Vi har midlertidigt fjernet muligheden for at man kan registrere sig som bruger på bloggen og har lavet en ny side (http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/registrering/) som også kan tilgås i topmenuen.
Fra nu af skal alle, der vil være brugere her, skrive til
for at blive brugere. Årsagen er enkel: Hver dag får vi mindst 10 nye spam-brugere, og dem skal vi slette manuelt, så vi kan slippe for “kommentarer” om Viagra o.lign. og egentlige sikkerhedsangreb. Den slags ubudne gæster er vi efterhånden lidt trætte af. Rigtige, ordentlige nye brugere får vi ikke nær så tit, men jer er vi slet ikke trætte af. Tværtimod – bliv endelig ved med at holde os med godt selskab.
Jeg har aldrig nævnt African Head Charge her, men i dag sker det. Helt tilbage for 30 år siden var jeg rigtig glad for deres album Songs of Praise. Det udkom som deres andre tidlige udgivelser på Adrian Sherwoods pladeselskab On-U Sound. Siden tabte jeg dem af syne. Men de findes stadig, og her er en liveoptagelse med dem fra 2017.
I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne
der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.
Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.
Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.
Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.
Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.
Del Naja skriver
Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.
Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.
Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.
Kim Shattuck havde ALS (amyotrofisk lateral sklerose), en meget alvorlig og uhelbredelig sygdom. Det forklarer måske, hvorfor hun så pludseligt forlod gruppen. ALS er en sygdom, der medfører at de motoriske nerver efterhånden dør, så man efterhånden får svært ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke – og trække vejret. Troels Kløvedal er en anden kendt person, der døde af ALS.
Kim Shattuck blev 56, kun få måneder ældre end denne blogs forfattere. Æret være hendes minde.
Så er Dead Man’s Pop udkommet, 30 år efter Don’t Tell A Soul, det næstsidste album med The Replacements ,så dagens lys. Jeg hørte først sent om The Replacements, for deres albumudgivelser var ikke nemme at opdrive, og første (og eneste) album, jeg kunne få fat i, var netop Don’t Tell A Soul med et års forsinkelse. Dengang i 1990 kunne jeg sagtens høre, at sangene var gode, men produktionen var glat og “firseragtig” (som vi senere kaldte det). Var det virkelig så godt et band, som nogle gik og sagde? Faktisk var skurken vel den dengang så flittigt benyttede Chris Lord-Alge, der ofte blev hidkaldt for at lave det endelige mix og var i specialist i netop at forsyne datidens pop/rock/hvad det nu hedder-indspilninger med en glat og “radiovenlig” overflade. Men da jeg fik arbejdet mig baglæns gennem The Replacements’ bagkatalog, fik jeg efterhånden et noget mere dækkende billede af hvad denne gruppe med de delvist nordiske aner stod for.
På Dead Man’s Pop kan man høre et nyt mix af Don’t Tell A Soul, der skyldes produceren Matt Wallace, og det lyder hverken glat eller firseragtigt. Der er også en masse outtakes, bl.a. nogle numre med Tom Waits som gæst og en liveoptagelse af en hel koncert. Noget af den har tidligere været tilgængelig på ep’en Inconcerated, men nu er det hele omsider tilgængeligt.
Jeg stod op her mandag morgen til den triste nyhed om at Ric Ocasek er fundet død i sin lejlighed i New York. Han blev enten 70 eller 75 år – det er der faktisk usikkerhed om.
Ud over årene i The Cars og med solokarriere husker mange af os Ocasek som producer for navne som Bad Brains, Bad Religion, Suicide, Weezer og Nada Surf.
På en dag som denne er The Cars’ største hit, “Drive”, et passende valg.
