Kategoriarkiv: Jamaica

This monkey man’s gone to heaven

‘I’ll never grow old’ synger Toots Hibbert her nedenfor sammen med sine Maytals i 1963. 77 år blev han dog heldigvis, inden han i går døde på Jamaica efter et langt liv som forsanger/sangskriver i Toots and the Maytals, et af de helt centrale navne indenfor slut-60’erne og 70’ernes jamaicanske roots reggae-overflødighedshorn. Rest in peace, Toots!

tropenat på repeat

Vi var forbi Jamaica-produceren Lee Scratch Perry i går. Her endnu en af de simrende produktioner fra hans guldæra i Black Ark Studio i Kingston, The Heptones’ 1977-single ‘Mystery Babylon’. Perry brændte iøvrigt selv Black Ark-studiet ned i 1979, efter sigende for at fordrive mørke ånder: “There was some bad energy because my intention was to help poor people and most of the people were in poverty. So I was taking their poverty and giving them my energy, but they remained poor. All I wanted to take from them was their demons. Burning up the studio was a way of burning the demon, burning up the bad luck that had come to the people who lived in Jamaica. There is a Jewish saying that if you don’t burn the demon, maybe you die instead of him”...

musik til tropenætter

Dyb bass, himmelstræbende lyd, duvende akkordskift, søgende stemmer; vi taler klassisk roots reggae. Her en sang som altid har været med, når der har været jamaicansk PA-musik før LS-koncerter. Den er med Kingston’s The Congos og er fra deres mageløse Lee Perry-producerede mesteralbum Heart of the Congos (1977), som er et af reggaehistoriens allermest sjælfulde. Superstar Bob Marley står naturligvis helt centralt i fortællingen om jamaicansk musik. Måske hans allerstørste talent var at kunne transformere Jah-musikkens vibe, så den også kunne nydes bredt i den hvide vestlige verden. Men reggaemusik er så meget, meget mere end ‘bare’ hans klasse. Og ofte med føromtalte producer-geni/galning Lee ‘Scratch’ Perry, hvis distinkt uortodokse lyd med chorus-simrende hihat hurtigt genkendes, som katalysator for de musikalske mirakler. Hør nu f.eks. bare på The Congos her…

He never hurt nobody…

8. august 1980 udsender The Clash singlen ‘Bankrobber’, det første nye materiale siden London Calling-mestertrækket otte måneder tidligere. Der spilles på den aldersreflekterende ‘Bankrobber’ målrettet videre på dobbeltalbummets så tunge jamaicanske indflydelse, ikke unaturligt nu Mikey Dread, The Clash’s toaster og ven fra Port Antonio, producerer den dag i Manchester, da bandet på tour finder frirum til at gå i studiet. ‘Bankrobber’, der peaker som nummer 12 på den engelske singlehitliste, overses siden qua sin non-album-status ofte i The Clash’s sangkatalog, hvilket er næsten mere kriminelt end noget sangens hovedperson nogensinde har bedrevet…

Bonus-info: Svenske Kent bruger omkring Isola ofte ‘Bankrobber’ som intro-musik til sine koncerter (således f.eks. 6. juni 1998 i Helsingør, på havnepladsen foran Kronborg).

White Man (In Hammersmith Palais)

I disse junidage i 1978 udsendte The Clash singlen ‘White Man (In Hammersmith Palais)’, en levende transformation af Joe Strummer’s tanker og oplevelser fra en reggae-allnighter i Vestlondon sommeren før. ‘White Man (In Hammersmith Palais)’ var opfølgeren til februar-singlen ‘Clash City Rockers’, et The Kinks-inspireret rif af et klassisk punknummer, og som sådan et tremileskridt fremad i den musikalske udvikling. The Only Band That Matters integrerede her med stort held i eget udtryk den jamaicanske inspiration, man først havde fremvist året før på debutalbummets coverversion af Junior Marvin’s ‘Police and Thieves’. Her singlen i fin optagelse fra Tokyo, starten af 1982, afsted umiddelbart efter færdiggørelsen af Combat Rock

