Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…
As it was, as it is
Vi var unge, vi bar fremtiden i os, vi var helt sikkert alt, alt for meget. Men skal man være selvhøjtidelig i sit liv er fasen mellem hvalpeung og voksen den optimale. Da jeg flyttede til København i august 1982 udkom en dansk plade få uger efter, der havde en klaustrofobisk desperation og en høj musikalsk himmelhvælving som flugtede perfekt med tiden. Vi hørte Ballet M’s For meget den sæson, først i den snævre et-værelses tilflytterlejr ude på Kastruplundgade 69, hvor der lugtede af flybrændstof på altanen, dernæst inde på Islands Brygge, da københavnerlivet for alvor begyndte at blive vores. Her en af dens favoritnumre, som jeg ikke har hørt meget længe, men som i dag går lige i hjertet igen. Mand, sikke en følelse og nødvendighed der deles ud her!
En skønne dag tager vi væk herfra
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Introducing…Agitator!
Stockholm-bandet Agitator har på to år allerede udsendt tre albums, som ikke er bange for at tage eventyrlystne, måske lidt risikofyldte udflugter væk fra den hovedvej, de fleste popkarrierehåb holder sig til. Her ovenfor en liveoptræden fra Göteborg med det mest lyttede nummer fra debutalbummet, som for ligesom at få sat ansigter på bandet, nedenunder titelsangen fra nye Året Av Sex. Den hurtige udvikling i lyd og udtryk er til at få øje på…
Hotel Usona
Dagen byder på ny single fra Detroit Motor City’s lasede og moderne postpunkere Protomartyr, en utæmmet, semi-atonal forløber for deres kommende album Hotel Unisona. Klassisk Protomartyr kun at lyde som sig selv igen her, hvor mange bands har egentlig den kvalitet?
Nogle har en nutid
Ud af ingenting kom nyheden for noget tid siden, at Manchester’s Durutti Column, Factory-bandet der lød som alt andet end et Factory-band, efter 14 års udgivelsespause sidst i juli udsender comeback-album. Nu er endnu en sang fra den nye plade blevet sat fri her en uge før release. Ligesom med førstesinglen ‘Liars’ lyder musikken både af velkendt Durutti Column/Vini Reilly, men samtidig helt ny og uopdaget…
Leave Me Alone
Ian Curtis døde, Joy Division med ham. De tre andre JD-medlemmer (+ nytilkomne Gillian Gilbert) kaldte sig New Order og fortsatte sammen som band med at lave ny musik. Med tiden fandt de en helt særegen stil der var deres egen, men først var slægtskabet med Joy Division naturligvis en meget synlig elefant i rummet. Tag nu bare dette nummer fra Power, Corruption & Lies (1983), hvis musikalske greb og tonalitet vel nærmest står som en honnør til det band New Order kom fra…
Alle har en fortid
Også skotske Simple Minds, hvis tre medlemmer Jim Kerr, guitarist Charlie Burchill og trommeslager Brian McGee først kommer på det musikalske landkort som punkbandet Johnny and the Self Abusers, der i 1977 på London-pladeselskabet Chiswick udsender singlen ‘Saints And Sinners’. Det heftige nummer er med på den skandinaviske compilation Catch A Wave, en stærk dbl-10″er-introduktion til punk/new wave, og er således for nogle af os første gang vi støder på Jim Kerr’s let genkendelige stemme…
Paul Cook
Sex Pistols-trommeslager Paul Cook fylder 70 i dag. Har ofte haft Malcolm McLaren’s London-punks oppe på siden, så istedet for nu Paul Cook bag Edwyn Collins på det franske TV-show Taratata i 1995. Sangen er Edwyn’s kæmpehit ‘A Girl Like You’, hvis Northern Soul-beat også spilles ubesværet af Cook på studieversionen. Tag også med her Suede-helt Bernard Butler på guitar, samt The Cure-producer/bassist Phil Thornalley, noget af et stjerne-line up. Tillykke til Paul Cook!
Kevin Keegan RIP!
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…
Bands, those funny little plans, that never work quite right…
Der er udbrudt en form for krig blandt de oprindelige ex-Simple Minds-medlemmer fra de frugtbare år og så sanger Jim Kerr. Mick MacNeil, Derek Forbes og Brian McGee (synths/bass/trommer respektivt) har først for nyligt fundet ud af, at den økonomiske fordelingsnøgle omkring Simple Minds’ tidlige plader, hvis musik opstod i tæt samarbejde de fem imellem, ikke er lige som de troede, men istedet giver sanger Jim Kerr halvdelen af bandets indtægter. Forstemmede at se det kollektive løft, der kastede noget så ungt, lyst og håbefuldt af sig, ende i bitterhed. En af pladerne konflikten omfatter er hovedværket New Gold Dream (1982); her er Simple Minds med dets åbningsnummer fra dengang de troede på hinanden. Mick MacNeil, synthspilleren med det store soniske vingefang og klanglige overskud her, fylder år i dag…
Bornholm noir
Lørdag aften on the rocks…
Ou sommes-nous?
Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.
Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).
Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.
Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.
Odense i aften
Thåström startede ud
Det var en stikkende hed dag i dag for et år siden på svenske Öland, da Thåström med sit band midt inde i slotsruinen ovenfor Borgholm spillede det første show på sin svenske sommertour. Sådan her så han ud og sådan lød de den aften…