Kategoriarkiv: Elektronisk

Postkort fra Algiers

Årets første nye musik begynder så småt at udkomme nu. Athens, Georgia-bandet Algiers, kendt ikke mindst for virtuos musikalitet og en velfungerende samfundskritisk støj, har skruet ned for de synligt voldsomme virkemidler på denne nye single op mod bandets tredje album There Is No Year, der udkommer på fredag…

Finding thrills

En af årets første albumudgivelser i dag er Seeking Thrills, det andet album fra den engelske sangerinde og sangskriver Georgia (datter af en af de to lydingeniører fra London-elektronikerne Leftfield). Hvis det kan leve bare nogenlunde op til følgende førstesingles høje standard, bør Georgia ikke have meget at bekymre sig om…

Lyden af 2020?

Pet Shop Boys udsendte et nyt disconummer i går, men 2020’s første musik her bliver istedet med Wild Nothing. Indie/dreampop-bandet fra Blacksburg, Virginia har denne nye single afsted i dag, som slet ikke lyder ulig australske Cut Copy, dengang lige omkring ‘Light And Music’, da de atmosfærisk havde fat i den lange ende, ialfald hvad organisk imødekommende synth-musik angik…

endnu et år går på hæld

Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.

Introducing…Molly Nilsson!

Sig hallo til svenske Molly Nilsson, der bor i Berlin, hvor hun først kom til og arbejdede i garderobe på Berghain, for at tjene penge til udsendelse af sin underspillede synthpop, der lige siden kom i en lind strøm af albums udsendt i beskedne eksemplarer og alenesomhed. Her længes hun i 2011 efter, at dø samtidig med sin eneste ene…

Soft Tull?

Eller Jethro Cell? Musikken er en utro skøge, der indgår uventede alliancer, end ikke ens værste frygt havde fantasi til at forestille sig. Tag nu denne nye single med Soft Cell’s Marc Almond, hvor en af punkens musikalske fjendebilleder, progrockgruppen Jethro Tull’s fløjtespillende Ian Anderson, er hentet ind som trækplaster og lydidentitet. Den slags er allerede på papiret bare……forkert. Og bedre bliver det ikke som sangens højlandsstemte musik åbenbarer sig med trillende alfefløjte og en lilletrommelyd så kønsløst styg, man tror det er løgn. Det er det desværre ikke. Soft Cell’s så fine eftermæle bøjer hovedet i skam…

TR/ST Amsterdam

Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.

Christiania rocks

Vi gik i aften først forbi en udsolgt Den Grå Hal, hvor Cigarettes After Sex var igang. Performance fejlede intet, lyd var i top, visuals løftede, men CAS har et centralt problem med deres helt ens lækkert tilbagelænede sange, hvad det vildt store træk af folk, som trak luft udenfor, bevidnede. Aftenens egentlige mål var ligeledes udsolgte Loppen, hvor Massachusetts-synth-duoen Boy Harsher gik på ca. 22.50. En positiv overraskelse af de store live, hvor pladeversionernes indimellem lidt statiske produktion er erstattet af full-on længselssugende elektro. Tankevækkende at ikke flere af de +30.000, der hvert andet år samles for at se Depeche Mode genopføre en musik slet ikke ulig denne, ikke står klar to meter fra scenen, når den bliver serveret i Boy Harsher’s helt anderledes nutidige og relevante form med alt i spil. Så medrivende godt et set var det.

Mere TR/ST

Det er et proaktivt 2019 for canadiske Robert Alfons og hans darkwave-synthband TR/ST, der har udsendt hele to meget fine albums i år. Her en spritny video til et af hovednumrene fra det seneste af dem, The Destroyer – Part Two, som TR/ST fra i morgen følger op på med en håndfuld europæiske klubshows i London, Bruxelles, Bern, Paris og Amsterdam…

Lyden af PSB’s efterår?

Pet Shop Boys har i dag løftet slør for Hotspot (!) som titlen på elektroduoens til januar kommende album. Samtidig er denne nye efterårssmagende single blevet sendt i omløb. PSB skriver stadig regulære sange, og om ikke andet så for det faktum er der altid håb, selvom det igen her ikke bliver helt indfriet. For Tennant og Lowe kunne og kan bedre end denne lidt afkræftede ballade med sær medicinsk-sødbitter eftersmag…

Do or die!

Billedet her er fra onsdag d. 12. november 1980, da Phil Oakey og Adrian Wright, de to tiloversblevne i The Human League (efter flugten af bandets til da kreative kræfter over i Heaven 17), for første gang spiller live med de to nye piger, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, som Oakey netop har shanghajet på et diskotek i hjembyen Sheffield. Men her er vi på klubben Rotters i nabobyen Doncaster, Yorkshire. Ingen tror på dette tidspunkt, The Human League lever på andet end lånt tid. Men 11 måneder senere udsendes synthpopmesterstykket Dare, som avler massive singlehits og går nummer 1 i England. Her er The Human League i maj 1981 på Top of the Pops med albummets første og fremragende forløber-single…