Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Darkness on the edge of country

Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.

Hvad er inspiration?

Det er november 1982 i Californien. The Beach Boys’s Brian Wilson og lillebror Dennis Wilson er begge nær bunden af livet. Brian er forkrøblet verdensfjern af sin psykiske sygdom, mens ligeså udbrændte Dennis længe har været forsvundet ind i sit blandingsmisbrug af alkohol og en cocktail af de tungeste stoffer, en californisk rockstjernes penge kan købe. Alligevel mødes de to i et studie denne november til et par sessions, hvor Brian Wilson angiveligt stiller op for hamburgers og kokain mod at spille med på nogle løse Dennis Wilson-idéer. De få mudrede optagelser som har overlevet giver klart vidnesbyrd om, hvor mentalt skrøbelige og ufokuserede de begge er. Alligevel formår de små tre minutter af denne aldrig viderearbejdede eller officielt udsendte skitse (blandt BB-samlere kendt som ‘Oh Lord’) i kvalitet og raw feeling at toppe samtlige The Beach Boys-indspilninger siden ialfald 1970. Der er ingen konstrueret sang her, ingen færdig tekst, kun en vedholdende orgelnedgang og så et tydeligt trængt menneske (bror Dennis), hvis stemme rækker ud efter lyset…

Maybe you should….go!

Den 1. september 1983 bliver The Clash-producer og -guitarist Mick Jones fyret fra sit eget band, en beslutning bandleader Joe Strummer siden i livet fortryder bitterligt. Måske fordi han da har lagt irritationen over Mick Jones’ kokain-egomani i de sidste par år sammen bag sig. Under alle omstændigheder betyder det røde kort til bandets musikalske mastermind effektivt enden på The Clash som…The Clash. To år efter udsendes tilbage-til-punkrødderne-statementet Cut The Crap (nu istedet produceret af Strummer og The Clash’s svengali-manager Bernie Rhodes), men albummet skrives siden behændigt ud af bandets officielle diskografi, hvilket vel siger alt om dets forbløffende ringe kvalitet. Hvor The Clash havde bevæget sig hen uden drugs – og ja, trommeslager Topper Headon var allerede året inden Mick Jones’ fyring selv blevet smidt ud for sit narkomisbrug – får vi aldrig at vide.

En sang for Phil

Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…

When I passed you in the doorway
Well, you took me with a glance
I should’ve took that last bus home
But I asked you for a dance
Now we go steady to the pictures
I always get chocolate stains on my pants
And my father, he’s going crazy
He says I’m livin’ in a trance

But I’m dancing in the moonlight
It’s caught me in its spotlight…

Be Here To Love Me

Opdager ved et tilfælde, at Be Here To Love Me, Margaret Brown’s suverænt fine, fornemt cinematografiske og skæbne-afdækkende 2004-dokumentar om Townes Van Zandt netop er blevet lagt op på YouTube. For de der aldrig har set filmen, eller i det hele taget ikke kender så meget til Townes’ så specielle univers, er den en gave…

Brother, my cup is empty…

Vi markerer aftenens besøg på Northside af The Bad Seeds med et billede af det ‘happy tea set’, Nick Cave selv har designet og som nu kan købes for lige over 1.200 kr. gennem hans webbutik Cave Things. Hvis man har 3.742 flere penge, så er der også blandt utallige pudsige ting samme sted en mørkegrøn Nick Cave-designet cashmere jumper med hans eget slogan ‘This morning is amazing and so are you’ henover brystet. Ja, du læste rigtigt: This morning is amazing and so are you.

He’s gone down the river of sadness…

Der er ikke mange billeder af The Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, hvor han smiler. Så i den forstand er det herover lidt af en sjældenhed. Jeffrey (helt til højre) udstråler endda nærmest fysisk sundhed i selskab med de californske punks The Weirdos og Blondie’s Debbie Harry. Så det må være et foto taget inden den lange rejse ud – og ned – i mørket med kaos-omspundne Gun Club, hvis skæbne blev hårde stoffer og en håbløs jagt på kommerciel succés. I dag er det 26 år siden Jeffrey Lee Pierce forlod denne verden. Vi markerer med en moderne klassiker fra Miami (1982), hans anden longplayer med The Gun Club, hvis fire første albums alle indeholder amerikansk musik af allerhøjeste karat. Og placerer Jeffrey Lee Pierce som besat sanger helt deroppe med sine store helte. Betragt lige billedet herover en sidste gang, og bemærk Düsseldorf’s afmålte Kraftwerk bag Gun Club-manden. En større kulturel og menneskelig kontrast gives næppe…

Яблонный Сад

Mon ikke også der er uendeligt mange russere, som er trykket af verdenssituationen lige nu? Her synger Skt. Petersborg-indiebandet Shortparis på deres nye single (ja, google-translate kan den slags) om ‘lemlæstet aften over Kreml-katedralen’, om æbleplantagen der ‘blomstrer med blod’, om at ‘nu er du aske’. Den slags ord lyder som noget, man hurtigt kan komme i problemer med ovre østpå. Musikken taler sit eget sørgmodige sprog…

Red Army Blues

Kampene i Ukraine bringer tanker om denne sang, The Waterboys’ måske største øjeblik. Mike Scott maler med den helt store pensel her, alligevel formår hans fortælling om de russiske mænd, der satte liv på spil mod tyskerne i 2. Verdenskrig, at holde en stram, gribende historielinje, der paradoksalt nok ender med, at de unge russere med kurs hjem fra den endelige sejr i Berlin bliver sendt videre til gulags, da de er blevet for ‘westernized’ i felten. The Waterboys’ widescreen-fortælling her er baseret på to bøger, Mike Scott læste under tilblivelsen, nemlig Guy Saier’s The Forgotten Soldier (1965) og russiske Victor Muravin’s The Diary Of Vikenty Angarov (1978). Men musikken? Ifølge Mike Scott er den stærkt inspireret af en daværende kærestes yndlingssang, Roxy Music’s ‘A Song For Europe’, ikke det værste sted at starte…

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…

There goes a regular

Minneapolis-rockerne fra The Replacements havde i 1989 lavet 3-4 skødesløst fremragende albums, men med imponerende vilje smadret ethvert tilløb til den bredere succés, disse lagde op til. Så Don’t Tell a Soul, der udkom 1. februar det år, var som sidste chance for håbet om et bredt R.E.M.-lignende gennembrud vel på forhånd dømt til at mislykkes. Det hindrede dog ikke Paul Westerberg & co. i der atter at udgive flere fornemme sange, som ligefrem dryppede af de spildte muligheders længsel. Som f.eks. skyggeballaden ‘Rock ‘n’ Roll Ghost’, her i det langt bedre Matt Wallace-mix, der dengang blev skrottet og først så dagens lys i 2019. Typisk Replacements-selvbenspænd igen.