Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Kevin Keegan RIP!

Barndomshelte burde aldrig dø. Ham her var min første. Dyrkede Kevin Keegan intenst mens han var i Liverpool. Købte Shoot! Magazine hver eneste onsdag for at læse den ugentlige spalte i hans navn, han helt sikkert aldrig selv skrev. Samlede på billeder, både sort/hvid og farve. Hørte hans kampe med Liverpool på engelsk radio. Så ham i TV når det endelig kunne lade sig gøre. Efterspillede kampe med ham alene på gruspladsen ude foran mine forældres hus. Han var der hele tiden. Men fra i dag er han der slet ikke mere. Helte burde aldrig dø.

Efter Liverpool tog Keegan – i bedste The Beatles-stil – nogle år i Hamburg. Det var der han i 1979 indspillede og udsendte denne single, skrevet/produceret til ham af Chris Norman/Pete Spencer fra Smokie. Da var jeg selv forlængst videre, men lige i dag føles det alligevel ikke helt sådan. Hvis en så banal plastik-popsang kan ramme en nu, så bør der vist strammes gevaldigt op…

Et ufuldendt liv

Han døde som 23-årig, så som 23-årig vil han altid leve videre. Men hvad nu hvis ikke Ian Curtis havde hængt sig i det køkken i Macclesfield den forårsnat efter at have hørt Iggy Pops The Idiot og set Herzog-filmen Stroszek? Så var han to dage efter rejst afsted til sit bands første otte nordamerikanske shows. Umuligt at tro USA ville have forstået eller sat stor pris på dem.

Men hvad havde den fuldvoksne Ian Curtis mon udrettet i verden? Ville Joy Division have udsendt hele syv uforglemmelige albums inden de gik i opløsning? Og skulle vi derfor så aldrig have hørt ‘Blue Monday’ eller den mageløse New Order-musik der er Power, Corruption & Lies? Måske Ian Curtis var flyttet væk til sin platoniske affære Annik Honoré’s Bruxelles og var forsvundet helt ud af rockmusikkens søgelys.

Lærer aldrig de ubetrådte veje at kende; der er kun det der blev. Men Ian Curtis ville være fyldt 70 år i dag. Markerer ham herunder med et af de numre der er nået så vidt, at ligeledes nu afdøde George Michael udnævnte den Closer-pladeside ‘The Eternal’ optræder på som en af sine absolutte favoritter. Mon Ian Curtis ligeledes havde havde elsket GM’s ‘You Have Been Loved’…?

Art of the cover

Du er et af verdens mest succesfulde og økonomisk velpolstrede rockbands. Du udsender nyt album, endda den stilsættende karrieres nummer 25. Du kan få hvilken som helst af verdens dygtigste coverartister til at arbejde hen imod hvad som helst du end ønsker, den nye plade visuelt skal signalere. Og så vælger du at gå med dette design…

Brel fra Bruxelles

Lad os ikke snakke fodbold – hvad ved vi danskere også om det? – men Belgien har fyldt meget det seneste døgns tid. Tirsdagen fortsætter i den anerkendelse med en patosladet belgisk musik, der bemærker sig ved hverken at være Vive la Fête eller Plastic Bertrand. Istedet den mægtige Jacques Brel med ‘Fernand’, en af denne sides favoritter med den store sanger med det så udtryksfulde hesteansigt; livets nådesløse vilkår og flygtighed bekendt med voldsom feeling til en nær og netop død ven, den sagesløse Fernand…

Independence Day

USA bliver 250 år i dag. Springsteen’s ‘Independence Day’ har altid været en sorgladet sang, men måske i dag mere end nogensinde for det dens titels bagland lige nu repræsenterer. ‘Independence Day’ udkom på The River-dblalbummet i 1980 som en af dets store, udfoldende fortællersange, men her fremføres faderopgøret to år tidligere helt ukendt og uprøvet af Al Pacino’s lookalike og hans E Street Band på Darkness-touren i 1978 . De levende billeder her er ikke noget at skrive hjem til Europa om, men det er musikken…

River of no return

Hvem bedre til at synge den amerikanske drøm om fjerlette Marilyn Monroe på dagen i dag, den forlængst tabte Hollywood-dronnings 100-års dag, end Lana Del Rey? Father John Misty har skrevet denne sang så djævelsk elegant, at den blaserte kynisme der oftest synes kernen af hans begavede sjæl, her hverken høres eller bemærkes. Sikke en kærlighedsaffære USA havde sig med Monroe, hvis uforklarlige unge død i sensommeren 1962 efterlod et kollektivt uskyldstab, der skulle blive fuldbyrdet året efter med mordet i Dallas, Texas på John F. Kennedy.

Endnu en sang her, men i modsætning til den ovenover, som kun på billedsiden har direkte relevans til Monroe, så køber Some Bizarre-synthbandet b-Movie fra England ind på hendes skæbne på denne lidt billige, men egentlig ret fine 1981-single…

Frihedskæmperen

På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…

Mesteren af det der forsvandt

Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…

Livet er for de stærke?

