Kategoriarkiv: Jazz

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

endnu et år går på hæld

Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.

Iggy Jazz

Efter den decideret flade ‘James Bond’ overrasker Iggy stilmæssigt med denne nye single fra Free, der udsendes om godt en uge. Intet tyder til nu på, det er sangskrivning som sådan, der er i højsædet på det nye album. Synd efter så fokuserede Post Pop Depression (2016), der virkelig løftede Iggy op, hvor han kunne stråle…

WAY OUT WEST, DAG 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre er dygtige vokalister, er det dog Neneh Cherry, der har det mest interessante materiale og satser mest.

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen, der af og til stilnede af. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse (og regnen var holdt op for en stund). Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der ikke lægger skjul på om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Et andet er hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der udgjorde en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab. Noget helt tredje, er at Christine dertil er en usædvanligt karismatisk og tiltalende person på en scene.

Så blev det tid til en burger. Da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Derefter blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker. Erykah Badu gik langt over tiden. Hvem tør afbryde en selvproklameret diva? Det gjorde arrangørerne! Til sidst blev lyden simpelthen slukket af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Hvorefter Stormzy omsider kunne gå på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk hiphop var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og ikke nær så præget af de udskejelser som man kender fra danske festivaler (her tænker jeg bl.a. på krænkende og ubehagelig adfærd over for andre pga. druk og på nogle mænds trang til at tisse hvor det passer dem). Musikprogrammet er interessant og har gjort det nemt for mig at få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!

500 albums fra Elvis

Kun ét af ovenstående fem albums er med på Elvis’ liste.

På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)

I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.

Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.

The Beatles 
    o With The Beatles – 1963 
    o A Hard Days Night – 1964 
    o Help – 1965 
    o Rubber Soul – 1965 
    o Revolver – 1966 
    o Sgt Pepper – 1967 
    o Past Masters Vol. 2 – 1988 
• Beck 
    o Odelay 
• Bee Gees 
    o Best Of The Bee Gees 
• Ludwig Van Beethoven 
    o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965 
    o Symphony #7 – 1975 
    o Late Quartets – 1997 
    o Violin Concerto – 1997 
• Derek Bell 
    o Derek Bell Plays With Himself – 1981 
• Tony Bennett And Bill Evans 
    o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975 

The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.

Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.

Art of the cover?

Har Jose Mourinho udsendt sit eksperimenterende jazzalbum?! Nej, han er såmænd ‘bare’ blev fyret i Manchester United, og derfor ser onsdagens sportssektion på The Guardian således ud. Det var ultimativt Liverpool FC der fik Mourinho ud qua søndagens rystende udspilning af hans tandløse mandskab på Anfield. Det vil de lige nu sikkert være nærmest glade for i den røde del af Manchester…

Ferry synger Winehouse

Det med at søge tilbage til en fjern tabt verdens hornfyldte melankolske klange er ikke nyt for Bryan Ferry. Her er han med The Bryan Ferry Orchestra på sit eget soundtrack til 2013-genindspilningen af Scott Fitzgerald’ The Great Gatsby – en forfærdelig rerun iøvrigt – med sin version af Amy Winehouse’s nyklassiker ‘Back In Black’…

Ferry Babylon

Endnu et track fra den tyske TV-serie Babylon Berlin, og ligeledes endnu et track fra Bitter-Sweet, Bryan Ferry’s snartkommende soloalbum, holdt helt i denne særegne, uhm, Weimar-jazzificerede stil. ‘Reason Or Rhyme’ er en cover af et nummer, der først optrådte langt mere regelret på Ferry’s egen Olympia (2010). Men den her er umiddelbart endnu bedre og mere interessant…

Bitter-Sweet Berlin

Bryan Ferry medvirker i afsnit 10 af den tyske TV-dramaserie Babylon Berlin. Han afsynger fra en natklubscene i serien en 1929-tidsafstemt genindspilning af Roxy Music’s ‘Bitter-Sweet’, den mørke romance der åbner side 2 af Roxy’s Country Life (1974). Men ikke nok med det, arbejdet med musikken til Babylon Berlin har inspireret Ferry til et helt soloalbum af flere Weimar-jazzificerede covers af egne solosange og Roxy-numre. Albummet Bitter-Sweet udsendes 24. november og bør blive interessant, er denne forløber af en titelsang noget at gå efter…

Bitter-Sweet-tracklist:

Alphaville
Reason Or Rhyme
Sign Of The Times
New Town
Limbo
Bitter-Sweet
Dance Away
Zamba
Sea Breezes
While My Heart Is Still Beating
Bitters End
Chance Meeting
Boys And Girls