Den første sang Suede nogensinde spillede i Danmark var ‘The Next Life’, slutnummeret på debutalbummet, der var kommet i marts 1993. Det var godt en måned før Brett Anderson og Bernard Butler gik alene ud først på scenen i Pumpehuset foran lilla bagtæppe i draperet viktoriansk stil og lagde ud med den sang fra albummet, der måske om nogen fortalte at det her band havde et usædvanligt potentiale. Her ‘The Next Life’ i en optagelse fra samme års sommer i England…
Hvem ville vi være uden ceremoni?
New Order’s debutsingle ‘Ceremony’ bled udsendt I dag for 45 år siden.
Depeche Mode for fred
Depeche Mode har dette nye track, en cover af Buffy Sainte Marie’s gamle protestsang, ude i dag, som deres bidrag til det stjernespækkede velgørenhedsalbum HELP(2)…
Buzzcocks på Fr’berg
Endnu en udgave af den aparte Cannonball Festival løber af stablen denne weekend i K.B. Hallen på Peter Bangsvej. I morgen headlines af Peter Doherty’s pengemaskine – Doherty er altså bare langt mere relevant og nutidig uden Carl Barat ved sin side – The Libertines, mens i dag bl.a. byder på to engang så prominente engelske punkbands som nu albumaktuelle The Damned (med tre originale medlemmer ombord) og Manchester’s Buzzcocks, hvor kun guitarist Steve Diggle er tilbage efter sanger/hovedsangskriver Pete Shelley’s pludselige død.
Diggle sang i bandets storhedstid i slut-70’erne på både singlen ‘Harmony In My Head’ og albumtracket ‘Love Is Lies’, men han er ikke sanger af natur, har hverken stemme eller et personligt udtryk at gøre godt med. På ‘Harmony In My Head’, som han selv har skrevet, er det da også Pete Shelley der synger de vindende omkvæd, mens versene der binder dem sammen attitude-råbes af Diggle og virkelig kræver en engels tålmodighed at komme igennem. Heldigvis er omkvædets belønning det værd og lidt til. Da især det breakdown-chorus (fra 1:40)…
Suede, Stockholm
Andet stop i Europa afviklet i B-K på havnen i Stockholm. Læg mærke til at hvert show denne vinter startes kronologisk med de tre første numre fra nye Antidepressants, skarpt efterfulgt af ‘Trash’ og ‘Animal Nitrate’; så er man ligesom igang. Men den helt optimale setliste ligger stadig forude, måske til København? Næste stop Göteborg i aften, fredag.
DISINTEGRATE
DANCING WITH THE EUROPEANS
ANTIDEPRESSANTS
TRASH
ANIMAL NITRATE
PERSONALITY DISORDER
FLYTIPPING
FILMSTAR
CAN’T GET ENOUGH
NEW GENERATION
JUNE RAIN
SHE STILL LEADS ME ON
SHADOW SELF
TRANCE STATE
THE 2 OF US
LIFE IS GOLDEN
SO YOUNG
METAL MICKEY
BEAUTIFUL ONES + + +
THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU
La Suède
Suede er det franske navn for Sverige og i dag er bandet Suede i Sverige, nærmere bestemt hovedstaden Stockholm til aftenens show i den gamle lagerbygning B-K/Banankompagniet i Frihamnen. Encore på 2026-vintertouren i februar og marts er disse fire minutter fra Autofiction (2022), albummet der sendte det gendannede bands formbarometer op mod næsten klassisk gamle Suede-højder. Her spilles ‘The Only Way I Can Love You’ i overdådig BBC-opsætning med symfoniorkester, noget den bredskuldrede sang fint kan bære…
Birds In Row
Engang var punkrockens vrede sin egen, for verden derude kommunikerede efter hensigt med tålmod og dialog, da ialfald på overfladen. Men tiden har ændret meget, tilstræbt konflikt er blevet et hovedsprog, så har støjende punk som musikalsk form overhovedet en berettigelse længere? Ville et egentligt oprør i 2026 komme fra en musik, der i sin form var ukonventionelt ordentlig, tilbageholdende og civiliseret, nu verden derude alt andet end lige slet ikke er netop det?
