Denne søndag, tilfældigvis på etårsdagen for koncerten i K.B. Hallen i København, bringes der på Thåström’s Insta-profil noget, der kun kan være en teaser; en helt kort, sort/hvid filmsekvens fra et T-show somewhere med ordene THÅSTRÖM 2022-2025. Er en ny liveplade under opsejling? Det nye band endnu ikke dokumenteret, så det skulle give mening. Eller kan det være en række koncertoptagelser udsendt visuelt? Måske noget helt tredje? Indtil vi sikkert snart bliver klogere, hældes der herfra til den liveplade, som da virkelig vil være en magnifik idé. Her en sang fra den lysende aften i K.B. Hallen. Den er så god, at man i København har opkaldt en hel gade efter den…
Suede er det franske navn for Sverige og i dag er bandet Suede i Sverige, nærmere bestemt hovedstaden Stockholm til aftenens show i den gamle lagerbygning B-K/Banankompagniet i Frihamnen. Encore på 2026-vintertouren i februar og marts er disse fire minutter fra Autofiction (2022), albummet der sendte det gendannede bands formbarometer op mod næsten klassisk gamle Suede-højder. Her spilles ‘The Only Way I Can Love You’ i overdådig BBC-opsætning med symfoniorkester, noget den bredskuldrede sang fint kan bære…
Denne side var tilstede i Helsingborg for to uger siden, da Stockholm-bandet Hurula besøgte The Tivoli og spillede et set så energisk og højt, det må have kunnet høres helt ovre i Helsingør. I aften lørdag spiller Hurula show på Lokomotivet oppe i Kent’s gamle hjemby Eskilstuna, men det kan vi jo ikke bruge til noget nu, så her istedet et par levende håndfulde af numrene fra Helsingborg…
Ett Annat Språk / Ny Drog / Existens / Stockholm Brinner / En Döende Planet / Otrygg Provanställning / 22 / Ont Som Jag / Skjut Mig / Sand
Midnat til fredag har Kent’s Joakim Berg udsendt denne nye solosingle. Hans musikalitet og dens ubesværede dygtighed imponerer som altid. Alligevel værker den her engang så forkælede, men nu Kent-udhungrede blog umiddelbart efter et himmelsk drog, der kan sende eufori-raketter op på nattehimlen…
Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
Hvis du kun kender til musikken fra deres albums, så tag den her sang som en helt ny single fra Kent. Og fortæl hvordan det føles, at de således nu er blevet rigtigt gendannet og er tilbage i fuld vigør med ny musik, tak!
Nektar er et ungt band fra Göteborg, der netop har udsendt sit andet album Om Du Behöver Mig (2025). Forsanger Ilean Arvman Nelson’s musikalske slægtskab med Kent’s Jocke Berg fornægter sig ikke her på ‘Den Enda Du Behöver’, men nummeret viser også fornemt brede musikalske vinger nok til for egen regning at kunne flyve højt og smukt…
Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…
Vi var kommet op til Uppsala fra Stockholm den torsdag, blevet indlogeret på et beskedent hotel ved banegården, havde været ude at se byen, der lå indtagende og frostkold langs dens hvirvlende flod. Tidligt på aftenen fulgte vi Fyris forbi den imposante domkirke, hen til byens koncertsal. Første aften på Thåström’s tour dér blev ikke ubetinget vellykket. Bandet afviklede mere end det spillede. Og den intensitetens puls, der normalt kæder en Thåström-koncert sammen fra start til slut, var sært fraværende. Faktisk var vi lidt undervældede bagefter på lokale Kaliber Bar, da der blev evalueret, også selvom en af de stockholmske aviser på nettet straks var ude med topkarakter. Heldigvis dog faldt det hele i hak næste aften samme sted, hvor band var helt anderledes tilstede i musikkens krævende liv, så sangeren oppe foran kunne fortabe sig og tage salen med ind i sin verden. I dag for et år siden startede Thåström sin tour for Somliga Av Oss på Fyrishov i Uppsala. Her en optagelse fra første aftens sidste sang i selve settet…
