It’s a northern thing

Sport, Football, pic: 8th November 1975, Division 1, Liverpool 3, v Manchester United 1, at Anfield, Love Shop’s Jens Unmack celebrates in the goalmouth after scoring his goal.

Ingen sødere Liverpool-sejr en hel PL-sæson i England, end en på Anfield over arvefjenderne fra Manchester United og deres på Anfield så forhadte træner Jose Mourinho. Helt usædvanligt ligger LFC lige nu hele 16 point foran Man U, og er på papiret således klare favoritter før sammenstødet sent søndag eftermiddag. Men virkeligheden kører desværre ikke så planmæssigt. For Mourinho, der har fået forbløffende lidt konstruktivt ud af sin tid i United, vil simpelthen elske at stikke en kæp i Liverpool’s hjul, og er netop mand for at kunne sætte sit ellers så middelmådige hold op til en så følelsesladet og vigtig kamp. Og med en United-sejr på Anfield vil mange af dette efterårs skuffelser være Mourinho tilgivet i den røde del af Manchester, der efterhånden må være godt lede og kede af ham. Liverpool kommer med skadesramt forsvar, men med moral i top efter ugens CL-sejr og avancement over Napoli, men har faktisk ikke slået Manchester United i en Premier League-kamp på Anfield siden 2014. Det bliver så nervepirrende.

Liverpool – Manchester United, søndag kl. 17.00, 6/downthelocal

Sing, Paul, sing…

Selvom The Clash’s forsanger var Joe Strummer, tog hovedguitarist Mick Jones sangen på en hel del af Ladbroke Grove-bandets sange; ‘Lost In The Supermarket’, ‘Stay Free’, ‘Should I Stay Or Sholud I Go’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Hitsville UK’, ‘Train In Vain’, ‘I’m Not Down’, ‘Hate & War’ for blot at nævne nogle få. Bassist Paul Simonon synger kun lead-vox kun på to The Clash-sange, som han også selv har skrevet. Det her er den bedste og mest kendte af dem…

Håkan’s to Illusioner

Skrev her på bloggen om førstegangsoplevelsen track-by-track ved Håkan’s nye Illusioner, da den blev udsendt i nat. Eller gjorde jeg nu også det?! For såvidt kan ses i dag på bestillingsbutikkerne i Sverige, så findes albummet med to ret så forskellige tracklists. Den jeg hørte var åbenbart streaming/CD-versionen, men vinylen er overraskende anderledes. Tjek henholdsvis streaming/CD- og vinyl-tracklist:

1. Interlude I Dina Armar
2. I Dina Armar
3. Vänta Tills Våren
4. Båda Sidor Nu
5. Tro På Livet
6. Mitt Hjärta Är Ett Jordskred
7. Nordhemsgatan Leder Rakt In i Himlen
8. I Love U Stupid
9. Gott Nytt
10. Sjung Högre

1. Tro På Livet
2. Mitt Hjärta Är Ett Jordskred
3. Båda Sidor Nu
4. Nordhemsgatan Leder Rakt In I Himlen
5. I Dina Armar
6. Vänta Tills Våren
7. I Love U Stupid
8. Gott Nytt
9. Sjung Högre

To helt forskellige albums i opbygning mod en identisk slutning bestående af de samme tre sange. Hvad idéen kan være med dette oplevelsesskizofrene stunt er mildt sagt uigennemskueligt. Men hvilken af de to albums er så egentlig bedst?!

Mesterværk fylder år

Når Håkan Hellström’s strygere og denne fredag ikke længere kan med hinanden, så husk lige i aften at nyde The Clash’s mesterlige, nødvendighedsudstrålende, vitalt indtrængende, forunderligt velspillede og sublimt producerede London Calling, der blev udsendt dags dato i 1979. Jeg købte mit første eksemplar af albummet – en hollandsk førstepresning (uden det skjulte bonustrack ‘Train In Vain’), hvis cover efterhånden er MEGET slidt – på udgivelsesdagen i Lehmann Radio & TV i Viborg. Siden har jeg med fornøjelse købt albummet i forskellige afskygninger og formater en vel 8-10 gange, senest for et halvt år siden, hvor jeg fik fat på et yderst velholdt engelsk førstetryk med det forjættede grønne klistermærke på. Sådan har vi alle vore svagheder, håber jeg. Spil højt!

