Har haft travlt langt fra bloggen de sidste par dage, hvilket betød, at Françoise Hardy’s 75-årsdag i går blev forbigået i højest upassende stilhed. Bedre sent end aldrig er her i den anledning det skønne nummer, hvis fjerlette musik nærmest lyder som en fransk pendant til Velvet Underground’s ‘Sunday Morning’ fra præcis samme år, 1967. På tidspunktet 1:06 i følgende musikklip sætter omkvædet ind, for første og eneste gang i sangen, verden bliver pludselig et langt bedre sted at være, og ikke et øje vil være tørt…
Det er os en stor glæde at kunne meddele, Love Shop d. 8. marts udsender et netop færdiggjort album. Der var blevet stillet i udsigt, Danmarkstouren i april skulle teste et par nye sange. Nu viser det sig istedet, den får et helt nyt LS-album som omdrejningspunkt. Pladens titel er Brænder Boksen Med Smukke Ting. 8. marts, vi ser frem!
Jungstötter-debutsinglen ‘Wound Wrapped In Song’ i opslaget herunder er så positivt bemærkelsesværdig, dens studieindspillede originalversion i sig selv fortjener eksponering. Også fordi sangens videoklip på egen grim-æstetiske måde giver en anden dimension og er svær at ryste af sig. Troede selv først i klippet, det nok var den livsslidte kvinde på vokal. Den illusion er du nu heldigvis/desværre berøvet. En stærk billedeside til en stærk sang.
Skulle man være til Scott Walker og/eller sen Talk Talk, så brug lige fire minutters tid på det debuterende tyske navn Jungstötter, der dækker over den i Berlin-boende Fabian Altstötter, hvis Max Rieger (Die Nerven/All Diese Gewalt)-producerede album LOVE IS udsendes 1. februar. Debutsinglen ‘Wound Wrapped In Song’ er en kongesang af klassisk snit og gives her i en helt ny session-optagelse, hvor unge Fabian duetterer dunkelt med østrigske Anja Plaschg (AKA Soap&Skin)…
Grimme højhuse og sammenbidte unge mænd i mod-tøj. Man kan næsten se på The Jam’s andet album – udsendt i november 1977, kun seks måneder efter debuten In The City – hvordan indholdet lyder; en vred, hvid beatmusik uden en eneste omvej ud i musikalske overdrev, krydret med lige dele krads socialrealisme og idoliserende musikalske Who/Kinks-referencer. Jeg købte This is The Modern World i 1978. ‘London 1978’ er der lidt vandaliserende skrevet med kuglepen på innersleevet, og som huskes blev albummet købt på en sprogrejsetur til England. Men noget stemmer ikke her, for vinylen er et skandinavisk tryk.
Under alle omstændigheder var albummet et af dem jeg hørte allermest som 14-15-årig. Men siden ikke ofte. For The Jam blev hurtigt så meget bedre end her. Næste års All Mod Cons var et syvmileskridt fremad, og 1979-albummet Setting Sons af endnu højere kvalitet. Så This Is the Modern World lød meget hurtigt som det den var, nemlig en for hurtigt skrevet opfølger til debuten.
Lørdag middag – som optakt til Liverpool-kampen i Brighton – hørte jeg en best of, der udkom for et par år siden i forbindelse med en stor The Jam-udstilling i Liverpool. Flot er den med sine tre vinyler i mod-rigtigt hvidt, blåt og rødt. Men det føltes sært forkert, at høre en (iøvrigt glimrende) ny opsamling med et band engang kendt så nært. I de år var The Jam ligeså store som The Clash, også i min verden. Men hvor sidstnævntes musik er blevet stående lyslevende og nutidigt åben, så lyder The Jam nu anderledes som en lukket tidslomme, et fint men fjernt minde om noget der var.
Derfor blev opsamlingen gemt væk, og de rigtige albums og singler fra dengang istedet trukket frem. Altså the real thing! Og her var det så, jeg vel for første gang i mit voksenliv hørte This Is The Modern World som samlet album. En mærkelig oplevelse. For vel virkede pladen nu musikalsk karrikeret og decideret tekst-naiv i sit indignerede take på England anno 1977. Jo, den har endda en protestsang om trafikken i London kaldet…’London Traffic’. Men samtidig kunne jeg intuitivt genkende dens glemte sange og de stærke billeder, de engang sendte afsted. Og pinagtigt huske, jeg så afslutningsnummeret ‘In The Midnight Hour’ som en af de bedste The Jam-sange nogensinde. Lagde dengang ikke mærke til Wilson Pickett’s navn under titlen, og anede iøvrigt ikke hvem han var. Troede det her var en stærk original. De historieløse har også følelser.
Så afslutningen på denne The Jam-historie? Har slet ingen lyst til at forsøge samme first love-eksperiment med Sham 69, Boomtown Rats, Vibrators, Generation X eller andre for tarvelige punkbølgebands, som en overgang syntes attraktive dengang. Og About The Young Idea – The Very Best of The Jam-opsamlingen, der føltes forkert i lørdags?! Den er nu afhændet.
