Kategoriarkiv: Roskilde 2013

Roskilde: Den sorte skole, Söndörgös, Rihanna, Kristina Stubbe Teglbjærg, King Tuff

2013-07-05 22.24.04

Arena-teltet var propfyldt og uden for stod der også ganske mange mennesker, da Den store skole gik på. Men efterhånden som koncerten skred frem, kom også jeg et godt stykke ind i teltet. Jeg gætter på at mange forlod koncerten i overraskelse over at Den store skole, der er kendt for deres begavede og overraskende mashups, denne gang lagde lyrisk og slet ikke dansabelt ud. Efterhånden som det halvanden time lange sæt skred frem kom dansen i højsædet, og finalen/finalerne fik kørt et klimaks op. En vellykket koncert, som især i sin første del trak på mange samples kendt fra det seneste album, Lektion nr. 3.

På vej fra Arena skulle jeg hente et ekstra mobilbatteri (en særdeles nyttig tjeneste man kan abonnere på her) og blev fanget ind af det ungarske folk-ensemble Söndörgös. De spiller en virtuos og faktisk også meget kropslig udgave af balkanmusik. Nogle danskere har hørt denne slags musik filtreret gennem Peter Bastian og Anders Koppel, men dét her var den ægte vare med samme slags intensitet og blanding af vemod og fest som i f.eks. bluegrass eller irsk musik. Jeg var langt fra den eneste, der lod sig rive med! Det lykkedes mig således for femte gang denne dag at rende ind i Gilberto fra Portugal.

På vej fra koncerten gjorde jeg kort ophold ud for Orange Scene, hvor menneskehavet var til koncert med Rihanna iført baseballkjole (Rihanna, ikke publikum). Rige Hanne tager dancehall, puddelhundepoprock, house, R&B osv. osv. og kører det – formodentlig godt hjulpet af en større samling mindre kendte bagmænd – gennem en effektiv og iørefaldende kværn.

Så videre til Kristine Stubbe Tejlbjærg, hvis album jeg endnu har til gode. Hendes egne ting på dansk fungerede klart bedst – et Lars Hug-cover (“Hvor går vi hen?”) blev trukket helt ned i tempo og det virkede ikke, og en af hendes gamle Blue Foundation-sange stak noget ud. Dette var en slags rock med (tre) guitarer, bas og trommer tilsat Teglbjærgs vokal der ofte får hende til at lyde endnu mere lillepigeagtig end Marie Key. Der kommer nok ikke et album med fordanskninger af Mahalia Jackson fra nogen af dem.

Til sidst tilbage til Pavillon, hvor amerikanske King Tuff spillede treakkorders rock med stort Å. Men nu var jeg faktisk træt efter knap 12 timers gåen rundt på festivalpladsen, og jeg forstod for første gang betydningen af den engelske bemærkning My feet are killing me. Jeg opgav planerne om at se Crystal Castles og Simian Mobile Disco og tog toget ind til midtbyen (ha!) for at overnatte.

Roskilde: Henry Rollins

20130705-140454.jpg

Henry Rollins lignede engang en tidligere marinesoldat med helt kort hår, store muskler og skov af tatoveringer – sådan én, man ikke turde lægge sig ud med. Men lad jer ikke narre! Han er et helt andet menneske.

Nogle af os er gamle nok til at huske Henry Rollins som vokalist i det nu legendariske Black Flag. Andre kan huske ham fra hans solokarriere i Rollins Band. I dén egenskab så jeg ham på den så hårdt ramte festival tilbage i 2000. Og så er der også mandens mange bekendende og til tider dystert introspektive bøger om at være rockmusiker og om hvor svært det hele kan være.

Men for 20 år siden opdagede jeg – vel lidt sent – at manden også er en fremragende fortæller og har en gudsbenådet humoristisk sans. Lige så knugende hård og metallisk Henry Rollins’ musik, lige så morsomt observerende og velreflekteret er hans anekdotebaserede spoken word, der kan tangere stand up-genren, men samtidig både kan og vil meget, meget mere. Rollins’ spoken word-optræden i Glasgow husker jeg stadig, og jeg fór ud og købte en dobbelt-cd med nogle af mandens monologer.

Det er vel også denne side af Rollins, der har ført ham ud i bl.a. en skuespilkarriere og til at kunne få sit eget tv-program, der gør det klart at manden favner bredt. Han er usædvanligt velbevandret i skønlitteratur og musik. Han er engageret i humanitært arbejde og aktivisme. Og så får han stadig tid til at bruge tid på at træne.

Og i år optræder Rollins så på Roskilde-festivalen hele fire gange.
Håret er lidt længere og nu helt gråt, men hans skarpe vid er om muligt blevet endnu skarpere.

I dag så jeg ham holde et fyldt Odeon-telt tryllebundet i mere end en time. Emnerne var mange: hans turné som opvarmning for Ozzy Osbourne, den første Ramones-koncert han så, de mange emails han får fra ensomme mennesker og hvordan han svarer på dem, familieplanlægning og hvordan den kan bruges til at begrænse antallet af højreorienterede i Texas og sidst, men ikke mindst Rollins’ mange rejser – herunder til lande som USAs regering ser som fjender.

Hvem skulle tro at én mand der står og taler kunne blive et højdepunkt for mig på en musikfestival?

Roskilde: Drenge

20130704-185021.jpg

Torsdagens positive overraskelse var duoen Drenge, der trods navnet er britisk. De to drenge fra Sheffield spiller en pågående, blues-influereret omgang garagerock med en helt utrolig nerve. Når der kun er to medlemmer i et “band” (er en duo egentlig et band?) skal der buldres ekstra igennem – og det blev der. Trommeslageren er især dygtig til at buldre kompetent.

Hvis Arctic Monkeys var vrede og ikke bare sure, ville de måske lyde lidt i retning af Drenge. Sangskrivningen er lovende, men mangler måske lige det sidste ryk. Stadig en rigtig god oplevelse.

Det danske navn skulle ifølge konferencieren komme af at de to Drenge har set en masse danske dogmefilm – men med dét lyder nu mere som om de har set Niels Malmros. I al fald godt at de hverken landede på Idioterne eller Lars Ole, 5.c.