Jens har tit skrevet om Billy Mackenzie og The Associates her. Og det forstår jeg bestemt; det var slet ikke dårlig musik. Og han har skrevet om A-Ha. De var heller ikke dårlige.
I går blev det min tur til atter at havne i retrohjørnet. Da nævnte jeg The Blue Nile, der ligesom The Associates var fra Skotland (nærmere bestemt Glasgow, hvor The Associates var fra Dundee).
Når jeg hører “Tinseltown In The Rain” fra albummet A Walk Across The Rooftops med The Blue Nile, kommer jeg til at tænke på A-Ha og Morten Harket. Andre gange minder A-Ha mig om The Associates. Og mens Billy havde hår, mindede han endda om Morten af udseende. På dén måde er verden lille. Det er storslået popmusik fra den tid, og lige præcis manieret nok til at undgå at blive træls.
Man bør ikke beskylde A-Ha for at være epigoner, selvom det uden tvivl er tilfældet at inspirationen flød fra Skotland mod Norge og A-Ha som de eneste fik egentlig idolstatus. A-Ha, The Blue Nile og The Associates slog igennem i samme æra. The Affectionate Punch udkom i 1980, A Walk Across The Rooftops udkom i 1984, og Hunting High And Low er fra 1985.
Min første cd-afspiller var en Sony Discman, som jeg købte i efteråret 1988. Den var jeg meget glad for, og den fulgte mig overalt. Men efterhånden fik jeg lyst til at eje en stationær afspiller – ja, faktisk til at købe mig et ordentligt musikanlæg. Min ven Søren og jeg tog ned til en radioforhandler og jeg tog nogle cd’er med, så jeg kunne vælge noget udstyr, der lød godt. Vi boede i Edinburgh dengang, så en del af udstyret var fra britiske mærker. Jeg kom hjem med en britisk Audiolab 8000A-forstærker, to lige så britiske højttalere af mærket Ruark med højttalerfødder til og en Philips CD634-afspiller (fremstillet et sted i Asien). Senere købte jeg en Aiwa-tuner (britisk fremstillet!) så jeg også kunne høre radio.
Men det er Philips-afspilleren, jeg for alvor husker. Den blev jeg meget glad for. To af de cd’er, jeg tog med, var albums, jeg tit har hyldet her på bloggen: Life’s Rich Pageant med R.E.M. og The Colour of Spring med Talk Talk. Begge albums er fra 1986 og er er velsignet med en kombination af stærke sange, gode arrangementer og et lydbillede, der står knivskarpt og hvor de enkelte instrumenter står tydeligt frem og faktisk lyder som de skal. Lyt til f.eks. Mike Mills’ bas på “Cuyahoga” eller Mark Hollis’ piano på “Chameleon Days”. Kontrasten til den alt for typiske firserlyd på forgængerne Fables of The Reconstruction (der er mudret og skidt mixet) og It’s My Life (der er underligt skinger) er meget tydelig. Philips CD634 havde en meget varmere og rarere lyd end min gamle discman, dét var tydeligt, og den passede godt til de to albums, jeg stadig sætter højt.
Syv år senere begyndte min Philips-afspiller desværre at svigte. Jeg købte en Marantz-afspiller i Aalborg; den lød præcis lige så godt og fjernbetjeningen til Philips virkede endda til den nye afspiller (fordi Marantz er et af Philips’ mærker). Dengang prøvede jeg afspilleren med Ladies and Gentlemen, We’re Floating in Space med Spiritualized, husker jeg. Den afspiller blev jeg også glad for. Men troløs som jeg var, sendte jeg den til København nogle år senere, hvor Jens fik glæde af den. Jeg havde nemlig fundet mig en anden afspiller, en Denon, der både kunne lyde som Marantz’en, når den spillede cd’er, og kunne vise film, når den fik en dvd.
Højttalerne fra Edinburgh holdt derimod helt frem til 2016. Seksogtyve år er dog også en alder.
