September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. På single-B-siden kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…
Du har levet udelukkende af rød peber, kold mælk og små snehvide bjerge af kokain. Du har flirtet med okkult mysticisme og samlet på kabbalah-kort. Du har indspillet en udfordrende biograffilm, hvor din fremmedgjorte hovedrolle mærkværdigvis er et spejlbillede af den, du er blevet i dit selvvalgte amerikanske eksil. Og imens har du begået et musikalsk mesterværk, du ingen detaljer husker fra tilblivelsen af. Så du er måske alligevel på forunderlig vis nogenlunde tilfreds nu i januar 1976, hvor benævnte musik skal udsendes. Men det er vist kun til det øjeblik, du ser dit pladeselskabs håbløst klodsede reklame for den i de engelske musikmagasiner. David Bowie’s Station to Station bliver udsendt dags dato i 1976. Det er albummet, hvis fremadsynede titelnummer herover snart vil føre ham hjem til Europa, videre til ny musik nat og dag i Berlin…
I dag for 25 år siden udenfor skotske Dundee – nærmere bestemt i et udhus i Auchterhouse – tog The Associates’ Billy Mackenzie sit liv, og satte derved et utidigt punktum for en af de vildeste stemmer i britisk musik. Med stærk anbefaling af The Associates’ excentriske pop-meisterwerk Sulk (1981) markerer vi Billy Mackenzie med en ubetaleligt attitudestærk TV-gennemkørsel af ‘Party Fears Two’, albummets gennembrudshit for Mackenzie og hans makker Alan Rankine, der mimer den akustiske guitar i baggrunden her. Hvor mange overværede iøvrigt Billy Mackenzie’s eneste optræden med The Associates i Danmark, da han i 1985 under en sort beret charmedansede eftermiddagen væk på Roskilde Festivals Grøn Scene, og øjensynligt stjal samtlige tilstedeværende hjerter? Et stort tab, han ikke er her mere.
Fredag aften med en helt dugfrisk Peter Doherty-single, endnu en forløber til albummet The Fantasy Life of Poetry & Crime fra hans nye samarbejde med den franske filmkomponist/producer Frederic Lo, der står for musikoplæg, mens Peter Doherty så er Peter Doherty ovenpå. The Smiths har ikke levet forgæves disse uger…
Dags dato 1978 udsendes første single med den tidligere Buzzcocks-sanger Howard Devoto’s nye band Magazine. Det er på den catchy, dog ætsende ‘Shot By Both Sides’, man først hører guitar-es John McGeoch, som et par år længere fremme også skal berige især Siouxsie and the Banshees. Lyder singlen her af Devoto’s første band, dem han nåede at udsende den punk-banebrydende Spiral Scratch-EP med, så er det ikke tilfældigt; Buzzcocks nye frontmand Pete Shelley har foræret både akkorder og guitarrif her til Devoto. Siden genbruger Shelley selv sin guitarskabelon på Buzzcocks-nummeret ‘Lipstick’, ja, ren Manchester-indavl…
Hvilken fin og voksende ny single Fontaines D.C. sendte afsted for en uge siden. Her kan ‘Jackie Down The Line’ opleves live i speciel visuel opsætning på The Tonight Show Starring Jimmy Fallon forleden. Jo mere singlen høres, jo mere lyder dens musikalske hovedingredienser hørt herfra af klassisk The Smiths, det selvom Manchester-bandets i sin musik så centrale forløsende sødme ganske undgåes. Den slags nordengelsk føleri bekymrer man sig tydeligvis ikke om i Dublin anno 2022. Og dog…
Det er 1982, hårdtlevende Nico kan for en tid kalde nordengelske Manchester for sit hjem. Med Factory Records-fænomenet Martin Hannett som producer og hans The Invisible Girls som backing genbesøger hun der et af de numre, hun selv femten år tidligere sang på NYC-klassiske The Velvet Underground & Nico. Stemmen er i sit blytunge sørgeslør slet ikke ulig dengang, men musikken kommer i postpunktidens klang med en anderledes matsort majestætisk fremdrift…
