Er der grund til bekymring for Liam Gallagher og hans band?

Fotografen Mick Rock, der døde i sidste uge, står bag denne promovideo til den Bo Diddley-bastardiserede, tvekønnede ‘The Jean Genie’, hvor David Bowie tager føringen på glamrockens dekadente overdrev. Nummeret, der udsendes 24. november 1972, skrives i selskab med Warhol-stjerne Cyrinda Foxe (også med i videoen), og Bowie omtaler det siden som sin første New York City-sang. ‘The Jean Genie’ når andenpladsen på den engelske hitliste, optræder året efter på Bowie’s svære Ziggy Stardust-opfølger Aladdin Sane, og står for eftertiden som et af glam-periodens centrale musikalske stjerneskud…

Nick Cave er tilbage. Ikke den moderne tids new age-Nick Cave, der messer forgængelighed og spiritualitet ovenpå endeløse Warren Ellis-loops. Nej, taler om ham dunkel-romantikeren, der næsten er forsvundet de senere år, altså den Nick Cave som kærtegner rigtige sange. Her hørt gennem en singleforløber for endnu et nyt Cave/Ellis-soundtrack, til dokumentaren Les Panthère Des Neiges, en sang der umiskendeligt lyder ikke så lidt som ‘The Gypsy Fairy Queen’ på Marianne Faithfull’s fine Negative Capability (2018), en single Cave iøvrigt også stod for musikken til…

Ny fransksmagende single fra en efter sigende nu sundere levende Peter Doherty, som at dømme udfra denne fine melodi tydeligvis på sin bopæl i kystbyen Etretat, Normandiet har fået hørt sig en masse Serge Gainsbourg, hvis skødesløst sofistikerede stil ligger godt til ham…

Siger vi aldrig noget kritisk om The Clash? Singlen ‘This Is Radio Clash’, der udkom dags dato i 1981, og som er stationen mellem Sandinsta! (1980) og Combat Rock (1982) lød allerede da den kom mere som en topmoderne tribute til en anden endnu knapt nok hørt kultur og stil, end som et værk hvilende i sig selv. Bemærkelsesværdigt nok, for var der noget The Clash var stærke til, så var det netop at genre-shoppe og iklæde sig alskens musikalske stilarter med største naturlighed. Det trick lykkes dog undtagelsesvis ikke helt på denne tydeligvis Mick Jones-begyndte single, der – som Blondie’s næsten samtidige ‘Rapture’ – står som et kridhvidt ekko af den da så blomstrende undergrundslyd fra New York City’s sorte ghettoer…

16. november 1979 udsender The Jam, den tids mest populære rockband i Storbritannien, sit allerbedste album. Setting Sons maler et – undskyld tillægsordet, men det passer perfekt her – socialrealistisk uskønmaleri af Thatcher-England, der slet ikke er flatterende eller opløftende, men som i ren observationsskarp trodsighed alligevel vinder en mindeværdig sejr på albummets kun 32 minutter lange løbebane. The Jam havde indtil dette tidspunkt lydt som benovede mods, der legede The Who eller The Kinks, men på Setting Sons træder kun 21-årige Paul Weller endelig helt frem i lyset som markant stor britisk sangskriver. Med dette album stod det tindrende klart, hvem The Clash’s rivaler til tronen i England var…