Farvel, Bowie-birthday

Været en fornøjelse at høre Bowie gennem denne grå mandag. Slutter hans fødselsdagsmarkering her af med et længe tabt, siden genfundet Top of the Pops-klip BBC-transmitteret d. 4. januar det herrens glamår 1973, alligevel et par fuldmåner siden. Attituden er cocky, kostumerne (!) glitrer, guitarriffet er det samme som Sweet’s præcis samtidige ‘Blockbuster’-hit, David Bowie ejer teenage-England…

1979

David Bowie’s samarbejde med Brian Eno og Tony Visconti har på de to 1977-berlineralbums Low og “Heroes” slået gnister, men da de atter mødes i et klaustrofobisk og hedt studie ved Montreux i Schweiz er metaltrætheden mellem de tre til at høre. Lodger (1979) skorter ikke på vovemodets eksperimenter, men forgængernes ubesværede musik er blevet borte i dette albums for stive og farveløse artrock. Lyspunkter findes dog naturligvis, ikke mindst på lead off-singlen ‘Boys Keep Swinging’, hvor Bowie’s musikere har byttet instrumenter, med stor friskhed og anarki til følge. Her optræder manden helt alene med nummeret på det engelske comedy/musikprogram The Kenny Everett Show…

1978

Efter sin forunderligt uskyldige og så produktive tid i Vestberlin med Iggy Pop, Tony Visconti og Brian Eno, er David Bowie i 1978 atter rejsende i musik. I forbindelse med sin store verdenstour indspiller han 21. maj 1978 en session for det tyske TV-program Musikladen. Her optræder Bowie helt up-close foran et siddende TV-publikum. Skræmmende sterile rammer at levere musik under, alligevel slår bandet, musikken og sangeren gnister…

1977

‘Be My Wife’ er et centralt nummer på Low (1977). Sangen indkapsler den ensomhed David Bowie må have gennemlevet under albumtilblivelsen i først Frankrig, siden Berlin, hvor store dele af tiden ifølge producer Tony Visconti gik med opslidende advokat- og revisor-møder i forbindelse med skilsmissen fra Angie Bowie. Men liveudgaven, der spilles hver eneste aften på 1978-touren, har en helt anden joie de vivre end originalens martrede 1977-virkelighed. Nærmest som Bowie i følelse er kommet ud på den anden side, og nu kan synge sangen anderledes fremadrettet ovenpå sit bands mere guitarorienterede og frie version…

1976

På en streng diæt af rød peber, mælk og kokain opfinder David Bowie fremtiden. Han husker siden ikke noget fra tilblivelsen og indspilningerne af de seks sange, der bliver til albummet Station to Station. Hvilket er utroligt, for sjældent har nogen artist virket i så absolut fuld kontrol over sit udtryk, sin musik og sine virkemidler. En tour i Nordamerika og Europa bringer The Thin White Duke-spektaklet forbi Danmark, hvor København begaves med to forårsaftener i blændende hvidt scenelys og en musik af en anden verden. Publikum i Falkoner går derfra forandret for altid. Mange af dem bliver siden forfattere, musikere, malere, dramatikere, filmskabere, stofmisbrugere, flanører, punkere, nyromantikere, fantaster, drevet ud fra tilværelsesens magelige midterrabat af Bowie’s vægtløse leg med livet…

1974

Er der liv efter Ziggy?! I 1974 har David Bowie givet sit trofaste band løbepas. Selv hans højre musikalske hånd, rocknroll-guitaresset Mick Ronson er dømt ude. Med et nyt hold – Bowie spiller selv guitaren her – indfanger han sin post-apokalyptiske fremtidsversion, der i maj udsendes som Diamond Dogs. Et af dens helt centrale øjeblikke er side 1’s ‘Sweet Thing/Candidate/Sweet Thing (Reprise)’, en suite af næsten Gerschwinsk tonalitet og dyb skønhed, hvori Bowie sprænger genregrænser for hvad hans musik kan og skal. Her en liveudgave fra den amerikanske tour samme år, med en lidt creepy køretur gennem Los Angeles’ mørkeverden først…

1973

David Bowie og hans Spiders from Mars på scenen i Hammersmith Odeon, London tirsdag d. 3. juli 1973, koncerten hvor David Bowie officielt og til stor fanbestyrtelse slår sin Ziggy-karakter ihjel – på Ziggy Stardust-tourens 191. og sidste show – men her dog kun aftenens musikalske finale, naturligvis ‘Rock ‘N’ Roll Suicide’…

1972

Mange har David Bowie’s Hunky Dory (1971) som en absolut favorit, og det er en udsøgt og musikalsk smart skrevet plade, men for os her fødes han som lysende stjerne først på Ziggy Stardust i foråret 1972. Sangene er simplere, melodierne enklere og energien en helt anden, som høres selv på dette samtidige TV-klip af albummets tilbageholdte åbningssang, balladen ‘Five Years’. Hvilket ungt talent i fuld rocknroll-blomstring her…

Punk français

Fransk punk er/var langt mere – og langt mindre tegneserie-komik – end Plastic Bertrand, der vel iøvrigt var fra…Belgien. Det mest berygtede band fra Paris var Metal Urbain, Frankrigs radikale provo-svar på Sex Pistols, men andre støjede også med i Lysenes by. Her er det Stinky Toys, der som det eneste franske band i september 1976 spillede til den myteomspundne The 100 Club Punk Festival i London sammen med netop Sex Pistols, The Clash, Siouxsie and the Banshees, The Damned, Subway Sect, The Vibrators og Buzzcocks. Her er de med sært profilstærke ‘Birthday Party’, et track på deres andet og sidste album fra 1979. Sangerinde Elli Medeiros skulle siden få en lang karriere indenfor både popmusik og film…

En drøm kaldet Blondie

Blondie-guitarist Chris Stein, der i New York City-bandets storhedsår var kæreste med bandets ubestridte omdrejningspunkt Debbie Harry, hende alle vi andre drømte om, havde fødselsdag i weekenden. Stein co-skrev ofte Blondie-sange med Harry – tjek f.eks. ‘Heart Of Glass’ eller mageløse ‘Dreaming’ – men helt alene har han skrevet to af denne sides absolutte favoritsange med Blondie, svajende længselsfulde ‘Fade Away And Radiate’ fra Parallel Lines (1978), samt Debbie Harry-sublimerende ‘Shayla’ fra Eat to the Beat (1979). Her er det sidstnævnte i en liveoptagelse fra Apollo Theatre i Glasgow, nytårsaften 1979. Som altid, når Blondie spillede live, er der to der løber med opmærksomheden: Naturligvis drømmekatalysator Debbie Harry, men så sandelig også trommeslager Clem Burke, der selv på en semi-ballade af så afdæmpet karakter kan fremvise sit helt specielt dynamiske trommetalent…


Jens Unmacks officielle weblog