Kategoriarkiv: Country&Western

Søndag morgen med Kris Kristofferson

Johnny Cash, som selv fik sig et stort hit med Kris Kristofferson’s sang, introducerede den således på sit The Johnny Cash Show:

“You know, not everyone who has been on ‘the bum’ wanted it that way. The Great Depression of the 30’s set the feet of thousands of people—farmers, city workers—it set ’em to ridin’ the rails. My Daddy was one of those who hopped a freight train a couple of times to go and look for work. He wasn’t a bum. He was a hobo but he wasn’t a bum. I suppose we’ve all….all of us ‘been at one time or another ‘drifter at heart’, and today like yesterday there’s many that are on that road headin’ out. Not searchin’ maybe for work, as much as for self-fulfillment, or understanding of their life…trying to find a *meaning* for their life. And they’re not hoppin’ freights much anymore. Instead they’re thumbin’ cars and diesel trucks along the highways from Maine to Mexico. And many who have drifted…including myself…have found themselves no closer to peace of mind than a dingy backroom, on some lonely Sunday morning, with it comin’ down all around you.”

Country and Northern

Svenske First Aid Kit, Stockholms udsøgte americana-svar på Everly Brothers, udsender i dag albummet Ruins, duoens første album i fire år. Det kan godt være svært at se egen identitet og lyset i søstrenes en-til-en-adoptering af den traditionelle amerikanske sangskrivertradition – i hvilken det skal siges, First Aid Kit absolut skriver fornemt svungne sange – men deres stemmer er godtnok svære ikke at falde i svime over. Så i anledning af dagens udgivelse, her en intimoptræden med Bright Eyes’ Conor Oberst, hvor First Aid Kit i den grad løfter med på hans nyklassiske ‘Lua’. Bedre end originalens perfektion, nej, naturligvis ikke, men alligevel. De stemmer altså, de stemmer…

Barbi synger for Hef

Hugh Hefner’s daværende kæreste Barbi Benton fik sig noget af et hit i 1975-76 med ‘Ain’t That Just The Way’, naturligvis udgivet på Playboy Records. Hørt nu viser sangen først og fremmest hvor populære The Carpenters var dengang, for den synes fuldstændig skåret over og efter deres specielle AOR-softrock-melodik, selvom Benton’s stemme og levering naturligvis aldrig kan blive tilnærmelsesvis så kirurgisk glasmontre-perfekt som Karen Carpenter’s. Læg i øvrigt mærke til Dennis Weaver’s McCloud-skikkelse ude i studiets kontrolrum. ‘Ain’t That Just The Way’ optrådte nemlig i en McCloud-episode, hvilket måske forklarer hvorfor den fløj så højt som nummer et på den svenske og nummer to på den norske singlehitliste. Men Barbi og Hef?! De gik fra hinanden i 1976, efter syv år sammen.

Lost americana

Den amerikanske crime noir-forfatter James Ellroy blev år tilbage spurgt om sit syn på country musik; ‘white men whining’ var hans prompte svar. Men det er at misse pointen, for vel kan genren være kvælende sentimental, ulideligt corny og decideret selvynkende, men når som bedst bærer den gennem sine historier og melodier det grundstof alle menneskelige glæder, længsler og tragedier er gjort af. Som høres kan f.eks. her på Hank Williams’ ‘Lost Highway’ fra 1948…

Dean Martin synger Håkan Hellström?

‘Gentle On My Mind’ hedder John Hartford’s C&W-hit, som dagens 100-års fødselar Dean Martin her charmer sig igennem i 1968. Men ifølge Sveriges største popstjerne Håkan Hellström er det altså ham, der i 2005 har begået sangen og udsendt den på sit eget sprog som ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Mycket Att Jag Hatar Mig’. Har Håkan, berygtet for at låne til højre og venstre, virkelig skrevet Dean Martin’s sang foroven?! Et teknisk vanskeligt stunt isåfald, da Håkan først er født syv år efter Hartford indspillede sin original, men hør her, døm selv og glem iøvrigt i den her forbindelse heller ikke John Mogensen’s danske version ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’, udsendt i 1975. Da var sangens svenske musikalske bagmand et år gammel…

Hungry Ghost

Her kommer der så til gengæld noget interessant musik. Hurray for the Riff Raff er fra USA med base i New Orleans. Sanger og sangskriver Alynda Lee Segarra kommer oprindelig fra New York City og har puertoricansk baggrund, men rejste gennem store dele af USA inden hun havnede i New Orleans. “Hungry Ghost” ovenfor er en del af den fortælling om det, der folder sig ud på det nye album The Navigator.

Jeg så Hurray for the Riff Raff på Roskilde Festival sidste år, hvilket jeg har nævnt her på bloggen. Det var en rigtig god oplevelse.

Bandet trækker på rock, folk og country (nogle gange faktisk helt akustisk som hos f.eks. Gillian Welch), og på The Navigator er der også inspiration fra latinamerikansk musik. Her er en koncertoptagelse fra 2017, der viser noget af alt det, Alynda Lee Segarra og hendes band kan.

Mixtape

Der er et eller andet ved amerikanske Tift Merritt, der får mig til at tænke på Emmylou Harris – og det er selvfølgelig en ros. Her er “Mixtape” fra hendes album See You On The Moon fra 2010. Det er forresten produceret af Tucker Martine, der også producerede Introducing Karl Blau, et album som nogle vil vide at jeg har været (og er) vældig glad for. Og så er Tift Merritt jo også med på det seneste album med Hiss Golden Messenger, Heart Like a Levee. 

Videoen ovenfor er en lille hyldest til en artefakt, som har betydet meget for denne blogs forfattere: Kassettebåndet med alle dets krøller og al bekymringen over wow og flutter, men også medium for de hjemmelavede mixtapes.

Den 27. januar 2017 kommer Tift Merritts nye album Stitch of the World.

Årets albumudgivelser 2016

Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.

Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?

Sarah Jarosz: House of Mercy

Det var først i denne uge, jeg for alvor blev opmærksom på den amerikanske sanger og sangskriver Sarah Jarosz. Jeg har siden da hørt hendes nye album Undercurrent en del, og det er overhovedet ikke skidt. Sangen “House of Mercy” er taget herfra. Vi befinder os i samme enkle, tidløse sangunivers et sted mellem bluegrass og folk, hvor Gillian Welch og David Rawlings er de ubestridte mestre. Men Sarah J. er bestemt også værd at lytte til.

På vej til Memphis

Nogle ved godt at jeg er meget glad for det nye album med Karl Blau, der bare hedder Introducing Karl Blau (og i øvrigt nu er udkommet på vinyl, der selvfølgelig er blå). Sangen “That’s How I Got To Memphis”, der indleder albummet, har Karl Blau allerede haft på repertoiret i nogle år. Her er en skrabet live-udgave af den tilbage fra 2009.

“That’s How I Got To Memphis” er skrevet af en af countrymusikkens store fortællere, Tom T. Hall. Også han er et bekendtskab værd.

Karl Blau kommer i øvrigt til Europa i denne måned som support for The Jayhawks. Desværre kommer de ikke i nærheden af Danmark, så vidt jeg kan se.