Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.
Jens skriver om sine bud på firser-retro.
Og jeg skriver om årets countryudgivelser.
Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.
Årets mest overraskende album (i al fald for mig) er Stranger Fruit med det schweiziske band Zeal & Ardor. Musikken er en usædvanlig blanding af gospel og black metal, og resultatet er ofte overrumplende.
De gamle afro-amerikanske spirituals og den nordiske black metal er musikalsk set kun fjerne slægtninge, men fascinationen af døden og den sket skjulte desperation har de fælles.
David Bowie og Aretha Franklin har mødt hinanden mindst én gang, nemlig i 1975, da Aretha fik en Grammy og David overrakte den til hende. Det var samtidig i den periode af hans liv, hvor han var længst ude i tovene, og det fornemmer man tydeligt af hans udseende, selv i dette korte klip.
Her er Arethas koncert i Concertgebouw i Amsterdam i 1968 – en legendarisk optræden!
Og tak for alle sangene og for den sjæl, du lagde i dem.