Alle indlæg af Pastoren

Nation of Language

For nylig skrev Jens om OMD (Orchestral Maneouvres in the Dark), det gamle orkester fra Merseyside og deres enkle lyd med analoge synther og basguitar.

Her, fyrre år senere, findes der tydeligvis stadig musikere, der lader sig inspirere af OMD. Dagens sang er med den amerikanske trio Nation of Language. “This Fractured Mind” er august 2021, men det skulle man egentlig ikke tro. Det nye album med Nation of Language hedder (lidt ironisk) A Way Forward og udkom i sidste uge. Resultatet er vellykket på sin egen måde.

Per Aage Brandt er død

Per Aage Brandt i Aarhus, 12. november 2018. Foto: Hreinn Gudlaugsson (Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International)

Den danske forfatter Per Aage Brandt er død; han blev 77. Ud over forfatterskabet var han en dygtig underviser og forsker – først som lektor i spansk på Aarhus Universitet, siden leder af universitetets Center for Semiotik og fra 1998 professor der.

Nogle vil vide, at Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed fra 2014 deler titel med det fremragende soul-nummer “Mørkets hastighed” fra Risiko. Om dette er tilsigtet, ved jeg ikke – men lur mig, om ikke det er.

Havet, der stiger

Foto: https://www.scotland.anglican.org/special-edition-of-inspires-online-for-cop26/

Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.

Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.

Every child put down your toys
And come inside to sleep
We have to look you in the eye and say we sold you cheap
Let's confess we did not act
With serious urgency
So open up the floodgates
To the rising seas

Temperature rising
Climate denying
Fever is gripping
Nobody's listening
Lustre is fading
Because nobody's trading
Wall Street is jumping
Still the music keeps pumping

If you can't decide
Between wrong and right
If you can't see through
All that you hold true

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas

Dinosaur stories
Reliving past glories
Lusting for gold
Fishing for souls
They said it was coming
We knew it was a-coming

If you lift your game
Put your toys away
Well it looks like rain
On that western plain

Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
To the rising seas
To the rising seas

En aften på taget

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke kendte Bleachers. Men her er deres single “Chinatown” i live-udgave fra et tag et sted i USA, formodentlig i delstaten New Jersey. Der er en ældre, lokalkendt herre med som gæst på akustisk guitar, og han får også lov til at synge med. Han virker til at være ret dygtig.

Sparks går til filmen

Annette er en ny musicalfilm fra 2021 instrueret af Leos Carax – dette er hans første film på engelsk. Filmmanuskriptet er skrevet af Ron og Russell Mael fra Sparks sammen med Carax, og musikken er af Mael-brødrene. Filmen følger en stand-up komiker (spillet af Adam Driver, som nogle af os kender som Kylo Ren fra de seneste tre Star Wars-film) og hans hustru (Marion Cotillard), der er operasanger og hvordan deres liv bliver ændret, da de får deres første barn.

Man kan høre nummeret “So May We Start” fra filmen nu, og det er Adam Driver og Marion Cotillard, der synger sammen med Sparks. Musikalsk varsler det godt; vi har at gøre med et kongeeksempel på klassisk Sparks, spørger man mig. Lidt kættersk (undskyld, Jens) er det måske at sige, at nummeret også leder tankerne hen på The New Pornographers. Carl Newman er meget inspireret af Sparks, så det er vel ikke så underligt endda.

Jeg kan desværre ikke indlejre videoen fra YouTube på bloggen. Men se den ovre på YouTube. Og tag også et kig på traileren. Ron og Russell Mael er med i den.

Annette fik stående bifald ved årets festival i Cannes, hvor den var åbningsfilm (Christian Monggaard har en grundig anmeldelse i dagens udgave af Information); plakaten ovenfor røber, at Annette som så mange andre premierefilm siden pandemiens begyndelse også kan streames. Men film skal ses i biografen, når det er muligt.

Mercy Mercy Me

Jeg fortsætter markeringen af 50-året for What’s Going On lidt endnu.

Dette er nok den sørgeligste sang, jeg kender – ikke mindst fordi også denne tekst af Marvin Gaye kunne være skrevet i 2021.

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Where did all the blue skies go?
Poison is the wind that blows from the north and south and east

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Oil wasted on the ocean and upon our seas
Fish full of mercury

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
Radiation under ground and in the sky
Animals and birds who live nearby are dying

Mercy, mercy me
Things ain’t what they used to be
What about this overcrowded land
How much more abuse from man can she stand?

Jubilæum: What’s Going On

Det andet legendariske album, der fylder 50 år i dette forår, er et af det albums, jeg holder allermest af – What’s Going On af og med Marvin Gaye. Ligesom London Calling og Born to Run og Revolver og Low (og en håndfuld andre udgivelser på min private pladesamlings personlige parnas) er What’s Going On et album, det altid er værd at vende tilbage til.

Her er Marvin Gaye på den anden side af de mere poppede single-hits (der også er gode, omend på en anden måde) og er på mange måder på højden af sin kreativitet. Det er samtidig sørgeligt, at teksterne med deres kritik af ulighed, krig og ødelæggelse af naturen stadig er lige så aktuelle som dengang i 1971. Ligesom Love Shop og Jens solo er dette soulmusik i ordets egentligste forstand.

Jubilæum: Blue

I dette forår er der to legendariske albums, der kan fejre 50 års jubilæum. I går er det præcis 50 år siden, Blue af og med Joni Mitchell udkom. Jeg har desværre ikke særlig stort kendskab til Joni Mitchells værk, men hendes blå album holder jeg temmelig meget af.