Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Havet, der stiger

Foto: https://www.scotland.anglican.org/special-edition-of-inspires-online-for-cop26/

Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.

Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.

Every child put down your toys
And come inside to sleep
We have to look you in the eye and say we sold you cheap
Let's confess we did not act
With serious urgency
So open up the floodgates
To the rising seas

Temperature rising
Climate denying
Fever is gripping
Nobody's listening
Lustre is fading
Because nobody's trading
Wall Street is jumping
Still the music keeps pumping

If you can't decide
Between wrong and right
If you can't see through
All that you hold true

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas

Dinosaur stories
Reliving past glories
Lusting for gold
Fishing for souls
They said it was coming
We knew it was a-coming

If you lift your game
Put your toys away
Well it looks like rain
On that western plain

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
To the rising seas
To the rising seas

Dave Gahan synger southern soul…

På det nye soniske udslip fra sit snartkommende coveralbum – Imposter udsendes 12. november – synger Depeche Mode-frontmand Dave Gahan en straight version af Dan Penn og Chips Moman’s southern soul-klassiker ‘The Dark End Of The Street’, en håbløs dog sært sødmefuld beretning om forbudt kærlighed i skjul af mørket. Originalen blev udgivet i 1967 af Mississippi-soulstemmen James Carr, og trods mange forsøg siden er hans på alle måder mesterlige version aldrig blevet overtrumfet, heller ikke nu af en ellers velsyngende Gahan…

Felice’s dommedag

Vi bliver nødt til at hænge lidt på det rullende nattog uden oplyst endestation, som er The Felice Brothers nye album From Dreams To Dust. Hvem kan forestille sig en lettere usoigneret musik, der kommer som et sammenstød af klassiske Bad Seeds-dyder og en ung Dylan forklædt som sølvbryllupsband på hårdt arbejde? Læg oveni en fortællende bevidsthedsstrøm, der udspringer af to menneskers rablende samtale under en natlig køretur, om hvordan verdens undergang vil lyde, se ud og føles. Åbningssporet på det nye Felice Brothers-album rummer næsten det hele, og er dog helt sit eget…

The sheriff disappeared
He drove in a doomed Corvette
Helen was in the passenger seat eating melon and spitting out the seeds
Feeling happy to be alone but still turning a saxophone 
As cold as stone kinda like 

She said this is what the apocalypse will look like
A tornado with human eyes
Poisoned birdbaths and torrents of chemical rain
Like the heads of state hyperventilating in clouds of methane
Sundown on the human heart

And this is what the apocalypse will sound like
But it will be loud as a mushroom cloud
It’ll sound like Final Jeopardy
But somehow be ghostly like a glockenspiel
Like the testing of bombs or the tapping of stiletto heels

It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

It’ll sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

The sheriff disagreed
He tried to make the distinction between death and extinction
They stopped off at a place called Hamburger Heaven to grab a bite to eat
But Helen had no appetite, she just drank a 7 Up
while the sheriff tapped his coffee cup to a distant beat
Kind of like
Ooh ooh-ooh
Ooh ooh-ooh

It won’t look like those old frescoes, man, I don’t think so
There will be no angels with swords, man, I don’t think so
No jubilant beings in the sky above, man, I don’t think so
And it won’t look like those old movies neither
There will be no drag racing through the bombed out streets neither
No shareholders will be orbiting the earth, man, neither
It will be hard to recognize each other through our oxygen masks
The successful sons of businessmen will set their desks on fire
While 5-star generals of the free world weep in the oil choked tide

It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

It won’t sound like jazz
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

They agreed to disagree
They zoomed off in a doomed Corvette
The sheriff couldn’t recall feeling this way his entire life
As he drove through the principalities of unreality
On the run with somebody else’s wife

The heiress of Texas oil
Ooh ooh-ooh
What is freedom? He thought
Is it to be empty of desire?
Is it to find everything I’ve lost or have been in search of?
Or is it to return to the things, to which there is no more returning?

Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

Does it feel like jazz?
Jazz, jazz, jazz
Jazz on the Autobahn

Mercy Mercy Me

Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.

Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and east

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercury

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dying

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?

Art of the cover

Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…

Phoebe Bridgers går amok

Har altid fundet det uværdigt, når rockstjerner koreografisk planlagt smadrer guitarer på scenen. Hvis det bare er et skuespil, hvorfor så ikke istedet give det sagesløse instrument til en trængende teenager, der ville dø for at kunne have et? Havde dog ikke regnet med at skulle se Phoebe Bridgers i den lange række af meningsløse guitarmishandlere. Men her er hun i sin debut på Saturday Night Live forleden med ‘I Know The End’, der klimakser i primalskrig og den omtalte guitarofring. Men hvordan klarer hun det så? Ikke så godt. Det er og ligner amatørteater…

‘Blue Tone’ til en søndag

24 januar 1981 udsender Sheffield-bandet Clock DVA sit andet album. Thirst er lyden af tidens klaustrofobiske postpunk-tomrum presset ned i sorte vinylriller, men indeholder sandelig også to regulære og stærke sange, nemlig singlen ‘4 Hours’, samt så denne bastant-udstrakte ‘Blue Tone’ med mørkemandssang til sørgende saxafon. Har den så Thatcher-truede stålby Sheffield mon nogensinde før eller siden telegraferet så hjerteskærende et SOS?

Skipping life

Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…

G for Gene

I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…

Ustoppelige Shane

Et af den moderne tidsalders uforklarligste mirakler er vel, at Irland’s største sangskriver og sanger i nyere tid, The Pogues’ Shane MacGowan, stadig er levende og i dag fylder 63 år. Flere nye sange bliver det dog ikke til for vores Shane, der i enhver forstand er alvorligt mærket af sit gennemalkoholiserede liv, så her som markering en af klassikerne fra MacGowan-guldalderen, da melodi, lyrik og levering gik op i allerhøjeste enhed. Aldrig er hundevæddeløbenes død i London vel blevet skildret mere kærligt taberromantisk end her…

Here a tower shinning bright
Once stood gleaming in the night
Where now there’s just the rubble
In the hole here the paddies and the frogs
Came to gamble on the dogs
Came to gamble on the dogs not long ago

Oh the torn up ticket stubs
From a hundred thousand mugs
Now washed away with dead dreams in the rain
And the car-parks going up
And they’re pulling down the pubs
And its just another bloody rainy day

Oh sweet city of my dreams
Of speed and skill and schemes
Like Atlantis you just disappeared from view
And the hare upon the wire
Has been burnt upon your pyre
Like the black dog that once raced
Out from trap two

© Shane Macgowan

Into the driving evening sound…

Fra Nico’s 1981-album Drama of Exile, en række aborterede pre-mix udsendt af pladeselskabet Aura, da dets tålmodighed med Nico og den efter sigende ligeså heroin-umulige producer Philippe Quilichini var brugt op under arbejdet mod nyt Nico-album. Blandt iskolde og interessant uforløste covers af Lou Reed’s ‘Waiting For My Man’ og David Bowie’s ‘Heroes’ findes også denne perle, Nico havde skrevet og optrådt med på sit harmonium helt tilbage til 1975. Men i denne bandindspillede version folder ‘Purple Lips’ sig anderledes gribende ud. Sjældent har postpunk lydt mere taberslået og romantisk på samme tid…

Rock’n’roll suicide?

Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…