Olesen-Olesen spillede på 1000Fryd for første gang i 20 år. Dengang, den 26. april 1986, fyldte deres bassist 22 år.
Også denne gang gav de en fin koncert, nu i stærkt reduceret udgave med kun Henrik og Peter sammen med Michael Lund på slideguitar og pedal steel. Begge denne blogs forfattere blev nævnt ved navn i løbet af koncerten (man er vel en kändis?) og vi fik afsløret hemmeligheden bag Jens’s sangskrivningsteknik. (Og ekstra ros til 1000Fryd for at have en røgfri aften – rart at kunne vende hjem fra et spillested uden at alt tøjet lugter som et askebæger.)
Det er ren blasfemi at nævne brødrene Olesen i samme bog som en spøgelsesbilist som Tue West – men det lader vi ligge i dag.
Ikke helt sjældent sker det, at en dygtig sangskriver kaster sig over andre menneskers numre. Denne gang er turen kommet til Grant Lee Phillips, der for snart længe siden var forsanger, sangskriver og guitarist i den fine trio Grant Lee Buffalo. Denne gang har han valgt at lave et cover-album med fortolkninger af 1980’ernes new wave/collegerock/hvad det nu end hed. Med andre ord sange, som denne blogs forfattere, der er født samme år som hr. Phillips, også har et forhold til. Resultatet er albummet Nineteeneighties (som for de utålmodige kan hentes på iTunes) og indeholder sangene
Wave of Mutilation [The Pixies] Age of Consent [New Order] The Eternal [Joy Division] I Often Dream of Trains [Robyn Hitchcock] The Killing Moon [Echo and the Bunnymen] Love My Way [Psychedelic Furs] Under the Milky Way [The Church] City of Refuge [Nick Cave] So. Central Rain (Sorry) [REM] Boys Don’t Cry [The Cure] Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me [The Smiths]
Nineteeneighties er et interessant album, hvor det på de bedste numre lykkes at finde den kerne i sangene, som de oprindelige arrangementer nogle gange har skjult for lytteren. Grant Lee Phillips’ soloalbums har været langt mere country/folk-betonede end hvad vi hørte med Grant Lee Buffalo, og dette album er ingen undtagelse. “The Eternal” lyder næsten som et nummer fra Springsteens Nebraska, og “Under the Milky Way” er blevet ren lejrbålsstemning! “Waves of Mutilation” er… usædvanligt tilbagelænet, og “Age of Consent” er rigtig, rigtig vellykket (akustisk New Order!).
Netop hjemkommet ukristeligt sent fra en inspireret, ja rent ud sagt god koncert med Olesen-Olesen, hvis musik nok vil appellere til mange af dem, der kan lide Vejen hjem fra rocknroll. Deres nye album er forresten også produceret af en vis NN og viser denne gang brødrenes mere elektriske side. I bandet finder man for tiden to eksil-aalborgensere, Nikolaj Stig Nielsen (fra hedengangne Well of Souls) og Klaus Mandal Hansen (nok bedst kendt fra Learning From Las Vegas).
Henrik og Peter bad mig overbringe en personlig hilsen til deres gamle bassist!
Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.
Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.
Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.
Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.
Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.
Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.
Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).
1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited
(ekstranumre)
15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower
Både jeg selv og den forfatter, efter hvem denne blog er opkaldt, er for tiden temmelig begejstrede for Ryan Adams’ nye album, Jacksonville Nights. I endnu højere grad end Cold Roses er her tale om en tilbagevenden til Adams’ musikalske rødder med twang i stemmen, steelguitar og tekster om knuste hjerter og hverdagen i en provinsby i USA. På Cold Roses var der enkelte tilløb til tøf-rock; det er der ikke noget af her – dette er rendyrket country. I tilgift er der en særdeles levende version af Always On My Mind som afslutning.
Jeg skal heller ikke undlade at bemærke at jeg omsider har fået fat i cd’en med de to sidste albums fra Ryan Adams’ musikalske forbillede, salig Gram Parsons. G.P./Grievous Angel er bestemt også værd at lytte til. Læg fordommene om country-musik på hylden og nyd de fine sange!
