Jens nævnte “True Faith” med New Order her for ganske nylig, og musikvideoen af Philippe Decouflé husker jeg lige så godt som selve sangen. Her er den korte video, der var inspirationskilden bag. Den serbiske performancekunstner Marina Abramović og hendes daværende partner Ulay (alias tyske Frank Uwe Laysiepen) optræder i dette lille klip.
Senere gik de to fra hinanden og mistede kontakten. Der er et gribende klip på YouTube fra den dag, der mødtes igen efter mange års adskillelse. Abramović lavede performance-kunstværket The Artist is Present, og Ulay dukkede uanmeldt op.
Nu trænger vi virkelig til at høre noget country. Jeg har købt Tracks 2: The Lost Albums af og med Bruce Springsteen. Det er syv albums fra perioden 1983 til og med 2018, som ikke er blevet udsendt før nu.
Ihukommende de mildt sagt skuffende Human Touch og Lucky Town fra 1991, der var ved at få mig til helt at miste troen på Bruce Springsteen, kunne man frygte det værste. Men det er ikke andenrangs-materiale, der er her. Tværtimod. Der er masser af gode og i en hel del tilfælde guldrandede sange, der først nu ser dagens lys. Albummet Streets of Philadelpha Sessions, der fortsætter lyden med loops og beats fra sangen “Streets of Philadelphia”, holder jeg allerede meget af. Hvorfor det aldrig blev udsendt, er mig en gåde. Det ville have fået mig til at genfinde troen allerede i 1994.
Og så er der L.A. Garage Sessions ’83, som er det manglende led mellem de meget forskellige Nebraska og Born in the U.S.A., som gør at jeg pludselig forstår hvad der gik for sig i tiden imellem de to. Og så holder jeg også af Somewhere North of Nashville, der er en slags ukendt makker til Western Stars. Her er der både enkle country-rocknumre og egentlige country. Men alle syv albums er værd at høre og udgør en vigtig tilføjelse til Bruce Springsteens værk.
Lyt til “Janey, Don’t Lose Heart” fra Somewhere North of Nashville, oprindelig indspillet som b-side i 1984, men her i en overrumplende country-udgave. (Bamses Venner har faktisk indspillet en fladtrådt udgave af samme sang med dansk tekst, men det kan den jo ikke gøre for.)
Er der nogen, der kan huske den engelske gruppe Sailor, der havde hits som “Traffic Jam” og “Glass of Champagne” midt i 1970’erne? Deres sanger og sangskriver Georg Kajanus var oprindelig fra Norge. Han forlod senere Sailor og begyndte at interessere sig for elektronisk musik.
Først nu har jeg opdaget at han sent i sin karriere har lavet nogle enkelte sange på sit modersmål. Her er en af dem, “Bakke Gård” fra 2009 – en sang om barndomshjemmet.
The Clash havde som bekendt to trommeslagere: Terry Chimes og Topper Headon. Begge var (ligesom de andre i The Clash) særdeles kompetente musikere. Chimes var med på debutalbummet The Clash, hvorefter han blev erstattet af Headon, der var med til skrive (og spillede de fleste instrumenter på) “Rock The Casbah”. Headon blev fyret efter Combat Rock, så i musikvideoen for “Rock The Casbah” ser man – Terry Chimes, der nu var med igen. Headon var (forståeligt nok) meget fortørnet over det syn.
En del ved, at Headon fik alvorlige rygproblemer og at Chimes senere blev kiropraktor. Ikke så mange ved, at Terry Chimes efter The Clash fortsatte musikkarrieren i bl.a. Black Sabbath, hvor han var med i 1987-1988. Tony Iommi var på det tidspunkt det eneste oprindelige medlem i bandet.
Black Sabbath og Joy Division dukkede op med ti års mellemrum i henholdsvis Birmingham og Manchester og selv om de umiddelbart virkede som modsætninger, er der et slægtskab mellem deres dystre, tunge og ofte bas-drevne lyd. Begge bands havde endda samme slags besætning: guitarist, bassist, trommeslager og vokalist (Ian Curtis spillede guitar, men ikke så tit). Dybest set er der en særlig lyd af engelsk industriby, disse to stilskabende bands havde fælles.
At the school I went to, it was very uncool to buy the NME and Sounds. I bought both and used to get into arguments about how I thought there was common ground between Black Sabbath and Joy Division. There was something very funereal about them both and they had a great sense of doom. You’ve got the grey and rubble of post-war Manchester and the black furnace fog of the Black Country, where Sabbath are from. Then play a song like Day Of The Lords and then something of Black Sabbath’s first album – the guitars are huge.
Jeg ved ikke, om Ian Curtis og de andre var direkte inspireret af Black Sabbath, men de må have kendt til dem. Og jeg har faktisk aldrig tænkt over dette før, men outroen fra “War Pigs” (en Black Sabbath-klassiker fra Paranoid og en antikrigs-sang, der stadig er sørgeligt aktuel) og outroen fra “New Dawn Fades” (en Joy Division-klassiker fra Unknown Pleasures) minder forbløffende meget om hinanden. Hør bare sammenligningen ovenfor.
“I ran into Iggy Pop the other day. I hadn’t seen him since the MOJO awards a few years ago, but he’s fucking weird,” says Ozzy Osbourne in his trademark Brummie brogue. “He told me my hair smelled nice. I told him that it’s because I fucking wash it!”
En ny sang fra Superchunk, der er forunderligt passende for den tid, vi befinder os midt i lige nu. “No hope” er at finde på albummet Songs in the Key of Yikes, der udkommer den 22. august i år.
Her er et nyt nummer med Four Tet. “Into Dust” er egentlig baseret på et nummer af og med Mazzy Star fra Tonight That I Might See, og kender man dén sang, kan man ane det her og der. Men dette stykke musik kan sagtens stå alene og giver et indblik i Kieran Hebdens musikalske univers, når det viser sig fra sin bedste og mest hypnotiske side.
Min første koncert med R.E.M. var tilbage i 1989 i Edinburgh. Dengang spillede de denne evergreen af George Gershwin fra Porgy and Bess. Her er et genhør.
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Det er ikke tit, vi skriver her på bloggen om alt det ude i verden, der gør os bedrøvede og vrede. Musikken er vores fristed her. Men det er svært ikke at tænke på, hvad der sker et sted i verden, der egentlig ikke ligger så langt fra Europa. Det ligger på breddegrad 31° 30′ 0.00″ N og længdegrad 34° 28′ 0.01″ E.
