Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Knef synger Weill/Brecht

1969: På vesttysk TV optræder landets store diva, Hildegard Knef, med Kurt Weill og Bertolt Brecht’s klassiske ‘Seeräuber Jenny’ fra Die Dreigroschenoper (1931). En teatralsk meget svær sang at yde retfærdighed, da ikke mindst med Lotte Lenya’s original i tankerne. Men belevne Knef, der virkelig kan noget med at spytte tyske gloser dramatisk ud af sin mund, ejer indlevelsesperfekt, angrebsivrigt og stolt historien om hotelstuepigens blodige revanche denne vesttyske aften, det endda foran et sprællevende bigband, som har iklædt ‘Seeräuber Jenny’ et vel tidsmoderne bigband-arrangement…

Ghosteenage depression

Har hørt Nick Cave’s ‘Hollywood’ mindst en gang hver nat den seneste halvanden uge. Så sent onsdag aften tænkte jeg, tiden måtte være, og begav mig ud på endnu en lytteekskursion ind i det vanskeligt ufremkommelige dbl-album Ghosteen, som den mesterlige ‘Hollywood’ er afslutningen på. De første to-tre numre gik egentlig ret fint, et ubesværet lytte-avancement, let afsted uden at komme i musikkens søgelys. Men pludselig begyndte Warren Ellis’ dronetone at stille skarpt og få fuldtræffere ind, disse lange passager uden hverken rytme eller temperament, som i uafbrudte doser kan tappe selv en voksen mand for al kraft. En let medicinsk kvalme indfandt sig, indre alarmer begyndte at summe svagt, et ubehag forklædt som svimmelhed voksede. Fortsatte dog fremad, besluttet på ikke at give op, men nu var Ghosteen-musikken blevet fjendtlig stemt, og viste igen sin mægtige passivt-aggressive styrke som den nådesløst kværnede videre, og langsomt men effektivt lukkede alle sanser ned. Denne aften nåede jeg ind i de blege kunstige solstråler som er ‘Sun Forest’, inden en redningshelikopter i form af en stopknap kom til undsætning, og transporterede tilbage til den virkelige verden fra dette sorte hul af en sørgende mands selvspejlende eventyrunivers. Måske jeg virkelig har givet op på Ghosteen nu. I en parallelverden – og Nick Cave tillader om nogen parallelverdener, har dette album lært mig – rammes dets skaber ikke af sin gigantiske personlige tragedie, men er istedet istand til ufortrødent at fortsætte den musikalske og kunstneriske landvinding som er 2013-albummet Push the Sky Away. I den parallelverden udkommer singlen ‘Give Us A Kiss’ det følgende år, hvorefter der længe bliver stille omkring Nick Cave and the Bad Seeds. Det næste vi hører er braget, da Cave har fyret Warren Ellis, sin højre og efterhånden alt for dominerende hånd, og istedet igen fundet sammen med Mick Harvey og Blixa Bargeld. Med de to atter ombord i et revitaliseret Bad Seeds udsendes ‘Hollywood, det 14 minutter lange mesterværk af en genkomstsingle, som en majestætisk forsmag på Nick Cave and the Bad Seeds-comebacket Fever Songs. Det album som det meste af den verden lige nu venter på i åndeløs spænding. Jeg venter hellere end gerne med.

You cheated, you lied…

Og med Greg Dulli-posten nedenunder in mente vil denne tryglende utroskabssang med Austin, Texas-vokalgruppen The Slades fra 1958 klæde en blå mandag som perfekt. Umiddelbart efter følges den af den næsten identiske svarsingle ‘I Cheated’, hvor hende der har forbrudt sig, Joyce Harris, synger undskyld og nu lover evig troskab. Verdensfreden i det amerikanske highschool-mikrokosmos er således for en stund genskabt, hvilket illustreres ikke mindst af de først så forsmåede The Slades’ medvirken på hendes single…

Mayday! Mayday!

Mange passagerer på Soft Cell-krydstogtskibet afsted gennem livet flokkedes mod nødudgange, da kaptajn Marc Almond i december udsendte en ny sang, hvis hovedfeature var højlandsk Jethro Tull-fløjte spillet af Ian Anderson himself. Køen ved redningsbådene bliver næppe mindre efter dette nye SOS af en bleg autotune-single…

It’s a Shane

Shane MacGowan har timet det godt med at tiltrække sig opmærksomhed denne sene tid af året. Hele december synger det meste af den vestlige verden med på ‘Fairytale Of New York’, hans og The Pogues måske bedste julesang nogensinde. Og 1. juledag kan Shane derefter blive fejret for sin fødselsdag. Han bliver 62 i år, et mirakel ingen vel havde set komme, for den dedikation han har drukket sit helbred og sangskrivertalent i grøften med, er det kun de færreste der overlever så længe. Det er dog svært som musikelsker at være moralsk fordømmende omkring det gennemalkoholiserede her, for uden sine så ødelæggende dæmoner havde MacGowan jo næppe skrevet The Pogues’ sange af drømme, knuste håb og forgængeligehed med så stor rå-poetisk kraft og sanselig klarhed. Her er Shane MacGowan i regnen i London’s seedy Soho i det årti, hvor han skrev samtlige de mægtige stykker, som udelukkende er grunden til, MacGowan stadig bliver husket og fejret i dag, hvor han sørgeligt nok ikke længere er istand til hverken at skrive eller synge dem.

