Kategoriarkiv: Elektronisk

Permanent Solution

Pludselig kom jeg i tanke om Paradise Lost. I dag laver de vistnok gotisk metal. Men for 20 år siden lød de sådan her. Søren Vegeberg sagde, at de var gode (og det syntes jeg bestemt også). Jens syntes, de lød som det danske band Portland. Begge havde ret. Og så ikke et ord om Depeche Mode.

Neue Deutsche Härte

Rammstein har forrige fredag i relativ ubemærkethed udsendt deres vel mest helstøbte album siden Mutter (2001). Ubemærket nok fordi tyskerne dengang uafkodet lød af farlig fremtid, hvor de i dag, efter 10 års pladepause, med de nye sange udgør et anderledes konservativt trygt genhør. Dog stadig velgørende relevant, ikke mindst fordi de mest vulgært komiske elementer er sat på lavt blus, så det istedet er den moderne europæiske sehnsucht og katedralhøje æstetik i bandets musikalske verden der hersker. Her dagens nye video fra Rammstein’s nye, en fire minutters ABC i Tintin-kolonialisme og sexturisme til tonerne af ‘Ausländer’…

Low-Live

New Order har de seneste år udsendt to livealbums, og i dag er et nyt og tredje blevet annonceret. Drejer sig denne gang om en optagelse af New Order’s optræden på Manchester International Festival i 2017, hvor bandet spillede sammen med et 12-personers synth-ensemble. 13 juli udsendes det tredobbelte vinylalbum, der går under titlen ∑(No,12k,Lg,17Mif) New Order + Liam Gillick: So it goes. Hvis resten af showet lyder ligeså elektro-potent som Low-Life-skæringen ‘Subculture’ derfra, er der noget at glæde sig til…

Dagens 34-års

Det synes umuligt at lave en top-5 over New Order’s bedste albums uden at have Low-Life fra 1985 på ialfald en af de tre øverste pladser. I dag er det 34 år siden Factory udsendte det delvist håndspillede elektroniske album med det sort/hvide-cover, hvorpå New Order indimellem positivt lyder yderst inspireret af Robert Smith’s The Cure, som faktisk samtidig udsendte numre (tjek bare ‘In-Between Days’ eller ‘The Walk’) med kraftig New Order-hældning. Low-Life er – præcis som sin forgænger Power, Corruption & Lies (1983) – en tidsløs plade til enhver tænkelig stemning og funktion. Kan kun anbefales.

Der kommer en dag

Mens vi venter på EU-valget og folketingsvalget, er her det sidste nummer fra Orbitals album fra 2018, Monsters Exist. Jeg opdagede først dette album i år; ellers var det kommet på min liste over lytteværdige albumudgivelser fra 2019. Et tema, der løber gennem Monsters Exist, er menneskets skrøbelige livsgrundlag. Brødrene Hartnoll har altid været kendt for at have noget på hjerte; elektronisk musik kan virke abstrakt, men behøver ikke af dén grund at være holdningsløs.

Brian Cox, professor i astrofysik ved University of Manchester, fortæller det som det er – livet er dyrebart og flygtigt. Lyt!

There are few certainties in science, but one fact of which we can all be certain is that one day we will die.

Our atoms won’t disappear, they will return to the Earth. Some will become parts of the living future. But they will carry no imprint, no memories, no knowledge of the pattern once known as you. In five billion years our Sun will cease to shine. Our planet will die in the searing heat, engulfed by the dying star. The atoms once known as you will be ejected out into space. In billions of years they may become parts of new solar systems with their own stories to tell.

The great cycle of stellar death and rebirth offers a sort of limited immortality. Whether that’s comforting is up to you. But ultimately nothing will survive. It will all be gone.

In the far future there will come a time when time has no meaning as the Universe expands and fades. Our descendants isolated on an island drifting in ocean of dark will watch as the galaxies evaporate away.

How does that make you feel?

Yet something remains in the darkness. An idea. Science is the ultimate exercise of reason. And our reason confirms deep down what we’ve always known. Whether human or star, life is precious and fleeting.

We are collections of atoms that can think who discovered this deep truth. We must understand the Universe will spend an eternity in darkness after a brief period of light.

Meaning is not eternal. And yet meaning exists today because the Universe means something to us.

We must understand that life is precious and fleeting. In doing so we will come to recognize the true value of ourselves, our fellow humans and our civilization.

The choice before us is not between immortality and eternal darkness. The laws of nature have made that choice. But we do get to choose how long we want to survive. How long do you want the human race to survive?

There will come a time when we’re forced to choose: do we destroy our planet or protect it? Do we live together or fight amongst ourselves? Do we expand, explore, do we carry our shared hopes and dreams outwards to Mars and the moons of Jupiter and Saturn and onwards to the limitless stars or do we avert our gaze from the Universe beyond and allow all memory of our world will be lost too soon?

Do we close our minds and seek refuge in the ingorant dark of the cave or do we embrace curiosity and love of knowledge of our fellow humans, of our rare world and of the infinite and wonderful things yet to be known?

Sällskapet…live!

En af sidste års favoritter her var albummet Disparition med svenske Sällskapet, udbrydercellen fra Thåström’s faste band, der med tyske Andrea Schroeder i vokal forgrund tog lytterne med på en dunkel og billedeflimrende rejse gennem et slidt, belevet Europa. Der var tale om koncerter omkring udgivelsen, men intet materialiserede sig. Derfor noget af en overraskelse, at denne 17-minutters film – med fire fremførte numre fra albummet – netop er blevet offentliggjort ud af ingenting…

…Sällskapet makes industrial music with the aggressiveness turned inward and the tempo considerably slowed down. It is music made in the shadows. If David Lynch’s 2017 return to Twin Peaks was set in the Ruhr Area instead of the Pacific Northwest, Sällskapet would’ve provided the soundtrack. It is also music to keep you company – on lonely walks through town, or on lonely train rides through European dusk…