Nogle musikere føjer det ene mere fortyndede kapitel efter det andet til deres bagkatalog og holder sig til varianter af et musikalsk udtryk, de har udforsket alle kroge af. Nogle få andre trækker sig tilbage og lader andre observere deres livsværk som et afsluttet hele. Jakob Hellman udsendte det nu legendariske …Och stora havet i 1989, blev derigennem en slags forbillede for store svenske navne som Håkan Hellström og Kent – og lod derefter aldrig høre fra sig igen. Canadiske Mary Margaret O’Hara udsendte det meget roste Miss America i 1988, udsendte Apartment Hunting i 2001 og har ikke ladet høre fra sig siden.

Og så er der Talk Talk. De startede som synth-pop, og nogle kender dem fra deres største hit “It’s My Life” fra 1984. Jeg opdagede dem selv først i 1986, da deres “Life’s What You Make It” fra The Colour of Spring med det tilsyneladende banale pianoriff og den spektakulære video fra en nat i en skov blev et overraskende hit. Synthesizerne var allerede da næsten forsvundet fra lydbilledet, og i stedet var der piano, orgel og guitar. Den lyse, firsertypiske slap-agtige bas var blevet erstattet af en stor, rund og dyb bund. Der var kor og nogle steder lavmælte, næsten jazzede stemninger.

I efteråret 1988 kom Spirit of Eden, et album der om noget fortjener status som klassiker. I år bliver det genudsendt, og bl.a. Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske skriver om det i denne uge. På dette album er sangstrukturerne næsten væk, og lyden er helt igennem organisk og analog. Pauserne betyder nu lige så meget for musikken som selve lydbilledet, der trækker tråde tilbage til Miles Davis og Can, men samtidig er helt tidløst. Der er Mark Hollis’ helt særlige vokal. Der er et batteri af gæstemusikere – bl.a. den klassiske violinist Nigel Kennedy, der dengang prøvede at opdyrke et punk-agtigt visuelt image. Der er næppe hørlige passager og voldsomme crescendi. Der er korte, haiku-agtige tekster, hvor den spirituelle vinkel fra The Colour of Spring bliver endnu tydeligere. “I Don’t Believe In You” fra 1986 er i 1988 blevet til “I Believe In You”, uden at der af den grund er tale om religiøs musik.

Set i bakspejlet er hvert eneste skridt i Talk Talks musikalske udvikling en naturlig konsekvens. Vi har at gøre med de samme fire musikere fra og med 2. album, de samme sangskrivere – og endda den samme kunstner bag samtlige albumcovers.

Det er dog samtidig også svært at se, hvordan Talk Talk kunne komme videre fra Spirit of Eden. Efterfølgeren, Laughing Stock, der kom i 1991, var da heller ikke en landvinding på samme måde, snarere en forlængelse af udtrykket fra Spirit of Eden. Den største ændring var måske, at Laughing Stock udkom på Verve, der var Universals jazz-label. Dét i sig selv var også en form for erkendelse.

Bagefter var der stort set kun stilhed. Talk Talk havde søgt og fundet frem til et gennemført introvert musikalsk udtryk; der var ikke meget mere, der skulle siges nu.

Mark Hollis udsendte et soloalbum i 1998, der bare hed Mark Hollis. Musikalsk er vi ikke langt fra Spirit of Eden og Laughing Stock, gæstemusikerne er mange af de samme, men udtrykket er om muligt endnu mere sparsomt. Siden har man ikke hørt fra ham.

Tim Friese-Greene har produceret albums for andre, udsendt albums under navnet Heligoland og gav sidste år sin sidste koncert nogensinde – i Danmark. Ved den lejlighed kunne han fortælle, hvad vi egentlig godt ved, nemlig at Mark Hollis har trukket sig tilbage fra musikkarrieren, fordi han ikke føler, at han har mere på hjerte. Tim Friese-Greene selv lider af tinnitus.

Paul Webb (der forlod Talk Talk inden Laughing Stock) og Lee Harris dannede O’Rang, der også videreførte lyden fra Spirit of Eden og Laughing Stock, og senest hørte man fra Paul Webb i 2002, hvor han sammen med Beth Gibbons fra Portishead udsendte Out of Season.