I was happy in the haze of a drunken hour, but…

21. maj 1984 udsendte The Smiths fjerdesinglen ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, første træk efter debutalbummets ankomst kun to måneder tidligere. Johnny Marr viste på denne single helt nye talenter ud i sofistikeret popharmonik, og Morrissey, at hans dybe brønd af sorthumoristisk men dog helhjertet og selvynkende melankoli alt andet end lige slet ikke var løbet tør. Som sådan en af de centrale og helt klassiske The Smiths-singler…

Idolplakat fra Vega

Når det var godt var det helt fantastisk, når ikke var det virkelig, virkelig middelmådigt. Magien kom fra den smukke Fender Jaguar og hovedsageligt sangene fra tidligere. En af de nye lød fuldstændig som Simple Minds, en anden som The Cult, men to-tre fra det kommende album var heldigvis anderledes bæredygtige på Marr’s egne tonegyldne præmisser. Hans egne sangord står dog alt for ordinære (specielt op mod Morrissey’s helt anderledes personlige tekster i Smiths-sangene på setlisten), og Johnny Marr har den bare slet ikke som forsanger, så det var til stor hjælp, The Smiths-klassikerne også blev sunget helhjertet med på fra salen, nærmest som galdt det livet.

Så hvad står tilbage?! The presence of greatness. At se Johnny Marr stå der og ubesværet knuse hjerter med sine elegante, ubesværede guitarfigurer, var det hele værd og meget mere til.

Lodger 39

Overskriften lyder som en dårlig science fiction-film, men dækker blot over fødselsdagen for sidste album i Bowie’s såkaldte Berlin-trilogi, der udkom 19. maj 1979. Men Lodger er hverken skrevet eller indspillet i Berlin, hvilket gør dets inklusion – der vel udelukkende handler om pladens fortsatte Bowie/Eno/Visconti-samarbejde – noget aparte. Lodger ejer ikke samme naturlige flugt og fandenivoldske legesyge i sine stilistiske spring ind i fremtiden som hverken Low eller “Heroes”, men står alligevel solidt som markant barn af sin brydningstid i efterpunkens brogede og eksperimentvillige musikalske landskab. Her albummets anden og noget mindre kendte single, efter ‘Boys Keep Swinging’…

Johnny Marr i København

Hvis manden med den grønne Telecaster på dette udsøgte 1985-øjeblik med The Smiths kan se ind i fremtiden, vil han vide, der skal gå 33 lange år inden han i eget navn skal spille Danmark for første gang. Det er i aften det sker, når Store Vega – der lige nu melder ‘få billetter’ – lægger scene til Johnny Marr og hans band…

Joey Ramone lever

Joey Ramone, The Ramones’ fyrtårn af en perfekt akavet forsanger, blev født på denne dag i 1951. Joey døde alt for ung, men lykkeligvis lever han videre for os andre gennem sit bands udødelige musik. Her er The Ramones optaget på et loft i New York i vinteren 75/76, kun et halvt år før debutalbummet kom ud og ændrede a-l-t…

Ian Curtis dør

I de tidlige timer 18. maj 1980 hænger Ian Curtis sig i sit hjem i Macclesfield, Manchester. Med hans selvmord får postpunken sin egen martyrfigur at spille musik ud fra og se livets ubærlige alvor igennem. Nu vi snakker musik her, skal det næsten nævnes, at pladen den bliver fundet kørende færdigspillet rundt på pladespilleren på 77 Barton Street, den sidste Ian Curtis nogensinde hører, er Iggy Pop’s The Idiot

For the love of Ivy

Hvis man udelukkende kender ‘Green Door’ som et tamt 1981-hit med det engelske rockabilly-light-fænomen Shakin’ Stevens, så er noget galt. For Jim Lowe’s amerikanske novelty-single fra 1956 findes også i en overlegent storswingende bigbandudgave fra samme år med den britiske underholdningsstjerne Frankie Vaughan bag mikrofonen. Langt bedre og allerbedst er dog amerikanske The Cramps’ version af samme årgang som tamme Shaky’s…

Beach House er tilbage

Det skal også nævnes her på siden, at Baltimore, Maryland’s Beach House i fredags lagde endnu et stykke til værket med et nyt fornemt album. 7 fraviger ikke stort fra bandets særegne, etablerede lyd, men kommer alligevel friskt, elegant struktureret og med en sangkvalitet, der ikke tager mange gidsler. Her en læskende smagsprøve, der udfører Beach House’s David Lynch-hustrick uden slinger: Den perfekte idyl uvirkeligt drug-raped af svimlende melankoli…

Alan, it was really something

Her på siden bruger vi gerne enhver given lejlighed til at hylde duoen The Associates, der fra skotske Dundee skød frem fra postpunkens sort-hvide landskaber og gjorde sig positivt bemærket med noget af det forrige århundredes mest outrerede som ekstravagante popmusik. Sanger Billy Mackenzie har vi tidligere gjort rede for, mindre hans guitar- og keyboardspillende makker Alan Rankine, der fylder 60 i dag. Her høres de to sammen i Associates i april 1981 på en breathtaking John Peel-version af ‘Nude Spoons’, hvis mere regelrette version findes på deres mesterlige Sulk, som kom 13 måneder senere. Denne endnu vildere udgave er dog klart den definitive…

Eno forsvundet

Et indlæg om Brian Eno’s runde fødselsdag forsvandt sporløst her på siden i går, da serveren skiftede ejer. Som kompensation her et billede af ham fra dengang han var popstjerne, samt det smukke nummer fra 1976 med den tyske krautrock-supergruppe Harmonia og ham…

The verdict?

Dommen herfra, efter en ti-tolv gennemlytninger, er vel, sagt helt kort, at det nye, sine steder meget udskældte, ialfald yderst kontroversielle Arctic Monkeys-album, er karrierens hidtil bedste. En mere stædigt modig og forventningstværgående mainstreamplade udkommer næppe i år.

Jens Unmacks officielle weblog