PJ Harvey i Randers

Pastorinden og jeg så PJ Harvey på Værket i Randers her til aften, og det var slet ikke dårligt. Overhovedet ikke. Der var mange numre fra de to seneste albums, men også mange dyk ned i bagkataloget, bl.a. en lille afdeling fra det (må jeg modstræbende indrømme) lidt oversete White Chalk.

Intenst var det, og det på en god måde. Det gjorde bestemt heller ikke noget dårligt for oplevelsen, at det for én gangs skyld var lykkedes at skaffe billetter til første række – lige foran John Parish, viste det sig.

Haven up here

Ovenpå en super weekend med specielt et helt igennem uforglemmeligt godt, vitalt Iggy Pop-show på den debuterende og meget fint anlagte Haven Festival – vi håber du er kommet til København for at blive, Haven! – starter vi denne august-uge med et netop sluppet uptempo-nummer fra det nye, snartkommende The War On Drugs-album. Udfra de fire sange der hermed er sluppet ud, lyder A Deeper Understanding til at blive en af efterårets helt essentielle udgivelser. Hvis man ikke er til heartbreak malet af smeltende, svævende, distortet el-guitar, så gå langt udenom…

A marriage made in Haven

Efter at Iggy Pop fredag aften har kastet napalm over Københavns nye Haven Festival på Refshaleøen, vil det være op til hypnoseartisterne Beach House at samle tidens vraggods, begå svævende gør-det-selv-stjernekasteri og sende Haven-folket ud i natten med lysende øjne. I aftes spillede Baltimore-amerikanerne det første af fem europæiske sommershows. På Kampnagel i Hamburg gik setlisten således:

Levitation
Wild
Walk in the Park
PPP
Equal Mind
Silver Soul
Space Song
10 Mile Stereo
One Thing
New Year
Master Of None
Wishes
Elegy to the Void
Take Care
Sparks
+ + +
Wherever You Go
Myth

We go again!

En brandny sæson starter denne weekend. Sjældent har man her glædet sig SÅ meget til at komme igang igen. Som altid bliver det mere nervepirrende end nogensinde før – ikke sjovt men det holder os i den grad levende. Get in!

Watford – Liverpool, lørdag, kl. 13.30, Kanal 6/downthelocal

H for Haven

Fredag ser en ny og kunstnerisk meget ambitiøs dansk musikfestival løbe af stablen. På Refshaleøen i København inviterer The National’s Dessner-brødre, kokken Claus Meyer og bryggeriet Mikkeler til Haven Festival, et træf der over to eftermiddage/aftener præsenterer så fornemme internationale navne som Iggy Pop, Beach House, Conor Oberst, Bon Iver, Band of Horses, Feist, Perfume Genius, Tinariwen, samt Dessner-brødrens egne snart albumaktuelle The National. Der meldes på forhånd så godt som udsolgt, så noget kunne tyde på at Hovedstaden, selv med konkurrence fra så prominente danske musikfestivaler som Roskilde, Tinderbox, Heartland og Northside, kan bære så stort et tiltag. Her lørdag aftens headlinere The National med ‘Carin At The Liquor Store’, et spritnyt nummer, hvor formen synes i top op til albumudgivelsen i starten af september. Yndlingsøjeblikket her er fra 2:34 og frem: Aldrig har nogen The National-guitar lydt mere sfærisk svævende og potentielt hjerteknusende…

My mother said, to get things done…

På denne augustblå dag, hvor David Bowie’s single ‘Ashes To Ashes’ har sin 37-års release-fødselsdag, spekulerer vi her mest på, hvordan den ville have lydt i en soft coverversion med Glen Campbell. Tænker i den forbindelse dog ikke ligefrem på Campbell i Bowie’s berygtede Pjerrot-kostume. Var for et par måneder siden på Die Brücke-museet i Berlin-forstaden Dahlem, det så fine lille ekspressionistiske museum, Bowie og Iggy Pop ofte besøgte i 1977. Udover der at kunne nyde de billeder, som så åbenlyst foranledigede den nærmest forkrampede coverpositur til både førstnævntes “Heroes” (1977) og sidstnævntes The Idiot (1977), var der også et maleri af en lettere forvrænget Pjerrot-figur med hvidkalket ansigt og karakteristisk hat. Ikke at Bowie også skulle have ladet sig inspirere af det syn. Naturligvis ikke.

