En overraskende (og spørger man mig, vellykket) udgave af “Don’t You Want Me” med Meshell Ndegeocello og Cat Power (der for én gangs skyld ikke sukker sig igennem en hel sang). Ideen med at lave den gamle sang til et reggaenummer kunne umiddelbart virke malplaceret, men sådan er det faktisk ikke gået hen og blevet.
Kategoriarkiv: Reggae
Hey Joe
Joe Stummer’s fødselsdag, så her gør han sin ting på en stor august-single med The Clash, hvor der endda synges om den modne alder han ville have haft i dag, hvis ikke…
…Someday you’ll meet your rocking chair
‘Cause that’s where we’re spinning
There’s no point to want to comb your hair
When it’s grey and thinning…
Sly Dunbar RIP!
Den mægtige trommeslager meldes i dag død fra Jamaica. Kendt fra talløse af de store, håndspillede jamaicanske singler og albums fra 70/80’erne, ofte som en del af rytmegruppen Taxi sammen med bassist Robbie Shakespeare, men ovenikøbet også – så velrenommeret og efterspurgt var han – fra vestlige mainstream-plader som Grace Jones’ Nightclubbing (1981) og The Rolling Stones’ Undercover (1983). Sly Dunbar blev 73 år gammel.
New Order in dub
Jeg nævnte i en kommentar til Jens, at Martin Hannett var glad for dub reggae og at man kunne høre det i hans produktioner. Men også Joy Division/New Order lyttede til reggae, selv om man måske ikke skulle have troet det. Her er New Order med deres bud på Keith Hudsons “Turn the heater on” fra 1975.
Jimmy Cliff RIP
The Harder They Come, 1972-gangsterfilmen – og dets soundtrackalbum – fra Jamaica, gjorde en verden til forskel for udbredelsen i Europa og USA af den jamaicanske musikskat. Filmens hovedperson blev spillet af Jimmy Cliff, som også med titelnummeret og soundtrackets ‘You Can Get It If You Really Want It’ for en tid blev reggae-stjerne i divisionen lige under Bob Marley. Han er i går død, 81 år gammel. Her giver han en version af The Clash’s ‘Guns Of Brixton’ fra sit næstsidste studiealbum…
The Return of Babyshambles
Hørt herfra har Pete Doherty’s Babyshambles altid været et mere interessant band end Pete Doherty’s The Libertines. Måske fordi han ikke i førstnævnte har måttet dele sangskriveri og mikronfon-tid med den langt mere arbejdsmandsdriftige Carl Barat. Måske fordi der var en lyrisk flammende komet-fornemmelse af flugtaktion over hele Babyshambles’ kaotiske karriere ovenpå Libertines’ første sammenbrud. Bandet er dette efterår blevet gendannet til en britisk tour, der starter om en uge i Coventry. Den lægges der op til med dagens nye single – den første i 12 år derfra – hvor Doherty som før i Babyshambles’ historie (tænk f.eks. ‘I Wish’ eller ‘Dr. No’) trækker på Doherty’s svaghed for sødmefuld jamaicansk popmusik…
PS – Hvor stærkt iøvrigt at Babyshambles efter så lang tids fravær trækker sine kommende koncerter ind i nutid med en enkelt ny sang blandt de velkendte fra engang. Mere kræver det egentlig ikke for tilhængerne, at deres band føles rigtigt levende igen. Der kunne både Kent og Oasis lære en lektie.
Unknown pleasure

I sommeren 1980 udsender Warm Leatherette-aktuelle Grace Jones albummets godt sete The Pretenders-cover ‘Private Life’ som single. At høre kommanderende Jones synge Chrissie Hynde er specielt, men endnu heftigere er singlens upåagtede B-side, hvor hun på en elastisk gyngende Sly & Robbie-rytmebund kører Joy Division’s ‘She’s Lost Control’ udover kanten. Her er det den lange 12″er-version; fascinerende vild musik…
Clash jamaicaficerer

