Kategoriarkiv: Soul

But he’s different now

Hørt umiddelbart herfra er On Sunset, det nye album The Jam’s ex-frontmand Paul Weller udsendte i fredags, hans bedste siden The Jam’s Sound Affects, vi taler hele 40 år minus en håndfuld måneder. On Sunset‘s forfinet moderne og fornemt luftigt-producerede sange tages overbevisende hjem af Weller, der som sjælefuld (!) sanger vel aldrig har lydt mere fri, overskudsramt og, ja, ankommet. Nye levende billeder her til titelnummeret. Normalt så ærkebritiske Weller er rejst til fjerne Californien’s Sunset Boulevard, og har der fået lavet sig en vintage-1989 MTV-video med rolige lækre billeder, antydning af en vag retrohandling og en dyr pose tom symbolik. Hvilket sin hulhed tiltrods egentlig som greb klær den elegant længselsfulde sangs klassiske snit forunderligt godt…

Alt vil ændre sig en dag

Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.

All mod soul

Engang engelsk nyrock-ledestjerne og generationsmodlys i The Jam, dernæst capuccino-chefsoulmixer i frankofile The Style Council, så vædderstædig men musikforelsket traditionalist i eget navn. Og nu, høj på solskin? Paul Weller udsender i dag sit nye album On Sunset. Her åbningsnummeret derfra. Kedeligt eller dårligt er det slet ikke. En mand i bevægelse…

Hvad sker der?

Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.

Snart var det forbi

I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.

De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.

I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Den rigtige Young Americans

Dagens 45-års-fødselar Young Americans er et både godt og interessant David Bowie-album, men ikke et af hans uomgængeligt store fra 70’erne. Var Bowie ikke løbet ind i John Lennon i New York, og havde han efterfølgende i januar 1975 ikke trukket ham med i studiet for at indspille, hvad skulle vise sig at være en besynderlig forbier-version af The Beatles’ ‘Across The Universe’, samt den bortset fra det åbenlyse hitpotentiale ret ligegyldige ‘Fame’, kunne det have været anderledes. For mens dette skete sad Tony Visconti i London og blev færdig med at mixe det Young Americans-album, han troede var det endelige, bestående kun af sange, David Bowie og han havde indspillet med band i Philadelphia. Men Bowie kontaktede Visconti, og ville nu pludselig have de to Lennon-samarbejder med ind på albummet, hvilket desværre skete på bekostning af de kunstnerisk langt stærkere ‘It’s Gonna Be Me’ og ‘Who Can I Be Now’, samt en soulificeret genindspilning af Bowie-singlen ‘John, I’m Only Dancing’. En positiv vinding ved det nye album var dog tilkomsten af ‘Win’ og Luther Vandross-stykket ‘Fascination’, som var blevet indspillet i New York i december 1974. I forbindelse med udsendelsen af det retrospektive boxset Who Can I Be Now? (1974–1976) i 2016 blev det endeligt muligt at høre, hvordan det oprindelige album – nu kaldet The Gouster – ville have lydt, da det der optrådte som enkeltstående album i de oprindelige mix og dengang tiltænkte rækkefølge. Ingen tvivl om at The Gouster, (tracklist kan ses herunder) som album er langt mere helstøbt end Young Americans, hvis anden side står som en for Bowie atypisk og uskøn rodebutik.

David Bowie – The Gouster

Side 1
1. John, I’m Only Dancing (Again)
2. Somebody Up There Likes Me
3. It’s Gonna Be Me

Side 2
1. Who Can I Be Now?
2. Can You Hear Me
3. Young Americans
4. Right

David Bowie skænker en dåse Carlsberg

Måske fordi han vil drikke på, det i dag er præcis 45 år siden hans selvbenævnte plastic soul-album Young Americans blev udsendt. Den unge amerikanerinde til højre er Toni Basil, som koreograferede – nej, jeg ved heller ikke helt, hvad det betyder i denne sammenhæng – hans Diamond Dogs-tour i 1974. Det var hendes portræt selvsamme år på forsiden af et amerikansk magasin, som Bowie, den evige kunsttyv, lod sig inspirere af til pladecoveret på netop Young Americans. Godt set af ham, for den iscenesættelse passer perfekt til albummets musikalske indhold. Tillykke med de 45, Young Americans.

