Skriget

Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.

Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…

Art of the cover, cover of the art

Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.

Den originale coverversion? 2

Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om 70’er-discodivaen Amanda Lear, der åbenbart har stablet et comeback på benene. Og good luck herfra med det, men denne spritnye Amanda Lear-single spiller og dog er det Pet Shop Boys som farer igennem hovedet her. Akkorderne, melodien, discoteks-universet, den kitschet-melankolske tilgang i teksten, alt er næsten som noget der kunne være en vellykket PSB-single. Det er det bare ikke…

Dem der skinner

I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…

Den originale coverversion?

Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…

Unmack i GAFFA

Mange spørger ind til situationen omkring Mika Vandborg og hans brud med Love Shop. GAFFA har i dag i samme foranledning bragt dette lille interview med Jens Unmack. Q&A’en ligger bag betalingsmur, så med forlov af musikmagasinet bringer vi den her. Det er GAFFA’s Ole Rosenstrand Svidt som stiller de fem spørgsmål:

Hvorfor er Mika ikke længere en del af Love Shop?

– Fordi jeg har brug for ny inspiration fra den specielle position guitaren altid har besiddet i Love Shop. Jeg holder uendeligt meget af Mika som menneske, så det har naturligvis været en hård beslutning. Men det er og bliver centralt i LS at sørge for, der ikke opstår en følelse af grå rutine i den skabende proces. For så giver det ingen mening. Og jeg var snigende begyndt at få en fornemmelse af, Mika og jeg kreativt havde nået det vi kunne sammen for nu, at vi i vores roller gentog os overfor hinanden. Og det duer ikke. Det skal føles fremadrettet lyslevende.

Hvor længe har det været bestemt, at Mika ikke længere skal være en del af Love Shop? Ifølge jeres egne oplysninger er han ikke med på det nye album, som udkommer lige om lidt, 21. november, så det må jo have været en beslutning, der er foretaget for et stykke tid siden?

– Beslutningen blev først taget for få uger siden, men den kommer ovenpå en tanke som er vokset de sidste par år. Det er rigtigt, han ikke har været med under indspilningerne til I Love You, Goodbye, men det i sig selv er der ikke noget odiøst i. Vi er jo ikke et band på den klassiske måde. Jeg har naturligvis et tæt samarbejde med dem tæt på mig, allermest Mikkel Damgaard som producer, men LS er på papiret sådan set bare én person, og der har før været andre fremtrædende rolleindehavere med på albums end til de efterfølgende turnéer Sune Wagner spiller f.eks. prominent guitar på albummet Risiko (2017) og Rune Kjeldsen ditto på BLUES EUROPA (2023). Det kan være livgivende at få kreative indspark udefra.

Har Mika kendt til denne beslutning, siden den blev truffet?

– Han fik den at vide lige med det samme.

Hvorfor melder I ikke selv noget ud om dette, ud over at skrive meget diskret på jeres sociale medier, at Rune Kjeldsen medvirker på det nye album, og Mika ikke gør (ved at undlade at nævne hans navn blandt de medvirkende)?

– Vi var sådan set igang med at skulle melde noget ud omkring bruddet. Mika blev kontaktet for at høre, hvordan det passede ham bedst, at det blev præsenteret udadtil. Fordi det føltes rigtigst i den situation også at konsultere ham. Men så løb han selv med historien, før vi nåede at sende ham et oplæg. Det er forståeligt og det respekterer vi. 

I fanforummet “Love Shop – for evigt, for altid” er mange skuffede over Mikas exit. Hvad er jeres kommentar til det?

– Det er egentligt smukt, alt andet havde været totalt skuffende for os, der oprindeligt har fået ham med. Det fortæller jo ultimativt, at Mika har været virkelig god for Love Shop og at Love Shop har været virkelig god for Mika Vandborg. Samt at så mange har regulært varme følelser for ham efter alle de specielle aftener, scener, oplevelser og plader, vi har delt sammen i LS. Dejligt også for ham at mærke en så stor konkret kærlighed fra LS-folket derude – den fortjener han. 

