Den ære må tilhøre The Clash’s tredobbelte album – tag den, Arcade Fire! – Sandinista!, der udkom i dag for 33 år siden. En meget spraglet affære der med tanke på kvaliteteten ialfald godt kunne være skåret ned til ‘kun’ fire pladesider. Tidligere har vi her på siden endda lavet et bud på både nummerudvalg og sequence, hvis Sandinista! skulle have været et helt almindeligt album. Det gik sådan her. Ved ikke helt om den holder. Må vist lige prøves efter i weekenden…

01. Police On My Back
02. One More Time
03. Something About England
04. The Equaliser
05. Up In Heaven (Not Only Here)
06. The Street Parade
07. The Sound Of The Sinners
08. Rebel Waltz
09. The Call Up
10. Somebody Got Murdered
11. Broadway
12. The Magnificent Seven

Arctic Monkeys nye single/video…

Josh Homme’s Queens Of The Stone Age har offentliggjort en top-10 over bandets favoritplader i år…

01 Arcade Fire – ‘Reflektor’
02 Arctic Monkeys – ‘AM’
03 Paul McCartney – ‘New’
04 Earthless – ‘From The Ages’
05 David Bowie – ‘The Next Day’
06 Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’
07 Various Artists – ‘Rise and Fall of Paramount Records 1917-1932′
08 Savages – ‘Silence Yourself’
09 Phoenix – ‘Bankrupt!’
10 Kurt Vile -’Wakin On A Pretty Daze’

Bliver i så ussel stemning af den nutidige Morrissey i forrige indlæg – den trætte selvforelskelse, den hæmmende forfængelighed, det taveligt spillende band, de farveløse numre – der simpelthen opstår et akut behov for at poste noget musik, der forklarer hvorfor vi i det hele taget orker ofre ham så meget opmærksomhed her på siden. Så her er han med The Smiths, og en verden til forskel, med et heftigt Meat Is Murder-skifflenummer (!), der oprindeligt skulle have været udsendt som single, men aldrig blev det. Det gør nu hverken sangen dårligere eller mindre enestående. Så go, Johnny, go – blow away the sorry sound of Morrissey’s shabby soloband…

Morrissey gav en sjælden offentlig optræden, da han i aftes spillede tre sange til Nobel Peace Price Concert i Oslo. Og ja, der er vel en pæn portion skæbnens ironi i, at den på så mange måder selvvalgt isolerede mand, hvis hele voksne liv har været én lang konflikt som sådan, bliver inviteret med til at hylde fred. Overraskende på aftenen var ikke Morrissey’s sangvalg – deriblandt den yderst blodfattige ‘Satellite Of Love’-cover han netop har single-udsendt, med den ændrede ‘I cannot stand the TV’-linie – men derimod Autobiography-stjernens påklædning. Mener, hvem havde drømt om nogensinde at skulle opleve Morrissey i musegrå joggingbukser med svaj?!? Ikke mig. Kan han overraske bare halvt så meget med sin musik herfra, er der måske alligevel håb forude for de sultende drenge og piger i Mozland…

Fantastisk afslutning på nu forgangne Kim Shattuck’s forklaring på,hvorfor Pixies har fyret hende til fordel for rockin’ Paz Enchantin (billedet herover)…

- I was surprised. Everything had gone well, the reviews were all good and the fans were super-nice about everything. They were like, ‘We love you, New Kim! We said goodbye at the airport and the following morning the manager called me and said: ‘The band has made the decision to go with another bass player.’ I was shocked. I get the feeling they’re more introverted people than I am. Nobody really talked about deep issues, at least out loud. There was a show at the Mayan in Los Angeles where I got overly enthusiastic and jumped into the crowd, and I know they weren’t thrilled about that. When I got offstage the manager told me not to do that again. I said, ‘Really, for my own safety?’ And he said, ‘No, because the Pixies don’t do that.

…sensommeren tilhørte ’85, Stephen og Johnny var sammen, som de spejdede ud over byens glitrende lys, mod en fjern fremtid, hvor de stadig ville kunne være hinandens venskab bekendt. The boy looked at Johnny. ‘There is a light that never goes out’, hviskede Stephen beslutsomt. Men jo, det gjorde det.

I København fylder vinyler mere og mere i landskabet i musikbutikkerne. Hvem skulle have troet?

Low er bare endnu et band der lyder af vinter, er de ikke?

