The Adverts

The Ramones’ Joey Ramone med The Adverts-bassist Gaye Advert, London 1978.

Den direkte London-punk kan også i sin første bølge. The Adverts dannes i 1976 og udsender året efter to markant stærke singler, først DIY-manifestet ‘One Chord Wonders’, så dødsstrafssynet ‘Gary Gilmore’s Eyes’. I 1978 følger debutalbummet Crossing the Red Sea with The Adverts på lille Bright Records, men musikken skramler for billigt til at The Adverts skal nå et større publikum. Det hindrer dog ikke albummet i at bære numre, der både sang- og tekstmæssigt holder relevans langt ud over 1977/78-punkens flygtige samtid. Som f.eks. afskedssalutten ‘Great British Mistake’, hvor frontmand TV Smith’s profetiske ord om den engelske syge i dag lyder som et skarptstillet portræt af Brexit, Boris Johnson, national-toryisme…

The great British mistake was looking for a way out
Was getting complacent, not noticing
The pulse was racing
The mistake was fighting
The change, was staying the same
It couldn’t adapt so it couldn’t survive
Something had to give
The people take a downhill slide into the gloom
Into the darn recesses of their minds

I swoop over your city like a bird
I climb the high branches and observe
Into the mouth, into the soul
I cast a shadow that swallows you whole
I swoop, I climb, I cling, I suck
I swallow you whole

String out the drip-feed, they’re losing their world
They’re losing their hard boys and magazine girls
Advert illegal, T.V. as outlaw, motive as spell
They’ll see the books burn. They’ll be 451
It’s people against things and not against each other
Out of the pre-pack, into the fear, into themselves
They’re the great British mistake
The genie’s out of the bottle, call in the magician
They didn’t mean to free him, devil behind them
Devil in the mirror, chained to their right hands
They’re the great British mistake

They’ll have to come to terms now, they’ll take it out somehow
They’ll blame it all on something
The British mistake – when will it be over?
How can they avoid it?

Ultra Foxx!

Et andet nyt band på Island Records efter punkens Stunde Null omkring 1976 er Ultravox. Før ‘Vienna’ med Midge Ure som ny frontmand gør dem til sikkert mainstream-band i 1980, udsender London-futuristerne med den så anderledes søgende John Foxx som primus motor og sanger tre albums, der kan så meget mere. Her en enkeltstående single fra maj 1977, der fremviser det første (og egentlige) Ultravox som mere informeret af Roxy end af Bowie. Manisk kommuikerende ‘Young Savage’ med de knivskarpe sangord og travle guitarslynger kommer farlig, trashet, dog glamourøs. En perfekt presserende single i den nye bølges oprørte vande…

…The mirror love of vixens
Guess who’ll wear the mask of victim
Money rents you insulation
Tenderness asphyxiates you
Someone else’s flesh to borrow
Sling it from your bed tomorrow
Live too fast for love or sorrow
Look behind the face it’s hollow

Young savage
Young savage
Thinks like a steel wall
Stinks like a dance hall
Young savage
Young savage
Anything goes where no-one knows your name…

Motown junk?

September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…

Rød peber, mælk og coke

Du har levet udelukkende af rød peber, kold mælk og små snehvide bjerge af kokain. Du har flirtet med okkult mysticisme og samlet på kabbalah-kort. Du har indspillet en udfordrende biograffilm, hvor din fremmedgjorte hovedrolle mærkværdigvis er et spejlbillede af den, du er blevet i dit selvvalgte amerikanske eksil. Og imens har du begået et musikalsk mesterværk, du ingen detaljer husker fra tilblivelsen af. Så du er måske alligevel på forunderlig vis nogenlunde tilfreds nu i januar 1976, hvor benævnte musik skal udsendes. Men det er vist kun til det øjeblik, du ser dit pladeselskabs håbløst klodsede reklame for den i de engelske musikmagasiner. David Bowie’s Station to Station bliver udsendt dags dato i 1976. Det er albummet, hvis fremadsynede titelnummer herover snart vil føre ham hjem til Europa, videre til ny musik nat og dag i Berlin…

I’ll have a shower and then phone my brother up…

I dag for 25 år siden udenfor skotske Dundee – nærmere bestemt i et udhus i Auchterhouse – tog The Associates’ Billy Mackenzie sit liv, og satte derved et utidigt punktum for en af de vildeste stemmer i britisk musik. Med stærk anbefaling af The Associates’ excentriske pop-meisterwerk Sulk (1981) markerer vi Billy Mackenzie med en ubetaleligt attitudestærk TV-gennemkørsel af ‘Party Fears Two’, albummets gennembrudshit for Mackenzie og hans makker Alan Rankine, der mimer den akustiske guitar i baggrunden her. Hvor mange overværede iøvrigt Billy Mackenzie’s eneste optræden med The Associates i Danmark, da han i 1985 under en sort beret charmedansede eftermiddagen væk på Roskilde Festivals Grøn Scene, og øjensynligt stjal samtlige tilstedeværende hjerter? Et stort tab, han ikke er her mere.

