For et år siden var Kent igang med den norske del af den enorme skandinaviske afskedsturné, der hen over efteråret lagde Eskilstuna-bandet behørigt i graven som afsluttet fortid. Koncerterne på den tour var lantgfra de bedste Kent nogensinde spillede, da arenaerne var blevet så store, scenografien så enorm, backtracks så omfattende, at bandet og dets musik som levende organisme ligesom forsvandt i opsætningen og begivenhedens enormitet. Eller også skyldtes manglen på liv og nærhed måske snarere, at Kent allerede havde set dødsskriften på væggen og ikke længere så sig selv som band, men snarere som et rejsende afskeds-monument for alt der havde været. Nej, det kan ikke være nemt at skulle være med til sin egen begravelse, og da slet ikke når den blev gentaget aften efter aften, fra lys sensommer-september til kulsort december, endestation Stockholm.
Så hvordan mon de har det nu, de fire medlemmer af bandet der tog sit eget liv?! Jeg spørger af forundring, fordi jeg ikke helt kan forestille mig hvor man går hen, hvordan man nulstiller sit indre ur, når noget har fyldt så meget hel ens voksenliv som Kent må have gjort for dem. Mon trommeslageren fik sig en god citronhøst i sin have oppe i Eksilstuna i år? Mon sky Jocke Berg glædes over ikke længere at skulle tage de for ham så tunge skridt op på scenen hver aften, og iklæde sig rollen som udadvendt rockstjerne? Mom guitar-es Sami Sirviö har gang i et projekt med en håbefuld, ubeskrevet sangerinde, eller noget andet? Mon de overordnet er tilfredse med, at Kent ikke findes mere som bibringer af fornøjelse, arbejde, levebrød, oplevelser i nær og fjern? Men også som leverandør af et konstant forventningspres, fra verden derude som fra bandmedlemmernes egne kunstneriske ambitioner?!
Mon de fire Eskilstuna-venner slet ikke savner Kent? Det gør jeg ialfald. Ikke mindst nu, hvor det efterår har sat ind som Kent plejer at være det perfekte soundtrack til. Og i en svensk rockvirkelighed, hvor engang så brillante Håkan Hellström er blevet fanget og synes fortabt som dansende lirekasseabe i egen giga-popularitet, kunne det være så velgørende med netop Kent på banen med det for dem så typisk klare, kølige og sødt smertende overblik, vi plejede at kunne spejle os og vores nutid i. At Thåström så er i sit livs form, og på Centralmassivet vel netop har udsendt en af årets bedste plader, er naturligvis både en velsignelse og et plaster på næsten hvilketsomhelst sår. Men Kent…! For fanden, Jocke, du stak kniven ind. Hvor kunne du gøre det?!
