Alle indlæg af Pastoren

En ny sang fra Jakob Hellmann

En af de svenske sangskrivere, der har været en afgørende inspiration for Joakim Berg og (ikke mindst!) Håkan Hellström, er Jakob Hellman. Hans debutalbum …och stora havet fra 1989 er stadig hans eneste album. Af og til har han givet koncerter, bl.a. sammen med salig Olle Ljungström. Nyt materiale har der til gengæld ikke været, bortset fra et duet-samarbejde med Magnus Ekelund, som jeg nævnte her i 2012. Men nu er der pludselig nyt fra Hellman. Dobbeltsinglen “Jag kan inte saga hejdå till dig” udkom i går. Den anden nye sang er “När jag går in nånstans och känner mig utanför”. Til januar skulle der endda komme et helt album med den let ironiske titel Äntligen borta.

Pleased To Meet Me

I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

The Gin Blossoms

Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.

Oujee

Finsk er et forbløffende godt valg til en coverversion af denne ikke helt ukendte sang, her fortolket af finlandssvenske Lasse Mårtenson.

Yrtsi, tuote luonnon vihreän
Yskävaaran takaa tuli hän
Muuttui Stadin tapaiseks,
Ajoi kulmat ja säärikarvansa veks
Noniin Yrtsi, miltä meno maistuu?
Noniin Yrtsi, miltä meno nyt maistuu?
Joko osataan: duddududdu…

Kaiken, mitä sain, Kake möi
Toisen kamallakin rahoiks löi
Kakelta myös lainaa saa,
Korko vaan on vähän korkeempaa
Noniin Kake, miltä meno maistuu?
Niinpä niin Kake, miltä meno nyt maistuu?

Disko Siskon päässä aina soi
Nyt kai se jo mankankin myydä voi
Bussin jarru jos vinkaisee, siinä on taas joku jeejeejee
No hei Sisko, miltä meno maistuu?
Hei Sisko, miltä meno nyt maistuu?
Oujee
Jee

Leiska kulkee taas pilvissään
Meni sateenkaaria kiipeemään
Se ei viihdy enää tässä
Se tähtää korkeelle elämässä
Noniin Leiska, miltä meno maistuu?
Niinpä niin Leiska, miltä meni nyt maistuu?
Kuule hei! Duddududdu…

For 30 år siden

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

Jan Sneum er død

Jan Sneum er netop død; han blev 74 år gammel. Han var en af de suverænt mest vidende rockjournalister i Danmark, og hans arsenal af anekdoter fra mange årtier var også så godt som uudtømmeligt.

Engang for mange år siden skrev jeg til Jan Sneums program på P3 (for det var dengang, hvor P3 stadig spillede lidt af hvert og havde plads til studieværter med viden og indsigt) og bad ham spille “Nowhere Is My Home” med The Replacements. Og dette svært opdrivelige nummer, produceret af Alex Chilton, fandt han frem og spillede i Statsradiofonien.

Nu skal vi forsøge at leve videre uden Jan Sneum, der blev endnu et offer for prostatakræften. Hans betydning for dansk rock kan ikke overvurderes. Æret være hans minde.

Can’t Hardly Wait

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.