Art of the cover

4AD Records og Pixies kører et smukt parløb i 80’erne, hvor artwork til sidstnævntes udgivelser også altid holder 4AD-flaget højt hvad øjeblikkelig genkendelse/identitet angår. 1. juni 1989 udsendes ‘Here Comes Your Man’ som anden single fra april-albummet Doolittle. Lyden er sært blødgjort, melodien imødekommende, er indie mon ved at krydse over og nærme sig mainstream? Nirvana skal to år efter – stærkt inspireret af netop Pixies’ dynamisk fængende start/stop-musik – svare bekræftende på netop det spørgsmål…

Art of the cover

En stærk Banshees-single der også fyldte år tirsdag, og som optræder her ikke mindst som undskyldning for at nyde dens elegante cover. Var i Amsterdam en vinter for et par år siden, hvor en second hand-butik i De Pijp netop havde fået en bemærkelsesværdig samling ind bestående af to lange trækasser øjensynligt aldrig rørte eller spillede engelske singler, hovedsageligt fra perioden 1979-82. Fik en perfekt udgave af den her med derfra. The stuff that vinyl dreams are made of…

Den himmelske deroppe

En bærende hjørnesten i denne sides musikalske dannelsesrejse op gennem årene. 30. maj 1981 udsender Echo and the Bunnymen Heaven Up Here, bandets andet album og et forbløffende modningsmæssigt kvantespring ovenpå det forgående års langt mere basale Crocodiles. Verden er ung, Ian McCulloch synes i nærkontakt med sine muser, hans band lyder ud af ingenting pludselig som en dynamisk drøm af et rockband, alt synes muligt. Her det majestætiske åbningsnummer ‘Show Of Strength’, som guitarist Will Sergeant med de nuværende Bunnymen denne weekend indøvede og satte på setlisten før sommerens første engelske festival-show. Bare for at få det streget af McCulloch, der synes akkurat ligeså konservativ med sit bands setlister som han er enerådig omkring indholdet af dem…

Gasping but somehow still alive…

Denne sides absolutte yndlingssekvens på The Smiths’ andet album Meat is Murder (1985) er de to første numre på side 2, hvor den overskuds-skifflende ‘Nowhere Fast’ – desværre aldrig en selvstændig single som først tiltænkt – følges af dette suveræne stykke northern heartbreak, der også optræder som den perfekte b-side på ‘How Soon Is Now’-singlen ca. samtidig…

Happy ending?

Bliver det en lykkelig afslutning på League 1-sæsonen i eftermiddag for Sheffield Wednesday, der med sejr på Wembley over lokal-opkomlingene fra Barnsley kan vinde oprykning til den næstbedste engelske række, der som minimum må være acceptabelt niveau for en klub af så fin tradition og størrelse? Owls-tilhænger Jarvis Cocker vil se sikkert se med, formodentlig lettet ovenpå de første shows i mange år med Pulp denne weekend, hvor dette fremragende nummer ikke fandt vej til en iøvrigt udsøgt setliste…

‘…And I know no-one can ever know,
Which way to head.
But don’t you remember,
That you once said,
That you liked happy endings?
And no-one can ever know,
If it’s going to work,
But if you try,
Then you might get your happy ending…’

David Bowie om natten

Vestberlin 1977: David Bowie skriver en natlig note til sin producer Tony Visconti. Den drejer sig om nogle nye plader, Bowie gerne vil sørge for at Visconti får skaffet ham næste dag. Og hvilken musik vil Bowie så gerne lytte til den nat i 1977? Læs selv…

Et møde i Tanger

Foto: Jenn L (Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-NC-SA 2.0))

I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:

By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:

“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”

(fra Nick Drake: The Life af Richard Morton Jack – her citeret fra https://www.theguardian.com/music/2023/may/27/nick-drake-the-life-richard-morton-jack-biography-extracts)

The Stones Roses’ kroning

Det var Madchester-bølgens pendant til den milepæl Oasis senere og endnu større satte på vegne af Britpop, da de manifesterede egen storhed ved at samle horderne på Knebworth i 1996. Seks år tidligere satte da ligeså zeitgeist-centrale The Stone Roses 27. maj 1990 sin flok stævne på den kunstige ø Spike Island i Mersey-flodens munding. 28.000 i bøllehatte og flares samledes på en flad mark omgivet af Widnes’ kemiske fabrikker til en koncert med det band, der om nogen afsluttede de engelske 80’ere og viskede tavlen ren til et nyt årti. The Stone Roses var efter sigende elendige den aften på Spike Island – præcis som de også var det i Alexandra ved Gl. Torv i København et lille år efter – men det betød ikke det store, da det mere var begivenheden som sådan og det den symboliserede, deres følgere tog med sig derfra

Og her den mest aktuelle The Stone Roses-single, da de spillede Spike Island. Et top 10-hit i Storbritannien for et forrygende elegant og sært sneaky nummer faktisk…

England drømmer

27 maj 1977 udsender punk-sensationen Sex Pistols opfølgeren til singledebuten, den allerede da halvt år gamle ‘Anarchy In The UK’. ‘God Save The Queen’ kommer lige midt i Queen Elizabeth’s sølvjubilæum som britisk regent, og i et så værdikonservativt samfund som det engelske vækker den straks – som tilsigtet – enorm harme og forbydes afspilning på BBC. Det sidste ville normalt betyde en sikker død for en single, men for denne med dens kradse budskab sker stik det modsatte, hvilket resulterer i en vanvittig placering næstøverst på den britiske singlehitliste. Bag sangens kontroversielle ord gemmer der sig en enkel og fremragende catchy rocksang i den bedste britiske tradition, hvilket naturligvis er betingelsen for at ‘God Save The Queen’ spiller så upåklageligt godt i dag…

Ronno

Mick Ronson, et af de helt store engelske guitaresser, ville have kunnet fejre sin fødselsdag i dag. Gad vide hvor Bowie var endt, havde han ikke fyret ham efter glamrakettens himmelfart. Her Ronson i eget navn…

Scouse spaghetti

The Coral’s nye single ‘Wild Bird’ – fra albummet Sea of Mirrors, der udkommer til september – følger i sporet af The Clash’s Paul Simonon og Galen Ayers’ fælles nye projekt, der ligeledes kommer ind på spansk spaghettiwestern-vind…

Almeria!

Navnet på den andalusiske by ved Middelhavet siges til allersidst af hovedpersonen i Serge Gainsbourg’s 1967-sang ‘Initials B.B.’. Og ja, BB er naturligvis Brigitte Bardot. De to har et forhold, der slutter brat, da hun tager afsted til netop Almeria for at indspille westernfilmen Shalako med Sean Connery. Og naturligvis kannibaliserer evigt kontroversielle Gainsbourg en så celeber affære i en højspændt popsang med musik baseret på Dvorak’s 9. Symfoni. Teksten, den låner mystik og kraft fra Baudelaire’s Les Fleurs de Mal, samt Edgar Allan Poe’s The Raven, og i dens første vers læser Gainsbourg på en pub i London den franske forfatter Louis Pauwels’ roman L’Amour Monstre. Så ja, der er andre end Håkan Hellström, som har skabt stor popmusik ved at støvsuge kreativt i kulturens enorme bagkatalog. Videoen er blot en ren kavalkade af vintage-Bardot…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.