Jeg har først fået hørt det seneste album med Manic Street Preachers nu. Titelnummeret fra Rewind The Film dukkede op her på bloggen for nogle måneder siden. På mange måder er det typisk for albummet, som jeg synes er et af deres absolut mere vellykkede. Den walisiske trio er forbi sin storhedstid på hitlisterne og kan næppe fylde et stadion igen udenfor hjemlandet, og selv om de seneste par albums havde stedvist godt melodimateriale, var det som om de stod lidt i stampe også. På Rewind The Film er der en hel del mere eftertænksomhed at spore; der er skruet ned for de Brian May-agtige guitarudladninger og i stedet er der kommet en akustisk tone ind. På et par af numrene er det andre end James Dean Bradfield, der synger det meste. Titelnummeret, hvor Richard Hawley gør det rigtig flot, er det ene eksempel. Og så er der et instrumentalnummer – jeg tror det er første gang for dem. Af og til har Bradfield, Jones og Moore fået smæk for at forsøge sig med en gang blød rock (tør man bruge en sådan betegnelse her på bloggen?), men jeg kan godt lide den tydelige inspiration fra især Burt Bacharach, der også tidligere i bandets karriere har stukket hovedet frem her og der.  De egentlig ret forsigtige eksperimenter med bandets lyd har hjulpet.

Det er endnu mere tydeligt end det har været længe, at de vrede unge mænd fra for 20 år siden tænker på noget andet nu med sange som “Running Out Of Fantasy” og “This Sullen Welsh Heart”. “I Miss The Tokyo Skyline” er dog nok mit yndlingsnummer – en vemodig asiatiskklingende violin, et loop, der driver sangen frem og en tekst om glæden ved at rejse ud, en hyldest til Japan og det på én gang velkendte og meget fremmedartede. Jeg har været der selv og ved, hvad de vil sige med teksten.

Nu må jeg også hellere skrive noget om Arcade Fire og Reflektor. Det var trods alt et album, jeg havde set frem til (og havde forudbestilt), og det ved jeg at Jens og mange andre også havde. Og først var jeg rigtig skuffet: albummet virkede som en for stor mundfuld, og numrene forekom mig at være for lange og for spredte i deres udtryk. Men samtidig har jeg været utilbøjelig til at komme med en hurtig smagsdom; jeg er ikke anmelder, så der er ingen deadline at skulle overholde, og jeg håbede på at tage fejl, for det er før sket i min karriere som lytter at jeg har skiftet mening og er blevet mildere stemt efter at have dannet mig et bedre overblik.

Det er dét, der er sket for mig. I disse dage er Reflektor blevet et album, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg må i skrivende stund have hørt det mere end 20 gange. Og jeg vil ikke tøve med at indrømme det: Jeg er som helhed godt tilfreds med Reflektor nu; sangene står meget tydeligere frem, og både den (efter Arcade Fire-målestok) funky begyndelse med titelnummeret og “We Don’t Exist” og den mere drømmende afrunding med “Afterlife” og “Supersymmetry” giver mening for mig. Også de mere pågående numre inde midt i (“Normal Person” og tøfrockeren “Joan Of Arc”) har deres berettigelse. Der er stadig et par steder, hvor der vel kunne skæres lidt – “Flashbulb Eyes” er ikke et godt reggaenummer, og det allersidste “nummer” kunne også godt undværes.

Så et helstøbt mesterværk har vi ikke, men lidt mindre kan også gøre det. Helhedsindtrykket af Reflektor er godt (man må selvfølgelig være lige så uenig heri, det skal være), og jeg vil se frem til at opleve Arcade Fire til Northside til næste sommer.

Vi har tidligere skrevet her om den nye, udvidede udgave af Bowies comeback-album The Next Day. Her er et hele 10 minutter langt remix af “Love Is Lost”, som man vil kunne finde på denne lige lovlig markedsbevidste genudgivelse af et af årets bedste albums.

Et lige vel underligt navn til et band, men sangen er da egentlig ok, ikke?

Et særdeles solidt soulnummer med Willis Earl Beal og Chan Marshall (bedre kendt som Cat Power), taget fra Beals album Nobody Knows. Desværre måtte han for nylig aflyse den koncert, han skulle have givet i København.