Modkultur

I de mange år mens Sonic Youth eksisterede, når man ramte de øjeblikke, der ikke kunne mere hitlistepåtænkt, konventionel, uforpligtende MTV-rockmusik, var New York-bandets selvbyggede tårn af dissonans, no bullshit-voksenalvor og udfordrende larm et lindrende tilflugtssted. Her er så Sonic Youth’s Kim Gordon’s nye single. Isoleret set et impulsivt eksperiment mere end en afstukket kurs. Men samtidig befriende med en musik, der stiller spørgsmål gennem det uortodokse, det støjende, det grimme, samt overordnet, at Gordon og hendes artsfæller er der som modvægt til alt det, vi dag og nat bombarderes med til hudløshed…

Love’s missing

Av, umiddelbart en slem skuffelse, så uinspireret og uvant halvhjertet Iggy Pop fremstår i sit nye albums diffuse landskab af numre, han tydeligvis ikke selv har halvt så meget andel eller engagement i som pladens gennemgående freestyle-trompetist. Man sidder med tanken, at Post Pop Depression var det perfekte punktum, der slap væk. Et lindrende øjebliks mål og mening gives dog i ‘Love’s Missing’…

Dagens pladekøb

Nej, ikke Free, Iggy Pop’s umiddelbart for ufokuserede og ærgelige autopilot-jamsession, men derimod BBC og Korova Record’s dbl-album-udgivelse af Echo & The Bunnymen’s BBC-sessions fra 1979 til 1983, indspillet til John Peel’s radioprogram. Bunnymen var i netop de år flyvende og indspillede oftest de sange, der senere kom på deres albums, i afsøgende råskitser i BBC-studiet nede i Maida Vale, London. På den vis byder den i dag udsendte The John Peel Sessions 1979-1983 ikke blot på essentiel, råskåret Bunnymen-musik, men også på et utilsløret blik ind i Liverpool-bandets arbejdsrum. Fra den spirende start, med lydtætte sange holdt stift sammen af rytmeboksen Echo, til det fuldt udvoksede bands Ocean Rain-demoer, hvor senere periodeklassikere som ‘The Killing Moon’ og titelnummeret inspireret leder efter deres endelige form. Det er ofte rigtig godt, det er hele tiden interessant.

Jarvis tilbage som jarv Is

Det er gået lidt hen over dette hoved, at Pulp’s evigtkarismatiske Jarvis Cocker i maj måned udsendte en sang med sit nye band. Bandets navn er Jarv Is og noget må de kunne med ham, for med et lyder Jarvis – der lige siden Pulp’s break up i sin musik har fremstået så træt, ja, nærmest udmattet – levende, lettere besat og upfront igen, præcis som han er bedst. ‘Must I Evolve’ udsendes i dag som 12-inch-single…

Jul i Magasin?

Og det sker i disse dage, at der udgår en befaling fra Hellig 3 Konger om at holde folketælling i hele Hovedstaden. De tre københavneraftener på den kommende LS-efterårstour er allerede på forhånd udsolgt, så nu spørges der bredt efter mere. Os derfor en glæde at kunne meddele, Love Shop d. 26. december spiller i Amager Bio. Billetter sættes til salg i morgen. Vi ser frem!

+11.000

Denne tirsdag en markering af bloggen her, da dette er intet mindre end dens indlæg nummer 11.000. Rundingen af dette hjørne rejser igen en tanke, om det måske ikke vil kunne være forfriskende at forrykke balance, bryde kurs og lægge siden ned. Enten for en tid, eller bare som sådan. Det er blevet en vane at poste her, som det bliver en vane at have hund, som det engang var en vane ikke at have en blog. Årstider kommer og går, nye plader, bands, koncerter, markeringer, festivaller, LS-begivenheder, fødselsdage, fodboldkampe, sammenfattende årsopgørelser; alt sammen meget fint, men der indfinder sig også en gentagelsens tryghed, som ikke nødvendigvis er det bedste brændstof fremad. Og 11.000 indlæg lyder bare skræmmende. Tillykke dog med dem, blog!

Dagens 23-års…

Ovenpå en mesterlige toer, Dog Man Star (1994), ligger Suede’s fremtid i noget der ligner ruiner. Guitar-es Bernard Butler har dømt sig selv ude, og stor er tvivlen på at den nye afløser, teenage-fundet Richard Oakes, tilnærmelsesvis vil kunne fylde hans så personligt elegante musical director-sko i bandet ud. Så stor er overraskelsen 2. september 1996 da Coming Up udsendes. Dog Man Star‘s forslåede taberlandskab af kulsort glitterrock forsøges ikke genskabt, istedet er det en speedstrømlinet (brit)rock, der på melodisk helium-sangbare omkvæd og vital lyrisk swagger løfter Suede ind i fremtiden, som langt mere end ekko af de løfter der brast med Brett Anderson og Bernard Butler’s skilsmisse. Coming Up er en pragtfuld genfødsel.

De blå fly

Der var engang et engelsk band, der hed The Blue Aeroplanes. Jeg så dem på Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, hvor de udgjorde opvarmning for selveste R.E.M. Det var dengang, hvor Berry, Buck, Mills og Stipe stadig ikke var et større navn, end de snildt kunne give koncert i et stort teater.

The Blue Aeroplanes havde en vokalist, Gerard Langley, der ofte mere talte end sang (hvem sagde Lou Reed?) og et polsk medlem, Wojtek Dmochowski, der hverken spillede eller sang, men derimod lavede en slags fortolkende dans til koncerterne. Var det godt? Jeg ved det ikke rigtig, men det var i al fald specielt, og jeg lagde da mærke til dem.

Bahamassive attack

På denne mandag, hvor en kategori-5 orkan tæsker Bahamas, en tanke til det i musikbranchen så legendariske Compass Point Studio ved Nassau, hvor de store pladeselskaber i de så ekstravagante 80’ere gerne sendte deres største stjerner ud for at indspille i sol, state of the art-hifi og luksus. Compass Point blev oprettet af Island Records’ Chris Blackwell i 1977, og var i begyndelsen mest tiltænkt hans mange reggae-artister fra Jamaica. Hurtigt spredtes rygtet dog, og i en række år var studiet blandt verdens to-tre førende, og blev benyttet til indspilninger med navne som Bob Marley, Roxy Music, AC/DC, The Rolling Stones, Dire Straits, Robert Palmer, Grace Jones, U2, etc, etc. I 2010 måtte et allerede branchekriseramt Compass Point Studios lukke endeligt, da kriminalitet på Bahamas gjorde det for usikkert for udenlandske bands/artister at opholde sig i Nassau. Her en liveopførelse af et nummer fra et af de allerbedste albums, der – grundbånd ialfald – er indspillet i Compass Point; Talking Heads’ Remain in Light (1980)…

Dagens 39-års…

1. september 1980 udsender de skotske euro-drømmere Simple Minds singlen ‘I Travel’, forløber for tredje-albummet Empires and Dance, og indleder dermed den kreative storhedstid, som skal kulminere to år senere med New Gold Dream (81-82-83-84). På piskerissvirpende ‘I Travel’ springer til da lidt anonyme Simple Minds med et ud som selvstændigt, toneangivende band af sin tid med bemærkelsesværdigt højt til loftet…

Jens Unmacks officielle weblog