Sex Pistols har i dag udsendt sin sidste aften på vinyl. Winterland, San Francisco-showet 14. januar 1978 var afslutningen på en kort, turbulent USA-tour, der sluttede med bandets opløsning. Efter denne aften rejste Johnny Rotten med Virgin’s Richard Branson til Jamaica for at scoute reggae-talenter, Steve Jones og Poul Cook tog med Pistols-manager Malcolm McLaren til Rio de Janeiro for at indspille exploitation-punk med den berygtede engelske togrøver Ronnie Biggs, mens heroin-styrede Sid Vicious tog til New York City for ultimativt at dø. Der har været en piratoptagelse af showet i omløb lige siden dengang, og den har altid lydt nådesløst som det det var; et splittet bands umulige forsøg på at fremstå som en fælles enhed. Den harske oplevelse forstærkes kun klart og tydeligt på denne officielle video, Sex Pistols har udsendt i dag. Vil til enhver tid gerne sætte bandets mesterlige Never Mind the Bollocks på grammofon, men undgår nok bevidst denne pinefulde selvdestruktion af en liveplade…
Odbjergs nye, såkaldte protestsang om USA? Har næppe hørt så ubehjælpsom ‘politisk’ lyrik siden 70’erne, da venstrefløjen gjorde en dyd ud at udtrykke sine samfundsmæssige meningsstandpunkter en-til-en tilsat bløde frelser-akkorder. En protestsang skal jo have bid, vitriol eller bare en frisk indgangsvinkel, men aldrig blot gentage det åbenlyse, være et grædespejl eller en træt skrevet satire over sit emne. Selv mægtige The Clash kæmper herunder i en helt tidlig sang med at gøre nogle meget endimensionelle og firkantede ord levende, og lykkes kun fordi der flyves på så skarpe vinger af indignation og vrede. Den traditionelle danske protestsang brugte sjældent vreden som afsæt, men hvilede istedet i en langmodig, fællesskabsøgende vise/beat-musik, hvis temperatur var så veltilpas lunken, at det der skulle være protest som oftest faldt i søvn på vej mod sit segmenterede publikum som tryg hygge med diskret holdning-light smag.
I 2021 var der premiere på Jonathan Alley’s dokumentar om australske The Triffids og deres omdrejningspunkt, alt for tidligt afdøde David McComb. Den har naturligvis, bandets størrelse taget i betragtning, aldrig været bredt tilgængelig herhjemme, men er nu pludselig dukket op i fuld længde på YouTube. Så forleden aften filmen, der, udover et yderst velkomment genhør med Perth, Western Australia-bandets filmiske musik, er (endnu) en slemt forstemmende historie fra musikbranchens altkværnende tandhjul. Lyder det som en advarsel? Sådan er det ikke ment. Dertil er The Triffids et alt for specielt band, David McComb en ditto sangskriver og brændende intens frontmand…
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
Forhistorien er at Associates-sangeren Billy Mackenzie’s mor Lily i sommeren ’96 dør af kræft. Mackenzie kommer sig aldrig over tabet af hende, der stod ham allernærmest, og et halvt år senere, efter længe forgæves at have kæmpet med depression, begår han selvmord i familiens hunde-udhus i Auchterhouse, få kilometer udenfor østskotske Dundee. Det sker for 28 år siden i dag, 22. januar 1997. Med hans utidige bortgang mister Storbritannien ikke blot en af sine førende whippet-trænere, men især den vel nok mest luksuriøse sangstemme postpunk-generationen har kunnet mønstre. Herunder kan Billy Mackenzie høres på et samarbejde med schweiziske Yello, med hvem han skrev en sang til Shirley Bassey. Heldigvis indspillede han også selv en vokal-version til 007-divaen Mrs. Bassey’s backingtrack. Naturligvis overgår den i flamboyant stjernefunklen selv James Bond-sangerindens egen og langt mere kendte. Så vild var han.
…Well, the road is out before me And the moon is shining bright What I want you to remember As I disappear tonight Well today is grey skies Tomorrow is tears You’ll have to wait til yesterday is here…
Elvis Aaron Presley, født i dag for 90 år siden i et beskedent træhus i Tupelo, Mississippi, her med en af de sørgeligste sange fra sit katalog. De tilsatte levende billeder fra Kongens begravelse i august 1977 i Memphis passer bekymrende godt til den ulmende musiks grumme tekst, bortset fra at dens sorte limousine her i virkeligheden er blevet skiftet ud med en hvid…
Så hvor meget fattigere ville december ikke være uden The Pogues’ varmt sejlende musik og punkede anarki? Læg dertil Shane MacGowan’s besjælede ord, der sender sange som band afsted på bredest tænkelige vingefang.
