Kategoriarkiv: Jamaica

Rocket to Kingston?

Bob Marley som forsanger i The Ramones, det er det bizarre mash up-koncept på Rocket to Kingston (2020), debutalbummet med – naturligvis – Bobby Ramone. Her en fyldestgørende smagsprøve nådesløst efterfulgt af den ægte vare. Pludselig blegner Bobby Ramone fælt. Hurtigt videre.

Bankrobber

En af de fornemmeste hvide reggaeindspilninger, den Mikey Dread-producerede The Clash-single ‘Bankrobber’, udkommer som single 8. august 1980, og bygger således bro mellem London Calling (1979) og Sandinista! senere samme år. En gylden tid for The Only Band That Matters, der på dette tidspunkt øjensynligt kan det hele og lidt til…

PS – Hvis man skulle eje en udgave af første engelske pres, så er der formodentlig et skudhul på selve singlens label…

Simonon synger Clash

Galen Ayers & Paul Simonon besøger BBC’s Jo Whiley med deres nye duo-projekt og giver en bittersød cover af ‘The Guns Of Brixton’, Paul’s egen The Clash-sang fra London Calling. Tag og bliv hængende til den keyboardspillede mariachi-trompetsolo fra 6:04. Den er famlende men ubetalelig ovenpå sangens sørgmodige akkordtog af en rundgang…

Nat i Hammersmith Palais

I nat for 46 år siden besøgte Joe Strummer i selskab med The Clash-DJ’en Don Letts en allnighter-koncert i Hammersmith i Vestlondon, hvor nogle af tidens hotte jamaicanske stjerner var på parade. Strummer havde forventet en dosis roots rock rebel-musik og blev derfor stort skuffet, da aftenens navne på scenen istedet bød på velfriseret jamaicansk pop tilsat koreograferede moves a la The Four Tops. Han tog hovedrystende derfra ind til London og skrev på den baggrund The Clash-singlen ‘(White Man) in Hammersmith Palais’, en af de vigtigste singler i og fra den engelske punk-scene. Var ikke klar over før nu, at det engelske reggae-pladeselskab Greensleeves i 2017 har udgivet en White Man in Hammersmith Palais-EP, hvor den myteomspundne nats fire hovednavne på en 7″er bidrager med hver deres nummer. Tænk om bare Strummer havde vidst den nat, at den koncert udelukkende skulle gå over i musikhistorien pga. hans egen tilstedeværelse…

The Specials til en mandag

Hvad er The Specials’ bedste single? Formodentlig vil ni ud af ti pege på zeitgeist-stærke ‘Ghost Town’, men slentrende ‘Do Nothing’, dens single-forgænger fra december 1980 med Terry Hall i tilbagelænet storform, er heller ikke noget dårligt bud. Her sidstnævnte fra The Specials’ optræden med den på Top of the Pops…

Ikke færdige med Terry

Terry Hall’s uventede og alt for tidlige død har sat The Specials på grammofoner i nær og fjern over julen den seneste halvanden uge. Således også her, hvor bandets to regulære albums samt singler er blevet nydt uforbeholdent. Her The Specials’ (feat. horn-legenden Rico Rodriguez) julesweater-iklædte Top of the Pops-optræden med remixede ‘Do Nothing’ fra More Specials, som i disse uger i 1980 var på vej op mod toppen af den engelske singlehitliste…

Terry Hall mindet

The Specials kom fra Coventry, så da byens lyseblå hold Coventry City i aftes tog imod West Bromwich Albion blev Terry Hall mindet behørigt på hjemmebanen Coventry Building Society Arena. I den forbindelse betød det mindre, at Terry Hall hele sit liv har været dedikeret Manchester United-tilhænger. Og kampen? Coventry City vandt 1-0 på et straffe tre minutter i overtid. Enjoy yourself indeed…

The Special One RIP!

Den gør ondt den her. The Specials’ forsanger Terry Hall er pludselig død, 63 år gammel. Indenfor Two-Tone-bølgen, den engelske ska-revival som havde sit momentum fra 1979 og et par år frem, var The Specials bandet. Og Terry Hall den altid alvorligt udseende forsanger, hvis så specielt lydende stemme gav Coventry-bandet dets særegne melankolske, dog vitale identitet. Han vil stå savnet som en af sin generations mest markante stemmer. Men pladerne med Specials – plus hvad han også senere bedrev med bl.a. The Fun Boy Three, The Colourfield, Vegas, i eget navn, samt som gæsteartist hos Gorillaz – er der heldigvis endnu. Her Terry Hall på vej frem med The Specials i 1979, hvor ikke mindst en britisk tour som support for The Clash gav dem et hengivent publikum at spille videre for…

Get away, get away…

8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…

Ziggy Skadust?

En næsten ligeså fremtrædende figur på Ziggy Stardust som Bowie selv er hans højspændingsdynamo af et rockguitar-es, Hull’s diskrete superstar Mick Ronson. Fire år efter albummet, og altså længe efter Bowie ganske usentimentalt har fyret ham og de to andre The Spiders, indspiller Ronno selv en bemærkelsesværdig version af Ziggy-nummeret ‘Soul Love’, hvor han under skyggen af Bowie forunderligt slipper helskindet fra at blande ska og country. Enjoy!

The Clash Diaries

23. februar 1979 udsender The Clash Give ‘Em Enough Rope‘s ‘English Civil War’ som single. Mange har set ‘Safe European Home’ som næste logiske 7’er-bud, men band/manager og/eller CBS vil det anderledes, så valget falder istedet på nummeret med Joe Strummer’s nye tekst til musikken af den traditionelle ‘When Johnny Comes Marching Home’. ‘English Civil War’ er aldrig en decideret svag Clash-single, men voldsomt inspireret eller karismatisk er den heller ikke i forhold til vanlig standard. Helt anderledes med B-siden, en glødende indspilning af The Maytals’ jamaicanske klassiker ‘Pressure Drop’…

Jah live!

I en anden og bedre verden ville Jamaica’s Bob Marley i dag kunne have fejret sin 77-års fødselsdag hjemme i Kingston 12. Her som markering af den (ikke-)begivenhed en af hans typisk sødmefuldt sørgmodige sange, der, som så ofte med ham, i udførelse og produktion bare emmer af klasse. Skrevet og produceret sammen med Marley’s mentor Lee ‘Scratch’ Perry er ‘Jah Live’, en fritstående single fra efteråret 1975, også værd at opdrive for sin klassisk jamaicanske version-udgave (kaldet ‘Concrete’) på B-siden, hvor The Wailers’ velsmurte maskine uden så meget vokal stilles frit til skue…