Desperation efter ny musik er impulskøb af det nye Strokes-album, selv efter NYC-bandets bluff er blever kaldt og håbet forlængst opgivet, at det 19-årige lille mirakel, som var debutalbummet Is This It, nogensinde kan ske igen. Men mindre kan vel også gøre det. Som helt igennem uforpligtende brug-og-smid-væk-musik har The Strokes stadig sine kvaliteter med rødder i et køligt popoverblik og en veludviklet sans for skæve men effektive hooks. Tag nu bare det nye albums åbningssang, hvis omkvæd faktisk gør alt det gode, en The Strokes-sang skal og bør. Men hvad sker der i outroen? Det synes som om, Julian Casablancas fra 4:20 og frem med sit gentagne ‘oh, maybe not tonight’ synger for i en imitiations-hyldest til new wave-bandet The Cars og deres frontmand Ric Ocasek, der døde sidste år. Måske jeg tager fejl. En så varm hilsen midt i den altid stil-perfektionistiske tilgang ville være helt usædvanligt. The Strokes er og bliver jo følelsesmæssigt et nulstillet band.

Muzz’ fjerde nye sang i akustisk skrøbelighed. Albummet til juni tegner mere og mere lovende…

Overskriften er titlen på et af de mere mindeværdige Sparks-numre fra 1977-albummet Introducing Sparks, deres syvende og egentlig første ordinære album, det efter et bombardement af farver, fest og flyvende falset på de første seks. Forever young står dog herover som en sammenfattende opsummering af Sparks’ karriere, der begyndte helt tilbage i 1970 i Los Angeles, men stadig hvirvler ufortrødent afsted. Forleden udsendte Ron Mael og Russel Mael således et nyt Sparks-album kaldet A Steady Drip, Drip, Drip, hvor duoens kendetegnende rastløse nysgerrighed og musikalske vovemod stadig sætter dagsordenen. Mener, hvor mange andre bands lyder så levende og iderige, som Sparks på nummeret her, efter de første 50 år?!

The National’s Matt Berninger har den forbindende stemme, der vel kan give selv de mest sårede sjæle troen på menneskeheden som sådan tilbage. Her det første udspil, titelnummeret endda, fra hans dog først til oktober kommende debutalbum som soloartist…

The Who’s originalindspilning af Pete Townshend’s ‘Substitute’ udsendes i marts 1966, og hvilken adræt, skarp mod-single den dog er. Sex Pistols tager 11-12 år senere med stor hengivenhed sangen et helt andet og nyt men slet ikke mindre kraftfuldt eller relevant sted hen. To forskellige generationer, men med identisk sans for afvisning og tilsidesættelse…

Skulle man lave en hjertets top-3 over de store britiske mod-bands fra 60’erne, ville vi her til enhver tid lade The Kinks og The Small Faces slutte øverst foran The Who. Fordi Ray Davies bare skrev langt bedre sange, og fordi Steve Mariott havde langt mere sjæl i sin stemme end The Who’s sært gennemsigtige posterboy-sanger Roger Daltrey. Det sidste er måske ikke så uforklarligt, da Daltrey hverken skrev de melodier eller ord, der kom ud af hans mund når The Who trådte op. Det gjorde istedet guitarist og The Who-sangskriver Pete Townshend. Skal ret være ret udsendte han og bandet i deres kreative mod-storhedstid fra 1965-67 en række fornemme, tidsdefinerende singler. Og som både albumtracket ‘Tattoo’ og singlehittet ‘Pictures of Lily’ her fremviser, kunne Townshend faktisk nemt – ikke helt ulig føromtalte Davies – fortælle en britisk hverdagshistorie med både elegance og indfølthed. Når ellers han gad og ikke hellere ville spille testosteron-brændende møllehjulsrock med madman-trommeslager Keith Moon på mentalt som fysisk overdrive ved sin side. Samt smadre elektriske guitarer til pindebrænde igen og igen, en kriminel handling synes jeg som lille, da jeg ikke selv havde råd til en. Der var nemlig som det perfekte rocknrollbrændstof en decideret rowdy gangmentalitet over The Who dengang. Hvilket går langt til at forklare, hvorfor netop de var så massivt store på de billige fodboldterasser i England. Og hvorfor netop et band som Sex Pistols kastede sig over The Who’s direkte hårdtslående ‘Substitute’, da det nye London-punkband skulle lave covers, der pegede mod den endnu musikalsk udefinerede stil, Johnny Rotten & co. selv gerne ville finde frem til og spille. Tillykke til Pete Townshend, der ankom så længe før og i dag fylder 75 år.