The Thin White Soul Man

2. november 1974, midt i den her nedenfor omtalte tredje del af touren for Diamond Dogs i oktober/november 1974 (isoleret set kaldet The Soul Tour), besøger David Bowie og hans nyt sammensatte band The Dick Cavett Show i New York City for et langt interview (siden berygtet, takket være en usædvanligt rastløs, verdensfjern Bowie med stok) og to livenumre med fuldt band. Her spiller de først og fremmest en vild version af ‘Young Americans’, en ny sang der først udsendes på plade 21. februar året efter. Bowie’s stemme lyder bag sin hektiske energi raspet og brugt, ikke mærkeligt, da hans fem foregående aftener har budt på shows i Manhattan’s Radio City Music Hall, hvor han endda endnu har to optrædender igen. Senere samme aften ser hans setliste der således ud:

  1. Memory of a Free Festival
  2. Rebel Rebel
  3. John, I’m Only Dancing (Again)
  4. Sorrow
  5. Changes
  6. Young Americans
  7. 1984
  8. Footstompin’
  9. Rock ‘n’ Roll With Me
  10. It’s Gonna Be Me
  11. The Jean Genie
  12. Moonage Daydream
  13. Can You Hear Me
  14. Somebody Up There Likes Me
  15. Suffragette City
  16. Rock ‘n’ Roll Suicide

endnu et år går på hæld

Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

Way out West

Pastorinden og jeg er i disse dage til Way Out West-festivalen i Göteborg.

Festivalen er noget mindre end Roskilde Festival med et publikum på cirka 30.000. Way Out West adskiller sig også ved ikke at være en campingfestival og ved at holde til i Slotsskogen, som er den store park i Göteborg. Jeg har aldrig været til Smukfest (musikprogrammet har desværre aldrig sagt mig så meget), så jeg kender ikke så meget til festivaler med så fine skovagtige omgivelser. Og så har festivalen i øvrigt stort fokus på at være miljøvenlig. Al mad, der bliver serveret, er vegetarisk eller vegansk. Og man har lagt et særligt modulunderlag ud, så de mange tusinde gæster ikke tramper Slotsskogens store plæner helt ned. En yderligere gevinst er at det også skåner os for de mudderorgier, man kender fra danske festivaler.

Silvana Imam er en svensk rapper med syrisk/litauisk baggrund – og åbnede i år Orange Scene på Roskilde. Hun er åben lesbisk og havde sin kæreste med på scenen i flere numre. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte så meget til musikken inden, men denne koncert gjorde et stort indtryk på mig og min hustru. Kombinationen af Imams på en gang konfronterende og rå tekster, det stærke feministiske budskab og et enormt nærvær på scenen var noget helt særligt.

Neneh Cherry har lavet musik i en menneskealder, og først et godt stykke tid efter at jeg stiftede bekendtskab med hendes store hit “Buffalo Stance” i 1988 opdagede jeg, at hun faktisk er svensk. Så dagens koncert var en koncert på hjemmebane. De gamle hits var med (på “Seven Seconds” manglede man tydeligt Youssou N’Dour), men der var også nye numre, der røbede at Neneh Cherry ikke gang fast i 1990’erne og at hun bestemt kan endnu.

Fra brune svenske kvinder med dans og feministiske budskaber kom turen så til hvide engelske mænd, der sad ned. 

James Blake har jeg også lyttet til længe, og hans særegne musikalske udtryk, hvor mange stilarter mødes, synes jeg er fascinerende. Det er interessant at han på mange måder er havnet samme sted som så umiddelbart væsensforskellige kolleger som Frank Ocean og Justin Vernon (Bon Iver). Ved sin introduktion til koncertens sidste nummer fortalte James Blake, at han havde lidt af angst og depression op gennem tyverne, og det satte unægtelig den sidste sang i relief.

Til allersidst Jon Hopkins, der leverede et timelangt sæt med hovedvægten lagt på sine to seneste albums. Det er ikke al hans musik, der er lige dansabel – der er på hans seneste udgivelse flere numre, der er helt tyste og faktisk minder lidt om Erik Satie (!). Men her til aften var vægten lagt på uptempo-numrene og det visuelle indtryk var der også gjort noget særligt ud af med brug af storskærm og to dansere.