Kategoriarkiv: Looking for the heart of Saturday night

Elvis set i Aalborg

Mens I venter på Risiko (og nu er der ikke længe til årets danske souludgivelse er på gaden!) kan jeg fylde tiden ud med at nævne, at jeg så og hørte Elvis Costello i Aalborg i lørdags. Det var en særdeles vellykket koncert, der rummede strejftog i bagkataloget med hits (bl.a. “Shipbuilding”, “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army”) og andre sange der aldrig blev det (bl.a. “Deep Dark Truthful Mirror”), flere nye sange (der lød lovende) og en masse fortællinger om forældrene og farfaderen, der bandt den over to timer lange solokoncert sammen.

Now that’s what I call punk rock

BlankGeneration

Så er der benzin til en storslået lørdag aften: Streamingtjenesten WiMP har spurgt mig om en playliste. Så derfor kan du lige her høre disse 37 (!) personlige favoritter indenfor – eller med rødder i – punk…

Black Flag – Wasted
The Clash – What’s My Name
Ruts – Babylon’s Burning
Ebba Grön – Staten & Kapitalet
Devo – Mongoloid
Sex Pistols – Bodies
Richard Hell & The Voidoids – Blank Generation
The Adverts – One Chord Wonders
The Weirdos – Life Of Crime
The Subway Sect – Nobody’s Scared
Ramones – Loudmouth
Buzzcocks – Orgasm Addict
Bad Brains – Pay To Cum
Gang Of Four – Damaged Goods
Metal Urbain – Panik
The Undertones – Teenage Kicks
Johnny Thunders – You Can’t Put Your Arms Around A Memory
Siouxsie & The Banshees – Love In A Void
X – Los Angeles
Sods – Copenhagen
Dead Kennedys – Holiday In Cambodia
Public Image – Public Image
Television – See No Evil
Wire – 12XU
Dead Boys – Sonic Reducer
Fehlfarben – Gottseidank Nicht In England
Penetration – Don’t Dictate
The Avengers – We Are The One
999 – Emergency
The Saints – I’m Stranded
The Jam – In The City
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner
The Damned – New Rose
The Cramps – Human Fly
Stiff Little Fingers – Alternative Ulster
Mission Of Burma – That’s When I Reach For My Revolver
Suicide – Frankie Teardrop

Indtryk fra “Before The Dawn”

IMG_3845-0.JPG

IMG_3838-0.JPG

Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og Joanni fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet til denne koncert. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er der min hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.
Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.

She’s Like A Rainbow

Jeg kan faktisk også godt lide The Rolling Stones, selv om jeg sjældent skriver om dem her. Vældig mange fokuserer på den mere elementært rockede side af dette gamle band af tynde mænd med store næser. Men et af mine yndlingsnumre med dem er nu alligevel den smukke “She’s Like A Rainbow” fra Their Satanic Majesties Request (og af min generation måske kendt fra Thomas Windings børne-tv-serie Super-Karla, hvor jeg først hørte sangen). Her er en udgave fremført af Arcade Fire og introduceret af Mick Jagger himself på den aften, hvor Kristen Wiig stoppede på Saturday Night Live. Albummet Their Satanic Majesties Request er noget underkendt, synes jeg.

Natten er lys og lang

2014-05-17 22.12.12

Ikke en sky på himlen, og fuglenes sang lader sig stadig ane. En passende kompensation efter al for megen trøstesløs november. Jeg har fejret det med en imperial stout. På denne tid af året kommer Solens centrum maksimalt 18 grader under horisonten. Om nogle dage begynder det nautiske tusmørke her hos mig, hvor Solen er endnu tættere på horisonten (mellem 6 og 13 grader). Det er svært at gå i seng på en sådan aften.

Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
hvor folk og fæ igen færdes uvante i det fri
mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
og hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil

Ja natten den er lys og lang som vejen hjem til der hvor
min uredte seng står frit i rummet fristende og klar
med drømme der vil kunne sende enhver til verdens ende
men jeg lader andre om at sove og forbliver i min tro
på at vinden hvisker i mit øre kan du høre græsset gro

C.V. Jørgensen: Amor og den sidste pil (1980)

I aften: Præstø >>> søndag aften: København

Op på sadlen igen og mod syd. Love Shop har aldrig spillet i byen. Ej heller Jens U eller Mikkel D. Alligevel forlyder det, der på forhånd er så godt som udsolgt, før Unmack/Damgaard i aften kl. 20 går på scenen i Pakhuset i Præstø. Det skal blive mindeværdigt.

