Udgivelser i 2005

Vi satte os på Promenaden på Frederiksberg Allé med hver sin øl, og herefter væltede det frem med iagttagelser.

Pastoren: Du plejer altid at sige at det har været et dårligt år.
Jens: Det har ikke været et dårligt år. Der har været mange spændende udgivelser, men ikke de helt epokegørende. Men kommer de mon nogensinde mere?
Pastoren: Jeg tror ikke at der var mange år, der var epokegørende. Måske ved man det først om 5 år. Måske skulle vi hellere tale om de bedste albums fra år 2000?
Jens: Jeg kan umiddelbart ikke huske ét eneste. Til gengæld kan jeg huske stort set alle rockudgivelser fra 1979.
Pastoren: Det kommer ikke bag på mig.
Jens: Jeg starter med min nummer 10 i år, som er Nada Surf: The Weight Is A Gift.
Pastoren: Dem har har jeg altid forbundet med ordinær amerikansk pop-punk.
Jens: For mig har de altid været en “guilty pleasure” , lige siden deres college-hit “Popular”. De har udviklet sig fra at være et lidt skingert post-grunge-orkester til et fint power-pop-band med sunde melodier og en intim feeling. Det bedste ved dem, er at de får det hele til at lyde så let. Den dag, de laver en “Best Of”, bliver det helt fantastisk. På hvert af deres albums er der 4-5 perfekte sange.

Pastoren: Jeg vil så nævne det nye album med Elbow, Leaders Of The Free World. Jeg troede at de var lige så kedelige som Coldplay, men det er de ikke. Slet ikke. Deres sanger har en forholdsvis lys, lidt hæs stemme, der godt kan godt minde om Peter Gabriel, når han er mindst hellig. Der er mange gode numre, og musikken og tekstuniverset er inden for en god engelsk tradition. Faktisk kan de godt minde lidt om Doves, et andet band fra Manchester.
Jens: Coldplay er vel blevet vores tids Richard Clayderman, den der let-bedøvede “feel good” hyggemelankoli. Det, som Coldplay burde være at dømme ud fra deres mest positive anmeldelser, det er hvad Elbow er. Jeg hørte fra dem via Simpson, der spillede titelnummeret på ghettoblasteren backstage i Vega igen og igen og igen. Så er der Lucky Dog Recordings 2003-2004 med Stuart Staples fra Tindersticks.
Pastoren: Det må være up-tempo musik med lyse stemmer.
Jens: Det er meget roligt og nærværende. Jeg har lidt mistet interessen for Tindersticks; deres bedste albums ligger nogle år tilbage. Det her er en rigtig nat-plade.
Pastoren: Jeg kan bedst lide den rigtige Nick Cave. Lad mig så nævne Ryan Adams: Jacksonville Skyline. I flere sammenhænge en tilbagevenden til formen, både country-lyden fra Whiskeytown (men endnu mere rendyrket) og til hans fine form. Hans andet album fra i år er endnu bedre (bedre sange, primært), men det vender vil tilbage til.
Jens: De første fem-seks sange sætter en så høj standard, at hele albummet kommer til at lide under det. De efterfølgende numre er slet ikke på samme niveau, langt fra. Men især kan jeg godt lide allersidste nummer, “Always On My Mind”.
Pastoren: Det er jo også et gammelt Elvis-nummer.
Jens: Så dykker vi ned i fortid med Echo & The Bunnymen: Siberia. Deres foregående to albums har lidt under mangel på inspiration og alkoholisme. Pastoren: Ikke mangel på alkoholisme!
Jens: Et band, som engang havde en skarphed, som jeg holdt rigtig meget af, har for en stund ramt formen igen. Produktionen er dog nok ikke den bedste. Som Nikolaj Nørlund påpegede over for mig “grotesk gammeldags” – det lyder af bilradiorock.
Pastoren: Produceren er ironisk nok Hugh Jones fra deres andet album, Heaven Up Here, et album der bestemt ikke var bilradiorock. Jeg holdt også meget af Bunnymen, især Porcupine og Ocean Rain (et af mine yndlingsalbums overhovedet!), men jeg synes desværre at de er endt i en form for hyggerock.
Jens: Jeg vil ikke kalde det hyggerock. Det største problem med de store gamle, rutinerede bands er at deres fortid fylder så meget. Det er sværere for dem at lave et nyt og aktuelt album, på grund af deres egen ofte stivnede selvopfattelse og erfaring.

