Ovenpå Beväpna Dig Med Vingar (2012), der havde set Thåström’s band rendyrket som skandinavisk The Bad Seeds-pendant, lød efterfølgende Den Morronen som noget af et brud med egen ny-tradition. Jo, det begsorte februarmørke rullede stadig gennem Thåström’s tunge musik, men postpunk-bandet der spillede den havde haft vagtskifte og var blevet erstattet af en elektronisk kommandocentral med slæbende beats og en uigennemtrængelig armé af programmerede bass-sequencers. Umiddelbart var Den Morronen en mere svært tilgængelig plade at komme ind på livet af, selv skulle jeg bruge lang tid på rigtigt at kunne sætte pris på dens specielle kvaliteter, der dog til gengæld siden kun er vokset i statur. Den Morronen udkom i dag for 10 år siden…
Om det er Thåström’s store hockey-interesse – han går mere op i favoritklubben Djurgården’s resultater på is end på græs – der gør sig gældende er uvist, men begge koncerter denne weekend foregik i ishockeykatedraler. Thåström sælger naturligvis slet ikke disse store haller ud, så scenen er med held placeret langt fremme på gulvet for at skubbe folk tættere sammen. Aftenen i Linköping fredag blev i den lokale avis Corren lørdag morgen lovprist med, at årets allerbedste koncert i byen nu med sikkerhed allerede havde fundet sted. Med den hæder i bagagen stillede man lørdag aften op tre timers kørsel sydpå i herfra upåagtede Växjo, der trods sine vel 70.000 indbyggere giver en ny dimension til begrebet deprim soveby. Der var dog ikke meget pulstræt hvile over aftenens show, hvor det ellers faste set havde en lille ændring, da den knitrende tunge version af ‘Gräsfläcker’ måtte vige for singlen ‘Papirstunna Väggor’. Erfaringen fra Sverige fortæller at hallerne lørdag aften gerne er lidt mere i flow og stemning end fredag, således også denne weekend, hvor Vida Arena virkelig fortabte sig. Da ikke mindst mod slutningen af settet til en syv-otte minutter extended-version af mægtige ‘Old Point Bar’, hvor Thåström freestylede sin fortælling undervejs, et sted mellem joie de vivre og eksalteret vanvid. En halv times tid senere blev loftslyset nådesløst tændt igen i den for øjet så brutale hal, hvorefter Växjö atter kunne finde tilbage sin trygge, skindøde vinterdvale, dog helt sikkert ikke uden feberdrømme om denne aften af en anden og bedre verden…
Troede et kort øjeblik det var underspillede ‘TOLEDO’, da introen til dette nummer blev påbegyndt på førsteaftenen i Uppsala i torsdags. Men nej, istedet viste det sig at være den dunkelt udfoldende ‘Smaken Av Dig’ fra Beväpna Dig Med Vingar (2012), også et meget fint og lidt bortgemt nummer…
Første weekend på den nye Thåström-tour peakede voldsomt lørdag aften i Örebro, byen hvor manden selv i 1977 på Stora Hotellet oplevede en livsforandrende The Clash-koncert. Tankevækkende at hans eget publikum to dage tidligere i Uppsala helt sikkert havde følt sig begunstiget over at opleve en tourpremiere, for i Örebro’s Conventum, en fornemt designet moderne hal med højt til loftet, var han og hele bandet bare af en anderledes overlegen, forædlet og intens klasse. Og det er vel egentlig den tankevækkende morale her; at tre fortløbende aftener trods ens setliste kan være så markant forskellige. Musikken har sin egen sjæl og kan ikke betvinges af selv dens bedste udøvere til at komme perfekt hver gang, men er afhængig af det enkelte shows betingelser og tilstødende omstændigheder, en organisme i konstant bevægelse. Ja, måske selv The Clash’s næste shows ovenpå Örebro i efteråret 1977 (et par uger efter i Dublin) ikke gik helt så rent ind som den af Thåström myteomspundne aften på Stora Hotellet…
…Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro Sen blev det aldrig bättre än så…
Anden aften meget bedre. Et mere afslappet publikum. Et band som med lidt træthed – og måske tømmermænd – i blodet var helt i øjenhøjde med egen musik ovenpå premierenerverne fra aftenen før. En ens setliste der med et anderledes overskud på scenen fungerede med større naturlighed i både overgange, dynamik og eksekvering. En aften så langt bedre, at den fik de lidt hysterisk positive svenske avisanmeldelser fra første aften til at fremstå hovedrystende tendentiøse. Der er masser af håb.