I 1972 er Joe Strummer kun 19 år, så han er endnu ikke der, hvor er han er klar – og har autoritet nok – til at adressere nationen. Seks år efter er situationen en anden, da The Clash 16. juni 1978 på deres femte single spiller modigt ud fra det farlige grænseland mellem punk og den jamaicanske reggae, hvis rebelske outsiderstatus man sådan ser op til og respekterer.
‘(White Man) In Hammersmith Palais’ tager udgangspunkt i en allnighter-koncert Strummer tager til i juni 1977. Kingston-stjernerne Delroy Wilson, Ken Boothe, Leroy Smart og Dillinger er på besøg, men Strummer bliver skuffet over det velfriserede show de alle leverer, hvilket kun er sangens begyndelse, der fortsætter med at beklage afstanden mellem sort og hvid ungdom i England, give The Jam en gevaldig tag-jer-sammen-lussing og konstatere, at skulle han dukke op i en lufthavn i London, ville selv Adolf Hitler stadig blive hentet i limousine.
Således opmuntret stavrer Strummer fra allnighteren i Hammersmith ud i morgenlyset, alene og disillusioneret, på jagt efter noget mere. En meget speciel single, der godt seks måneder senere bliver kåret som årets bedste af flere af de engelske musikaviser…
The Clash’s metronom
Udover ekstremt dynamiske Clem Burke fra Blondie, var der så mere virtuose og teknisk velfunderede trommeslagere på punkscenen end The Clash’s Topper Headon, som fylder 70 i dag? Lidt af et mirakel at en mand med så store og udtalte narkoproblemer er her endnu. Her er Headon, som efter sigende nu har været clean siden 2004, i hovedrollens storform med The Clash i december 1979 til Concert for Kampuchea…
Movement of Jah people…

Forsiden af det ugentlige musikmagasin Sounds 28. maj 1977, da Bob Marley and the Wailers kommer til England for at spille fire shows på Rainbow Theatre i London og optage dette klip til BBC’s Top of the Pops…
Max Romeo RIP!
En af de store roots reggae-sangere fra Jamaica’s 1970’ere er gået bort i weekenden. Max Romeo er udenfor the loudest island in the world mest kendt for sit samarbejde med Lee Scratch Perry. Deres fælles hovedværk War Ina Babylon (1976) kastede ovenstående genre-evergreen af sig, der sammen med sin Scratch-afledte og herligt overlegne ‘Disco Devil’-version er fast inventar på LS’s Jah-simrende backstage-playlist. Max Romeo nåede at blive 80 år inden sin død fredag nær Kingston…
Sorgfulde sange om USA
Har et svagt punkt for jamaicanske The Tamlins’ Sly & Robbie-producerede 1980-cover af amerikanske Randy Newman’s knugende ‘Baltimore’. Originalen fra tre år tidligere med ham fortjener også i den grad at blive hørt, så forfinet mørkeblå i sin resignerende stemning som den er…
Så det er december
The Clash’s bassist Paul Simonon blev 69 søndag. Derfor her sangen stilikonet selv har skrevet og synger på London Calling. Opvokset syd for floden i bydelen Brixton, der har flest jamaicanske indvandrere i London, kunne Simonon sin reggae længe før han lærte sig rockmusik, så helt naturligt for ham her at bevæge sig udfra en jamaicansk musiktradition…
Bankrobbers of the world, unite!

Dags dato i 1980 udsender The Clash en af sine stærke non-album singler, den Mikey Dread-producerede ‘Bankrobber’, indspillet af Ladbroke Grove-bandet i foråret under en tour-overliggerdag i Manchester. Hvis nogen her ikke skulle vide det, så gik Kent på scenen til netop denne The Clash-sang ved deres egne shows omkring Isola (1997)…
The Codfather
Fish & chips-butikken George’s Fish Bar har ligget på Portbello Road i Vestlondon siden 1961. Indtil lørdag hvor butikken fejrede sin permanente lukning med maner og livemusik udenfor på gaden. Blandt de uannoncerede optrædender var pludselig en vis Paul Weller, der uden stor fanfare kom på scenen og gav to af sine mest kendte solosange – ‘You Do Something To Me’ og ‘Wild Wood’ – sammen med dagens reggae-husband…