Fortjener 2020 sin egen, helt specielle musik? Protomartyr udsender i dag Ultimate Succes Today, Detroit-bandets femte album, og for hvem der savner sang, lyd og rytme til en kaotisk formørket verden, der synes falde fra hinanden, så gives næppe et mere loyalt soundtrack. Seneste Relatives in Descent (2017) var et imponerende mesterstykke indenfor netop dystopiens mørke kunst, så spændende med flere lytninger, om Ultimate Succes Today på sin egen måde kan udføre et ligeså helstøbt trick. Åbningsnummeret ‘Day Without End’ fortæller her uden omsvøb, Protomartyr’s kompas stadig aldrig har hørt om Kap Det Gode Håb, og så tilstøder der endda et klagende horn på halvdistancen. Hvor er vi på vej hen?
En hyldest til skuespillerinden Françoise Dorléac, Catherine Deneuve’s storesøster, der kun 25 år gammel i 1967 omkom i en Renault 10 på La Provençale-motorvejen vest for Nice, en hyldest til den store franske filmkomponist Michel Legrand, hvis ikoniske musik til 1971-filmen The Go-Between afspilles her, en hyldest til Frankrig på Bastilledagen i dag…
Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.
Jeffrey Lee Pierce blev født i dag for 62 år siden i Californien. Musikhistorien ville hørt herfra være ikke så lidt fattigere uden hans bidrag som sanger/sangskriver i The Gun Club, der udsendte en række ofte fremragende, altid nervøst desperate albums fra 1981 til 1993. ‘Lucky Jim’ er fra sidstnævnte årstal, hvor Gun Club-sangene flød tungt og med en bitter eftersmag. Jeffrey Lee døde tre år efter, kun 37 år gammel. Bag ham på billedet herunder står guitar-es Kid Congo Powers, som var med i The Gun Club i flere perioder, når han ikke arbejdede for The Cramps eller Nick Cave and the Bad Seeds. Congo er ikke med på ‘Lucky Jim’, hvor Jeffrey Lee selv spiller den sørgmodige elektriske guitar…
Ikke vores personlige favorit med Joy Division her, men at udsende en stærkt profileret single, vi taler kun små fem uger efter forsangerens selvmord, med titlen ‘Love Will Tear Us Apart’, det er et sjældent stærkt statement. Og når en så tidsklarsynet alvorssanger netop er død for egen hånd, så lyder hans nye sungne ord uimodståeligt, som kommer de fra hinsides med en uangribelig sandhed. Ialfald lige indtil flødeoverfladesangeren Paul Young scorer et MOR-hit med dem et par år efter. ‘Love Will Tear Us Apart’ med Joy Division blev udsendt på single i dag for 40 år siden…
Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.
Den nat Olof Palme blev myrdet i 1986 hørte jeg to sange igen og igen. Den ene var The Byrds ‘I Knew I’d Want You’, en fremragende Gene Clark-skrevet single-b-side til ‘Mr. Tambourine Man’, jeg netop havde fundet. Den anden var et stort hit i tiden, norske A-ha’s opfølger til gennembrudshittet ‘Take On Me’, den faktisk med distancer bedre ‘The Sun Always Shines On TV’, et nummer der ubesværet har klaret distancen til i dag uden synlige skrammer i sin højspændte popdramatik. Her i en optagelse fra 1986, hvor de så vildt renskurede nordmænd gæster det tyske ZDF-show Peter Illmann Treff. Måske Skandiamandenser med den fjerne aften oppe fra Stockholm…
De fleste tænker vel på Depeche Mode eller George Michael, når berømte Puk Studios bliver nævnt. Men for os var det fristedet nord for Randers, hvor vi under udstrakte, hektiske ophold begik langt hovedparten af de tre første LS-albums; 1990, DK og Billeder af Verden. I dag har desværre budt på denne forstemmende YouTube-video, der klart og tydeligt afslører, at det dengang så state-of-the-art-skarpe de luxe-studio nu ligger som forladt ruin. Det gør ondt at se. I dag så bedre ud i går, som det vist blev sunget i netop de nu så tyste lokaler…
Sveriges kolostørste popstjerne Håkan Hellström er berygtet for, som en anden skamløs mestertyv at låne en-til-en med arme og ben fra hele den moderne musikhistorie. Men dagens fokuspunkt her, Pete Townshend, har han vel endnu ikke været på rov hos? Well, nu har han, for i fredags udkom Håkan’s nye album, hvis åbningsnummer er bygget på guitarriffet fra The Who’s ærketypiske ‘Baba O’Riley’ fra 1971. Døm herunder selv i sangens nye promovideo, der som hele albummet RampljusVol. 1 fremstår fattigt på mål, bevægelse eller nogen hørbar nødvendighed. Ærgelige ord om en mand, der kæmpede sig helt til tops på netop entusiasme, rå friskhed og en utæmmet vitalitet. Det gør derfor ondt i dette klip, at se en ikke længere ung Håkan, iklædt et blåt lirekassekostume med to triste rejer på ryggen, sætte sig bag trommer på det Nya Ullevi, der efterhånden mest af alt ligner hans drømmes succesfængsel, og sætte pligtskyldigt igang med de fire minutters gøgleri, der kulminerer i en danseduel med en fucking computeranimeret abe. Håkan Hellström er tydeligvis blevet voksen, og hans erfarne, her ensomme øjne bedrager den iscenesatte ubekymrethed. Man kunne tro, en så enorm succes som hans måtte afføde den ultimative kunstneriske frihed, men som både høres og ses, er det desværre alt andet end tilfældet. Håkan er fanget i sit eget enorme popstjernespil, og ingen sværm af imiterede Michael Jackson-moves vil kunne danse ham fri. Tværtimod.
Blandt de mest markante London-bands i de engelske slut-70’eres punkbølge er det ikke kun Sex Pistols, som er flasket op med The Who. For naturligvis har mod-revivalisterne The Jam samme svaghed, det i en grad så frontmand Paul Weller ofte taler om Pete Townshend i datidens interviews. Da The Who’s så excentriske trommeslager Keith Moon som kun 32-årig i efteråret 1978 dør af alt for meget fest, indspiller The Jam en tro version af The Who’s ‘So Sad About Us’ – naturligvis skrevet af Townshend – og udgiver den som hyldest til det tabte idol på b-siden af deres ‘Down In The Tube Station At Midnight’-single, hvis coverbagside tilmed bærer et snapshot af den unge Moon…
En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.
Ohio’s Bobby Bare synger her i 1964 ‘500 Miles Away From Home’, den sang der mange år efter skal blive til The Walkmen-sangeren Hamilton Leithauser’s ‘A 1000 Times’. Det er sådan man gør; tager en sang, ganger den med to, og hey, så har man pludselig en ny. ‘500 Miles Away From Home’ må have været et kæmpehit hos de amerikanske soldater i Vietnam…