Interessant og slutteligt forløsende første aften ud af to på Fyrishov i Uppsala, der markerer startskuddet på den nye Thåström-tour. Christian Kjellvander er en tilføjet og befriende dygtig guitarist i bandet, setlisten en blanding af fem sange fra aktuelle Somliga Av Oss, to-tre rariteter og ellers en stærk buket fra de seneste par turnéer. Bandet og sanger vil snart blive mere sammenspillede – sådan er det på en tourpremiere! – og lydmanden vil også finde den mere dynamiske balance, som vil tilgodese de enkelte sanges detaljer og dramaturgiske behov. Thåström selv? Synger som en drøm, ligger højt i både mix og humør. Der er masser af håb.
Sidst Thåström spillede koncert var i juni for to år siden, da han til sin sommers eneste koncert gæstede Stockholm’s pendant til Syd For Solen, Rosendal Garden Party, i skoven ude på Djurgården. Den aften lød bl.a. sådan her…
Efter at være faldet ned af stolen fredag, da den gamle Håkan Hellström – ham vi faldt for engang, men øjensynligt havde tabt for altid til mainstream-industrien – pludselig var tilbage og på bølgelængde, kom man igen på benene, gik to skridt tilbage og lagde den nye EP fra sig. I går meldte tvivlen sig så om førsteindtryksoplevelsen havde løjet, om den nye musik var lavet for at skulle lyde rigtig, men bagved alligevel måske slet ikke var det. Men altså, jo, EP’ens tre numre stod forbløffende nok også testen af et højt genhør i aftes. Her er det hovednummeret ‘Go För Glory’…
Vi bærer ikke nag her på siden. De kan udsende en håndfuld virkelig sløje plader derude, men kommer der derefter en god, så er meget tilgivet. Tag nu svenske Håkan Hellström, hvis musik er blevet tortureret halvt ihjel i hans eget enorme succesfængsel, hvorfra endnu en række Ullevi-koncerter er linet op senere i år. Så er det at Håkan plejer at udsende musik, designet til at skulle fungere festligt uproblematisk foran 70.000 fællessyngende svenskere. Men i dag har han udsendt EP’en ‘Gå För Glory’, hvis tre numre i en dejlig beskidt produktion derimod endelig lyder som om Håkan laver musik for sin egen fornøjelse igen, ja, det var for længe siden sidst. Her EP’ens ret heftige slutnummer, hvis desperat højpitchede ”dom kommer aldrig ta oss”-mantra nok har lånt – det er jo Håkan! – sin gang på jord fra russiske t.a.T.u.’s ‘Not Gonna Get Us’, men det gør ingenting, for det her er langt bedre…
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Fredag eftermiddag var der pludselig en hurtig time til overs i svenske Ängelholm. Og hvem skulle have troet en så forholdsvis lille by har sin egen fine second hand-pladebutik? Velassorterede Electric Mud Records ligger i tre små men vinylproppede kælderrum tæt på stationen. Kom afsted derfra igen med et par rejsevenlige 7″ere, blandt andet denne 1979-debut fra engelske Au-Pairs. Birmingham-bandet med no bullshit-kvinden Lesley Woods i forgrunden blev snart langt mere kendte for deres første album Playing with a Different Sex (1981), en siden sært overset plade, men dengang hyldet overalt som både fremsynet postpunk-klassikerog central feministisk markør. Debut-EP’ens tre numre var ikke med på albummet, men er ligeledes stærke og absolut høreværdige i dag. Her er det A-sidens ‘You’…
En ny Thåström-video til denne grå november-lørdag? Åbningsnummeret fra hans aktuelle album tilsat visuelt fokus på det store pariserhjul fra Wien? Det til sangord som både kommer forbi Kim Bodnia og et natligt nybyggeri, der lyder som et Neubauten-soundcheck? Samt en rolig, groundet elektrisk guitar ført af danske Jesper Lehmkuhl, der bor nede i berlinske Wedding? Så gerne…
Kun at poste om den nye Thåström-plade igen og igen ender jo med at fremstå lettere manisk, så her et hårdt forsøg på helt at skifte spor. Men er der andre spor? Ah jo, det kunne f.eks. være David Bowie der synger sin helt egen fortolkning af Nina Simone’s ‘Wild Is The Wind’, først hørt som afslutningsnummer på Station to Station i 1976. Det har vel intet med Thåström at gøre…
Og tirsdagen kan bringe paradokser. Som f.eks. hvad nu hvis det bedste der findes er netop ikke at finde det, som iøvrigt aldrig fandtes? Thåström udtrykker på sit nye album den tanke betydeligt mere elegant…
Mandag er koncentrat af kriblende energi, en ny uges dramaturgi som kræver tilrettelægning og snart koncentration. Fra sit nye album tilbyder Thåström denne pulserende sang, der mest kigger sig tilbage og undres, hvilke af de uendeligt mange indre billeder er drøm, hvilke var virkelighed…
