Den hvide hest hænger stadig om aftenenen på byens gadehjørner. Men koncerten under den er spillet, så nu er det kun LS-albummet, den vil gøre opmærksom på. I Love You, Goodbye udkom i dag for tre uger siden. “Køb mig i dag”, siger hestens øjne. Ingen hest i byen har lyst til at være hjemløs.
Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-indtrykket Sandinista! i dag.
LS er ude med nyt album, som tager meget fokus her på siden lige nu, men hey, den her danske udgivelse fortjener også en shout-out. Henrik Olesen, den musikleverende del af Olesen-Olesen, har gennem de senere år uden store armbevægelser udsendt en række intime, lydhøre, nærmest minimalistiske soloplader af høj kvalitet. I fredags kom så et nyt album med titlen Sange, der kan købes sammen med bogen Essays, og ja, hvad mon dén indeholder? Her et af de ni indbydende nye tracks fra pladen…
Hvis man sætter sin Nick Drake, Tim/Jeff Buckley eller Bon Iver meget højt, så kommer denne 22-årige irske debutant som sendt fra Manchester, hvor han pt. holder til, laver musik fra og forleden udsendte sit debutalbum Blizzard, der lige nu modtager de vilde anmeldelser i engelske aviser og musikmagasiner. Mød hans kringlede sange og så flyvefærdige, flugtende vokal her på tre akustiske sange i en helt ny optagelse fra The Old Operating Theater i London…
Bandet Wire startede fra punk i London. Deres debutplade Pink Flag (1977), som indeholder 21 korte, observerende numre på 35 minutter, lyder ikke som noget andet band i verdenshistorien og er en meget kvik genreklassiker. Men lynhurtigt udviklede bandet sig i en retning, der rimede så langt mere på art school og formeksperimenter, end på på de store koncertsale og Top of the Pops. Wire’s første tre albums står ret essentielle nu, det tredje 154 (1979) er en svært eksperimenterende postpunk-affære, der indimellem støj, tableauer, udladninger, afveje og atonalitet træffes af de skønneste, nærmest uskyldsrene melodi-syner. Som nu her på ‘The 15’th’, en perfekt sang som opretholdelse til sådan en grå onsdag i december…
Love Shop spillede lørdag aften i Falkonersalen en enkeltstående koncert, hvor en håndfuld sange fra nye I Love You, Goodbye for første gang kunne opleves live. Desuden gav aftenen debut til den nye LS-guitarist Rune Kjeldsen. POV International var repræsenteret i salen af Bo Heimann, som anmelder lige her.
Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.
Stillede ind på livetransmission fra Fulham’s Craven Cottage søndag sen eftermiddag kl. 17.30 engelsk tid, da 2. halvleg af PL-kampen mod Crystal Palace skulle igang. Se, Fulham går altid på banen efter pausen til lyden af The Clash med deres ‘London Calling’. Og det er blevet en fast tradition, at publikum synger med på “‘Cause London is drowning and I / I live by the river…”, for Fulham’s lille stadion ligger bogstaveligt et halvt stenkast fra den River Thames, Joe Strummer også boede ved siden af – dog i nærliggende Chelsea – da han skrev ordene til The Only Band That Matters‘ ikoniske sang. I går var det præcis 46 år siden den blev udsendt på single og først hørt, så det føltes rigtigt at høre den ‘live’ direkte på TV fra det vestlige London…
I aften om en uge spiller Love Shop i Falkonersalen. Det har vi aldrig prøvet før. Game on!
Liverpool’s The Coral har i går uden stor fanfare udsendt en ny julesingle. Dens forside er en oplæst historie helt uden musik, men B-siden herunder en enkel men stærkt skåret Coral-klassisk sang, der heldigvis ikke behøver noget juletema som retfærdiggørelse for sin eksistens…
William Michael Albert Broad – bedre kendt som Billy Idol – bliver 70 denne søndag. Ikke en artist med stor tyngde, snarere en figur som med det rette punk-look – og den rigtige pre-Sid Vicious-overlæbe – på det rette punk-tidspunkt smart fandt sig en karriere som gammeldags popstjerne uden højere til loftet end talentet kunne bære. Mindeværdige øjeblikke? Mange vil nok sige et af hans to-tre MTV-solohits fra 80’erne, men herfra er der lidt mere tid til den første tid i punkbandet Generation X, hvis første tre singler egentlig gjorde det de skulle i grænselandet mellem street-punk og Sweet-glam. Her den første af dem…
I går var det 45 år siden The Clash udsendte ‘The Call Up’ på single. Lykkeligt som nummeret selv på den betragtelige afstand lyder aldeles tidssvarende og næsten til at række ud og røre ved, dets vemodige antikrigs-tekst, der besynger hvedemarkerne fra Kiev og ned mod havet, mere relevant end nogensinde. Måske det bare er sådan med den bedste rockmusik, at den som al anden stor kunst uden problemer kan leve og ånde uden for den tid, den udspringer i…
Havde helt glemt det her one hit wonder fra 1983, en musik, der når omkvædet kommer svævende ind på kaleidoskopisk lys, udelukkende kan være fra Liverpool. Icicle Works lavede såvidt vides her aldrig noget af helt samme uafviselige klasse…