Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

RIP Wichita Lineman

Og Glen Campbell dør, efter en længere tids hård og meget offentlig kamp mod demens. Manden vi først kendte for harmløs Nashville-pop i 70’erne, men som vi senere lærte havde indspillet gyldne, sørgmodige 60’er-popevergreens via især hans originalversioner af Jimmy Webb’s mesterlige ballader ‘Wichita Lineman’, ‘By The Time I Get To Phoenix’ og ‘Galveston’. At han så ovenikøbet var en superskarp guitarist og derigennem Wrecking Crew-studiemusiker for bla. Phil Spector, Frank Sinatra, Dean Martin, Nancy Sinatra, Elvis Presley, The Monkees og The Beach Boys – han spiller med på Pet Sounds (1966) – samt personlig ven af Elvis, gør jo intet mindre, tværtimod. Æret være hans minde.


The King + The Rhinestone Cowboy, 5. december 1970.

I skyggen af den amerikanske drøm

Springsteen var stor tilhænger af New York City-duoen Suicide, hvis ildevarslende electro-punk han selv lånte tricks fra på sin ensomme soloplade Nebraska (1982). Her synger Suicide’s Alan Vega sin vision af USA som dødskult, desperation og dommedag langt ud på den anden side af komfortabel…

Rocket rocket USA
Shooting on down the highway
TV star riding aorund
Riding around in a killer’s car
It’s nineteen seventy seven
Whole country’s doing a fix
It’s doomsday doomsday
Riding around, riding high
Riding around with my babe
Speeding on down the skyway
Speeding on down the skyway

Rocket rocket USA
Shooting on down
On my way
TV star riding around
Ridign around in a killer’s car
It’s doomsday doomsday
Speeding on down the skyway
One hundred miles per hour
Gonna crash
Gonna die
And I don’t care
Rocket rocket USA
Shooting on down the skyway
Speeding on down the skyway
Rocket rocket USA

© Suicide

Wilco til en søndag

Wilco’s Jeff Tweedy har den perfekte stemme til de store amerikanske ballader, dem med kontinentes sug af opbrud, længsel og alt der kunne have været. Den senere musicalforfatter Will D. Cobb skrev i 1901 som kun 15-årig ordene til ‘When The Roses Bloom Again’, et egentlig temmelig banalt narrativ om skæbnesvanger kærlighed under krig. De ord er siden blev holdt levende i USA af mange forskellige artister (bl.a Sons of The Pioneers, Woody Guthrie, Johnny Cash) til en efterhånden pinefuldt gammeldags, utidssvarende musikalsk backing. Det var først da Tweedy lavede ny og anderledes gribende musik til teksten – i forbindelse med Mermaid Avenue-indspilningerne i 1998 – at dens fortælling blev løftet op og ind i nutid. Hjerteknusende romantisk, sværmende tragisk på én og samme tid, kom ‘When The Roses Bloom Again’ aldrig med på Mermaid Avenue-albummet, men så istedet verdens lys på soundtracket til Ethan Hawke-filmen Chelsea Walls (2001)…

Never walk alone ’92

Det er 1992 og et europæisk filmhold bruger en uge i Liverpool, hvor de følger nogle af byens musikpersonligheder, ikke mindst Ian McCulloch. En time og 20 minutters scouse-essens på godt og ondt, og de levende billeder tilsidst (fra 1:11:28), hvor McCulloch strejfer rundt i tåge og fortidsslum ned ved The Liver Building langs Mersey, hvor nu ligger luksushoteller og turistindustri, er det hele værd…

Nationalisten Morrissey

Morrissey udtaler sig nu på Facebook om terrorbomben i Manchester i denne uge. Det lykkes ham at skrive bl.a.

