Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Art of the cover

Nej, dette er ikke et kassettebånd, men omslaget til en ny opsamling, der præsenterer udvalgte klassikere fra funk- og fusionsscenen i Somalia’ mellem 1972 og 1991. Blandt de mange utvivlsomt eksotiske perler faldet øjet her umiddelbart på Omar Shooli’s ‘Hab isli’, Mukhtar Ramadan Iidi’s ‘Check Up Your Head’ og Iftin Band’s ‘Il Ooy Anega’. Diversitet!

Bowie remembered…sort of

Der var Grammy-uddeling i nat i Staples Center, Los Angeles, California. Sjældent har listen over de nominerede indenfor de genrer vi her følger vel været så blodfattige at beskue, derfor så meget større en kontrast at en mand af David Bowie’s uafrystelige format blev mindet. Over seks minutter fik Lady Gaga og hendes til lejligheden sammensatte band – inkluderende Chic-legenden, guitar-esset og Let’s Dance-produceren Nile Rodgers – til deres hæsblæsende hyldest, arrangeret/koreograferet i fuldblods amerikansk stil, uden nogen dvælen eller de store musikalske hensyn til de enkelte sanges velbefindende; ‘Space Oddity’, ‘Changes’, ‘Ziggy Stardust’, ‘Suffragette City’, ‘Rebel, Rebel’, ‘Fashion’, ‘Fame’, ‘Under Pressure’, ‘Let’s Dance’ og ‘Heroes’ racede det Las Vegas-musical-speedede hold igennem, anført af topprofessionelle Gaga, der i denne paradespurt aldrig tilnærmelsesvis nåede de følelsmæssige højder, hun sidste weekend fremviste, da hun omfavnede den amerikanske nationalmelodi før USA’s Super Bowl. Her følger lyd og levende billeder fra i nat. Sikker på at Lady Gaga kunne have brugt sine seks minutter bedre istedet på en state-of-the-art-gribende version af ‘Lazarus’, men nej, ikke i USA, og da slet ikke til en Grammy-uddeling; The show must go on.

Opdateret: Efter en dag, hvor ros og hype synes at være reaktionsnormen omkring Gaga’s optræden, kommer The Guardian endelig på banen med nogle vise og nødvendigt kritiske ord nu sidst på eftermiddagen. Maura Johnson skriver her bl.a.:

“…While she (Lady Gaga) kept up ably – say what you will about her flights of fancy, the woman has keen pop instincts and a strong voice – and it was gratifying to see Rodgers up there smiling and strutting after his own dealings with cancer, there was something slightly dissatisfying about the whole thing. Cutting down the sprawling catalog of Bowie is no mean feat, of course, but having so many selections only represent the classic-rock-canon-approved slice of the man’s work seemed reductive; there was more to Bowie’s appeal than face paint and flashy jumpsuits, as any of the eulogies that have poured forth since his death on 10 January could have shown.

Bowie’s constant pushing toward the edge – toward the ridiculous, the sublime, the otherworldly – deserved more of an homage than hasty costume switcheroos and zips through choruses. A Gaga performance of, say, Five Years or even the Blackstar closing statement I Can’t Give Everything Away might have stopped the show, honoring Bowie’s artistry and the way he kept going, working on his art even under shifting critical winds, until the very end.”

En flok ensomme kæmpebamser dansede ud…

Har sjældent set noget så crazy i TV som Miley Cyrus’ optræden til VMA i USA søndag aften. På blot fire minutter lykkedes det ufrivilligt den tidligere barnestjerne at fortælle, demonstrere og udpensle a-l-t hvad der er galt med moderne MTV-mainstreampop. Voyeuragtigt fascinerende for os andre i al sin tåkrummende amerikanske pinlighed, men hvilket selvmål af hende, at satse så overgearet på sex og så være så 100% usexet…