Velkommen, Sex Pistols!

Denne lørdag er det 46 år siden Sex Pistols pladedebuterer med singlen ‘Anarchy In The UK’. En af de helt store, ufravigelige musikoplevelser første gang man hører den i radioen. Den nødvendighed og redefinition af alle gængse spilleregler, som allerede fra introens første sekunder står lysende klart, er sjældent blevet overgået i rockmusik før eller siden. Stadig en vidunderlig single efter alle de år…

Darkness genbesøgt

På den i USA så store Thanksgiving-aften her en Darkness on the Edge of Town-outtake med Springsteen, hvis nye soulcover-album hørt her desværre ikke har kunnet leve op til forventningerne fra de to første enkeltstående singler derfra. Men det skal vel også være næsten umuligt svært at udgive nyindspillet musik som Springsteen i år 2022, når ens unge og ofte mytologiserede 1978-fortid – her endda repræsenteret af et nummer, som dengang blev vejet for let og aldrig udgivet – lyder så filmisk godt og perfekt nordamerikansk-fortællende som her…

The Jean Genie bliver 50

24. november 1972 udsender David Bowie den i New York City netop indspillede ‘The Jean Genie’ som single. Sangen, hvis vilde hovedperson siges at være stærk inspireret af Iggy Pop som person, bliver specielt i England et enormt hit, og skal siden blive stående som et af de essentielle glam rock-øjeblikke. Her spiller David Bowie og hans Spiders from Mars ‘The Jean Genie’ i Californien nogle uger før udgivelsen…

14’th Street, 1977…

En af denne sides absolutte favorit-trommeslagere fylder år i dag. Her går han, Blondie’s metronom-fyrværkeri Clem Burke, side om side i 1977 med Debbie Harry på 14’th Street, Manhattan i New York City. Det nærmest eksotiske gadebillede er taget af Blondie-bandleader Chris Stein, hvis fotografiske evner fra dengang senere har givet sig udslag i flere fotobøger. Blondie turnerer videre næste år, hvor et nyt album ventes udsendt. Her et klip fra det amerikanske NBC-show The Midnight Special, 5. oktober 1978, to uger efter udgivelsen af gennembrudsalbummet Parallel Lines

Wilko Johnson RIP!

Det engelske rockband Dr. Feelgood fra Canvey Island, Essex var i 1976-77 for gamle (sanger Lee Brilleaux var hele 25), for rhythm & blues-tydelige, og besad selv i den så rummelige tidsalder en for toksisk maskulin udstråling til at passe ind på den nye punkscene. Dog bandets energi var hæsblæsende, og deres sortklædte guitarist Wilko Johnson (til venstre på singlecoveret herover) en supercool protopunk-personlighed med sine krampagtige due-får-elektrochok-moves og hvidglødende choppy guitarspil, der piskede Dr. Feelgood fremover stepperne. Hans konfronterende scenetilstedeværelse var uden tvivl en inspiration for Rotten, Strummer, Weller, etc. Så derfor blev bandets musik alligevel accepteret af de nye unge løver, for hvem både energi og personality stod i høj kurs. I dag er der kommet trist meddelelse fra England om Wilko Johnson’s dødsfald, det efter mange års offentlig kendt sygdom. Se og hør ham stråle her, som den kulsorte rocknroll-stjerne han var, i en nærmest overtændt 1975-optagelse fra nordøstengelsk TV…

Før Station to Station

Dags dato i 1975 udsender David Bowie denne stærke single, bindeledet mellem Young Americans fra samme år og Station to Station (1976), hvor ‘Golden Years’ her snart skal blive inkluderet. Efter sigende er sangen skrevet med Elvis Presley i tankerne, men der kommer aldrig respons fra Memphis-dynastiet, så Bowie rykker selv på den med fuld vokal styrke. Helt sikkert det optimale for sangen, Kongens livskrise på det tidspunkt taget i betragtning. Så istedet for Presley’s elefanttunge 1975-sorg gives ‘Golden Years’ istedet et skud veloplagt, smooth David Bowie-soul…

