Det er længe siden, jeg lyttede til U2 for alvor og på et tidspunkt blev jeg desværre træt af dem. Jens har det på samme måde, ved jeg. Det har vi som bekendt skrevet meget om her.
Men her en sang fra deres nye album, og den er en duet med Dolly Parton. Faktisk er det mest hende, man hører; det er hende, der hæver stemmen for alvor. Og faktisk er “Torn” heller ikke en dårlig sang. Men jeg savner hende, og det er jeg næppe den eneste, der gør.
I et par alt for hurtige sæsoner var The Lemonheads’ Evan Dando den perfekte alt-rockstjerne med de rigtigt gode bubblegrunge-sange, den straks identificerbare hjertevarmende stemme og sitt skødesløst solwastede surferlook, der konstant afstedkom beundrende sammenligninger med Beach Boys-trommeslager Dennis Wilson. Men et voldsomt personligt wipeout i klassisk rocknroll-livsstil crashede hans lille band, tog ethvert fokus fra Dando og placerede ham ude på et afsides sidespor i en karriere der ellers gik uimodståeligt godt, både som troværdigt rocknavn en eftermiddag på Roskilde Arena og charmerende MTV-posterboy med den smart sete ‘Mrs. Robinson’-coverversion. I de over 30 år siden har der været en håndfuld meget ujævne plader, hvor den kronisk drug-jetlaggede kortslutning af et menneske har kæmpet med egen fortid på godt men desværre mest på ondt. I dag annonceres endnu et nyt The Lemonheads-album og denne gang er der måske lidt mere håb, for på Townesville er samtlige sange skrevet af den afdøde amerikanske mester Townes Van Zandt, der om nogen kan dreje den skarpe melodi om en gribende fortælling. Materialet vil derfor være af høj klasse. Så er spørgsmålet om The Lemonheads kan give det sin egen sjæl. Her første udspil fra albummet…
No Place To Fall
Pancho & Lefty
Loretta
Rake
Fare Thee Well, Miss Carousel
I’ll Be Here In The Morning
Tower Song
For The Sake Of The Song
Tecumseh Valley
If I Needed You
Snow Don’t Fall
To Live Is To Fly
Kan Ryan Adams’ karriere beskrives mere rammende end det? Den unge amerikaner som først havde det hele, kunne skrive state of the art americana-sange og levere dem på en scene, så koncertsale lå bjergtagne bag ham. Men historierne blev flere og flere om uberegnelig adfærd, aggressive udbrud og et mildt sagt vanskeligt sind. Det hele kulminerede i februar 2019 med en støre undersøgende New York Times-artikel, hvor en række kvinder – deriblandt den senere indie-superstjerne Phoebe Bridgers – beskyldte Ryan Adams for krænkende adfærd, psykisk vold og misbrug af sin position. Straffen faldt prompte i form af aflyste pladeugivelser og turnéer, samt fyringer fra både management, koncertbooking og pladedistribution. Ryan Adams blev kort sagt cancelled. Siden har han undskyldt sin opførsel, gået i terapi, prøvet at deale med problemer omkring depression og alkohol, samt været i dyb økonomisk krise som følge af det altsammen. Hvilket bringer til denne helt nye sang, hvis tekst tydeligvis udspringer fra de seneste seks-syv år i hans liv. Om ikke andet er den iøvrigt så klassisk Ryan Adams-drejede sang et på afstand interessant partsindlæg fra manden i anklagestolen…
Fra New York City den tunge meddelelse at Television-guitarist Richard Lloyd, ham der i New York City-bandet var Tom Verlaine’s ligesindede med- og modspiller på det elektriske instrument, er afgået ved døden, formodentlig som følge af den kræftsygdom der blev meldt ud i august. Herunder et af numrene fra Marquee Moon (1977), Television’s epokegørende debut. Det er Verlaine som bærer soloen i nummeret, men Lloyd’s rene guitar bærer dets gennemgående tema og er i den grad med til at skabe ‘Venus De Milo’s let identificerbare lyd og struktur. For ingen lød som dem før. Og heller ingen efter.
