Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.

Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…