Forbliver i det kolde nord, hvor “vintern är så hård i år / och själen är full av sår…”, som Lustans Lakejer fra Åkersberga synger det på en synth-dominant og stemningstung tolkning af Ulf Lundell-sangen ‘Rialto’. Originalens musik har aldrig bevæget noget her, men LL får sat levende men forgængelige billeder i både dens ord og tonesprog. Noget af en promovideo også fra et band der dengang i start-80’erne kom som speedblege, Bowie-skolede nyromantikere. Det gør de ikke længere…
Kategoriarkiv: Svensk
Roser og champagne
Jeg var i Stockholm en varm augustaften for et par somre siden. Boede i et enormt værelse med højt til loftet oppe på 1. etage i et gammelt hotel på Strandvägen, den lyse promenade langs udflugtsbåde og restaurantskibe, der går fra city hen mod Djurgården. Sent på aftenen gik jeg en tur for at finde en bar, og i stedet for at dreje op til venstre mod Sergels Torg, fortsatte jeg ligeud ad den store, stærkt trafikerede Birger Jarlsgatan. Kom forbi et specielt udformet torv, Stureplan, som jeg forlængst havde glemt alt om, indtil det nu pludselig dukkede op som visuelt centrum i videoen herunder.
Lars Winnerbäck lavede sin seneste plade Neutronstjärnan (2023) med Kent-duoen Jocke Berg og Martin Sköld som producere. Det høres så klart her på ‘Rosor & Champagne’, som i både lyd og akkorder næsten kunne være en Kent-sang. Tekstens er elegant skrevet af Winnerbäck, men dens let desillusionerede fortællerståsted i livet kunne også nemt være Jocke Berg’s. Og hør så lige den høje oktavvokal, der kommer ind og ligger under Winnerbäck’s lead fra 0.52. Den lyder jo også næsten som…
Orionstjernen
Hov, kalenderen åbner hukommelsen. Tre år siden dags dato og det kan med -14 grader have været årets koldeste aften i Stockholm. Vi gik skælvende i snevejret, sneen og mørket ude på det sydligste Söder og fandt frem til Orionteatern, hvor Thåström med band spillede næstsidste aften på den klubtour, der havde været forbi med afsnit i Helsingborg, GBG, Oslo, og nu sluttede med en håndfuld koncerter på Orion, et lille teater med meget højt til loftet. Der var udsolgt til allersidste mand med 500 mennesker, Thåström og band var på hjemmebane elektrisk sitrende, virkelig en sund, solid aften.
Senere gennem frostdampende Stockholm til hotellet ved Centralstationen, men ikke i seng før jeg alene et godt stykke bag midnat havde været ude at vandre på Sveavägen – forbi Olaf Palme’s mordsted og mindetavle – til Roslagsgatan op gennem Sibirien, hvor Hilmer og jeg en anden kold STHLM-vinter så mange år inden, sammen med Imperiet/Thåström-producer Stefan Glaumann, havde mixet sange i Mistlurs Studio til LS’s debutplade. Men det er en anden historie, og den her er bedre. Her en optagelse af de musikalske begivenheder i Orion på Söder den omtalte aften med sang nummer to og tre på setlisten…
Start skulle betyde stop
The Jam’s femte album Sound Affects udkom dags dato 1980. Skulle vise sig at blive den sidste plade med dem, jeg selv lyttede åndeløst med på, for to år efter, da opfølgeren The Gift udkom, var Paul Weller’s retro-søgen i soulmusik efter ny musikalsk identitet forsvundet helt i lyden af en bunke nye bands, der lød helt anderledes af nu og i morgen. Men Sound Affects fyldte meget i efteråret 1980, hvor den kom næsten samtidig med The Clash’s Sandinista!. Her The Jam på selve udgivelsesdagen 28. november live på svensk TV med førstesinglen ‘Start’, der som meget andet på albummet kaster lange blikke efter The Beatles…
Svensk klassiker, 20 år
Hvordan kan man omstille betydningen af Thåström’s semiakustiske soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) til danske forhold? Vel nærmest som at forstille sig, at Sods/Sort Sol’s Steen Jørgensen havde udsendt en plade med Kim Larsen’s Værsgo‘s (1973) særlige statur og indvirkning; altså en malmsort folkeklassiker.
