Morricone’s genialitet

I 1966 skriver Ennio Morricone musikken til dette pop-mesterstykke, der bliver et stort hit i Italien med sangerinden Mina, og som også finder vej til Frankrig, hvor selveste Francoise Hardy udsender sin fransksprogede version. Nummerets helt specielle dna består af, at når først omkvædet sendes afsted, så bliver det uafbrudt bare ved og ved og ved over tre sungne, evigt stigende, nærmest sirenelydende toner i hele otte forskellige transponeringer. Nej, sådan kan man normalt ikke lave hits. Morricone kunne. Og hvilken stilfuld italiensk billedeside der iøvrigt er til denne optagelse med Mina…

But he’s different now

Hørt umiddelbart herfra er On Sunset, det nye album The Jam’s ex-frontmand Paul Weller udsendte i fredags, hans bedste siden The Jam’s Sound Affects, vi taler hele 40 år minus en håndfuld måneder. On Sunset‘s forfinet moderne og fornemt luftigt-producerede sange tages overbevisende hjem af Weller, der som sjælefuld (!) sanger vel aldrig har lydt mere fri, overskudsramt og, ja, ankommet. Nye levende billeder her til titelnummeret. Normalt så ærkebritiske Weller er rejst til fjerne Californien’s Sunset Boulevard, og har der fået lavet sig en vintage-1989 MTV-video med rolige lækre billeder, antydning af en vag retrohandling og en dyr pose tom symbolik. Hvilket sin hulhed tiltrods egentlig som greb klær den elegant længselsfulde sangs klassiske snit forunderligt godt…

Dagens 50-års…

I dag for et halvt århundrede siden udsendte Detroit-kongetaberne The Stooges Funhouse, deres andet, sidste og ultimative album. Skyggesiderne af de års peace, love and understanding-tidsånd er næppe nogensinde blevet givet mere fandenivoldsk selvdestruktivt end på dette primalskrig af en proto-punkklassiker. Tre år senere skulle sanger Iggy Pop på Raw Power bære mørkefaklen videre – med sin kommende ven og beskytter David Bowie som producer – og derefter for en tid gå næsten helt til grunde. Men det er en helt anden historie, heldigvis med lykkelig udgang både for Iggy Pop og hans tilhængere. Her ‘Dirt’, den mesterlige afslutning på side 1 af Funhouse, 50 år gammel i dag…

Idolplakat? Funhouse på et canadisk musikkassettebånd…!

Bandskilsmisse

Ifølge dagens bulletiner fra England, har Kasabian, stadionrockerne fra Leicester, mistet deres karismatiske forsanger Tom Meighan, som istedet nu åbenbart skal bruge al sin tid på, at slås med nogle uspecificerede personlige problemer. Ikke nemt at miste sin definerende forsanger, spørg bare hvilket som helst forlængst opbrudt band om det. Her er Tom Meighan med Kasabian i magt og vælde på Reading Festival efter seneste album. Udadvendte engelske rockbands fra det nye årtusinde er en udtalt mangelvare, men her kan man da i den grad tale om et. Hvad der herefter skal ske med Kasabian – guitarist Serge Pizzorno som ny forsanger er et muligt bud – forbliver uoplyst…

Awaiting disaster…

Fortsætter den usædvanlige men befriende tendens med at kunne bringe interessant nyudgivet musik i normalt så tørlagte juli-måned. Her er det Sufjan Stevens, der giver en musikalsk vildt ambitiøs forsmag på sit til september kommende album The Ascension, med et 12-minutters værk af en elegi. ‘Don’t do to me what you did to America’, synger Stevens igen og igen på ‘America’, der helt, helt tilfældigt udkom derovre i hans hjemland dagen før Independence Day. Hvilken genre er vi indenfor her? Umuligt at sige; det kan næsten være hvadsomhelst…

Manstar

I går for 48 år siden gik David Bowie med sit band på Top of the Pops og fremførte ‘Starman’ fra da netop udsendteThe Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. En myteomspunden optræden der senere igen og igen indtager position som defining moment, når Bowie’s ‘børn’, den engelske punk/postpunks stjerner skal fortælle, hvilken konkret musikalsk oplevelse sendte dem afsted på deres musikalske himmelfærd. Her er det Echo & the Bunnymen’s Ian McCulloch, der for nogle år siden gav denne version på The Quietus…