Et af de mærkeligste singlevalg i The Clash’s historie udkom dags dato i 1981. På overflødighedshornet Sandinista! er ‘Hitsville UK’ en sødmefuld men ubetydelig lille Motown-pastiche sunget af kæresteparret Mick Jones og Ellen Foley. Men en profileret The Clash-single af natur er det ikke. Der kunne man med langt større effekt være gået med ‘Somebody Got Murdered’, ‘One More Time’. eller ‘The Magnificent Seven’, som langt mere logisk skulle blive næste Sandinista!-single. Hvor mange mon iøvrigt dengang fangede ironien i, at den uforbeholdne hyldest til postpunkens boom af små uafhængige pladeselskaber blev udsendt gennem multinationale CBS? Som The Clash retfærdiggjorde eget pladeselskabsvalg med, så ville deres musik derigennem nå ud til mange, mange flere. Men hittede ‘Hitsville UK’ da så? Nej, den nåede hverken på top-50-listen i England eller USA. Hvilket giver god mening ved dette genhør…
Kan en sekundkort single-B-side fra maj 1981 kaste langt lys på en januaraften i 2022? Postcard Records-bandet Josef K fra Edinburgh, anført af den diskret-markante Paul Haig, viser på bagsiden af deres iøvrigt også stærke ‘Chance Meeting’, hvordan rockmusik med helt enkle midler kunne/kan sætte ild til nuet, blive levende film, bringe alt i spil…
Everything Was Beautiful er titlen på det kommende album med Jason Pierce’s Spiritualized. Denne nye single derfra er en cover af den amerikanske countrysangerinde Nikke Lane’s ‘Out Of My Mind’. Hun synger iøvrigt selv med i baggrunden på denne version, der i Spiritualized’s version blot hedder ‘Crazy’…
Dette nyrestaurerede interview-klip med David Bowie i Paris, 4. juli 1977, er blevet offentliggjort i dag på 45-årsdagen for udgivelsen af Low. Fantastiske levende billeder…
På dagens nye single her lyder den normalt så mørkedyrkende elektroduo Boy Harsher mere bredt tilgængelig end nogensinde. Sammenligninger med New Order, da Factory-bandet skiftede Joy Division-ham og uventet pludselig stod klar til at navigere i elektronisk pop, ligger næsten lige for, selvom dette nummers uventede lysstrejf muligvis kun er en enlig svale…
Gennem hele sin karriere har det været en Cat Power-specialitet at udsende covers af sine favoritsange. Ofte endda covers hvor sangenes oprindelige melodi og akkordstruktur forsvinder til fordel for øjeblikkets indskydelse og nuets kraft. En fri sjæl, der sådan kaster hele sit musikalske oplæg på gulvet og tager chancen ud i det ukendte. I dag udsender Cat Power albummet Covers, 12 sange fra nær og fjern i tid som stil. Nogle af dem er indspillet med et rootsy band, andre blot med guitar og klaver. Vi havde set tracklisten forlængst og drømt stille om, hvor gode f.eks. Nick Cave’s ‘I Had A Dream, Joe’, Iggy Pop’s ‘Endless Sea’ og The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ kunne være, hvis Chan Marshall lod deres musikalske strukturer intakt, og ‘bare’ lod spillets temperament og det ekspressive sangtalent farve dem et helt andet sted hen. Men nej, samtlige nævnte sange skuffer umiddelbart, ialfald hvis man er bekendt med originalernes stærke melodiske identitet. Der er jo ofte en meget, meget god grund til en sangs infrastruktur og akkordspænd. Fjerner man de elementer er man igang med en slags kreativt remix, en unødvendig rodbehandling, der naturligvis kan blive spændende, men for ofte her berøver den givne sang sin musikalske raison d’etre. På den baggrund vil Cat Power’s Covers være en langt mindre udvandet oplevelse for de, der aldrig tidligere har kendt og levet med originalerne. Og hvad er idéen med det?
