“I ran into Iggy Pop the other day. I hadn’t seen him since the MOJO awards a few years ago, but he’s fucking weird,” says Ozzy Osbourne in his trademark Brummie brogue. “He told me my hair smelled nice. I told him that it’s because I fucking wash it!”
En ny sang fra Superchunk, der er forunderligt passende for den tid, vi befinder os midt i lige nu. “No hope” er at finde på albummet Songs in the Key of Yikes, der udkommer den 22. august i år.
Her er et nyt nummer med Four Tet. “Into Dust” er egentlig baseret på et nummer af og med Mazzy Star fra Tonight That I Might See, og kender man dén sang, kan man ane det her og der. Men dette stykke musik kan sagtens stå alene og giver et indblik i Kieran Hebdens musikalske univers, når det viser sig fra sin bedste og mest hypnotiske side.
Min første koncert med R.E.M. var tilbage i 1989 i Edinburgh. Dengang spillede de denne evergreen af George Gershwin fra Porgy and Bess. Her er et genhør.
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Det er ikke tit, vi skriver her på bloggen om alt det ude i verden, der gør os bedrøvede og vrede. Musikken er vores fristed her. Men det er svært ikke at tænke på, hvad der sker et sted i verden, der egentlig ikke ligger så langt fra Europa. Det ligger på breddegrad 31° 30′ 0.00″ N og længdegrad 34° 28′ 0.01″ E.
Her er Gillian Welch og David Rawlings med den sang, der slutter deres album Woodland fra sidste år. Der er trommer, orgel og Satans sovsekande rundt omkring på albummet, og det hele bliver brugt på bedst tænkelige vis. Men på “Howdy Howdy” er vi tilbage i det enkle udtryk, parret så ofte har vist, hvad man kan med. Så smukt kan det gøres.
I dag bliver C.V. Jørgensen 75. Vi har ikke hørt nyt fra ham siden 2002, men hans værk er stort og vigtigt. Tak for sangene, Carsten Valentin! Vi håber at du har det godt og nyder de lyse nætter, der nu er tilbage i Danmark.
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
Mixes of a Lost World er et nyt remix-album baseret på The Cures comeback-album fra i fjor, Songs of A Lost World. Albummet udkommer 13. juni og indeholder remix som skyldes Deftones frontmand Chino Moreno, Trentemøller, Mogwai, Orbital, The Twilight Sad, Daniel Avery, Mura Masa, Âme, Shanti Celeste og flere.
Her er den engelske producer Paul Oakenfolds ret James Bond-agtige remix af “I Can Never Say Goodbye”. Four Tet har også lavet et overraskende hektisk remix af “Alone”, som jeg ikke nødvendigvis synes så godt om (jeg er ellers ret glad for Four Tet).
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.