RIP Wichita Lineman

Og Glen Campbell dør, efter en længere tids hård og meget offentlig kamp mod demens. Manden vi først kendte for harmløs Nashville-pop i 70’erne, men som vi senere lærte havde indspillet gyldne, sørgmodige 60’er-popevergreens via især hans originalversioner af Jimmy Webb’s mesterlige ballader ‘Wichita Lineman’, ‘By The Time I Get To Phoenix’ og ‘Galveston’. At han så ovenikøbet var en superskarp guitarist og derigennem Wrecking Crew-studiemusiker for bla. Phil Spector, Frank Sinatra, Dean Martin, Nancy Sinatra, Elvis Presley, The Monkees og The Beach Boys – han spiller med på Pet Sounds (1966) – samt personlig ven af Elvis, gør jo intet mindre, tværtimod. Æret være hans minde.


The King + The Rhinestone Cowboy, 5. december 1970.

Den aften jeg så Sparks

Ikke uden en vis frygt at gå i Vega mandag aften for for første gang nogensinde at stå ansigt til ansigt med barndomsheltene fra Sparks. Dengang spillede de kun to gange i Danmark – det var i Tivolis Koncertsal, København i efteråret ’74 og ditto ’75 – og det var slet ikke noget en ikke engang teenager fra Jylland kunne komme i nærheden af. Først i 2017 er Sparks så i DK igen, endda med en verdenspremiere på den tour, der først for alvor ruller afsted, når duoens 23. album Hippopotamus udsendes til september.

Der er noget sundt over et band, der insisterer på nyt materiale på setlisten, og ikke henfalder til den sikre tur ned af memory lane, der i længden kun kan blive en taberfest. Sparks skulle vise sig at have mange nye numre på setlisten denne aften, selvom det hurtigt stod klart på Vega’s reaktion, at salen hovedsageligt var der pga. de tre gyldne Sparks-albums Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975).

Sanger Russell Mael er nu 68 og bror Ron på keyboard, ham der skriver alle bandets sange, bliver 72 på lørdag, så en vis frygt indfandt sig pre-show om skarpheden stadig er intakt. Det var den så heldigvis hos de to hovedpersoner. Russell’s vilde melodibærende stemme kunne stadig de mange voldsomme spring fra full voice til falset uden mærkbart besvær og bror Ron’s levering ved keyboardet var bortset fra en kort mærkværdig dans – de måske uhyggeligste godt 20 sekunder endnu i 2017 – ulastelig og stenansigtskåret, helt som rollen foreskriver det. Dog desværre minus Hitler-overskæg.

Kritikken skal derimod falde over det medbragte band, der sjældent formåede at spille sig op over et fermt men anonymt musikskoleniveau. Entusiasmen var der, men evner og indstilling rakte ikke til at spille de mange vanskelige sange med nok personlighed og dynamik. Mest hired hand-akavet blev det i de mere elektronisk anlagte numre, hvor specielt de to guitarister og trommeslageren med sine 42 toms kørte decideret i grøften. Sangene fra glam-alderen var heldigvis langt mere funktionelt vellykkede, selvom hverken afdøde Adrian Fischer (guitar-es) eller Dinky Diamond (tromme-es) fra den originale besætning dengang har måttet vende sig i graven af frygt for at blive overgået og glemt.

Sidste ekstranummer, singlehittet ‘Amateur Hour’ fra 1973, fik taget i Vega til at lette, i en grad så Mael-brødrende rørende synes taget på sengen af benovelse. Et ekstra-ekstranummer blev aftalt i en fart på scenen og Sparks landende desværre så begejstringen med den anderledes ikke-bjergtagende ‘Nicotina’. Havde jeg vidst i 1974 på drengeværelset i midtjyske Dollerup Bakker, at en aften i sci-fi-året 2017 skulle deles med de store helte fra Sparks, ville det nok have fremkaldt ikke så lidt undren om liv, forløb og tidsperspektiv. Som det var og som det blev, føltes det om ikke andet indfriende godt endelig at få set selveste Sparks i levende live. I 1974 sloges alle jeg kendte om hvorvidt Sweet eller Slade var bedst. I min verden var det Sparks.

PS – Men stopper det her?! Efter den Giorgio Moroder-producerede No. 1 in Heaven (1979) gik det stejlt ned ad bakke i nutidigt forhold til Sparks. En række håbløse 80’er-udgivelser hægtede helt af, og det er først de senere albums, som på afstand i deres kunstneriske tilgang har kunnet vække en vis interesse. Men her kommer så en helt ny single fra det kommende album, og den kommer stærkt med en melodisk genklang af Billy MacKenzie og hans storekcentriske Associates, der i start-80’erne netop lånte så meget i skæv tilgang fra Sparks (og en vis David Bowie). Tal lige om at slutte cirkler.

Digital detox

Det er sundt at bryde rytme engang imellem. Vi tager en digital detox og lukker siden her ned de næste uger. Måske I finder ud af at jeres hverdag er meget bedre uden den. Hvis ikke, så ses vi her på et tidspunkt, når juli er blevet ældre, mere beleven og kalder sig august. Take care!

