Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Og Shane blev fejret

I aftes på scenen i National Concert Hall i Dublin blev The Pogues’ livstørstige Shane MacGowan’s nylige 60-års fødselsdag fejret med en hyldestkoncert af de større, hvor det meste af hvad der kan kravle og gå inden for irsk musik var kaldt sammen. Bono sang ‘Rainy Night In Soho’, Sinead O’Connor ‘You’re The One’, skotske Bobby Gillespie gav ‘A Pair Of Brown Eyes’, Jesse Malin var der på scenen, Libertines’ Carl Barat, Catatonia’s Ceryl Matthews, Sex Pistol Glen Matlock, Blondie’s Clem Burke, Damien Dempsey, Imelda May og det meste af The Pogues blandt mange andre ligeså. Shane’s gamle ven Nick Cave rundede aftenens gæstesolistparade af med ‘Summer In Siam’, hvorunder Shane selv blev kørt ind på scenen i rullestol – temmelig worse for wear, som det så rammende hedder på engelsk – for at synge med…

Requiem for Sid

På deres bevidst skandaleopsøgende tour gennem det sydlige USA er Sex Pistols denne aften for 40 år siden nået til Longhorn Ballroom i Dallas, Texas. Som kan ses på billedet er touren ikke længere nogen fest for stofafhængige Sid Vicious, som at dømme på sit døde blik har fået så cowboyhatten passer. Endnu fire dage til sidste show i San Francisco, der også skal blive Johnny Rotten’s sidste aften med bandet.

Never mind the cowboys…

For 40 år siden var Sex Pistols afsted på deres første USA-tour, en hård rejse gennem junk og kaos, som effektivt skulle tage livet af bandet. På dags dato 1978, Elvis Presley’s fødselsdag, gav Malcolm McLaren’s synligt wastede band show på spillestedet Randy’s Rodeo i San Antonio, Texas. Der var endnu en lille uge tilbage til det endelige break-up ude i Californien.

Læs en Please, Kill Me-agtig publikumsskildring fra The Austin Chronicle af aftenen på Randy’s lige her.

Aftenens setliste:

God Save the Queen
I Wanna Be Me
Seventeen
New York
E.M.I.
Holidays in the Sun
Bodies
Belsen Was a Gas
Submission
No Feelings
Problems
Pretty Vacant
Anarchy in the U.K.

Every day is yours to sing, Michael

Det er den dag på året, hvor det præcis er et år siden, det sidst var den dag på året, hvor det præcis var et år siden, det sidst var den dag på året, hvor det præcis var et år siden, vi senest havde Michael Stipe’s fødselsdag som grund til kollektiv undren, over endnu et år gået uden nogen ny musik fra R.E.M.-sangerens hånd og mund, der har været kun stille siden bandets opløsning i 2011. Her nedenunder en anderledes top-16, en kronologisk nedkørsel gennem R.E.M’s udgivelser med personligt favorittrack fra hver eneste af dem. Men først et stort tillykke til Stipe, som altid pakket ind i det eviggrønne håb om en skønne dag. En skønne dag, Michael…

01. Carnival Of Sorts (Box Cars) (fra Chronic Town, 1982)
02. Pilgrimage (fra Murmur, 1983)
03. Harborcoat (fra Reckoning, 1984)
04. Driver 8 (fra Fables of the Reconstruction, 1985)
05. These Days (fra Life’s Rich Pageant)
06. It’s The End Of The World As We Know It (fra Document, 1987)
07. You Are The Everything (fra Green, 1988)
08. Country Feedback (fra Out of Time, 1991)
09. Find The River (fra Automatic for the People, 1992)
10. Let Me In (fra Monster, 1994)
11. E-Bow The Letter (fra New Adventures in Hi-Fi, 1995)
12. Lotus (fra Up, 1998)
13. Imitation Of Life (fra Reveal, 2001)
14. Leaving New York (fra Around the Sun, 2004)
15. Living Well Is The Best Revenge (fra Accelerate, 2008)
16  Every Day Is Yours To Win (fra Collapse into Now, 2011)

Drik for Shane!

