I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

Dagens pladekøb

Desperation efter ny musik er impulskøb af det nye Strokes-album, selv efter NYC-bandets bluff er blever kaldt og håbet forlængst opgivet, at det 19-årige lille mirakel, som var debutalbummet Is This It, nogensinde kan ske igen. Men mindre kan vel også gøre det. Som helt igennem uforpligtende brug-og-smid-væk-musik har The Strokes stadig sine kvaliteter med rødder i et køligt popoverblik og en veludviklet sans for skæve men effektive hooks. Tag nu bare det nye albums åbningssang, hvis omkvæd faktisk gør alt det gode, en The Strokes-sang skal og bør. Men hvad sker der i outroen? Det synes som om, Julian Casablancas fra 4:20 og frem med sit gentagne ‘oh, maybe not tonight’ synger for i en imitiations-hyldest til new wave-bandet The Cars og deres frontmand Ric Ocasek, der døde sidste år. Måske jeg tager fejl. En så varm hilsen midt i den altid stil-perfektionistiske tilgang ville være helt usædvanligt. The Strokes er og bliver jo følelsesmæssigt et nulstillet band.

Altid være på vej

I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…

Forever young

Overskriften er titlen på et af de mere mindeværdige Sparks-numre fra 1977-albummet Introducing Sparks, deres syvende og egentlig første ordinære album, det efter et bombardement af farver, fest og flyvende falset på de første seks. Forever young står dog herover som en sammenfattende opsummering af Sparks’ karriere, der begyndte helt tilbage i 1970 i Los Angeles, men stadig hvirvler ufortrødent afsted. Forleden udsendte Ron Mael og Russel Mael således et nyt Sparks-album kaldet A Steady Drip, Drip, Drip, hvor duoens kendetegnende rastløse nysgerrighed og musikalske vovemod stadig sætter dagsordenen. Mener, hvor mange andre bands lyder så levende og iderige, som Sparks på nummeret her, efter de første 50 år?!

Lana DEl Rey siger fra

Sjældent har en seriøs amerikansk artist måtte tage så meget flak som Lana Del Rey, der lige fra debutsinglen ‘Video Games’ til nu er blevet fordømt med en tæt på hadefuld kritik, der i motivpålæggelse, personlige injurier og (ofte mandlige) beskyldninger om anti-feminisme så ofte har bevæget sig langt ud på den forkerte side af saglighedens grænse. I dag har hun på Instagram langt om længe givet svar på tiltale på den nærmest sygeligt besatte negative opmærksomhed omkring hendes værk og person…

Nationality

The National’s Matt Berninger har den forbindende stemme, der vel kan give selv de mest sårede sjæle troen på menneskeheden som sådan tilbage. Her det første udspil, titelnummeret endda, fra hans dog først til oktober kommende debutalbum som soloartist…

Won’t get fooled again?

Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet Rampljus Vol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.

Who’s next?

Det tredje af de store London-punkbands har også deres The Who-forbindelse. Her ses The Clash’s Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon sammen med Pete Townshend backstage på Shea Stadium i Queens, New York i oktober 1982, da The Only Band That Matters to aftener i træk åbner op for hans band. Det andet af de to The Clash-shows blev i 2008 udgivet på livealbummet Live at Shea Stadium.

Erstatning?

The Who’s originalindspilning af Pete Townshend’s ‘Substitute’ udsendes i marts 1966, og hvilken adræt, skarp mod-single den dog er. Sex Pistols tager 11-12 år senere med stor hengivenhed sangen et helt andet og nyt men slet ikke mindre kraftfuldt eller relevant sted hen. To forskellige generationer, men med identisk sans for afvisning og tilsidesættelse…

So sad about Keith?

Blandt de mest markante London-bands i de engelske slut-70’eres punkbølge er det ikke kun Sex Pistols, som er flasket op med The Who. For naturligvis har mod-revivalisterne The Jam samme svaghed, det i en grad så frontmand Paul Weller ofte taler om Pete Townshend i datidens interviews. Da The Who’s så excentriske trommeslager Keith Moon som kun 32-årig i efteråret 1978 dør af alt for meget fest, indspiller The Jam en tro version af The Who’s ‘So Sad About Us’ – naturligvis skrevet af Townshend – og udgiver den som hyldest til det tabte idol på b-siden af deres ‘Down In The Tube Station At Midnight’-single, hvis coverbagside tilmed bærer et snapshot af den unge Moon…

Pete who?

Skulle man lave en hjertets top-3 over de store britiske mod-bands fra 60’erne, ville vi her til enhver tid lade The Kinks og The Small Faces slutte øverst foran The Who. Fordi Ray Davies bare skrev langt bedre sange, og fordi Steve Mariott havde langt mere sjæl i sin stemme end The Who’s sært gennemsigtige posterboy-sanger Roger Daltrey. Det sidste er måske ikke så uforklarligt, da Daltrey hverken skrev de melodier eller ord, der kom ud af hans mund når The Who trådte op. Det gjorde istedet guitarist og The Who-sangskriver Pete Townshend. Skal ret være ret udsendte han og bandet i deres kreative mod-storhedstid fra 1965-67 en række fornemme, tidsdefinerende singler. Og som både albumtracket ‘Tattoo’ og singlehittet ‘Pictures of Lily’ her fremviser, kunne Townshend faktisk nemt – ikke helt ulig føromtalte Davies – fortælle en britisk hverdagshistorie med både elegance og indfølthed. Når ellers han gad og ikke hellere ville spille testosteron-brændende møllehjulsrock med madman-trommeslager Keith Moon på mentalt som fysisk overdrive ved sin side. Samt smadre elektriske guitarer til pindebrænde igen og igen, en kriminel handling synes jeg som lille, da jeg ikke selv havde råd til en. Der var nemlig som det perfekte rocknrollbrændstof en decideret rowdy gangmentalitet over The Who dengang. Hvilket går langt til at forklare, hvorfor netop de var så massivt store på de billige fodboldterasser i England. Og hvorfor netop et band som Sex Pistols kastede sig over The Who’s direkte hårdtslående ‘Substitute’, da det nye London-punkband skulle lave covers, der pegede mod den endnu musikalsk udefinerede stil, Johnny Rotten & co. selv gerne ville finde frem til og spille. Tillykke til Pete Townshend, der ankom så længe før og i dag fylder 75 år.

Ian Curtis levende

En ufuldkommen filmoptagelse af ‘New Dawn Fades’, centralstationen på Joy Division’s 1979-debutalbum Unknown Pleasures. At vi ikke får hverken start eller slutning med her fylder intet i forhold til forbløffelsen over, hvilken skræmmende styrke og nærmest rystende intensitet sangens alvor skæres ud med…

Decades

En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.

Jens Unmacks officielle weblog