Endnu en af de gamle kæmper er væk. Edson Arantes do Nascimento var noget helt særligt. Æret være hans minde.
Pelé er død
Kategoriarkiv: Futebol
Eusebios grav
r
I dag besøgte jeg og familien Panteão i Lissabon, det portugisiske Pantheon, hvor mange store portugisere er stedt til hvile. Her ligger Vasco da Gama og Luis Camoes og fadoens dronning Amália Rodrigues, men også den største portugisiske fodboldhelt af dem alle, Eusébio da Silva Ferreira. Han var med, da Portugal i 1966 vandt bronze ved VM. Han spillede for Benfica i 15 år og er stadig klubbens mest scorende spiller nogensinde. Og så var Eusébio jo faktisk fra Moçambique, der dengang under diktaturets sidste årti stadig var en portugisisk koloni (men helst ville være fri).
Senere på aftenen gik vi ned til Medrosa d’Alfama, hvor vi så Eusébios gamle klub tabe 0-1 på hjemmebane til Manchester United i Champions League.
Drama i Fortaleza
Første halvleg af kvartfinalen mellem Brasilien og Colombia bød på det absolut bedste spil fra brasilianerne i denne slutrunde. I anden halvleg får Colombia mere plads, men deres bud på en scoring annulleres. Lige efter scorer David Luiz et forbilledligt mål til 2-0 på et af de ufatteligt mange frispark, der plager kampen. Senere begår Julio Cesar helt i kampens ånd straffespark, og James Rodriguez får reduceret. Til sidst er der pludselig genetableret en egentlig spænding, men det ender alligevel 2-1. Det blev til en kamp med alt for mange forseelser, der ofte endte med at hakke spillet i stykker. Flere af dem burde have givet gule (enkelte vel også røde) kort, og min begejstring for dommeren er endelig og opadtil begrænset. Det er altid trist at en spiller skal skiftes ud efter et frispark og må forlade banen på en båre.
Alt andet lige var dette dog en fascinerende kamp og langt mere medrivende end Frankrig-Tyskland-kvartfinalen. Brasilien fortjente at gå videre, men jeg vil komme til at savne Colombia.
De sidste billeder jeg så var gribende: David Luiz der trøster den grædende James Rodriguez. Og derefter bytter de trøjer og går ud fra banen sammen. Så er det jeg for alvor husker på at de fleste af spillerne er nogen, jeg nu er gammel nok til at kunne have været far til.
Kedelig antiamerikansk feministisk venstreorienteret lemlæstende kollektivisme for tøsedrenge
Her hvor USA spiller mod Belgien og i skrivende stund er to mål bagud i den forlængede spilletid, går mine tanker til den amerikanske forfatter mv. Ann Coulter, der befinder sig et sted et godt stykke til højre for Marie Krarup (dvs. på et sted også kendt som Fox News). Hun har opdaget VM og fyrer en af sine lange tirader af. Her er hendes mange grunde til at foragte den væmmelige sport, vi andre tror hedder fodbold:
- Der er ingen individualisme. Spillerne fumler rundt og fejlafleverer, mens publikum ser på.
- Det er en sport som venstreorienterede mødre elsker, for så kan pigerne kan spille fodbold sammen med drengene.
- En fodboldkamp kan ende uafgjort.
- Man kan blive skadet, når man spiller fodbold, og hvis man taber, er det ydmygende.
- Markspillerne må ikke bruge hænderne, når de spiller fodbold. Hvad ligner det??? Det er dybt ulogisk, for mennesker har tommelfingre og er i stand til at gribe.
- Det er en udenlandsk sport, som venstreorienterede elsker, fordi venstreorienterede elsker alt hvad der er udenlandsk.
- Det er ligesom det dumme ulogiske metersystem, der også er udenlandsk. (De britiske måleenheder er derimod 100% amerikanske ligesom det engelske sprog.)
