Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.
Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!
Nu skal vi have noget rock med stort Å. Her er det debuterende amerikanske band Rocket. Deres kommende album hedder R is for Rocket (som også er titlen på en novellesamling af Ray Bradbury, jeg læste for snart længe siden). I denne video ser vi på billedsiden en hilsen til tre bands, to af hvilke vi ofte nævner her på bloggen. (Kiss har vi vist aldrig skrevet om.) På lydsiden er der tale om rock, som den lød i kølvandet på grunge og shoegaze for lidt over 30 år siden, dvs. formodentlig inden de fire musikere så dagens lys for første gang. Det er sjovt, som alt har det med at komme igen.
Der er skrevet mange sange om satelliter. Denne er fra i år og skyldes S.G. Goodman fra USA. Hvad initialerne S.G. dækker over, ved jeg ikke. Men dette nummer vil jeg godt anbefale, ligesom jeg vil anbefale hendes album Planting by the signs, hvor denne sang er at finde. Vi er et sted i omegnen af alternativ country, og på det nye album er Bonnie Prince Billy med.
Nogle gange hører man en sang på en helt ny måde, fordi verden har forandret sig.
Sådan har jeg det med sangen “Roads” med Portishead. De har netop genindspillet denne gribende sang fra 1994 (også et år, hvor utallige civile blev dræbt i Bosnien og i Rwanda) som en kommentar til folkedrabet i Gaza. Her er teksten.
Oh, can’t anybody see? We’ve got a war to fight Never found our way Regardless of what they say How can it feel this wrong? From this moment How can it feel this wrong?
Storm in the morning light I feel no more can I say Frozen to myself I got nobody on my side And surely that ain’t right And surely that ain’t right
Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.
Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.
I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.
Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.
Der var engang en legendarisk amerikansk sanger, der efterhånden holdt op med at synge og gik over til mest at snakke hen over de ikke så mange akkorder, han plejede at bruge. Han virkede ofte sur, men det var vist ikke så slemt alligevel.
Vore dages seneste bud på en kvindelig Lou Reed er Jackie West. Hendes nye sang “Offer” er her.
Nu skal vi omsider have noget country igen. Her er “Billionaire”; titelnummeret fra hendes nye album der udkom for få dage siden. Jason Isbell har været med til at producere, og han spiller med. Det er Shelby Lynne forresten også.
Nu er det 50 år siden, Born To Run så dagens lys, og i den anledning udgiver Sony Music et outtake fra albummet, nemlig “Lonely Night In The Park”.
På den ene side har nummeret har den tidstypiske lyd fra det album, det kunne have været med på, og det er interessant omsider at høre “Lonely Night In The Park” i en officiel udgave. På den anden side synes jeg ikke, sangen som sang betragtet er så vellykket som dem, der er at finde på Born To Run. Netop her vil jeg mene, at Bruce Springsteen valgte rigtigt ved ikke at tage den med på albummet.
Elektronisk musik har mange forskellige udtryk. Her er det japanske Open Reel Ensemble, der spiller på – spolebåndoptagere. En Mellotron er også en slags båndafspiller, så det er ikke så underligt, som man måske skulle tro. Visuelt er Open Reel Ensemble selvfølgelig noget for sig. Lydbilledet minder mig om det helt tidlige Kraftwerk, om numre som “Kohoutek Kometenmelodie” fra side 2 på Autobahn
Feargal Sharkey arbejder i vore dage for adgang til rent vand i Det Forenede Kongerige, og det er en særdeles relevant kamp at føre. Under Maggie Thatcher blev landets vandforsyning privatiseret, og det hjalp bestemt ikke på vandkvaliteten derovre.
Jens nævnte “True Faith” med New Order her for ganske nylig, og musikvideoen af Philippe Decouflé husker jeg lige så godt som selve sangen. Her er den korte video, der var inspirationskilden bag. Den serbiske performancekunstner Marina Abramović og hendes daværende partner Ulay (alias tyske Frank Uwe Laysiepen) optræder i dette lille klip.
Senere gik de to fra hinanden og mistede kontakten. Der er et gribende klip på YouTube fra den dag, der mødtes igen efter mange års adskillelse. Abramović lavede performance-kunstværket The Artist is Present, og Ulay dukkede uanmeldt op.
Nu trænger vi virkelig til at høre noget country. Jeg har købt Tracks 2: The Lost Albums af og med Bruce Springsteen. Det er syv albums fra perioden 1983 til og med 2018, som ikke er blevet udsendt før nu.
Ihukommende de mildt sagt skuffende Human Touch og Lucky Town fra 1991, der var ved at få mig til helt at miste troen på Bruce Springsteen, kunne man frygte det værste. Men det er ikke andenrangs-materiale, der er her. Tværtimod. Der er masser af gode og i en hel del tilfælde guldrandede sange, der først nu ser dagens lys. Albummet Streets of Philadelpha Sessions, der fortsætter lyden med loops og beats fra sangen “Streets of Philadelphia”, holder jeg allerede meget af. Hvorfor det aldrig blev udsendt, er mig en gåde. Det ville have fået mig til at genfinde troen allerede i 1994.
Og så er der L.A. Garage Sessions ’83, som er det manglende led mellem de meget forskellige Nebraska og Born in the U.S.A., som gør at jeg pludselig forstår hvad der gik for sig i tiden imellem de to. Og så holder jeg også af Somewhere North of Nashville, der er en slags ukendt makker til Western Stars. Her er der både enkle country-rocknumre og egentlige country. Men alle syv albums er værd at høre og udgør en vigtig tilføjelse til Bruce Springsteens værk.
Lyt til “Janey, Don’t Lose Heart” fra Somewhere North of Nashville, oprindelig indspillet som b-side i 1984, men her i en overrumplende country-udgave. (Bamses Venner har faktisk indspillet en fladtrådt udgave af samme sang med dansk tekst, men det kan den jo ikke gøre for.)
