Thåström synger Wiehe
Og det har han gjort før. Imperiet havde en markant opdatering af Hoola Bandoola Band/Mikael Wiehe’s ‘Fred’ tilbage i 1985. Siden indspillede Thåström i 1999 den skånske progg-socialists ‘Keops Pyramid’. Og i dag udkommer hyldestpladen Ska Nye Röster Sjunga, hvor 11 svenske artister giver hver deres cover af en Mikael Wiehe-sang. Thåström bidrager med denne yderst Thåström-lydende version af ‘Hon Kommer Över Ängarna’…
Architecture/Morality 45
Der var som oftest noget nærmest klaustrofobisk kontrolleret og ikke-fysisk over synth-bandet Orchestral Manoeuvres in the Dark – også kaldet OMD – på deres tidlige plader. Dog ikke på åbningsnummeret ‘The New Stone Age’ fra tredjealbummet Architecture & Morality (1981). Her den heftige udladning optaget ved en samtidig koncert. Det er i dag 45 år siden værket med det karakteristiske cremefarvede Peter Saville-cover udkom…
Blues Run The Game
Nogle musikere får en kort karriere og laver ét album, som man senere genopdager. En af dem er Jackson C. Frank. Han blev født i USA i 1943. Som helt ung oplevede han en forfærdelig ulykke: Der var brand på hans skole, og hans klassekammerater indebrændte. Jackson overlevede, men voldsomt forbrændt. Mens han lå på hospitalet, lærte han at spille guitar og fik som ambition at blive musiker. Han rejste til Storbritannien og indspillede sit eneste album dér, produceret af Paul Simon, som også var på britisk visit på den tid. I sangen ”Blues Run The Game” ovenfor synger han om netop sin tid i Storbritannien: ”Catch a boat to England baby, maybe to Spain/Wherever I have gone/wherever I have been and gone/the blues are the same.” Det er en dejlig sang, og det er ikke sært, at der findes ikke helt få coverversion af den nu.
Jackson C. Frank blev kæreste med Sandy Denny, som senere kom med i Fairport Convention og han mødte Al Stewart, Bert Jansch og andre og blev en overgang del af samme folk-miljø, hvor også Nick Drake færdedes.
Men få år senere blev Jackson C. Frank indlagt med depression (eller måske snarere PTSD udløst af den forfærdelige skolebrand) og vendte tilbage til USA, hvor han endnu engang havnede i psykiatrien og en overgang var hjemløs. Han døde i 1999, kun 56 år gammel.
Vi har aldrig nævnt Bert Jansch før her, men nævnes skal det at en af hans helt store fans såmænd er vores alle sammens Johnny Marr. Med rette: Skotske Bert Jansch var en særdeles god guitarist inden for sin genre. Herunder kan I se Johnny Marrs hyldest til ham.
Unmack alene!
Denne U-weekend, som er den sidste inden de to Hotel Cecil-aftener i København til december, byder på TAASTRUP (torsdag) og BIRKERØD (fredag). Joyride, kom med!
Post Pop expression
Josh Homme var i 2016 på alle måder iscenesætteren bag Iggy Pop’s Post Pop Depression, som tog arven alvorligt op fra Michigan-sangerens to Bowie-producerede Vestberlin-albums. Et af albummets stærkt profilerede numre var den Josh Homme-medskrevne ‘Sunday’, der nu optræder i Homme-sunget version på interessant afdæmpede Perfecth, det spritnye album med hans egne Queens of the Stone Age…
Da Hug var vild
Havde helt tilbage en LS-sangdemo som først hed ‘Fan Club’. Men titlen blev ændret fordi Hilmer kunne fortælle, Lars Hug allerede jonglerede en sangskitse med netop det navn. Hvilket nævnes som optakt her, fordi der åbenbart for nogle måneder siden er blevet lagt en senere “genindspilning” af Hug’s ‘Fan Club’ op på Lars H.U.G.’s egen YouTube-kanal. Cool endelig at høre det heftige nummer, der synes at stå i nær famile med ‘Ikke Døden’ fra City Slang (1985). Den grønne Volvo-bus på det imaginære cover herunder tager også pluspoint…
I’m only dreaming
Steve Ellis’s bortgang startede en kædereaktion i dag som nu slutter med en sang her fra en af hans åndsbeslægtede blue eyed soul-kollegaer fra Swinging London-æraen. ‘I’m Only Dreaming’ fra 1967 blev af uforståelige grunde kun udsendt som B-side til Small Faces’ ‘Itchycoo Park’. Hørt herfra lyder sangen med Steve Mariott i forgrunden som et af London-modbandets allerstærkeste kort…
Steve Ellis RIP!
