…If Adolf Hitler flew in today
They’d send a limousine anyway…
Strummer kaldte den først
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
RR RIP!
Love would tear them apart
Det er i dag et halvt århundrede side at dette billede blev taget, da Ian Curtis fik sin Deborah ved et kirkebryllup i St Thomas Church i Henbury, Cheshire. Det var så fire år før han mødte belgiske Annik Honoré ved et Joy Division-show på Nashville Ballroom i London, hvor også Orchestral Manoeuvres in the Dark og A Certain Ratio var på plakaten. Derefter blev det hele langt mere kompliceret.
16. august 1977
Elvis dør i Graceland, Memphis, Tennessee.
Live forever
The Telegraph ★★★★★ I don’t think anyone who managed to get their hands on a ticket for this reunion could feel short-changed. Because really it was a reunion between an audience and their favourite band, a reunion between Britain and rock’n’roll … It was very loud, it was simplistic to the point of banality and it was magically, exhaustingly uplifting.
The Standard ★★★★★ Today, reports of gen Z loving Oasis have not been overplayed. There’s been a cross-generational vibe around these shows. Like Noel’s dream of melding dance music communality with punk rock attitude to kill off grunge in the 90s, seems to have been rebooted. Turn off and on again, and the aggro violence has gone, and what’s left is something fresh and cool and utterly exciting.
The Times ★★★★★ Noel may have once called Liam a man with a fork in a world of soup, and Liam accused Noel of being a potato, but Acquiesce is a song about the fact that they “need each other” – and they do. Noel has a soul complex enough to write beautiful songs. Liam has a soul simple enough to deliver them with pure feeling. They are, ultimately, stuck with each other.
The Guardian ★★★★★ Against a ferocious wall of distorted guitars, there’s a weird disconnect between the tone of Noel’s songs – wistful, noticeably melancholy – and the way Liam sings them like a man seething with frustration, on the verge of offering someone a fight.
Og Liverpool’s Diogo Jota fik en varm hilsen fra Oasis i Cardiff…
The Clash på Roskilde
I aften for 40 år siden spillede The Clash på Orange på Roskilde. En uskøn, rodet, ja, håbløs koncert af den forcerede Mk II-version af bandet uden Mick Jones og Topper Headon. Med var til gengæld to nye bravado-guitarister og en trommeslager, der aldrig havde niveauet til at løfte den forpligtende opgave. Læg dertil en højlydt konflikt undervejs med DR, som filmede uden at have fået lov, eller også var det bare noget Strummer og Clash-talsmand Kosmo Vinyl opfandt på scenen for at kunne få noget konflikt. Sådan et ærgeligt show man lidt ønsker, man ikke havde været til…
Stemmen fra hinsides
Udsendt i dag for 45 år siden, få uger efter sanger Ian Curtis’ selvmord. ‘Love Will Tear Us Apart’ gjorde næsten for ondt at høre på da. I dag er Joy Division’s sang blevet en anden at høre på, har været et stygt hitliste-hit med Paul Young, synges ofte (med ændrede ord) på engelske fodboldstadions, og kommer derfor ikke længere med sit iskolde gys fra hinsides. En særegen og straks identificerbar kreation er den dog stadig
I dag for 46 år siden
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Brian Wilson er død
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Cameron Winter
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
All good things
Nu skal vi have noget ordentlig countrymusik med en kompetent vokalist. Her er Jess Woodland med den nye single “All Good Things”.
Winterland
Sex Pistols har i dag udsendt sin sidste aften på vinyl. Winterland, San Francisco-showet 14. januar 1978 var afslutningen på en kort, turbulent USA-tour, der sluttede med bandets opløsning. Efter denne aften rejste Johnny Rotten med Virgin’s Richard Branson til Jamaica for at scoute reggae-talenter, Steve Jones og Poul Cook tog med Pistols-manager Malcolm McLaren til Rio de Janeiro for at indspille exploitation-punk med den berygtede engelske togrøver Ronnie Biggs, mens heroin-styrede Sid Vicious tog til New York City for ultimativt at dø. Der har været en piratoptagelse af showet i omløb lige siden dengang, og den har altid lydt nådesløst som det det var; et splittet bands umulige forsøg på at fremstå som en fælles enhed. Den harske oplevelse forstærkes kun klart og tydeligt på denne officielle video, Sex Pistols har udsendt i dag. Vil til enhver tid gerne sætte bandets mesterlige Never Mind the Bollocks på grammofon, men undgår nok bevidst denne pinefulde selvdestruktion af en liveplade…
Protest Zero
Odbjergs nye, såkaldte protestsang om USA? Har næppe hørt så ubehjælpsom ‘politisk’ lyrik siden 70’erne, da venstrefløjen gjorde en dyd ud at udtrykke sine samfundsmæssige meningsstandpunkter en-til-en tilsat bløde frelser-akkorder. En protestsang skal jo have bid, vitriol eller bare en frisk indgangsvinkel, men aldrig blot gentage det åbenlyse, være et grædespejl eller en træt skrevet satire over sit emne. Selv mægtige The Clash kæmper herunder i en helt tidlig sang med at gøre nogle meget endimensionelle og firkantede ord levende, og lykkes kun fordi der flyves på så skarpe vinger af indignation og vrede. Den traditionelle danske protestsang brugte sjældent vreden som afsæt, men hvilede istedet i en langmodig, fællesskabsøgende vise/beat-musik, hvis temperatur var så veltilpas lunken, at det der skulle være protest som oftest faldt i søvn på vej mod sit segmenterede publikum som tryg hygge med diskret holdning-light smag.
Cinema
I 2021 var der premiere på Jonathan Alley’s dokumentar om australske The Triffids og deres omdrejningspunkt, alt for tidligt afdøde David McComb. Den har naturligvis, bandets størrelse taget i betragtning, aldrig været bredt tilgængelig herhjemme, men er nu pludselig dukket op i fuld længde på YouTube. Så forleden aften filmen, der, udover et yderst velkomment genhør med Perth, Western Australia-bandets filmiske musik, er (endnu) en slemt forstemmende historie fra musikbranchens altkværnende tandhjul. Lyder det som en advarsel? Sådan er det ikke ment. Dertil er The Triffids et alt for specielt band, David McComb en ditto sangskriver og brændende intens frontmand…
Marianne Faithfull er død
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.