…den dag

Thåström’s set-åbning denne første weekend af den næste måneds klubtour har været en cover af ‘…den dan’, et nummer Thåström selv udgav for 15 år siden på sit eget, kapelmester Niklas Hellberg og den nu tidligere Thåström-guitarist Pelle Osslers daværende fritidsprojekt Sällskapets debutalbum. Tjek her, hvordan man omdanner et filmisk stykke electronica noir til Thåström’s egen rock-dynamiske Europa-blues…

Helsingborg 3

De to første var upåklagelige, men denne tredje aften i havnen i Helsingborg, Sundets frysende perle, var en af de sjældne, der vil stå længe efter. Og Aftonbladets anmeldelse herunder har overordnet ret; det er decideret en gave at få opleve Thåström og hans dynamiske skyggeband i denne så anderledes klubtours tætte og anderledes nærfysiske rammer. Setlisten lørdag den samme som fredag…

Helsingborg-premiere

Betragtninger: The Tivoli et perfekt sted at se koncerter. Minder ikke om noget i København, snarere KB i Malmö City, altså ikke en sal men en decideret rockklub med 5-600 mennesker ombord sådan en udsolgt aften. De obligatoriske Stella Artois sat ved hver arbejdsposition på scenen tre minutter før showtime. Lysshow-ekstravaganza fra foråret naturligvis skrællet væk. Høj basstung /diskantskarp lyd. Guitarist Eddie Nyström faldt bedre og med mere naturlig autoritet ind i T-musikken denne første aften end på noget tidspunkt i foråret. Og Thåström sang for livet. Som han gør. Desværre stadig ingen af de endnu ikke spillede sange fra side 2 på Dom Som Skinar; han må ikke selv synes alverden om dem eller hvad? Til gengæld et skarpt Sällskapet-nummer som åbning, en dommedagsbrutal ‘Körkarlen’ for første gang i år, den sjældne ‘værd at dø for’-ballade ‘Flicka Med Guld’, samt en genfunden ‘Ingen Neråt Sang’. Stor aften i Helsingborg. I aften kører toget igen.

Thåström begynder

Vi troede Thåström trak stikket for nu efter koncerterne for sidste efterårs Dom Som Skiner, da han i august afsluttede Way Out West i Göteborg. Men sidst i september blev 14 aftener i fire byer annonceret. Torsdag aften starter denne bandtour på mindre klubber/scener med det første af tre shows på havneklubben The Tivoli i Helsingborg. Er der mon nye, hidtil uspillede sange fra Dom Som Skiner med på setlisten? Måske Thåström for første gang prøver kræfter med denne elektropulserende sang om sin da unge mors første møde med Stockholm, hvem ved…

Datoer, år, musik…

Ovenpå det forgående års All Mod Cons er The Jam er blevet et stort navn i England, hvor de nu konkurrerer med The Clash om at være king-pin blandt de nye lokale bands. Og 16. november 1979 lever mod-trioen fra Woking op til forventningernes pres og udsender sit måske allerstærkeste album, en besk samling socialrealistiske skildringer af et Storbritannien med alvorlige tømmermænd ovenpå dets fald fra tidligere storhed. ‘Private Hell’ er en af værkets mange hårdt knyttede sange om frustreret resignation, her fremført året efter på amerikansk TV. Når man hører Paul Weller’s soul-skyldige musik nu kan man nemt glemme, hvor vred og sammenbidt en popstjerne han var i og med The Jam…

The Walkmen er tilbage!

I dag bekendtgjort med annoncering af to reunion-shows i Webster Hall på Manhattan i New York City. Datoerne er 26. og 27. april, forsalg fra på fredag. De er fucking tilbage – hvor er det kæmpe! Konkurrenterne/vennerne fra The National løb med succésen dengang, men de her fyre var de bedste. Nu skal vi bare have dem til Europa og i studiet at lave en comeback-plade. Men det er luksusbekymringer. De er tilbage!

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.