Nick Cave’s coverplade havde 39-års fødselsdag for et par dage siden, så har haft den på her denne blå morgen. Og hvilket dejligt genhør med The Bad Seeds – RIP! – i storform og Nick Cave i sin dengang helt nye og uprøvede rolle som rigtig sanger på to håndfulde sangklassikere med amerikansk støv under støvlerne. Her et af albummets mere upåagtede numre, samt den version som inspirerede det.
Kategoriarkiv: Country&Western
Springsteens spor
Nu trænger vi virkelig til at høre noget country. Jeg har købt Tracks 2: The Lost Albums af og med Bruce Springsteen. Det er syv albums fra perioden 1983 til og med 2018, som ikke er blevet udsendt før nu.
Ihukommende de mildt sagt skuffende Human Touch og Lucky Town fra 1991, der var ved at få mig til helt at miste troen på Bruce Springsteen, kunne man frygte det værste. Men det er ikke andenrangs-materiale, der er her. Tværtimod. Der er masser af gode og i en hel del tilfælde guldrandede sange, der først nu ser dagens lys. Albummet Streets of Philadelpha Sessions, der fortsætter lyden med loops og beats fra sangen “Streets of Philadelphia”, holder jeg allerede meget af. Hvorfor det aldrig blev udsendt, er mig en gåde. Det ville have fået mig til at genfinde troen allerede i 1994.
Og så er der L.A. Garage Sessions ’83, som er det manglende led mellem de meget forskellige Nebraska og Born in the U.S.A., som gør at jeg pludselig forstår hvad der gik for sig i tiden imellem de to. Og så holder jeg også af Somewhere North of Nashville, der er en slags ukendt makker til Western Stars. Her er der både enkle country-rocknumre og egentlige country. Men alle syv albums er værd at høre og udgør en vigtig tilføjelse til Bruce Springsteens værk.
Lyt til “Janey, Don’t Lose Heart” fra Somewhere North of Nashville, oprindelig indspillet som b-side i 1984, men her i en overrumplende country-udgave. (Bamses Venner har faktisk indspillet en fladtrådt udgave af samme sang med dansk tekst, men det kan den jo ikke gøre for.)
Howdy Howdy
Her er Gillian Welch og David Rawlings med den sang, der slutter deres album Woodland fra sidste år. Der er trommer, orgel og Satans sovsekande rundt omkring på albummet, og det hele bliver brugt på bedst tænkelige vis. Men på “Howdy Howdy” er vi tilbage i det enkle udtryk, parret så ofte har vist, hvad man kan med. Så smukt kan det gøres.
All good things
Nu skal vi have noget ordentlig countrymusik med en kompetent vokalist. Her er Jess Woodland med den nye single “All Good Things”.
Lasso Del Rey
Lana Del Rey spillede fredag nat dansk tid den californiske countryfestival Stagecoach på Empire Polo Club i Indio. Herunder er hendes stort anlagte set på en time. Bare majestætiske ‘Ride’ (21:07) er mere end hele indgangsprisen værd. Og så er der tilmed premiere på tre helt nye sange, samt covers af både ‘Stand By Your Man’ og ‘Take Me Home, Country Roads’, overskud…
Husband Of Mine / Henry, Come On / Stand By Your Man / Cowboy Songs / Ride / Video Games / NFR / Arcadia / Let The Light In / Quiet In The South / Instrumental / Bluebird / Summertime Sadness / 57.5 / Take Me Home, Country Roads
Hvis blot jeg kunne vente
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.
ÅRETS ALBUMUDGIVELSER 2024
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Kris Kristofferson RIP!
Sunday morning coming down denne mandag, hvor telegrafpælene fra Amerika bringer den triste nyhed ind, at Kris Kristofferson er gået bort…
The Man In Black i Tivoli
28. august 1987, en fredag aften med mildt opholdsvejr. Inviteret til noget middag i Sølvgade. Undervejs må man have sig undskyldt og forlader selskabet et par timer. Cykler langs Søerne til Tivoli, betaler entré og går mod den store friluftsscene, lige tidsnok til at se aftenens program begynde på Plænen. Først er det den amerikanske guitarist/sanger Carl Perkins og vokalklanen The Carter Family. Men de fungerer kun som behørig opvarmning til aftenens hovednavn, Johnny Cash, der snart står der stor og mægtig, slidt men stolt, knastør dog glødende varm. Rick Rubin har på dette tidspunkt endnu ikke genopfundet Johnny Cash som hip americana-artist, selvom han vel er mere ærkeamerikansk end noget andet på denne side af John Ford-westerns, så aftenens publikum i Tivoli synes et sært sammenrend af folk fra forskellige samfundslag, der måske kun har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv er blevet ramt af Cash’s mørke jernstemme og dens skæbnefortællinger. Som nu denne han synger en stærk version af den aften i sensommerens Tivoli…
Et glimt af himlen
Nu trænger vi til noget ordentlig country. Dagens gode nyhed fra den kant er, at der er et nyt album på trapperne med Gillian Welch og David Rawlings. Det udkommer den 23. august i år og hedder Woodland. Her er den første sang derfra, “Empty Trainload og Sky”. Seneste album med eget materiale kom helt tilbage i 2011. Ikke at de to har ligget på den lade side. Rawlings har lavet flere albums i eget navn (hvor Gillian Welch er med), og i 2020 kom albummet All the Good Times (Are Past & Gone), der rummede en samling cover-numre og ligesom det kommende er album er krediteret til både Welch og Rawlings.
Jeg kan se, at der også er en turné under opsejling. Forhåbentlig når den også til Danmark. I 2011 havde jeg billetter til koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men skæbnen ville at jeg aldrig kom af sted, for jeg fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Det ville være godt at kunne tage revanche nu.
Rawhide
Det er mandag og kloden drejer igen…
Return of The Raveonettes
Efter lang tids fravær er The Raveonettes tilbage denne fredag med en ny single, en forløber for det kommende cover-album med titlen The Raveonettes Sing…, intet mindre. Her er det Gram Parson og Emmylou Harris’ klassiske ‘Return Of The Grievous Angel’ fra 1974, der indhylles i Raveonettes’ luftspejlings-glitrende sølvstøv…
You don’t have to die
Nu skal have vi noget country. Her er åbningsnummeret fra årets album med Hurray For The Riff-Raff, som jeg i sin tid oplevede på Roskilde-festivalen. Efter et par albums er Alynda Segarra vendt til det musikalske udgangspunkt, og det klæder dem. Meget klar anbefaling herfra.
Ingen synger blues som Townes Van Zandt
Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…
Right back to it
Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.
(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)