På landkortet

I dag (lørdag) er det 25 år siden Go! blev udsendt. Love Shop’s fjerde album var det første som fik skeptiske anmeldelser, det første der ikke blev prisnomineret, det første vores daværende pladeselskab umiddelbart ikke ville udsende. ‘Billedstøj i bagbutikken’, lød overskriften i Politiken, der sådan savnede popbandet fra de første plader. Vi selv vidste allerede dengang, de alle tog fejl, at den her samling sange og numre var Love Shop’s enkeltbillet til den fremtid, hvorfra det her lige nu bliver skrevet. Den gavmilde rehabilitering af Go! siden har jo også kun verificeret dette. Så hvem der har tre kvarter i morgen, sæt albummet på, skru op, enjoy! Stort tillykke med de 25, Go! – uden dig ingen evig ungdom!

Arven fra Kent

Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.

Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.

Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…

Køremusik sent om natten

Må tilstå ikke at kende meget til Drive-By Truckers, men dette nye film noir-rocknummer med dem gløder af samme ildevarslende late night-vibe, der også var The Dream Syndicate’s brændstof langt tilbage på vejene, inden Steve Wynn kørte dem i grøften. At Minneapolis’ beautiful losers The Replacements så ovenikøbet nævnes to gange undervejs gør kun det hele endnu mere fascinerende…

Et stort stykke Amerika

Johnny Cash og Bob Dylan støder sammen her i et improviseret musikalsk sammenstød mellem den gamle og den nyere verden. Cash kan ses et sted oppe på stjernehimlen hver eneste aften, mens Bob Dylan synger videre på jorden og i dag fylder 81 år. Det er der al mulig grund til at fejre…

Autofiction romance

Samme mandag Suede afslutter sin europæiske Coming Up-tour i Bruxelles kommer nyheden om et nyt Suede-album sammen med forløbersinglen ‘She Still Leads Me On’. Brett Anderson udtaler: “Autofiction is our punk record. No whistles and bells. Just the five of us in a room with all the glitches and fuck-ups revealed; the band themselves exposed in all their primal mess”. Autofiction udkommer 16. september.

Apocalypse rock redux

Foto: Pennie Smith

I anledning af 40-årsdagen for den originale udgivelse er The Clash’s Combat Rock fredag blevet genudsendt i en speciel Combat Rock/The Peoples Hall-3LP (eller 2CD)-udgave. De 12 numre der udgør The Peoples Hall-delen dækker perioden fra ‘Radio Clash’-singlen i foråret 1981 frem til Combat Rock. Flere af dens tracks er hørt som single-B-sider eller outtakes på opsamlinger, men der er også enkelte uhørte ting, bl.a. denne stærke tidlige version af nummeret, der skulle blive genindspillet til åbningsnummer på selve Combat Rock. Overordnet set havde det været langt mere interessant endelig at få en officiel udgivelse af Rat Patrol From Fort Bragg, altså den længere Mick Jones-mixede version af Combat Rock, som blev skrottet til fordel for en mere enkel og ligefrem udgave…

Varsågoda!

Har man egentlig nogensinde levet, hvis ikke man har hørt Thåström synge ‘Bluesen i Malmö’ i selve Malmö City?! Det er i aften det sker. Kan det nye band og dets mester der monstro overgå den på alle måder forrygende koncert i Den Grå Hal på Christiania i aftes, hvor det virkelig klædte musikken, spillerne, sangeren og det tilrejsende publikum fra hinsidan, at komme i mindre sterile og renskurede rammer, end de svenske haller/kulturhuse som oftest kan byde på? I aften er næstsidste show på touren, der slutter lørdag aften i monstrøst store Globen/Avicii Arena i Stockholm, så forvent en låst setliste, der bliver identisk med denne fra Köpenhamn i aftes…

Gårsdagens 44-års…

Forsinket tillykke, Düsseldorf’s stolte søn, for hvem præcision, teknologi og æstetik altid er i højsædet. Eller er Die Mensch-Maschine, der udkom 19. maj 1978, mon i virkeligheden en datter? Hippierne fandt generelt albummet koldt, fordi maskiner og programmerede synths pr. definition var døde og uden sjæl. Ikke sjældent blev ordet ‘facistoid’ endda påhæftet værket og bandet bag det. Ganske misforstået, Kraftwerk så maskinernes moderne teknik som menneskets ven, og brugte den derefter med stor positivisme og hengivenhed. Og apropos kulde, hvem kan egentlig komme i tanke om en musik, der bølger mere varm, livesbekræftende og, ja, menneskelig end albummets store elektro-sværmer ‘Neonlicht’?

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.