Interpol har med This Mirror Weighs a Ton begået en af sine bedste plader siden den gyldne trio kvartetten lagde ud med i sine Carlos D-år. I sidste uge indspillede NYC-bandet en KEXP-session, som i weekenden er blevet lagt op. Det fanger straks øjet, at The Walkmen’s trommeslager Matt Barrick er en mere end godkendt vikar for Sam Figarino, der i disse måneder kommer sig ovenpå en hals/nakke-operation. Af de fire numre fra KEXP her for nu det ældre ‘Rest My Chemistry’, altid en elsket Interpol-favorit…
Postkort fra Cardiff
Bedste walisiske band nogensinde? Umiddelbart vil pilen herfra pege på Young Marble Giants, trioen fra Cardiff hvis minimalistiske lofi-tilgang og nærmest dekonstruerede musik i 1980 var en kolossal inspiration for alle os, der samtidig tog et instrument op og for første gang skulle til at lave egne numre. Ved indgangen til den ukendte, svært uoverskuelige verden viste Young Marble Giants, hvor vildt effektivt det med meget få og enkle midler kunne gøres. Overraskende nu at støde på denne video med det stort set visuelt udokumenterede band, der kun nåede Colossal Youth (1980), sin postpunk-klassiker af en albumdebut, en single og en instrumental-EP inden opløsningen i januar 1981…
Postkort fra London
På et hotelværelse i Vejle denne lørdag formiddag kommer en sang fra fortiden – 1997 er det vist – pludselig op. Og med den længselsfuld begejstring over det London den beskriver, som endnu var…
Once upon the Milky Way
I en verden af konstant forandring er det dog et sikkert holdepunkt, at Sydney’s The Church stadig findes og udsender ny musik. Dette nummer fra i dag er en forløber for albummet Lacuna…
Human League genbesøgt
En overraskende (og spørger man mig, vellykket) udgave af “Don’t You Want Me” med Meshell Ndegeocello og Cat Power (der for én gangs skyld ikke sukker sig igennem en hel sang). Ideen med at lave den gamle sang til et reggaenummer kunne umiddelbart virke malplaceret, men sådan er det faktisk ikke gået hen og blevet.
Deeper as we go…
Havde R.E.M. ikke en sang med den vage titel ‘Tongue’ på det (orange) sorte får Monster (1994)? Band of the moment Fontaines D.C. har adopteret den nu forældreløse sangtitel og opkaldt deres nye single efter den. Man hører nummeret og må igen konstatere, det her er et kollektiv som virkelig flytter sig fra plade til plade. Førstesinglen fra snartkommende Dopamine Chamber – come on, var det virkelig bedste bud på albumtitel?! – lød late night-svimmel ude på byen og ‘Tongue’ er tydeligvis heller ikke kommet hjem og ned endnu. Mere mareridt end drøm, mere The Good, The Bad & The Queen end Blur, mere britisk end nogensinde…
Alene sammen
Love Shop-sanger Jens Unmack begynder efterårs-solotour denne weekend. Det er SKIVE (torsdag), BRANDE (fredag) og MIDDELFART (lørdag). Joyride, kom med!
Cold Specks efter stilheden
For snart en del år siden (nemlig i 2012) udnævnte jeg her på bloggen I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks til årets albumudgivelse. Siden kom der to albums (Neuroplasticity fra 2014 og Fool’s Paradise fra 2017) der ikke var helt så overbevisende, og derefter var Ladan Hussein, som hun egentlig hedder, stille. Årsagen har desværre været længere indlæggelser med det, man oprindelig troede var skizofreni. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg simpelthen havde glemt hende.
For nylig opdagede jeg så ved et tilfælde, at hun sidste år havde udsendt sit fjerde album, Light for the Midnight, og det er særdeles vellykket. Sangskrivningen er god, og Ladan Husseins vokal er som sædvanlig noget helt særligt. Adrian Utley fra Portishead har været med til at producere, og Owen Pallett, der også har samarbejdet med Arcade Fire, har været med til at arrangere Satans sovsekande. Underligt nok har jeg kun set ganske på anmeldelser af denne tilsyneladende temmelig oversete udgivelse.
