Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Lykke Li uden R&B

Lykke Li udsender i dag en EP bestående dels af to remix-versioner af numre fra sidste års So Sad, So Sexy, dels af to sange der ikke kom med på albummet, og sidst men ikke mindst af to enkle genindspilninger af titelnummeret og ‘Deep End’, der med tydelig viser, hvordan albummet kunne have lydt uden sin hitliste- og tidsbevidste R&B-produktion. Samme indtryk hendes så anderledes dramatisk opspændte aften i Berlin’s Astra sidste november efterlod.

Pour La France

Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…

Carry home, Jeffrey Lee

Debbie Harry og den unge Jeffrey Lee Pierce (der før The Gun Club var amerikansk fanklub-præsident for Blondie).

The Gun Club fik aldrig noget hit, bevægede sig aldrig ud af undergrundens mørke sprækker og fandt sig det store publikum, kvaliteten på de første ialfald fire albums berettiger. Alligevel er bandets omdrejningspunkt, den forlængst afdøde Jeffrey Lee Pierce posthumt en akkurat ligeså klar ledestjerne på rockmusikkens dybsorte dødshimmel som nogen Kurt Cobain, Ian Curtis eller Jim Morrison. Fordi han brænder ligeså lysende op som dem i sit sangunivers, og fordi hans uforløste livs brydning ligger så nådesløst men fascinerende synligt i Gun Club’s desperate udbrudsforsøg mod en bedre verden. Jeffrey Lee blev kun 37 år, men kunne i dag være fyldt 61. Som den amerikanske sangerinde Michelle Shocked sang det engang, ‘the secret of a long life is knowing when it’s time to go’. Jefrrey Lee havde for travlt, var for martret, og længtes alt for hurtigt til noget langt liv. Men hans hvileløse musik lever for altid…

400 slag som straf

Lad os for diversiteten tage et ukendt sted hen i Orienten. På en klub vil det asiatiske band Last Scene give deres bud på et af Kent’s allerstørste numre. Og det bør vel være til at spille ‘400 slag’ fra Du & Jag Döden (2005). For nummerets roller er enkle og sangudviklingen logisk opbyggelig. Det bliver…mindeværdigt.

Supermoronic?

Åh, rockmusik, du er nogle gange en svær en at holde af. Tag nu Liam Gallagher’s nye single. Co-skrevet af Liam med en eller flere professionelle sangskrivere, lyder ‘Shockwave’ ligeså overbevisende autentisk som i 90’erne, når Robbie Williams udsendte sine britpopstiløvelser, bare minus sælgercharmen. Liam er omvendt helt fortabt i en verden uden bror Noel som musikalsk oplægger, og det formår ingen Status Quo-boogie med et par Oasis-referencebærende Beatles-broer at skjule, tværtimod. Albumtitlen Why Me? Why Not? skriger vel kun på ét svar: Fordi du aldrig er blevet voksen. Sæt hellere ‘Supersonic’ på og hør, hvor uomgængelig han sammen med Oasis var engang.

Den modigste mand

Små to år før sin død i 2014 udsendte Bobby Womack, med enorm fødselshjælp i både sangskrivning og produktion fra Blur’s Damon Albarn, et genrebrydende moderne soulalbum af opsigtsvækkende format. På The Bravest Man in the Universe mødes Womack’s sjælevridende sprukne stemme – de fleste kender den i det mindste fra klassikeren ‘Across 110’th Street’ – med nutidens hjemløse beats og skæve keyboardtryllerier. Her kigger Womack på en sang fra albummet undrende ind i verdens svimle kaleidoskop og spørger, hvad i alverden der er sket med os alle…

So long, good-bye

Naturligvis ved man, han fylder 60 år i dag. For ungdommens helte har brændt sig fast, og forlader ikke bare en, selv ikke hvis de med årene – som ham her – er blevet bitre og uspiselige. Johnny Marr’s bedste ven fra de gyldne The Smiths-år havde sig i 90’erne og start-0’erne en kreativt fornem, profileret og smuk karriere. Men tiden siden har været en hård skuffelse. Både hvad angår et stadig klarere udtalt politisk ståsted på den absolut yderste britiske højrefløj, men også gennem en håbløs række kluntede, uforløste albums. Så vi siger ikke tillykke her i dag, mere farvel og tak for alt det fantastiske der var, det med det positivt mest The Smiths-lydende øjeblik endnu fra føromtalte Johnny’s egen løbebane som soloartist. De gyldne toner i den sang bringer jo det hele så klart tilbage, men med en besynderlig bismag af sorg. For alle løfterne, den tætte forbindelse, åbenheden, som dagens fødselar engang udstrålte så stærkt, har kernen af uforsonlighad i hans nuværende stemme og værk jaget bort for altid. Punktum.