Det var en delvist regnfuld decembersøndag. Jens gik tur med sin hund Indie i silende regn. Pastoren sad hjemme. Følgende telefonsamtale udspandt sig.

Pastoren: I år er der ingen overraskelser. Det er musik for gamle mennesker, vi taler om denne gang.

Jens: Rolig nu, vi er ikke ældre end musikkens puls. Tingene forandrer sig. Det skal vi vænne os til.

Pastoren: Jeg gør mit bedste. Engang var jeg noget betænkelig ved at deltage til Roskilde Festival, for jeg tænkte, om nogen mon troede at jeg var far til en festivalgæst. Sådan har jeg det ikke mere. Nu kunne jeg være deres bedstefar – og derfor er jeg holdt op med at deltage.

Jens: Peter Perrett – The Cleansing. Perrett er den tidligere forsanger for The Only Ones. Han var væk i mange år; The Only Ones gik i opløsning og det gjorde han desværre også selv. Men inden for de seneste få år har han skabt sig et helt uvirkeligt comeback.

Pastoren: Ja, han var på mange måder en inspirationskilde for The Replacements, desværre også hvad opløsningstendenserne angik.

Jens: På The Cleansing er der hele 20 sange. Resultatet er en tilstandsplade, snarere end et helstøbt værk. Men resultatet er jo krads, vital rockmusik som man ikke laver det mere. Peter Perrett er utilsløret sur og indebrændt. Det sidste har han nu altid været. Sangskrivningen er usminket og begsort – ikke en del af den lækkerhedskultur, der er så meget af efterhånden, også på indiescenen. En befriende simpel rockplade. Og så spiller Johnny Marr med!

Jens: Så er der Bill Ryder-Jones – lechyd Da. Ryder-Jones var engang med i The Coral fra Liverpool. Man kan godt fornemme på albummets sært eskapistiske, at han har døjet med psykiske problemer. Titlen betyder da også “godt helbred” på walisisk. Resulatet er en samling fint orkestreret musik og iørefaldende hele vejen igennem. Er specielt vild med Ryder-Jones’ sang, der ofte lyder som om den er indspillet helt tyst og nært i en iPhone under dynen om natten.

Pastoren: Ed Harcourt – El Magnifico. Jeg var meget glad for Back Into The Woods. Sangene var gode og enkelt arrangeret. El Magnifico er på samme niveau, og som så ofte før hører man at Ed Harcourt er en dygtig pianist og skriver ikke-trivielle melodier. Og Greg Dulli er jo med, hvilket ikke er overraskende. Ed Harcourt var for ikke så længe siden med som del af live-udgaven af The Afghan Whigs på deres Europa-turné.

Jens: Jeg er helt enig omkring begge de nævnte albums, hans nok to bedste. Ed Harcourt kan noget særligt; nogle gange virker hans musik næsten semiklassisk i sit grundudtryk. Det er i øvrigt et album med et stygt cover.

Pastoren: Det er formodentlig skabt af Michael Stipe. Beyond The End fra 2018 er i øvrigt et helt instrumental-album fra Ed Harcourt, hvor pianoet er i centrum.

Pastoren: Ray LaMontagne – Long Way Home. Ray Lamontagne er på nogle måder en sympatisk udgave af Ryan Adams uden en bagage fuld af pinligheder og sexisme. LaMontagnes udgangspunkt er i folk og country, men på Ouroboros fra 2016 kastede han sig over en slags stoner-rock sammen med folk fra My Morning Jacket. Det var interessant, men så heller ikke mere. Efter dét album vendte han langsomt tilbage til americana. Titlen Long Way Home passer godt – det er sange om længsel fra en introvert mand.

Jens: Ham skal jeg høre.

Jens: Theo Teardo & Blixa Bargeld – Christian & Mauro. Einstürtzende Neubauten har ikke altid været sangorienterede, især da ikke i starten for efterhånden længe siden. Men i samarbejdet med Teardo, der er en italiensk komponist, har vi at gøre med et samarbejde som der er meget musik i. Blixa Bargeld er en meget speciel personlighed, der altid udfordrer sig selv som sine lyttere med eksperimenter og dogmer i sin musik. Og så har han jo en fantastisk diktion som ‘sanger’. Når han bruger sit berlinske modersmål, bliver man igen mindet om, at tysk sagtens også kan være et udtryksfuldt, rigt og særdeles smukt sprog. Coverets collage er iøvrigt begået af svenske Amanda Ooms, der har Thåström-forbindelser.

