Game over i Amsterdam

Det er over midnat og denne blogs tålmodige læsere kan endelig slippe for mere snak herfra om det der overhypede album med The Clash. Vi ringer istedet søndagen ind med noget ligeså intenst omend langt mere gammeldags, Jacques Brel’s sang om sømændene og fordærvelsen og knuste drømme i Amsterdam. Var selv i den hollandske by for et par uger siden, og på langs/tværs af utallige som uendelige kanaler – de er overalt dernede! – var netop den sang på playlist en så smukt iscenesættende følgesvend at have med. Er sikker på, Joe Strummer må have elsket både Brel’s overdramatiske intensitet og denne specifikke sangs råkogte billede af menneskelige behov og svimle fald…

Pimlico calling

The Vanilla Tapes er det nu officielle navn på det kasettebånd, The Clash i sensommeren 1979 indspillede til deres kommende producer, Guy Stevens, så han kunne komme ind i det nye materiale. De grove demoer fra øvelokalet Vanilla i Pimlico, London – i mange år bortkommet, men siden genfundet på Mick Jones loft – er ret beset mest af musikarkæologisk interesse, men enkelte givende undtagelser er der. Da ikke mindst det kommende titelnummer, der i denne langsommere og mere ikke-swingende demo er endnu mere undergangsramt end slutresultatet nogle måneder senere, ikke minst takket være den anderledes mørke sangmelodi fra Joe Strummer…

...London Calling to mods on the run
Stomp out forecast seaside fun…

Nedtælling til London

Hvad kan en top-19 over personlige favoritter fra London Calling så? Jo, den viser ialfald, at The Clash’s mesterlige dobbeltalbum faktisk ville have stået endnu stærkere i profil, havde det kun indeholdt 13-14 numre. For de svageste fire-fem på denne liste giver isoleret set virkelig ikke meget at skrive hjem om. Omvendt kan det så måske indvendes, at de mange uhørt stærke indspilninger og numre stråler ekstra med en lille håndfuld mere grå almindeligheder iblandt sig…

The Clash Take The Fifth

Få dage efter at The Clash i september 1979 på deres Take The Fifth-tour har spillet to aftener på The Palladium i New York City, de shows hvor Paul Simonon i frustration smadrer sin Fender P-bass og uforvarende bliver coverart til snartkommende London Calling, har bandet to shows i Canada, hvorfra denne nyhedsreportage stammer. Vildt og forunderligt så barnligt uskyldige supportbandet The Undertones fremstår her…

PS – Det var også på denne tours amerikanske del, hvor The Clash – udover The Undertones altså – også support-introducerede deres publikum for et par af deres egne musikalske helte fra amerikansk musikhistorie, først på touren Bo Diddley, senere Stax-soulduoen Sam & Dave.

Your Arsenal

Hvad fodbold gør ved folk. En London Calling-anekdote fra magasinet Eight by Eight:

Another London team, however, would prove an inspiration on London Calling. The material written at Vanilla for the album was recorded at Wessex Studios in Highbury, North London, in August and September 1979. Highbury was the home of Arsenal, and the record’s producer, Guy Stevens, a legendarily eccentric maverick in the British music business, was an obsessive fan of the club.

Discovering that some Arsenal ground staff were Clash lovers and conspiring with them, Stevens established a daily ritual that he felt could only add to the magic he was trying to inject into the new record. The minicab summoned to take him each morning to Wessex would make a slight detour, stopping at the Arsenal ground. There, Stevens would briefly exit the vehicle and enter the Highbury center circle, where he would kneel and pay homage to his mental image of the team’s attacking midfielder Liam Brady. Then he would continue on his way to Wessex.

Patti Smith hylder…

This is
with Tom Verlaine 
in 1974. He was 25,
a poet and an infinitely
innovative guitar player.
We read the same books,
wore the same torn shirts,
and roamed the east village
streets. Late in the night,
beneath the Marquee Moon
Tom Verlaine turned seventy. 
Happy Birthday Tom, you are
still all that you were and more.

Kopier piraterne?

