Engelske Editors ser netop nu frem mod næste måneds albumudgivelse med endnu en singleforløber for EBM. Albumtitlen er forkortelse for Electronic Body Music, altså den industrielle elektro-genre, der slog fremtidens hjerteslag på europæiske undergrundsklubber i 1980’erne. Og den reference høres i de piskende rytmiske synths på ‘Kiss’, der dog ikke lyder voldsomt meget af gamle EBM-pionerer som Front 242, Cabaret Voltaire eller Deutsch-Amerikanische Freundschaft. Til gengæld tager det lange nummer os fra 4:54 og tre minutter frem med på en rejse gennem et Depeche Mode-farvet tonelandskab, hvis lige vel ikke er oplevet siden Alan Wilder forlod Gore, Gahan og Fletch i 1995. Og det er ment som en ros.
Forhåndsbeskrivelsen fra Suede om det kommende efterårsalbum som deres ‘punk-album’, en tilbagevenden til det umiddelbare, det musikalsk simple og de nøgne følelser, lød jo yderst lovende, ikke mindst ovenpå et par forbløffende stærke, dynamiske aftener i Falkoner på Frederiksberg i slut-maj. Men førstesinglen ‘She Still Leads Me On’ kom ovenpå den postulerede rå energi sært mat, og nu er opfølgeren ’15 Again’ så ude, desværre med præcis samme forbehold at indvende. Ingen af de to formår ialfald at stå som selvstændigt vigtige eller specielt gode sange, og uden de grundlæggende kvaliteter fungerer ej heller punk-genren. Well, måske det hjælper at høre albummet samlet, når det bliver udsendt. Men svært at klamre sig helhjertet til det strå, for netop Suede var jo engang et fantastisk single-band…
Mon Suede’s nye single ’15 Again’ kan have lånt sin titel fra Buzzcocks’ ‘Sixteen Again’? Sidstnævnte kunne nemt have været, men blev aldrig en single for Manchester-punkbandet, der helt som Suede 15-17 år senere senere mestrede singleformatet med stor succes. Istedet optræder ‘Sixteen Again’ kun som albumtrack på Love Bites (1978), Buzzcocks’ andet album, hvis eneste single ‘Ever Fallen in Love (With Someone You Shouldn’t’ve)’ står som Pete Shelley & co’s øverste hitlisteplacering nogensinde…
Fordi verden tørster efter lyden af en vel næsten overjordisk skønhed, men sandelig også fordi det er Ronnie Spector’s fødselsdag i dag. Dette heftige klip med The Ronettes på det amerikanske The T.N.T. Show er fra 1966…
Der arbejdes i Detroit: Lamont Dozier foran klaveret, Holland-brødrene bagved, The Supremes omkring.
En tredjedel af Motown’s gyldne sangskriver/producer-trio Holland-Dozier-Holland meldes gået bort. Det var de tre der i Motown’s guldalder i 1960’erne skrev og producerede et utal af Detroit-pladeselskabets bedste og største hits til The Four Tops, til The Supremes, til Martha and the Vandellas, til The Isley Brothers, til JR Walker and the All-Stars, til Kim Weston, til R. Dean Taylor og til Marvin Gaye, blot for at nævne de allermest fremtrædende. Ofte skamløst melodiøse men stærkt velswingende popsange med store omkvæd, men imellem de sungne kærlighedserklæringer også med hjerteknusende tekster af svigt og dunkel ensomhed. De tre skabte nærmest egenhændigt den farvede poptradition, der stod som stærk kontrast til den mere regelrette soul, USA også var så rig på i de selvsamme 60’er-år. Og uden Motown-trioens visionære musikalitet og stildannende popmusik var farvede artister næppe blevet højt værdsat hverdagskost på de til da traditionelt kridhvide hitlister. Her synger en storsvedende Levi Stubbs og hans The Four Tops et af Holland-Dozier-Holland’s utallige hits i Paris i 1967…
