
Fredag aften kommer efterårets U-tour til Musikhuset. Kom med!

Fredag aften kommer efterårets U-tour til Musikhuset. Kom med!
Svært at blive klog på Brooklyn’s DIIV, der kan imponere med numre af ret storslået tonal arkitektur, for snart efter at forsvinde i apati. Er de måske bare den ofte hørte historie om et højt top- men lavt bundniveau? Dagens nye DIIV-single her ligger absolut i den bedre ende. Sikke et sonisk svæv de højelektriske guitarer kaster sig frygtløst ud i som det naturligste af verden…
Squeeze fra Sydlondon er et endnu ældre band med ny single ude i dag. Normalt ikke noget der ville finde denne vej, men ‘The Place We Call Mars’ har så tydelige Bowie-referencer i sin lidt skæve musik – og Ronson-svævende guitarsolo – at den får et spin her. Gråhårede mænd spiller rockmusik om Mars, er det der vi er endt?

I dag om en måned spiller Sex Pistols (feat. Frank Carter) i Københavns Tap 1. I modsætning til mange af deres samtidige åndsfæller indenfor punkrock nåede bandet kun at indspille og udgive et regulært album inden det i januar 1978 de facto var forbi. Til gengæld er Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols præcis den vrængende, svovlsyredampende og potente – men hørt i dag overraskende konventionelle – rockplade, Johnny Rotten, Glen Matlock, Steve Jones og Paul Cook skulle begå i London på præcis det tidspunkt. Denne onsdag er det 49 år siden den engelske punks state-of-the-art-fuckfinger udkom…
Dagens nye singleudspil kommer fra Stuart Staples’ Tindersticks, det sørgmodige band der blev ved så længe, de ikke kunne holde op. ‘Loving, leaving’ er en forløber for albummet Dog Roses, som kommer hånd i hånd med marts bag vinteren…

Har tre forskellige livealbums stående fra Bowie’s 1978-tour, den med det lidt aparte navn Isolar II. Det oprindelige dokument fra dengang – dbl-albummet Stage – er en hårdt doktoreret affære (optaget ved tre shows på den amerikanske østkyst i slut-april/start-maj), hvor tourens ellers faste setlist-dramaturgi er kastet meningsløst rundt og et sært kønsløst letvægts-mix ikke gør sangenes sjæl eller dynamik nogen tjeneste.
De to andre er Live in Berlin (1978) (2018), et slet optaget dog officielt enkeltalbum fra maj-koncerten i Deutschlandhalle – men tænk alligevel, en optagelse med David Bowie på genbesøg i sit Vestberlin! – og så det klart mest givende af de tre, både hvad performance og lyd angår, den tredobbelte LP Welcome to the Blackout (London ’78) (2018), som er fra den europæiske tourafslutning i Earl’s Court…
Her stopper den tour så alligevel ikke, for The Guardian kan i dag fortælle, at nyrestaurerede filmoptagelser nu lægger grund til en kommende biografopsat koncertfilm, også ved navn Stage, der har premiere næste år. Der er altid mere…

Lou Reed døde i dag for 13 år siden. Derfor her en for Reed atypisk fredfyldt sang fra Transformer (1972), hans gennembrud produceret af Mick Ronson/David Bowie. Gennemusikalske Ronson spiller klaveret og Bowie høres tydeligt på kor i outroen. Den uofficielle video er naturligvis med levende billeder fra sci-fi-dramaet The Man Who Fell to Earth (1975), hvor Bowie mere eller mindre får lov at spille sig selv. De er alle tre savnet.
Endnu en comeback-sang fra A-ha’s englestemme Morten Harket. Det er pænt renskuret, men slet ikke uden vitaminer af den grund. Efteråret synges til et roligt klavers knastfyldte molakkorder. Vi er sandt at sige langt fra hans gamle bands blinkende synthesizer-park. Og så sætter et træk af strygere ellers ind som kamera zoomer ud og vi får sangens musikalske univers fra fugleperspektiv…
Det er oktober 1969. Vi skal til demonstration i Dallas mod Vietnamkrigen. The Velvet Underground er kommet ud til Texas for at spille seks aftener i træk på den lille bohemeklub End of Cole Avenue i Dallas. Derfor er det også muligt for NYC-bandet at optræde til demonstrationen ved byens White Rock Lake. Som på samtlige filmoptagelser med The Velvets spiller de også her foran et publikum, der signalerer en næsten apatisk ligegyldighed over at opleve dem. Lydsiden til filmen, hvis største scoop måske er at vise Lou Reed og co. ude i sollys, er taget fra en aftenerne på Dallas-klubben…
Det første der høres til Depeche Mode er da nummeret ‘Photographic’ 30 januar 1981 udsendes på samlingsalbummet Some Bizarre hvor pladeselskabet af samme navn præsenterer en lang række nye, usignede bands. Kun tre uger senere udkommer DM’s første single ‘Dreaming Of Me’ på Mute Records og resten er synthpop-historie. På Basildon-bandets debutalbum åbner selvsamme ‘Photgraphic’ side 2, men i en ny genindspillet version, der er mere diskret, pæn og pop-venlig. Måske dog den første her er mest smittende?
Og pludselig et uventet glimt af lys fra Manchester’s Mussolini i form af denne nye Alain Wilder-skrevne single-B-side. Nærmest frustrerende så levende og veloplagt han pludselig kan lyde på plade her, når håbet om netop det ellers forlængst var sendt ud at sove med gadens hunde. Isle of Dogs er såvidt vides det gamle havnearbejderkvarter i Østlondon, hvor Canary Wharf-modernisering og tårnende skyskrabere nu er rykket ind. God sang, lyder – sin flade nutidige produktion tiltrods – nærmest som noget Morrissey kunne have sunget i første halvdel af 90’erne, et sjældent kompliment…
Kim Larsen (og Mathilde) står i de tidlige måneder af 1976 foran ruinen af Østre Gasværk på Østerbro og synger sin sang om at komme igennem dagen og vejen. I dag ville forsangeren fra Gasolin’ være blevet 81 år. Her introduceres han af Anker Jørgensen fra Sydhavnen…

Vi havde fornøjelsen her af en ny sang i går med belgiske dEUS. Så hvorfor ikke i dag krydse grænsen til Holland for at opleve en ny overvældende single – og video – med Nijmegen-bandet De Staat, der netop nu fejer 20-års-jubilæum med udsendelsen af sit syvende album, hvorfra dette tætpakkede drama kommer…

Der meldes desværre Unmack-aflysning i ESBJERG i morgen fredag. Næste udfordring bliver derfor i stedet, om ‘Underdanmark’ eller måske ‘Copenhagen Dreaming’ skal være første nummer på setlisten lørdag aften på Motorfabrikken i AABENRAA. Joyride, kom med!