Love and mercy

For 30 år siden i dag udsendte Beach Boy-mastermind Brian Wilson sit første soloalbum i eget navn, en kunstigtlydende affære kaldet…Brian Wilson. Her dets overlevende og bedste track, åbningssangen ‘Love And Mercy’, en klassisk Wilson-sang, der dengang også var krediteret Wilson’s terapeut Eugene Landy og dennes kone Alexandra Morgan. De er dog siden blevet fjernet fra creditlisten, efter en californsk domstol slog hårdt ned på Landy’s uetiske styring af Wilson’s sind og økonomi i denne periode…

Squeeze me in the box…

Engelske fodboldsange kan være andet end ‘World In Motion’ og ‘Three Lions’, selvom det i disse uger de to der nu og igen – retfærdigvis – bliver fremhævet som den svære disciplins måske mest vellykkede. Og da England meget vel blive slået ud i aften, må vi hellere skyde med alt hvad vi har derfra inden det måske desværre sker. Et tredje udadvendt bud på en regulært god engelsk ´fodboldsang kan tilskrives Happy Mondays’ Shaun Ryder. Efter Mondays’ opløsning dannede han – sammen med rapperen Kermit – duoen Black Grape, der til dags dato har udsendt tre albums og en række singler. En af dem er fodboldsinglen ‘England’s Irie’, der udkom op til Euro 1996 i England. Den er co-skrevet med Keith Allen og The Clash’s Joe Strummer, der også medvirker i rød Three Lions-awaytrøje på dette klip fra Top of the Pops. Og det allerbedste er at Strummer’s umiskendelige stemme styrer det rullende chantalong-omkvæd afsted…

En der slap væk

Vi må aldrig glemme The Replacements’ Paul Westerberg, en af de helt store amerikanske sangskrivere i nyere tid. Her er han på egen hånd midt i 90’erne, som altid på vej bort, nærmest gemmende sig i skyggen. Nej, Westerberg var aldrig skabt til heltedyrkelse og følgespots. Så hvem der følger ham, de gør det bedst på afstand, og gerne uden han lægger mærke til det…

Englands lange vej

Sidst England var i en VM-semifinale, for 28 år siden i Italien, lå New Order’s fodboldsang ‘World In Motion’ på hitlisterne, og dens rapstjerne John Barnes var endnu kun i begyndelsen af sin fornemme karriere for Liverpool. Dengang, på Stadio delle Alpi i Torino, spillede Bobby Robson’s England en flot kamp mod Tyskland, burde vel nok have vundet, men røg ud i straffekonkurrence på to brændte af Stuart Pearce og Chris Waddle. Så der er mere end meget på spil i aften i Moskva, hvor et mærkeligt svingende Kroatien styrkemæssigt er en noget uforudsigelig modstander i Moskva. Ikke mindst fordi England endnu ikke har mødt et klassehold til nu turenringen. 52 years of hurt. De kan ikke klare det meget længere derovre. Dramaet er allerede til at få øje på.

Kroatien – England, onsdag kl. 20.00, DR1/allaroundtheworld

So you want to be a rocknroll star

Når man ser et band som Roskilde-aktuelle Interpol spille live, en utilnærmelig pakke af køligt reserveret æstetik, kan man nemt gå væk med følelsen af, rockmusik er blevet ren form, ja, at den er ret stendød som levende udtryksmiddel. Men heldigvis er sandheden ikke så statisk som Interpol’s nyere musik. For et par guitarer, en bass, et trommesæt, en åben mikrofon kan stadig være et perfekt medie for kanaliseringens personlige aftryk af tre-fire menneskers følelser, behov og intuition. Tag nu bare dette klip som eksempel. Et amerikansk Detroit-band ved navn The Von Bondies giver på denne 2006-optagelse fra Letterman den prøvede form fuld relevans ved at brænde så klart igennem. Og det tager dem kun to hæsblæsende minutter. Sangeren kunne af udseende være Tom Petty’s utilpassede lillebror, men læg hellere mærke til trommeslageren, for han er nok den største stjerne af dem alle her…

