Kategoriarkiv: Elektronisk

New Order i Tempodrom

Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.

Sheffield drømmer

Human League’s ansigt og stemme Phil Oakey fylder også år i dag. Den begivenhed er naturligvis undskyldning nok til en markering her med favoritnummeret fra albummet Dare (1981), der katapulterede det til da leftfield-elitære synthband fra Sheffield til pophitlisternes øverste tinder. Denne optagelse er fra Top of the Pops, og de to på dette tidspunkt helt nye piger i bandet står endnu så udistancerede, de med liv og sjæl går op i deres local disco-moves såsnart playback-musikken spiller. Drømmen fra Sheffield lyslevende…

Drømme flytter bjerge

13. september 1982 udsendes dette tidsdefinerende album, hvor Glasgow’s håbefulde nye europæere, de kalder sig misvisende Simple Minds, graciøst og nærmest legende let rammer det kreative peak, Jim Kerr & co. ihærdigt har arbejdet sig hen mod i et par fremskridtsgavmilde år. Alt der kommer efter skal falde så uskønt bombastisk og klodset, nærmest som en slags antitese til New Gold Dream‘s usagte bud af æstetisk ophøjethed og drømmens fjerlette styrke. Så det er lige her, hvor alle antenner er ude og alt synes muligt, de skal nydes. Det er sensommeren 1982, ung må verden endnu være, tender is the night…

Drømmeland…?

Nej, det altid frygtsomme øjeblik, hvor man for første gang skal høre en spritny Pet Shop Boys-single. I de hæsblæsende 80’ere var den slags ikke noget at frygte, tværtom var forventningen spændt til det yderste. Og som oftest med stor glæde til følge. Men ak, formkurven skulle dykke fælt, PSB-singlerne mistede for ofte troen på sig selv, kom uden den oprindelige eufori og naturlige fødselsret til verdens centrum, kunne lyde som Neil Tennant-skrevne under dyne og med varmedunk på dunkle, influenzasvage aftener i London, så affældigt svage fremstod de uheldigste af dem. Her er så ‘Dreamland’, endnu et nyt single-udbrudsforsøg – featuring Years & Years – fra skyggen af fordoms storhed.

Dagens 39-års…

1. september 1980 udsender de skotske euro-drømmere Simple Minds singlen ‘I Travel’, forløber for tredje-albummet Empires and Dance, og indleder dermed den kreative storhedstid, som skal kulminere to år senere med New Gold Dream (81-82-83-84). På piskerissvirpende ‘I Travel’ springer til da lidt anonyme Simple Minds med et ud som selvstændigt, toneangivende band af sin tid med bemærkelsesværdigt højt til loftet…

Synth Operator

Ingen større glæde her på bloggen, end at kunne bringe ny stærk musik, som forhåbentlig kan opveje den ofte fokus på gårsdagens helte. Her er det Dan Boeckner, bredest kendt som liv og sjæl i Montreal’s kronisk rastløse Wolf Parade, med nyt fra et af sine udenomsprojekter, synth-bandet Operators. De har denne sommer udsendt andet album, Radiant Dawn, som Boeckner’s musikalske vane tro byder på skarpt minimale numre i dystopisk snit. Her er det åbningen ‘Days’, som sætter både tone og rytme op for resten af albummet…

Tyrkisk disco angst

I anledning af aftenens Super Cup-finale i Istanbul mellem Liverpool og Chelsea, på Besiktas’ stadion ved bredden af Bosporus, herfra lidt fokus på det tyrkiske darkwawe-band She Past Away, hvis tredje album Disko Anksiyete (‘disko angst’) netop er udkommet. Hvis The Cure kom tilbage og i musik lød ca. som She Past Away gør det her på ‘Durdu Dunya’, ville mange af os vist ånde lettede og lidt lykkeligere op…

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!