I fredags spillede Jens på Cosmos i Viby ved Roskilde. I dag blev jeg mindet om det smukke soloalbum I Am The Cosmos af Chris Bell, der oprindelig var med i det legendariske Big Star, og i skrivende stund lytter jeg til sangene. Nogle vil måske kende titelnummeret i en indspilning fra 1991 med This Mortal Coil.
I Am The Cosmos blev indspillet i 1974-1975 i Frankrig og USA, men først udsendt posthumt i 1992, 14 år efter Chris Bells alt for tidlige død i en trafikulykke. Ligesom en del andre talentfulde musikere døde han i en alder af 27.
Tillykke til Thåström, der fylder år i dag. Her er han som markering i den for ukendte elektriske version af ‘The Haters’, hvor han fortæller om sin start med den trio, der snart skulle blive til Ebba Grön, Stockholm’s bedste punk rock-band af første bølge. Men først, bare for en dag, hed de The Haters…
Glem Iggy Pop’s nye album Every Loser. Dets urealistisk gode anmeldelser rundt omkring skal nok først og fremmest ses som en hyldest til hovedpersonens standhaftige holden ved. For selve albummets musikalske kvaliteter er små. Ikke sært, når man ser hvem som medvirker på pladen; et sammenrend af kreativt slukkede 90’er-rockstjerner fra den amerkanske vestkyst. Heldigvis skylder Iggy ikke nogen noget, og har masser af kunstnerisk kapital på sine tidligere og langt mere ambitiøse udgivelser. Som f.eks. det tredobbelte liveabum fra 2016-touren med Josh Homme-luksusbandet, hvor Iggy fik dokumenteret sine mageløse forårsaftener det år i Europa, hvor han som aldrig før eller siden holdt sig disciplineret i haserne på berliner-værkerne The Idiot (1977) og Lust for Life, samt da helt nye Post Pop Depression…
Var ude at have koncertaftener på Sjælland og Bornholm, så fik aldrig markeret den irske nationaldag i forgårs før nu. Naturligvis spiller The Pogues den hjem, her med deres folk-punkede oprør af en alkoholisk fortælling om ‘Boys From The County Hell’…
Talte om Echo and the Bunnymen her i går. Og det gør vi også i dag. For i aften er det 40 år siden Liverpool’s bedste band første gang stod på en dansk scene. Det skete en onsdag aften ude på Frederiksberg, i den lille biografsal lige ved siden af Falkoner, der gik under navnet Tre Falke. Vejles Sort-Hvide Landskaber spillede support inden Bunnymen indtog København med et forrygende elektrisk set bestående af 18 numre ligeligt fordelt mellem bandets til da tre albums, hvoraf nyeste Porcupine netop var blevet udsendt i februar. ‘Is this a cinema or what?’, spurgte McCulloch forundret, inden han fik den københavnske postpunk-scene op på benene, og aftenens musikalske rejse mod forløsning for alvor tog fart. Det var et heldigt tidspunkt at fange Bunnymen på, for i 1983 var de suveræne, måske lige da verdens allerbedste rockband. Ikke mindst live, hvor rytmesektion De Freitas/Pattison’s spændstige dynamik og guitarist Will Sergeant’s majestætiske echo-delay-angreb kom allerbedst til deres ret. Her en optagelse (fra senere samme år) med de to første numre på setlisten i Tre Falke. Få måneder efter var Bunnymen tilbage igen i Danmark med en meget anderledes men ligeledes storslået oplevelse, som headlinere på Roskilde Orange søndag aften. Det var deres år…
Lana Den Rel viser nye, nærmest spirituelle sider af sig selv på denne tredje forløbersingle for det nye album, der udkommer lige om lidt. På ‘The Grants’ kommunikerer Del Rey, at alt hun ifølge sin pastor får med sig hinsides en skønne dag, det er minder. Og hvilke af sine minder vil hun så tage med sig? Jo, blandt mange andre hendes søsters førstfødte barn. Samt sin bedstemors sidste smil. Men hun beder os også om at huske for hende, at det er et smukt liv. Lana Del Rey er en amerikansk sangerinde som ingen andre før eller nu…
Bevæg jer så meget I kan. Se engagerede og intense ud. Vær levende foran kameraet. Læresætninger popbands tit får smidt i hovedet, når de skal mime playback på TV-shows. Sjældent lykkes øvelsen overbevisende, men Talk Talk formår her i 1984 på det italienske TV-show Popcorn, at give hele seancen en forunderlig vital følelse af begivenhed. Men okay, de har også en sang med på dagen, der som emotionel popbanger kan langt mere end de fleste andres. Frontmand Mark Hollis er savnet…
