Det nærmest triumferende offer-chorus og de selvdestruktive stik på den nye fragmenterede single fra Charli xcx, albumaktuel lige nu med Wuthering Heights, fortjener at blive mærket. At kunne forløse i musik med noget så åbenlyst kulsort og smertecentreret kræver et talent i spil udover det sædvanlige…
Lykke Li igen?
Genhørte med overraskende stor glæde Lykke Li’s 2014-album I Never Learn i december. Efter det hjerteknuste album tog hun dengang stilmæssigt sin mol-pop over i R&B-land; husker et show da på Astra i Berlin, hvor det visuelle desværre blev siddende længere end det tidssvarende men gennemsigtige lyddesign, hun sang ud fra. Men her kommer en ny popsingle fra hendes kommende album. Har Lykke Li fundet hjem til egen styrke igen? Med betydelig emotionel bagage i stemmen har hun før formået gøre forholdsvis banale popsange til noget andet og langt større end bare det…
Årets koldeste aften i Halmstad
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
Daniel Miller
En central mand i moderne lyd, Daniel Miller, hvis Mute Records har præget engelsk elektronisk musik siden 1978. Herover er bare to vilkårlige håndfulde af de talløse markante plader, han har stået bag. Miller fylder 75 år i dag. Her kan han høres under navnet The Normal med den allerførste udgivelse på Mute. Den single lød altså vild, da den udkom i efteråret 1978…
Lørdagaftenspunkrock
Vic Godard’s Subway Sect havde ligesom The Clash den manipulative Bernie Rhodes som manager. Men i modsætning til dem nåede de aldrig at udsende det klassiske London-punkalbum, der så tydeligt ligger begravet i en række indspillede men aldrig dengang udgivne sange. Som nu ‘Parallel Lines’ her, der også som single kunne have været et glimrende supplement til de to stærke Subway Sect-7″ere der dog kom, begge i 1978; ‘Nobody’s Scared’ og ‘Ambition’…
Pure Sticker Shock
Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.
A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.
In a pure sticker shock
At my price cut by half
But you say I look happy
And I start to laugh
You see the problem I have
The heart is always here
You forget it's beating
The heart is always here
You forget it's beating
Like a gift that you didn't remember giving
The gift you never remember giving
Hurula i Helsingborg
Så hvordan klarede Morrissey sig så i går i Aarhus? Siden her var ikke repræsenteret i SCC – scenen hvor LS spillede dobbeltshow med Sort Sol! – men i stedet i Helsingborg, på den perfekte rockklub The Tivoli nede i havnen, hvor stockholmske Hurula spillede et stærkt, intenst, højt show på den succesfulde tour, der i aften ligeledes har udsolgt på Filmstudion i GBG. Hurula er centreret omkring sanger/guitarist Robert Hurula, en sorthåret 46-årig tidligere punk fra Luleå med fortid i bands som The Vicious og Masshysteri. Det er dog under navnet Hurula og med en mere melodisk svensksproget indie-rock – tænk lidt en socialrealistisk Broder Daniel-version af Raveonettes, sidstnævntes americana-cool skiftet ud med Ebba Grön-betongförort – at han har fundet sig et større publikum, som har gjort det muligt at udsende og turnere til nu seks Hurula-albums. Her en anden af sangene fra i går aften (denne fra efterårets album EXISTENS), hvis repetitive guitarhook også stadig sidder fast et sted bag hyletonen i ørerne. 17 af den her slags lussinger på vel en time og 20 minutter; det var virkelig mægtigt.
Den tabte Go-Between
Rockhampton, Queensland’s Grant McLennan ville kunne have fejret sin 68. fødselsdag i dag. Her er han fra The Go-Betweens’ allersidste plade Oceans Apart (2005) med et temmelig atypisk men opløftende, lyst nummer, som vel næsten kun han kunne skrive og synge dem…
You’re the one for me, Fatwa
Meat is Murder, The Smiths ikke uproblematiske toer, fyldte voksne 41 i går. Morrissey øver med sit eget band i København i dag og i morgen (fredag) aften står han (om alt er vel) med dem på scenen i SCC i Aarhus til deres europæiske tourstart. Lad disse tre ting være undskyldning for at bringe en af de to sange fra Meat is Murder, der her knuselskes ubetinget. Som den opmærksomme Smiths-aficionado måske vil lægge mærke til, så er det ikke album-originalen, men derimod session-versionen fra BBC’s John Peel Show, der spiller sangens nordengelske provinsby-drama ud her…
Art of the poster
Første gang Jeffrey Lee Pierce var i Danmark at spille med The Gun Club, en højspændt efterårsaften på Gammel Kongevej, på tour for samme års The Las Vegas Story.
