Tears in his eyes

Det er Joy Division’s Ian Curtis fødselsdag i dag. 64 år ville han være blevet, hvis ikke for sin skæbnesvangre nat i maj 1980 i Macclesfield. Hvor længe mon ville Joy Division have eksisteret, havde han levet videre dengang? Deres andet album Closer, der udkom to måneder efter selvmordet, lyder sært afklaret endeligt, som om Ian Curtis og bandet allerede der er ankommet til den naturlige endestation for deres udtryk og dengang så grænsesøgende musik.

Efter Curtis regrupperer de tre efterladte – plus trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gillian Gilbert på keys – som New Order, og løfter umiddelbart Joy Division’s mørkefakkel. Men efter Movement (1981), NO’s Ian Curtis-dødsskygge af et debutalbum, opstår forunderligt en helt ny, elektronisk baseret lyd, der opererer i noget så Joy Division-fremmed som lys. Havde denne så anderledes livssøgende musik været indenfor Joy Division’s rækkevidde? Får det aldrig at vide, men svært synes det at forestille sig, når man her igen hører Ian Curtis’s stemme suge lyset ud af sine sidste rum…

People who died…

Lyden af New York City-poeten Jim Carroll’s rocknroll-plader har aldrig rigtig fundet sit europæiske publikum. Der er ellers masser af vitaminer i hans sanges pulserende gadeperspektiv. Ikke underligt at Lou Reed var udtalt beundrer af den tidligere high school-basketballstjerne og senere junkie, der døde i 2009 og derved skrev sig ind i denne, hans egen kendingssangs titel…

Location value

Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…

Ich steh’ auf Berlin!

‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…

Teater og Dybde

Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.

Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at

Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.

Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.

Dagens 40-års…

11. juli 1980 udsender Birmingham’s ærgerrige Dexy’s Midnight Runners debutalbummet Searching for the Young Soul Rebels, der lægger sig fornemt stilsikkert et ledigt sted mellem på den ene side den samtidige 2-Tone-bølges The Specials, Madness, The Beat og The Selecter, på den anden den engelske northern soul-kulturs svedige amfetamin-musik. Her det unge band, nærmest komisk stylet og koreograferet, på Top of the Pops med albummets store singlehit. Sidstnævnte fejler intetsomhelst…

Señor

En af de sange som Gillian Welch og David Rawlings tolker på det nye album, Pastoren skriver om i indlægget herunder, er Bob Dylan’s mægtige ‘Señor (Tales of Yankee Power)’ fra hans for oversete 1978-album Street Legal. Dylan’s ældre sange er svære at finde i studieversioner på YouTube, så her må en absolut godkendt liveversion fra dengang af Street Legal‘s næstbedste sang gøre det.

Nyt fra Nashville

For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.

Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.

Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.

Passageren kommer hjem?

43 år efter sin udsendelse har en af verdens allerbedste sange – Iggy Pop’s ‘The Passenger’ – fået sig en officiel musikvideo, den kan rejse sammen med på det vilde net. Denne Berlin-essentielle sang af livskraft, hvis ord blev til i 1977 mens Iggy Pop kørte, kørte og kørte S-bahn/U-bahn rundt i den vestlige del af byen, og lod det hele komme til sig. Bowie? Han var sikkert arbejdsbegravet i Hansa samtidig, igang med at lave sine egne to mesterplader det år. Det gav Iggy tid til at opdage Mauerstadt på egen hånd, alene eller sammen med hans berlinerkæreste, fotografen Esther Friedman, hvis sort/hvide snapshots af Iggy i Vestberlin bruges som stills i den nye video. De synes helt på deres rette plads. Hvad virker langt mindre befordrende i den natlige køretur af sort/hvidt univers, det er videoens filmramme. En sang der i eftertidens bevidsthed er så fast forankret i Bowie og Iggy Pop’s mytiske Vestberlin, den fortjener bare andet og mere parallelflugtende end nogle nutidige levende billeder af engelsk venstrekørsel og britiske gadeskilte. Overordnet dog rart at se ‘The Passenger’, som – takket være et klokkeklart Jesper Olsen-selvmål af pladeselskabet RCA – aldrig blev A-singleudsendt i 1977, ophævet og anerkendt nu som noget mere end bare et almindeligt albumtrack.

Jens Unmacks officielle weblog