Vinylgenudgivelsen af Robert Forster’s bedste soloalbum, The Evangelist (2008), var først sat til 28. juni. På dagen blev albummet dog udsat til 29. juli, hvilket straks blev rettet til 2. august. I mellemtiden meddelte tyske Tapete Records, der står bag relanceringen, at pladen nu kunne fåes direkte hos dem, samt at de første 100 web-bestillinger blev belønnet med et liebhaver-eksemplar på gennemsigtig vinyl. Så blev pladebutikkernes releasedato på The Evangelist nu rykket frem til 12. juli. På dagen var der dog kun igen tomhændet skuffelse at få med hjem. Men i dag er den så endelig kommet og kan nu købes/høres på (sort) vinyl.

The Evangelist er Robert Forster’s første album efter hans The Go-Betweens-makker og nære ven Grant McLennan’s pludselige død, hvorfor tre af dennes fjerlette melodier, fabrikeret til et aldrig finaliseret The GBs-album, medvirker. En nøgternt alvorlig og søgende tone, en betragtende træden tilbage fra verdens tumult, en årvågenhed for mulighedernes mirakel, men også for livets skrøbelighed, gør The Evangelist til Robert Forster’s essentielle soloalbum. Sangene her er melodisk finøkonomiserede, langsomt hjerteknusende, og gemmer sig klædeligt nok næsten aldrig bag Forster’s knastørre humor, ja, den der skylder ikke så lidt til Jonathan Richman. Et underspillet mesterværk.

En top-7 over personlige favoritter blandt de syv Robert Forster-albums?! Så gerne…

50 år siden i går, at Apollo 11-raketten blev skudt afsted fra Cape Canaveral, for fem lange dage efter at kunne sætte astronaut Neil Armstrong ned som det første menneske på Månen. Den bedrift er en af hjørnestenene i den amerikanske drøm, hvori fremdrift mod det uopdagede står skrevet med stort. Naturligvis har rumfart derfor også sat sine klare spor henover musikkens himmel gennem Apollo-årene. Her er det allerede i 1966 californske The Byrds – mærkværdigt filmet foran ældgamle Colosseum i Rom – der drømmer om at rejse i rummet, dog nok mere i flyvende tallerken end på raket…

Det forlyder i dag på telegrafpæle fra Staterne, at Jeff Tweedy’s Wilco til oktober udesender albummet Ode to Joy, bandets 11. studiealbum. Følgende ‘Love Is Everywhere (Beware)’ er den nye og luftige forløbersingle…

Remembering Grant…

Det er i dag 50 år siden en ung, for de fleste helt ukendt englænder udsendte og fik sig et stort science fiction-duftende novelty-hit med denne single. Længe troede man, han ville blive stående som et one hit wonder, men det viste sig dog ikke, slet ikke, at være tilfældet…

PS – Har fået fortalt, der findes en dansk version med Peter Belli fra dengang, hvor der synges ‘Kaptajn K til jordkontrol’, men er aldrig stødt på den. Kan nogen mon be-/afkræfte…?

Mrs. Harry & Mr. Pop i 1990…

22. oktober 1976 udsender Stiff Records den første britiske punk single. London-bandet The Damned, der kun tre måneder tidligere har live-debuteret som opvarmning for Sex Pistols, er først ude af startblokken med den Nick Lowe-producerede ‘New Rose’ (læs: ‘neurose’), der med sin hæsblæsende lyd og presserende levering dels kører samtidige engelske retro-elskende rocknroll-bands som Dr. Feelgood og Eddie and the Hot Rods af banen, dels sætter en for konkurrenterne motiverende tårnhøj standard for den nye britiske punk…

Ude i den utaknemmelige verden affejes han ofte som letbenet kitsch, men her på denne blog står Lee Hazlewood som en af de helt store amerikanske popsangskrivere og klassiske popsangere fra det forgangne århundrede. I dag ville den lille mand med den så dybe stemme være fyldt 90 år. Hazlewood er bredest kendt for sit så kommercielt succesfulde samarbejde med Nancy Sinatra, men her i hengiven ærbødighed en kriminelt overset 1969-perle af en solosang, det både i konstruktion og udførelse…