Smithslovers of the world unite

Fredag aften med en helt dugfrisk Peter Doherty-single, endnu en forløber til albummet The Fantasy Life of Poetry & Crime fra hans nye samarbejde med den franske filmkomponist/producer Frederic Lo, der står for musikoplæg, mens Peter Doherty så er Peter Doherty ovenpå. The Smiths har ikke levet forgæves disse uger…

Og Magazine debuterer

Dags dato 1978 udsendes første single med den tidligere Buzzcocks-sanger Howard Devoto’s nye band Magazine. Det er på den catchy, dog ætsende ‘Shot By Both Sides’, man først hører guitar-es John McGeoch, som et par år længere fremme også skal berige især Siouxsie and the Banshees. Lyder singlen her af Devoto’s første band, dem han nåede at udsende den punk-banebrydende Spiral Scratch-EP med, så er det ikke tilfældigt; Buzzcocks nye frontmand Pete Shelley har foræret både akkorder og guitarrif her til Devoto. Siden genbruger Shelley selv sin guitarskabelon på Buzzcocks-nummeret ‘Lipstick’, ja, ren Manchester-indavl…

See the handsome mourners crying…

Hvilken fin og voksende ny single Fontaines D.C. sendte afsted for en uge siden. Her kan ‘Jackie Down The Line’ opleves live i speciel visuel opsætning på The Tonight Show Starring Jimmy Fallon forleden. Jo mere singlen høres, jo mere lyder dens musikalske hovedingredienser hørt herfra af klassisk The Smiths, det selvom Manchester-bandets i sin musik så centrale forløsende sødme ganske undgåes. Den slags nordengelsk føleri bekymrer man sig tydeligvis ikke om i Dublin anno 2022. Og dog…

Nico & The Invisible Girls

Det er 1982, hårdtlevende Nico kan for en tid kalde nordengelske Manchester for sit hjem. Med Factory Records-fænomenet Martin Hannett som producer og hans The Invisible Girls som backing genbesøger hun der et af de numre, hun selv femten år tidligere sang på NYC-klassiske The Velvet Underground & Nico. Stemmen er i sit blytunge sørgeslør slet ikke ulig dengang, men musikken kommer i postpunktidens klang med en anderledes matsort majestætisk fremdrift…

I know the boy was all alone…

Et af de mærkeligste singlevalg i The Clash’s historie udkom dags dato i 1981. På overflødighedshornet Sandinista! er ‘Hitsville UK’ en sødmefuld men ubetydelig lille Motown-pastiche sunget af kæresteparret Mick Jones og Ellen Foley. Men en profileret The Clash-single af natur er det ikke. Der kunne man med langt større effekt være gået med ‘Somebody Got Murdered’, ‘One More Time’. eller ‘The Magnificent Seven’, som langt mere logisk skulle blive næste Sandinista!-single. Hvor mange mon iøvrigt dengang fangede ironien i, at den uforbeholdne hyldest til postpunkens boom af små uafhængige pladeselskaber blev udsendt gennem multinationale CBS? Som The Clash retfærdiggjorde eget pladeselskabsvalg med, så ville deres musik derigennem nå ud til mange, mange flere. Men hittede ‘Hitsville UK’ da så? Nej, den nåede hverken på top-50-listen i England eller USA. Hvilket giver god mening ved dette genhør…

Postkort fra Edinburgh

Kan en sekundkort single-B-side fra maj 1981 kaste langt lys på en januaraften i 2022? Postcard Records-bandet Josef K fra Edinburgh, anført af den diskret-markante Paul Haig, viser på bagsiden af deres iøvrigt også stærke ‘Chance Meeting’, hvordan rockmusik med helt enkle midler kunne/kan sætte ild til nuet, blive levende film, bringe alt i spil…

Alt var smukt

Everything Was Beautiful er titlen på det kommende album med Jason Pierce’s Spiritualized. Denne nye single derfra er en cover af den amerikanske countrysangerinde Nikke Lane’s ‘Out Of My Mind’. Hun synger iøvrigt selv med i baggrunden på denne version, der i Spiritualized’s version blot hedder ‘Crazy’…

Jens Unmacks officielle weblog