Pulp’s flamboyant lowlife-rapporterende frontmand Jarvis Cocker, der sammen med sit Sheffield-baserede band satte overbevisende ord og toner på at være ung/yngre/lidt ældre i England i 90’erne, fylder 60 i dag. Herunder får han lov at fejre sig selv med Pulp’s session-cover fra 1992 af Frankie Valli’s northern soul-klassiker ‘The Night’. Europa/Danmark mangler stadig koncertbesøg af gendannede Pulp, der efter sigende har spillet forrygende shows på De Britiske Øer denne sommer…
BBC 2 har i aften sendt halvanden times Northern Soul at The Proms med nyfortolkninger fra Royal Albert Hall af klassikere fra genren. England har øjensynligt set med og genoplevet egen musikalske fortids rigdom med forståelig glæde. På Twitter udtrykker profilen Monkey det således: To all those British kids who adopted these records from black America, rescuing them from obscurity, to create “Northern Soul” I salute you and thank you from the bottom of my heart. En af sangene spillet live i aften var Frankie Valli’s mageløse ‘The Night’, der blev fortolket af en Darrell Smith. Her er den dog i en anden cover med Frankie & The Heartstrings…
Vi markerer her Tina Turner’s bortgang med det vel kreative peak på Tennessee-sangerindens karriere, her med ægtemand/hustrumishandler Ike ved sin side og producer Phil Spector bag sin Wall of Sound på ‘Rivers Deep, Mountain High’, en aldrig før eller siden hørt unik sammensmeltning af girlgroup-pop, orkestralt attack og helhjertet soul. Alt syntes muligt i popmusik indenfor denne boomende mini-symfonis tre minutter og 38 sekunder…
Har der nogensinde været en soulscene i Vejle? Her stiller vi os nok ret skeptisk tvivlende på det spørgsmål. Men intet er for sent og nu fødes den måske indirekte baglæns gennem fraflytteren Henrik Olesens nye single ‘Alting Forandrer Sig, Alting Har Sin Tid’. For hvor hans seneste single ‘Hymne (Tak For Alt)’ emmede af hovedpersonens dybe rødder i 80’ernes postpunk, så er der på denne nye sang, fra rytmeboxen sætter ind, næsten som en slags østjysk ‘Sexual Healing’-pendant, og komplimenteres af vuggende guitar, rolig sang, samt bløde keyboards, en tilbagelænet feeling af den genre der på amerikansk kaldes sjæl. Ikke af den farvede tradition, nej, langt mere den kridhvide soul som f.eks. Lou Reed også rammer rent på sin ‘Coney Island Baby’. Hvilket naturligvis skal læses som et kompliment…
Men det gjorde The Rolling Stones. For deres Some Girls-album i 1978 var tydeligvis formet af sin tids enorme disco-tsunami, men da også af en simpelhed i musikafsæt, punk rock netop havde genskabt. Og førstesinglen ‘Miss You’ står vel i dag således som et markant crossover-øjeblik mellem stramtsvingende natklubmusik og løs rocknroll-attitude. I album- og single-version er nummeret et velfungerende pop-mantra, men på 12″er-maxiens ni minutter er det noget større og mere sjælfuldt. Og så er der dette outtake fra indspilningerne i Paris på 12 minutter, hvor nummerets primale gentagelsesrejse transcenderer popmusik som vi kender den. Handler sangtekstens ord om Mick Jagger’s kuldsejlede ægteskab med Bianca Jagger og hans da nye affære med Jerry Hall, eller om noget andet, mere ukonkret? Døm selv på dette så vilde soniske trip, tilsat en veritabel billedestorm fra Studio 54-diskoteket på Broadway, hvor tidens dekadence løb af sporet for de kendte, de rige og de fortabte…
I Kolding må der i slut-60’erne have boet en pige eller ung kvinde, der kunne lide soul. For i den lokale pladebutik Jungle Records stod der denne formiddag en håndfuld brugte singler fra dengang med navnet Tove Jensen skrevet sirligt bag på coverne. Blandt sange med Otis Redding, Wilson Pickett og Marvin Gaye fandtes denne, P.P. Arnold’s fine version af ‘Angel In The Morning’, udsendt på Andrew Loog Oldham’s mod-hippe Immediate Records i 1968. Vi ved at Led Zeppelin’s John Paul Jones har arrangeret smagfuldt her. Men vi ved ikke hvad der blev af soul-begejstrede Tove Jensen fra Kolding…
En sær og forfinet skabning, Bowie’s amerikanske plastic soul-album Young Americans, der udkom 8. marts 1975.
