For nylig blev Minneapolis sørgeligt kendt rundt omkring på grund af ICEs brutale fremfærd. Men denne by i USA har også haft en musikscene, der har i 1980’erne gav os The Replacements, Husker Dü, Soul Asylum og selvfølgelig også Prince himself. Og ovre i den mere country-prægede afdeling har der været The Jayhawks med Gary Louris og Mark Olson. Et helt tredje medlem af The Jayhawks var en lang overgang Kraig Johnson, der også var med i Run Westy Run sammen med sine brødre Kirk og Kyle. Derudover har han været med i Golden Smog.
Først for ganske nylig har jeg fået taget mig sammen til at lytte til Run Westy Run. Deres første album var produceret af Steve Fjelstad, der var producer for Husker Dü, og deres tredje album var produceret af selveste Peter Buck. Men Run Westy Run minder ikke om hverken Husker Dü eller R.E.M. De minder egentlig heller ikke om The Jayhawks. Run Westy Run har aldrig været i opløsning, men de har holdt nogle endog meget lange pauser.
Det er svært at finde gode live-optagelser med Run Westy Run, for de vil uvægerligt give den umiddelbare, naive beskuer et indtryk af at vi har at gøre med en samling ældre mænd i kikset tøj, der spiller tøfrock og bruger koklokke. Men så enkel er sandheden selvfølgelig ikke. En del af Run Westy Runs sange er gode, og ikke mindst Kraig Johnson er en særdeles kompetent herre (der er grunde til at han var med i The Jayhawks og Golden Smog!) . Prøv at lytte til f.eks. “Milkyway’s Mainframe” eller den sang, der er herover.
Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.
A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.
In a pure sticker shock At my price cut by half But you say I look happy And I start to laugh You see the problem I have
The heart is always here You forget it's beating The heart is always here You forget it's beating Like a gift that you didn't remember giving The gift you never remember giving
Blondie lavede popmusik i New York. Philip Glass skrev minimalistisk kompositionsmusik i samme by. Her mødes de i et overraskende mashup af førstnævntes største hit og sidstnævntes violinkoncert nr. 1. Og det dukker op i tv-serien The Handmaid’s Tale.
Det er ikke kun i Iran, demonstrationer bliver slået hårdt ned på af paramilitære grupper i denne kolde vinter.
Denne musikvideo kom på YouTube for 4 timer siden. Ikke den bedste sang, Bruce Springsteen har skrevet, rent musikalsk. Det er her nu ikke så meget selve musikken, dette handler om. “Streets of Minneapolis” skriver sig ind i en vigtig tradition fra (ikke mindst) Dylan, Guthrie og fra Strummer. Sjældent har man oplevet Bruce Springsteen så direkte og vred som han er i disse måneder. Det må ikke være rart for denne mand, denne blogs forfattere holder så meget af, på sine gamle dage at skulle se det land, han har kritiseret, men også besunget, falde fra hinanden på så en grim en måde.
Lige nu er det vigtigt at blive mindet om – både i USA og andre steder – at USA stadig er andet og mere end end det regime, der hver dag gør ondt værre.
Her er albumlisten fra Village Voice (der trods sit navn var en ugeavis fra New York) og dens Pazz & Jop-liste over albumudgivelser fra 1978. Måske er dette en beskrivelse af denne blogs musikalske præferencer i ét billede?!?
Minneapolis er centrum for Trump-regimets undertrykkelse netop nu. Og grimt er det.
Minneapolis er også hjemsted for bl.a. Twin Tone Records, hvor The Replacements udgav deres første albums. Paul er ikke Paul Westerberg, men Paul Stark, pladeselskabets nuværende direktør. Peter er Peter Jesperson (der, som navnet tydeligt afslører, har nordiske aner ligesom Westerberg og Stinson, men det er en anden snak).
Herover mødes de to udgaver af Minneapolis. Paul Westerberg bor stadig i Minneapolis; jeg håber at han ikke er kommet noget til. Tommy Stinson har ofte udtalt sig særdeles kritisk mod Trump og ICE. Stinson bor nu i delstaten New York.
Et fremragende nummer fra Elvis Presleys comeback special fra 1968. Det er hans reaktion på mordet på Martin Luther King. David Bowie er en lige så stor stjerne som Elvis, men uden Elvis ingen Bowie (og vel heller ingen Bassey eller Sexmith).
I dag fik jeg en opringning fra min moster Anna, der ligesom Elvis er født i 1935. Hun ønskede mig tillykke og vi fik en god snak. Tænk, hvis de to havde mødt hinanden!
Og nu vi alligevel er i gang med at hylde mine med-fødselarer, må vi ikke glemme Ron Sexsmith, der faktisk både deler fødselsdag og fødselsår med mig. Ligesom Elvis og David er min canadiske tvilling Ron en god mand, og jeg ville ønske, han ikke så så trist ud så tit.
Ud over Elvis Presley og David Bowie er jeg så heldig at dele fødselsdag med Shirley Bassey. I dag fylder hun 89. Her er hun med en sang, hendes landsmænd The Manic Street Preachers skrev til hende i sin tid. Sangen lyder på én gang som noget, den walisiske trio selv kunne have indspillet (nok med en lidt anden tekst), og noget, der hører hjemme hos James Bond.
Jeg nævnte i en kommentar til Jens, at Martin Hannett var glad for dub reggae og at man kunne høre det i hans produktioner. Men også Joy Division/New Order lyttede til reggae, selv om man måske ikke skulle have troet det. Her er New Order med deres bud på Keith Hudsons “Turn the heater on” fra 1975.
I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.
Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).
Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.
