Duke Fakir RIP!

Det var altid Levi Stubbs som var forsangeren i Motown-bandet The Four Tops. Så han stod naturligt foran de tre andre, når der blev spillet. Men deres harmonier og sound var ligeså vigtige for bandet, der blev kendt for sin energiske og direkte musikalske approach, der mere eller mindre skulle danne skole for meget af den musik der spilles og elskes som northern soul i dag. Den midterste af de tre stilfulde, storsyngende herrer bagved Stubbs var altid Duke Fakir, der som den sidste af de oprindelige The Four Tops i går døde i hjembyen Detroit. Her er de alle fire på et amerikansk TV-show i 1965 med en af deres storslåede bangers, der som reglen var blev skrevet af Motown’s hovedsangsangskriver-team Holland-Dozer-Holland…

En flygtning krydser sit spor

I 1973 da Chrissie Hynde er 22 år pakker hun sit unge liv og flytter fra fødselsbyen Akron, Ohio til fjerne London i England. Hun vil være nærmere den britiske rockmusik, hun elsker og lever for. I London møder hun alverden og hænger snart up på punkscenen i klikerne omkring Sex Pistols og The Clash, da de sker. Lidt senere danner hun sit eget band, The Pretenders, som til hendes egen store overraskelse får pladekontrakt og bliver et regulært hit. Halvdelen af bandets fire medlemmer dør af junk-overdosis netop ankommet på toppen, men Hynde bliver under navnet The Pretenders ved med at synge med sin umiskendelige stemme og bygger sig med tiden en solid karriere. Lige nu er hun – med The Pretenders – på tour i USA, og i aften/i morgen venter to udsolgte shows på Goodyear Theatre i hendes gamle hjemby Akron, Ohio. Chrissie Hynde har i dag opsøgt sit gamle barndomshjem i bydelen Cuyahoga Falls og for få timer siden Twitter-postet dette billede…

The Codfather

Fish & chips-butikken George’s Fish Bar har ligget på Portbello Road i Vestlondon siden 1961. Indtil lørdag hvor butikken fejrede sin permanente lukning med maner og livemusik udenfor på gaden. Blandt de uannoncerede optrædender var pludselig en vis Paul Weller, der uden stor fanfare kom på scenen og gav to af sine mest kendte solosange – ‘You Do Something To Me’ og ‘Wild Wood’ – sammen med dagens reggae-husband…

The Man In Black i Tivoli

28. august 1987, en fredag aften med mildt opholdsvejr. Inviteret til noget middag i Sølvgade. Undervejs må man have sig undskyldt og forlader selskabet et par timer. Cykler langs Søerne til Tivoli, betaler entré og går mod den store friluftsscene, lige tidsnok til at se aftenens program begynde på Plænen. Først er det den amerikanske guitarist/sanger Carl Perkins og vokalklanen The Carter Family. Men de fungerer kun som behørig opvarmning til aftenens hovednavn, Johnny Cash, der snart står der stor og mægtig, slidt men stolt, knastør dog glødende varm. Rick Rubin har på dette tidspunkt endnu ikke genopfundet Johnny Cash som hip americana-artist, selvom han vel er mere ærkeamerikansk end noget andet på denne side af John Ford-westerns, så aftenens publikum i Tivoli synes et sært sammenrend af folk fra forskellige samfundslag, der måske kun har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv er blevet ramt af Cash’s mørke jernstemme og dens skæbnefortællinger. Som nu denne han synger en stærk version af den aften i sensommerens Tivoli…

Et glimt af himlen

Nu trænger vi til noget ordentlig country. Dagens gode nyhed fra den kant er, at der er et nyt album på trapperne med Gillian Welch og David Rawlings. Det udkommer den 23. august i år og hedder Woodland. Her er den første sang derfra, “Empty Trainload og Sky”. Seneste album med eget materiale kom helt tilbage i 2011. Ikke at de to har ligget på den lade side. Rawlings har lavet flere albums i eget navn (hvor Gillian Welch er med), og i 2020 kom albummet All the Good Times (Are Past & Gone), der rummede en samling cover-numre og ligesom det kommende er album er krediteret til både Welch og Rawlings.

Jeg kan se, at der også er en turné under opsejling. Forhåbentlig når den også til Danmark. I 2011 havde jeg billetter til koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men skæbnen ville at jeg aldrig kom af sted, for jeg fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Det ville være godt at kunne tage revanche nu.