Her sætter Ann Coulter trumf på med et kongeargument:
An inch is the width of a man’s thumb, a foot the length of his foot, a yard the length of his belt. That’s easy to visualize. How do you visualize 147.2 centimeters?
Stik dén! Stakkels amerikanere, der holder af fodbold, og skal læse den slags ævl.
Spænding og forløsning
Ottendedelsfinalen Brasilien-Chile er uden diskussion den mest spændende kamp, jeg har set fra VM i år; og i det hele tage har det jo været et godt VM at følge. Der er ikke nogen landshold, der er virkelig svage med længere. Fodbold er for alvor blevet den verdenssport, den fortjener at være. Men selvfølgelig er det ikke overraskende, at Europa og Sydamerika igen er talrigest repræsenteret her til sidst.
Brasilien-Chile bød på en start med fuld fart frem fra begge hold og flotte chancer undervejs. Den forlængede spilletid er sjældent en god oplevelse at se på (den er sikkert ret skrækkelig for spillerne selv), men til sidst kom der faktisk pæne chancer. Selv straffesparkskonkurrencen fik drama i rigt mål; jeg kan ikke mindes at have set så mange brændte straffespark i nyere tid som der var her. Hvis da begge hold kunne være gået videre! Jeg burde se den anden ottendedelsfinale også, men jeg føler mig usædvanligt mættet af indtryk lige nu (og jeg er dertil helt overbevist om at Jens spiller overbevisende i Viborg).
En grim tackling
Blandt de mange eksempler på farligt spil, jeg kan huske at have set til VM, er den uhyggelige episode fra semifinalen i 1982, hvor den (vest)tyske målmand Harald “Toni” Schumacher laver en usædvanligt grov tackling mod franske Patrick Battiston, der var brøkdele af sekunder fra at score et drømmemål. Battiston mistede flere tænder, pådrog sig en hjernerystelse og var en overgang i koma. Og Schumacher fik – ikke engang en advarsel! Tyskerne er ellers ikke specielt berygtede for at lave rigtigt slemme ting på banen, men dette var direkte brutalt.
Algeriet-Sydkorea: 4-2
Nogle gange er de mest interessante kampe dem, hvor man ikke rigtig forventer noget. Jeg kendte meget lidt til såvel det algierske som det sydkoreanske landshold, men vidste dog at ikke helt få af begge landsholds spillere til daglig spiller i europæiske klubber. Faktisk har en del af de algierske spillere endda været forbi det franske ungdomslandshold! Hele 17 medlemmer af truppen er faktisk født i Frankrig. På denne måde er Algeriets landshold vel en pendant til Irlands landshold.
Første halvleg bød på tre interessante og særdeles forskellige algierske mål (især det første antog nærmest karakter af en sprint), og det var egentlig helt trist at se hvor modløse koreanerne blev efterhånden. Men i pausen må der være sket et eller andet, for nu pressede Sydkorea flot og overbevisende en lang overgang – og det gav pote. På trods af endnu en algiersk scoring blev kampen meget mere spændende og langt mindre forudsigelig end jeg en overgang troede. Nogle gange er det i lige så høj grad denne slags kampe som dem, der involverer de sædvanlige favoritter, der gør VM værd at følge med i.
Tillykke til Costa Rica!
Dette var et resultat, jeg personligt var glad for. Med sejrene over først Uruguay og nu Italien står det klart: Costa Rica er dette VMs store positive overraskelse.
0-0 kan også være underholdende
Brasilien-Mexico må være en af de suverænt mest underholdende VM-kampe, jeg har set i nyere tid, og så ender den endda 0-0. Mexico var overraskende gode – især deres målmænd var særdeles overbevisende. Men Brasilien havde også nogle rigtig store chancer undervejs; ellers havde kampen da heller ikke været så intens at følge. Det var en udsøgt fornøjelse at se kampen bølge frem og tilbage.
