You have a lovely singing voice…

Evnen til at vælge de rette samarbejdspartnere er en af de vigtigste egenskaber i musik. Den lektie har Morrissey måttet sande på hårdeste vis på sit andet album Kill Uncle fra 1991. Succésen med solodebuten Viva Hate tre år tidligere, samt et par singler derefter, lagde ellers op til en fortsættelse af parløbet med producer/musikalsk kuglestøber Stephen Street, men de to blev uenige om fordeling af royaltys, og så var Morrissey helt alene igen.

Kill Uncle står derfor musikken hovedsageligt skrevet af Mark E. Nevin, semikendt da for sine sange til folkpopgruppen Fairground Attraction, dem med ‘it’s got to be-e-e-e-e perfect…’, mens produktion varetages af duoen Langer/Winstanley, der havde oparbejdet deres ry gennem især Madness, Elvis Costello, Lloyd Cole og Dexy’s. Men på Kill Uncle er Nevin’s numre alt for ordinære, spillet tandløst,  produktionen for gennemsigtig, og stakkels Morrissey lyder fanget i en døsig sump af uinspireret og lettere hovedpinefremkaldende musik. Johnny Marr, Andy Rourke og Mick Joyce vil ikke have haft søvnløse nætter af ærgelse over dette forfejlede album.

Her dets bedste sang, den rockabilly-duftende ‘Sing Your Life’, dog ikke i den sterile Kill Uncle-produktion som slår nummeret halvt ihjel, men derimod i en langt bedre 1991-optagelse fra amerikansk TV, hvor Moz har fundet det band, der skulle blive hans, ført an her af en heftigt spillende Boz Boorer…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Kill Uncle:

1. Sing Your Life
2. Driving Your Girlfriend Home
3. There’s A Place In Hell For Me And My Friends
4. Our Frank
5.
Der er ikke fem gode sange på Kill Uncle, så…

Han lyste verden op

Denne grå søndag er det 20 år siden Associates’ Billy MacKenzie tog livet af sig selv i den skotske landsby Auchterhouse, nordvest for Dundee. MacKenzie’s fritflyvende stemmepragts ekcentriske personliged var helt og aldeles uden sin lige i det britiske poplandskab, Associates brød igennem omkring 1979-83. Det kan opleves her på ‘Party Fears Two, deres vel største hit, i en fransk TV-optagelse fra Kensington Roof Gardens i London, maj 1982…

Life is hard enough when you belong here…

Kun seks måneder gik der fra The Smiths’ farvel Strangeways, Here We Come til Morrissey’s soloalbum Viva Hate lå i butikkerne. Stor var lettelsen blandt Smiths-tilhængere nært og fjernt i Bedsitland over, at sangeren så problemfrit var kommet kreativt videre og afsted. Morrissey havde straks efter bruddet med Marr kontaktet The Smiths-producer Stephen Street og tilbudt ham sangskriverpartnerskab. Street’s musik havde naturligvis en helt anden, mere tonalt gennemsigtig og mindre personlig tone end The Smiths, men Morrissey’s stemme og sangmelodier ovenpå fik alligevel kabalen til at gå op, så forandringen fremstod forholdsvis naturlig og fremadrettet. Et smart træk også, at Manchester-guitaresset Vini Reilly – der med sit band Durutti Column specielt i startfirserne spredte lys på det begsorte Factory Records – var inviteret med, så Marr’s akutte fravær omkring Morrissey’s stemme kunne blive forsødet.

Viva Hate fremstår ikke bare halvt så klassisk tidsløs som The Smiths-pladerne, og fungerer bedst i dag når man på albummets øjensynligt konstruerede numre kan fornemme sangeren betræde ny grund og i den grad have noget på spil. Som her på ‘Bengali In Platforms’, hvor Morrissey’s hengivne fortælling om akavet kulturel assimilation ret bizart og misforstået fik ham anklaget for racisme i England. Og nej, dét skulle ikke blive sidste gang. Læg iøvrigt mærke til føromtalte Vini Reilly’s smeltende elektriske guitar på dette track. Så fin og udtryksfuld, verden i små fire minutter helt glemte at græde over savnet af wonderboy Johnny Marr…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Viva Hate:

1. Suedehead
2. Bengali In Platforms
3. Little Man, What Now
4. Late Night On Maudlin Street
5. Everyday Is Like Sunday

Vi har kun glædeligt nyt!

