Hvad ville din søndag være uden et videoklip med et selvbevidst cool punkband ved navn Strychnine fra Bordeaux, der her i 1980 midtempo-rocker sig igennem ‘Lache Moi’? Nummeret fejler intet i sig selv, men dommerjuryen vil måske været lidt splittet i spørgsmålet om hvorvidt forsanger Christian Lissarrague er gjort af karismatisk stjernestof eller blot uhyre selvforelsket…
Du har tydeligvis bedre indsigt i fransk musik end jeg. Sikkert bare bekvemmelig dovenskab fra min side. Når jeg taler med udlændinge om dansk rock/pop, er indsigten derfra også (for) tyndbenet og uretfærdigt uvidende – synes jeg. Sikkert det samme jeg her udsætter de franske kunstnere for.
Alle iagttagelser er relevante, og du har ret, fransk rock har et skidt ry her nordpå. Men er der ikke undtagelser? Serge Gainsbourg (naturligvis ikke ‘pop’ eller ‘rock’ i gængs forstand) har begået fremragende ting, Jacques Brel (belgier, men bosiddende i Paris) ditto. Og Jacques Dutronc er også en personlighed, værd at høre på. Og så er der – udover Francoise H – en del stærke popnumre fra yeye-bølgen. Af nyere bands kan jeg vel kun pege på Noir Desir, som et band der virkelig holder, men deres historie er så igen beskæmmet af forsangerens fatale amokløb på sin kæreste. Og så er der nogle stærke punkøjeblikke fra way back med Metal Urbain, Marie et les Garcons, Edith Nylon og muligvis nogle flere. Men nej, det er overordnet for pauvert.
Dommen herfra er: det sidste! Måske er der en grund til at Frankrig, trods sin størrelse, er meget kraftigt underrepræsenteret i statistikken over gode pop/rockartister? Tænker umiddelbart Francoise Hardy fra 60’erne. Og – er det så ikke det? Ok, der er sikkert 4-5 andre, jeg lige har glemt. Men End Of Story: det står skidt til på musikfronten indenfor rockmusikken. Underligt når de ellers er godt kørende på vel alle andre kunstarter. Blot en iagttagelse.