– I’d heard ‘Starman’ on the radio before going to school, and as most lads are, I was interested in football and outer space. Something about his voice and the opening line, just that thing he’d tapped into, and it was me he was suggesting to look out the window. It’s hard to comprehend the impact he had when he came out. I turned 13 in the May of ’72 and it was such a special time and gave my life magical class. I grew up in Norris Green, skint, and what he did was give the gift of inspiration. He changed the world in loads of ways and was probably the last great special person to do that. It was head and shoulders above anything else. To come out looking like that he could have had the biggest backlash. If you ever want to see star quality watch that Top Of The Pops clip, which is what gave me the idea that you need stage presence – you don’t just need it on stage, you need it in life. I missed those years of myself, in how naïve I was, and how un-laddy I was. I was into footy and stuff, but through the Bunnymen I found my own confidence. I was thinking of getting some bangles – thank God I didn’t. The thing about Bowie is that no-one else could have pulled it off. He was hardly ever on telly, and he never went on and mimed. It was just everything about it. People who missed it must’ve been stupid. I remember after Top Of The Pops going to school and asked my mates if they’d seen it and they said, “yeah – the fucking queer.” I didn’t even see that. I didn’t see it as a sexual thing, I wouldn’t have minded if I had done. It made some sense because I was probably more androgynous than him through my teenage years – girls would ask me if I was a boy or a girl. I’d always tell them they could put their hands down me kecks and find out. When Bowie shaved his eyebrows off I knew something was up. That’s how you can pinpoint when Ziggy ends. His hair started to change and that’s when he stopped being so from-outer-space. I’m very exact on it, because it almost broke my heart. Without Bowie, obviously I’d have been centre-forward for Liverpool.

It wouldn’t have been a bad career playing for Liverpool. I was a goal-hanging bastard. Fantastic shot, but I didn’t particularly like going into the 50-50s, the life-threateners. And my eyesight went to shite when I was 13.

The Good, The Bad & The Clash

The Only Man That Matters? I en stor del af deres turnerende karriere – således også i Idrætshuset på Østerbro 14. maj 1981 – gik The Clash hver aften på scenen til storladen Ennio Morricone-musik, nærmere bestemt ‘Sixy Seconds To What’ fra soundtracket til For A Few Dollars More (1965). Få selv et indblik i den opbyggelige storhed fra 2:17 og frem i dette klip fra en af The Clash’s 17 New York City-shows på Times Square’s Bonds Casino i slut-maj/start-juni 1981…

Ennio Morricone er død

Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.

Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.

Mille grazie per la musica, Ennio.

Thåström i Østberlin

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…

Fontaines D.C. televised

Denne juli er anderledes. Hvorfor? Der udkommer ny musik. I dag også en helt ny single fra Dublin’s unge Fontaines D.C.. Deres bedste nummer til dato? Måske. Fornem guitarfigur, den sidst i akkordrunden. Får os umiddelbart til at se lysglimt fra Tom Verlaine’s Television, men det er måske bare sangens titel, der leger skjul med os? Ved gud ialfald, hvor det klæder Grian Chatten’s her, at hænge sine ord op på rigtige sangtoner, så de vokser ind i D.C.-musikkens univers…

4. juli 1976

Den engelske punkscene skydes officielt igang 4. juli 1976, hvor The Ramones første gang slippes løs på en scenen i hedebølgeramte England. De spiller på The Roundhouse i London, som support for revivalbandet Flamin’ Groovies, og næsten samtlige aktører i London’s kommende punkbands er tilstede denne aften. Dog ikke Sex Pistols, der er taget op til Sheffield’s Black Swan for at spille. En anden britisk livedebut på denne hede dag, da USA fejrer sine første 200 år, kommer fra Sex Pistols’ supportband, et helt nyt band med navnet The Clash. Begge de to bands’ medlemmer er tilstede blandt publikum aftenen efter i London, da The Ramones spiller på klubben Dingwalls i Camden. Der findes ingen optagelser fra The Clash-debuten i Sheffield, så her istedet en optagelse fra deres næste show, da de i slutningen af august spiller til midnatskoncert i Islington-biografen Screen on the Green sammen med Sex Pistols og Manchester’s Buzzcocks. Engelsk punk rock er født og igang…

Håkan’s lady hedder Kaos

Bedst som man helt har givet op på Håkan Hellström, hvilket desværre ikke faldt vanskeligt efter første halvleg af det todels-udsendte album Rampljus, så gør han noget så utippet, som at udsende et helt fint stykke ingenting af en pop-single. ‘Kaos Är Min Lady’ er forløber for anden del af Rampljus

Alt vil ændre sig en dag

Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.

Jens Unmacks officielle weblog