Sverige bliver ved med at byde på stærk musik i mange afskygninger. Her er det synth-ensemblet Kite, der vist oprindeligt kom fra Malmö men rykkede til Stockholm, hvor de præcis for et år siden i Avicii Arena opfører koncerten Kite On Ice. Som titlen mere end antyder foregår det hele på en stor flade af is, en regulær hockeybane med publikum rundt om på alle sider. Prangende her med de koreograferede finske skøjteløbere (Helsinki Rockettes), som sværmende formationer af jagerfly næsten, og så dette nummers altid løftende gæstesanger Nina Persson alene iblandt dem dernede på den dampende hvide flade. Meget svensk egentlig at arbejde så naturligt og kunstnerisk med is, en indgroet del af kulturen deroppe med den masse af vinterkulde…
Forbliver i det kolde nord, hvor “vintern är så hård i år / och själen är full av sår…”, som Lustans Lakejer fra Åkersberga synger det på en synth-dominant og stemningstung tolkning af Ulf Lundell-sangen ‘Rialto’. Originalens musik har aldrig bevæget noget her, men LL får sat levende men forgængelige billeder i både dens ord og tonesprog. Noget af en promovideo også fra et band der dengang i start-80’erne kom som speedblege, Bowie-skolede nyromantikere. Det gør de ikke længere…
Jeg var i Stockholm en varm augustaften for et par somre siden. Boede i et enormt værelse med højt til loftet oppe på 1. etage i et gammelt hotel på Strandvägen, den lyse promenade langs udflugtsbåde og restaurantskibe, der går fra city hen mod Djurgården. Sent på aftenen gik jeg en tur for at finde en bar, og i stedet for at dreje op til venstre mod Sergels Torg, fortsatte jeg ligeud ad den store, stærkt trafikerede Birger Jarlsgatan. Kom forbi et specielt udformet torv, Stureplan, som jeg forlængst havde glemt alt om, indtil det nu pludselig dukkede op som visuelt centrum i videoen herunder.
Lars Winnerbäck lavede sin seneste plade Neutronstjärnan (2023) med Kent-duoen Jocke Berg og Martin Sköld som producere. Det høres så klart her på ‘Rosor & Champagne’, som i både lyd og akkorder næsten kunne være en Kent-sang. Tekstens er elegant skrevet af Winnerbäck, men dens let desillusionerede fortællerståsted i livet kunne også nemt være Jocke Berg’s. Og hør så lige den høje oktavvokal, der kommer ind og ligger under Winnerbäck’s lead fra 0.52. Den lyder jo også næsten som…
Hov, kalenderen åbner hukommelsen. Tre år siden dags dato og det kan med -14 grader have været årets koldeste aften i Stockholm. Vi gik skælvende i snevejret, sneen og mørket ude på det sydligste Söder og fandt frem til Orionteatern, hvor Thåström med band spillede næstsidste aften på den klubtour, der havde været forbi med afsnit i Helsingborg, GBG, Oslo, og nu sluttede med en håndfuld koncerter på Orion, et lille teater med meget højt til loftet. Der var udsolgt til allersidste mand med 500 mennesker, Thåström og band var på hjemmebane elektrisk sitrende, virkelig en sund, solid aften.
Senere gennem frostdampende Stockholm til hotellet ved Centralstationen, men ikke i seng før jeg alene et godt stykke bag midnat havde været ude at vandre på Sveavägen – forbi Olaf Palme’s mordsted og mindetavle – til Roslagsgatan op gennem Sibirien, hvor Hilmer og jeg en anden kold STHLM-vinter så mange år inden, sammen med Imperiet/Thåström-producer Stefan Glaumann, havde mixet sange i Mistlurs Studio til LS’s debutplade. Men det er en anden historie, og den her er bedre. Her en optagelse af de musikalske begivenheder i Orion på Söder den omtalte aften med sang nummer to og tre på setlisten…
The Jam’s femte album Sound Affects udkom dags dato 1980. Skulle vise sig at blive den sidste plade med dem, jeg selv lyttede åndeløst med på, for to år efter, da opfølgeren The Gift udkom, var Paul Weller’s retro-søgen i soulmusik efter ny musikalsk identitet forsvundet helt i lyden af en bunke nye bands, der lød helt anderledes af nu og i morgen. Men Sound Affects fyldte meget i efteråret 1980, hvor den kom næsten samtidig med The Clash’s Sandinista!. Her The Jam på selve udgivelsesdagen 28. november live på svensk TV med førstesinglen ‘Start’, der som meget andet på albummet kaster lange blikke efter The Beatles…
