Ja, hvad venter du på? En lang sommer med så lidt ny musik, så få nye udgivelser, giver kun feberdrømme. Engang for længe siden var jeg med en flok på en togtur fra Athen, gennem det nu opløste Jugoslavien, til München. Togrejsen blev undervejs ramt af groteske forsinkelser, og da ingen af os havde noget proviant, yugo-valuta, eller kunne bruge den tids American Express-rejsechecks, hverken på togstammen eller de banegårde, den i sin møjsommelige rejse nordpå sneglede sig igennem, var der slet intet at spise i to og et halvt døgn. Så vi endte uundgåeligt i sultens volds djævelske fantasier og fortalte hinanden lange, beskrivende historier om de bedste måltider, vi hver for os nogensinde havde fortæret. Gjorde mere ondt end godt at høre på og forestille sig. Så hvad venter du på? Mig, jeg tjekker utåmodigt og hver eneste dag efter annoncering af to longplayers, ingen vel ved om i det hele taget er på vej: En ny en med The Walkmen’s Hamilton Leithauser, og ligeså meget et spritnyt Thåström-album. Har allerede ventet a-l-t for længe, men sådan er spillets regler, lost in music. Hvad venter du på?
Og den omtalte togtur? Flokken ankom endelig med dræbertoget til München en morgen meget tidligt, tumlede lysvågne ud på perronen, men alt var lukket på og omkring Hauptbahnhof. Eneste reelle mulighed var Weinland-vingummi fra en automat, der fandtes tyske mønter til. Tog på efterfølgende sukkerchok et morgen-schnellzug videre, fik et enormt måltid senere samme formiddag på en hamburgerrestaurant ovre i franske Strasbourg. Sult er en mægtig energi. Hvad venter du på?
