Ex-Pixies-bassist Kim Deal’s kvindelige afløser Kim Shattuck var en positiv overraskelse ved Boston-støjsendernes show i Falkoner tidligere på måneden. Fender P-spillets heftighed var det umuligt at sætte fingre på og i et scenelandskab af tre larmende mænd med stenansigter lyste hendes henrevne rock-attitude også visuelt op, så det gjorde kommunikativ forskel. Det gør det ikke længere for Pixies, der i dag har fyret hende. Så hvad nu, Black Francis – Kim Wilde?
Elvis Costello har kærligt genskrevet The Clash’s ‘Clash City Rockers’ som ‘London’s Brilliant’ til Wendy James…
…I didn’t want to be some satellite clown
So I went up to London ‘cos I heard it’s falling down
Found the Dennis the Menace of Little Venice
Still digging up the bones of Strummer and Jones
Revolutionary days were sadly over
And a cool profile down Ladbroke Grove
Won’t make it no more
You could wake up in a doorwayLondon’s brilliant when it’s raining
Everbody’s moaning and complaining
London’s dismal and divine
And I know one day, one day…one day, one day
It’s going to be mine…
Endnu stakåndet ovenpå den rollercoaster, derbyet på Goodison sidste lørdag gav sig som? 90 minutter med speeder i bund fremad og håbløst forsvarsspil i begge ender. Ærgelse over Joe Allen’s spildte kæmpechance for at afgøre til 3-1. Lettet over de outstanding Mignolet-redninger, der, når det brændte på, holdt Liverpool inde i kampen. Og bekymring omkring at dødbolde kronisk er blevet en så let og forudsigelig vej til scoring for enhver modstander. Søndag eftermiddag går turen til Hull, der har fået 11 af sine hidtil 14 points på hjemmebanen. Sidst Liverpool var på KC Stadium, i 2010 – det må have været Rafa Benitez’s sidste kamp som manager for LFC – blev det 0-0 i et skuffende tamt sæsonafslutningsmøde. Skal LFC’s nuværende andenplads holdes er det her en dyst, der denne gang skal give fuld gevinst. På papiret ser det dog bekymrende tricky ud. Især når det tages med, at Steve Bruce’s mandskab sidste weekend fuckede op eget græs mod agterlanternen Crystal Palace. Den skal helt sikkert revancheres mod Liverpool. Nu Daniel Sturridge desværre, desværre meldes langtidsskadet bliver der brug for noget helt specielt. Mr. Suarez, will you rise to shine?
Tottenham – Manchester United, søndag, kl.13.00, 3Sport2
Hull – Liverpool, søndag, kl. 15.05, 3Sport2
Fjorten år og to måneder efter T.Rex-udgivelsen af ‘Metal Guru’ i maj 1972, udkom denne lille tribute-single…
Tak til Ronnie Nielsen for dette billede. Som han selv så rammende skriver på sit webfællesskab Bongorama: Hele Danmark beskrevet i én Facebook statusbesked. Lige her citerer vi den hedengangne engelske popgruppe ABC: Tears are not enough.
