Vi er på Highgate-baren Boogaloo i det nordlige London i går. I anledning af optagelserne til en ny Julien Temple-doku om The Pogues’ Shane MacGowan, forærer Primal Scream’s Bobby Gillespie ham en Celtic-trøje. De små glæder i livet er også store…
Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…
Jens nævnte Mashrou Leila for lidt siden. Scenerne i denne musikvideo til sangen “Cavalry” er skræmmende, men er samtidig hverdagskost for palæstinenserne på Vestbredden, ved jeg fra bekendte, der har besøgt området.
The Gun Club fik aldrig noget hit, bevægede sig aldrig ud af undergrundens mørke sprækker og fandt sig det store publikum, kvaliteten på de første ialfald fire albums berettiger. Alligevel er bandets omdrejningspunkt, den forlængst afdøde Jeffrey Lee Pierce posthumt en akkurat ligeså klar ledestjerne på rockmusikkens dybsorte dødshimmel som nogen Kurt Cobain, Ian Curtis eller Jim Morrison. Fordi han brænder ligeså lysende op som dem i sit sangunivers, og fordi hans uforløste livs brydning ligger så nådesløst men fascinerende synligt i Gun Club’s desperate udbrudsforsøg mod en bedre verden. Jeffrey Lee blev kun 37 år, men kunne i dag være fyldt 61. Som den amerikanske sangerinde Michelle Shocked sang det engang, ‘the secret of a long life is knowing when it’s time to go’. Jefrrey Lee havde for travlt, var for martret, og længtes alt for hurtigt til noget langt liv. Men hans hvileløse musik lever for altid…
Lad os for diversiteten tage et ukendt sted hen i Orienten. På en klub vil det asiatiske band Last Scene give deres bud på et af Kent’s allerstørste numre. Og det bør vel være til at spille ‘400 slag’ fra Du & Jag Döden (2005). For nummerets roller er enkle og sangudviklingen logisk opbyggelig. Det bliver…mindeværdigt.
Åh, rockmusik, du er nogle gange en svær en at holde af. Tag nu Liam Gallagher’s nye single. Co-skrevet af Liam med en eller flere professionelle sangskrivere, lyder ‘Shockwave’ ligeså overbevisende autentisk som i 90’erne, når Robbie Williams udsendte sine britpopstiløvelser, bare minus sælgercharmen. Liam er omvendt helt fortabt i en verden uden bror Noel som musikalsk oplægger, og det formår ingen Status Quo-boogie med et par Oasis-referencebærende Beatles-broer at skjule, tværtimod. Albumtitlen Why Me? Why Not? skriger vel kun på ét svar: Fordi du aldrig er blevet voksen. Sæt hellere ‘Supersonic’ på og hør, hvor uomgængelig han sammen med Oasis var engang.
En af Leonard Cohens’s allerfineste sange, her i den mere mørke og mindre kendte version fra det alt andet end festlige livealbum Live Songs (1973)…
Endnu en sang fra I Am Easy To Find, endnu et vellykket album med The National. Denne gang er det præget af duetter med kvindelige vokalister – her er det selveste Gail Ann Dorsey.
Små to år før sin død i 2014 udsendte Bobby Womack, med enorm fødselshjælp i både sangskrivning og produktion fra Blur’s Damon Albarn, et genrebrydende moderne soulalbum af opsigtsvækkende format. På The Bravest Man in the Universe mødes Womack’s sjælevridende sprukne stemme – de fleste kender den i det mindste fra klassikeren ‘Across 110’th Street’ – med nutidens hjemløse beats og skæve keyboardtryllerier. Her kigger Womack på en sang fra albummet undrende ind i verdens svimle kaleidoskop og spørger, hvad i alverden der er sket med os alle…
Naturligvis ved man, han fylder 60 år i dag. For ungdommens helte har brændt sig fast, og forlader ikke bare en, selv ikke hvis de med årene – som ham her – er blevet bitre og uspiselige. Johnny Marr’s bedste ven fra de gyldne The Smiths-år havde sig i 90’erne og start-0’erne en kreativt fornem, profileret og smuk karriere. Men tiden siden har været en hård skuffelse. Både hvad angår et stadig klarere udtalt politisk ståsted på den absolut yderste britiske højrefløj, men også gennem en håbløs række kluntede, uforløste albums. Så vi siger ikke tillykke her i dag, mere farvel og tak for alt det fantastiske der var, det med det positivt mest The Smiths-lydende øjeblik endnu fra føromtalte Johnny’s egen løbebane som soloartist. De gyldne toner i den sang bringer jo det hele så klart tilbage, men med en besynderlig bismag af sorg. For alle løfterne, den tætte forbindelse, åbenheden, som dagens fødselar engang udstrålte så stærkt, har kernen af uforsonlighad i hans nuværende stemme og værk jaget bort for altid. Punktum.
Og naturligvis også James Hunt. De fik begge og sammen verden til at dreje hurtigere.
39 år siden i dag at Ian Curtis hørte Iggy Pop’s The Idiot og hang sig i køkkenet i sit hus i Macclesfield, syd for Manchester, dagen før Joy Division skulle afsted for første gang til USA…
Fra tider hvor der levede engelske originaler på hitlisterne. Ian Dury ville have haft fødselsdag i dag. Her er Dury – en af Englands mest raffinerede sangskrivere – og hans The Blockheads på Hammersmith Odeon’s scene til Concert for Kampuchea i 1979 med et følt kærlighedsbrev fra debuten New Boots and Panties!! (1977) til den da forlængst afdøde rockabillystjerne Gene Vincent. Ian Dury gik selv bort i år 2000.
…Skinny white sailor, the chances were slender
The beauties were brief
Shall I mourn you decline with some thunderbird wine
And a black handkerchief?
I miss your sad Virginia whisper
I miss the voice that called my heart…