Det er ikke tit, vi skriver her på bloggen om alt det ude i verden, der gør os bedrøvede og vrede. Musikken er vores fristed her. Men det er svært ikke at tænke på, hvad der sker et sted i verden, der egentlig ikke ligger så langt fra Europa. Det ligger på breddegrad 31° 30′ 0.00″ N og længdegrad 34° 28′ 0.01″ E.
Her er Gillian Welch og David Rawlings med den sang, der slutter deres album Woodland fra sidste år. Der er trommer, orgel og Satans sovsekande rundt omkring på albummet, og det hele bliver brugt på bedst tænkelige vis. Men på “Howdy Howdy” er vi tilbage i det enkle udtryk, parret så ofte har vist, hvad man kan med. Så smukt kan det gøres.
I dag bliver C.V. Jørgensen 75. Vi har ikke hørt nyt fra ham siden 2002, men hans værk er stort og vigtigt. Tak for sangene, Carsten Valentin! Vi håber at du har det godt og nyder de lyse nætter, der nu er tilbage i Danmark.
Her er Cameron Winter, en amerikansk sanger på vej frem. Hans debutalbum fra sidste år hedder Heavy Metal, men titlen er falsk varedeklaration. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvad jeg synes om musikken. Nogle gange minder det om Roger Whittakers berusede barnebarn, andre gange er jeg noget mindre negativ. Hvad siger denne blogs læsere?
Nu skal vi have noget ordentlig countrymusik med en kompetent vokalist. Her er Jess Woodland med den nye single “All Good Things”.
Her er “Pure Love” fra det nye album med tyske DJ Koze. Selveste Damon Albarn synger med.
Mixes of a Lost World er et nyt remix-album baseret på The Cures comeback-album fra i fjor, Songs of A Lost World. Albummet udkommer 13. juni og indeholder remix som skyldes Deftones frontmand Chino Moreno, Trentemøller, Mogwai, Orbital, The Twilight Sad, Daniel Avery, Mura Masa, Âme, Shanti Celeste og flere.
Her er den engelske producer Paul Oakenfolds ret James Bond-agtige remix af “I Can Never Say Goodbye”. Four Tet har også lavet et overraskende hektisk remix af “Alone”, som jeg ikke nødvendigvis synes så godt om (jeg er ellers ret glad for Four Tet).
Den 25. november 2008 skriver Jens for første gang om Bon Iver her på bloggen. Dengang var det debutalbummet For Emma Forever Ago, der fangede ham og mange andre ind. Siden da har Justin Vernon været vidt omkring og har fået sig en masse berømte venner fra The National til Taylor Swift og Charli XCX. Ligesom Sufjan Stevens har han bevæget sig fra et udgangspunkt i akustisk folk med multi-tracket kor til et elektronisk univers med autotune. Det har været fascinerende at opleve, hvordan så forskellige musikere som Justin Vernon, James Blake og Frank Ocean har opdaget de samme virkemidler – og har medvirket på hinandens musik.
Den 11. april kom så det nye album sABLE, fABLE, hvor alle de mange forskellige musikalske indtryk i Bon Ivers univers mødes. Her er akustiske numre, autotune-sange, soul og egentlig pop. Og det lykkes, synes jeg. Her er “If Only I Could Wait”, hvor Danielle Haim er duet-partner.
Og titlen afslører, at det skal tages fuldstændig bogstaveligt.
Denne sang fra The Colour of Spring (som er et mesterværk) var en af dem, der viste vejen hen til lydbilledet og stemningerne på Spirit of Eden (et endnu større mesterværk) for Talk Talk.
Nogle gange er det som om man ikke kan skrive om andet end musikere, vi pludselig mister. I dag var det Rick Buckler, trommeslager i The Jam, vi måtte sige farvel til. Han blev 69. Efter The Jam gik fra hinanden, mødte han kun Paul Weller én gang mere, og det var ved et tilfælde, hvor de hilste kort på hinanden. Også på dén måde er verden ofte for sær.
Her er et nyt nummer med Sparks. Ron Mael bliver 80 i år, broderen Russell bliver 77. Men de kan stadig. Og heldigvis for dét.
Marianne Faithfull kom frem i 1960’erne, men tiden med bl.a. The Rolling Stones endte i en grim tid med heroinmisbrug. Ved indgangen til 1980’erne fik hun sit comeback med Broken English og blev senere også en kompetent skuespiller.
Marianne døjede med helbredet gennem mange år. I 2020 fik hun COVID-19, og man troede ikke at hun ville overleve, svækket som hun var. Men også her var hun den store overlever og udgav sit 21. album, She Walks in Beauty, et år senere. I dag ville kroppen så ikke mere. Æret være hendes minde.
Tak til David Lynch or Elefantmanden og Wild at Heart og Twin Peaks og de andre store og sære filmoplevelser.
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
(Foto: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/)
I dag fylder Paul Westerberg 65 år. Han har i al stilfærdighed trukket sig ganske og aldeles fra musikverdenen, og i dag er kun hans gamle makker fra The Replacements, Tommy Stinson (set i baggrunden ovenfor), stadig udøvende musiker. Tak for sangene og tillykke, Paul!