Arcade Fire leverede et vellykket og farverigt show på lidt over halvanden time med de forskellige musikalske udtryk, der kendetegner dem – og der var både alvor og fest. Koncerten startede med konfetti fra kanoner og hen mod slutningen dukkede de berømte papmachéhoveder frem. Både Pastorinden og jeg holder af The Suburbs, og dette album var også godt repræsenteret. Til gengæld var der kun ét nummer fra Neon Bible. Karnevalsagtigt? Ja, bestemt. Godt? Ja, bestemt også!
Det var en tur ned ad mindernes allé med The Pixies – og der var tydelig genkendelsesbegejstring ved “Wave of Mutilation”, “Here Comes Your Man”, “La La Love You” og hvad der nu ellers kom fra bagkataloget. Meget kan man sige om Frank Black (eller hvad han nu hedder nutildags), men han er så afgjort ikke en af de rockmusikere der er blevet lidt godt i stand som årene et gået.
Nu har jeg også været til koncert med dem. Kompetent og lidt kedeligt; det rigtige Duran Duran er dog at foretrække. Undskyld.
Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.