Måske du har været oppe i GBG til Way Out West i weekenden. Måske du blev hjemme og var på Gisselfeld Kultursaloner eller Syd For Solen. En mulighed også en weekend privat uden fællesskab og musiksupermarkedernes krav om overskud til at opleve. Under alle omstændigheder gives næppe en bedre helt igennem ukendt sang denne søndag end følgende. Larry “Ratso” Sloman var 70 da han i 2019 debuterede med albummet Stubborn Heart. En Leonard Cohen fra et parallelunivers, et lindrende skud morfin fra drømmen der ikke ville vågne, en sløret sekvens fra en film der aldrig gik; ‘I Want Everything’ kan – hørt herfra – det hele og lidt til…

Ovenpå Gary Dwyer’s død i weekenden markerer vi her Liverpool-trommeslageren med at høre noget af den stærke musik han var med til at frembringe, først og fremmest med The Teardrop Explodes. Bandet nåede kun at udsende to albums – Kilimanjaro (1980) og Wilder (1981) – inden forsanger Julian Cope gik solo og tog Gary Dwyer med ind i sit nye kapitel. Her hovedsinglen ‘Passionate Friend’ fra Wilder fremført på Top of the Pops 3. september 1981. I sin selvbiografi fortæller Cope, at samtlige Teardrops (undtagen bassist Alfie Argus) var i en anden høj verden på LSD den dag i London. ‘Passionate Friend’ er skrevet om et kort forhold, Cope havde med Ian McCulloch’s søster. Hvilket nok ikke gjorde et i forvejen problematisk forhold mellem de to Scouse-egoer nemmere…

The Teardrop Explodes’ gennembrudshit var singlen ‘Reward’ med den markante bassgang og de hidsige trompeter. Her opført første gang på Top of the Pops af et band efter eget sigende mere dopet på dagen end noget cykelhold i Tour de France…

Triste nyheder denne mandag morgen fra Liverpool, hvor The Teardrop Explodes’ trommeslager Gary Dwyer meldes død efter længere tids sygdom.

Historien er ofte fortalt, men vi tager den gerne igen. Nye The Doors har i 1967 succes og inviteres på The Ed Sullivan Show, USA’s store livesendte musikprogram. ‘Light My Fire’ er en af to sange der skal spilles, men TV-programmets producer har alvorlige problemer med ordet “higher” i teksten. Han foreslår, Jim Morrison istedet synger “girl, we couldn’t get much better”. The Doors indvilliger, kameraerne ruller, musikken spiller, men begge gange i nummeret det betændte sted nåes synger Morisson alligevel “higher” som det naturligste verden. Straks bagefter overfuser produceren bandet og hvæser de aldrig kommer på Ed Sullivan igen. Jim Morrison svarer lakonisk “Hey man, we just did the Sullivan show!”. Iøvrigt bør det noteres omkring denne skarptspillede liveversion, at Jim Morrison’s primale “fire”-skrig (1:03) selvstændigt står som et lysende øjeblik i amerikansk rocknroll…

My generation? Vi lyttede først til The Who, Small Faces og The Kinks, da det blev skrevet fra England, at The Jam tog deres musikalske cues fra dem. Vi kendte The Jam’s næsten kopitro ‘David Watts’ før vi stødte på The Kinks’ original. Vi hørte ‘Substitute’ i coverversion med Sex Pistols før singlen med The Who (og den er også ret fantastisk) blev sat på kortet. Det er en generationsting.