Kategoriarkiv: Elektronisk

Thåström i Østberlin

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…

CentralStockholm

Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…

Problemet The Stranglers

Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.

Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.

The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.

Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.

Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…

Det der blev af det der var

Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?

Wave goodbye, say hello

Fra England forlyder det, Soft Cell er igang med at indspille nyt album. En overraskelse, eftersom elektroduoen spillede et stort anlagt farvelshow i London’s O2 Arena forrige år. Sker det nye album virkelig – og det gør det altså ifølge Dave Ball’s udtalelser til Evening Express – vil det kun være Soft Cell’s femte nogensinde, og det første siden 2002. Nej, man har ikke overfodret sine tilhængere med nye sange gennem årene. Så late night-intime og lowlife-hjemvante lød drengene fra Leeds på debutalbummet Non-Stop Erotic Cabaret i december 1981…

Altid være på vej

I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…

Decades

En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.

Dagens pladekøb

Thåström’s nye livealbum var COVID-19-forsinket. Håkan Hellström’s nye var kommet frem, men faldt hårdt for kvalitetskontrol. Perfume Genius’s nye megahypede værk var gået helt under radaren. Så dagens køb blev istedet dagens nye album med Einstürzende Neubauten, her med et unlikely pophit derfra, opkaldt efter den lurvede berlinerforstad Wedding…

Klockan Två På Natten, Öppet Fönster…

På fredag udsender Thåström livealbum fra touren for Centralmassivet, der i to dele strakte sig over udgivelsesefteråret 2017 og sommeren 2018. Senest Thåström udsendte livemateriale var i 2012, hvor Som Jordgubbarna Smakade… udkom som dobbeltalbum. Dengang var der tyve numre med, hvor der nu på et enkelt album ‘kun’ gives ni. Er der grund til utilfredshed over dette? Egentlig ikke, Thåström-tilhængere skal nok overordnet bare være glade for dokumentation af den tour, der selv nu lidt på afstand står som hans nok stærkeste nogensinde.

Hvad har albummet så med til os? Klockan Två På Natten, Öppet Fönster… indeholder optagelser fra efterårets aftener i Malmö Arena og Cirkus i Stockholm, samt fra udendørsshowet på Way Out West i Göteborg’s sommer. Tre sange er med fra tourens omdrejningspunkt, Centralmassivet; ‘Bluesen i Malmö’, titelnummeret, samt ‘Old Point Bar’, og ligeledes tre fra forgængeren Den Morronen (2015): ‘Gräsfläckar’, ‘Kom Med Mig’ og albummets centrale sang ‘Alltid Va På Väg’. Det efterlader ‘Det Enda Du Behöver’, en ret ukendt single-b-side, kun fremført tre gange på hele touren, samt to solide Skebokvarnsv. 209-hjørnesten, nemlig ‘Brev Till 10:e Våningen’ og ‘Om Black Jim’.

Centralmassivet-tourens setlister var naturligt stillet ind på det nye albums sange. Havde man valgt at gå med et dobbeltalbum nu, ville det logisk også have indeholdt ‘Karaokebaren’, ‘Körkarlen’ og den store, tyste ballade ‘Aldrig Av Med Varandra’, der alle stod så blændende stærke på aftenerne. Så var der de lidt ældre sange, der igen var med: ‘Beväpna Dig Med Vingar’, ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’, ‘Aldrig Nånsin Komma Ner’, ‘St. Ana Katedral’, ‘Nere På Maskinisten’ og ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee’ har vel aldrig lydt mere indtrængende før, men er formodentlig faldet på, at de allerede optræder på livealbummet fra 2012. En himmelsøgende maskinel version af Imperiets ‘Jag Är En Idiot’, den underspillede ‘Var E’ Vargen’ og en sugende sørgmodig ‘Die Mauer’ kunne også nemt være blevet fundet værdige, men Thåström har valgt kun at have sine solosange med. Blandt disse stod den majestætisk tunge ‘Alla Vill Til Himlen’, samt alarmhylende ‘En Vacker Död Stad’ også til logisk inklusion, men nej, vi får nøjes med lidt mindre. Hvilket sikkert også bliver virkelig, virkelig godt.

Og coveret? På Instagram bød aftenerne fra nær og fjern på de fineste kulørte fotos, oftest hjulpet på vej af tourens stemningsfuldendte lyssætning. På den baggrund et kantet covervalg med dette sort/hvide portræt, hvor Thåström i sammenkrummet silhouet på scenen mest af alt ligner Manden med leen.

Slutter her med en amatørvideo fra Way Out West, der næsten må være den performance af ‘Alltid Va På Väg’, som er med på livealbummet. Et nummer slet ikke spillet ved efterårets indendørs aftener, der efterhånden blev inkluderet på de fleste af den efterfølgende sommers shows, som altså her i Göteborg. ‘Alltid Va På Väg’ stiger i intensitet hele vejen igennem, til den indestængte energi endelig forløses ved sidste omkvæd (4:25), hvor et voldsomt regnvejr præcis samtidig åbner sine sluser over Way Out West. Det hedder timing, en vigtig ingrediens i al vellykket rocknroll.