Kategoriarkiv: Country&Western

Lost americana

Den amerikanske crime noir-forfatter James Ellroy blev år tilbage spurgt om sit syn på country musik; ‘white men whining’ var hans prompte svar. Men det er at misse pointen, for vel kan genren være kvælende sentimental, ulideligt corny og decideret selvynkende, men når som bedst bærer den gennem sine historier og melodier det grundstof alle menneskelige glæder, længsler og tragedier er gjort af. Som høres kan f.eks. her på Hank Williams’ ‘Lost Highway’ fra 1948…

Dean Martin synger Håkan Hellström?

‘Gentle On My Mind’ hedder John Hartford’s C&W-hit, som dagens 100-års fødselar Dean Martin her charmer sig igennem i 1968. Men ifølge Sveriges største popstjerne Håkan Hellström er det altså ham, der i 2005 har begået sangen og udsendt den på sit eget sprog som ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig’. Har Håkan, berygtet for at låne til højre og venstre, virkelig skrevet Dean Martin’s sang foroven?! Et teknisk vanskeligt stunt isåfald, da Håkan først er født syv år efter Hartford indspillede sin original, men hør her, døm selv og glem iøvrigt i den her forbindelse heller ikke John Mogensen’s danske version ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’, udsendt i 1975. Da var sangens svenske musikalske bagmand et år gammel…

Hungry Ghost

Her kommer der så til gengæld noget interessant musik. Hurray for the Riff Raff er fra USA med base i New Orleans. Sanger og sangskriver Alynda Lee Segarra kommer oprindelig fra New York City og har puertoricansk baggrund, men rejste gennem store dele af USA inden hun havnede i New Orleans. “Hungry Ghost” ovenfor er en del af den fortælling om det, der folder sig ud på det nye album The Navigator.

Jeg så Hurray for the Riff Raff på Roskilde Festival sidste år, hvilket jeg har nævnt her på bloggen. Det var en rigtig god oplevelse.

Bandet trækker på rock, folk og country (nogle gange faktisk helt akustisk som hos f.eks. Gillian Welch), og på The Navigator er der også inspiration fra latinamerikansk musik. Her er en koncertoptagelse fra 2017, der viser noget af alt det, Alynda Lee Segarra og hendes band kan.

Mixtape

Der er et eller andet ved amerikanske Tift Merritt, der får mig til at tænke på Emmylou Harris – og det er selvfølgelig en ros. Her er “Mixtape” fra hendes album See You On The Moon fra 2010. Det er forresten produceret af Tucker Martine, der også producerede Introducing Karl Blau, et album som nogle vil vide at jeg har været (og er) vældig glad for. Og så er Tift Merritt jo også med på det seneste album med Hiss Golden Messenger, Heart Like a Levee. 

Videoen ovenfor er en lille hyldest til en artefakt, som har betydet meget for denne blogs forfattere: Kassettebåndet med alle dets krøller og al bekymringen over wow og flutter, men også medium for de hjemmelavede mixtapes.

Den 27. januar 2017 kommer Tift Merritts nye album Stitch of the World.

Årets albumudgivelser 2016

Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.

Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?

Sarah Jarosz: House of Mercy

Det var først i denne uge, jeg for alvor blev opmærksom på den amerikanske sanger og sangskriver Sarah Jarosz. Jeg har siden da hørt hendes nye album Undercurrent en del, og det er overhovedet ikke skidt. Sangen “House of Mercy” er taget herfra. Vi befinder os i samme enkle, tidløse sangunivers et sted mellem bluegrass og folk, hvor Gillian Welch og David Rawlings er de ubestridte mestre. Men Sarah J. er bestemt også værd at lytte til.

På vej til Memphis

Nogle ved godt at jeg er meget glad for det nye album med Karl Blau, der bare hedder Introducing Karl Blau (og i øvrigt nu er udkommet på vinyl, der selvfølgelig er blå). Sangen “That’s How I Got To Memphis”, der indleder albummet, har Karl Blau allerede haft på repertoiret i nogle år. Her er en skrabet live-udgave af den tilbage fra 2009.

“That’s How I Got To Memphis” er skrevet af en af countrymusikkens store fortællere, Tom T. Hall. Også han er et bekendtskab værd.

Karl Blau kommer i øvrigt til Europa i denne måned som support for The Jayhawks. Desværre kommer de ikke i nærheden af Danmark, så vidt jeg kan se.

Regnen, der falder

Her er et meget langt og meget smukt nummer med Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA. Han har gennem mere end tyve år lavet og udsendt musik uden så megen opmærksomhed, og det er da også først nu, jeg bliver opmærksom på ham. “Fallin’ Rain” befinder sig et sted mellem country og soul, og sangen (skrevet af salig Link Wray, der boede i København i de sidste år af sit liv) giver mindelser om både en u-ironisk og følsom udgave af Lambchop og om den varme 1970’er-lyd på Marvin Gaye’s klassiker What’s Going On?, der er et af mine absolutte yndlingsalbums. Sangen (der i øvrigt også er blevet indspillet af Calexico) er at finde på Introducing Carl Blau, der i øvrigt er produceret af Tucker Martin, som er gift med Laura Veirs – som jeg har nævnt tidligere i dag. Og således hænger alting smukt sammen.

Lyt og svøm hen i de næste 9 minutter og 38 sekunder!

case/lang/veirs

Det var først i dag, jeg blev opmærksom på case/lang/veirs, et nyt album hvor k.d. lang, Neko Case og Laura Veirs danner en trio. Jeg har nu hørt fire numre fra albummet, der kommer på gaden på fredag den 17. juni, og de tegner rigtig lovende. Hør bare åbningsnummeret “Atomic Number” her; man aner at Neko Case på have været hovedkraften bag det. Det er forunderligt at opdage hvor godt især k.d. lang og Neko Case (der hver for sig jo er fremragende vokalister) passer sammen stemmemæssigt. 

Art of the cover

item

Endnu en gennemført Record Store Day-single er Glen Campbell’s originalversion af sangskrivermesteren Jimmy Webb’s ‘Wichita Lineman’, der blev et stort amerikansk hit i december 1968. Sangen, der siden er blevet kåret af musikmagasinet The Rolling Stone som en af de 200 bedste amerikanske sange ever og endda omtalt som ‘den første eksistentielle countrysang’, genudsendtes lørdag på tung blodrød vinyl i sit stilfulde spanske cover. TV-optagelsen her er fra The Smothers Brothers Comedy Hour, og hvor er det svært ikke at være 100% vild med den længselsgrønne westernhimmel og de missillignende kaktus-standins omkring Glen. R.E.M. har iøvrigt en glimrende intim live-version af ‘Wichita Lineman’ som ekstra bonusnummer på deres ‘Bittersweet Me’-single fra New Adventures in Hi-Fi (1996). Og Glen Campbell? Han trak sig tilbage fra underholdningsbranchen i 2012, ramt af Alzheimer og bor nu på et plejehjem for sygdomsramte, ude af stand til at tale. Den triste oplysning gør ikke sangen mindre ensom, tidsløs og fin…

May the wind take your troubles away

Her på bloggen kører nostalgikarrusellen ufortrødent, og denne fredag eftermiddag er det blevet min tur til at tage en omgang. Jeg holder utroligt meget af David Bowie, men for en gangs skyld får I noget helt andet: En tyve år gammel live-udgave af “Windfall” med Son Volt fra debutalbummet Trace. Det er kort og godt et meget dejligt countrynummer. I dag værdsætter jeg Jay Farrar og hans værk en hel del mere end hans gamle Uncle Tupelo-kollega, den ikke altid helt nemme Jeff Tweedy.