Kategoriarkiv: Jamaica

Ziggy Skadust?

En næsten ligeså fremtrædende figur på Ziggy Stardust som Bowie selv er hans højspændingsdynamo af et rockguitar-es, Hull’s diskrete superstar Mick Ronson. Fire år efter albummet, og altså længe efter Bowie ganske usentimentalt har fyret ham og de to andre The Spiders, indspiller Ronno selv en bemærkelsesværdig version af Ziggy-nummeret ‘Soul Love’, hvor han under skyggen af Bowie forunderligt slipper helskindet fra at blande ska og country. Enjoy!

The Clash Diaries

23. februar 1979 udsender The Clash Give ‘Em Enough Rope‘s ‘English Civil War’ som single. Mange har set ‘Safe European Home’ som næste logiske 7’er-bud, men band/manager og/eller CBS vil det anderledes, så valget falder istedet på nummeret med Joe Strummer’s nye tekst til musikken af den traditionelle ‘When Johnny Comes Marching Home’. ‘English Civil War’ er aldrig en decideret svag Clash-single, men voldsomt inspireret eller karismatisk er den heller ikke i forhold til vanlig standard. Helt anderledes med B-siden, en glødende indspilning af The Maytals’ jamaicanske klassiker ‘Pressure Drop’…

Jah live!

I en anden og bedre verden ville Jamaica’s Bob Marley i dag kunne have fejret sin 77-års fødselsdag hjemme i Kingston 12. Her som markering af den (ikke-)begivenhed en af hans typisk sødmefuldt sørgmodige sange, der, som så ofte med ham, i udførelse og produktion bare emmer af klasse. Skrevet og produceret sammen med Marley’s mentor Lee ‘Scratch’ Perry er ‘Jah Live’, en fritstående single fra efteråret 1975, også værd at opdrive for sin klassisk jamaicanske version-udgave (kaldet ‘Concrete’) på B-siden, hvor The Wailers’ velsmurte maskine uden så meget vokal stilles frit til skue…

R for Robbie

Vi skal have noget sjælfuld og sørgelig musik, for den jamaicanske bassist Robbie Shakespeare, der med The Aggrovators og The Revolutionaries, men allermest sammen med trommeslager Sly Dunbar har lagt bund og rytme til hundredevis af store jamaicanske indspilninger fra start-70’erne og frem, døde i går 68 år gammel i Florida. Udover at have spillet med sit deres specielle cool swing bag så markante jamaicanske artister som bl.a. Gregory Isaacs, Peter Tosh, Bunny Wailer, Augustus Pablo, U-Roy og Dennis Brown, er duoen nok mere kendt på denne del af kloden for indspilninger med Grace Jones, Black Uhuru, Bob Dylan, Mick Jagger, ja, selv Serge Gainsbourg. Vi skulle have sørgelig musik, så her Sly & Robbie i 1979 bag vokalgruppen The Tamlins på en sorgfuld Kingston-version af Randy Newman’s ‘Baltimore’…

B-siden

Vi er her i Hammersmith Odeon i Vestlondon 27. december 1979. Under en støttekoncert for det undertrykte folk i Kampuchea – hvor også Ian Dury and the Blockheads og den engelske reggaeproducer Dennis Bovell’s Matumbi optræder – fremfører The Clash b-siden fra deres højaktuelle ‘London Calling’-single, nemlig en studieimproviseret cover af den jamaicanske sanger Willie Williams samtidige ‘Armagideon Time’, som bassist Paul Simonon først er faldet for i Ladbroke Grove’s reggaespecialist Dub Vendor, hvor han i de år er stamkunde. Det er næsten umuligt for ethvert hvidt rockband ikke at blive slemt aftenskole-udstillet i jamaicansk musik, men med en trommeslager som Topper Headon, usædvanligt skolet i jazz og soul, er der ingen slinger i valsen hos The Clash…

Rasta in peace, Lee Perry!

Den store jamaicanske reggae- og dubmester Lee Perry er død denne weekend, 85 år gammel. Her er fænomenet, som har skrevet, indspillet og produceret noget af det smukkeste jamaicanske musik med artister som The Congos, The Heptones, Bob Marley and the Wailers, Junior Murvin og Max Romeo, i eget navn på en af klassikerne fra en lang karriere, hvis kreative højdepunkter af stor skønhed og spiritualitet blev nået i Perry’s eget Black Ark Studio i Kingston i 70’erne…

U-Roy RIP!

