Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Fanfanfan
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Var e’ vargen
Om Black Jim
+ + +
Alla vill till himlen
Centralmassivet
Da nordirske The Undertones i juni 1978 indspiller debutsinglen ‘Teenage Kicks’ er forsanger Feargal Sharkey endnu teenager. Det er han ikke længere da singlen udsendes 21. oktober samme år. Londonderry-bandet opnår hurtigt en vis berømmelse, specielt da BBC-discjockey John Peel forelsker sig for altid i ‘Teenage Kicks’, som han spiller to gange i træk på sit show den første aften han har den. The Undertones udsender en strøm af catchy singler og fire albums inden opløsningen i sommeren 1983. Sin of Pride (1983), det sidste af dem og muligvis det bedste soulinspirerede (!) nordirske album nogensinde, køres hjem af Feargal Sharkey’s så specielle og pressede vibrato-stemme, men vinder dog ikke The Undertones ny tid at leve på, presset som de de er af store pladeselskabsforventninger og interne stridigheder, specielt mellem guitarist/sangskriver John O’Neill og Feargal Sharkey.
Efter opløsningen medvirker Sharkey på ‘Never, Never’, en fin single med Vince Clarke’s The Assembly, det før en solokarriere byder på tre yderst mainstreamproducerede soloalbums, kendetegnet af de to 1985-hits ‘A Good Heart’ og ‘You Little Thief’. I 1991 trækker Feargal Sharkey stikket til egen karriere og går istedet ind i pladeselskabs- og msuikbranchen, hvor han har arbejdet lige siden. Da The Undertones i 1999 bliver gendannet vil Feargal Sharkey ikke være med, og bandet må finde ny forsanger. Naturligvis lykkes de ikke finde en, der andet end lyder som et svagt ekko af den oprindelige kanonstemme. Som i dag fylder 60 år. ‘Teenage Kicks’ og mange andre The Undertones-sange fra dengang lyder dog stadig så umiddelbare, påtrængende og vitale, at en oplysning som denne, om sangerens nu så voksne alder, først og fremmest synes uvirkelig. For på rygraden vil Feargal Sharkey og co. altid være de næsten uskyldige unge mænd med for korte lange bukser, dårlig hud, bizarre accenter og eksplosionerne af eufori. Sådan her begyndte det…
Toronto, Canada, 1979: The Clash er på tour med The Undertones som support.
Thåström’s sidste optræden inden Stortorget, Malmö City kl. 21.15 mandag aften foregik i øsende regn på Azaleascenen på Göteborg’s fine Way Out West-festival. En heldigvis betydeligt længere setliste end den han kunne nå at spille på sin skarpe time på HAVEN i København fredag aften…
Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Fanfanfan
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Jag är en idiot
Om Black Jim
+ + +
Alla vill till himlen
Centralmassivet
Ny sæson starter. Ser jo lovende ud. Kan kun gå galt? Nervepirrende.
Liverpool – West Ham, søndag kl. 14.30, Kanal 6/downthelocal
Et barberbladsskarpt men for kort set af Thåström i det for hans musik så upassende dagslys på HAVEN. Hverken solen eller den festivalbetingede 60-minutters restriktion vil oplevelsen af ham lide under mandag aften kl. 21.15 på Stortorget i Malmö City.
Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Beväpna dig med vingar
Sönder Boulevard
Old Point Bar
St Ana katedral
Jag är en idiot
Fanfanfan
+ + +
Alla vill till himlen
Centralmassivet
PS – Et engelsk band ved navn The Clash var på repeat i Thåström-bandrummet efter show i aftes. Hvor stor er den lille detalje ikke lige…?!
Foran knejsende skorstene og falden industri ude på B&W: Thåström spiller i aften kl. 19.45 på HAVEN Festival…
Aarhus Ø i aften kl. 19.00…
En The Clash-tilhænger sætter himmel og jord i bevægelse for at bevise, frontcover-billedet på mesterpladen London Calling – hvor Paul Simonon ses ifærd med at smadre sin yndlings-Fender Precision – ikke er skudt 21. september 1979 på The Palladium i New York City, som hævdet på coverets bagside, men derimod samme sted aftenen før. Vi er helt med ham. Rigtigheden af sådanne detaljer er mere vigtig end de fleste aner…
I disse uger, hvor strømmen af nyudgivet musik nærmest synes udtørret, kan det være både nødvendigt og givende istedet at kigge baglæns. De seneste par år er Bruce Springsteen begyndt at udsende sine liveshows. Ikke bare de nye, hvor enhver koncert færdigmixes og sættes i salg i ugerne efter dens afvikling. Nej, også mange gamle shows fra de forskellige perioder af Springsteen’s lange karriere er dengang – uvist af hvilken årsag – blevet professionelt optaget, så de nu kan blive mixet og udsendt.
