Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Jan Johansson

Jeg husker Jazz på svenska med Jan Johansson og Georg Riedel; albummet udkom det år denne blogs forfattere blev født og også dét er en del af mine musikalske barndomsminder – og ligesom alle de svenske sangere og sangskrivere, vi ofte hylder her på bloggen, er det udtryk for noget, der kommer helt inde fra den bedste del af Sveriges sjæl.

Jonathan ved

Jonathan Richman fra Boston, Massachusetts har begået mange enestående ting i musik. Mest kendt er han for sit tidlige Velvet Underground-fanband The Modern Lovers’ single ‘Roadrunner’, der var en garageenkel, glasklar og velkommen inspirationssang for de tidlige punkbands. Men også en lang efterfølgende karriere, der ofte har været båret af næsten barnlig naivistisk livsglæde, har budt på de stærke sange, der fortjener et langt større publikum, end Richman’s kultstatus har givet dem mulighed for. En af dem er ‘That Summer Feeling’ fra 1983, et bittersødt kys af sommer, længsel og tabt uskyldighed; “…When even fourth grade starts looking good which you hated / and first grade’s starts looking good too which is overrated / and you boys long for one little girl that you dated / do you really long for her or for the way you were / cause that summer feeling shall haunt you / the rest of your life…”. De af jer, der klarer den helt til slutningen af sangen her, vil opleve Jonathan i akavet TV-selskab med bl.a. Dead Kennedys’ Jello Biafra og John Cale. Men det er bare en bonus…

Kan nyromantikere blive gamle?

Verdens mest underkendte band?! Måske er det skotske Simple Minds. Isåfald er det dog helt deres egen skyld. Mellem 1979 og 1982 udsendte Simple Minds en række plader, der placerede dem i allerforreste række. De var informerede børn af Bowie og Roxy, og som sådan toneangivende indenfor den mere modernistiske del af postpunken. Udsendte musik der lød af en oprunden lys fremtid, hvis elektroniske flader og indhold aldrig var hørt mage til. Ja, Simple Minds tog i flere gyldne sæsoner rockmusikken helt nye steder hen. Var bandet forsvundet fra jordens overflade efter New Gold Dream-mesterpladen i 1982, ville de have stået som et af de store britiske bands. Men ak, istedet blev Simple Minds hurtigt en grum antitese til alle disse løfter om en ny, løfterig og anderledes musik. Om det var den stigende popularitet eller bandkemi skal ikke kunne siges, men chokerende hurtigt bevægede Simple Minds sig ned på den slagne vej, til oppustet stadionrock af værste skuffe. Publikummet blev langt større, men kvaliteten forsvandt helt og aldeles. Siden er det trods sikkert behjertede forsøg aldrig lykkedes Jim Kerr og co. at genfinde blot skyggen af den magi, der nærmest som en selvfølge lå over bandets musik i de tidlige år. Det gjorde ondt dengang at se Jim Kerr, der havde været sådan en lysende frontmand, miste sin ynde og blive et højtråbende tågehorn. I dag fylder han 59 år og er som sanger inderligt ligemeget. Men med Kerr som 23-årig var sagen satme en anden…

Du er aflyst, Moz

Hele Morrissey’s sommertour i Europa er nu blevet aflyst. Officielt pga. ‘logistical circumstances beyond our control’, men hvad skal den røgslørs-formulering nu dække over?! At tourbussens højre forhjul er fladt, eller, at der er længere fra Berlin (15. juli) til København (17. juli) til svenske Rattvik (19. juli) end først antaget?! I England lægges aflysningen flere steder ud som en logisk følge af den enorme kritik, der er haglet ned over Morrissey de seneste otte måneder, hvor de få interviews og officielle meddelelser fra ham er kørt helt i racismegrøften. Til et punkt, hvor der eksempelvis var stablet et samtidigt stort arrangement mod racisme op i Manchester som modsvar til hans nu to nedlagte shows i hjembyen, ja, det er dertil virkeligheden er kommet. Den engelske musikjournalist John Robb har i forbindelse med den nye touraflysning skrevet dette åbne brev til sin gamle helt, som tegner det ukomfortable Moz-billede, mange af os desværre ser, præcist op. Så hvad gør Morrissey nu, spørges der tilsidst i det åbne brev. Meget svært at se, hvis Moz-tilhænger-modviljen mod hans nyfundne, selverklærede For Britain-kærlighed virkelig er blevet så omfattende, den ikke engang længere kan ignoreres af selv hans egen tour-karavane.

Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce

The Gun Club-sanger og wild man Jeffrey Lee Pierce døde 37 år gammel i Salt Lake City, Utah i 1996. Den californsk-fødte tidligere præsident for Blondie’s amerikanske fanklub står som tiden går mere og mere som en af de helt store sangere og sangskrivere i det yderst brogede miljø, der var 80’ernes punkefterslæb. Det høres specielt på de tidlige plader, han med The Gun Club nåede at indspille og udsende. Både debuten Fire of Love (1981) og toeren Miami (1982) er således stærkt anbefalelsesværdige klassikere, der skyder ud fra den skæbnesvangre og ildevarslende amerikanske underklasse-tradition, Lee Pierce’s ven Nick Cave med sine Bad Seeds – inkl. Gun Club-guitarist Kid Congo Powers ombord – nogle år senere også skulle tage afsæt i. Jeffrey Lee Pierce ville være blevet 60 år i dag.

Top-5 i bedste The Gun Club-albums:

1. Miami (1982)
2. Fire of Love (1981)
3. The Las Vegas Story (1984)
4. Mother Juno (1987)
5. Lucky Jim (1993)

Jane & Serge

Det lakker nærmest synligt mod enden for en uforstilt Serge Gainsbourg i denne TV-optagelse fra Canada. Året er 1986, Jane Birkin og han er forlængst gået fra hinanden. Alligevel er de her endt sammen i Montreal, hvor de opfører en sært rastløst irritabel, dog alt andet end dårlig version af Gainsbourg’s ‘Bonnie & Clyde’…

Borte men ikke glemt

Et rocknrolloffer synger om et andet; Marianne Faithfull udsendte i 2002 denne sang om Nico, der i modsætning til Faithfull ikke vandt på den lange bane i sin kamp mod dæmoner og misbrug. Hvis ikke det nærmest var lidt akavet her, ville vi nok have skrevet, Eurythmics’ Dave Stewart står bag sangens så stemningsperfekte musik. Faithfull har siden omtalt ‘Song For Nico’ som en af de bedste hun nogensinde har udsendt. Deri er det vel egentlig svært at være uenig…

En-ger-land!

Ugen starter med det engelske landsholds indtræden i VM mod Tunesien, ovre på Volgograd Arena i det tidligere Stalingrad. VM er kommet livligt afsted og blandt de store nationer har allerede Tyskland, Argentina, Brasilien og Frankrig oplevet mere eller mindre grus i maskinen. I England er det 52 years of hurt siden det i 1966 lykkedes at vinde det VM-guld, man derovre lige siden smertefuldt forgæves har efterstræbt. Så kan 2018 være året?! Flere engelske spillere har givet udtryk for, det ikke er en urealistsik drøm. Vi andre, som ikke på samme måder har det store britiske VM-traume i os, synes netop det er den virkelighedsfjerne og sværmeriske tilgang, der slutrunde efter slutrunde sender England hjem fra festen pinagtigt tidligt. Den der engelske grundfølelse, at man jo, når alt kommer til alt, er spillets åndelige salt og verdens bedste. Bliver spændende i aften at se Southgate’s hold, der rent faktisk har spillet nogle fine testkampe, når egne forventningers enorme pres igen bliver helt konkret kl. 20 i aften.

Tunesien – England, mandag kl. 20.00, allovertheworld