The Clash på Broadway

Har altid været undervældet af sangkvaliteten på The Clash’s andet album Give ‘Em Enough Rope, der udkom i november 1978. Der arbejdes hårdt pladen igennem, men sangene går meget sjældent op i den højere enhed, The Only Band That Matters ellers så ofte lykkedes med. Undtaget dette forbehold er dog åbningsnummeret ‘Safe European Home’, en fortælling om Joe Strummer og Mick Jones’ mislykkede inspirationstur året før til Jamaica, hvor de sjældent turde forlade deres sikre hotel i racistiske og ultralovløse Kingston. Her er sangen i en optagelse fra Bond International Casino på Times Square i New York City, hvor The Clash i perioden slut-maj/start-juni 1981 spillede hele 17 shows. Læg på den tinlydende optagelse her gerne lige mærke til Topper Headon’s overskudsfyldte trommespil, hvordan det i styrke og kraft holder hele bandet flydende i fremdrift. Hans betydning for bandets musikalske udvikling og voksende selvværd i disse år kan ikke fremhæves nok…

Let ‘em come

Fordi Millwall er rykket op i Championship efter play-off-finale på Wembley – der efterfølgende naturligvis blev invaderet af Millwall’s frygtede tilhængere – i dag, spiller vi gerne deres brag af en sang her. For Roy Green’s beerhall-osende ‘Let ‘Em Come’ fåes som fodboldsange kommer ikke meget bedre i England, hvis lige ses bort fra den der løbes på banen til oppe på Anfield. Hvis Liverpool søndag sen eftermiddag gør det eneste rigtige dér og kvalificerer sig til næste sæsons Champions League, skal det da også hellere end gerne blive fejret med festmusik lige her. Det bliver uudholdeligt nervepirrende at komme igennem den match, holdets absolut vigtigste denne sæson.

Liverpool – Middlesbrough, søndag, kl. 16.00, Kanal 6

For ambitionen og modet

Mange vil utvivlsomt finde det vanskeligt på det nye Sort Sol-album Stor Langsom Stjerne, at komme helskindet igennem de to lange dansksprogede spoken word-numre midtvejs, der i nærmest Poul Reumert-malmfuld diktion insisterer på en i dansk musik uhørt tyngde. Det kan være svært at opleve dem frit, og ikke blot notere køligt, at deres udtryk i selvspejlende konstruktion vil gå meget langt for at stå alvorsskåret som…kunst.

Men at lade disse stykker, der i det normalt engelsksyngende SS-univers på den sproglige konto umiddelbart føles uafrundet skitseagtige, bestemme helhedsindtrykket ville være forkert og en misforståelse af albummets præmis. For det centrale på denne plade, det man beriget sidder tilbage med efter en tredje og fjerde gennemlytning, er befrielsen ved et seriøst band med ombrydelige visioner, der tager springet fuldt ud for at redefinere eget udtryk, og derved leverer et kolos af et album, der ikke lyder som NOGET hørt før – og ja, hvor tit kan man sige dét om en ny plade i 2017?!

Side 1 på vinylen er mageløs. Den faldende, blidt hypnotiske åbningssang ‘The Weightless’ er en overlegen messende indføring i Sort Sol’s nye sci fi-elektroniske samtaleunivers, og sequencehuggende ‘Nocturnal Creature’ står et afdæmpet drømmeøjeblik senere ligeledes skarpt som et piskesmæld. Albummets tempo er ellers ofte i dødspuls med meget få trommer, så faktisk er det kun dette sortdryppende nummer, samt den dødscatchy ‘Life Took You For A Freq’, der i rytmiske underdelinger lyder af moderne rytmisk musik som vi nogenlunde kender den.

Et så anderledes værk (!) som Stor Langsom Stjerne vil kræve adskillige ganges berøring, før det kan finde sit naturlige leje og sin vej ind. Hvordan det vil fremstå om en måned eller et helt år er umuligt at sige. Men for nu lyder det spritnyt, lyder det overraskende, lyder det udfordrende, lyder det talende sit helt eget sprog fra en verden langt over populærmusikkens trivialiteter som gentagne ligegyldigheder. Der er så meget på spil her, hvor rockmusikkens gængse form er opløst, hvor ambitionen og modet ikke kender nogen grænser. Og dét i sig selv er en givende, sjælden fornøjelse. Resten vil være bonus.

Ian Curtis dansede for dine synder

Tider skal komme, tider skal henrulle og love will tear us apart. I dag er det 37 år siden Joy Division’s kølerfigur Ian Curtis hang sig selv i Macclesfield, syd for Manchester. Iggy Pop’s The Idiot var på pladespilleren, og mon ikke der stod en pakket kuffert, for dagen efter skulle Joy Division have krydset Atlanten på sin første tur nogensinde til USA, hvor livedebuten skulle have fundet sted med tre aftener i træk på rockklubben Hurrah i New York City. Her de knusende sidste seks minutter på afskedsalbummet Closer, der blev udsendt 18. juli 1980, præcis to måneder efter selvmordet. I dag er dets slutnummer ‘Decades’ vel nærmest æstetisk subkultur-lydtapet, dengang var det noget langt mørkere, farligere og mere nådesløst; en sorgfuld stemmes ufortrødne sidste farvel til denne verden…

