M for mandag

Og M for Morrissey. Men fra før han mister den, før han bliver højreradikaliseret, før hans musik kører så charmeforladt i grøften. 28. august 1995 udsender Morrissey albummet Southpaw Grammar, der ovenpå den bredt elskede og ikke så lidt The Smiths-lydende Vauxhall & I (1993) får en unødig brutal medfart af anmelderne. Og det er virkelig synd, for det så helhjertede album har stærke sange, gennemgående, næsten konceptuel profil og en knejsende stolthed i sin salt’n’vinegar-smagende outsider-utilpassethed, der formodentlig gør det til Morrissey’s allerbedste som soloartist. Her en af de råtskårne hooksange, passende tilsat uofficielle levende og døde billeder af sangerens egen elskede James Dean…

‘Blue Tone’ til en søndag

24 januar 1981 udsender Sheffield-bandet Clock DVA sit andet album. Thirst er lyden af tidens klaustrofobiske postpunk-tomrum presset ned i sorte vinylriller, men indeholder sandelig også to regulære og stærke sange, nemlig singlen ‘4 Hours’, samt så denne bastant-udstrakte ‘Blue Tone’ med mørkemandssang til sørgende saxafon. Har den så Thatcher-truede stålby Sheffield mon nogensinde før eller siden telegraferet så hjerteskærende et SOS?

L for Louisiana

Både New York City’s The Walkmen og Sydney’s The Church har numre opkaldt efter Pelikanstaten. Hvilket et af de to er så bedst? Her sætter vi pengene på Hamilton Leithauser og co.’s let slingrende bud med Mexico-smagskrydderi i, selvom The Church’s langt mere sobre ‘Louisiana’ absolut også kan stå positivt op for sig selv…

Station to Station 45

Jeg har tre originaludgaver af Bowie’s Station to Station stående på vinyl; et amerikansk pres, et tysk og et engelsk. De lyder alle fantastisk. Velnok fordi David Bowie – selvom han bagefter aldrig kunne huske tilblivelsen, det muligvis pga. af en for streng personlig diæt af rød peber, mælk og store mængder kokain – var i sit livs form. Kun seks numre indeholder værket, men hver og et har egen profil og er fulgt helt til dørs. Det er åbnings- og titelnummeret – stærkt inspireret af den nye europæiske musik fra Neu! og Kraftwerk – her nedenunder, som var den musikalske pil fremad, der fik Bowie til at tage natdamperen væk fra Amerika, stå af i Sydfrankrig, og lade sig køre i sin selvsikre Mercedes 600 op til Vestberlin, hvor fremtiden ventede på at blive opdaget og indspillet. Albummet Station to Station blev udsendt i dag for 45 år siden. Visse fødselsdage kan man ikke fejre for ofte. ‘It’s too late to be late again’, synger The Thin White Duke her. Han har ikke ret. Med en kvalitet som hans er det aldrig for sent…

1996

I dag for 25 år siden udsendte The Smashing Pumpkins en af sine allerbedste singler, en rastløs ungdomshymne af format, tilsat en promovideo, der virkelig også kunne/kan noget med suggestiv historiefortælling…

Skipping life

Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…

K for ny Kent?

Jocke Berg har sikkert travlt med sine smykker, men Kent’s guitar-es Sami Sirviö og trommeslager Markus Mustonen udsender i dag denne single som medlemmer af det stockholmske synthband The Mobile Homes. Kent er det naturligvis ikke, men ny musik, jo, og vi har brug for den. Et album – Trigger – bebudes på vej…

J for Joy Division

21. januar 1980 spiller Joy Division, Factory-kummefryseren fra Salford, sit eneste show nogensinde i Vestberlin. Det sker i biografen Kant Kino på Kantstraße. Ifølge den lokale koncertarrangør Mark Reeder, selv fra Manchester, er koncerten alt andet end velbesøgt. Her mægtige ‘Dead Souls’, åbningsnummeret fra aftenen. Så er man ligesom igang.