Belgien spiller Frankrig

Electroclash-duoen Vive La Fete fra Bruxelles spiller her en cover af franske Desireless’ 1986-electrohit ‘Voyage Voyage’. Og Belgien spiller i aften Frankrig i den første VM-semifinale i Sankt Petersborg. Her holdes med underhundene fra Belgien. Fordi de sendte ulidelige Neymar Jr. hjem. Fordi de i De Bruyne og Hazard har to af turneringens mest seværdige spillere. Og fordi de bare har været langt sjovere at følge, end de franske favoritter, som i deres kompetente fremfærd mest har udstrålet en grå laissez-faire-ugidelighed. Så allez la Belqique! Og ikke et ord om, at det hele først for alvor betyder noget i morgen, når England har første forsøg i 28 år på at overleve en VM-semifinale.

Frankrig – Belgien, tirsdag kl. 20.00, TV2/allovertheworld

Jonathan ved

Jonathan Richman fra Boston, Massachusetts har begået mange enestående ting i musik. Mest kendt er han for sit tidlige Velvet Underground-fanband The Modern Lovers’ single ‘Roadrunner’, der var en garageenkel, glasklar og velkommen inspirationssang for de tidlige punkbands. Men også en lang efterfølgende karriere, der ofte har været båret af næsten barnlig naivistisk livsglæde, har budt på de stærke sange, der fortjener et langt større publikum, end Richman’s kultstatus har givet dem mulighed for. En af dem er ‘That Summer Feeling’ fra 1983, et bittersødt kys af sommer, længsel og tabt uskyldighed; “…When even fourth grade starts looking good which you hated / and first grade’s starts looking good too which is overrated / and you boys long for one little girl that you dated / do you really long for her or for the way you were / cause that summer feeling shall haunt you / the rest of your life…”. De af jer, der klarer den helt til slutningen af sangen her, vil opleve Jonathan i akavet TV-selskab med bl.a. Dead Kennedys’ Jello Biafra og John Cale. Men det er bare en bonus…

Kan nyromantikere blive gamle?

Verdens mest underkendte band?! Måske er det skotske Simple Minds. Isåfald er det dog helt deres egen skyld. Mellem 1979 og 1982 udsendte Simple Minds en række plader, der placerede dem i allerforreste række. De var informerede børn af Bowie og Roxy, og som sådan toneangivende indenfor den mere modernistiske del af postpunken. Udsendte musik der lød af en oprunden lys fremtid, hvis elektroniske flader og indhold aldrig var hørt mage til. Ja, Simple Minds tog i flere gyldne sæsoner rockmusikken helt nye steder hen. Var bandet forsvundet fra jordens overflade efter New Gold Dream-mesterpladen i 1982, ville de have stået som et af de store britiske bands. Men ak, istedet blev Simple Minds hurtigt en grum antitese til alle disse løfter om en ny, løfterig og anderledes musik. Om det var den stigende popularitet eller bandkemi skal ikke kunne siges, men chokerende hurtigt bevægede Simple Minds sig ned på den slagne vej, til oppustet stadionrock af værste skuffe. Publikummet blev langt større, men kvaliteten forsvandt helt og aldeles. Siden er det trods sikkert behjertede forsøg aldrig lykkedes Jim Kerr og co. at genfinde blot skyggen af den magi, der nærmest som en selvfølge lå over bandets musik i de tidlige år. Det gjorde ondt dengang at se Jim Kerr, der havde været sådan en lysende frontmand, miste sin ynde og blive et højtråbende tågehorn. I dag fylder han 59 år og er som sanger inderligt ligemeget. Men med Kerr som 23-årig var sagen satme en anden…

Talking Straight

Endnu et nummer med australske Rolling Blackouts Coastal Fever fra deres album Hope Downs fra i år. Jeg synes stadig, der er et vist musikalsk slægtskab med salig Royal Headache (som jeg også holdt meget af). Men også The Go-Betweens stikker hovedet frem af og til.

Jens Unmacks officielle weblog