Ett simsalabim ibland är allt man behöver…

Vi var kommet op til Uppsala fra Stockholm den torsdag, blevet indlogeret på et beskedent hotel ved banegården, havde været ude at se byen, der lå indtagende og frostkold langs dens hvirvlende flod. Tidligt på aftenen fulgte vi Fyris forbi den imposante domkirke, hen til byens koncertsal. Første aften på Thåström’s tour dér blev ikke ubetinget vellykket. Bandet afviklede mere end det spillede. Og den intensitetens puls, der normalt kæder en Thåström-koncert sammen fra start til slut, var sært fraværende. Faktisk var vi lidt undervældede bagefter på lokale Kaliber Bar, da der blev evalueret, også selvom en af de stockholmske aviser på nettet straks var ude med topkarakter. Heldigvis dog faldt det hele i hak næste aften samme sted, hvor band var helt anderledes tilstede i musikkens krævende liv, så sangeren oppe foran kunne fortabe sig og tage salen med ind i sin verden. I dag for et år siden startede Thåström sin tour for Somliga Av Oss på Fyrishov i Uppsala. Her en optagelse fra første aftens sidste sang i selve settet…

Skriv et svar