Introducing…Christian Hede!

I januars mørke udkom den, debut-EP’en Øbo med og af bornholmeren Christian Hede (AKA Bellhound Choir). Her en stemningsmættet single derfra, den så ensomt højtflyvende ‘Hvide Fugl’, hvis underspillet distortede guitarflade iøvrigt spilles af Pelle Ossler fra Thåström’s band. Havde denne side en kategori der hed ‘industrial folk’, var det lige nu den skulle tages i anvendelse…

Dagens 60-års…

Killing Joke-frontmand Jaz Coleman fylder 60 år i dag. Hans band lød som undergang af en anden verden, da først hørt på debutalbummet i 1980. En monokrom engelsk dystopi, hvis soniske massivitet og uforsonlighed på det tidspunkt var opsigtsvækkende, selv for hårdtprøvede postpunks. Siden blev Coleman, der er halvt indisk, og hans band alternative MTV-stjerner, han skrev en bog om permakultur, bevægede sig ind i klassisk musik, flygtede fra den moderne verden til Island, optrådte som filmskuespiller, og er i det hele taget en mand, hvis fritflyvende tanker sjældent har været kedelige at høre på. De første år med Killing Joke står dog stadig helt centralt på hans CV. Her er det ‘Requiem’ fra debutalbummet…

PS – Fødselsdagsbilledet ovenfor, det samme som pryder coveret af det omtalte Killing Joke-debutalbum, er iøvrigt taget af Don McCullin i nordirske Londonderry, 1971.

David Roback RIP!

David Roback, guitarist, musikleverandør og producer i Mazzy Star, er død, 61 år gammel. Før det samarbejde med hypnotisk syngende Hope Sandoval som ledte til Mazzy Star, kunne Roback’s tilbagelænede numre og spil høres i først Paisley Underground-bandet Rain Parade, siden i Opal, sammen med Kendra Smith fra The Dream Syndicate. Men det er Mazzy Star, Roback først og fremmest vil blive husket for. Her spiller han sin rentonede guitar på åbningsnummeret fra Santa Monica, Californien-bandets debutalbum…

En divo besynger en diva

The Associates’ Billy Mackenzie arbejdede i 1987 sammen med den schweiziske duo Yello på sangen ‘The Rhythm Divine’, der blev udgivet med James Bond-sangerinden Shirley Bassey som dens stemme. Her en variation af sangen, denne med Billy himself storsyngende en helt anden melodi og tekst på backtracket fra ‘The Rhythm Divine’. ‘Norma Jean’ blev først udsendt på Billy Mackenzie-opsamlingen Auchtermatic syv år efter, at han var gået samme vej bort som denne sangs tekstlige omdrejningspunkt, Marilyn Monroe…

No lines in blank verse…

Endnu en markant stærk sang fra The Psychedelic Furs’ Todd Rundgren-producerede Forever Now (1982), tilsat den i firserne så ofte sete promovideo fra New York City, her den sydlige spids Battery Park. Det allerbedste i nummeret er vel næsten slutningen, da Richard Butler synger frit og svævende henover omkvædsakkorder. Postpunk-poetry in motion…

Elvis på italiensk

Brugergaranti: Ingen blog på den nordlige halvkugle byder i aften på en bedre italiensk Elvis Presley-coverversion end denne med Gianni Morandi, der specielt i det elegant producerede nummers C-stykke sender en regulær italiensk soulraket afsted mod Elvis-himlen. Storslået popmusik con amore.

Young at heart

Engang var opfattelsen den, at en karriere indenfor musik sluttede med ungdommen, altså ialfald inden de 30. De seneste mange år har et større antal voksne artister dog godt og grundigt smadret den ide. Med sange, der har lagt til i perspektiv og livserfaring. Med udgivelser, som har kastet ungdommens uskyld og umiddelbarhed af sig, ofte til fordel for det mere tidsløst erkendende. Tænk her f.eks. Leonard Cohen, Lou Reed, Nick Cave, Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash. Eller svenske fyrtårn som Thåström og Ulf Lundell. Men her har vi alligevel en ny udgivelse, der sprænger selv de voksne rammer. For to måneder før han runder de 87 har Willie Nelson i går udsendt sin nye single, ‘First Rose Of Spring’, titelnummer-forløber for alt-country legendens album nummer 70 i karrieren. Der er håb for enhver sålænge hjertet slår.

Jens Unmacks officielle weblog