The Clash’s Mick Jones skriver i februar 1979 hjem fra tour i Nordamerika til sin ex, Viv Albertine, guitarist i The Slits. Hans ‘Train In Vain’ med The Clash er om hende, hendes ‘Ping Pong Affair’ med The Slits er om ham. Første linje i postkortet citerer bittersødt hendes break up-sang…
Hvor har man gennem årene læst mange interviews med britiske punk-, postpunk-, synth- og britpop-bands, hvor ét og samme øjeblik står ud, der alle sendte dem afsted på drømme mod et liv i musik; nemlig Bowie og The Spiders’ optræden med ‘Starman’ på BBC’s Top of the Pops, da Ziggy Stardust-figuren landede i de britiske hjem foran flimrende TV-skærme og og intet nogensinde var det samme igen. I dag er det 50 år siden. Læs lige her en Guardian-artikel om begivenheden, der muligvis havde større ungdomskulturel betydning i Storbritannien end noget andet i hele 1972.
“…That was the moment Bowie went above ground and nationwide. The hype may have led us to expect something edgy and challenging. The record was as simple and hummable a radio hit as you could possibly desire. For the post-Beatles generation coming into their albums-buying majority, the record wasn’t really the point. The point was the way he looked at them.”
Facebook fortæller, det i aftes var syv år siden Thåström senest spillede i sin nuværende hjemby Berlin, en helt speciel søndag aften i 36 graders kogende varme på Postbahnhof am Ostbahnhof. En gentagelse er savnet. Her køreplanen…
Bruce Springsteen og hans E Street Band giver en stærk ‘Independence Day’ på hjemmebane i New Jersey, 19. september 1978, på et af Darkness-tourens fem myteomspundne radiotransmitterede shows. Der skal gå hele 13 måneder inden Springsteen’s faderopgør udsendes på plade, da som en af de definerende sange på hans dbl-album The River (1979)…
Det står mildest talt elendigt til med USA, der i dag fylder 246 år. Så istedet for at fejre den splittede forbundsrepublik, da markerer vi istedet her i dag selve idéen om USA’s mangfoldighed, samt alt det gode vores egen europæiske kultur gennem tiderne er blevet beriget med derovre fra, eksemplificeret her af en lillebitte dråbe i det store hav, NYC-bandet The Fleshtones og deres livssultne uafhængighedserklæring af en 1979-debutsingle ‘American Beat’ på rocknroll-entreprenør Marty Thau’s Red Star Records…
Feel that the beat’s back and play it that it happened that way
But you know that to us it was always there anyway
In Boston or New York or way out like in L.A.
Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down
I’d like to hear it on the radio in my home town
Every summer there’s a number that I wanna hear the DJ play
In my room or at the shore, man, you know it’s gonna sound OK
From Boston to Miami or way out in Malibu Bay
Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down
Hear it on the radio in my home town
Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat
Never lose that, lose that beat
From Boston to Miami or way out in Malibu Bay
Can you hear the American sound?
Have your heard the American sound?