Pastoren: Boards of Canada: The Campfire Headphase. Det er sådan rigtig cykle-hjem-en-mørk-eftermiddag-lytning. Deres foregående album, Geogaddi, havde gode sider, men endte med at fremstå som kedeligt. Det er ambient, med lidt beats (som man slet ikke kan danse til). Og så lidt guitar for en gangs skyld. Meget, meget rolig musik.
Jens: Det må jeg hellere få hørt. Forsidebilledet på det nye album er forresten rigtig flot. Så nævner jeg Joakim Thåström: Skebokvarnsvägen 209. Han har gjort hvad ingen indfødte her i landet gør lige nu, nemlig skrevet rørende sange om den danske hovedstad. Det afgørende for denne plade er at han har smidt alle de forvrængede guitarer væk og baserer sig på akustisk guitar og klaver. Han er en sanger, der kunne synge telefonbogen, hvis det var – hans stemme er forrygende. Af en eller uforståelig grund er albummet ikke udgivet i Danmark. Jeg har fulgt ham siden Ebba Grön; jeg lånte deres plader i Viborg i forrige århundrede. Selv om teksterne kan være tilbageskuende, lever Thåström her og nu. Der bliver aldrig nogen nostalgiudgivelser med ham.
Pastoren: Depeche Mode: Playing The Angel. Det er et album, jeg har set frem til. Dave Gahan er blevet en fantastisk sanger.
Jens: Depeche Mode tør igen lyde mere som sig selv nu. De har atter en stor, pågående, pompøs lyd, som de ikke har haft siden Alan Wilder gik fra dem. Og bemærkelsesværdigt på Angel er det især, at Dave Gahan har bidraget med tre gode numre, som er mange gange bedre end dem på hans skuffende solodebut.
Pastoren: De har en fin lyd igen. De bruger tydeligvis gamle analoge synther også, og det giver en meget mere fyldig lyd.
Jens: En slags organisk elektricitet.
Jens: The National: Alligator. Først hørte jeg dem, da vi mixede Vejen hjem Fra Rocknroll i Malmö. Jeg købte ikke albummet, men tog senere nogle numre ned fra nettet. Nu har jeg så endelig fået købt det. En doven anmelder ville kalde det en krydsning mellem Tindersticks og Interpol.
Pastoren: Tinderpol?
Jens: Deres sanger har en mørk baryton, der forhindrer sangene i at flyve ud som umiddelbare pophits.
Pastoren: Som Arab Strap?
Jens: Nej nej, The National har fat i den lange ende!
Pastoren: Kent: Du Och Jag Döden. Det foregående album var tænkt meget hit-agtigt. Det nye album lever måske ikke helt op til den mørke tone. Men det gør ikke så meget. Jeg kan godt lide det. "Järnspöket" og "Klåparen" og "Mannen med den vita hatten" er meget fine sange. Linjen “Vi skal alla engång dö” er meget nordisk.
Jens: For mig var det album en stor skuffelse. Jeg har ikke hørt albummet meget, og det er første gang nogensinde dét er sket for mig med en Kent-plade. Det virker som om deres store popularitet er blevet en hæmsko for dem. Jeg vil nævne The Editors: The Back Room.

