Thåström har på sit nye livealbum igen inkluderet en liveudgave af den mægtige ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. Årsagen til at genbesøge nummeret må udefra hørt skulle findes i hans nye guitarist Christian Kjellvander, som på denne version fra Liseberg i Göteborg lægger et skæbnesvangert drama af en anden verden ind over Thåström’s sang-pendant til det gamle Nick Cave and the Bad Seeds’ akkurat ligeså ildevarslende ‘Tupelo’…
Torch
Soft Cell’s efterfølger på single til ‘Say Hello, Wave Goodbye’ bliver udsendt 7. maj 1982. ‘Torch’ kommer med et for duoen lidt atypisk positivt lys i sin musik, tegnet ikke mindst af både den fabulerende trompet og Cindy Ecstacy’s fjerlette kor. Her den enkle promo-video; hvor står de alle tre unge og endnu forholdsvis uskyldige. Det skal snart ændre sig…
Viva!
8. maj 2026: Ja, leve Søren Ulrik Thomsen! Denne dag tilhører i alfald ham her på siden. Og da vi kommer fra musikkens verdenshjørne, bliver det digterens berøring med den hans 70-års dag her markeres med. Sods var de første der brugte hans ord, men snart fulgte sangeren fra Aarhus-bandet Kliché efter. Og det var helt sikkert en af de bedste idéer Lars Hug nogensinde fik; at sætte musik og sin stemme af livssulten vildskab til Thomsens debutsamling City Slang. Albummet med samme titel fra 1984 var Hugs første efter bruddet med Kliché og forblev en forholdsvis velbevaret hemmelighed. Men det er så sandelig heller ikke en samling numre, der satser på den bløde mellemvares store publikum. Vi var tilstede den aften i Saltlageret, København, da denne performance-koncert – det begreb var en ukendt ting da – satte ny standard for hvad dansk rockmusik også kunne. Det havde næppe været mulighed uden dens kerne, som var Søren Ulrik Thomsens uafrystelige tekster, der nu var blevet til kantet, lysende, levende lyd. Men bilvraget på scenen? Lars Hug optrådte først solo under navnet Lars Autoophug…
Søren Ulrik Thomsen
Danmarks mesterlige digter og forfatter fylder 70 i dag. Gætter på det må være derfor, Peter Peter’s Bleeder – med vokal assistance af Majke Voss og Elias Rønnenfelt – også netop i dag udsender denne nye majestætiske version af Sods’ ‘Marble Station’, hvis engelske tekst bygger på Glemmerens Kærlighedsdigt af Søren Ulrik Thomsen…
Jeg valgte min elskede
blandt de der står med tømte øjne
på S-stationernes hvide fliser
blandt de der intet tænker
men beruser sig
i togenes kærlige sus
bad hende pakke mig ind i sit tæppe
og ro mig ud på søen
sænke mig ned i det kølige vand
lade bundens planter dække min hud
for en seng er en sø
et vandhul langt ude på marker
fulde af kalk
på bredden sidder den kærlige tømte
betragter uden tanker
den søvniges endeløse styrt
gennem det kolde vand
Livet er for de stærke?
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
Livet er for de svage?