Theresa May says such attacks “will not break us”, but her own life is lived in a bullet-proof bubble, and she evidently does not need to identify any young people today in Manchester morgues. Also, “will not break us” means that the tragedy will not break her, or her policies on immigration. The young people of Manchester are already broken – thanks all the same, Theresa. Sadiq Khan says “London is united with Manchester”, but he does not condemn Islamic State – who have claimed responsibility for the bomb. The Queen receives absurd praise for her ’strong words’ against the attack, yet she does not cancel today’s garden party at Buckingham Palace – for which no criticism is allowed in the Britain of free press. Manchester mayor Andy Burnham says the attack is the work of an “extremist”. An extreme what? An extreme rabbit?
In modern Britain everyone seems petrified to officially say what we all say in private. Politicians tell us they are unafraid, but they are never the victims. How easy to be unafraid when one is protected from the line of fire. The people have no such protections.

Han er kritisk over for den konservative regering, men hylder dens udlændingepolitik og – nok så vigtigt – han fremfører den på højrefløjen så udbredte idé om at “magthaverne siger, at vi ikke må kritisere islam”. Hvis nogen har været i tvivl om at Morrissey (der nu selv er indvandrer i USA) er blevet en nationalistisk populist, må denne tvivl nu være væk. Jeg kunne godt lide The Smiths (og det kan jeg stadig), men Morrissey kan jeg ikke fordrage.

Ian Curtis dansede for dine synder

Tider skal komme, tider skal henrulle og love will tear us apart. I dag er det 37 år siden Joy Division’s kølerfigur Ian Curtis hang sig selv i Macclesfield, syd for Manchester. Iggy Pop’s The Idiot var på pladespilleren, og mon ikke der stod en pakket kuffert, for dagen efter skulle Joy Division have krydset Atlanten på sin første tur nogensinde til USA, hvor livedebuten skulle have fundet sted med tre aftener i træk på rockklubben Hurrah i New York City. Her de knusende sidste seks minutter på afskedsalbummet Closer, der blev udsendt 18. juli 1980, præcis to måneder efter selvmordet. I dag er dets slutnummer ‘Decades’ vel nærmest æstetisk subkultur-lydtapet, dengang var det noget langt mørkere, farligere og mere nådesløst; en sorgfuld stemmes ufortrødne sidste farvel til denne verden…

Oh Manchester, so much to answer for…

Ian Brady, der sammen med sin affære Myra Hindley i et par år op til midt-60’erne bortførte, seksuelt misbrugte, torturerede og slog fem børn fra Greater Manchester-området ihjel, døde i aftes i et fængsel på Merseyside. På The Smiths’ debutalbum er sangen om de såkaldte Moors Murders (opkaldt efter hederne øst for Manchester, hvor tre af ligene siden blev fundet gravet ned) ‘Suffer Little Children’ et tidligt vidnesbyrd om, hvilke gribende ting kombinationen af Morrissey og Marr’s respektive talenter kunne udrette. Naturligvis slog den engelske tabloidpresse hårdt ned på sangen, der indsigtsløst blev udlagt som en udnyttelse af tragedien…

Fun is my object in life…

Så Sid Vicious ville gerne have det sjovt, men det er umuligt at finde optagelser, hvor han ser ud til at lykkedes med det. Da han kom med i Sex Pistols var bandet allerede kreativt færdigt, og som sådan blev Sid Vicious den perfekte posterboy for punk som tom provokation. Han gør det nu ellers skødesløst fremragende i den nærmest ikoniske video til ‘My Way’. Da han tilsidst hæver sin pistol, skyder mod alt og alle, kaster V-tegnet og skrider, er det et stærkt iscenesat punk-‘fuck you’ med udråbstegn efter. I det virkelige liv stod det desværre mere handlingslammet til, da heroin hurtigt reducerede unge Sid til en hjælpeløs baby. Som dokumenteret i følgende korte interview med Sid og hans groupiekæreste Nancy Spungeon, som helt hjemmehjælperihærdigt ellers prøver at få ham til hægterne. Det skulle vise sig en umulig opgave. Sid dræbte Nancy, og omkom selv tre måneder efter af en overdosis, 21 år gammel. I dag kunne han have fejret sin 60-års.