Stars live in the evening…

Blondie har i dag uden begrundelse aflyst en koncertrække i august og september. Svært ikke at blive lidt bekymret for CBGB-stjernerne, hvis sangerinde for tre uger siden blev hele 79 og hvis guitarist/kapelmester Chris Stein af helbredsgrunde ikke længere spiller shows med bandet. Her en optagelse med en af de sange, der virkelig burde have været udsendt som single, men aldrig blev det, ‘Pretty Baby’ fra Parallel Lines (1978). Kameraer filmer til os fra et udsolgt Glasgow Apollo, det er nytårsaften 1979. Om et par timer starter et nyt årti, men lige nu transmitterer BBC en hel livekoncert ud med Debbie Harry og hendes band. Herfra lægges umiddelbart mærke til to ting ved det succesfulde new wave-fænomens performance; Debbie Harry’s som sanger suverænt ubesværede udtryksføling med popmusik, men da også trommeslager Clem Burke, hvis eksplosivt dynamiske spil får bandet ved siden af ham til at lyde dobbelt så godt, som det egentlig er…

Nico besøgt

En sen augustdag i Berlin sidste år, hvor en tung hedebølge gjorde byens dagtimer ubekvemme at være i, tog jeg S-bahntoget til Grunewald for at finde og besøge den kirkegård langt ude i skoven, hvor Nico ligger begravet. Stedet, der tidligere i folkemunde har været kendt som Der Selbstmörder-Friedhof, er ikke nemt at finde, men tilsidst stod jeg der, alene på en forfalden og tilvokset kirkegård blandt ramponerede kors og vildtvoksende grøn natur. Fandt med lidt mere besvær Nico’s gravsten, hun ligger der sammen med sin mor, hvor små billeder af hende, lysestager, tingeltangel og personlige breve lå foran på jorden som vidnesbyrd om andres besøg. Middagshedens summende sværme af frokostsultne skovmyg gjorde enhver stilstand ved graven til en kamp, så forlod Nico og fandt istedet gennem skovens dybe stille ned mod floden Havel til en forfriskende dukkert. I dag er det 36 år siden Nico døde på Ibiza. Her er hendes debutsingle med folk-pop, fra før New York City blev hjembyen og dens musik hendes…

Come ahead, Primal Scream!

Første nye Primal Scream-single i otte år, forløber for bandets første nye album i otte år. På denne single der er blevet udsendt i dag kommer Bobby Gillespie og bandet, der er kendt for meget store kvalitetsmæssige udsving, vel umiddelbart bedre, mere naturligt groundede end meget, meget længe? Albummet Come Ahead udsendes først om lang tid, når sommer er blevet efterår er blev november, men først denne single i fuldt flow. Bobby har før givet sig helhjertet gennem Primal Scream i ofte karikerede roller som revolutionær rocknroller, sjæleblødende southern soul-sanger, ærkekonservativ Byrds-arkæolog eller kropsfrisættende raver, men denne gang er han øjensynligt den kærlighedsspredende funk-prædikant. It’s all in the mind, som de siger…

City Slang

Så hvem er Fred “Sonic” Smith, vil nogen måske spørge. Han var guitarist i Detroit, Michigan-hårdrock/protopunk-bandet MC5, hvis claim to fame er det voldsomt tids-heftige 1969-livealbum Kick Out The Jams. Senere lavede han sit eget band, Sonic’s Rendezvous Band, der kun fik nummeret ‘City Slang’ udsendt som single i 1978, men hvilken forrygende en det er. På det tidspunkt var han lige netop blevet kæreste med Patti Smith. Men allerede da hun to år før besøgte København og stod på scenen på Daddy’s Dance Hall med The Patti Smith Group havde hun et City Slang-badge på sin jakke. Det bemærkede en af koncertgængerne den aften. Han hed Søren Ulrik Thomsen og debuterede i 1981 med en opsigtsvækkende digtsamling som bar titlen…City Slang. The rest is Lars Hug and history. Her City Slang-eksplosionens epicenter…

Fred “Sonic” Smith ses her som nummer to fra venstre.

Til Fred “Sonic” Smith…

Flere video-klip med en lidt mere tilfredsstillende lyd dukker op fra Patti Smith’s igangværende tour i Europa, hvor hun hver aften giver sin version af Lana Del Rey’s ‘Summertime Sadness’ og tilegner den Fred “Sonic” Smith, som hun var gift med lige til hans død i 1994. Patti Smith tager som den sanger hun er straks ejerskab på ‘Summertime Sadness’ og transporterer med stor indsats sangen ind i et landskab af helt anderledes voksenalvor og tyngde end dens udgangspunkt som ‘bare’ et stærkt pop noir-nummer på Del Rey’s prøvende debutalbum…

Bonus ‘Summertime Sadness’: En lykke kommer sjældent alene. Ikke nok med at Patti Smith har taget Lana Del Rey’s sang op. Soft Cell’s Marc Almond var i BBC 2’s Piano Room i Maida Vale i sidste uge og netop ‘Summertime Sadness’ var også en af de sange han indspillede med The BBC Concert Orchestra. Hans version har ikke samme hypnotiserende styrke som Patti’s, men fortjener fint at blive hørt her…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.