I dag ankom et længe ventet bokssæt fra Rhino med posten. Det gamle album fra 1987, hvor The Replacements var reduceret til en trio, har en spilletid på 33 minutter, men ingen af sangene er overflødige. Det hele slutter på smukkeste vis med “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”.

Bokssættet har naturligvis en spilletid på noget over 33 minutter, thi det består af tre cd’er og en lp. CD’erne rummer en remastered udgave af det oprindelige album plus B-sider fra singlerne, demoer fra Blackberry Way-studiet og det oprindelige Rough Mix. LP’en er Rough Mix. Og så er der et fyldigt hæfte skrevet af Bob Mehr (forfatteren til Trouble Boys, den definitive Replacements-biografi) med bidrag fra bl.a. Stinson og Westerberg og producer Jim Dickinson. Dette er en værdig opfølger til Dead Man’s Pop, bokssættet bag den lidt undervurderede Don’t Tell A Soul.

Jeg havde en god ven i USA, som jeg besøgte et par gange først i 1990’erne. Vi snakkede tit om musik, og hun lyttede til meget af det samme som jeg lyttede til dengang. Underligt nok kendte hun ikke The Replacements eller Big Star, men til gengæld var hun rigtig glad for albummet New Miserable Experience med The Gin Blossoms. Dét album blev solgt i omkring fem millioner eksemplarer – det er omkring fire og en halv million flere eksemplarer end der er solgt af The Replacements’ albumudgivelser. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Det ironiske er, at netop Big Star og The Replacements var The Gin Blossoms’ store forbilleder. New Miserable Experience blev endda indspillet i Ardent Studios i Memphis, hvor begge disse forbilleder indspillede nogle af deres mest berømmede albums. Sangskriveren bag “Hey Jealousy”, guitaristen Doug Hopkins, led en Bob Stinson-agtig skæbne. Hans misbrugsproblemer gjorde, at han blev smidt ud at The Gin Blossoms. Men hans bittersøde sange beholdt bandet, og de blev deres største hits. Da New Miserable Experience udkom, havde Doug Hopkins slået sig selv ihjel. Verden er underlig og ikke helt retfærdig.

Her, otteogtyve år senere, genhører jeg The Gin Blossoms. Deres musik er ikke på højde med hvad Alex Chilton eller Paul Westerberg har præsteret, selv om det bestemt er solidt håndværk, men det er nok heller ikke realistisk at forlange.

“Dance On My Planet” er en af de Replacements-sange, der ikke kom med på Don’t Tell A Soul dengang i 1988, men nu kan findes på Dead Man’s Pop.

Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.

Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.

På All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.

Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.

The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.