Alle indlæg af Pastoren

Glen Campbell efter døden

Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.

Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.

(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)

Right back to it

Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.

(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)

Dengang i Minneapolis

En af de lidt oversete sange med Prince (synes jeg) er hans “I Could Never Take The Place Of Your Man” fra Sign O’ The Times, der udkom i 1987 – samme år som The Replacements udsendte Pleased To Meet Me. Både Prince og The Replacements kom som bekendt fra Minneapolis, og hvis man læser Bob Mehrs Trouble Boys og interviews med Paul Westerberg, vil man opdage at disse temmelig forskellige bysbørn faktisk kendte hinanden. The Replacements indspillede endda i Prince’s Paisley Park-studie.

Det særligt interessante er, at “I Could Never Take The Place Of Your Man” både på tekst- og melodisiden lyder umiskendeligt som noget, Paul Westerberg sagtens selv kunne have skrevet.

Var Prince så inspireret af Paul Westerberg? Næppe – for der er faktisk en indspilning med Prince selv fra helt tilbage i 1979. 

I dag opdagede jeg så, at The Replacements kendte “I Could Never Take The Place Of Your Man” og faktisk lavede en vellykket cover-udgave af den. Hør bare ovenfor.

Jack Vreeswijk

Mange af de svenske sangskrivere, vi (med rette) ofte hylder her på bloggen, står i stor gæld til den store sangskrivertradition med Carl Michael Bellman, Evert Taube og selvfølgelig også Cornelis Vreeswijk. Cornelis blev kun 50 år gammel – og nåede faktisk aldrig at blive svensk statsborger. For tiden lytter jeg en del til hans sange.

Cornelis fik sønnen Jack, der selv blev sanger og sangskriver, men som mange andre børn af store personligheder måtte slås med at stå i skyggen af sit berømte ophav. Cornelis og Jack var ikke på talefod i de sidste år af faderens liv og blev endda gjort arveløs. Men senere indspillede Jack sin fars sange, og i klippet her kan man høre man fortolke den måske mest kendte sang af Cornelis.

Ligesom sin far blev Jack ramt af kræft; tilsyneladende blev han helbredt, men her i 2023 vendte sygdommen tilbage og Jack Vreeswijk, der var født samme måned og år som mig, bukkede under.

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Skønheden og sorgen

Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.

Shane MacGowan er død

Endnu en skrøbelig, stor irsk sanger og sangskriver har forladt os her i 2023.

Jeg oplevede The Pogues i København i 1988, kort efter at de havde udsendt If I Should Fall From Grace With God. Resten af ensemblet (der næppe heller var helt ædru) holdt sammen på Shane MacGowan og på koncerten og sikrede en af de oplevelser, man husker. En del år senere så jeg Shane MacGowan med The Popes, men det var ikke helt det samme. Og nu er det så endegyldigt forbi – måske ikke overraskende for en mand, der på den ene side levede lidt for godt op til forestillingerne om den drikfældige irer, på den anden side skrev en lang række sange, der vil leve videre i bedste velgående.

Gensyn med Stop Making Sense

Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!

Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.

Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.

Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!

Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.