Desmond til en søndag

Hvis man i 1969 køber Jamaicanske Desmond Dekker & The Aces’ samtidige globale hit ‘Israelites’ i USA, får man hans anderledes smægtende ‘My Precious World’ på dens b-side. Men europæerne er heldigere, for på b-siden hos os ligger istedet en instrumental-version af selvsamme ‘My Precious World’ kaldet ‘The Man’, og nummeret kan faktisk langt mere uden sit oprindelige vokalspor ovenpå, når bare hammondorgel og prikkende guitar istedet sænker ro. Og ja, Spandau Ballet har da vist bygget deres ‘True’ på den rytmeguitar-figur…

Second hand soul

Specielt med brugte plader i Liverpool’s second hand-butikker. Uanset hvor uspolerede og umiddelbart good-to-go de ser ud, skratter de som regel oftest betydeligt mere end noget vinyl købt andre steder i Nordeuropa. En nogenlunde undtagelse fra den regel dog fredagens bedste pladekøb på Merseyside, en smuk rocksteady-7’er fra 1968, forholdsvis ubeskrevne Jenette Simpson’s version af det klassiske soulhit ‘Whatcha Gonna Do About It’…

Coventry City-ska

Fodboldklubben Coventry City markerer nu hjembyens to kendte skabands The Specials og The Selecter, samt den britiske 2-Tone-bevægelse, de var blandt frontfigurerne af, med lanceringen en ny 2-Tone-inspireret second away-shirt. Trøjen blev indviet i dag med et 0-1-nederlag til Tranmere Rovers på hjemmebanen St. Andrews i Birmingham. I trøjelanceringens anledning var der også en special 2-Tone-playlist i spil på stadion…

Bobby was

11. maj 1981 døde Bob Marley efter lang tids sygdom på Cedars of Lebanon Hospital i Miami, Florida. Her er Jamaica’s centrale stemme med The Wailers og sin fænomenale kortrojka I Threes i en 1976-liveversion fra Beacon Theatre, New York City, med en passende sørgmodig og sjælfuld version af ‘Johnny Was’…

Ranking Roger RIP

Ranking Roger, sanger i two-tone-bandet The Beat fra Birmingham, døde tirsdag efter en tid med hård sygdom. Ja, der rives alt for mange bort i rocknroll for tiden. Her er Ranking Roger med The Beat på Top of the Pops i maj 1980, iført sin karakteristiske sorte hat, bekymringsfri og levende på ‘Mirror In The Bathroom’. Vi skal sætte pris på vores helte mens de er her…

The Specials til en søndag

For første gang i godt 38 år – crazy! – ude i fredags at købe et nyt album med The Specials, det centrale engelske Coventry-band indenfor ska/2-Tone-bevægelsen. Ja, de var dens integritetsrige Gasolin’ overfor Madness’ corny Shu-bi-dua. Og The Specials betød dengang virkelig meget, ialfald hvis man som utilpasset teenager havde brug for et ungt engelsk band, der kunne spejle tidens mismodige virkelighed. De blev, hvilket taler højt om de års forfriskende musikalske ustabilitet, usandsynlige popstjerner med anti-Thatcher-hymnen ‘Ghost Town’, der gik nummer ét på singlehitlisten i sommeren 1981, men forsvandt så i en sky af interne bandproblemer. Heldigvis er det nye album Encore – The Specials’ kerne udgøres nu af de tre originale medlemmer Terry Hall, Lynval Golding og Horace Panter – mere end bare nostalgisk guilty pleasure, og det er decideret lindrende igen at høre Hall’s umiskendeligt sørgmodige stemme i et brækket landskab af britisk modtakt og dunkle molakkorder. Det er ham der synger versene på et af albummets mere melodiske højedpunkter, den Specials-klassiske ‘Embarrassed By You’ her…

The Specials-feminisme

Revitaliserede The Specials har ny single ude, endnu en forløber for albummet Encore til februar. ‘Ten Commandments’ er en bestemt svarsang til Prince Buster’s ældgamle ska-klassiker af samme titel, hvori Mr. Buster fortæller hvordan han synes kvinder bør opføre sig. Men det er ikke Terry Hall der synger denne Specials-sang, derimod den 21-årige aktivist/feminist/model Saffiyah Khan, der opnåede engelsk berømthed sidste år, da hun stod op mod English Defence League-folk ved et demonstrations-sammenstød i hendes hjemby Birmingham. Og her er det så Prince Buster’s forældede verdenssyn, der får hendes opmærksomhed…