‘You’re So Dark’ er den nye dunkelt tilbageholdende single-B-side fra Sheffield’s Arctic Monkeys. Et i mine ører måske endnu bedre nummer end den i forvejen ikke dårlige A-side ‘One For The Road’ fra AM, der vel musikalsk sniger sig afsted på næsten samme facon. To sange der på én single i den grad komplimenterer hinanden…

Hvor langt er et album? Tanken kom, da Noel Gallagher her på siden forleden var efter Arcade Fire og deres Reflektor. Noel mente, Arcade Fire er gået i fortabt selvsving, hvis de tror nogensomhelst i år 2013 har tid og overskud til at lytte på noget så omfangsrigt som et dobbeltalbum. Noel har jo tidligere selv prøvet at lave alt for lange plader – tjek bare Oasis’ coke-testamente Be Here Now  - så han af alle bør vel vide, det først er kvaliteten, dernæst antallet af minutter, som vil stå afgørende for hvornår ens lyttere falder bevidstløse om. Men Noel har dog en pointe; Reflektor er lang, meget lang, og det – Webmaster Pastor skrev vist dette her på siden – synes som der i det over 85 minutter (!) store, uhm, værk gemmer sig et enkeltalbum, der kunne have været et langt stærkere og mere fokusret statement. Omvendt må vi acceptere, at forvirringen, mangfoldigheden og rodebutikken Reflektor‘s mængde af informationer vel også må være et mål i sig selv for Arcade Fire her. Ikke alle longplayers kan være skarptskårne vers/omkvæd-plader, ligesom alle – thank God! – heller ikke vil det uendelige dobbeltalbum. Har nedenfor taget nogle hurtige nedslag over nogle albums fra de seneste 50 års rockmusik, og sat dem op efter varighed. Hvis der er noget at lære, må det være at albummet som udtryksform rent omfangsmæssigt er en uhyre forskelligartet størrelse. Der går f.eks. således næsten præcis 2. stk af Nick Cave’s nye Push the Sky Away på 1. stk. Reflektor…!

28:03: Elvis Presley – Elvis Presley
29:04: Ramones – The Ramones
30:50: Flow My Firetear – Sort Sol
31:15: Suicide – Suicide
31:20: Observator – The Raveonettes
32:45: Please, Please Me – The Beatles
32:50: Surfer Rosa – Pixies
35:44: Supertanker – Kliché
36:18: Die Mensch-Maschine – Kraftwerk
36:28: Is This It? – The Strokes
36:36: Ocean Rain – Echo & The Bunnymen
36:40: Transformer – Lou Reed
37:07: The Queen Is Dead – The Smiths
38:11: Parallel Lines – Blondie
38:16: Rust Never Sleeps – Neil Young & Crazy Horse
38:23: Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg – Håkan Hellström
38:44: Never Mind The Bollocks – Sex Pistols
38:48: Low – David Bowie
38:55: Psychocandy – Jesus & The Mary Chain
39:24: Unknown Pleasures – Joy Division
39:26: Born To Run – Bruce Springsteen
39:44: Easter – Patti Smith
40:10: Remain In Light – Talking Heads
40:15: Let England Shake – PJ Harvey
40:41: I’m Your Man – Leonard Cohen
40:56: Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not – Arctic Monkeys
41:01: Green – R.E.M.
42:04: The Libertines – The Libertines
42:16: For Your Pleasure – Roxy Music
42:38: Nevermind – Nirvana
42:40: Push The Sky Away – Nick Cave & The Bad Seeds
45:54: Marquee Moon – Television
47:40: High Violet – The National
48:51: Velvet Underground & Nico – The Velvet Underground
49:02: Turn On The Bright Lights – Interpol
49:02: The Stone Roses – The Stone Roses
51:01: You And Me – The Walkmen
52:39: Parklife – Blur
53:27: OK Computer – Radiohead
55:27: Achtung Baby – U2
57:50: Dog Man Star – Suede
58:26: The Soft Bulletin – Flaming Lips
65:07: London Calling – The Clash
67:07: Exile On Main Street – The Rolling Stones
69:41: Ladies And Gentlemen, We Are Floating In Space – Spiritualized
70:47: Daydream Nation – Sonic Youth
81:09: The Wall – Pink Floyd
85:10: Reflektor – Arcade Fire
104:09: Sandinista! – The Clash

Kurt Cobain som altid i julehumør.

Pixies har atter skiftet bassist. Hurtigt farvel til Kim Deal’s afløser Kim Shattuck (hende fra Falkoner-showet), og goddag til Kim……nej, denne gang hedder hun Paz, som i Paz Lenchantin. Miss Lenchantin har spillet med Billy Corgan i Zwan, så hun må være vant til lidt af hvert, hvad vanskelige bandleaders angår. Her er Pixies’ nye video…