I sommeren 1961 producerer Phil Spector også en single for Gene Pitney’s uforligneligt vægtløse popstemme. ‘Every Breath I Take’ er skrevet til lejligheden af hit-sangskriverparret Goffin/King, og Spector, der endnu ikke har opfundet sin endelige Wall of Sound-lyd, pakker sangen med skælvende violiner, The Halos’ overskudsudstrålende doo-wop-kor, dramatiske Hal Blaine-trommer og længsel, længsel, længsel. En sang af så høj kvalitet, den kunne bære en nøglescene i en detaljeperfekt Martin Scorsese-periodefilm…
Et af den moderne tidsalders uforklarligste mirakler er vel, at Irland’s største sangskriver og sanger i nyere tid, The Pogues’ Shane MacGowan, stadig er levende og i dag fylder 63 år. Flere nye sange bliver det dog ikke til for vores Shane, der i enhver forstand er alvorligt mærket af sit gennemalkoholiserede liv, så her som markering en af klassikerne fra MacGowan-guldalderen, da melodi, lyrik og levering gik op i allerhøjeste enhed. Aldrig er hundevæddeløbenes død i London vel blevet skildret mere kærligt taberromantisk end her…
Here a tower shinning bright Once stood gleaming in the night Where now there’s just the rubble In the hole here the paddies and the frogs Came to gamble on the dogs Came to gamble on the dogs not long ago
Oh the torn up ticket stubs From a hundred thousand mugs Now washed away with dead dreams in the rain And the car-parks going up And they’re pulling down the pubs And its just another bloody rainy day
Oh sweet city of my dreams Of speed and skill and schemes Like Atlantis you just disappeared from view And the hare upon the wire Has been burnt upon your pyre Like the black dog that once raced Out from trap two
Fra Nico’s 1981-album Drama of Exile, en række aborterede pre-mix udsendt af pladeselskabet Aura, da dets tålmodighed med Nico og den efter sigende ligeså heroin-umulige producer Philippe Quilichini var brugt op under arbejdet mod nyt Nico-album. Blandt iskolde og interessant uforløste covers af Lou Reed’s ‘Waiting For My Man’ og David Bowie’s ‘Heroes’ findes også denne perle, Nico havde skrevet og optrådt med på sit harmonium helt tilbage til 1975. Men i denne bandindspillede version folder ‘Purple Lips’ sig anderledes gribende ud. Sjældent har postpunk lydt mere taberslået og romantisk på samme tid…
Noget ikke at se frem til? Snart har Stardust, en ny spillefilm om David Bowie, premiere. I filmen vil ikke en indgå så meget som én tone David Bowie-musik, da rettighedshaverne – mandens familie – har været mod hele projektet. Ovenikøbet er det lykkedes filmskaberne, at finde en hovedrollefigur (Johnny Flynn), som på ingen måde, hverken i tale, udseende eller udstråling, minder det mindste om ham, han er sat til at spille. Samstemmende med alt dette er filmens nyudsendte trailer naturligvis også en betragtelig katastrofe…
En ny sang fra Jesse Malin, udsendt her op til næste uges præsidentvalg, udtrykker netop dét, man ofte ikke har lyst til at blive mindet om: At USAs rigdom er skabt af andres smerte.
Noget at se frem til? Til december har en ny Julian Temple-dokumentar om The Pogues’ uforlignelige Shane MacGowan premiere. I dag blev en trailer til Crock of Gold: A Few Rounds With Shane MacGowan sendt i omløb…
Ja, jeg havde det ligesådan: Sharon Van Etten’s nye cover af ‘Hurt’ gav kun mening og lyst til én ting, nemlig at høre Johnny Cash’s definitive udgave af samme sang, det tilsat en af de stærkeste musikvideoer ever…
Sidste gang jeg så Jan Sneum var en tidlig aften for et års tid siden, hvor vi løb ind i hinanden i et supermarked på HC Ørstedsvej. Sneum, smilende som altid, fortalte så ærgelig om sin sygdom, hvis behandling nu forbød ham, at rejse ud i verden og opsøge den nye musik, han levede sit liv for at opleve og formidle. Den aften i supermarkedet var Jan Sneum dog ikke på jagt efter vild musik, men derimod noget frisklavet hummus, han skulle bringe med til en middag. Jeg måtte anvise ham til en Irma i nærheden, så vi skiltes der ved kasseapperaterne, da jeg havde trykket ham i næven og ønsket god vind med det hele. Der er så mange måder at sige farvel på. Han var en fin, fin mand.
Der er endnu tre måneder til David Bowie skal opsende sin Ziggy Stardust-raket og på den blive England’s største glamrockstjerne. Så da Marc Bolan 18. marts 1972 går på scenen foran 12.500 skrigende T. Rex-tilhængere i London’s Wembley Empire Pool er det endnu HAM der har den som det store mandlige britisk popidol og indehaver af nutidens friske lyd. Men efter vennen/rivalen Bowie’s stjernefødsel bliver det hele anderledes. Der skal endnu komme en håndfuld forholdsvis solide hitsingler fra T. Rex, men deres univers lyder nu pludselig helt anderledes bedaget. Og netop glam-banemanden Bowie’s talent for ubesværede skift indenfor fortælleridentitet og musikgenrer besidder Marc Bolan slet ikke, så hurtigt fremstår han ubehjælpeligt låst fast på egen boldbane af simpel glam-boogie og fritfabulerende nonsenstekster. Den manglende evne til kunstnerisk at bevæge sig bare én meter skubber Marc Bolan ud i kulturel irrelevans. På dags dato i 1977, efter en række uinspirerede albums, samt et værtsjob på eget engelske Granada-TV-show (David Bowie optræder med ‘Heroes’ som en af de allersidste gæster), omkommer Bolan i London ved et trafikuheld i sin Morris Mascot (kæresten Gloria Jones er bag rattet) på vej hjem om natten efter en bytur. Her er Marc Bolan på scenen i marts 1972 med T. Rex, lige inden boblen om eget verdensherredømme brister…
Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…
– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.
– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life.
– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.
Det skulle helt sikkert ikke være nemt, at have outlaw country-karakteren Steve Earle som far, og så ovenikøbet være opkaldt efter verdens ensommeste tragedie, farens store helt, sangeren Townes Van Zandt. Men længe så det – trods problemer med stoffer og alkohol fra tidlige teenage-år – på afstand ud til at lykkes Justin Townes Earle overkomme disse vilkår. Da ialfald arbejdsmæssigt gennem en profileret karriere i eget navn, baseret på et stort, righoldigt og vitalt americana-talent. Herfra markeres Justin Townes Earle’s så utidige død med denne så skarpe Letterman-version af favoritsangen her med ham…
Lord, I’m goin’ uptown to the Harlem River to drown Dirty water’s gonna cover me over and I’m not gonna make a sound…
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
