The Libertines and Babyshambles frontman was initially arrested in the Pigalle district in the early hours of Friday for allegedly attempting to buy cocaine. He spent two days in police custody and was provisionally fined the equivalent of £4,300, a sentence yet to be approved by a judge, the Mail reports.
Doherty, 40, reportedly went out on Sunday wearing his pyjamas to celebrate his release. He was allegedly seen fighting in the Saint-Germain-des-Prés district with a 19-year-old male, who is believed to have filed a police complaint.
I de farveløse startfirsere i postpunkens København var det udelukkende Mensa-dandyen Martin Hall, der kunne tage kampen op med Sods/Sort Sol om at være tidens fremmeste stemme i undergrunden. Gennem Identity, Ballet Mecanique, Ballet M og Under For udsendte han på vinyl sine sammenbrudstruede skrig for en bedre verden, der på febervild klangbund af violindrone og piskende rytme, tegnede tidens galopperende sortsyn med imponerende sikker streg. Her Martin Halls sideprojekt SS Say, der – udover bl.a. at spille support til William Burroughs i Saltlageret – i februar 1985 udsendte EP’en Fusion, hvorfra dette så fornemt synth-udhuggede track, ‘Care’, stammer. Martin Hall har skrevet og spiller selv det meste, nu afdøde Henrik Möll er også ombord, men nummerets køligt smukke stemme tilhører Inge Shannon…
Dagens 41-års tilhører The Clash, der 10. november 1978 udsender Give ‘Em Enough Rope, Ladbroke Grove-kvartettens svære toer. Og vanskelig er den, for efter debutens hæsblæsende nødvendighed er det blevet hverdag i Clashland, og som sådan er det Sandy Pearlman-producerede album for ofte en noget mudret og uforløst affære, hvor hverken materiale eller fremførsel slår den gnist, bandets klare ambitioner fordrer. Enkelte øjeblikke af stor klasse er der dog, især åbningsnummeret ‘Safe European Home’, hvor Strummer og Jones’ mislykkede rejse til Kingston, Jamaica besynges, så ingen frustration over kulturelle barrierer går mål forbi. Her høres også, hvad den nye trommeslager Topper Headon bibringer The Clash af dynamik og luksuriøs køresikkerhed. Hvilket skulle blive essentielt på næste album, London Calling (1979), da både sangskrivning og produktion faldt på plads, så The Only Band That Matters atter lød som var de ikke faret vild i jagten på at være sig selv.
På dagen hvor Nick Cave & The Bad Seeds’ Ghosteen udsendes fysisk på vinyl og CD, her en flaskepost fuld af længsel efter det Bad Seeds, der på det nye album ligger så annihileret, at selv coverets stort anlagte gatefold-foto kun er med Cave himself og Warren Ellis. Selve The Bad Seeds, i mange år scenens vel mest dynamisk spillende rockorkester, er hverken at høre eller se, selvom navnet dog står på coveret af det tekst-veloplagte men musikalsk så sært udsvingsløse – som i medicineret-lydende – udspil. The Bad Seeds, fra da musikken stod svøbt i drama og melodierne kom ildevarslende underskønne, here’s to you!
London’s HMLTD har de seneste par år udsendt en håndfuld singler, der samlet vidner om et yderst stilmangfoldigt, ja, til tider næsten identitetsdiffust men kulørt band. Her er netop udsendte ‘The West Is Dead’, en dog velgørende stram, elektronisk funderet, og punk-behjertet forløber for debutalbummet af samme navn, der efter planen udsendes engang til næste år. Disse fremtids-fuckups er uden tvivl langt mere spændende end Bono’s drengs U2-juniorband, vi noget tøvende forsøgte os med her forleden…
Faldt i aftes/nat over et album ikke hørt i for lang tid; Edinburgh’s monokrome Postcard Records-raketter Josef K’s The Only Fun in Town (1981), det eneste album bandet nåede at udsende inden det hele alt for pludseligt var forbi bag en sky af rastløs nervestøj og slingrende guitarsammenstød. The Only Fun in Town udkom den måned jeg fyldte 17. En af de plader der betød allermest det år. Her åbningssangen, indgangen til hele rutschbaneturen…
Er slet ikke kommet ind i det nye Wilco-album, selvom flere siger, det er et af de bedre af bandets senere og absolut sin umage værd. At Jeff Tweedy’s stemme altid er et givende instrument, skal der dog ikke herske tvivl om. Hør nu bare denne liveoptræden på amerikansk TV i forgårs med albummets hovedsingle…
5. november 1975 livedebuterer Sex Pistols på St. Martin’s College of Art, hvor bassist Glen Matlock er indskrevet. Aftenens trækplaster, som Sex Pistols spiller opvarmning til, er Bazooka Joe med den senere Adam Ant på sang. Sex Pistols bliver stoppet prematurt efter tre-fire numre – bl.a. covers af ‘Substitute’, ‘What’cha Gonna Do About It’ og ‘(I’m Not Your) Steppin’ Stone’ – da hovednavnets gear bliver gået for brutalt til af Rotten og co…
Det skete mandag aften til Lana Del Rey’s show i Denver, Colorado’s Bellco Theatre, hvor hun inviterede Death Cab For Cutie-frontmand Ben Gibbard på scenen til en version af Death Cab’s ‘I’ll Follow You Into The Dark’…
Tænkte umiddelbart at dette nye Dublin-band, Inhaler, lå i en klar tradition af klassisk U2, på deres nye single her. Læser nu at forsangerens far er kendt sanger i et andet irsk orkester, og der går under kaldenavnet…Bono. Og udfra den glitzy-keyboards-møder-indierock-lyd på ‘Ice Cream Sundae’ kan hans mor så muligvis være en af dem fra The Killers. Det er pludselig blevet svært for Inhaler at overleve i denne verden…
5. november 1986 udsender New Order en af karrierens mest fornemme 12’er-singler, den fra det samme års grå Brotherhood-album radikalt reworkede ‘Bizarre Love Triangle’. Aldrig har en vocoder vel lydt så forløsende himmelsk som i dette nummers outro-chorus…
Et bevægende og omskifteligt år for Bauhaus’ Peter Murphy. Først sommerens hjerteslag og efterfølgende hospitalsindlæggelse under solotour i New York, nu i disse dage det oprindelige Bauhaus’ første to koncerter siden 2006. Her setlisten fra de to aftener på Hollywood Palladium. Et tredje show i Californien er planlagt 1. december.
The Destroyer 2, det nye album med canadiske TR/ST, gør vel alt det man kunne håbe på efter forårets fornemme The Destroyer 1. Her et af værkets mere introspektive øjeblikke, nummeret ‘cor’, hvis tyste melodi falder som sug af længsel. Specielt afslutningen – fra 2:43 og ud – er formidabel i al sin nøgne enkelhed…