Et af denne sides førende engelske favoritindiebands i 1980’erne var Felt fra Birmingham, der 100% tilhørte excentrikeren Lawrence, hvis udtalte popstjernedrøm med dem desværre aldrig tilnærmelsesvis gik i opfyldelse. Ti albums – nogle af dem vildt stærke! – og ti profilerede singler på ti år blev det til med Felt, inden Lawrence dannede Denim, der i sin spirende britpop-samtid nok burde have haft en chance med en kvik bitterhumoristisk blanding af rendestens-glam og cheesy engelsk pop, men nej, også de fejlede fælt i pladebutikkernes salgskasser. Siden har Lawrence haft sig en prøvet tilværelse som on/off-hjemløs i London, men indimellem er det blevet til udgivelser med hans nuværende, uhm, ironipop-projekt Go-Kart Mozart, der sidste år tog navneforandring til Mozart Estate. Så ja, som ikke kan skjules er det en kultfigur, vi har at gøre med her. Ikke mindre overraskende derfor, at den ustabile Lawrence kommer til DK med Mozart Estate til to shows, på Stairway i Vanløse 21. oktober og på Radar i Aarhus aftenen efter. Aner ikke hvad Mozart Estate kan på en scene, men Lawrence er helt sikkert stadig en aften værd. Til anskueliggørelse af den lange musikalske løbebane her et nummer med hver af hans tre bands til nu. Specielt det første af de bands her havde fortjent – og fortjener – et langt større publikum…
8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…
Den tidligere Sort Sol-sangskriver og -bassist Knud Odde udsendte sidste fredag uden varsel pludselig sit første soloalbum, Strejftog I Hjemegnen, en overraskende men længe ventet og gennemdejlig samling af udvalgte, genbehandlede titler fra nogle af Oddes 7’er-singler, samt nye sange. Af de sidstnævnte ville man knuselske her at kunne poste den så heftige ‘Det Knaldhårde Mørke’ – med tekst af Søren Ulrik Thomsen – men den ligger endnu ikke på YouTube, ligesom albummet til nu også udelukkende kan fåes og høres på vinyl. Dog minus denne luftige undtagelse af en ny sang, der allernådigst er blevet lagt op…
Den nye John Cale-single forleden kalder på mere, så her et genhør med den diskrete waliser fra for 47 år siden; den store skjulte ballade næstsidst på hans Fear-album (1974), men her i en anderledes atmosfærisk produktion fra ’75, hvor Cale og hans band besøger BBC-studierne i Maida Vale for en John Peel Session…
Og her ‘Looks, Looks, Looks’, Indiscreet-albummets besynderlige retroswing-single, TV-optaget på papirposens allersidste koncert i Crystal Palace FC-forstaden Croydon i hårde Sydlondon, hvor de lokale teenagepiger går positivt amok over Sparks…
Og apropos det bandnavn, bedre sent end aldrig med lidt opmærksomhed herfra: Den tidligere Superheroes-guitarist Asger Tarpgaard albumdebuterede i august for et år siden på Crunchy Frog med sit soloprojekt Late Runner. Albummets luftspejlingssmukke titelnummer Nothing’s Real Anymore fortjener lindrende airplay på en så varm dag som denne. Man aner Eric Carmen’s Raspberries, Big Star, MGMT, ja, selv en solbrændt Tom Petty i tonefald og tilbagelænet ligevægt på dette fine popnummer…
I forvarslet tropevarme i aften starter den københavnske efterårskoncertsæson på Amager. The Afghan Whigs, Cincinatti, Ohio’s vel – undskyld, Isley Brothers! – bedste band ever, vil tage sit helt specielle sammenstød af blødende soul, machismo, hård alt-rock og altings forgængelighed ind på Amager Bio’s scene som del af den nordeuropæiske klubtour, der lige nu bl.a. byder på smagsprøver fra How Do You Burn?, det til september kommende nye album. Der er stadig billetter at få til besøget af Greg Dulli’s band, der her ses i et overbevisende liveklip fra dengang, dets musik velsignede TV…