Nogle musikere får en kort karriere og laver ét album, som man senere genopdager. En af dem er Jackson C. Frank. Han blev født i USA i 1943. Som helt ung oplevede han en forfærdelig ulykke: Der var brand på hans skole, og hans klassekammerater indebrændte. Jackson overlevede, men voldsomt forbrændt. Mens han lå på hospitalet, lærte han at spille guitar og fik som ambition at blive musiker. Han rejste til Storbritannien og indspillede sit eneste album dér, produceret af Paul Simon, som også var på britisk visit på den tid. I sangen ”Blues Run The Game” ovenfor synger han om netop sin tid i Storbritannien: ”Catch a boat to England baby, maybe to Spain/Wherever I have gone/wherever I have been and gone/the blues are the same.” Det er en dejlig sang, og det er ikke sært, at der findes ikke helt få coverversion af den nu.
Jackson C. Frank blev kæreste med Sandy Denny, som senere kom med i Fairport Convention og han mødte Al Stewart, Bert Jansch og andre og blev en overgang del af samme folk-miljø, hvor også Nick Drake færdedes.
Men få år senere blev Jackson C. Frank indlagt med depression (eller måske snarere PTSD udløst af den forfærdelige skolebrand) og vendte tilbage til USA, hvor han endnu engang havnede i psykiatrien og en overgang var hjemløs. Han døde i 1999, kun 56 år gammel.
Vi har aldrig nævnt Bert Jansch før her, men nævnes skal det at en af hans helt store fans såmænd er vores alle sammens Johnny Marr. Med rette: Skotske Bert Jansch var en særdeles god guitarist inden for sin genre. Herunder kan I se Johnny Marrs hyldest til ham.
Ikke alle satsende rockmusikere finder ud af det med livet. For nogle bliver musikken snarere et tiltrængt fristed, end en målrettet stige mod succes. Nikki Sidden og Dave Kusworth, der udgjorde kultbandet Jacobites, lignede altid et par lidt for sårbare Oxfam-rockstjerner tabt for tid og sted. Måske/måske ikke på den baggrund har deres slingrende loser rock en sjælden naiv idealisme, som kan noget specielt. Hør bare dette grandiøse tilstandsnummer, der emmer af tab, flossede drømme og for mange sene rødvinsnætter…
Jack Lee ville gerne være berømt i 1976 med sit californske band The Nerves. Men popmusik er et lunefuldt game og det skete aldrig. En enkelt EP – der i dag søges og handles som klassiker af power pop-aficionados for store penge – blev det til, så gik de tre medlemmer hver til sit. Jeffrey Lee Pierce (Gun Club) var The Nerves-fan og introducerede Blondie for Jack Lee’s ‘Hanging On The Telephone’, åbningsnummeret på Nerves-EP’en. Blondie kunne derfor i 1978 udsende sin egen version af sangen med den karakteristiske kaldetone som den perfekte åbner på Parallel Lines. Jack Lee selv havde senere et par oversete soloalbums, fik vist også en sang indspillet af Paul Young, men forsvandt så helt fra offentlighedens søgelys. For tre år siden døde han så, åbenbart ikke i den bedste forfatning. Her en opfølgende kommentar på nyheden om hans bortgang fra YouTube-brugeren MartinMidlifeMisadventure:
I had no idea…God rest his soul. Jack was a tenant of mine for a few years back around 2016. He gave my son guitar lessons and he gave him his Les Paul, it is a beautiful black electric guitar and it is sitting right here in my home. This was during his last album being printed, I have that here too. He had been in a really sad state of being, and with the help of his neighbors (and my son) they cleaned up his motor home, encouraged him to eat, and to pick up those guitars. He would give little concerts in the back of our rv park for the tenants. It was amazing to watch the transformation…then, he left…in the middle of the night, never to be seen again. I know he had just had a song signed for one of Martin Scorseses movies, because he was having the emails sent to my office. And guitars started being delivered to him. He was preparing for some performance, I think. I was thinking about him this morning, so I searched and found your video, thank you. Sorry I wrote a novel, lol…I just am pretty shocked to hear he left us.
