Cindy Ecstacy, Soft Cell’s drugdealer og kemiske muse, som de mødte i hendes embeds medfør på klubscenen i New York i 1981. Snart sang hun med på nogle af deres tidlige sange – ‘Seedy Films’, og hitsinglen ‘Torch’ er to nævneværdige – og optrådte sammen med Marc og Dave på Top of the Pops. Her er hun også med dem på et fransksproget TV-program, hvor Leeds-elektroduoen først giver ‘Seedy Films’, derefter uovervindelige ‘Say Hello, Wave Goodbye’. Men Cindy Ecstasy, hun forsvandt igen. Gik hun tilbage til sit arbejde med håndapoteket? Der var senere diverse rygter om, at hun drev en B&B i en engelsk kystby, var blevet advokat i Los Angeles eller også manuskriptforfatter i Hollywood, men intet konkret, intet fast. Hendes videre eksistens forblev en gåde. Hvad blev af Cindy Ecstacy?
Kategoriarkiv: Elektronisk
Flytta Isbergen, Vattna Svärmorstungan, Ta Med Soporna Ut
Her er final artwork og den endelige tracklist til Thåström’s dbl-livealbum med den prægtige titel Flytta Isbergen, Vattna Svärmorstungan, Ta Med Soporna Ut, der udsendes 1. maj. Iøvrigt en skæv detalje at ‘Isbergen’, den ofte spillede sang albumtitlen er en tekstlinje fra, ikke har fundet vej til pladen.
DOM SOM SKINER
MAGISKT OÄNDLIGT
INGEN NERÅTSÅNG
SOLEN I DEN VÄNSTRA
KÖRKARLEN
PAPPERSTUNNA VÄGGAR
FLICKA MED GULD
INGEN SJUNGER BLUES SOM JEFFREY LEE PIERCE
MÄRK HUR VÅR SKUGGA
LÅNGTBORT
SÖDRA KORSET
FLYKTSODA
MISS HUDDINGE -72
ALLA VILL TIL HIMLEN
DET BÄSTA AV ALLT
Foråret er reddet
Ikke bare et album, men et dobbeltalbum. Næste stop er en tracklist.
1 Maj släpps live-albumet ”Flytta isbergen, vattna svärmorstungan, ta med soporna ut” Under 2022-2025 spelades flera konserter in. Spelningar i Stockholm, Malmö, Göteborg och Köpenhamn mixades av Sanken Sandqvist och Niklas Hellberg i Toytown studio Stockholm/Palma vilket resulterade i 15 låtar som nu format ett dubbel-album.
Lidt mere T-info om…?
Flytta isbergen, vattna svärmorstungan, ta med soporna ut …
DOM SOM SKINER
MAGISK OÄNDLIGT
KÖRKARLEN
FLICKA MED GULD
MÄRK HUR VÅR SKUGGA
SÖDRA KORSET
FLYKTSODA
MISS HUDDINGE 72
DET BÄSTA AV ALT
Depeche Mode for fred
Depeche Mode har dette nye track, en cover af Buffy Sainte Marie’s gamle protestsang, ude i dag, som deres bidrag til det stjernespækkede velgørenhedsalbum HELP(2)…
Palmelørdag
40 år siden i dag. Hørte denne sang på repeat i min Islands Brygge-lejlighed hele natten, da nyheden om at Palme netop var blevet skuddræbt på gaden i Stockholm kunne læses på tekst-TV. Der ville komme en ekstraordinær nyhedsudsendelse om drabet næste morgen…
Tidsmaskinen dør aldrig
Det kan næsten kun have været 1. januar 1990, da 1980’erne som årti fik sin revival i musik, tøj, film, etc. Man troede nok den ville forsvinde hurtigt igen, men har sådan set som altid moderne stilreference været der lige siden. På den vis er 80’erne ikke længere bare et årti, men også en enkel sindstilstand der altid ligger åben for en tryg mental flugt, en cool getaway fra alt det komplicerede der siden blev. Her er det således endnu et amerikansk band – duoen New Constellations er fra Portland, Oregon – som rammer den der rene lykkefølelse af billig synth-længsel, som ret beset kun peger en vej og det er ikke frem…
Dying for you
Det nærmest triumferende offer-chorus og de selvdestruktive stik på den nye fragmenterede single fra Charli xcx, albumaktuel lige nu med Wuthering Heights, fortjener at blive mærket. At kunne forløse i musik med noget så åbenlyst kulsort og smertecentreret kræver et talent i spil udover det sædvanlige…
Årets koldeste aften i Halmstad
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
Daniel Miller
En central mand i moderne lyd, Daniel Miller, hvis Mute Records har præget engelsk elektronisk musik siden 1978. Herover er bare to vilkårlige håndfulde af de talløse markante plader, han har stået bag. Miller fylder 75 år i dag. Her kan han høres under navnet The Normal med den allerførste udgivelse på Mute. Den single lød altså vild, da den udkom i efteråret 1978…
Den tabte Go-Between
Rockhampton, Queensland’s Grant McLennan ville kunne have fejret sin 68. fødselsdag i dag. Her er han fra The Go-Betweens’ allersidste plade Oceans Apart (2005) med et temmelig atypisk men opløftende, lyst nummer, som vel næsten kun han kunne skrive og synge dem…
Grå Berlin i DM-farver
Music for the Masses (1987) har ikke som sin forgænger Black Celebration (1986) vestberlinsk blod i årerne, men dens køligt bevægende elektro fungerer så fint til Berlin’s skarpe lyde og kaotisk sammenkastede arkitektur. Det opleves her i fan-videoen til dette skyggenummer fra albummet, det iøvrigt på årsdagen for single-udgivelsen af den helt anderledes schlager-kendte ‘Enjoy The Silence’ i 1990…
Februar er den grusomste
Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…
Some Bizarre Album
Det uafhængige elektroniske London-label Some Bizarre’s første album, der præsenterede 12 ukendte bands omkring det lille pladeselskab, udkom 30. januar 1981. Det var på Some Bizarre Album man først kunne stifte bekendtskab med nye synth-omfavnende navne som Soft Cell, b Movie, Blancmange og The The. Samt den her helt unge kvartet fra forstadsgrå Basildon, hvis første nummer gav visse løfter for fremtiden…
Ett simsalabim ibland är allt man behöver…
Vi var kommet op til Uppsala fra Stockholm den torsdag, blevet indlogeret på et beskedent hotel ved banegården, havde været ude at se byen, der lå indtagende og frostkold langs dens hvirvlende flod. Tidligt på aftenen fulgte vi Fyris forbi den imposante domkirke, hen til byens koncertsal. Første aften på Thåström’s tour dér blev ikke ubetinget vellykket. Bandet afviklede mere end det spillede. Og den intensitetens puls, der normalt kæder en Thåström-koncert sammen fra start til slut, var sært fraværende. Faktisk var vi lidt undervældede bagefter på lokale Kaliber Bar, da der blev evalueret, også selvom en af de stockholmske aviser på nettet straks var ude med topkarakter. Heldigvis dog faldt det hele i hak næste aften samme sted, hvor band var helt anderledes tilstede i musikkens krævende liv, så sangeren oppe foran kunne fortabe sig og tage salen med ind i sin verden. I dag for et år siden startede Thåström sin tour for Somliga Av Oss på Fyrishov i Uppsala. Her en optagelse fra første aftens sidste sang i selve settet…