Kategoriarkiv: Elektronisk

Soft Tull?

Eller Jethro Cell? Musikken er en utro skøge, der indgår uventede alliancer, end ikke ens værste frygt havde fantasi til at forestille sig. Tag nu denne nye single med Soft Cell’s Marc Almond, hvor en af punkens musikalske fjendebilleder, progrockgruppen Jethro Tull’s fløjtespillende Ian Anderson, er hentet ind som trækplaster og lydidentitet. Den slags er allerede på papiret bare……forkert. Og bedre bliver det ikke som sangens højlandsstemte musik åbenbarer sig med trillende alfefløjte og en lilletrommelyd så kønsløst styg, man tror det er løgn. Det er det desværre ikke. Soft Cell’s så fine eftermæle bøjer hovedet i skam…

TR/ST Amsterdam

Havde på forhånd tænkt spillestedet Paradiso Noord, som er tilgængeligt i novemberaftenens insisterende regn med en lille speedfærge fra Amsterdam Centraal, som industrielt på den berlinske spillestedsmåde, altså liggende i rammerne af en smadret fabrik. Intet er dog længere fra sandheden, for hvad venter ligner mere fællesarealet på et dansk kommunekontor, vi taler fattigt moderne byggeri, en sal rejst af kønsløshed. Kønsløst er dog ikke et ord der passer til aftenens headlinere, stillende op som stærkt markeret trio; Lia Simone Braswell, NYC-støjbandet A Place To Bury Strangers’ steady trommeslager, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende påklædt, samt TR/ST-personaen Robert Alfons, tyndlemmet og lang, helt sikkert a creature of the night, med kindben man kan skære sig på. TR/ST’s forunderlige sammenstød af dyster elektro og popbangers klæder denne aften, hvor den udsolgte sal – 550 mennesker – fra første øjeblik er i sync med dette til nu så bemærkelsesværdigt oversete band. Alfons, langt mere rockstjerne på en scene end club-musiker, snor sig ind og ud af lyset, der som TR/ST’s musik lever af sin kontrast mellem det opbyggende dystre og så forløsende smukke. I en tid hvor rockmusik generelt står forunderligt svag og stivnet, er det en glæde – helt som til Boy Harsher på Loppen, Christiania i fredags – at dens største fornøjelser stadig kan leveres ubesværet i den elektroniske genre. På speedfærgen tilbage til Amsterdam Centraal før midnat pisker regnen stadig, men aftenens længselsfulde TR/ST-synths visker nemt den slags trivialiteter bort, alt er godt.

Christiania rocks

Vi gik i aften først forbi en udsolgt Den Grå Hal, hvor Cigarettes After Sex var igang. Performance fejlede intet, lyd var i top, visuals løftede, men CAS har et centralt problem med deres helt ens lækkert tilbagelænede sange, hvad det vildt store træk af folk, som trak luft udenfor, bevidnede. Aftenens egentlige mål var ligeledes udsolgte Loppen, hvor Massachusetts-synth-duoen Boy Harsher gik på ca. 22.50. En positiv overraskelse af de store live, hvor pladeversionernes indimellem lidt statiske produktion er erstattet af full-on længselssugende elektro. Tankevækkende at ikke flere af de +30.000, der hvert andet år samles for at se Depeche Mode genopføre en musik slet ikke ulig denne, ikke står klar to meter fra scenen, når den bliver serveret i Boy Harsher’s helt anderledes nutidige og relevante form med alt i spil. Så medrivende godt et set var det.

Mere TR/ST

Det er et proaktivt 2019 for canadiske Robert Alfons og hans darkwave-synthband TR/ST, der har udsendt hele to meget fine albums i år. Her en spritny video til et af hovednumrene fra det seneste af dem, The Destroyer – Part Two, som TR/ST fra i morgen følger op på med en håndfuld europæiske klubshows i London, Bruxelles, Bern, Paris og Amsterdam…

Lyden af PSB’s efterår?

Pet Shop Boys har i dag løftet slør for Hotspot (!) som titlen på elektroduoens til januar kommende album. Samtidig er denne nye efterårssmagende single blevet sendt i omløb. PSB skriver stadig regulære sange, og om ikke andet så for det faktum er der altid håb, selvom det igen her ikke bliver helt indfriet. For Tennant og Lowe kunne og kan bedre end denne lidt afkræftede ballade med sær medicinsk-sødbitter eftersmag…

Do or die!

Billedet her er fra onsdag d. 12. november 1980, da Phil Oakey og Adrian Wright, de to tiloversblevne i The Human League (efter flugten af bandets til da kreative kræfter over i Heaven 17), for første gang spiller live med de to nye piger, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, som Oakey netop har shanghajet på et diskotek i hjembyen Sheffield. Men her er vi på klubben Rotters i nabobyen Doncaster, Yorkshire. Ingen tror på dette tidspunkt, The Human League lever på andet end lånt tid. Men 11 måneder senere udsendes synthpopmesterstykket Dare, som avler massive singlehits og går nummer 1 i England. Her er The Human League i maj 1981 på Top of the Pops med albummets første og fremragende forløber-single…

SS Say

I de farveløse startfirsere i postpunkens København var det udelukkende Mensa-dandyen Martin Hall, der kunne tage kampen op med Sods/Sort Sol om at være tidens fremmeste stemme i undergrunden. Gennem Identity, Ballet Mecanique, Ballet M og Under For udsendte han på vinyl sine sammenbrudstruede skrig for en bedre verden, der på febervild klangbund af violindrone og piskende rytme, tegnede tidens galopperende sortsyn med imponerende sikker streg. Her Martin Halls sideprojekt SS Say, der – udover bl.a. at spille support til William Burroughs i Saltlageret – i februar 1985 udsendte EP’en Fusion, hvorfra dette så fornemt synth-udhuggede track, ‘Care’, stammer. Martin Hall har skrevet og spiller selv det meste, nu afdøde Henrik Möll er også ombord, men nummerets køligt smukke stemme tilhører Inge Shannon…

introducing…HMLTD!

London’s HMLTD har de seneste par år udsendt en håndfuld singler, der samlet vidner om et yderst stilmangfoldigt, ja, til tider næsten identitetsdiffust men kulørt band. Her er netop udsendte ‘The West Is Dead’, en dog velgørende stram, elektronisk funderet, og punk-behjertet forløber for debutalbummet af samme navn, der efter planen udsendes engang til næste år. Disse fremtids-fuckups er uden tvivl langt mere spændende end Bono’s drengs U2-juniorband, vi noget tøvende forsøgte os med her forleden…

TR/ST til en mandag

The Destroyer 2, det nye album med canadiske TR/ST, gør vel alt det man kunne håbe på efter forårets fornemme The Destroyer 1. Her et af værkets mere introspektive øjeblikke, nummeret ‘cor’, hvis tyste melodi falder som sug af længsel. Specielt afslutningen – fra 2:43 og ud – er formidabel i al sin nøgne enkelhed…

TR/ST tomorrow!

Tager tilløb til udsendelsen i morgen af Destroyer 2, årets andet nye album fra canadiske TR/ST, med et track fra deres 2012-mesterstykke af et darkwave-electropoppet debutalbum…

Hører det her nummer igen, og tænker, det ligeså godt med en anden leadvokal kunne være Sandra og Michael Cretu fra deres fælles storhedstid i midt-80’erne. SÅ helstøbt euro-melodiøst og eufori-melankolsk strømlinet er det.