Et shout-out til en af jamaicansk musiks store, toasting-pioneren U-Roy, af folk som har forstand på den slags anset som en af fædrene til hiphop, der døde onsdag. Her gør han sin specielle ting i et så fint klip helt tilbage fra 1970, fem år inden albummet Dread in a Babylon gav ham stjernestatus på Jamaica, men sandelig også i England, hvor The Clash’s Joe Stummer var erklæret fan…

Trenchtown rock

4. Juni 1977; Bob Marley and the Wailers tager et kulørt og sensuelt swingende jamaicansk musiktog på scenen i The Rainbow, Finsbury Park, London. Selv i dag synes både det visuelle indtryk og musiktilgang decideret eksotisk, så dengang, ligesom på Roskilde Festival’s Canopy året efter, må de have været en ret mindblowing oplevelse. Bob Marley blev født i dag for 76 år siden. Jah live!

This monkey man’s gone to heaven

‘I’ll never grow old’ synger Toots Hibbert her nedenfor sammen med sine Maytals i 1963. 77 år blev han dog heldigvis, inden han i går døde på Jamaica efter et langt liv som forsanger/sangskriver i Toots and the Maytals, et af de helt centrale navne indenfor slut-60’erne og 70’ernes jamaicanske roots reggae-overflødighedshorn. Rest in peace, Toots!

tropenat på repeat

Vi var forbi Jamaica-produceren Lee Scratch Perry i går. Her endnu en af de simrende produktioner fra hans guldæra i Black Ark Studio i Kingston, The Heptones’ 1977-single ‘Mystery Babylon’. Perry brændte iøvrigt selv Black Ark-studiet ned i 1979, efter sigende for at fordrive mørke ånder: “There was some bad energy because my intention was to help poor people and most of the people were in poverty. So I was taking their poverty and giving them my energy, but they remained poor. All I wanted to take from them was their demons. Burning up the studio was a way of burning the demon, burning up the bad luck that had come to the people who lived in Jamaica. There is a Jewish saying that if you don’t burn the demon, maybe you die instead of him”...

musik til tropenætter

Dyb bass, himmelstræbende lyd, duvende akkordskift, søgende stemmer; vi taler klassisk roots reggae. Her en sang som altid har været med, når der har været jamaicansk PA-musik før LS-koncerter. Den er med Kingston’s The Congos og er fra deres mageløse Lee Perry-producerede mesteralbum Heart of the Congos (1977), som er et af reggaehistoriens allermest sjælfulde. Superstar Bob Marley står naturligvis helt centralt i fortællingen om jamaicansk musik. Måske hans allerstørste talent var at kunne transformere Jah-musikkens vibe, så den også kunne nydes bredt i den hvide vestlige verden. Men reggaemusik er så meget, meget mere end ‘bare’ hans klasse. Og ofte med føromtalte producer-geni/galning Lee ‘Scratch’ Perry, hvis distinkt uortodokse lyd med chorus-simrende hihat hurtigt genkendes, som katalysator for de musikalske mirakler. Hør nu f.eks. bare på The Congos her…

He never hurt nobody…

8. august 1980 udsender The Clash singlen ‘Bankrobber’, det første nye materiale siden London Calling-mestertrækket otte måneder tidligere. Der spilles på den aldersreflekterende ‘Bankrobber’ målrettet videre på dobbeltalbummets så tunge jamaicanske indflydelse, ikke unaturligt nu Mikey Dread, The Clash’s toaster og ven fra Port Antonio, producerer den dag i Manchester, da bandet på tour finder frirum til at gå i studiet. ‘Bankrobber’, der peaker som nummer 12 på den engelske singlehitliste, overses siden qua sin non-album-status ofte i The Clash’s sangkatalog, hvilket er næsten mere kriminelt end noget sangens hovedperson nogensinde har bedrevet…

Bonus-info: Svenske Kent bruger omkring Isola ofte ‘Bankrobber’ som intro-musik til sine koncerter (således f.eks. 6. juni 1998 i Helsingør, på havnepladsen foran Kronborg).

White Man (In Hammersmith Palais)

I disse junidage i 1978 udsendte The Clash singlen ‘White Man (In Hammersmith Palais)’, en levende transformation af Joe Strummer’s tanker og oplevelser fra en reggae-allnighter i Vestlondon sommeren før. ‘White Man (In Hammersmith Palais)’ var opfølgeren til februar-singlen ‘Clash City Rockers’, et The Kinks-inspireret rif af et klassisk punknummer, og som sådan et tremileskridt fremad i den musikalske udvikling. The Only Band That Matters integrerede her med stort held i eget udtryk den jamaicanske inspiration, man først havde fremvist året før på debutalbummets coverversion af Junior Marvin’s ‘Police and Thieves’. Her singlen i fin optagelse fra Tokyo, starten af 1982, afsted umiddelbart efter færdiggørelsen af Combat Rock