Arena-teltet var propfyldt og uden for stod der også ganske mange mennesker, da Den store skole gik på. Men efterhånden som koncerten skred frem, kom også jeg et godt stykke ind i teltet. Jeg gætter på at mange forlod koncerten i overraskelse over at Den store skole, der er kendt for deres begavede og overraskende mashups, denne gang lagde lyrisk og slet ikke dansabelt ud. Efterhånden som det halvanden time lange sæt skred frem kom dansen i højsædet, og finalen/finalerne fik kørt et klimaks op. En vellykket koncert, som især i sin første del trak på mange samples kendt fra det seneste album, Lektion nr. 3.
På vej fra Arena skulle jeg hente et ekstra mobilbatteri (en særdeles nyttig tjeneste man kan abonnere på her) og blev fanget ind af det ungarske folk-ensemble Söndörgös. De spiller en virtuos og faktisk også meget kropslig udgave af balkanmusik. Nogle danskere har hørt denne slags musik filtreret gennem Peter Bastian og Anders Koppel, men dét her var den ægte vare med samme slags intensitet og blanding af vemod og fest som i f.eks. bluegrass eller irsk musik. Jeg var langt fra den eneste, der lod sig rive med! Det lykkedes mig således for femte gang denne dag at rende ind i Gilberto fra Portugal.
På vej fra koncerten gjorde jeg kort ophold ud for Orange Scene, hvor menneskehavet var til koncert med Rihanna iført baseballkjole (Rihanna, ikke publikum). Rige Hanne tager dancehall, puddelhundepoprock, house, R&B osv. osv. og kører det – formodentlig godt hjulpet af en større samling mindre kendte bagmænd – gennem en effektiv og iørefaldende kværn.
Så videre til Kristine Stubbe Tejlbjærg, hvis album jeg endnu har til gode. Hendes egne ting på dansk fungerede klart bedst – et Lars Hug-cover (“Hvor går vi hen?”) blev trukket helt ned i tempo og det virkede ikke, og en af hendes gamle Blue Foundation-sange stak noget ud. Dette var en slags rock med (tre) guitarer, bas og trommer tilsat Teglbjærgs vokal der ofte får hende til at lyde endnu mere lillepigeagtig end Marie Key. Der kommer nok ikke et album med fordanskninger af Mahalia Jackson fra nogen af dem.
Til sidst tilbage til Pavillon, hvor amerikanske King Tuff spillede treakkorders rock med stort Å. Men nu var jeg faktisk træt efter knap 12 timers gåen rundt på festivalpladsen, og jeg forstod for første gang betydningen af den engelske bemærkning My feet are killing me. Jeg opgav planerne om at se Crystal Castles og Simian Mobile Disco og tog toget ind til midtbyen (ha!) for at overnatte.