Håkan, første lyt

Det er midnat lige om lidt, hvilket betyder udsendelse af Håkan’s nye album Illusioner. Vi kører en  førstelyts track-by-track-tur her. Lad os se hvad Håkan har til os…

Interlude: I Dina Armar

Strygerne fra Göteborg starter langsomt men drevent op med et harmonisk anonymt forspil til albummets første sang.

I Dina Armar

Og så kommer Håkan. ‘Det är min finesta stund’, begynder Håkan. Hans stemme lyder godt, men sangen, udelukkende instrumenteret af det klassiske GBG-orkester, folder sig ikke ud. Vi er i grænselandet mellem underholdningsorkester og visesang. Jeg keder mig allerede efter halvandet minut. Det her er virkelig intet særligt.

Vänta Tills Våren

Den her kender vi fra for to uger siden. Sangens Bob Dylan-affekterede vers lyder mere og mere ubekvemme for hver gang de høres. God omkvædsmelodi, som The Shangri-Las’ ‘Long Live Our Love’ vist må have lagt grundstenen for. Fortællingen er ikke god, den lyder som en ond parodi på…Håkan. Den pinagtige følelse af børnemusical er umulig at ryste af sig. Og det fra en 44-årig mand. Men sovsekanden fra Göteborg får dog luft under vingerne her, i modsætning til lige før.

Båda Sidor Nu

Tænker, hvem har mon arrangeret de her strygere? Det er nogle harmonisk lidt knudrede arrangementer, uden de dog på nogen måder bliver interessante eller eksperimenterende. Her synger vores GBG-helt om livet i samme dybe, sprukne toneleje som på seneste albums fantastiske ‘Öppen Genom Hela Natten’. Hvilket er yderst klædeligt og giver denne sang, hvis melodi også umiddelbart minder ikke så lidt om noget meget men lige nu ubestemmeligt bekendt, en sårbarhed der er rørende

Tro På Livet

Sangen fra forleden. Hvis nogen virkelig har lyst til at høre Whitney Houston’s signaturhit ‘The Greatest Love Of All’ på underholdningsorkester-svensk, ja, så er ‘Tro På Livet’ en fantastisk sang. Ellers er den bare et tyveri. Et popmusikalsk udklædningsbal, hvis lånte melodrama er umuligt at tage alvorligt.

Mitt Hjärta Är Et Jordskred

En guitar, endelig en guitar, selvom den godtnok kun er akustisk. Håkan starter i det dybe leje igen og med atmosfæreskabende slap-echo på stemmen, det på nogle velanbragte akkordrundgange der på smukkeste vis har skrevet Björn Olsson (Håkan’s faste musikalske samarbejdspartner) udover sig. Man venter på jordskælvet, men nummeret er langt mere sødt end det er rystende. Håkan’s stemme passer naturligt ind her, måske fordi strygerne holder sig i baggrunden, en god ide.

Nordhemsgatan Leder Rakt In I Himlen

Til hvem ikke kender Göteborg skal lige siges, at den omtalte gade ved Masthugget går nede fra havnen og op ad en stejl bakke, hvilket forklarer titlen. Vi fortsætter i akustisk guitar-mode, sagte fingerspil her, Håkan er tæt på, symfonikernes diskretion er igen prisværdig. Men så kommer omkvædet, der minder slet ikke så lidt om Cat Stevens’ Father And Son’, men hey, det er Håkan det her, så hvad havde jeg egentlig regnet med? En fin sang, både den oprindelige med Cat Stevens og denne svenske versionering.

I Love U Stupid

Et mærkværdigt nummer starter ud med et skævt strygerarrangement, der lader Håkan’s sangmelodi fuldstændig i stikken. Svært at høre hvad sangen muligvis kan, for dens grundharmonier obstrueres af strygernes umusikalske leg med harmonik. En mærkværdig trommerytme står tilsidst alene og nummeret er forbi, præcis så intetsigende som sin egen titel.

Gott Nytt

‘Gott Nytt’ er straks langt, langt bedre. Igen høres Björn Olsson’s sans for gyldne akkorder. Og Håkan er bare en glimrende og troværdig sanger på en simpel, blåøjet melodi, der lyder lidt af længsel, lidt af beklagelse, men tæt på og varm. Der er for en sjælden gangs skyld fast trommerytme på denne sang, som Håkan tager sejrsrigt hjem ved at slappe af, være sig selv og lade den fine melodi føre afsted.

