Hvis blot jeg kunne vente

Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.

Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.

17 sekunder 45 år

Det er her det sker, på The Cure’s andet album Seventeen Seconds, at et helt specielt og enestående band træder frem. Først måske ikke til den store hyldest eller opmærksomhed, men alligevel begynder ringene at brede sig i vandet, stærkt hjulpet af forløbersinglen ‘A Forest’, der med sine stærkt profilerede kvaliteter er svær at overse. Seventeen Seconds udkommer i dag for 45 år siden. Følgende liveklip af albumtracket ‘M’ er optaget på en hollandsk festival et par måneder længere fremme…

The Bad Seeds i topform

En af favoritterne her med The Bad Seeds, The Good Son, der i dag fylder 35 år. Hvilket unikt band de var med denne sært altmodische facon at forbinde traditionel musik og en særegen australsk-grundet postpunk på. Demonstreret her af Cave selv, der i et amerikansk backstage-lokale derude et sted dengang afspiller den underskønne melodi til albummets ‘Sorrow’s Child’ på et bart klaver…

De var ikke bange for mørket

Væk fra det rungende genkomst-stadion i Stockholm og de svenske iskatedraler, som var blevet bandets virkelighed inden opløsningen. I forsommeren 2012 gjorde Kent en undtagelse på deres tour for da aktuelle Jag Är Inde Rädd För Mörkret og spillede to mindre shows; et (som vi var til) på KB i Malmö (se herover) med 700 indenbords og et to dage inden på Lokomotivet i Kent’s gamle hjemby Eskilstuna. Sidstnævnte aften følger her i en komplet optagelse. Velgørende at se/høre bandets musik i de helt anderledes levende rammer, den oprindeligt udsprang fra…

Nostalgia for an age yet to come?

Buzzcocks’ frontfigur Pete Shelley døde pludselig for syv år siden af et formodet hjerteslag, hvilket gør det noget dobbelttydigt at fejre hans 70-års fødselsdag i dag. Flaget fortjener dog at gå op alligevel til ære for den lille mand med den store sans for skarp popmusik. Derfor lige her Buzzcocks’ første egentlige single ‘Orgasm Addict’ fra november 1977, ægte nordengelsk punk rock…

De oversetes parade

Blandt de mere givende udgivelser på en noget bleg RSD forleden også Suede’s nye Vol 2.-opfølger til den gamle B-side-opsamling Sci Fi-Lullabies. Selvom Suede kreativt har været udsat for faretruende bølgegang siden, er det alligevel uden synligt besvær lykkedes Brett Anderson at sammensætte en dbl-LP af skyggenumre fra 1999 > 2023, der dogmet upåagtet virkelig spiller imponerende. Det naturligvis hjulpet godt på vej af at B-siderne omkring problematiske Head Music (1999) og katastrofale A New Morning (2002) ofte stod langt mere klart end de egentlige albumtracks. Men også efter genforeningen har der været en vedvarende strøm af bæredygtige numre, som omkring de enkelte albums er blevet fravalgt. Den slags kan så enten være et tegn på overskud eller dårlig dømmekraft. Tag nu bare den nye udgivelses startskud ‘The Sadness In You, The Sadness In Me’ med sine køligt storladne synth-streger, der kun fandt plads som bonustrack på deluxe-udgaven af Suede-nyklassikeren Autofiction (2022). Et helt nyt album rygtes iøvrigt snart på vej; der er noget at leve op til fra sidst…

Public Image revisited

RSD bød også på et anderledes genhør med John Lydon og PIL’s radikale debutalbum, Public Image (First Issue) fra 1978. Umiddelbart kun udsendt i Europa skulle pladen efterfølgende have været gjort bredt tilgængelig på den nordlige side af Atlanterhavet, det i et nyt mix som var blevet til året efter under indspilningerne af opfølgeren Metal Box. Men noget gik galt, masterbåndet forsvandt, Public Image (First Issue) udkom aldrig officielt i USA eller Canada dengang, og kunne stadig kun købes på import.

