Skøjteløb på olympisk skyld

Den amerikanske indieekvilibrist Sufjan Stevens udsendte onsdag en bittersødmefuld hyldestsang til Portland, Oregon’s skøjteprinsesse Tonya Harding, hende der i 1994 bestilte og fik udført et skadende overfald på sin olympiske konkurrent Nancy Kerrigan. I Stevens’ sang er Harding den klassiske amerikanske heltinde, den ukuelige overlever, der imod alle odds kæmper sig op og ud af sin white trash-baggrund. Sufjan Stevens er også aktuel med netop udsendte The Greatest Gift – Mixtape, et album der indeholder versioner, demoer og outtakes fra hans egen Carrie & Lowell (2015)…

R.E.M.embered

Savner vi ikke da tre, engang fire mænd fra Athens, Georgia kaldte sig for REM, lavede relevant musik i tiden og udsendte den på plade? Seks år siden det lille store band kastede håndklædet i ringen og gik hver til sit. Håber de fandt personlig glæde ved ikke længere at skulle arbejde sammen, for rent musikalsk står resultatet mikroskopisk som i nærmest ikke-eksisterende. R.E.M. er et klassisk eksempel på den givende helhed, der er større end summen af sine parter. Den åbenlyst mest interessante af disse, Michael Stipe, har siden R.E.M. boet i New York, haft en arty blog, designet et skateboard eller to, optrådt et par gange som spinkel support til Patti Smith, samt til en tribute-koncert for David Bowie i Carnegie Hall, men ellers holdt sig langt væk fra den musik, han så klart blev sat i verden til at prøve kræfter med. Guitarist Peter Buck derimod udsender gavmildt plader, som ikke mange af os, der har tjekket dem ud, egentlig orker at høre; for de er mageligt ligegyldige og 100% ordinære uden Stipe’s stemme og Mike Mills’ popøre tilsat. Peter Buck har fødselsdag i dag. Vi ønsker ham en god en med verdens mest urealistiske ønske: Get back! Her er R.E.M. i en fænomenal 2003-optræden på Letterman’s Tonight Show…

En ny uge begynder med musik

Wolf Parade’s perle af en koncert på Loppen fredag aften gør stadig indtryk, så vi starter den nye uge her med co-forsanger (den mest gribende af de to) Dan Boeckner’s Divine Fits, et sideprojekt sammen med bl.a. folk fra Spoon. Divine Fits udsendte i 2012 under Wolf Parade’s pause A Thing Called Divine Fits, bandets hidtil eneste album. Her en KEXP-liveoptagelse af dets cool, flygtige, synthdrevne åbningsnummer ‘My Love Is Real’, heldigvis med Boeckner på den yderst Wolf Parade-lydende vokal…

Fra Mauerstadt

Nick Cave-dokumentaren (lidt herunder) havde blandt andet et par scener fra dengangs Vestberlin-spillested Metropol ved Nollendorfplatz, hvor jeg selv i marts 1987 var til koncert med engelske The Psychedelic Furs. Deres forsanger Richard Butler bærer bandets signaturlyd i sin stemme, som høres her med berlinske Westbam fra en doku, der netop handler om Vestberlin i 80’erne…

Jens Unmacks officielle weblog