Alle indlæg af Pastoren

Ennio Morricone er død

Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.

Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.

Mille grazie per la musica, Ennio.

Alt vil ændre sig en dag

Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.

En lille politisk uoverensstemmelse

Jeg har altid tænkt på System of a Down som et band med venstreorienterede holdninger. Men nu kan jeg så pludselig læse, at trommeslageren John Dolmayan åbenbart er blevet glad for… Donald Trump. Han er så også blevet helt uenig med sanger Serj Tankian, der har støttet Bernie Sanders i valgkampen. og så afgjort er venstreorienteret.

Om John Dolmayan altid har været højreorienteret, eller om han er ved at lave en Morrissey-agtig rejse, ved jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvordan han har det med Trumps lunkne holdninger til folkemordet på 1,5 millioner armeniere i 1915. Alle fire medlemmer af System of a Down har nemlig armensk baggrund.

Men her er nummeret “Boom!” med en video fra 2003 om demonstrationerne mod USAs invasion af Irak og et politisk budskab, der ikke er til at tage fejl af. Jeg lægger først nu mærke til, at det medlem af bandet, man ikke ser, netop er John Dolmayan. Det må under alle omstændigheder være lidt underligt at skulle lægge rytmer til musik, hvis budskab man er fundamentalt uenig i.

Sangskriverne

Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.

Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.

Hvad sker der?

Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.

Snart var det forbi

I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.

De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.

I den bedste sendetid

Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.

Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.

Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.

De andres liv

Jeg ved ikke, om den amerikanske gruppe Other Lives er opkaldt efter den tyske film om de andres liv. Men jeg er begyndt at lytte til deres album For Their Love, der udkom i sidste måned. Det er en (melo)dramatisk omgang, vel med mindelser om Fleet Foxes, og ikke specielt dårligt. Hermed anbefalet.

JJ & TAW

Jeg kan også godt lide Håkan Hellström, og ikke kun på grund af hans fra Love Shop mm. så velkendte initialer. Men her er to andre svenske sangere/sangskrivere som jeg også holder af, nemlig Jonathan Johansson og Tomas Andersson-Wij, sammen i en 2016-fremførelse af førstnævntes “En hand i himlen”. Denne udgave er ikke så elektronisk præget som den oprindelige version fra albummet af samme navn, og der kommer nye nuancer frem. Værd at høre, hvis man spørger mig.

Også Johanssons album fra i år, Sirocco, er et lyt (eller flere) værd.

Lou og Elvis

Her på bloggen har vi tit skrevet om Lou Reed og hvordan han fremstod som en sur og svær og utålmodig herre, journalisternes skræk. Her er så et langt interview, der viser en helt anden side af Lou Reed. Han fremstår som en godmodig, lun og vidende mand, som man har lyst til at høre fortælle mere, og som faktisk indrømmer nogle af sine svagheder: at han faktisk er lidt ordblind og ikke selv synes, at han synger særlig godt. Hemmeligheden er nok, at intervieweren er ingen ringere end Elvis Costello. Det er tydeligt, at de to har respekt for hinanden og kommer fra samme metier, og Elvis formår at stille gode og åbne spørgsmål.

I tilgift får vi tilmed et par af Lou Reeds mest kendte sange – “Perfect Day” og “Set The Twilight Reeling”, fremført sammen med Elvis Costello.