Kategoriarkiv: Soul

Barett was a rolling stone

Barett Strong, en af de fremgangsrige Motown-sangskrivere der ikke var Holland-Dozier-Holland, er gået bort. Vi ærer ham naturligvis her, ikke med hans så kendte ‘Papa Was A Rolling Stone’ eller ‘War’, men istedet med den ‘I Heard It Through The Grapevine’, han i 1967 skrev sammen med Norman Whitfield, her i den fænomenalt gode 1979-version med The Slits, jeg selv hørte på John Peel før Marvin Gaye-hitversionen fra ’68. Fra smooth farvet Detroit-pop til kantet hvid London-feministpunk i sang og musik, så har man gjort en forskel i verden – tak for det, Barett Strong!

Før Station to Station

Dags dato i 1975 udsender David Bowie denne stærke single, bindeledet mellem Young Americans fra samme år og Station to Station (1976), hvor ‘Golden Years’ her snart skal blive inkluderet. Efter sigende er sangen skrevet med Elvis Presley i tankerne, men der kommer aldrig respons fra Memphis-dynastiet, så Bowie rykker selv på den med fuld vokal styrke. Helt sikkert det optimale for sangen, Kongens livskrise på det tidspunkt taget i betragtning. Så istedet for Presley’s elefanttunge 1975-sorg gives ‘Golden Years’ istedet et skud veloplagt, smooth David Bowie-soul…

You lied…!

Dagens nye Bruce Springsteen-forløber for soulcover-albummet Only the Strong Survive, der udsendes om et par uger, er hans sødmefulde version af Aretha Franklin’s 1970-arrangement af Ben E. King-singlen ‘Don’t Play That Song’ fra 1962. Men når Springsteen giver sangen her og tager dens hookline-ord ‘you lied’ i sin mund , så er det umuligt ikke at sende tanker tilbage til Springsteen selv i slut-70’erne og den på det tidspunkt så anderledes sorgfuldt dramatiske ‘Sad Eyes’-sektion i liveudgaven af hans eget mægtige Born to Run-hovednummer ‘Backstreets’, hvor hun netop løj og svigtede ham som aldrig nogen før eller siden. Her en af de allerstærkeste versioner af den dengang hver aften semi-improviserede fortælling ‘Sad Eyes’, denne fra Boston, Massachussets, 25. marts 1977…

‘…And I remember these kids that night
They set fire to this abandoned farmhouse
That was about half a mile up the tracks
And they had these machines down there
And they had these engines down there
And we could see the flames shooting out across the sky
‘Til it caught in the field
We sat up on the hood and watched it rushing towards us
Watching the flames rushing toward us
Watched it rushing toward us across the field
‘Til we ran back on the tracks
And started heading back into town
And then
And then
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
Waa-ooh mmmmm hmmm, hey
And then she promised
And then she promised
And then she promised
And then she lied
And then she lied
And then she lied
And then she lied
She lied
She lied
She lied
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
And I was just wishing
I remember praying that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
I remember wishing that God would send some angels
And blow this whole fucking town right into the sea
Just wishing that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
Just blow this whole
Just blow it into sea
Just blow it all away
Just blow it all away
Just blow it all away
Blow it all away!
Blow it all away!
Make it go away!
Blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
…’

Ny Springsteen soul

En ny single igen fra Springsteen’s kommende soul-cover album Only the Strong Survive. Husker originalen fra 1985 med The Commodores, en hyldest til soul-fyrtårnene Marvin Gaye og Jackie Wilson, der begge var holdt op at lyse året inden. Originalen ramte mig ikke dengang, men det gør Springsteen’s cover mere i dag. Måske fordi den er sunget med tilbageskuende skrøbelighed, måske fordi produktionen hørt herfra iklæder sangen en værdighed, som er mere end bare lindrende lyd…

Northern Springsteen Soul

Springsteen spreder i dag nyheden om Only the Strong Survive, et nyt album bestående af soulcovers, øjensynligt fra genrens gyldne alder i 60’erne. I den forbindelse er første single blevet udsendt, Springsteen’s take på Motown-artisten Frank Wilson’s myteomspundne northern soul-klassiker ‘Do I Love You (Indeed I Do)’. Hørt herfra udgør disse to minutter og 24 sekunder vel den umiddelbart stærkest kommunikerende Springsteen-single siden ‘Radio Nowhere’ i 2007…

Aldrig, Tom, aldrig!

