I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…
Han døde som 23-årig, så som 23-årig vil han altid leve videre. Men hvad nu hvis ikke Ian Curtis havde hængt sig i det køkken i Macclesfield den forårsnat efter at have hørt Iggy Pops The Idiot og set Herzog-filmen Stroszek? Så var han to dage efter rejst afsted til sit bands første otte nordamerikanske shows. Umuligt at tro USA ville have forstået eller sat stor pris på dem.
Men hvad havde den fuldvoksne Ian Curtis mon udrettet i verden? Ville Joy Division have udsendt hele syv uforglemmelige albums inden de gik i opløsning? Og skulle vi derfor så aldrig have hørt ‘Blue Monday’ eller den mageløse New Order-musik der er Power, Corruption & Lies? Måske Ian Curtis var flyttet væk til sin platoniske affære Annik Honoré’s Bruxelles og var forsvundet helt ud af rockmusikkens søgelys.
Lærer aldrig de ubetrådte veje at kende; der er kun det der blev. Men Ian Curtis ville være fyldt 70 år i dag. Markerer ham herunder med et af de numre der er nået så vidt, at ligeledes nu afdøde George Michael udnævnte den Closer-pladeside ‘The Eternal’ optræder på som en af sine absolutte favoritter. Mon Ian Curtis ligeledes havde havde elsket GM’s ‘You Have Been Loved’…?
Du er et af verdens mest succesfulde og økonomisk velpolstrede rockbands. Du udsender nyt album, endda den stilsættende karrieres nummer 25. Du kan få hvilken som helst af verdens dygtigste coverartister til at arbejde hen imod hvad som helst du end ønsker, den nye plade visuelt skal signalere. Og så vælger du at gå med dette design…
Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Belgien har fyldt meget det seneste døgns tid. Tirsdagen fortsætter i den anerkendelse med en patosladet belgisk musik, der bemærker sig ved hverken at være Vive la Fête eller Plastic Bertrand. Istedet den mægtige Jacques Brel med ‘Fernand’, en af denne sides favoritter med den store sanger med det så udtryksfulde hesteansigt; livets nådesløse vilkår og flygtighed bekendt med voldsom feeling til en nær og netop død ven, den sagesløse Fernand…
USA bliver 250 år i dag. Springsteen’s ‘Independence Day’ har altid været en sorgladet sang, men måske i dag mere end nogensinde for det dens titels bagland lige nu repræsenterer. ‘Independence Day’ udkom på The River-dblalbummet i 1980 som en af dets store, udfoldende fortællersange, men her fremføres faderopgøret to år tidligere helt ukendt og uprøvet af Al Pacino’s lookalike og hans E Street Band på Darkness-touren i 1978 . De levende billeder her er ikke noget at skrive hjem til Europa om, men det er musikken…
Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.
Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…
På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
15. maj 1980. Det sidste foto af Ian Curtis. Taget til hans pas, da Joy Division skulle afsted og spille sin første tour i USA bare en uge efter. Det skete som bekendt desværre aldrig.
Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…
Det er i dag præcis 20 år siden The Go-Betweens’ Grant McLennan tog en eftermiddagslur for at blive frisk til et selskab, han skulle være vært for samme aften i Brisbane, Queensland. Men McLennan vågnede aldrig op igen og var således borte kun 48 år gammel. Den sidste sang han arbejdede på før sin død var tiltænkt gendannede The Go-Betweens, men blev efterfølgende istedet færdigskrevet og indspillet solo af hans partner in pop crime Robert Forster, som passende lod teksten til ‘It Ain’t Easy’ være en hyldest til Grant…
…I write these words to his tune That he wrote on a full moon And a river ran and a train ran And a dream ran through everything that he did…
En roadtrip-podcast om Jeffrey Lee Pierce, den hjemløse hvirvelvind fra myteomspundne Gun Club, vinklet af hans lillesøster Jacqui. Her Jeffrey med sit første band Red Lights. Allerede da synger han jo blues som ingen andre…
Måske du engang har prøvet at trappe dit cola-forbrug ned, skære igennem og skifte fra den rigtige, gennemsukrede original over til det mere gennemsigtigt tynde light-produkt. Sidstnævnte minder i sin smag om den rigtige cola, men tilfredsstiller alligevel ikke hverken halvt eller helt, da slet ikke først. Men hvorfor taler vi overhovedet om Coca-Cola kontra Coke Light her en mandag i lyse april? Kun fordi Kent’s Joakim Berg har udsendt en ny single…
Vi havde tyske Bettina Köster her på siden for et par måneder siden med en overmåde dekadent sang. Men livet kan være farligt og nu meldes hun død i går fra sin bopæl i det sydlige Italien. Vestberlins postpunk-scene, hvor hun var en overmåde synlig figur, dels som stifter af butikken/kunststedet Eisengrau, dels som stolt sanger/saxofon i først Mania D, siden de mere udbredt kendte Malaria!, vil gå med bøjet hoved i dag. Her er det Köster med Malaria! på deres sort/hvide ‘Kaltes Klare Wasser’…