13. juli 1977

13. juli 1977 i Sex Pistols-world starter denne dag for 40 år siden med at Sid Vicious og Nancy Spungen bliver smidt ud af deres lejlighed i London, idet nogle Johnny Rotten-bekendte har hærget den. Efterfølgende kommer Sid for sent til det fly, resten af bandet tager til København, hvor en skandinavisk tour starter samme aften. Sid dukker dog op senere og er klar til showtime til den første af to aftener på Daddy’s Dance Hall, en af hans første overhovedet som ny bassist i bandet. Hvor mange spiller Pistols for i København?! Vi ved det ikke præcist, men det er i sagens natur utvivlsomt et lille crowd. Medlemmer af det endnu ikke dannede Sods er tilstede denne aften, ligeså LS’s Thomas Risell. Pistols livedebuterer ‘Holidays In The Sun’ og Johnny Rotten/Steve Jones ses dagen efter i danske og sydsvenske aviser fotograferet ude foran Tivoli. Den skandinaviske tour, som manager Malcolm McLaren har hemmeligholdt for den britiske presse (det kunne man åbenbart før www-tiden), kører hele to uger og indtager nogle vidunderligt dubiøse steder. Hvem ville ikke gerne have oplevet Sex Pistols på diskotek Mogambo i Helsingborg eller på restaurant Pingvinen i Oslo…?! Her er tourplanen:

13.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
14.7.77 Daddy’s Dance Hall, Copenhagen, Denmark
15.7.77 Beach Disco, Diskotek Ostra Stranden, Halmstad, Sweden
16.7.77 Mogambo Disco, Helsingborg, Sweden
17.7.77 Discotheque 42, Jonkoping, Sweden
19.7.77 Club Zebra, Kristinehamn, Sweden
20.7.77 Pingvinen Restaurant, Oslo, Norway
21.7.77 Studenter Samfundet, Trodheim, Norway
23.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
24.7.77 Barbarellas Disco, Vaxjo, Sweden
27.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden
28.7.77 Happy House, Student Karen, Stockholm, Sweden

Bonnie & The Treasures

Indspillet 24. juli 1965 lyder denne udsøgte og Phil Spector-udsendte Wall of Sound-produktion, indspillet af The Wrecking Crew i Hollywood’s Gold Star Studio, bedre og mere euforiserende end nogetsomhelst andet guld med de så langt mere kendte og succesfulde Spector-pigegrupper The Ronettes og The Crystals. ‘Home Of The Brave’ peakede dog som kun #77 på den amerikanske hitliste, hvorimod Jody Miller’s samtidige version af sangen (den kan høres her lidt længere nede) nåede op til #25. Siden her er af den opfattelse, Bonnie & The Treasures’ version ikke burde være forblevet så ukendt som skæbnen nu gemte den bort, men istedet have taget en fortjent førsteplads over hele verden…

Så kommer Berlin-boxen

David Bowie’s rettighedshavere vil have flere af vores penge, og mange tak for det! Nyeste tiltag i den retning er boxsettet A NEW CAREER IN A NEW TOWN (1977 – 1982), der kompilerer nogle frygtindgydende gode Bowie-år, og desuden især byder på et helt nyt Bowie-godkendt Tony Visconti-mix af spraglede Lodger (1979). Se lige her hvad hele herligheden indeholder. Prisen står der intet om, men mon ikke den bliver…høj?! A NEW CAREER IN A NEW TOWN (1977 – 1982) udsendes 29. september og indholdet kan på afstand ses herunder, både som vinyl eller CD. Hovedanken omkring en box som denne er desværre, at man – pånær det nye lokkende Lodger-mix – har 95% af dens indhold allerede. Living in a material world…

Southern soul?

Endnu et overraskende greb fra Atlanta, Georgia-bandet Algiers på deres nye album The Underside of Power. På titelnummeret springer et drivende imaginært soulhit fra 60’erne op fra under nummerets moderne og Algiers-typiske lyd af messende mørk friktion. Det sker naturligvis først i omkvædet…

Overraskelsesangreb fra Algiers

Athens, Georgia-bandet Algiers udsendte forleden The Underside of Power, deres andet album, til fornemme anmeldelser i nær og fjern. I forhold til den heftige debut for to år siden, er det alligevel noget at et overraskende pågående udtryk her på singlen ‘Walk Like A Panther’ derfra, som i lydbillede og direkte politisk sentiment nærmest giver mindelser om avantgarde-postpunkbandet The Pop Group, dem med ‘We’re All Prostitutes’…

Jens Unmacks officielle weblog