Den sidste måneds tid har således budt på to ‘nye’ koncerter, begge fra centrale perioder af Springsteen & The E Street Band’s fælles løbebane. Den første af dem er en allerede yderst berømmet bootleg, nemlig den KMET-FM-liveudsendte koncert fra 7. juli 1978 fra The Roxy i Los Angeles. Darkness-touren henover 1978 bød på et band og en frontmand i skræmmende god form, hvilket til fulde eksponeres over de små fire timer showet varer. Men den aften er allerede kendt, oplevet og nydt i forvejen. Det andet ‘nye’ gamle show er derfor mere interessant og mindst ligeså høreværdigt.
I foråret 1981 kommer Bruce Springsteen & The E Street Band til Europa for gennem en lang række aftener at promovere The River, der er blevet udsendt i oktober 1980. Det efterår og den vinter har allerede budt på hele 72 nordamerikanske shows for dbl-albummet, en hektik der har udmattet Springsteen så meget, den planlagte europæiske tour må udsættes med tre uger.
Så først 7. april er der europæisk tourpremiere i Hamburg. Det er første gang siden en håndfuld koncerter i 1975, at Springsteen og hans band er i Europa, så forventninger er store og begejstrede anmeldelser løber straks som en steppebrand i de europæiske aviser og musikmagasiner. Der tales vidt og bredt om fantastiske, medrivende aftener med et band, der i spillekraft og musikalske som dramaturgiske virkemidler ikke har sit lige i Europa. 2. maj er det blevet Danmarks tur, og den myteomspundne aften i Brøndby Hallen formår stadig at tænde lysende stjerner i øjnene på de heldige asener som var der. Touren fortsætter ufortrødent i Europa en god måneds tid endnu, hvorefter 34 koncerter i USA samme efterår konkluderer The River Tour.
Der findes fremragende dokumentation på koncertsalgsstedet live.brucespringsteen.net for The River-tourens nordamerikanske første del i 1980. Et meget stærkt show fra Tempe, Arizona og et uforligneligt eksplosivt nytårsaftenmarathon fra Uniondale, New York viser, hvordan The E Street Band besejrer udfordringerne omkring at rykke musikken og nærkontakten fra Darkness-tourens mange rockklubber op til de store arenaer, Springsteen’s voksende publikum nu kan fylde overalt. Det er et mindre intimt og storsvedende band der høres her, men trods det klart bredere vingefang i lyd og bevægelse stadig en drøm af en rocknrolleksplosion.
Og her kommer så den nyudsendte koncert ind. For den giver for første gang mulighed for at høre, hvor skarpt bandet lyder på det tidspunkt, da også Brøndby Hallen bliver savet midtover. Fredag 5. juni 1981 spiller Springsteen & co. den sidste af seks udsolgte aftener på Wembley Arena, en London-kolos med plads til godt 12.000. Denne aften kan man høre nogle af de sange, der senere vil komme til at tegne Born in the USA-koncerterne i 1984. Det være sig fortolkningen af Elvis Presley’s ‘Follow That Dream’, Springsteen’s egen nye Elvis-hyldest ‘Johnny Bye-Bye’, coverversioner af ‘Can’t Help Falling In Love’ og Creedence’s ‘Who’ll Stop The Rain’, samt en indfølt adoption af Woody Guthrie’s ‘This Land Is Your Land’, der stilmæssigt allerede peger i retning af næste års usminkede soloplade Nebraska.
Endvidere viser helhjertede covers af cajun-klassikeren ‘Jole Blon’, Arthur Conley’s ‘Sweet Soul Music’ samt Sonny Curtis’ The Clash-revitaliserede outlaw-rocker ‘I Fought The Law’ den store amerikanske musiktradition frem for enhver at se. Og så er der Springsteen’s egne sange. Der vil festen, det personlige, det forslåede, det fortabte, det forbindende, det forelskede, det vitale, frem og tilbage med skiftende hastighed, aldrig i hvil. The River-sangene sidder nu på bandets rygrad, men bliver spillet med et indlevet overskud, der ikke gør dem overfladiske eller meget andet end smittende.