Shane MacGowan, der døde sidste år, er naturligvis savnet nu, som han de facto var det de sidste 20-30 år af sit liv, hvor han grundet en ekstrem livsstil ikke længere var istand til at sejle sit unikke kongeskib af et lyrisk talent. Måske den kæntrende slagside var prisen for en så anderledes speciel vision og sans for at formidle den?
Musikken står under alle omstændigheder indspillet og kan nydes nu og i morgen. Man kan så nemt ønske sig at have hørt hvilke klassikere MacGowan kunne have begået de sidste 30 år af sit liv, hvor han ikke længere kunne skrive, men det er nok at misse pointen og præmisserne for denne uregerlige ener?
Her istedet ‘Sally MacLennane’, en af de mange forbløffende store sange, han nåede at servere os. Apropos at servere, så var det først i indeværende år det gik op for denne side, at titlen på sangen ikke er nogen irsk kvinde med grønne øjne, men istedet navnet på et ølmærke. Naturligvis. Det bliver sangens liv-og-død-fortælling dog overhovedet ikke dårligere af…
Sally MacLennane
Well, Jimmy played harmonica in the pub where I was born He played it from the night time to the peaceful early morn He soothed the souls of psychos and the men who had the horn And they all looked very happy in the morning
Now Jimmy didn’t like his place in this world of ours Where the elephant man broke strong men’s necks When he’d had too many Powers So sad to see the grieving of the people that I’m leaving And he took the road for God knows in the morning
We walked him to the station in the rain We kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
The years passed by the times had changed I grew to be a man I learned to love the virtues of sweet Sally MacLennane I took the jeers and drank the beers and crawled back home at dawn And ended up a barman in the morning
I played the pump and took the hump and watered whiskey down I talked of whores and horses to the men who drank the brown I heard them say that Jimmy’s making money far away And some people left for heaven without warning
We walked him to the station in the rain We kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
When Jimmy came back home, he was surprised that they were gone He asked me all the details of the train that they went on Some people they are scared to croak but Jimmy drank until he choked And he took the road for heaven in the morning
We walked him to the station in the rain And we kissed him as we put him on the train And we sang him a song of times long gone Though we knew that we’d be seeing him again
Sad to say I must be on my way So buy me beer and whiskey ’cause I’m going far away (far away) I’d like to think of me returning when I can To the greatest little boozer and to Sally MacLennane
I går havde vi her Peter Doherty’s sang til Amy Winehouse. Og her er så den nu afdøde sangerinde selv på Glastonbury’s scene sammen med The Specials og deres Terry Hall, som selv gik bort i dag for 2 år siden, kun 63 år gammel, han er stærkt savnet. Læg iøvrigt mærke til The Specials’ keyboard-maestro og bandleader Nikolaj Torp, der få år før var med på keys på Vejen Hjem Fra Rocknroll-touren. Men det var bare en bibemærkning; posten her tilhører Amy og Terry…
Da hele pop-verdenens car crash i slow motion Amy Winehouse døde i 2011 skrev hendes nære ven – og lidelsesfælle ude på nattens overdrev – Peter Doherty denne sang. Fire år efter indspillede og udsendte han den på en single. Ingen kunne vel skrive en så veldrejet intim ballade som Doherty i de år, inden hans så utøjlede talent tog Shane MacGowan-flugtvejen ud ad bagdøren…
Mørk musik til en mørk tid? Hvad så med et af de hele 20 numre der er på det nye album The Cleansing fra den tidligere The Only Ones-frontfigur Peter Perrett? Sjældent har basic rocknroll i indeværende år vel lydt relevant, men her sker det uden problemer. Og så kommer hele herligheden ovenikøbet på Perrett’s beske stemmebånd med et Richard Butler fra Psychedelic Furs-værdigt skud af veldoseret verdenslede…
Det er blevet ét år og en uge siden The Pogues’ uforlignelige Shane MacGowan blev sendt afsted fra Tipperary til en begravelse af de mere livesbekræftende. Det blivende øjeblik fra den eftermiddag var dog fyldt med intens tristhed, da Nick Cave kæmpede med sin fatning, overvandt den og leverede en storslået sortblå version af ‘A Rainy Night In Soho’…
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
