Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

A rainy night in Soho

Bruce Springsteen har på dagens nye overraskende single, en cover af The Pogues’ vidunderlige ‘A Rainy Night In Soho’, tydeligvis lyttet godt efter Nick Cave’s vokale fremførsel af sangen fra begravelseskirken i Tipperary, da Shane MacGowan blev sendt afsted, som det sprogligt hedder sig på på irsk. Cave sang den helt nøgternt, underspillet, tydeligvis med stålsat koncentration på ikke at lade tårerne tage over dér midt i kirkerummet. Hvilket næsten lykkedes. Man kan nok ikke beskylde Springsteen for at lægge noget nyt til MacGowan’s London-sansende evergreen, men hvor er det dejligt endelig igen at opleve hans karakteristiske malmstemme omfavne en sang af så høj og ædel klasse. Det var blevet længe siden sidst.

Noise is the best revenge

I går kunne man ovenpå en skandaløs Echo and the Bunnymen-tourstart, hvor det åbenbart igen har vist sig, forsanger McCulloch hverken fysisk eller mentalt er istand til at holde sit show professionelt kørende, læse en malmstrøm af SoMe-kommentarer med vred, opgivende kritik af McCulloch og Bunnymen’s havari lige nu, samt de senere år.

Ved ikke om albumaktuelle Morrissey har læst med og djævlen i ham fået lyst til at udfordre McCulloch på håbløs adfærd. Men disse to officielle meddelelser i dag fra Valencia, hvor Morrissey i aften har et udsolgt show på Palais de les Arts kunne tyde på det…

Cash synger NIN

Dags dato 1932 kommer John R. Cash til verden i Kingsland, Arkansas. En markering af fødselsdagen ikke mindst for at kunne bringe promo-videoen til hans version af Nine Inch Nails’ ‘Hurt’. Cash’s ærkeamerikanske sangpræstation står som ofte før skåret i Mount Rushmore-granit, men tilsat de accelererende filmklip fra hans liv bliver hele oplevelsen langt mere hjerteskærende potent end dens to dele hver for sig…

Pure Sticker Shock

Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.

A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.

In a pure sticker shock
At my price cut by half
But you say I look happy
And I start to laugh
You see the problem I have

The heart is always here
You forget it's beating
The heart is always here
You forget it's beating
Like a gift that you didn't remember giving
The gift you never remember giving

The Clobberer RIP!

Fra Dublin meldes The Pogues’ trommeslager Andrew Ranken – AKA The Clobberer – gået bort. Han var med til at danne det irsk-funderede band i King’s Cross i Nordlondon i start-80’erne og spillede hele vejen igennem på samtlige dets plader og dermed på store Pogues-klassikere som f.eks. ‘A Rainy Night In Soho’, ‘Fairytale In New York’ og ‘Misty Morning, Albert Bridge’. Det er Ranken, som blev 72 år, der på billedet herover ses lige til højre for toastmaster Shane MacGowan. Og hvordan holdt han så rytmisk styr på det alkoholiserede loppecirkus, The Pogues notorisk var på en scene? Det kan både høres og ses på dette fulde – no pub intended! – show fra London’s Town and Country Club i 1988…

There is a light

Det hele hænger sammen. Morrissey synger formodentlig sangen nu på fredag i Aarhus, men hans ansigtsløse lejesoldater kan slet ikke få liv i dens swing. Johnny Marr spillede den på Amager i efteråret og musikken flød dér som ægte guld, men Marr’s grå-anonyme vokal kunne ikke forløse den. Men her er det så Peter Doherty, som i forgårs i belgiske Kortrijk hiver den op af hatten, og han har jo sjæl i sin stemme. Hvad mere opsigtsvækkende er, så er hans trommeslager lige nu The Smiths’ Mike Joyce, der altså kan opleves på sit eget gamle bands klassiker fra The Queen is Dead (1986). Dejligt igen at falde ind i hans ubesværede rytme. Men denne blogs hovedmistænkte er også indirekte involveret i dette opslag, da det var 100 meter fra spillestedet De Kreun her, at han natten til d. 3. juli 1982 forsøgte at stjæle et holdende, tomt passagertog og køre afsted. Det hele hænger sammen.

Night of The Triffids

27 år i dag siden en af Australiens stolte sønner ud i sangskrivningens vanskelige kunst forlod denne verden. The Triffids kom fra Perth i Western Australia, hvorfra bandet spillede en billedskabende musik, der ikke lød som noget andet, farvet af solen og de store vidders ubetalelige længsel. Nøgternt set var det vel i Australien kun The Go-Betweens ovre fra Brisbane, Queensland, som i klasse kunne måle sig med The Triffids. Sanger og sangskriver i det seks-mand m/k store band var David McComb, en dramatisk men romantisk søgende sjæl af den klassiske helteskole, med mørke skygger under rastløse øjne. Hans bredt anlagte sange var righoldige på både metaforer, sødmefulde melodier med et skæbnesvangert twist, samt en streng søgen efter noget større og udfriende. Herunder en fuld dokumentar om David McComb og bandets liv, fra små begyndelser til den lange vej mod succes, der skulle føre til det stik modsatte, det med den ultimative pris for McComb i dag for 27 år siden…

Minneapolis 2026

Minneapolis er centrum for Trump-regimets undertrykkelse netop nu. Og grimt er det.

Minneapolis er også hjemsted for bl.a. Twin Tone Records, hvor The Replacements udgav deres første albums. Paul er ikke Paul Westerberg, men Paul Stark, pladeselskabets nuværende direktør. Peter er Peter Jesperson (der, som navnet tydeligt afslører, har nordiske aner ligesom Westerberg og Stinson, men det er en anden snak).

Herover mødes de to udgaver af Minneapolis. Paul Westerberg bor stadig i Minneapolis; jeg håber at han ikke er kommet noget til. Tommy Stinson har ofte udtalt sig særdeles kritisk mod Trump og ICE. Stinson bor nu i delstaten New York.

Mani RIP!

Findes der mon en mere majestætisk og bundsolid bassgang i nyere engelsk musik end denne på ‘I Wanna Be Adored’? Manden bag den, der gik under navnet Mani og spillede bass, først i Madchester-legendariske The Stone Roses, hvis epokegørende debut er gjort af sjælden klasse og særegen fri musik, siden på de mest spændende og udfordrende plader med Primal Scream, er pludselig død i dag…

Verden er sørgelig og smuk

Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.

Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.

På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.

Lyt!

Afvisningen

The Beatles havde fra 1968 og frem sit eget pladeselskab Apple Records. Udover at udsende bandets egne indspilninger – og efter bruddet soloudgivelser med dets medlemmer, samt the Plastic Ono Band og Wings – signede man også artister udefra til Apple. Således var f.eks. Badfinger, Billy Preston, Doris Troy, James Taylor, Mary Hopkin, Jackie Lomax, Brute Force, Radha Khrishna og Trash tilknyttet. Ja, selv Hot Chocolate udgav en single med det berømte æble-label i midten. Men slet ikke alle artister havde talent nok til at komme indenfor i Beatles-varmen. Sådan her kunne et standardafslag se ud…