I de mange år mens Sonic Youth eksisterede, når man ramte de øjeblikke, der ikke kunne mere hitlistepåtænkt, konventionel, uforpligtende MTV-rockmusik, var New York-bandets selvbyggede tårn af dissonans, no bullshit-voksenalvor og udfordrende larm et lindrende tilflugtssted. Her er så Sonic Youth’s Kim Gordon’s nye single. Isoleret set et impulsivt eksperiment mere end en afstukket kurs. Men samtidig befriende med en musik, der stiller spørgsmål gennem det uortodokse, det støjende, det grimme, samt overordnet, at Gordon og hendes artsfæller er der som modvægt til alt det, vi dag og nat bombarderes med til hudløshed…

Echo & The Bunnymen’s Ian McCulloch: ‘This song, more than any other, made me want to “jump up on stage”. Pure Atmosphere.’

Av, umiddelbart en slem skuffelse, så uinspireret og uvant halvhjertet Iggy Pop fremstår i sit nye albums diffuse landskab af numre, han tydeligvis ikke selv har halvt så meget andel eller engagement i som pladens gennemgående freestyle-trompetist. Man sidder med tanken, at Post Pop Depression var det perfekte punktum, der slap væk. Et lindrende øjebliks mål og mening gives dog i ‘Love’s Missing’…

Nej, ikke Free, Iggy Pop’s umiddelbart for ufokuserede og ærgelige autopilot-jamsession, men derimod BBC og Korova Record’s dbl-album-udgivelse af Echo & The Bunnymen’s BBC-sessions fra 1979 til 1983, indspillet til John Peel’s radioprogram. Bunnymen var i netop de år flyvende og indspillede oftest de sange, der senere kom på deres albums, i afsøgende råskitser i BBC-studiet nede i Maida Vale, London. På den vis byder den i dag udsendte The John Peel Sessions 1979-1983 ikke blot på essentiel, råskåret Bunnymen-musik, men også på et utilsløret blik ind i Liverpool-bandets arbejdsrum. Fra den spirende start, med lydtætte sange holdt stift sammen af rytmeboksen Echo, til det fuldt udvoksede bands Ocean Rain-demoer, hvor senere periodeklassikere som ‘The Killing Moon’ og titelnummeret inspireret leder efter deres endelige form. Det er ofte rigtig godt, det er hele tiden interessant.

Det er gået lidt hen over dette hoved, at Pulp’s evigtkarismatiske Jarvis Cocker i maj måned udsendte en sang med sit nye band. Bandets navn er Jarv Is og noget må de kunne med ham, for med et lyder Jarvis – der lige siden Pulp’s break up i sin musik har fremstået så træt, ja, nærmest udmattet – levende, lettere besat og upfront igen, præcis som han er bedst. ‘Must I Evolve’ udsendes i dag som 12-inch-single…

Ovenpå en mesterlige toer, Dog Man Star (1994), ligger Suede’s fremtid i noget der ligner ruiner. Guitar-es Bernard Butler har dømt sig selv ude, og stor er tvivlen på at den nye afløser, teenage-fundet Richard Oakes, tilnærmelsesvis vil kunne fylde hans så personligt elegante musical director-sko i bandet ud. Så stor er overraskelsen 2. september 1996 da Coming Up udsendes. Dog Man Star‘s forslåede taberlandskab af kulsort glitterrock forsøges ikke genskabt, istedet er det en speedstrømlinet (brit)rock, der på melodisk helium-sangbare omkvæd og vital lyrisk swagger løfter Suede ind i fremtiden, som langt mere end ekko af de løfter der brast med Brett Anderson og Bernard Butler’s skilsmisse. Coming Up er en pragtfuld genfødsel.

Ringende guitarer, bevægende prikker af lys på nattehimlen, tid og rum til undrende eftertænksomhed. Eller med andre ord: Ny digital september-single i dag fra Ukendt Under Andet Navn (AKA Henrik Olesen)…