Nogle gange hører man en sang på en helt ny måde, fordi verden har forandret sig.
Sådan har jeg det med sangen “Roads” med Portishead. De har netop genindspillet denne gribende sang fra 1994 (også et år, hvor utallige civile blev dræbt i Bosnien og i Rwanda) som en kommentar til folkedrabet i Gaza. Her er teksten.
Oh, can’t anybody see? We’ve got a war to fight Never found our way Regardless of what they say How can it feel this wrong? From this moment How can it feel this wrong?
Storm in the morning light I feel no more can I say Frozen to myself I got nobody on my side And surely that ain’t right And surely that ain’t right
Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.
Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.
I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.
Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.
Der var engang en legendarisk amerikansk sanger, der efterhånden holdt op med at synge og gik over til mest at snakke hen over de ikke så mange akkorder, han plejede at bruge. Han virkede ofte sur, men det var vist ikke så slemt alligevel.
Vore dages seneste bud på en kvindelig Lou Reed er Jackie West. Hendes nye sang “Offer” er her.
Nu skal vi omsider have noget country igen. Her er “Billionaire”; titelnummeret fra hendes nye album der udkom for få dage siden. Jason Isbell har været med til at producere, og han spiller med. Det er Shelby Lynne forresten også.
Nu er det 50 år siden, Born To Run så dagens lys, og i den anledning udgiver Sony Music et outtake fra albummet, nemlig “Lonely Night In The Park”.
På den ene side har nummeret har den tidstypiske lyd fra det album, det kunne have været med på, og det er interessant omsider at høre “Lonely Night In The Park” i en officiel udgave. På den anden side synes jeg ikke, sangen som sang betragtet er så vellykket som dem, der er at finde på Born To Run. Netop her vil jeg mene, at Bruce Springsteen valgte rigtigt ved ikke at tage den med på albummet.
Elektronisk musik har mange forskellige udtryk. Her er det japanske Open Reel Ensemble, der spiller på – spolebåndoptagere. En Mellotron er også en slags båndafspiller, så det er ikke så underligt, som man måske skulle tro. Visuelt er Open Reel Ensemble selvfølgelig noget for sig. Lydbilledet minder mig om det helt tidlige Kraftwerk, om numre som “Kohoutek Kometenmelodie” fra side 2 på Autobahn
Feargal Sharkey arbejder i vore dage for adgang til rent vand i Det Forenede Kongerige, og det er en særdeles relevant kamp at føre. Under Maggie Thatcher blev landets vandforsyning privatiseret, og det hjalp bestemt ikke på vandkvaliteten derovre.
Jens nævnte “True Faith” med New Order her for ganske nylig, og musikvideoen af Philippe Decouflé husker jeg lige så godt som selve sangen. Her er den korte video, der var inspirationskilden bag. Den serbiske performancekunstner Marina Abramović og hendes daværende partner Ulay (alias tyske Frank Uwe Laysiepen) optræder i dette lille klip.
Senere gik de to fra hinanden og mistede kontakten. Der er et gribende klip på YouTube fra den dag, der mødtes igen efter mange års adskillelse. Abramović lavede performance-kunstværket The Artist is Present, og Ulay dukkede uanmeldt op.
Nu trænger vi virkelig til at høre noget country. Jeg har købt Tracks 2: The Lost Albums af og med Bruce Springsteen. Det er syv albums fra perioden 1983 til og med 2018, som ikke er blevet udsendt før nu.
Ihukommende de mildt sagt skuffende Human Touch og Lucky Town fra 1991, der var ved at få mig til helt at miste troen på Bruce Springsteen, kunne man frygte det værste. Men det er ikke andenrangs-materiale, der er her. Tværtimod. Der er masser af gode og i en hel del tilfælde guldrandede sange, der først nu ser dagens lys. Albummet Streets of Philadelpha Sessions, der fortsætter lyden med loops og beats fra sangen “Streets of Philadelphia”, holder jeg allerede meget af. Hvorfor det aldrig blev udsendt, er mig en gåde. Det ville have fået mig til at genfinde troen allerede i 1994.
Og så er der L.A. Garage Sessions ’83, som er det manglende led mellem de meget forskellige Nebraska og Born in the U.S.A., som gør at jeg pludselig forstår hvad der gik for sig i tiden imellem de to. Og så holder jeg også af Somewhere North of Nashville, der er en slags ukendt makker til Western Stars. Her er der både enkle country-rocknumre og egentlige country. Men alle syv albums er værd at høre og udgør en vigtig tilføjelse til Bruce Springsteens værk.
Lyt til “Janey, Don’t Lose Heart” fra Somewhere North of Nashville, oprindelig indspillet som b-side i 1984, men her i en overrumplende country-udgave. (Bamses Venner har faktisk indspillet en fladtrådt udgave af samme sang med dansk tekst, men det kan den jo ikke gøre for.)
Er der nogen, der kan huske den engelske gruppe Sailor, der havde hits som “Traffic Jam” og “Glass of Champagne” midt i 1970’erne? Deres sanger og sangskriver Georg Kajanus var oprindelig fra Norge. Han forlod senere Sailor og begyndte at interessere sig for elektronisk musik.
Først nu har jeg opdaget at han sent i sin karriere har lavet nogle enkelte sange på sit modersmål. Her er en af dem, “Bakke Gård” fra 2009 – en sang om barndomshjemmet.
The Clash havde som bekendt to trommeslagere: Terry Chimes og Topper Headon. Begge var (ligesom de andre i The Clash) særdeles kompetente musikere. Chimes var med på debutalbummet The Clash, hvorefter han blev erstattet af Headon, der var med til skrive (og spillede de fleste instrumenter på) “Rock The Casbah”. Headon blev fyret efter Combat Rock, så i musikvideoen for “Rock The Casbah” ser man – Terry Chimes, der nu var med igen. Headon var (forståeligt nok) meget fortørnet over det syn.
En del ved, at Headon fik alvorlige rygproblemer og at Chimes senere blev kiropraktor. Ikke så mange ved, at Terry Chimes efter The Clash fortsatte musikkarrieren i bl.a. Black Sabbath, hvor han var med i 1987-1988. Tony Iommi var på det tidspunkt det eneste oprindelige medlem i bandet.
Black Sabbath og Joy Division dukkede op med ti års mellemrum i henholdsvis Birmingham og Manchester og selv om de umiddelbart virkede som modsætninger, er der et slægtskab mellem deres dystre, tunge og ofte bas-drevne lyd. Begge bands havde endda samme slags besætning: guitarist, bassist, trommeslager og vokalist (Ian Curtis spillede guitar, men ikke så tit). Dybest set er der en særlig lyd af engelsk industriby, disse to stilskabende bands havde fælles.
At the school I went to, it was very uncool to buy the NME and Sounds. I bought both and used to get into arguments about how I thought there was common ground between Black Sabbath and Joy Division. There was something very funereal about them both and they had a great sense of doom. You’ve got the grey and rubble of post-war Manchester and the black furnace fog of the Black Country, where Sabbath are from. Then play a song like Day Of The Lords and then something of Black Sabbath’s first album – the guitars are huge.
Jeg ved ikke, om Ian Curtis og de andre var direkte inspireret af Black Sabbath, men de må have kendt til dem. Og jeg har faktisk aldrig tænkt over dette før, men outroen fra “War Pigs” (en Black Sabbath-klassiker fra Paranoid og en antikrigs-sang, der stadig er sørgeligt aktuel) og outroen fra “New Dawn Fades” (en Joy Division-klassiker fra Unknown Pleasures) minder forbløffende meget om hinanden. Hør bare sammenligningen ovenfor.