Voksne mænd i håbløse udklædningshatte – take note, Arcae Fire, take note! – præsenterer glam supreme på Top of the Pops. Det er 28. december, 1972: Marc Bolan og T.Rex giver den unge Marr og den sikkert allerede dengang gammelkloge Morrissey ideen til en dag sammen, at begå den glam-elskende, manifeststolte The Smiths-single ‘Panic’. Såvidt vides er ‘Metal Guru’, ligesom mange andre T.Rex-numre, indspillet her i byen, i Sweet Silence Studios på Øresundsvej, Amager. Da Love Shop var forbi derude for år tilbage, fortalte ejer Fredy Hansson, at Marc Bolan hver aften tog hjem til sit hotelværelse med et klaver, hvorpå han kunne skrive det nummer, der skulle indspilles næste dag. Hvis det er sandt, og det er så flygtigt ‘Metal Guru’ – en af de bedste glam-singler ever – er opstået, så har Bolan’s talent været af øverste skuffe, den som de føromtalte håbløse udklædningshatte er en ultimativ fornærmelse imod…
Naturligt at vi her siden – der kunne viderebringe nyheden om The Walkmen’s split/pause et døgn før både Pitchfork og NME kom på banen – markerer netop Verdens Bedste Band denne fredag aften. Optagelsen her er fra den belgiske Pukkelpop-festival i Hasselt, datoen 17. august, 2012. The Walkmen, på tour her med seneste Heaven, er blevet tildelt tre kvarter i dagslys på en teltscene. Den tid bliver, trods et apatisk festivalpublikum, ikke spildt…
…Oh, someday when this darkness fades
We’ll wed our girls and move away
We’ll buy some land and build us homes
And no more will we strayI’ve traveled so far
I’m done…
Line by Line
Heaven
Angela Surf City
Love is Luck
Heartbreaker
We Can’t Be Beat
On The Water
In The New Year
The Rat
All Hands and the Cook
Historien om at The Walkmen’s fremtid som band synes stærkt tvivlsom, må have blæst iskoldt gennem hjembyen New York City og flået de sidste efterårsblade af byens træer. Heldigvis trodser Interpol, et andet af de helt store bands derfra, den chill og indspiller videre på, hvad skal blive bandets femte album. Her sanger og andenguitarist Paul Banks under arbejde i kolde omgivelser…
- We have no future plans whatsoever. I’d call it a pretty extreme hiatus. I don’t think any of us wanted to write another Walkmen-record. Maybe that will change down the line, maybe it won’t, maybe we’ll play shows. I think it’s weird to make a hubbub about something if there’s nothing to really make a hubbub about. At the same time, I don’t think we’ve been a gang properly for a long time, so there’s not much to break up, I guess. I think it’s cool that we’re all still pals and all. It’s nice to be removed from [being a band] and to be friends, or something like that, and to see what happens from there. It’s been almost 14 years now. I think that’s enough, you know?
The Walkmen’s organist m.m. Peter Bauer til Washington Post onsdag, op til Verdens Bedste Band’s for nu sidste to shows, lørdag i Washington og onsdag Philadelphia. Blandt flere Walkmen-soloprojkter under opsejling meldes mest interessant frontfigur Hamilton Leithauser klar med sit solodebutalbum til foråret. På det medvirker også Walkmen-guitarist Paul Maroon. Men venner….det her er overordnet sønderskudte-banegårde-forbandet skibskatastrofe-dårligt nyt!
Bruges enhver undskyldning for at spille The Clash her på siden? Gerne. På dags dato i 1980 udsendte The Only Band That Matters en singleforløber for Sandinista!, hvis offentliggørelse endnu lå to uger fremme. ‘The Call Up’ lød umiddelbart ret anderledes end de godt tyve sange fra den da et år gamle London Calling. Langt mindre konkret i A/B-struktur, mere antydende i både stemning og melodi. Og dens pacificistiske ord om krig og død bar tilmed på en romantisk længsel, man bare slet ikke var vant til at høre i en Strummer/Jones-sang… (må lige beklage videoens mudrede lyd – den findes ikke i andre udgaver med levende billeder til)
…It’s up to you not to heed the call-up
I don’t wanna die!