Pastoren: Beth Gibbons. Lives Outgrown. Det er meget inderligt og følt og godt sammenspillet. Og på sin vis barokt, at hun i en alder af 59 har en egentlig solodebut efter albums med Portishead og sammen med Rustin’ Man. Det har ført til nogle højst forskellige albums gennem årene, men man genkender altid hendes aftryk og udtryk. Det gør man bestemt også på Lives OutGrown. En vokalist tager altid noget med sig. Beth Gibbons er også en introvert person, vil jeg mene.

Jens: Jeg er helt enig. Allerede da jeg hørte den første single, var jeg fanget – den var rigtig vellykket. Hele albummet holder også og er ikke kun i den stille ende. Jeg kan i øvrigt anbefale en god live-optagelse fra BBC, hvor man kan se, hvor godt sammenspillet og nærværende Beth Gibbons’ ensemble faktisk er. Hun spillede et af årets koncerter i Falkonersalen på Frederiksberg. Havde egentlig ikke billet, men købte en halvanden tilne før; en kæmpe oplevelse med hende og et fantastisk band, der virkelig kunne farve musikken med de fineste nuancer.

Pastoren: Kim Deal: Nobody loves you more. Endnu en sen solodebut fra en musiker med mange års erfaring. Det musikalske udtryk er meget varieret; der er nogle sange, der lyder som en støvet forårsmark og andre, der minder mere om The Pixies og (ikke mindst) The Breeders. Kim Deal er ikke en stor vokalist som Dusty Springfield; til gengæld er hun alligevel en god sangerinde.

Jens: Ja, det er et særdeles indtagende album med en nærmest legende tilgang. The Pixies har til gengæld udsendt en grufuld plade! Mit indtryk er efterhånden, at Kim Deal var den oversete kreative drivkraft i dét band. Holder meget af hendes sangstemmes uskolede umiddelbarhed.

Pastoren: Også her er jeg helt enig. Hun var i virkeligheden den vigtigste person i The Pixies. På Nobody Loves You More er sangene enkle, men hun kommer langt med dem. Albummet er i øvrigt også Steve Albinis svanesang som recording engineer. Måske af den grund er det lidt overraskende at vi også møder Satans sovsekande her.

Jens: Og her er min regibemærkning, at vi stort set kun har nævnt albums af solister. Det er tilmed albums, hvor der er gjort ganske meget ud af arrangementerne. Måske siger det noget om os, men måske også noget om musikkulturen nutildags.

Men lad mig nævne en trio. Egentlig er det snyd, for Sit Down for Dinner med Blonde Redhead kom faktisk i slutningen af 2023. Engang var denne japansk/italienske trio baseret i USA et stort indie-band, men så gik de bag af dansen med et par for obskure plader. Melodierne er tilbage på dette righoldige album, hvor de to italienske virtuos-brødre og Kazu Mikono når op på højderne fra specielt 23. Blonde Redhead havde også en københavnsk aften i år, denne i Pumpehuset i august, hvor de virkelig strålede.

Pastoren: Jeg vil nævne Elbow – AUDIO VERTIGO. Elbow har i længere tid været i fare for at ende som hyggerock, men på det nye album har de fundet tilbage til et lidt mere urovækkende og kantet udtryk igen (sådan som husker dem fra de første tre-fire albums), og det klæder dem. Guy Garvey er dertil en udtryksfuld vokalist.

Jens: Det er han absolut. Men han minder måske lige vel meget om Peter Gabriel, hvis stemme jeg desværre godt kan have det svært med. Hørte førstesinglen som lød lidt a la The National dengang de var mere indierock-kantede; den kunne jeg godt lide.

Jens: Vi må ikke glemme The Cure – Songs Of A Lost World. Det er en vildt overraskende genkomst og utvivlsomt deres bedste album i mange år, måske endda siden Pornography.

Pastoren: Det er årets festplade! Det er på mange måder et vellykket album, men det minder mig nu mere om stemningen fra Disintegration end om den fra Pornography. Jeg har altid haft det lidt blandet med The Cure. Når de er værst, har Robert Smith bare ondt af sig selv. Når de er gode, falder det hele på plads. På Songs Of A Lost World er der mest af det sidste.