Den unge Rune Kjeldsen-lookalike Tom Jones i en alt-eller-intet-version af tåremægtige ‘I’ll Never Fall In Love Again’, der også fåes renere soulet med Timi Yuro eller i en langt mere imposant alles-ist-verloren-udgave med Elvis Presley, fra da Priscilla var endegyldig fortid og mørket havde sænket sig for altid over Graceland’s konge. Men denne lørdag aften i sen september er walisiske Tom Jones en vinder, liggende sært komfortabelt et harmonisk sted i ingenmandsland mellem dybt inderlig og ret Las Vegas-cheasy…

Lamont Dozier RIP!

Der arbejdes i Detroit: Lamont Dozier foran klaveret, Holland-brødrene bagved, The Supremes omkring.

En tredjedel af Motown’s gyldne sangskriver/producer-trio Holland-Dozier-Holland meldes gået bort. Det var de tre der i Motown’s guldalder i 1960’erne skrev og producerede et utal af Detroit-pladeselskabets bedste og største hits til The Four Tops, til The Supremes, til Martha and the Vandellas, til The Isley Brothers, til JR Walker and the All-Stars, til Kim Weston, til R. Dean Taylor og til Marvin Gaye, blot for at nævne de allermest fremtrædende. Ofte skamløst melodiøse men stærkt velswingende popsange med store omkvæd, men imellem de sungne kærlighedserklæringer også med hjerteknusende tekster af svigt og dunkel ensomhed. De tre skabte nærmest egenhændigt den farvede poptradition, der stod som stærk kontrast til den mere regelrette soul, USA også var så rig på i de selvsamme 60’er-år. Og uden Motown-trioens visionære musikalitet og stildannende popmusik var farvede artister næppe blevet højt værdsat hverdagskost på de til da traditionelt kridhvide hitlister. Her synger en storsvedende Levi Stubbs og hans The Four Tops et af Holland-Dozier-Holland’s utallige hits i Paris i 1967…

Cincinatti på Amager

I forvarslet tropevarme i aften starter den københavnske efterårskoncertsæson på Amager. The Afghan Whigs, Cincinatti, Ohio’s vel – undskyld, Isley Brothers! – bedste band ever, vil tage sit helt specielle sammenstød af blødende soul, machismo, hård alt-rock og altings forgængelighed ind på Amager Bio’s scene som del af den nordeuropæiske klubtour, der lige nu bl.a. byder på smagsprøver fra How Do You Burn?, det til september kommende nye album. Der er stadig billetter at få til besøget af Greg Dulli’s band, der her ses i et overbevisende liveklip fra dengang, dets musik velsignede TV…

Twist & shout i Cincinatti

Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…

Ava Cherry blossoms

Det er ikke ligefrem ‘nye’ udgivelser med David Bowie som har været en mangelvare i de få år siden hans død. Ja, man tænker jo nemt indimellem, om virkelig alt absolut bør have en officiel release, da kvaliteten unægteligt halter en smule på visse af de mange retro-påfund, der spindes penge på. Alligevel er der stadig uudgivne ting, som er værd at lægge øre til. Bevis på det kommer f.eks. her via et få dage gammelt ‘læk’ af nogle råbånds-optagelser fra 13. august 1974, da Bowie arbejder i Sigma Sound Studios, Philadelphia, PA på at undfange den plastic soul, der snart skal blive til albummet Young Americans (1975). Blandt diverse Bowie-takes og -forsøg den dag stråler denne hidtil ukendte optagelse, hvor korsangerinde Ava Cherry på lead-vox med forbløffende naturlighed demonstrerer, hvordan hans da aktuelle Diamond Dogs‘ (1974) centerpiece ‘Sweet Thing’ lyder sunget og spillet, som var det istedet et soulfarvet Young Americans-nummer. Bowie’s overlegent strømlinede baggrunds-kor gør kun det hele endnu mere smooth…

Ain’t there one damn song…

Sig aldrig igen, de ikke kunne finde ud af noget i det gamle Østeuropa. Det smukke cover her er således den jugoslaviske singlepræsentation af David Bowie’s ‘Young Americans’, der blev udsendt i både Jugoslavien og den vestlige verden 21. februar 1975. I USA havde de opvakte allerede hørt nummeret i december ’74, da Bowie premierede det på The Dick Cavett Show med en febrilsk performance…