Alle indlæg af Pastoren

En skønne dag tager vi væk herfra

Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.

Ou sommes-nous?

Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.

Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).

Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.

Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.

Mary Margaret O’Hara

Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.

Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.

Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)

Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.

Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.

Sørgeligt oversete

BBC har en liste med rockgrupper fra USA, der ikke fik den anerkendelse, de fortjener/fortjente. Interessant nok er listen at finde på et sted, hvor man ellers læser om klassisk musik!

På listen er der bl.a. The Walkmen og Uncle Tupelo, to ensembler, jeg sætter meget højt. Der er også 1980’ernes Wire Train, der ikke helt var i samme størrelsesklasse som de to førnævnte (spørger man mig), men som godt kunne have fået mere anerkendelse. Ovenfor er en sang med dem.

Det er ikke dem


Der var faktisk også engang et band, der kaldte sig The New Order. Det blev dannet af Ron Asheton efter The Stooges gik i opløsning, og der var ikke så meget som skyggen af en synthesizer eller en sequencer indblandet. The New Order var rock med stort Å, ikke så langt fra The Stooges’ enkle proto-punk-udtryk (eller MC5 for den sags skyld).

The New Order var sammen fra 1975 til 1976, og så var det også slut med dem. Sandy Pearlman, der producerede Give ‘Em Enough Rope (The Clash’s svære toer), var en overgang faktisk også producer for The New Order. Noget egentligt album blev det aldrig til, men nogle tidlige demoer blev udsendt som udgivelsen Declaration of War. Ude på streaming-tjenesterne kan man finde en opsamling, der bare hedder The New Order.

En gylden budbringer er tilbage

Nu er der et nyt album, I’m People, fra Hiss Golden Messenger, der mere eller mindre dækker over Mike Taylor fra North Carolina, USA – selvsamme delstat, der gav os HC McEntire, Rhiannon Giddens og Tift Merritt (og hvor min nevø engang studerede). Med årene er Mike Taylor kommet til at ligne Willie Nelsons ukendte søn, men musikken er den samme. Justin Vernon er fuld af lovord om Hiss Golden Messenger, og det var salig David Bowie faktisk også.

Dybest set er Hiss Golden Messenger alt-country, men jeg kommer også ofte til at tænke på Neil Finn og såmænd også på Karl Blau.

For snart en del år siden oplevede jeg Hiss Golden Messenger til en koncert i Aarhus, og jeg fik også den glæde at få en snak med Mike Taylor himself. Han er en god mand på mange måder.

Resten af evigheden

Her på bloggen har vi ofte savnet R.E.M. De blev en institution i amerikansk rock på den bedst tænkelige måde, og deres afsked skete med æren i fuld behold.

Nu lader også Michael Stipe til at fået lyst til at lave musik igen, og heldigvis for dét. Her er et nyt soulnummer fra ham, “The Rest of Ever”.

Femte april for fyrre år siden – og i år

Inden endnu en påskesøndag er omme, skal vi have denne smukke forårssang om datoen i dag fra The Colour of Spring, der udkom i 1986. Den firserlyd, der plagede It’s My Life, er helt væk. The Colour of Spring er det spændende sted, hvor Mark Hollis og Tim Friese-Greene stadig skriver sange, men er på vej ind i et ganske særligt, i mere end én forstand tidløst lydunivers, der slår igennem på den mindst lige så mesterlige Spirit of Eden. De sidste tre albums med Talk Talk lever et sted, som ingen andre rigtig har formået at bebo på samme overbevisende måde.

Manden, der faldt ned på Jorden

Her er en samling af klip fra The Man Who Fell To Earth. Jeg må se at få den set snart. Instruktøren Nicholas Roeg har jeg stor respekt for.

Musikken i filmen er ikke af David Bowie. Det er lidt underligt. Men i et af klippene vil man kunne genkende forsiden af Station to Station; forsidebilledet er et billede fra The Man Who Fell To Earth.

Filmens hovedperson ender med at få et misbrugsproblem, hvilket er særdeles ironisk, givet David Bowies tilstand dengang i 1975-1976.

Lou og Vaclav

Lou Reed var selv interviewer ved to lejligheder i sit liv. Den ene gang i 1990, hvor han interviewede Vaclav Havel, der på tidspunkt var nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet. Så vidt jeg kan se, er interviewet desværre kun tilgængeligt fra et gammelt nummer af bladet Musician og i Reeds bog Between Thought and Expression.

Vaclav Havel var en præsident af en slags, som man ikke ser i Østeuropa (eller i Europa i det hele taget) mere. Han havde været systemkritiker under det sovjetisk kontrollerede regime, men han var i særdeleshed også en meget anerkendt forfatter. Inden den sovjetiske invasion i 1968 besøgte Vaclav Havel New York og hørte Velvet Underground dér. Han blev glad for White Light/White Heat.

En del musikere fra Tjekkoslovakiet var inspireret af Velvet Underground, bl.a. bandet The Plastic People of the Universe fra videoen ovenover. Deres sanger og rytmeguitarist indtil 1973 var Paul Wilson, der var fra Canada. Han blev deporteret i 1977. Rock’n’roll var ikke noget, regimet brød sig om. Den fredelige revolution i Tjekkoslovakiet blev på engelsk kendt som The Velvet Revolution. Måske var det ikke et tilfælde.

Havel var i øvrigt også glad for Frank Zappa; ham gjorde han til Tjekkoslovakiets kultur-ambassadør. Læs mere f.eks. her.

Det er ikke mange mennesker, der har været venner med både ham, der skrev “Runaround Sue”, og ham, der fik lufthavnen i Prag opkaldt efter sig (den hedder ikke “Dion DiMucci Airport”).

Lou Reed og de andre

Jeg havde en lang overgang en opfattelse af Lou Reed som sindbilledet på den humørsyge og negative amerikaner. Og ja, han var en sammensat herre; det har Jens tit nævnt her. Min fornemmelse er, at en af grundene til at Lou var så sur og besværlig som yngre, var at han ikke var særlig tolerant over for hvad han opfattede som middelmådighed og forstillelse.

Men i de rette sammenhænge var Lou Reed en anden. Jeg husker især et dejligt interview med Elvis Costello, hvor stemningen er god og afslappet. Costello og Reed har stor respekt for hinanden, og det fører noget godt med sig gennem hele samtalen. Og Lou Reed holdt altid af helt umiddelbare herrer som Dion DiMucci (der blev hans gode ven) og Sam Moore.

Jeg tror også, det var godt at Lou Reed mødte den alt andet end middelmådige Laurie Anderson. Hans hustru betød mere for ham, end man skulle tro, og jeg vil mene, at det modnede ham sent i livet.

Så kommer jeg til at tænke på “Street Hassle”, hvor Bruce Springsteen dukker op (helt ukrediteret) 9 minutter inde i titelsangen.

Simple Minds var også glade for Lou Reed – og indspillede en udgave af ovenstående nummer på deres første kedelige bulder-album, Sparkle In The Rain. Nogle år senere dukkede Lou Reed selv op på “This Is Your Land” (2 minutter og 10 sekunder inde).

Og så var der jo også Metallica, der indspillede et helt album med ham. Langt fra alle forstod, hvad de ville. Det var formodentlig at komme væk fra bulder-musikken og et andet sted hen. Lou Reed blev en slags faderskikkelse for Lars Ulrich og de andre.

Dette nummer fra Lulu, “Junior Dad”, er næsten lige så langt som “Street Hassle”, og jeg kan godt lide det – overraskende på en god måde er det.