Et fremragende nummer fra Elvis Presleys comeback special fra 1968. Det er hans reaktion på mordet på Martin Luther King. David Bowie er en lige så stor stjerne som Elvis, men uden Elvis ingen Bowie (og vel heller ingen Bassey eller Sexmith).
I dag fik jeg en opringning fra min moster Anna, der ligesom Elvis er født i 1935. Hun ønskede mig tillykke og vi fik en god snak. Tænk, hvis de to havde mødt hinanden!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Jeg nævnte i en kommentar til Jens, at Martin Hannett var glad for dub reggae og at man kunne høre det i hans produktioner. Men også Joy Division/New Order lyttede til reggae, selv om man måske ikke skulle have troet det. Her er New Order med deres bud på Keith Hudsons “Turn the heater on” fra 1975.
I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.
Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).
Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.
Så er teksterne til I Love You, Goodbye tilgængelige under Tekster. Et AI-baseret tekstværktøj gør det muligt at generere et resumé af hver enkelt tekst, men det slog vi efter nøjere overvejelse fra igen.
En af de kunstnere, jeg tit vender tilbage til, er Nick Drake. Der er en stemning af efterår ved mange af hans sange, og det er svært ikke at tænke på hvor kort hans karriere og hans liv blev. I dag så jeg for første gang dette billede, taget af Julian Lloyd i Selborne i Hampshire i 1968, to år inden debutalbummet Five Leaves Left (også en titel, der lyder af efterår). Et andet af Lloyds billeder blev brugt som forside til opsamlingen Way to Blue.
Der er noget særligt ved at se dette billede, hvor Nick Drake smiler, og blive mindet om at der var mere i hans liv end det mørke, der endte med at sluge ham helt i en alder af kun 26.
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
Lyt!
Der er intet som ny musik. Nyt LS-album 21. november. Forudbestil signeret (eller ugeneret) vinyl/CD lige her: www.loveshop.nu
Nyt Love Shop-album udsendes 21. november. Forudbestil her: www.loveshop.nu
Nyt album 21. november. Forudbestil her: www.loveshop.nu
I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).