Alle indlæg af Pastoren

Daggryet

I 1990 udsendte The KLF ambientalbummet Chill Out, og det har længe været uopdriveligt. Nu er det igen tilgængeligt, denne gang på streamingtjenesterne og i en af ophavsretslige hensyn let ændret udgave. Her er Come Down Dawn. Der sker ikke ret meget, men det er heller ikke meningen, at der skal ske noget. Dette er musik til stille stunder; vi er milevidt fra det senere, hit-orienterede materiale fra de samme herrer. Hvis man kan lide de tidlige udgivelser med The Orb (det kan jeg), vil man synes om Come Down Dawn.

Phil Spector er død

Sådan vil nogle gerne huske ham. Fra Rock and Roll hall of Fame after party… 6. marts, 2000 N.Y.C. Foto: John Mathew Smith. ( Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic)

Han var en skidt person. Beretningerne om hvordan han truede Leonard Cohen med en pistol under indspilningen af Death of A Ladies’ Man, om den underlige indspilning af End of The Century med The Ramones og om hans behandling af sin daværende hustru Ronnie er vidnesbyrd om en psykisk ustabil mand, der var særdeles ubehagelig at være i nærheden af. Under sin tilbagetrukne periode sidst i 1960’ere holdt han efter sigende Ronnie indespærret i deres hus, og hun sagde, at han også gemte hendes sko for at forhindre at hun gik udenfor. Den 13. april 2009 blev Phil Spector kendt skyldig i mord på skuespilleren Lana Clarkson. I denne weekend døde han af COVID-19, stadig under afsoning.

Samtidig er det Phil Spector, der producerede nogle album, jeg sætter højt, ikke mindst de første soloalbums med John Lennon (især Plastic Ono Band) og George Harrison (det uforlignelige All Things Must Pass) og julealbummet A Christmas Gift For You. I sandhed et blandet eftermæle.

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.

Fiona Apple møder Mike Scott & Co.

Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.

Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.

Erindring om The Sweet

Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.

At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz”  – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.

Jul med Calexico

Julen sluttede ved 21-tiden den 24. december, men lad mig alligevel se tilbage på den lidt.

Et album, der ikke kom med på albumlisten i 2020, er nemlig Seasonal Shift af og med Calexico. Årsagen er banal: Jeg hørte først albummet efter min passiar med Jens. Seasonal Shift er et rigtigt julealbum, men også et album, der viser Calexico fra deres allerbedste side. Hele herligheden (og den er herlig) er indspillet i hjemmestudier rundt om i verden i dette underlige pandemi-år.

Her er en spansk julesang:

Og her er “Heart of Downtown”, hvor Joey Burns selv synger:

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!

Get Back

Let It Be-albummet skulle oprindelig have heddet Get Back. Det blev så titlen på den nye dokumentarfilm om The Beatles af Peter Jackson. De af os, der har set den gamle Let It Be-film, har siddet tilbage med billedet af fire langhårede englændere, der mundhuggedes og ikke rigtig gad spille sammen mere. Men de korte, aldrig tidligere udsendte klip viser at der også på dette tidspunkt, i gruppens sidste år sammen var stunder med venskab, spilleglæde og sjov. Sådan er der to forskellige sider af dét af at komme fra samme by, have kendt hinanden gennem mange år og have rejst rundt i verden sammen. John, Paul, George og Ringo var en helt igennem fantastisk og banebrydende kvartet, og selv om der sket en masse andet i popmusikken i de 50 år der er gået, kan jeg stadig vende tilbage til deres værk og glædes ved at lytte til det.

En ny sang fra Jakob Hellmann

En af de svenske sangskrivere, der har været en afgørende inspiration for Joakim Berg og (ikke mindst!) Håkan Hellström, er Jakob Hellman. Hans debutalbum …och stora havet fra 1989 er stadig hans eneste album. Af og til har han givet koncerter, bl.a. sammen med salig Olle Ljungström. Nyt materiale har der til gengæld ikke været, bortset fra et duet-samarbejde med Magnus Ekelund, som jeg nævnte her i 2012. Men nu er der pludselig nyt fra Hellman. Dobbeltsinglen “Jag kan inte saga hejdå till dig” udkom i går. Den anden nye sang er “När jag går in nånstans och känner mig utanför”. Til januar skulle der endda komme et helt album med den let ironiske titel Äntligen borta.

Pleased To Meet Me

I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

The Gin Blossoms

Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.