Kategoriarkiv: Roskilde 2013

Roskilde: Kendrick Lamar, Jake Bugg, Disclosure

20130704-223148.jpg

20130704-223051.jpg

20130704-205358.jpg

Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?

Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.

Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.

Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.

Roskilde: Drenge

20130704-185021.jpg

Torsdagens positive overraskelse var duoen Drenge, der trods navnet er britisk. De to drenge fra Sheffield spiller en pågående, blues-influereret omgang garagerock med en helt utrolig nerve. Når der kun er to medlemmer i et “band” (er en duo egentlig et band?) skal der buldres ekstra igennem – og det blev der. Trommeslageren er især dygtig til at buldre kompetent.

Hvis Arctic Monkeys var vrede og ikke bare sure, ville de måske lyde lidt i retning af Drenge. Sangskrivningen er lovende, men mangler måske lige det sidste ryk. Stadig en rigtig god oplevelse.

Det danske navn skulle ifølge konferencieren komme af at de to Drenge har set en masse danske dogmefilm – men med dét lyder nu mere som om de har set Niels Malmros. I al fald godt at de hverken landede på Idioterne eller Lars Ole, 5.c.

Afsked med Roskilde 2012 – ankomst til Roskilde 2013

Jeg er nu ankommet til Roskilde-festivalen årgang 2013. Programmet er pr. definition aldrig dårligt. Hovednavnene er de sikre valg for mange; dem er der måske ikke så mange af i år (og nej, jeg skal ikke høre Volbeat). Men til gengæld er der alle de andre navne – både dem jeg kender og dem jeg stifter bekendtskab med for første gang. Det er alt det, der gør Roskilde-festivalen værd at vende tilbage til. Tilmed skulle er denne gang være en chance for at undgå mudderbad og efterårsvejr. Der er en pæn chance for at der kommer flere indlæg fra mig i de kommende dage.

En af sidste års positive overraskelser for mig var engelske Clock Opera med deres lidt OMD-lydende synthpop. Her er den meget gribende video til deres “Once And For All”. Den unge mand med fuldskæg og avis er forresten sangeren fra Clock Opera.