I aftes i Dublin

På Bruce Springsteen & The E Street Band’s andenaften i Croke Park i Dublin var der en gæst med på scenen. Naturligvis – stakkels irere, der altid må trækkes med ham – drejede det sig om U2’s Bono, der sang med og spredte sit uforlignelige karma udover ‘Because The Night’. Man fristes til at tænke, hvor mange skattebeskyttede millioner U2-frelseren har måttet betale for den blåstempling, at stå på scenen ved siden af en virkelig rocklegende…?!

Incident on 57th Street (solo)
Spirit in the Night
It’s Hard to Be a Saint in the City
Growin’ Up
The Ties That Bind
Sherry Darling
Two Hearts
No Surrender
Independence Day
Hungry Heart
Out in the Street
Crush on You
You Can Look (But You Better Not Touch)
Death to My Hometown
Youngstown
Murder Incorporated
The River
Point Blank
The Promised Land
Working on the Highway
Darlington County
Waitin’ on a Sunny Day
Because the Night
The Rising
Badlands
+ + +
Born in the U.S.A.
Born to Run
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
Shout
Thunder Road (solo)

Topper fylder år

The-Clash-trommeslager Nick ‘Topper’ Headon fylder 61 i dag. Hvilket er noget af et mirakel, når man ved fra diverse The Clash-biografier/dokuer, hvor tabt i eget narko-misbrug han har været gennem årene, først under tiden i The Clash, men i den grad også siden, efter han blev smidt ud af bandet i foråret 1982, for utilregnelighed pga. de evige drugs. Headon kom op fra Brighton og ind i bandet efter det speeddrevne debutalbum, og det var vel hans überkompetente musikalske baggrund i specielt soul og jazz, som gjorde det muligt at udvikle sig så musikalsk frit vildtvoksende som The Clash gjorde det over de næste år. For med så, uhm, enkle musikalske teknikere som de herrer Joe Strummer og Paul Simonon ombord, krævede det et par enestående spillere som Mick Jones og Topper Headon til at løfte The Only Band That Matters højt op over de talløse bands i tidens punk/postpunktsunami. På den vis var han den perfekte mand for The Clash. Tjek her f.eks. bare trommespillets overskud, swing og basiske drive på ‘London Calling’…

Top-10 i britiske punksingler

20150318_the-clash-white-riot-single-sleeve_91

Ni er fra i eller lige omkring London, en er fra Manchester…

01. Anarchy In The UK – Sex Pistols
02. White Riot – The Clash
03. New Rose – The Damned
04. In The City – The Jam
05. No More Heroes – The Stranglers
06. Nobody’s Scared – Subway Sect
07. One Chord Wonders – The Adverts
08. Hong Kong Garden – Siouxsie & The Banshees
09. Spiral Scratch EP – Buzzcocks
10. Babylon’s Burning – The Ruts

America’s a boyfriend…

Men det europæiske kontinent holder drømmen for disse unge mænd fra Glasgow. ‘Travel round, I travel round / Decadence and pleasure towns / tragedies, luxuries / statues, parks and galleries’, som unge Jim Kerr synger det i en anden næsten samtidig sang. Var man gået i opløsning efter New Gold Dream, ville Simple Minds i dag have haft et helt andet og bedre ry end tilfældet blev…

Through Sheffield City Centre…

Sheffield Wednesday, denne sides skønt uforpligtende kælehold, har sent i eftermiddag chancen for at spille sig i Premier League. På Wembley møder The Owls sidste års nedrykkere Hull City i en play off-finale. Det vil være en drøm for Premier League, specielt nu Newcastle og Birmingham er væk, at have fodboldbyen Sheffield tilbage i sine rækker igen. Der er straks blevet udsolgt i den officielle awaysektion, som betyder at omkring 40.000 Wednesday-tilhængere vil være tilstede på Wembley, når det går løs til kamp om fodboldstorhed + de mange hundrede millioner kroner der følger med oppe i PL.

Hull City – Sheffield Wednesday, lørdag, kl. 18.00, TV3sport1/downthelocal

Et band det er så nemt at afskrive

Selvom det mest er de grimme stadionfunkworkouts de huskes bredt for, lykkedes det indimellem for californske Red Hot Chili Peppers, dengang John Frusciante var deres kuglestøber og guitarist, at komme op med solafbrændte, blåøjede popnumre af høj klasse. Frusciante er væk nu fra RHCP, og således også håbet omkring mere godt derfra. Men så dukker ‘The Getaway’, titelnummeret til det nye snartkommende album, pludselig op. Dangermouse har iøvrigt produceret. Hmmm…

