Vi må jo til det. I morgen (torsdag) er datoen hvor The Clash i 1979 udsender singlen ‘London Calling’, et af de mest fuldkomne eksempler på den udtryksform der bærer navnet rock’n’roll. Singlen er ment som en forløber for dobbeltalbummet af samme navn, der skal udkomme en uge efter, måske derfor besluttes det fra CBS at indspille en promovideo. Så en kold, blæsende og regnfuld novemberaften samles The Clash nede ved Themsen og indspiller ude på en pram en playback-version af den nye sang, hvis tekst omkring sin personlige Strummer-fortælling bærer så dommedagsagtige billeder, den i dag fremstår nærmest profetisk for hvordan det hele senere skal gå med verden og sådan. Efter nogle gennemkørsler af ‘London Calling’ i regnen ude på prammen har det forfrosne band fået nok og forsvinder. Bandets ansatte orker heller ikke mere, så en hel del instrumenter og forstærkere ender efter sigende i floden. Her den færdige video…
Albummets sange er blevet til sidst på sommeren, hvor The Clash, der har brudt med manager/svengali Bernie Rhodes og derfor ikke længere kan være i Rehearsal Rehearsals oppe ved Camden Lock, har slået lejr i en klondyke-garage ved navn Vanilla Studio nede i Pimlico. Der opstår den nye musik under disciplineret eksersits, kun afbrudt af den daglige indbyrdes fodboldkamp på en tomt udenfor, samt pubbesøg, drinking brew for breakfast. Løse reference-demoer indspilles på et kassettebånd, der i mange år formodes tabt i tube’en af bandets hjælper Johnny Green. Men under en flytning i starten af dette årtusinde støder Mick Jones på en kopi af det bånd, hvor London Calling-numrene altså kan høres i skitseform. Her er titelsangen som intern demo. Jeg synes det er en stor version, meget mere mekanisk stiv i sit swing og med en anderledes dyb Strummer-vokal, der kan noget helt andet intimt ildevarslende end den, der udsendes først som single fire måneder senere, altså 7. december 1979…