Pastoren: Det er også på tide, der kom en Joy Division-hyldest.
Jens: Jeg kan godt fornemme at de har hørt en Joy Division- og en Interpol-udgivelse. Men sangene har et niveau som gør at de bliver meget mere end pastiche. Hele den engelske happy-go-lucky-bølge giver mig lidt nedtur – at bandene smiler og fjoller så meget rundt. The Editors tør være mere alvorlige; jeg tror at deres album vil holde længere.
Pastoren: The New Pornographers: Twin Cinema. De er helt oppe på 9 mennesker nu, og de er dygtige musikere og vokalister. The New Pornographers startede som et sideprojekt; alle musikerne slår normalt deres folder i andre grupper. Neko Case er en fænomenal sangerinde med sin egen alt. country-karriere; der er et uforligneligt twang i hendes stemme. På dette album sagtner de farten, så power-pop bliver til pop. Der er mindelser om britisk new wave, der er mindelser om B52s osv. osv. Og så er de fra Canada, et land, der leverer masser af spændende rockudgivelser i disse år.
Jens: Det er spændende sange. Og cover-forsiden har tilmed sådan en opsigtsvækkende brug af gult og grønt.
Begge: Alle bør købe dette album! Ingen andre herhjemme har endnu gjort det, men alle burde!!
Jens: Jeg vil nævne The Go-Betweens: Oceans Apart. Vi talte før om gamle bands, der konkurrerer med deres egen fortid om opmærksomhed. I dette tilfælde har Go-Betweens faktisk lavet en af deres 2-3 bedste udgivelser nogensinde. Lysende tekster og fremragende sange. Der er ikke så meget andet at sige end at de overraskede mig: Jeg havde ikke ventet mig flere højdepunkter af dem. Engang kunne jeg bedst lide McLennans sange, nu foretrækker jeg Forsters. På det nye album er begge sangskrivere imidlertid i topform. “Darlinghurst Nights” er en klassiker I Jens U-land!
Pastoren: Så nævner jeg System Of A Down: Mesmerize. De lavede to albums. Det andet, Hypnotize, kom fornylig. Det er ikke helt så godt som Mesmerize, men det er til gengæld også fantastisk. Det interessante er at deres musik er en syntese; det lyder som metal (og er det også; der er en ikke overraskende inspiration fra både Dead Kennedys og Slayer) men neden under findes den armenske folketone. Alle fire medlemmer har armensk baggrund, og deres vrede over folkemordet på armenerne i 1915 stikker flere gange hovedet frem i deres tekster. Musikalsk kan man også høre The Clash og The Beatles og Nick Drake. Prisværdigt korte og overraskende iørefaldende numre og ikke alt det lir. Og tekster, der som regel kan balancere mellem satire og politiske budskaber. Et meget sammensat og meget fascinerede band; de laver noget af det mest spændende rock i vore dage. Deres akilleshæl er nok at deres guitarist, Daron Malakian, også gerne vil være sanger. Hans stemme og hans tekster er ikke helt i klasse med bidragene fra Serj Tankian, deres anden sanger. Til gengæld er Malakian en meget udtryksfuld guitarist og komponist.
Jens: Kender dem desværre slet ikke. Jeg vil gerne nævne Moneybrother: To Die Alone. De er fra Sverige. Det er i virkeligheden en slags opdateret svensk udgave af Dexy’s Midnight Runners – store, patetiske ballader sunget på et ikke altid lige engelsk engelsk. En slags voksen udgave af Håkan Hellström. Jeg så dem i Helsingborg – et fantastisk live-band. Sammen med Nick Cave i Operaen var det nok årets bedste koncertoplevelser for mig.
Pastoren: Arcade Fire: Funeral. Det er egentlig et album fra 2004, men i Europa kom det i 2005. Derfor kommer det med her. Arcade Fire formår at lade sig inspirere af tidlig 70’er Bowie som f.eks. Hunky Dory – og nogle gange af Talking Heads – men uden at lyde som et retro-hyldest-band. (Der er den karakteristik igen!) Gennemarbejdede sange og gode arrangementer. Og så er de forresten også fra Canada.
Jens: Det er nok et album, der er lettere at beundre end at holde af. Men hatten af for dem. Det er vel objektivt set et stort album, og på mange måder helt sit eget. Jeg vil enormt gerne nævne Hard-Fi: Stars of CCTV. Det er helt klart det bedste britiske album fra i år. De er dem fra “den britiske bølge”, der har mest at byde på i originalitet og sangkvalitet. Jeg har hørt det rigtig meget, det album. Det er ikke en banebrydende nyskabelse, men man kan høre en smeltedigel af alt godt fra engelsk musik fra de seneste 20-30 år – The Clash, The Specials, Prefab Sprout, The Streets osv.
