I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
We’re listening to Elliott Smith
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
Ingen synger blues som Townes Van Zandt
Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…
The next day
The Call Up
Unge mænd der indkaldes og marcherer ud i krig for uværgeligt at dø eller ‘blot’ blive lemlæstet på krop og sjæl, som var det det eneste de nogensinde blev født til, lyder det scenarie også bekendt i 2023? I 1980 er antikrigs-sangen ‘The Call Up’ første single fra Sandinista!. Den bliver ikke noget hit i The Clash’s hjemland England, men opnår til gengæld en anderledes succés i (krigsneutrale) Sverige, hvor singlen når ind på top-20-listen. Stadig i dag en bemærkelsesværdig sang, der ikke rigtigt lyder som noget andet, hverken i The Only Band That Matters’ store katalog eller i det hele taget. Musik kan.
Glæden og sorgen
Har aldrig oplevet en irsk begravelse før nu i fredags, da Shane MacGowan’s send-off fra Nenagh i Tipperary blev sendt live på Twitter. Og kun vant med blodfattige danske begravelser i protestantiske kirker, hvor en lokal sortklædt præste-djævel for ofte med ord og ceremoni prøver at kapre et afsluttet frit liv tilbage i den Herrens fold, det engang blev født ind i, var denne begivenhed en glædelig overraskelse. For ligeså meget som der var mærkbar sorg over Shane’s bortgang, ligeså meget blev hans liv fejret med taler, anekdoter, sang, latter, ja, endda personlige Shane-effekter, som på parade blev frembragt foran alteret i den stopfyldte kirke. Og de sange der blev delt, de blev givet med fuldt skrald og en befriende skamløs intensitet. Nej, ingen mådeholden protestantisk angst for at afsløre sig som levende mennesker af kød og blod i det hellige rum dér. Denne gråkolde søndag kan således nemt fortjene dette følgende klip at varme sig på. Tilsidst i Nenagh sluttes seancen af med en fullblown version af Shane og The Pogues’ mest berømte sang, der, som det åbenbart går på de kanter, ender med dans forrest i kirken. Et vitalt folk, de irere, også i dødens skygge…
Skønheden og sorgen
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
En stærk begravelsessanger
Shane stedes til hvile
And it’s just another bloody rainy day? Ikke helt, for Shane MacGowan begraves i dag ude i Nenagh, Tipperary. Johnny Depp og Nick Cave deltager, sidstnævnte rygtes tilmed at skulle synge til ceremonien i den forvarslede propfyldte kirke, der naturligvis – nu det er Shane – live-transmitteres til samtlige værtshuse i nærområdet. En der dog ikke kommer er U2’s Bono Vox. Denne overskrift fra The Independent fortæller mere om ham, hans karriere og band, end en bog på 600 sider ville kunne gøre det: ‘Bono set to miss MacGowan’s funeral due to Las Vegas show’. Men nu er det dog Shane, det bør handle om. Her en playback-optræden fra 1986 med The Pogues på fransk TV…
Shane MacGowan er død
Endnu en skrøbelig, stor irsk sanger og sangskriver har forladt os her i 2023.
Jeg oplevede The Pogues i København i 1988, kort efter at de havde udsendt If I Should Fall From Grace With God. Resten af ensemblet (der næppe heller var helt ædru) holdt sammen på Shane MacGowan og på koncerten og sikrede en af de oplevelser, man husker. En del år senere så jeg Shane MacGowan med The Popes, men det var ikke helt det samme. Og nu er det så endegyldigt forbi – måske ikke overraskende for en mand, der på den ene side levede lidt for godt op til forestillingerne om den drikfældige irer, på den anden side skrev en lang række sange, der vil leve videre i bedste velgående.
Bring your own lampshade
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Netop i dag
I dag skriver vi den 11. september.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
The Replacements – med cello
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
Sixto Rodriguez døde i går
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
I går døde Sisto Rodriguez, 81 år gammel.
Try walking in Jeffrey’s shoes
Depeche Mode’s Dave Gahan prøver på denne nye single, en forsmag for september-albummet The Jeffrey Lee Pierce Sessions Project “The Task Has Overwhelmed Us”, kræfter med ‘Mother Of Earth’, en af de store The Gun Club-sange fra mesterpladen Miami (1981). Gahan sætter både sangens grundtone og tempo ned, dæmper musikkens dunkle lys yderligere og trækker den ind i et nordamerikansk kirkerum.