Kategoriarkiv: Elektronisk

Iggy Pop’s underverden

Vi skal gøre opmærksom på Teatime Dub Encouters, den netop udsendte EP med Underworld & Iggy Pop. Ovenpå førstnævntes vibrerende lydlandskaber freestyler/snakker/fortæller Iggy Pop med paraderne nede detaljeret om livets afveje og detaljer, som vel kun han formår det. Om at flyve, om personlig frihed, om at ældes, om venskaber, den slags. EP’ens 28 minutter er som sådan mere en improviseret, gavmild essaysamling med karakteren Iggy Pop, end den er lyttevenlig musik i traditionel  forstand. Her slutnummeret ‘Get Your Shirt’, hvor Iggy dog rent faktisk synger…

Dødshedonisme

I 1980 – året efter de havde været på tour og varmet op for ham – indspillede The Human League deres egen version af Iggy Pop’s ‘Nightclubbing’. Ikke at THL’s version er specielt banebrydende aller fantastisk, men alligevel, dens nærmest komatøse dødshedonisme passer som perfekt til Phil Oakey’s koldt udtryksløse stemme. Det lille supportband fra Sheffield skulle snart vokse sig enorme og blive britiske superstjerner gennem synthpop-albummet Dare (1981), men det kan man slet endnu ikke høre her…

Belgien spiller Frankrig

Electroclash-duoen Vive La Fete fra Bruxelles spiller her en cover af franske Desireless’ 1986-electrohit ‘Voyage Voyage’. Og Belgien spiller i aften Frankrig i den første VM-semifinale i Sankt Petersborg. Her holdes med underhundene fra Belgien. Fordi de sendte ulidelige Neymar Jr. hjem. Fordi de i De Bruyne og Hazard har to af turneringens mest seværdige spillere. Og fordi de bare har været langt sjovere at følge, end de franske favoritter, som i deres kompetente fremfærd mest har udstrålet en grå laissez-faire-ugidelighed. Så allez la Belqique! Og ikke et ord om, at det hele først for alvor betyder noget i morgen, når England har første forsøg i 28 år på at overleve en VM-semifinale.

Frankrig – Belgien, tirsdag kl. 20.00, TV2/allovertheworld

World Cup i synth?

En sang der hedder ‘The Sound Of The Crowd’ kunne handle om fodbold. Og Human League’s Suzanne Sulley, der her handbag-danser helt til højre, er Sheffield Wednesday, så måske. Er denne single fra Dare (1981) iøvrigt ikke deres måske allerbedste?! De omkvæd mod slut tænder jo helt af på fornemmeste elektro-kølige måde…

De lukkede mørket ind

Punk-elektroduoen Suicide’s 1977-hit-der-aldrig-blev ‘Cheree’ er mere end noget andet bygget på et mørkt, vildført ekko af The Shangri-Las, The Ronettes, samt 60’ernes andre store amerikanske girlgroups, og er som sådan et uforglemmeligt nummer, der – trods åbenlys popkvalitet – vel ikke lyder som noget andet overhovedet…

The Butler did it

Præcis som med postpunk-bandet Bauhaus kan det være svært at kapere mere end et nummer eller tre af gangen med ditto engelske Psychedelic Furs, da deres hele lyd, tilgang og udtryk er så meget udistanceret David Bowie-tilbedelse, det i overmål næsten kan grænse til det parodiske. Alligevel formåede begge bands når som bedst at levere velanrettede doser af distancekølig artrock, der fortjener at stå, det endda i deres eget navn. Psychedelic Furs-sangeren Richard Butler fylder år i dag, så derfor her lidt velfortjent fokus på hans elegante solosamarbejde med tyske Westbam, singlen ‘You Need The Drugs’, mest kendt fra soundtracket til berliner-dokuen B Movie: Lust & Sound in West Berlin (1979-1989)

Elektropop

Electronic var et velgørende fritidsprojekt for både New Order’s Bernard Sumner og Johnny Marr, der her var langt mere på keys end på sin normalt foretrukne guitar. Duoen nåede at udsende tre albums, hvoraf specielt det første, som fik fødselshjælp af Pet Shop Boys, endnu er sin spilletid værd. Det var på denne dato i 1991 at Electronic blev udsendt. Her den classy førstesingle derfra, som præsenteret på BBC’s Top of the Pops allerede i december 1989…

Honey soon?

Hele otte år er gået siden svenske Robyn sidste udsendte album i eget navn, og på den efterfølgende tour spillede et yderst overbevisende show i Tap 1 på Carlsberg. Da, med skarptskårne numre a la ‘Dancing On My Own’ og ‘Indestuctable’ bag sig, stod hun som personificeret state of the art indenfor nordisk elektropop. Albumopfølgeren til Body Talk meldes nu endelig snart på trapperne efter den lange ventetid, der til perspektivering kan indeholde f.eks. hele The Beatles’s aktive pladekarriere. Ved en hastigt arrangeret klubaften i hendes navn på Brooklyn Bowl i Williamsburg, New York City, gav Robyn mandag aften et DJ-set, hvor hun afspillede sangen ‘Honey’ fra det kommende album. Ikke det store klip det her, blot godt at høre Robyn – i modsætning til R&B-ramte Lykke Li – lyder til at forstætte sin nordic noir-kurs uden nogen fortrydelse…

PC&L 35

Husker dagen for 35 år siden i dag, da ikke få sortklædte flokkedes i Gry Records i Skt. Pederstræde – datidens vinyloase for den nye alternative musik – for at købe og høre den med stor spænding imødesete Power, Corruption & Lies, Joy Division-overleverne New Order’s andet album. Foråret havde allerede da budt på den revolutionerende Blue Monday, der som enestående New Order-single var enmagtdemonstration af, hvad elektronisk musik kunne bidrage med til den traditionelt sangbårne rockmusik. Og som sådan kom albummet også som en fortsættelse af de samme elektrostyrede takter, der bragte en helt ny lys og lyrisk tone ind i Manchesterbandets til da så Martin Hannett-dystre univers. 1983 skulle efterfølgende stå som den mest kreativt blomstrende periode for Sumner, Hook, Morris og Gilbert’s fælles NO-samarbejde. Vil som sådan vove den påstand, at Power, Corruption & Lies – i skarp konkurrence med efterfølgeren Low-Life (1985) – er New Order’s allerbedste album. Her ‘Age Of Consent’, albummets vidtåbne startnummer…

PC&L udkom på treårsdagen for Joy Division’s sidste koncert, det show på Birmingham University der kan høres på Factory’s JD-opsamlingsplade Still (1981).

De unge fædre

Det album fra 2018, jeg hører mest for tiden, er Cocoa Sugar af Young Fathers,  en trio fra Edinburgh, der fik en Mercury Award for debutalbummet Dead. Slægtskabet med bands som Massive Attack og ikke mindst TV On The Radio er tydeligt. De unge fædre fra Skotland er på én og samme tid eksperimenterende og tilgængelige i deres genreblanding, der virker forbløffende naturlig og sømløs. Der er mange gode sange på Cocoa Sugar, og her er en af dem.