Thåström kom fra to buldrende, tungt bevæbnede rockplader, der havde markeret hans tilbagevenden til det svenske sprog og regulære sange efter flugtårene med gidseltechno-bandet Peace, Love & Pitbulls. Hovedpersonen selv har siden talt om en realisering af, der skulle ske noget drastisk. De distortede guitarmures udtryk føltes afsøgt, autopilot stod for døren, så Thåström var sig helt bevidst; han måtte sublimere sin sangskrivning og blotte sig mere, både i ord og udtryk.
Hvilket forklarer det radikale sceneskift på Skebokvarnsv. 209 (titlen er adressen på barndomshjemmet i Högdalen, 12 stop på T-banan syd for centrum i Stockholm), hvor Thåström i en for ham dengang radikalt anderledes lavmælt, nøgen musik, uden sminke eller nogen smart rockattitude, i øjenhøjde med sig selv roligt malende aftegner sit liv og udsyn.
Således starter albummet, med et kontaktsøgende brev fra ham i København til en bortgledet ven oppe i Stockholm. Skebokvarnsv. 209 blev udsendt 16. november 2005…
Den svenske musikblog 482mhz markerer den runde fødselsdag i dag med en gennemgang af ‘Thåström’s renässansperiod 2005-2025’, læs med lige her.
Og Ulf “Rockis” Ivarsson, der spillede bass i bandet fra dette album og 15 år frem, samt også var en vigtig mand i studiet for Thåström, skriver i dagens anledning på sin Facebook-side:
“I dag är det 20 år sedan Thåström släppte albumet Skebokvarnsvägen 209. Det var detta album som också inledde ett 15 årigt samarbete med både turnéer och skivproduktioner involverade med Thåström.
Tiden går fort och när jag tänker tillbaka på den där sena eftermiddagen i februari 2005 när jag fick samtalet och en förfrågan att vara med på albumet så känns det som igår..men samtidigt väldigt väldigt längesen..20 år sedan..? Stoltheten finns kvar att jag fick vara med på denna svenska milstolpe till album men också att jag även fick förtroende att vara med i sättningen med musiker som spelade live mellan 2005-2018 och även vara del av och producera några av dom efterkommande albumen.
Men i bland undrar jag om jag ens var där..tiderna, musikaliteten och framförallt människan förändras..man ömsar skinn och går vidare oavsett om det gagnar ”karriär” eller inte. Magkänslan får styra..bra eller dåligt? Ingen aning..
Tack Joakim för att jag fick landa i din intressanta bubbla av kreativitet och hårt arbete under dessa år.“
Her slutteligt endnu en juvel fra pladens skattekammer, denne dog fremført live i KB Hallen på Frederiksberg tidligere i år…
Kulden
En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…
Dem der skinner
I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…
Thåström sang Maria Magdalena
Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…
Vi barn från Jedwabne
Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…
Først hjerte, så smerte
Fra det sted i mit bagland, som har forstand på det band og den slags, tikker det nu ind på telegrafen, at det i går var 20 år siden Kent udsendte The Hjärta & Smärta EP, den EP med fem numre, hvor bandet for en sidste gang lød som det håndspillede guitarband, de først trådte i karakter som. ‘Dom Som Försvann’ hedder udgivelsens vel mest elskede nummer herunder, hvor et børnekor og Jocke Berg duellerer på en melodi så hjerteskærende, man næsten overvejer, om sangtitlen måske kunne være et profeti om bandets egne skæbne. Mon skarpretter Berg markerede dagen i går med en tur på kirkegården, for dog at lægge blomster på Kent’s grav, eller er han bare videre?
Gabel har lang biografi
Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.
Introducing…Gabel/Ossler!
Pelle Ossler (den fornemme ex-guitarist hos Thåström og medlem af Sällskapet) har netop udsendt et nyt album sammen med Christian Gabel (kendt fra Bob Hund og for sit eget projekt 1900). Sådan her går åbningsnummeret på den stemningsfortættede plade…
Hvad så, Ken†?
Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.
Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.
Centralmassivet
Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
Titiyo synger Thåström
Og versionen af Skebokvarnsv. 209-sangen ‘Stjärna Som Är Din’, en sang der ofte bruges til specielt barnedåb og navngivningsfester i Sverige, ligger som åbningsspor på Titiyo’s nye coveralbum Hemland, der udkommer i dag. Turnepremiere i Skåne-byen Kristianstad i aften, inden det bliver Malmö City i morgen…