Der er ingen vej udenom. Engelsk punkrock på plade fylder et halvt århundrede netop i dag. 22. november 1976 bliver London’s The Damned det første af den nye punkbølges engelske bands til at få udsendt en plade, da det uafhængige pladeselskab Stiff Records lancerer deres debutsingle. Heldigvis for historieskrivningen har indædt stramme ‘New Rose’ alt det man kan ønske af et startskud til noget så heftigt som punk, nu det ikke er Sex Pistols eller (da slet endnu ikke pladeklare) The Clash der kommer først…
BBC Later har haft besøg band of the moment, Fontaines DC. Her det nye albums ‘Memesis’, hvis musik ikke lyder ulig vintage-Pulp og det er kun positivt ment…
Gendannede dEUS fra Belgien har netop udsendt ny single, der lyder af alt andet end passiv aftægt. Antwerpen-bandet har aldrig opereret med hverken naturlige eller kunstige sødestoffer i deres kradse musik, en tendens de fortsætter på ‘Keptman’, der klædeligt kommer med mere bitter senior-smag end nogen negroni…
Og nu blev Fontaines D.C. også et rockband, der kan begå en formfuldendt sang med forløsende akkorder og sweet melodi. De sommerfuglevinger kunne allerede anes for halvandet år siden på postalbum-singlen ‘It’s Amazing To Be Young’, der kom som en tabt The Smiths-klassiker, men ‘Japan’ toner alligevel anderledes rent flag i bekendelse af popmusik…
Tom Petty ville være blevet 76 i dag. Her et ret fantastisk tidsbillede af en ung Petty og et filmisk Californien i 1977. BBC’s Old Grey Whistle Test-vært “Whispering Bob” Harris er taget til Los Angeles for at møde en lavmælt Petty, der står på kanten af sit gennembrud…
Har kendt denne sang i en cover med Evan Dando og hans Lemonheads fra før de blev store, men aldrig hørt denne hitversion fra 1967 med Stone Poneys, der havde den senere så kendte Linda Ronstadt som sanger. Må tilstå at ‘Different Drum’ i den musikalske tidsånd og med hendes stemme stråler helt anderledes. Det er Mike Nesmith fra The Monkees som har skrevet sangen, der også siden er blevet spillet af bl.a. The Replacements’ Paul Westerberg, The Jayhawks, samt de ustemte skotske indiedarlings The Pastels…
Thåström’s seneste longplayer, den med pariserhjulet fra Wien på sit monokrome cover, rundede i weekenden to år. Betyder det så at der nu er ca. et år til dens efterfølger? Hvis arbejds- og udgivelsesrytme fra de senere år følges, så er der ialfald håb. Her åbningen af side 2 på Somliga Av Oss, et nummer man da pladen udkom var sikker på her ville blive et stort livenummer til hans aftener i det svenske kultur- og sportshaller. Det er endnu aldrig blevet spillet…
En overbevisende sang til at begynde ugen med? 12. juni 1971 udsender The Rolling Stones Sticky Fingers-albumtracket ‘Wild Horses’ på single. Her er sangen, der først ser dagens lys på plade året før i en coverversion med Gram Parsons’ Flying Burrito Brothers, tilsat mageløse privatoptagelser fra forrige års doku om Keith Richards’ mangeårige kæreste Anita Pallenberg…
Jens har tit skrevet om Billy Mackenzie og The Associates her. Og det forstår jeg bestemt; det var slet ikke dårlig musik. Og han har skrevet om A-Ha. De var heller ikke dårlige.
I går blev det min tur til atter at havne i retrohjørnet. Da nævnte jeg The Blue Nile, der ligesom The Associates var fra Skotland (nærmere bestemt Glasgow, hvor The Associates var fra Dundee).
Når jeg hører “Tinseltown In The Rain” fra albummet A Walk Across The Rooftops med The Blue Nile, kommer jeg til at tænke på A-Ha og Morten Harket. Andre gange minder A-Ha mig om The Associates. Og mens Billy havde hår, mindede han endda om Morten af udseende. På dén måde er verden lille. Det er storslået popmusik fra den tid, og lige præcis manieret nok til at undgå at blive træls.
Man bør ikke beskylde A-Ha for at være epigoner, selvom det uden tvivl er tilfældet at inspirationen flød fra Skotland mod Norge og A-Ha som de eneste fik egentlig idolstatus. A-Ha, The Blue Nile og The Associates slog igennem i samme æra. The Affectionate Punch udkom i 1980, A Walk Across The Rooftops udkom i 1984, og Hunting High And Low er fra 1985.