Aarhusbear, I love you…

Hipstergodfather Father John Misty kommer nu igen til Danmark – Train, Aarhus, fredag aften og Falkoner, København, lørdag aften/søndag aften – med sit besynderligt nonchalante men yderst underholdende og musikalsk topprofessionelle show. Posen med numre til FJM-setlisten er blevet rystet grundigt siden sidst, og da de seneste aftener ovenikøbet har budt på encore-sangcovers skiftende mellem Nine Inch Nails, Rihanna og Patti Smith, er der en ny oplevelse i vente. Her er Father John Misty med sin helt egen ‘Hollywood Cemetery Sings’, stadig hans allerbedste sang. Kom ikke sent til showstart, for den ligger for tiden næstøverst på setlisten…

It’s saturday in Cold Blow Lane….

Hvad fåes hvis man blander uregerlige marchtrommer, traditionel engelsk music hall og et accordion i insisterende ska-rytme? Sikkert noget i retning af Sydvestlondon-fodboldklubben Millwall FC’s indløbssang ‘Let ‘Em Come’, sunget af en vis Roy Green. Fodboldsange fåes ikke meget mere charmerende end den her tillidsvækkende bastard, der altid løfter hjemmebanen The Den i stemning op til kampstart…

Greaseball

Uskyldigheden var borte og ligeså legesygen, da The Last Shadow Puppets efter otte års venten i marts udsendte sit andet album, Everything You’ve Come To Expect. Ikke engang en lille håndfuld fine Alex Turner-sange var nok til at skjule svagheden ved et album blottet for charme og nødvendighed, to af de ingredienser der gjorde debuten så anderledes vellykket på den friske måde. Her er Turner med en af de føromtalte sange, ‘Sweet Dreams, TN’, fremført med The Last Shadow Puppets i aftes på BBC’s Later…

Going underground…

Paul Weller brugte de tidlige år af sit voksenliv på, sammen med sit Woking-band The Jam, at rivalisere med Ladbroke Grove’s The Clash om, hvem af de to der skulle være det mest toneafgivende af de nye efterpunkbands i England. Nok blev The Jam aldrig de bedste, dertil kunne deres socialrealistiske trio-nyrock ikke konkurrere med The Only Band That Matters’ langt mere vingefangsbrede poesi og eklektiske musik, men de blev til gengæld klart de mest populære. Her deres første engelske nummer 1-single i 1980, to år før Paul Weller opløste bandet og istedet dannede det capuccino-soulorienterede – ja, de var ret forfærdelige – The Style Council. Senere er fulgt et sejtræk af en solokarriere, hvor Weller i den grad med held og dygtighed er vendt kunstnerisk tilbage via sine musikalske rødder fra barndommen i tresserne. I dag bliver han 58…

PS – Mon ikke stilbevidste Paul Weller i dag vil have svært ved at se det morsomme i det forklæde, han valgte at optræde i på Top of the Pops den dag?!

CV synger Dylan på dansk

Året er 1980. CV Jørgensen og Billy Cross er i DR-radioprogrammet Hanegal, hvor de sammen har et kvarter til fremførsel af tre fordanskede Bob Dylan-sange; ‘Mr. Tambourine Man’, ‘It Takes A Lot To Laugh, It Takes A Train To Cry’ og ‘She Belongs To Me’. Man har undervejs mødt de der forguder Jørgensen, men mener at afsky Dylan. Disse tre loyalt udførte sange må stå som bevisførelse for hykleriet i det projekt, da man her så tydeligt hører præcis hvor CV’s fraseringer og diktion kommer fra…

Top-10 i Dylan-albums

bringing-it-all-back-home

Personlige favoritter indenfor Dylan’s mægtige bagkatalog? Her et skud fra hoften på en top-10 over mine…

01. Blood on the Tracks (1975)
02. John Wesley Harding
(1967)
03. Oh Mercy
(1989)
04. Time Out of Mind
(1997)
05. Nashville Skyline
(1969)
06. Bringing It All Back Home
(1965)
07. Street Legal
(1978)
08. Blonde on Blonde
(1967)
09. Desire
(1976)
10. Highway 61 Revisited
(1965)

De kaldte det folk

Og konceptet indbefattede som regel en akustisk guitar, nogle simple akkorder, en folkefortælling og dertil gerne en slingrende mundharpe. Genren ramte relativt hurtigt begrænsingens støvede mur og døde bort, men dens unge ledestjerne Bob Dylan skrev standarder indenfor folk, som den dag i dag lyder dugfriske og forunderlige. Her er han således fra Newport Folk Festival i 1964 med ‘Mr Tambourine Man’, der samme år blev det store 12-strengede gennembrudshit for californske The Byrds…

Jens Unmacks officielle weblog