Kategoriarkiv: Elektronisk

Sällskapet på tysk

Thåström har forladt Sällskapet, der dog rejser ufortrødent videre, anført af hans normalt egne bandmusikere Niklas Hellberg og Pelle Ossler. 16. marts udkommer Disparition, Sällskapets tredje album, der istedet vokalt farves af Berlin-chanteusen Andrea Schröder, hvis tyske gloser umiddelbart synes passe så fint ind i Sällskapets begsorte elektro-industrielle univers, som hørt her på forløberen ‘Morgenlicht’…

Disparition, Pt. 1
Morgenlicht
Die Zeit Vergeht
Westerplatte
L’autostrada
Wandler
Waltzer
Tiefenrausch
Disparition, Pt. 2

Ny uge afsted godt

En af sidste års stærkeste danske numre kom sent på året og var ‘I Am Here’, elektrorockbandet VETO’s fornemme comeback-single. Så hvilken bedre måde at starte en nye uge på her, end med VETO’s helt nye single, den ligeså alt-på-et-brædt-dramatiske og – som vi umiddelbart hører det – positivt Bowie-inspirerede ‘A Pit’?! Begge numre findes på det snartkommende VETO-album 16 Colors, der udsendes 9. februar…

Da popstjerner var glamourøse

Verden må ikke glemme Associates. Billy MacKenzie og Alan Rankine mødtes i deres skotske Dundee i 1976 og begyndte at spille sammen. I 1979 tog de navnet Associates og udsendte som debutsingle – kun seks uger efter originalen – besynderligt deres skeleterede version af David Bowie’s Boys Keep Swinging. Debutalbummet The Affectionate Punch kon året efter og fremviste et surrealistisk postpunkband med hang til arty ekskursioner ud i det musikalsk uvisse, ofte baseret på keyboardspiller Rankine’s på én gang kaotiske og catchy kompositioner. Men Associates’ fremmeste og forreste kendetegn var dog MacKenzie’s usædvanlige stemmepragt, der jaget af kriblende rastløshed flugtede mod himlen og kastede sig i dybet, som det mest naturlige i verden. En række bemærkelsesværdige eksperimenterende indie-singler fulgte inden hovedværket Sulk så dagens lys i foråret 1982, og takket være den usandsynlige hitsingle ‘Party Fears Two’ for en stund gjorde Associates til usandsynlige Top of the Pops/Smash Hits-popstjerner. Men da havde Rankine allerede fået mere end nok af MacKenzie’s krævende personlighed og var skredet. Excentriske Billy, the boy that Santa Claus forgot, fortsatte alene som Associates med dalende succes. Hans stemme kunne ingen tage fra ham, men savnet af Rankine’s overlegent særprægede, positivt skizofrene og eventyrlystne musik blev mærkbart i nogle efterhånden alt for 80’er-sterile produktioner. I Danmark blev det dog til en fantastisk optræden på Roskilde i midt-80’erne, hvor MacKenzie iført sin klassiske beret charmede en hel festival til at falde for ham og hans besynderlige whereabouts på scenen. Billy MacKenzie tog i 1997 sit eget liv i Auchterhouse, tæt på hjembyen Dundee, kun 39 år gammel. Her er han på hollandsk TV i 1982. Som kan ses er der allerede her ingen Alan Rankine på det keyboard, der istedet bestyres af den bjergtagende Martha Ladley (fra canadiske Martha & The Muffins). Men den stemme altså, den stemme…

It’s a Memphis sin

Var forleden omkring Kirsty MacColl og hendes vigtige medvirken på Pogues’ berømmmede juletragedie ‘Fairytale Of New York’. Hvis nogen klassisk julesingle nogensinde har fortjent at gå helt til tops på den engelske singlehitliste i december, må det være ‘Fairytale In New York’, men det skulle desværre for Shane MacGowan & co. bare ikke være, idet synthpop-kommandoen Pet Shop Boys i netop de uger i 1987 sad tungt på førstepladsen med en vis Elvis Presley-coverversion, her i Tennant og Lowe’s ikke så lidt homoerotiske premiereopførsel på BBC-programmet Love Me Tender. 1987 var et kæmpe år for PSB…

Fra Mauerstadt

Nick Cave-dokumentaren (lidt herunder) havde blandt andet et par scener fra dengangs Vestberlin-spillested Metropol ved Nollendorfplatz, hvor jeg selv i marts 1987 var til koncert med engelske The Psychedelic Furs. Deres forsanger Richard Butler bærer bandets signaturlyd i sin stemme, som høres her med berlinske Westbam fra en doku, der netop handler om Vestberlin i 80’erne…

Kølig electro og håndklap fra Portland

Johnny Jewel’s Portland/Los Angeles-pladeselskab Italians Do It Better er meget mere end flagskibet Chromatics, der efterhånden er blevet noget af et overhypet synth-kultnavn, bakket op af lækre limiterede vinyludgivelser, annoncerede albums der aldrig udkommer, og endda en optræden i David Lynch’s seneste Twin Peaks. Her deres labelmates Glass Candy med et overlegent popkøligt elektrotrack fra 2011. Blev det nævnt at Chromatics er en duo bestående af Jewel selv og en sangerinde fra Portland ved navn Ida No?