Derimod stadig ejerløse billetter til i morgen aften på BREMEN i København. Hvis ansporing ønskes, så er her en fem-stjernet anmeldelse fra koncerten i forgårs i Aarhus.

Foto-©:  Simon Skipper Christiansen/GAFFA

Sprawl III (Ballerup)

20110828-102254.jpg

Og så tjekkede vi ind i Ballerup Super Arena, hvis akustik formodentlig er perfekt til banecykling.

Jens havde ikke set Arcade Fire før og syntes, de var “lidt hippieagtige”. Pastorinden og jeg var uenige heri. Men vellykket, det var det – herom var der enighed hos denne blogs forfattere. Et professionelt (i ordets bedste forstand) ensemble med showmanship og et højt energiniveau. Kun i enkelte numre mudrede lydbilledet til pga. superarenaens akustiske kvaliteter (det var især ikke godt for den pågående “Month of May”). Til gengæld var der blandt meget andet en bevægende udgave af “Intervention”, en ligeså udgave af “My Body Is A Cage” og tøfrockeren “The Suburbs”. Hen mod slutningen steg intensiteten yderligere, da nogle af de gamle numre fra Funeral satte salen i kog. Så sang Régine Chassagne “Mountains Beyond Mountains”, der er gruppens “ABBA-nummer”. Hun synger strengt taget ikke fantastisk godt, men hun vinder meget på charmen, den franske accent og den halvimproviserede koreografi.

Herefter sluttede det – egentlig lidt brat – og publikum kunne defilere forbi t-shirt-boder ud i regnvejret. Et tegn på kvaliteten af oplevelsen var, at man bagefter kunne ønske at der var flere numre, de også havde spillet.

Ligesom f.eks. The National og Elbow er Arcade Fire eksponenter for en særlig “indadvendt stadionrock”, der når ud til publikum og skaber en fælles koncertoplevelse, men samtidig både vil og formår meget mere end det. Hvis der nogen sinde bliver rocknavne, der som Bruce Springsteen og R.E.M. kan favne bredt og skabe et stort og righoldigt bagkatalog, er Arcade Fire et af de suverænt bedste bud.

Skulle jeg have en enkelt minimal anke over en ellers god koncertoplevelse er det denne: de enkelte numre fungerer upåklageligt, men skiftene gør ikke altid, fordi musikerne ofte bytter instrumenter. Det påvirker koncertens flow med afbrydelserne. Hyr evt. Jens til at lave sætlisten. Han har aldrig været i Canada og vil sikkert gerne inviteres.

Nok om det: Jeg glæder mig allerede til at se Arcade Fire igen.

Looking for the heart of saturday night

‘I Only Get This Feeling’ – Dee Irwin

Hermed lukkes i denne omgang ned for ‘Looking for the heart of saturday night’, der har kørt hver lørdag i et halvt år. En hjemmebrændt disc med følgende kronologiske tracklist fra de 26 uger vil inden længe være på vej til vores vinder fra Webmaster Pastor’s december-competition…

‘Here’s A Heart – The Original Diplomats
‘The Night’ – Frankie Valli & The Four Seasons
‘I Really Love You’ – The Tomangoes
‘Tainted Love’ – Gloria Jones
‘We’ll Be Making Out’ – Jessica James & The Outlaws
‘Do I Love You (Indeed I Do) – Frank Wilson
‘Love Love Love’ – Bobby Hebb
‘Out Of Time’ – Chris Farlowe
‘Keep On Lovin’ Me’ – Frances Nero
‘My Sugar Baby’ – Connie Clark
‘I’m On My Way’ – Dean Parrish
‘It’s The Same Old Song’ – The Four Tops
‘Breakin’ Down The Walls Of Heartache’ – The Bandwagon
‘Oh, My Darlin’ – Jackie Lee
‘A Litlle Piece Of Leather’ – Donnie Elbert
‘Too Late’ – Larry Williams & Johnny Watson
‘Come On And Stop’ – Marv Johnson
‘My Love Is Your Love’ – The Isley Brothers
‘As Long As I Have You – Garnet Mimms
‘Do You Love Me Baby’ – The Masqueraders
‘Heartbroken Memories’- Sheila Ferguson
‘They’ll Never Know Why’ – Freddy Chavez
‘Long After Tonight Is All Over- Jimmy Radcliffe
‘Panic’ – Reparata & The Delrons
‘The ‘In’ Crowd’ – Dobie Gray
‘I Only Get This Feeling’ – Dee irwin