Songs to Learn & Sing

Denne Liverpool-ikoniske opsamling med Echo and the Bunnymen blev udsendt i dag for 40 år siden. En kronologisk femårs-rejse, der begynder med Velvet-inspirerede ‘Rescue’ fra debutalbummet Crocodiles i 1980 og slutter omme bagerst på side 2 med luftigt programmerede ‘Bring On The Dancing Horses’, indspillet specielt med henblik på dette album og udsendt som forløbersingle i oktober 1985. Hvilken klasse Bunnymen besad og viser så gavmildt frem på disse ti forskellige, dog så godt sammenhængende sange…

The Waterboys

Mike Scott’s stædigt vedblivende The Waterboys gæstede Malmö City i sidste uge. Gad egentlig godt have set hvordan han og bandet lyder lige nu – liveanmeldelserne fejler ikke noget! – men det passede aldrig ind i planerne. Her en anderledes ny Waterboys-sang med 90’er-trommeloop, der blev optaget til, men ikke passede ind på det aktuelle konceptalbum om den amerikanske filmstjerne og fotograf Dennis Hopper’s turbulente liv…

Dagens 47-års

Intet på The Clash’s punkklassiker af et debutalbum halvandet år før kan forberede nogen på den fyldige rocklyd, der allerede i åbningsnummeret på den klassisk svære toer her fortæller en historie om et band i hastig udvikling. AOR-producer Sandy Pearlman er blevet fløjet ind fra USA for at give de tynde London-drenge lidt muskler på de blege arme. En mission der isoleret set lykkes på et alligevel noget problematisk album, hvor The Clash tydeligvis har meget travlt med at bevæge sig videre fra punkrockens dead end street, men endnu ikke ved, hvor præcis de vil hen. Det giver et noget uforløst og sine steder forceret album, der har sine momenter, men slet ikke står distancen blandt The Clash’s bedste ud af de kun fem det bliver til. Åbningssangen herover fejler dog absolut ingenting. Give ‘Em Enough Rope udkommer 10. november 1978..

Legoklods fra Indokina?

Havde et par år i start-80’erne med følelser for det franske eyeliner-band Indochine, som med deres twangguitar-temaer i molramt synthpop-eufori lå et selvskabt sted i grænselandet mellem den moderne postpunktid og konceptuel-kitschet hitlistepop. Den umiddelbare charme ved Indochine’s musik fortog sig dog hurtigt som de voksede sig enorme i Frankrig, man spillede musikalsk smartere og dybere end formatet var til, så de dykkede bort fra denne radar. Her dog Indochine’s nye single – den fjerde fra sidste års Babel Babel, deres 14. album – som faktisk overrasker positivt med catchy, strømlinede synth-akkorder og en stædigt enkel sangmelodi, netop den optimalt simple legoklods-kvalitet de ellers gav køb på…

Love goes on forever

En stor, givende, gennemmusikalsk personlighed og en af landets største guitarister nogensinde; Hilmer Hassig ville være blevet 65 år i dag. Billedet herunder er malet af Peter Ravn, som også begik LS-coveret til DK. Men nu er det Hilmer det handler om. Her fra os de varmeste tanker til ham og hans efterladte.

Thåström sang Maria Magdalena

Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…

Sandra fra Saarbrücken

1985, det var en vanskelig situation; skulle man flytte ned til München og blive forenet med Sandra, eller gå efter London og Kim Wilde istedet, livets store valg. Gad vide om førstnævnte (og Michael Cretu) egentlig var klar over, hvor mægtigt et værk (!) de satte i verden med det års debutalbum The Long Play. Havde det på den ene side af en C90-kassette på min Sony Walkman allerførste gang i Vestberlin. ‘Maria Magdalena’ er den europop-klassiker – Thåström har med slet skjult kærlighed kaldt sangen for “piss-disco” – som huskes bredt derfra i dag, men alligevel er der mindst to numre på The Long Play som vel faktisk har endnu mere klasse. Her det ene af dem i en TV-optagelse samme år fra Finland, hvor Michael Cretu på synth for en sjælden gangs skyld er med og synlig i Sandra’s playback-band…

Sandra kigger svært beundrende ned på Joy Division i indlægger herunder

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.