Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.
Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?
På The Doors’ album Waiting for the Sun fra 1968 er sangen “Waiting for the Sun” ikke med, men den dukker op på Morrison Hotel fra 1970.
På Elvis Costellos album Almost Blue fra 1981 er sangen “Almost Blue” ikke med, men den er med på Imperial Bedroom fra 1982.
På The Jesus and Mary Chains album Psychocandy fra 1985 er sangen “Psychocandy” ikke med, men den dukker op på Barbed Wire Kisses fra 1988.
På Talk Talks album The Colour of Spring fra 1986 er sangen “The Colour of Spring” ikke med, men en sang med dette navn dukker på Mark Hollis’ soloalbum Mark Hollis fra 1998.
På PJ Harveys debutalbum Dry fra 1992 er sangen “Dry” ikke med, men den dukker op på Rid Of Me fra 1993.
På Kents album Verkligen fra 1996 er sangen “Verkligen” ikke med, men den er udkommet på single og er med på gruppens b-side-opsamling B-sidor 95-00.
På Elliott Smiths album Either/Or fra 1997 er sangen “Either/Or” ikke med, men den dukker op på det posthume album New Moon.
Er der nogen af denne blogs læsere, der kan komme i tanke om flere gode eksempler på denne måske lidt underlige praksis?
Så blev det den tid igen. Det er lillejuleaften, og Jens og jeg har holdt en passiar om årets albumudgivelser fra 2015. I kan læse den her – den er den aktuelle feature.
Da vil I kunne få overraskende svar på væsentlige spørgsmål som f.eks.
Nå, så skete det igen. I kan læse vores samtale om årets albumudgivelser her; den er vores nye feature.
I må meget gerne skrive jeres bud på en top 10 (eller en top 30, hvis I orker det) som en kommentar. Juledag trækker vi lod blandt de indsendte besvarelser og vinderen får en cd udvalgt efter vores samlede personlige forgodtbefindende.
David Bowie’s nye single er ikke helt nem…
I kan nu se vores samtale om årets albumudgivelser på en særskilt side.
Og I er meget velkomne til at skrive jeres bud på albums, I har hørt meget og holdt særlig meget af, i kommentarfeltet.
Her er SPINs liste over de 50 bedste albums fra 2013. Snart vil I kunne se, om denne blogs forfattere er enige heri. Har Jens virkelig haft Pusha-T og Kanye West som sit trofaste lydspor i år? Find ud af det snart.
50. Drake – Nothing Was the Same
49. Queens of the Stone Age – …Like Clockwork
48. Body/Head – Coming Apart
47. Neko Case – The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You
46. Pusha T – My Name is My Name
45. Superchunk – I Hate Music
44. William Tyler – Impossbile Truth
43. Death Grips – Government Plates
42. James Holden – The Inheritors
41. Colin Stetson – New History Warfare Vol. 3: To See More Light
40. Bill Callahan – Dream River
39. My Bloody Valentine – m b v
38. Janelle Monae – The Electric Lady
37. Arcade Fire – Reflektor
36. Kelela – Cut 4 Me
35. Ashley Monroe- Like A Rose
34. Kvelertak – Meir
33. Laura Marling – Once I Was an Eagle
32. Justin Timberlake – The 20/20 Experience
31. Earl Sweatshirt – Doris
30. 2 Chainz – B.O.A.T.S. II: Me Time
29. Rudimental – Home
28. Eminem – The Marshall Mathers LP 2
27. Migos – Young Rich Niggas
26. Rhye – Woman
25. Caitlin Rose – The Stand-In
24. DJ Rashad – I Don’t Give a Fuck EP
23. Oneohtrix Point Never – R Plus Seven
22. Deafheaven – Sunbather
21. Run the Jewels – Run the Jewels
20. Waxahatchee – Cerulean Salt
19. Daft Punk – Random Access Memories
18. Mikal Cronin – MCII
17. Kacey Musgraves – Same Trailer Different Park
16. Omar Souleyman – Wenu Wenu
15. Nine Inch Nails – Hesitation Marks
14. The Haxan Cloak – Excavation
13. Tegan and Sara – Heartthrob
12. Danny Brown – Old
11. M.I.A. – Matangi
10. Kurt Vile – Wakin on a Pretty Daze
9. The Knife – Shaking the Habitual
8. Ka – The Night’s Gambit
7. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
6. Tim Hecker – Virgins
5. Disclosure – Settle
4. Haim – Days Are Gone
3. Vampire Weekend – Modern Vampires in the City
2. Chance the Rapper – Acid Rap
1. Kanye West – Yeezus
I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.
Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.
“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.
Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.
Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.
Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.
Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:
Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.
Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.
Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Nogle musikere føjer det ene mere fortyndede kapitel efter det andet til deres bagkatalog og holder sig til varianter af et musikalsk udtryk, de har udforsket alle kroge af. Nogle få andre trækker sig tilbage og lader andre observere deres livsværk som et afsluttet hele. Jakob Hellman udsendte det nu legendariske …Och stora havet i 1989, blev derigennem en slags forbillede for store svenske navne som Håkan Hellström og Kent – og lod derefter aldrig høre fra sig igen. Canadiske Mary Margaret O’Hara udsendte det meget roste Miss America i 1988, udsendte Apartment Hunting i 2001 og har ikke ladet høre fra sig siden.
Og så er der Talk Talk. De startede som synth-pop, og nogle kender dem fra deres største hit “It’s My Life” fra 1984. Jeg opdagede dem selv først i 1986, da deres “Life’s What You Make It” fra The Colour of Spring med det tilsyneladende banale pianoriff og den spektakulære video fra en nat i en skov blev et overraskende hit. Synthesizerne var allerede da næsten forsvundet fra lydbilledet, og i stedet var der piano, orgel og guitar. Den lyse, firsertypiske slap-agtige bas var blevet erstattet af en stor, rund og dyb bund. Der var kor og nogle steder lavmælte, næsten jazzede stemninger.
I efteråret 1988 kom Spirit of Eden, et album der om noget fortjener status som klassiker. I år bliver det genudsendt, og bl.a. Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske skriver om det i denne uge. På dette album er sangstrukturerne næsten væk, og lyden er helt igennem organisk og analog. Pauserne betyder nu lige så meget for musikken som selve lydbilledet, der trækker tråde tilbage til Miles Davis og Can, men samtidig er helt tidløst. Der er Mark Hollis’ helt særlige vokal. Der er et batteri af gæstemusikere – bl.a. den klassiske violinist Nigel Kennedy, der dengang prøvede at opdyrke et punk-agtigt visuelt image. Der er næppe hørlige passager og voldsomme crescendi. Der er korte, haiku-agtige tekster, hvor den spirituelle vinkel fra The Colour of Spring bliver endnu tydeligere. “I Don’t Believe In You” fra 1986 er i 1988 blevet til “I Believe In You”, uden at der af den grund er tale om religiøs musik.
Set i bakspejlet er hvert eneste skridt i Talk Talks musikalske udvikling en naturlig konsekvens. Vi har at gøre med de samme fire musikere fra og med 2. album, de samme sangskrivere – og endda den samme kunstner bag samtlige albumcovers.
Det er dog samtidig også svært at se, hvordan Talk Talk kunne komme videre fra Spirit of Eden. Efterfølgeren, Laughing Stock, der kom i 1991, var da heller ikke en landvinding på samme måde, snarere en forlængelse af udtrykket fra Spirit of Eden. Den største ændring var måske, at Laughing Stock udkom på Verve, der var Universals jazz-label. Dét i sig selv var også en form for erkendelse.
Bagefter var der stort set kun stilhed. Talk Talk havde søgt og fundet frem til et gennemført introvert musikalsk udtryk; der var ikke meget mere, der skulle siges nu.
Mark Hollis udsendte et soloalbum i 1998, der bare hed Mark Hollis. Musikalsk er vi ikke langt fra Spirit of Eden og Laughing Stock, gæstemusikerne er mange af de samme, men udtrykket er om muligt endnu mere sparsomt. Siden har man ikke hørt fra ham.
Tim Friese-Greene har produceret albums for andre, udsendt albums under navnet Heligoland og gav sidste år sin sidste koncert nogensinde – i Danmark. Ved den lejlighed kunne han fortælle, hvad vi egentlig godt ved, nemlig at Mark Hollis har trukket sig tilbage fra musikkarrieren, fordi han ikke føler, at han har mere på hjerte. Tim Friese-Greene selv lider af tinnitus.
Paul Webb (der forlod Talk Talk inden Laughing Stock) og Lee Harris dannede O’Rang, der også videreførte lyden fra Spirit of Eden og Laughing Stock, og senest hørte man fra Paul Webb i 2002, hvor han sammen med Beth Gibbons fra Portishead udsendte Out of Season.
