Kategoriarkiv: Soul

Northern Springsteen Soul

Springsteen spreder i dag nyheden om Only the Strong Survive, et nyt album bestående af soulcovers, øjensynligt fra genrens gyldne alder i 60’erne. I den forbindelse er første single blevet udsendt, Springsteen’s take på Motown-artisten Frank Wilson’s myteomspundne northern soul-klassiker ‘Do I Love You (Indeed I Do)’. Hørt herfra udgør disse to minutter og 24 sekunder vel den umiddelbart stærkest kommunikerende Springsteen-single siden ‘Radio Nowhere’ i 2007…

Aldrig, Tom, aldrig!

Den unge Rune Kjeldsen-lookalike Tom Jones i en alt-eller-intet-version af tåremægtige ‘I’ll Never Fall In Love Again’, der også fåes renere soulet med Timi Yuro eller i en langt mere imposant alles-ist-verloren-udgave med Elvis Presley, fra da Priscilla var endegyldig fortid og mørket havde sænket sig for altid over Graceland’s konge. Men denne lørdag aften i sen september er walisiske Tom Jones en vinder, liggende sært komfortabelt et harmonisk sted i ingenmandsland mellem dybt inderlig og ret Las Vegas-cheasy…

Lamont Dozier RIP!

Der arbejdes i Detroit: Lamont Dozier foran klaveret, Holland-brødrene bagved, The Supremes omkring.

En tredjedel af Motown’s gyldne sangskriver/producer-trio Holland-Dozier-Holland meldes gået bort. Det var de tre der i Motown’s guldalder i 1960’erne skrev og producerede et utal af Detroit-pladeselskabets bedste og største hits til The Four Tops, til The Supremes, til Martha and the Vandellas, til The Isley Brothers, til JR Walker and the All-Stars, til Kim Weston, til R. Dean Taylor og til Marvin Gaye, blot for at nævne de allermest fremtrædende. Ofte skamløst melodiøse men stærkt velswingende popsange med store omkvæd, men imellem de sungne kærlighedserklæringer også med hjerteknusende tekster af svigt og dunkel ensomhed. De tre skabte nærmest egenhændigt den farvede poptradition, der stod som stærk kontrast til den mere regelrette soul, USA også var så rig på i de selvsamme 60’er-år. Og uden Motown-trioens visionære musikalitet og stildannende popmusik var farvede artister næppe blevet højt værdsat hverdagskost på de til da traditionelt kridhvide hitlister. Her synger en storsvedende Levi Stubbs og hans The Four Tops et af Holland-Dozier-Holland’s utallige hits i Paris i 1967…

Cincinatti på Amager

I forvarslet tropevarme i aften starter den københavnske efterårskoncertsæson på Amager. The Afghan Whigs, Cincinatti, Ohio’s vel – undskyld, Isley Brothers! – bedste band ever, vil tage sit helt specielle sammenstød af blødende soul, machismo, hård alt-rock og altings forgængelighed ind på Amager Bio’s scene som del af den nordeuropæiske klubtour, der lige nu bl.a. byder på smagsprøver fra How Do You Burn?, det til september kommende nye album. Der er stadig billetter at få til besøget af Greg Dulli’s band, der her ses i et overbevisende liveklip fra dengang, dets musik velsignede TV…

Twist & shout i Cincinatti

Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…

Ava Cherry blossoms

Det er ikke ligefrem ‘nye’ udgivelser med David Bowie som har været en mangelvare i de få år siden hans død. Ja, man tænker jo nemt indimellem, om virkelig alt absolut bør have en officiel release, da kvaliteten unægteligt halter en smule på visse af de mange retro-påfund, der spindes penge på. Alligevel er der stadig uudgivne ting, som er værd at lægge øre til. Bevis på det kommer f.eks. her via et få dage gammelt ‘læk’ af nogle råbånds-optagelser fra 13. august 1974, da Bowie arbejder i Sigma Sound Studios, Philadelphia, PA på at undfange den plastic soul, der snart skal blive til albummet Young Americans (1975). Blandt diverse Bowie-takes og -forsøg den dag stråler denne hidtil ukendte optagelse, hvor korsangerinde Ava Cherry på lead-vox med forbløffende naturlighed demonstrerer, hvordan hans da aktuelle Diamond Dogs‘ (1974) centerpiece ‘Sweet Thing’ lyder sunget og spillet, som var det istedet et soulfarvet Young Americans-nummer. Bowie’s overlegent strømlinede baggrunds-kor gør kun det hele endnu mere smooth…

