I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.
Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.
Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.
I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.
Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.
Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:
Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)
Det er ikke så tit, vi nævner The Who herinde. Men her er en gribende udgave af “Real Good Looking Boy”, det ene af to nye numre fra opsamlingsalbummet Then And Now fra 2004. Det er en koncertoptagelse, hvor man for én gangs skyld ser Daltrey spille guitar, og hvor nærbillederne afslører at Townshend er tydeligt bevæget og hvor det er som om han genopdager noget af venskabet. Bemærk også Elvis-citatet undervejs. Sangen er faktisk en hyldest til manden fra Tupelo.
Roger Daltrey og Pete Townshend er selvfølgelig blot ét af mange musikalske makkerpar, der begyndte som nære venner (eller søskende!), men endte med at have et kompliceret forhold til hinanden. Ligesom Lennon og McCartney, Strummer og Jones, Simon og Garfunkel, Jeff Tweedy og Jay Farrar, Don og Phil Everly, Neil og Tim Finn, Barry og Robin Gibb, John og Tom Fogerty, Ray og Dave Davies, Liam og Noel Gallagher, – og talrige andre. Trist, at det så tit er endt sådan.
Jeg er som bekendt ret glad for The Replacements’ musik, og en af deres fineste sange er “Skyway”, der er næstsidste nummer på Pleased To Meet Me fra 1987. Først for nylig tog jeg mig sammen til at slå op, hvad ordet egentlig dækker over – og det er en samling af overdækkede gangbroer mellem højhuse i Minneapolis, hvor Paul Westerberg og de andre boede. Billedet viser, hvordan der ser ud inde i en skyway.
(Er der egentlig andet end højhuse i amerikanske storbyer?)
Vi har midlertidigt fjernet muligheden for at man kan registrere sig som bruger på bloggen og har lavet en ny side (http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/registrering/) som også kan tilgås i topmenuen.
Fra nu af skal alle, der vil være brugere her, skrive til
for at blive brugere. Årsagen er enkel: Hver dag får vi mindst 10 nye spam-brugere, og dem skal vi slette manuelt, så vi kan slippe for “kommentarer” om Viagra o.lign. og egentlige sikkerhedsangreb. Den slags ubudne gæster er vi efterhånden lidt trætte af. Rigtige, ordentlige nye brugere får vi ikke nær så tit, men jer er vi slet ikke trætte af. Tværtimod – bliv endelig ved med at holde os med godt selskab.
Jeg har aldrig nævnt African Head Charge her, men i dag sker det. Helt tilbage for 30 år siden var jeg rigtig glad for deres album Songs of Praise. Det udkom som deres andre tidlige udgivelser på Adrian Sherwoods pladeselskab On-U Sound. Siden tabte jeg dem af syne. Men de findes stadig, og her er en liveoptagelse med dem fra 2017.
I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne
der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.
Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.
Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.
Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.
Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.
Del Naja skriver
Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.
Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.
Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.
