Kørte under forårssol fra Svendborg til København i formiddags med en Pulp-best of-CD som eneste selskab i bilen. Længe siden jeg har lyttet til Sheffield’s bedste, så Jarvis Cocker’s hvin og kitschede drama trak positivt opmærksomhed til sig. Ialfald før de senere sange på opsamlingen signalerede den trætte udbrændthed, som skulle blive succesbandets opløsning. Derfor ligner det næsten mere end en tilfældighed med denne uannoncerede Jarvis-single, Rough Trade lige nu netop har udsendt. Hvad jeg synes om den? Elsker Jarvis som karakter, men det er desværre tydeligvis ikke ham, der leverede de stemningsfuldt højspændte Pulp-pophooks, som stadig går lige i hjertet…
Dagens 34-års
Det synes umuligt at lave en top-5 over New Order’s bedste albums uden at have Low-Life fra 1985 på ialfald en af de tre øverste pladser. I dag er det 34 år siden Factory udsendte det delvist håndspillede elektroniske album med det sort/hvide-cover, hvorpå New Order indimellem positivt lyder yderst inspireret af Robert Smith’s The Cure, som faktisk samtidig udsendte numre (tjek bare ‘In-Between Days’ eller ‘The Walk’) med kraftig New Order-hældning. Low-Life er – præcis som sin forgænger Power, Corruption & Lies (1983) – en tidsløs plade til enhver tænkelig stemning og funktion. Kan kun anbefales.
Puppy love
Ofte så trist fortabte Pete Doherty overrasker ikke så lidt på sit nye album med The Puta Madres, hvor han stadig evner det fintfølende puslespil med henkastede toner og ord, der for længe siden skød ham så markant flot afsted i rocknroll. Her en ny sang og video derfra med Pete, hvis to voksne alaskan malamute-hunde iøvrigt hedder Jade og Narco. Hvem skulle have troet?!
Unknown postcards
‘But I am confident things will get worse…’. Joy Division’s Stephen Morris skriver i januar 1980 dette postkort fra tour i Holland til sin kæreste og kommende New Order-keyboardspiller, Miss G. Gilbert i Macclesfield, syd for Manchester…
Sex & drugs & rock & roll
En levende Ian Dury og Denise Roudette, hans daværende girlfriend, vist lige omkring 1977…
Der kommer en dag
Mens vi venter på EU-valget og folketingsvalget, er her det sidste nummer fra Orbitals album fra 2018, Monsters Exist. Jeg opdagede først dette album i år; ellers var det kommet på min liste over lytteværdige albumudgivelser fra 2019. Et tema, der løber gennem Monsters Exist, er menneskets skrøbelige livsgrundlag. Brødrene Hartnoll har altid været kendt for at have noget på hjerte; elektronisk musik kan virke abstrakt, men behøver ikke af dén grund at være holdningsløs.
Brian Cox, professor i astrofysik ved University of Manchester, fortæller det som det er – livet er dyrebart og flygtigt. Lyt!
There are few certainties in science, but one fact of which we can all be certain is that one day we will die.
Our atoms won’t disappear, they will return to the Earth. Some will become parts of the living future. But they will carry no imprint, no memories, no knowledge of the pattern once known as you. In five billion years our Sun will cease to shine. Our planet will die in the searing heat, engulfed by the dying star. The atoms once known as you will be ejected out into space. In billions of years they may become parts of new solar systems with their own stories to tell.
The great cycle of stellar death and rebirth offers a sort of limited immortality. Whether that’s comforting is up to you. But ultimately nothing will survive. It will all be gone.
In the far future there will come a time when time has no meaning as the Universe expands and fades. Our descendants isolated on an island drifting in ocean of dark will watch as the galaxies evaporate away.
How does that make you feel?
Yet something remains in the darkness. An idea. Science is the ultimate exercise of reason. And our reason confirms deep down what we’ve always known. Whether human or star, life is precious and fleeting.
We are collections of atoms that can think who discovered this deep truth. We must understand the Universe will spend an eternity in darkness after a brief period of light.
Meaning is not eternal. And yet meaning exists today because the Universe means something to us.
We must understand that life is precious and fleeting. In doing so we will come to recognize the true value of ourselves, our fellow humans and our civilization.
The choice before us is not between immortality and eternal darkness. The laws of nature have made that choice. But we do get to choose how long we want to survive. How long do you want the human race to survive?
