Faraway, so close

PL-førerholdet lige nu holder til ovre på det blå stadion bag dammen i parken på billedet. Lørdag over middag tager de engelske mestre de få hundrede meter, fra deres røde hjemmebane i forgrunden, over for at møde de blå. Med sig i bagagen har de et selvlysende 2-7-nederlag i seneste kamp, samt en reserve-konstitueret målmand, hvis faglige evner desværre er blevet til at overse. Læg dertil, at det lørdag på dagen præcis er ti år siden Everton – på selvsamme Goodison – senest vandt en fodboldkamp over deres haderivaler Liverpool, og der er lagt op til et mægtigt lokalopgør med alt i spil for begge hold. Er Thiago blevet klar for Liverpool? Spiller ligeledes nye Jota fra start efter landsholds-storform for Portugal? Kan Calvert-Lewin og James Rodriguez fortsætte deres vilde kadence i Everton’s offensiv? Og hvor sikkert står Liverpool’s senest så selvmordsagtigt høje forsvarslinie i den forbindelse? Carlo Ancelotti mod Jürgen Klopp, to forskellige fodboldtankegange, det kan kun blive alt for nervepirrende.

Everton – Liverpool, lørdag kl. 13.30, 3+

Det forsømte efterår

Mon ikke The National’s Matt Berninger’s Serpentine Prison – hans debutalbum i eget navn, der udsendes i dag – vil passe perfekt ind i dette efterår af alt, der kunne have været ? Her ialfald en smagsprøve af udsøgt melankoli. Læg mærke til den så konventionelle lyd og instrumentering bag Matt, der må skyldes albummets produktion af southern soul-legendariske Booker T Jones (ja, ham fra Booker T & The MG’s). Som sådan er Serpentine Prison en velkommen homecoming for hvem må synes, de seneste albums med The National, i deres afsøgning af nyt land for Cincinatti, Ohio-bandet, har givet afkald på styrke i det sangorienterede…

Pleased To Meet Me

I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

Ham synger Lana Del Rey

The Walkmen-fyrtårnet Hamilton Leithauser viser på sit nye Covid-19-fremtvungne livealbum fra januars HL-koncerter på The Carlyle i New York, hvor profileret og elegant en sangskriver Lana Del Rey er. Det sker gennem hans nøgne fortolkning af hendes vemodigt apocalyptiske ‘The Greatest’…

discoteque 1983

Så er der atter nyt fra Molchat Doma. Minsk-trioen har i dag udsendt endnu en forløber for deres til november kommende tredje album. Stilen på ‘Discoteque’ er mindre post-Joy Division, langt mere ‘proto-elektro spiller Eurovision Song Contest’, og jo, det sidste så naturligvis et bidrag fra et iskoldt, hermetisk lukket kommuniststyre ovre i Østeuropa…

Bedste svenske debut?

Et godt bud er Håkan Hellström’s Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg, der med en skramlende samling personlige, fremragende outsider-popsange sparkede døren ind udefra og med et gjorde Håkan til Beatlemania-tilbedt indiepopstjerne. Det er i disse dage tyve år siden albummet udkom. Denne side oplevede ham og hans sømandsklædte band på første tour, da deres larmende fest en magisk aften rullede forbi havnen i Helsingborg og på det nærmeste væltede rockklubben The Tivoli ned i den. Håkan blev utroligt nok langt senere en af de mest populære mainstreamstjerner Sverige nogensinde har set, hvad undervejs naturligvis kostede i magi, men det skal ikke skygge for, hvor sjældent unik og frisk han kom først…

Oh, such a pretty song

Hvem skulle have troet spoken word-rockbandet Fontaines D.C. kunne skrive en sang og en melodi så formfuldendt sansende, den lægger sig lige ind i slipstrømmen på vel selveste The Smiths?! Således afslutningsnummeret ‘Oh Such A Spring’ fra side 1 på Dublin-bandets aktuelle album…

Den Andra Kvällen i GBG

Den første aften havde været mægtig. Alle de nye sange spillet ud for første gang nogensinde i Lisebergshallen i Göteborg, what’s not to like? Tourpremierer er specielle, for det er også bandets egen og dets lydfolks første egentlige test af nyt materiale, dets medbragte elektronik, lys, samt en helt igennem uprøvet setliste. Mange ting kan gå galt, så koncentreret beslutsomhed er et must. Der tages ikke vilde chancer udover det allerede aftalte.

Anden aften på en albumtour, da er nye sequence-niveauer blevet finjusteret efter noterne fra første show, men først og fremmest ligger forskellen i attitude på scenen. Man har nu prøvet det hele, så febrilskheden fra at skulle kaste sig sammen ud i det ukendte er borte, hvilket giver overskud til, at få det hele sendt mere konsekvent og intuitivt afsted.

Og setlisten? I Thåström’s tilfælde denne anden aften i regnfulde Göteborg var to numre fra midt i settet blevet erstattet af to andre. Ud var røget den svenske publikumsüberfavorit ‘FanFanFan’ og b-siden ‘Det Enda Du Behöver’, ind var kommet to solide albumtracks, ‘Brev Till 10:e Våningen’ og ‘Nere På Maskinisten’. Ellers var alt på køreplanen som den første aften.

Alligevel var det to meget forskellige aftener, pga. de ovennævnte så forskellige forudsætninger. Ved ikke om dette andet show decideret var bedre, men den var mere selvsikker og velsmurt. Herunder næstsidste sang fra selve hovedsettet den aften, Centralmassivet‘s ‘Karaokebaren’, tidligere oppe ‘Ingen Sjunger Blues Som Jeffrey Lee Pierce’. Måske ikke, men Thåström er en tippet outsider i opløbet…

10./11. Oktober 2017 i GBG

Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort i oktober; at tage toget op fra København til Göteborg i efterårsfarver, logere mig ind på et hotel lige ved Centralstationen, og gå til Thåströms to første shows på hans tour for da netop udsendte Centralmassivet. Her et klip fra åbningsnummeret den første heftige aften i Lisebergshallen. I dag er det præcis tre år siden. Det er samtidig forlængst blevet over to år siden Thåström og hans fantastiske band senest spillede live. Tal lige om at leve i savn!

Lykke Li på svensk

Ud af ingenting har Lykke Li her til morgen udsendt sin første sang på modersmålet. Underligt pludselig at høre hende, hvis identitet normalt er så hængt op på hendes så specielle Lykke Li-svengelsk, synge samme musikalsk bløde sprog som Veronica Maggio, Jocke Berg og de andre derovre fra den renvaskede side af Øresundsbroen. Men lyder det så stadig som Lykke Li? Bedøm selv…

Jens Unmacks officielle weblog