Alle indlæg af Pastoren

Nick Drake – og John Cale

I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.

Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.

Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.

Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.

Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.

På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.

I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.

Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.

For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.

Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.

Herunder er de to sange.

Fallin’

For 30 år siden opdagede jeg ved et tilfælde soundtrack-albummet til den dengang aktuelle amerikanske actionfilm Judgment Night. På dette album finder man 11 samarbejder mellem bands fra hiphop og fra rock. De fleste af sidstnævnte er så klart i den hårde ende af genren – Helmet, Mudhoney, Slayer, Faith No More og Living Colour. Ikke mindst samarbejdet mellem Ice-T og Slayer er en voldsom omgang (og vellykket på sin egen uforsonlige måde). Set i bakspejlet var det bedste nummer dog det meget mere elskelige “Fallin'”, hvor Teenage Fanclub og De La Soul mødes (og bruger et sample af salig Tom Petty). De La Soul er nu omsider ved at blive genopdaget, og det fortjener de så klart. Det samme burde overgå Teenage Fanclub.

Det tjaldede “I Love You, Mary Jane” (bare titlen), hvor Cypress Hill og Sonic Youth mødes, siger mig til gengæld ikke rigtig noget.

Judgment Night: Soundtrack var vigtigt på godt og ondt, og Rolling Stone udråbte det i 2018 til at være en kultklassiker. Der kunne være kommet mere ud af det møde mellem de to genrer, som var i støbeskeen. Men det eneste, der i sidste ende skete, var at nu-metal, som i det store og hele blev et møde mellem de mest bøvede aspekter af hiphop og metal, var på vej til at opstå. Judgment Night–albummet hørte jeg en del. Filmen har jeg endnu til gode at se. På Rotten Tomatoes har den en score på 35%, så den lokker mig ikke nærmere.

Ja ja ja ja ja

I går aftes spillede Spoon i Pumpehuset og Sparks spillede i Vega. Jeg havde købt billet til Spoon længe inden jeg blev opmærksom på Sparks. Men jeg havde længe haft lyst til at opleve Spoon, som jeg først blev opmærksom på med deres album Ga ga ga ga ga fra 2007. Nogle vil forhåbentlig huske min særdeles positive omtale af Lucifer on the sofa fra 2022.

Det var overhovedet ikke en dårlig koncert. Med fare for at lyde som den bagstræberiske trekvartgamle mand jeg er: Det er en fornøjelse at opleve et så godt sammenspillet band inden for det, man vel efterhånden bare må kalde traditionel rock og som trækker mere på britiske traditioner fra Beatles frem til 80’ernes og 90’ernes Manchester-lyd end på traditionerne fra Spoons eget hjemland (USA, skulle nogen have glemte det). Spoon er ikke rockens fremtid, men når de er bedst (og det er de ofte) er de i høj grad del af dens nutid.

Britt Daniel lyder ikke sjældent som John Lennon på en god dag, og i aften blev det særlig tydeligt med en vellykket og indfølt udgave af “Isolation” fra Plastic Ono Band. Andre gange lyder han som en sympatisk og begavet udgave af Liam Gallagher. I det hele taget fremstår han og resten af Spoon med en sympatisk og god energi.

Det hemmelige våben er derudover Gerardo Larios og i særdeleshed Alex Fischel, der begge håndterer guitar og keyboards forbilledligt. Alex Fischel præger lydbilledet med sit guitararbejde, der ikke forfalder til nulren eller ligegyldige soloer. Og måske er et andet (egentlig ikke særlig hemmeligt) våben det solide groove og den der evne til at “læse” hinanden og lave uventede, men velplacerede breaks, som hele bandet mestrer og som ikke mindst trommeslageren Jim Eno (der har været med lige siden starten i 1993) håndterer? Hov, nu kan jeg se, at jeg var ved at glemme bassisten Ben Trokan, der er nyeste medlem af Spoon. Det var bestemt ikke meningen.

Jeg ville bestemt også gerne have oplevet Sparks, men jeg er glad for omsider at have oplevet Spoon og gør det meget gerne igen. Klar anbefaling herfra.

Et møde i Tanger

Foto: Jenn L (Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-NC-SA 2.0))

I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:

By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:

“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”

(fra Nick Drake: The Life af Richard Morton Jack – her citeret fra https://www.theguardian.com/music/2023/may/27/nick-drake-the-life-richard-morton-jack-biography-extracts)

This girl will put him right

Tina Turner døde i dag. I modsætning til mange af sine samtidige (heriblandt den ét år yngre Bob Dylan, der fylder år i dag, og Mick Jagger, der indrømmede at have lært ganske meget af hendes fremtræden på en scene), trak hun sig tilbage for at hellige sig et mere stille liv uden for rampelyset. “I was just tired of singing and making everybody happy,” var hendes begrundelse.

Her er en af de første lejligheder, hvor hun kunne træde ud af sin voldelige ægtemands skygge for alvor – i en sang fra The Whos underlige Tommy, her i Ken Russells over-the-top-instruktion, flankeret af Roger Daltrey (selvfølgelig) og Oliver Reed.

Et nyt lys

Jeg har tidligere nævnt den amerikanske trio Nation of Language, der laver old school-synthrock med klare mindelser (på en god måde!) om især Orchestral Maneouvres In The Dark men også om lidt nyere navne som nu hedengangne The Chromatics, som jeg ved at Jens satte højt. Her er en sang fra deres kommende album Strange Disciple, og den lover godt.

Krigerne

I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.

Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.

Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).

Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.

Berømmelsens hal

Kate Bush, George Michael, Rage Against the Machine, Willie Nelson, Sheryl Crow, the Spinners og Missy Elliott bliver nu optaget i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Det har jeg ingen problemer med – selv om hverken Willie Nelson eller Missy Elliott strengt taget spiller rock’n’roll. Det er på høje tid at ikke mindst Kate Bush får denne anerkendelse.

Samtidig er det lidt underligt, at Joy Division/New Order ikke er blevet optaget i Hall of Fame endnu, når nu Depeche Mode og The Cure er blevet det. (Mon det er uvenskabet mellem Peter Hook og de øvrige oprindelige medlemmer af New Order, der spiller ind på en eller anden vis?)

Host IX

Paradise Lost begyndte som gotisk doom-metal, men blev efterhånden tydeligt inspireret af Depeche Mode. Det kulminerede på Host fra 1999, der på én og samme tid var et særdeles vellykket album med stærke sange og formåede at blive upopulært hos ganske mange af deres gamle fans. Derefter gled Paradise Lost lige så stille tilbage til doom-metal og glemte tilsyneladende at skrive holdbare sange. Men sidste år lavede sangskriverne fra bandet, Greg Mackintosh og Nick Holmes, en duo ved navn Host og vendte tilbage til den elektronisk prægede lyd på albummet IX. Her er et vellykket nummer fra dét album.