Der ligger en slet skjult ironi i Johnny Rotten’s fødselsdag i dag, samtidig med Storbrittaniens kaotiske exit fra EU. Mon Sex Pistols-forsangeren, der i 1976 sang ‘Anarchy In The UK’, nogensinde havde forestillet sig, det besungne kaos skulle sættes igang oppefra i samfundet?

Sjældent har man vel hørt en mere underlig, dog sært fascinerende coverversion, end den amerikanske 60’er-popcroonerstjerne PJ Proby’s 1986-take på Iggy Pop’s ‘The Passenger’…

Hvor gammel skal man være for at skrive en sang af moden erfaring og resigneret livsvisdom? Jackson Browne var 16, da han skrev denne blivende undergrundsklassiker, som først så dagens lys på Nico’s Chelsea Girls-debutalbum i 1967…

Har hørt Nick Cave’s ‘Hollywood’ mindst en gang hver nat den seneste halvanden uge. Så sent onsdag aften tænkte jeg, tiden måtte være, og begav mig ud på endnu en lytteekskursion ind i det vanskeligt ufremkommelige dbl-album Ghosteen, som den mesterlige ‘Hollywood’ er afslutningen på. De første to-tre numre gik egentlig ret fint, et ubesværet lytte-avancement, let afsted uden at komme i musikkens søgelys. Men pludselig begyndte Warren Ellis’ dronetone at stille skarpt og få fuldtræffere ind, disse lange passager uden hverken rytme eller temperament, som i uafbrudte doser kan tappe selv en voksen mand for al kraft. En let medicinsk kvalme indfandt sig, indre alarmer begyndte at summe svagt, et ubehag forklædt som svimmelhed voksede. Fortsatte dog fremad, besluttet på ikke at give op, men nu var Ghosteen-musikken blevet fjendtlig stemt, og viste igen sin mægtige passivt-aggressive styrke som den nådesløst kværnede videre, og langsomt men effektivt lukkede alle sanser ned. Denne aften nåede jeg ind i de blege kunstige solstråler som er ‘Sun Forest’, inden en redningshelikopter i form af en stopknap kom til undsætning, og transporterede tilbage til den virkelige verden fra dette sorte hul af en sørgende mands selvspejlende eventyrunivers. Måske jeg virkelig har givet op på Ghosteen nu. I en parallelverden – og Nick Cave tillader om nogen parallelverdener, har dette album lært mig – rammes dets skaber ikke af sin gigantiske personlige tragedie, men er istedet istand til ufortrødent at fortsætte den musikalske og kunstneriske landvinding som er 2013-albummet Push the Sky Away. I den parallelverden udkommer singlen ‘Give Us A Kiss’ det følgende år, hvorefter der længe bliver stille omkring Nick Cave and the Bad Seeds. Det næste vi hører er braget, da Cave har fyret Warren Ellis, sin højre og efterhånden alt for dominerende hånd, og istedet igen fundet sammen med Mick Harvey og Blixa Bargeld. Med de to atter ombord i et revitaliseret Bad Seeds udsendes ‘Hollywood, det 14 minutter lange mesterværk af en genkomstsingle, som en majestætisk forsmag på Nick Cave and the Bad Seeds-comebacket Fever Songs. Det album som det meste af den verden lige nu venter på i åndeløs spænding. Jeg venter hellere end gerne med.

Og med Greg Dulli-posten nedenunder in mente vil denne tryglende utroskabssang med Austin, Texas-vokalgruppen The Slades fra 1958 klæde en blå mandag som perfekt. Umiddelbart efter følges den af den næsten identiske svarsingle ‘I Cheated’, hvor hende der har forbrudt sig, Joyce Harris, synger undskyld og nu lover evig troskab. Verdensfreden i det amerikanske highschool-mikrokosmos er således for en stund genskabt, hvilket illustreres ikke mindst af de først så forsmåede The Slades’ medvirken på hendes single…

Shane MacGowan har timet det godt med at tiltrække sig opmærksomhed denne sene tid af året. Hele december synger det meste af den vestlige verden med på ‘Fairytale Of New York’, hans og The Pogues måske bedste julesang nogensinde. Og 1. juledag kan Shane derefter blive fejret for sin fødselsdag. Han bliver 62 i år, et mirakel ingen vel havde set komme, for den dedikation han har drukket sit helbred og sangskrivertalent i grøften med, er det kun de færreste der overlever så længe. Det er dog svært som musikelsker at være moralsk fordømmende omkring det gennemalkoholiserede her, for uden sine så ødelæggende dæmoner havde MacGowan jo næppe skrevet The Pogues’ sange af drømme, knuste håb og forgængeligehed med så stor rå-poetisk kraft og sanselig klarhed. Her er Shane MacGowan i regnen i London’s seedy Soho i det årti, hvor han skrev samtlige de mægtige stykker, som udelukkende er grunden til, MacGowan stadig bliver husket og fejret i dag, hvor han sørgeligt nok ikke længere er istand til hverken at skrive eller synge dem.

I slept and I dreamed of a time long ago / I saw an army of rebels, dancing on air I dreamed as I slept, I could see the campfires, A song of the battle, that was born in the flames, And the rebels were waltzing on air.

I danced with a girl to the tune of a waltz That was written to be danced on the battlefield I danced to the tune of a voice of a girl A voice that called “Stand till we fall We stand till all the boys fall.”

As we danced came the news that the war was not won 5 armies were coming, with carrige and gun Through the heart of the camp Swept the news from the front A cloud crossed the moon, a child cried for food We knew the war could not be won.

So we danced with a rifle, to the rhythm of the gun In a glade through the trees I saw my only one Then the earth seemed to rise hell hot as the sun The soldiers were dying, there was tune to the sighing. The song was an old rebel one.

As the smoke of our hopes rose high from the field My eyes played tricks through the moon and the trees I slept as I dreamed I saw the army rise A voice began to call, stand till you fall The tune was an old rebel one.

Strummer/Jones

Elias fra Iceage synger for på sit fritidsprojekt Marching Church’s så absolut langtidsholdbare julesang fra i forfjors. Man tænker, en vis Shane MacGowan kunne høre denne sang på en dunkel pub somewhere, og i sin virkelighedstågede brandert et kort rationelt øjeblik lede efter tanken, hvornår det var, at han og The Pogues egentlig havde indspillet denne sang. For så klassisk fin er den, og så endda udsendt på 7’er-single i både gennemsigtig rød eller grøn vinyl…