Når nu hun ikke selv udsender det album, der har været ventet i langt over et år, men stadig ikke har en udgivelsesdato, må denne solrige oktobersøndag få sit skud Lana Del Rey andetsteds. Fredag udsendte amerikanske Zach Bryan denne sang, hvor Lana’s stemme synger efteråret. At det åbnende klavertema straks skyder bolden i klar retning af ‘Video Games’ synes kun en perfekt homage til sangens gæstestjerne…
Min første cd-afspiller var en Sony Discman, som jeg købte i efteråret 1988. Den var jeg meget glad for, og den fulgte mig overalt. Men efterhånden fik jeg lyst til at eje en stationær afspiller – ja, faktisk til at købe mig et ordentligt musikanlæg. Min ven Søren og jeg tog ned til en radioforhandler og jeg tog nogle cd’er med, så jeg kunne vælge noget udstyr, der lød godt. Vi boede i Edinburgh dengang, så en del af udstyret var fra britiske mærker. Jeg kom hjem med en britisk Audiolab 8000A-forstærker, to lige så britiske højttalere af mærket Ruark med højttalerfødder til og en Philips CD634-afspiller (fremstillet et sted i Asien). Senere købte jeg en Aiwa-tuner (britisk fremstillet!) så jeg også kunne høre radio.
Men det er Philips-afspilleren, jeg for alvor husker. Den blev jeg meget glad for. To af de cd’er, jeg tog med, var albums, jeg tit har hyldet her på bloggen: Life’s Rich Pageant med R.E.M. og The Colour of Spring med Talk Talk. Begge albums er fra 1986 og er er velsignet med en kombination af stærke sange, gode arrangementer og et lydbillede, der står knivskarpt og hvor de enkelte instrumenter står tydeligt frem og faktisk lyder som de skal. Lyt til f.eks. Mike Mills’ bas på “Cuyahoga” eller Mark Hollis’ piano på “Chameleon Days”. Kontrasten til den alt for typiske firserlyd på forgængerne Fables of The Reconstruction (der er mudret og skidt mixet) og It’s My Life (der er underligt skinger) er meget tydelig. Philips CD634 havde en meget varmere og rarere lyd end min gamle discman, dét var tydeligt, og den passede godt til de to albums, jeg stadig sætter højt.
Syv år senere begyndte min Philips-afspiller desværre at svigte. Jeg købte en Marantz-afspiller i Aalborg; den lød præcis lige så godt og fjernbetjeningen til Philips virkede endda til den nye afspiller (fordi Marantz er et af Philips’ mærker). Dengang prøvede jeg afspilleren med Ladies and Gentlemen, We’re Floating in Space med Spiritualized, husker jeg. Den afspiller blev jeg også glad for. Men troløs som jeg var, sendte jeg den til København nogle år senere, hvor Jens fik glæde af den. Jeg havde nemlig fundet mig en anden afspiller, en Denon, der både kunne lyde som Marantz’en, når den spillede cd’er, og kunne vise film, når den fik en dvd.
Højttalerne fra Edinburgh holdt derimod helt frem til 2016. Seksogtyve år er dog også en alder.
Fontaines D.C. markerede i aftes albumudgivelsen i dag med at optræde til en velgørenhedskoncert på The Roundhouse i London. Her setlisten med otte sange fra det nye album…
Boys in the Better Land Tongue Nabokov Jackie Down the Line Marianne You Miss Me Roman Holiday Bug One Man Mimesis Happy for You Big Shot Japan Favourite Where Is Gone? + + + Six Shot Morning I Love You In Heaven / Starburster
Bliver nødt til at bringe ‘Where Is Gone?” igen, så den atter kan shine her øverst på siden. Er det ikke muligvis årets bedste og blivende sang, den usandsynlige Fontaines D.C.-duet med Grian Chatten og Barcelona’s Rosalia i forgrunden? Lukkes øjnene kan man næsten høre Lee Hazlewood og Nancy Sinatra flette stemmer på den elegant afrettede og luksuriøse melodi. Så klassisk rankt står det hele. Albummet udkommer i nat ved midnat. Musik kan.
Hvad skal man forvente af en ny Blondie-single i år 2026? Svært at blive det mindste engageret, for det står åbenlyst, Blondie i dag ikke er et band men et varemærke. Og præcis sådan ankommer dette livsfjerne visitkort, hvis sært AI-lydende musik er skrevet af Johnny Marr. At drømme er gratis, sang Debbie Harry triumferende i 1979. Hvad blev der af al den vitalitet? Det er egentlig umådelig trist. For der er ingen drømme her…
