Kategoriarkiv: Country&Western

SubPop Cowboy

Den maskerede cowboy-crooner Orville Peck – vel næppe i familie med westernhelten Gregory, men hvem ved? – som Pastoren har postet nedenstående fine sang med, er nysignet til hippe SubPop, der netop har udsendt hans roste debutalbum Pony. Og sådan her ser Orville Peck ud. Et nærmest kulturtværgående billede er det. Tænker instinktivt fakeglitrende arabisk homoharem i Texas. Heldigvis er der også musikken.

Orville Peck

Det er igen ved at være tid til noget country. Orville Peck er fra Canada og hedder egentlig noget helt andet. Hans image med sort maske er lidt underligt, men lad nu ikke masken eller den røde hat skygge for musikken. Dette nummer giver mindelser om Roy Orbison på en god måde.

En hyldest?

Phoebe Bridges og Conor Oberst har i år udsendt et fælles album under titlen Better Oblivion Community Center. Her er “Chesapeake”. Linjen I can’t hardly wait for someone to replace får mig selvfølgelig til at spekulere på om den bævende dreng mon kan lide The Replacements.

(Der er selvfølgelig også linjen Sweet child of mine – som måske er en henvisning til en sang med et band, som Tommy Stinson senere var med i.)

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.

Arven fra The Band

Jeg tror faktisk aldrig, vi har nævnt The Band herinde på bloggen. Men hvis der er nogen, som Wilco står i stor musikalsk gæld til, må det være netop Robbie Robertson og de andre. Her er en udgave af “The Weight”, som oprindelig dukkede op på Music from Big Pink, The Bands debutalbum fra 1968.

I dette tilfælde befinder Wilco sig i et baglokale i Chicago i 2011 sammen med de ikke helt inkompetente gæster Mavis Staples og Nick Lowe. Og de øver bare, men hvor er det dog godt at opleve Jeff Tweedy, John Stirratt og de andre bare spille og være glade for dét. Så er de nemlig slet ikke kedelige.

Det er i øvrigt omkring dette tidspunkt, at Jeff Tweedy begynder at producere og skrive sange for Mavis Staples; det er der foreløbig kommet to albumudgivelser ud af (senest kom der et album i 2017), og også dette lyder til at bringe det bedste frem i dem begge.

Luna western

Dean Wareham – ham med en blød stemme extraordinaire i NYC-indiebandet Luna – har teamet op med Cheval Sombre (AKA den New York-baserede digter og sangskriver Christopher Porpora) omkring et album med western dream pop-covers af ti cowboy-sjælere af mere eller mindre traditionel karakter fra 60’/70’erne . Her det første udspil fra albummet, der udsendes til oktober, duoens version af den gængse western-standard ‘Wayfaring Stranger’…

En tracklist til Dean Wareham vs. Cheval Sombre-albummet?! Here goes…

01 “The Bend In The River” (Marty Robbins)
02 “Tomorrow Is A Long Time” (Bob Dylan)
03 “Mountains Of The Moon” (Michael Holland)
04 “If I Could Only Fly” (D. M. Fuller)
05 “Wayfaring Stranger” (traditional)
06 “Alberta” (traditional)
07 “Wand’rin’ Star” (Alan J. Lerner / Frederick Loewe)
08 “Greensboro Woman” (Townes Van Zandt)
09 “My Rifle, My Pony And Me” (Webster / Levene / Tiomkin)
10 “Grand Canyon” (Stephen Merritt)

Tillykke til Robert

I dag bliver Robert Plant 70 år. Om hans gamle udgivelser med Led Zeppelin holder i dag, ved jeg ikke rigtig. Noget af det er en tand for hysterisk til mig.

Senere har han i al fald lavet interessant musik og har ligesom så mange andre engelske musikere fra samme generation begivet sig på opdagelse i amerikanske musiktraditioner, ikke mindst country. Raising Sand, som han lavede sammen med Alison Krauss, holder jeg rigtig meget af. Sangen her, “Please Read The Letter”, er forresten oprindelig fra Walking Into Clarksdale, hans genforening med Jimmy Page (produceret/engineered/hvad det nu hedder af Steve Albini). Denne version er dog meget bedre, spørger man mig.

500 miles a 1000 times

Hørte et interview med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, hvor han fortalte om førstesinglen fra hans seneste semi-soloalbum med Rostam, den karakteristiske singalong ‘A 1000 Times’. Leithauser fortalte hvordan inspirationen til sangens gentagende form og melodiskabelon kom fra en gammel amerikansk 1960’er-folk-traditional kaldet ‘500 Miles’, som bl.a. The Journeyman, Peter, Paul & Mary, Bobby Bare og Joan Baez har indspillet. Specielt Baez’ version er Leithauser glad for, hvilket jo tydeligvis høres, når hendes version graves frem fra YouTube-gemmerne…

Godt gået af Hamilton Leithauser med et så kreativt lån. Men er den Baez-version han sværger til virkelig den bedste af sangen?! Herfra går topkarakteren umiddelbart til Bobby Bare’s noget anderledes og langt mere asfaltduftende western-version…

Søndag morgen med Kris Kristofferson

Johnny Cash, som selv fik sig et stort hit med Kris Kristofferson’s sang, introducerede den således på sit The Johnny Cash Show:

“You know, not everyone who has been on ‘the bum’ wanted it that way. The Great Depression of the 30’s set the feet of thousands of people—farmers, city workers—it set ’em to ridin’ the rails. My Daddy was one of those who hopped a freight train a couple of times to go and look for work. He wasn’t a bum. He was a hobo but he wasn’t a bum. I suppose we’ve all….all of us ‘been at one time or another ‘drifter at heart’, and today like yesterday there’s many that are on that road headin’ out. Not searchin’ maybe for work, as much as for self-fulfillment, or understanding of their life…trying to find a *meaning* for their life. And they’re not hoppin’ freights much anymore. Instead they’re thumbin’ cars and diesel trucks along the highways from Maine to Mexico. And many who have drifted…including myself…have found themselves no closer to peace of mind than a dingy backroom, on some lonely Sunday morning, with it comin’ down all around you.”