Før indie hed indie

I sidste uge havde vi her fornøjelsen af Brisbane’s The Go-Betweens med en flamboyant 1986-video i druknende regn. Her fra samme årgang en optræden med bandet på engelsk TV. Sanger Robert Forster’s aldrig brudte cool burde have gjort ham og bandet til verdensstjerner. De havde tilmed også en kuffertfuld eller to med upåklagelige sange. Men limousiner og vip-treatment skulle aldrig være. Måske bandets armbevægelser bare passede bedre til det intime, nærmest hemmelige rum, The Go-Betweens’ musik endnu spiller i, ukendt af de fleste men knuselsket af få…

Athens, Georgia’s første

Inden så længe skulle R.E.M. dukke op og tage stafetten som bandet fra Athens, Georgia, der tog overskrifterne ude i den store verden. Men fra 1979 og indtil da tilfaldt den position en helt anden slags band, nemlig de dengang så uventet fremgangsrige The B-52’s. Deres debutsingle ‘Rock Lobster’, en slags retro-futuristisk sammenstød af skinger Devo-kant og surfmusik, blev som import spillet en hel del på Radio Luxembourg’s new wave-program Street Heat lørdag aften, hvilket gjorde mange af os i Europa hooked. Her en imponerende tændt TV-optræden med sangen i 1980…

Black & blue

30. juni udsender Beach House albummet B-Sides and Rarities, der sin titel tro er en samling håndplukket blandt de af bandets sange og sangversioner, som af den ene eller anden årsag ikke har fået den store eksponering. Blandt tracklistens 14 tracks findes også et par uudgivne numre fra seneste Depression Cherry/Thank Your Lucky Stars-session, nemlig ‘Baseball Diamond’ og ‘Chariot’…

Chariot
Baby
Equal Mind
Used to Be (2008 Single Version)
White Moon (iTunes Session Remix)
Baseball Diamond
Norway (iTunes Session Remix)
Play the Game (Queen Cover)
The Arrangement
Saturn Song
Rain in Numbers
I Do Not Care For The Winter Sun
10 Mile Stereo (Cough Syrup Remix)
Wherever You Go

Travel through the night…

På Record Store Day udsendte The War On Drugs en 12’er med et såkaldt ‘early mix’ (splittet op i to) af ‘Thinking Of A Place’, en ny fritflydende sang på 11 minutter, der formodentlig har endelig destination på det nye album, der ventes senere på året. Vi bragte straks da her på siden ‘Thinking Of A Place’, men der skulle lige gå mere tid før det gik op for os, hvor god en sang der egentlig er tale om. Så find lige 11 minutter og 12 sekunder til at nyde denne uforstillede perfektion af lyd, toner og sansning…

It was back in Little Bend that I saw you
Light was changing on the water
Where birds above had flown
There was pain in your eyes
So you vanished in the night
Missouri River in the distance
So I lied upon the lawn

I remember walking against the darkness of the beach
Love is like a ghost in the distance, ever-reached
Travel through the night because there is no fear
Alone but right behind until I watched you disappear

I’m moving through the dark
Of a long black night
Just moving with the moon
And the light it shines
And I’m thinking of a place
And it feels so very real
Just moving through the dark

Once I had a dream I was falling from the sky
Coming down like running water
Passing by myself alight
In the morning, I would wake to the sound of summer falls
Like little whispers through the signs

I’m moving through the dark
Of a long black night
And I’m looking at the moon
And the light it shines
But I’m thinking of a place
And it feels so very real
Oh, it was so full of love!

Come and take my hand, babe
There’s a turn in the road that we’ve been taking
Let it set you free
Because there’s a rhythm in the way that we’ve been moving
Yeah, there’s a darkness over there, but we ain’t going

See it through through my eyes
Walk me to the water
Hold my hand and something turns to me
Love me every night
Drown me in the water
Hold my hand and there’s something turning me
See it through my eyes
Love me like no other
And hold my hand and something turns to me
And turns me into you

Lead me through the light
Pull me from the water
Hold my hand and something turns to me
Turns me into you
Just see it through my eyes
Love me like no other
Hold my hand and something turns to me
Turns me into you
Turn to me
Into you

© The War On Drugs

Oh Manchester, so much to answer for…

Ian Brady, der sammen med sin affære Myra Hindley i et par år op til midt-60’erne bortførte, seksuelt misbrugte, torturerede og slog fem børn fra Greater Manchester-området ihjel, døde i aftes i et fængsel på Merseyside. På The Smiths’ debutalbum er sangen om de såkaldte Moors Murders (opkaldt efter hederne øst for Manchester, hvor tre af ligene siden blev fundet gravet ned) ‘Suffer Little Children’ et tidligt vidnesbyrd om, hvilke gribende ting kombinationen af Morrissey og Marr’s respektive talenter kunne udrette. Naturligvis slog den engelske tabloidpresse hårdt ned på sangen, der indsigtsløst blev udlagt som en udnyttelse af tragedien…

Jens Unmacks officielle weblog