Kategoriarkiv: Soul

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Gensyn med Stop Making Sense

Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!

Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.

Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.

Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!

Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.

Husker du den første gang med Pulp?

Pulp’s flamboyant lowlife-rapporterende frontmand Jarvis Cocker, der sammen med sit Sheffield-baserede band satte overbevisende ord og toner på at være ung/yngre/lidt ældre i England i 90’erne, fylder 60 i dag. Herunder får han lov at fejre sig selv med Pulp’s session-cover fra 1992 af Frankie Valli’s northern soul-klassiker ‘The Night’. Europa/Danmark mangler stadig koncertbesøg af gendannede Pulp, der efter sigende har spillet forrygende shows på De Britiske Øer denne sommer…

Wigan calling

BBC 2 har i aften sendt halvanden times Northern Soul at The Proms med nyfortolkninger fra Royal Albert Hall af klassikere fra genren. England har øjensynligt set med og genoplevet egen musikalske fortids rigdom med forståelig glæde. På Twitter udtrykker profilen Monkey det således: To all those British kids who adopted these records from black America, rescuing them from obscurity, to create “Northern Soul” I salute you and thank you from the bottom of my heart. En af sangene spillet live i aften var Frankie Valli’s mageløse ‘The Night’, der blev fortolket af en Darrell Smith. Her er den dog i en anden cover med Frankie & The Heartstrings…

Tina Turner RIP!

Vi markerer her Tina Turner’s bortgang med det vel kreative peak på Tennessee-sangerindens karriere, her med ægtemand/hustrumishandler Ike ved sin side og producer Phil Spector bag sin Wall of Sound på ‘Rivers Deep, Mountain High’, en aldrig før eller siden hørt unik sammensmeltning af girlgroup-pop, orkestralt attack og helhjertet soul. Alt syntes muligt i popmusik indenfor denne boomende mini-symfonis tre minutter og 38 sekunder…

Searching for the Vejle soul rebels

Har der nogensinde været en soulscene i Vejle? Her stiller vi os nok ret skeptisk tvivlende på det spørgsmål. Men intet er for sent og nu fødes den måske indirekte baglæns gennem fraflytteren Henrik Olesens nye single ‘Alting Forandrer Sig, Alting Har Sin Tid’. For hvor hans seneste single ‘Hymne (Tak For Alt)’ emmede af hovedpersonens dybe rødder i 80’ernes postpunk, så er der på denne nye sang, fra rytmeboxen sætter ind, næsten som en slags østjysk ‘Sexual Healing’-pendant, og komplimenteres af vuggende guitar, rolig sang, samt bløde keyboards, en tilbagelænet feeling af den genre der på amerikansk kaldes sjæl. Ikke af den farvede tradition, nej, langt mere den kridhvide soul som f.eks. Lou Reed også rammer rent på sin ‘Coney Island Baby’. Hvilket naturligvis skal læses som et kompliment…

Beatles gik aldrig disco

Men det gjorde The Rolling Stones. For deres Some Girls-album i 1978 var tydeligvis formet af sin tids enorme disco-tsunami, men da også af en simpelhed i musikafsæt, punk rock netop havde genskabt. Og førstesinglen ‘Miss You’ står vel i dag således som et markant crossover-øjeblik mellem stramtsvingende natklubmusik og løs rocknroll-attitude. I album- og single-version er nummeret et velfungerende pop-mantra, men på 12″er-maxiens ni minutter er det noget større og mere sjælfuldt. Og så er der dette outtake fra indspilningerne i Paris på 12 minutter, hvor nummerets primale gentagelsesrejse transcenderer popmusik som vi kender den. Handler sangtekstens ord om Mick Jagger’s kuldsejlede ægteskab med Bianca Jagger og hans da nye affære med Jerry Hall, eller om noget andet, mere ukonkret? Døm selv på dette så vilde soniske trip, tilsat en veritabel billedestorm fra Studio 54-diskoteket på Broadway, hvor tidens dekadence løb af sporet for de kendte, de rige og de fortabte…

Dagens single

I Kolding må der i slut-60’erne have boet en pige eller ung kvinde, der kunne lide soul. For i den lokale pladebutik Jungle Records stod der denne formiddag en håndfuld brugte singler fra dengang med navnet Tove Jensen skrevet sirligt bag på coverne. Blandt sange med Otis Redding, Wilson Pickett og Marvin Gaye fandtes denne, P.P. Arnold’s fine version af ‘Angel In The Morning’, udsendt på Andrew Loog Oldham’s mod-hippe Immediate Records i 1968. Vi ved at Led Zeppelin’s John Paul Jones har arrangeret smagfuldt her. Men vi ved ikke hvad der blev af soul-begejstrede Tove Jensen fra Kolding…

Barett was a rolling stone

Barett Strong, en af de fremgangsrige Motown-sangskrivere der ikke var Holland-Dozier-Holland, er gået bort. Vi ærer ham naturligvis her, ikke med hans så kendte ‘Papa Was A Rolling Stone’ eller ‘War’, men istedet med den ‘I Heard It Through The Grapevine’, han i 1967 skrev sammen med Norman Whitfield, her i den fænomenalt gode 1979-version med The Slits, jeg selv hørte på John Peel før Marvin Gaye-hitversionen fra ’68. Fra smooth farvet Detroit-pop til kantet hvid London-feministpunk i sang og musik, så har man gjort en forskel i verden – tak for det, Barett Strong!

Før Station to Station

Dags dato i 1975 udsender David Bowie denne stærke single, bindeledet mellem Young Americans fra samme år og Station to Station (1976), hvor ‘Golden Years’ her snart skal blive inkluderet. Efter sigende er sangen skrevet med Elvis Presley i tankerne, men der kommer aldrig respons fra Memphis-dynastiet, så Bowie rykker selv på den med fuld vokal styrke. Helt sikkert det optimale for sangen, Kongens livskrise på det tidspunkt taget i betragtning. Så istedet for Presley’s elefanttunge 1975-sorg gives ‘Golden Years’ istedet et skud veloplagt, smooth David Bowie-soul…

https://www.youtube.com/watch?v=q-9HgFM8LoI