No lines in blank verse…

Endnu en markant stærk sang fra The Psychedelic Furs’ Todd Rundgren-producerede Forever Now (1982), tilsat den i firserne så ofte sete promovideo fra New York City, her den sydlige spids Battery Park. Det allerbedste i nummeret er vel næsten slutningen, da Richard Butler synger frit og svævende henover omkvædsakkorder. Postpunk-poetry in motion…

Elvis på italiensk

Brugergaranti: Ingen blog på den nordlige halvkugle byder i aften på en bedre italiensk Elvis Presley-coverversion end denne med Gianni Morandi, der specielt i det elegant producerede nummers C-stykke sender en regulær italiensk soulraket afsted mod Elvis-himlen. Storslået popmusik con amore.

Young at heart

Engang var opfattelsen den, at en karriere indenfor musik sluttede med ungdommen, altså ialfald inden de 30. De seneste mange år har et større antal voksne artister dog godt og grundigt smadret den ide. Med sange, der har lagt til i perspektiv og livserfaring. Med udgivelser, som har kastet ungdommens uskyld og umiddelbarhed af sig, ofte til fordel for det mere tidsløst erkendende. Tænk her f.eks. Leonard Cohen, Lou Reed, Nick Cave, Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash. Eller svenske fyrtårn som Thåström og Ulf Lundell. Men her har vi alligevel en ny udgivelse, der sprænger selv de voksne rammer. For to måneder før han runder de 87 har Willie Nelson i går udsendt sin nye single, ‘First Rose Of Spring’, titelnummer-forløber for alt-country legendens album nummer 70 i karrieren. Der er håb for enhver sålænge hjertet slår.

There’s an army on the dancefloor…

I forbindelse med The Psychedelic Furs første single i 29 år for et par uger siden da blev vist skrevet her, det kunne være svært, at tage dem helt alvorligt qua deres så åbenløse Bowie-besættelse. Det er dog intet mindre end hvad vi har gjort her siden, for hvor ligger der dog mange gode, letbitre ting gemt nede i bandets diskografi. Her i ufatteligt tilbagelænet liveversion en af de mere oplagte skatte, ‘Love My Way’-singlen fra Forever Now (1982), bandets tredje album. Forsanger Richard Butler’s hvilepuls ligger omkring de nul på denne optræden, hvor også især trommeslageren lyder tungt morfinramt. Hvilket dog fremstår overraskende meningsfyldt…

They’d put us on a railroad
They’d dearly make us pay for laughing in their faces and making it our way
There’s emptiness behind their eyes, there’s dust in all their hearts
They just want to steal us all and take us all apart, but not in

Love my way, it’s a new road
I follow where my mind goes…

The Thin White Soul Man

2. november 1974, midt i den her nedenfor omtalte tredje del af touren for Diamond Dogs i oktober/november 1974 (isoleret set kaldet The Soul Tour), besøger David Bowie og hans nyt sammensatte band The Dick Cavett Show i New York City for et langt interview (siden berygtet, takket være en usædvanligt rastløs, verdensfjern Bowie med stok) og to livenumre med fuldt band. Her spiller de først og fremmest en vild version af ‘Young Americans’, en ny sang der først udsendes på plade 21. februar året efter. Bowie’s stemme lyder bag sin hektiske energi raspet og brugt, ikke mærkeligt, da hans fem foregående aftener har budt på shows i Manhattan’s Radio City Music Hall, hvor han endda endnu har to optrædender igen. Senere samme aften ser hans setliste der således ud:

  1. Memory of a Free Festival
  2. Rebel Rebel
  3. John, I’m Only Dancing (Again)
  4. Sorrow
  5. Changes
  6. Young Americans
  7. 1984
  8. Footstompin’
  9. Rock ‘n’ Roll With Me
  10. It’s Gonna Be Me
  11. The Jean Genie
  12. Moonage Daydream
  13. Can You Hear Me
  14. Somebody Up There Likes Me
  15. Suffragette City
  16. Rock ‘n’ Roll Suicide

I’m only soul dancing…

For tredje gang på fire år byder Record Store Day til april på et nyt livealbum med David Bowie. I år gælder det i’monlydancing(thesoultour74), der for første gang dokumenterer tredje del af Diamond Dogs-touren i 1974, hvor Bowie fik tromme-es Dennis Davis og bassist Willie Weeks med i bandet, og på setlisten begyndte at inkludere flere numre fra næste års Young Americans. Troede Bryan Ferry allerede her i februar havde vundet konkurrencen om dette års bedste livealbum fra 1974, men nu får han vist seriøs konkurrence. Grund til at glæde sig, jovist.

GBG synger

Håkan Hellström har ligesom nærmest ladet sig management-forsvinde fra jordens overflade siden han blev svensk superstjerne, så man må gå andre steder nu efter lyden af Göteborg. F.eks. til Slowgold – AKA Amanda Werne – der på fredag udsender sit sjette studiealbum. Forløberen til Aska er denne single, der highlighter Werne’s styrke som udtryksheftig guitarist, her dog på den mere blidt himmelsøgende måde…

Den nådefulde Forvandling

At høre denne rolige, nærmest wellness-lydende produktion med Einstürzende Neubauten og forundres over, dette berlinske konfrontationsband længe var berygtet som det mest nådesløst støjende og skingert tonefjendske af dem alle. Og frontmand Blixa Bargeld’s tyske diktion nuomdage er så ovenikøbet noget af det mest udsøgt forfinede, man støder på…

Aftener ude i Europa

266 dage siden Liverpool sidst spillede på Metropolitana i Madrid. I aften bliver forhåbentlig med bedre fodbold end i den alt andet end seværdige Champions League-finalesejr over Tottenham. Denne første 1/16-finalekamp i årets turnering mod et af Europas vanskeligste hold kan kun blive nervepirrende. Here’s wishing & hoping.

Atletico Madrid – Liverpool, tirdag kl. 21.00, 3+/sangria

Jens Unmacks officielle weblog