Vi talte om David McComb og The Triffids’ kvaliteter her i går. Men det var nu først Perth, West Australia-bandets andet album, der markerede en ankomst til den øverste kunstneriske liga. Born Sandy Devotional udkom i marts 1986, og stod allerede straks ud gennem sit natursansende cover, der usagt, og med albummets australsk-klassiske tone i ryggen, signalerede en søgen mod det oprindelige. Derfor noget af en uskyldighedstabs-knytnæve i går på Twitter at erfare, hvordan coverets landskab ligger og ser ud i dag…
Har altid fundet det uværdigt, når rockstjerner koreografisk planlagt smadrer guitarer på scenen. Hvis det bare er et skuespil, hvorfor så ikke istedet give det sagesløse instrument til en trængende teenager, der ville dø for at kunne have et? Havde dog ikke regnet med at skulle se Phoebe Bridgers i den lange række af meningsløse guitarmishandlere. Men her er hun i sin debut på Saturday Night Live forleden med ‘I Know The End’, der klimakser i primalskrig og den omtalte guitarofring. Men hvordan klarer hun det så? Ikke så godt. Det er og ligner amatørteater…
24 januar 1981 udsender Sheffield-bandet Clock DVA sit andet album. Thirst er lyden af tidens klaustrofobiske postpunk-tomrum presset ned i sorte vinylriller, men indeholder sandelig også to regulære og stærke sange, nemlig singlen ‘4 Hours’, samt så denne bastant-udstrakte ‘Blue Tone’ med mørkemandssang til sørgende saxafon. Har den så Thatcher-truede stålby Sheffield mon nogensinde før eller siden telegraferet så hjerteskærende et SOS?
Dødsdagen for Billy Mackenzie er i dag og årstallet 1997, da The Associates-sangeren tager sit eget liv i et fåreskur i den skotske landsby Auchterhouse, ikke langt fra Dundee, hvorfra Mackenzie og hans makker Alan Rankine i slut-70’erne har sendt bandet afsted. Som så mange andre på den tid starter Associates som strictly (men legesyg) arthouse-indie, informeret af især David Bowie’s modernistiske landvindinger, men finder hurtigt, via et vildt talent men også den tids forunderlige accept af musikalsk mainstream-mangfoldighed, vej til hitlisterne, hvor Billy Mackenzie’s uforlignelige stemme lyser op som et fyrtårn en kulsort novembernat. Her en af overskudssangene fra Sulk (1982), der står som duoens vel fornemmeste præstation…
I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…
Et af den moderne tidsalders uforklarligste mirakler er vel, at Irland’s største sangskriver og sanger i nyere tid, The Pogues’ Shane MacGowan, stadig er levende og i dag fylder 63 år. Flere nye sange bliver det dog ikke til for vores Shane, der i enhver forstand er alvorligt mærket af sit gennemalkoholiserede liv, så her som markering en af klassikerne fra MacGowan-guldalderen, da melodi, lyrik og levering gik op i allerhøjeste enhed. Aldrig er hundevæddeløbenes død i London vel blevet skildret mere kærligt taberromantisk end her…
Here a tower shinning bright Once stood gleaming in the night Where now there’s just the rubble In the hole here the paddies and the frogs Came to gamble on the dogs Came to gamble on the dogs not long ago
Oh the torn up ticket stubs From a hundred thousand mugs Now washed away with dead dreams in the rain And the car-parks going up And they’re pulling down the pubs And its just another bloody rainy day
Oh sweet city of my dreams Of speed and skill and schemes Like Atlantis you just disappeared from view And the hare upon the wire Has been burnt upon your pyre Like the black dog that once raced Out from trap two
Fra Nico’s 1981-album Drama of Exile, en række aborterede pre-mix udsendt af pladeselskabet Aura, da dets tålmodighed med Nico og den efter sigende ligeså heroin-umulige producer Philippe Quilichini var brugt op under arbejdet mod nyt Nico-album. Blandt iskolde og interessant uforløste covers af Lou Reed’s ‘Waiting For My Man’ og David Bowie’s ‘Heroes’ findes også denne perle, Nico havde skrevet og optrådt med på sit harmonium helt tilbage til 1975. Men i denne bandindspillede version folder ‘Purple Lips’ sig anderledes gribende ud. Sjældent har postpunk lydt mere taberslået og romantisk på samme tid…
Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…
En ny sang fra Jesse Malin, udsendt her op til næste uges præsidentvalg, udtrykker netop dét, man ofte ikke har lyst til at blive mindet om: At USAs rigdom er skabt af andres smerte.
Noget at se frem til? Til december har en ny Julian Temple-dokumentar om The Pogues’ uforlignelige Shane MacGowan premiere. I dag blev en trailer til Crock of Gold: A Few Rounds With Shane MacGowan sendt i omløb…
Ja, jeg havde det ligesådan: Sharon Van Etten’s nye cover af ‘Hurt’ gav kun mening og lyst til én ting, nemlig at høre Johnny Cash’s definitive udgave af samme sang, det tilsat en af de stærkeste musikvideoer ever…
Sidste gang jeg så Jan Sneum var en tidlig aften for et års tid siden, hvor vi løb ind i hinanden i et supermarked på HC Ørstedsvej. Sneum, smilende som altid, fortalte så ærgelig om sin sygdom, hvis behandling nu forbød ham, at rejse ud i verden og opsøge den nye musik, han levede sit liv for at opleve og formidle. Den aften i supermarkedet var Jan Sneum dog ikke på jagt efter vild musik, men derimod noget frisklavet hummus, han skulle bringe med til en middag. Jeg måtte anvise ham til en Irma i nærheden, så vi skiltes der ved kasseapperaterne, da jeg havde trykket ham i næven og ønsket god vind med det hele. Der er så mange måder at sige farvel på. Han var en fin, fin mand.
