Alle indlæg af Pastoren

Dusted

Her er et nyt nummer med Dusted, der er et band startet af Brian Borcherdt fra det canadiske ensemble Holy Fuck. Dusted er dog stilistisk meget anderledes; “Backwoods Ritual” er en enkel guitar-pop-sang. Til april 2018 kommer der et helt album med Dusted.

Rachid Taha synger Topper Headon m.fl.

En overraskende live-udgave med løsnet slips og blød hat af en sang, som den plagede, men meget musikalske trommeslager Topper Headon skabte til Combat Rock. Er der nogen arabiskkyndige her, som kan hjælpe os med Tahas tekst?

Rachid Taha mødte i øvrigt The Clash i deres storhedstid. I The Guardian kunne man i 2007 læse at

The French-Algerian singer Rachid Taha has a story about the first time he met the Clash. It was September 1981, and Taha bumped into all four members of the band just before they were due to play at the Théâtre Mogador in Paris. Taha gave them a copy of a demo tape by his band, Carte de Séjour (Residence Permit), an outfit from Lyon who combined Algerian rai with funk and punk rock.

“They looked interested,” remembers Taha, “but when they didn’t get in touch, I thought nothing of it. Then, a few months later, I heard Rock the Casbah.” He cackles mischievously. “Maybe they did hear it after all.”

Farvel, Mark E.

I dag mistede vi Mark E. Smith, sanger og sangskriver i The Fall – et band, der var fast inventar i John Peels programmer på BBC. Mark E. Smith blev 60. Jeg var aldrig så stor en fan af ham, men indflydelsen fra Engelsk Rocks Sure Mand er uomtvistelig og må anerkendes hos senere, næsten lige så sure engelske bands. Hvor ville f.eks. The Arctic Monkeys eller Sleaford Mods være, hvis ikke det havde været for Mark E. Smith? Æret være hans minde.

Hovedlandet

Dette er mit første indkøb af ny musik i 2018. Måske er det ikke stor kunst – eller måske er det det netop, for “Mainland” med australske Rolling Blackouts Coastal Fever [hvilket navn!] er et på én gang helt ligetil og velskåret rocknummer, der på en god måde sender tankerne tilbage til en lyd fra de tidligere 1980’er, som så ofte bliver hyldet på denne blog.

Tommy Keene er død

Først i dag gik det op for mig at Tommy Keene pludselig er død den 24. november i år. Han blev 59. Jeg ved ikke, hvor mange her, der kender Keenes musik, men ud over at være en dygtig og produktiv power pop-sangskriver og solist, var han også guitarist for Paul Westerberg i 1990’erne.

Det mest passende nummer i denne triste anledning må være “Places That Are Gone” i en optagelse fra juli i år.

Hvad lytter de unge til?

The Regrettes er en amerikansk rockgruppe, der vel strengt taget befinder sig et sted mellem The Breeders og en serie på Nickelodeon. Dette lille klip er fra et besøg, hvor de fire teenagere besøger legendariske Rough Trade i London. Det er interessant at se, at unge mennesker, der omtrent er på alder med min datter, faktisk roser noget helt andet musik, end man sikkert ville forvente. Den slags oplever jeg selv ikke så tit.

Eusebios grav

r

I dag besøgte jeg og familien Panteão i Lissabon, det portugisiske Pantheon, hvor mange store portugisere er stedt til hvile. Her ligger Vasco da Gama og Luis Camoes og fadoens dronning Amália Rodrigues, men også den største portugisiske fodboldhelt af dem alle, Eusébio da Silva Ferreira. Han var med, da Portugal i 1966 vandt bronze ved VM. Han spillede for Benfica i 15 år og er stadig klubbens mest scorende spiller nogensinde. Og så var Eusébio jo faktisk fra Moçambique, der dengang under diktaturets sidste årti stadig var en portugisisk koloni (men helst ville være fri).

Senere på aftenen gik vi ned til Medrosa d’Alfama, hvor vi så Eusébios gamle klub tabe 0-1 på hjemmebane til Manchester United  i Champions League.

En slags quiz

På hvilket album kan man høre så kompetente guitarister (der samtidig har gjort karriere som kedelige sangere) som Steve Jones, Jerry Garcia, Eric Clapton og Mark Knopfler? Og så kompetente bassister som Robbie Shakespeare, Paul Simonon, Randy Jackson, Kip Winger og Nathan East? Og guitaristen Ronnie Wood, der spiller bas? Og fem forskellige trommeslagere (bl.a. Sly Dunbar)? Et af numrene på albummet blev et hit med Bryan Ferry, men hverken han eller andre medlemmer af Roxy Music er indblandet. Tip: Det er faktisk ikke noget godt album.

Hilsen fra Berlin

For en gangs skyld er det ikke denne blogs flittige forfatter, der er at finde i den tyske hovedstad. Så på en måde er det jo snyd. Og jeg nævner hverken Thåström eller Hellström. Hov, nu gjorde jeg det jo alligevel.

Jeg er her kun helt kort, havnet i slutspurten til valgkampen og på det tidspunkt hvor sensommeren i Schöneberg så småt skifter til september og efterhånden bliver til egentligt efterår.

PJ Harvey i Randers

Pastorinden og jeg så PJ Harvey på Værket i Randers her til aften, og det var slet ikke dårligt. Overhovedet ikke. Der var mange numre fra de to seneste albums, men også mange dyk ned i bagkataloget, bl.a. en lille afdeling fra det (må jeg modstræbende indrømme) lidt oversete White Chalk.

Intenst var det, og det på en god måde. Det gjorde bestemt heller ikke noget dårligt for oplevelsen, at det for én gangs skyld var lykkedes at skaffe billetter til første række – lige foran John Parish, viste det sig.

Hot Thoughts

Af og til skal jeg lige minde mig selv om at Spoon ikke kommer fra Manchester, men faktisk er fra Austin i Texas. Her er de hos Jools Holland med en udgave af titelnummeret fra deres nye album, som jeg har lyttet en del til på det seneste.