Jens nævnte Mashrou Leila for lidt siden. Scenerne i denne musikvideo til sangen “Cavalry” er skræmmende, men er samtidig hverdagskost for palæstinenserne på Vestbredden, ved jeg fra bekendte, der har besøgt området.
Alle indlæg af Pastoren
The Barrel
Der er for få morsomme musikvideoer, der faktisk er morsomme. Men her er en.
500 albums fra Elvis
På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)
I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.
Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.
The Beatles
o With The Beatles – 1963
o A Hard Days Night – 1964
o Help – 1965
o Rubber Soul – 1965
o Revolver – 1966
o Sgt Pepper – 1967
o Past Masters Vol. 2 – 1988
• Beck
o Odelay
• Bee Gees
o Best Of The Bee Gees
• Ludwig Van Beethoven
o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965
o Symphony #7 – 1975
o Late Quartets – 1997
o Violin Concerto – 1997
• Derek Bell
o Derek Bell Plays With Himself – 1981
• Tony Bennett And Bill Evans
o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975
The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.
Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.
Samtidig, i 1977
Der kom en dag, hvor jeg for første gang valgte at lægge en video op med Gladys Knight og The Pips. De ser umiddelbart ud til at være tre let ufikse volleyball-trænere. Det var Gladys ikke. Sangen er skrevet af Van McCoy, måske bedst kendt for instrumentalnummeret “The Hustle”.
Permanent Solution
Pludselig kom jeg i tanke om Paradise Lost. I dag laver de vistnok gotisk metal. Men for 20 år siden lød de sådan her. Søren Vegeberg sagde, at de var gode (og det syntes jeg bestemt også). Jens syntes, de lød som det danske band Portland. Begge havde ret. Og så ikke et ord om Depeche Mode.
Days of brutalism
Endnu en sang fra I Am Easy To Find, endnu et vellykket album med The National. Denne gang er det præget af duetter med kvindelige vokalister – her er det selveste Gail Ann Dorsey.
Lidt mascara
Bill Janovitz fra Buffalo Tom med en helt enkel udgave af “Little Mascara” fra Tim, et af de mange albums med The Replacements, som det er værd at eje og lytte til.
Elbow & John Grant
Så smukt, at jeg næsten får lyst til at anlægge skæg.
Der kommer en dag
Mens vi venter på EU-valget og folketingsvalget, er her det sidste nummer fra Orbitals album fra 2018, Monsters Exist. Jeg opdagede først dette album i år; ellers var det kommet på min liste over lytteværdige albumudgivelser fra 2019. Et tema, der løber gennem Monsters Exist, er menneskets skrøbelige livsgrundlag. Brødrene Hartnoll har altid været kendt for at have noget på hjerte; elektronisk musik kan virke abstrakt, men behøver ikke af dén grund at være holdningsløs.
Brian Cox, professor i astrofysik ved University of Manchester, fortæller det som det er – livet er dyrebart og flygtigt. Lyt!
There are few certainties in science, but one fact of which we can all be certain is that one day we will die.
Our atoms won’t disappear, they will return to the Earth. Some will become parts of the living future. But they will carry no imprint, no memories, no knowledge of the pattern once known as you. In five billion years our Sun will cease to shine. Our planet will die in the searing heat, engulfed by the dying star. The atoms once known as you will be ejected out into space. In billions of years they may become parts of new solar systems with their own stories to tell.
The great cycle of stellar death and rebirth offers a sort of limited immortality. Whether that’s comforting is up to you. But ultimately nothing will survive. It will all be gone.
In the far future there will come a time when time has no meaning as the Universe expands and fades. Our descendants isolated on an island drifting in ocean of dark will watch as the galaxies evaporate away.
How does that make you feel?
Yet something remains in the darkness. An idea. Science is the ultimate exercise of reason. And our reason confirms deep down what we’ve always known. Whether human or star, life is precious and fleeting.
We are collections of atoms that can think who discovered this deep truth. We must understand the Universe will spend an eternity in darkness after a brief period of light.
Meaning is not eternal. And yet meaning exists today because the Universe means something to us.
We must understand that life is precious and fleeting. In doing so we will come to recognize the true value of ourselves, our fellow humans and our civilization.
The choice before us is not between immortality and eternal darkness. The laws of nature have made that choice. But we do get to choose how long we want to survive. How long do you want the human race to survive?
There will come a time when we’re forced to choose: do we destroy our planet or protect it? Do we live together or fight amongst ourselves? Do we expand, explore, do we carry our shared hopes and dreams outwards to Mars and the moons of Jupiter and Saturn and onwards to the limitless stars or do we avert our gaze from the Universe beyond and allow all memory of our world will be lost too soon?
Do we close our minds and seek refuge in the ingorant dark of the cave or do we embrace curiosity and love of knowledge of our fellow humans, of our rare world and of the infinite and wonderful things yet to be known?
Valgkampen 2019
For how long do we tolerate
These fools drunk with power
Drunk with power, obsessed with death
Death and destruction drunk with power
A giant game of chess they play
With you and I
As the disposable pieces
Drunk with power, obsessed with death
Death and destruction drunk with power
For how long do we tolerate
These fools drunk with power
Drunk with power, obsessed with death
Death and destruction drunk with power
A giant game of chess they play
With you and I
As the disposable pieces
Drunk with power, obsessed with death
Death and destruction drunk with power
Morris / Wainwright / Molaney / GLENN ROBERTS
© Agelong Music Publishing Inc.
Dagens mixtape
Men her er et helt nyt mixtape fra Mojib med Jon Hopkins, Tame Impala, DJ Shadow, Four Tet, Robyn og andet godt.
Fat White Family
Først for ganske nylig er jeg blevet opmærksom på dette engelske band. Og nej, trods navnet har de så vidt vides ikke noget med nogen, der hedder Paludan, at gøre.
Lento E Largo: Tranquillissimo
For snart en del år siden lyttede jeg rigtig meget til Henryk Górecki’s 3. symfoni fra 1976 i en smuk indspilning med Dawn Upshaw, David Zinman og London Sinfonietta. Jeg prøvede siden at finde ind til andre af Góreckis værker, men ingen af dem har bevæget mig som den 3. symfoni, der har undertitlen Symphony of Sorrowful Songs (på engelsk).
Nu er der så kommet en live-optagelse af samme symfoni i en udgave med Polens Nationale Radiosymfoniorkester. Dirigent er selveste Krzysztof Penderecki (ham med Trenodi for Hiroshimas ofre og mange, senere og noget mere tilgængelige værker) , og solisten er – Beth Gibbons fra Portishead. Hun har som bekendt ikke klassisk baggrund, hendes vokal er mere hæs og sårbar end Upshaws og hun har egentlig heller ikke så godt styr på sit vibrato. Og så synger hun jo på polsk. Trods alle disse tilsyneladende forhindringer virker det også og alligevel. Hermed anbefalet.
(Start med at lytte til 2. sats, hvis I ikke kender denne symfoni.)
Tillykke til Martin og Jørgen
I dag fylder den tidligere forsanger og guitarist fra Ballet Mécanique, Martin Hall, 56 år. Og Jørgen Ingmann, en anden stilfuld herre med guitar, kunne være blevet 94. Tillykke til dem begge herfra!
William Tyler
Det er altid tid til country. Så her er William Tyler, der i år har udsendt albummet Goes West. Alt, hvad der bliver sunget i dette flotte nummer, er – på dansk!