40!

Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…

Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…

Darkness on the edge of Glasgow

Hvilken mere passende dag for The Jesus & Mary Chain at spille København på end denne Black Friday, hvor de ti kulsorte numre som udgør deres Darklands (1987) afspilles i Den Grå Hal på Christiania, det inden aftenens setliste løsner op for mere håndplukkede valg fra East Kilbride-bandets bagkatalog. Her Darkness-andensinglen, som af en britisk anmelder dengang blev beskrevet som lyden af Springsteen’s ‘Born To Run’, hvis den istedet var blevet skrevet af nogle unge fuck-ups i en forblæst by udenfor Glasgow …

Bonus-info: East Kilbride’s eneste venskabsby er storkøbenhavnske Ballerup, hvis offentlige svømmehal bærer navnet East Kilbride Badet. Et lidt mere pointscorende og personligt navn kunne være The Jesus og Mary Chain Badet.

Lysende

Henrik Olesen, kendt som musikskaberen i Sort/Hvide Landskaber, Greene og Olesen-Olesen, samt senere også vokal frontfigur i minimalist-elegante Ukendt Under Andet Navn, udsender i dag denne fjerlette tusmørkesang om ‘Glødepærers Poesi’. Singlen er forløber for albummet Optaget og Foreviget, der udgives til januar…

1966 on my mind

Dagens internationale popnyhed er 55 år gammel. 24. november 1966 optræder australske The Easybeats på Top of the Pops i England med deres nye hit ‘Friday On My Mind’, en Swinging London-beatklassiker som David Bowie syv år enere laver sin version af på Pin Ups. Af de +300 TOTP-shows der sendes fra 1964 til 1970 har kun fem overlevet, så dette klip er aldrig set siden dengang, og formodedes tabt for altid, lige indtil australsk TV i dag kunne bringe det igen, fundet på en 16mm-filmrulle i et hus ude i Australiens Blue Mountains. Læs hele historien her, men se først det fine nummer herunder…

Glam!

Fotografen Mick Rock, der døde i sidste uge, står bag denne promovideo til den Bo Diddley-bastardiserede, tvekønnede ‘The Jean Genie’, hvor David Bowie tager føringen på glamrockens dekadente overdrev. Nummeret, der udsendes 24. november 1972, skrives i selskab med Warhol-stjerne Cyrinda Foxe (også med i videoen), og Bowie omtaler det siden som sin første New York City-sang. ‘The Jean Genie’ når andenpladsen på den engelske hitliste, optræder året efter på Bowie’s svære Ziggy Stardust-opfølger Aladdin Sane, og står for eftertiden som et af glam-periodens centrale musikalske stjerneskud…

Sneleoparden

Nick Cave er tilbage. Ikke den moderne tids new age-Nick Cave, der messer forgængelighed og spiritualitet ovenpå endeløse Warren Ellis-loops. Nej, taler om ham dunkel-romantikeren, der næsten er forsvundet de senere år, altså den Nick Cave som kærtegner rigtige sange. Her hørt gennem en singleforløber for endnu et nyt Cave/Ellis-soundtrack, til dokumentaren Les Panthère Des Neiges, en sang der umiskendeligt lyder ikke så lidt som ‘The Gypsy Fairy Queen’ på Marianne Faithfull’s fine Negative Capability (2018), en single Cave iøvrigt også stod for musikken til…

Peter er tilbage

Ny fransksmagende single fra en efter sigende nu sundere levende Peter Doherty, som at dømme udfra denne fine melodi tydeligvis på sin bopæl i kystbyen Etretat, Normandiet har fået hørt sig en masse Serge Gainsbourg, hvis skødesløst sofistikerede stil ligger godt til ham…

Whack Attack!

Siger vi aldrig noget kritisk om The Clash? Singlen ‘This Is Radio Clash’, der udkom dags dato i 1981, og som er stationen mellem Sandinsta! (1980) og Combat Rock (1982) lød allerede da den kom mere som en topmoderne tribute til en anden endnu knapt nok hørt kultur og stil, end som et værk hvilende i sig selv. Bemærkelsesværdigt nok, for var der noget The Clash var stærke til, så var det netop at genre-shoppe og iklæde sig alskens musikalske stilarter med største naturlighed. Det trick lykkes dog undtagelsesvis ikke helt på denne tydeligvis Mick Jones-begyndte single, der – som Blondie’s næsten samtidige ‘Rapture’ – står som et kridhvidt ekko af den da så blomstrende undergrundslyd fra New York City’s sorte ghettoer…

Mick Rock RIP!

David Bowie, Winter Gardens, Bournemouth, 25. maj 1973 – Foto: Mick Rock

Han tog definerende fotos af mange der lyste indenfor rocknroll i de vilde 70’ere. Og som en der selv kom fra samme generation, var det kun naturligt, at Mick Rock med sans for tidens ånd også stod bag coverfotos til plader med David Bowie, Lou Reed og Iggy Pop. Siden, da punk kom, tog han også nu berømte billeder af ikke mindst Blondie, Ramones, Talking Heads og Dead Boys. Nu er han selv død, 72 år gammel. Billedernes lever for altid.

Art of the raw cover: Mick Rock

Dagens 42-års…

16. november 1979 udsender The Jam, den tids mest populære rockband i Storbritannien, sit allerbedste album. Setting Sons maler et – undskyld tillægsordet, men det passer perfekt her – socialrealistisk uskønmaleri af Thatcher-England, der slet ikke er flatterende eller opløftende, men som i ren observationsskarp trodsighed alligevel vinder en mindeværdig sejr på albummets kun 32 minutter lange løbebane. The Jam havde indtil dette tidspunkt lydt som benovede mods, der legede The Who eller The Kinks, men på Setting Sons træder kun 21-årige Paul Weller endelig helt frem i lyset som markant stor britisk sangskriver. Med dette album stod det tindrende klart, hvem The Clash’s rivaler til tronen i England var…

Nation of Language

For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.

Her, fyrre år senere, findes der tydeligvis stadig musikere, der lader sig inspirere af OMD. Dagens sang er med den amerikanske trio Nation of Language. “This Fractured Mind” er august 2021, men det skulle man egentlig ikke tro. Det nye album med Nation of Language hedder (lidt ironisk) A Way Forward og udkom i sidste uge. Resultatet er vellykket på sin egen måde.

Jens Unmacks officielle weblog