Pastoren: Prefab Sprout er/var helt utroligt kedelige.
Jens: Enig, men Hard-Fi er ikke kedelige!
Pastoren: Nu dukker han op igen: Ryan Adams: Cold Roses. Jeg frygtede det værste, men hans nye album lød som det bedste fra hans gamle band Whiskeytown. Det var godt at høre twang i hans musik igen. Cold Roses har de bedste sange af de foreløbig to udgivelser, der er kommet fra ham i år. Endnu et album, 29, er på vej. Ryan Adams er meget dygtig.
Jens: Men han er for ofte en sjusket tekstforfatter. Min nummer ét for 2005 er Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning. Det er et fremragende album. Mit eneste regulære13-tal af en plade i år. Jeg havde tidligere kun hørt nogle enkelte numre, som ikke gjorde noget godt for mig. Så læste jeg de fremragende anmeldelser af Wide Awake, købte pladen og fik nærmest benene slået væk. Det er en slags post-americana. Det musikalske udtryk er traditionelt, men også sjældent originalt. Den sangstemme, der først frastødte mig, virker på dette album som et kæmpeplus.
Pastoren: Man skal vænne sig til Conor Obersts bævende drengestemme. Men det er et rigtig godt album. Teksterne når ud over det navlepilleri, jeg tidligere har forbundet Bright Eyes med – der er faktisk samfundskommentarer med nu og nogle mere modne overvejelser. Hvis den bævende dreng forstår at holde fast i sit udtryk, kan det blive meget interessant.
Jens: Der er mange andre udgivelser, vi ikke har nævnt.
Pastoren: Det er rigtigt. Det er ikke fordi, vi ikke har hørt andet. F.eks. udsendte The Doves endnu et album, Some Cities. Jeg var meget begejstret for det foregående album, The Last Broadcast. Some Cities er ikke noget dårligt album, men sangene er ikke helt så markante som dem på forgængeren. Når det så er sagt, er Some Cities ikke noget dårligt album.
Jens: Jeg kan nok stadig bedst lide deres første, Lost Souls. Mange har været ovenud begejstrede for I Am A Bird Now med Antony and The Johnsons. Det er igen ikke dårligt, men på den anden side heller ikke Top 10-materiale her. Teksterne er næsten for underlige, og i længden bliver det lidt trættende med det operetteagtige melodrama.
Pastoren: Antony Hegarty har en speciel og ofte fascinerende stemme. Hans musik er ofte stemningsfyldt. Tekstuniverset siger mig heller ikke altid så meget. Og hvorfor gør han dog en dyd ud af at ligne en fordrukken husmor i overgangsalderen? Min egen kønslige identitet er vel for forudsigelig. Så kunne jeg trods alt bedre lide Plans med Death Cab for Cutie. Da jeg var i USA i august, kunne se jeg at de blev spået en stor fremtid. Det værste er nok gruppens navn. I lang tid troede jeg at det var sådan noget dyster Arab Strap-agtigt nok. Det er det ikke. Det er iørefaldende pop/rock som vil appellere til mange af dem, der godt kan lide f.eks. nyere R.E.M. De er også blevet sammenlignet med Coldplay, men deres tekster er stort set klynkefri, og de undgår behagesygen.
Jens: Og nu til Danmark. Jeg vil nævne Andersens Drømme, ikke fordi jeg deler pladeselskab med dem, men fordi Nikolaj Nørlund her får nye og spændende sider frem hos en række meget forskellige artister. Teiturs nummer alene er hele indgangsprisen værd – en ren klassiker!
Pastoren: Olesen-Olesen: Solsort og Forstærker. Peter Olesen har nogle usædvanligt gode og sangbare tekster – ofte meget mørke. Og bror Henrik har melodierne, der passer til.
Jens: Måske ville det klæde duoen med lidt færre litterære referencer. Åh fuck, nu skal jeg forsvare det synspunkt næste gang jeg løber ind i bror Peter. Han kan på sin egen charmerende måde være ret nærtagende.
Pastoren:Skåretudipap med Kenneth Thordal har også sine kvaliteter. Han er en ordsmed.
Jens: Nogle gange skulle han luge lidt ud i ordbutikken. Thordal producerede iøvrigt også i år en vis Klaus Lyngaard’s hjertevarmende På Herrens Mark-solodebut.
Pastoren: Et hyggeligt og sympatisk album fra den garvede anmelder, men heller ikke Top 10-materiale. Thordal er bedst som sanger/sangskriver, når han ikke tænker for meget over sine tekster. Nogle gange kan der godt gå lidt for meget hø-hø i teksterne.
Jens: Mew har også lavet et album i 2005. Det imponerer først, men ved eftertanke er det nok deres foregående album, der er bedst. Og så er jeg generelt nok ikke så meget til den progressive symfoni-rock, der fylder meget på Mew’s seneste. Nix, årets album for mig er Skeleton med Figurines.