Det franske punkband Birds In Row fra Laval, Mayenne køber ikke ind på den præmis og sætter ufortrødent hårdt mod hårdt, som høres her på det kolosale åbningsnummer i tre satser fra deres seneste album Gris Klein (2022). Inspiration fra forgangne At The Drive-In stempler ind, alligevel synes det engelsksyngende franske band helt sit eget…
Manden, der faldt ned på Jorden
Her er en samling af klip fra The Man Who Fell To Earth. Jeg må se at få den set snart. Instruktøren Nicholas Roeg har jeg stor respekt for.
Musikken i filmen er ikke af David Bowie. Det er lidt underligt. Men i et af klippene vil man kunne genkende forsiden af Station to Station; forsidebilledet er et billede fra The Man Who Fell To Earth.
Filmens hovedperson ender med at få et misbrugsproblem, hvilket er særdeles ironisk, givet David Bowies tilstand dengang i 1975-1976.
Lou og Vaclav
Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.
Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.
En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.
Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.
Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).
Suede, Helsinki
Suede startede Europa-tour tirsdag aften i en ishal oppe i Helsinki. Finnerne fik følgende heftige setliste. ‘We Are The Pigs’ og/eller ‘Killing Of A Flash Boy’ må gerne blive gemt til Amager. Næste Suede-stop er Stockholm, torsdag.
DISINTEGRATE
DANCING WITH THE EUROPEANS
ANTIDEPRESSANTS
TRASH
ANIMAL NITRATE
FILMSTAR
PALE SNOW
EVERYTHING WILL FLOW
SHE
NEW GENERATION
CAN’T GET ENOUGH
JUNE RAIN
SHE STILL LEADS ME ON
SHADOW SELF
TRANCE STATE
STILL LIFE (piano version)
SO YOUNG
METAL MICKEY
BEAUTIFUL ONES + + +
THE ONLY WAY I CAN LOVE YOU
10 X 5 Years
50 år siden i aften amerikanske TV-seere kunne stille ind på Dinah Shore Show, se David Bowie blive interviewet af værtinden og give liveversioner af ‘Stay’ fra da aktuelle Station to Station, samt dette omarrangerede åbningsnummer fra Ziggy Stardust. Den vægtløse synth-stringer og det sænkede tempo giver Bowie den perfekte ramme til at sende sin fortælling optimalt afsted…
Trance State Suomi
I aften starter Suede sin europæiske tour i en ishockeyhal oppe i Helsinki. Setlister på den netop overståede engelske provinstour har været stærkt varierede; nogle aftener har været en sand skattekiste, andre lidt stået i et skær af spildt mulighed. Mange bolde i luften, mange veje at gå og tre shows at spille inden København lørdag aften…
Anger is an energy
En meget engelsk ting, det med at bands offentligt går ud og hater på andre bands. Fordi den energi der gensidigt skabes kan være elektrisk for et ungt band at komme videre på. Spørg bare f.eks. Blur eller Oasis om det. Vi prøvede i LS at importere lidt af den kultur til Danmark, hvilket helt kort fortalt hverken blev modtaget eller forstået. Her er det den tidligere Felt-sanger Lawrence med sit i 1992 nye London-band Denim, som på deres debutsingle ‘Middle Of The Road’ fortæller hvor skabet ialfald ikke skal stå…
I hate the stones and I hate blues
eddie cochran and blue suede shoes
I hate the king I hate chuck berry
I hate hooker I hate leadbelly
aallrightt
I hate funk and I hate soul
rhythm and booze and rock ‘n’ roll
I hate riffs and guitar licks
I hate coke and I hate spliffs
aaallrightttl it’s ok!!
I hate otis and marvin gaye
early dylan aretha -heey ?!
spector’s wall knock it down
jerry lee run him out of town
aaaalllrighttt – it’s ok!-!!!
there ain’t a lot I can do about it though
I’m force-fed your so called heroes
don’t be told who to like it’s your choice
it’s your right to choose
who to listen to
it’s rock rock ‘n’ roll
you will find me in the middle of the road…
Lou Reed og de andre
Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.
Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.
Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.
Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.
Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).
Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.
Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.
Lou Reed er en sang
Pixies har sunget om Lou Reed. U2 har nævnt ham i en sangtekst. Sonic Youth ligeså. Og Lana Del Rey. Selv Serge Gainsbourg. The Auteurs-sanger Luke Haines har en hel sang om ham. Så er man cool.