Kategoriarkiv: Reggae

Bela Lugosi lever

45 år siden i dag Bauhaus gik i studiet og indspillede debutsinglen ‘Bela Lugosi’s Dead’, en ni minutters dunkel sag med kvikke dub-effekter, der sin længde taget i betragtning kun findes som 12″er. Efter sigende er nummeret her en first-take og ovenikøbet første gang sanger Peter Murphy åbner sin mund for at synge i en mikrofon…

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

Teenage kicks so hard to beat…

Hør lige den sørgmodige stemme der introducerer The Undertones’ første 7″er med ‘Teenage Kicks’ på klippet herunder. Den tilhører musikforkynder/DJ John Peel, der blev født i dag for 84 år siden. Hans radioshow The John Peel Show kunne høres fra mandag til torsdag mellem 22 og midnat på mellembølgeradio, hvis da ellers man boede indenfor BBC-radiobølge-rækkevidde i den mere vestlige del af Danmark. Derovre var der ingen koncerter med ny engelsk musik, så det var John Peel, stemmen herunder, der introducerede de nye bands, spillede de bedste af de mere kendte og de mest ukendte af de ældre, lærte en at holde af reggae/dub/ska, breakede at Ian Curtis var død, og hver aften havde sessions med to aktuelle artister/bands, der specielt til hans show netop havde indspillet fire af deres numre. Sagt helt kort var han en gigantisk inspiration og en essentiel lærer i livets store musikskole. Hør ham her, fra 3. oktober 1978, fra endnu en aften i BBC-studiet i London, som han kom kørende ind til hver eneste aften fra sin bopæl i Norwich. Fodbold? Han var Liverpool. Hør hans intime stemme, den lød som lys i mørket dengang, når man lå og snart skulle sove. En fantastisk mand…

Bankrobber

En af de fornemmeste hvide reggaeindspilninger, den Mikey Dread-producerede The Clash-single ‘Bankrobber’, udkommer som single 8. august 1980, og bygger således bro mellem London Calling (1979) og Sandinista! senere samme år. En gylden tid for The Only Band That Matters, der på dette tidspunkt øjensynligt kan det hele og lidt til…

PS – Hvis man skulle eje en udgave af første engelske pres, så er der formodentlig et skudhul på selve singlens label…

Millie – og Nick Drake

Mit sidste Nick Drake-relaterede indlæg i denne omgang handler også om overraskende cover-versioner af hans sange. Æren af at være den første, der indspiller en sang af Nick Drake, tilfalder såmænd Millie Small – bedre kendt som “Little Millie”, der storhittede med “My Boy Lollipop” i 1964. I 1970 kom hendes udgave af “Mayfair”. Millie Small var på dét tidspunkt på pladeselskabet Trojan, men tidligere havde hun været ved Island Records, som på den tid var et vigtigt pladeselskab både inden for reggae og folk. Nick Drake havde også havde sin pladekontrakt dér, og en fælles ven var selskabets chef Chris Blackwell. Denne udgave af “Mayfair” er arrangeret af Robert Kirby, som var Nick Drakes studiekammerat fra Cambridge og stod bag arrangementerne på Five Leaves Left og Bryder Later. Men her er sangen blevet til et stykke reggae. Jeg ved ikke, hvad Nick Drake syntes om den.

Singlen havde som B-side Millies egen “Enoch Power”, en utilsløret satire rettet mod den racistiske engelske politiker Enoch Powell. “Mayfair/Enoch Power” blev lanceret med nøgenbilleder af Millie i Mayfair, der var en daværende engelsk pendant til Playboy!

Herunder er Nick Drakes egen udgave af “Mayfair”. Den kom ikke med på Five Leaves Left, og selv om den ikke ligefrem er reggae, ville den næppe heller have passet ind der med sin London-romantiske tone, der egentlig minder mere om Ray Davies eller de helt tidlige sange af David Bowie.

Ikke færdige med Terry

Terry Hall’s uventede og alt for tidlige død har sat The Specials på grammofoner i nær og fjern over julen den seneste halvanden uge. Således også her, hvor bandets to regulære albums samt singler er blevet nydt uforbeholdent. Her The Specials’ (feat. horn-legenden Rico Rodriguez) julesweater-iklædte Top of the Pops-optræden med remixede ‘Do Nothing’ fra More Specials, som i disse uger i 1980 var på vej op mod toppen af den engelske singlehitliste…

Get away, get away…

8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…

Jah live!

I en anden og bedre verden ville Jamaica’s Bob Marley i dag kunne have fejret sin 77-års fødselsdag hjemme i Kingston 12. Her som markering af den (ikke-)begivenhed en af hans typisk sødmefuldt sørgmodige sange, der, som så ofte med ham, i udførelse og produktion bare emmer af klasse. Skrevet og produceret sammen med Marley’s mentor Lee ‘Scratch’ Perry er ‘Jah Live’, en fritstående single fra efteråret 1975, også værd at opdrive for sin klassisk jamaicanske version-udgave (kaldet ‘Concrete’) på B-siden, hvor The Wailers’ velsmurte maskine uden så meget vokal stilles frit til skue…

Motown junk?

September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…

He never hurt nobody…

8 august 1980 udsender The Only Band That Matters denne kriminelt stærke single…

Mick Jones: “…We made it so everybody could relate to it. It wasn’t exactly the truth, for instance in ‘Lost in the Supermarket’, I didn’t have a hedge in a suburb, I lived in a council flat. With Joe’s words the songs are like folk songs, they’ve become like traditional songs. I think my dad was a bankrobber’s assistant, there was talk of him driving getaway cars, he was a cab driver. It was based on truth but a lot of the time it got mythologized”.

U-Roy RIP!

Et shout-out til en af jamaicansk musiks store, toasting-pioneren U-Roy, af folk som har forstand på den slags anset som en af fædrene til hiphop, der døde onsdag. Her gør han sin specielle ting i et så fint klip helt tilbage fra 1970, fem år inden albummet Dread in a Babylon gav ham stjernestatus på Jamaica, men sandelig også i England, hvor The Clash’s Joe Stummer var erklæret fan…

Albums fra året der svandt

Så blev det igen tid til en samtale om et tungtvejende emne. I kan se hvad denne blogs forfattere talte om på en søndag i december på den side, der er vores aktuelle feature. Hvor på listen ligger Megan Thee Stallion mon? Det må I læse jer frem til.

Der er ikke meget, der går den rette vej for tiden, men mon ikke virksomheden bag Zoom undgår afskedigelser?

Og nå ja, – glædelig jul!