På et marked ude i søndagsgrå Storkøbenhavn (gen)købte jeg i går Love Affair-singlen ‘Everlasting Love’ fra 1968, den sang Sandra også kastede sin tyske Michael Cretu-kærlighed over i slut-80’erne. Havde samme Love Affair-single med det hvid/røde-cover tidligere, men gav den til en LS-lysmand, der havde barndomsminder med det stærke popnummer. Sørgeligt aktuelt derfor denne i dag at måtte læse, Love Affair’s forsanger, den selverklærede mod Steve Ellis, er gået bort i weekenden. Her synger han sangen med det barberbladsskarpe arrangement…
Tilbage til Bananpladen
I 1982 vender Nico tilbage til Velvet Underground’s debutplade fra 1967 og synger endnu engang sin egen Lou Reed-sang derfra om alle morgendagens fester. Denne gang er det Factory-producer Martin Hannett der producerer en slet ikke ueffen version…
Hvor natten begynder
‘The Night’ med den tidligere italiensk-amerikanske doowop-sanger Frankie Valli udkom i 1972 som single i USA på et underselskab af Motown, det uden nogen opmærksomhed. Men på Northern Soul-klubberne i England skulle det specielle nummer derimod snart finde sit publikum og blive så efterspurgt/elsket, at det tre år senere også fik en britisk 7″er-udgivelse. Siden har både Lene Lovich, Pulp og Soft Cell forsøgt sig med coverversioner. Ingen af dem måler sig på nogen måde med denne original…
Hvor Johnny Marr lyser
Den unge mand der stod bag The Smiths’ musik – han var kun 23 og med sit livsværk bag sig da de gik i opløsning – har fødselsdag i dag. Herover er Johnny Marr med The Smiths og deres vidunderlige anden single, der blev det britiske gennembrud. Og nedenunder flasher han det unikke talent frem på selvsamme nummers lysende guitararrangement…
Hvor floderne ender
Ikke alle satsende rockmusikere finder ud af det med livet. For nogle bliver musikken snarere et tiltrængt fristed, end en målrettet stige mod succes. Nikki Sidden og Dave Kusworth, der udgjorde kultbandet Jacobites, lignede altid et par lidt for sårbare Oxfam-rockstjerner tabt for tid og sted. Måske/måske ikke på den baggrund har deres slingrende loser rock en sjælden naiv idealisme, som kan noget specielt. Hør bare dette grandiøse tilstandsnummer, der emmer af tab, flossede drømme og for mange sene rødvinsnætter…
Aus Hamburg mit Liebe
Die tyske indierockere Die Sterne fra Hamburg har måske på denne nye single fredagens mest overbevisende pop-chorus…
Are you famous?
Jack Lee ville gerne være berømt i 1976 med sit californske band The Nerves. Men popmusik er et lunefuldt game og det skete aldrig. En enkelt EP – der i dag søges og handles som klassiker af power pop-aficionados for store penge – blev det til, så gik de tre medlemmer hver til sit. Jeffrey Lee Pierce (Gun Club) var The Nerves-fan og introducerede Blondie for Jack Lee’s ‘Hanging On The Telephone’, åbningsnummeret på Nerves-EP’en. Blondie kunne derfor i 1978 udsende sin egen version af sangen med den karakteristiske kaldetone som den perfekte åbner på Parallel Lines. Jack Lee selv havde senere et par oversete soloalbums, fik vist også en sang indspillet af Paul Young, men forsvandt så helt fra offentlighedens søgelys. For tre år siden døde han så, åbenbart ikke i den bedste forfatning. Her en opfølgende kommentar på nyheden om hans bortgang fra YouTube-brugeren MartinMidlifeMisadventure:
I had no idea…God rest his soul. Jack was a tenant of mine for a few years back around 2016. He gave my son guitar lessons and he gave him his Les Paul, it is a beautiful black electric guitar and it is sitting right here in my home. This was during his last album being printed, I have that here too. He had been in a really sad state of being, and with the help of his neighbors (and my son) they cleaned up his motor home, encouraged him to eat, and to pick up those guitars. He would give little concerts in the back of our rv park for the tenants. It was amazing to watch the transformation…then, he left…in the middle of the night, never to be seen again. I know he had just had a song signed for one of Martin Scorseses movies, because he was having the emails sent to my office. And guitars started being delivered to him. He was preparing for some performance, I think. I was thinking about him this morning, so I searched and found your video, thank you. Sorry I wrote a novel, lol…I just am pretty shocked to hear he left us.
Der stopper historien dog ikke, for nu har Jack White’s Third Man Records samlet de optagelser der findes med The Nerves og udsendt dem på et dobbeltalbum under titlen Best Collection. Her en TV-optagelse af en af de Jack Lee-sange fra dengang – det er ham der synger og er på guitar – som først nu har fået sin udgivelse…