Der er ikke mange billeder af The Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, hvor han smiler. Så i den forstand er det herover lidt af en sjældenhed. Jeffrey (helt til højre) udstråler endda nærmest fysisk sundhed i selskab med de californske punks The Weirdos og Blondie’s Debbie Harry. Så det må være et foto taget inden den lange rejse ud – og ned – i mørket med kaos-omspundne Gun Club, hvis skæbne blev hårde stoffer og en håbløs jagt på kommerciel succés. I dag er det 26 år siden Jeffrey Lee Pierce forlod denne verden. Vi markerer med en moderne klassiker fra Miami (1982), hans anden longplayer med The Gun Club, hvis fire første albums alle indeholder amerikansk musik af allerhøjeste karat. Og placerer Jeffrey Lee Pierce som besat sanger helt deroppe med sine store helte. Betragt lige billedet herover en sidste gang, og bemærk Düsseldorf’s afmålte Kraftwerk bag Gun Club-manden. En større kulturel og menneskelig kontrast gives næppe…
Mon ikke også der er uendeligt mange russere, som er trykket af verdenssituationen lige nu? Her synger Skt. Petersborg-indiebandet Shortparis på deres nye single (ja, google-translate kan den slags) om ‘lemlæstet aften over Kreml-katedralen’, om æbleplantagen der ‘blomstrer med blod’, om at ‘nu er du aske’. Den slags ord lyder som noget, man hurtigt kan komme i problemer med ovre østpå. Musikken taler sit eget sørgmodige sprog…
Endnu en markant stærk fødselsdagssang for – og fra – John Cale, der her i 1975 (fra albummet Helen of Troy) giver det stoiske kærligheds-sammenbrud præcis så enkelt og banalt som det kan holde til i så velskrevne rammer…
Kampene i Ukraine bringer tanker om denne sang, The Waterboys’ måske største øjeblik. Mike Scott maler med den helt store pensel her, alligevel formår hans fortælling om de russiske mænd, der satte liv på spil mod tyskerne i 2. Verdenskrig, at holde en stram, gribende historielinje, der paradoksalt nok ender med, at de unge russere med kurs hjem fra den endelige sejr i Berlin bliver sendt videre til gulags, da de er blevet for ‘westernized’ i felten. The Waterboys’ widescreen-fortælling her er baseret på to bøger, Mike Scott læste under tilblivelsen, nemlig Guy Saier’s The Forgotten Soldier (1965) og russiske Victor Muravin’s The Diary Of Vikenty Angarov (1978). Men musikken? Ifølge Mike Scott er den stærkt inspireret af en daværende kærestes yndlingssang, Roxy Music’s ‘A Song For Europe’, ikke det værste sted at starte…
Fra den ligeledes nu afdøde amerikanske celebrity-kok og mad-forfatter Anthony Bourdain’s allersidste TV-program i serien Parts Unknown. Det afsnit foregik i Mark Lanegan’s gamle hjemby Seattle, Washington, så hvad mere naturligt end denne fine kamera-outro til hans ‘Strange Religion’ fra Bubblegum (2004)…
Jeg har tidligere skrevet (og talt varmt om) Rhiannon Giddens. Her er Paula Boggs, en anden amerikansk musiker, der lader bluegrass, country og afro-amerikansk musik mødes og bruger det til at fortælle om USAs historie.
De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…
Minneapolis-rockerne fra The Replacements havde i 1989 lavet 3-4 skødesløst fremragende albums, men med imponerende vilje smadret ethvert tilløb til den bredere succés, disse lagde op til. Så Don’t Tell a Soul, der udkom 1. februar det år, var som sidste chance for håbet om et bredt R.E.M.-lignende gennembrud vel på forhånd dømt til at mislykkes. Det hindrede dog ikke Paul Westerberg & co. i der atter at udgive flere fornemme sange, som ligefrem dryppede af de spildte muligheders længsel. Som f.eks. skyggeballaden ‘Rock ‘n’ Roll Ghost’, her i det langt bedre Matt Wallace-mix, der dengang blev skrottet og først så dagens lys i 2019. Typisk Replacements-selvbenspænd igen.