Pastoren: Og de startede i Vestbjerg i Nordjylland. Det er 10 kilometer fra hvor jeg bor.
Jens: Fremragende sange. De er kommet ud af det der indie-korrekte skab og virker nu som om de boltrer sig i hvad de kan som sangskrivere og som mennesker. Og de har en fantastisk god forsanger.
Jens: Nu vi taler dansk, må jeg også nævne Death To Frank Ziyanak. Deres nye Dirty Chords & Limericks, som jeg først kun hørte ved et heldigt tilfælde, giver mig i den grad de garagepop-kicks, jeg havde håbet på men aldrig fik af Raveonettes-pladen i år. Forrygende rocknroll-sange – og så er de endda fra Silkeborg!
Pastoren: Nu til skuffelserne. New Order: Waiting For The Siren’s Call. Det må være deres mest ligegyldige album.
Jens: Deres comeback-plade var god, men denne her lyder som om enhver top er taget væk.
Pastoren: Hele den spændende elektroniske lydflade er borte. Man savner Gillian Gilbert-Morris. Hun har betydet mere for New Order, end man tror. I en musik-nyhedsgruppe så jeg engang en amerikaner, der spurgte: “Hvad laver damen i New Order?”. Svaret er at det vel i virkeligheden var den pågældende dames evner som programmør, der skabte deres ry som et banebrydende elektronisk band.
Jens: The Tears’ Here Comes The Tears skuffede også. Man forestillede sig efter Suedes sidste album ikke at Brett Anderson kunne lave et mere uinspireret album. Men det lykkedes desværre. Hvem sagde venstrehåndsarbejde?
Pastoren: Inden vi slutter, vil jeg her på falderebet nævne et album, der bestemt ikke er en skuffelse, nemlig Richmond Fontaine: The Fitzgerald . Jeg har ikke hørt det så meget endnu, så derfor tør jeg ikke givet det en placering, men vellykket er det.
Jens: Det er mere en bog end et album. Meget gennemført, måske lidt tørt! En aften med drengene i novelleklubben.
Pastoren: Jeg mangler at købe Kate Bush’s nye album. Og så har jeg bestilt Born To Run med Bruce Springsteen. Hans nye album var ikke så spændende; Born To Run er derimod en klassiker af de helt store.
Jens: Helt enig i begge dele. Du vil glæde dig over de to dvd’er, der følger med. Og så har The Cure forresten fået genudgivet deres 2., 3. og 4. album. Både Pornography og Faith er klassikere!
Pastoren: Enig. Det er ikke ligefrem livsglad musik, men det er nok deres bedste udgivelser. Disintegration er i samme skure/ånd og er vellykket på samme depressive måde. Jeg bliver så nedtrykt, når jeg hører dem.
Jens: Jeg bliver kun opstemt. Og så er The Affectionate Punch med Billy MacKenzie’s The Associates blevet genudgivet i sit oprindelige mix.
Pastoren: Virkelig? Det vidste jeg ikke.
Jens: Og Miami med The Gun Club har også været en tur gennem tidsmaskinen. Nu kan man omsider få den klassiker i Europa; Miami har aldrig før været udsendt som CD her.
Pastoren: Og så er der jo heldigvis også nye plader på vej. I 2006 udsender f.eks. Richard Ashcroft et nyt album med i hvert fald ét godt nummer.
Jens: Og Morrissey og Henrik Hall og Mikael Simpson og The Strokes og Nick Cave (et film-soundtrack).
Pastoren: Og Clap Your Hands Say Yeah (endnu et af de bands fra New York) har et album på trapperne; måske er det allerede udkommet. De minder lidt om Talking Heads på den gode måde. De har flere numre til download på web. 2 af de 3 numre er værd at høre. Det er en pæn hit-rate, synes jeg!

(Og herefter fortabte samtalen sig i nostalgiske betragtninger.)

Jens’ Top 10 for 2005:

1. Bright Eyes – I’m Wide Awake, It’s Morning
2. Hard-Fi – Stars Of CCTV
3. Moneybrother – To Die Alone
4. The Go-Betweens – Oceans Apart
5. The Editors – The Back Room
6. The National – Alligator
7. Joachim Thåström – Skebokvarnsvägen 209
8. Echo & The Bunnymen – Siberia
9. Stuart A. Staples – Lucky Dog Recordings 2003-04
10. Nada Surf – The Weight Is A Gift

Pastorens Top 10 for 2005:

1. Ryan Adams: Cold Roses
2. Arcade Fire: Funeral
3. System Of A Down: Mesmerize
4. The New Pornographers: Twin Cinema
5. Kent: Du Och Jag Döden
6. Bright Eyes: I’m Wide Awake It’s Morning
7. Depeche Mode: Playing The Angel
8. Boards Of Canada: The Campfire Headphase
9. Ryan Adams: Jacksonville Skyline
10. Elbow: Leaders Of The Free World

Skriv et svar

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.