Paz er Noir Desir- og Détroit-sanger/sangskriver Bertrand Cantat’s nye duo sammen med forfatter Caryl Férey. Debutalbummet, inspireret af Férey’s seneste roman, også kaldet Paz, udkom i foråret, og kan i enkel fortælling lyde sådan her…

For få par uger siden talte vi her på siden om den enorme betydning Bowie’s Top of the Pops-optræden med ‘Starman’ i 1972 havde for en stor del af de daværende britiske teenagers, som siden skulle blive toneangivende indenfor punk og post-punk. Men Bowie har ikke været den eneste, der kunne fungere som katalysator på det plan. For næste generation var det lyden og synet af Sex Pistols som gjorde det samme. På dags dato i 1977, på sommerferie oppe i Lake District i det nordvestlige England, sad jeg selv som identitetssøgende 13-årig og så selvsamme Top of the Tops, ventende på Johnny Rotten & co’s BBC-debut med bandets tredje single ‘Pretty Vacant’. Aviserne samme dag havde nemlig bragt som forsidenyhed, at de så samfundsforhadte Sex Pistols ville kunne opleves på programmet i en allerede optaget performance af deres nye single. Det er den optræden der i dag står som den officielle video til ‘Pretty Vacant’. Et så stærkt statement for både øje og øre, selvom det næsten er umuligt i dag at forestille sig, hvor voldsomt livsforandrende et indtryk disse levende billeder og denne velgørende støj efterlod sig på kun tre tidsløse minutter i den gamle verden af 1977…

Svært at sige nok godt om Protomartyr’s nye Ultimate Succes Today, der lettere covid-19-forsinket blev udsendt i fredags. Her en af pladens mange passivt-sørgmodige fortællinger, der langsomt men sikkert gnaver sig ind i en, som en orm på et æble. Nummerets roligt faldende grundakkorder, der afbrydes for en stund mod slut i en slags eksplosion af en anden verden, er overlegent godt arrangeret med det skæve guitartema indimellem de nærmest omsorgsfulde harmoniklange under vers. Og der er brug for det lidt varme man kan finde, for det er en trøstesløs fortælling, der ovenpå musikkens sært hypnotiske ridt henkastet nærmest falder ud af vokalist Joe Casey’s mund…

I skyggen af Closer-udgivelsen 18. juli 1980, mens vi alle sikkert er på sommerferie eller på anden vis gemt langt bort fra pladebutikkernes nyhedsrytme af fremdrift, ligger et andet album, der står i skarp kontrast til Joy Division’s farvel. Crocodiles, det nye Liverpool-band Echo and the Bunnymen’s debut, udkommer nemlig også den fredag. Bunnymen har på dette tidspunkt kun en lovende single bag sig. Den har en enkel, nærmest intim musik med sig, og er ikke bare flasket op med punk, men tydeligvis også informeret af både The Velvet Underground, David Bowie og The Doors. Echo er siden blevet skiftet ud med en levende trommeslager – og hvilken en! – og Bunnymen’s debutalbum kommer som en drøm af en opdagelserejse ud i hidtil ukendt terræn. Det nære touch fra ‘Pictures On My Wall’-singlen er bibeholdt, men står nu med det lange søgelys på, selvklart efter himlen et sted deroppe. Den synes dog endnu uopnåeligt langt væk fra den unge sanger Ian McCulloch’s lokkende mund. Snart skal det forhold ændre sig. Crocodiles er den mere end bare lovende begyndelse på det forløb, der snart skal gøre Echo and the Bunnymen til et af verdens allerbedste bands i en række år.

Så kommer den endelig, Joy Division’s Closer. To måneder på dagen for Ian Curtis’ selvmord udgiver Factory Records 18. juli 1980 de ni numre, der vil stå som hans egen gravtale, som Joy Division’s andet album. Et værk så resigneret og nedtrykt, det i lytterens bevidsthed helt naturligt bliver sangeren selv, som ligger der i centrum på coverets dødstableau. Men samtidig et album, hvis fastfrosne afklarethed vil holde Ian Curtis levende og lysende som et fyrtårn, også for kommende generationer. Bemærkelsesværdigt hvor godt dette album har holdt sig. Ofte ældes musik stilmæssigt nådesløst, når det har stået toneangivende i sin samtid. Men Closer synes hævet over så ærgelig en naturregel. Og Joy Division, der dengang i 1980 var undergrund, står i dag så mytologiske, det kan være meget svært at huske, de engang bare var…et band. Closer er det bands endegyldige farvel, der nægter at dø.

Matt Berninger udsender denne nye single i dag, endnu en forløber for efterårets solodebut. Underspillet, eftertænksomt, længselsfuldt, tilbageholdende, ja, det kan opleves som Matt Berninger’s største problem er ikke at lyde som The National, når han åbner sin mund og synger. Måske det i virkeligheden faktisk er lige det modsatte af et problem. Det her giver ialfald lyst til mere af samme slags smukke valium…

Pulp’s Jarvis Cocker er tilbage denne fredag med udgivelsen af Beyond The Pale, debutalbummet med hans nye band JARV IS. Flere udenlandske medier kalder pladen for Jarvis’ bedste siden Pulp’s This Is Hardcore (1997), så der må være noget at glæde sig til. Her et af albummets syv numre, ‘House Music All Night Long’, der åbner side 2…

Talking Heads’ andet album, deres første af tre i hvad skulle vise sig at blive et banebrydende samarbejde med Brian Eno som producer og siden med-komponist, udkom i disse dage i 1978, kort tid efter New York City-bandets genlydsvækkende optræden Roskilde Festival. Underligt i dag at denne minimalistiske og funk-bevidste collegepop med svimlende høj IQ blev bragt frem på noget så erklæret anti-elitært som punkbølgen. More Songs About Buildings and Food fremstår i dag som album endnu dugfriskt og udfordrende, sidste havn som det er inden David Byrne og Brian Eno’s fælles besættelse af polyrytmik og tungetale for alvor stævner Talking Heads’ musik ud på verdenshavet.

En ny cover fra i går af en sang fra Tom Petty-albummet Songs and Music from “She’s the One” (1996), et af hans bedste. Eksotisk indspilningssted? The Masonic Temple i Asheville, North Carolina. Og nej, vi kender før det her heller ikke til Hand Habits…

Det er Joy Division’s Ian Curtis fødselsdag i dag. 64 år ville han være blevet, hvis ikke for sin skæbnesvangre nat i maj 1980 i Macclesfield. Hvor længe mon ville Joy Division have eksisteret, havde han levet videre dengang? Deres andet album Closer, der udkom to måneder efter selvmordet, lyder sært afklaret endeligt, som om Ian Curtis og bandet allerede der er ankommet til den naturlige endestation for deres udtryk og dengang så grænsesøgende musik.

Efter Curtis regrupperer de tre efterladte – plus trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gillian Gilbert på keys – som New Order, og løfter umiddelbart Joy Division’s mørkefakkel. Men efter Movement (1981), NO’s Ian Curtis-dødsskygge af et debutalbum, opstår forunderligt en helt ny, elektronisk baseret lyd, der opererer i noget så Joy Division-fremmed som lys. Havde denne så anderledes livssøgende musik været indenfor Joy Division’s rækkevidde? Får det aldrig at vide, men svært synes det at forestille sig, når man her igen hører Ian Curtis’s stemme suge lyset ud af sine sidste rum…