Kategoriarkiv: Svensk

Thåström genopstået

Da Thåström gik af scenen efter veludført arbejde på Way Out West en hed augustaften i Göteborg, lå det ligesom i kortene, det var det sidste man skulle komme til at se til ham i længere tid. Men nej, i forgårs blev en snarlig klubtour med 14 shows i fire byer pludselig annonceret ud af det blå; tre aftener på The Tivoli i havnen i Helsingborg, to på den trods navnet lille Vulkan Arena i Oslo, tre på indieklubben Pustervik i Göteborg, samt hele seks på Orionteatern på Söder i Stockholm. Efter forårets Dom Som Skiner-arenatour, der kulminerede med finale i den monstrøse Avicii Arena, er det et dejligt overraskende skridt nu at rykke med band ned på små scener, helt tæt på publikum…

Arven fra Kent

Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.

Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.

Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…

Varsågoda!

Har man egentlig nogensinde levet, hvis ikke man har hørt Thåström synge ‘Bluesen i Malmö’ i selve Malmö City?! Det er i aften det sker. Kan det nye band og dets mester der monstro overgå den på alle måder forrygende koncert i Den Grå Hal på Christiania i aftes, hvor det virkelig klædte musikken, spillerne, sangeren og det tilrejsende publikum fra hinsidan, at komme i mindre sterile og renskurede rammer, end de svenske haller/kulturhuse som oftest kan byde på? I aften er næstsidste show på touren, der slutter lørdag aften i monstrøst store Globen/Avicii Arena i Stockholm, så forvent en låst setliste, der bliver identisk med denne fra Köpenhamn i aftes…

Og Sandra sang…

Kalenderen fortæller, Sandra kunne fejre 60 tyske år i går. Den fortæller også, at Thåström i aften synger om hende i Den Grå Hal på Christiania. Sådan hænger tingene sammen og giver en tiltrængt antydning af logisk orden i denne verden af kaos. Personligt er vi her helt sikkert endnu mere til opfølgeren ‘In The Heat Of The Night’, en melankolsk banger Thåström formodentlig ligeledes vil betegne som ‘pisdisco’, men det er Sandra’s euro-smash af en debutsingle, han dog synger om på ‘Stora Langa Gatan’, så derfor…

…Och brandkåren kom, ambulanserna kom
Och sopgubbarna gick och sopgubbarna försvann
Magnifikt sa jag, det passar så perfekt här
Det passar så perfekt här
Och Sandra sjöng Maria Magdalena
Sandra sjöng Maria Magdalena…

The Stranglers vs. Sverige

The Stranglers’ forsanger og guitarist Hugh Cornwell arbejdede tre år i første halvdel af 70’erne på et kemisk laboratorium under universitetet i sydsvenske Lund. Det er sit ophold der, han tager udgangspunkt i på ikke-hyldesten ‘Sweden (All Quiet On The Eastern Front)’ fra The Stranglers’ tredje album Black and White (1978). Så hvad mere naturligt end også at indspille bangeren på svensk, og udsende den på single udelukkende i Sverige, hvad Hugh og hans Stranglers straks gjorde. Jeg faldt over et velholdt eksemplar, som hurtigt blev købt, i en velassorteret skivbörs i Masthugget, Göteborg i fredags. The Stranglers på svensk kan sandelig også noget…

Hurula og Håkan

Stockholm-baserede Hurula udsendte fredag ny single. Kendere af svensk musik vil muligvis instinktivt straks identificere Håkan Hellström’s partner in crime Björn Olsson som både sangskriver og producer af ‘Se Dig Le’ herunder. For man kan jo faktisk nærmest høre den mindre tyngede sjæl Håkan Hellström synge denne melodi tidligt i solokarrieren og bringe den helt op til pophimlen. Hvor var han god, Håkan, før for meget succes stækkede ham…

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…

Og Thåström synger Maria Magdalena

Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…

Kling-klang musik

Lang ventetid forløses i aften kl. midnat, når Thåström udgiver sin første nye musik i fire år. Den ekspressive kunst her ovenfor er coveret til singlen ‘Papperstunna Väggar’, en duvende elektroballade med mørke synths, nattestemning, stift trommemaskinebeat og klangligt besøg af den stockholmske sangerinde Titiyo. Og naturligvis Thåström selv, der observerer storbyens usminkede liv omkring sig, som kun han kan gøre det. Det har været savnet.