Alle indlæg af Pastoren

For 30 år siden

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

Jan Sneum er død

Jan Sneum er netop død; han blev 74 år gammel. Han var en af de suverænt mest vidende rockjournalister i Danmark, og hans arsenal af anekdoter fra mange årtier var også så godt som uudtømmeligt.

Engang for mange år siden skrev jeg til Jan Sneums program på P3 (for det var dengang, hvor P3 stadig spillede lidt af hvert og havde plads til studieværter med viden og indsigt) og bad ham spille “Nowhere Is My Home” med The Replacements. Og dette svært opdrivelige nummer, produceret af Alex Chilton, fandt han frem og spillede i Statsradiofonien.

Nu skal vi forsøge at leve videre uden Jan Sneum, der blev endnu et offer for prostatakræften. Hans betydning for dansk rock kan ikke overvurderes. Æret være hans minde.

Can’t Hardly Wait

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.

The Replacements som film?

Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.

Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.

Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.

Justin Townes Earle er død

Justin Towns Earle optræder online i 2010 på GQ.com

Justin Townes Earle blev født 4. januar 1982 og døde i går, søndag den 23. august 2020, 38 år gammel. Han var en dygtig sanger og sangskriver, men desværre også hjemsøgt af personlige nederlag og af misbrugsproblemer.

Jeg var glad for hans album Saint of Lost Causes, der kom sidste år. Her er en sang derfra.

Tårernes dal

En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.

(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)

Dirk Powell

I Ain't Playing Pretty Polly

Excited to share a brand new video of my original song, "I Ain't Playing Pretty Polly," available now here: https://CompassRecords.lnk.to/yGTum with pre-orders of the album "When I Wait For You" ready to go here: https://CompassRecords.lnk.to/WIWFYAudio by Dirk Powell. Videography by Irena Eide. Editing by Jody Spence. YouTube https://www.youtube.com/watch?v=5GKa8tBl_T4Thanks to all of you who have downloaded or listened to the song and offered feedback. I'm particularly grateful to have heard from victims of abuse about what the song has meant to them. When I've played it live, some audience members have come to me with tears of gratitude and others have walked out in the middle of the performance. That's ok with me. I would rather offend someone who feels threatened by my take on this aspect of tradition than further traumatize someone who has been the victim of violence. That may seem like a hypothetical situation but it's not. As was pointed out previously, songs like "Pretty Polly" or "Knoxville Girl" are often given a humorous introduction these days, to distance the singer from them and portray them as if the violence is so exaggerated and over-the-top that it couldn't possibly be taken seriously. A friend of mine performed "Knoxville Girl" from this perspective, once, and was approached by a victim of abuse afterwards. She was shaking and sobbing, and just asking, why? Why give voice to this violence? The song brought her back into the abuse. I will gladly offend someone who doesn't like my take on this before I will risk the possibility of further hurting an innocent victim of abuse in this way again.I performed and recorded the worst of these songs for a very long time. I own that. I'm done now. I had a revelation in the middle of singing "Pretty Polly," when I remembered my daughters trying to accept the violence in these songs as if it meant nothing, since it seemed to mean nothing to anyone else. I can't do it anymore. I have other songs to sing, like this one.

Slået op af Dirk Powell i Mandag den 10. august 2020

Jeg kendte faktisk ikke til Dirk Powell, men blev opmærksom på ham gennem et opslag fra Rhiannon Giddens. Denne sang lover godt.

Med til historien hører også baggrunden for sangen: Der findes en masse murder ballads i britisk og amerikanske folkesangstradition; Nick Cave som bekendt ladet sig inspirere heraf. Mange af sangene handler om mænds vold mod kvinder. “Pretty Polly” er en af de bedst kendte; den findes både i England og Nordamerika og jeg har læst en interessant artikel om dens baggrund – den går helt tilbage til 1570 . Men skal man blive ved med at synge dem i vore dage? Dirk Powell valgte at holde op, og hans beslutning forstår jeg godt.

Hvad er livet?

Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.

Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).

Et værelse med udsigt

Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)

Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.

Michael Wilson

Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.