Jeg skrev noget temmelig forbeholdent om Fiona Apples album Fetch The Bolt Cutters i mit tilbageblik over albums fra 2020. Her er hendes udgave af “The Whole Of The Moon”, den ikke helt ukendte sang af og med The Waterboys fra This Is The Sea. Udgaven er produceret af Tony Berg, der for mange år siden forgæves forsøgte sig som producer for The Replacements.

Er denne coverversion god? Jeg synes desværre, den er bedst, når man ignorerer billedsiden. Under alle omstændigheder bliver jeg aldrig helt så glad for Fiona Apples “jeg synes altså, I skal have at vide, at det er for dårligt”-vokal, som jeg nok burde være.

Jeg tror ikke, vi nogensinde har skrevet om The Sweet her på bloggen, hvor vi så ofte er i retrohjørnet. Så lad mig gøre det nu. På 45 års afstand virker forskellene mellem nogle af datidens bands bagatelagtige. The Sweet dukkede op et par år før de på denne blog så ofte (og med god ret) besungne The Ramones og havde tydeligvis samme frisør og efterhånden også samme garderobe. Glæden ved den gode popmelodi og de hårde riffs var præcis den samme. Efterhånden frigjorde Connolly, Priest, Tucker og Scott sig fra Chinn/Chapman-bindingen og de fleste af deres bedste numre (spørger man mig) er nogen, de skrev selv, og de holder endnu. Her er ét af dem.

At skillelinjerne mellem glam, punk og metal var små og flydende dengang, kan man også se af denne indspilning, hvor The Damned fortolker “Ballroom Blitz”  – og Lemmy fra Motörhead er med på bas. Dybest set var det hele “bare” rocknroll.

Let It Be-albummet skulle oprindelig have heddet Get Back. Det blev så titlen på den nye dokumentarfilm om The Beatles af Peter Jackson. De af os, der har set den gamle Let It Be-film, har siddet tilbage med billedet af fire langhårede englændere, der mundhuggedes og ikke rigtig gad spille sammen mere. Men de korte, aldrig tidligere udsendte klip viser at der også på dette tidspunkt, i gruppens sidste år sammen var stunder med venskab, spilleglæde og sjov. Sådan er der to forskellige sider af dét af at komme fra samme by, have kendt hinanden gennem mange år og have rejst rundt i verden sammen. John, Paul, George og Ringo var en helt igennem fantastisk og banebrydende kvartet, og selv om der sket en masse andet i popmusikken i de 50 år der er gået, kan jeg stadig vende tilbage til deres værk og glædes ved at lytte til det.