Kategoriarkiv: Country&Western

Luna western

Dean Wareham – ham med en blød stemme extraordinaire i NYC-indiebandet Luna – har teamet op med Cheval Sombre (AKA den New York-baserede digter og sangskriver Christopher Porpora) omkring et album med western dream pop-covers af ti cowboy-sjælere af mere eller mindre traditionel karakter fra 60’/70’erne . Her det første udspil fra albummet, der udsendes til oktober, duoens version af den gængse western-standard ‘Wayfaring Stranger’…

En tracklist til Dean Wareham vs. Cheval Sombre-albummet?! Here goes…

01 “The Bend In The River” (Marty Robbins)
02 “Tomorrow Is A Long Time” (Bob Dylan)
03 “Mountains Of The Moon” (Michael Holland)
04 “If I Could Only Fly” (D. M. Fuller)
05 “Wayfaring Stranger” (traditional)
06 “Alberta” (traditional)
07 “Wand’rin’ Star” (Alan J. Lerner / Frederick Loewe)
08 “Greensboro Woman” (Townes Van Zandt)
09 “My Rifle, My Pony And Me” (Webster / Levene / Tiomkin)
10 “Grand Canyon” (Stephen Merritt)

Tillykke til Robert

I dag bliver Robert Plant 70 år. Om hans gamle udgivelser med Led Zeppelin holder i dag, ved jeg ikke rigtig. Noget af det er en tand for hysterisk til mig.

Senere har han i al fald lavet interessant musik og har ligesom så mange andre engelske musikere fra samme generation begivet sig på opdagelse i amerikanske musiktraditioner, ikke mindst country. Raising Sand, som han lavede sammen med Alison Krauss, holder jeg rigtig meget af. Sangen her, “Please Read The Letter”, er forresten oprindelig fra Walking Into Clarksdale, hans genforening med Jimmy Page (produceret/engineered/hvad det nu hedder af Steve Albini). Denne version er dog meget bedre, spørger man mig.

500 miles a 1000 times

Hørte et interview med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, hvor han fortalte om førstesinglen fra hans seneste semi-soloalbum med Rostam, den karakteristiske singalong ‘A 1000 Times’. Leithauser fortalte hvordan inspirationen til sangens gentagende form og melodiskabelon kom fra en gammel amerikansk 1960’er-folk-traditional kaldet ‘500 Miles’, som bl.a. The Journeyman, Peter, Paul & Mary, Bobby Bare og Joan Baez har indspillet. Specielt Baez’ version er Leithauser glad for, hvilket jo tydeligvis høres, når hendes version graves frem fra YouTube-gemmerne…

Godt gået af Hamilton Leithauser med et så kreativt lån. Men er den Baez-version han sværger til virkelig den bedste af sangen?! Herfra går topkarakteren umiddelbart til Bobby Bare’s noget anderledes og langt mere asfaltduftende western-version…

Søndag morgen med Kris Kristofferson

Johnny Cash, som selv fik sig et stort hit med Kris Kristofferson’s sang, introducerede den således på sit The Johnny Cash Show:

“You know, not everyone who has been on ‘the bum’ wanted it that way. The Great Depression of the 30’s set the feet of thousands of people—farmers, city workers—it set ’em to ridin’ the rails. My Daddy was one of those who hopped a freight train a couple of times to go and look for work. He wasn’t a bum. He was a hobo but he wasn’t a bum. I suppose we’ve all….all of us ‘been at one time or another ‘drifter at heart’, and today like yesterday there’s many that are on that road headin’ out. Not searchin’ maybe for work, as much as for self-fulfillment, or understanding of their life…trying to find a *meaning* for their life. And they’re not hoppin’ freights much anymore. Instead they’re thumbin’ cars and diesel trucks along the highways from Maine to Mexico. And many who have drifted…including myself…have found themselves no closer to peace of mind than a dingy backroom, on some lonely Sunday morning, with it comin’ down all around you.”

