I dag stod solen op klokken 5.41 og den går ned igen klokken 20.35. I næste uge begynder de lyse nætter i København. Den slags er der blevet skrevet gode sange om. Månen er tiltagende; der er fire dage til fuldmåne. (Også dét er der blevet skrevet sange om.)
Duane Eddy bliver 80 og hans danske modstykke Jørgen Ingmann kunne være blevet 93. Den tidligere forsanger fra Ballet Mécanique fylder 55. Og den tidligere guitarist fra Næste Uges TV er atter på omgangshøjde med mig. Tillykke herfra!
Selvfølgelig både svajede og sjælede London’s mods i 1966 til denne fullblown og fantastiske Mick Jagger-producerede soulballade med deres egen Chris Farlowe…
Håbet indfriet. David Bowie’s RSD-udgivelse Welcome to the Blackout: London ’78 er præcis den kvalitative opgradering af Stage (1978) fra samme tour, hvor Bowie for første gang præsenterede sangene fra Low (1977) og “Heroes” (1977) på en scene. Men hvor der altid var noget underligt glat, nærmest upersonligt over Stage, er Blackout spillet/mixet mere subjektivt og kommer tættere på David Bowie som person. Bare en feeling, men sandelig en vigtig en. Hør selv pladen her…
Sent i aftes føltes de 5-2 mod Roma på Anfield nærmest som et nederlag. Fordi hele semifinalen syntes forbi ved 5-0, men pludselig kom på igen med de to sene reduceringer. I dag er sagen anderledes. 5-2 i en semifinale i Champions League er uden forbehold et fantastisk resultat. Og måden det kom i hus på vil stråle altid. Skulle Liverpool virkelig blive slået ud i Rom på onsdag, eller endda gå videre men tabe finalen i Kiev, vil LFC-tilhængerne stadig sidde tilbage med den betragtelige stolthed, at deres klub har leveret det mest dramatiske, vildeste, måske endda smukkeste fodbold i dette års europæiske mesterholdsturnering. Ingen ringe bedrift af et hold, der stadig kun må betragtes som værende under udvikling. Som Liverpool-holdet spillede mod Porto, Manchester City, og i aftes mod Roma, kan det slå alle. Og som det panikkede de sidste ti minutter, kan det tabe til enhver. Et paradoks af format der er så meget Liverpool, det næsten gør ondt. Der er lang tid til næste onsdag.
Intet mindre end en semifinale i Champions League – hvordan er det kommet så vidt?! En lang dags nerver venter inden det bliver aften. Kold dukkert eller håb om avancement videre frem?! Det bliver ufatteligt nervepirrende. Alt er i spil.
Liverpool – Roma, tirsdag kl. 20.45, 3+/downthelocal
Marquee Moon var udkommet året før til superlativer og før/efter-rave-reviews fra anmeldere, der ofte gik så langt som til at ytre, rockmusikken med Marquee Moon var blevet redefineret, genfødt, ophøjet som kunstart gennem specielt Tom Verlaine og Richard Lloyd’s så ekspressive guitarflader. Television som band mærkede dog ikke det store til al denne hype, for ude i pladebutikkerne var situationen stillestående. En topplacering på den britiske hitliste som nummer 28 var hvad det kunne blive til, endda på trods af en større tour rundt i Storbritannien (med Blondie som support), og i USA gik det langt værre end bare det. Så det var et band med ryggen mod muren, der i dag for 40 år siden udsendte ‘den svære toer’ Adventure. Hørt i dag er Adventure et stærkt album med en blødere variation over mange af de kvaliteter, der gjorde forgængeren så elsket blandt dem, der dog alligevel hørte den. Men dengang kom den – det syntes jeg også selv da – som en noget mat retræte fra Marquee Moon‘s underskønne og skælvende højder. Adventure fik som sådan en ufortjent lunken modtagelse af de Television-afhængige anmeldere, som længtes efter at opleve den umulige førstegangseufori og det ukendte drama fra Marquee Moon igen. Adventure solgte derfor intet og tre måneder efter gik Television i opløsning. Her er ‘Foxhole’…
42 år i dag siden debutalbummet ændrede verdens lys for altid – enjoy!
Et billede taget i dag for 40 år siden, under indspilningen til Sid Vicious’ gennemførte ‘My Way’-video. På det er han 20 år, men har alligevel kun 10 måneder tilbage inden en heroinoverdosis gør en ende på hans unge liv. Sid Vicious, he sure did it his way, og trist var den…
Guitarerne er bløde, rytmerne klippende, melodierne nænsomme. Det er Dean Wareham’s Luna med vibrerende New York City-rocknroll til denne lyseblå søndag…
71 år i dag, long may he run, som kun han gør det, her set og hørt i Royal Albert Hall, London på den mageløse tour i disse uger for to år siden…
Havde håbet til RSD i dag at finde den nye Record Store Day-udgivelse med Nico’s 1965-debutsingle, hvor hun med charmerende teutonsk drev tager Gordon Lightfoot’s ‘I’m Not Sayin’ under kærlig behandling. Men nej, den var der ikke, så her istedet…
Synes som om en del de seneste måneder har fået øje på de store kvaliteter i Stuttgart-indiebandet All diese Gewalt. Max Rieger, som skriver numrene til og synger for AdG, er normalt sanger/guitarist i støjtrioen Die Nerven, som i dag udsender fjerdealbummet Fake, der ligeledes også bør kunne begejstre, forundre og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, ikke mindst tidens mentale landskab. Lad dette være en anbefaling. Her ‘Niemals’ fra Fake…
Hitler var venstreorienteret, ‘racister’ er noget man kalder de der siger sandheden, og iøvrigt har Morrissey meget svært ved at finde både mælk og æg i et større supermarked?! Det bliver mere og mere skørt det hele.
Den unge svenske Östersund-duo Junior Brielle – brødrene Gabriel og David Röhdin – tager modigt livtag med arven fra Eskiltuna’s bedste og kommer mere end bare helskindet fra det. ‘I Luften’, den så fine debutsingle, er en forløber for netop udsendte Blod, en EP i samme elektromelankolske men umiddelbare snit…