Brisbane’s The Go-Betweens bærer også den endeløse australske sommer i sin lyd. Grant McLennan skriver ‘You Won’t Find It Again’ lige præcis for sent til indspilning til hvad skal blive bandets første svanesang, det glødende mesterstykke 16 Lovers Lane (1988). Men hans oprindelige demo, som er alt vi har, ville også have været vanskelig at forbedre. Dens musiks drejning og tone ville aldrig kunne være kommet fra England, USA, eller andre steder på kloden, jo, måske lige New Zealand. Det er det Australien gør ved sine sønner og døtre. Her er Grant McLennan’s egen kommentar til nummeret på opsamlingen 1978-1980:

– This is an acoustic version of a son that never made it onto ’16 Lovers Lane’. It was a great summer and you really could see the Sydney Opera House from the window. It was also only twenty minutes walk to Bronte Beach.

Han er savnet.

Australsk rockmusik kommer ofte med en eksotisk bismag af hed sommer og udstrakte støvede vidder. Således også Sydney-bandet The Moff’s så specielle 1985-single ‘Another Day In The Sun’…

Bruce Springsteen’s musik rimer som altid på hed sommervarme, så passende at det californske underholdningswebsite Uproxx i går har offentliggjort en lang og udfordrende liste, hvor kulturskribent Steven Hyden tager os igennem sit begrundede og rangerede bud på Springsteen’s 100 bedste sange. Listen som der linkes til lige her har iøvrigt en sang på sin førsteplads, som sikkert vil være overraskende for ikke så få, men som for denne side kun giver smuk, logisk mening. Enjoy!

PS – Lige her burde naturligt have været et stykke valgt musik, men vi tager lige nogle symbolske dage denne uge uden støtte til gribbene fra Google/YouTube.

6. august 1979 udsender Northampton-bandet Bauhaus 12’er-singlen ‘Bela Lugosi’s Dead’ på Small Wonder Records. Med en længde på mere end ni minutter, og en tilbageholdt drop-orienteret produktion, der i sin brug af delay og reverb skylder ikke så lidt til dub-reggae, dette nedenunder sanger Peter Murphy’s Dracula-flirtende baryton, er ‘Bela Lugosi’s Dead’ en af postpunkens særegne debutsingler. John Peel begynder straks at afspille den i sin fulde længde på sit BBC-aftenprogram, og hurtigt bliver singlen et markant hit på den alternative britiske hitliste…

En afbrændt fornemmelse at bringe/promovere YouTube-videoer på siden her efter Google’s blokering i sidste uge af dansk musik på kanalen. I forvejen betaler Google/YouTube til sammenligning med de andre store streamingtjenester i særklasse dårligst tilbage for den musik de bringer, så deres krav til rettighedsorganisationen KODA om kun at betale 30% af den hidtil aftalte rate, mens en genforhandling af vilkårene står på, er hardcore. KODA har erklæret denne reduktion for uacceptabel, og væk er den danske musik derfor med ét hurtigt Google-slangehug. Et brutalt træk i lyset af Google’s selvfølgelige viden om, at musikken som sådan i forvejen står hårdt trængt i den her pandemitid. Så en symbolsk udflugt væk fra YouTube her, til Roxy Music’s så elegant iskolde 1975-disco på Vimeo…

Manchester’s Factory Records var i start-80’erne meget mere end Joy Division/New Order, selvom det var derfra pengene kom ind. Således udsendte Factory med The Durutti Column (AKA Vini Reilly) samtidig nogle fremragende plader, hvor Reilly’s så distinkt fjerlette guitarspil – der siden skulle besjæle Morrissey’s 1988-debutalbum Viva Hate – gav postpunkens blege sønner og døtre nogle tiltrængte solstråler. Vini har fødselsdag i dag, så her kongenummeret ‘Never Known’, der åbner side 2 på LC (1981), Durutti’s vel bedste album…

Hvem kan komme overraskende stærkt tilbage med dunkelt shine og dikterende schwung på et nyt album efter hele 29 års pladepause? Det kan engelske Psychedelic Furs, viser det sig nu. Made of Rain, der blev udsendt i fredags, er et overbevisende meningsfuldt comeback, så langt bedre end de to forløbersingler fra tidligere på året særskilt gav forvarsling om. The Furs’ bedste plader kom i starten af karrieren, og det er den åre der med fuldvoksen tyngde igen spilles ud fra nu, snarere end bandets senere udglattende værker, hvor jagten på den amerikanske mainstreamkarriere ikke gjorde meget godt for sanger/sangskriver Richard Butler’s sardoniske talent. Ja, den afvisende stemme der for længe siden betalte sine lærepenge i Bowie-skolen for langt større ting end berømmelse for enhver pris. Her en passende smagsprøve på det genopstandne…

Siouxsie and the Banshees’ tredje album, et spændende skridt ud af den monokrome postpunk, London-bandet egenhændigt havde skabt. Kaleidoscope udkom dags dato i 1980. Her dens første single…