Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Vi hørte Rock Nyt!

Sidste gang jeg så Jan Sneum var en tidlig aften for et års tid siden, hvor vi løb ind i hinanden i et supermarked på HC Ørstedsvej. Sneum, smilende som altid, fortalte så ærgelig om sin sygdom, hvis behandling nu forbød ham, at rejse ud i verden og opsøge den nye musik, han levede sit liv for at opleve og formidle. Den aften i supermarkedet var Jan Sneum dog ikke på jagt efter vild musik, men derimod noget frisklavet hummus, han skulle bringe med til en middag. Jeg måtte anvise ham til en Irma i nærheden, så vi skiltes der ved kasseapperaterne, da jeg havde trykket ham i næven og ønsket god vind med det hele. Der er så mange måder at sige farvel på. Han var en fin, fin mand.

Hot love før den bliver kold

Der er endnu tre måneder til David Bowie skal opsende sin Ziggy Stardust-raket og på den blive England’s største glamrockstjerne. Så da Marc Bolan 18. marts 1972 går på scenen foran 12.500 skrigende T. Rex-tilhængere i London’s Wembley Empire Pool er det endnu HAM der har den som det store mandlige britisk popidol og indehaver af nutidens friske lyd. Men efter vennen/rivalen Bowie’s stjernefødsel bliver det hele anderledes. Der skal endnu komme en håndfuld forholdsvis solide hitsingler fra T. Rex, men deres univers lyder nu pludselig helt anderledes bedaget. Og netop glam-banemanden Bowie’s talent for ubesværede skift indenfor fortælleridentitet og musikgenrer besidder Marc Bolan slet ikke, så hurtigt fremstår han ubehjælpeligt låst fast på egen boldbane af simpel glam-boogie og fritfabulerende nonsenstekster. Den manglende evne til kunstnerisk at bevæge sig bare én meter skubber Marc Bolan ud i kulturel irrelevans. På dags dato i 1977, efter en række uinspirerede albums, samt et værtsjob på eget engelske Granada-TV-show (David Bowie optræder med ‘Heroes’ som en af de allersidste gæster), omkommer Bolan i London ved et trafikuheld i sin Morris Mascot (kæresten Gloria Jones er bag rattet) på vej hjem om natten efter en bytur. Her er Marc Bolan på scenen i marts 1972 med T. Rex, lige inden boblen om eget verdensherredømme brister…

Den rigtige Townes

Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…

– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.

– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life. 

– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.

Harlem River Blues for JT

Det skulle helt sikkert ikke være nemt, at have outlaw country-karakteren Steve Earle som far, og så ovenikøbet være opkaldt efter verdens ensommeste tragedie, farens store helt, sangeren Townes Van Zandt. Men længe så det – trods problemer med stoffer og alkohol fra tidlige teenage-år – på afstand ud til at lykkes Justin Townes Earle overkomme disse vilkår. Da ialfald arbejdsmæssigt gennem en profileret karriere i eget navn, baseret på et stort, righoldigt og vitalt americana-talent. Herfra markeres Justin Townes Earle’s så utidige død med denne så skarpe Letterman-version af favoritsangen her med ham…

Lord, I’m goin’ uptown to the Harlem River to drown
Dirty water’s gonna cover me over and I’m not gonna make a sound

Tårernes dal

En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.

(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)

Æslets Undergangsspejl

Fortjener 2020 sin egen, helt specielle musik? Protomartyr udsender i dag Ultimate Succes Today, Detroit-bandets femte album, og for hvem der savner sang, lyd og rytme til en kaotisk formørket verden, der synes falde fra hinanden, så gives næppe et mere loyalt soundtrack. Seneste Relatives in Descent (2017) var et imponerende mesterstykke indenfor netop dystopiens mørke kunst, så spændende med flere lytninger, om Ultimate Succes Today på sin egen måde kan udføre et ligeså helstøbt trick. Åbningsnummeret ‘Day Without End’ fortæller her uden omsvøb, Protomartyr’s kompas stadig aldrig har hørt om Kap Det Gode Håb, og så tilstøder der endda et klagende horn på halvdistancen. Hvor er vi på vej hen?

The Clash på Roskilde

Som at se Joe Strummer med Lost Kids bag sig. Skinger og karrikeret, nærmest barnligt insisterende på at være true rebel, råbende af TV-kameraer, eksalteret høj på egen fuck you-attitude. Strummer og bassist Paul Simonon var de to vi kendte fra bandet, tre nye anonyme, tydeligt underkuede punk-muppets var kommet til; Pete Howard, Nick Sheppard og Vince White. Setlisten var rebelsk og centreret omkring debutalbummets vrede konfrontation. Et halvt år efter skulle denne udgave af The Clash udsende et album så ringe, det for længst konsekvent er blevet Clash-officielt slettet af The Only Band That Matter’s fornemme albumkatalog, der derfor slutter tre år før, i sommeren 1982, med Combat Rock. I aften for 35 år siden spillede The Clash på Roskilde Festival’s Orange Scene. Det var alt andet end opløftende.

Unlucky Jim

Jeffrey Lee Pierce blev født i dag for 62 år siden i Californien. Musikhistorien ville hørt herfra være ikke så lidt fattigere uden hans bidrag som sanger/sangskriver i The Gun Club, der udsendte en række ofte fremragende, altid nervøst desperate albums fra 1981 til 1993. ‘Lucky Jim’ er fra sidstnævnte årstal, hvor Gun Club-sangene flød tungt og med en bitter eftersmag. Jeffrey Lee døde tre år efter, kun 37 år gammel. Bag ham på billedet herunder står guitar-es Kid Congo Powers, som var med i The Gun Club i flere perioder, når han ikke arbejdede for The Cramps eller Nick Cave and the Bad Seeds. Congo er ikke med på ‘Lucky Jim’, hvor Jeffrey Lee selv spiller den sørgmodige elektriske guitar…

Så Riv os fra hinanden

Ikke vores personlige favorit med Joy Division her, men at udsende en stærkt profileret single, vi taler kun små fem uger efter forsangerens selvmord, med titlen ‘Love Will Tear Us Apart’, det er et sjældent stærkt statement. Og når en så tidsklarsynet alvorssanger netop er død for egen hånd, så lyder hans nye sungne ord uimodståeligt, som kommer de fra hinsides med en uangribelig sandhed. Ialfald lige indtil flødeoverfladesangeren Paul Young scorer et MOR-hit med dem et par år efter. ‘Love Will Tear Us Apart’ med Joy Division blev udsendt på single i dag for 40 år siden…

Hvad sker der?

Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.