Kategoriarkiv: Elektronisk

40!

Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…

Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…

Lysende

Henrik Olesen, kendt som musikskaberen i Sort/Hvide Landskaber, Greene og Olesen-Olesen, samt senere også vokal frontfigur i minimalist-elegante Ukendt Under Andet Navn, udsender i dag denne fjerlette tusmørkesang om ‘Glødepærers Poesi’. Singlen er forløber for albummet Optaget og Foreviget, der udgives til januar…

Nation of Language

For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.

Her, fyrre år senere, findes der tydeligvis stadig musikere, der lader sig inspirere af OMD. Dagens sang er med den amerikanske trio Nation of Language. “This Fractured Mind” er august 2021, men det skulle man egentlig ikke tro. Det nye album med Nation of Language hedder (lidt ironisk) A Way Forward og udkom i sidste uge. Resultatet er vellykket på sin egen måde.

Og Thåström synger Maria Magdalena

Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…

Through every station…

En anden stor single-b-side med Suede? 29. juli 1996 udsendes ‘Trash’, førstesinglen fra snartkommende Coming Up, albummet der skal vise om Suede uden Bernard Butler har noget at skyde med. ‘Trash’ er fra første afspilning en sikker vinder, en tabernes triumf, hvis heliumlette musik og euforiske levering er dømt til at blive et hit. Dens uimodståelighed overskygger umiddelbart b-siden, et nummer der stilmæssigt har stukket ud fra de andre under Coming Up-indspilningerne, og derfor er blevet anbragt i isolation her. Det skal retrospektivt vise sig en fejl, for ‘Europe Is Our Playground’ er et underspillet mesterstykke, et livssøgende musikalsk storbydigt, der i sin enkle, repetitive musik og luftige vokal bøjer sit hovede yndefuldt i respekt mod David Bowie’s ‘Wild Is The Wind’. ‘Europe Is Our Playground’ genindspilles året efter til Sci-Fi Lullabies, Suede’s b-side-opsamling, med en større, mere bandorienteret lyd, og det er derfor naturligt den version de fleste kender. Problemet er bare, at originalen herunder er klasser bedre med sit varmtbølgende modulerede keyboard og sin tætte, intime lyd. Måske dette nummer er på setlisten i aften i Manchester’s 02 Victoria Warehouse…

PS – Den blev ikke spillet i Manchester. Istedet var ‘Beautiful Ones’-b-siden ‘Young Men’ på onsdag aftens Suede-setliste.

Dagens 40-års…

Et album vi hørte meget dengang det kom, men aldrig rigtig siden. Et par profileret stemningsladede popsange trænger sig dog stadig nemt på, som nu denne, en af hele to singler derfra med Jeanne D’Arc i titlen. 40 år i dag siden Liverpool’s unge synthpop-stjerner Orchestral Manoeuvres in the Dark – kaldet OMD – udgav sit tredje album Archtecture & Morality med det karakteristiske Peter Saville-cover herover. OMD, der faktisk udsendte sin første Martin Hannett-producerede single ‘Electricity’ på Factory, eksisterer stadigvæk i bedste velgående, og optrådte i weekenden på en britisk tour i Leeds og Cambridge, hvor samtlige numre fra A&M var på setlisten…

Tall, tall, tall…

The Human League’s singleudsender dags dato 1979 ‘Empire State Human’. Det stive hvide beat er ankommet til hovedgaden i Sheffield, og fremstår på dette tidspunkt retteligt som lyden af fremtiden. Jeg køber selv singlen på import i Mimosa i Aarhus det efterår, og årtier efter – i et nyt og da fjernt årtusinde – huskes den på rygraden første gang selve Empire State Building besøges i New York City. Her fremfører Philip Oakey og den første version af The Human League – før to unge dansende kvinder med håndtasker bragte lyset ind i bandet – ‘Empire State Human’ dengang på TV. Punk møder Kraftwerk…

Kling-klang musik

Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.

Ian’s trance?

Denne uge for fyrre år siden udsendte Simple Minds, bandet der siden skulle synke så nådesløst dybt og blive aldeles frygtelige, de to albums Sons and Fascination og Sister Feelings Call. Genhørte dem i dag, og de står stadig som en velfungerende forbindelsesvej i svært terræn mellem de mere selvklare hovedværker Empires and Dance (1980) og New Gold Dream (1982). Numrene til de to søskende-albums må være blevet til efter udsendelsen af førstnævnte, altså i efteråret/vinteren 1980. Det var tidspunktet, hvor Joy Division kastede en lang skygge i Storbritannien efter Ian Curtis’ selvmord samme forår. Har aldrig bemærket det før, men det slår nu, at Sons and Fascination‘s åbningsnummer ‘In Trance As Mission’ bærer stærkt præg af dette. For tjek Jim Kerr’s vokal i versene her; både i melodi, frasering og fremførsel lyder den modelleret efter Ian Curtis’ på og omkring Closer (1981). Inspiration, hyldest, ubevidst tilegnelse; der er mange måder ny musik bliver til på…