Kategoriarkiv: Roskilde 2013

Vejen hjem

20130708-120212.jpg

Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.

Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.

Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.

Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.

Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.

Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.

En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.

Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.

Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.

Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.

Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.

Roskilde: Calexico

20130707-215703.jpg

En smuk, smuk, medrivende afslutning på Odeon med fabelagtige Calexico. Det swingede som ind i himlen, og selv om jeg var træt i fødderne og i hovedet efter fire dages koncerter (eller måske netop derfor?) var det vemodigt at vide at dette var sidste omgang musik. Godt at det netop var Joey Burns og John Convertino og kompagni, der rundede af her.

Og som et nik til rockhistorien fik vi endda fyldige citater af “Guns Of Brixton” og “Love Will Tear Us Apart”, inden det hele sluttede med en cumbia. Og vagterne nede foran dansede med – dette var også deres sidste aften!

Roskilde: John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.

Roskilde: James Blake

20130707-160905.jpg

James Blakes sange er på sin vis traditionelle, men han vrider dem ofte af led med morfede vokaler og placerer dem på en bund af dub. Først var jeg i tvivl om hvad denne koncert på Orange Scene mon kunne tilføje til indtrykket fra hans indtil nu til albumudgivelser. Men der kom lange forløb og bassen var forbløffende nådeløs. De i alt tre siddende englændere leverede en paradoksalt kropslig liveoplevelse med bl.a. højdepunkterne fra årets Overgrown-album (der er faktisk en del). Og jeg havde aldrig regnet med at det første musiknavn hvis lave frekvenser skulle bringe mig faretruende tæt på at opgive mit maveindhold ville være ikke ekstrem metal, men en pæn ung englænder i jakke.

Roskilde: Wintergatan

20130707-133328.jpg

Tag svenske stemninger med spilledåse og harmonika og hemslöjd. Tag et postpunk-agtigt basriff og læg nyckelharpa ovenpå. Tag surfguitar à la Dick Dale og The Shadows. Tag hjemmegjorte analoge synthesizere og lyden af tidlige indspilninger på Mute. Wintergatan har taget alt dette og meget mere og lavet deres eget fascinerende musikalske univers som de lukkede os der var lidt søndagstrætte ind i på Pavillion. Klar anbefaling!

Roskilde: Metallica, Pissed Jeans og Sigur Rós

2013-07-07 00.29.54
Sigur Rós på Arena.

Jeg vil formodentlig skuffe nogen, hvis jeg ikke nævner Metallica – det er trods alt et band, jeg har lyttet til tidligere og som i mine ører har lavet interessant musik (omend det er ved at være længe siden). Jeg hørte nogle numre her og der; nogen samlet koncertoplevelse var det ikke. Men de numre, jeg fik hørt, fungerede faktisk. Det klædte i høj grad bandet at grave bagkataloget frem med numre som “Disposable Heroes”, “Battery”, “Blackened”, “Harvester of Sorrow”, “Welcome Home (Sanitarium)” og “One” – alle sange fra de første fire albums, hvor Metallica ikke var bange for at beskæftige sig med og være vrede over noget, der var større end dem selv (krig, landminer, miljøproblemer). Det ironiske er at Lars Ulrich sagtens kan spille trommer på de gamle thrash’ede numre hvor der er blastbeats og dobbeltpedal og det går over stok og sten. Men når musikken forlader dette domæne, som Metallica jo helt gjorde fra og med det “sorte album”, og der skal mere ro på, kan man høre hvor kluntet Lars Ulrich så er og hvordan det går ud over helhedsindtrykket. Især Lars’ bækkenspil er som regel et hospitalsbækken værdigt. Sad But True.

Menneskehavet til Metallica var endnu større end til Rige Hanne – det var lørdag på Roskilde, hvor publikum har det med at vokse betragtligt i antal – så jeg drev ned til Pissed Jeans, der nok hver især er halvt så gamle som Metallicas medlemmer. Her var vreden i høj grad intakt og musikken et sted mellem hardcore og metal. Perfekt at lytte til, hvis man har siddet til et langt og meningsløst møde. Ellers skal den indtages i mindre doser.

Til sidst et kvarter nede ved Sigur Rós, der befinder sig lige præcis på den rigtige side af blodfattighed med deres pludrende alfesymfoniske rocksalmer på islandsk, mens Metallicas pyroteknik larmede og lyste op i baggrunden.

