Kategoriarkiv: Soul

Ava Cherry blossoms

Det er ikke ligefrem ‘nye’ udgivelser med David Bowie som har været en mangelvare i de få år siden hans død. Ja, man tænker jo nemt indimellem, om virkelig alt absolut bør have en officiel release, da kvaliteten unægteligt halter en smule på visse af de mange retro-påfund, der spindes penge på. Alligevel er der stadig uudgivne ting, som er værd at lægge øre til. Bevis på det kommer f.eks. her via et få dage gammelt ‘læk’ af nogle råbånds-optagelser fra 13. august 1974, da Bowie arbejder i Sigma Sound Studios, Philadelphia, PA på at undfange den plastic soul, der snart skal blive til albummet Young Americans (1975). Blandt diverse Bowie-takes og -forsøg den dag stråler denne hidtil ukendte optagelse, hvor korsangerinde Ava Cherry på lead-vox med forbløffende naturlighed demonstrerer, hvordan hans da aktuelle Diamond Dogs‘ (1974) centerpiece ‘Sweet Thing’ lyder sunget og spillet, som var det istedet et soulfarvet Young Americans-nummer. Bowie’s overlegent strømlinede baggrunds-kor gør kun det hele endnu mere smooth…

Ain’t there one damn song…

Sig aldrig igen, de ikke kunne finde ud af noget i det gamle Østeuropa. Det smukke cover her er således den jugoslaviske singlepræsentation af David Bowie’s ‘Young Americans’, der blev udsendt i både Jugoslavien og den vestlige verden 21. februar 1975. I USA havde de opvakte allerede hørt nummeret i december ’74, da Bowie premierede det på The Dick Cavett Show med en febrilsk performance…

En mod-klassiker

Har i årevis været på jagt efter det rigtige eksemplar af Small Faces’ popstjerne-øjeblik fra 1966, og i dag var tilfældet så. Her ‘Sha-La-La-La-Lee’ i en liveoptagelse fra vesttysk TV, hvor Steve Mariott virkelig får brændt igennem som sanger. Beat-Club’s indbudte publikum foran scenen har tydeligvis fået en dobbelt valium-velkomstdrink lige inden Small Faces går på…

Motown junk?

September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…

I had a dream, Cat

Gennem hele sin karriere har det været en Cat Power-specialitet at udsende covers af sine favoritsange. Ofte endda covers hvor sangenes oprindelige melodi og akkordstruktur forsvinder til fordel for øjeblikkets indskydelse og nuets kraft. En fri sjæl, der sådan kaster hele sit musikalske oplæg på gulvet og tager chancen ud i det ukendte. I dag udsender Cat Power albummet Covers, 12 sange fra nær og fjern i tid som stil. Nogle af dem er indspillet med et rootsy band, andre blot med guitar og klaver. Vi havde set tracklisten forlængst og drømt stille om, hvor gode f.eks. Nick Cave’s ‘I Had A Dream, Joe’, Iggy Pop’s ‘Endless Sea’ og The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ kunne være, hvis Chan Marshall lod deres musikalske strukturer intakt, og ‘bare’ lod spillets temperament og det ekspressive sangtalent farve dem et helt andet sted hen. Men nej, samtlige nævnte sange skuffer umiddelbart, ialfald hvis man er bekendt med originalernes stærke melodiske identitet. Der er jo ofte en meget, meget god grund til en sangs infrastruktur og akkordspænd. Fjerner man de elementer er man igang med en slags kreativt remix, en unødvendig rodbehandling, der naturligvis kan blive spændende, men for ofte her berøver den givne sang sin musikalske raison d’etre. På den baggrund vil Cat Power’s Covers være en langt mindre udvandet oplevelse for de, der aldrig tidligere har kendt og levet med originalerne. Og hvad er idéen med det?

R for Robbie

Vi skal have noget sjælfuld og sørgelig musik, for den jamaicanske bassist Robbie Shakespeare, der med The Aggrovators og The Revolutionaries, men allermest sammen med trommeslager Sly Dunbar har lagt bund og rytme til hundredevis af store jamaicanske indspilninger fra start-70’erne og frem, døde i går 68 år gammel i Florida. Udover at have spillet med sit deres specielle cool swing bag så markante jamaicanske artister som bl.a. Gregory Isaacs, Peter Tosh, Bunny Wailer, Augustus Pablo, U-Roy og Dennis Brown, er duoen nok mere kendt på denne del af kloden for indspilninger med Grace Jones, Black Uhuru, Bob Dylan, Mick Jagger, ja, selv Serge Gainsbourg. Vi skulle have sørgelig musik, så her Sly & Robbie i 1979 bag vokalgruppen The Tamlins på en sorgfuld Kingston-version af Randy Newman’s ‘Baltimore’…

