Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Lou Reed og JFK

Lou Reed på Cafe Figaro, hjørnet af MacDougal/Bleeker St. i Greenwich Village…

Det er fire år i dag siden Lou Reed døde i Sothampton, New York, som følge af en leversygdom. På dagen i dag, hvor adskillige tusinde hidtil statshemmeligholdte dokumenter om mordet i november 1963 på John F Kennedy frigives i USA, hvad kunne så være mere passende end at markere Lou Reed-datoen med hans sang om mordet på JFK, ‘The Day John Kennedy Died’ fra Blue Mask (1982)?! Af Reed-pladerne fra den tid er Blue Mask nok en af de mest velrenommerede, det selvom Fernando Saunders båndløse bass henover den er en stadig prøvelse at se igennem, men det smukke ved Lou Reed’s albums fra start-80’erne og 70’erne er jo, at selv de dårligere af dem har store kvaliteter. For selv om Reed’s sangskrivning i perioden indimellem ramte sine klare lows, ånder pladerne alligevel simpel, uforstillet, pulserende New York City, som ikke meget andet gør det. Lou Reed er om nogen fra de år stemmen, den levendegjorte sansning, af USA’s kyniske men romantiske østkystmetropol. Her synger han om hvor og hvordan han oplevede præsidentmordet d. 23. november 1963…

PS – Nu hører jeg netop sangen her, og må igen græmmes over Saunders’ båndløse bass, som Lou Reed selv var så ukritisk forelsket i. Ville give ikke så lidt for at høre dette album med en rigtig el-bass, der ikke på samme påtrængende måde flødedistraherer lydbilledet og tager fokus fra sangenes ofte så store kvaliteter.

Happy birthday, Nico

Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…

Free fallin’

En mandag med Las Vegas-vanvid toppet af med nyheden om Tom Petty’s pludselige død, 66 år gammel. En ærke-amerikansk stemme, en stor sanger og sangskriver, så rig på altid personligt mejslet talent i kontinentets enkle hvide rocktradition. Burde nok spille ‘Learning To Fly’ i denne triste anledning, for det var dens stemning, toner som produktion Hilmer og jeg var forblændet af, da vi i 1991 indspillede ‘Casanegra’, en yderst, uhm, Petty-inspireret sang, vi begge følte kunne være blevet langt, langt bedre end tilfældet var. Men vi tager istedet her ‘The Trip To Pirate’s Cove’, en meget fin, glødende, Tom Petty-klassisk roadmovie fra det seneste album jeg købte med ham, 2010-albummet Mojo med Tom Petty and The Heartbreakers. Æret være hans minde.

RIP Wichita Lineman

Og Glen Campbell dør, efter en længere tids hård og meget offentlig kamp mod demens. Manden vi først kendte for harmløs Nashville-pop i 70’erne, men som vi senere lærte havde indspillet gyldne, sørgmodige 60’er-popevergreens via især hans originalversioner af Jimmy Webb’s mesterlige ballader ‘Wichita Lineman’, ‘By The Time I Get To Phoenix’ og ‘Galveston’. At han så ovenikøbet var en superskarp guitarist og derigennem Wrecking Crew-studiemusiker for bla. Phil Spector, Frank Sinatra, Dean Martin, Nancy Sinatra, Elvis Presley, The Monkees og The Beach Boys – han spiller med på Pet Sounds (1966) – samt personlig ven af Elvis, gør jo intet mindre, tværtimod. Æret være hans minde.


The King + The Rhinestone Cowboy, 5. december 1970.

I skyggen af den amerikanske drøm

Springsteen var stor tilhænger af New York City-duoen Suicide, hvis ildevarslende electro-punk han selv lånte tricks fra på sin ensomme soloplade Nebraska (1982). Her synger Suicide’s Alan Vega sin vision af USA som dødskult, desperation og dommedag langt ud på den anden side af komfortabel…

Rocket rocket USA
Shooting on down the highway
TV star riding aorund
Riding around in a killer’s car
It’s nineteen seventy seven
Whole country’s doing a fix
It’s doomsday doomsday
Riding around, riding high
Riding around with my babe
Speeding on down the skyway
Speeding on down the skyway

Rocket rocket USA
Shooting on down
On my way
TV star riding around
Ridign around in a killer’s car
It’s doomsday doomsday
Speeding on down the skyway
One hundred miles per hour
Gonna crash
Gonna die
And I don’t care
Rocket rocket USA
Shooting on down the skyway
Speeding on down the skyway
Rocket rocket USA

© Suicide

Wilco til en søndag

Wilco’s Jeff Tweedy har den perfekte stemme til de store amerikanske ballader, dem med kontinentes sug af opbrud, længsel og alt der kunne have været. Den senere musicalforfatter Will D. Cobb skrev i 1901 som kun 15-årig ordene til ‘When The Roses Bloom Again’, et egentlig temmelig banalt narrativ om skæbnesvanger kærlighed under krig. De ord er siden blev holdt levende i USA af mange forskellige artister (bl.a Sons of The Pioneers, Woody Guthrie, Johnny Cash) til en efterhånden pinefuldt gammeldags, utidssvarende musikalsk backing. Det var først da Tweedy lavede ny og anderledes gribende musik til teksten – i forbindelse med Mermaid Avenue-indspilningerne i 1998 – at dens fortælling blev løftet op og ind i nutid. Hjerteknusende romantisk, sværmende tragisk på én og samme tid, kom ‘When The Roses Bloom Again’ aldrig med på Mermaid Avenue-albummet, men så istedet verdens lys på soundtracket til Ethan Hawke-filmen Chelsea Walls (2001)…

Never walk alone ’92

Det er 1992 og et europæisk filmhold bruger en uge i Liverpool, hvor de følger nogle af byens musikpersonligheder, ikke mindst Ian McCulloch. En time og 20 minutters scouse-essens på godt og ondt, og de levende billeder tilsidst (fra 1:11:28), hvor McCulloch strejfer rundt i tåge og fortidsslum ned ved The Liver Building langs Mersey, hvor nu ligger luksushoteller og turistindustri, er det hele værd…

Nationalisten Morrissey

Morrissey udtaler sig nu på Facebook om terrorbomben i Manchester i denne uge. Det lykkes ham at skrive bl.a.

Theresa May says such attacks “will not break us”, but her own life is lived in a bullet-proof bubble, and she evidently does not need to identify any young people today in Manchester morgues. Also, “will not break us” means that the tragedy will not break her, or her policies on immigration. The young people of Manchester are already broken – thanks all the same, Theresa. Sadiq Khan says “London is united with Manchester”, but he does not condemn Islamic State – who have claimed responsibility for the bomb. The Queen receives absurd praise for her ’strong words’ against the attack, yet she does not cancel today’s garden party at Buckingham Palace – for which no criticism is allowed in the Britain of free press. Manchester mayor Andy Burnham says the attack is the work of an “extremist”. An extreme what? An extreme rabbit?
In modern Britain everyone seems petrified to officially say what we all say in private. Politicians tell us they are unafraid, but they are never the victims. How easy to be unafraid when one is protected from the line of fire. The people have no such protections.

Han er kritisk over for den konservative regering, men hylder dens udlændingepolitik og – nok så vigtigt – han fremfører den på højrefløjen så udbredte idé om at “magthaverne siger, at vi ikke må kritisere islam”. Hvis nogen har været i tvivl om at Morrissey (der nu selv er indvandrer i USA) er blevet en nationalistisk populist, må denne tvivl nu være væk. Jeg kunne godt lide The Smiths (og det kan jeg stadig), men Morrissey kan jeg ikke fordrage.