Og titlen afslører, at det skal tages fuldstændig bogstaveligt.
Denne sang fra The Colour of Spring (som er et mesterværk) var en af dem, der viste vejen hen til lydbilledet og stemningerne på Spirit of Eden (et endnu større mesterværk) for Talk Talk.
Nogle gange er det som om man ikke kan skrive om andet end musikere, vi pludselig mister. I dag var det Rick Buckler, trommeslager i The Jam, vi måtte sige farvel til. Han blev 69. Efter The Jam gik fra hinanden, mødte han kun Paul Weller én gang mere, og det var ved et tilfælde, hvor de hilste kort på hinanden. Også på dén måde er verden ofte for sær.
Her er et nyt nummer med Sparks. Ron Mael bliver 80 i år, broderen Russell bliver 77. Men de kan stadig. Og heldigvis for dét.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
Tak til David Lynch or Elefantmanden og Wild at Heart og Twin Peaks og de andre store og sære filmoplevelser.
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
(Foto: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/)
I dag fylder Paul Westerberg 65 år. Han har i al stilfærdighed trukket sig ganske og aldeles fra musikverdenen, og i dag er kun hans gamle makker fra The Replacements, Tommy Stinson (set i baggrunden ovenfor), stadig udøvende musiker. Tak for sangene og tillykke, Paul!
Så blev det den tid igen. Her er vores liste over albums, vi lyttede til i året, der svinder og snart bliver “sidste år”.
Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements, døde i går. Han blev 73. Slim Dunlap efterfulgte Bob Stinson, der i 1986 blev bedt om at forlade det turbulente band (hvor også Bobs bror, Tommy, var med). Som de andre medlemmer fik han en solokarriere, der dog desværre sluttede brat, da han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde. Slim kom aldrig til at spille igen. De andre genforenede The Replacements og indspillede Songs for Slim-EP’en med det mål at skaffe penge til at betale pleje- og hospitalsregninger. Sådan er sundhedsvæsenet (eller mangelen på samme) i USA.
Der er ikke så mange klip, hvor Slim Dunlap er med, men her er han med resten af The Replacements.
Egentlig hed Slim Dunlap faktisk Robert Dunlap – så den ene Bob blev erstattet af en anden Bob.
Selveste Bruce Springsteen sagde i 2014
Slim Dunlap is fantastic. He was a part of The Replacements and he made two fabulous rock records that were just really, deeply soulful and beautiful,…I hope I get a chance to cut one of his songs because he’s, it’s just, this stuff, check out the two Slim Dunlap records because they’re just so beautiful, they’re just beautiful rock ‘n’ roll records. I found them to be deeply touching and emotional.
I dag er det præcis 50 år siden Nick Drake døde, kun 26 år gammel. Det var en radioudsendelse med Gorm Henrik Rasmussen i 1983, der første gang gjorde mig opmærksom på Nick Drakes korte liv og fascinerende værk.
Jens har ofte nævnt The Saints fra Brisbane – tidlige pionerer inden for dét, man snart begyndte at kalde for punk.
Nu bliver deres debutalbum I’m Stranded genudsendt, og The Saints er blevet gendannet – men ude den oprindelige forsanger og det eneste gennemgående medlem Chris Bailey, der døde i 2022. Mark Arm fra Mudhoney er ny vokalist, og sammen med Ed Kuepper og Ivor Hay er også Mick Harvey (fra The Bad Seeds) og Peter Oxley (fra Sunnyboys).
Herunder er Wikipedias oversigt over de 37 (!!!) mennesker, der har været medlemmer af The Saints i årenes løb. De havde sågar flere medlemmer med nordisk baggrund (bl.a. Martin Bjerregaard fra Psyched Up Janis), og Marty Willson-Piper fra The Church var faktisk også med en overgang,
Der er nyt fra Sharon Van Etten, der nu har sig et band, der hedder The Attachment Theory (opkaldt efter den engelske psykolog John Bowlby teori om børns tilknytning til omsorgspersoner). Hun går tydeligvis efter et lidt goth-agtigt image nu, men i al fald på dette nummer er det musikalske udtryk et, vi kender. Til februar næste år kommer der et album, og til marts en koncert på dansk grund (Store Vega, København, 2. marts 2025).
I dag fandt jeg ved et tilfælde mit eksemplar af So Much For The City af og med det irske ensemble The Thrills. Da albummet udkom for 21 år siden troede mange, at de ville blive det næste store musiknavn fra Irland; de blev rost af R.E.M. og var opvarmning for The Rolling Stones. Men få år senere var The Thrills glemt. Deres sidste koncert spillede de i 2007 i Australien på et spillested med plads til 700 mennesker. Hvad blev der mon af dem?
Jeg fandt en artikel fra 2003 fra The Independent om The Thrills. Det er ikke klart, hvad der er årsagen til deres tur ud i glemslen – måske var de bare for “pæne”? So Much For The City er umiskendeligt blød rock og lyder mere amerikansk end irsk, men jeg synes stadig at albummet er værd at høre.
Mens dette skrives, er jeg omkring 30 kilometer fra grænsen til Serbien. Derovre findes Sixth Sense, og her er deres nye sang “Tišina”. Det betyder “stilhed”.
En omtrentlig oversættelse af teksten er
Jeg drømte om dit navn den nat,
Jeg så himlen og fuglene i den varme ørken
Jeg tog mit bind for øjnene, så jeg kunne se ud i mørket,
at se alt det der går, vil jeg gerne vide
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Jeg vil have slutningen, stilhed og drømme,
Jeg mener slutningen, stilhed og drømme
Jeg tog mit bind for øjnene af
at kunne se ud i mørket
at se alt det der passerer,
Jeg vil gerne vide det
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.