Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Bowie blev fri

I forgårs markerede vi David Bowie’s fødselsdag, i dag drejer det sig om hans bortgang. Den mandag for tre år siden, og Blackstar var netop blevet udsendt til stor hyldest om fredagen, den mandag var uvirkeligt grum. Al den nye musik, hvis stemning og ord pludselig gav helt ny klar mening, så levende og vital, dens afsender lukket ned og borte. På nattehimmel slukkes de store stjerner aldrig. De stråler videre og planter tanker om noget større end os selv. På rockstjernehimlen er det lige omvendt: Her slukkes de klareste lys nådesløst, og gennem deres uigenkaldelige bortgang forstår vi tidens flygtighed, ultimativt vores egen dødelighed. At Bowie i sin afskedssang ‘Lazarus’ får den skæbne til at lyde som en befrielse, det er stor og overskudsudvisende kunst…

Det Gamle Testamente

Det musikalske bindeled mellem sen-80’er Bad Seeds og klassisk The Gun Club? Ja, sådan lyder Denver’s 16 Horsepower nærmest i 90’erne, når de påkalder sig plagernes forbandelse og stikker af, ud over et støvet Amerika, med skyld og undergang i hælene. Det ser kulørt ud gennem denne hjælpeløse beskribelse, men i frontfigur/sanger David Eugene Edwards’s sitrende stemme og nærmest gammeltestamentlige rockmusik giver det helt sig selv. Og ja, naturligvis var Edwards’ bedstefar prædikant. Det høres…

Christmas on Earth

En julesang skal virkelig være god for ikke at være dårlig, men her er en der klarer cuttet. Sidste år udsendte danske Marching Church sangen ‘Christmas On Earth’ som single på enten rød eller grøn vinyl (min er rød), og på den sang besidder Iceage-sanger Elias Rønnenfelt ikke så lidt af den storhed, som engang var Shane MacGowan’s skødesløse tag på de store tidsløst romantiske whiskey-svimle ballader. Jeg mener ikke bare den julelogiske ‘Fairytale Of New York’ her, men også ligesindede Pogues-evergreens som ‘Misty Morning, Albert Bridge’ og ‘Rainy Night In Soho’…

Kent til en søndag

Denne grå december-weekend er det to år siden Kent spillede sine sidste shows på Avskedsturnén, der kom i hus med tre aftener i Stockholms Tele2 Arena. Allersidste sang på setlisten hver aften var ‘Den Sista Sången’, her med reportage og levende billeder fra Stockholm-tæppefaldet. Når man hører denne forfinede musik står det igen tindrende klart, at tiden kun kan arbejde for en genforening af bandet. Alt andet vil være…spild.

R.I.P. Pete Shelley

Vi hører fra England, at Buzzcocks’ frontmand og hovedsangskriver Pete Shelley pludselig er død, 63 år gammel. Buzzcocks var punkbandet fra Manchester, der leverede nogle af de mest kvikke og mest bittersøde korte popsingler på den engelske scene i slut-70’erne. Deres største hit var ‘Ever Fallen In Love With Someone’, men så mange andre af deres melodiøse sange trængte sig på i hjertet. Så tak for alt, Pete. Buzzcocks var det perfekte teenage-soundtrack – vi elskede jer.

Still so insecure

Må ikke glemme britiske Insecure Men, der tidligere på året udsendte et debutalbum, der næsten vel var ligeså godt som det var lowlife-engelsk trist, og det var altså meget trist. Her en forholdsvis ny og lettere bizar video til albummets ‘Cliff Has Left The Building’. Insecure Men er lige nu aktuelle med coveralbummet Karaoke For One: Vol.1.

Tillykke, Shane

Tillykke til The Pogues’ Shane MacGowan, der mandag eftermiddag blev gift med sin Victoria på Københavns Rådhus. Sidstnævnte har op til brylluppet overfor The Irish Times beskrevet den store kærlighed således:

– I was awe-struck by him. I became consumed by the thought of him. He says that he felt the same way, that we were destined to be together. But ours were not to be easy, uncomplicated lives and ours was not to be an uncomplicated love affair. We grabbed hold of each other and hung on for a ride that took us through a world of glamour and fame, creativity and ecstasy, drink, drugs and crazy, wild sex and on to madness, self-destruction and despair, violence, death, betrayal, rage separation and sadness and on and on towards revelation, renewal, compassion and hope for the future. When he answered the door to me after having missed his flight to the United States to open for Bob Dylan, and there was blood pouring out of his mouth because he had eaten a Beach Boys record, it looked as though it was the 100 tabs of acid that were the problem and not the gin and tonic.

Langt fra Backstreets

Hvad og hvor meget kan vi forvente af vores helte? At de bliver ved med at være dem de var, da de brændte igennem og indfangede os i flammebålet? Nej, vel? Stilstand kommer der jo intet godt ud af. Men her er et foto af hr og fru Springsteen på hestetur i New Jersey i dag. Når man ser dette billede – og det gør altså lidt ondt at skrive det her – forståes instinktivt, hvorfor Bruce Springsteen ikke længere laver de spændende nye sange. Det skal være ham vel undt.