Der stopper historien dog ikke, for nu har Jack White’s Third Man Records samlet de optagelser der findes med The Nerves og udsendt dem på et dobbeltalbum under titlen Best Collection. Her en TV-optagelse af en af de Jack Lee-sange fra dengang – det er ham der synger og er på guitar – som først nu har fået sin udgivelse…
For 39 år i dag siden udsender The Smiths albummet Strangeways, Here We Come, som to måneder tidligere i NME, sammen med nyheden om Manchester-bandets opløsning, er blevet annonceret som deres sidste. Så pladens ti sange modtages denne dag som et samlet afskedsbrev; hver Johnny Marr-guitarakkord og hvert Morrissey-ord bliver vendt og drejet, som for at finde en skjult forklaring på, hvorfor tidens centrale engelske band, øjensynligt med så uendeligt meget mere at give, hermed er fortid…
Bruce Springsteen bliver 77 i dag. Her er han med sit band i september 1977 i The Record Plant i New York med den definitive, aldrig udgivne version af myteomspundne ‘The Promise’. Sangen, der stilmæssigt står i tæt familie med samtidige ‘Racing In The Street’, kom først på plade i en nyindspillet soloudgave på opsamlingen 18 Tracks (1999) og siden i en doktoreret bandversion på 3-dbl-LP’en The Promise (2010) med uudgivne numre fra Darkness-perioden…
Debbie Harry øverst på WTC’s South Tower.
Det er ikke ligefrem noget at fejre, men dog markere, at det i dag er præcis ti år siden Håkan Hellström sidst udsendte et album med kvalitet. Da Du Gamla, Du Fria udkom 26. august 2016 var dens afsender allerede blevet svensk Nya Ullevi-superstjerne, men hørt nu var der endnu den søgen i musikken og tagen sig selv alvorligt som artist, der siden synes gået helt tabt i det umuligt store show-cirkus af en karriere. Hvilket illustreres af denne livefremførsel på svensk TV fra dengang af pladens lyse åbningsnummer. Læg mærke til, Hellström for ti år siden endnu ikke gemmer sig bag cirkushat, bag stok, bag for eksalteret publikumskontakt, bag endeløse Michael Jackson-trin, men istedet bare som en voksen sanger lægger indsats, fokus og sjæl i sin, ja, sang. Og bandet? Hvor de denne sommer atter har været klædt ud som en flok farveblinde børn til fastelavn, kommer de her – ligesom sangeren – anderledes værdigt i deres eget voksentøj. Man skulle tro så meget succes var en sikker billet til kunstnerisk frihed, men virkeligheden i GBG har desværre vist det modsatte. Du Gamla, Du Fria er den bittersøde afsked med det sidste af det frie…
Jeg kan altid vende tilbage til The Beatles. Der er mange andre musiknavne, jeg sætter højt – det ved man, hvis man følger med her. Men de fire fra Liverpool var pionerer og usædvanligt gode til deres håndværk, der samtidig havde det med at være stor kunst. For tiden hører jeg af en eller anden grund Abbey Road, det sidste album, de kunne blive enige om – og hvilken afslutning det er! Jeg vender tilbage til det store medley, der slutter albummet. “The End” er det sidste nummer, Lennon, McCartney, Harrison og Starr indspillede sammen, og her når hver af de fire at spille en solo inden lyset bliver slukket for en historie om excentriske påfund, kærlighed venskab, uvenskab og ikke mindst stor kreativitet – som fortsætter bagefter. For så kommer Plastic Ono Band, Ram, Ringo og ikke mindst All Things Must Pass. Men lidt vemod er der nu alligevel altid forbundet med at lytte til “The End”:
I oktober 1977 udsender John Foxx’s Roxy Music/punk-hybrid Ultravox – wow, der var mange ‘x’-er lige der! – nummeret ‘Hiroshima Mon Amour’, der via afsæt i franske Marguerite Duras’ manuskript af samme navn og gennem sin fortælling om menneskelig erindring og isolation bliver et subtilt mindesmærke for den første atombombe-sprængning om morgenen 6. august 1945, 600 meter over Hirsohima. Resten er historie…
I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.
Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…