Kategoriarkiv: At drikke for at glemme

It takes a train to cry

Togene græder. Og jukeboxene lider. Dave Berman’s selvvalgte død i går har formodentlig affødt, hans musik med Silver Jews i dag er blevet spillet og hørt rundt omkring mere end nogensinde før. For alle som en bærer Berman’s uendeligt grundtriste men så paradesænkede sange jo profetien om dette tragiske endeligt med sig. Og derfor giver de en tung men måske også lidt forklarende mening at høre. Ialfald står ensomheden i hele Berman’s værk pludselig endnu mere markant frem. Her er det ‘Suffering Jukebox’, der musikalsk minder ikke så lidt om Dave Berman’s Pavement-venners 14 år tidligere ‘Range Life’…

Dave Berman RIP!

For små to uger siden bragte vi en dugfrisk sang fra den i musik genopstandne amerikanske excentriker og særegne sangtænker Dave Berman, der pludselig var tilbage i vælten med nyt band. Og Purple Mountains lød overraskende vitale efter de mange år års inaktivitet ovenpå sammenbruddet af Berman’s claim to indiefame, hans uforlignelige Silver Jews. Well, det var desværre en kort sommer med Purple Mountains, for Dave Berman har i går taget sit eget liv, 52 år gammel. Her behørigt ‘Darkness And Cold’ fra det nye album…

Dagens 50-års…

Den aften på Nørrebros lille Cafe Rust anede vel ingen af os få betalende, det var et stjerneskud i frit fald vi så. For manden der stod så alene, uvelklædt og genert på den lille gulvscene for enden af lokalet, lignede blot endnu en amerikansk indiemusiker på snart glemt gennemrejse. Sådan bedrager skindet så ofte. Men lukkede man øjne og lod musik tale alene, strålede de bittersøde melodiske sange af en sjældent ensom utilpassethed, prøvelser fra bunden af livet, og – overordnet – musikalitet af en anden verdens klasse. Få år efter var han død, formodentlig for egen hånd, men hans musik har nemt levet videre, det via de seks albums han nåede at indspille. I dag ville Elliott Smith fra Los Angeles, California være fyldt 50 år. Han blev 34…

Lykke Li uden R&B

Lykke Li udsender i dag en EP bestående dels af to remix-versioner af numre fra sidste års So Sad, So Sexy, dels af to sange der ikke kom med på albummet, og sidst men ikke mindst af to enkle genindspilninger af titelnummeret og ‘Deep End’, der med tydelig viser, hvordan albummet kunne have lydt uden sin hitliste- og tidsbevidste R&B-produktion. Samme indtryk hendes så anderledes dramatisk opspændte aften i Berlin’s Astra sidste november efterlod.

Pour La France

Vi lader en belgier, med et ansigt som en stolt væddeløbshest, markere den franske nationaldag her. Fordi Frankrig tog ham helhjertet til sig og lod sig nære af hans musik, smukke ord og unikke levering. Jacques Brel synger her i 1966 i sorg til en død ven, Fernand. Om det uigenkaldelige farvel, en hvid hest foran ligvognen, regnen i Paris, somrene der kommer alene, og en gud der vil le mens Jacques græder. Tænk om vi havde haft et fyrtårn a la Jacques Brel – eller den anderledes men ligeså lysende Serge Gainsbourg – her i Danmark. Det svimlende høje niveau ville have gjort os kollektivt bedre, mere åndeligt skarpe, ikke mindst i musikken, hvor meget underlødigt lort sikkert kunne have været undgået i den givne bevidsthed om – og en forpligtelse af – det langt større og aldrig endimensionelle. Men det er en helt anden snak. Her for Frankrig…

Carry home, Jeffrey Lee

Debbie Harry og den unge Jeffrey Lee Pierce (der før The Gun Club var amerikansk fanklub-præsident for Blondie).

The Gun Club fik aldrig noget hit, bevægede sig aldrig ud af undergrundens mørke sprækker og fandt sig det store publikum, kvaliteten på de første ialfald fire albums berettiger. Alligevel er bandets omdrejningspunkt, den forlængst afdøde Jeffrey Lee Pierce posthumt en akkurat ligeså klar ledestjerne på rockmusikkens dybsorte dødshimmel som nogen Kurt Cobain, Ian Curtis eller Jim Morrison. Fordi han brænder ligeså lysende op som dem i sit sangunivers, og fordi hans uforløste livs brydning ligger så nådesløst men fascinerende synligt i Gun Club’s desperate udbrudsforsøg mod en bedre verden. Jeffrey Lee blev kun 37 år, men kunne i dag være fyldt 61. Som den amerikanske sangerinde Michelle Shocked sang det engang, ‘the secret of a long life is knowing when it’s time to go’. Jefrrey Lee havde for travlt, var for martret, og længtes alt for hurtigt til noget langt liv. Men hans hvileløse musik lever for altid…

400 slag som straf

Lad os for diversiteten tage et ukendt sted hen i Orienten. På en klub vil det asiatiske band Last Scene give deres bud på et af Kent’s allerstørste numre. Og det bør vel være til at spille ‘400 slag’ fra Du & Jag Döden (2005). For nummerets roller er enkle og sangudviklingen logisk opbyggelig. Det bliver…mindeværdigt.

Supermoronic?

Åh, rockmusik, du er nogle gange en svær en at holde af. Tag nu Liam Gallagher’s nye single. Co-skrevet af Liam med en eller flere professionelle sangskrivere, lyder ‘Shockwave’ ligeså overbevisende autentisk som i 90’erne, når Robbie Williams udsendte sine britpopstiløvelser, bare minus sælgercharmen. Liam er omvendt helt fortabt i en verden uden bror Noel som musikalsk oplægger, og det formår ingen Status Quo-boogie med et par Oasis-referencebærende Beatles-broer at skjule, tværtimod. Albumtitlen Why Me? Why Not? skriger vel kun på ét svar: Fordi du aldrig er blevet voksen. Sæt hellere ‘Supersonic’ på og hør, hvor uomgængelig han sammen med Oasis var engang.