Fuldmåner og regnbuer

Dagens 37-års? ‘The Killing Moon’, Echo and the Bunnymen’s luksusliner af en tidsløs popsang, så først dagens lys på plade i dag for 37 år siden, da den blev udsendt som long lead-single for Ocean Rain (1984), ‘the greatest record ever made’, som bandet selv skulle kalde albummet i annoncer da det udkom senere. Og hvilken perfekt single det var og er, her i playback-version fra et uidentificeret TV-show. Da uudgivne ‘The Killing Moon’ var iøvrigt med på setlisten, da Echo and the Bunnymen headlinede Orange søndag aften på Roskilde i 1983. På det tidspunkt var de formentlig verdens bedste band, intet mindre…

I for Interpol

Der er en mærkelig ting med bands. Før de går i opløsning eller nogen forlader dem, ved vi aldrig helt, hvilke af deres medlemmer står centralt for den kvalitet, vi har forbundet med deres output. Jeg havde f.eks. aldrig selv gættet på, at R.E.M.’s trommeslager Bill Berry var så altafgørende for Athens, Georgia-bandets musik og arbejdsproces. Men faktum er vel groft sagt, at R.E.M. aldrig udsendte et godt album efter Berry forlod dem ovenpå New Adventures in Hi-Fi i 1996. Hi-fi var der stadig masser af, men nye eventyr, nej. Snarere en hård men ultimativ forgæves arbejdskamp for, at genfinde eget ubesværede udtryk som band. Men nej. Bill Berry, der ikke ‘bare’ spillede trommer til, men også var med til at lave selve R.E.M.-musikken, tog simpelthen bandets mojo med sig.

Lidt samme historie med New York City’s sortstrømlinede Interpol. Bassist Carlos Dengler går sine egne ubeskrevne veje umiddelbart efter færdiggørelsen af det selvbetitlede fjerde album i 2010. Og siden fremstår Interpol på plade som en bleg skygge af sit eget, tildligere så stilsikre og diskret-elegante jeg. Hørte Antics (2004) og Our Love to Admire (2007) i weekenden, ikke så lidt glædeligt overrasket over, hvor stærkt Interpol’s musik fra Carlos D-årene stadig står. Herunder et af mange højepunkter fra sidstnævnte. Var det Carlos D. som fik det hele til at ske? Meget tyder på det. Han var ialfald vigtig i tilblivelsen og afvejningen af bandets nye musik. Det høres pinagtigt klart på de senere plader…

Rocket USA

Hvilken lettelse at se et rigtigt menneske rykke ind i Det Hvide Hus i dag. Her et stykke musik der i stemning og ord fremkalder de mere afstumpede sider af den amerikanske psykose, som har været alt for fremherskende de seneste fire år, da ikke mindst her til sidst…

Rocket rocket USA
Shooting on down the Highway
TV star riding around
Riding around in a killer’s car
It’s 1977
Whole country’s doing a fix
It’s doomsday doomsday

Riding around, riding high
Riding around with my babe
Speeding on down the skyway
Speeding on down the skyway

Rocket rocket USA
Shooting on down
On my way
TV star riding around
Ridign around in a killer’s car
It’s doomsday doomsday
Speeding on down the skyway
100 miles per hour
Gonna crash
Gonna die
And I don’t care

Rocket rocket USA
Shooting on down the skyway
Speeding on down the skyway
Rocket rocket USA

Viagra Boys i live

En backbeatet shuffle fra Welfare Jazz, det nye album med Stockholm’s Viagra Boys. En fredag aften med dem på en scene lige nu kunne aldrig gøre nogen noget ondt. Specielt ikke hvis de kom i samme hæsblæsende form med synth, sleaze og saxafon, som da de spillede support til Iceage i Store Vega i marts 2019…

H for Human league

Egentlig har Phil Oakey en kold stemme, blottet som den er for vibrato, fraseringsomveje eller andre særegenskaber, der kan afsløre lidt personlighed. Så meget desto større en præstation at han som forsanger i Human League alligevel er istand til at trænge så klart gennem bandets kølige synth-pop, og give sine enkle hverdagshistorier en sårbar, ofte ensomhedsfyldt menneskelighed. Som her på vinternummeret ‘Life On Your Own’ fra Top of the Pops i 1984, hvor Oakey ikke længere ligner det unge Bowie-udskud fra Sheffield, der først bankede på. Nu er han indenfor som voksen popstjerne…

G for Gene

I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…

Jens Unmacks officielle weblog