Lenny for president!

I et på alle måde turbulent og hårdtprøvet år 2020 er det lindrende at kunne indtage den rolige visdom, det menneskelige overskud, den noble værdighed, Leonard Cohen til stadighed leverer gennem sin musik. Her på hans fødselsdag i dag tager vi hellere end gerne denne sides favoritsang blandt så mange fra ham…

L. Cohen har fødselsdag

Elsker dette klip (fra dengang man måtte ryge i tourbusser). ‘Memories’ var som pladeproduceret Spector-overflødighedshorn ikke en sang Leonard Cohen’s musikalsk så usminkede band tilnærmelsesvis formåede at løfte live, men her i bussen, leveret i uforpligtende semi-acapella, fremstår den jo som livets salt…

Can’t Hardly Wait

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

it ain’t mystery why you’re a mystery to me …

Hvem skulle have troet Nick Cave, engang mørkets fandenivoldske narkofyrste, nogensinde skulle ende i en med stort flid selvskabt rolle som aural ambassadør for wellness og Den Gode Smags finkultur, en slags postpunkens Enya for masserne?! Det er de seneste to så anderledes og musikalsk ensrettede albums, som har bragt den status med sig, men vejen dertil ligger heldigvis stadig gavmildt belagt med anderledes sublime udgivelser, hvor i dag så tæmmede The Bad Seeds stråler igennem som et af historiens bedste rockbands. Som nu på dagens 32-års fødselar, 1988-mesterværket Tender Prey, repræsenteret her af ‘Deanna’…

Johnny, Joey, Dee Dee, good times…

Fredag her med markering af Dee Dee Ramone, som ville have haft fødselsdag i dag. Her The Ramones’ 1975-øveoptagelse fra Arturo Vega’s loft på Manhattan’s Lower East Side. Otte sange på 17 minutter, og på den fjerde af dem – ”53’rd & 3’rd’ – synger dagens fødselsdagsbarn endda C-stykket hjem. De levende billeder er pænt sagt primitive, og lyden forvrænger mere end en raketopsendelse fra Cape Caneveral, så alt er perfekt…

Oh, such a song

På det nye Fontaines D.C.-album A Hero’s Death er der en for en bandet meget atypisk underskøn ballade ved navn ‘Oh Such A Spring’, der i suggestiv melankoli og overbevisende ført melodi positivt afkaster familiære mindelser i skarpskåren britisk konsekvens om selveste The Smiths. Ja, faktisk er den sang albummets absolutte standout-track. Men nej, FDC’s pladeselskab Partisan har valgt et andet – og langt mere anonymt – nummer som ny single. Vi viser videoen til ‘A Lucid Dream’ her, også da det er første gang i lang tid, Google/YouTube tillader afspilning af nyopladet musik her i landet. Og det er formodentlig en fejl, jo. Men tjek lige bemærkelsesværdigt dejlige ‘Oh Such A Spring’ ud…

Himlen eller Las Vegas?

Himlen, tak! Købte dette, det vel optimale Cocteau Twins-album, på udgivelsesdagen for 30 år siden i dag. Her et af dets mange vægtløse højdepunkter, optimerende som albummet er på Grangemouth, Falkirk-trioens mange eventyrlige kvaliteter. Var sangfugl Liz Fraser postpunk-crowdet’s Kate Bush? I den grad…

Historisk gode B-sider

20. februar 1981 debuterer Depeche Mode på Mute Records med singlen ‘Dreaming Of Me’, skrevet af daværende bandleader Vince Clarke. A-siden flopper fælt på hitlisten i England, og inkluderes nok derfor ikke på samme efterårs debutalbum Speak & Spell. Samme skæbne overgår singlens b-side, og det er mere synd, for ‘Ice Machine’ er i sin fængende øjebliksmelankoli en af de to-tre bedste sange Vince Clarke når at skrive for Depeche Mode, inden han allerede samme efterår forlader bandet. Optagelsen herunder er fra 26. september 1981, da DM på en ultrakort tour i Nordeuropa besøger Paradiso i Amsterdam…

Hot love før den bliver kold

Der er endnu tre måneder til David Bowie skal opsende sin Ziggy Stardust-raket og på den blive England’s største glamrockstjerne. Så da Marc Bolan 18. marts 1972 går på scenen foran 12.500 skrigende T. Rex-tilhængere i London’s Wembley Empire Pool er det endnu HAM der har den som det store mandlige britisk popidol og indehaver af nutidens friske lyd. Men efter vennen/rivalen Bowie’s stjernefødsel bliver det hele anderledes. Der skal endnu komme en håndfuld forholdsvis solide hitsingler fra T. Rex, men deres univers lyder nu pludselig helt anderledes bedaget. Og netop glam-banemanden Bowie’s talent for ubesværede skift indenfor fortælleridentitet og musikgenrer besidder Marc Bolan slet ikke, så hurtigt fremstår han ubehjælpeligt låst fast på egen boldbane af simpel glam-boogie og fritfabulerende nonsenstekster. Den manglende evne til kunstnerisk at bevæge sig bare én meter skubber Marc Bolan ud i kulturel irrelevans. På dags dato i 1977, efter en række uinspirerede albums, samt et værtsjob på eget engelske Granada-TV-show (David Bowie optræder med ‘Heroes’ som en af de allersidste gæster), omkommer Bolan i London ved et trafikuheld i sin Morris Mascot (kæresten Gloria Jones er bag rattet) på vej hjem om natten efter en bytur. Her er Marc Bolan på scenen i marts 1972 med T. Rex, lige inden boblen om eget verdensherredømme brister…

Jens Unmacks officielle weblog