Sjung Högre

Og vi er allerede nået til albumslutteren, selvom førsteindtrykket til nu mere er en lang række forretter og opvarmninger til noget, der aldrig rigtig har fået fortalt hvad det ville. Strygerne har været der hele vejen igennem, men gjort det bedst når de underspillede og gav plads til sangeren. Dette er endnu en sød ballade med tårer i øjnene. Der er lettelse i disse sidste fine par sange, som trods en for underholdningsorkester-fersk indsats viser, at Håkan stadig kan sin helt egen ting.

PS – Dette første lyt har ikke givet noget klart indtryk af, hvor tesktforfatteren Håkan har bevæget sig hen, hvis overhovedet. Det skal blive interessant og oplysende med nogle nedskrevne tekster på det fysiske album.

PPS – Måske den overordnede mening med dette for uforløste symfoniprojekt, der slet ikke skal turneres næste sommer, er noget så simpelt som at flytte pælene væk fra status quo, så en ‘rigtig’ efterfølgende Håkan-plade med swe-bangers og rockband vil blive modtaget med et jubelbrøl af hans tilhængere, og derigennem danne vejen for endnu et triumftog af koncerter til den tid. Isåfald er denne første småskuffende manøvre en ubetinget succés.

Verlaine

New York City’s artpunk-band Television’s frontmand og guitarlegende Tom Verlaine – AKA Thomas Miller – fylder år i dag. Her hans glasklare spil på en sang fra den grænseafsøgende storhed som er mesterværket Marquee Moon (1977). Ét album og Verlaine’s navn skulle aldrig kunne blive glemt igen blandt en verden af guitarister…

Vi bringer vintermusik

Denne blog præsenterede i sidste uge iskold vintermusik fra Bruxelles-bandet Whispering Sons’ aktuelle debutalbum Image. Her endnu et stærkt nummer med de belgiske postpunks, hvis medlemmer utvivlsomt har pladesamlinger med ikke så få udgivelser fra Manchester’s ikoniske Factory Records. Den formodentlige sandhed høres også i dette track, der stammer fra minialbummet Endless Party, udsendt i december for to år siden. Fornemt stilrent guitarspil i ‘Time’, specielt hen mod slutningen, hvor sagerne går op i en belgisk katedral af lydarkitektonisk æstetik, selv det tidlige Interpol ville være stolte af…

Lady Stardust

Ovenpå den uhyrlige Håkan Hellström-single i går, der er mere Holiday On Ice-lånte kostumefjer end den er til at tage alvorligt, er det tid til lidt musikalsk grundstof, der kan genvinde troen på udtrykkets kraft og selvstændighed. David Bowie-klaverballaden ‘Lady Stardust’, her i en sjælden koncert-optagelse fra sin 1972-samtid, er et stort og grounded øjeblik først på side 2 på Ziggy Stardust-albummet. Live kommunikerer sangens sørgmodige ro også perfekt…

Tro og tvivl

‘Tro På Livet’ er endnu en ny storladen orkestersang fra Håkan Hellström, der i omkvædet sender raketterne mod decemberhimlen på et velkendt brændstof bestående af Whitney Houston’s ‘The Greatest Love Of All’. Ja, jeg er også målløs…

She’s In Parties

En særegen blanding af reggae, Bowie og postpunk udgør 1983-nummeret ‘She’s In Parties’, der stod og står som et af det engelske Northampton-band Bauhaus’ allerstærkeste numre. To af de originale medlemmer, spiller tirsdag aften i Københavns Vega en hyldestkoncert til deres gamle band under den svært klodsede præsentationstitel Peter Murphy 40 Years of Bauhaus Ruby Celebration feat. David J. ‘She’s In Parties’ er naturligvis med på setlisten.

The one that got away

Nu vi snakker om Damon Albarn’s talenter: På Record Store Day i 2010 udsendte da nyligt gendannede Blur sangen ‘Fool’s Day’ som en-sidet vinylsingle i kun 1000 eksemplarer. Dens tre melodiske minutter er alt for gode til at stå i obskuritet, som de qua deres RSD-elitisme gør…

Jens Unmacks officielle weblog