I denne uge, nærmere bestemt i går, blev Tommy Stinson 60 år. Vi husker ham fra The Replacements og også (måske lidt modstræbende) fra Guns’n’Roses, hvor han en lang overgang var bassist og i den sammenhæng endda besøgte Aalborg. I dag er han (heldigvis) sig selv og er aktiv under eget navn. Cowboys in the Campfire var et godt album fra hans hånd. Samtidig er Tommy Stinson alene om at holde fanen højt som aktiv musiker efter årene med The Replacements.
Broderen Bob Stinson og dennes efterfølger som leadguitarist, Slim Dunlap, er døde. Chris Mars blev billedkunstner og Paul Westerberg har trukket sig helt tilbage.
I al fald: Tillykke herfra. Jeg fik aldrig oplevet The Replacements, men jeg håber at Tommy Stinson en dag når til Europa igen.
En overraskende (og spørger man mig, vellykket) udgave af “Don’t You Want Me” med Meshell Ndegeocello og Cat Power (der for én gangs skyld ikke sukker sig igennem en hel sang). Ideen med at lave den gamle sang til et reggaenummer kunne umiddelbart virke malplaceret, men sådan er det faktisk ikke gået hen og blevet.
For snart en del år siden (nemlig i 2012) udnævnte jeg her på bloggen I Predict A Graceful Expulsion med canadiske Cold Specks til årets albumudgivelse. Siden kom der to albums (Neuroplasticity fra 2014 og Fool’s Paradise fra 2017) der ikke var helt så overbevisende, og derefter var Ladan Hussein, som hun egentlig hedder, stille. Årsagen har desværre været længere indlæggelser med det, man oprindelig troede var skizofreni. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg simpelthen havde glemt hende.
For nylig opdagede jeg så ved et tilfælde, at hun sidste år havde udsendt sit fjerde album, Light for the Midnight, og det er særdeles vellykket. Sangskrivningen er god, og Ladan Husseins vokal er som sædvanlig noget helt særligt. Adrian Utley fra Portishead har været med til at producere, og Owen Pallett, der også har samarbejdet med Arcade Fire, har været med til at arrangere Satans sovsekande. Underligt nok har jeg kun set ganske på anmeldelser af denne tilsyneladende temmelig oversete udgivelse.
Det er svært helt at genrebestemme Cold Specks. Nogle har sammenlignet hende med Tracy Chapman og Billie Holiday, men det er en doven sammenligning, synes jeg – den bunder mest i at de alle tre har afrikansk baggrund. Der er soul i Cold Specks (ligesom Love Shop laver soul), men der er også folk og blues og regulær pop. Prøv bare at lytte til det sidste nummer på albummet, “Closer”, som ikke giver mindelser om Joy Division, men nok snarere sender os ud på en støvet forårsmark.
Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?
Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.
Nu trænger vi til at høre noget country. Lambchop udsendte et nyt album, Punching The Clown, for tre uger siden. Efter en del år med elektroniske eksperimenter er Kurt Wagner vendt tilbage til et enklere, akustisk udtryk, og det skader bestemt ikke.
Dolly Parton er her ikke mere. På nogle måder var hun måske for meget med sit store hår og sin store barm, men hun havde også en selvironisk distance til netop dét image. Der var langt mere i Partons musik end nogle måske troede, og hun ejede dertil en tydelig empati. Hun udtalte sig aldrig politisk, men man kan ikke lade være med at bemærke, at hun flere gange sagde nej til Donalds Trump forsøg på at give hende en medalje.
Jeg nåede aldrig at opleve Dolly Parton på en scene, men da jeg for nogle år siden var til en særdeles god koncert med Rhiannon Giddens, gjorde hun os opmærksom på at Dolly Parton er en af de store amerikanske sangskrivere – og deri havde hun ret i. Ovenfor er “Don’t Let It Trouble Your Mind” fra 1969.
Og herunder er en anden sang, jeg også holder af – “Coat of Many Colours”.