Lana Del Rey synger en af Father John Misty’s absolut bedre sange her. Hendes tilstedeværelse i og levering af FJM’s ‘Buddy’s Rendezvous’ tager hans kroniske kynisme ud og erstatter det tabte med den længselsfulde amerikanske sorg, ingen i disse år mestrer som Del Rey. Læg dertil denne uoffcielle fan-videos udsøgte levende billeder af Marilyn Monroe’s Hollywood-verden og ikke et øje er tørt. Ialfald ikke her…

Det er ikke nemt

Det er i dag præcis 20 år siden The Go-Betweens’ Grant McLennan tog en eftermiddagslur for at blive frisk til et selskab, han skulle være vært for samme aften i Brisbane, Queensland. Men McLennan vågnede aldrig op igen og var således borte kun 48 år gammel. Den sidste sang han arbejdede på før sin død var tiltænkt gendannede The Go-Betweens, men blev efterfølgende istedet færdigskrevet og indspillet solo af hans partner in pop crime Robert Forster, som passende lod teksten til ‘It Ain’t Easy’ være en hyldest til Grant…

…I write these words to his tune
That he wrote on a full moon
And a river ran and a train ran
And a dream ran through everything that he did…

Ken† light

Måske du engang har prøvet at trappe dit cola-forbrug ned, skære igennem og skifte fra den rigtige, gennemsukrede original over til det mere gennemsigtigt tynde light-produkt. Sidstnævnte minder i sin smag om den rigtige cola, men tilfredsstiller alligevel ikke hverken halvt eller helt, da slet ikke først. Men hvorfor taler vi overhovedet om Coca-Cola kontra Coke Light her en mandag i lyse april? Kun fordi Kent’s Joakim Berg har udsendt en ny single…

Bettina Köster RIP!

Vi havde tyske Bettina Köster her på siden for et par måneder siden med en overmåde dekadent sang. Men livet kan være farligt og nu meldes hun død i går fra sin bopæl i det sydlige Italien. Vestberlins postpunk-scene, hvor hun var en overmåde synlig figur, dels som stifter af butikken/kunststedet Eisengrau, dels som stolt sanger/saxofon i først Mania D, siden de mere udbredt kendte Malaria!, vil gå med bøjet hoved i dag. Her er det Köster med Malaria! på deres sort/hvide ‘Kaltes Klare Wasser’…

Hello Hell

Hallo, Morrissey. Der bliver spurgt til det nye album, der udkom sidste fredag. Min webmaster synes vistnok grundlæggende, at vi ikke skal beskæftige os med ham her. Sådan har jeg det ikke selv. Dels fordi det kun vil spille bolden i fødderne på Morrissey’s eget selvynkende Jeanne d’Arc-martyrium som cancel-offer. Men især fordi hans musik, altså den han udsendte indtil det gik galt og bitterheden flyttede ind i det inderste hjertekammer, den han endnu kunne frembringe mens han omgav sig med så perfekte sang-kuglestøbere som Alain Whyte og Boz Boorer i sit band, stadig høres her med uformindsket glæde.

Sådan er det ikke med dette nye album, hans første i flere år. Noget af det som altid har været en enorm styrke ved Morrissey’s sange er den umiskendelige og stærke identitet, de har båret. Æstetikken samt den pophistoriske bevidsthed at lave musik ud fra, niveauet og særegenheden i hans sanglyrik, de faste melodiske veje hans vokalmelodier ville tage; udsøgte, ubesværede, uforudsigelige dog logiske, altid så 100%…Morrissey. Den grundfølelse af identitet er visket ud på størstedelen af de 12 numre der udgør Make-Up Is a Lie. Mange af dem lyder som stykker, der kunne tilhøre hvilketsomhelst rytmisk musikkonservatorium med elever, der nok har know-how samt teknik, men endnu søger forgæves efter deres egen personlige tone og faste kurs.

Det giver en stilforvirret rodebutik, sangeren med den stadig store stemme flakser rundt ovenpå. Fra en forbløffende steril moderne pop (titelnummeret) over tam sequencer-MGP (Notre Dame’) til defensiv funkrock (‘The Night Pop Dropped’). En af de tinge man knuselskede ved Morrissey var, at han af alle aldrig ville nærme sig funkrock, men her er vi altså nu. Og det enorme potentiale ind i ordenes verden udfordres alt for lidt på sange med sigende anti-titler a la ‘Kerching Kerching’ og ‘Zoom Zoom The Little Boy’. Vi taler altså om manden bag så episke sange og titler som ‘Last Night I Dreamt Somebody Loved Me’ og ‘Now My Heart Is Full’, ja, kollapset er nærmest totalt.

For at føje spot til skade, slutter albummet med en Alain Whyte-sang, der pludselig, efter tre kvarters musikalsk husmodersvømning, giver noget af det Morrissey kunne engang og blev så elsket for. På ‘The Monsters Of Pig Alley’ (igen en tarvelig Moz-sangtitel) har han pludselig noget så sjældent som en regulært god sang at arbejde med, en han leverer vokalt med stort overskud og ubesværethed. Her forsvinder forbeholdene og tvivlen, musikken gløder varmt, det er manden selv og ikke hans indædte forsmåethed der synger. Men det er alt for lidt, alt for sent.

Her istedet en ny sang der slet ikke kom med på albummet, denne også med musik af vores favorit Alain Whyte. I omkvædet af ‘Hello Hell’ (endelig en klassisk skarp Moz-sangtitel) genopleves Morrissey’s gamle legende, depri-triumferende lethed, samt den elegant melodiske throwawaypop-kvalitet som nærmest forsvandt efter You Are the Quarry. Og det er 22 år siden. Nu trygler den velklædte rigmand sine tilhængere om at støtte ham ved at købe hele to eksemplarer af dette nye album. Hvis han da ikke ligger søvnløs på luksushoteller i Valencia og aflyser næsten aftens koncert samme sted af samme grund. Det har så sandelig været en lang rejse, bare for at kunne sige hallo til helvede…