13. oktober 1979 udkom Blondie’s fjerde album, og juryen er stadig ude omkring det ikke uvæsentlige spørgsmål: Er det Eat to the Beat eller forgængeren Parallel Lines (1978), der står øverst på listen over bedste album med Debbie Harry & co…?! Parallel Lines er under alle omstændigheder nok #1 på listen over bedste popalbum af nogen nogensinde.
Fodboldklubben Coventry City markerer nu hjembyens to kendte skabands The Specials og The Selecter, samt den britiske 2-Tone-bevægelse, de var blandt frontfigurerne af, med lanceringen en ny 2-Tone-inspireret second away-shirt. Trøjen blev indviet i dag med et 0-1-nederlag til Tranmere Rovers på hjemmebanen St. Andrews i Birmingham. I trøjelanceringens anledning var der også en special 2-Tone-playlist i spil på stadion…
Stadig skuffet over Iggy Pop’s nyeste album, Free, der forulykkede i en sværm af manglende gode sange og en skinger lyd af styrtende trompet? I aftes opførte Iggy Pop hele albummet i La Gaîté Lyrique i Paris til ære for TV-kanalen ARTE. Bag de nye sange gives både ‘Sister Midnight’, den alt for sjældent fremførte ‘Endless Sea’, et Sleaford Mods-nummer, samt 1973-bangeren ‘Death Trip’. Ja, man kan jo scrolle derhen…
KØGE I AFTEN:
Et hjem fra hjem for de der intet hjem har
Tapperiet, kl. 21.00
Vi ser frem!
New York City’s Tempers udsender snart Private Life, den til nu noget hemmelige elektroduos tredje album. Her en ny fornem single derfra. Os, vi kun frem til at høre mere…
KØBENHAVN I AFTEN:
Prednisolove Shop, dit livs apotek
Hotel Cecil #3 (udsolgt!!!), kl. 20.00
Vi ser frem!
Der varmes op fra officiel side til 25-års-genudgivelsen af R.E.M.’s grimme ælling kaldet Monster, det med et prelyt på endnu et af numrene fra producer Scott Litt’s nye remix-version af albummet. ‘Let Me In’, en sang skrevet i skyggerne af Kurt Cobain’s selvmord, lå oprindelig begravet i en distortet guitargrav, men ikke engang et så radikalt mix-valg kunne skjule dens åbenbare kvaliteter. Det nye mix er langt mere koldsobert, har mistet både tambourin og det så fine enkle orgel fra originalen, men highlighter til gengæld Stipe’s ord og hans gribende levering. R.E.M. skrev betydelige og store amerikanske sange i deres gyldne år i første halvdel af 90’erne. Det her er en af dem.
Men Bernard gjorde det ikke alene. For Simon Gilbert, Mat Osman og Brett Anderson var hans medskyldige dengang for 25 år siden i Suede. Deres andet album, den så mægtige Dog Man Star, udkom 10. oktober 1994, dog ikke uden fokusstjælende uvished og uønsket kaos, da Butler, ovenpå et tilsidst for giftigt forhold til frontfigur Anderson, netop havde forladt bandet under de sidste indspilninger. Man frygtede derfor på forhånd en splittet plade uden mål eller mening, men intet lå længere fra virkelighedens Dog Man Star, der som full on-taberromantisk gutterglam med store britiske hooks ikke havde sin samtidige lige.
Genhørte albummet for få uger siden, og blev glædeligt overrasket over holdbarheden i det stærke sæt sange. Og allerstørst i denne periodes Suede står vel netop de øjeblikke, hvor eneren Butler får lov at farve musikken helt ind i sit virtuost slingrende men årvågne spil. Taler helnatsfilmen ‘The Asphalt World’, outsiderstolte ‘We Are The Pigs’ eller den senere så udtalte Suede- og publikumsfavorit ‘Killing Of A Flash Boy’, der burde have været med på den endelige Dog Man Star-tracklist, og aldrig blot optrådt som degraderet single-b-side.
En skæbne der ironisk nok kun får sangen til at passe endnu mere perfekt ind i albummets – samt hele den fortumlede Suede-tids – beautiful loser-fortælling. Og således kan vi her med god samvittighed markere mesterskilsmissen Dog Man Star med et nummer, der blev vejet, fundet for let og måtte gå, helt alene men med hovedet holdt højt…
Det er med både stor ærgrelse og dyb beklagelse vi må meddele, at LS-koncerten i aften (torsdag) på Sønderborghus er aflyst pga. sygdom. Både halslæge og læge melder rødt lys, så det går bare ikke i denne omgang. Sønderborghus vil nu tage direkte fat i alle jer, der har købt billet. Vi beklager!
Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.
Hun er kun blevet bedre og bedre med årene, en i den mandsdominerede rockbranche sjældent selvstændig kvinde, der heldigvis altid kun er gået efter egne impulser og overbevisning. Lang tid må det forstætte. Tillykke med de 50, Polly Jean!
I dag bliver P.J. Harvey 50. Koncerten i Randers i efteråret 2017 er meget højt på min liste over koncertoplevelser, og mesterværket Let England Shake kan ikke besynges nok. Tak og tillykke!
Tredje etape af efterårstouren er lige om hjørnet. Torsdag aften kommer LS hjem til AARHUS (Voxhall), fredag aften er det SKANDERBORG (Kulturhus), og lørdag aften SØBORG (Richter) i det storkøbenhavnske. Form er skarp, det hele i spil, vi ser frem!
Kim Shattuck havde ALS (amyotrofisk lateral sklerose), en meget alvorlig og uhelbredelig sygdom. Det forklarer måske, hvorfor hun så pludseligt forlod gruppen. ALS er en sygdom, der medfører at de motoriske nerver efterhånden dør, så man efterhånden får svært ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke – og trække vejret. Troels Kløvedal er en anden kendt person, der døde af ALS.
Kim Shattuck blev 56, kun få måneder ældre end denne blogs forfattere. Æret være hendes minde.
Human League’s ansigt og stemme Phil Oakey fylder også år i dag. Den begivenhed er naturligvis undskyldning nok til en markering her med favoritnummeret fra albummet Dare (1981), der katapulterede det til da leftfield-elitære synthband fra Sheffield til pophitlisternes øverste tinder. Denne optagelse er fra Top of the Pops, og de to på dette tidspunkt helt nye piger i bandet står endnu så udistancerede, de med liv og sjæl går op i deres local disco-moves såsnart playback-musikken spiller. Drømmen fra Sheffield lyslevende…