
Nu er vi nået frem til 1986 og til endnu en liste fra landsbyens stemme (i New York). På denne liste er der 16 albums, jeg selv erhvervede mig.

Nu er vi nået frem til 1986 og til endnu en liste fra landsbyens stemme (i New York). På denne liste er der 16 albums, jeg selv erhvervede mig.

Her er albumlisten fra Village Voice (der trods sit navn var en ugeavis fra New York) og dens Pazz & Jop-liste over albumudgivelser fra 1978. Måske er dette en beskrivelse af denne blogs musikalske præferencer i ét billede?!?














Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.

Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.

Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Lyt!

16. oktober 1981, dagen da The Jam skiftede kurs og begyndte at dø. Både som band for Paul Weller, der tydeligvis – og naturligt nok – var tiltrukket af en anden musik, men også for mig, der havde haft dem helt på toppen siden begyndelsen med ‘In The City’, fire år tidligere. Det var ikke i sig selv de nyindbragte horn på den nye single ‘Absolute Beginners’ der var noget galt med, for blæseinstrumenter fungerede så fint hos de samtidige Two-Tone-bands. Det var derimod deres bisværme-hidsige, funk-synkoperede arrangementer og den stressede ikke-sangmelodi, som signalerede at The Jam’s guldalder var forbi.
Og det var den jo så egentlig slet ikke, for næste singles ‘Town Called Malice’ skulle vise sig at være et perfekt #1-hit-ægteskab mellem vital anglificeret Tamla Motown-pop og Margaret Thatcher-armod, men man fornemmede også instinktivt der, at Paul Weller’s souldrømme havde vokset sig for store til The Jam. Så var ‘Absolute Beginners’ da kun skuffelse i oktober 1981? Nej, B-siden ‘Tales From The Riverbank’ kunne stadig meget af det A-siden ikke formåede i sin forcerede ambition; en klassisk bittersød Paul Weller-komposition af levet engelsk liv og rustne tårer. Så det er den der kører her…
Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.
Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!
Denne lørdag med en coverversion af Womack & Womack’s ‘Teardrops’, der ikke behøver at skamme sig over noget som helst. Det gør skotske Brooke Combe sandelig heller ikke. Altid klædeligt med en soulsanger, der ‘bare’ synger sin sang med sjæl og ikke bruger den som cirkusmanege for ekvilibristiske fraseringer. Miles Kane (fra The Last Shadow Puppets) er også med her. Han slipper tydeligvis bedst fra det, når han ikke optræder solo i eget navn…
For 50 år siden i dag optrådte David Bowie – da aktuel med sin plastic soul-plade Young Americans – på Cher’s TV-show. De to performede en yderst showbiz-bizar medley af gamle amerikanske pop-evergreens sammen, men øjeblikket af musikalsk værdi indtraf på den smægtende ‘Can You Hear Me’ fra Young Americans, hvor Bowie positivt får levet sin sorte soul-drøm helt ud, mens Cher til gengæld holder sin del af duetten rodfæstet i kridhvid professionel mainstream-underholdning…
Et markant stykke northern soul skotske Brooke Combe fredag har udsendt på single. Hvis hun kan komme op med fire-fem ligeså stærke numre på et forhåbentligt kommende album, må der vente en stor karriere forude. Får at vide fra normalt pålidelig kilde, at James Skelly fra The Coral skal være inde over Brooke Combe’s musik…
15. februar 1970: Hvad laver Joe Frazier dagen før sin titelkamp om WBC-verdensmesterskabet i sværvægtsboksning mod Jimmy Ellis i Madison Square Garden i New York? Han optræder på The Ed Sullivan Show med en hårdtslående soulklassiker på lette fødder. Dagen efter vinder han VM-titlen i 4. runde på teknisk knockout, efter at have haft Ellis i gulvet to gange…
Titiyo – selv med Thåström ombord som gæst – undervældede desværre lidt (mest pga. selve sangen), Suede var befriende Suede-naturlige, men den største overraskelse var denne Paul Weller-single. Havde aldrig troet at skulle se den tidligere benhårde frontmand fra The Jam og siden så højtravende soul-purist kaste sig over en kridhvid, tårefyldt Bee Gees-ballade, og tilmed levere den med et så løftende, indfølt, helt igennem uironisk sangforedrag ovenpå de bristende strygere. Måske det bare er mig, men jeg oplever det her som virkelig godt …
The Afghan Whigs’ Greg Dulli fylder 60 i dag. Her er han med sit mægtige band live på TV fra deres velmagtsdage i det forrige årtusinde…
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.

Pokkers at det af alle RSD-udgivelserne i dag lige skulle være LS’s Billeder Af Verden Redux som blev ramt af produktionsuheld og derfor måtte trækkes fra startfeltet. Her istedet en af de RSD-plader som rent faktisk blev udgivet på dagen, den senere Marc Bolan-kæreste Gloria Jones’ single-B-side ‘Tainted Love’ fra 1965. Det var først i 70’erne at denne så enkle sang voksede i status på den engelske northern soul-scene, det var først i 1981 den blev et regulært verdenshit med Soft Cell. På RSD-singlen i dag har ‘Tainted Love’ derfor nu byttet plads med den oprindelige A-side, den sneaky, nærmest lidt girlgroup-forløsende ‘My Bad Boy’s Comin’ Home’ som kan høres herunder. Begge sange er skrevet af producer Ed Cobb, der også begik Brenda Holloway’s ‘Every Little Bit Hurts og adskillige af Los Angeles-bandet The Standells’ garage-hits…