75 Gram

Beklager, kom til at lyve her forleden, da jeg i et indlæg om Dave Gahan’s nye version af James Carr’s ‘The Dark End Of The Street’ skrev, at ingen siden havde matchet hans mageløse original. Men sandheden er jo retvist, at californiske The Flying Burrito Brothers på deres debutalbum The Gilded Palace of Sin (1969) prøver kræfter med sangen, der indehyldes i sfærsisk americana, og lykkes komme op med et resultat så hjerteskærende rent, det faktisk rammer originalens styrke. Hvilket ikke mindst skyldes præstationen af bandets forsanger Gram Parsons, der siden skulle få et kort liv med legende-eftermæle, det ikke mindst gennem to stærke soloalbums, hvor en helt ung Emmylou Harris synger op mod ham. Gram Parsons, en bortløben rigmandssøn med vilde heste i blodet, døde som kun 26-årig af en overdosis i Joshua Tree, Californien. I går kunne han være blevet 75 år gammel…

Dave Gahan synger southern soul…

På det nye soniske udslip fra sit snartkommende coveralbum – Imposter udsendes 12. november – synger Depeche Mode-frontmand Dave Gahan en straight version af Dan Penn og Chips Moman’s southern soul-klassiker ‘The Dark End Of The Street’, en håbløs dog sært sødmefuld beretning om forbudt kærlighed i skjul af mørket. Originalen blev udgivet i 1967 af Mississippi-soulstemmen James Carr, og trods mange forsøg siden er hans på alle måder mesterlige version aldrig blevet overtrumfet, heller ikke nu af en ellers velsyngende Gahan…

Mercy Mercy Me

Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.

Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and east

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercury

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dying

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?

Jubilæum: What’s Going On

Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.

Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.

A hundred lonely housewives…

Præcis som her i dag er der også sne på de elskeligt trøstesløse engelske hustage på coveret af The Jam’s ‘A Town Called Malice’, der toppede den engelske singlehitliste i disse februar-uger i 1982. Men inden året var omme havde Paul Weller opløst England’s da mest succesfulde band fra punkbølgen, og var hurtigt videre alene med sit nye projekt The Style Council. Sidstnævntes akavet stilbevidste cappucino-soul skulle aldrig ældes med ynde, hvorimod The Jam’s musik i dag med lethed står vitalt og vedkommende. Illustreret f.eks. ved at denne sang spilles ved hver eneste hjemmekamp i Sydlondon hos både Crystal Palace, Millwall og ikke mindst Woking FC, The Jam’s gamle hjemby. ‘A Town Called Malice’ kan også sin soul, men denne er en krads socialrealistisk og strictly britisk Motown-variant…

F for Frankie

Og det er Frankie Valli der hentydes til, ja, den amerikanske sanger der her i landet er mest kendt for titelsangen til John Travolta-filmen Grease. I sit hjemland har han dog fra start-60’erne og frem en anderledes stor popkarriere. Valli’s måske allerbedste single bliver dog mærkværdigvis ikke noget bredt hit. I 1972 i England singleudsendes nummeret ‘The Night’, der hverken gør væsen af sig på hitlisterne eller i radioen. Måske netop derfor begynder ‘The Night’ at blive spillet – med helt anderledes succés – på de obskuritetselskende northern soul-klubber i Nordengland, som f.eks. Wigan Casino i Wigan, The Mecca i Blackpool, The Torch i Stoke og Twisted Wheel i Manchester, og får derigennem et langt og stadig vedvarende sangliv. Helt fortjent fordi ‘The Night’ trods (eller måske netop pga.) sin bastardstatus – et mærkværdigt sted mellem nærmest skamløs pop og indædt soul – har en særegen melankolsk lidenskab, der virkelig får den til at stå ud. Vi har bragt Valli’s original tidligere, så her istedet den stolte cover Soft Cell singleudsender i 2003. Soft Cell-frontmand Marc Almond kommer i sine helt unge dage i Leeds selv på northern soul-klubber, hvilket også afspejles på to af de helt tidlige Soft Cell-7’ere, ‘Tainted Love’ og ‘What’, der begge er covers af northern soul-regulars. Og faktisk går historien, at Soft Cell allerede dengang først prøver kræfter med ‘The Night’, men istedet vælger at gå med ‘Tainted Love’ som single. The rest is technopop-history…

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!