Don’t want to hear you put it down
I wanna make that clear in every town
Hear that the beats back and play it that it happened that way…
Elvis Costello spillede i København forleden. Efter sigende var han virkelig god, endda endnu bedre end længe hørt, og gav de fremmødte i Amager Bio et gavmildt set, der kom omkring hele hans fornemme karriere. Mit største problem med Costello (har flere af hans tidlige albums + singler) er, at hans kradsbørstige musik næsten altid afføder lyst til straks istedet at høre den forbløffende stemme-, tids- og sangskrivningsbeslægtede Graham Parker, der i efterpunken udsendte en håndfuld trodsigt stærke plader i grænselandet mellem indigneret new wave og en rocknroll-influeret britisk soultradition. Her omtalte Parker, der uretfærdigvis slet ikke nyder samme klassiker-status nuomdage som netop Costello, med sit overlegent spillende band The Rumour i vistnok 1980…
Debbie Harry fotograferet tilbage da Blondie startede ydmygt ud inde i klubben her til højre bag hende på The Bowery, Lower East Side i New York City. Hurtigt i 1975-76 blev de en del af Manhattan’s spirende punkscene, men dog først med deres klare musikalske girlgroup-referencer taget som en charmerende men synkende joke. To-tre år efter grinede CBGB-konkurrenterne nok ikke længre, da Blondie indtog hitlister verden over, og sangerinde Debbie Harry strålede klart fra pladebutikker og bladkiosker som ikonisk zeitgeist-stjerne. Således også i midtjyske Viborg, hvor hun gav drømmestof om et andet, fjernt og bedre liv. Det takker vi af hjertet for her, og ønsker stort tillykke med de 77, hun bliver i dag. Og hvad laver Debbie Harry så på sin fødselsdag i dag? At dømme efter Blondie-kapelmester/guitarist Chris Stein’s Insta/Twitter-kontoer er hun lige nu i studiet med Blondie, at indspille opfølgeren til overraskende stærke Pollinator (2017). Og Sex Pistols’ Glen Matlock er med på bass denne gang, så hvad kan gå galt?! Verden er ung.
Var på Roskilde nogle få timer i går, længe nok til at opleve dette års formodentlig bedste rockkoncert på Dyrskuepladsen. For så sjældent sprøde, sultne og sprængfarlige på Avalon fremstod Fontaines D.C., der lige nu tager syvmileskridt som ungt band, der har det hele og lidt til. Her et af mange store øjeblikke fra nye Skinty Fia, det noget Pixies-lydende ‘Bloomsday’ som endnu ikke har fundet vej til Fontaines D.C.’s setlister. Nyd de to rå, perfekt afmålte guitarister, hør sangeren, der længe først helst ville råbe, men nu pludselig har fundet sin plads som stor britisk sangstemme, der ubesværet kan fange folks opmærksomhed…
Fontaines D.C. fanget af BBC på Glastonbury søndag eftermiddag i en strygerklædt ballade-version af ‘Big Shot’ fra nye Skinty Fia, en lysende kandidat til titlen som årets centrale rockalbum. Fontaines D.C.’s kreative udvikling har bevæget sig i raketfart siden debuten for kun tre år siden, og her på denne nye optagelse mestres altså også den stille musiks så anderledes muligheder ubesværet. Sent onsdag eftermiddag spiller Fontaines D.C. Roskilde Festival…
I dag for 64 år siden blev den desværre forlængst afdøde Gun Club-sanger Jeffrey Lee Pierce født i Montebello, Californien. Vi markerer med Thåström’s bitre hyldest her til ham, optaget live med sit gamle band…
Hvorfor dette power pop-vemodige Jimmy Destri-skrevne track fra Parallel Lines (1978) aldrig blev udsendt som single er et af denne verdens store uløste mysterier. Hele seks andre sange derfra blev ellers singleudsendt. ‘11.59’ står til enhver tid her blandt de fem øverste favoritsange med Blondie…
Hvorfor dette Motown-strømlinede Laura Davis/Jimmy Destri-skrevne track fra Eat to the Beat (1979) aldrig blev udsendt som single er et af denne verdens store uløste mysterier. ‘Slow Motion’ står til enhver tid her blandt de fem øverste favoritsange med Blondie…
Højlydt gårdfest udendørs i den sene fredag sommeraften hos naboejendommen Den Franske Skole her. Og lige pludselig – efter en playlist, der bød på alt fra ‘Daddy Cool’ over ‘Ca Plane Por Moi’ over Louise Attaque over ‘I Will Survive’ over Michael Jackson via nationalmarchen ‘La Marseillaise’ til Lenny Kravitz – spillede DJ Francois pludselig blødende højt The Cramps’ ‘Human Fly’. Man gik nærmest i chok. Måske der alligevel var håb?
Yard Act er endnu et engelsk band, der ofte lyder som et skænderi på en pub (hvem sagde Sleaford Mods?) og egentlig gør det temmelig overbevisende.