Jens: På Bloodflowers sang Robert Smith at “the fire is almost out”, og allerede da var han helt nede over snart at skulle fylde 40. Nu er han så 65, så man ved bare det kun kan være en munter affære. Specielt når man erfarer, at værket (!) er skrevet ovenpå – og omkring – forældrenes og brorens død. Alt dette misery burde over et helt album blive patetisk og falde til jorden med et brag, men mirakuløst – og gennem en samling virkelig stærke sange – lykkedes det The Cure at skabe noget decideret rørende og yderst vedkommende.

Pastoren: “The fire is almost out” betyder vel “De fire er stort set væk” og er en henvisning til de medlemmer, der har forladt The Cure gennem årene. Robert Smith er eneste gennemgående medlem.

Jens: Det er et atypisk band på nogle måder. På den ene side er der den tunge melankoli, på den anden side alle deres pophits som “Friday I’m In Love”, “Why Can’t I Be You”, “Lovecats” osv. Hvilket vel kun fortæller at Robert Smith som sangskriver virkelig har musikken i sig.

Jens: Så skal vi omsider nævne et rigtigt band. Det er rockens store nutidige håb: Fontaines DC – Romance. 

Pastoren: Det album kan jeg også rigtig godt lide. Man kan stadig høre hvem Fontaines DC er, men de finder stadig på noget nyt og er meget produktive og skriver tilmed sange med et rigt og varieret udtryk. Grian Chatten er en rigtig god vokalist, der ikke længere foretrækker at tale, men at synge. 

Jens: Ja. Og gode arrangementer er der også her! Så vidt jeg kan læse mig til, lytter Fontaines DC meget til hiphop. Deres søgende musik er langt fra at være hiphop, men der er en form for rastløshed og brug af beats, man egentlig godt kan fornemme hvor kommer fra.

Det er godt, at der stadig er rockbands derude, der vil lave interessant musik og kan få sig et stort publikum. Der er for få unge bands, der vil andet og mere end at passe ind i nogle velkendte, forlængst afprøvede skabeloner.

Pastoren: Ja, desværre.

Jens: Jeg havde fornøjelsen af at opleve Fontaines DC smadre K.B. Hallen en lørdag aften på deres store europæiske efterårstour. De havde spillet München torsdag, Berlin fredag, og var så på tredjedagen i DK, hvilket fortæller om et hårdtarbejdende band, der virkelig brænder sig selv af. Hvilket også kan læses af, at de har lavet fire meget forskellige, stadigt udviklende albums på kun fem år. Om de stadig er her om fem år kan man godt være bekymret for med den succes og det hæsblæsende tempo, men for nu er de tidens store rockband; det er mere end nok.

Pastoren: Jeg vil slutte med at nævne Gillian Welch og David Rawlings: Woodland. Det er deres første album under fælles navn med egne kompositioner. Ellers har parrets albums enten været udsendt som Gillian Welch-udgivelser eller som udgivelser med Dave Rawlings Machine.

Woodland har sin titel fra deres studie, der blev ødelagt under en tornado, der ramte Nashville i marts 2020, og måtte genopbygges over en længere periode. På Woodland kan man høre både Rawlings og Welch synge, og mange af numrene er duetter. På mange af deres hidtidige udgivelser har der kun været de to med akustisk guitar og banjo, men på Woodland er der (også her!) mere omfattende arrangementer, og flere gange bliver Satans sovsekande endda taget i anvendelse. Det hørte vi sidst på udgivelserne med Dave Rawlings Machine.

En sang som “The Day The Mighty Mississippi Died” er en fabelagtig skildring af det splittede USA, som man ser det nu. Mississippi er den store flod, der løber gennem landet, men klimaforandringerne ødelægger den nu – men der er også en anden stor “flod” af en fornemmelse af trods alt at være ét USA, der er ved at tørre ud i disse år. Og så er der  “What We Had” og “Howdy Howdy”, der handler om den afstand og tvivl, der kan være i langvarige forhold.

David Rawlings træder i karakter på Woodland, men han er stadig ikke så god som sin hustru.

Jens: Det er nu ikke så sært. Hun er en usædvanligt god sangerinde. “Howdy Howdy” er i øvrigt en grusom sangtitel, jeg aldrig selv ville bruge. Dét album vil jeg ikke desto mindre se at få hørt.