I dag bliver C.V. Jørgensen 62, og som altid skal der lyde lykønksninger fra denne blog. Hver gang hans navn bliver nævnt her, dukker det uundgåeligt op, spørgsmålet: Kommer der mon nyt fra ham en dag?
Måske er C.V. Jørgensens værk i virkeligheden afsluttet. Jeg vil savne at høre nyt fra ham, men det kan faktisk være, at han har sagt, hvad han ville sige. Det skal være tilladt at trække sig tilbage, og det er ham vel undt. Mange andre insisterer på at blive ved med at føje stedse mere ubetydelige kapitler til deres livsværk. Dét har Carsten Valentin Jørgensen ikke gjort.
Derimod har han bevæget sig fra en sangskrivning, der engang var ordrig og vel nærmest desperat i sin længsel efter at skabe mening, til et fortættet og afklaret udtryk, der understreger sandheden i flosklen om at less is more. Allerede på Tidens tern var der mindelser på “Amor og den sidste pil”, en af de smukkeste danske rocktekster overhovedet.
I dag er det “Interview” fra Sjælland, der hænger i mit indre øre. Læst på afstand bliver den en profetisk kommentar til de pointsystemer og den mistro, der siden drog hærgende gennem Danmark.
Hvor går dine grænser hvem er dit grænsepoliti?
hvor kom du til verden og hvad var dit alibi?
hvem var tilstede og hvorfor er dit lykketal 9?
tror du du kan narre fjenden via fri fantasi?Kan du selv forsvare altid at gå ramt forbi?
er der en morale i denne skæbnens ironi?
ligger der et budskab gemt i al dit ordkløveri?
findes der et svar på spørgsmål uden mening i?
26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.
Engang kunne jeg få alle weekender til at gå med at opsøge pladebutikker og lede efter noget spændende. De gode overraskelser var det hele værd – en svært opdrivelig udgivelse midt mellem alt rodet, et usædvanligt godt tilbud eller måske endda en aktuel udgivelse i promo-udgave. På den måde har oplevelsen været den samme som den oplevelse, man stræber efter som lytter: at finde diamanten i et bjerg af grus, den éne gode albumudgivelse, der gør, at man glemmer alt det ligegyldige bras.
Når jeg har været i udlandet, har jeg prøvet at finde de interessante pladebutikker. Også her på bloggen har jeg skrevet om de butikker, jeg er stødt på rundt omkring – og nogle af dem er i særklasse interessante. Jeg er ikke ene om at have favoritter (hvorfor kaldte Depeche Mode mon deres seneste album for Sounds of The Universe ?). Blandt de butikker, der har gjort indtryk på mig med deres kombination af dedikation og udvalg, er Amoeba Music i San Francisco og Los Angeles, Avalanche Records i Edinburgh (tilsyneladende nu flyttet fra West Nicolson Street til Grassmarket – jeg må derover igen en dag!), Skivhugget i Göteborg og Soundscapes i Toronto. Berlin kender jeg ikke så godt, men Jens har garanteret en liste fra det tyske, som han gerne vil dele med jer. Aalborg har ikke rigtig nogle gode steder til pladejagt bortset måske fra den evigt suspekte Læsehesten, hvor musik og tegneserier behandles med samme ekspertise og indlevelse (eller mangel på samme) som gamle pornofilm og numre af Romanbladet. Stereo Studios demonstrative uvidenhed er ikke noget at skrive om. TP er lidt bedre – eller måske er det bare deres udvalg af film, der er det.
Desværre er pladejagten som ritual/adspredelse er ikke hvad den har været, nu hvor alskens musik kan findes på nettet. Men der er sikkert stadig eventyr derude. Forfatteren Chris Menist skriver således i The Guardian om sine oplevelser med at gå på pladejagt i det urohærgede Yemen. Her lykkes det ham bl.a. at finde en sjælden udgivelse med James Brown og (vel ikke så overraskende) en masse yemenitisk musik med bl.a. den særlige blik-percussion, som man vel kun ellers kender fra den afdøde israelske sangerinde Ofra Haza (hvis familie var fra Yemen).
Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).
I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:
Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.
Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.
Jeg har netop set ovenstående lille klip, optaget i 2006 ved Other Voices-festivalen i Dingle på Irlands vestkyst. Amy Winehouse gav en intim koncert, kun hende og to guitarister. Back to Black var netop blevet udsendt, Amy var 23 og berømmelsen ventede forude. Klippet er del af en udsendelse om hende, som snart vil blive vist på BBC.
Først nu får alle at vide, at der fandtes et endnu levende menneske inden alle skandalehistorierne, inden tragedien.