Mike Scott’s stædigt vedblivende The Waterboys gæstede Malmö City i sidste uge. Gad egentlig godt have set hvordan han og bandet lyder lige nu – liveanmeldelserne fejler ikke noget! – men det passede aldrig ind i planerne. Her en anderledes ny Waterboys-sang med 90’er-trommeloop, der blev optaget til, men ikke passede ind på det aktuelle konceptalbum om den amerikanske filmstjerne og fotograf Dennis Hopper’s turbulente liv…
Dagens 47-års
Intet på The Clash’s punkklassiker af et debutalbum halvandet år før kan forberede nogen på den fyldige rocklyd, der allerede i åbningsnummeret på den klassisk svære toer her fortæller en historie om et band i hastig udvikling. AOR-producer Sandy Pearlman er blevet fløjet ind fra USA for at give de tynde London-drenge lidt muskler på de blege arme. En mission der isoleret set lykkes på et alligevel noget problematisk album, hvor The Clash tydeligvis har meget travlt med at bevæge sig videre fra punkrockens dead end street, men endnu ikke ved, hvor præcis de vil hen. Det giver et noget uforløst og sine steder forceret album, der har sine momenter, men slet ikke står distancen blandt The Clash’s bedste ud af de kun fem det bliver til. Åbningssangen herover fejler dog absolut ingenting. Give ‘Em Enough Rope udkommer 10. november 1978..
Legoklods fra Indokina?
Havde et par år i start-80’erne med følelser for det franske eyeliner-band Indochine, som med deres twangguitar-temaer i molramt synthpop-eufori lå et selvskabt sted i grænselandet mellem den moderne postpunktid og konceptuel-kitschet hitlistepop. Den umiddelbare charme ved Indochine’s musik fortog sig dog hurtigt som de voksede sig enorme i Frankrig, man spillede musikalsk smartere og dybere end formatet var til, så de dykkede bort fra denne radar. Her dog Indochine’s nye single – den fjerde fra sidste års Babel Babel, deres 14. album – som faktisk overrasker positivt med catchy, strømlinede synth-akkorder og en stædigt enkel sangmelodi, netop den optimalt simple legoklods-kvalitet de ellers gav køb på…
Love goes on forever
En stor, givende, gennemmusikalsk personlighed og en af landets største guitarister nogensinde; Hilmer Hassig ville være blevet 65 år i dag. Billedet herunder er malet af Peter Ravn, som også begik LS-coveret til DK. Men nu er det Hilmer det handler om. Her fra os de varmeste tanker til ham og hans efterladte.
Thåström sang Maria Magdalena
Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…
Sandra fra Saarbrücken
1985, det var en vanskelig situation; skulle man flytte ned til München og blive forenet med Sandra, eller gå efter London og Kim Wilde istedet, livets store valg. Gad vide om førstnævnte (og Michael Cretu) egentlig var klar over, hvor mægtigt et værk (!) de satte i verden med det års debutalbum The Long Play. Havde det på den ene side af en C90-kassette på min Sony Walkman allerførste gang i Vestberlin. ‘Maria Magdalena’ er den europop-klassiker – Thåström har med slet skjult kærlighed kaldt sangen for “piss-disco” – som huskes bredt derfra i dag, men alligevel er der mindst to numre på The Long Play som vel faktisk har endnu mere klasse. Her det ene af dem i en TV-optagelse samme år fra Finland, hvor Michael Cretu på synth for en sjælden gangs skyld er med og synlig i Sandra’s playback-band…
They walked in line
Joy Division i Vestberlin, 21. januar 1980, fotograferet af exil-mancunian Mark Reeder
Verden er sørgelig og smuk
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Lyt!
I dag kun to uger!
Vi barn från Jedwabne
Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…
The Return of Babyshambles
Hørt herfra har Pete Doherty’s Babyshambles altid været et mere interessant band end Pete Doherty’s The Libertines. Måske fordi han ikke i førstnævnte har måttet dele sangskriveri og mikronfon-tid med den langt mere arbejdsmandsdriftige Carl Barat. Måske fordi der var en lyrisk flammende komet-fornemmelse af flugtaktion over hele Babyshambles’ kaotiske karriere ovenpå Libertines’ første sammenbrud. Bandet er dette efterår blevet gendannet til en britisk tour, der starter om en uge i Coventry. Den lægges der op til med dagens nye single – den første i 12 år derfra – hvor Doherty som før i Babyshambles’ historie (tænk f.eks. ‘I Wish’ eller ‘Dr. No’) trækker på Doherty’s svaghed for sødmefuld jamaicansk popmusik…
PS – Hvor stærkt iøvrigt at Babyshambles efter så lang tids fravær trækker sine kommende koncerter ind i nutid med en enkelt ny sang blandt de velkendte fra engang. Mere kræver det egentlig ikke for tilhængerne, at deres band føles rigtigt levende igen. Der kunne både Kent og Oasis lære en lektie.
Beautiful noise for girls and boys…
6. november 1975 live-debuterer Sex Pistols foran en mindre skare på St Martin’s School Of Art i midten af London som support til et band ved navn Bazooka Joe. Et ifølge vidner kaotisk, højt og støjende set på kun godt 20 minutter, bestående næsten udelukkende af de coverversioner, der siden dukker op som demooptagelser på post-mortem soundtrack-albummet The Great Rock’N’Roll Swindle (1979). Punkrock er født, har endnu ikke fået et navn, men næsten på dagen to år efter har snebolden rullet sig til en lavine, da Pistols’ debutalbum anmeldes af Jon Savage i Sounds…
Hamilton i hjertet
Har ikke haft det nemt med seneste Hamilton Leithauser-album, så overraskende dejligt i Lille Vega onsdag aften endelig at høre dets sange blive spillet i mål i hjertet med hans så specielle mix af nordamerikansk Østkyst-ligefremhed og så den der uforligneligt brændende vokale intensitet i levering, han har taget med over fra The Walkmen. Vega nærmest svajede af glæde tilsidst, mens Hamilton lovede at møde i t-shirt-boden, hvor han ville komme med whiskey, man skulle bare selv bringe en mund. Han fik næsten Vega til at glemme savnet af The Walkmen et øjeblik der…
Altid fremad
Der er intet som ny musik. Nyt LS-album 21. november. Forudbestil signeret (eller ugeneret) vinyl/CD lige her: www.loveshop.nu
The healing day
Det kan jo ikke kun være trakasserier, disharmoni og ufred, som skal tegne det store billede. Nogle dage må gerne tilegnes noget mere sundt og livsbekræftende. Den engelske outsider-musiker Bill Fay udsendte omkring 1970 et par soloalbums, som trods stor ros druknede i tidens malstrøm. Sikkert som følge af den afvisning trak Fay sig tilbage i 40 år, inden han igen begyndte at udsende plader med nogle nærmest Spiritualized-relaterede sange, hvis roligt flydende musik lyder af en bedre verden…