Roskilde: The National

20130706-205635.jpg

Jeg er nok ikke den eneste, der har været i tvivl om hvorvidt The National passede godt til Orange Scene. Engang betegnede jeg deres musik som introvert stadionrock, og den betegnelse står jeg ved. Derfor er jeg måske stadig lidt i tvivl; jeg synes at det var de mere eftertænksomme numre, der fungerede bedst i starten. De mere direkte numre (og såmænd også f.eks. “Fake Empire”) var i starten på nippet til at drukne i et lidt for bastungt lydbillede. Men efterhånden som koncerten skred frem og der kom sange fra Alligator var det som bandet løsnede op. Matt Berninger fik efterhånden en del hvidvin indenbords, og bl.a. introducerede han “the happiest song we’ve ever written” – “Sorrow”. Til sidst fik han taget en tur rundt i gangen rundt om pitten. Næste gang skal der nok anskaffes en trådløs mikrofon.

Alt i alt ikke en skidt koncert. Her er sætlisten:

Fake Empire
Don’t Swallow The Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken For Strangers
Sea of Love
I Should Live In Salt
I’m Afraid Of Everyone
Conversation 19
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
Sorrow
Apartment Story
Graceless
England
Mr November
Terrible Love

Roskilde: Vatican Shadow

20130706-180125.jpg

Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.

Roskilde: Matthew E. White

20130706-153427.jpg

Matthew E. White fra spiller en helt igennem traditionel amerikansk blanding af soul, rock og lidt country og hans band er helt igennem kompetent. Blæsersektionen er fra Danmark, og jeg aner en dansk forbindelse der kan gøre manden “verdensberømt i Danmark” som det af og til sker for udenlandske navne (jf. Suede).

Eneste og største anke er at man i store dele af koncerten kun kunne ane hans vokal, der nu heller ikke er specielt voldsom. Jeg ved fra hans debutalbum Big Inner at sangene ikke fejler noget. Om der var tale om en dårlig præstation fra lydmandens side, tør jeg ikke sige. Men vi kunne sagtens høre Matthew E. White snakke mellem numrene, og her blev det afsløret at den lidt bamset udseende mand med det store fuldskæg som dreng gik meget op i fodbold, var målmand og havde Peter Schmeichel som sit store idol.

Roskilde: Den sorte skole, Söndörgös, Rihanna, Kristina Stubbe Teglbjærg, King Tuff

2013-07-05 22.24.04

Arena-teltet var propfyldt og uden for stod der også ganske mange mennesker, da Den store skole gik på. Men efterhånden som koncerten skred frem, kom også jeg et godt stykke ind i teltet. Jeg gætter på at mange forlod koncerten i overraskelse over at Den store skole, der er kendt for deres begavede og overraskende mashups, denne gang lagde lyrisk og slet ikke dansabelt ud. Efterhånden som det halvanden time lange sæt skred frem kom dansen i højsædet, og finalen/finalerne fik kørt et klimaks op. En vellykket koncert, som især i sin første del trak på mange samples kendt fra det seneste album, Lektion nr. 3.

På vej fra Arena skulle jeg hente et ekstra mobilbatteri (en særdeles nyttig tjeneste man kan abonnere på her) og blev fanget ind af det ungarske folk-ensemble Söndörgös. De spiller en virtuos og faktisk også meget kropslig udgave af balkanmusik. Nogle danskere har hørt denne slags musik filtreret gennem Peter Bastian og Anders Koppel, men dét her var den ægte vare med samme slags intensitet og blanding af vemod og fest som i f.eks. bluegrass eller irsk musik. Jeg var langt fra den eneste, der lod sig rive med! Det lykkedes mig således for femte gang denne dag at rende ind i Gilberto fra Portugal.

På vej fra koncerten gjorde jeg kort ophold ud for Orange Scene, hvor menneskehavet var til koncert med Rihanna iført baseballkjole (Rihanna, ikke publikum). Rige Hanne tager dancehall, puddelhundepoprock, house, R&B osv. osv. og kører det – formodentlig godt hjulpet af en større samling mindre kendte bagmænd – gennem en effektiv og iørefaldende kværn.

Så videre til Kristine Stubbe Tejlbjærg, hvis album jeg endnu har til gode. Hendes egne ting på dansk fungerede klart bedst – et Lars Hug-cover (“Hvor går vi hen?”) blev trukket helt ned i tempo og det virkede ikke, og en af hendes gamle Blue Foundation-sange stak noget ud. Dette var en slags rock med (tre) guitarer, bas og trommer tilsat Teglbjærgs vokal der ofte får hende til at lyde endnu mere lillepigeagtig end Marie Key. Der kommer nok ikke et album med fordanskninger af Mahalia Jackson fra nogen af dem.