Jeg kan altid vende tilbage til The Beatles. Der er mange andre musiknavne, jeg sætter højt – det ved man, hvis man følger med her. Men de fire fra Liverpool var pionerer og usædvanligt gode til deres håndværk, der samtidig havde det med at være stor kunst. For tiden hører jeg af en eller anden grund Abbey Road, det sidste album, de kunne blive enige om – og hvilken afslutning det er! Jeg vender tilbage til det store medley, der slutter albummet. “The End” er det sidste nummer, Lennon, McCartney, Harrison og Starr indspillede sammen, og her når hver af de fire at spille en solo inden lyset bliver slukket for en historie om excentriske påfund, kærlighed venskab, uvenskab og ikke mindst stor kreativitet – som fortsætter bagefter. For så kommer Plastic Ono Band,Ram, Ringo og ikke mindst All Things Must Pass. Men lidt vemod er der nu alligevel altid forbundet med at lytte til “The End”:
Denne smukke sang, som viser Martin Halls inspiration fra Billy Mackenzie på bedste vis, er passende netop nu. Tak for sangen og musikken og de mange tanker, Martin.
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Jeg kan ikke være med i Odense i aften, for jeg holder sommerferie i Bretagne lige nu. Men jeg lagde mærke til Jens’ opslag om Desireless og spekulerede på, hvad der blev af Claudie Fritsch-Mentrop, som hun rigtigt hed. “Voyage Voyage” er nemlig et fermt stykke fransk pop, og det er umiddelbart sært, at der ikke blev fulgt bedre op på det.
Claudie voksede op i Normandiet og begyndte sin musikkarriere i 1980’erne som del af et band, der hed Air (ikke at forveksle med duoen, der lavede Moon Safari mange år senere).
Der kom flere singler efter “Voyage Voyage”, og de var med på hendes album François fra 1989, men ikke flere hits. Her er en af dem.
Claudie Fritsch-Mentrop laver stadig musik af og til. Der kom et album i 2015 og endnu ét i 2022, men min fornemmelse er at også hun primært er blevet del af firserpopnostalgi-segmentet.
Ind imellem er der kunstnere, der kun udsender ét enkelt album, som man så til gengæld husker for det gode. Jens vender ofte tilbage til engelske The La’s. Jeg har selv tænkt på svenske Jakob Hellman og hans …Och stora havet– indtil han med 32 års forsinkelse omsider udsendte den svære toer i 2021.
Og så er der Mary Margaret O’Hara fra Canada, der udsendte Miss America i 1988, med et musikalsk udtryk et sted mellem country, jazz og singer-songwriter (er det egentlig en genre?) og en vokal, der minder om Billie Holiday og Patsy Cline på én og samme tid. Produceren var Michael Brook (ham med den særlige Infinite Guitar). Live-optagelser fra dengang afslører en pænt udseende dame med excentriske manerer grænsende til det søsyge. Se bare det gamle, tidstypiske klip ovenfor.
Siden dengang har Mary Margaret O’Hara ladet høre fra sig med sange til en film og med en jule-EP, men der er aldrig kommet et nyt album fra hende. Hun har ind imellem også været at finde på scener rundt omkring på uventede tidspunkter. Engang i 1999 dukkede hun op hos R.E.M., hvor Michael Stipe roste hende til skyerne. Og hun sang baggrundsvokal hos Morrissey på “November Spawned A Monster”. (Så er vi tilbage i det vante univers her hos os.)
Jeg har fundet senere live-optagelser med Mary Margaret O’Hara, og her er det desværre, som om det excentriske er kammet over og er kommet til at virke sølle, her hvor hun har passeret de 70.
Hør hellere denne gode koncertoptagelse med hende fra London fra 1989.
Hvert år betaler Jens og jeg et lille, men nu efterhånden firecifret beløb for at dette websted kan være der, sådan som den har været det i nu 21 år. Hvis I kigger her forbi og følger med i hvad vi skriver, må I meget gerne give et lille bidrag til den fortsatte drift. Kig over i menuspalten for at se, hvor I kan betale.
På listen er der bl.a. The Walkmen og Uncle Tupelo, to ensembler, jeg sætter meget højt. Der er også 1980’ernes Wire Train, der ikke helt var i samme størrelsesklasse som de to førnævnte (spørger man mig), men som godt kunne have fået mere anerkendelse. Ovenfor er en sang med dem.