Country and Northern

Svenske First Aid Kit, Stockholms udsøgte americana-svar på Everly Brothers, udsender i dag albummet Ruins, duoens første album i fire år. Det kan godt være svært at se egen identitet og lyset i søstrenes en-til-en-adoptering af den traditionelle amerikanske sangskrivertradition – i hvilken det skal siges, First Aid Kit absolut skriver fornemt svungne sange – men deres stemmer er godtnok svære ikke at falde i svime over. Så i anledning af dagens udgivelse, her en intimoptræden med Bright Eyes’ Conor Oberst, hvor First Aid Kit i den grad løfter med på hans nyklassiske ‘Lua’. Bedre end originalens perfektion, nej, naturligvis ikke, men alligevel. De stemmer altså, de stemmer…

Barbi synger for Hef

Hugh Hefner’s daværende kæreste Barbi Benton fik sig noget af et hit i 1975-76 med ‘Ain’t That Just The Way’, naturligvis udgivet på Playboy Records. Hørt nu viser sangen først og fremmest hvor populære The Carpenters var dengang, for den synes fuldstændig skåret over og efter deres specielle AOR-softrock-melodik, selvom Benton’s stemme og levering naturligvis aldrig kan blive tilnærmelsesvis så kirurgisk glasmontre-perfekt som Karen Carpenter’s. Læg i øvrigt mærke til Dennis Weaver’s McCloud-skikkelse ude i studiets kontrolrum. ‘Ain’t That Just The Way’ optrådte nemlig i en McCloud-episode, hvilket måske forklarer hvorfor den fløj så højt som nummer et på den svenske og nummer to på den norske singlehitliste. Men Barbi og Hef?! De gik fra hinanden i 1976, efter syv år sammen.

Lost americana

Den amerikanske crime noir-forfatter James Ellroy blev år tilbage spurgt om sit syn på country musik; ‘white men whining’ var hans prompte svar. Men det er at misse pointen, for vel kan genren være kvælende sentimental, ulideligt corny og decideret selvynkende, men når som bedst bærer den gennem sine historier og melodier det grundstof alle menneskelige glæder, længsler og tragedier er gjort af. Som høres kan f.eks. her på Hank Williams’ ‘Lost Highway’ fra 1948…

Dean Martin synger Håkan Hellström?

‘Gentle On My Mind’ hedder John Hartford’s C&W-hit, som dagens 100-års fødselar Dean Martin her charmer sig igennem i 1968. Men ifølge Sveriges største popstjerne Håkan Hellström er det altså ham, der i 2005 har begået sangen og udsendt den på sit eget sprog som ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig’. Har Håkan, berygtet for at låne til højre og venstre, virkelig skrevet Dean Martin’s sang foroven?! Et teknisk vanskeligt stunt isåfald, da Håkan først er født syv år efter Hartford indspillede sin original, men hør her, døm selv og glem iøvrigt i den her forbindelse heller ikke John Mogensen’s danske version ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’, udsendt i 1975. Da var sangens svenske musikalske bagmand et år gammel…

Hungry Ghost

Her kommer der så til gengæld noget interessant musik. Hurray for the Riff Raff er fra USA med base i New Orleans. Sanger og sangskriver Alynda Lee Segarra kommer oprindelig fra New York City og har puertoricansk baggrund, men rejste gennem store dele af USA inden hun havnede i New Orleans. “Hungry Ghost” ovenfor er en del af den fortælling om det, der folder sig ud på det nye album The Navigator.

Jeg så Hurray for the Riff Raff på Roskilde Festival sidste år, hvilket jeg har nævnt her på bloggen. Det var en rigtig god oplevelse.

Bandet trækker på rock, folk og country (nogle gange faktisk helt akustisk som hos f.eks. Gillian Welch), og på The Navigator er der også inspiration fra latinamerikansk musik. Her er en koncertoptagelse fra 2017, der viser noget af alt det, Alynda Lee Segarra og hendes band kan.