Det var en smuk søndag aften med Danmarks førende soulband med besøg fra Peter Sommer på sang i “En nat bliver det sommer” (pun intended) og Mikael Simpson på mundharpe på ikke helt få numre. Og alt sammen i en god sags tjeneste, nemlig i arbejdet mod tortur.
Støt DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur) – besøg https://stoptortur.dk.
En trakeotomi er ifølge Den Store Danske
…en mindre operation, hvorunder der fra halsens forside skæres en åbning i luftrøret lige under struben for at skabe frie luftveje.
For nylig udkom In The Rainbow Rain, det nye album med Okkervil River. Her hylder Will Sheff, der selv gennemgik en sådan operation som helt lille, en række kendte mennesker, der også kom under kniven på denne måde. En af dem er Ray Davies, og det er en glimrende anledning til at citere “Waterloo Sunset”. Hør og se bare.
(Og ja, In The Rainbow Rain er et album, jeg godt kan lide, forudsigelig som jeg jo er.)
Det album fra 2018, jeg hører mest for tiden, er Cocoa Sugar af Young Fathers, en trio fra Edinburgh, der fik en Mercury Award for debutalbummet Dead. Slægtskabet med bands som Massive Attack og ikke mindst TV On The Radio er tydeligt. De unge fædre fra Skotland er på én og samme tid eksperimenterende og tilgængelige i deres genreblanding, der virker forbløffende naturlig og sømløs. Der er mange gode sange på Cocoa Sugar, og her er en af dem.
I dag stod solen op klokken 5.41 og den går ned igen klokken 20.35. I næste uge begynder de lyse nætter i København. Den slags er der blevet skrevet gode sange om. Månen er tiltagende; der er fire dage til fuldmåne. (Også dét er der blevet skrevet sange om.)
Duane Eddy bliver 80 og hans danske modstykke Jørgen Ingmann kunne være blevet 93. Den tidligere forsanger fra Ballet Mécanique fylder 55. Og den tidligere guitarist fra Næste Uges TV er atter på omgangshøjde med mig. Tillykke herfra!
Nu kommer der en ny kategori i Rock and Roll Hall Of Fame:
Introduced by “Little Steven” Van Zandt, the new Rock and Roll Hall Of Fame Singles category is “a recognition of the excellence of the singles that shaped rock ‘n’ roll, kind of a rock ‘n’ roll jukebox, records by artists not in the Rock Hall — which is not to say these artists will never be in the Rock Hall. They just are not in the Rock Hall at the moment.”
De første fire er “Rocket 88″ med Jackie Breston and his Delta Cats, “Rumble” med Link Wray, “The Twist” med Chubby Checker, “Louie Louie” med The Kingsmen, Procol Harum med “A Whiter Shade Of Pale” og “Born To Be Wild” med Steppenwolf.
Hvem bør være de næste? Jeg har selvfølgelig også mine bud.
Pludselig, to minutter inde i gruppens store hit (nej, ikke “Atomic”):
The use of nuclear power is merely a symptom of our troubled times. It is time for all Americans to take control of their own lives and stop being pushed around and poisoned. The race for nuclear superiority can only end with the destruction of civilization.
Bokssættet Billeder af verden er præcis lige så virkeligt som De løse mix, der en overgang i 1999 var meget efterspurgt rundt omkring.
På denne langfredag kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg for 30 år siden så Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ (der aldrig har fået en dansk titel), der er bygget på Nikos Kazantzakis’ roman. Filmen var dengang meget kontroversiel, fordi den viser hvordan Jesus bliver fristet af djævelen og tilsyneladende giver efter for at stige ned af korset, blive gift med Maria Magdalene (!) og få børn. Filmens og romanens pointe er dog faktisk, at det netop ikke sker og at djævelen bliver besejret. Men det overså de kristne fundamentalister.
Det er i al fald en film, det er værd at se. Harvey Keitel er en overraskende velvalgt Judas. Men den store overraskelse for mig var at opdage, hvem der spillede Pontius Pilatus. Jeg forventede (og håbede vel også) at han ville sige, at we can be heroes, just for one day.
En del ved nok at Anthrax har lavet en coverversion af “Got The Time” fra Joe Jacksons Look Sharp! Men også en Smiths-cover? Det er ikke så overraskende igen, hvis man kender originalversionen fra dengang i 1986, da Craig Gannon var med i The Smiths.
På denne nostalgiske blog har vi skrevet meget om David Bowie, og nu skriver jeg om ham igen.
Af uvisse årsager har jeg haft et hul i min David Bowie-samling, nemlig albummet The Buddha of Suburbia fra 1993. Det er baseret på lydsporet til tv-serien af samme navn, der så igen er baseret på Hanif Kureishis roman af samme navn. Romanen har jeg læst, tv-serien fik jeg aldrig set. Og albummet fik jeg først hørt i år. Det fik ikke særlig megen opmærksomhed, da det kom, og det er synd.
The Buddha of Suburbia er nemlig et album, der dels igen placerer Bowie i den engelske sammenhæng, han kom fra, dels sender musikalske hilsner tilbage til albums som Low og Heroes i sine instrumentalnumre. Tilmed er det faktisk ikke specielt dårligt, synes jeg. Måske er det bare fordi jeg savner David Bowie? (Det gør jeg nemlig.) Jeg har i al fald hørt det en del gange på det seneste.
Her er et nyt nummer med Dusted, der er et band startet af Brian Borcherdt fra det canadiske ensemble Holy Fuck. Dusted er dog stilistisk meget anderledes; “Backwoods Ritual” er en enkel guitar-pop-sang. Til april 2018 kommer der et helt album med Dusted.
(fra https://www.presseportal.de/blaulicht/pm/108747/3827350)
En overraskende live-udgave med løsnet slips og blød hat af en sang, som den plagede, men meget musikalske trommeslager Topper Headon skabte til Combat Rock. Er der nogen arabiskkyndige her, som kan hjælpe os med Tahas tekst?
Rachid Taha mødte i øvrigt The Clash i deres storhedstid. I The Guardian kunne man i 2007 læse at
The French-Algerian singer Rachid Taha has a story about the first time he met the Clash. It was September 1981, and Taha bumped into all four members of the band just before they were due to play at the Théâtre Mogador in Paris. Taha gave them a copy of a demo tape by his band, Carte de Séjour (Residence Permit), an outfit from Lyon who combined Algerian rai with funk and punk rock.
“They looked interested,” remembers Taha, “but when they didn’t get in touch, I thought nothing of it. Then, a few months later, I heard Rock the Casbah.” He cackles mischievously. “Maybe they did hear it after all.”
I dag mistede vi Mark E. Smith, sanger og sangskriver i The Fall – et band, der var fast inventar i John Peels programmer på BBC. Mark E. Smith blev 60. Jeg var aldrig så stor en fan af ham, men indflydelsen fra Engelsk Rocks Sure Mand er uomtvistelig og må anerkendes hos senere, næsten lige så sure engelske bands. Hvor ville f.eks. The Arctic Monkeys eller Sleaford Mods være, hvis ikke det havde været for Mark E. Smith? Æret være hans minde.
Dette er mit første indkøb af ny musik i 2018. Måske er det ikke stor kunst – eller måske er det det netop, for “Mainland” med australske Rolling Blackouts Coastal Fever [hvilket navn!] er et på én gang helt ligetil og velskåret rocknummer, der på en god måde sender tankerne tilbage til en lyd fra de tidligere 1980’er, som så ofte bliver hyldet på denne blog.