Kategoriarkiv: Elektronisk

Og 1985 kom tilbage

Endnu et bemærkelsesværdigt liveklip fra weekenden: I København gav eneren Martin Hall lørdag aften comeback-koncert på Bremen efter adskillige års live-fravær. Blandt sangene på en yderst varieret setliste, der strakte sig helt fra Ballet Mecanique over Neil Sedaka’s ‘Solitaire’ til den nye delikat-diskrete Hall-single ‘Services Rendered’, var også ‘Care’, den übersmukke sang fra SS Say’s 1985-EP Fusion. Præcis som på EP’en blev vokalen også denne aften fremført af Inge Shannon. Originalindspilningen står stadig så suverænt ophøjet i sin kølige sequencer-bårne perfektion, vi bliver nødt til også at tage den med her…

Dagens fødselsdag

Denne engelske storsælger af et synthpop-album udkom dags dato i 1981. Ikke mange turde ellers da sætte penge på Human League’s markedsværdi, efter bandets kreative sangskriverkræfter året før var brudt ud og havde dannet Heaven 17. Human League-forsanger Phil Oakey rekrutterede istedet to lokale piger, han så danse på et diskotek i hjembyen Sheffield, skrev ni sange og udsendte dem som The Human League på Dare. Resten er popstjernehistorie.

Et band fra Chengdu

Vi har aldrig præsenteret musik fra Kina før, men her kommer det: Sekstetten Stolen fra Chengdu, der er hovedstad i provinsen Sichuan i det vestlige Kina. Stolen synger på (en slags) engelsk, og deres musik giver mindelser om 1980’ernes engelske synth-musik.

Deres album fra i år, Loop, er produceret af Mark Reeder, oprindelig fra Manchester, men i mange år bosiddende i Berlin.

(Hvad gør man ikke for at nævne de to byer på denne blog?)

Hey, we’re a rocknroll band!

Top of the Pops, 1983: To unge mænd med rytmebox, keyboard, sort tøj, mascara og for mange smykker. De er Smash Hits-popstjerner i England, men de seneste par års skørlevned på London’s klubscene har sat sine mørke spor, og Soft Cell tror nu selv, de er et rocknroll-band. Det høres på deres svimle synthpop-plader, der oser af rendesten og smadret livsstil, og det ses i fremførelsens overdrevne skødesløshed her. Soft Cell’s hurtige rejse fra ‘Tainted Love’-gigahittets affødte popstjernestatus i 1981 til Der Untergang kun tre år senere er en vild, ofte destruktiv historie, hvis pirkende elektro-soundtrack er en udsøgt in-your-face-fornøjelse. Tag nu bare denne sang, førstesinglen ‘Soul Inside’ fra det kollapsende sidstealbum This Last Night in Sodom (1984), der er så meget for meget i sin eksalterede eksalterethed, man næsten kun kan holde ubetinget af det. Hvilket vi helhjertet gør.

Sparks møder Moroder

I 1978 efter et par søgende men ultimativt uforløste albums tager Sparks til München’s Musicland Studios, hvor Giorgio Moroder – geniet bag Donna Summer’s fremtidsbringende hit ‘I Feel Love’ fra året før – er Der König. Sammen med ham går de all in på tidens moderne lyd, dropper guitar/bass/tromme-formatet, og indspiller synthpop-albummet No. 1 in Heaven (1979). Albummet skræmmer helt sikkert store dele af bandets mere rockorienterede stampublikum langt væk med sin radikalt anderledes lyd, men tiltrækker til gengæld et nyt og yngre publikum, der gør ‘The Number One Song In Heaven’ til så synlig en engelsk hitsingle, at Sparks for første gang siden glam-årene inviteres med på BBC’s Top of the Pops…

Centralmassivet fylder år

Denne uge har det været et år siden Thåström udsendte Centralmassivet, et selv efter den svenske nationalsangers egen målestok meget stærkt album,  der her på siden har fyldt ikke så lidt lige siden. Her albummets andensingle, der med døden i hælene, stålsat bevæger sig ud på en musikalsk aftenrejse fra Stockholm til Giorgio Moroder’s sequencers i München og tilbage igen, uden nogensinde at blive indhentet…

Full-stop erotic cabaret

Soft Cell spillede søndag aften sit angiveligt sidste show nogensinde, en one-off i London’s O2-Arena, og en længere affære, der tog det store fremmødte publikum gennem hele to timer og 40 minutters Soft Cell-musik. Her aftenens enormt omfangsrige setliste…

Memorabilia
Monoculture
Darker Times
Together Alone
Torch
Forever the Same
Baby Doll
Insecure Me
Where the Heart Is
Numbers
Barriers
Loving You, Hating Me
Last Chance
(with Mari Wilson)
Frustration
Youth
The Best Way to Kill
Meet Murder My Angel
Surrender to a Stranger
Somebody, Somewhere, Sometime
So
(whilst off stage)
Martin
Heat
The Art of Falling Apart
Northern Lights
Soul Inside
What
Bedsitter
Tainted Love
Where Did Our Love Go
Sex Dwarf
Say Hello, Wave Goodbye

Hvad blev der af Cindy Ecstasy?

Soft Cell, der blev opløst i O2 Arena i London søndag aften, ses og høres her i 1981 på BBC’s Top of the Pops, hvor den diskret karismatiske Soft Cell-muse Cindy Ecstasy tilfører gæsteduet-rolle på singlen ‘Torch’. E-efternavnet kommer sig af, amerikanske Cindy fra Brooklyn var Leeds-elektroduoens faste drug dealer, med gode forbindelser til det da så klubelitære lykkestof. Hun medvirkede på et par andre numre, men forsvandt i kølvandet på Soft Cell’s første opløsning i 1984, samt en enkelt plade med Almond’s soloprojekt Marc & The Mambas, og lod aldrig høre fra sig igen. Oh, what might have been. Det er John Peel der introducerer her…

Sleaze i opløsning

Kan umiddelbart gøre en mægtig trist, Leeds-duoen Soft Cell opløses med et sidste stort show i London’s O2 Arena nu søndag aften. Men faktum er jo, at Marc Almond og Dave Ball intet musikalsk har haft med hinanden at gøre de seneste +15 år, så det break-up synes udelukkende en undskyldning for denne sidste store koncert og så en samtidig opsamlingsudgivelse. Her et af de mange højdepunkter fra de år i start’80’erne, da Soft Cell anderledes dannede centrum for Almond og Ball’s tilværelse. I typisk stolt smådepraveret stil, med billige synths og en vel speed-hudløs Almond helt oppe foran, her – fra This Last Night in Sodom (1984), duoens nervøse sammenbrud af en svanesang – afslutningssvadaen med den lettere anklagende titel ‘Where Was Your Heart (When You Needed It Most)’. Stor musik fra rendestenens faldgruber…

Sandra til en søndag

Udover 1985-debuten The Long Play er det essentielle Sandra-album (blandt mange for tyndbenede) Into a Secret Land, hendes tredje, fra efteråret 1988. Her dets stemningsfulde åbningsnummer ‘Secret Land’, der i produktion, sehnsucht og tonesprog lyder nært beslægtet med Pet Shop Boys’ samtidige udgivelser. Michael Cretu’s maskinpark har sjældent lydt mere velsmurt,  og promovideoen her, optaget ved Normandiets dramatiske Mont-Saint-Michel, er ovenikøbet stor, bevægende filmkunst…