Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
I dag er det 76 år siden Nick Drake blev født i Yangon i Myanmark. I november i år er det 50 år siden, han blev fundet død i sine forældres hus i Tanworth in Arden. Som det er tilfældet med så mange tidligt afsluttede karrierer i musikkens verden bliver Nick Drakes liv, værk og alt tidlige bortgang endevendt igen og igen – vel i vores fælles søgen efter at finde bare lidt mere nyt og i vores fælles længsel efter de nye udgivelser, der i sagens natur aldrig kan se dagens lys. Også jeg er skyldig i det. Men de tre albums, Nick Drake nåede at indspille, kan sagtens stå alene.
Her er en af de smukkeste sange, han nåede at skrive (det siger ikke så lidt, spørger man mig). På sådan en juniaften får den en særlig mening.
Og det er John Cale, der spiller med og er med at give “Northern Sky” en særlig magi. I Richard Morton Jacks definitive biografi om Nick Drake, Nick Drake: A life, kan man læse om mødet mellem Drake og Cale, disse to meget forskellige, men dog åndeligt beslægtede musikalske genier.
Nu er der en rockumentary om Redd Kross, der har eksisteret i 45 år nu, og altid med brødrene MacDonald som den faste kerne. Filmen hedder Born Innocent. Utroligt, at der tilsyneladende findes ét eksempel på brødre, der laver musik sammen uden at ende med at blive sure på hinanden. (Radiohead kunne være et andet eksempel, men måske er der en grund til at de to Greenwood-brødre ikke samarbejder i The Smile?). Også lidt utroligt, at Redd Kross blev dannet, før London Calling udkom.
Redd Kross er (sammen med bl.a. The Posies) blandt powerpoppens fædre, og deres kærlighed til The Beatles er altid tydelig. Det ser og hører man også på dette nye nummer. I næste måned kommer der et nyt album med dem (Redd Kross, altså) og det hedder bare Redd Kross. Om det er et godt eller et dårligt tegn at en gruppe opkalder et album efter sig selv, ved jeg ikke. Da The Beatles udsendte The Beatles (det hvide album), gik der kun to år, og var det slut med The Beatles.
Et billede fra 1961, til en koncert i Aldershot, sydvest for London. 18 mennesker dukkede op. Musikerne kom fra Nordengland, og dette var deres første optræden så langt sydpå, så langt fra Liverpool.
Den franske butikskæde http://loveshop.fr, der specialiserer sig i lingeri og erotisk litteratur, har efter pandemien satset på et salgsfremstød i Norden. Indledende sonderinger og et forsøg på at købe rettighederne til en fransk genindspilning af en sang efter eget valg (“Født til action” er blevet nævnt) slog fejl. Nu har man så bebudet et sagsanlæg mod Love Shop og et krav om at bandet skal vende tilbage til sit gamle navn, nemlig Lit De Parade. Hjælp os med at forhindre dette og holde turneen i gang ved at sende et bidrag til den kommende retssag.
Nu skal have vi noget country. Her er åbningsnummeret fra årets album med Hurray For The Riff-Raff, som jeg i sin tid oplevede på Roskilde-festivalen. Efter et par albums er Alynda Segarra vendt til det musikalske udgangspunkt, og det klæder dem. Meget klar anbefaling herfra.
Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.
Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.
(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)
Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.
(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)
En af de lidt oversete sange med Prince (synes jeg) er hans “I Could Never Take The Place Of Your Man” fra Sign O’ The Times, der udkom i 1987 – samme år som The Replacements udsendte Pleased To Meet Me. Både Prince og The Replacements kom som bekendt fra Minneapolis, og hvis man læser Bob Mehrs Trouble Boys og interviews med Paul Westerberg, vil man opdage at disse temmelig forskellige bysbørn faktisk kendte hinanden. The Replacements indspillede endda i Prince’s Paisley Park-studie.
Det særligt interessante er, at “I Could Never Take The Place Of Your Man” både på tekst- og melodisiden lyder umiskendeligt som noget, Paul Westerberg sagtens selv kunne have skrevet.
Var Prince så inspireret af Paul Westerberg? Næppe – for der er faktisk en indspilning med Prince selv fra helt tilbage i 1979.
I dag opdagede jeg så, at The Replacements kendte “I Could Never Take The Place Of Your Man” og faktisk lavede en vellykket cover-udgave af den. Hør bare ovenfor.
Først nu faldt jeg over denne fire år gamle optagelse med boygenius, og den viser trioen i et helt andet hjørne af deres udtryk, en stille stund, hvor lyden går hen og bliver americana (som nogen ynder at kalde det). Smukt er det under alle omstændigheder.