Strummer, 17 år borte i dag

I slept and I dreamed of a time long ago / I saw an army of rebels, dancing on air I dreamed as I slept, I could see the campfires, A song of the battle, that was born in the flames, And the rebels were waltzing on air.

I danced with a girl to the tune of a waltz That was written to be danced on the battlefield I danced to the tune of a voice of a girl A voice that called “Stand till we fall We stand till all the boys fall.”

As we danced came the news that the war was not won 5 armies were coming, with carrige and gun Through the heart of the camp Swept the news from the front A cloud crossed the moon, a child cried for food We knew the war could not be won.

So we danced with a rifle, to the rhythm of the gun In a glade through the trees I saw my only one Then the earth seemed to rise hell hot as the sun The soldiers were dying, there was tune to the sighing. The song was an old rebel one.

As the smoke of our hopes rose high from the field My eyes played tricks through the moon and the trees I slept as I dreamed I saw the army rise A voice began to call, stand till you fall The tune was an old rebel one.

Strummer/Jones

Marching Pogues?

Elias fra Iceage synger for på sit fritidsprojekt Marching Church’s så absolut langtidsholdbare julesang fra i forfjors. Man tænker, en vis Shane MacGowan kunne høre denne sang på en dunkel pub somewhere, og i sin virkelighedstågede brandert et kort rationelt øjeblik lede efter tanken, hvornår det var, at han og The Pogues egentlig havde indspillet denne sang. For så klassisk fin er den, og så endda udsendt på 7’er-single i både gennemsigtig rød eller grøn vinyl…

Søndag med Tom Waits

Regnen sejler gråt denne søndag i København og hindrer dagslyset i at trænge igennem, hvilket gør den helt rigtige ramme til en vemodig evergreen med Tom Waits, weekendens 70-års-fødselar. Californiske Waits boede i 1980’erne i New York City sammen med sin kæreste og faste samarbejdspartner Kathleen Brennan, hvilket man nemt bilder sig ind ligger hørbart i musikkens dna på en sang som ‘Yesterday Is Here’ fra Frank’s Wild Years (1987). Tillykke til Tom Waits, hvis eksotiske eventyr i København med folkduoen Lasse og Mathilde vi må tage på et andet tidspunkt…

Amsterdam

Aften falder på lige nu, og regnen pisker ned over Amsterdam, hvor bloggen er tilstede, ikke mindst for at kunne opleve canadiske TR/ST i aften. Da Holland ikke har bidraget med voldsomt stort til den nyere verdensmusik, bringer vi istedet her en uomgængelig belgier, hvis sang om denne hollandske storby står bøjet i menneskets forgængelighed og armod. Jacques Brel udsendte ‘Amsterdam’ i 1964 på sit livealbum fra Olympia i Paris, hvor han med sit dramatiske talent og så fortællende sange var blevet stjerne på omgangshøjde med Serge Gainsbourg. ‘Amsterdam’ kom langt længere ud da Scott Walker i 1968 lavede en loyal engelsk version på sit debutalbum som soloartist. Så langt at en ung David Bowie hørte med i London, og siden indspillede sin version, en single-b-side til ‘Sorrow’ i 1973. Så bevægende en sang i melodi og ord er ‘Amsterdam’, hvor regnen lige nu pisser ned, som Jacques Brel i sangen græder over de utro kvinder…

Dødsdisco til en søndag

Australske Anita Lane kendes nok bedst for sin placering – både privat og professionelt – omkring Nick Cave i årene før og omkring hans periode i Vestberlin. Det er således f.eks. Lane, som står bag ordene til hans ‘From Her To Eternity’, og sammen med Blixa Bargeld har skrevet ligeså Bad Seeds-klassiske ‘Stranger Than Kindness’. Her optræder hun i eget navn, på en kuldsejlet langsom dog knejsende 1988-coverversion af et af musikhistoriens mægtigste disconumre, vi taler Sister Sledge’s ‘Lost In Music’. Orgelet på dette stykke vestberlinske dødsdisco spilles iøvrigt af netop Nick Cave. Således hænger tingene logisk sammen, selv i et så løst miljø som det, de to begge bevægede sig i.

Et varmt bad i fortiden

Så lad os da gå ud til fredag aften her på siden med en af de sidste sange Kent indspillede og udsendte. ‘Om Du Visste Vad Du Ville’ er et af de fire nye numre, som blev indspillet til – og inkluderet på – Best Of-opsamlingen, der udkom i september 2016, fire måneder efter selve afskedsalbummet Då som nu för alltid, og tre måneder før det hele var forbi med afskedstourens sidste tre shows i Stockholm. Hvad gør lidt ondt her er den høje klasse i sang, ord og fremførelse, der kun fortæller, at Berg & co. langtfra var en opbrugt kreativ force trods den stort anlagte opløsning. På den moderne ballade synges ord, som næsten kunne være skrevet til Kent selv af bandets efterladte tilhængere, men det er C-stykket (start 2:58) hvor det dyrebareste guld ligger, i det lyse kvindelige kor oveni Joakim Bergs lead-vox, hvis nordiske sound positivt sender hjertestik direkte tilbage til ABBA’s mesterlige ‘When All Is Said And Done’. Det var det desværre for Kent, og dét er stadigvæk satans.

Allt jag vill göra är att låsa upp din dörr
Söka skydd i ditt mörker och spela dig som en sång på repeat
Det vi har är oändligt mycket större än vanlig jävla kärlek
Åh spela mig som en sång på repeat