The Clobberer RIP!
Fra Dublin meldes The Pogues’ trommeslager Andrew Ranken – AKA The Clobberer – gået bort. Han var med til at danne det irsk-funderede band i King’s Cross i Nordlondon i start-80’erne og spillede hele vejen igennem på samtlige dets plader og dermed på store Pogues-klassikere som f.eks. ‘A Rainy Night In Soho’, ‘Fairytale In New York’ og ‘Misty Morning, Albert Bridge’. Det er Ranken, som blev 72 år, der på billedet herover ses lige til højre for toastmaster Shane MacGowan. Og hvordan holdt han så rytmisk styr på det alkoholiserede loppecirkus, The Pogues notorisk var på en scene? Det kan både høres og ses på dette fulde – no pub intended! – show fra London’s Town and Country Club i 1988…
Ingen synger blues som…
Jeffrey Lee Pierce har i slutningen af marts 1994 to år tilbage at leve i. Det er der naturligvis ingen som ved da, eller har Jeffrey mon selv en anelse om, hvad vej det hele skrider? Det kunne måske isåfald forklare den himmelflugtende intensitet der synges ud med denne aften i Wien fra scenen af Werkstatten und Kulturhaus. Den her står ialfald lyslevende som en mindeværdigt spektakulær version af Gun Club’s ‘Lucky Jim’. Musik kan.
There is a light
Det hele hænger sammen. Morrissey synger formodentlig sangen nu på fredag i Aarhus, men hans ansigtsløse lejesoldater kan slet ikke få liv i dens swing. Johnny Marr spillede den på Amager i efteråret og musikken flød dér som ægte guld, men Marr’s grå-anonyme vokal kunne ikke forløse den. Men her er det så Peter Doherty, som i forgårs i belgiske Kortrijk hiver den op af hatten, og han har jo sjæl i sin stemme. Hvad mere opsigtsvækkende er, så er hans trommeslager lige nu The Smiths’ Mike Joyce, der altså kan opleves på sit eget gamle bands klassiker fra The Queen is Dead (1986). Dejligt igen at falde ind i hans ubesværede rytme. Men denne blogs hovedmistænkte er også indirekte involveret i dette opslag, da det var 100 meter fra spillestedet De Kreun her, at han natten til d. 3. juli 1982 forsøgte at stjæle et holdende, tomt passagertog og køre afsted. Det hele hænger sammen.
The Medicine Show
I aften gæstes Aarhus af The Dream Syndicate, oprindeligt et af de centrale navne i den meget spraglede bølge af amerikanske guitarbands, der skyllede ind over Europa efter R.E.M. havde sparket døren op. Så dem første gang på Montmartre i november 1986, da de var på tour med Out of the Grey (1986), et lidt undervældende album ovenpå hovedværket The Medicine Show (1984), som spilles i sin helhed på den igangværende tour. Efter showet på Montmartre hang vi ud med bandet på Cafe Monten, hvilket faktisk – man skal aldrig møde sin helte! – endte i lidt dårlig stemning, da den på aftenen noget brovtende Syndicate-leder Steve Wynn kun havde hånlige ord tilovers for vores daværende britiske helte The Smiths og ikke mindst den feminine udstråling hos Morrissey (som jo også spiller Aarhus i denne uge). Her er The Dream Syndicate med titelnummeret fra den plade, der måske farvede sommeren 1984 her, men som aldrig gav det gennembrud, der var lagt op til og troet på hos store A&M Records. Man mere end bare aner på liveoptagelsen, hvordan bandets stil lå et særegent sted mellem den nye tids musik, VU/Neil Young-feedback, Springsteen-machismo og ikke mindst – løb for livet! – Californien’s stenede hippie-jams…
Heart of (Philip) Glass
Blondie lavede popmusik i New York. Philip Glass skrev minimalistisk kompositionsmusik i samme by. Her mødes de i et overraskende mashup af førstnævntes største hit og sidstnævntes violinkoncert nr. 1. Og det dukker op i tv-serien The Handmaid’s Tale.