I går aftes spillede Spoon i Pumpehuset og Sparks spillede i Vega. Jeg havde købt billet til Spoon længe inden jeg blev opmærksom på Sparks. Men jeg havde længe haft lyst til at opleve Spoon, som jeg først blev opmærksom på med deres album Ga ga ga ga ga fra 2007. Nogle vil forhåbentlig huske min særdeles positive omtale af Lucifer on the sofa fra 2022.
Det var overhovedet ikke en dårlig koncert. Med fare for at lyde som den bagstræberiske trekvartgamle mand jeg er: Det er en fornøjelse at opleve et så godt sammenspillet band inden for det, man vel efterhånden bare må kalde traditionel rock og som trækker mere på britiske traditioner fra Beatles frem til 80’ernes og 90’ernes Manchester-lyd end på traditionerne fra Spoons eget hjemland (USA, skulle nogen have glemte det). Spoon er ikke rockens fremtid, men når de er bedst (og det er de ofte) er de i høj grad del af dens nutid.
Britt Daniel lyder ikke sjældent som John Lennon på en god dag, og i aften blev det særlig tydeligt med en vellykket og indfølt udgave af “Isolation” fra Plastic Ono Band. Andre gange lyder han som en sympatisk og begavet udgave af Liam Gallagher. I det hele taget fremstår han og resten af Spoon med en sympatisk og god energi.
Det hemmelige våben er derudover Gerardo Larios og i særdeleshed Alex Fischel, der begge håndterer guitar og keyboards forbilledligt. Alex Fischel præger lydbilledet med sit guitararbejde, der ikke forfalder til nulren eller ligegyldige soloer. Og måske er et andet (egentlig ikke særlig hemmeligt) våben det solide groove og den der evne til at “læse” hinanden og lave uventede, men velplacerede breaks, som hele bandet mestrer og som ikke mindst trommeslageren Jim Eno (der har været med lige siden starten i 1993) håndterer? Hov, nu kan jeg se, at jeg var ved at glemme bassisten Ben Trokan, der er nyeste medlem af Spoon. Det var bestemt ikke meningen.
Jeg ville bestemt også gerne have oplevet Sparks, men jeg er glad for omsider at have oplevet Spoon og gør det meget gerne igen. Klar anbefaling herfra.
