Forster ankommet

Vinylgenudgivelsen af Robert Forster’s bedste soloalbum, The Evangelist (2008), var først sat til 28. juni. På dagen blev albummet dog udsat til 29. juli, hvilket straks blev rettet til 2. august. I mellemtiden meddelte tyske Tapete Records, der står bag relanceringen, at pladen nu kunne fåes direkte hos dem, samt at de første 100 web-bestillinger blev belønnet med et liebhaver-eksemplar på gennemsigtig vinyl. Så blev pladebutikkernes releasedato på The Evangelist nu rykket frem til 12. juli. På dagen var der dog kun igen tomhændet skuffelse at få med hjem. Men i dag er den så endelig kommet og kan nu købes/høres på (sort) vinyl.

The Evangelist er Robert Forster’s første album efter hans The Go-Betweens-makker og nære ven Grant McLennan’s pludselige død, hvorfor tre af dennes fjerlette melodier, fabrikeret til et aldrig finaliseret The GBs-album, medvirker. En nøgternt alvorlig og søgende tone, en betragtende træden tilbage fra verdens tumult, en årvågenhed for mulighedernes mirakel, men også for livets skrøbelighed, gør The Evangelist til Robert Forster’s essentielle soloalbum. Sangene her er melodisk finøkonomiserede, langsomt hjerteknusende, og gemmer sig klædeligt nok næsten aldrig bag Forster’s knastørre humor, ja, den der skylder ikke så lidt til Jonathan Richman. Et underspillet mesterværk.

En top-7 over personlige favoritter blandt de syv Robert Forster-albums?! Så gerne…

Rocket to the sky!

50 år siden i går, at Apollo 11-raketten blev skudt afsted fra Cape Canaveral, for fem lange dage efter at kunne sætte astronaut Neil Armstrong ned som det første menneske på Månen. Den bedrift er en af hjørnestenene i den amerikanske drøm, hvori fremdrift mod det uopdagede står skrevet med stort. Naturligvis har rumfart derfor også sat sine klare spor henover musikkens himmel gennem Apollo-årene. Her er det allerede i 1966 californske The Byrds – mærkværdigt filmet foran ældgamle Colosseum i Rom – der drømmer om at rejse i rummet, dog nok mere i flyvende tallerken end på raket…

Nyt fra Wilco

Det forlyder i dag på telegrafpæle fra Staterne, at Jeff Tweedy’s Wilco til oktober udesender albummet Ode to Joy, bandets 11. studiealbum. Følgende ‘Love Is Everywhere (Beware)’ er den nye og luftige forløbersingle…

Pour La France

Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…

Shine so hard

17 januar 1981: Liverpool’s Echo and the Bunnymen har sommeren før debuteret med albummet Crocodiles, og nu et halvt år efter er bandet ikke længere nogens hemmelighed. På vej mod den allerede stærkt imødesete toer turnerer Bunnymen England tyndt. En af aftenerne – på Pavillion Gardens i Buxton, Derbyshire – bliver optaget og snart udsendt på en EP, Shine So Hard, med to nye numre og to kendinge fra Crocodiles. Bunnymen har allerede nu live den selvsikkerhed, dynamik og musikalske karisma, som de kommende 3-4 år skal se dem stråle som verdens måske bedste band…

Da punk kom til verden

I disse dage genudsendes NYC-elektropunkduoen Suicide’s skelsættende 1977-debutalbum igen igen igen, denne gang på kulørt blodrød vinyl. Hvem har oplevet det nådesløst egenartede album glemmer næppe første gang ‘Ghost Rider’ skyder dødsmotorcyklen afsted, første gang ‘Cheree’s hjertepuls af en rytmebox løfter sin fucked up-intime besættelseshymne, første gang ‘Frankie Teardrop’-filmen noir-industrielt sætter hypnotisk igang mod sin hovedpersons nervesitrende psyko-amokløb. Som oplevelse er Suicide en uafrystelig plade. Den version jeg har er ikke originalen – et yderst sjældent syn dengang – men den franske genudgivelse (billedet ovenfor) fra 1980, hvor to bonustracks som single-b-siden ‘I Remember’ samt ‘Keep Your Dreams’ kun gør stort endnu større.

New Order-kunst

New Order har i disse år held og dygtighed til at forvandle sig selv fra band med gylden fortid til et omrejsende stykke eksklusivt state of the art 80’er-finkultur. Der turneres kontinuerligt tjekket, og via gennemførte visuals og en setliste, der altid slår sig generøst på NO’s bandebrydende elektroklassikere, fremstår aftenerne – helt a la Kraftwerks – som et veritabelt kunstmuseum over egen klasse og kreativ fortid, mere end som ‘bare’ almindelige koncerter. Den tendens bygges videre på i dag, hvor New Order udsender endnu et livealbum, dette fra 13. juli på sidste års MIF-festival i Manchester, hvor en mindre armé af synth-spillere pluggede ind i NO-maskinen, og sammen med Barney & co. over fem aftener gav velkendte som obskure af bandets numre nyt elektroblod. Her en af denne sides absolutte New Order-favoritter i versionen fra det nye livealbum med den mundrette titel ∑(No,12k,Lg,17Mif) New Order + Liam Gillick: So it goes…..

Summer smash from outer space

Det er i dag 50 år siden en ung, for de fleste helt ukendt englænder udsendte og fik sig et stort science fiction-duftende novelty-hit med denne single. Længe troede man, han ville blive stående som et one hit wonder, men det viste sig dog ikke, slet ikke, at være tilfældet…

PS – Har fået fortalt, der findes en dansk version med Peter Belli fra dengang, hvor der synges ‘Kaptajn K til jordkontrol’, men er aldrig stødt på den. Kan nogen mon be-/afkræfte…?

Da punk kom til verden

22. oktober 1976 udsender Stiff Records den første britiske punk single. London-bandet The Damned, der kun tre måneder tidligere har live-debuteret som opvarmning for Sex Pistols, er først ude af startblokken med den Nick Lowe-producerede ‘New Rose’ (læs: ‘neurose’), der med sin hæsblæsende lyd og presserende levering dels kører samtidige engelske retro-elskende rocknroll-bands som Dr. Feelgood og Eddie and the Hot Rods af banen, dels sætter en for konkurrenterne motiverende tårnhøj standard for den nye britiske punk…

In memoriam Lee

Ude i den utaknemmelige verden affejes han ofte som letbenet kitsch, men her på denne blog står Lee Hazlewood som en af de helt store amerikanske popsangskrivere og klassiske popsangere fra det forgangne århundrede. I dag ville den lille mand med den så dybe stemme være fyldt 90 år. Hazlewood er bredest kendt for sit så kommercielt succesfulde samarbejde med Nancy Sinatra, men her i hengiven ærbødighed en kriminelt overset 1969-perle af en solosang, det både i konstruktion og udførelse…

Jens Unmacks officielle weblog