There will come a time when we’re forced to choose: do we destroy our planet or protect it? Do we live together or fight amongst ourselves? Do we expand, explore, do we carry our shared hopes and dreams outwards to Mars and the moons of Jupiter and Saturn and onwards to the limitless stars or do we avert our gaze from the Universe beyond and allow all memory of our world will be lost too soon?
Do we close our minds and seek refuge in the ingorant dark of the cave or do we embrace curiosity and love of knowledge of our fellow humans, of our rare world and of the infinite and wonderful things yet to be known?
Sweet Ian Dury
Fra tider hvor der levede engelske originaler på hitlisterne. Ian Dury ville have haft fødselsdag i dag. Her er Dury – en af Englands mest raffinerede sangskrivere – og hans The Blockheads på Hammersmith Odeon’s scene til Concert for Kampuchea i 1979 med et følt kærlighedsbrev fra debuten New Boots and Panties!! (1977) til den da forlængst afdøde rockabillystjerne Gene Vincent. Ian Dury gik selv bort i år 2000.
…Skinny white sailor, the chances were slender
The beauties were brief
Shall I mourn you decline with some thunderbird wine
And a black handkerchief?
I miss your sad Virginia whisper
I miss the voice that called my heart…
Faraway, so close
To dream the impossible dream. For når Manchester City’s Kun Aguerro står med ligapokalen sent søndag eftermiddag i Brighton, så vil man hade sig selv for overhovedet, at have givet sig selv lov til håbet om et umuligt Brighton-mirakel. Sæsonens sidste spillerunde i PL er allerede nervepirrende.
Liverpool – Wolves, søndag kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal
Bobby was
11. maj 1981 døde Bob Marley efter lang tids sygdom på Cedars of Lebanon Hospital i Miami, Florida. Her er Jamaica’s centrale stemme med The Wailers og sin fænomenale kortrojka I Threes i en 1976-liveversion fra Beacon Theatre, New York City, med en passende sørgmodig og sjælfuld version af ‘Johnny Was’…
Mod London Calling
I dag er det præcis 40 år siden at The Clash – har vi nogensinde hypet dem før?! – udsendte deres The Cost of Living EP, som dannede bro mellem de på alle måder forskellige albums Give ‘Em Enough Rope (1978) og London Calling (1979). Det var ved indspilningen af denne EP, Mick Jones først fik afprøvet sine producerevner sammen med tekniker-esset Bill Price, hvilket i den grad skulle komme til at influere London Calling, hvor producer Guy Stevens’ egentlige job mere var som inspirator og mental coach, mens Jones og Price tog sig af det konkret musikalske indenfor arrangement, optagelse og lyd. Og det var også på The Cost of Living, at bandets lidenskab for amerikansk roots-rocknroll pludselig slog igennem i egen musik, ikke mindst på coverversionen af Sonny Curtis/The Bobby Fuller Four’s ‘I Fought The Law’. The Clash var absolut ikke noget publikumsmæssigt stort band i Danmark på dette tidspunkt, men takket være bandets af purister så udskældte kontrakt med store stygge CBS (nu Sony), så var det alligevel muligt at købe EP’en på udgivelsen selv i verdensfjerne Viborg – tak for det, Strummer, Jones, Simonon og Headon.
Liz Brady RIP
Hun er forholdsvis ret ukendt, så erfarer sikkert derfor først nu, den franske yéyé-sangerinde Liz Brady gik bort i januar. Her æres hun bedre sent end aldrig med en af denne sides absolutte favoritsange indenfor yéye-genren, ‘Partie de Dames’ fra 1967, som iøvrigt var med på preshow-playlisten til den nyligt overståede apriltour landet rundt med LS…
Instrumental fredag
Så hvorfor ikke gå Low?
Unknown Pleasures i hvidt
I andledningen af 40-året for Unknown Pleasures, Joy Division’s milepæl af en selvstændig debut, genudgives albummet til juni i rubinrød vinyl og coveret som det oprindelig var tænkt, nemlig i hvidt. Og ja, det ser helt forkert ud…
Hvad ser vi?
17. juni 1980: Fire securitymænd gør klar til aftenens arbejde i Hammersmith Palais, Vestlondon, hvor The Clash er på plakaten…
Saturday Boy
Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…