
Det er for længst blevet bredt accepteret i en del lande i Europa, at forfattere, musikere og andre kunstnere kan være bøsser. Også i politikkens verden er det, der engang kunne fælde politikere, heldigvis blevet dagligdag. Den danske kulturminister Uffe Elbæk er bøsse. Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle er bøsse. Den belgiske premierminister Elio di Rupo er bøsse.
Men i sportens verden, og her specielt den vesteuropæiske fodbold, skal vi skrue tiden adskillige årtier tilbage. Det store flertal af fans har efterhånden accepteret etniske mindretal, men homofobien lever i værste velgående. Det viser et aktuelt og forstemmende interview, omtalt i Der Spiegel og The Independent med en Bundesliga-spiller, der har ønsket at forblive anonym af frygt for trusler. Ifølge den tyske spiller er der en del andre Bundesliga-spillere, der er bøsser, men holder det særdeles hemmeligt af frygt for konsekvenserne ved at blive afsløret. Marcus Urban, en af de få spillere, der er stået frem, spillede i 2. division og stod først frem efter at karrieren var slut.
En lille opmuntring er det måske, at så prominente personer som Angela Merkel og Uli Hoeness for nylig på en pressekonference har opfordret fodboldspillere, der er bøsser, til at stå frem. Det er ikke klart for mig, om dette kunne ske i en engelsk kontekst. Jeg tvivler desværre på det. Den triste erkendelse er, at fodboldsporten ikke kan få et bedre image end fordomsfulde fans vil tillade.