En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Alle indlæg af Pastoren
The Replacements genoplevet
I dag fik jeg bokssættet Tim – Let It Bleed Edition. De fleste har været begejstrede for denne luksus-genudgivelse af dette, det midterste album i The Replacement’s album-diskografi. Især Ed Stasiums nye mix har fået mange lovord.
Også jeg er særdeles tilfreds. Det er som at høre alle sangene fra 1985 igen, bare på en ordentlig og lytteværdig måde befriet for en høreskadet ungarers firserproduktion. Selv “Dose of Thunder” og “Lay It Down Clown”, som er de to numre, jeg altid har haft lyst til at springe over, viser sig nu at rumme kvaliteter. “Little Mascara” er blevet længere, og Ed Stasium har fundet optagelser frem med Bob Stinsons guitarsoli, der faktisk gør dette i forvejen særdeles gode nummer endnu bedre. “Here Comes A Regular” bliver i mine ører endnu mere gribende i det nye mix, hvor man omsider kan høre pianoet ordentligt. Helhedsindtrykket er, at Tim nu er blevet et album fuldt på højde med Pleased To Meet Me, hvor sangene er af samme høje kvalitet, men hvor lydsiden aldrig har fejlet noget.
Hvis man ikke kan leve uden Tommy Erdélyis skingre gamle mix, er der en cd med det i boksen også. Der er en skive med outtakes, bl.a. de optagelser, Alex Chilton producerede, og et tidligt nummer skrevet af Tommy Stinson, “Having Fun”. Og endelig er der et live-sæt fra 1986. Det er rimeligt, men ikke så godt som det selvstændige live-album For Sale: Live at Maxwell’s, 1986 (det lyder og er en del mere uldent).
Hvad synes The Replacements selv om det nye mix? Af et interview med Ed Stasium kan man lære, at Paul Westerberg og Tommy Stinson blev spurgt til råds under arbejdet. Den eneste af dem (og af The Replacements i det hele taget), der stadig er aktiv musiker og har kontakt med medierne, er Stinson.
I Star Tribune, der er det lokale dagblad i Minneapolis, hvor The Replacements kom fra, er der et interview med ham om netop denne genudgivelse. Tommy Stinson udtaler her
“Tommy [Erdélyi] would’ve been the first to tell you his ears weren’t great. So he had to listen to things on headphones to hear what was going on. That’s the only person I’ve ever worked with who mixed on headphones. There’s a lot of audio quality missed that way.”
…”The original mix to me always sounded almost nasally. It had this weird kind of one-dimensional, midrange sound that really didn’t sound like our instruments and how we recorded them. I remember the amps and instruments we were using back then and how they sounded in the room, but a lot of that never got across.”
(Tommy Stinson explains why the Replacements’ 1985 ‘miracle’ album merited a new box-set remix, Star Tribune 21. september 2023 – https://www.startribune.com/tommy-stinson-explains-why-the-replacements-1985-miracle-album-merited-a-new-box-set-remix/600306348/)
Hele genudgivelsen kan også opleves på i hvert fald nogle streaming-tjenester. Jeg ved selv, at det findes på Apple Music.
Samtidig, på 4AD…
Her til morgen fik jeg en overraskende mail fra 4AD Records om at The National i dag har udsendt et nyt album – deres andet i år. Og det hedder Laugh Track. Her er en sang derfra.
Mere kongetro end kongerne
Det er godt, at Orchestral Manoeuvres In The Dark laver musik igen. Men det er faktisk lidt pudsigt, at der i dag er nogen, der egentlig lyder mere som Orchestral Manoeuvres In The Dark gjorde i sin tid end OMD selv. Her tænker jeg på Nation Of Language, der forbløffende ofte minder om musikken fra McCluskey og Humphreys, når de var gode (det var de ofte).
Min grandfætter, der har hørt og skabt en del musik i sit liv, udbrød “De er fra England, ikke?” da han hørte Nation Of Language første gang. Men nej, Nation Of Language (eller NOL?) er fra USA. Deres album Strange Disciple udkommer i denne måned.
Netop i dag
I dag skriver vi den 11. september.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
Faktisk er det ikke så svært
The Replacements – med cello
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
Cowboys in the Campfire
I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).
Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.
Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.
(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)
Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison
Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.
David Byrne siger til Pitchfork:
“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”
Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.
Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.
Her er traileren.
Robbie Robertson er død
Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?
Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.
Sixto Rodriguez døde i går
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
I går døde Sisto Rodriguez, 81 år gammel.
Straitjacket Fits
Et andet band fra Aotearoa New Zealand, der udkom på Flying Nun Records, er Straitjacket Fits. De blev dannet i 1986. Jeg købte en opsamling med dem i Dunedin, da jeg var der, og der er gode ting iblandt. Her er én af dem “Dialling A Prayer”.
Fyrre år med Flying Nun
Jens’ indlæg om Bauhaus fik mig til at tænke på The Bats, der var et af de mange bands fra Dunedin i New Zealand, der udkom på Flying Nun Records. Pladeselskabet findes stadig, og det gør The Bats faktisk også. Her er de i live-opstilling fra Flying Nuns 40-års-jubilæum, der blev fejret ikke i Dunedin, men oppe på Nordøen i Auckland.
Jeg har faktisk selv været i Dunedin. Jeg ankom dertil i januar 1999, meget træt efter 24 timers flyrejse [det var dengang] og opdagede at et andet legendarisk Flying Nun-navn, nemlig The Clean, gav deres genforeningskoncert samme aften. Men omstændighederne taget i betragtning ville jeg hellere se en seng. Det har jeg ofte tænkt over siden.
Nu kan man høre det
I dag kom nyheden:
The Replacements are revisiting their 1985 major label debut Tim with Tim: Let It Bleed Edition, a deluxe reissue arriving September 22nd.
En af skiverne er et nyt mix som skyldes Ed Stasium. Der er frigivet ét nummer derfra, og jeg er særdeles positivt overrasket. “Left Of The Dial” lyder helt anderledes fyldigt og godt end det oprindelige mix som skyldtes Tommy Erdelyi, der havde nedsat hørelse fra årene med The Ramones. Instrumenterne træder tydeligt frem nu (man kan bl.a. omsider høre Tommy Stinsons bas ordentligt), og det er en glæde at genhøre dette klassiske rocknummer fra 1980’erne igen.
Sinéad er død
Sinéad O’Connor blev 56. Æret være hendes minde.