Saturday’s kids

Et af de største karrieresmadrende fuck-ups i musikhistorien må næsten tilhøre The Stone Roses. I foråret 1989 udkom både ‘She Bangs The Drums’-singlen og debutalbummet, der sendte en reel tsunami af indiekids afsted ud at købe vinyl, bøllehat og flares. En ny single ‘Fools Gold/What The World Is Waiting For’ fulgte samme efterår, hvor også Manchester-bysbørnene fra Happy Mondays var lettet op fra undergrunden. Der var hektisk aktivitet; massehysteri, forsider på Europa’s toneangivende popblade, store koncerter – endda et meget undervældende show midt i København blev der tid til – og derefter……stilhed. Forholdet til Stone Roses’ pladeselskab Silvertone var nemlig brudt sammen, og det retslige opgør forhindrede bandet i at røre på sig i omtrent tre år. Geffen Records skrev herefter kontrakt med Roses, og en efterfølger blev indspillet i Wales under efter sigende forfærdelige forhold, præget af drugs, kæmpeegoer (sanger/guitarist…!), musikalsk ukreativitet og død i bandets omgangskreds. Resultatet Second Coming blev udsendt i december 1994, hele fem og et halvt år efter debuten, til anmeldelser der over en bred kam bød på svær skuffelse. Momentum var gået tabt, Madchester-bølgen havde mistet sin uskyld og The Stone Roses havde undervejs i den alt for lange pause glemt dén gyldne sangskrivning, der tegnede både debuten og ‘Fool’s Gold’-singlen. Svært ikke at ærgre sig dengang som nu og tænke, hvad kunne have været hvis ikke hele fem år var blevet spildt, lige da skarpheden var i zenit og alle cylindre brændte…

En tanke om “Saturday’s kids”

  1. Måske havde de reelt ikke mere end ét godt album i sig? Den slags gælder trods alt for en del bands. En indikator på det er, at hverken John Squier eller Ian Brown har lavet musik, der bare tilnærmelsesvis kunne leve op til albummet fra 1989.

    Måske kom The Stone Roses i virkeligheden også på det uheldigst tænkelige tidspunkt med The Second Coming, for da stod britpoppen i fuldt flor. Især bysbørnene Oasis gjorde meget for at fremstå som arvtagere til The Stone Roses. The Second Coming er ikke noget fantastisk album, men jeg vil hævde, at der er tilstrækkeligt med gode sange på det til god EP. Problemet er vel til dels, at gruppen havde haft så god tid, at resultatet måtte blive en lunken omgang. (Jvf. Paul McCartneys bemærkninger fra Beatles-bruddet om at det er umuligt at genopvarme en soufflé.)

    Jeg ved ikke engang, hvorhenne på årsags-virknings-cirklen vi skal finde det dårlige forhold mellem Brown og Squier. Var det kontraktbøvlet, der forværrede splittelsen? Det kunne jeg godt fristes til at tro. Når krybben er tom, bides hestene.

    Det bliver under alle omstændigheder interessant at se, hvordan de gendannede stenroser klarer sig til denne sommers turné. At et gendannet ensemble også kan gendanne den oprindelige magi hører trods alt til undtagelserne.

Skriv et svar