Tre år efter, da Born in the USA blev udsendt, var meget anderledes. Springsteen’s løjtnant og ven Miami Steve var smerteligt ude af bandet, erstattet af den anderledes sjælløse Nils Lofgren, og målet syntes nu at blive verdens største rockband, med alt hvad den slags må medføre af overdrev, endimensionalitet og kompromitterende vulgariteter. Så denne dyrbare periode omkring The River er værd at fastholde og trække næring af. For når livenavnet Bruce Springsteen & The E Street Band stadig har den magi omkring sig som tilfældet er, bliver det de mægtige sceneudladninger i koncertårene fra 1975 til 1981 der ligger til grund. En liveplade som denne fortæller hele historien om hvorfor. Wembley Arena June 5. 1981 kan købes lige her som download for små 65 kr.
BORN TO RUN
PROVE IT ALL NIGHT
OUT IN THE STREET
FOLLOW THAT DREAM
DARKNESS ON THE EDGE OF TOWN
INDEPENDENCE DAY
JOHNNY BYE-BYE
TWO HEARTS
WHO’LL STOP THE RAIN
THE PROMISED LAND
THIS LAND IS YOUR LAND
THE RIVER
I FOUGHT THE LAW
BADLANDS
THUNDER ROAD
– – –
HUNGRY HEART
YOU CAN LOOK (BUT YOU BETTER NOT TOUCH)
CADILLAC RANCH
SHERRY DARLING
JOLE BLON
FIRE
BECAUSE THE NIGHT
I WANNA MARRY YOU
POINT BLANK
CANDY’S ROOM
RAMROD
ROSALITA (COME OUT TONIGHT)
+ + +
I’M A ROCKER
JUNGLELAND
CAN’T HELP FALLING IN LOVE
DETROIT MEDLEY
Det engelske artpunk-band Wire opnår i disse år sen men stor anerkendelse for dets dengang i slut-70’erne meget genreudviklende og nok derfor ikke så bredt modtagne udgivelser, der ellers kvalitativt placerede bandet i forreste række af den nye rock. Chairs Missing, Wire’s andet album, blev udsendt dags dato i 1978, og har i løbebane lidt under ikke at være helt så essentielt som de to det ligger imellem, nemlig Pink Flag (1977) og 154 (1979). Således deler albummet skæbne med New York City’s toneangivende Television’s samtidige Adventure (1978), en i sig selv fornem og spændende plade, men dengang modtaget med bred skuffelse fordi forgængeren var det genresprængende mesterværk Marquee Moon (1977). Pink Flag‘s perfekte, nedklippede telegram-rock var forholdsvis nem at gå til, hvorimod efterfølgeren bevægede sig i flere og knapt så rendyrkede lag. Her Chairs Missing-singlen ‘Outdoor Miner’, der dog om noget viser, at dette Wire-album også brænder på særegen kvalitet. De omtalte tre første albums med Wire er iøvrigt netop blevet genudsendt på vinyl…
Måske denne elektriske single-b-side-version af Thåström’s ‘The Haters’ faktisk er endnu bedre end den originale akustiske, der åbner side 2 på Skebokvarnsv. 209 (2005)…
I forbindelse med VM i Sejlsport i Aarhus kuraterer SPOT og ROSA denne uge en række koncerter på scenen ved Aarhus Ø. På torsdag spiller således LOVE SHOP kl. 19.00. Entré er gratis. Vi ser frem!
Før hitsinglen ‘Vienna’ i 1980 udbredte den tidligere Slik-forsanger Midge Ure’s re-stylede og tomt æstetiske synthpopband Ultravox til verden, da var Ultravox noget helt, helt andet. Fra 1976 til 1979 blev Ultravox anført og musikalsk tegnet af den helt anderledes kunstnerisk ambitiøse John Foxx som et art rock-inspireret postpunk-band, der inspireret af ikke mindst Roxy Music og David Bowie udsendte tre albums med formeksperimenterende, pro-europæisk, modernistisk, elektronisk musik, produceret af bl.a. Brian Eno og den tyske krautrock-legende Conny Plank. Her ‘Hiroshima Mon Amour’, fra Ultravox’ andet album Ha!-Ha!-Ha! (1977), serveret på årsdagen for verdens første reelle atombombesprængning…