Opdagede først for alvor duoen The Jacobites sidste forår, det selvom deres navn ofte blev nævnt i positive vendinger i de engelske musikblade i 80’erne. Den nu afdøde Nikki Sudden (ex-Swell Maps) og hans partner in crime David Kusworth var sammen håbløst forelskede i The Faces, smadret 70’er-Stones og slået nedtursmusik på akustiske guitarer, og udsendte som sådan en række endda meget håndholdte albums og singler. Her den utæmmede ‘Where The Rivers End’ fra Robespierre’s Velvet Basement, deres 1985-mesterplade, der i skramlet charme kaster ikke få associationer i senere retning af Pete Doherty og hans kaotisk vindende Babyshambles…

‘Fame, fame, fatal fame / it can play hideous tricks on the brain’, sang The Smiths i 1986. Ni år senere måtte Blur se sig selv gå kreativt i spånerne på nok netop disse ord. Parklife (1994) havde skudt Blur op i toppen af britpoppens kommercielle Premier League, hvor de sloges med Oasis om at være absolutte top dogs. Det slagsmål kulminerede i efteråret 1995, da Oasis udsendte deres to’er næsten samtidig med at Blur udkom med The Great Escape. Hvem der solgte flest af de to husker vi ikke nu, og det er også inderligt ligegyldigt, men derimod står det stadig tindrende klart, hvordan Blur midt i popularitetens hektiske orkan mistede kreativ bærekraft  og indspillede et mærkværdigt hult album, der langt mere lød af produktudvikling for britpopmasserne end som et Blur-album på fri lyst. Det er i dag 23 år siden The Great Escape blev udsendt.

Noel Gallagher har brugt hele sin karriere – først i Oasis, siden solo med The High Flying Birds – til at ligge på musikalsk bedetæppe foran rockmusikkens store Beatles-alter. Han har over et efterhånden tocifret antal albums ikke udsendt mange sange, der ikke åbenlyst låner med arme og ben fra Lennon/McCartney-arven, det ikke som tyveri, men vel blot som en kærlig anerkendelse af, han hellere vil være dem end sig selv. Lørdag aften på scenen i sydvestengelske Bristol’s Downs Festival fik Noel Gallagher lov til at tage dette tribute-rollespil et lille skridt længere. For under ekstranumrene kom hans gode ven Paul Weller på besøg, og efter en gennemspilning af The Jam’s ‘Town Called Malice’ var det endelig blevet tid for Noel til at være selveste The Beatles…

Photo & ©: Godlis

Lige som man håbede Pete Doherty var ved at shape lidt op, så kommer dette skræmmende billede ind. I weekenden lykkedes det Mr. Babyshambles at klare en udfordring på en lokal café i sydengelske Margate, hvor stedets maksimum-største english breakfast er gratis, hvis ellers man kan fortære den på under 20 minutter. Doherty var den første kunde siden 2013 som lykkedes holde sig indenfor tidsgrænsen.

En travl torsdag i popworld. Elvis’ død fejrer fødselsdag, Madonna fylder 60 og Aretha Franklin er gået bort. Og så er der en ny single fra genopstandne Suede.  ‘We can be together in the nuclear sky’, sang Brett Anderson på Suede’s mellemalbumudspil ‘Stay Together’ i 1994. De ord tager de levende billeder til nye ‘Life Is Golden’ alvorligt, optaget som de er i den ukrainske spøgelsesby Pripyat, kun et par kilometer fra det i 1986 så katastrofespredende Tjernobyl-atomkraftværk. Lidt radioaktivitet eller ej, life is golden…

Sådan lyder det i alfald næsten her på Aretha Franklin’s dødsdag, hvor Elvis med stor autoritet og musikalsk stedsans livetackler det kridhvide dog besynderligt soulsmagende Simon & Garfunkel-hit ‘Bridge Over Troubled Water’. En sang Aretha Franklin også selv indspillede sin egen og  meget anderledes frittolkede udgave af i 1971, året efter Elvis’ så gennemført gotisk-mørkebrune That’s the Way It Is-studieversion. Aretha Franklin blev født i Memphis, Tennessee tre år før den da nyudklækkede teenager Elvis flyttede med sine forældre til byen fra Tupelo. Nu har de to ikke bare Memphis, men også dødsdatoen 16. august tilfælles. Syng, Elvis, syng den bro…