15. maj 1980. Det sidste foto af Ian Curtis. Taget til hans pas, da Joy Division skulle afsted og spille sin første tour i USA bare en uge efter. Det skete som bekendt desværre aldrig.

Hallo, Morrissey. Der bliver spurgt til det nye album, der udkom sidste fredag. Min webmaster synes vistnok grundlæggende, at vi ikke skal beskæftige os med ham her. Sådan har jeg det ikke selv. Dels fordi det kun vil spille bolden i fødderne på Morrissey’s eget selvynkende Jeanne d’Arc-martyrium som cancel-offer. Men især fordi hans musik, altså den han udsendte indtil det gik galt og bitterheden flyttede ind i det inderste hjertekammer, den han endnu kunne frembringe mens han omgav sig med så perfekte sang-kuglestøbere som Alain Whyte og Boz Boorer i sit band, stadig høres her med uformindsket glæde.

Sådan er det ikke med dette nye album, hans første i flere år. Noget af det som altid har været en enorm styrke ved Morrissey’s sange er den umiskendelige og stærke identitet, de har båret. Æstetikken samt den pophistoriske bevidsthed at lave musik ud fra, niveauet og særegenheden i hans sanglyrik, de faste melodiske veje hans vokalmelodier ville tage; udsøgte, ubesværede, uforudsigelige dog logiske, altid så 100%…Morrissey. Den grundfølelse af identitet er visket ud på størstedelen af de 12 numre der udgør Make-Up Is a Lie. Mange af dem lyder som stykker, der kunne tilhøre hvilketsomhelst rytmisk musikkonservatorium med elever, der nok har know-how samt teknik, men endnu søger forgæves efter deres egen personlige tone og faste kurs.

Det giver en stilforvirret rodebutik, sangeren med den stadig store stemme flakser rundt ovenpå. Fra en forbløffende steril moderne pop (titelnummeret) over tam sequencer-MGP (Notre Dame’) til defensiv funkrock (‘The Night Pop Dropped’). En af de tinge man knuselskede ved Morrissey var, at han af alle aldrig ville nærme sig funkrock, men her er vi altså nu. Og det enorme potentiale ind i ordenes verden udfordres alt for lidt på sange med sigende anti-titler a la ‘Kerching Kerching’ og ‘Zoom Zoom The Little Boy’. Vi taler altså om manden bag så episke sange og titler som ‘Last Night I Dreamt Somebody Loved Me’ og ‘Now My Heart Is Full’, ja, kollapset er nærmest totalt.

For at føje spot til skade, slutter albummet med en Alain Whyte-sang, der pludselig, efter tre kvarters musikalsk husmodersvømning, giver noget af det Morrissey kunne engang og blev så elsket for. På ‘The Monsters Of Pig Alley’ (igen en tarvelig Moz-sangtitel) har han pludselig noget så sjældent som en regulært god sang at arbejde med, en han leverer vokalt med stort overskud og ubesværethed. Her forsvinder forbeholdene og tvivlen, musikken gløder varmt, det er manden selv og ikke hans indædte forsmåethed der synger. Men det er alt for lidt, alt for sent.

Her istedet en ny sang der slet ikke kom med på albummet, denne også med musik af vores favorit Alain Whyte. I omkvædet af ‘Hello Hell’ (endelig en klassisk skarp Moz-sangtitel) genopleves Morrissey’s gamle legende, depri-triumferende lethed, samt den elegant melodiske throwawaypop-kvalitet som nærmest forsvandt efter You Are the Quarry. Og det er 22 år siden. Nu trygler den velklædte rigmand sine tilhængere om at støtte ham ved at købe hele to eksemplarer af dette nye album. Hvis han da ikke ligger søvnløs på luksushoteller i Valencia og aflyser næsten aftens koncert samme sted af samme grund. Det har så sandelig været en lang rejse, bare for at kunne sige hallo til helvede…

I går kunne man ovenpå en skandaløs Echo and the Bunnymen-tourstart, hvor det åbenbart igen har vist sig, forsanger McCulloch hverken fysisk eller mentalt er istand til at holde sit show professionelt kørende, læse en malmstrøm af SoMe-kommentarer med vred, opgivende kritik af McCulloch og Bunnymen’s havari lige nu, samt de senere år.

Ved ikke om albumaktuelle Morrissey har læst med og djævlen i ham fået lyst til at udfordre McCulloch på håbløs adfærd. Men disse to officielle meddelelser i dag fra Valencia, hvor Morrissey i aften har et udsolgt show på Palais de les Arts kunne tyde på det…

Fra Dublin meldes The Pogues’ trommeslager Andrew Ranken – AKA The Clobberer – gået bort. Han var med til at danne det irsk-funderede band i King’s Cross i Nordlondon i start-80’erne og spillede hele vejen igennem på samtlige dets plader og dermed på store Pogues-klassikere som f.eks. ‘A Rainy Night In Soho’, ‘Fairytale In New York’ og ‘Misty Morning, Albert Bridge’. Det er Ranken, som blev 72 år, der på billedet herover ses lige til højre for toastmaster Shane MacGowan. Og hvordan holdt han så rytmisk styr på det alkoholiserede loppecirkus, The Pogues notorisk var på en scene? Det kan både høres og ses på dette fulde – no pub intended! – show fra London’s Town and Country Club i 1988…

Det hele hænger sammen. Morrissey synger formodentlig sangen nu på fredag i Aarhus, men hans ansigtsløse lejesoldater kan slet ikke få liv i dens swing. Johnny Marr spillede den på Amager i efteråret og musikken flød dér som ægte guld, men Marr’s grå-anonyme vokal kunne ikke forløse den. Men her er det så Peter Doherty, som i forgårs i belgiske Kortrijk hiver den op af hatten, og han har jo sjæl i sin stemme. Hvad mere opsigtsvækkende er, så er hans trommeslager lige nu The Smiths’ Mike Joyce, der altså kan opleves på sit eget gamle bands klassiker fra The Queen is Dead (1986). Dejligt igen at falde ind i hans ubesværede rytme. Men denne blogs hovedmistænkte er også indirekte involveret i dette opslag, da det var 100 meter fra spillestedet De Kreun her, at han natten til d. 3. juli 1982 forsøgte at stjæle et holdende, tomt passagertog og køre afsted. Det hele hænger sammen.