BAND: Love Shop

ALBUMTITEL: Risiko

HVORNÅR: Onsdag 8. marts 2017

TRACKLIST:
Verdensmestre
Aldrig Træt Aldrig Mæt
Skøjteløb På Bagsværd Sø
De Forelskedes Smag I Din Mund
Mørkets Hastighed
For Den Engelske Regn
Triumf
Mennesker Har Brug For At Tale Om Natten
Istid Farvel
Kom Aftenernes Vind

SPILLETID: 38:38

PRODUCER: Mikkel Damgaard i Øbro Keyboard Empire, KBH.

HOLDKORT:
Jens Unmack
Mikkel Damgaard
Mika Vandborg
Nis Tyrrestrup
Thomas Duus

GÆSTER:
Sune Rose Wagner
Rune Kjeldsen
Stine Hjelm Jacobsen
Morten Woods
Chornomorets Odessa Strings

UDSENDELSESFORMAT: Digitalt, CD og kulsort vinyl

PLADESELSKAB: A:larm Music

Vi ser frem!

They cannot touch you now

Da Rough Trade 28. september 1987 udsendte Strangeways, Here We Come, vidste verden allerede, at dette album ville være en afsked, både med Morrissey/Marr som sangskriverduo og The Smiths som band. Britisk musikpresse havde allerede skrevet om bruddet mellem de to, og om hvordan albummet var blevet indspillet i studiet, hvor de to hovedpersoner havde undgået hinandens tilstedeværelse. Så kun forløbersinglen ‘Girlfriend In A Coma’ havde måske forberedt på et så helstøbt righoldigt værk som Strangeways rent faktisk er, og den var af mange nok blevet afskrevet som et lucky punch. For hvem ved sine fulde fem ville gå i opløsning med bandværktøjer, individuelle styrker og sange som disse i hænderne?! Det ville de kreative kræfter i The Smiths, og deres skilsmisse gjorde kune mere ondt da det stod klart ved nærlytning af albummet, det ialfald ikke var de sædvanlige ‘artistic differences’ der lå til grund for bruddet. Her er ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, den majestætiske åbner på side 2 og Johhny Marr’s all-time The Smiths-favoritsang…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Strangeways, Here We Come:

1. Paint A Vulgar Picture
2. A Rush And A Push And This Land Is Ours
3. I Won’t Share You
4. Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
5. Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before

En Replacements-erstatning?

Da Love Shop gik på pause i 2004 var det hverken Hilmer Hassig’s forskellige udgivelser som producer eller min soloplade, men derimod Henrik Hall’s solodebut, der vel lød mest af Love Shop. Ret uventet eftersom han endnu aldrig da havde skrevet en eneste sang til LS. Om små to uger udsendes Anything Could Happen, det andet album med Tommy Stinson’s Bash & Pop. Stinson er naturligvis mest kendt for sin rolle som wonderkid-bassist i Paul Westerberg’s Minneapolis-outsiderrockband The Replacements, og siden for at være i bassist i Axl Rose’s Guns ‘n’ Roses, men i Bash & Pop spiller han en musik, der i lyd, attitude og sangskrivning giver stærke mindelser om det første band, han voksede op i. Nej, Paul Westerberg’s unikke sangskriverklasse er der naturligvis ikke tale om, men mindre kan måske gøre det, nu den ægte vare ikke findes længere. Stinson har selv fortalt, at flere af disse nye sange egentlig var øremærket det Replacements-album, som længe lignede en mulighed under bandets nylige live-reunion. Hvad Westerberg ville have sagt til at skulle dele sin normalt suveræne sangskriver-rolle med Stinson er så en anden sag, som den historie intet melder om. Her ‘Love On The Rocks’ fra Bash & Pop’s nye album…

It’s a town full of losers…

Det kommer nu frem at Bruce Springsteen i sidste uge, i anledning af det forestående præsidentskifte, spillede et soloshow i Det Hvide Hus i Washington DC for Barack Obama og hans personale. Nu søndag aften i Perth i Western Australia starter Bruce Springsteen & The E Street Band deres her på den nordlige halvkugle så lokkende benævnte Summer ’17-tour, som over den næste måned byder på 14 shows i Australien og på New Zealand. Her solo-setlisten fra Det Hvide Hus…