Ruth Radelet, der var sanger i de nu opløste The Chromatics, fortolker “Twilight”, der som bekendt er en sang af Elliott Smith fra hans sidste, posthumt udgivne album From A Basement On A Hill. Det er en smuk sang, og denne udgave er også smuk. (Det burde næsten være Jens, der skrev dette opslag.)
Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.
Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.
Every child put down your toys
And come inside to sleep
We have to look you in the eye and say we sold you cheap
Let's confess we did not act
With serious urgency
So open up the floodgates
To the rising seas
Temperature rising
Climate denying
Fever is gripping
Nobody's listening
Lustre is fading
Because nobody's trading
Wall Street is jumping
Still the music keeps pumping
If you can't decide
Between wrong and right
If you can't see through
All that you hold true
Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
Dinosaur stories
Reliving past glories
Lusting for gold
Fishing for souls
They said it was coming
We knew it was a-coming
If you lift your game
Put your toys away
Well it looks like rain
On that western plain
Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
To the rising seas
To the rising seas
På det nye soniske udslip fra sit snartkommende coveralbum – Imposter udsendes 12. november – synger Depeche Mode-frontmand Dave Gahan en straight version af Dan Penn og Chips Moman’s southern soul-klassiker ‘The Dark End Of The Street’, en håbløs dog sært sødmefuld beretning om forbudt kærlighed i skjul af mørket. Originalen blev udgivet i 1967 af Mississippi-soulstemmen James Carr, og trods mange forsøg siden er hans på alle måder mesterlige version aldrig blevet overtrumfet, heller ikke nu af en ellers velsyngende Gahan…
Vi bliver nødt til at hænge lidt på det rullende nattog uden oplyst endestation, som er The Felice Brothers nye album From Dreams To Dust. Hvem kan forestille sig en lettere usoigneret musik, der kommer som et sammenstød af klassiske Bad Seeds-dyder og en ung Dylan forklædt som sølvbryllupsband på hårdt arbejde? Læg oveni en fortællende bevidsthedsstrøm, der udspringer af to menneskers rablende samtale under en natlig køretur, om hvordan verdens undergang vil lyde, se ud og føles. Åbningssporet på det nye Felice Brothers-album rummer næsten det hele, og er dog helt sit eget…
The sheriff disappeared He drove in a doomed Corvette Helen was in the passenger seat eating melon and spitting out the seeds Feeling happy to be alone but still turning a saxophone As cold as stone kinda like
She said this is what the apocalypse will look like A tornado with human eyes Poisoned birdbaths and torrents of chemical rain Like the heads of state hyperventilating in clouds of methane Sundown on the human heart
And this is what the apocalypse will sound like But it will be loud as a mushroom cloud It’ll sound like Final Jeopardy But somehow be ghostly like a glockenspiel Like the testing of bombs or the tapping of stiletto heels
It’ll sound like jazz Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn
It’ll sound like jazz Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn
The sheriff disagreed He tried to make the distinction between death and extinction They stopped off at a place called Hamburger Heaven to grab a bite to eat But Helen had no appetite, she just drank a 7 Up while the sheriff tapped his coffee cup to a distant beat Kind of like Ooh ooh-ooh Ooh ooh-ooh
It won’t look like those old frescoes, man, I don’t think so There will be no angels with swords, man, I don’t think so No jubilant beings in the sky above, man, I don’t think so And it won’t look like those old movies neither There will be no drag racing through the bombed out streets neither No shareholders will be orbiting the earth, man, neither It will be hard to recognize each other through our oxygen masks The successful sons of businessmen will set their desks on fire While 5-star generals of the free world weep in the oil choked tide
It won’t sound like jazz Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn
It won’t sound like jazz Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn
They agreed to disagree They zoomed off in a doomed Corvette The sheriff couldn’t recall feeling this way his entire life As he drove through the principalities of unreality On the run with somebody else’s wife
The heiress of Texas oil Ooh ooh-ooh What is freedom? He thought Is it to be empty of desire? Is it to find everything I’ve lost or have been in search of? Or is it to return to the things, to which there is no more returning?
Does it feel like jazz? Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn
Does it feel like jazz? Jazz, jazz, jazz Jazz on the Autobahn…
Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…