En bruger af siden ved navn Peter har venligst givet os et link til en yderst interessant BBC-dokumentar om tilblivelsen af The Pogues’ mesterlige ‘Fairytale Of New York’. Havde nogen af os her måske nogensinde før lagt mærke til, at afsættet i The Pogues-sangens store tema på bedste vis er tyvstjålet fra Ennio Morricone’s Once Upon a Time in America-scores ‘Deborah’s Theme’?! Nej, vel. Eneste doku-anke: Shane MacGowan, hvis tale er besværet uden vel en eneste tand i munden, burde være undertekstet. Samme MacGown kan iøvrigt fejre sin 60-års fødselsdag i dag. Et mirakel af de større, han endnu ikke har lykkedes drikke sig ihjel…

Moz is only happy when his heart is full of rage

‘Jackie’s Only Happy When She’s Up On The Stage’ er et af de bedre numre på Morrissey’s nye album Low in High School, der hørt herfra trækkes baglæns ned af de generelt for mange ordinære musikalske indslags bitre smag af blygråt had til tilværelsen i almindelighed og menneskeheden som sådan. Men sig ikke Martyren af Manchester har mistet sin sans for kulsort humor, for her kommer en promovideo til det nye singleudspil ‘Jackie’s…’, hvor Morrissey har klædt sit band ud i blå sparkedragter og beordret dem til at danse synkrondans i vel fem forskellige tempi. Resultatet er mildest talt akavet. Hold øje med de fem blå smølfestakler bag Il Duce og læg mærke til, hvor meget de hader hvert eneste sekund af denne professionelle ydmygelse. Hvis Boz Boorer (helt til venstre) kunne have set dette klip i krystalkuglen, da han var en cool rockabilly-cat i Morrissey’s første band for godt 25 år siden, havde han nok straks fundet sig en anden og mere ordentlig forsanger at spille bagved…

Lou Reed og JFK

Lou Reed på Cafe Figaro, hjørnet af MacDougal/Bleeker St. i Greenwich Village…

Det er fire år i dag siden Lou Reed døde i Sothampton, New York, som følge af en leversygdom. På dagen i dag, hvor adskillige tusinde hidtil statshemmeligholdte dokumenter om mordet i november 1963 på John F Kennedy frigives i USA, hvad kunne så være mere passende end at markere Lou Reed-datoen med hans sang om mordet på JFK, ‘The Day John Kennedy Died’ fra Blue Mask (1982)?! Af Reed-pladerne fra den tid er Blue Mask nok en af de mest velrenommerede, det selvom Fernando Saunders båndløse bass henover den er en stadig prøvelse at se igennem, men det smukke ved Lou Reed’s albums fra start-80’erne og 70’erne er jo, at selv de dårligere af dem har store kvaliteter. For selv om Reed’s sangskrivning i perioden indimellem ramte sine klare lows, ånder pladerne alligevel simpel, uforstillet, pulserende New York City, som ikke meget andet gør det. Lou Reed er om nogen fra de år stemmen, den levendegjorte sansning, af USA’s kyniske men romantiske østkystmetropol. Her synger han om hvor og hvordan han oplevede præsidentmordet d. 23. november 1963…

PS – Nu hører jeg netop sangen her, og må igen græmmes over Saunders’ båndløse bass, som Lou Reed selv var så ukritisk forelsket i. Ville give ikke så lidt for at høre dette album med en rigtig el-bass, der ikke på samme påtrængende måde flødedistraherer lydbilledet og tager fokus fra sangenes ofte så store kvaliteter.

Happy birthday, Nico

Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…

Free fallin’

En mandag med Las Vegas-vanvid toppet af med nyheden om Tom Petty’s pludselige død, 66 år gammel. En ærke-amerikansk stemme, en stor sanger og sangskriver, så rig på altid personligt mejslet talent i kontinentets enkle hvide rocktradition. Burde nok spille ‘Learning To Fly’ i denne triste anledning, for det var dens stemning, toner som produktion Hilmer og jeg var forblændet af, da vi i 1991 indspillede ‘Casanegra’, en yderst, uhm, Petty-inspireret sang, vi begge følte kunne være blevet langt, langt bedre end tilfældet var. Men vi tager istedet her ‘The Trip To Pirate’s Cove’, en meget fin, glødende, Tom Petty-klassisk roadmovie fra det seneste album jeg købte med ham, 2010-albummet Mojo med Tom Petty and The Heartbreakers. Æret være hans minde.