Gennem Manchester i gråt til lyden af The Durutti Column’s ‘Sleep Will Come’ fra 1980. Hvor stod tonen i Vini Reilly’s musik dog profileret stærk, specielt i de første par år her med bandet. Det er iøvrigt A Certain Ratio’s Jeremy Kerr, der synger på dette nummer, som først blev udsendt på Les Disques du Crépescule-opsamlingen From Brussels with Love…

The Avengers spillede support til det berømte sidste show i januar 1978 med Sex Pistols i Winterland i San Francisco, og det er Pistols-guitarist Steve Jones som siden producerede bandets 12″er-EP, hvor denne USA-kritiske sang hører hjemme. Et stærkt band med skarpe, velartikulerede Penelope Houston i front…

Linköping’s Lars Winnerbäck tog onsdag denne side med til Stockholm, den svenske metropol, han som mange andre af de svenske sangskrivere har ladet sine sange blive oplyst af. Såvidt vides bor Winnerbäck dog i Oslo og det er måske via den geografi, han dukker op som medsanger på denne helt nye single. Dens afsender og omdrejningspunkt er den norske sanger Erlend Ropstad, der har et væld af udgivelser bag sig siden debuten for godt tyve år siden. Hans nye sang her hedder ‘Stockholm’ og lyder umiddelbart som noget af en perle. Hvis produceren (det er Ropstad selv) har ladet sig inspirere i tilgang og instrumentering af åbningsnummeret ‘Magiskt Oändligt’ på seneste Thåström-album, så skal han ikke høre et ondt ord herfra, for ‘Stockholm’ fremstår under alle omstændigheder forbilledligt velfungerende, organisk og sund…

Kenny Morris, Siouxsie and the Banshees’ oprindelige trommeslager, ham som spillede med på de to første Banshees-albums, lige indtil det dramatiske brud få timer før tourstart for Join Hands (1979) oppe i skotske Aberdeen, meldes død, 68 år gammel. Lyt til Joy Division, Bauhaus, Killing Joke eller så mange andre af de toneangivende postpunknavne fra den tid og man vil høre trommer inspireret af det topdisciplinerede, maskinelle og tomtom-dominerede regelsæt, Kenny Morris opfandt på de nævnte plader. Her er han med Banshees på Old Grey Whistle Test i november 1978. En sublim trommeslager, Kenny Morris…

Teksten på billedet herover er løgn fra afsenderen, for David Bowie’s pladeselskab RCA var ikke imponerede, da de hørte den færdige Low, hans i Berlin netop færdiggjorte nye album, der blev udsendt 14. januar 1977. Anmeldelserne var heller ikke noget at skrive hjem om. Ovenpå den rigt orkestrerede forgænger Station to Station (1976) var der da også noget sært skitseagtigt, nærmest ufærdigt og sammenkastet, over denne upretentiøse, først meget kortfattede plade, hvis anden halvdel til gengæld ændrer karakter og bliver dvælende instrumentale stykker, evigt langt fra både popmusikkens gængse hovedveje og tidens kommunikative energi i den punkbølge, som da viste vejen frem.

Når man hører pladen nu, så er det “som at høre fremtid blive opfundet i real time“, som en beskrivelse af Low udtrykte det på nettet forleden. En kantet ikke-traditionel lyd på fragmenterede musikstykker, der langt mere er brudstykker af numre end de er egentlige sange. Og en sanger, der ikke har noget floromvundent at sige (som han ellers altid plejede op til da), men blot observerer og tager sin temperatur med få ord, samt en håndfuld nøgne, hurtigt fremkaldte billeder. Ja, og så er der ovenikøbet side to, der tager bort, afsted, på et helt andet trip. Low fylder 49 år i dag – nyd den højt!

Popstjerner med omløb i hovedet, forfriskende, er det ikke? Dagens mand her, David Bowie, altid interessant at lytte på, her i et interview hollandsk TV optager med ham i Paris 14. oktober 1977, udgivelsesdagen for “Heroes”. Her fortæller han også første gang kyssehistorien ved Muren med Visconti, men i sagens da af gode grunde hemmelige natur i en noget anderledes version end sidenhen…

Denne iskolde lørdag markerer tiårsdagen for David Bowie’s død…