o Odelay 
• Bee Gees 
    o Best Of The Bee Gees 
• Ludwig Van Beethoven 
    o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965 
    o Symphony #7 – 1975 
    o Late Quartets – 1997 
    o Violin Concerto – 1997 
• Derek Bell 
    o Derek Bell Plays With Himself – 1981 
• Tony Bennett And Bill Evans 
    o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975 

The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.

Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.

SubPop Cowboy

Den maskerede cowboy-crooner Orville Peck – vel næppe i familie med westernhelten Gregory, men hvem ved? – som Pastoren har postet nedenstående fine sang med, er nysignet til hippe SubPop, der netop har udsendt hans roste debutalbum Pony. Og sådan her ser Orville Peck ud. Et nærmest kulturtværgående billede er det. Tænker instinktivt fakeglitrende arabisk homoharem i Texas. Heldigvis er der også musikken.

Orville Peck

Det er igen ved at være tid til noget country. Orville Peck er fra Canada og hedder egentlig noget helt andet. Hans image med sort maske er lidt underligt, men lad nu ikke masken eller den røde hat skygge for musikken. Dette nummer giver mindelser om Roy Orbison på en god måde.

En hyldest?

Phoebe Bridges og Conor Oberst har i år udsendt et fælles album under titlen Better Oblivion Community Center. Her er “Chesapeake”. Linjen I can’t hardly wait for someone to replace får mig selvfølgelig til at spekulere på om den bævende dreng mon kan lide The Replacements.

(Der er selvfølgelig også linjen Sweet child of mine – som måske er en henvisning til en sang med et band, som Tommy Stinson senere var med i.)

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.