Kategoriarkiv: Country&Western

Return of The Raveonettes

Efter lang tids fravær er The Raveonettes tilbage denne fredag med en ny single, en forløber for det kommende cover-album med titlen The Raveonettes Sing…, intet mindre. Her er det Gram Parson og Emmylou Harris’ klassiske ‘Return Of The Grievous Angel’ fra 1974, der indhylles i Raveonettes’ luftspejlings-glitrende sølvstøv…

Ingen synger blues som Townes Van Zandt

Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…

Right back to it

Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.

(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Cowboys in the Campfire

I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).

Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.

Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.

(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)

Robbie Robertson er død

Foto: Heinrich Klaff – Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic

Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?

Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.

Omsider forstår jeg

Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.

Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.

Skygger

Det er blevet tid til noget country igen. Every Acre, det nye album med H.C. McEntire lyder rigtig dejligt, og hun synger godt og roligt. Nogle kan måske huske, at jeg anbefalede hendes forrige album, Eno Axis, i 2020. Dette album tegner lige så lovende. Ligesom Mike Taylor (Hiss Golden Messenger), Rhiannon Giddens, Tift Merritt og mange andre i denne genre, som jeg holder af, er H.C. McEntire fra North Carolina, hvor min nevø i øvrigt bor for tiden.

Den sidste gang

Jeg har ikke fulgt med i hvad Father John Misty har lavet i de seneste år, men denne sang fra det år, der endnu er “i år”, greb mig. Måske har jeg skrevet om “Goodbye Mr. Blue” tidligere her, men den fortjener at blive nævnt igen. Dette er en sang, der på én og samme tid minder mig om Harry Nilsson og den legendariske country-fortæller Tom T. Hall og som i tilgift får mig til at tænke på noget, der er mere sorgfuldt end man ofte vil indrømme, nemlig afskeden med et kæledyr, man holdt af.