I år kom der et bokssæt med Let It Be, der i denne sammenhæng er det fjerde album med The Replacements. Hvis man spørger mig, er det på dette album, der omsider kommer styr på deres musikalske udtryk. Første nummer på Let It Be er “I Will Dare”, der i sig selv er en klassiker og et stærkt eksempel på hvad Paul Westerberg formåede som sangskriver.
The Replacements holdt ikke af musikvideoer (og i det hele taget ikke af musikbranchens bud på hvordan musik skulle promoveres), og deres første af slagsen var mest anti-videoer.
Men her er en video til “I Will Dare”, der blev til i forbindelse med bokssættet. Hvor mange referencer til andre sange og til bandets historie kan I finde? (Der er en hel del undervejs.)
Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.
Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).
Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.
Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
Så er teksterne til I Love You, Goodbye tilgængelige under Tekster. Et AI-baseret tekstværktøj gør det muligt at generere et resumé af hver enkelt tekst, men det slog vi efter nøjere overvejelse fra igen.
En af de kunstnere, jeg tit vender tilbage til, er Nick Drake. Der er en stemning af efterår ved mange af hans sange, og det er svært ikke at tænke på hvor kort hans karriere og hans liv blev. I dag så jeg for første gang dette billede, taget af Julian Lloyd i Selborne i Hampshire i 1968, to år inden debutalbummet Five Leaves Left (også en titel, der lyder af efterår). Et andet af Lloyds billeder blev brugt som forside til opsamlingen Way to Blue.
Der er noget særligt ved at se dette billede, hvor Nick Drake smiler, og blive mindet om at der var mere i hans liv end det mørke, der endte med at sluge ham helt i en alder af kun 26.
Det nye album med Mavis Staples hedder Sad and Beautiful World og befinder sig mellem to genrer, jeg holder meget af: Country og soul.
Titelnummeret er skrevet af Mark Linkous, der stod bag Sparklehorse, og den oprindelige udgave findes på Sparlehorse’s første album Vivadixiesubmarinetransmissionplot fra 1995. Linkous begik selvmord i 2010 efter mange års kamp mod depression. I hænderne på Mavis Staples, der efterhånden er blevet 86, har oplevet og deltaget i kampene mod apartheid i USA og nu igen ser mange og store forandringer, får teksten endnu et lag af betydning, og ét, jeg kan nikke genkendende til. Verden i 2025 er på én gang sørgelig og smuk.
På Sad and Beautiful World er der også sange som “Chicago” af Tom Waits og Kathleen Brennan og “Hard Times” af Gillian Welch og David Rawlings. Ligesom når man hører andre sangere, der er blevet gamle og har overlevet meget og mange – her tænker jeg på f.eks. John Cale, Patti Smith og salig Leonard Cohen – oplever man, at der er kommet en særlig form for malm i Mavis Staples’ stemme. Hendes udgave af netop Cohens “Anthem” er også at finde på Sad and Beautiful World, og også dén er værd at høre.
I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).
Jens har ofte skrevet henført om “I Feel Love”, der bestemt også er et vigtigt nummer i udviklingen af den genre, nogle senere kaldte techno. Giorgio Moroder skulle egentlig have været producer for Diana Ross på i al fald nogle numre på hendes album Swept Away fra 1984, men sådan kom det ikke til at gå. Nile Rodgers, Arthur Baker m.fl. var inde over denne udgivelse med divaen med det stadigt større hår. Albummet rummede bl.a. en duet med… Julio Iglesias.
Men her er et andet Diana Ross-nummer: “Loving, living and giving”, der er at finde på lydsporet til filmen Thank God It’s Friday fra 1978. Heller ikke her er Giorgio Moroder involveret, men producer Hal Davis har tydeligvis hørt “I Feel Love”. I samme film ser man i øvrigt Donna Summer i sin første filmrolle!
Nu skal vi have noget rock med stort Å. Her er det debuterende amerikanske band Rocket. Deres kommende album hedder R is for Rocket (som også er titlen på en novellesamling af Ray Bradbury, jeg læste for snart længe siden). I denne video ser vi på billedsiden en hilsen til tre bands, to af hvilke vi ofte nævner her på bloggen. (Kiss har vi vist aldrig skrevet om.) På lydsiden er der tale om rock, som den lød i kølvandet på grunge og shoegaze for lidt over 30 år siden, dvs. formodentlig inden de fire musikere så dagens lys for første gang. Det er sjovt, som alt har det med at komme igen.
Der er skrevet mange sange om satelliter. Denne er fra i år og skyldes S.G. Goodman fra USA. Hvad initialerne S.G. dækker over, ved jeg ikke. Men dette nummer vil jeg godt anbefale, ligesom jeg vil anbefale hendes album Planting by the signs, hvor denne sang er at finde. Vi er et sted i omegnen af alternativ country, og på det nye album er Bonnie Prince Billy med.
