Nu er der et nyt album, I’m People, fra Hiss Golden Messenger, der mere eller mindre dækker over Mike Taylor fra North Carolina, USA – selvsamme delstat, der gav os HC McEntire, Rhiannon Giddens og Tift Merritt (og hvor min nevø engang studerede). Med årene er Mike Taylor kommet til at ligne Willie Nelsons ukendte søn, men musikken er den samme. Justin Vernon er fuld af lovord om Hiss Golden Messenger, og det var salig David Bowie faktisk også.
Dybest set er Hiss Golden Messenger alt-country, men jeg kommer også ofte til at tænke på Neil Finn og såmænd også på Karl Blau.
For snart en del år siden oplevede jeg Hiss Golden Messenger til en koncert i Aarhus, og jeg fik også den glæde at få en snak med Mike Taylor himself. Han er en god mand på mange måder.
Her på bloggen har vi ofte savnet R.E.M. De blev en institution i amerikansk rock på den bedst tænkelige måde, og deres afsked skete med æren i fuld behold.
Nu lader også Michael Stipe til at fået lyst til at lave musik igen, og heldigvis for dét. Her er et nyt soulnummer fra ham, “The Rest of Ever”.
Måske kommer der ny musik fra Boards of Canada – der (lidt forvirrende) er fra Edinburgh. Der er i al fald dukket nye, korte videoer op på deres YouTube-kanal. De to brødres seneste album, Tomorrow’s Harvest, kom helt tilbage i 2013.
Inden endnu en påskesøndag er omme, skal vi have denne smukke forårssang om datoen i dag fra The Colour of Spring, der udkom i 1986. Den firserlyd, der plagede It’s My Life, er helt væk. The Colour of Spring er det spændende sted, hvor Mark Hollis og Tim Friese-Greene stadig skriver sange, men er på vej ind i et ganske særligt, i mere end én forstand tidløst lydunivers, der slår igennem på den mindst lige så mesterlige Spirit of Eden. De sidste tre albums med Talk Talk lever et sted, som ingen andre rigtig har formået at bebo på samme overbevisende måde.
Her er en samling af klip fra The Man Who Fell To Earth. Jeg må se at få den set snart. Instruktøren Nicholas Roeg har jeg stor respekt for.
Musikken i filmen er ikke af David Bowie. Det er lidt underligt. Men i et af klippene vil man kunne genkende forsiden af Station to Station; forsidebilledet er et billede fra The Man Who Fell To Earth.
Filmens hovedperson ender med at få et misbrugsproblem, hvilket er særdeles ironisk, givet David Bowies tilstand dengang i 1975-1976.
Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.
Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.
En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.
Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.
Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).
Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.
Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.
Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.
Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.
Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).
Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.
Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.
Endnu en sang fra det kommende album med The New Pornographers. Hvis man følger A.C. Newmans Substack-blog, bliver man ikke skuffet. Og det bliver man (synes jeg – men jeg er nok ikke en objektiv lytter) heller ikke her.
For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.
Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.
Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.
A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.
In a pure sticker shock At my price cut by half But you say I look happy And I start to laugh You see the problem I have
The heart is always here You forget it's beating The heart is always here You forget it's beating Like a gift that you didn't remember giving The gift you never remember giving
Blondie lavede popmusik i New York. Philip Glass skrev minimalistisk kompositionsmusik i samme by. Her mødes de i et overraskende mashup af førstnævntes største hit og sidstnævntes violinkoncert nr. 1. Og det dukker op i tv-serien The Handmaid’s Tale.
Det er ikke kun i Iran, demonstrationer bliver slået hårdt ned på af paramilitære grupper i denne kolde vinter.
Denne musikvideo kom på YouTube for 4 timer siden. Ikke den bedste sang, Bruce Springsteen har skrevet, rent musikalsk. Det er her nu ikke så meget selve musikken, dette handler om. “Streets of Minneapolis” skriver sig ind i en vigtig tradition fra (ikke mindst) Dylan, Guthrie og fra Strummer. Sjældent har man oplevet Bruce Springsteen så direkte og vred som han er i disse måneder. Det må ikke være rart for denne mand, denne blogs forfattere holder så meget af, på sine gamle dage at skulle se det land, han har kritiseret, men også besunget, falde fra hinanden på så en grim en måde.
Lige nu er det vigtigt at blive mindet om – både i USA og andre steder – at USA stadig er andet og mere end end det regime, der hver dag gør ondt værre.