Brasilien-Kroatien: 3-1
En lidt ujævn åbningskamp ved dette års VM, men alligevel pænt spændende. Der var noget gribende over afsyngningen af nationalsangene; det var meget tydeligt at hjemmepublikummet glædede sig. Men første halvleg begyndte med en overraskende kroatisk føring på et overbevisende selvmål ved Marcelo. Chokket stod malet i de brasilianske spilleres blik. De næste to brasilianske mål var straks bedre for Brasilien – og skyldtes begge Neymar. Anden halvleg startede lidt kedeligt, og straffesparket der gav det andet brasilianske mål, var lidt tvivlsomt. Til sidst fik kroaterne flere gode chancer – de er faktisk ikke et dårligt mandskab. Men så scorede Brasilien igen. Værtsnationen var gennemgående lige en tak bedre end Kroatien, så på den måde var sejren ikke ufortjent. Om Brasiilien så kan tage guldet, ved jeg ikke ikke rigtig. Selv om de vandt, er der dog andre kampe, hvor de har spillet bedre end de gjorde her til aften.
I al fald: Jeg genopdager det altid med fire års mellemrum: Det er spændende at følge med i VM.
Guds hånd
Det foresvæver mig at ikke alle var lige så glade dengang i 1986 som Lego-mændene ser ud til at være.
Vi bringer lige idolplakaten igen
Tralalala osv. Det var jo slet ikke dårligt, faktisk overhovedet ikke. Tillykke til københavnerne med den flotte sølvting.
Aktuel idolplakat
0-0 kan godt være et acceptabelt resultat. Nå, jeg må videre. Der sker vist noget i byen i aften.
Fodbolden går til filmen (?)
Jens’ billede fra Escape to Victory satte tankerne i gang hos mig. Fordi USA er et af de meget få lande i verden, hvor fodbold ikke er blevet en væsentlig sportsgren og fordi USAs filmindustri fylder så meget i det globale medielandskab, ser det ud som om der ikke rigtig er nogen spillefilm om fodbold. Men der er faktisk en del spillefilm om fodbold; Wikipedia har en udførlig liste og den afslører at der findes hele fire film med titlen Offside – fra fire forskellige lande. Bortset fra Escape to Victory og Goal! (som er blevet til med bistand fra FIFA) er de amerikanske film på listen børnefilm. For i USA opfattes fodbold af mange som en sport, der mest er for kvinder og børn og noget der helst skal overstås inden man kan begynde på “rigtig fodbold” (dvs. udendørs håndbold med hjelm og skulderpuder). World Soccer Talk har også en liste over fodboldfilm; den er en blanding af spillefilm og dokumentarfilm.
Der er desværre ikke ret mange danske bud på fodboldfilm heller – jeg kan kun komme i tanke om Fodboldpræsten med Jørgen Reenberg fra 1951. Lige siden 2000 har man kunnet læse at Jørn Faurschou har villet filmatisere Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen; det er endnu ikke sket.
Eusébio
Jeg har netop læst at Eusébio er død, tre uger før han kunne være blevet 72. Eusébio da Silva Ferreira dukker op i international fodbold, mens jeg endnu er for lille til at følge med i kampene på tv, men da hans karriere i portugisisk fodbold slutter i 1975 og han herefter rejser til først Canada og siden USA, ved jeg selvfølgelig hvem han er. Eusébio var født i Moçambique, dengang en portugisisk koloni, og han var på denne måde også en af de første afrikanske fodboldspillere, der fik en karriere uden for det afrikanske kontinent. Man kan godt nævne Luis Figo og Cristian Ronaldo som senere portugisiske stjerner på fodboldfirmamentet, men Eusébio var kendt for fair play og for ikke hele tiden at fejre sig selv. Og så fik han Portugal frem til VM-semifinalen i 1966 og ikke mindst: I 745 kampe scorede han i alt 733 mål. World Soccer Magazine har Eusébio som nummer 10 på en liste over de bedste spillere fra forrige århundrede.