Sidste år dukkede det bortkomne mix pludselig uventet op, og derfor kunne RSD i lørdags byde på en anderledes måde at høre PIL’s debut på. Lidt som The Clash’s 1977-debut også kan tilgåes anderledes via den anderledes nordamerikanske version, der først blev udsendt i 1979. PIL-pladen er dog ikke så markant ændret i sit indhold som den. Lyden er anderledes adskilt, trommer/bass står mere centralt kompakt, der er lagt ekko rundt omkring på Lydon’s vokal. ‘Religion 1’, ‘Religion 2’ og ‘Fodderstompf’ er smidt af tracklisten, men til gengæld er ‘Swan Lake’ (AKA ‘Death Disco’) kommet til.

Er dette så en bedre First Edition end den oprindelige? Formodentlig ikke, men den nye plade giver en frisk indgangsvinkel til igen at opleve Lydon’s konsekvente og frygtløse brud med traditionel Sex Pistols-rock’n’roll. Musikken strømmer rå og nysgerrig, Lydon lyder akkurat ligeså friskt indigneret og afsted på en større mission her som i sit første band. Der er tydeligvis en hel verden på spil. Og bandet bag ham bygger selvsikkert vejen frem, altimens de går på den. Arkiver uden tøven under postpunk. Også selvom der ikke er en eneste genretypisk mol-akkord i et så heftigt nummer som dette…

Max Romeo RIP!

En af de store roots reggae-sangere fra Jamaica’s 1970’ere er gået bort i weekenden. Max Romeo er udenfor the loudest island in the world mest kendt for sit samarbejde med Lee Scratch Perry. Deres fælles hovedværk War Ina Babylon (1976) kastede ovenstående genre-evergreen af sig, der sammen med sin Scratch-afledte og herligt overlegne ‘Disco Devil’-version er fast inventar på LS’s Jah-simrende backstage-playlist. Max Romeo nåede at blive 80 år inden sin død fredag nær Kingston…

Born to kill

En af dagens mange udgivelser lørdag til RSD var en 12″er bestående af tre ekstranumre The Killers giver i Madison Square Garden, New York City i 2022 med Bruce Springsteen som gæst. Udover The Killers’ egen ‘Dustland Fairytale’ spilles Springsteen’s ‘Badlands’ og ‘Born To Run’, som alle deles på vokalsiden af Springsteen og den entusiastiske, mere hvalpede Brandon Flowers. Noget af en tung vægt for det live-udvidede Las Vegas-band at skulle spille to Springsteen-klassikere med manden selv på scenen. Ikke desto mindre imponerende at man lykkes aflevere dem med langt mere ild og svæv end Springsteen’s eget store orkester (!) længe har gjort det. The Killers lyder til sammenligning med fordel som, ja, et band…

Tainted Love Shop

Pokkers at det af alle RSD-udgivelserne i dag lige skulle være LS’s Billeder Af Verden Redux som blev ramt af produktionsuheld og derfor måtte trækkes fra startfeltet. Her istedet en af de RSD-plader som rent faktisk blev udgivet på dagen, den senere Marc Bolan-kæreste Gloria Jones’ single-B-side ‘Tainted Love’ fra 1965. Det var først i 70’erne at denne så enkle sang voksede i status på den engelske northern soul-scene, det var først i 1981 den blev et regulært verdenshit med Soft Cell. På RSD-singlen i dag har ‘Tainted Love’ derfor nu byttet plads med den oprindelige A-side, den sneaky, nærmest lidt girlgroup-forløsende ‘My Bad Boy’s Comin’ Home’ som kan høres herunder. Begge sange er skrevet af producer Ed Cobb, der også begik Brenda Holloway’s ‘Every Little Bit Hurts og adskillige af Los Angeles-bandet The Standells’ garage-hits…

Lana Del Rey

Dagens nye single her er fra Lana Del Rey, der efterhånden har fået bevæget sig så højt op i det amerikanske tower of song, at selv NYC-punkens ypperstepræstinde Patti Smith lige nu lovpriser hendes værk. Som så ofte før med Del Rey spiller denne nye sang og dens ord mindst ligeså meget som en indre film end som blot fem minutters musik. Såvidt umiddelbart høres refererer Del Rey til sig selv i omkvædet, hvis melodi lyder umiskendeligt meget som ‘Brooklyn Baby’…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.