Titiyo – selv med Thåström ombord som gæst – undervældede desværre lidt (mest pga. selve sangen), Suede var befriende Suede-naturlige, men den største overraskelse var denne Paul Weller-single. Havde aldrig troet at skulle se den tidligere benhårde frontmand fra The Jam og siden så højtravende soul-purist kaste sig over en kridhvid, tårefyldt Bee Gees-ballade, og tilmed levere den med et så løftende, indfølt, helt igennem uironisk sangforedrag ovenpå de bristende strygere. Måske det bare er mig, men jeg oplever det her som virkelig godt …
Kategoriarkiv: Soul
Black love
The Afghan Whigs’ Greg Dulli fylder 60 i dag. Her er han med sit mægtige band live på TV fra deres velmagtsdage i det forrige årtusinde…
Hvis blot jeg kunne vente
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.
Tainted Love Shop
Pokkers at det af alle RSD-udgivelserne i dag lige skulle være LS’s Billeder Af Verden Redux som blev ramt af produktionsuheld og derfor måtte trækkes fra startfeltet. Her istedet en af de RSD-plader som rent faktisk blev udgivet på dagen, den senere Marc Bolan-kæreste Gloria Jones’ single-B-side ‘Tainted Love’ fra 1965. Det var først i 70’erne at denne så enkle sang voksede i status på den engelske northern soul-scene, det var først i 1981 den blev et regulært verdenshit med Soft Cell. På RSD-singlen i dag har ‘Tainted Love’ derfor nu byttet plads med den oprindelige A-side, den sneaky, nærmest lidt girlgroup-forløsende ‘My Bad Boy’s Comin’ Home’ som kan høres herunder. Begge sange er skrevet af producer Ed Cobb, der også begik Brenda Holloway’s ‘Every Little Bit Hurts og adskillige af Los Angeles-bandet The Standells’ garage-hits…
Searching for the young soul rebels
Two-Tone i England var på sit højeste, da Birmingham-bandet Dexy’s Midnight Runners dags dato for 45 år siden udgav singlen ‘Geno’, der bragte et egentlig klædeligt skud soul til ska-bølgen ved at blive et kæmpehit. Husker de spillede den nærmest hver eneste aften det forår på BBC Radio 1. Når man ser promovideoen herunder i dag er det nemt at gøre grin med sanger Kevin Rowland og hans ensklædte bande af soul rebels, men deres lyd og fremtoning dengang var forfriskende. Og ‘Geno’? Geno var soulsangeren Geno Washington, sangen naturligvis en tribute, der endte med at blive langt, langt større end han nogensinde selv havde været…
Rick Buckler er død
Nogle gange er det som om man ikke kan skrive om andet end musikere, vi pludselig mister. I dag var det Rick Buckler, trommeslager i The Jam, vi måtte sige farvel til. Han blev 69. Efter The Jam gik fra hinanden, mødte han kun Paul Weller én gang mere, og det var ved et tilfælde, hvor de hilste kort på hinanden. Også på dén måde er verden ofte for sær.
Northern soul i GBG
Fandt denne gamle northern soul-ting på 7″er i Göteborg fredag, nærmere bestemt i Skivhallen i Majorna, et stykke uden for centrum. Lærte som mange andre først dette nummer at kende i Soft Cell-versionen fra sensommeren 1982, hvor Leeds-duoen gentog sit trick fra ‘Tainted Love’ med at gøre et for de fleste ukendt northern soul-nummer til mainstream-hit. Judy Street’s ultrakorte original her er iøvrigt helt tilbage fra 1968…
Ja, go for glory!
Efter at være faldet ned af stolen fredag, da den gamle Håkan Hellström – ham vi faldt for engang, men øjensynligt havde tabt for altid til mainstream-industrien – pludselig var tilbage og på bølgelængde, kom man igen på benene, gik to skridt tilbage og lagde den nye EP fra sig. I går meldte tvivlen sig så om førsteindtryksoplevelsen havde løjet, om den nye musik var lavet for at skulle lyde rigtig, men bagved alligevel måske slet ikke var det. Men altså, jo, EP’ens tre numre stod forbløffende nok også testen af et højt genhør i aftes. Her er det hovednummeret ‘Go För Glory’…
(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
ÅRETS ALBUMUDGIVELSER 2024
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Så det er december
I dag for 30 år siden – 5. december 1994 – udsendte ærkeskotske Edwin Collins dette besynderlige men mageløse sang-sammenstød af northern soul, wah-wah-guitar og Iggy Pop…
Duke Fakir RIP!
Det var altid Levi Stubbs som var forsangeren i Motown-bandet The Four Tops. Så han stod naturligt foran de tre andre, når der blev spillet. Men deres harmonier og sound var ligeså vigtige for bandet, der blev kendt for sin energiske og direkte musikalske approach, der mere eller mindre skulle danne skole for meget af den musik der spilles og elskes som northern soul i dag. Den midterste af de tre stilfulde, storsyngende herrer bagved Stubbs var altid Duke Fakir, der som den sidste af de oprindelige The Four Tops i går døde i hjembyen Detroit. Her er de alle fire på et amerikansk TV-show i 1965 med en af deres storslåede bangers, der som reglen var blev skrevet af Motown’s hovedsangsangskriver-team Holland-Dozer-Holland…
My love won’t let you down
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
Northern soul’s godfather
Tillykke til the Four Tops’ forsanger Levi Stubbs, der ville kunne have fejret sin fødselsdag i dag. Her en for ham typisk sveddryppende performance fra Paris i 1967…
Casino Marc
Marc Almond forbereder udgivelse af sit coveralbum I’m Not Anyone med en ny single i dag, hvor han giver en absolut kampduelig udgave af Rita and the Tiaras’ northern soul-perle ‘Gone With The Wind (Is My Love)’. Almond, der tidligere med Soft Cell har versioneret northern soul på numre som ‘Tainted Love’, ‘What’, ‘Down In The Subway’ og ‘The Night’, lyder jo mere vital end længe her…