Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Langt fra Backstreets

Hvad og hvor meget kan vi forvente af vores helte? At de bliver ved med at være dem de var, da de brændte igennem og indfangede os i flammebålet? Nej, vel? Stilstand kommer der jo intet godt ud af. Men her er et foto af hr og fru Springsteen på hestetur i New Jersey i dag. Når man ser dette billede – og det gør altså lidt ondt at skrive det her – forståes instinktivt, hvorfor Bruce Springsteen ikke længere laver de spændende nye sange. Det skal være ham vel undt.

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…

Keith Moon

Vi talte om The Who i går. En stor del af deres berygtede vildskab kom fra trommeslager Keith Moon, der levede alt for stærkt og døde alt for ung i 1978, kun 32 år gammel. Tre år inden da nåede han at udsende sin eneste soloplade, Two Sides of the Moon, ofte omtalt som verdens dyreste karaoke-album, en spektakulært ufokuseret cover-affære med fordrukkent glimt i øjet og opulent overlæssede arrangementer. Men midt i denne rodebutik lykkes det faktisk Moon, hvis vaklende stemme absolut ikke er gjort af forsangermateriale, at levere en besynderligt rørende udgave af The Beatles’ ‘In My Life’…

Return of The Lemonheads

Fly der styrter ned, de crasher og forsvinder. Rockbands er anderledes. Tag bare Boston, Massachusetts’ The Lemonheads, hvis frontfigur Evan Dando i 90’erne var var blevet en regulær bubblegrunge- og posterboy-popstjerne. Han havnede sig i alvorlige kemiske problemer, endte med at følge rundt i sporet på Oasis, og efterhånden disintegrere som person deraf. Alligevel er der med mellemrum blevet ved med at komme plader og turnéer, hvor Evan Dando med mere eller mindre overskud giver den som The Lemonheads. Til næste år kommer så et nyt album, og endnu et bestående af coverversioner. Ikke det mest progressive move, men Evan Dando’s take på Yo La Tengo’s ‘Can’t Forget’ på denne forløbersingle er slet ikke uden egen diskret charme. Tracklisten på Varshons 2 står nedenunder…

Can’t Forget (Yo La Tengo)
Settled Down Like Rain (The Jayhawks)
Old Man Blank (The Bevis Frond)
Things (Paul Westerberg)
Speed of the Sound of Loneliness (John Prine)
Abandoned (Lucinda Williams)
Now and Then (Natural Child)
Magnet (NRBQ)
Round Here (Florida Georgia Line)
TAQN (The Eyes)
Unfamiliar (The GiveGoods)
Straight to You (Nick Cave & The Bad Seeds)
Take It Easy (The Eagles)

VU-lovers

Dagens billede – og hvor er det fremragende! – taget af Mick Rock: Lou Reed og Nico sammen og ikoniske kulsorte i New York City back in the day. Nico’s glas var altid halvtomt, aldrig halvfyldt. Hvilket vel egentlig var hemmeligheden bag hendes karriere, men også forbandelsen i hendes liv.

Efterår efterår efterår

The Replacements’ ‘Here Comes A Regular’ fra Tim (1985) står som en af de bedste efterårssange ever, både i ord og musik. Noget af en bedrift, at Minneapolis-bandet aldrig, med en så tårnhøj sangkvalitet, blev større end tilfældet var. Biografien Trouble Boys fortæller møjesommeligt og smertefuldt om hvorfor. Hvis noget dysfunktionelt band nogensinde har skudt sig selv i foden igen og igen og igen, så er det desværre The Mats her. Hvilket næsten kun gør musikken endnu bedre…

Well, a person can work up a mean, mean thirst
After a hard day of nothing much at all
The summer’s past, it’s too late to cut the grass
There ain’t much to rake anyway in the fall

Sometimes I just ain’t in the mood
To take my place in back with the loudmouths
You’re like a picture on a fridge that’s never stocked with food
I used to live at home, now I stay at the house

And everybody wants to be special here
They call your name out loud and clear
Here comes a regular
Call out your name
Here comes a regular
Am I the only one here today?

Well, a drinking buddy that’s bound to another town
Once the police came and took you away
And even if you’re in the arms of someone’s baby now
I’ll take a great big whiskey to you anyway

And everybody wants to be someone’s here
Someone’s gonna show up, never fear
Here comes a regular
Call out your name
Here comes a regular
Am I the only one here today?

Kneeling alongside old Sad Eyes
He says opportunity knocks once, then the door slams shut
All I know is I’m sick of everything that my money can buy
A fool who wastes his life, God rest his guts

First the lights, then the collar goes up, and the wind begins to blow
Turn your back on a pay-you-back last call
First the glass, then leaves that pass, then comes the snow
Ain’t much to rake anyway in the fall…

© Paul Westerberg