Det syntes dejligt Echo and the Bunnymen i 90’erne pludselig blev gendannet og kom tilbage. Men skal man være usentimentalt ærlig, så har kvaliteten af Liverpool-bandets tidligere så opløftende musik siden ladet meget tilbage at ønske. Ian McCulloch’s stemme, engang så himmelstræbende og nuanceret, har ikke overlevet sin ejers berygtede faste gang på Liverpool’s tilrøgede pubs uden alvorlige men i det høje register, og at den engang så spændstige rytmesektion er blevet afløst af en lokal cementblander-duo skulle aldrig være nogen kvik idé. Så det er ikke den himmelstræbende rock a la Heaven Up Here (1981) man skal høre nutidens Bunnymen forsøge sig – og snuble – i, men derimod de glødende ballader, bandets nuværende tilstand langt bedre mestrer. En af de fineste fra nyere tid af disse hedder ‘Rust’ og blev singleudsendt for 24 år siden i dag. Havde Liam Gallagher, Richard Ashcroft, ja, Robbie Willams indsunget og udsendt ‘Rust’, ville sangen være standardklassiker på de voksnes karaokebarer i Nordengland hver søndag aften. Men med Bunnymen her er det bare en skjult perle…
Husker vi købte denne single på udgivelsesdagen 14. marts 1983. En stor omstilling efter Scary Monsters-albummets informerede rockmusik. Pludselig anedes her med et David Bowie’s ønske om at træde ind under scenes allerstørste projektør, hvor det helt brede publikum ville kunne se, høre og forstå ham. Men hvordan lød dette nye Nile Rodgers-producerede stykke state of the art-pop så for os andre, der kendte ham i forvejen? Præcis som i dag: Anderledes lyst, let og så friskt som smagen af en hel tube ny Colgate. Dette, den perfekte popstjerne, var endnu en rolle kamæleonen David Bowie kunne spille med overbevisning. ..
Det unge Birmingham-geni Lawrence med hans og Felt’s fjerde single, juni 1983. Har popmusik lydt så drømmende perfekt før eller siden?
I didn’t want the world to know That sunlight bathed the golden glow Loneliness is like a disease Triggers off my sense of unease I was lonely till I found the reason The reason was me Oh, Penelope Tree Why don’t you just enter the night? Why don’t you just do what you like? Loneliness and all that heartache That’s something I just can’t take You’ve got your head on back to front That’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree Hey, tell me: Why are you so scared? It’s like the beginning Go there Goldmine trash seeks brave dark warrior What are we doing and why are we here? Why must we die? Oh, no no no, that’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree For me Oh, Penelope Tree…
Vi hører på vandrørene, det denne regngrå mandag er syv år siden Kent med en selvmytologiserende video bekendtgjorde sit eget farvel som band. Eskiltuna-drengenes opløsning gjorde ikke på nogen måde verden bedre, tværtimod, men et mere effektivt eksekveret farvel-telegram end dette er vel aldrig blevet sendt afsted af noget livstræt poporkester…
56 år siden i dag at debutalbummet med The Velvet Underground & Nico udgives på Verve Records. Andy Warhol har designet coveret, betalt for indspilningerne og overtalt bandet til at have Nico med her. New York City er rammen for lyden; monokrom, illusionsløs og kantet, med VU i skarp kontrast til den samtidige musik fra Californiens hippie-oprør. Umiddelbart er Bananpladen ingen succes, uden noget salg og groft overset, men i dag står den vel som en af de mest indflydelsesrige rock-udgivelser overhovedet. Her en af dens uforglemmeligt særegne numre. Lou Reed’s uforstillede sangstemme skal verden med tiden komme til at sætte større pris på, men her, for allerførste gang, må den for mange have lydt foruroligende illusionsløs og depraveret…
Spillede i Birkerød lørdag aften. Tænkte i den forbindelse deroppe på den lokale CV Jørgensen. Her en af dennes stærkeste sange sunget af en anden Jørgensen, der med sit nye musikalske projekt selv spiller på samme scene i Birkerød næste weekend…
I Kolding må der i slut-60’erne have boet en pige eller ung kvinde, der kunne lide soul. For i den lokale pladebutik Jungle Records stod der denne formiddag en håndfuld brugte singler fra dengang med navnet Tove Jensen skrevet sirligt bag på coverne. Blandt sange med Otis Redding, Wilson Pickett og Marvin Gaye fandtes denne, P.P. Arnold’s fine version af ‘Angel In The Morning’, udsendt på Andrew Loog Oldham’s mod-hippe Immediate Records i 1968. Vi ved at Led Zeppelin’s John Paul Jones har arrangeret smagfuldt her. Men vi ved ikke hvad der blev af soul-begejstrede Tove Jensen fra Kolding…
