Kategoriarkiv: Soul

A hundred lonely housewives…

Præcis som her i dag er der også sne på de elskeligt trøstesløse engelske hustage på coveret af The Jam’s ‘A Town Called Malice’, der toppede den engelske singlehitliste i disse februar-uger i 1982. Men inden året var omme havde Paul Weller opløst England’s da mest succesfulde band fra punkbølgen, og var hurtigt videre alene med sit nye projekt The Style Council. Sidstnævntes akavet stilbevidste cappucino-soul skulle aldrig ældes med ynde, hvorimod The Jam’s musik i dag med lethed står vitalt og vedkommende. Illustreret f.eks. ved at denne sang spilles ved hver eneste hjemmekamp i Sydlondon hos både Crystal Palace, Millwall og ikke mindst Woking FC, The Jam’s gamle hjemby. ‘A Town Called Malice’ kan også sin soul, men denne er en krads socialrealistisk og strictly britisk Motown-variant…

F for Frankie

Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

Atlantic Stax saturday

Men The Jam havde ikke kun øje for den nordlige Detroit, Michigan-soulmusik på Motown. Hvad de allerede viste i 1977 på This Is the Modern World, deres andet album, som blev lukket af med en cover af en genreklassiker, der oprindeligt blev indspillet af Atlantic-artisten Wilson Pickett hos det legendariske soulpladeselskab Stax i Memphis, Tennessee. Der er nu ikke meget følt southern soul over The Jam’s presserende version…

Saturday Motown

Motown-bølgen nåede også til Europa, og specielt i England blev den modtaget med åbne arme. Det høres på følgende klip fra et amerikansk TV-show i 1980, hvor The Jam giver deres Motownkærlighed tilbage til USA i form af en hæsblæsende version af Martha Reeves & The Vandellas’ smash ‘Heatwave’, der udkom i 1963, da Paul Weller var seks år gammel…

Hørte selv The Jam’s cover, der lukker Woking-trioens 1979-meisterwerk Setting Sons, før jeg nogensinde kendte originalen, og måske Paul Weller ligeledes fik sangen leveret andenhånds, da hans idoler fra The Who legede rundt med den i deres egen mod-periode. Interessant at de to kridhvide covers af sangen her er langt mere soul-omfavnende end originalen, der insisterer på den straightw og tempererede popsang…

Motown saturday

The Four Tops er favoritbandet her fra Berry Gordy’s Motown-pladeselskabs storhedstid. Men det mest elegante, det er vel klart Smokey Robinson & The Miracles. Ikke kun pga. Mr. Robinson’s lystonede fløjlsstemme, men også via hans udsøgte sangskrivning. Tag f.eks. denne 1965-single’s ubesværede perfektion. Melodien gør alt det en melodi skal, ordene er perfekte, hornarrangementet originalt velfungerende, produktionen/spillet velgørende sobert, og selve sangleveringen på én gang både indfølt soul og melodibærende popmusik…

Who can I be now?

Dagens mest spændende Record Store Day-udgivelse kunne nemt være David Bowie’s  I’m Only Dancing (The Soul Tour 74), endnu et livealbum fra den amerikanske Diamond Dogs-tour i 1974. Samme år dokumenterede den notorisk mudrede David Live første del af touren, og for tre RSDs siden tog Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) sig langt mere fornemt af anden del. Men arkæologien manglede endnu dokumentation af tredje og sidste del af touren – kaldet The Soul Tour – hvor Bowie har skiftet rytmesektion (ind er kommet tromme-es Dennis Davis samt bassist Willie Weeks) og er taget målrettet afsted på den musikalske rejse ind i det soulland, der i marts 1975 skal resultere i Young Americans-albummet.

I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) er som sådan et meget specielt livealbum. Sjette aften i træk i Detroit er stemmen mærkbart slidt, hvilket giver en flosset sårbarhed, der dog faktisk egentlig klæder Bowie’s take på Philly-soul. Setlisten er ændret fra tidligere på touren, og nu optræder for første gang de endnu uudsendte ‘Young Americans’, ‘Can You Hear Me’ og ‘Somebody Up There Likes Me’, samt en ‘Footstompin’-baseret jam-medley. Det er slet ikke perfekte takes af hverken disse sange eller de andre fra bagkataloget, men yderst givende er det alligevel at høre Bowie med et så velspillende (og anderledes) band i målrettet arbejde på, at transformere nyt som velkendt materiale over i en veldefineret, men endnu ikke stilistisk afrundet form. Og det er denne transformation og dens kreative proces som er dette livealbums styrke. I’m Only Dancing (The Soul Tour 74) fortæller nemlig endelig fyldestgørende historien om, hvilken vej David Bowie på kun ti måneder tog for at overkomme den enorme distance fra Diamond Dogs til Young Americans.

Tårernes dal

En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.

(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)

Dagens 40-års…

11. juli 1980 udsender Birmingham’s ærgerrige Dexy’s Midnight Runners debutalbummet Searching for the Young Soul Rebels, der lægger sig fornemt stilsikkert et ledigt sted mellem på den ene side den samtidige 2-Tone-bølges The Specials, Madness, The Beat og The Selecter, på den anden den engelske northern soul-kulturs svedige amfetamin-musik. Her det unge band, nærmest komisk stylet og koreograferet, på Top of the Pops med albummets store singlehit. Sidstnævnte fejler intetsomhelst…

But he’s different now

Hørt umiddelbart herfra er On Sunset, det nye album The Jam’s ex-frontmand Paul Weller udsendte i fredags, hans bedste siden The Jam’s Sound Affects, vi taler hele 40 år minus en håndfuld måneder. On Sunset‘s forfinet moderne og fornemt luftigt-producerede sange tages overbevisende hjem af Weller, der som sjælefuld (!) sanger vel aldrig har lydt mere fri, overskudsramt og, ja, ankommet. Nye levende billeder her til titelnummeret. Normalt så ærkebritiske Weller er rejst til fjerne Californien’s Sunset Boulevard, og har der fået lavet sig en vintage-1989 MTV-video med rolige lækre billeder, antydning af en vag retrohandling og en dyr pose tom symbolik. Hvilket sin hulhed tiltrods egentlig som greb klær den elegant længselsfulde sangs klassiske snit forunderligt godt…

Alt vil ændre sig en dag

Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.

All mod soul

Engang engelsk nyrock-ledestjerne og generationsmodlys i The Jam, dernæst capuccino-chefsoulmixer i frankofile The Style Council, så vædderstædig men musikforelsket traditionalist i eget navn. Og nu, høj på solskin? Paul Weller udsender i dag sit nye album On Sunset. Her åbningsnummeret derfra. Kedeligt eller dårligt er det slet ikke. En mand i bevægelse…

Hvad sker der?

Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.