Det er svært helt at genrebestemme Cold Specks. Nogle har sammenlignet hende med Tracy Chapman og Billie Holiday, men det er en doven sammenligning, synes jeg – den bunder mest i at de alle tre har afrikansk baggrund. Der er soul i Cold Specks (ligesom Love Shop laver soul), men der er også folk og blues og regulær pop. Prøv bare at lytte til det sidste nummer på albummet, “Closer”, som ikke giver mindelser om Joy Division, men nok snarere sender os ud på en støvet forårsmark.
Darc entries
Havde en cool kølig synthpop-sang her for et par uger siden, sunget af den i 2013 afdøde franske Daniel Darc (ex-Taxi-Girl) og fra et nyere tributealbum til ham selv. På samme udgivelse har han en sang til; en optaget vokal som tribute-mainman Frederic Lo har sat ny telegraferende electromusik under, resultatet en synth-ballade med vingefang og lidt diskret opdrift…
Strangeways, goodbye
For 39 år i dag siden udsender The Smiths albummet Strangeways, Here We Come, som to måneder tidligere i NME, sammen med nyheden om Manchester-bandets opløsning, er blevet annonceret som deres sidste. Så pladens ti sange modtages denne dag som et samlet afskedsbrev; hver Johnny Marr-guitarakkord og hvert Morrissey-ord bliver vendt og drejet, som for at finde en skjult forklaring på, hvorfor tidens centrale engelske band, øjensynligt med så uendeligt meget mere at give, hermed er fortid…
Destination Metropolis
Mandagstoget kører ind mod Berlin, ankomst Anhalter. Spoken word-sangeren Anne Clark er med ombord…
I was waiting at the station…
Young Marble Giants er den minimalistiske trio fra Wales, der midt i postpunken giver høj genlyd med sit underspillede, helt usminkede intimalbum Colossal Youth (1979), hvis sound består af Alisson Statton’s uskolede au naturel-stemme oppe foran, et billigt italiensk Galanti-orgel, en slæbende rytmebox og så brødrene Stuart/Philip Moxham’s rentlydende guitar/bass-sammenfletninger. På trods af meget ros, omtale og endda en håndfuld shows på den anden siden af Atlanten giår YMG snart i opløsning. Statton danner det anderledes jazz-influerede The Weekend, mens Moxham-brødrene udsender et par singler – samt et opsamlingsalbum – på Rough Trade under navnet The Gist. Bandets klart bedste nummer er andensinglen ‘Love At First Sight’, hvor arven fra YMG spiller aktivt med…
Vi vil altid have Berlin
Hvilken kommunikativ finesse og elektronisk elegance i dette versionerede stykke musik, hvor franske Zaho de Sargazan synger femte og sidste sæson af Babylon Berlin, der også snart kommer på dansk TV, ind. Vi befinder os her i Berlin i det herrens år 1933…
Bryan Ferry
Minearbejdersøn Bryan Ferry, oppe fra County Durham i Nordøstengland, hvor han lærer at synge i coverbands, inden han draget af London’s lys rykker sydpå og danner Roxy Music, fylder år i dag. Her er han dog i eget navn i 1973, 28 år gammel, på en rystende god cover af Bob Dylan’s apokalyptisk rockende ‘A Hard Rain’s Gonna Fall’. Senere skulle man blive vant til at opleve Ferry som ulasteligt strømlinet stilikon, svøbt i state-of-the-art-luksuriøs musik og scenograferet med verdensfjerne kvindelige modelskabninger; dette tidlige udtryk er noget helt andet…
Fjendens musik
Må tilstå altid at have haft et kompliceret ikke-forhold til svenske Mauro Scocco. For bag en musik hvis koder bare aldrig spillede denne vej, fremstod den svenske sanger som en overraskende begavet og reflekterende personlighed. Well, i går har han tappet ind i den store svenske Springsteen-tradition og udgivet en rentonet stockholmer-single, vi selv her har lyst til at høre igen, ja, hvem skulle have troet? Til info er Skånegatan en af de centrale gader på hippe Söder i Stockholm, faktisk den hvor den velrenommerede pladebutik Pet Sounds holder til. Sangen her afslører, at Scocco også har gjort det samme i sine unge år…