Working on the Highway
Growin’ Up
My Hometown
My Father’s House
The Wish
Thunder Road
The Promised Land
Born in the USA
Devils & Dust
Tougher Than the Rest (med Patti Scialfa)
If I Should Fall Behind (med Patti Scialfa)
The Ghost of Tom Joad
Long Walk Home
Dancing in the Dark
Land of Hope and Dreams

Manchester, so much to answer for

De flestes The Smiths-favoritalbum – her er vi nu nok endnu mere til efterfølgeren – The Queen is Dead fra forsommeren 1986 var et kvalitetsmæssigt kvantespring fra forgængeren. Hørt i dag er det svært at forstå, The Smiths, selv med denne overbevisende plade så righoldig på store sange, skarp lyrik og Johnny Marr-arrangementer i verdensklasse, forblev et indieband for de færre mange. Pladens afslutningssang, med den besynderlige titel ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, er en tour de force for specielt guitar-es Johnny Marr, hvis elegante komposition og fjerlette melodiske spil er af en anden verden. Hvor må Marr dog have være forundret (= skuffet) over, at Morrissey tekstmæssigt ikke kunne bruge et så gribende forlæg som andet end baggrund til en skuldertrækkende joke. Følg specielt nummeret og Marr/Rourke/Joyce’s udviklende spil her fra 2:12 og ud. Sublimt…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra The Queen is Dead:

1. There Is A Light That Never Goes Out
2. Some Girls Are Bigger Than Others
3. The Boy With The Thorn In His Side
4. The Queen Is Dead
5. I Know It’s Over

Dirty Leeds

En lørdag aftermiddag som så mange andre dengang. Det er 1975 og Derby County fra East Midlands har besøg på Baseball Ground af Billy Bremner (nummer tre fra højre i slagsmålet) og hans konfrontationsfriske Leeds United-bande. The Rams vinder iøvrigt 3-2 på en scoring to minutter før tid. The drama…

Levende billeder?! YouTube leverer igen…

Life in a northern town

Endnu en klassisk track fra det ellers noget ujævne The Smiths-album Meat is Murder (1985), den speedede ‘I Want The One I Can’t Have’. Uden Johnny Marr’s ringende guitarhimmel og Morrissey’s kasten sig ud over klippen-desperation, ville det her nemt lyde som The Housemartins eller noget. Det gør det overhovedet ikke.

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Meat is Murder:

1. Nowhere Fast
2. Well I Wonder
3. I Want The One I Can’t Have
4. Meat Is Murder
5. Rusholme Ruffians

Et af de største engelske bands

Retrospektivt står The Smiths nu næsten endnu vigtigere, end dengang de fandtes og udsendte plader, fra 1983-87. For da var de ‘bare’ fremragende, enestående, nyskabende og virtuose. Men med tiden har det vist sig, hvor voldsomt store sange The Smiths skrev i øjeblikket, samt hvor indflydelsesrige de skulle vise sig at blive på så mange af de navne, der tog rockmusikken videre efter dem. Ligesom Beatles, Stones, Kinks, Pistols og Clash, er The Smiths blevet en del af den dna, al ny kridhvid britisk musik i musikalsk selvbevidsthed undfanges udfra.

The Smiths’ bassist Andy Rourke, der fylder år i dag, huskes desværre nuomdage mest for sit heroinmisbrug og sin twist i retten med Morrissey/Marr, og det er lidt synd, for sammen med den næsten endnu mere The Smiths-vanærede Mike Joyce udgjorde han den optimale rytmegruppe for den skabende duo’s ambitiøse idéer omkring hvordan ny popmusik skulle spilles og lyde, som f.eks. her på den vidunderligt hengivne ‘Well I Wonder’ fra Meat is Murder (1985). Helt i tråd med den virkelige verden ses The Smiths først sammen i den medfølgende video, hvorefter Morrissey fremstår alene med sit nye band hen mod slutningen. Heartbreaking stuff…

Jens Unmacks officielle weblog