Hverdagsstorhed

De handbag-dansende piger, de cheasy men helt rigtige synths, triumfen i stemmen på de Phil Oakey-sungne omkvæd. Vi bragte her uimodståelige ‘The Sound Of The Crowd’ fra Human League’s Dare 1981 allerede i sidste uge, men her alligevel en ny video – denne fra Top of the Pops – af nummeret. De to oprindelige sangskrivere var ude af bandet og nu godt igang med at etablere Heaven 17, tilbage var sangeren med det bizarre hår og så ham der stod for visuals (= lysbilleder) ved bandets liveshows. Plus altså to nyrekrutterede unge kvinder, budt ind udelukkende fordi Oakey var faldet for deres dans på et diskoteksdansegulv hjemme i Sheffield. Nej, oddsene var meget små på at The Human League Mk.2 skulle kæntre og synke uden spor i en vis fart. Istedet kom Martin Rushent’s genialt/minimalt producerede Dare så og blev årets gennembrud, både hvad kritikere og det købende britiske publikum angik. Historien om den grimme ælling genfortalt og omplantet til Sheffield, Yorkshire…

US electropop

Hørt herfra ramte amerikanske MGMT ren pop-ekcentrisk mesterform på det kommercielle storflop Congratulations (2010). Siden gik det desværre kvalitativt alvorligt ned ad bakke på 2013-efterfølgeren, som titelbar bandets eget navn. En ny single er netop sendt ud som forløber for bandets 4. album, og at læse i stjernerne ud fra den har MGMT-kommandocentralen genvundet tabt fokus. En stramt arrangeret electropop, der stilistisk nok mest er i familie med gennembrudsdebutens hitsingler, viser vejen frem for den aparte duo…

Human League i Vejle

Ugens bedste (gen-)pladekøb her blev ubetinget gjort fredag lige over frokost i efterårsregngrå Vejle. I byens musikinstrument- og vinylbutik Tartan stod i brugtpladesektionen en imponerende velholdt udgave af The Human League’s kommercielle gennembrudsalbum Dare (1981) til kun 30 kr. Dare var – selv her i DK – overalt dengang, nok mest som følge af blockbuster-singlen ‘Don’t You Want Me’, men albummets skarpe sangskrivning, specielle univers og fremsynede produktion gjorde det nemt værd at lytte til i sin helhed som værk. Bandet Human League var ellers på det tidspunkt ikke spået mange chancer, da dets to kreative kræfter Martyn Ware og Ian Craig Marsh var brudt ud og havde dannet Heaven 17. Som erstatning for dem rekrutterede sanger Phil Oakey straks to unge kvinder – Joanne Catherall og Susan Ann Sulley – hvis entusiastiske dans på et diskotek i hjembyen Sheffield havde bjergtaget ham. Det forståes udfra denne visuelt udadvendte optræden med albummets første single ‘The Sound Of The Crowd’, der blev udsendt et halvt år før den Martin Rushent-producerede Dare‘s udgivelse 16. oktober 1981, og som var første gang man fik de to nye kvindelige vokalisters stemmer at høre i Human League-universet. Og stilen var også anderledes herfra, for The Human League’s til da så aparte og skæve synth-musik fremstod i Oakey’s varetægt pludselig langt mere pakket med pop-catchiness. Som sådan er ‘The Sound Of The Crowd’ en perle af et nummer, selvom det først var med ‘Don’t You Want Me’ senere samme år, at de øverste hitlistepladser skulle blive indtaget…

I wanna be tall, tall, tall…

For 38 år siden i disse dage udsender Sheffield’s Human League denne fine single med blippende synths og fremtidens stive hvide beat. Trods synthpop-gennembrud på den engelske hitliste samme år – tjek ikke mindst Tubeway Army’s ‘Are Friends Electric’ og John Foxx’s ‘Underpass’ – flyver ‘Empire State Human’ langt udenom den engelske hitliste. To år senere tager Phil Oakey & co. forbløffende revanche og bliver enorme popstjerner med singlerne fra Dare (1981)…

Saint Etienne på U1

Saint Etienne indspillede engang et album i Tambourine Studio i Malmö City. Det kom der ikke noget godt ud af. Fik kun Etienne til at lyde som en cocktail-shaky version af tidlig Cardigans. Tænk, om Pete, Bobby og Sarah istedet tog til Berlin for at arbejde. Hvad ville den by ikke gøre af gode ting for trioens kølige popelectro?!