Støjsenderne fra skotske Mogwai har fået den lysende idé, at lokke Iggy Pop til forsang på deres nye ‘Underground’. Som så ofte før stjæler papegøjeejeren fra Miami showet og gør det helt til sit eget…
Something for the boy with nothing at all
De her to amerikanske brødre og deres toptunede engelske backingband slog døren ind og rockede min verden som de allerførste. Deres tre bedste albums fra dengang – Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975) – lød og lyder som intet andet. ‘Something For The Girl With Everything’ her var tredje single fra Propaganda…
The Fall-energi
Som et menneske pludselig kan savne smagen i sin mund af salt and vinegar, kan et savn efter den kradse lyd som er musikken fra Prestwich, Manchester’s nu afdøde Mark Edward Smith ligeledes opstå uden egentlig grund. Der er stædige The Fall-numre der lyder mere som hits, end hits med mægtige hitbands gør det. Hørt herfra er denne optagelse fra 2003 et af dem. En klage? ‘Mountain Energei’ kunne som tilstandsnummer fint have været dobbelt så langt…
Charlotte 45
The Cure-singlen, der binder Faith (1981) og Pornography (1982) sammen, udkom i England for 45 år siden i dag. Tid bliver en abstrakt størrelse, når fire minutters rockmusik pludselig har personlig historie, der går så langt tilbage. Og endnu mere svært begribelig når dets lyd og udtryk stadig formår at tale i øjenhøjde til sin lytter på tværs af næsten et halvt århundrede. Måske dét netop er indbegrebet af evig ungdom, at kunne holde en flamme i live, hævet over noget så matematisk trivielt som afrevne kalenderblade?
Hvil min kemi
Interpol har med This Mirror Weighs a Ton begået en af sine bedste plader siden den gyldne trio kvartetten lagde ud med i sine Carlos D-år. I sidste uge indspillede NYC-bandet en KEXP-session, som i weekenden er blevet lagt op. Det fanger straks øjet, at The Walkmen’s trommeslager Matt Barrick er en mere end godkendt vikar for Sam Figarino, der i disse måneder kommer sig ovenpå en hals/nakke-operation. Af de fire numre fra KEXP her for nu det ældre ‘Rest My Chemistry’, altid en elsket Interpol-favorit…
Postkort fra Cardiff
Bedste walisiske band nogensinde? Umiddelbart vil pilen herfra pege på Young Marble Giants, trioen fra Cardiff hvis minimalistiske lofi-tilgang og nærmest dekonstruerede musik i 1980 var en kolossal inspiration for alle os, der samtidig tog et instrument op og for første gang skulle til at lave egne numre. Ved indgangen til den ukendte, svært uoverskuelige verden viste Young Marble Giants, hvor vildt effektivt det med meget få og enkle midler kunne gøres. Overraskende nu at støde på denne video med det stort set visuelt udokumenterede band, der kun nåede Colossal Youth (1980), sin postpunk-klassiker af en albumdebut, en single og en instrumental-EP inden opløsningen i januar 1981…
Postkort fra London
På et hotelværelse i Vejle denne lørdag formiddag kommer en sang fra fortiden – 1997 er det vist – pludselig op. Og med den længselsfuld begejstring over det London den beskriver, som endnu var…
Once upon the Milky Way
I en verden af konstant forandring er det dog et sikkert holdepunkt, at Sydney’s The Church stadig findes og udsender ny musik. Dette nummer fra i dag er en forløber for albummet Lacuna…
Human League genbesøgt
En overraskende (og spørger man mig, vellykket) udgave af “Don’t You Want Me” med Meshell Ndegeocello og Cat Power (der for én gangs skyld ikke sukker sig igennem en hel sang). Ideen med at lave den gamle sang til et reggaenummer kunne umiddelbart virke malplaceret, men sådan er det faktisk ikke gået hen og blevet.
Deeper as we go…
Havde R.E.M. ikke en sang med den vage titel ‘Tongue’ på det (orange) sorte får Monster (1994)? Band of the moment Fontaines D.C. har adopteret den nu forældreløse sangtitel og opkaldt deres nye single efter den. Man hører nummeret og må igen konstatere, det her er et kollektiv som virkelig flytter sig fra plade til plade. Førstesinglen fra snartkommende Dopamine Chamber – come on, var det virkelig bedste bud på albumtitel?! – lød late night-svimmel ude på byen og ‘Tongue’ er tydeligvis heller ikke kommet hjem og ned endnu. Mere mareridt end drøm, mere The Good, The Bad & The Queen end Blur, mere britisk end nogensinde…
Alene sammen
Love Shop-sanger Jens Unmack begynder efterårs-solotour denne weekend. Det er SKIVE (torsdag), BRANDE (fredag) og MIDDELFART (lørdag). Joyride, kom med!
Cold Specks efter stilheden
For snart en del år siden (nemlig i 2012) udnævnte jeg her på bloggen I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks til årets albumudgivelse. Siden kom der to albums (Neuroplasticity fra 2014 og Fool’s Paradise fra 2017) der ikke var helt så overbevisende, og derefter var Ladan Hussein, som hun egentlig hedder, stille. Årsagen har desværre været længere indlæggelser med det, man oprindelig troede var skizofreni. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg simpelthen havde glemt hende.
For nylig opdagede jeg så ved et tilfælde, at hun sidste år havde udsendt sit fjerde album, Light for the Midnight, og det er særdeles vellykket. Sangskrivningen er god, og Ladan Husseins vokal er som sædvanlig noget helt særligt. Adrian Utley fra Portishead har været med til at producere, og Owen Pallett, der også har samarbejdet med Arcade Fire, har været med til at arrangere Satans sovsekande. Underligt nok har jeg kun set ganske på anmeldelser af denne tilsyneladende temmelig oversete udgivelse.
Det er svært helt at genrebestemme Cold Specks. Nogle har sammenlignet hende med Tracy Chapman og Billie Holiday, men det er en doven sammenligning, synes jeg – den bunder mest i at de alle tre har afrikansk baggrund. Der er soul i Cold Specks (ligesom Love Shop laver soul), men der er også folk og blues og regulær pop. Prøv bare at lytte til det sidste nummer på albummet, “Closer”, som ikke giver mindelser om Joy Division, men nok snarere sender os ud på en støvet forårsmark.
Darc entries
Havde en cool kølig synthpop-sang her for et par uger siden, sunget af den i 2013 afdøde franske Daniel Darc (ex-Taxi-Girl) og fra et nyere tributealbum til ham selv. På samme udgivelse har han en sang til; en optaget vokal som tribute-mainman Frederic Lo har sat ny telegraferende electromusik under, resultatet en synth-ballade med vingefang og lidt diskret opdrift…
Strangeways, goodbye
For 39 år i dag siden udsender The Smiths albummet Strangeways, Here We Come, som to måneder tidligere i NME, sammen med nyheden om Manchester-bandets opløsning, er blevet annonceret som deres sidste. Så pladens ti sange modtages denne dag som et samlet afskedsbrev; hver Johnny Marr-guitarakkord og hvert Morrissey-ord bliver vendt og drejet, som for at finde en skjult forklaring på, hvorfor tidens centrale engelske band, øjensynligt med så uendeligt meget mere at give, hermed er fortid…
Destination Metropolis
Mandagstoget kører ind mod Berlin, ankomst Anhalter. Spoken word-sangeren Anne Clark er med ombord…