Den ny uge starter med en 42-års. Bowie’s første Berlin-album blev udsendt på denne helt sikkert iskolde dag i 1977. Her løfter en kort tegnefilm en lille del af sløret for, hvordan Low blev til…
13 januar 1969 – i dag for 50 år siden – indspillede Elvis Presley denne fantastiske version af Vern Stovall og Bobby George’s ‘Long Black Limousine’ i American Sound Studio i Memphis, Tennessee. Sangen var første optagelse på de januar-sessions, der med soul-legendariske Chips Moman og Felton Jarvis som producere, skabte hitsinglerne ‘Suspicious Minds’, ‘In The Ghetto’ og ‘Kentucky Rain’, samt resulterede i Elvis’ velnok bedste enkeltalbum nogensinde, mageløse From Elvis In Memphis (1969)…
“Risiko” was a legendary bar/club in WestBerlin. A home & source of inspiration for a lot of us. This video shows impressions of the last morning before closing down in 86. It was filmed by Kloie Picot & me with my father’s Super8-camera — not enough light inside, so we captured the life at the entrance. The material was filmed-up again from a screen on VHS and edited also on VHS without effects or anything some weeks later. I was allowed to use the unfinished version ( the fantastic rough-mix!) of “Lost in Music” by Anita Lane & Mick Harvey, which I had on a cassette-tape at that time. What we see here is exactly this version from 86. Hardly ever shown it since…
At the end Nick Cave & Nikki Sudden are walking up the stairs to another club. Think it was somewhere at Adenauerplatz. Can’t remember the name of the club – nonrelevant. The rooms & spaces of “Risiko” were used as a mosque since… U. Schueppel, nov2010
To kampe og to nederlag hidtil for LFC i 2019. Manchester City-kampen kunne ligeså godt være blevet vundet, men marginaler gik den forkerte vej. Og Wolves away mandag aften i FA-Cup’en lignede i løs opstilling en Klopp-bestilt exit, så fokus i en ikke alt for bred trup kan ligge på Premier League. Derfor en ufattelig vigtig kamp lørdag eftermiddag, når Liverpool i det sydligste England møder Brighton, der på hjemmebane er kendt for at bide fra sig. Man City og Tottenham kommer begge buldrende bagfra, så der hviler et tungt pres på udeholdet, der pludselig ikke længere bare kan gå på vandet. Det bliver nervepirrende lørdag eftermiddag.
En uge til Sharon Van Etten’s nye Remind Me Tomorrow udkommer. Hvis det formår at leve op til de tre til nu udsendte sange derfra, bliver albummet en keeper. Her er det ‘Comeback Kid’ derfra. Besynderligt som den før så underspillede Van Etten pludselig af udseende minder om dramatisk PJ Harvey og kan synge ovre i retning af Siouxsie Sioux. Kun til hendes egen fordel heldigvis. Og de bløde indieguitarer, hun plejede at klæde sin musik i, er nu skiftet ud med et kobbel køligt kommanderende synths…
I forgårs markerede vi David Bowie’s fødselsdag, i dag drejer det sig om hans bortgang. Den mandag for tre år siden, og Blackstar var netop blevet udsendt til stor hyldest om fredagen, den mandag var uvirkeligt grum. Al den nye musik, hvis stemning og ord pludselig gav helt ny klar mening, så levende og vital, dens afsender lukket ned og borte. På nattehimmel slukkes de store stjerner aldrig. De stråler videre og planter tanker om noget større end os selv. På rockstjernehimlen er det lige omvendt: Her slukkes de klareste lys nådesløst, og gennem deres uigenkaldelige bortgang forstår vi tidens flygtighed, ultimativt vores egen dødelighed. At Bowie i sin afskedssang ‘Lazarus’ får den skæbne til at lyde som en befrielse, det er stor og overskudsudvisende kunst…
Hvilken knuselskelig ny klaverballade fra Lana Del Rey at starte det nye år op med. Titlen er denne gang næsten længere end sangens ellers voksne fem minutter: ‘Hope Is A Dangerous Thing For A Woman Like Me To Have – But I Have It’. Et netop færdigindspillet album fra Del Rey loves senere på året. og med denne så fine sang, samt de to hun slap i efteråret, er der begrundet håb om, det kan blive fantastisk. Lana Del Rey i dag, Sharon Van Etten i går – 2019 kan blive kvindernes helt store år…
Hvilken transformation! Kun to år før dette klip spillede Bowie kridhvid rocknroll for fuld udblæsning som Ziggy Stardust. Men nu – i november 1975 – optræder han i en ganske anderledes rolle som forfinet soulcrooner, her sammen med underholdningsdronningen Cher, i en duetversion af utroskabssangen ‘Can You Hear Me’, den delikate ballade fra samme års Young Americans…
I går udsendte Brooklyn-sangerinden Sharon Van Etten den til nu tredje single fra hendes snartkommende album. De to første har vist en transformeret sangerinde med langt mere kant, musikalsk make-up og melodisk punch end tidligere, og denne tredje følger samme spor. ‘Seventeen’ er sådan en sang, Bruce Springsteen (kun) i ens drømme vender tilbage med for at vise, han stadig kan og bekymrer sig om det der med en melodi, som nærmest bærer fortællingen i sig selv. Men undskyld, naturligvis står Van Etten ikke i hans eller nogen andres skygge nu. Det er hendes musik og nødvendighed blevet alt for stærk til her. Remind Me Tomorrow udsendes 18. januar…
