Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Den lille junkie med svovlstikkerne

Fandt for et par uger siden i Stockholms bidende kulde denne fine sang på 7’er-single. London-bandet The Only Ones ankommer i 1977 på new wave-bølgen, hvor deres ret traditionelle rockmusik straks står let genkendelig, ikke mindst pga. sanger Peter Perret’s mørke og livsprøvede stemme. Og livsprøvet er den øjensynligt, for The Only Ones bliver hurtigt forbundet med både stoffer og de musikere (Johnny Thunders, Phil Lynott, etc) i London, der lever gennem dem, og efter sigende er det også heroin-problemer som står bag bandets senere opløsning efter tre albums. Det bedste af dem er to’eren Even Serpents Shine (1979), som ‘Out There In The Night’ her ligger på, men det er en anden tidligere sang, 1978-singlen ‘Another Girl, Another Planet’, som er blevet The Only Ones’ klassiker, deres raison d’etre på alverdens punk/new wave-opsamlinger, og siden spillet som cover af så stærke bands som The Replacements og The Libertines, begge stærkt inspireret af The Only Ones’ romantiske taberrock

Sidst jeg så Elisabeth

En sommeraften på festivalen Under Broen. Har stået på siden af scenen med Steen og Lars fra Sort Sol og nydt den menneskelige jukebox Kim Larsen tryllebinde Middelfart med hit efter hit. Han slutter som aftenmørket falder på. Vi driver ned i barakområdet bag scenen, og der løber jeg ind i Elisabeth. Jeg har ikke har set hende længe. Hun er der for research til en bog om sin storebror. Vi taler om Hilmer, som hun altid havde været fortrolig med. Pludselig ud af mørket kommer Kim Larsen, der ser os stå sammen. Han begynder uden varsel at synge en italiensk-lydende romance til Elisabeth. Noget a la ‘Når en kvinde og en mand træffes i fuldmånens skær / Og to hjerter bryder i brand…’. Vi griner, han får nogle varme ord med fra os og forsvinder trallende bort i den fynske nat. Elisabeth og jeg siger farvel til hinanden, går hver sin vej. Nu er de begge borte.

Faithfully yours

I 2018 indspiller Marianne Faithfull for tredje gang ‘As Tears Goes By’, sin signatursang fra de unge år som Mick Jagger’s kæreste i uskyldige Swinging London. Og hvordan lyder Jagger/Richards-balladen med de vemodige ord så i den nyeste version fra Negative Capabillity, hele 53 år efter hun først hittede med den? Bedre end både hendes sødmefyldte original fra 1965 og en senere, mere cabaret-mørk version 1987. Sangens grundfølelse af noget tabt og for altid mistet står perfekt til Faithfull’s nu så livsbrugte, brækkede engelske stemme…

I kviksandet

I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore

I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore

“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.

Darkness on the edge of country

Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.

Hvad er inspiration?

Det er november 1982 i Californien. The Beach Boys’s Brian Wilson og lillebror Dennis Wilson er begge nær bunden af livet. Brian er forkrøblet verdensfjern af sin psykiske sygdom, mens ligeså udbrændte Dennis længe har været forsvundet ind i sit blandingsmisbrug af alkohol og en cocktail af de tungeste stoffer, en californisk rockstjernes penge kan købe. Alligevel mødes de to i et studie denne november til et par sessions, hvor Brian Wilson angiveligt stiller op for hamburgers og kokain mod at spille med på nogle løse Dennis Wilson-idéer. De få mudrede optagelser som har overlevet giver klart vidnesbyrd om, hvor mentalt skrøbelige og ufokuserede de begge er. Alligevel formår de små tre minutter af denne aldrig viderearbejdede eller officielt udsendte skitse (blandt BB-samlere kendt som ‘Oh Lord’) i kvalitet og raw feeling at toppe samtlige The Beach Boys-indspilninger siden ialfald 1970. Der er ingen konstrueret sang her, ingen færdig tekst, kun en vedholdende orgelnedgang og så et tydeligt trængt menneske (bror Dennis), hvis stemme rækker ud efter lyset…

Maybe you should….go!

Den 1. september 1983 bliver The Clash-producer og -guitarist Mick Jones fyret fra sit eget band, en beslutning bandleader Joe Strummer siden i livet fortryder bitterligt. Måske fordi han da har lagt irritationen over Mick Jones’ kokain-egomani i de sidste par år sammen bag sig. Under alle omstændigheder betyder det røde kort til bandets musikalske mastermind effektivt enden på The Clash som…The Clash. To år efter udsendes tilbage-til-punkrødderne-statementet Cut The Crap (nu istedet produceret af Strummer og The Clash’s svengali-manager Bernie Rhodes), men albummet skrives siden behændigt ud af bandets officielle diskografi, hvilket vel siger alt om dets forbløffende ringe kvalitet. Hvor The Clash havde bevæget sig hen uden drugs – og ja, trommeslager Topper Headon var allerede året inden Mick Jones’ fyring selv blevet smidt ud for sit narkomisbrug – får vi aldrig at vide.

En sang for Phil

Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…

When I passed you in the doorway
Well, you took me with a glance
I should’ve took that last bus home
But I asked you for a dance
Now we go steady to the pictures
I always get chocolate stains on my pants
And my father, he’s going crazy
He says I’m livin’ in a trance

But I’m dancing in the moonlight
It’s caught me in its spotlight…

Be Here To Love Me

Opdager ved et tilfælde, at Be Here To Love Me, Margaret Brown’s suverænt fine, fornemt cinematografiske og skæbne-afdækkende 2004-dokumentar om Townes Van Zandt netop er blevet lagt op på YouTube. For de der aldrig har set filmen, eller i det hele taget ikke kender så meget til Townes’ så specielle univers, er den en gave…

Brother, my cup is empty…

Vi markerer aftenens besøg på Northside af The Bad Seeds med et billede af det ‘happy tea set’, Nick Cave selv har designet og som nu kan købes for lige over 1.200 kr. gennem hans webbutik Cave Things. Hvis man har 3.742 flere penge, så er der også blandt utallige pudsige ting samme sted en mørkegrøn Nick Cave-designet cashmere jumper med hans eget slogan ‘This morning is amazing and so are you’ henover brystet. Ja, du læste rigtigt: This morning is amazing and so are you.