Teleman

De spiller i Østberlin i aften, men kommer fra London. Bandet hedder Teleman og vi havde et par sange med dem her på siden for år siden, da de albumdebuterede og var support ved en engelsk sommerkoncert for Suede. Nu har Teleman netop udsendt tredjealbummet Family of Aliens, og fortsætter her en akavet men rig melodiøs musik, der geografisk kunne ligge et velfunderet sted mellem Sparks og Wire. Her en ret perfekt popsingle fra det nye album…

Langt fra Backstreets

Hvad og hvor meget kan vi forvente af vores helte? At de bliver ved med at være dem de var, da de brændte igennem og indfangede os i flammebålet? Nej, vel? Stilstand kommer der jo intet godt ud af. Men her er et foto af hr og fru Springsteen på hestetur i New Jersey i dag. Når man ser dette billede – og det gør altså lidt ondt at skrive det her – forståes instinktivt, hvorfor Bruce Springsteen ikke længere laver de spændende nye sange. Det skal være ham vel undt.

Give ‘Em Enough Rope

Hvilken en har du? Jeg har den nederst i venstre hjørne. The Clash’s andet album fylder 40 år denne weekend. Nok det mest ordinære af de fem, men hey, stadig med gode, gode ting ombord. Her f.eks. det fremragende åbningsnummer, tekstligt inspireret af Strummer og Jones’ mislykkede tur til Jamaica for at skrive nyt materiale. Tillykke, Give ‘Em Enough Rope!

Sind sie allein in Berlin?

1981: I England danner horder af David Bowie’s kærlighedsbsørn små bands, der, informeret af hans ubesværede leg med musik og forestillingsevne, angriber hitlisterne. Her er det Eastbourne’s The Mobiles, der kommer på top-10 med denne synthsvajende debutsingle, der muligvis/muligvis ikke handler om forjættede Berlin. Sangens egentlige berettigelse her på siden kommer umiddelbart efter dens Cabaret-inspirerde C-stykke, da en fuldfed euro-synthesizer sætter ind (2:30) og spiller storhedstema henover omkvædsakkorderne. Wow!

Ferry synger Winehouse

Det med at søge tilbage til en fjern tabt verdens hornfyldte melankolske klange er ikke nyt for Bryan Ferry. Her er han med The Bryan Ferry Orchestra på sit eget soundtrack til 2013-genindspilningen af Scott Fitzgerald’ The Great Gatsby – en forfærdelig rerun iøvrigt – med sin version af Amy Winehouse’s nyklassiker ‘Back In Black’…

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…

Ferry Babylon

Endnu et track fra den tyske TV-serie Babylon Berlin, og ligeledes endnu et track fra Bitter-Sweet, Bryan Ferry’s snartkommende soloalbum, holdt helt i denne særegne, uhm, Weimar-jazzificerede stil. ‘Reason Or Rhyme’ er en cover af et nummer, der først optrådte langt mere regelret på Ferry’s egen Olympia (2010). Men den her er umiddelbart endnu bedre og mere interessant…

B

B for Blur anno Parklife. B for blokfløjte. B for bugtalerdukke. Endnu en sang fra The Good, The Bad & The Ugly’s kommende album fremviser på fornemmeste vis Damon Albarn’s så specielle talent. Catchy, umiskendeligt engelsk, musikalsk helt ude i skoven, på en og samme tid….

Orange vokseværk

30 år siden dags dato, R.E.M. udsendte deres Green, dengang en stor kunstnerisk landvinding for bandet, i dag stående lidt glemt i bevidsthedens skygge af de store verdenssælgere der fulgte i årene efter. Hvilket fantastisk kommunikerende pladecover iøvrigt, og det fra et band, der ofte satte en ære i at spænde cover-æstetisk ben for egne udgivelser.

Art of the cover

Man studser lige et splitsekund, når coveret på det kommende Sko/Torp-album kommer op. For hey, det er da en helt anden plade, er det ikke?! Men effektivt lånt, og langt mere originalt end f.eks. en dansk soulpopstjerne, som i disse år udsender sine albums med identisk coverart blot i forskellige farvenuancer. Der er mange måder at gøre tingene på.

Jens Unmacks officielle weblog