Kategoriarkiv: Elektronisk

PSB Stockholm

Svenske Orup, der fylder 60 i dag, er født i Stockholm-forstaden Huddinge, kun få kilometer fra hvor Thåström kom til jorden året før. Og det ville også være det mest interessante at sige om manden, der har haft en karriere i uforpligtende pop, hvis ikke lige fordi han undervejs – i 1992 – skrev, indspillede og udsendte følgende single om den svenske hovedstad. ‘Stockholm’ er en af de finest tænkelige hyldester til engelske Pet Shop Boys nogensinde. For den lyder i melodi, akkorder og produktion som kunne den være en PSB-sang, fra da de var allerbedst. Bortset altså fra at teksten kommer på svensk, og tilmed er en meget fint sunget fortælling om, hvordan Orup ikke længere føler sig hjemme i kolde Stockholm. Arkiver under ‘o’ som overraskende godt…

Art of the cover

Husker at ligge i 1980-mørke på mit værelse i Dollerup Bakker med transistor tændt, tunet ind på verden et sted langt derude bag jerntæppet af mellembølge-knitren, og for første gang høre denne omvæltende The Human League-sang fra da netop udsendte Travelogue. Den lød så tiltrækkende af moderne fremtid da. I dag lyder den omvendt charmerende retro-futuristisk gammeldags, som en naiv glansbillededrøm om, hvad man troede fremtiden skulle komme som…

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…

Ensommest i Sverige

I forrige uge var det 11 år siden Kent udsendte deres Tilbaka Til Samtidan, den med det rødlige cover med motiv af kvinde til hest på bro. Taler om albummet, hvor Kent for alvor kaster indierocklyden fra sig og bliver et übermoderne, keyboardorienteret popband istedet. Tilbaka Til Samtidan overses ofte i Kent’s samlede diskografi, det trods en serie af fem udlægssange – ‘Elefanter’, ‘Berlin’, Ingenting’, ‘Vid Din Sida’ og ‘Columbus’ – der næppe er hørt stærkere fra bandet. Her går vi dog ud på den Kent-albumklassiske store finalefilm, der er ‘Ensammast I Sverige’. Sjældent har noget så manufaktureret lækkert vel lydt så, ja, ensomt. Og nej, behøver ikke at nævne her, at Kent er stærk savnet, samt at deres nødvendige comeback vil blive en smuk hjerternes genforening…

Erstatningskaffe?

Robyn’s første album i otte år er udkommet i dag, og hele verden er over-the-moon-forelsket i både hende og i det. Men her er vi umiddelbart anderledes undervældede af Honey, hvis 40 minutters perfektionistiske lyddesign desværre ikke dækker over, hendes før så profilerede sangskrivning synes være blevet udfaset i albummets lange tilblivelse. Den transparente Honey flyder ubesværet wellness-kælent, men stikker slet ikke syledybt i pophjertet på samme måde som sidst, da tåre-bangers som ‘Dancing On My Own’, ‘Love Kills’ og ‘Time Machine’ kom som en Robyn-gave af luksusnordisk Lady Gaga-kuldepop. Så lad os istedet i dag kigge mod Norge, hvor den efterhånden electronica-erfarne Kate Havnevik’s nye single ‘The River’ (da den først kommer igang) byder på lovende takt og tone…

Svensk eksorcisme

Onsdag, torsdag og fredag er der i Odense (Posten), Aarhus (Voxhall) og Aalborg (Studenterhuset) mulighed for at opleve Jenny Wilson, kvinden bag en af årets stærkeste svenske plader. Den internationalt roste Excorcism, der udkom i marts, er Wilson’s bearbejdelse af en konkret voldtægt, et personligt smertearbejde mejslet i vintage electronica, der fremstår grumt, hårdt og sårbart, men også sært forløsende i sin fuck you-knejsende selvstændige styrke. Har oplevet Wilson live to gange i Sverige i år, og hendes shows er særpræget insisterende affærer, der ikke tager nogen gidsler. I slotsparken på Sofiero, nord for Helsingborg, hvor hun spillede for-support for Thåström, fik Jenny Wilson således Sveriges nok største sommerskovtur til, at få rosévinen helt galt i halsen over den radikale tilgang og ditto lyd. Ja, der var faktisk usminket væmmelse malet i ansigterne på ikke så få af de mange, der var kommet for næste forband, de helt modsat feel good-harmløse og musikalsk velfriserede First Aid Kit. Den slags tager vi hatten af for. Her et skarpt track fra Excorcism