Ain’t there one damn song…

Sig aldrig igen, de ikke kunne finde ud af noget i det gamle Østeuropa. Det smukke cover her er således den jugoslaviske singlepræsentation af David Bowie’s ‘Young Americans’, der blev udsendt i både Jugoslavien og den vestlige verden 21. februar 1975. I USA havde de opvakte allerede hørt nummeret i december ’74, da Bowie premierede det på The Dick Cavett Show med en febrilsk performance…

En mod-klassiker

Har i årevis været på jagt efter det rigtige eksemplar af Small Faces’ popstjerne-øjeblik fra 1966, og i dag var tilfældet så. Her ‘Sha-La-La-La-Lee’ i en liveoptagelse fra vesttysk TV, hvor Steve Mariott virkelig får brændt igennem som sanger. Beat-Club’s indbudte publikum foran scenen har tydeligvis fået en dobbelt valium-velkomstdrink lige inden Small Faces går på…

Motown junk?

September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…

I had a dream, Cat

Gennem hele sin karriere har det været en Cat Power-specialitet at udsende covers af sine favoritsange. Ofte endda covers hvor sangenes oprindelige melodi og akkordstruktur forsvinder til fordel for øjeblikkets indskydelse og nuets kraft. En fri sjæl, der sådan kaster hele sit musikalske oplæg på gulvet og tager chancen ud i det ukendte. I dag udsender Cat Power albummet Covers, 12 sange fra nær og fjern i tid som stil. Nogle af dem er indspillet med et rootsy band, andre blot med guitar og klaver. Vi havde set tracklisten forlængst og drømt stille om, hvor gode f.eks. Nick Cave’s ‘I Had A Dream, Joe’, Iggy Pop’s ‘Endless Sea’ og The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ kunne være, hvis Chan Marshall lod deres musikalske strukturer intakt, og ‘bare’ lod spillets temperament og det ekspressive sangtalent farve dem et helt andet sted hen. Men nej, samtlige nævnte sange skuffer umiddelbart, ialfald hvis man er bekendt med originalernes stærke melodiske identitet. Der er jo ofte en meget, meget god grund til en sangs infrastruktur og akkordspænd. Fjerner man de elementer er man igang med en slags kreativt remix, en unødvendig rodbehandling, der naturligvis kan blive spændende, men for ofte her berøver den givne sang sin musikalske raison d’etre. På den baggrund vil Cat Power’s Covers være en langt mindre udvandet oplevelse for de, der aldrig tidligere har kendt og levet med originalerne. Og hvad er idéen med det?

R for Robbie

Vi skal have noget sjælfuld og sørgelig musik, for den jamaicanske bassist Robbie Shakespeare, der med The Aggrovators og The Revolutionaries, men allermest sammen med trommeslager Sly Dunbar har lagt bund og rytme til hundredevis af store jamaicanske indspilninger fra start-70’erne og frem, døde i går 68 år gammel i Florida. Udover at have spillet med sit deres specielle cool swing bag så markante jamaicanske artister som bl.a. Gregory Isaacs, Peter Tosh, Bunny Wailer, Augustus Pablo, U-Roy og Dennis Brown, er duoen nok mere kendt på denne del af kloden for indspilninger med Grace Jones, Black Uhuru, Bob Dylan, Mick Jagger, ja, selv Serge Gainsbourg. Vi skulle have sørgelig musik, så her Sly & Robbie i 1979 bag vokalgruppen The Tamlins på en sorgfuld Kingston-version af Randy Newman’s ‘Baltimore’…