Omfartsvej med hjem

Købte og hørte solodebutanten Peter Wangel’s Omfartsvej på repeat fredag aften. Højt niveau hele vejen igennem; tekst, musik, udtryk, levering. Skønt at finde en ny dansk plade med det niveau. Her endnu en smagsprøve; ‘Havet Stiger’, sangen der åbner side B…

Once upon a time in the North…

‘Well I Wonder’, sangen vi talte om forleden. Miraklet fra Manchester der var Joyce, Rourke, Morrissey og Marr, kollektivt kaldet The Smiths. På fire år – fra 1983>87 – skabte de sammen en sangskat, der hører til blandt de suveræne i den nyere musik. Bemærkelsesværdigt her hvordan Morrissey, som iøvrigt blev droppet af sit pladeselskab BMG forleden, sang med en så anderledes åben og langt mindre livsbitter stemme i disse, sine unge år. Og så er det mod slutningen af denne sang Morrissey’s falset, efter et par behjertede men for hvalpeagtige tilløb på debutalbummet, endelig får luft under vingerne og forløses…

Wilde celebration

Tillykke med de 60 i dag til Kim Wilde. Hele hendes musikalske eksistens er ligesom retfærdiggjort bare af dette korte nummer, som også Sandra kunne have sunget hjem på en Michael Cretu-genereret bølge af massiv euro-sehnsucht. Men nu blev det altså til upåklagelig perfektion Kim Wilde, der iøvrigt med sit new wave-lydende band besøgte Plænen i Tivoli en varm forårsaften samme år (1994) som denne tyske TV-optagelse er fra…

Psychocandy 35

18. november 1985 udsender the Jesus And Mary Chain debutalbummet Psychocandy, et sortklædt, lykkeligt ægteskab mellem ofte øreflænsende støj og den reneste popmusik. Som skæbnemæssig skotsk pendant til The Ramones skal også JAMC få betragtelige problemer med at komme videre fra den boldbane, de her selv opfinder og fortjent får stor succes med. Men debuten og efterfølgeren Darklands (1987) står stadig klart og lyser i deres samtidige musiklandskab. Her et af de mere pænt producerede tracks fra dagens fødselar…

Miss Romania wonders

En af The Smiths’ mest oversete perler er hørt herfra den positivt smægtende ‘Well I Wonder’ fra Meat Is Murder (1985). Her i november har en kvinde ved navn Jan Romina lagt en karaoke-version af sangen på YouTube, og ved gud, Miss Romina gør det forbløffende overbevisende. En næsten umulig opgave ellers, når det er Morrissey’s original i hukommelsen hun er oppe imod. Har Johnny Marr’s strummede akustiske guitarer nogensinde lydt mere længselsfulde end på dette track?!

Copa del Ray

It’s a shame about Ray. Den store engelske målmand fra drenge- og ungdomsårene er gået bort efter lang tids sygdom. Her er han – sammen med en ligeså lykkelig Kevin Keegan, der som Ray Clemence blev signet til LFC fra Scunthorpe – en varm majaften i 1977 på Stadio Olimpico i Rom, få minutter efter Liverpool for første gang har vundet European Champion Clubs’ Cup, ja, den turnering der nu hedder Champions League. Ray RIP!

Velvets til en søndag

Fordi deres fjerde og sidste album Loaded blev udsendt i dag for 50 år siden. Vildt at rocknroll, oprindelig en hyldest til nuet, er blevet så håbløst gammel, der må opereres med så store tal og afstande, når dens historie skal perspektiveres. Velvet Underground eksisterede ikke længere 15. november 1970, da Loaded udkom. Og Lou Reed havde forladt New York til fordel for Long Island, hvor forældrene boede. Her havde han i nogle måneder et almindeligt job som maskinskriver i sin fars regnskabsfirma. En formodentlig sober tid til reflektion for da 28-årige Lou, efter VU’s endelige opløsning og deres med Loaded fire albums på fire heftige og kommercielt set besynderligt frugtesløse år. Og ikke engang Loaded, der var Lou Reed og Doug Yule’s ønske om at lave en mere radiotilgængelig plade gjorde mærkbar forskel i den retning. Til gengæld har den en håndfuld store sange, der nemt har overlevet de altså i dag 50 år siden udgivelsen. Som nu f.eks. denne perle, der næsten afslører Lou Reed’s store kærlighed for doo-wop…

Bambi på dry ice

14. november 1985 udsender Liverpool’s vel bedste, ialfald mest romantiske band ever den skønt betitlede ‘Bring On The Dancing Horses’ på single. En af kronjuvelerne blandt adskillige store Bunnymen-singler i de år, her fremført på BBC’s daværende The Wogan Show, der til lejligheden burde have heddet The McCulloch Show…

Atlantic Stax saturday

Men The Jam havde ikke kun øje for den nordlige Detroit, Michigan-soulmusik på Motown. Hvad de allerede viste i 1977 på This Is the Modern World, deres andet album, som blev lukket af med en cover af en genreklassiker, der oprindeligt blev indspillet af Atlantic-artisten Wilson Pickett hos det legendariske soulpladeselskab Stax i Memphis, Tennessee. Der er nu ikke meget følt southern soul over The Jam’s presserende version…

Saturday Motown

Motown-bølgen nåede også til Europa, og specielt i England blev den modtaget med åbne arme. Det høres på følgende klip fra et amerikansk TV-show i 1980, hvor The Jam giver deres Motownkærlighed tilbage til USA i form af en hæsblæsende version af Martha Reeves & The Vandellas’ smash ‘Heatwave’, der udkom i 1963, da Paul Weller var seks år gammel…

Hørte selv The Jam’s cover, der lukker Woking-trioens 1979-meisterwerk Setting Sons, før jeg nogensinde kendte originalen, og måske Paul Weller ligeledes fik sangen leveret andenhånds, da hans idoler fra The Who legede rundt med den i deres egen mod-periode. Interessant at de to kridhvide covers af sangen her er langt mere soul-omfavnende end originalen, der insisterer på den straightw og tempererede popsang…

Jens Unmacks officielle weblog