It’s up to you not to hear the call-up
I don’t wanna kill!For he who will die
Is he who will killMaybe I wanna see the wheatfields
Over Kiev and down to the seaAll the young people down the ages
They gladly marched off to die
Proud city fathers used to watch them
Tears in their eyesThere is a rose that I want to live for
Although, God knows, I may not have met her
There is a dance an’ I should be with her
There is a town – unlike any other…
Med en ny single herunder, samt i slutningen af januar en mindre tour landet rundt med band, heriblandt dates på Voxhall i Aarhus d. 25 og Vega i København aftenen efter…
Så aktuel i dag, så aktuel i dag…
Jeg har først fået hørt det seneste album med Manic Street Preachers nu. Titelnummeret fra Rewind The Film dukkede op her på bloggen for nogle måneder siden. På mange måder er det typisk for albummet, som jeg synes er et af deres absolut mere vellykkede. Den walisiske trio er forbi sin storhedstid på hitlisterne og kan næppe fylde et stadion igen udenfor hjemlandet, og selv om de seneste par albums havde stedvist godt melodimateriale, var det som om de stod lidt i stampe også. På Rewind The Film er der en hel del mere eftertænksomhed at spore; der er skruet ned for de Brian May-agtige guitarudladninger og i stedet er der kommet en akustisk tone ind. På et par af numrene er det andre end James Dean Bradfield, der synger det meste. Titelnummeret, hvor Richard Hawley gør det rigtig flot, er det ene eksempel. Og så er der et instrumentalnummer – jeg tror det er første gang for dem. Af og til har Bradfield, Jones og Moore fået smæk for at forsøge sig med en gang blød rock (tør man bruge en sådan betegnelse her på bloggen?), men jeg kan godt lide den tydelige inspiration fra især Burt Bacharach, der også tidligere i bandets karriere har stukket hovedet frem her og der. De egentlig ret forsigtige eksperimenter med bandets lyd har hjulpet.
Det er endnu mere tydeligt end det har været længe, at de vrede unge mænd fra for 20 år siden tænker på noget andet nu med sange som “Running Out Of Fantasy” og “This Sullen Welsh Heart”. “I Miss The Tokyo Skyline” er dog nok mit yndlingsnummer – en vemodig asiatiskklingende violin, et loop, der driver sangen frem og en tekst om glæden ved at rejse ud, en hyldest til Japan og det på én gang velkendte og meget fremmedartede. Jeg har været der selv og ved, hvad de vil sige med teksten.
Mens næste kapitel om The Raveonettes endnu står uskrevet, har Sune Wagner genforenet den danske Seattle-bølges fyrtårn Psyched Up Janis for fire danske shows til maj næste år. Her bliver Sune gift for 16 år siden…
Som i de The Clash-singler der på singleformatets små 3-4 minutter står banebrydende, perfekt formprofilerede og mytologisk skarpe, både omkring hvad der spilles/synges og den historie der skrives imens…
01. London Calling (1979)
02. White Riot (1977)
03. (White Man) In Hammersmith Palais (1978)
04. Bankrobber (1980)
05. Complete Control (1977)
I søndags var det 35 år siden The Clash udgav ‘Tommy Gun’ som single, første repræsentant fra netop udsendte Give ‘Em Enough Rope. Set i rockarkæologien og bagklogskabens tegn, havde den langt mere profilerede og eksplosive ‘Safe European Home’ gjort en klart stærkere The Clash-single. Men nej, pladekøberne og radiostationerne fik denne smidt i hovedet…
Netop set videoen – og hørt lyden til Icona Pop’s nye single ‘Just Another Night’. Fashionshoot-agtige billeder tilsat typisk MTV-pop. Som vel kun passer fint til næste år, når den svenske duo skal på tour med først Miley Cyrus, siden Kate Perry. Nej, ikke værd at bruge tid på. Men det er det fremragende popøjeblik af en debutsingle, som i det hele taget udløste den enorme Icona Pop-bevågenhed og de store budgetter, til gengæld stadigvæk…
Michael Strunge (1958-1986)
19. juni 1983, 25 år. København.
Kupeen stille, alting…
Berlin, mit hoved…
zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv —
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele.
For fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål,
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse
når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form i nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede
af en pige på Kurfürstendamm
der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin,
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
Lidt senere, hun træder ind i kupeen.
Jeg ser på et sekund at det er dig.
Alt.
Og aldrig var jeg så koncentreret om 10 linier,
aldrig så klar og parat, en skoledreng, en mester, en ukendt:
———-
sammenfoldet i min hånd,
din hånd vil folde ud.
Det begynder nu
og toget kører allerede.
Al tid, over alt.
Aldrig før, men nu.
Det begynder, mit liv, her er det
jeg kan mærke jeg er blevet født
og aldrig mere kan dø, det er forbi
og Gud er et lille pludseligt digt
der går fra een hånd til en anden
ved et håndtryk
i en kupé i Østtyskland.
Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen.
(Væbnet med vinger, 1984)