Jeg er endnu engang på farten, og denne gang går turen til Madrid. Det er 19 år siden jeg var her sidst, og selv i denne gamle by er meget forandret. Hvem skulle have troet at metrostationen Puerta del Sol ville blive til Vodafone del Sol? Til gengæld er her stadig temperaturer, en dansk juli ville være stolt af.
Og nej, jeg får desværre ikke tid til at se fodbold hernede.
Noget af det allersmukkeste ved fodbold er at den kan begejstre så mange mennesker over hele verden (måske bortset fra i USA). Hvor end jeg har rejst (og også i USA, hvor jeg endnu husker en god snak om spansk fodbold for år tilbage med en ikke-spansktalende amerikaner) har jeg opdaget, at vi kan tale om fodbold, I denne uge blev der skrevet hvad jeg synes er et ekstra gribende kapitel i denne verdenssports historie: Afghanistan blev sydasiatiske mestre.
Denne sommer er det 35 år siden, VM blev afholdt i Argentina. Dengang var jeg endnu ikke blevet ordentligt interesseret i internationale forhold og anede kun svagt, at der var noget helt galt i Argentina. Det var en usædvanligt grim og skamfuld periode, hvor op mod 30.000 modstandere af militærdiktaturet blev “forsvundet” eller på anden måde myrdet af militærdiktaturet. Andre havnede i hemmelige fængsler eller fik deres børn tvangsadopteret. Mange uden for Argentina opfordrede til en boykot af VM. Paul Breitner blev væk i protest og Johan Cruyff blev også væk – af mange grunde, ved vi i dag. En af dem var netop det fascistiske regimes “beskidte krig”.
Læs mere om det her. Et sigende citat fra den lange artikel:
The ESMA torture center was within earshot of the River Plate stadium. Many ex-detainees said they could hear the cheers as Argentina won the world cup while being tortured.
Dengang savnede jeg Cruyff og hans flydende spil, der ofte var en nydelse at betragte – ligesom det orange hold i det hele taget dengang. Og Cruyffs landsholdskarriere sluttede på det tidspunkt; også dét var et stort savn. I dag har jeg stor respekt for at nogen vil blive væk fra VM og endnu større respekt for den til tider vanskelige, men aldrig kedelige eller dumme Cruyff.
Vi skriver som bekendt en masse om fodbold (ja ja, især om engelsk fodbold og især om et helt bestemt hold) og om musik her på bloggen. Er der nogen af læserne, der kan nævne interessante sange, der handler om fodbold? Og ja, I behøver ikke at nævne “Idrætsparken”; den kender vi godt.
Her synger den skotske sanger Paul Tierney om – den engelsk/irske fodboldspiller Paul Tierney, der har spillet for et større antal britiske klubber; egentlig mest for Manchester United, hvorfra han dog har været udlånt til en lang række mindre klubber.
Der bliver skrevet en hel del her på bloggen om fodbold, dvs. det er nu stort set kun om engelsk fodbold – og her kun om Premier League. Engelsk fodbold har mange stolte traditioner, men i hvert fald én af dem kunne vi godt have undværet, nemlig at there are no gay players in the Premier League. Det er præcis som når Mahmoud Ahmadinejad gør opmærksom på at der ikke findes bøsser i Iran. Det er underligt at det begyndende skred, der i disse år sker i opfattelsen af bøsser og lesbiske, sker i USA, hvor bl.a. basketballspilleren Jason Collins nu står frem som bøsse.
Hadley Freeman skriver i The Guardian at
The Observer reported last weekend that “at least eight professional footballers” have revealed that they are gay to teammates, but have refused to do so publicly because of concerns, doubtless justified, about “the fans”. In comparison, American sports and, so far, their fans, too, are looking downright progressive. Robbie Rogers left Leeds United earlier this year, saying that to be publicly gay and play English football was “impossible”, but is now training with LA Galaxy.
Det sidste er især sigende. Man skal dog også bemærke, som Freeman skriver, at de amerikanske sportsfolk, der nu står frem, er i slutningen af deres karriere:
But at the moment, the only male celebrities in Britain and the US who appear to be able to come out and continue their careers have proven to be – surprise, surprise! – entertainers. Because that’s what gay men are like, right? Sparkly and funny, not masculine and strong.
Until that changes, we’re still hacking down the slow path of progress.
Denne blog har i hele sin levetid produceret en masse indlæg om den engelske Premier League. Jens kæmper trofast med sin varierende begejstring for Liverpool FC; selv er jeg efterhånden blevet agnostiker hvad angår Premier League. Seneste søm i ligkisten er The Secret Footballer, der er dæknavnet for en navnløs spiller i Premier League. I august kom hans bog I Am The Secret Footballer: Lifting the Lid on the Beautiful Game, og den afslører meget, vi som fodbold nok egentlig godt vidste men naivt håbede var usandt. Der er racisme, homofobi, alt for mange penge og en snigende ulyst til at spille.
Der er efterhånden en stribe indslag om The Secret Footballer hos The Guardian, og min klare (og triste) fornemmelse er, at der på den ene side er et ønske om at finde ud af hvem han er (se http://www.whoisthesecretfootballer.co.uk/) og på den anden side at resten af fodboldverdenen forsøger at tie denne fodbold-udgave af Bitterfissen ihjel. Nu har også Anders Haahr Rasmussen fra Information opdaget ham og hans bog.
Og selvfølgelig er The Secret Footballer også på Twitter.
Det er for længst blevet bredt accepteret i en del lande i Europa, at forfattere, musikere og andre kunstnere kan være bøsser. Også i politikkens verden er det, der engang kunne fælde politikere, heldigvis blevet dagligdag. Den danske kulturminister Uffe Elbæk er bøsse. Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle er bøsse. Den belgiske premierminister Elio di Rupo er bøsse.
Men i sportens verden, og her specielt den vesteuropæiske fodbold, skal vi skrue tiden adskillige årtier tilbage. Det store flertal af fans har efterhånden accepteret etniske mindretal, men homofobien lever i værste velgående. Det viser et aktuelt og forstemmende interview, omtalt i Der Spiegel og The Independent med en Bundesliga-spiller, der har ønsket at forblive anonym af frygt for trusler. Ifølge den tyske spiller er der en del andre Bundesliga-spillere, der er bøsser, men holder det særdeles hemmeligt af frygt for konsekvenserne ved at blive afsløret. Marcus Urban, en af de få spillere, der er stået frem, spillede i 2. division og stod først frem efter at karrieren var slut.
En lille opmuntring er det måske, at så prominente personer som Angela Merkel og Uli Hoeness for nylig på en pressekonference har opfordret fodboldspillere, der er bøsser, til at stå frem. Det er ikke klart for mig, om dette kunne ske i en engelsk kontekst. Jeg tvivler desværre på det. Den triste erkendelse er, at fodboldsporten ikke kan få et bedre image end fordomsfulde fans vil tillade.
Det var selvfølgelig helt og aldeles fortjent (hvad andet kan man tillade sig at sige efter en 4-0 sejr?). Det er længe siden, jeg har set en slutrunde med så mange interessante og underholdende kampe som i år. Og jeg kan ikke mindes tidligere at have set en kamp, hvor et hold løb tør for udskiftninger – eller at det lykkedes at vinde en finale i en stor turnering med fire mål. På mange måder et helt særligt EM. Det er igen blevet sjovt at se landsholdsfodbold.