Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Love is missing

Ingen der besøger denne side jævnligt, kan være i nogen tvivl om vores grundlæggende kærlighed til Iggy Pop. Derfor så meget desto værre skuffelsen her over hans nye retningsløst lunkne album, Free, der onsdag aften blev præsenteret med bagatelskitsen ‘James Bond’ på Jimmy Fallon’s The Tonight Show. Iggy har fortalt, han efter touren for så anderledes kraftfulde Post Pop Depression (2016) følte sig mentalt drænet, og at det var i den stemning han gik til opgaven med arbejdet på dette nye album. Det høres tindrende klart. Watch and weep…

Dagens 38-års…

På dags dato i 1981 udkom Fire of Love, det vildt utæmmede debutalbum med Jeffrey Lee Pierce’s fremragende, amerikansk ørkenstøv-smagende The Gun Club, og med et var genren cowpunk født. Det komiske hashtag skulle bandet dog hurtigt få gjort irrelevant gennem en lille håndfuld uimodståeligt vedkommende plader og nogle farligt desperate liveoptrædender. Fire of Love findes med to forskellige covers. Det rigtige fra amerikanske Ruby Records er det øverste, men her har vi derimod den franske New Rose-variant, som også fortjener eksponering. En skål denne lørdag aften for salig Jeffrey Lee…

FAK synger Silver Jews

Ovenpå Silver Jews/Purple Mountains’-fyrtårnet Dave Berman’s pludselige død for to uger siden, har den sydstockholmske harmoniduo First Aid Kit været i studiet, og kan således i dag udsende en hyldestsingle til ham med to numre. ‘Strange Beauty’ har de selv skrevet, men her er det det andet, deres cover af Silver Jews’ ‘Random Rules’. Interessant at høre en Silver Jews-sang med rigtige sangere, der kan bære en melodi. Da hører man måske først egentlig hvor velfungerende melodisk den er…

…I asked the painter why the roads are colored black.
He said, “Steve, it’s because people leave
and no highway will bring them back.”…

It takes a train to cry

Togene græder. Og jukeboxene lider. Dave Berman’s selvvalgte død i går har formodentlig affødt, hans musik med Silver Jews i dag er blevet spillet og hørt rundt omkring mere end nogensinde før. For alle som en bærer Berman’s uendeligt grundtriste men så paradesænkede sange jo profetien om dette tragiske endeligt med sig. Og derfor giver de en tung men måske også lidt forklarende mening at høre. Ialfald står ensomheden i hele Berman’s værk pludselig endnu mere markant frem. Her er det ‘Suffering Jukebox’, der musikalsk minder ikke så lidt om Dave Berman’s Pavement-venners 14 år tidligere ‘Range Life’…

Dave Berman RIP!

For små to uger siden bragte vi en dugfrisk sang fra den i musik genopstandne amerikanske excentriker og særegne sangtænker Dave Berman, der pludselig var tilbage i vælten med nyt band. Og Purple Mountains lød overraskende vitale efter de mange år års inaktivitet ovenpå sammenbruddet af Berman’s claim to indiefame, hans uforlignelige Silver Jews. Well, det var desværre en kort sommer med Purple Mountains, for Dave Berman har i går taget sit eget liv, 52 år gammel. Her behørigt ‘Darkness And Cold’ fra det nye album…

Dagens 50-års…

Den aften på Nørrebros lille Cafe Rust anede vel ingen af os få betalende, det var et stjerneskud i frit fald vi så. For manden der stod så alene, uvelklædt og genert på den lille gulvscene for enden af lokalet, lignede blot endnu en amerikansk indiemusiker på snart glemt gennemrejse. Sådan bedrager skindet så ofte. Men lukkede man øjne og lod musik tale alene, strålede de bittersøde melodiske sange af en sjældent ensom utilpassethed, prøvelser fra bunden af livet, og – overordnet – musikalitet af en anden verdens klasse. Få år efter var han død, formodentlig for egen hånd, men hans musik har nemt levet videre, det via de seks albums han nåede at indspille. I dag ville Elliott Smith fra Los Angeles, California være fyldt 50 år. Han blev 34…

Lykke Li uden R&B

Lykke Li udsender i dag en EP bestående dels af to remix-versioner af numre fra sidste års So Sad, So Sexy, dels af to sange der ikke kom med på albummet, og sidst men ikke mindst af to enkle genindspilninger af titelnummeret og ‘Deep End’, der med tydelig viser, hvordan albummet kunne have lydt uden sin hitliste- og tidsbevidste R&B-produktion. Samme indtryk hendes så anderledes dramatisk opspændte aften i Berlin’s Astra sidste november efterlod.

Pour La France

Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…