En 7″er-fødselsdag vi gerne fejrer for igen at kunne nyde en af David Bowie’s helt centrale singler. 21. februar 1975 udsendes ‘Young Americans’ som forløber til marts-albummet af samme navn. Her den optræden fra Bowie’s coke-berygtede besøg på The Dick Cavett Show…
Barett Strong, en af de fremgangsrige Motown-sangskrivere der ikke var Holland-Dozier-Holland, er gået bort. Vi ærer ham naturligvis her, ikke med hans så kendte ‘Papa Was A Rolling Stone’ eller ‘War’, men istedet med den ‘I Heard It Through The Grapevine’, han i 1967 skrev sammen med Norman Whitfield, her i den fænomenalt gode 1979-version med The Slits, jeg selv hørte på John Peel før Marvin Gaye-hitversionen fra ’68. Fra smooth farvet Detroit-pop til kantet hvid London-feministpunk i sang og musik, så har man gjort en forskel i verden – tak for det, Barett Strong!
I kan nu læse lidt om de albums, jeg lyttede til i det år, der nu går på hæld. Det er den nye feature. Desværre er det kun mig, der har bidraget denne gang, og jeg har ikke mod på at rangordne noget som helst. Ikke desto mindre håber jeg, at I vil bruge et par minutter på min oversigt alligevel.
Hørte denne medrivende Mississippi-strøm af en 1966-sang i aftes på en bar i Göteborg. Må have været eksplosive vibes i studiet mellem Phil Spector og Ike & Tina Turner. På alle måder en voldsom single…
Dags dato i 1975 udsender David Bowie denne stærke single, bindeledet mellem Young Americans fra samme år og Station to Station (1976), hvor ‘Golden Years’ her snart skal blive inkluderet. Efter sigende er sangen skrevet med Elvis Presley i tankerne, men der kommer aldrig respons fra Memphis-dynastiet, så Bowie rykker selv på den med fuld vokal styrke. Helt sikkert det optimale for sangen, Kongens livskrise på det tidspunkt taget i betragtning. Så istedet for Presley’s elefanttunge 1975-sorg gives ‘Golden Years’ istedet et skud veloplagt, smooth David Bowie-soul…
Dagens nye Bruce Springsteen-forløber for soulcover-albummet Only the Strong Survive, der udsendes om et par uger, er hans sødmefulde version af Aretha Franklin’s 1970-arrangement af Ben E. King-singlen ‘Don’t Play That Song’ fra 1962. Men når Springsteen giver sangen her og tager dens hookline-ord ‘you lied’ i sin mund , så er det umuligt ikke at sende tanker tilbage til Springsteen selv i slut-70’erne og den på det tidspunkt så anderledes sorgfuldt dramatiske ‘Sad Eyes’-sektion i liveudgaven af hans eget mægtige Born to Run-hovednummer ‘Backstreets’, hvor hun netop løj og svigtede ham som aldrig nogen før eller siden. Her en af de allerstærkeste versioner af den dengang hver aften semi-improviserede fortælling ‘Sad Eyes’, denne fra Boston, Massachussets, 25. marts 1977…
‘…And I remember these kids that night
They set fire to this abandoned farmhouse
That was about half a mile up the tracks
And they had these machines down there
And they had these engines down there
And we could see the flames shooting out across the sky
‘Til it caught in the field
We sat up on the hood and watched it rushing towards us
Watching the flames rushing toward us
Watched it rushing toward us across the field
‘Til we ran back on the tracks
And started heading back into town
And then
And then
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
And then she kissed me
Waa-ooh mmmmm hmmm, hey
And then she promised
And then she promised
And then she promised
And then she lied
And then she lied
And then she lied
And then she lied
She lied
She lied
She lied
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
Pretty li-li-li-li-li-li-lies
And I was just wishing
I remember praying that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
I remember wishing that God would send some angels
And blow this whole fucking town right into the sea
Just wishing that God would send some angels
And blow this whole damn town right into the sea
Just blow this whole
Just blow it into sea
Just blow it all away
Just blow it all away
Just blow it all away
Blow it all away!
Blow it all away!
Make it go away!
Blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!
Just blow it all away!…’
En ny single igen fra Springsteen’s kommende soul-cover album Only the Strong Survive. Husker originalen fra 1985 med The Commodores, en hyldest til soul-fyrtårnene Marvin Gaye og Jackie Wilson, der begge var holdt op at lyse året inden. Originalen ramte mig ikke dengang, men det gør Springsteen’s cover mere i dag. Måske fordi den er sunget med tilbageskuende skrøbelighed, måske fordi produktionen hørt herfra iklæder sangen en værdighed, som er mere end bare lindrende lyd…
Springsteen spreder i dag nyheden om Only the Strong Survive, et nyt album bestående af soulcovers, øjensynligt fra genrens gyldne alder i 60’erne. I den forbindelse er første single blevet udsendt, Springsteen’s take på Motown-artisten Frank Wilson’s myteomspundne northern soul-klassiker ‘Do I Love You (Indeed I Do)’. Hørt herfra udgør disse to minutter og 24 sekunder vel den umiddelbart stærkest kommunikerende Springsteen-single siden ‘Radio Nowhere’ i 2007…