Til sidst tilbage til Pavillon, hvor amerikanske King Tuff spillede treakkorders rock med stort Å. Men nu var jeg faktisk træt efter knap 12 timers gåen rundt på festivalpladsen, og jeg forstod for første gang betydningen af den engelske bemærkning My feet are killing me. Jeg opgav planerne om at se Crystal Castles og Simian Mobile Disco og tog toget ind til midtbyen (ha!) for at overnatte.

Roskilde: Rokia Traoré

20130705-201442.jpg

Endnu en rigtig positiv overraskelse for mig var Rokia Traoré fra Mali, et land der har stolte musiktraditioner men har været så meget igennem på det seneste. Smittende dansabelt, vestafrikansk i sit udgangspunkt men med tydelig inspiration også fra europæisk/amerikanske traditioner. Og ekstranummeret var modigt valgt – en comedown i form af “Gloomy Sunday”, som Billie Holiday gjorde kendt.

Rokia Traorés nye album skulle i øvrigt være produceret af John Parish.

Roskilde: Henry Rollins

20130705-140454.jpg

Henry Rollins lignede engang en tidligere marinesoldat med helt kort hår, store muskler og skov af tatoveringer – sådan én, man ikke turde lægge sig ud med. Men lad jer ikke narre! Han er et helt andet menneske.

Nogle af os er gamle nok til at huske Henry Rollins som vokalist i det nu legendariske Black Flag. Andre kan huske ham fra hans solokarriere i Rollins Band. I dén egenskab så jeg ham på den så hårdt ramte festival tilbage i 2000. Og så er der også mandens mange bekendende og til tider dystert introspektive bøger om at være rockmusiker og om hvor svært det hele kan være.

Men for 20 år siden opdagede jeg – vel lidt sent – at manden også er en fremragende fortæller og har en gudsbenådet humoristisk sans. Lige så knugende hård og metallisk Henry Rollins’ musik, lige så morsomt observerende og velreflekteret er hans anekdotebaserede spoken word, der kan tangere stand up-genren, men samtidig både kan og vil meget, meget mere. Rollins’ spoken word-optræden i Glasgow husker jeg stadig, og jeg fór ud og købte en dobbelt-cd med nogle af mandens monologer.

Det er vel også denne side af Rollins, der har ført ham ud i bl.a. en skuespilkarriere og til at kunne få sit eget tv-program, der gør det klart at manden favner bredt. Han er usædvanligt velbevandret i skønlitteratur og musik. Han er engageret i humanitært arbejde og aktivisme. Og så får han stadig tid til at bruge tid på at træne.

Og i år optræder Rollins så på Roskilde-festivalen hele fire gange.
Håret er lidt længere og nu helt gråt, men hans skarpe vid er om muligt blevet endnu skarpere.

I dag så jeg ham holde et fyldt Odeon-telt tryllebundet i mere end en time. Emnerne var mange: hans turné som opvarmning for Ozzy Osbourne, den første Ramones-koncert han så, de mange emails han får fra ensomme mennesker og hvordan han svarer på dem, familieplanlægning og hvordan den kan bruges til at begrænse antallet af højreorienterede i Texas og sidst, men ikke mindst Rollins’ mange rejser – herunder til lande som USAs regering ser som fjender.

Hvem skulle tro at én mand der står og taler kunne blive et højdepunkt for mig på en musikfestival?

Roskilde: Animal Collective

20130704-235851.jpg

Animal Collective er i mine øren bedst når de kan male en stemning frem og når de tør lægge en melodi underneden. Jeg kan godt lide albummet Merriweather Post Pavillon, der viste Animal Collective som en slags ambient pludreudgave af Beach Boys. Og Panda Bears soloalbum har jeg det også godt med. Til gengæld havde/har jeg et mere ambivalent forhold til Centipede Hz.

Aftenens koncert havde desværre ikke ret meget fra Merriweather Post Pavillon og den elektroniske side af bandet var helt nedtonet. Mange gange blev helhedsindtrykket repetitivt, hvor meningen vel var at det skulle være hypnotisk. Hvor det skulle virke spontant, virkede det ustruktureret. Den psykedeliske kulisse var stor og farverig. Men en god koncert? Nej, det synes jeg desværre ikke.