Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.
Men sangen er stadig en klassiker.
I dag bliver P.J. Harvey 50. Koncerten i Randers i efteråret 2017 er meget højt på min liste over koncertoplevelser, og mesterværket Let England Shake kan ikke besynges nok. Tak og tillykke!
Kim Shattuck havde ALS (amyotrofisk lateral sklerose), en meget alvorlig og uhelbredelig sygdom. Det forklarer måske, hvorfor hun så pludseligt forlod gruppen. ALS er en sygdom, der medfører at de motoriske nerver efterhånden dør, så man efterhånden får svært ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke – og trække vejret. Troels Kløvedal er en anden kendt person, der døde af ALS.
Kim Shattuck blev 56, kun få måneder ældre end denne blogs forfattere. Æret være hendes minde.
Så er Dead Man’s Pop udkommet, 30 år efter Don’t Tell A Soul, det næstsidste album med The Replacements ,så dagens lys. Jeg hørte først sent om The Replacements, for deres albumudgivelser var ikke nemme at opdrive, og første (og eneste) album, jeg kunne få fat i, var netop Don’t Tell A Soul med et års forsinkelse. Dengang i 1990 kunne jeg sagtens høre, at sangene var gode, men produktionen var glat og “firseragtig” (som vi senere kaldte det). Var det virkelig så godt et band, som nogle gik og sagde? Faktisk var skurken vel den dengang så flittigt benyttede Chris Lord-Alge, der ofte blev hidkaldt for at lave det endelige mix og var i specialist i netop at forsyne datidens pop/rock/hvad det nu hedder-indspilninger med en glat og “radiovenlig” overflade. Men da jeg fik arbejdet mig baglæns gennem The Replacements’ bagkatalog, fik jeg efterhånden et noget mere dækkende billede af hvad denne gruppe med de delvist nordiske aner stod for.
På Dead Man’s Pop kan man høre et nyt mix af Don’t Tell A Soul, der skyldes produceren Matt Wallace, og det lyder hverken glat eller firseragtigt. Der er også en masse outtakes, bl.a. nogle numre med Tom Waits som gæst og en liveoptagelse af en hel koncert. Noget af den har tidligere været tilgængelig på ep’en Inconcerated, men nu er det hele omsider tilgængeligt.
Også jeg sætter denne sang meget højt. Her er den til jer alle derude.
Tillykke med de 70 og en stor, stor tak for sangene og pladerne og koncerterne. Godt du er her endnu!
Jeg stod op her mandag morgen til den triste nyhed om at Ric Ocasek er fundet død i sin lejlighed i New York. Han blev enten 70 eller 75 år – det er der faktisk usikkerhed om.
Ud over årene i The Cars og med solokarriere husker mange af os Ocasek som producer for navne som Bad Brains, Bad Religion, Suicide, Weezer og Nada Surf.
På en dag som denne er The Cars’ største hit, “Drive”, et passende valg.
Angel Olsens nye album hedder All Mirrors. Det kommer til oktober, men titelnummeret er her allerede nu. Englen, der hedder Olsen, giver koncert i Danmark til januar.
Der var engang et engelsk band, der hed The Blue Aeroplanes. Jeg så dem på Edinburgh Playhouse i efteråret 1988, hvor de udgjorde opvarmning for selveste R.E.M. Det var dengang, hvor Berry, Buck, Mills og Stipe stadig ikke var et større navn, end de snildt kunne give koncert i et stort teater.
The Blue Aeroplanes havde en vokalist, Gerard Langley, der ofte mere talte end sang (hvem sagde Lou Reed?) og et polsk medlem, Wojtek Dmochowski, der hverken spillede eller sang, men derimod lavede en slags fortolkende dans til koncerterne. Var det godt? Jeg ved det ikke rigtig, men det var i al fald specielt, og jeg lagde da mærke til dem.
Det må have været i 1983, jeg så Linton Kwesi Johnson til reggae-festivalen på Huset i Aalborg. Opvarmningen var et reggaeband fra Warszawa ved navn Daab (det betød ikke “dåb”, men “dub”), hovednavnet var den legendariske Linton Kwesi Johnson. Det er først og fremmest LKJ, som han ofte bare kaldes, som jeg husker – tænk, at han har været i Aalborg. Men han var fuld af lovord over for Daabs polske udgave af reggae. Og de findes stadig.
Mere polsk pop, denne gang med Behemoth visualiseret med en dervish, kors, kæder og diverse kreative anvendelser af niqab.
Alex Chilton er her som bekendt ikke mere, men den store stjerne skinner stadig.
I dag fylder Franz Beckerlee 77.
Det er snart mange år siden, han lagde guitaren på hylden for at koncentrere sig om billedkunst. Men her er et af de numre, jeg husker ham for. På “The Last Jim” må det være salig Jørgen Ingmann, han har ladet sig inspirere af.
Da jeg i sidste uge var til festival i Göteborg fulgtes jeg som bekendt med en jævnaldrende svensker fra koncerten med Orville Peck, og han (dvs. svenskeren) betroede mig, at Gasolin var et af de navne, han altid har holdt af – og især Franz Beckerlee satte han højt. “Franz Beckerlee är bättre än Jimi Hendrix!” sagde han.
Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.
Herunder er er lige en sang mere med Yola.
Jeg fik forleden udnævnt Christian Cherry til at være Neneh Cherrys bror. Men så enkelt er det slet ikke. Ved hjælp af OmniGraffle (et stykke software, som man tilsyneladende kan tjene penge på at bruge godt) har jeg lavet ovenstående diagram over de faktiske familieforhold i den dansk/svensk/amerikansk/sierraleonske familie, der har skænket os fire svenske musikere og en dansk vejrvært. Diagrammet (der er en ikke-orienteret todelt graf) afspejler en spændende (og for 1960’erne typisk) beretning om seriel monogami. Kun Cherno og Titiyo er helsøskende.
(En dag, når jeg har rigtig god tid, vil jeg lave et tilsvarende diagram, der forklarer hvorfor jeg selv har en bror, der er tysker, en anden, der er københavner og to søstre, der er englændere!)