Dagens friske single fra Iceage, der senere i denne måned kommer frygteligt tilbage med nyt album. Dette tredje forspil bærer igen på en musikarv, som ikke på nogen måde afslører bandets baggrund på det europæiske kontinent. En traditionel amerikansk rocknroll leveres med et speedet skud af den slingrende, stakåndede nødvendighed, rollemodellerne The Pogues måtte kigge langt efter, da flasken havde sat sig tungt på Shane MacGowan’s evner. Indvendinger? Fløjte-detouren undervejs vækker traumet fra Nick Cave and the Bad Seeds’ ‘Breathless’, hvor Warren Ellis med samme unødvendige instrument påtog sig rollen som bødlen af de falske toner. At irritere for at irritere er irriterende, men hey, det får resten af ‘The Weak’ til positivt at stråle, point taken…
Dagens overraskelse
Hvorfor en ny single med London’s The Rolling Stones her? Fordi den letter på et overraskende sødmefuldt omkvæd. Alder skal aldrig være en undskyldning for noget som helst og det behøver den heldigvis heller ikke at være her…
Det er ikke nemt
Det er i dag præcis 20 år siden The Go-Betweens’ Grant McLennan tog en eftermiddagslur for at blive frisk til et selskab, han skulle være vært for samme aften i Brisbane, Queensland. Men McLennan vågnede aldrig op igen og var således borte kun 48 år gammel. Den sidste sang han arbejdede på før sin død var tiltænkt gendannede The Go-Betweens, men blev efterfølgende istedet færdigskrevet og indspillet solo af hans partner in pop crime Robert Forster, som passende lod teksten til ‘It Ain’t Easy’ være en hyldest til Grant…
…I write these words to his tune
That he wrote on a full moon
And a river ran and a train ran
And a dream ran through everything that he did…
Tak kun et fattigt ord
For godt en måned siden tog LS afsted på tour landet rundt. Vi havde et nyt album med og på sin vis også et nyt band. Der var aftener i Birkerød, Odense, Aalborg, Viborg, Aarhus, Kolding, Rødovre, Køge, Roskilde, Silkeborg, Grenaa og tilsidst Struer i lørdags. Det hele startede absolut lovende, blev endnu skarpere undervejs og sluttede med at være den med afstand mest givende turné, LS har været på i årevis. Tak som fanden til alle jer der kom ud, løftede med og modtog os så overvældende – en fornøjelse!
Ocean Rain
4. maj 1984 udsender Echo and the Bunnymen luksuriøst luftige Ocean Rain, bandets fjerde album, med den tilsatte reklametekst “the greatest record ever made“. Voldsomme ord om et album indspillet i Paris og Liverpool, men trods en enkelt gevaldig forbier – ‘Thorn Of Crowns’ – blandt de ni tracks, så er det virkelig en speciel og en specielt dejlig samling sange, tegnet af sit fjerlette trommespil og gennemgående lyse arrangementer…
The bad Bad Seeds
Vi starter en ny uge her med tordenvejrets retfærdige opstand under middelmådighedens farisærer i nær og fjern. Da ikke mindst for at genkalde hvor specielt djævelsk, dynamisk og fintunet et rocknroll-band Nick Cave and the Bad Seeds var på dette tidspunkt, vi snakker vist 1994…
The ones that got away
Der er mange måder at gøre det på. Thåström’s nye og meget fornemme liveplade starter med den lyse, harmonisk afklarede titelsang fra Dom Som Skiner (2021), der bemærkelsesværdigt aldrig i den virkelige verden er blevet brugt som start på en koncert. Det er til gengæld dette usædvanligt stærke mørkenummer, der desværre ikke er blevet valgt med…
En gylden budbringer er tilbage
Nu er der et nyt album, I’m People, fra Hiss Golden Messenger, der mere eller mindre dækker over Mike Taylor fra North Carolina, USA – selvsamme delstat, der gav os HC McEntire, Rhiannon Giddens og Tift Merritt (og hvor min nevø engang studerede). Med årene er Mike Taylor kommet til at ligne Willie Nelsons ukendte søn, men musikken er den samme. Justin Vernon er fuld af lovord om Hiss Golden Messenger, og det var salig David Bowie faktisk også.
Dybest set er Hiss Golden Messenger alt-country, men jeg kommer også ofte til at tænke på Neil Finn og såmænd også på Karl Blau.
For snart en del år siden oplevede jeg Hiss Golden Messenger til en koncert i Aarhus, og jeg fik også den glæde at få en snak med Mike Taylor himself. Han er en god mand på mange måder.
Thåström levende
Happy releasedag til Flytta Isbergen, Vattna Svärmorstungan, Ta Med Soporna Ut fra værelse 314 på Radisson Blu i Silkeborg.
LS i Jylland
Sidste weekend på forårets Love Shop-tour. De nye sange fra I Love You, Goodbye har vist sig en sand fornøjelse at have med ud. Og modtagelsen rundt omkring af Rune Kjeldsen har været overvældende. Så jo, en lysende tour med endnu hele tre sultne aftener i sig. Det vil være SILKEBORG (torsdag), GRENÅ (fredag) og STRUER (lørdag). Vi ser frem!