For seks dage siden uploadede videokunstneren Nacho – som dokumenteret her på siden – en lyd/billede-opgraderet version af The Clash’s ‘London Calling’. I dag har The Clash’s officielle YouTube-kanal pludselig uploadet en lignende ny og bedre version af Clash-klassikeren. Det ligner jo mere end en tilfældighed, men lægger fint op til lørdagens runde årsdag for London Calling-albummets udgivelse. Her den nye The Clash-udgave af Nacho’s opgraderede version af The Clash’s efterhånden kvalitetsfalmede originalklip…

Verlaine

Det er sært foruroligende i et større tidsperspektiv, når det lige i forgårs så unge, skrøbelige Television-menneske og guitar-geni Tom Verlaine ud af ingenting pludselig fylder 70. Livets hastighed kan udefra synes svimlende, specielt når man som Verlaine har brugt så meget af det på at gemme sig væk. For ovenpå årene med Television og en efterfølgende håndfuld soloalbums har der kun været meget stille omkring hans kolossale talent for det eskspressive. Her er Verlaine som vi først hørte og faldt for ham, i forgrunden for Television på slutnummeret fra Marquee Moon (1977), New York City-bandets mesterværk af et forunderligt debutalbum. Det var punk dengang fordi det var så vildt anderledes og forfriskende nyt, ikke fordi det tilnærmelsesvis lød af punk rock…

Dagens singlekøb

Lykken i at genfinde et tabt stykke pre-ungdom. I en fordækt kælderbutik, bag en håndfuld The Kinks-syvtommere, ventede Johnny Thunders og hans Heartbreakers i går på at sprede glæde med denne hedoniststærke 1977-single til salg for næsten ingenting. Når man hører Heartbreakers nu, står det mere end bare klart, hvor meget Sex Pistols musikalsk så op til dem og New York Dolls. At Heartbreakers, der kom over til London for at blive stjerner, så også introducerede hele byens punkscene til heroin, er en anden og alvorligere sag, ikke mindst for stakkels Sid Vicious…

Enig, sangen her lyder ikke så lidt som Richard Hell and the Voidoids’ ‘Love Comes In Spurts’ fra samme år. Nok ikke tilfældigt, for Hell var med i Heartbreakers inden de rykkede fra NYC til London.

Dårlige nerver

Udsolgt og et tæt pakket i Lido i råkolde Kreuzberg, hvor Die Nerven skulle tage stikket hjem. Men en svært halvbagt affære blev det. Se, bandet havde mere fokus på at underholde salen med selvbevidste jokes og halvmorsomme scenefinter, end på den råklare Die Nerven-musik, hvis altopædende kraft plejer at sende trioen fra Stuttgart – og dens publikum – afsted mod nuets forglemmelse og sjælelige afklarethed. Og det duer altså bare ikke at spille sitrende postpunk og hygge sig uforpligtende samtidig. Die Nerven’s vilde samspil stod som altid knivskarpt virtuost, men grundfølelsen af ingenting på spil gjorde seancen til en paradekørsel i tom vogn. Tilsidst – efter at selv magtdemonstrationsstykket ‘Angst’ var blevet reduceret til musik-musik – blev trommeslageren alene tilbage på scenen, hvor han førte an i en meningsløs fællessang af Queen’s ‘We Are The Champions’, I kid you not. For Die Nerven var den udsolgte sal tiltrods alt andet end mestre denne aften. Den lange pause de går ud til nu er der brug for. Kunsten at tage sig selv seriøst vil tage tid og sult at genlære.

Die Nerven

Stuttgart’s Die Nerven, Tysklands i disse års mest spændende rockband, indledte i aftes på Gruenspan i Hamburg en kort tour på fem shows, en slags abschied vel, inden den længere Die Nerven-pause, der forhåbentlig skal ses som tegn om nyt på vej med All Diese Gewalt, guitarist/sanger Max Rieger’s andet og ikke mindre interessante projekt. Et nummer fra Die Nerven’s seneste album Fake (2018) som warm-up op til den udsolgte Lido-koncert her i Berlin i aften…

Jens Unmacks officielle weblog