Vi bærer ikke nag her på siden. De kan udsende en håndfuld virkelig sløje plader derude, men kommer der derefter en god, så er meget tilgivet. Tag nu svenske Håkan Hellström, hvis musik er blevet tortureret halvt ihjel i hans eget enorme succesfængsel, hvorfra endnu en række Ullevi-koncerter er linet op senere i år. Så er det at Håkan plejer at udsende musik, designet til at skulle fungere festligt uproblematisk foran 70.000 fællessyngende svenskere. Men i dag har han udsendt EP’en ‘Gå För Glory’, hvis tre numre i en dejlig beskidt produktion derimod endelig lyder som om Håkan laver musik for sin egen fornøjelse igen, ja, det var for længe siden sidst. Her EP’ens ret heftige slutnummer, hvis desperat højpitchede ”dom kommer aldrig ta oss”-mantra nok har lånt – det er jo Håkan! – sin gang på jord fra russiske t.a.T.u.’s ‘Not Gonna Get Us’, men det gør ingenting, for det her er langt bedre…
Snart snurrer hjulet
To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
David Lynch RIP!
“There he goes. One of God’s own prototypes. A high-powered mutant of some kind never even considered for mass production. Too weird to live, and too rare to die.” ― Hunter S. Thompson, Fear and Loathing in Las Vegas
Falling
Tak til David Lynch or Elefantmanden og Wild at Heart og Twin Peaks og de andre store og sære filmoplevelser.
(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
Velkommen til Helmsdale
Helmsdale er en lille landsby på østkysten oppe i det skotske højland, hvor den tidligere Orange Juice-frontmand Edwin Collins har holdt til siden to hjerneblødninger i 2005 delvist lammede hans førlighed. Det handicap har dog ikke stoppet hans særegne musik, hvad har kunnet høres på to fine albums siden. Onsdag kom der så denne nye single med nyheden om endnu et soloalbum, der skal slippes til marts. Webmaster Pastor ville måske kalde stilen herunder for Highland country-soul. Mig, jeg har mere travlt med at beundre den skotske vinternatur i videoen, samt glæde mig i det stille over Edwyn’s uforstillede glød i og udenfor sin musik…
Time for ex-heroes
Onsdagen har en ny single med Peter Doherty til os. Og endda en forløber for et soloalbum til maj, hvorfra dette er titelnummeret. Om han stadig har sit tidligere så enestående greb om de uimodståeligt gode sanges svære undfangelse, det fortæller ‘Felt Good Alive’ umiddelbart ikke noget om. En tour henover foråret annonceres tillige i dag. Danmark er ikke på køreplanen; det nærmeste sted Doherty – måske/måske ikke med et band – kan opleves er i Berlin’s Festsaal Kreuzberg fredag d. 2. maj. Men først den nye sang her til et promoklip, hvor Peter Doherty, som han gør det nudomdage, ser lidt småpikeret og verdensfjern ud samtidig…
Matador-Nick
Ifølge Wiki udgives Bauhaus næstsidste single, den piskesmældende ‘Lagartija Nick’, 15. januar 1983. Men i kalenderen er datoen en lørdag, så mon ikke den istedet er udkommet dagen før, isåfald i stærkt parløb med Bunnymen’s ‘The Cutter’? Et specielt og atypisk postpunk-band, Bauhaus, med deres så ekstremt ujævne albums men tilsvarende skarpt profilerede singleudgivelser. Dette var en af de kommercielt mere succesfulde, derfor denne aparte optræden fra Top of the Pops…
The unhappy Low?
14. januar er også dagen, hvor David Bowie’s Low i 1977 udsendes. Albummet betegnes ofte som Bowie’s personligt ulykkelige Stunde Null efter stofårene i USA, samt en brutal, netop effektueret skilsmisse, hvorfra han med sin ven Iggy Pop er flygtet til Vestberlin for at samle stumperne op i et helt nyt liv. Og sangordene på Low er ensomme, nærmest bedøvede i afmålt korthed af sært følelsesløs observation. Alligevel er der legende vitalitet i selve musikken på specielt side 1, som tyder godt for Bowie’s overlevelseschancer i det berlinske. Low blev udsendt i dag for 48 år siden, den lyder stadig mageløs og uforlignelig i dag, vel nærmest mere nutidigt relevant end de fleste nye rockplader der udsendes nu. Herunder hovedpersonen i 1978 i Bremen på Musikladen med en version af et af Low-stykkerne. Men hør/nyd nu hellere selve pladen i dag. Det er den værd.
The Happy Loss
The Happy Loss var først titlen på det vanskelige (pladen blev indspillet to gange) tredje Echo and the Bunnymen-album, der i marts 1983 istedet skulle blive udgivet som Porcupine. De ord var en del af teksten fra førstesinglen ‘The Cutter’, som blev udsendt dags dato samme år og skulle blive noget af et hit i Storbritannien for det bedste band, Liverpool har givet verden. Og sikke da en fin promo-video – iøvrigt hovedsageligt optaget under et kort besøg på Island – man samtidig fik lavet sig. Store naturbilleder til stor musik…
Thåström nærmer sig
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Lørdagaftenspunk
Årets anden lørdag trygler og beder om klassisk punk-rock. Derfor her London’s Wire med slutnummeret ’12XU’’ fra deres debutklassiker Pink Flag (1977)…
Isolatorweg
På metronettet i Amsterdam er der en nordvestlig endestation ved navn Isolatorweg. Det navn kan jeg aldrig se uden straks at tænke på Joy Division, deres ‘Isolation’ naturligvis. Kanske Amsterdam-bandet Silent Runners kommer fra den del af byen, det ville give mening, for de kan deres 80’er-sorte postpunk til fingerspidserne. På ‘Go on’ fra bandets andet og seneste album Statues & Ornaments (2022) tror man længe sangeren er fanget i et begrænset toneregister – intet galt i det – men så bryder han ud. Det trick mestrede Ian Curtis også…
Der er altid noget særligt man ønsker
Living on the breath of a hope to be shared…
I forgårs markeredes David Bowie’s fødselsdag, i dag er det så hans dødsdag. Livets modsætninger fanget ind over tre kalenderdage. Et lidt overset Bowie-track blandt hans vel nærmest uoverskueligt mange højdepunkter er det meget atypisk lydende ‘We Are The Dead’ fra konceptværket Diamond Dogs (1974). I går blev der talt om Vejen Hjem Fra Rocknroll-indspilningerne i Berlin her på siden. Og apropos den post, så var der to plader vi hørte meget dernede; det var Interpol’s Antics (2004) og så netop David Bowie’s Diamond Dogs…