Bauhaus og Bela Lugosi

6. august 1979 udsender Northampton-bandet Bauhaus 12’er-singlen ‘Bela Lugosi’s Dead’ på Small Wonder Records. Med en længde på mere end ni minutter, og en tilbageholdt drop-orienteret produktion, der i sin brug af delay og reverb skylder ikke så lidt til dub-reggae, dette nedenunder sanger Peter Murphy’s Dracula-flirtende baryton, er ‘Bela Lugosi’s Dead’ en af postpunkens særegne debutsingler. John Peel begynder straks at afspille den i sin fulde længde på sit BBC-aftenprogram, og hurtigt bliver singlen et markant hit på den alternative britiske hitliste…

Væk fra YouTube

En afbrændt fornemmelse at bringe/promovere YouTube-videoer på siden her efter Google’s blokering i sidste uge af dansk musik på kanalen. I forvejen betaler Google/YouTube til sammenligning med de andre store streamingtjenester i særklasse dårligst tilbage for den musik de bringer, så deres krav til rettighedsorganisationen KODA om kun at betale 30% af den hidtil aftalte rate, mens en genforhandling af vilkårene står på, er hardcore. KODA har erklæret denne reduktion for uacceptabel, og væk er den danske musik derfor med ét hurtigt Google-slangehug. Et brutalt træk i lyset af Google’s selvfølgelige viden om, at musikken som sådan i forvejen står hårdt trængt i den her pandemitid. Så en symbolsk udflugt væk fra YouTube her, til Roxy Music’s så elegant iskolde 1975-disco på Vimeo…

Introducing…Vini Reilly?

Manchester’s Factory Records var i start-80’erne meget mere end Joy Division/New Order, selvom det var derfra pengene kom ind. Således udsendte Factory med The Durutti Column (AKA Vini Reilly) samtidig nogle fremragende plader, hvor Reilly’s så distinkt fjerlette guitarspil – der siden skulle besjæle Morrissey’s 1988-debutalbum Viva Hate – gav postpunkens blege sønner og døtre nogle tiltrængte solstråler. Vini har fødselsdag i dag, så her kongenummeret ‘Never Known’, der åbner side 2 på LC (1981), Durutti’s vel bedste album…

Forever Now again?

Hvem kan komme overraskende stærkt tilbage med dunkelt shine og dikterende schwung på et nyt album efter hele 29 års pladepause? Det kan engelske Psychedelic Furs, viser det sig nu. Made of Rain, der blev udsendt i fredags, er et overbevisende meningsfuldt comeback, så langt bedre end de to forløbersingler fra tidligere på året særskilt gav forvarsling om. The Furs’ bedste plader kom i starten af karrieren, og det er den åre der med fuldvoksen tyngde igen spilles ud fra nu, snarere end bandets senere udglattende værker, hvor jagten på den amerikanske mainstreamkarriere ikke gjorde meget godt for sanger/sangskriver Richard Butler’s sardoniske talent. Ja, den afvisende stemme der for længe siden betalte sine lærepenge i Bowie-skolen for langt større ting end berømmelse for enhver pris. Her en passende smagsprøve på det genopstandne…

Hvad er livet?

Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.

Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).

En by med udsigt

Lou Reed’s femtende soloalbum, den så back-to-basics-kontante New York fra 1989, står som en af de mest bredt værdsatte udgiverlser i Brooklyn-artistens senere karriere. 25. september udsender Rhino en udvidet deluxe-version af albummet. Her ni af pladens sange, som Reed præsenterede dem med sit band på amerikansk TV i 1990…

Et værelse med udsigt

Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)

Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.

77 og 1978

‘What a drag it is getting old’, synger The Rolling Stones’s Mick Jagger på ‘Mothers Little Helper’ i 1966. Dengang kommer de gode sange i et brusende flow for London-bandet, men senere skal dets gavmilde kilde tørre helt og aldeles ud. Her således et af bandets allersidste relevante udgivelser, Some Girls-hovednummeret ‘Miss You’ fra 1978, hvor Rolling Stones positivt synes informeret af disco og revitaliseret af tidens nye toneklange i rockmusik. Som sådan er denne vidunderligt lange maxisingle-version af ‘Miss You’ ret så fantastisk i sit selvsikre New York City-swing. Dens sanger, Mick Jagger, fylder 77 i dag. Håber for ham, at den linie fra ‘Mothers Little Helper’ bare var en løgn…

Mere Protomartyr 2

Har haft den så specielle og storladne afslutning på Protomartyr’s nye nummer herunder i hovedet hele dagen, og funderet hvad det er, den her giver så umiskendeligt stærke mindelser om tonalt. Viser sig nu ved eftertanke, at være noget så usandsynligt som den måske dejligste nationalmelodi af dem alle fra Afrika, nemlig Kenya’s. Hvem skulle have troet?!

Jens Unmacks officielle weblog