Opgøret med oprøret
Der var altid et naturligt fokus på John Lydon (Johnny Rotten) i Sex Pistols og hans efterfølgende band Public Image Limited. Sidstnævnte debuterede med singlen herunder i efteråret 1978, et nummer der blev hørt som et frådende angreb på Sex Pistols og deres svengali-manager Malcolm McLaren. Men i dag her går vi bag den snerrende stemme og fokuserer på en bestemt del af musikken bag den. Den så fremtrædende guitar på dette nummer spilles af den nu afdøde Keith Levine, der kort havde været med i The Clash’s opstart, men til da ellers var et ret ubeskrevet blad. Han har to forskellige stykker her, som ikke bare skaber nummerets identitet, men vel også lægger stildannende grund og lyd til guitarspillet i den genre, der snart skulle blive kendt som post-punk. Hans melodik og timing er stærkt original på disse figuer, der trods deres repetitive flirten med det atonale begge bærer de glasklare hooklines, der muliggjorde frontal-angrebets placering på den engelske single-top-10. John Lyden havde efter bruddet med Sex Pistols brug for en stærk musikalsk platform, der gjorde op med det bands traditionelle rockmusik, men som samtidig kunne kommunikere ligeså stærkt. Denne single var i den forstand det perfekte førsteudspil…
I aften Langeland…
I aften Midtfyns Festival…
Fredag med ny Thåström
I dag udkommer Thåström endelig med sin første nye musik i tre år. Og albumforløberen ‘Solen I Den Vänstra’ lyder straks som en smuk vinder, der i association her denne hede nat umiddelbart kaster pile tilbage til så forskellige tidligere Thåström-fakler som ‘Beväpna Dig Med Vinger’, ‘Die Mauer’ og ‘Aldrig Av Med Varandra’. Men egentlig er det forkert at skrive den slags, for først og fremmest smager denne nye ubeskrevne sang jo heldigvis af noget nyt og ukendt; altid på vej. Enjoy!
Sparks transformerer Beatles
Beatles-coverversioner er nitten ud af ti gange noget man bør holde sig meget langt fra. Er der da overhovedet undtagelser? Jo, i 1976 udsender brødrene Mael – bedre kendt som Sparks – en enkeltstående single, hvor de backet af et mægtigt orkester giver en overdådig fortolkning af The Beatles’ ‘I Want To Hold Your Hand’. På deres cover rykkes sangens etablerede grundstemning fra purung, regelret Merseybeat helt over til et voksent sommertids-USA af summende græsplæne-vandere, cocktailshakers og den fjerne lyd af Burt Bacharach-plader spillet ned gennem dalen…
Thåström i aftes på Söder
En uannonceret, sjælden offentlig fremkomst af Thåström i aftes, hvor han dukkede op og sang med på et par sange, da det hæderkronede svenske rockband Eldkvarn spillede en af de usminkede intimkoncerter, der hver sommer er blevet tradition for på den lille udendørsscene Mosebackterassen på Söder i Stockholm. Mester T sang først med på Eldkvarn’s ‘Ingen Bra För Mig Själv’ og derefter sin egen og Ebba Grön’s ‘Flyktsoda’, et nummer han vel aldrig før har rørt ved som soloartist…
Her samme ‘Flyktsoda’ med Eldkvarn og Thåström for 36 år siden, da der var en helt anderledes brændbar benzin på Norrköping-bandets motor…
Oh, yes!
Al den snak om Oasis har også afstedkommet gode ting. F.eks. har den sat gang i en diskussion om hvad Britpop-æraen var og betød, ikke blot kulturelt men også musikalsk. Og her står det hurtigt klart at Beatles-fanbrødrene fra Burnage med deres effektive Slade-boogie måske ikke ligefrem repræsenterer den progressive ende af spektret. En sang der lige nu i den forbindelse cirkulerer på SoMe er følgende optagelse fra BBC’s Later, hvor Bernard Butler og David McAlmont fremfører en mageløs version af duoens egen ‘Yes’. Bare starten, hvor en storstøjende Butler demonstrerer hvorfor Suede altid vil savne ham, er hele indgangsprisen værd i engelske £. Og derefter kommer så den himmelske sangstemme ind, der både er Brett A med englevinger og klassisk soul og helt sin egen. Britpop kunne.
She belongs to me
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
I wanna be adored!
Al den snak om Oasis. 35 år siden i dag at deres spirituelle storebrødre The Stone Roses udsendte en forkortet studieversion af dette perfekte åbningsnummer fra debutalbummet på single. Her ‘I Wanna Be Adored’ i liveversionen fra den mytologiserede Blackpool-koncert fra lige da The Stone Roses brød igennem lydmuren. Rocknroll kunne.
This was the modern world
From The Jam-bassist Bruce Foxton, der for et par uger siden blev sygemeldt for længere tid, fylder år i dag. Her er han med de rigtige The Jam en svedig aften 16. august 1977 på punk-spillestedet Electric Circus i Manchester. Tillykke og god bedring!
Sidste redningsforsøg
Vi kan tage en smagsprøve på det nye værk med Nick Cave & The Bad Seeds, der under titlen Wild God udkom under stor fanfare i fredags. Her albummets i en klassisk forstand måske bedste sang, selvom den ikke gør det store væsen af sig. Sådan en der i struktur, temperament og melodi ville have passet helt naturligt ind på No More Shall We Part (2001)…
Rock’n’roll will never die?
Blixa Bargeld synger ukueligt for på Teho Teardo og hans version af Neil Young’s dødsduftende rockklassiker…
Tidens drift i den stockholmske skærgård
Facebook er et nådesløst medie. Således fortælles man der lige nu uden omsvøb, det i aften allerede er seks år siden Thåström lukkede sin tour for Centralmassivet (2017) ned. Det skete på en smuk sommeraften i Stockholm på Djurgårdens forlystelsespark Gröna Lund, hvor nedenstående minifilm med Thåström er optaget. Husker tankerne fra den aften, at her var en mand i centrum, der udstrålede en glæde og en sikkerhed i sit udtryk, der kun kunne pege hurtigt videre. Men så ligetil skulle det slet ikke gå, for der gik hele fire år inden opfølgeren Dom Som Skiner endelig kom. Personligt bryder jeg mig slet, slet ikke om at bands/artister man følger helt tæt forsvinder i så lang tid. Det ville nærmest svare til at ens fodboldklub sprang nogle sæsoner over og ikke spillede. Og dét er forkert. Seneste rygte (!) omkring dette efterårs nu i tre år ventede nye Thåström-album lyder på, at en forløbersingle udsendes 25. september. Vi får at se om det er sandt. Først her den omtalte minifilm fra aftenen på Djurgården, der også viste sig at være et farvel fra Thåström til sit fænomenale band med Ossler og Rockis. Setlisten står nederst, den er jo decideret ufravigeligt stærk…
- Körkarlen
- Bluesen i Malmö
- Kort biografi med litet testamente
- Karaokebaren
- Kom med mig
- Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
- Beväpna dig med vingar
- Die Mauer
- Alltid va på väg
- Old Point Bar
- St Ana katedral
- Alla vill till himlen
- Om Black Jim
- + + +
- Jag är en idiot
- Centralmassivet
- + + +
- Var e’ vargen
The English Rock Defence League
Euforien over Oasis og de to slagsbrødres fælles musikalske/økonomiske genkomst har været enorm de seneste dage. Så forfriskende at kunne læse dette indlæg i The Guardian, der ikke lægger nogen fingre imellem omkring at pege på bandets åbenlyse skyggesider.