Jens: Jeg vil slutteligt fremhæve Thåström: Somliga av oss. For vi har at gøre med endnu et yderst vellykket album fra Joakim Thåström, der her har ladet en ro i sin musik – om dog ikke sjæl – indfinde sig. Der var hans tidlige år med Ebba Grön fra 1978 og frem, hvor der var punk rock-energi og politiske tekster, så rockstjerne-årene i Imperiet, siden de svært spiselige industrial-eksperimenter i flugtbandet Peace, Love and Pitbulls. I Thåströms solokarriere har det ligeledes været en gennemgående ting at genopfinde udtryk og lyd løbende, og det på en god måde. ‘Alltid va på väg’ synger han det selv nærmest som overliggende mantra på et tidligere album

På forrige plade løb han endda risikoen og udskiftede sit ellers voldsomt stærke liveband med nye musikere. Det var endnu et sats, men også det lykkedes til hans fordel.

Pastoren: Jeg er enig. Jeg har af uvisse årsager aldrig været så overstrømmende begejstret for Thåström, som du er. Men dette er et album, jeg holder af. Joakim Thåström er på alder med Nick Cave, men næppe religiøs på samme måde og i hvert fald ikke frelst. Mandens kvaliteter er store. Selv hans anvendelse af Satans sovsekande er velovervejet.

Jens: Under alle omstændigheder er det dejligt hver at kunne nævne 10 givendes plader i år. Det lykkedes os jo ikke i 2023.

Og så var der også…

Pastoren: Hvad med Nick Cave and The Bad Seeds? De udsendte Wild God i år, og det album fik rigtig gode anmeldelser. Desværre er jeg selv temmelig forbeholden. Jeg kan sagtens høre at Nick Cave er en dygtig sanger og sangskriver og at arrangementerne er flotte. Men jeg synes desværre også at han er blevet så selvhøjtidelig, og det er dér, jeg står af.

Jens: Jeg kan heller ikke helt holde det ud. Anerkender fuldt ud mandens fantastiske værk langt hen ad vejen, bygget på en lynende intelligens som sangskriver, samt en karismatisk scenepersonlighed, der trækker mere på amerikanske prædikant-tricks end en klassisk rocknroll-tradition. Men han var altså bedre selskab i årene som gammeltestamentlig end nu, hvor arenaernes sjælelige frelse ligger ham på sinde. Det er jo egentlig besynderligt, at en sanger, der efterhånden fremstår som en så borgerlig, yderst royal og meget religiøs traditionalist kan appellere voldsomt til et så stort publikum, der som oftest vel ikke selv er nogen af delene. Han kunne fylde Royal Arena to dage i træk, selv om han aldrig – bortset fra Kylie Minogue-duetten – har haft et hit.

Pastoren: Men det har Leonard Cohen vel heller aldrig? Nick Cave griber mig ikke mere for alvor mere. Vi har ellers rost ham meget her før i tiden. Formodentlig er det mandens ubestridelige kvaliteter som sanger og sangskriver og hans imponerende bagkatalog, der er hovedattraktionen nu. Han har trods alt lavet musik i 50 år efterhånden.

Jens: Jeg må lige her nævne Blixa Bargeld igen. For han satte meget præcise ord på den voksende ubekvemhed, jeg selv følte omkring Wild God efter to-tre gennemlytninger. Blixa blev spurgt om han havde hørt sin tidligere Bad Seeds-samarbejdspartner Nick Cave’s nye plade. Hans svar var “No, I don’t have a passion for religion”. Touché.

Pastoren: Jeg lyttede også til

• Vampire Weekend: Only God Was Above Us – som viste denne trio fra sin lidt mere rå side, selv om de stadig er pæne unge mænd.
• Crowded House: Gravity Stairs – hvor Neil Finn har fået sine sønner med og hvor den mangeårige producer Mitchell Froom nu er officielt medlem også.
• Tomas Andersson-Wij: Sorgsna sånger för mig glad – hvor TAW genbesøger “Blues från Sverige”.
• The Last Dinner Party: Prelude to Ecstacy – som fik megen ros for en koncert på årets Roskilde Festival.

Jens: Men er The Last Dinner Party ikke ligegyldige?

Pastoren: Tjo. Det er derfor, de ikke er med i selve listen.

Jens: Forglemmelser har også sin plads på listen her i år, da det går op for mig lige nu, jeg helt har glemt TR/ST-albummet Performance, der udkom i september. Vil her på falderebet blot sige, at denne mørkt-melodiske darkwave-plade virkelig burde være på min personlige top-10. Det er en fejl, men nu er det for sent, og jeg vil jo heller ikke skuffe min personlige 10’er Peter Perret ved at smide ham ud af det gode selskab. Det er hans plade jo alt for lysende godt til. Undskyld, TR/ST!