En stemme fra hinsides

Den tyskfødte performancekunstner og kontratenor Klaus Nomi, der som del af New York City’s kunstscene i 1983 var en af de første kendte ofre for den dengang helt nye sygdom AIDS, ville kunne være blevet 79 i dag. Her et klassisk nummer med ham, som ikke mindst Morrissey har været med til at udbrede ved ofte at have det på PA-playlisten før sine koncerter. “Remember me / remember me…”, trygler Nomi karakteristisk dramatisk på sin cover af denne Purcell-arie fra 1689 (!), og det gør vi så lige her, tryllebundet af hans iskolde, smukke musik…

Giv mig noget som giver mig noget

Fik først øjnene op her forleden for Joel Alme, den GBG-fyr der i disse måneder er aktuel med sit tredje svensksprogede album. Har tjekket lidt mere op på ham nu, og han kan virkelig noget med personlig lineær fortælling og hjertestikkende melodi. Tænk nu hvis hele Sveriges Håkan Hellström ikke var havnet i succésfælden og stadig – det er umuligt – kunne lave sin ting uden blytung A&R-overvågning og gravalvorlige karriere-planlægningsmøder. Så ville hans sange måske stadig lyde naturligt i sync med eget univers (det var jo præcis den kvalitet, vi alle faldt for) og så fint underspillede som denne her. For hvem skulle være i Göteborg om et par weekends, så spiller den nu i Stockholm bosiddende Joel Alme med sit band to aftener på Pustervik 3. og 4. februar…

Da fremtiden begynder

En rejse denne kolde dag til 1976, hvor David Bowie 23. januar udsender sin magtdemonstration Station to Station, hvis ti minutter lange titel- og åbningsnummer herunder i opbygning som tonesprog bryder med ikke så få konventioner indenfor traditionel rocknroll, og derved leder sin egen skaber på sporet af den helt nye musik, han året efter vil udsende fra sin til den tid nye bopæl i Vestberlin…

Introducing…Joel Alme!

Göteborg er andet og langt mere end bare Broder Daniel og Håkan Hellström. Her således en ny sang med 42-årige Joel Alme fra bydelen Majorna, der – med baggrund i en mørk og disharmonisk opvækst – på sit sjette og lavmælt 100% håndspillede soloalbum Sköt er själva så sköter jag inte mitt (2022) synger ud om sit liv i hjembyen. Her en melodisk stærkt drejet single derfra…

Terry Hall Station!

Stærkt! Fra New York City skriver den tidligere Pogues-bassist Cait O’Riordan om nyligt afdøde Terry Hall fra The Specials:

“At City Hall station down by the Brooklyn Bridge tonight – love the sticker too. A month since we lost Terry and this tribute has been allowed to remain untouched, no damage, no tags, no cover-up – maximum respect.”

Den geniale one trick ponys forbandelse

Kan umiddelbarhedens uskyld gentages med succes? Nej, naturligvis, det der først lever på sin spontanitets energi drænes langsomt men sikkert ved repetition. Og det er vel derfor, at The Ramones kun lykkes 100% på sine to, måske tre første albums. Hvorefter den simplificerende formel der først fungerer så optimalt forfriskende langsomt bliver en kreativ forbandelse for Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy. For hvor går man hen, når det perfekte nåes i første hug og lever af sin egen utøjlede energi? The Ramones prøvede flere udveje; at blive et Phil Spector-produceret popband (End of the Century (1979)), at lave et hardcore-inspireret album (Too Tough to Die (1984)), at speede alle sine (i forvejen hurtige) numre op live, så de blev mere tidssvarende ‘punkede’ (efter forfærdelige Marky Ramone blev trommeslager). Og ellers? Ellers gentog man oftest bare blindt det oprindelige musikalske Ramones-manifest, men uden samme nødvendighed, uden det knivskarpe snit, der af naturlige årsager havde stået så stærkt i begyndelsen. Her The Ramones i verdensklasse-form i starten, da de netop har taget form, filmet på bandets ven og hjælper Arturo Vega’s loft i New York City’s East Village i 1975. Der er endnu 14 måneder til denne sang udkommer på bandets selvbetitlede debutalbum (hør ovenfor). Beklager den forvrængede lyd på optagelsen her, som faktisk bare gør det samlede indtryk endnu mere tidsautentisk intenst…

Dead pop stars…

Alle medlemmer i Glasgow-bandet Altered Images var i 1980 medlemmer af Siouxsie and the Banshees’ fanklub, så naturligvis var det en support-tour i Storbrittanien for Banshees på deres Kaleidoscope-tour samme år, som førte til en John Peel-session på BBC, der igen – via Peel’s åbenlyse forelskelse i dem (nærmere præciseret forsangerinden) – førte til en stor pladekontrakt. Førstesinglen ‘Dead Pop Stars’ (produceret af Banshees-bassist Steve Severin) blev ikke bemærket af mange udenfor indieland, men følgende singler som ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’ gjorde for et par år Altered Images til regulære popstjerner i Storbritannien. ‘Dead Pop Stars’ er dog øjeblikket for Altered Images, hvor det hele smelter sammen og giver mening. Clare Grogan’s besynderligt hikstende lillepigestemme fungerer langt bedre i denne kantede postpunk-ramme end på de senere pophits, hvor dens selvbevidste charme-koketteri meget hurtigt bliver belastende. Nogle bands ud af postpunken var som født til at stråle på en enkelt sang og så aldrig igen. Dette er Altered Images’ gyldne tre minutter og 20 sekunder i den forstand…

Den lange rejse

Ja, kan det blive mindre rocknroll, den rygende bueskytte her fik om nogen disse øjne op for mulighederne i det danske sprog. Johannes V. Jensen blev født på denne dag for 150 år siden. Har du aldrig læst ham, eller kun kender Kongens Fald, så en anbefaling herfra af Den Lange Rejse, hans episke storværk om nordisk liv, drift og længsel. Hvis dét er for stor en mundfuld i denne fragmentariske tid, så slå eventuelt bare ned på digtet På Memphis Station, en majestætisk sansning af nogle timers ubærlig ventetid på en rejse langt hjemmefra. Ikke uden grund det blev til Nobels Litteraturpris i 1944. Stort tillykke, JVJ!

The Cutter 40

Dengang føles det som meget, meget lang tid, hvis ens favoritband har sig et år uden udgivelse af nyt album. Efter et meget stille 1982 for Echo & The Bunnymen, kun punkteret af april-singlen ‘The Back Of Love, startes et anderledes synligt 1983 allerede d. 14. januar med udsendelsen af singlen ‘The Cutter’, en forløber for det snartkommende februar-album Porcupine, den så vanskelige opfølger til Heaven Up Here, mesterpladen fra foråret 1981. Og hvilken stærk og særegen profil ‘The Cutter’ stadig, uhm, skærer som single her på udgivelsesdagen 40 år efter…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.