One-eyed Bobby
Ici Paris
Det er vist det man kalder en meget stor mundfuld. Dejligt efter de mange år udenfor og i Europa League mod semi-ukendte klubber fra langt borte, hvis navne klingede som konkursramte traktorfabrikker. Det her bliver helt anderledes levende og nervepirrende. Mbappe, Cavani, Neymar?! De berømte European nights på Anfield er på igen.
Liverpool – Paris Saint Germain, kl. 21.00, 3/downthelocal
Dee Dee
På vej afsted i sit korte men begivenhedsrige liv, 5. juli 1976 i London, kun 24 år gammel: Dee Dee Ramone hænger ud med The Clash/PIL-guitaristen Keith Levine og Paul Simonon. Det er Dee Dee’s fødselsdag i dag.
Smadret engelsk
Opdagede først for alvor duoen The Jacobites sidste forår, det selvom deres navn ofte blev nævnt i positive vendinger i de engelske musikblade i 80’erne. Den nu afdøde Nikki Sudden (ex-Swell Maps) og hans partner in crime David Kusworth var sammen håbløst forelskede i The Faces, smadret 70’er-Stones og slået nedtursmusik på akustiske guitarer, og udsendte som sådan en række endda meget håndholdte albums og singler. Her den utæmmede ‘Where The Rivers End’ fra Robespierre’s Velvet Basement, deres 1985-mesterplade, der i skramlet charme kaster ikke få associationer i senere retning af Pete Doherty og hans kaotisk vindende Babyshambles…
A band debt follows you
The Goon Sax fra Brisbane, Australien er siden i fredags aktuelle med We’re Not Talking, den evigt vanskelige toer, hvor trioen skal rodfæste de lovende takter fra forrige års debut. At sanger/guitarist Louis Forster er søn af en vis Robert Forster glemmer man heller ikke i mange sekunder af gangen på det nye album, for slægtskabet med The Go-Betweens, samt deres samtidige allierede Jonathan Richman & The Modern Lovers og de helt tidlige Talking Heads, er udtalt. Hvilket ikke skal læses negativt, for The Goon Sax – ja, håbløst bandnavn! – er for vitale, charmerende, og deres sange for stærke, til en ærbødig plads i skyggen. Rockmusik har store problemer i disse år, så opsigtsvækkende med et nyt, ungt band, der som her bruger den så prøvede form relevant og uspoleret…
Art of the cover
Det var et udsøgt efterårsalbum i både svimlende klar lyd og uudtalt vægtløst sentiment. Formodentlig trioens allerfornemmeste udgivelse. Cocteau Twins’ Heaven or Las Vegas udkom i dag for 28 år siden.
People are strange
På dags dato i 1967 optrådte californske The Doors for første og eneste gang på The Ed Sullivan Show, USA’s daværende store musikprogram. Eneste vel kun fordi den uhyggeligt Richard Nixon-lignende vært umiddelbart efter live-udsendelsen bandlyste The Doors fra fremtidige optrædender på hans show, idet Jim Morrison havde ignoreret programproducernes udtalte ønske om, at ændre ‘Light My Fire’-ordene ‘girl, we couldn’t get much higher’ til det helt igennem håbløse ‘girl, we couldn’t get much better’. En stor og markant TV-optræden her, i løvfaldet på the Summer of Love, af The Doors…
Spiritualized mandag igen
Og retro-rumalderen begynder her…
Sandra til en søndag
Fra dengang Michael Cretu styrede verden fra München. ‘You And I’ fra debutalbummet The Long Play (1985) burde have været ude som selvstændig single, men ak, det skete aldrig. Europop-perfektion som kunstart. Stilren skønhed. Ordnet liv i moderne storbyer. Støbt i neonlys om natten. Fjern motorrytme fra autobahns. Vesttyskland. Sandra.
DP < PSB < ?
Den amerikanske showbiz-person Paul Williams synger yderst egenartet på dette Daft Punk-nummer fra nu fem år gamle Random Acces Memories, men alt andet – voksen og gennemmusikalsk Broadway-kompositorisk tone i det opbyggende versstykke, balearic disco, euro-bliss, synth-temaer – lyder hørt herfra som nok verdens mest gennemførte Pet Shop Boys-tribute ever. Eller er ‘Touch’ mon snarere blot en hyldest til de PSB-inspirationskilder, Neil Tennant og Chris Lowe selv har givet gavmildt plads til i deres egen elektromusik…
So long, Marianne
Marianne Faithfull har om nogen kvindelige sangere en – positiv ment – stemme af den gamle, nu meget slidte verden. Her hendes nye single fra i går, en delikat sang til efterår og eftertænksomhed, hvor normalt så synlige og opmærksomhedskommanderende Nick Cave har en unødvendigt anonym gæsterolle, der ikke bidrager med andet end distraherende at lokke fokus bort fra Faithfull’s fine lead…
The dancing Curtis twins
Forstyrrende tanke. Godt at der kun var en. Joy Division’s one and only Ian Curtis fotograferet to gange i 1979 af Kevin Cummins.
Opstart Nordsjælland
Unmack-touren kører egentlig først afsted fra om tre uger, men har formel start allerede i aften, når Tegners Museum ved Dronningmølle i Nordsjælland kl. 20 lægger scene til.
We go again
Ingen åbningskamp mellem Tottenham og Liverpool på det nye White Hart Lane, som ellers så stort slået op. I England rimer håndværker og tidsplan åbenbart heller ikke altid på hinanden. Istedet mødes de to på Wembley, præcis som sidste år, hvor kampen hurtigt blev en ydmygelse for Liverpool, som blev kørt ned 4-1. Meget er heldigvis sket for LFC siden da, ikke mindst er de to bagerste rækker blevet klart forstærket. Det skreg jo længe på at ske. Mod Spurs vil Liverpool for første gang efter sommeren blive testet af et hold, der på sine bedste dage sidste sæson spillede bold af høj, høj klasse. Er der noget at komme efter? Det bliver mere end nervepirrende.
Tottenham – Liverpool, lørdag kl. 13.30, 6/downthelocal
Salt and vinegar-musik
Sleaford Mods udsender en ny 5-tracks EP i dag. Her dens åbningsnummer, der tager turen op fra Nottingham til Leeds for at smage på lidt hævn…