Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

Townes 75

Den texanske sanger og sangskriver Townes Van Zandt, hvis kreative storhedstid lå fra 1968 og godt fem år frem, villle være blevet 75 i dag, havde hans heftige livsstil ikke slået ham ihjel 1. januar 1997. Men hvem er da denne Townes med det mærkelige navn, vil nogen måske spørge. Jo, han har f.eks. til en start skrevet en af de bedste og mest ensomme sange nogensinde. ‘Waiting Around To Die’ lyder sådan her

Fri os fra det onde, PSB

Det med velmenende protestsange er heller ikke nemt i 2019. Trods helt sikkert gode intentioner viser Pet Shop Boys på dagens nye singleudspil hvor galt det kan gå, når satirevinklen, som var det en anden skolekomedie eller revy der skulle lægge scene til, benyttes. Det var det desværre bare ikke. PSB kan være så meget skarpere end dette, når politisk morale ikke med løftet pegefinger presses ned i hvert eneste firkantet konkrete og komplet ulyriske sangord. Neil Tennant er alt for begavet til det her.

Bowie blev fri

I forgårs markerede vi David Bowie’s fødselsdag, i dag drejer det sig om hans bortgang. Den mandag for tre år siden, og Blackstar var netop blevet udsendt til stor hyldest om fredagen, den mandag var uvirkeligt grum. Al den nye musik, hvis stemning og ord pludselig gav helt ny klar mening, så levende og vital, dens afsender lukket ned og borte. På nattehimmel slukkes de store stjerner aldrig. De stråler videre og planter tanker om noget større end os selv. På rockstjernehimlen er det lige omvendt: Her slukkes de klareste lys nådesløst, og gennem deres uigenkaldelige bortgang forstår vi tidens flygtighed, ultimativt vores egen dødelighed. At Bowie i sin afskedssang ‘Lazarus’ får den skæbne til at lyde som en befrielse, det er stor og overskudsudvisende kunst…

Det Gamle Testamente

Det musikalske bindeled mellem sen-80’er Bad Seeds og klassisk The Gun Club? Ja, sådan lyder Denver’s 16 Horsepower nærmest i 90’erne, når de påkalder sig plagernes forbandelse og stikker af, ud over et støvet Amerika, med skyld og undergang i hælene. Det ser kulørt ud gennem denne hjælpeløse beskribelse, men i frontfigur/sanger David Eugene Edwards’s sitrende stemme og nærmest gammeltestamentlige rockmusik giver det helt sig selv. Og ja, naturligvis var Edwards’ bedstefar prædikant. Det høres…

Christmas on Earth

En julesang skal virkelig være god for ikke at være dårlig, men her er en der klarer cuttet. Sidste år udsendte danske Marching Church sangen ‘Christmas On Earth’ som single på enten rød eller grøn vinyl (min er rød), og på den sang besidder Iceage-sanger Elias Rønnenfelt ikke så lidt af den storhed, som engang var Shane MacGowan’s skødesløse tag på de store tidsløst romantiske whiskey-svimle ballader. Jeg mener ikke bare den julelogiske ‘Fairytale Of New York’ her, men også ligesindede Pogues-evergreens som ‘Misty Morning, Albert Bridge’ og ‘Rainy Night In Soho’…

Kent til en søndag

Denne grå december-weekend er det to år siden Kent spillede sine sidste shows på Avskedsturnén, der kom i hus med tre aftener i Stockholms Tele2 Arena. Allersidste sang på setlisten hver aften var ‘Den Sista Sången’, her med reportage og levende billeder fra Stockholm-tæppefaldet. Når man hører denne forfinede musik står det igen tindrende klart, at tiden kun kan arbejde for en genforening af bandet. Alt andet vil være…spild.

R.I.P. Pete Shelley

Vi hører fra England, at Buzzcocks’ frontmand og hovedsangskriver Pete Shelley pludselig er død, 63 år gammel. Buzzcocks var punkbandet fra Manchester, der leverede nogle af de mest kvikke og mest bittersøde korte popsingler på den engelske scene i slut-70’erne. Deres største hit var ‘Ever Fallen In Love With Someone’, men så mange andre af deres melodiøse sange trængte sig på i hjertet. Så tak for alt, Pete. Buzzcocks var det perfekte teenage-soundtrack – vi elskede jer.