Panic room i Salford

Længe før Morrissey bliver højrenational immigrant, før ellers så ufejlbarlige Johnny Marr lærer at spille slideguitar uden at strejfe de falske mellemtoner, og før deres fælles kærlighedsbarn The Smiths brænder op i en mediesky af stress og dysfunktionelt støj, ja, da udkommer bands stadig med ny musik om sommeren. I dag for 35 år siden singleudsender The Smiths således ‘Panic’. Kun fem uger efter albumudgivelsen af The Queen Is Dead (1986) er Morrissey, Marr, Andy Rourke og Mike Joyce klar med denne helt nye sang, hvor outsider-idolerne fra Manchester ovenpå et T. Rex-lånt glam-riff opfordrer til afbrænding af tidens ifølge Morrissey så håbløst overfladiske DJ’s. Sjov eller alvor? Lige meget begge dele, og den tvetydighed er vel netop styrken ved dette band, et af de helt store i den britiske rockhistorie. Aftenen før udgivelsen spiller The Smiths hjemmebane-koncert på universitet i Salford. Første titel på setlisten er den nye single, som ingen endnu har hørt…

Who’s that I see walkin’ in these woods?

Læser lige nu en new journalism-bog fra Vietnam-krigen – Michael Herr’s Dispatches (1977) – hvor denne Sam The Sham-sang optræder som absurd plantet morale på en radio ude i håbløsheden lige efter Slaget ved Đắk Tô. Meget kan man sige, men det amerikanske mareridt i Vietnam fik sig fra samtidens hjemlige musikscene et malende stærkt, men også ofte sært uhyggeligt soundtrack at gå ned til…

Calcio!

Havde aldrig nogensinde troet, man skulle kunne holde helhjertet mod et landshold fra det England, der har givet os alle så ufatteligt meget inden for alt, vi holder af, da ikke mindst salt og eddike. Men sådan blev det forunderligt nok ved dette EM. Så tak til Boris Johnson, Brexit, Gareth ‘Churchill’ Southgate, den engelske kloak af brovtende landsholdtilhængere, Harry Kane, Jordan Pickford, Harry Maguire, Raheem Sterling og co. for en fantastisk søndag aften på den italienske langside. En fornøjelse af de store.

Sparks går til filmen

Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.

Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.

Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.

Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.

Debbie Harry 76

På en lang linje af klassiske amerikanske popgrupper er Blondie et af de absolutte højdepunkter. Her er Lower East Side, NYC-bandet i deres første tyske TV-optræden i januar 1978, et halvt år før verdensgennembruddet med Parallel Lines og de store popsingler derfra. Frontlys Debbie Harry fylder 76 år i dag…

The Music Machine

Sommer, slut-juli 1978: The Clash spiller fire London-aftener i træk på The Music Machine, få hundrede meter fra deres Rehearsal Rehearsals-hovedkvarter. Support på alle aftener er New York City-elektroduoen Suicide, samt et nyt band fra Coventry, der hedder The Specials. Setlisten disse aftener er præget af de seneste tre singler ‘Complete Control, ‘Clash City Rockers’, sommerens buzz, ‘White Man (In Hammersmith Palais), samt numre, der snart vil kunne høres på vinterens nye Clash-album Give Em Enough Rope. Man skulle have været der.

  • Complete Control
  • Tommy Gun
  • Cheapskates
  • Jail Guitar Doors
  • Drug-Stabbing Time
  • Clash City Rockers
  • (White Man) In Hammersmith Palais
  • Capital Radio
  • Stay Free
  • Police and Thieves / Blitzkrieg Bop
  • English Civil War
  • Safe European Home
  • What’s My Name
  • London’s Burning
  • Garageland
  • I’m So Bored With the U.S.A.
  • Janie Jones
  • White Riot

I bevægelse

Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…

Mercy Mercy Me

Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.

Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and east

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercury

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dying

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?

Jubilæum: What’s Going On

Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.

Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.

Jens Unmacks officielle weblog